Et værdigt farvel
Måned: oktober 2012
Beamish, Beamish
Først en bekendtgørelse: Jeg og familien forlader igen Irland og tager hjem til lille Danmark igen. Grundene er mange – den væsentligste er, at vi igen ser muligheder i hjemlandet, blandt andet idet vi ikke tager tilbage til Aarhus, hvor vi kom fra, men til København, hvor mulighederne for alt muligt bare er bedre. Det bliver med mellemlanding hos min farmand på Midtsjælland. Jeg tror ikke på engle eller skytsånder, for det er slet ikke nødvendigt med en ejegod og evigt hjælpsom sjæl som min kære fader.
Vel, beslutningen blev fejret med en tur på The Orchard, Applewoods egen hyggelige pub. Første gang vi var dernede for at få Guinness spottede jeg en anden hane med “Beamish” og tænkte – den må jeg også lige smage engang … som sagt så gjort.
Meget af det, der kunne siges om denne kvælstoftappede stout har jeg allerede sagt om Guinness. Det er tykt, brødagtigt og umanerligt fyldigt, kulsort bryg. Præget primært af brændte noter og humle, kaffe chokolade og karamel er der ikke meget af. Det er en ligefrem og simpel stout, og det brede smagsspektrum, man finder i de rigtig gode danske stouts – ja, det mangler. Jeg glæder mig til at komme hjem.
En pubtur i Irland – og lad mig i den forbindelse give de varmeste anbefalinger til “The Celt” i Talbot Street, hvor vi i lørdags spiste frokost med en god ven fra Danmark, der bor herovre. Jeg fik en fremragende ‘Beef & Guinness stew’ en kødgryde kogt i Guinness – mums! Interiøret er alt, hvad man drømmer om er irsk og pubagtigt. Hvidkalkede vægge, med masser af træ. Træborde, træstole, træbænke og træbeklædning omkring de store søjler i selve lokalet, og træramme omkring den irske uafhængighedserklæring fra 1916 – hvor kom jeg fra? Nårhjo! En pubtur i Irland fungerer lige så godt med en Beamish som med en Guinness. Guinness er bare mere kendt, og kun marginalt anderledes, Og næppe bedre.
Så Beamish eller Guinness it is. Jeg er lidt ligeglad. Jeg savner Ammestout, Sod og Kakerlakpuler fra Danmark, og glæder mig til at kunne nyde dem igen. De smager alle af mere, og er som øl langt mere interessante.
Knockmeal down Porter, Eight Degrees Brewing
Irland er kendt for sine portere, men ikke for sine specialøl. Det i Irland baserede new zealandsk-australske specialølsbryggeri Eight Degrees Brewing har prøvet at rette op på dette ved at lancere Knockmeal down Porter.
Den er købt i Jack Carvill & Son’s Offlicence på Camden Road i Dublins centrum. Det er en pragtfuld butik med et godt udvalg af europæiske specialøl, nydeligt opstillet på høje, slidte, men også robuste gamle reoler. Væggene er mørke, og hele butikken emmer af irsk hygge og råhed på én og samme tid. En gammel irer med klingende Dublin-accent (‘th’ udtales som almindeligt t, navnet på bogstavet ‘r’ udtales “or” med et retroflegeret ‘r’, som man ellers kun hører det i texanske trailer parks, og navnet på bogstavet ‘h’ udtales med et tydeligt ‘h’ i begyndelsen som “haitsj”) betjener samvittighedsfuldt og er ikke karrig med smil eller røverhistorier.
Øllet lægger godt ud med en kraftig farinduft, der peger i retning af en sød stout. Brygget er let brusende, og skummet er kun marginalt tættere end hvad man ser på toppen af en Jolly Cola. Brygget er dog alt for mørkt og uigennemskinneligt til at (dis)kvalificeres som en cola-stout.
Duft og smag følges dog ikke ad. Smagen er først og fremmest brændt, med en dominerende aroma af hårdtristet kaffe, malt, røg og en anelse fish and chips serveret på en beskidt industrihavn ved fyraftenstid. Men altså kun en anelse. Vi er ikke ovre i noget, der i kraft eller viskousitet minder om Guinness, endsige da Limfjordsporter. Til gengæld behager den smagsløgene finurligt og er bestemt en nydelse, hvilket også er godt, selvom man godt kunne have ønsket sig noget mere fandenivoldsk, nu hvor der trods alt er tale om en porter.
Desværre tager den gode smag også af, efterhånden som brygget hviler, og en småsyrlig kant holder sit indtog. Det er ærgerligt, for en god porter bør kunne nydes længe, og bør ikke sådan tage skade af at stå lidt. Det gør denne porter, og det er så afgjort et minus.
Der er vitterligt langt mellem snapsene blandt irske specialøl.
Barefoot Bohemian, Eight Degrees Brewing
Det er velnok passende at indskyde her, at bryggeriet ikke er rent irsk, men en joint venture mellem en australier og en new zealænder, der begge er irsk gift. Det multikulturelle islæt er nydeligt illustreret i tre små signaturpiktogrammer på bagetiketten.
Barefoot Bohemian, er en raffineret pilsner i den forstand, at den ud over at være brygget af bygmalt også indeholder hvede. Hvad det ydre angår ligner den da også en pilsner, omend den orange farve trænger kraftigere igennem, og det brusende skum er tydeligt gyldent. Duften er krydret af gran og blomster.
Smagen er ovre i det tørt bitre, som man kender det fra andre smagfulde pilsnere, og det på en rar, varm og kærtegnende måde. Dertil kommer et tydeligt krydret præg af lakrids, gran og – ja, et lille gran salt såmænd.
Fylden er godkendt, omend ikke overvældende, og bitterheden rammer smagsløgene med overraskende kraft, der i sig selv er oplevelsen værd. Meget bedre bliver en pilsner kun sjældent, og når et bryggeri i landet, der ellers er bedst kendt for sine portere kan ramme en undergæret tjekkisk øltype så godt, så glæder jeg mig virkelig til den stout, jeg har liggende fra samme bryggeri.
Ór Golden Ale, Trouble Brewing
Trouble Brewing … something interesting.
Jeg må erkende, at jeg er kommet lidt skævt ind på det irske marked for specialøl. Fanfarerne og triumferne er udeblevet, og erstattet af en amatørkoncert for kazoo og blokfløjte. Jeg prøver at se kvalitetsniveauet i sammenhæng med mit indtryk af den irske mentalitet, og må erkende, at det faktisk passer sammen på en måde, der ender med at være lidt uheldig for øllet.
Irerne er ikke-så-meget-pis ligefremme, nøjsomme og mådeholdne. Vi taler om et lille folkeslag, der ved stædig overlevelsestrang overlevede både kartoffelpest og britisk overherredømme … samtidig. Det er mennesker, der har lært at klare sig, og klare sig godt, med den smule de har. Lidt ekstra godt anses for unødigt fyld, der både er udtryk for ødselhed, og for at gøre ting, der kunne være simple, unødigt komplicerede.
De er samtidig meget imødekommende mennesker, der ikke er kede af – nej de er stolte af, glade for og beærede over, at folk fra andre lande kan få den forrykte ide at flytte til deres fattigdoms- og hungersnødsplagede land for at arbejde. I irernes øjne er Irland ikke et land, man flytter til – det er et land, man flytter fra, og glæden ved fremmede er derfor for det meste stor.
Så mens irerne har modtaget min lille familie og mig med åbne arme, brænder nøjsomheden og modviljen mod at gøre noget særligt, og ønsket om at holde alt så simpelt som muligt igennem på ølsiden. Trouble Brewing gør i sin markedsføring ellers meget ud af at være nytænkende, med fine tegneserieillustrationer på forsiden. Indholdet til gengæld afslører, at den nøjsomme, simple og ukomplicerede tilgang til tingene også slår igennem her, ligesom den gjorde hos sin broder, Dark Arts Porter tidligere på bloggen.
Farven er ravgylden, og passer dermed fint til sit navn. Ór betyder forresten Guld på irsk (et sprog som jeg selvfølgelig har kastet mig ud i at prøve at lære – fordi jeg kan). Af duft præsterer den ikke det store. Den kan beskrives som våd og bitter, måske med en antydning af grannåle.
Smagen er i første omgang bitter, efterfulgt af et sødt skud af letsyrlige æbler. Herefter tager det bitre over igen, som brygget når svælget. Det er en let IPA-agtig bitterhed med en snert af gran, men aldeles uden en IPA’s styrke og intensitet.
Den kan mest positivt beskrives som en velsmagende tørstslukker. Den syrlige æblesmag tager noget af bitterheden, hvilket gør den letdrikkelig, men det berøver den altså også intensitet. Det mest positive, man kan sige om den, er måske, at den ikke kommer til at smage værre af at blive drukket langsomt og få temperatur. Men hvad skal man egentlig bruge det til, når det alligevel er en letdrikkelig øl, lige til at hælde i løgnhalsen?
Irerne har vitterlig meget at lære endnu, når det gælder mikrobryg – såfremt Trouble Brewing er toneangivende, forstås. Navnet ‘Trouble Brewing’ ser indtil videre ud til at være blevet en ufrivilligt vittig beskrivelse af bryggeriets noget ubehjælpsomme forsøg på at lave interessant øl.
Seneste kommentarer