Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: december 2012

Farvel til 2012 eller noget …

Året går på hæld, eller hvad det nu er man siger … De sociale medier bugner af folks nytårsønsker, nytårsforsætter fyres af som raketter og vi siger i og åh så meget farvel til året der gik og goddag goddag til det nye …

Også jeg har oplevet meget i det forgangne år, og ud over mit ølår, som jeg nok – traditionen tro – skal berette lidt om i starten af januar, har der også været store og vigtige begivenheder, som jeg gerne vil dele – men helst i en lidt mere substantiel form end en tilfældig statusupdate på facebook eller twitter.

Jeg er som bekendt blevet far til endnu et barn, en lille pige ved navn Thyra, der trives overordentlig fint, vokser som hun skal, og for ganske nylig – juleaftensdag, faktisk, begyndte at krybe. Inden længe kan hun også kravle, hun er tit oppe på alle fire og rokke.

2012 var også året hvor min familie besluttede at emigrere til Irland. Læserne vil vide, at vi ikke var danske immigranter særlig længe, for vi kunne ikke rigtig vænne os til de irske forhold. Til gengæld viste turen og arbejdet i Irland sig at være netop det, vi havde håbet på: en billet til en fod inden for det danske arbejdsmarked, som jeg har haft mere end svært ved at komme ind på de sidste 3 år.

Så et kaotisk år har det været, og et hårdt år. Men også et spændende år, og et rigtig godt år. Så godt er det endt, at jeg i år ikke har et eneste nytårsforsæt. Der er ingen grund til at ændre planer, og gøre ting på en anden måde, end jeg gør nu, for hvorfor dog reparere noget, der fungerer fint. Så altså ingen nytårsforsætter – kun nytårsfortsætter, og masser af dem.

Godt nytår til alle jer læsere. Forbliv indstillet til forhåbentlig mange mange flere anmeldelser, og selvfølgelig en oversigt over ølåret der gik i starten af januar.

– Kaj.

Ekstra Julebryg, Ørbæk

Udmærket pilsner
Min kære fader havde fået denne øl i gave af … Det var hans ønske, at vi anmeldte den sammen, og som sagt så gjort.
Ekstra Julebryg er endnu en juleøl af pilsnertypen. Brygget er ovre i den lidt mørkere pilsner, svarende til fx Flensburger Pilsener, med en dertil svarende duft af humle. Skummet er hvidt og klart.
Både min far og jeg begejstredes ved bryggets formidable fylde. Endskønt brygget vitterlig er en pilsnerøl uden nogen form for jule- eller andet krydderi, så formår den at kærtegne gane og gummer med en fløjlsblød fylde, der i sig selv gør brygget værd at prøve.
Vi fandt begge nydelse i den markante, omend velafstemte bitterhed, der dog ikke kan rende fra at være en bitter pilsner, og ikke nogen mørk, sød, julebryg, der kækt blander sig med den brune sovs, de søde svedsker og det mildt krydrede andebryst. Vi var begge rørende enige om, at endskønt det var en udmærket pilsner, så var det begrænset, hvor velegnet den var til julemaden. Ikke at den egentlig var uegnet til julemaden – eller til noget andet mad i det hele taget. Mest var den egnet til at slukke sin tørst i en øl, der blot er væsentlig mere velsmagende end det tynde pilsnerøl, som Danmarks store bryggerier er alt for kendt for.
Ud over de bitre og sprøde pilsnertoner kunne man dog også finde andre indtryk. Fylden kom af en letsød bi- og eftersmag med karakter af chokolade. Min far kunne godt mærke fylden, og måske en antydning af noget sødt, men som chokolade ville han dog ikke betegne den.

Meget mere er der ikke at sige om brygget. Det smager godt, om ikke af jul, så i hvert fald af øl.

Min far giver brygget

4-en-halv-stjerne
Selv hælder jeg til forsigtigere
4-stjerner

Helge, Hornbeer

Glædelig bagjul allesammen! Jeg har holdt jul i det Nørrejyske hos min kære vivs søster, der bor på en landejendom uden for Dybvad. Der blev budt på flæskesteg med sprød svær, brune og hvide kartofler og and som tilbehør til en tyk, fed brun sovs, der rigtignok kunne binde det sammen til en højere enhed. Til gengæld drak jeg ikke nogen øl, for vi skulle køre hjem samme nat – hele den lange vej til vores midlertidige hjem i Hvalsø, og i fald at min udholdende viv ikke kunne tage hele turen, skulle jeg også kunne køre.
Hjem nåede vi dog – uden at skifte kører undervejs. Hvis jeg havde drukket, ville min hustru sikkert ikke kunne have holdt til turen – således virker Murphys lov. Heldigvis har jeg i dagene op til, og i dagene efter jul smagt flere forskellige øl, som læserne nu kan høre om.
Helge, fx, der blev drukket lillejuleaften, er den første øl fra HornBeer, jeg har prøvet. HornBeer er, som nogle vil vide, udnævnt til årets bryggeri 2009, 2010 og 2011, så det var ved at være på tide, at jeg fik prøvet noget fra bryggeriet, der i øvrigt ligger i Kirke Hyllinge (på Hornsherred – deraf navnet) ikke langt fra min nuværende residens hos min far i Hvalsø.
Det er en fortrinsvis mørk øl med en klar rød nuance under et klart gult skum. Duften afslører bær i brygprocessen, der er noter af kirsebær og andre syrlige bær. Den anbefales til ris a la manden, hvor kirsebærsovs som bekendt hører sig til. Imidlertid er det ikke den søde, sukrede form for kirsebær, øllet har luft af, men derimod de mere syrlige af slagsen.

Og det tør nok siges også at være tilfældet, når man smager øllet. Munden snørrer sig sammen om en syrlig singularitet af saltsyresur syrlighed. Sure kirsebær blandes med eddike i et syrebad af umodne rips og sure blommer. Helge er aldeles uegnet til noget som helst julemåltid inklusive desserten – ja, jeg vil gå så langt som at sige, at den næppe er egnet til noget måltid overhovedet, måske med undtagelse af Sauerfleisch med Sauerkraut og andet surt. Ja, til sådanne retter, som det store naboland mod syd excellerer i, vil den måske endda være ganske velegnet.

Men jeg siger ellers tak. Det bedste man kan sige om helge er, at den er kræs for folk, der kan lide surt øl, og at min kære fader faktisk godt kunne lide den. På mig har HornBeer imidlertid ikke gjort noget godt førstehåndsindtryk. Jeg er til gengæld ikke typen, der står fast efter at have fået første indtryk – jeg ændrer hellere end gerne holdning senere, såfremt andre bryg fra bryggeriet klarer sig bedre end Helge. Det bedste, der kan siges om HornBeers førstehåndsindtryk i skrivende stund er, at det nemt kan gøres bedre.

1-en-halv-stjerne

Carlsberg 47, Carlsberg

Velgørende bitter juleklassiker

Så fik jeg den endelig købt og afprøvet. Hvad jeg for nogle år siden anså for at være en ligegyldig standardjulebryg på linje med fx snebajeren, kom jeg pludselig til at savne voldsomt, da det åbenbart forlød, at den ville gå ud af produktion sammen med Carls Lager. Heldigvis har folket – formoder jeg – talt, og det med store bogstaver, så den i år har kunnet fås alligevel.

Mine gamle minder om denne øl er en smule tågede … Noget med nogle julefrokoster i gymnasiet … Ikke desto mindre kan jeg huske fra den tid, at jeg i grunden ikke brød mig om den, for den var mig for bitter – så meget desto bedre grund til at prøve den igen nu, hvor øllet nærmest ikke kan blive bittert nok.

Det er en dybgylden, brusende øl med ganske gyldent, luftigt skum. Både duft og smag er bitter med noter af frisk træ og humle og lidt hasselnødder. Fylden er overraskende god i betragtning af det årlige oplag. Letdrikkeligheden er gerne ligefremt proportional med det kvantum, der sendes på markedet. Det er ikke tilfældet her.

Munden snørrer sig selv en smule sammen, og en brændende fornemmelse af sprit breder sig langs med gummerne. Dette understreges af, at der er rigtig meget kulsyre i øllet, der får det til at prikke ekstra meget. Men elegant bliver øllet på den rigtige side af stregen, der går mellem besk og harsk.

Til gengæld kan man med rette kritisere den for ikke at passe særlig godt til den søde, fede julemad. Bitterheden matcher simpelt hen ikke brunede kartofler, and, sovs, svedsker eller flæskesteg. Måske kunne den gå til en rødkål, der hvor kokken havde holdt tilbage med sukkeret og i stedet givet den mere eddike, men tættere på en passende juleøl kommer vi dog ikke.
3-stjerner

Tongerlo Christmas Beer, Haacht

Efter den mildt sagt modbydelige Tongerlo Prior, var turen kommet til Tongerlos Juleøl, Tongerlo Christmas Beer, forleden aften. Den sidste af de fire Tongerlo-øl er i mellemtiden blevet ofret til de højere magter, så i denne omgang vil Tongerlo Ruby Red øl (sic) ikke blive anmeldt – den nydes netop nu i Valhal og blandt småfolket i min kære faders baghave, subsidiært af mikroorganismerne i plænen, såfremt man ikke tror på nisser og aser.

Christmas Beer dufter lifligt af hvidt brød med en pikant spids af sprit. Det er dog slet ikke nede i den skumle, hovedpinefremkaldende sprittethed, der prægede dens broder Prior. Farven er orangegrumset, med næsten gulligt, boblende og ganske klæbrigt skum.

Smagen er krydret af nelliker, lakrids, laurbær med en sød antydning af franskbrød og marcipan i eftersmagen. Man glædes over, at marcipan igen føles silkeblød på tungen, og ikke stikker som sandpapir, som den gjorde i Tongerlo Prior.

Det krydrede islæt passer årstiden og højtiden perfekt. Det er en klassisk juleøl med både sødt og krydret. Man kunne dog godt have ønsket noget mere kraft og mere fylde. Der skal simpelt hen noget mere fylde til, i hvert fald for at matche den tæsketunge danske julemad. Den mangler den karakter af svedskegrød og kirsebærsovs, der gør de danske juleøl perfekte. Her slår belgisk juleøl ikke til.
3-en-halv-stjerne

Prior Tongerlo, Haacht

Marcipan og kogesprit i uskøn forening
Samme aften, som da mit favoritafsnit af Matador blev vist – afsnittet hvor Herbert vender hjem fra den Spanske Borgerkrig, Agnes’ dreng falder i branddammen og Mads Skjerns hyggespreder af en søster kommer på besøg i anledning af Daniels konfirmation – ja, altså dén aften, det afsnit blev vist, smagte jeg på denne øl.

‘Smagte på’ er ordene. Jeg vil ikke bruge ordet nyde og heller ikke ordet drak, for ingen af delene ville passe. For at tage ordet nyde først … Jeg nød denne prior i omtrent samme grad som Oberst Hackel i samme afsnit af Matador nød, at hans største aversion i de væbnede styrker, der ved et pudsigt tilfælde bærer samme navn som nærværende øl, Prior, var blevet øverstkommanderende for det danske militær – dog med væsentlig mindre katastrofale konsekvenser for mit vedkommende, må jeg hellere tilføje. Den gode oberst overlever som bekendt ikke sin nyerhvervede viden.

Da det nu fremgår at øllet ingenlunde var nogen nydelse, snarere tværtimod, kan de kvikkeste læsere måske regne ud, hvorfor jeg heller ikke drak øllet. For de knap så kvikke, og for de kvikke, der er I tvivl om, om deres formodning er rigtig, kan jeg oplyse, at et endog betydeligt kvantum endte i køkkenvasken.

Dette er i skrivende stund alt, jeg kan huske fra mit oprindelige indlæg, som en time eller så efter det blev postet her på bloggen, forsvandt pist i cyberspace. Vid, at jeg p.t. er rasende på blogger, og seriøst overvejer, at skifte til WordPress – bare for at have et alternativ.

Vel. Prior Tongerlo er ellers en flot øl, gylden med kridhvidt, fedtet skum. Allerede duften varsler dog en mere end almindelig sprittethed. De 9 % alkohol gør bestemt sit til også at gøre de indledende øvelser en ubehagelig oplevelse. Dertil kommer en kraftig marcipanodeur, der kunne have været rar, hvis ikke stanken af kogesprit havde ødelagt det.

Smagen stemmer uskønt overens med lugten. Sprit blander sig med marcipan, og det er ikke nogen nydelse. Med tiden slår marcipanaromaen også mere og mere over i smagen af bitre, dårlige mandler. Det er jul på den helt forkerte måde, men Prior er selvfølgelig heller ikke nogen juleøl som sådan.

Virkningen på mig efter et glas var dog stadig ikke sammenlignelig med Oberst Hackels reaktion på, at hans ærkeaversion, General Prior, blev kommandør for rigets væbnede styrker. Så fæl var Prior Tongerlo trods alt heller ikke. Nogle, der nyder meget sprittede øl, vil måske kunne finde en – om ikke andet så masochistisk – nydelse i den, hvorfor den da heller ikke scorer den karakter, som de helt uantagelige øl får.
1-stjerne

Brew Cat IPA, Ørbæk

Skotske BrewDog har åbenbart fået sig en konkurrent i form af danske Brew Caot, et fantombryggeri, som det økologiske bryggeri Ørbæk står bag (ifølge denne artikel på Beerticker). Brew Cat forhandles i Netto, og hvis navnet virkelig er tænkt som en udfordring (eller cadeau) til de skotske ølhunde, så forpligter navnet i dén grad. En god ting kan man dog allerede sige om Brew Cats øl, som ikke gør sig gældende for Brew Dog. Brew Cats øl er økologiske, ligesom det gælder for moderbryggeriets bryg.

Sød duft, omend humlet, traditionelt uden IPAens typiske rosenbouquet. Skummet er kridhvidt, tæt og klistret. Det falder langsomt og klæber til glasset i fedtede klatter.

Bitterheden er i hvert fald intakt. Tør lakrids, anis samt en smule røg afholder én fra at tage for store slurke, for det hele skal nydes … Rigtig nydes. Udover bitterheden prikker også kulsyren på tungen. For nogle vil det måske være lidt for meget, men selv synes jeg, det giver et rart, luftigt modspil til en ellers dejligt bitter øl.

Brew Cats IPA har alt hvad en IPA skal have, og så måske ikke så vældig meget mere. Men det gør ikke noget. IPA er på grund af in msarkante bitterhed en af mine absolutte favoritøltyper, og selvom Brew Cat måske ikke er en gave sendt fra julestjernehimlen, så rokker den ikke det mindste ved min opfattelse af øltypen. Den er samtidig billig, og uden at sige for meget, er den ikke bare god til prisen (omkring en flad 10’er) den er simpelt hen bare god.

Så skål og velkommen til fantombryggeriet Brew Cat. Man kunne måske godt have ønsket sig lidt mere fantasi i navnet, og lidt mere vovemod i øllets karakter, når nu navnet antyder en inspiration eller udfordring til skotske BrewDog. Men som øl i sig selv betragtet er der intet at klage over.
4-en-halv-stjerne

Keizer Karel Charles Quint Golden Blonde, Haacht Brouwerij-Brasserie

Silkeblød og vinøs

Jeg nægter at tro, at nærværende øl rent faktisk hedder “Golden Blond Øl”, som det ellers fremgår af etiketten. Det er den slags der sker, når man oversætter titler, hvilket for øls vedkommende er fuldkommen unødvendigt. Der er mange fæle eksempler på det samme fra filmens verden især. Lad os i et par sekunder dvæle ved den norske oversættelse af “Curse of the Were-Rabbit” – “Varulvkaninens forbandelse” og af “Jaws” – “Hajsommer”, hvor det knap så mundrette danske “Dødens Gab” i sammenligning næsten virker balletagtigt elegant.

Om det har været for at tækkes forbrugersegmentet, der handler i Fakta ved jeg ikke, men der blev øllet i hvert fald bragt hjem fra. Fire flasker fra bryggeriet Haacht – herunder altså nærværende lyse ale, 25 kr. pr 0,75 l. flaske, et vældig godt tilbud, der nok skal sprede glæde her i julemåneden.

Denne øl er dog ikke nogen juleøl men altså en gylden, lys ale af den belgiske type, sammenlignelig med “Leffe Blonde” om man vil. Haacht-bryggeriet har vi i øvrigt haft fat i tidligere. Fakta har haft deres standardøl på hylderne, og endskønt det er en udenlandsk øl uden særlige meritter, handlede Fakta den til en passende pris – ikke efter at det var en udenlandsk øl, men efter at den var – ja, lad os bare sig standard.

Den første af de fire spændende Haacht-øl, har derimod meget mere at byde på. Det er et flot, lyst, korngult bryg med hvidt, fedtet skum. Bouqueten – for denne øl dufter ikke, endsige lugter den, næh denne øl har i sandhed en bouquet – er tydeligt vinøs, hvidvinøs, hvis det ellers er et ord. Blid, let prikkende og sød.

Smagen er silkeblød og ligeledes præget af hvidvinsaroma. Den er slet ikke ulig en sød hvidvin med hyldeblomst på en forårsdag … Indtil brygget når bagtungen, så tager en kraftig, småbesk humlebitterhed over, der fylder hele munden i eftersmagen.

Bitterhedens bidskhed spiller vel op til sødmen, så hverken bitterhed eller sødme tager over og bliver for dominerende. Resultatet er en kompleks øl med både sødt og bittert, der ikke uelegant undlader at blande sig, men til gengæld leverer en spænding, man sjældent oplever. Jo, Belgiske Haacht kan så sandelig også lave øl, som man kender dem fra Belgien.

Indtil videre har det ikke kun været prisen, der var gunstig ved Faktas tilbud.
4-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme