Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: april 2013

Ørbæk Black, Ørbæk

Krydderøl

Ørbæk Black er en lakridsstout – og der har vi humlen ved det hele. Rent øl indeholder kun vand, gær, malt og humle – ikke lakrids. Tsk tsk tsk, Ørbæk. Det forekommer en kende nemt og søgt at tilsætte både det ene og det andet, fordi man ikke kan få en øl til at smage som  man vil ved brygkunst alene. Og ja – det vil altid nage mig, og jeg har det bare sådan.

Vel, lad os kalde den – og andre øl, der er piftet op med ingredienser, der ikke retteligen hører øl til – en krydderøl. Så lyder det ikke så slemt endda, selvom det i mine øjne altid vil være lidt snyd … Det er åbenbart også en udbredt trend for tiden, at alt – og altså også øl – skal indeholde lakrids.
Black betyder sort. Og det er faktisk ikke nogen overdrivelse. Brygget er som kul, og kan nemt konkurrere med Guinness og andre af de allersorteste stouts. Skummet matcher med en solariebrun teint, der bruser aktivt men har alligevel en betragtelig halveringstid – lidt som plutonium måske, uden at ville drage yderligere sammenligninger. Duften er brændt med toner af sød karamel og antydningsvis den lakrids, som brygget er tilsat.
Det første smagsindtryk er kraftigt bittersødt af kaffe og karameliseret sukker. Det føles ikke ulig cappuccino, som jeg normalt ikke kan fordrage, men faktisk elsker smagen af, når det optræder i øl – go figure. Meget hurtigt tager den tilsatte lakrids over, og bliver hængende som eftersmag ret længe efter at brygget er skyllet ned. Der er tale om en tør, kraftig, nærmest støvet lakridssmag, som når man hælder rent lakridspulver i gabet. Det er ikke specielt elegant, og ikke spor ølagtigt. Ubehageligt er det så heller ikke, på den anden side – hvis man kan lide lakrids.
Det store spørgsmål er, om øllet ville smage af markant mindre, hvis ikke der var lakrids og chili i? Chilien kan man forøvrigt slet ikke smage, og bagom lakridsstøvet er der jo sådan set en fin smag af kaffe, karameliseret sukker og en i grunden rar, flødeagtig fylde. Så hvorfor alt det andet tjavs?
Nårh ja, nogen ekstraordinær stout er det under ingen omstændigheder – krydderier, cappuccino og fløde til trods, føles øllet alligevel vandigt. Det sjasker for meget rundt i munden, hvor en ordentlig stout snarere skvulper – eller det der er endnu tykkere. Og så smager det jo alligevel meget godt. Jeg kan godt lide mørke stouts, og jeg kan godt lide lakrids, og helt umuligt at sætte dette sammen er det jo ikke. Det har Thisted Bryghus jo bevist for længst.
Men helt deroppe er vi altså ikke med Ørbæk Black. Dertil er den alligevel for sammensat.

4-stjerner

Kors Øøll, Ørbæk (Indflytningsøl IV)


Velkommen til …

Jeg er nået til den sidste indflytningsøl – den sidste at de øl, der røg med i flyttekasserne fra min fader, og blev transporteret med til vores nye hjem på Amager.

Og hvad ville ikke være mere passende end at jeg delte den med netop min fader, der forleden aften kom på middagsvisit – med tog, så han også kunne nyde en lille én til maden. Ét er, at øllet forhandles i så store mængder, 0,75 l, at jeg ikke gider drikke det hele selv, men det er også det mindste jeg kan gøre for min kære fader, der gav os tag over hovedet i fem lange måneder efter den bratte afslutning på vores irske eventyr.

Den ubehjælpelige stavning har historiske årsager. Øllet er brygget efter en opskrift på klosterøl fra 1400-tallet, og angiveligt er det den oprindelige stavemåde, der gengives på etiketten. Det skulle desuden være en øl, der blev brygget i anledning af korstogene i de år, og dermed Danmarks eneste unikke bidrag til disse. Når det nu skal være, så er det måske ikke den værste plet på landets historiske straffeattest, at man selv var ølhenter, mens de andre nationer sørgede for at slagte blindt løs i en blodrus.

Øllet flyder forøvrigt noget tyndere end blod. Farven kunne måske minde en lille smule om det – og så alligevel ikke. Det er mørkt rødbrunt, med relativt tæt, omend hurtigt vigende skum. Det er tydeligt ufiltreret, med små klatter af restgær, der samler sig i bunden af glasset. Duften er i det syrlige, og lidt vandede hjørne.

Smagen kommer heldigvis efter det. Det er en fortrinsvis sød øl med elementer af banan, franskbrød, karamel, malt og farin. Humlen leverer en varm bitterhed af kaffe, og en syrligt-skarp kant runder det hele ganske nydeligt af, så sødmen ikke bliver kvalm og bitterheden ikke harsk.

Det er en særdeles velkomponeret og afbalanceret øl med lige dele karakter og smag. Et veldrejet og vægtigt stykke bryghåndværk, som Ørbæk har gjort rigtig godt. Ørbæk-øllenes kvalitet er svingende, og sjældent rigtig godt (eller dårligt) men her ramte de bedre end de oftest gør.

Nu er vi endelig kommet godt på plads i vores nye hjem på Amager. Skål og velkommen til.
4-en-halv-stjerne

Dead Pony Club, BrewDog

Velhumlet – og lidt tynd

Når det gælder mine temaer, har jeg vel nok en rygrad som en regnorm. Jeg formår åbenbart ikke at gennemføre et tema uden at afbryde det undervejs, og således har der nu sneget sig en øl ind blandt indflytningsøllene, som jeg har købt efter at vi er flyttet ind. Sagen er den, at den sidste indflytningsøl, jeg har, er en Kors Øøll fra Ørbæk på 0,7 liter. Så meget øl gider jeg ikke at drikke på en aften, og et forsøg på at invitere vores flyttehjælp på middag mislykkedes.

Men der var simpelt hen så god mad på bordet, at der måtte øl til. Så frem af køleskabet kom denne øl og åbnet blev den.

I glasset hævede sig et ravorange bryg under en råvidt til gyldent skum. Et meget flot skue, endskønt øllet tydeligvis er filtreret. Duften er kraftigt humlet med et tørt præg af gær.

Smagen er kraftigt bitter, og minder om Hoppy Christmas. Aromaen præges af træ, en anelse kommen, samt det bitre fra appelsiner. Begyndelsen på hver mundfuld er en eksplosion af appelsinagtig bitterhed og en ledsagende, pikant rosensødme. Derefter begynder tager humlen over, og brygget får en mere bidsk kant, i midten af munden af gær, og bagest ved ganen af træ, der fortsætter i en langstrakt eftersmag, der blidt masserer gummer, gane og svælg. Rosenessensen forstøver sig i samtidig som en sky i munden, og giver samtidig brygget noget fylde.

Det er alt sammen meget godt, men den døde pony deler også et andet træk fra BrewDogs julebryg. Den mangler fylde, og føles faktisk en smule tynd. Fornemmelsen af vand gør sig gældende på trods af de ellers gode smagsindtryk, og selv om den manglende fylde ikke ligefrem vælter læsset, og gør øllet kedeligt, så fornemmer man alligevel, at det kunne have været bedre.

Måske er det den relativt lave alkoholprocent på 3,8, der gør det. Angiveligt er det en californian pale ale. Men er det den amerikanske puritanisme, der slår igennem, eller den kendsgerning, at det meste øl, man får skænket på fad i Storbritannien er gjort tyndere, så folk ikke bliver fulde for hurtigt?

Det må stå hen i det uvisse. Jeg konstaterer, at øllet er set bedre fra BrewDogs side – uden at øllet er direkte dårligt på nogen måde, og at hverken den amerikanske østkyst, eller et drabeligt-provokerende navn kan lave om på dette.
4-stjerner

Raasted Forår, Raasted Bryghus (Indflytningsøl III)

Et held at jeg prøvede …

Jeg fandt denne øl i Fakta, Hvalsø, pakket ned i en lukket kasse nederst i et tårn af kasser, der indeholdt diverse påskebryg. Bare fordi, jeg kiggede grundigt efter, fandt jeg den. Ingen af flaskerne stod rent faktisk fremme (som det var tilfældet med de andre påske- og forårsbryg i opstillingen) så det var vel nærmest rent held.

Uprætentiøs ser den ud, og retrospekt tager jeg mig selv i, fra starten af ikke at have spor høje forventninger til den. Læse-læse-læse på bagetiketten … Den sædvanlige smøre om at det er den bedste øl i verden osv osv – glæde kunne man sig dog over, at der kun er brugt gær, humle og malt i brygningen … hmm, så mangler der vand – det kan vist ikke passe, men vel – der er i hvert fald ikke tilsat noget, som øl ikke bør tilsættes, så vidt så godt. Måske er den brygget på det vand marketingafdelingen hældte ud af ørerne, da de skrev resten af etiketteksten, for det var i sandhed en tynd omgang.
Vel, med i flyttelæsset kom den, og her til aften blev den knappet op. Allerede farven formåede at overraske i en grad, så den uanselige etiket næsten kom til at fremstå misvisende. Farven matcher så vidt jeg kan se præcis de gamle abrikos-sodavand fra Harboe. Man kender nok følelsen, når man mærker en lugt, der minder én om noget fra barndommen, eller et andet vigtigt tidspunkt i éns liv. Da jeg så dette bryg blive skænket oplevede jeg den visuelle ækvivalent, og det er jeg faktisk ikke sikker på, jeg har oplevet før.
Min kære viv hævdede dog mere eller mindre hårdnakket, at farven ikke er den samme. Heldigvis har vi rigeligt med hjerterum til at være uenige om den slags. Harboe abrikossodavand indeholdt til gengæld ikke grums i form af restgær. Det er der rigeligt af i denne øl, og det glæder som oftest gør.
Skummet ligner til gengæld ikke sodavand særlig meget. Det er tæt som marengsmasse til at begynde med, forvandles så til store bobler, og sjasker så næsten lige så hurtigt sammen, som det har rejst sig – såeh, jo, skummets holdbarhed er faktisk også sammenligneligt med sodavandsskum – indrømmet. Farven er dog højgylden, det ses sjældnere i sodavand. Duften er absolut ikke sodavandsagtig (eller abrikosagtig for den sags skyld). Det er nok en let og ikke særligt gennemtrængende duft – til gengæld er den skarpt humlet og føles som en lille spids humlegren, der jages op i næsens slimhinder.
Smagen er – igen på baggrund af flaskens uprætentiøse ydre overraskende bidsk. Den smager af humle – rigtig meget af humle, og så stort set ikke af andet, men altså rigtig meget af det. Det er en tør, gæret bitterhed, som man kender det fra IPA’er, ja, det er faktisk mest farven, der er forkert i forhold til IPA-indtrykket.
Jeg kan ikke huske, hvad jeg gav for den, men næsten uanset hvad, er den alle pengene værd. Lad endelig være med at gå uden om den, fordi den ser kedelig og uinspirerende ud. Bitterheden giver alle tiders fyldige, sprudlende og først og fremmest tæskebitre øloplevelse, leveret i en handy indpakning, hvor det, der er indeni, er meget vigtigere end det, der er udenpå.
Og hvor meget mere passende var det ikke at nyde den netop i dag, hvor vejret endelig blev rigtigt forårsagtigt, med vind på en halv pelikan, regn i stænger og temperatur omkring to grader? – Ja, sådan havde vi det her på Amager. I Jylland er det vist stadig vinter.
Well done, Raasted. Jer skal jeg sgu prøve nogle flere øl fra!

4-en-halv-stjerne

India Dark Ale, Herslev Bryghus (Indflytningsøl II)

Så god som en Herslev

Billedet er taget af min viv. Øllet er placeret under vores
spejl, på en klaverbænk vi købte på et Loppemarked i
Hvalsø i vinter.
 
Jeg har glædet mig til denne øl af flere grunde. For det første er det en Herslev, og Herslevs øl går man sjældent galt i byen med. For det andet er det en øltype, jeg ikke har kendt i forvejen, selvom jeg dog på egen hånd har udtænkt, at den måtte én eller anden da lave på ét eller andet tidspunkt. Jeg havde endda selv overvejet, om jeg selv skulle prøve at lave en India Dark Ale en dag, hvis jeg skulle få taget mig sammen til at tage mig sammen til at brygge øl selv en dag.
Der er jo ikke langt fra at have en lys øl, der er godt humlet til at lave en øl, der er mørk og godt humlet. Det handler vel egentlig bare om at bruge mørk, ristet malt frem for lys malt, og det lader netop til at være det, Herslev Bryghus har gjort ifølge deres bagetiket, (der i mellemtiden også prydes af en anden skrifttype end comic sans – det var tiltrængt!)
Voldsomt mørk er den nu ikke. Den er ikke stout-mørk – men det er jo så heller ikke nogen stout, på den anden side. Den bruser kraftigt, og et højt, lysebrunt og både fedtet og klæbrigt skum rejser sig marengsmasseagtigt over brygget. Ja, det ligner faktisk cola en hel del – men det må dark ale altså også gerne. Duften er først og fremmest præget af bitter humle med et let karamelelement.
Bitterheden går igen i smagen. Den er tæt og rig på fylde, som brygget får fra malten. Malten leverer også en til bitterheden velafstemt karamelsødme. Bitterheden selv er præget af humle som man kender den fra India Pale Ale, der vel nok kan siges, at være bryggets forbillede. Bitterheden fortsætter i eftersmagen, hvor malt og humle blander sig i en elegant dans, hvor bitterhed og karamelkrokant forenes.
Gærelementet, der ofte er markant i IPA, er dog ganske fraværende i denne øl – og heldigvis, fristes man måske til at sige, for gærelementet kan i en IPA være så fremtrædende, at det faktisk ødelægger oplevelsen. Sådan behøver det selvfølgelig ikke at være, men uanset hvad, præges nærværende India Dark Ale af en varm kaffebitterhed, der hvor man i en IPA finder gærbitterheden. Det er en ganske vellykket variant over India [indsæt variabel] ale-temaet, der samtidig er blidere og venligere end den lyse fætter, men stadig har samme kraftfulde udtryk, der stadig nok skal jage nydere af standarddiscountsupermarkedsprøjt på porten.
For kendere er India Dark Ale en øl med varm og venlig karakter. Den er en passende erstatning for et glas velskænket cognac på en baggrund af chesterfieldmøbler, jagttrofæer og tobaksfarvede vægge med masser af træværk og gamle malerier. En stilfuld og vægtig øl – og måske også en kende konservativ. For selvom der ikke er en finger at sætte på kvaliteten og nydelsen, så er smagsindtrykkene langt hen ad vejen set før. Smagen er aldeles pragtfuld, og kombination af kras humle, kaffe og velafstemt karamelsødme bærer glimt af originalitet – men så heller ikke mere end glimt, for de enkelte smagsindtryk er velkendte, og den store overraskelse udebliver.
Men det er vist også det eneste ringe, man kan sige om dette lille mesterværk. Herslev har bestemt gjort det igen, og skabt en aldeles fremragende variation over IPA’en. At det første forsøg, jeg har set, på at lave netop en India Dark Ale kommer fra Herslev Bryghus, kommer slet ikke som nogen overraskelse for mig. Det viser, at deres evne til at tænke nyt og ud af boksen er intakt, og resultaterne blændende.

5-stjerner

Woody Creek, Flying Dog Brewery (Indflytningsøl I)

Velkommen tilbage på Amager!

Der sker så sandelig noget. Her på bloggen skriver jeg som bekendt også vidt og bredt om min lille familie, og hvad der sker i vores nogle gange lidt for spændende liv. De læsere, der følger med vil vide, at vi for godt et halvt års tid siden flyttede til Irland, fly[g/t]tede hurtigt tilbage til Danmark igen, og flyttede ind hos min far i Hvalsø. Der boede vi så på mit gamle teenageværelse, fire personer i fem stive måneder … og nu er det endelig overstået!

Vi er alle fire, Linda, Thorolf, lille Thyra og jeg flyttet ind i en ny lejlighed på Amager, det sted i verden, hvor jeg føler mig allermest hjemme, efter at have tilbragt min studietid på Grønjordskollegiet få hundrede meter fra der hvor vi nu bor. Indflytning er altid et helvede, men omsider er der ved at komme lidt skik på det hele igen. De gamle møbler er ved at blive samlet, emballagen fra de nye er kørt på genbrugsstationen – TV og internet virker!

Der er også allerede blevet drukket nogle øl i den nye lejlighed. På dagen hvor vi flyttede skulle det naturligvis fejres, at vi nu var færdige med det værste slæb. Jeg og min hjælpende hånd delte et par Øko-Thy, en Sam Adams Latitude 48 IPA og en Boston Lager – samt nogle Grøn Tuborg (undskyld), som fulgte med det pizza-tilbud, der stillede sulten efter de mange strabadser.

Først for et par aftener siden, efter at have samlet en stigereol, så jeg mit snit til endelig at få smagt på den første for mig ukendte øl i det nye hjem, en Woody Creek fra det amerikanske bryggeri Flying Dog. En Wit-bier – en hvedeøl efter belgisk forbillede af den type, jeg sædvanligvis er ganske skeptisk over for.

Man kan med god ret spørge sig, hvorfor jeg lægger ud med en øltype, jeg i bund og grund ikke bryder mig om. Vel – den er købt i Netto Hvalsø engang i efteråret, og har stået i min fars fadebur næsten al den tid, vi har boet der. Så det var bare på tide. Den er flyttet ind i det nye amagerkanske hjem sammen med tre andre øl, som jeg i de næste indlæg vil behandle under temaet ‘Indflytningsøl’. Ud over denne, gælder det Raasted Påskebryg, Herslev Bryghus’ India Dark Ale, samt Ørbæks Kors Øøll (sic).

Så velkommen til hippiehyblen på Amager, og den første af fire Indflytningsøl.

Woody Creek er højgul i løden og har et ganske skrøbeligt, omend lifligt og fedtet, kridhvidt skum. At der er tale om ufiltreret øl er tydeligt på det gule øls uigennemsigtighed og grumsethed. Duften er sød, frisk og præget af et markant gærelement – for så vidt ikke noget nyt under solen, når det gælder witbier.

Også i smagen er gærelementet fremtrædende, men ikke på den ubehagelige måde, jeg alt for tit har oplevet. Derimod giver det brygget en vis skarphed, der fint matcher en markant sødme af appelsiner og en hvas syrlighed af lime. En let sprittethed giver fylde, og i eftersmagen finder man den eftertragtede bitre humle med mere præg af blid nøddefylde end skarp træbitterhed, som gærede bryg ofte får, når bitterheden skal træde frem over gærelementet.

Brygget er iøvrigt tilsat koriander og appelsinskal (ja, brygtraditionen er belgisk-amerikansk og ikke spor tysk), men det er ikke noget, der præger brygget – allerhøjst afstemmer det en smule i retning af det søde, så gæren ikke overtager helt.

Smagsbilledet er komplekst og sammensat, men også lidt vandet. Selvom sødmen er markant, har brygget ikke rigtigt den fornødne styrke i smagen, og kvalificerer sig i sidste ende bedst som en bælleøl. En interessant, smagfuld og anderledes bælleøl, men en bælleøl ikke desto mindre.
3-en-halv-stjerne

Støckel – nye horisonter af flop

Mødet med Vestfyens nye serie af specialøl har ikke været noget fornøjelse.

Vestfyens Støckel-serie falder i spektret, der går fra ‘praktisk taget udrikkelig’ (Weissbier) til ‘jævnt kedelig’ (Sweet Stout). Det er ikke spor imponerende, det er faktisk lidt pinligt, men overordnet er det også i tråd med et bryggeri, der har gjort det til en trend at springe over hvor gærdet er lavest.

Ud over, at bryggeriet leverer øl til Aldi-kæden, står de også bag Willemoes-serien. Det er en serie specialøl, der såmænd nok kan glæde ganen en gang i mellem, men til gengæld også er præget af tilsætningsstoffer, der på kunstig vis frembringer smag, andre bryggerier formår at få frem ved brygkunst.

Når et bryggeri, der eksalterer i snydeøl, undtagelsesvis prøver at lave øl, hvor man ikke laver den slags fix-faxerier, der er kendetegner Willemoes-bryggene, er det måske ikke så overraskende, at resultatet ikke falder så heldigt ud. Mit bedste råd til Bryggeriet Vestfyen er at holde sig til Willemoes-serien, for forsøget med at lav en specialølsserie med det formål at ‘opdage en verden af nye horisonter’ er næsten lige så stort et flop, som Cults forsøg på at vinde markedsandele fra Carlsberg med den hedengangne og ikke spor savnede Kay-Sar-‘øl’. – Så hellere snydeøl, der smager af noget.

Jeg skal ikke udbrede mig yderligere om Støckelseriens fortrædeligheder, end jeg allerede har gjort i anmeldelserne af de enkelte øl. Jeg vil blot appellere til Vestfyen om at gøre sig mere umage, og sætte overliggeren lidt højere, næste gang bryggeriet kaster sig ud i et specialølsprojekt.

Til læserne er det min klare anbefaling, at man ikke spilder hverken tid eller penge på Støckel-øllene. Køb hellere en Limfjordsporter eller en Wiibroe Porter – det koster det samme og smager af meget mere.

Højt skum.

Støckel Pale Ale, Vestfyen (Støckel IV)

Uværdig afslutning

Jeg er nået til den sidste øl i Vestfyens Støckel-serie, og det kommer næppe som nogen overraskelse for bloggens faste læsere, at det mere er med lettelse og fryd, at jeg ser dette tema tage en ende, end med vemod og længsel efter mere. Temaet afsluttes med Støckel Pale Ale – en meget almindelig øltype på det britiske kontinent, og det må endnu en gang siges, at være lidt af en tilsnigelse, at øllet kaldes specialøl, eftersom det kun er her til lands, at de jævne uvidende masser kan se noget som helst specielt ved den.

Duften er noget svag, hyldeblomstsød med et let præg af ingefær. Skummet er tæt og marengsagtigt og brygget messinggyldent med et matchende metalelement i bouqueten, der dog snarere giver friskhed frem for at skæmme yderligere. Skummet er overraskende klæbrigt, og efterlader tynde, skrøbelige mosaikker på glasset efterhånden som det drikkes.

Og drikkes er kodeordet. Konsumeres kunne også bruges. Det er heller ikke sådan, at brygget overhovedet ikke kan nydes det skal bare holdes i munden så uendeligt længe, hvis det skal lykkes rent faktisk at nyde det. Bryggets smag er nemlig lige så svag og diffus som duften. Den gør ikke noget væsen af sig, svagt og vandigt humlebitter som den er. En i grunden fin – men alt for svag ledsagende sødme af hyldeblomst forsøger at nette det uimponerende indtryk, men det er forgæves.

Og som for at føje spot til skade melder en skæmmende syrlighed sig mere og mere, som brygget hældes i halsen. Duftens metalliske indslag gør sig også gældende, og det er ikke for det gode. Brygget bliver mere og mere stikkende metallisk, og de delvist forsonende søde toner forsvinder mere og mere.

Brygget gik fra jævnt kedeligt til jævnt flop. Heller ikke Pale Ale kunne redde Støckel-serien. Tværtimod trak den om muligt det samlede billede endnu mere ned.
1-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme