Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: marts 2013

Flensburger Frühlingsbock, Flensburger Brauerei

Forfriskende bitter

Jeg har tilladt mig et afbræk i Støckel-temaet. Anledningen var min fars hjemkomst fra Tyskland, hvor han havde købt ind, og besøgt familien. Med sig havde han (som altid) en blandet kasse flensburger, deriblandt en lille ny, jeg ikke havde prøvet før.

Flensburger Frühlingsbock (forårsbock) er et udtryk for traditionen syd for grænsen for ikke at lave egentlige påskebryg. I stedet laver man forårsøl, der dog har nogle af de samme karaktertræk, som de hjemlige påskebryg – herunder en relativt høj alkoholprocent. Både påskebryg og forårsbryggene syd for grænsen har en fælles forfar i den sydtyske Salvator, en ‘frelserøl’ der traditionelt brygges ved påsketid. På den måde er der både lidt forår og lidt påske over det.

Flensburger Frühlingsbock er også en forårsøl idet den er ganske lys – som en pilsner. Danske påskebryg er gerne gyldne som øl brygget med wienermalt. Over det korngule bryg knejser en tæt, klæbrig marengsmasse kridhvidt. Duften præges simpelt, men gennemtrængende af bitter humle.

Og det gælder i den grad også smagen. Humlen er meget bitter og meget præsent. Faktisk er brygget så bittert, at det river og flår i halsen, når det glider ned. Med en alkoholprocent på omkring de 7 får man også den indre varme. En pikant, næsten umærkbart stænk af søde æbler i bismagen gør imidlertid hele forskellen på et harskt og trægt bryg, og et vidunderligt forfriskende og sprudlende bryg.

Brygget er en effektiv tørstslukker, der elegant illustrerer, at også bitterhed kan være forfriskende. Der er ikke tale om IPA’ens gærede, tørre bitterhed, men pilsnerens vederkvægende udgave. Flensburger rammer lige i centrum med deres sprudlende, sprøde forårsøl, der er lige til tørsten på de varme, solrige forårsdage …

Vi ser frem til at de kommer – hine solrige forårsdage. Hvis vi er heldige får vi måske en håndfuld i slutningen af juli måned, at dømme efter, hvordan vejret arter sig for tiden. God Påske, god eftervinter allesammen.

5-stjerner

Støckel Sweet Stout, Vestfyen (Støckel III)

Lidt mindre slemt …

Jeg har påtaget mig den opgave at gennemgå alle Støckel-øl fra bryggeriet Vestfyen. Det gør jeg mere og mere i embeds medfør og mindre og mindre for min fornøjelses skyld. Og dette forhold har Sweet Stout – den formentlig mørkeste af Støckel-øllene ikke ændret på.

For i betragtning af, at der er tale om en stout, er skummet påfaldende lyst, omend cremet, og så alligevel hastigt faldende. Selve brygget gør heller ikke noget særligt mørkt væsen af sig. Selv uden lys kan man med lidt god vilje ane, at brygget både er gennemskinneligt, og ikke sort – som det ellers sømmer sig for ordentlig stout. Nej, den er tydeligt rød og tættere på en red ale i lød end på ordentlige stouts. Den er næsten for rød og gennemskinnelig til at kunne kaldes en colastout – for selv i ordet colastout indgår ordet stout.

Duften er ikke så meget en skuffelse, som det er en gentagelse af det velkendte – og dermed kedelige. De ristede malttoner er de mest markante, garneret med en smule chokolade.

Den ristede malt går igen i smagen og ledsages af en relativ bitterhed. Dertil kommer en småsyrlig bismag af ikke helt umodne æbler, der allerede her ødelægger det ikke helt umulige førstehåndsindtryk. Andre gode takter slås an af et stænk af cognac i eftersmagen, men det er ikke markant nok til at redde et overordnet kedeligt bryg.

Den forbliver en flad, vandig omgang – som stout virker den decideret fortyndet – den er ikke særlig mørk, mangler enhver med stout forbunden fylde, og nærmest for at føje spot til skade, så er den – stik mod sit navn – ikke spor sød.

I forhold til de andre Støckel-øl er det måske lidt mindre slemt – men stadig ikke godt.

2-stjerner

Støckel Mild Ale, Vestfyen (Støckel II)

Mild som ind i …

Fra en tæt på udrikkelig Weissbier til en ‘Mild Ale’. Det undrer mig på forhånd, at man brygger noget under etiketten “specialøl” og så kalder det noget med “mild”. Specialøl skal ikke være milde. De skal smage af en hel masse, om det så er sødt, bittert, syrligt, røget, eller hvad det nu skal være – men mildt – i betydningen “ikke-smage-af-for-meget-for-så-skræmmer-vi-kunderne-væk” – må ikke betegnes specialøl.
Vi er i virkeligheden tilbage ved en af mine gamle kæpheste – at øl i Danmark anses for at være specialøl det øjeblik, de bare afviger det allermindste fra den generiske danske pilsner. I dette tilfælde har vi at gøre med en overgæret øl – den slags er overhovedet ikke specielt i fx Storbritannien, men her anses det for at være så revolutionerende og ekstraordinært usædvanligt, at sprøjtet må betegnes ‘specielt’. Det siger noget generelt om forventningerne om, hvad det danske ølmarked kan holde ud af udfordringer.
Skummet er dog ikke specielt mildt. Nok er det i farven ikke specielt afvigende – det er letgyldent, men konsistensen er lækkert cremet, og skønt skummet falder alt for hurtigt, klæber det til glasset i små fnug. Så langt så godt. Farven er korngul, næsten messingfarvet og egentlig ganske flot. Det eneste virkeligt milde i prologen er bouquet’en. Det er ganske mild – faktisk ganske overordentlig mild, ja, for ikke at sige decideret fraværende.
Smagen er også mild. Den er så mild, at øllet næsten ikke kan smages. Det er så frit for smag, at selv trænede ølhadere skal have smagsløg på stilke for ikke at kunne slukke tørsten i denne øl. Jo, det er så sandelig en mild ale.
Til øllets fordel skal siges, at det på nærmest mirakuløs vis og imod alle odds besidder en vis fylde. En fylde uden smag, men en fylde ikke desto mindre, der om ikke andet gør øllet rart, man fristes til at sige ‘mildt’ at have i munden. Lader man det skvulpe rundt længe nok, og hiver man tilpas mange liter ilt ind over tungen, mens brygget hviler der, så kan man måske tvinge små skjulte smagsnuancer frem. Lidt bitter humle, lidt metallisk bismag, der dog mest virker tørstslukkende og forfriskende, måske lidt malt …
En ganske mild øl – det må man give Vestfyen, der lover de bestemt ikke for meget. Men at markedsføre denne øl som en specialøl tangerer falsk varebetegnelse. Hvis den er specielt noget som helst, så er det, at den i ganske speciel grad er kedelig.
Så var den fæle weissbier da på et eller andet niveau mere speciel i sin udrikkelighed.
1-stjerne

Støckel Weissbier, Bryggeriet Vestfyen (Støckel I)

Nye horisoter af ‘mislykket’.
Bryggeriet Vestfyen, der har hjemme i Assens, er kendt for sin Willemoes-serie, og for krudtugle-øllene, der forhandles i Aldi. I mine øjne er alene det, at man leverer til Aldi nok til, at bryggeriet burde boykottes helt og aldeles, men jeg har som bekendt lagt det åg på mine skuldre, at afprøve øl overalt, hvor jeg støder på dem, så jeg ofrer mig i den højere sags tjeneste, og anmelder bryggeriets øl alligevel. Men indtil videre går jeg i en stor bue om deres Aldi-produkter, for Aldi gider jeg trods alt ikke værdige et besøg. Læs selv her hvorfor.
Men anledningen til, at jeg her gør lidt ekstra ud af det vestfynske bryggeri, er deres efterhånden bedagede lancering af fire specialøl i januar. De lanceres under navnet ‘Støckel‘ og er opkaldt efter en dansk opdagelsesrejsende, Johan Støckel, der er så ukendt, at der endnu ikke er skrevet en Wikipedia-artikel om ham. Bryggeriet begrunder navnevalget med, at Støckel under sine rejser til Afrika ‘opdagede en verden af nye horisonter’ og dette skal altså i en eller anden grad have inspireret bryggeriet til at opdage ‘en verden af nye horisonter’ brygmæssigt – eller noget. Det bliver jo så spændende at se, om bryggets kvalitet ellers kan leve op til det, som markedsføringen lover. Iøvrigt meddeler bryggeriet, at Støckel-serien er en “specialølserie af høj kvalitet, men med lavere alkoholprocent end fx vores Willemoes-serie”.
Såvidt har bryggeriet fået ordet. Anmelderens svære lod er som altid at holde bryggeriet ansvarlig for sin markedsføring i fald brygget ikke helt kan holde det, der loves. Det er, hvad der skal ske i løbet af de næste fire anmeldelser, der alle vil omhandle Vestfyens Støckel-øl.
Weissbier … ja, den tyske retskrivningsreform fra slutningen af 90’erne er endnu ikke feset ind hos Vestfyens marketingafdeling, eller også er deres ansatte cand. merc. polyt. fyt-pyt ptøøj! WHATEVER ikke mere it-bevendt, end at de vælger den nemme løsning, og skriver to s’er i stedet for – som den nye retskrivning foreskriver et ß efter diftong eller lang vokal.
Som Weißbier betragtet finder jeg den en kende mørk, og at den tydeligvis også er filtreret gør det ikke bedre. Weißbier skal være ufiltreret og helst brygget i Sydtyskland. Strågult og altså klart er det med kridhvidt skum, som kun rejser sig få milimeter, hvorefter  det nærmest knuses som krystalglas under et blylod. At fælt minde om Tongerlo Prior rammer næseborene til almindeligt ubehag – en blanding af kartoffelbrændevin og dårlig marcipan. Nej, førstehåndsindtrykket er bestemt ikke imponerende.
Og det hjælper ikke at smage på brygget. Også her finder man den samme modbydelige blanding af kraftig, marcipanagtig mandelessens blandet med lige dele denatureret sprit og kommensnaps. Det er til absolut ingen fornøjelse med mindre man altså har ganske særlige og for mig uforståelige ølpræferencer. Smager man efter længe nok, kan man bagom sprittetheden fange glimt af blomstersødme, roser og hyldeblomst, men det er et fjernt nødsskrig af noget, der kunne have været, men blev grundigt banket på plads, da det forsøgte at formilde alt det fæle. For at føje spot til skade melder der sig ved finsmagningen også en syrlig bismag af lige dele citron og lime. Det gør ikke godt i det samlede billede, men bidrager endnu mere til skuffelsen.
Det eneste gode at sige om brygget, er at det faktisk er forholdvis tyndt – ja, det er godt at brygget er tyndt, for så mærker man ikke for tydeligt, hvor grimt det egentlig smager.
Nye horisonter? Måske nye horisonter i forhold til at få øl til at mislykkes og smage grimt på helt nye måder, men det formår Støckel Weissbier heller ikke, for i bund og grund smager den som en Tongerlo Prior – bare ikke helt så kraftigt, men nogen form for nytænkning er der altså ikke tale om.
Ligesom ved Tongerlo Prior røg et ikke uanseligt kvantum af denne øl også i vasken før det blev drukket. Bvadr og tak for ingenting såvidt, Vestfyen.
1-halv-stjerne

Påskebryg Kongens Fadebur, Ørbæk

Nr 300!

Velkommen til anmeldelse nr. 300. For en gangs skyld er det lykkedes mig at finde en fin øl til en rund anmeldelse. Andre gange har jeg først opdaget, at jeg var i fuld gang med anmeldelsen, at det var en jubilæumsanmeldelse, og lur mig om øllet har været – om ikke mislykket så i hvert fald ikke en jubilæumsanmeldelse værd.

Øl nr. 300 er en påskebryg – og dermed indledes anmeldelserne af årstidens bryg med bravour. Brygget blev købt i Fakta Hvalsø – som det meste, jeg drikker for tiden. Igen var den ikke dyr i betragtning af mængden – 0,75 l for kr. 25,-, og dermed var der igen nok til at dele med min fader.

Der er tale om en mørk, formentlig overgæret øl, med godt med brus og gyldent til lystbrunt skum, der klistrer til glasset i store plamager. Duften er sød, præget af friskt franskbrød med ledsagende sødme af ferskner.

Smagen er kraftigt sød. Indledende af karamel og malt, hvorefter en fyldigere, tungere – og en anelse sprittet aroma af overmodne ferskner tager over. Som brygget glider gennem munden tager en kraftigt bitter smag af beske hasselnødder over. Den bitre smag holder længe efter at brygget er nydt, og den sprittede fylde giver den et ekstra pift på vej ned gennem spiserøret.

Det er en slagkraftig øl, der ikke har sin skønhed i sin velafstemthed eller sin komposition. Smagsløg og gane er spændt  hårdt for nogle temmelig voldsomme smagsindtryk. Nej dette bryg skal nydes på grund af sin kraft og styrke, der nok er ufin, men samtidig yder nyderen en god oplevelse, der i hvert fald ikke mangler hidsighed.

Tak til venner, læsere og andre, der følger bloggen. Det er jeres gode indspark, råd og især ros, der har fået mig til at blive ved så længe. Øl er generelt bare et lækkert bryg, og det er en endnu større fornøjelse at skrive om det, når man ved, at andre folk interesseret læser med.
5-stjerner

Brew Cat Dark Ale, Ørbæk

Ikke tiden eller pengene værd
Ørbæk har lanceret en række discountspecialøl til discountkæden Netto under navnet ‘Brew Cat’. Én af øllene er allerede testet her på bloggen med et ganske godkendt resultat. Discount behøver heller ikke at være skidt, når man tager de mange gode øl i betragtning, jeg gennem tiden har slæbt hjem fra Fakta.

Dark Ale er just dette, en mørk overgæret øl. Voldsomt mørk er den nu ikke – den er klar og rødbrun, så det er ikke ligefrem sådan, at den overkvalificerer sig til at være mørk. Den bruser kraftigt, og ender derfor med at ligne en fortyndet discountcola lidt for meget. Duften glæder i det omfang fravær af noget kan glæde. Den dufter med andre ord ikke fælt, men hvis dette er en kvalitet, er det den eneste kvalitet duften besidder.

Helt galt går det dog først i smagen. En syrligt-væmmelig smag af umodne blommer og fladt postevand rammer tunge og gane til almindeligt ubehag. Det er en formildende omstændighed, at selv syrligheden er diffus, så øllet ikke bliver decideret udrikkeligt. Det er og forbliver dog mislykket i sin komposition, det er fuldstændig uden fylde, og der er intet godt i smagen at komme efter, med mindre det ligegyldige, smagsforladte og småsure er attraktivt.

Brew Cats Dark Ale kunne måske sælge til diskoteks- og festfolket, der som bekendt helst vil have noget, der kan skylles hurtigt ned, uden at man  bliver generet af ligegyldige ting som smag og karakter. Vil man imidlertid øl, der smager af noget, og er en nydelse, bør man gå i en stor bue omkring dette bryg. Det er spild af tid, spild af penge og spild af armkræfter at slæbe den med hjem fra netto.

Køb hellere en Brew Cat IPA mere – eller få noget mere for pengene – køb en BrewDog Punk IPA i stedet. Nok er jeg langt mere kattemenneske end hundemenneske, men der er grænser for, hvad det skal betyde for, om jeg vil anbefale det ene bryggeri frem for det andet.

1-halv-stjerne

Tongerlo Keizer Karel Charles Quint Ruby Red Øl (sic), Haacht

Et hængeparti …

Som de trofasteste af mine læsere vil vide, havde jeg købt denne øl i Fakta før jul. Mellem jul og nytår valgte jeg at ofre den til guderne/vætterne/nisserne/mikroorganismerne i min faders græsplæne – alt efter hvad man vælger at tro på – og forsynet … eller et svigtende salg (måske begge dele) gjorde, at jeg her i starten af året genfandt den i Fakta Hvalsø. Så skulle den da have en chance til.

Jeg må sige, at jeg ikke er flov over at have ofret denne øl til de højere magter. Nogen vil måske synes, det er synd, skam og overflødigt spild, men hey – husk, der også skal være noget til mikroorganismerne, hvis man ikke tror på det andet. Det viste sig nemlig at være den klart bedste af Tongerlo-øllene, så mine eventuelle mellemværender med de højere magter (og måske mikroorganismerne) burde være – om ikke nulstillet, så i hvert fald mildnet.

Hvad angår navnet, har jeg allerede revet mig i håret over det. “Ruby Red Øl” er et katastrofalt miskmask af engelsk og dansk, og hører ikke hjemme på en øletiket – eller noget andet sted for den sags skyld. Det skulle da lige være på en dumpet oversættelsesøvelse. Ikke desto mindre er den håbløse titel ikke helt misvisende. Der er tale om et rødbrunt bryg, herligt brusende, med en høj, råhvid og meget klistret skumkrone, der klæber sig i etager på indersiden af glasset, efterhånden som brygget nydes. Men allerede inden – ved duften – er brygget slet ikke så ringe endda. Brygget kombinerer humlearoma med en letsprittet omgang overmodne blommer, garneret med franskbrødsdej.

Smagen er skarp af gærede blommer, som man mærkede dem i duften. Brygget går lige i næsen, næsten så det gør ondt. Det overordnede smagsbillede er tungt og sprittet og sammen med humlen ganske overvældende. Løfter man tungen, og lader brygget tumle ned i gummerne, melder der sig en kraftig sød bismag – igen af blommer samt franskbrød – men uden helt så meget sprit og gær. Det virker velgørende overfor den hårdtslående primære smag.

Ruby Red Øl er ikke en elegant øl. Det søde og det sprittede og det bitre falder mere over hinanden end det samarbejder. Det gør dog ikke brygget dårligt – snarere spændende – for både det sprittede, det gærede og overmodne holder sig pænt på den rigtige side af stregen, så intet af det tager overhånd. Det er en kraftfuld øloplevelse og et modigt eksperiment udi ikke at få smagsindtrykkene til at passe for godt til hinanden, for på den måde at skabe noget nyt og dynamisk. Eksperimentet kunne være faldet meget mere uheldigt ud.

Den bedste Tongerlo-øl måtte jeg vente på, og det var ventetiden værd. Skål, nisser, vætter, guder og mikroorganismer – og far, som jeg delte øllet med. Selv hvis øllet havde været i en almindelig mængde, som fx en halv liter eller 0,33 liter, kunne jeg have fundet på at dele den, for den holder krasbørstige 8,5%. Drikker man alle 0,75 alene, skal man ikke køre bil lige foreløbig.
4-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme