Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Month – juni 2013

Sundby Stout, Amager Bryghus

Endelig …
Og det var på et hængende hår! Fremad Amager er i 2. division øst igen næste sæson, takket være en ‘panik-før-lukketid-stemning’, der greb holdet i sidste øjeblik, lige netop tids nok til at skrabe de sidste nødvendige point sammen til to play off-kampe mod Kjellerup, der begge blev vundet.Absolut sidst blandt dem, der blev i divisionen, blev mit favorithold fra Sundby. Men dernede – bogstaveligt talt i bunden af 2. division – er det ikke vigtigt, hvor man bliver placeret, men blot at man fortsat er med! Stort tillykke til Fremad Amager herfra med den hårdt og succesfuldt forfægtede status quo. Som jeg vist fik nævnt holder Fremad Amager til i Sundby – og til øens hold er anmeldelsen af denne øl – Sundby Stout hjerteligt tilegnet.

Der er tale om en natmørk stout, der alligevel er lys nok til, at man ved aftensol kan skimte røde nuancer gennem brygget.  Skummet er (lidt for) lyst brunt i forhold til det ellers dunkle indtryk. Duften trænger til gengæld vel igennem med aroma af vanille, kaffe og brændt karamel med et hint af chokolade.
Aromaen trænger med det samme op i næsen, hvor det bruser lystigt, og svier en anelse. I munden er smagen præget af fortrinsvis bitre stouttoner. Prologen præges dog af  mørk chokolade, vanille og karamel. Men når eftersmagen begynder at gøre sit arbejde mærkes bryggets bitterhed for alvor. Kraftigt ristet kaffe bryder frem, ledsaget af brændte malt- og karameltoner. Chokoladefølelsen bevares, men mere som et indslag af fylde end af sødme.Eftersmagen bliver ved længe, og overdøver snart den søde indledning og næsebrus. Det er for den solide, og kraftige eftersmag, at man vil huske brygget, og næppe for de indledende søde toner, der hurtigt viger.

Det er en karakterfuld stout, der dyrker det traditionelle snarere end det eksperimentelle. Den er bedst blandt stouts som stouts er flest, og velkendtheden i udtrykket bliver, dens kraft til trods, også den svaghed. Der er intet nyt ved en Sundby Stout – det er bare godt, om ikke ekstraordinært.Så lykkedes det alligevel Amager bryghus at brygge noget ordentligt. Og samtidig klarede Fremad Amager skærene. – Endelig! udbryder jeg i spontan jubel over begge dele, og nynner lystigt:

♪♫ Vi er på vej, vi er på vej, vi er på vej i Champions League …
Om Firs-Halfems år vinder vi pokalen!
Vi er på vej i Champions League ♫♪

Fortsat god sommer!
4-stjerner

Vollmondbier, Appenzeller Bier

New Age-flopDenne øl fik jeg af min kære viv i Fars dags-gave. Den kunne fås gennem nemlig.com, der er vores faste fødevarpusher, når vi ikke selv gider gå i supermarkedet. Det er en økologisk øl – den slags går vi jo meget op i, og hvis jeg har forstået min viv ret, var det den eneste økologiske øl, de havde.

Jeg har alle de gode intentioner til trods været skeptisk fra starten. Altså … wirklich? Vollmondbier? (skulle man ikke være lige så germanofil som jeg, kan jeg oplyse, at navnet betyder ‘fuldmåneøl’)

Emballagen er ledsaget af en bagetiket, hvorpå man kan læse en røverhistorie om, at dette øl brygges ved fuldmåne – og at det derfor indeholder fuldmånens kraft. Ved man bare en lille smule om øl og fuldmåner, ved man også, at selv det simpleste øl er længere tid om at gære, end selv den længstvarende fuldmåne. At forestille sig en øl, der kun er brygget ved fuldmåne er, for at sige det mildt, temmelig latterlig … og jeg er ikke engang nået til, hvad jeg mener om påstanden om ‘fuldmånens kraft’.

Hvis det schweiziske (og det bliver over mit rådne, ormeædte lig om jeg nogensinde kommer til at stave dette ord ’svejtsisk’ (undtagen når det bruges til demonstrationsformål som her – hvor det af samme grund står i anførelsestegn, for jeg bliver jo nødt til at gøre det forståeligt, hvad jeg taler om)) bryggeri brygger en anden øl, efter fuldstændig samme recept og fremgangsmåde, men i stedet brygger det ved nymåne – og der så kan mærkes en væsentlig forskel på dette bryg og nymåneøllet, så vil jeg kaste mig på knæ, og kalde dem mine herrer – men ikke før.At den sådan skulle være brygget i løbet af et par nætter, kunne man dog alligevel forledes til at tro udfra udseende og smag. Brygget er papirtyndt, og smager også lidt derhenad. Løden minder lidt om falmet avispapir med skrøbeligt, for ikke at sige hastigt kollapsende, kridhvidt skum. Bouquet’en lader vente på sig. Længe. – Ja, okay, der er ikke rigtig nogen bouquet, andet end den samme forfriskende duft af aqua communis, som man oplever, når man åbner for vandhanen.

Smagen er som sagt ganske tynd, vandet, og indeholder kun ganske fjerne spor af korn og humle. Brygget smager ikke grimt, men det smager af så ufatteligt lidt, at det i aroma er at klassificere på linje med visse letøl. Hvis dette er det bedste, New Age-folk, og andre, der tror at måneskin og stjerneskær skulle have bare skyggen af indflydelse på jordens frugter, kan præstere, så foretrækker jeg til hver en tid ølproducenter, der går op i at finde en rigtige humle, eksperimentere med malten, og isolere de rigtige gærtyper, frem for at kaste om sig med udokumenterede postulater om fuldmånens og andre arbitrære himmellegmers tvivlsomme indflydelse.Og så iøvrigt: Glædeligt solhverv til alle læserne.
1-halv-stjerne

SommerHvede, Skovlyst (Eller sodavandsøl II)

Formidabel grape… -sodavand …

Vi skal videre til den anden Skovlyst-ølsodavand, som den gæve Mads havde med, da den stod på sommerfrokost i det lille Amagerkanske hippiehjem.

Denne gang er øllet blandet op med hyldeblomst og grape. Hyldeblomst har været tilsat øl med både større og mindre held. Derimod er det vist første gang, grape er inde i billedet. Citrusfrugt af forskellig art er dog forsøgt hist og pist, også med større og mindre succes (jeg husker ikke længere de enkelte øl).

Da jeg så, at grape indgik, faldt det mig faktisk ikke ind, at netop grape har nogle egenskaber udi bitterhed, som citrusfrugter ellers ikke har. Appelsin snerper lidt derhenad, men slet ikke i samme grad.

Endnu engang slog bouquet’en til næsten før kapslen lettede. Grapen holder sig ikke tilbage. Duftens toner slog benhårdt igennem, og skabte omgående synapser mellem det olfaktoriske center i hjernen og min hukommelse.

Jeg blev omgående ført tilbage til mine forældres spisekammer i Århus-satelitbyen Hjortshøj i 80’erne. Der stod en Sodastream-maskine – ikke en af de nymodens smarte, nej en af de oprindelige fra dengang! Og de høje flasker, med ekstrakt … Jeg får kuldegysninger, når jeg tænker på, hvad der mon har været i de ekstrakter af suspekt kemi. Tykt som sirup var det og i farvestrålende nuancer. Vi begrænsede os selvfølgelig ikke til at bruge ekstrakterne i de hjemmelavede sodavand … nej de blev skam også brugt i yoghurt, i hjemmelavet is, i saftevand … det er anstrengende bare at skrive om det.

Nok om alle de andre ekstrakter. Der var også et ekstrakt, som mine forældre især var glade for. Vi børn syntes, den var for sur. Det var netop grape-ekstraktet, og denne øl duftede præcis som en Sodastream-sodavand med Grape.

Der er absolut topkarakter til denne øls evne til at skabe nostalgiske associationer hos undertegnede. Det fungerer også udmærket som sodavand til voksne med sin syrligt-bitre smag. I modsætning til SkovbærHvede, indeholder brygget nemlig væsentlig mere kulsyre, og gør dermed fornemmelsen af sodavand komplet. Men fungerer det som øl?

Grapesmagen er så fremtrædende, at man ikke mærker humlen. På den anden side er det især grapefrugtens bitre toner, der træder frem. Måske spiller grape og humle bare så fantastisk sammen her, at man ikke smager humlen. Den hjælper bare det bitre i grapen på vej, så man smager grapen endnu bedre – som sagt måske, sålænge man ikke kan prøve brygget med og uden humle, er det ren spekulation.

Jeg vil dog gerne lade tvivlen komme humlen og brygget til gode. Og man kan i hvert fald ikke kalde det tåget mørkegule bryg disharmonisk. Der er tale om et ganske helstøbt produkt, der ved, hvad det vil smage af. Spørgsmålet er endnu engang, om det fungerer som øl, og denne gang er det endnu sværere at svare på end ved SkovbærHvede.

Brygget smager fremragende, og grape har stort potentiale til at bruges i øl også fremover, hvis det skal være. En SommerHvede smager bare ikke af øl, so what to do? Som sodavand giver jeg brygget fem stjerner. Som øl giver jeg brygget én stjerne. Da det er en hybrid mellem øl og sodavand vælger jeg at de to mødes på halvvejen.

Således kan man vride sig ud af en karaktergivningsknibe – og det er jo iøvrigt også netop årstiden til dette.

3-stjerner

SkovbærHvede, Skovlyst (eller Sodavandsøl I)

Disharmonisk fornøjelse

I weekenden havde vi besøg af nogle venner fra asatromiljøet. Min viv er som bekendt aktiv asatro, og en del af blotgruppen, hun er tilknyttet, kom på middagsvisit. Det blev hverken til mjød eller hestekød, men friskbagte boller, kødfyldte pølser, hvidvin med hyldeblomst, tapas, min vivs frikadeller (om dem kunne der skrives en blog i sig selv) og den gode Mads havde lidt øl med til selskabet – noget jeg ikke havde prøvet før, så på det skulle der smages.
Det drejede sig om to relativt nye produkter fra Bryggeri Skovlyst ved Hareskoven. Jeg har prøvet deres produkter før, og egentlig ikke været synderligt imponeret. Endnu mindre imponeret blev jeg, da det viste sig, at bryggeriets øl faktisk fremstilles i Polen, mens bryggeriets meget bevidste markedsføring søger at give et billede af, at det foregår i idylliske omgivelser i nogle svenskrøde træbarakker iblandt hareskovens vårgrønne træer … not so much!
Men brygget skal jo prøves, og jeg er altid glad, når folk giver mig mulighed for at anmelde nye øl. Stor tak til Mads for de medbragte varer.
Den første variant, SkovbærHvede indeholder hyldebær og skovbær – altså fra Polen. Jeg er en af dem, der har afsindigt dårlige erfaringer med frosne bær fra Polen, men jeg regnede med, at gær og sukker (der er tilsat så meget af, at det står øverst på ingredienslisten) havde gjort sit, og i skrivende stund føles da heller ikke noget ubehag. Det var selvfølgelig med en vis skepsis, at brygget blev knappet op. Men jeg har selv haft mine frugtteperioder, og jeg er ikke mere tesnob, end at jeg i de kolde vintermåneder sagtens kan nyde te med fx solbær – eller med citron, når jeg er småsyg – så hvorfor egentlig ikke øl? Og hvor mange gange har jeg ikke lappet Mort Subites Kriek i mig, når jeg var i Belgien? Og hvis det skal være i orden, så skal tilsætning af frugt i øl også være det – omend det vist alligevel ikke foregår helt på samme måde som fremstilling af de Belgiske Krieks.
Bouquet’en lod ikke vente på sig. En kraftig duft af hyldebær og andre sur-søde buskvækster bredte sig omgående ved opknapning. Et brusende prinsessepink bryg rejste sig i glasset, og tronedes af en masse ditto pink bobler. Betegnelsen ’sodavandsøl’ poppede for første gang frem i hovedet på mig. Jeg var dog væsentlig mindre beklemt ved dette bryg, end jeg var sidst, jeg prøvede lyserødt øl, for her vidste jeg, at farven skyldtes tilsatte bær.
Det afbrusede bryg gav i første omgang en fornemmelse af tyndt opblandet tranebærsaftevand. Netop den manglende brus gjorde, at brygget føltes mere som safte- end sodavand. Ikke desto mindre gjorde de søde bærtoner deres til at få brygget til at afvige endda ret meget fra øl. Og det glædede mig egentlig, at der ikke var tale om alt for børnevenlig smag af jord- eller hindbær, men netop lidt sværere tilgængelig og ikke alt for sød hyld-, trane- og solbær.
Og som man egentlig hyggede sig med alle de solmodne sommerbær ramte humlen – hårdt. Ind fra højre brasede den ind og fyldte hele bagtungen med en uvelkommen og disharmonisk bitterhed. Havde den samme bitterhed været at finde i en øl, ville det have været fint – men her blandede det sig kun uskønt med bærrene.
Der opnåedes ingen syntese mellem bær og humle. De to forblev adskilt, og med for lidt brus til at være sodavand og for meget brus til at være saftevand, ender brygget med at være hverken fugl eller fisk og sætte sig mellem to stole med et ben i hver lejr.
I hvert fald så længe, den drikkes afkølet.
For tillader man brygget at få kassetemperatur bliver det hele en smule bedre. Sødmen fra bærrene tager af, og den lettere bedøvede bæraroma blander sig nu væsentlig bedre med humlen. Det er ikke stor ølkunst, men smagsmæssigt fungerer det udmærket. Problemet er blot, at brygget mister sine iøvrigt læskende evner, når det får temperatur. Så helt godt bliver det aldrig.
Uanset høj eller lav temperatur mangler brygget retning, det virker underligt sammensat og har ikke den helstøbthed, ethvert ølbryg bør have. Det forbliver mere en saftevand iblandet øl, end en øl, iblandet saft og bær, og for denne ølelsker er det pæneste, der kan siges, at det da kunne være værre. Som en konkurrent til de store bryggeriers (pseudo)ciderprodukter har det næppe heller det store potentiale. Det er det ikke sødt nok til, og alkoholprocenten er også for lav. Hvem målgruppen egentlig er, forbliver dermed et mindre mysterium.
1-en-halv-stjerne

Efes Pilsener, Efes

En overraskelse …

Man kan ikke uden en vis rimelighed beskylde mig for at politisere en kende i nogle af mine indlæg. Jeg har dog bestræbt mig på, at det ikke kommer til at fylde for meget. Det er i orden, at læserne ved hvem jeg er, og nogenlunde hvor jeg står politisk, men det skal ikke overtage bloggen. Det er trods alt en ølblog – ikke en politisk blog. Alligevel er der et storpolitisk tema oppe for tiden, som jeg ikke kan lade ligge, og som jeg føler, jeg offentligt må vælge side i … Nej, det er ikke folkemødet, hvis nogen skulle tro det.

Det drejer sig om konflikten i Tyrkiet. Som en anden Anders Fogh Rasmussen blæser Ministerpræsident Recep Tayyip Erdogan på et stort mindretal, og gennemtrumfer med et snævert parlamentarisk flertal og en jernnæve en reaktionær, formørket politik, som det ikke engang er sikkert, flertallet i befolkningen støtter. Én ting er en park i Istanbul. En anden er gennemtvingning af en religiøs dagsorden, herunder forbud mod udskænkning efter klokken 22, og forbud mod alkoholreklamer.
Jeg har hermed tænkt mig at erklære min fulde støtte til, ikke bare Istanbuls demonstranter, men hele Tyrkiets demonstranter, der bekæmper en formørket, forældet og fordækt, for ikke at sige magtfuldkommen, autoritær og slet og ret modbydelig tyran, der ikke fortjener bedre end at blive anbragt på den historiske mødding med sine ligesindede magtfuldkomne folkevalgte tyranner, Bush Jr., Thatcher, Putin og altså Fogh, for bare at tage nogle eksempler.
Og hvilken bedre måde findes der, end at drikke en af de øl, som den hensynsløse, autoritære nidding af en magtfuldkommen tyran, Erdogan, har så uendeligt meget imod, at hans landsmænd nyder på de tyrkiske caféer efter klokken 22? Jeg tænker her på Efes – den vel nok mest succesfulde Tyrkiske øl, med aftagere i hele Østeuropa og Centralasien, fra Moldova til Kasakhstan. For på afstand at afføre mig min ene imaginære handske, og provokatorisk og demonstrativt slaske den i ansigtet på tyrannen Erdogan valgte jeg at lægge turen hjem fra arbejde om, og i stedet for at køre mod Lossepladsvejen køre ad grusstien bagom Nokken, for snart at ramme Irma på Islands Brygge, hvor jeg ved en tidligere lejlighed havde spottet, at den var til salg. Mindre passende bliver det ikke, at Efes hovedsæde (Efes er det tyrkiske navn for den græske by Efesus) iøvrigt ligger i Istanbul, hvor demonstrationerne mod Erdogans autoritære styre begyndte.
Som altid, når det gælder store bryggeriers pilsnerprodukter havde jeg ikke de store forventninger til denne øl. Det allerførste indtryk – et næsten citrongult bryg, stemte vel overens med det, jeg havde forestillet mig. At skummet til gengæld nærmest eksploderede, og meget modvilligt retirerede, havde jeg ikke regnet med. Skummet var ellers som forventet kridhvidt, men besad altså en uventet fylde og holdbarhed som grundigt pisket marengsmasse. Duften gjorde også forventningerne til skamme. En overraskende kraftig duft af tør humle blandede sig med ellers traditionelle pilsnertoner af korn, og som man kender det fra standardpilsneren – vand. Men sidstnævnte var trængt i baggrunden, og det lovede jo egentlig godt, men jeg turde endnu ikke håbe.
Men så blev der ellers smagt, og hvor det dog smagte … Altså stadigvæk må man sige i betragtning af at der er tale om et jævnt pilsnerprodukt, hvor vand skal spille en rolle … for øl brygget til de brede masser skal ikke smage af for meget, for så er der færre, der vil  kunne lide dem – men med alle disse forbehold in mente, så er Efes faktisk et væsentligt stykke over den standard vi kender, herhjemmefra og i vore nabolande.
Ikke bare udebliver ubehagelige overraskelser som surhed, metalsmag, ubalanceret bitterhed og almindelig vandighed. Brygget smager faktisk af noget. Både smag og eftersmag dvæler ved den bitre, kraftige humle. Det er en fyldig og rar bitterhed, der dog samtidig netop formår at stikke lige præcis i en sådan grad, at øllet også bliver spændende, og ikke kun stryger én med hårene. En snert af lakrids anes bagom et kraftigt indslag af frisk træ, og et knap så kraftigt indslag af gran. Indrømmet, det er ikke en speciel pilsner som sådan. Det er ikke en Boston Lager eller en 77Lager. Men som den standardpilsner den er, rager den væsentlig længere op, end hvad man er vant til.
Tyrkerne, og især de tyrkiske demonstranter fortjener at skylle den bitre smag af autoritær, antidemokratisk mørkemandspolitik og tåregas væk med denne temperamentsfulde pilsners venlige men bestemte bitterhed. Den får en for standardpilsner relativt høj vurdering.
3-en-halv-stjerne
De tyrkiske demonstranter får uden betingelser min topkarakter.
6-stjerner
Og Erdogan kan få sine velfortjente
0-stjerner
Nul stjerner.

Amager Fælled, Amager Bryghus.

En svag afglans

Jeg har fået ordnet min cykel, og det er nok de bedste næsten 700 dask, jeg har brugt længe. Jeg arbejder i Sydhavnen, og skyder derfor hver morgen (eller eftermiddag – jeg har skiftende arbejdstider) genvej over Amager Fælled på min cykel. Sjældent har jeg nydt en cykeltur mere, end da de nye dæk var monteret, gearet justeret, bremserne ordnet, kæden smurt og vejret i øvrigt artede sig. Det eneste, jeg kunne finde at være ked af var, at turen over vidunderlige Amager Fælled, med de små stier, de grønne buskadser og de små nuttede nattergale, der bare kvidrer og kvidrer løs så kækt at det er en fryd, var så meget hurtigere overstået. Tak til Gold Star Cykler på Amagerbrogade for vanlig god service og til Amager Fælled for altid at gøre mig i godt humør.

Amager Fælled er gammel losseplads, men er ikke området, hvor de offentlige latriner i gamle dage blev tømt. Det skete længere nordpå ved Kløvermarken, der fortrinsvis er boldbaner. Her er græsset smukt og grønt og det tror pokker, når man tænker på de mængder gødning, det ligger på. Det er også heraf, Amager har fået sit øgenavn, Lorteøen, et navn jeg personligt gerne selv bruger, og kun har skuldertræk til overs får, når folk prøver at bruge det provokatorisk.

Takket være alt det lort og skrald, der gennem århundrederne er læsset ud på Amager, fremstår øen i dag i mine øjne som det suverænt smukkeste og dejligste naturområde i Københavns omegn. Det er faktisk unikt, at man har fredede naturområder så tæt på centrum af nogen storby i hele verden. Hvis prisen skal være, at området i folkemunde betegnes Lorteøen, so be it.

Og det er jo skønt at kunne rose fælleden i så lalleglade vendinger, når nu Amager Bryghus ikke kan finde ud af at brygge øl, der i samme grad fortjener slig anprisning, for det går fortsat ikke så godt …

Nok forjætter det tågede ydre, den fine gule og lyse farve, samt det på trods af skrøbeligheden også klæbende skum en ikke uvæsentlig oplevelse udi fermenteret humlebryg. Duften minder lifligt om sent forår med store bundter hyldeblomst (der er tilsat) og syrlige æbler på netop Amager fælled, hvor i hvert fald hylden vokser vildt.

Men hylden er for længst afblomstret, og bærrene plukket. En våd vinter er sat ind, og selvom der ikke kan sættes en finger på bryggets kølige og vederkvægende friskhed, er forår, fælled og Fliederbeerblumen forduftet. De er erstattet af en tam og tynd kop te, hvor det eneste rigtig lækre, er en tør, gæret eftersmag, hvor en rest af den forgange sommers hyldeblomster kun lige præcis kan anes. Mest smager den af gær.

Mundfornemmelsen er det, der redder øllet fra at være alt for tyndt. Det er en både rar, frisk og vederkvægende øl. Men også næsten uden smag, og det kan selv en god mundfornemmelse ikke rette op på. Selv da brygget hen imod slutning bliver mere syrligt redder det ikke meget. Nok får brygget lidt mere identitet og karakter, men det minder mere og det stillestående, sure vand i de nyanlagte kanaler, end de hedengange rindende vandløb fra før fælleden blev drænet.

Når det gælder Amager Fælled, kan jeg da heldigvis nyde den ægte vare hver eneste dag. Synet har jeg altid fra mit vindue og at opleve den fysisk skal jeg kun gå få hundrede meter for at gøre. Begge dele er langt mere inspirerende end denne alt for tynde afglans af, hvad Amager Fælled egentlig er.
2-en-halv-stjerne

Bryggens Blond, Amager Bryghus

Ikke specielt attraktiv

Det er jo i grunden for galt, at jeg endnu ikke har anmeldt et eneste bryg fra det feterede og anmelderroste Amager Bryghus. Amager er jo trods alt den ø, jeg bor på – og i mange år har boet på, før jeg flyttede til Nørrebro og siden Århus (ja, sådan blev det stavet dengang) hvor denne blog tog sin begyndelse.

Men nu er jeg tilbage, så nu findes der ingen undskyldning (som om der fandtes nogen i forvejen … Vel, de har faktisk været svære at opdrive i Vestdanmark, omend ikke umulige). Jeg lægger ud med en belgiskinspireret blond. Bryggens Blond, hedder den og er opkaldt efter Islands Brygge, som er det første af øen, man rammer, når man går fra Rådhuspladsen forbi Tivoli og Ny Carlsberg Glyptotek og over Langebro.

I dag er det et af de mest attraktive boligområder på Amager med eksklusive lejligheder, der dårligt kan købes for penge med udsigt til Kalvebod Brygge på den anden side af havneløbet, hvor den ene kolos i stål, glas og beton med store blinkende reklamer pryder havnefronten. Ikke som vores lille lejlighed i Ørestad Nord, hvor udsigten byder på Fælled med træer og buske så langt øjet rækker og natlige koncerter med nattergale i tusindvis – jeg ved godt, hvad jeg foretrækker.

Bryggens Blond er en overgæret lys øl – en pale ale om man vil, men det er der ikke tale om, fordi den er belgisk inspireret. Vel, flot er den i hvert fald – appelsinorange med lifligt brusende, omend ikke særligt holdbart, næsten citrongult skum. Duften indeholder også citruselementer, sød appelsin og syrlige æbler.

Smagen er skarpt bitter og præget af frisk træ og gær. Det er en skrap, uforfalsket, ligefrem bitterhed, der desværre også ledsages af alt for lidt fylde og alt for meget vand. Man ønsker at selve smagen blev forstørret op, for brygget føles vandigt og tyndt, mens smagen – omend markant – bare ikke er stærk nok. Rigtig god er smagen forøvrigt heller ikke. Den er en tand for meget på den gærede side.

Ind imellem er der glimt af skarpe – men ikke vedvarende – indtryk af grapefrugt og græs. Det giver brygget et forårsfrisk præg, der desværre ikke brænder ordentligt igennem, men snarere minder en om, hvad man går glip af, fordi brygmesteren ikke gider gøre sit arbejde ordentligt. Øllet ender på trods af nogle interesante takter med at være middelmådigt og minde mere i attraktion om en treværelses i Urban Planen end en penthouse på Islands Brygge.

Synd er det, og ikke den bedst tænkelige debut for Amager Bryghus. Jeg har dog hørt et rygte om, at Islands Brygge ikke er det rigtige Amager (og det er Ørestad Nord, hvor jeg bor, heller ikke ifølge samme rygter) – i gamle dage var det for usselt, og i dag er det for mondænt. Måske har Amager Bryghus bare valgt at lave en kedelig øl, fordi Bryggen også i deres øjne ikke så’n rigtigt er Amager – og derfor gemmer de ekvilibrismen til senere?

Vi får se. Denne er i hvert fald ikke den eneste øl fra den skønne grønne ø syd for København, der skal anmeldes her. Flere er på vej, og jeg håber, det går bedre næste gang.

3-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme