Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Month – november 2012

Jingle Bells, Ørbæk

Branket Julecola
Bryggeriet Ørbæks øl er sjældent ikke en fornøjelse at prøve. Og selv når de ikke helt lever op til ens forventninger om godt øl, kan man glæde sig over, at de da altid er økologiske.
Det er netop den fornemmelse, man sidder tilbage med, efter at have prøvet Ørbæks Jingle Bells, der for tiden fås i Fakta. Det er en Cola-øl, det vil sige mørkebrun til sort med samme viskousitet som en sodavand og med rigeligt brus, der får det lysebrune skum til at hæve sig højt for bagefter at brække i stykker i store, sprøjtende bobler. Duften får ikke indtrykket til at minde mindre om sodavand. Den er præget af farin med en snert af brændt malt – heller ikke helt ulig cola forøvrigt.
Smagen er gennemført fyldig med flere af julens indtryk. Svedsker, andefedt og farinsukker blander sig med lette toner af nelliker og anis. Selvom brygget selv mere ligner en mørk sodavand end en mørk øl, gør en fornemmelse af brun sovs sig alligevel gældende, omend ikke for det gode. Med i købet sniger sig nemlig ikke bare de milde toner fra julekøkkenet, men også de mere beske indtryk fra rygersalonen. Eftersmagen er således præget af brændte noter – men ikke af gran eller fedt fra flæskestegen, der er sprøjtet op på ovnens varmelegeme – nej, der er tale om -ikke brun sovs, men snarere pibesovs, branket svær og forkullede svedsker.

De to indtryk, det fede og søde, og det brankede og forkullede blander sig uskønt, og selvom begge dele er juleagtigt, er det ikke den vellykkede af slagsen på Nødebo Præstegaard. Det minder langt mere om det gamle DAD-nummer, Sad Sad Christmas.

Nårh ja … I det mindste er den da økologisk – og trods alt drikkelig …2-en-halv-stjerne

Ch’ti Ambrée, Brasserie Castelain

Flad mørk broder

Jeg er mægtig glad for at have fundet denne øl. Før jeg flyttede til Irland havde jeg den faktisk liggende klar til anmeldelse i køleskabet, men nåede aldrig at få den anmeldt før vi skulle af sted. Den blev givet væk sammen med resten af vores beholdning af økogrønt og andet godt til nogen, som jeg vidste ville glædes ved det. Alligevel irriterede det mig lidt, at jeg aldrig fik gjort skriblerierne om Brasserie Castelains øl færdig.

Men da jeg så kom hjem igen, viste det sig, at den stadig kunne fås i Fakta Hvalsø … Jeg blev en lille smule gladere for, at vi var taget hjem – ikke at jeg kunne være blevet meget gladere for det, men det blev jeg altså alligevel. Ikke bare kunne jeg skrive et påbegyndt kapitel på ølbloggen færdig, jeg kunne også smage den mørkere variant af en øl, jeg faktisk havde været ganske begejstret for. Mørkere øl er for det meste bedre end de lyse, så det var med tilbageholdt åndedræt og forventning om en lækkerbisken, at øllet med et tydeligt “ch’ti!” blev knappet op.

En brusende søjle af ravgyldent bryg rejser sig under en solid, cremet marengsbræmme. I sandhed ambrée! Den søde duft af blommer blander sig med den bitrere note af pilsnerhumle. Smagen mangler i hvert fald ikke fylde. Det er sødt, føles som fløde i munden og giver en pikant krydret note af lakrids og valnødder.

Desværre er brygget bare ikke kraftigt nok. Det er en velsmagende øl, der er venlig og stryger én med hårene, og derfor også hurtigt bliver småkedelig og lidet inspirerende. Ja, den smager måske nok godt, men det er alligevel ikke helt nok. Den mangler simpelt hen saft og kraft til at kunne være mere end bare almindeligt godkendt.

Det mørke øl er altså ikke altid bedre end det lyse. Ch’ti blonde er aldeles anbefalelsesværdig, mens nærværende mørke broder sammenlignet dermed er en skuffelse, uden dog at være noget nær udrikkelig, ubehagelig eller noget i den retning.

Det mest imponerende ved øllet ender med at være skummet, der klæber til glasset i store, fede, cremede mosaikker. Det kan faktisk undre, at øl, der i bund og grund er småkedeligt kan klæbe så flot og se så flot ud.

En opdatering …

En opdatering …
Det er efterhånden længe siden, jeg sidst skrev et redaktionelt indlæg, altså et indlæg, der ikke var en anmeldelse af en øl, jeg har drukket. Der er imidlertid sket ganske meget i mit liv på det sidste – ikke kun på ølfronten, så jeg tænkte, det var på høje tid med en opdatering.
I starten af september flyttede jeg med familien til Irland, hvor jeg havde fundet arbejde. Jeg nåede da også at smage på de lokale varer – kenderne af min blog vil vide, at det skete uden at blive sønderligt imponeret.
Opholdet i Irland kom ikke til at vare længe. Det er kort sagt ikke et land for børnefamilier. Det koster det samme som et hus at få et barn passet, og med to børn, ja, så ville det kræve udgifter svarende til tre husstande, hvis vi begge skulle arbejde. Alternativet, som vi troede vi kunne leve med, at den ene blev hjemme og passe børn, blev sammen med en mere eller mindre forgiftet vandforsyning, et bureaukrati, der får Kafkas skrifter til at ligne en præsteskole på udflugt, og arbejdstider og forhold, der hører 80’ernes England til for meget af det gode …

Så vi tog hjem. Meget tidligere end planlagt. P.t. bor vi hos min kære fader i Hvalsø ved Roskilde, fire mennesker klemt sammen på et lille hummer, hvor vi … egentlig har det ganske hyggeligt, selvom det også er lidt trangt undertiden. Efter 1½ uge på i Københavnsområdet fik jeg desuden arbejde – det var halvt så mange uger, som antal år jeg var arbejdsløs i Aarhus – det kunne man godt tage og tænke lidt over.

Irland gjorde med andre ord det, som vi havde håbet. Landet gav mig den erfaring der skulle til, for at jeg endelig kunne finde beskæftigelse. Selvom besøget var kort, var det alligevel en succes, og bestemt ikke noget, vi ser tilbage på med skuffelse, selvom det også har været en hård tid.

I Hvalsø har jeg også allerede fundet et par ølpushere. Den lokale brugs er en af de største supermarkeder overhovedet på egnen, og trækker kunder fra så fjerne egne som Tølløse, Stenlille og Lejre. Det er klart, at man med et sådan kundegrundlag nødvendigvis må have et ordentligt udvalg i øl … Eller også er det bare sjovt at sige.

Derudover har den lokale fakta ligesom hin i Hasle vist sig leveringsdygtig i et ganske bredt udvalg af både inden- og udenlandske specialøl. F.eks. dette nydelige sæt, der kunne købes for kr. 25,- stykket, fire gange 0,75 l. En højst rimelig pris for godt øl, skulle jeg mene – selvom det selvfølgelig først skal vise sig, hvorvidt det egentlig kun er prisen, der er rimelig.

Der er i hvert fald fortsat masser af liv her i ølbloggen. Det er skønt at være tilbage i Danmark, og inden længe håber vi også på, at vi inden længe kan flytte hjem – helt hjem – det, jeg mere end noget andet sted i verden anser for hjem – hjem på Amager … Jeg har allerede nydt en gang igen at være ude på Sundby Idrætspark for at se Fremad Amager få tæv. Men denne gang kunne jeg nyde det i selskab med min familie.

Først nu har jeg indset, hvor meget jeg har savnet Danmark – og København. Det er skønt at være hjemme igen, og jeg har lært, at jeg og min familie ikke egner sig til livet som immigranter.

Ærø Jule Ale Strong Rudolph, Rise Bryggeri


Juleøl lige i centrum

Jeg har nævnt denne øl tidligere. Den var en af årsagerne til, at jeg i starten af året kårede Rise Bryggeri til årets danske nyopdagelse 2011. Jeg nåede dog aldrig at få øllet anmeldt dengang. Jeg nød den juleaften i selskab med min familie, og det var ikke en anledning, jeg ville spolere ved at kradse noter ned ved siden af de brunede kartofler, and og sovs.

Det var skønt at prøve den igen, og konstatere, at den var lige så god i dag, som den var for knap et år siden. Det er en højrød, næsten bordeauxfarvet sag med gyldent, luftigt skum. Duften præges af sherry med et markant kirsebærelement, og det er jo også duften af jul.
– og smagen. For sherryelementet gør sig også gældende i brygget, kombinerer fylden fra mild portvin, smagen af sød mørk ale og kanten fra en skarp sherry. En alkoholprocent på 7 underbygger, afrunder og udfylder smagsbilledet, men giver altså også risiko for, at man går selskabeligt overrislet fra bordet. Et bittert element af svedsker, hasselnødder og kaffe gør sig også gældende, men i velafstemt og passende styrke, der ikke overdøver de velvalgte søde toner.

Det er en hjertevarm juleøl, der får nissekoret til at synge, så englene får mindreværdskomplekser. Vidunderligt og lige i øjet til den fede, søde julemad – eller bare som en rigtig god hyggeøl til Disneys Juleshow, Året Der Gik-udsendelserne og Anne fra Grønnebakken.

Glædelig Forjul.
5-stjerner

Hoppy Christmas, BrewDog

Noget besk – om alligevel julet.

I år gider jeg – ligesom sidste år iøvrigt – ikke at prøve de gængse standardjulebryg. Det er de gode øl, der skal prøves, og så er det jo dejligt, at godt ikke nødvendigvis er specielt dyrt. Nærværende skotske perle har jeg fundet i COOP til en 15-16 kr, og det er ikke galt for udenlandsk specialøl af den kaliber.

På flasken beskrives den som en varm Jule-IPA, og hvorfor ikke? Hvis man har juleøl, juleale, julebryg og jule-det-ene-og-det-andet, hvorfor så ikke en Jule-India-Pale-Ale? IPA er som bekendt en lys ale, kendetegnet ved sit høje humleindhold og deraf følgende kraftige bitterhed. Bitterhed indgår i mange af julens smagsindtryk, fra milde nelliker over letbranket flæskesvær til frisk rødkål … Det er den rare ende. Den anden ende, den traumatiske, omfatter overmodne, eller slet og ret dårlige, valnødder, mandler og figner. Hoppy Christmas giver lidt af begge dele.

Duften, for at starte et sted, er kraftig, og varsler bittert øl. Der er toner af nelliker, lakrids og anis, allerede her er det ganske juleagtigt, og man imponeres allerede over, at duften er resultat af gedigen brygkunst, og ikke af, at noget ølfremmed er tilsat. Det er en fortrinsvis lys øl – som man kender det fra IPA, med klæbrigt, gyldent skum i store fedtede bobler.

Av! Den smager! Et voldeligt, brutalt frontalangreb på smagssansen, der lammetæves – ikke af en bitter humlekvist, ikke af en gren på tykkelse med en gennemsnitlig dansk juletræsstamme, – næh, en brændende kævle der hamres ned i tungen fra ti meters højde. Bitterheden er knastør med toner af nelliker, lakrids, anis … kommen måske endda. Fornemmelsen af Rød Aalborg gør sit, og det er jo heller ikke sådan helt u-juleagtigt.

Man oplever en rå ølsmag, der får en til at overveje, om øllet er brygget færdigt – om det i virkeligheden er mæsken man sidder med, om øllet burde betegnes råøl, for så kraftigt, uforfalsket, men også uraffineret smager det. Smagsløgene svitses og ligger forkullede tilbage med en eftersmag af aske og kaffegrums. Her opdager man, at det ville have klædt øllet overordentlig godt med noget røgsmag. Man opdager også, at selvom øllet er meget kraftigt bittert, er det som om det alligevel mangler noget fylde.

Endskønt jeg ikke tror, jeg har smagt så bittert øl før, så rammer øllet ikke lige i centrum. Der mangler en struktur – et skellet, der kan underbygge bryggets kompromisløse bitterhed. Øllet virker mere overdrevet end egentlig godt, og selvom der lige er en flygtig antydning af rosebismag, så forbliver øllet bare voldeligt bittert, uden at give ordentlig mundfornemmelse, fylde eller for den sags skyld en varig eftersmag. Som en anmelder på RateBeer siger – watery and weak. Fylden mangler, og det er tydeligt.

Det er en spændende øl, og oplevelsen er stor – omend ikke nødvendigvis behagelig. Jeg elsker selv bittert øl, og jeg kan nyde denne, men savner altså fortsat raffinement i form af andet end bare bitterhed, fylde og eftersmag. Samtidig står jeg ved, at det jeg jagter er den store øloplevelse, og manglen af ordentlig velsmag til trods, er oplevelsen i hvert fald stadig stor.
4-en-halv-stjerne

Sokkeøl, Pladderballe Bryghus (Svaneke Bryghus)

Det er først i november/sidst i oktober … ja, det er faktisk aktuelt j-dag, så hvilken anledning ville være bedre til at tage fat på årets juleøl? Den blev nydt sidst i oktober, hvilket indrømmet er lidt sent i forhold til de første juleforberedelser, der som bekendt starter i supermarkederne omkring midten af september eller deromkring. Som sædvanlig er der også meget juleøl derude, så det er bare om at komme i gang tids nok, og Kajs Ølblog starter med en øl fra Pladderballe Bryghus.

En kommentar til bryggeriet er dog nødvendig, før vi skrider til selve anmeldelsen. Pladderballe Bryghus findes ikke i virkeligheden, det er et fantombryggeri, hvis kvalitetsfulde og succesrige produkter oprindeligt blev skabt på Slotsbryggeriet Føniks. En uheldig række af omstændigheder, herunder en konflikt med slottets ejer, Reedtz-Thott-klanen, at nogle af bryggeriets øl eksploderede, og at produktionen overhovedet ikke kunne følge med efterspørgslen betød, at det lille bryggeri med den store succes blev kvalt i sit eget held.
Konceptet Pladderballe Bryghus rejste sig – i modsætning til bryggeriet – dog som en anden fugl Phoenix (ja sådan foretrækker jeg at stave det – blandt andet for at drille klamphuggerne i DSN) idet det blev overtaget af bornholmske Svaneke Bryghus.
Sokkeøl er Pladderballe Bryghus’ første juleøl, og forventningerne er naturligvis høje, omend garneret med et gran skepsis, da bryggeriet bag mildt sagt har haft svingende held med de bryg, der er blevet anmeldt her på bloggen. Jeg har ikke smagt Pladderballe-øllene igen siden Svaneke har taget over, så dette er også ildtesten for, om Svaneke Bryghus kan holde det nærmest uhørt høje kvalitetsniveau, som Føniks formåede at sætte.
Øllet ser med sin rødbrune farve og orangegyldne skum i hvert fald ganske julet ud. Men det er især duften, der vækker julestemningen. En gennemtrængende em af nelliker og kanel nærmest river i næseborene, så man næsten måtte tro, at rotternes dans om risengrøden allerede er begyndt.
Den smager også af jul, med krydrede og søde toner af kanel, pommerans, sukat, brunkagekrydderi og bitre nelliker i eftersmagen. Det er gennemført juleøl fuld af hygge, velsmag og julestemning. Dog går en lille smule af magien af brygget, når man på bagetiketten opdager, at øllet er krydret med stjerneanis – ja, det er ikke bare brygkunst, der ligger bag – desværre. Når krydderiets prægning af brygget er så stærk, at krydringen udgør selve karakteren frem for blot at afrunde smagen, synes jeg, at det er lidt snyd.
Juletræet er dog ikke af plastic – lysene er blot elektriske, så det allermeste af julestemningen er trods alt intakt. Og øllet smager stadig godt – det er det vigtigste.

4-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme