Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: juli 2013

Pokal Classic, Vestfyen

Øl til grill

Jeg har netop været på en uges sommerferie. Det er derfor, der ikke har været aktivitet på bloggen i noget tid. Turen gik rundt i Danmark og Nordtyskland til venner og familie, og jeg kan allerede nu afsløre, at der ikke blev budt på de store øloplevelser. Det var mest genudsendelser af, hvad der tidligere har været afprøvet her på bloggen … fordommene om danskernes noget fraværende kvalitetsbevidsthed udi gærede humleprodukter blev behørigt bekræftet. Nuff said. Til gengæld var det en stor oplevelse at få serveret bosnisk rødvin til grillet kalvesteg sidst i ferien – men det sømmer sig ikke at berette om den slags på en ølblog.
Men lidt nyt var der da. Jeg har fået en spændende øl med hjem fra en god ven, der snarest skal anmeldes sammen med flere andre nyligt donerede øl. Hvis man på en eller anden måde kan få foranstaltet, at jeg får en øl i hånden til anmeldelse, vil jeg prioritere at få den anmeldt så hurtigt som muligt. Blandt etiketterne vil øllet få betegnelsen “donationsøl”, så giveren senere nemt kan finde anmeldelsen af det øl, der blev doneret.
Det gælder selvfølgelig også for øl, man får kastet i nakken, når man er på besøg hos folk. Som nu en af Vestfyens øl – en Pokal Classic, som jeg fik hos min svigermor. I ved, hende, der laver verdens bedste flæskesvær. I anledning af denne øls opknapning var der nu grillmad på programmet – pølser, bøffer og hvad der ellers hører sig til. Lækkert!
Pokal Classic er, som det gælder for classic-øl, en pilsnerøl af wienertypen. Lidt mørkere og typisk præget mere af søde malttoner end pilsnerne. Brygget her er da også præget af toner, der mere ligner rav end friskmodnet korn i juli, men skummet er hvidt som den dybeste isvinters nedbør, dog med klæbeevner, der mere leder tankerne mod den første tøsne i november. Duften er præget af traditionel pilsnerhumle med velkendt afrundende karamel- og maltsødme. En sprittet kant kan akkurat fornemmes som det, der får denne øl til at skille sig ud fra alle de andre anonyme discountprodukter.
De fortrinsvis søde karamel- og maltnoter udgør øllets primære smag. Vandelementet er dog også umiskendeligt til stede, så den ikke kommer til at smage så meget, at forbrugernes ganer overstimuleres. I så fald finder forbrugeren omgående et produkt, der adækvat kan imødekomme efterspørgslen efter produkter, der ikke skæmmer oplevelsen af tyndt vandigt øl med overflødige elementer som smag og fylde. Det er nu faktisk lige før brygget kammer over, og faktisk kommer til at smage af for meget – og næsten godt. Men den laveste fællesnævner forbliver vel forvaret, da en letsyrlig bismag af umodne æbler snart melder sin ankomst og bedøver det søde – og potentielt velgørende – førstehåndsindtryk.
Herefter bliver brygget mere og mere fladt og uinteressant i smagen. Jo længere tid man spytter i brygget desto tyndere bliver det, og dermed synker det ned på sin vante plads, blandt de anonyme discount-øl, hvor Vestfyens standardserie også retteligen hører til.
Jeres ærbødige ølblogger er på pinden igen efter ferien. Hvad denne øl angår er den allerede anmeldt herfra, så I ikke behøver spilde jeres kostbare tid med den. Altid til tjeneste.

Fire Rock, Kona Brewing Co.

Halvmørk, velkendt wienerimpression
Mere hawaiiansk øl – denne gang en overgæret en af slagsen. Det passer så fint i sommervarmen, der er så kraftig, at den får en til at spørge, om det nu også er et fuldstændig geologisk inaktivt sted man bor, om det nu kan være rigtigt, at solen alene kan varme så meget, om vi i virkeligheden ikke ligger oven på Europas svar på Kalauea, og det er derfor man konstant brænder fødderne i sommervarmen?
Vi er gået fra den lyse pilsnerøl over til den blege ale. Man kunne have forventet, at alt hawaiiansk øl er lyst, what with varmen and all, men bryggeriert har faktisk også en stout i sortimentet. Den kunne desværre ikke findes i Bilka – og jeg har heller ikke set den andetsteds, men det kunne være spændende at prøve en tropisk stout. En contradiction in terms if there ever was one.
Nærværende øl er nu alligevel lidt mørkere end sin undergærede broder. Den holder en lød som en wienertype med off white til letgyldent, brusende skum. Ligesom ved pilsneren er der en del kulsyre i brygget, hvilket om ikke andet gør det forfriskende. Duften er skarpt aromatisk og præget af blomster, fortrinsvis roser med en syrlig kant af umodne æbler.
Nøgleordene er bitterhed og fylde – men mest fylde. Brygget præges af nødder, malt og en snert af smeltet, måske lige akkurat branket karamel, der leder hen til en sød og langvarig maltaroma i eftersmagen. Wienerindtrykket slår så kraftigt igennem, at hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at det var en sød, blød og rund classic pilsner, man sad med, frem for en pale ale, der oftest kendes som frisk og skarp, og mere præget af de aromaer, der fandtes i bouqueten. Disse er underligt fraværende i smagen, men erstattet af noget, der er lige så godt.
Det er især for fyldens skyld, brygget her skal nydes. Vandigheden er overraskende fraværende, og det er faktisk sådan, at jeg ikke vil klassificere denne øl som en sommerøl på samme måde som den foregående. Det er meget mere en mad-øl eller en nyd-til-en-god-film-øl, end det er en sluk-tørsten-når-temperaturen-når-en-googolplex-Kelvin-i-skyggen-øl. I sig selv er det en velafrundet, velkomponeret – og velkendt smagskombination, der, omend den rammer plet i udtrykket, alligevel brillerer ved at vælge det sikre frem for det eksperimenterende.
4-stjerner

Longboard Island Lager, Kona Brewing Co.

Ingen grund til at tage til Hawaii

Jeg har prøvet en del amerikansk øl efterhånden, men aldrig fra staten Hawaii. Vi har allesammen hørt om paradiset Hawaii, med de brede sandstrande, palmesuset, det tropiske kystklima, surfkulturen og ikke mindst skjoldvulkanerne med tyndtflydende lava, der løber så hurtigt at man ikke kan undslippe den, hvis man står på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Kort sagt et rædsomt sted, hvor der er alt for varmt og fugtigt, hvor man overhovedet ikke kan foretage sig noget som helst interessant, og hvor man oven i købet risikerer ufriviligt at agere støbeform for et inverteret haut-relief i smeltet sten.

Det skulle da lige være for at prøve deres øl, at man lagde vejen forbi. Kona Brewing Company ligger som måske allerede antydet på Hawaii, men heldigvis kan man for tiden få deres øl i Bilka, så der er ingen grund til at tage til det gudsforladte helvede på jord.

Øl fra tropiske klimaer byder sjældent på meget smag. Til gengæld er der tit masser af friskhed (læs: vand) som følge af klimaets modbydelige barskhed. Der er stort set kun et parameter for ølbrygningen. Skal øllet passe til sommeren, hvor det er meget varmt, eller vinteren når det også er meget varmt? Og når udfordringerne ikke er mere komplekse, bliver vandet i øllet nemt den mest fremtrædende ingrediens.

Og således kan det være så mægtig rart, når ens forventninger ikke bliver indfriet. Øllet er godt nok forfriskende, og tydeligvis brygget til temperaturer på den anden side af de 30 C i skyggen. Jo, vandet er fremtrædende – bevares. Men det er smagen så sandelig også.

Det er noget så sjældent som en forfriskende sommerøl, der faktisk smager af noget. Man mærker det allerede i duften, hvor en skarp, sød, og ren blomstret duft rammer næseborene med en blanding af sødlig humle, hyld, roser og en snert af syren.

Smagen er først og fremmest præget af en både sød og stærk humle. Den er meget præsent, skarp, faktisk lidt metallisk, hvilket gør den så meget desto mere forfriskende. En antydning af anis runder kækt smagen af og giver brygget lige netop den ekstra karakter, der gør den lidt mere end bare god. Vandet lader dog ikke vente på sig. Det er skam en vandig og frisk øl, men lige meget hvor tyndslidt den kliché er, har den sjældent været så velanbragt; thi det er en vandig og frisk øl på den fede måde! Vandet skæmmer ikke det mindste, det er heller ikke bare til stede ved siden af den gode smag, nej det indgår på forunderlig vis som et komplekst element i kompositionen.

En aromatisk sommerøl, der både overrasker med sin gode smag og sin forfriskende vandighed – uden at sidstnævnt på nogen måde går ud over førstnævnte – så har man set det med. Men måske er det ikke så mærkeligt. Amerikanerne er vant til tyndt, smagsfattigt (for at sige det mildt) øl, så det lå vel lige til højrebenet, at man et af de steder i USA, hvor vandighed og friskhed faktisk også er kærkomment, får det kombineret med noget smag på en sofistikeret måde, der er konkurrencedygtigt med det ligegyldige sprøjt de store amerikanske bryggerikonglomerater ellers hælder ud på markedet.
4-stjerner

Jeg magter det ikke …

Dansk Pilsner fra COOP – dengang det
stadig var Harboe, der stod bag.

Der er grænser for, hvad jeg gider spilde min tid med. Jeg ved godt, at jeg gentagende gange har fremhævet, at jeg skam vil prøve hvad som helst øl – fordi øllet er der, fordi jeg har påtaget mig det åg at afprøve alt slags øl, fordi jeg ikke arrogant vil afvise noget øl frem for noget andet med den begrundelse at det er ringere, billigere, simplere, dummere – eller noget andet.

Jeg ved godt, jeg gang på gang i bloggens levetid både har fremhævet dette, og egentlig også handlet derefter. Der er blevet anmeldt alt fra de lyseste alkoholfri pilsnere til de mørkeste Imperial Stouts, der er så mørke at de må skrives med stort.

Men nu er grænsen nået.

Nu har jeg fundet noget, jeg ikke gider spilde min kostbare tid på. Nu har jeg fundet noget, jeg ikke orker. Beklager, folkens, jeg gør det ikke, gider ikke, magter ikke, vil ikke … Jeg anmelder simpelt hen ikke COOPs discountølserie “Dansk [pilsner, guld, light, påske osv. osv.]” igen. Nixengebixen – der stopper festen!

“Hvorfor skulle han også det?” spørger læserne så. Måske endda på samme måde som Peter Kær 5 minutter og 15 sekunder inde i dette indslag. Jeg har jo allerede anmeldt dem, så hvorfor er det overhovedet relevant? Det er det, fordi COOP endnu engang har skiftet leverandør af Dansk-øllene. Først var det Carlsberg, så var det Harboe, og i denne tid formåede jeg at slæbe mig igennem anmeldelser af alle Dansk-øllene – og nu er leverandøren så blevet Royal Unibrew.

Præcis hvorfor Dansk-brandet sådan er blevet kastebold mellem de største bryggerier herhjemme, skal jeg ikke gøre mig klog på. Jeg har blot ingen forventning om, at brygget skulle være blevet nævneværdigt bedre, bare fordi det er Royal Unibrew, der står bag, og derfor giiiiider jeg ikke.

Det koster tid og hjerteblod at skrive hver eneste anmeldelse. Og det ofrer jeg gerne på spændende øl, jeg ikke har prøvet før. Men nu er grænsen nået for, hvad jeg tænker på som ‘øl, jeg ikke har prøvet før’.

Beklager gutter – i får ikke en Re-Run af Dansk-anmeldelserne. Af uvisse årsager er min gamle anmeldelse af Dansk Pilsner fra Harboe det 3. mest læste indlæg på min blog, men det blive
r altså ikke en Dansk Pilsner fra Royal Unibrew, der kommer til at vippe Harboes Dansk Pilsner af den pind. For en anmeldelse af Dansk Pilsner fra Royal Unibrew … it won’t happen here.

Jacobsen Abbey Ale, Carlsberg

“En halv øl”

Jeg skulle lige til at skrive, at klosterøl åbenbart er voldsomt oppe i tiden. Skands, Ørbæk og Carlsberg har én – blandt mange andre. Nærværende øl er dog en gammel sag, så klosterølfrekvensen er næppe en nutidig tendens, men snarere noget, der er præsent (og hypet) hele tiden.
Denne øl er da heller ikke ny, men blev lanceret i 2001, hvor den indgik i Husbryggeriet Jacobsens Semper Ardens-serie, som efterhånden er gledet helt ud af Carlsbergs repertoire. Dog ikke mere, end at noget af det fortsætter i Jacobsen-brandet.
Carlsbergs specialøl i Jacobsen-serien er lidt en blandet fornøjelse, hvilket er både godt og skidt. Det gode er variationen og innovationen. Bryggene spænder bredt i type, og de få bryggere, der rent faktisk stadig holder til på Carlsbergs oprindelige bryggeri i Valby (hvor Jacobsen-øllene produceres), er ikke blege for at eksperimentere. Eksperimenterne falder bare ikke altid lige heldigt ud, og det er i det hele taget lidt skidt, at kvaliteten også har det med at svinge – fra nærmest udrikkeligt til aldeles vellykket.
Jeg havde sat øllet på bordet samme aften som jeg og Gedved skulle afprøve diverse radlere for at sikre, at vi under alle omstændigheder fik noget ordentligt øl den aften. Men den gennemsigtige lød (trods udeladt filtrering), der fik brygget til at minde om en billig FDB-cola og den syrligt-flade duft af umodne æbler og en vag maltantydning, varslede på forhånd, at brygget nok ikke ville være at tælle blandt de vellykkede Jacobsen-øl.
Da brygget blev sat for munden, stod det klart, at aftenen ville komme til at handle mere om sodavand og limonade end om øl. For også denne øl mindede mere om førstnævnte end sidstnævnte i smagen. Brygget besidder en vis sødme, der minder mere om sukker – rørsukker ganske vist, men sukker ikke desto mindre – end om sød humle eller sød malt. Samtidig manglede brygget den fylde, som mørkt øl skal give forventning om. Et hint af malt bagom en sødt-syrlig æble-mandarinsmag drejede faktisk det overordnede billede i retning af en øl iblandet cola – eller måske endda cola iblandet øl.
Og mens brygget skvulpede rundt i munden, og man prøvede at presse lidt ekstra smag ud af brygget, tittede eftersmagen frem, – og det hjalp ikke spor. En sær, syrlig smag af umodne rabarber prikkede uskønt ved mandlerne og ned langs gummerne, mens brygget gled ned i halsen. En lettere pinlig afslutning på en øl, der i betragtning af, at skulle være en specialøl, mest må betegnes som mislykket. “En halv øl” – som Gedved præcist formulerede det.
Bevares, det smager da ikke grimt (bortset fra eftersmagen) men god får ingen mig til at sige, den er.
2-en-halv-stjerne

Kajs Radler (Battle of the Soda Beers III) v. Gæsteanmelder Gedved

“Kaj har ødelagt en Thy-øl!”

Gedved (tv.) og jeg (mf) tester en Thy-øl, jeg har ødelagt.
Det er Thyra til højre i billedet.

Indlægget er en parafrase over de be- og anmærkninger, min gode ven Gedved havde til mit første forsøg udi radlerkunsten. Før selve indlægget kommer først opskriften:

Til to glas Radler skal bruges:

  • 0,33 l. Økologisk Thy Pilsner
  • Fire store økologiske citroner
  • Økologisk rørsukker og almindeligt sukker i ikke nærmere afmålt mængde.
Da der er tale om en 60/40-radler (tre dele øl til to dele citronlimonade) giver dette i overkanten af 0,5 l Radler.
Fremgangsmåde:
  • Pres citronerne grundigt.
  • Filtrer saften fra citronerne groft gennem en si.
  • Tilføj sukker efter behag, rør rundt indtil sukkeret er opløst (det går hurtigt på grund af citronsyren).
  • Skænk øllet
  • Tilføj citronblandingen.
  • Rør rundt.
Gedveds første kommentar til eksperimentets udfald var “Kaj har ødelagt en Thy-øl!”
Blandingen viste sig at være alt for sur. Både Gedveds og mit ansigt nærmest kastede sig rundt og flåede kinderne hårdt ind mellem tænderne, mens øjenlågene truede med at sprænge øjeæblerne, der pludselig havde alt for lidt plads i kraniet.
Jeg styrtede straks min ven, mig selv og ikke mindst brygget til undsætning med en større dosis ekstra sukker, der omgående blev omrørt. Herefter kunne prøvesmagningen fortsætte.
Gedved havde ros til eftersmagen, hvor det sure og det bitre fra brygget blandede sig elegant, og havde også ros til opsætningen af ingredienserne, duften der var forfriskende syrlig og bryggets dejligt uklare ydre. Kombinationen af det citronsure, det søde fra det ekstra tilsatte sukker og den ret bitre øl, var med Gedveds egne ord “ikke helt ved siden af,” men jeg skulle afgjort arbejde videre med blandingsforholdet, hvor citronen trods ekstra tilsat sukker fortsat var for dominerende.
Gedved gav brygget 2 stjerner før brygget fik ekstra sukker,
2-stjerner
og 3½ stjerne efter det ekstra sukker var tilføjet.

3-en-halv-stjerne

Det er en karakter, jeg er meget glad for, for ikke at sige, at jeg finder den ufortjent høj.
Selv synes jeg, at der fortsat er meget plads til forbedring. Den smagte alt for meget af citron, og hvis jeg skal arbejde videre med den, vil jeg fortynde citronen med danskvand for at gøre den lettere i smagen. Den var decideret anstrengende at komme igennem, og det er ikke meningen med en radler. Desuden vil jeg tilføje (meget) mere sukker – kun økologisk rørsukker, selvfølgelig. Valget af Øko-Thy som øl, vil jeg til gengæld holde fast i, ligesom jeg vil holde fast i det totale fravær af sødemidler og aromastoffer – det være sig naturlige som kunstige. Men om radleren i det hele taget er et projekt, jeg gider prioritere fremover, må tiden vise.
Men det var sjovt at prøve, og det føles jo rart, at ens venner giver højere karakterer til ens hjemmelavede radler, end til de færdigblandede fra de store industriforetagender.
Skål i sodavandsøl, og fortsat god sommer!

Flensburger Radler, Flensburger Brauerei (Battle of the Soda Beers II)

Flasken er sgu flot!

There I said it! Blåt bruges bare for sjældent i ølflasker.

Vel, det var noget af en omvæltning at gå fra den ene radler – hvis producent vi jo ikke kendte – til denne.
– “Den er klarere i farven. Den ligner mere øl” sagde jeg.
– “Den dufter også mere af øl,” fortsatte Gedved.
Bouqueten ramte som en huskekage, og jeg erklærede på stedet, at jeg ville æde den sixpence, jeg købte i Irland på, at det var Flensburger Radler, min viv nu havde serveret. Har man først prøvet Flensburger Pilsener, ved man, at pilsner ikke bare er pilsner. Der er det tynde pilsnersprøjt, folk tyller i sig herhjemme – og så er der Pilsener – med et ekstra ‘e’ og stort ‘p’. – Og det er, når den kommer fra dette Nordtyske bryggeri.

Jeg var ikke længere i tvivl, og min viv kunne da også bekræfte, at det var sådan, det hang sammen. Befriet for yderligere spekulationer om, hvilken af øllene vi sad med, gik vi nu i gang med at nedbryde de forskellige smagnuancer.

Flensburger Pilsener-elementet holdt sig sandelig heller ikke tilbage. Vi var begge enige om, at øllet var meget mere nærværende i denne radler. Til gengæld viste det sig også hurtigt, at forholdet mellem de forskellige smagsindslag langt fra var særligt elegante.

– “Jeg kan godt smage det syrlige, men det er lige som om det lammer smagsorganerne. Man kan godt smage øllet, men det passer ikke rigtig sammen,” mente Gedved.
– “Det giver jeg dig ret i,” sagde jeg. “Bittert og syrligt passer sjældent godt sammen. Heller ikke her. Samtidig har den også en sødere syrlighed end man fandt det i den anden.”
– “Der er lidt et element af æbler,” sagde Gedved.
– “Ja, den type sødme,” sagde jeg.
Det var omkring her vi opdagede, hvad der egentlig var galt.
– “Den smager jo sådan lidt syntetisk,” bemærkede jeg. Og Gedved bifaldt.
– “Ja,” sagde han “det smager sådan lidt … ikke som tif, men …”

Hvis læserne ikke skulle vide det, dækker betegnelsen “tif” over Aldis æble-aperitif. En sukkerholdig æblevin som i mine unge dage – og måske stadigvæk – var populær blandt københavnske punkere. Oh de branderter man fik af det. Kun tømmermændene var værre! Men det var det, man havde råd til.

Sådan lidt syntetisk på samme måde, måske lidt letmetallisk, uskønt blandende sig med et bittert element. Jo, denne radler minder ufrivilligt om det foretrukne punkerstads fra 90’erne. Den syntetiske smag, gættede vi på, måtte stamme fra de kunstige sødestoffer, denne radler er tilsat (Tuborg Sommer er til sødning kun tilsat rigtige sukkerarter).

Vi gav begge samme karakter til Flensburger Radler: Én stjerne for at minde os om vores glade tid som punkere i København. Tak for kaffe og skål i sommervarmen.
1-stjerne

Tuborg Sommer, Carlsberg (Battle of the Soda Beers I)

Citronbleg Satan


– “Den er godt nok lys”
– “En citronbleg Satan”, for det ud af mig. Hverken jeg eller Gedved var synderligt imponeret over den meget lyse, citrongule farve og det alt for skrøbelige skum.
– “Og så alligevel ser den ud til at være ufiltreret, – det er jo altid noget.”
Vi stak skeptisk næserne ned i glasset, og mærkede en meget kraftig odeur af citron, mens ølelementet praktisk taget udeblev. Spændt satte vi glasset for munden …
– “Man kan slet ikke smage øllet”, sagde Gedved, der allerede på dette tidlige tidspunkt lagde sig fast på, at det måtte være Tuborg-produktet. Det skulle vise sig at være sandt.
– “Man kan næsten ikke smage det, og så smager den faktisk også for lidt af citron i forhold til, hvad den dufter af,” sagde jeg.
Gedved gav mig ret, men indvendte i øvrigt, at der i smagen var et grapeelement, der faktisk gjorde godt. Lidt ligesom Skovlysts SommerHvede. Vi var også begge glade for, at denne radler klart lægger vægt på det syrlige frem for det søde. Som radler er den ganske forfriskende, men ikke specielt sød og dermed overrasker den positivt i forhold til det publikum af smart beer-konsumenter, den ellers er rettet mod.
Uenighederne strakte sig til, at Gedved mente, den smagte lidt syntetisk. Det syntes jeg egentlig ikke, og selvom der figurerer flere aromastoffer i varedeklarationen, er denne faktisk overraksende nok den mindre slemme, hvad småskumle tilsætningsstoffer angår.
Samlet set var det ikke noget, nogen af os kunne forfalde til, men en god eftersmag – ikke mindst på grund af grapeelementet, samt det faktum, at der var lagt ganske meget vægt på det syrlige frem for det søde, gennemtvang et par uventet høje karakterer:
Gedved gav den …
2-en-halv-stjerne
 Jeg gav den …
2-stjerner

Battle of the Soda Beers – Prolog

Bloggermediet er lidt bøvlet. Når dette temas fire indlæg er skrevet, står de med dette første indlæg nederst. Det første, de fleste vil læse er det sidste indlæg, og kronologien vil være gået til sine forgængere. Jeg må bare bide i det sure æble og gennemføre projektet sådan som projektet nu må gennemføres, for jeg kan ikke lade et mindre dispositionsproblem stå i vejen for det simple, men – synes jeg selv – også fine projekt, jeg har gået og syslet med på det sidste.

Endnu engang har jeg i embeds medfør valgt at teste nogle øl, som kendere ellers typisk rynker på næsen og fnyser ad. Det gælder den fra Tyskland hidrørende blanding af limonade og øl, kaldet ‘Radler‘. En sommerdrik, der ikke har sit navn på grund af bryggets lave alkoholprocent, der skulle gøre en i stand til at køre cykel bagefter – nej, angiveligt har den blot fra starten været forbundet med (cykel)sport. Og det er jo forresten også ret meget oppe i tiden. Selv gider jeg dog ikke at kigge med, så længe rytterne fortsat tyller piller og EPO som det tyske sommerfolk tyller Radler i middagsheden.

Oprindeligt har det været noget, der blev blandet på stedet – eller man blandede det selv hjemme i sin stue. Men på det sidste er flere bryggerier begyndt at producere dem selv, færdigblandet. I Tyskland har i hvert fald Flensburger Brauerei haft en længe, og denne sommer har hjemlige Carlsberg lanceret én via deres Tuborg-brand. Tuborgs Radler bærer navnet ‘Sommer’, og blev lanceret sideløbende med deres seneste smart beer, Tuborg Grøn Ultra.

Det er såmænd ikke engang med min ringeste vilje, at jeg indlader mig på disse blandingsprodukter. Jeg var jævnt imponeret over Bryggeri Skovlysts ene nye sodavandsøl, så jeg er egentlig ikke afvisende over for ideen. Jeg ser hellere, at man blander øl op – fx med limonade – hvis man vil drikke det i varmt vejr, og i den forbindelse finder bitterheden distraherende, frem for – som det nu om dage hyppigere er tilfælde – at bryggerierne brygger ultratyndt øl, der fra starten mangler nævneværdige meritter, men iøvrigt gør en fuld lige så hurtigt som det øl, der smager af noget. En radler ser jeg som en god løsning for dem der vil læske sig i sommersolen, og som ikke nødvendigvis gider fulde sig samtidig.

Vel – de følgende tre anmeldelser handler om tre forskellige radlere. De to første var færdigblandet, og blev smagt ved blindtest af undertegnede og en af mine allerbedste venner, som jeg nu har kendt gennem 18 år. Egentlig hedder han Claus, men siden en glorværdig tid på HF på Horsens-egnen, har han gået under navnet Gedved. Min kære viv bragte os først den ene – siden den anden – så vi ikke vidste, hvad vi fik først for på den måde at eliminere så meget bias som muligt. Endskønt jeg mener adækvat at have redegjort for radlerens berettigelse ovenfor, er det stadig en efterrationalisering, og de to konkurrerende bryggerier – Flensburger Brauerei og Carlsberg har jeg hhv. stor og næsten ingen respekt for. Så blindsmagningen var velbegrundet.

Den sidste radler står jeg selv til dels bag. Jeg har ikke selv brygget øllet (det har Thisted Bryghus) eller plukket citronerne – endsige dyrket dem. De er leveret af Irma på Islands Brygge, men jeg har selv presset dem, og tilsat rørsukker og almideligt sukker, da det slap op. Alt sammen selvfølgelig økologisk. Jeg har ikke selv anmeldt den blanding – det stod Gedved alene for. Han bliver dermed også den første, der alene anmelder en øl på denne blog.

Men lad hermed smagningen af de fæle sodavandsøl begynde … eller lad i hvert fald beretningen om dem blive skrevet … eller noget.

Esrum Kloster, Bryggeriet Skands

Lettere fejlkrydret fornøjelse

Citronmelisse, lavendel, rosmarin, enebær og anis – det er, ud over selvfølgelig vand, humle, gær og malt, hvad denne øl indeholder. Reinheitsgebot har for længst forputtet sig mellem bibelafskrifter og teologiske afhandlinger i denne (replika af en) klosterøl. Vestegnsbryggeriet Skands står endnu engang bag.

Der er tale om en brun, men også gennemfiltreret sag med rigeligt brus, der ikke bare ved første, men også ved andet og tredje øjekast mere ligner en cola end en mørk øl. Skummet bobler og bruser mere end det – ja, skummer og det ligner også mere sodavandsskum med sin lyse, kun marginalt brankede kulør. En i grunden forfriskende let duft af den tilsatte citronmelisse gør ikke indtrykket af en sodavandsøl mindre.

Som klosterøl er det også en letbenet en af slagsen. Den smager mere af de tilsatte krydderier end af malt og humle, og den lette aroma af citronmelisse slår straks til igen. Det er mere sødt end det er syrligt, og havde jeg haft bind for øjnene ville jeg nok have tænkt på de gule sodavand fra dengang man stadig brugte tartrazin som farvestof. Den gule citronvand lægger sig som en i grunden fin, men ikke særlig øl-agtig, glasur over en bund af letbitter malt, som man først rigtig mærker, når brygget når mandlerne.

Ikke ligefrem rent øl. Klik for større billede.

Her finder man lidt maltbolsjer, måske blandet med lidt Kongen af Danmark … jo, krydderierne sætter deres entydige præg, og lader derfor ikke brygkunsten træde frem. Der er mere tale om blandingskunst, og selvom noget af det passer godt – fx den gule Brugsen-sodavand sammen med maltindslaget fra ølelementet – så ender det alligevel med at være for blandet, for forvirrende, for arbitrært, for strittende i forskellige retninger. De mange smagsindtryk går ikke op i en højere enhed, og selvom brygget på ingen måde smager fælt eller ubehageligt, sidder man alligevel tilbage med en følelse af, at brygget er mislykket.

Men en forfriskende mørk øl forbliver det. Lidt som cola blandet med citron har også denne øl med citronsmag en forfriskende og vederkvægende kvalitet, der er brugbar i sommervarmen. Det er nok ikke det publikum, brygmester Birthe Skands har sigtet efter med denne øl – men det er ikke desto mindre til dem, der trænger til noget, der smager af lidt mere end det jævne pilsnersprøjt i sommersolen, jeg vil anbefale denne øl.

3-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme