Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: maj 2013

Nymburk Tmavy Lezak Dunkel, Pivovar Nymburk

Floppetiflop …

Denne øls lyse broder blev prøvet for et par gange siden, og jeg var ikke imponeret. Mine forventninger var en smule højere til denne, simpelt hen fordi den er mørkere, for ofte – men ikke altid – er den mørke udgave af en øl bedre end den lyse.
Der er tale om Pivovar Nymburks mørke standardøl – på farven at dømme en Schwarzbier, som vistnok på de kanter gør det samme for tjekkerne som wienertyperne, eller classicerne, som de hedder her, gør for os. Brygget er natsort men gennemskinneligt. Det er Schwarzbier, eller Black Lager, som angelsaxerne ville sige. Det er ikke porter, og derfor er skummet også overraskende lyst – en til to toner mørkere end jævnt råhvidt. Duften er flygtig, anes akkurat ved skænkning for så at forsvinde helt. Så vidt jeg husker mærkede jeg nogle letsøde maltnoter i få brøkdele af et sekund. Da jeg ganske kort tid efter havde sat mig ved bordet efter at have fotograferet glasset var der ingen duft at spore.

Smagen er svær at beskrive. Den situation har jeg været ude i før, når jeg skulle forsøge at beskrive øl, der praktisk taget er uden smag. Denne øl kan bedst beskrives som alt for fortyndet saftevand med kirsebærsmag. En let prikken ved mandlerne udgør øllets eneste diffuse antydning af bitterhed. Det er en spinkel, tynd, kedelig og uinspirerende omgang, slet og ret en rigtig Netto-discountøl.

Det mangler dog ikke noget i tørstslukkende egenskaber, og det er velegnet øl at drikke mens man spiser. For man kan rigtig smage det, man spiser, uden at det bliver påvirket det mindste af øllet man drikker – hvis det er dette øl, der er i kruset.
På trods af et vognlæs diakritiske tegn i navn og bryggeri, som mit tastatur langt fra kan håndtere, er det billige discountøl fra tjekkiet et gedigent flop. Det er kedeligt, ligegyldigt for ikke at sige fesent, og det er lige så eksotisk i al sin bøhmiske tjekkiskhed som jeg forestiller mig Ølstykke i november.Nåhr ja – den var faktisk ringere end sin lyse broder, ja, det sker åbenbart med jævne mellemrum.
1-stjerne

Choko Stout, Svaneke Bryghus

Fig. 1: Choko Stout

Double Fail.

Jeg ved ikke, om det er noget nyt, men jeg lagde i hvert fald ikke mærke til det, før jeg købte denne øl. Svaneke Bryghus har åbenbart en målsætning om, at deres øl skal bestå af så få ingredienser som muligt, som udgangspunkt vand, malt, humle og gær. Det fremgår af denne øls bagetiket (fig. 2) – og jeg tjekkede forleden ølpusheren på Englandsvej (også kaldet Kvickly) og har konstateret, at den samme smøre forefindes på alle deres produkter.

Det er alt sammen meget godt og meget i samme ånd, som denne ølblog blev startet. I bund og grund handler det om at finde tilbage til rødderne i det gamle tyske Reinheitsgebot, og det er meget sympatisk og forbilledligt … indtil man læser resten af etiketteksten på nærværende øl. Der fremgår det, at øllet er tilsat ‘aroma essens’.

Ikke alene fornærmes øjet af en fladpandet, uæstetisk, og slet og ret forkert ord deling (min bevidste skrivefejl for at demonstrere, hvor belastende den slags er for os grammatikpedanter) der lades samtidig hånt om alle de gode intentioner om at skabe så rent øl som muligt.

Fig. 2: Bagetiketten. Klik for større billede.

Indrømmet – jeg er ikke længere den renhedsforfægter, jeg engang har været. Der findes øl, hvor tilsatte ingredienser faktisk fungerer fint, såsom Thisted Bryghus‘ Porse Guld og Limfjordsporter. Men jeg står af, når det gælder tilsatte aromastoffer – så er der ikke tale om krydderi, så er der tale om snyd, slet og ret. Og jeg er end ikke nået til at tirere over, at netop aromastoffer – ligesom farvestoffer – konstant er under mistanke for at skabe allergier og andre grimme ting.

Og selv hvis man lader nåde gå for ret og undtagelsesvis accepterer aromastofferne i forventning om bryggeriets gode intentioner om ikke at ville forgive forbrugerne, så er det stadig direkte tåbeligt at hylde målsætningen om simplicitet ét sted, for et par linjer længere nede uden skam at vedgå, at man tilsætter øllet suspekte smagsstoffer. Kunne man ikke i dette tilfælde have undladt standardetiketten, hvis budskab pludselig buldrer lige så hult som Cults markedføring?

Sandheden er den, at de tilsatte smagsstoffer ikke gør øllet nogen gavn. Allerede i duften melder sig en sær blanding af egentlig velbranket malt og billig discountflødeis. Associationer vækkes til børnefødselsdage og den trefarvede i de udfoldelige papbeholdere – samt kvalmen det så tit vakte. Samlet er resultatet en skæv blanding af klægt sød og småkvalm vanilleessens, oveni en ellers vellykket komposition af ristet kaffe og lakridsrod. Der er ingen tvivl om, hvilket indtryk, der kommer af den tilsatte aromaessens. Det gør vanillen, der uskønt slår brygget ud af balance. Øllet kommer til at virke disharmonisk og rodet. Vanilleessensen er slet ikke ordentligt integreret i resten af smagsbilledet.

Det kunne egentlig have været en god stout. Flot ser den også ud, uigennemskinneligt sort – dog med lidt for lyst skum, kan man med rette hævde … indtil man ser dets klæbeevne, og så er man på den visuelle side også klar til at tilgive skummet dets bleghed. Det flotte ydre er desværre ikke nok til at redde brygget fra at floppe på grund af det ustabile helhedsindtryk.

Man skulle egentlig tro, at man burde kunne lave noget nær den perfekte smag – ikke bare på øl, men på hvad som helst, når man som Svaneke Bryghus er klar til at hælde aromastoffer på, for at få noget til at smage på en bestemt måde. Erfaringen viser dog, at den slags eksperimenter sjældent falder heldigt ud. I øl kan man tydeligt mærke, når noget er tilsat, og ikke indgår som en integreret del af brygprocessen. Det gælder sandelig også her, og jeg er mildest talt ikke imponeret over Svaneke Bryghus mislykkede aromakrumspring, eller deres (manglende) evne til at efterkomme egne målsætninger om renhed og simplicitet.

2-stjerner

Nymburk Svetly Lezak Pils, Pivovar Nymburk

Ligegyldig udlandsdiscount …

Udviklingen, hvor udenlandske standardøl kommer på danske hylder, helt uden at blive kaldt specialøl bare fordi de er udenlandske, ser ud til at fortsætte. Fænomenet har jeg før opserveret i Fakta, og det ser nu ud til at have spredt sig til Dansk Supermarkeds butikker. I vores lokale DøgnNetto kan man således finde denne tjekkiske standardpilsner til syv kroner. Det er måske nok lidt dyrere end egentlige danske discountpilsnere, men de er bestemt konkurrencedygtige med de store, kendte danske brands.

Om de kvalitetsmæssigt kan hive sig op på samme niveau som disse brands – eller bare discountsprøjtet vil vise sig i det følgende.

Det visuelle indtryk er i hvert fald positivt overraskende. Under en tæt, fedtet og klæbrig marengsmasse tårner sig et friskt brusende, ravgyldent bryg op ad glassets sider. En fyldig humleduft på den milde, frugtuøse side melder sig i bouqueten. I karakter er det anderledes end vi kender det herhjemmefra, men næppe i kraften. Duften behager blidt, men udfordrer ikke.

Også smagen er mild. Den er ikke for bitter, eller for andre er den ikke bitter nok. Jeg hælder nok til det sidste. Jeg hæfter mig dog ved bryggets rene, klare smag. Brygget føles meget rart at have i munden, det overrasker med sin letsøde fylde, og man får fornemmelsen af, at vandet, der er brugt, på en eller anden måde er ekstra rent.

På den måde fungerer brygget godt, men hvad det har i mundfornemmelse taber det i smag. Der er ikke kraft nok, og selvom danske pilsneres ubalancerede beskhed, syrlighed og metalliske islæt er aldeles fraværende her, mangler der også nogle positive karakteregenskaber, for at denne øl kan kaldes over jævnt dansk niveau. Måske over det værste discountniveau, men så næppe heller meget bedre.

Tjekkisk pilsner anses ofte som godt, bare fordi det er tjekkisk. Nymburk Svetly viser, at det ikke behøver være tilfældet. Det er meget rart og ligger godt i munden, men æstetisk er det også aldeles ufarligt og – lad os se det i øjnene – kedeligt.

1-en-halv-stjerne

Jacobsen Extra, Carlsberg

Sats dog på dette …

Vi mangler stadig at få besøg af mange af vores københavnske venner i den nye Amagerkanske hippiehybel. Men i forgårs fik vi gjort lidt ved det, da en af mine gamle venner fra kollegietiden kom forbi til middag. Den stod på nye kartofler, langtidsstegt fugl samt rå rødbede/gulerod-råkostsalat bundet sammen af en tyk, fed flødesovs, lavet på fjerkræskyen – alt sammen økologisk, selvfølgelig. Forinden havde min viv ytret ønske om, at de øl, vi serverer for gæsterne også burde være økologiske, og det inspirerede mig til omsider at få afprøvet denne øl på bloggen.

Jacobsen Extra fra Carlsbergs specialbryggeri, Husbryggeriet Jacobsen, der forøvrigt har til huse på Carlsbergs gamle, oprindelige bryggeri i Valby, er Jacobsen-seriens pilsner. Det er også den eneste økologiske øl fra Husbryggeriets Jacobsen, og som de andre øl derfra, forhandles den mestendels i store 0,75 l. flasker. Det er mere, end jeg gider drikke alene, så da der kom gæster, der skulle have økologisk øl, var lejligheden til endelig at få den afprøvet perfekt.

Jeg har prøvet denne øl tidligere, men det ligger flere år tilbage, og jeg tror ikke engang, jeg har snydt, og overhovedet prøvet den i bloggens snart treårige levetid. I modsætning til fx Jacobsens udrikkelige Rose Wit har nærværende øl dog kunnet modstå tidens tand (og er ikke taget af markedet) – jeg gætter på, det skyldes, at dette bryg rent faktisk er værd at drikke. Jeg husker i hvert fald, at jeg har drukket denne øl tidligere med en vis begejstring.

Brygget er et par toner mørkere end van(d)lig Carlsberg-pilsner, fyldigt ravorange ikke ulig Harboes abrikos-sodavand – uden yderligere sammenligning forstås. Skummet bruser kridhvidt, og brygget bobler lifligt, hvilket minder én om, at man på etiketten har læst, at den er tilsat ekstra kulsyre. Den afgiver en kraftig og fyldig, rund pilsnerduft. Jeg krummer lidt tæer ved min associationen om en stald – men fjerner man det ubehagelige ved staldlugten, og dvæler ved ensilagen, så rammer duften fra en Jacobsen Ekstra den samme varme, fyldige duft af et velholdt staldanlæg.

Nej – jeg er ganske ærlig. Jeg synes, at staldluft kan være meget rar – det vækker gode minder om en gård, jeg tit var ude at besøge som barn. Jeg er ikke ude i en påstand om, at Carlsbergs øl lugter af komøg. De, der har gode oplevelser fra gårde rundt omkring vil vide præcis hvad jeg mener.

Vel – videre til smagen. Det er pilsner i en helt anden klasse end Carlsberg og andre industribryggerier herhjemme ellers brygger. Smagen er kraftigt krydret af humle, afrundet af en rund frugtfylde, der samtidig gør brygget blidt, rart at have i munden og vederkvægende. Som det meste velhumlede og bitre øl smages det faktisk bedst, når det når bagtungen og er gledet ned i halsen. Herefter klæber en velpolstret bitterhed af hassel- og valnødder sig til gane og mandler og masserer tungens bagerste smagsløg blødt og varmt.

Det er svært at finde andet end massiv humlebitterhed i smagen, og man undres over, hvad der samtidig gør øllet så rart og letdrikkeligt. Man søger forgæves efter svar i nogle søde toner – for et eller andet må der da være, der står bitterheden imod, men fortungen leder forgæves. Derimod er det bryggets unikke fylde og rundhed, der holder hask- og beskhed tilbage – bitterheden komplimenteres af noget nær den bedste mundfornemmelse, jeg har oplevet i nogen øl.

Det er ikke tit, jeg roser Carlsberg, selvom det dog er sket før. Dette bryg er mesterklasse, en i grunden jævn pilsner, der bare kan så meget mere end nogen anden pilsner, jeg har smagt herhjemmefra. Carlsberg burde virkelig satse hårdere på denne slags øl – øl, der smager af noget – øl med karakter – øl, der bærer budskabet om sine kvaliteter i sig selv, frem for at poste millioner og atter millioner i markedsføring af det ene smart-beer-flop efter det andet.

Carlsberg har netop lanceret en storstilet reklamekampagne for endnu to smarte Tuborg-produkter; deres Tuborg Grøn Ultra, som bloggen allerede har haft under kærlig behandling, samt en radler ved navn Tuborg Sommer. De markedsføres henholdsvis aggressivt og smålummert, og i begge tilfælde skingert og skrigende. Håbet er vel, at hvis man skriger højt nok om et produkt, og emsigt, nidkært og repetitivt banker ind i knolden på forbrugeren at dette produkt er smart, vildt, proaktivt, dynamisk, ungt, og andre hule buzz-words, så ender folk med at tro på det.

Erfaringerne viser noget andet. Tuborg Lime Cut omtales ikke længere på Tuborgs hjemmeside. Jeg ved ikke, om det betyder, at den er taget af markedet, men den ses sjældnere og sjældnere på supermarkedernes hylder, så spørgsmålet er, om det er restlageret, der er ved at blive tømt. Cults forsøg på samme buldrende markedsføring af deres underlødige Kay-Sar er et andet godt eksempel.

Men hvis nu Carlsberg hældte denne øl på nogle flasker i passende størrelser, så folk kunne få den pilsner, de så gerne ville have, men i en version, der smagte af noget … Så ville ølmarkedet herhjemme måske begynde at rykke lidt mere. Brygget ville klare reklamen selv – folk ville købe det, fordi det smager godt, og ikke fordi et team af smarte og dyre marketingfolk siger, at man skal. De smarte og dyre reklamefolk, der nu i flere år har designet det ene flop efter det andet kan spares væk, helt uden at Carlsberg ville miste kunder, for det segment, marketingfolkenes desperate reklamekampagner henvender sig til har i forvejen Somersby.

Opfordringen er hermed givet videre, og nogle af de fyrede reklamefolk kan evt genansættes som bryggeriarbejdere ved Husbyggeriet Jacobsen i Valby – så laver de til en afveksling også noget rigtigt arbejde.
5-stjerner

Hyllie, Thisted Bryghus

Et værdigt comeback …

Så ramte sommeren – with a vengeance som de siger i den anglosaxiske del af verden. Og vengeance – på dansk hævn – er som bekendt en ret, der bedst serveres ligesom en god sommerøl – iskold.

Og netop i dag, da temperaturen så småt nåede en googolplex grader i skyggen, nød vi en god aftensmad i godt selskab med nogle venner fra min vivs asatro bekendtskaber. Meget mod forventning afslog de øl til maden – så jeg var ene om at tage mig af den del af råhyggen. Der var forskellige øl at vælge imellem. Mestendels mørke stouts – eller en lys sommerøl med hyldeblomst fra Thisted Bryghus. Og det blev det så.

Ja, jeg havde jo egentlig droppet Thisted Bryghus, fordi jeg var træt af hele tiden at skulle skrive den samme historie om, hvorfor det er skidt med sulfit i øl. Og derfor valgte jeg for godt og vel et år siden at afstå fra at prøve flere af Thisted Bryghus’ øl, indtil deres nye brygmester, Antoni Aagaard Madsen havde tryllet ved karrene, og frembragt noget nyt at prøve. Så længe kunne jeg altså ikke vente, måtte jeg indse, da jeg forleden fandt denne – ikke spor nye – Thisted-øl i Fakta på Njalsgade på Amager. Men når nu den ikke indeholdt sulfit, og det små småt var tid til en sommerøl, tænkte jeg, at den vel kunne gå an.

Den er tilsat hyldeblomst – så bliver det ikke meget mere sommeragtigt. Ellers er det en lys pilsnerøl, ravgul med brusende hvidt, luftigt og ikke særlig holdbart skum. Bouqueten er mildest talt ildevarslende – sprittet med et temmeligt (væmmeligt) metallisk og harskt islæt, ikke ulig den fæle dunst af Tongerlo Prior og Støckel Weissbier.

Men heldigvis da, slår den fæle lugt af harsk marcipan og zink ikke igen i smagen. Næsten slet ikke, selvom der i den fortrinsvis bitre hulesmag faktisk findes en skarp kant, der, hvis den var kraftigere, ville være ovre i det harske. Heldigvis er humleelementet ikke så kraftigt, da brygget faktisk præges positivt af den milde hyldeblomst, der runder øllet af med en letdrikkelig og vederkvægende sødme. Brygget er i det hele taget let og friskt, men netop på grund af den markante humle ikke tyndt eller kedeligt. En frisk og simpel sommerøl, der skal nydes afkølet, men som alligevel hæver sig adskillige klasser over andre ordinære sommerøl som ligegyldige Corona, gærsure Fynsk Forår og – let’s face it – småkedelige Flensburger Gold. Sidstnævnte har fundet sin banemand som min foretrukne sommerøl.

Alt i alt er Hyllie et værdigt comeback på bloggen for Thisted Bryghus, og det endda før den nye brygmester er trådt i karakter. Det ser vi stadig frem til, og konstaterer samtidig, at Thisted Bryghus altid er bedst, når de som her viser sig fra deres økologiske side. For dette letbenede, og alligevel fine sommerbryg er også økologisk – det gør jo ikke det samlede indtryk ringere.
4-stjerner

Tuborg Grøn Ultra, Carlsberg

Smager næsten af øl

Jeg måtte tage dagens billede hurtigt, for jeg ville have skummet med. Lige da øllet blev skænket kunne jeg se det bruse op og kollapse lige så hurtigt, så jeg hastigt måtte hive telefonen frem, før det var for sent. Det sodavandsagtige skum over det korn- til citrongule sprøjt fik sammen med netop farven det hele til at opleves lidt som en af de hedengangne citronvand fra dengang, man stadig brugte E102 fast. Citronvandsfornemmelsen bliver ikke mindre af, at brygget giver en stikkende, eller positivt – prikkende – fornemmelse i næsen, når det indsnuses. Den eneste lugt, der kan spores, er noget ganske surt. Men om det egentlig er ovre i citrusgenren, er jeg slet ikke sikker på, på grund af lugtens fjern- og svaghed.

Som jeg var blevet advaret om på min nystartede facebook-side, er det en meget sød sag. Brygget er både tilsat glucosesirup og sukker, og det kan smages. Især sukkeret brænder igennem, og det føles ikke ulig tyndt sukkervand at have i munden. Brygget indeholder så lidt kulsyre, at selv fornemmelsen af sodavand allerede er forduftet. Bagom sukkeret mærkes dog også den tilsatte blanding af humle og naturlig humle aroma (sic). Hidtil har det været øl fra Vestfyen og Cult forundt at der tilsattes aromaer, men det måtte selvfølgelig blot være et spørgsmål om tid, før Carlsberg begyndte på det samme.

Blandingen af det vagt og syntetisk bitre bag det sukkersøde er både uskøn og disharmonisk. De få og svage smagsindtryk, der er, skiftevis snubler og spænder ben for hinanden, som en aggressiv børneflok i ballondans. Det er sammensat, kunstigt og lidet øl-agtigt.

Og dermed er endnu et Carlsberg-kiks en realitet.

Ligesom de andre smarte Carlsberg-øl, smager denne af meget lidt, og endnu mindre af øl. Det er endnu et krampagtigt og mislykket forsøg på at lave øl til alle dem, der ikke kan lide øl og endnu engang må jeg retorisk spørge, hvorfor? Hvorfor dog ikke lade folk, der ikke kan lide øl drikke deres Somersby og Sidney Lee-bajere? Carlsberg har fortsat vældig stor succes med deres pseudo-cider, så hvorfor kaster bryggeriet fortsat uendeligt store ressourcer i at flytte kunder frem og tilbage mellem gyngerne og karrusellen?

Men jeg vil undtagelsesvis indrømme denne popsmarte kvasiøl en spinkel chance for at klare den ude i byen. Den leveres i en handy indpakning, som et hurtigt ølshot, der lige kan tylles før man går til fest, og så smager den jo næsten ikke af noget. Det er jo lige til segmentet, der synes Somersby er for kvalmt sødt, og iøvrigt mener, at rigtigt øl er for bittert. Det er en øl for folk uden smag – og det må da appellere til en stor del af ungdommen.

1-en-halv-stjerne

En sjælden tak til Børsen for at levere en del af baggrunden for denne anmeldelse i denne artikel. Som det fremgår, er der endnu en rædsel på vej fra Carlsberg i form af en radler. Jeg ryster i bukserne og grues, men glæder mig indtil videre også over, at nærværende Carlsberg-kiks blev fundet ved et tilfælde i SuperBest, Vermlandsgade på Amager. Efterfølgende har jeg konstateret, at den hverken findes i Kvickly, Fakta eller Netto, og derfor endnu ikke er til jævnt ubehag for den almindelige offentlighed i særligt stort omfang.

Nyt tiltag

Jeg har taget et kolo-enormt og altafgørende spring, som formentlig vil få antallet af hits og faste læsere til at gå balalajka i en giga blodrus! … Jeg har – hold nu godt fast – oprettet en side på selveste facebook! En side, hvor man ikke bare kan finde fremtidige links til mine indlæg, men hvor der også vil være links til diverse ølnyheder, oplæg til diskussioner, samt korte opdateringer om mit øl-liv.

Følg facebook-siden her. Jeg er altid glad for at få nye fans:

https://www.facebook.com/KajsOlblog

Man kan også følge mig på twitter, hvor jeg længe har haft en konto under mit eget navn. Den handler dog også mest om mine ølaktiviteter.

https://twitter.com/kframke

Vel mødt på de sociale medier.

Narwhal, Sierra Nevada

Advarsel!

For S….! Hva’ skete der lige der!? Før man har set sig om, har man trollet alt for voldsomt på alle forhåndenværende sociale medier og oprørt et hav af fremmede, der ellers kunne have været venner, man ikke havde mødt … Det var øllets skyld!

Og hvilket øl!? Jo, ekstraordinært amerikansk øl fra Californien, nærmere betegnet Sierra Nevada-bryggeriet i Chico. En Imperial Stout inspireret af og navngivet efter narhvalen, “Narwhal” står der med store, ildevarslende bogstaver på etiketten, så man allerede bliver bange, når man finder den på hylden i supermarkedet. Supermarkedet er i dette tilfælde SuperBest på Vermlandsgade – og der skal jeg dælme ikke købe noget kød – heller ikke fra en hval, om de skulle have det (grindehval smager fantastisk), men deres udvalg af øl er til gengæld ekstraordinært – omend dyrt.

Nærværende monster af en stout fx skal man slippe 50 spir for. Men så får man også fuldkommen uigennemsigtighed, luftigt brunligt – og mærkeligt nok ikke spor klistret skum – samt en vidunderlig frihed i næsen, når denne rammes af den voldsomme odeur af karamel, kaffe, farin, lakrids, et forkullet bjerg af branket malt, tygget skipperskrå og tjære.

I munden eksploderer den først i søde toner, der kredser om karamel og farin. Derefter overtager  bitterhed af daggammel kaffe, der kammer over i en kraftig, stærk blanding af lakridspulver, lakridsrod og engelsk lakrids. Godt for øm hals tænker man instinktivt, mens lakridsen bare vokser og vokser i munden. Et kig på etiketten siger intet om tilsat lakrids, så brygkunst er rigeligt, hvis man vil have øl til at smage af det – Q.E.D. Eftersmagen glæder længe efter brygget langsom er dryppet ned i svælget, og behager med en blanding af fornemmelsen efter en alt for stærk kop sort kaffe og en hel håndfuld salmiakpastiller. Det overvældende indtryk tvinger helt automatisk nyderen til at drikke brygget i små nip. Ikke fordi, det ville være synd at hælde det hele ned hurtigt – det ville det selvfølgelig, men ligesom man ikke kan æde en hel skefuld kanel uden at hoste, kan man næppe hælde en hel mundfuld ned af dette bryg uden at svælget snørrer sig sammen.

Har jeg glemt at nævne, at nærværende bryg ikke sjasker rundt i munden, men skvulper så nydeligt tykt, som en ordentlig stout skal? Ja, man undrer sig faktisk lidt over, når den nu smager så kraftigt, at den ikke skal spises med ske, eller skæres i skiver og tygges – med risiko for at tænderne knækker i processen. I sagens natur er det en øl, der tager meget lang tid at komme igennem, og man tager faktisk sig selv i at ønske, at den var lidt mindre. 0,33 liter af sådan et bryg – der iøvrigt indeholder over 10% (10,4 helt nøjagtigt) er faktisk for meget. En mindre flaske med en kvart liter i ville være alt rigeligt.

Ud over at øllet inspirerer til skælmeri og narrestreger som antydet i indledningen vil jeg også gerne advare mod uren hud, dårlig mave og omtågethed dagen efter – selvom man kun nyder en enkelt. Der er øl til flere dage i en enkelt flaske. I sandhed Well Done over hele linjen. Man er jo næsten klar til at trække alt det grimme, man har sagt om USA gennem årene tilbage, når amerikanerne kan lave så fortræffeligt øl! Og så husker man – og indser, at man alligevel ikke kan tilgive dem … for BUSCH LIGHT!

Man det er jo ikke USA vi skal vurdere – eller den gennemsnitlige kvalitet af deres øl. Det er dette monster af en stout – og jeg har ikke været i tvivl om karakteren på noget tidspunkt.

6-stjerner

Jeg har manglet lidt inspiration til bloggen på det sidste, og jeg synes, jeg kører en lille smule i ring med mine anmeldelser, så jeg vil gradvist forsøge at brede mine ølaktiviteter ud på andre sociale medier. I første omgang vil min twitterkonto handle om mine daglige små øloplevelser, der ikke nødvendigvis refereres til her på bloggen. Jeg vil der også bestræbe mig på at skrive om øllet mens jeg drikker det, som en appertizer for det, der senere vil blive skrevet her. Vel mødt her og på twitter.

Zeitgeist, BrewDog

I tide …


Det var på et hængende hår. Mit ølkøleskab – der faktisk også bare er vores almindelige køleskab – var tomt … for øl i hvert fald. Ellers bugnede det faktisk af alle slags økologiske levnedsmidler, hjertet kan begære – men øl var der altså ikke noget af.
Jeg savnede noget at skrive om, så glad var jeg, da vi på en af vores mange byture – vi nyder at bo i hovedstaden, og mine sparsomme fridage bruges på at vade byen tynd med klapvogn og slyngebarn – slog et smut forbi SuperBrugsen på Christianshavns Torv.
Jeg så mit snit, og hen til øludvalget gik det – og det er nok noget af det ringeste udvalg, jeg har set. Op og ned af vægge og hylder – lutter øl, jeg havde prøvet i forvejen … Christianshavns Torv er et yndet hænge-ud-sted for Københavns sprittere, og åbenbart er det dem, der er målgruppen for SuperBrugsens øludvalg – kun øl, man kunne blive fuld af. Ingen der var værd at rigtig smage og nyde.
Og så var den der jo alligevel. Et lille sort vidunder fra BrewDog – nede i hjørnet, gemt og glemt. Men jeg tog den i min favn, og bragte den med hjem (jeg huskede selvfølgelig at betale for den) så den kunne opnå det, en øl skal opnå – at blive drukket og forhåbentlig nydt.
Der er tale om en Black Lager – reelt en Schwarzbier (nu vi er ved de nudanske termer) – en undergæret mørk øl, der har sin sorte farve fra maltristningen. Der er ikke lagt fingre imellem. Selv i aftensolens lys, der står ind gennem den franske altan ved vores spisebord, kan man kun lige netop ane, at den lille smule lys, der slipper igennem, brydes i det lange, røde frekvensområde. Skummet er underligt konstrastagtigt lyst, men dog med en kaffe-latteagtig, letbrun lød. Duften er friskt branket – ja, det lyder skørt, men bouqueten er liflig og opkvikkende med et strejf af vanille, selvom den samtidig er tyk af brændt karamel.
Smagen lægger sig på den bitre side med vægten på brændt malt i forgrunden, og med et strejf af kirsebær i baggrunden, der både giver brygget en let syrlighed og en afstemmende sødme. Syrligheden giver – overraskende – brygget fylde, idet den er nærværende uden at skæmme det overordnede indtryk. Tværtimod passer syrligheden på forunderlig vis nydeligt ind i puslespillet, når den blander sig med vanillen, der efterhånden også viser sig i smagen. Eftersmagen er både kraftig og langvarig, en sødtbranket blanding af karamel og Lektor Blommes maltbolsjer.
Det er en øl, man kan tage sig god tid med. Den mister hverken smag eller karakter ved at stå lidt, og blive drukket langsomt.
Jeg kan faktisk tilgive SuperBrugsen, Christianshavn deres slatne øludvalg, nu hvor de alligevel havde noget godt. Men her forleden dag var vi i SuperBest på Vermlandsgade … Og der må jeg nok sige, at jeg har fundet min fremtidige ølpusher her på det grønne Amager. Vel mødt snarest til den første perle, jeg har hentet hjem derfra – og retrospekt god første maj forøvigt. Min datter blev som bekendt ét år, den dejlige forårsdag, hvor folket rejste sig, og med bravour benyttede sig af en af sine sjældne muligheder for at fortælle landets politikere, hvad de egentlig mener om dem.

5-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme