Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: september 2012

Dark Arts Porter, Trouble Brewing

Der er visse ting ved den måde, vi har indrettet vores liv på herovre på den hiberniske hovedø, der ikke er så hippieagtige, som vi måske kunne have ønsket. Fx er det manden, der går på arbejde, mens hustruen bliver derhjemme og passer børn … Det er den måde, det passer os bedst at indrette os, for børnepasning koster, hvad der svarer til et mindre palæ i den karakteristiske grå irske granit.

Og når min kære viv sådan er hjemme hele dagen med to små børn, er vi begge godt trætte når vi kommer hjem, og så er det jo skønt, at vi alligevel mønstrer overskud til fortsat at lave lige så god mad, som vi gjorde derhjemme i Danmark. Økologiske råvarer af god kvalitet kan også erhverves i Irland – det er lidt sværere, men ikke dyrere, og kender man først de listige steder, hvor man kan få det, man har brug for, så ender det med ikke engang at være så forfærdeligt meget vanskeligere endda. Tesco er vores ven – de bringer ud for den nette sum af 5 Euro. Det er ingenting, og virkelig værd at give ud for at slippe for slæb.
Det er nu ikke i Tesco, jeg køber øl. Det gør jeg i vores lokale Off-License, der blandt andet rummer et ikke uanseligt udvalg af både inden- og udenlandske specialøl. Jeg har dog tænkt mig at koncentrere mig om de irske specialøl i første omgang, for mange af specialøllene herovre ved jeg, man også kan få i Danmark. Det ved jeg til gengæld ikke, om man kan med de irske specialøl, så dem har jeg valgt at kaste mig over mens tid er. Vi har trods alt ikke tænkt os at blive herovre for evigt.

Jeg måtte lede lidt i den lokale Off License, før jeg overhovedet fandt irsk specialøl. Åbenbart er det ikke noget, de er kommet særlig langt med endnu. Men flot så den i hvert fald ud, med en en fin tegneserieillustration og et vittigt ordspil i både bryggeriets og øllets navn.

Dark Arts Porter – en øl, der måtte være mørk på mere end én måde. Bryggets lød er dog langt fra så mørkt, som visse andre irske portere og stouts‘. Faktisk er der tale om endnu en ‘colastout’, som jeg fra nu af vil ynde at kalde dem. Det er en snarere brun end sort øl, med godt med kulsyre i en top, der mere ligner brus end skum. I dette tilfælde ganske klæbrigt brus, forstås – men brus ikke desto mindre. Duft er der praktisk taget ingen af – et syrligt stik af slatten grape måske, men meget fortyndet og vagt.

Heldigvis er der da noget smag at komme efter. Bagetiketten lover en øl, der ikke er præget af humle, men af malt, og den køber jeg. Det er en ganske fyldig øl på den bitre side, men der er ikke tale om tør, krasbørstig bitterhed af humle, men af varm, kærtegnende kaffe, tilsat karamel og en sjat rom. Dertil kommer en let sodavandsagtig syrlighed af citronvand og et stænk grape. Man slipper heller ikke for en snert af sodavand i smagen, men det komplimenterer nu det samlede billede mere end det ødelægger.

Ligesom det irske temperament er aromaen ligefrem og ukompliceret, uden at være usofistikeret. Det er en øl, hvis aroma er nem at finde rundt i, man skal ikke lede efter smagsindtrykkene og disse er i øvrigt velkendte – what you taste is pretty much what you get. Til gengæld er der ikke de store overraskelser, det er ikke en øl, der bliver mere spændende af at blive holdt længe i munden, og den mangler de finurligheder og gesvejsninger, der kendetegner rigtigt gode øl.
Jeg havde måske ventet lidt mere af en øl med en så fin tegning på etiketten. Men heldigvis er der flere øl fra Trouble Brewing i den lokale Off License, der bare venter på at blive testet. Dem vil jeg glæde mig til, og håbe, at der er større oplevelser end denne – i øvrigt mere end godkendte af slagsen.
4-stjerner

Hobgoblin, Wychwood Brewery

Så fik jeg den endelig smagt! Hobgoblin, som jeg husker, at jeg allerede for en del år siden så stå i flere af Coops supermarkeder. Jeg husker ikke længere hvilke i detaljer.

Jeg havde lidt svært ved at tage den tegneserieagtige markedsføring alvorligt dengang, og det er sandelig godt, at jeg har ændret syn på den slags siden, for nu synes jeg bare, det er festligt. Nærværende eksemplar er i øvrigt købt i den lokale ‘Dunnes‘-supermarked her i Swords. En af de ting, jeg var spændt på, da vi flyttede hertil var naturligvis udvalget af øl i supermarkederne, og min foreløbige konklusion må betegnes som noget i retning af ‘ikke så god som jeg havde håbet, ikke så dårlig, som jeg havde frygtet’.

Øltraditionen er formentlig lidt anderledes her i Irland. Min fornemmelse er, at øl ikke i samme grad er noget, man drikker derhjemme, som noget, man drikker ude i byen. Og hvis man vælger at drikke en øl derhjemme, findes der nogle relevante alternativer til supermarkederne, hvis man vil have noget ordentligt, nemlig de såkaldte Off-licenses. I Off-licenses er udvalget stort både geografisk og stilmæssigt, uden dog at være helt så veludviklet som det danske marked for specialøl, det være sig hjemlige som udenlandske. Ellers er servicen god og prisen derefter. Min fornemmelse er dog, at den sammenligning jeg er stødt på mellem Off-licenses og de nordiske systembolag, er temmelig meget skudt forbi. Ud over den oplagte forskel, at Off-Licenses ikke har monopol, så er udvalget simpelt hen ikke af samme kaliber, som den jeg kan ane systembolagene har, ud fra mine nordiske medbloggere.

Vel, en levende pubtradition og Off-licenses kunne godt se ud til at presse supermarkederne til at satse på det sikre. Hylderne byder på Carlings, Carlsberg, Corrs Light og en lang række andre britiske, tyske og europæiske pilsnerprodukter, som nærmest stråler af mainstream og middelmådighed … Indtil man når ned til den måske halve hyldemeter, hvor øllene på toppen fortsat er ligegyldige pilsnere (dog med et større indslag af mainstream-stouts end man kender det derhjemmefra (ikke at vi overhovedet har et begreb som mainstream-stouts, men lad det nu ligge)), og øllene længere nede er en kende mere interessante. Her kan man få enkelte udvalgte øl fra mindre bryggerier – typisk engelske, hvor Hobgoblin hører til noget af det mest eksotiske, man kan finde. Efter øllene kan man til gengæld glæde sig over et stort udvalg af rigtig cider, helt uden Somersby. Er man ciderentusiast er der rig mulighed for at få tørsten slukket i Irland – hvorvidt udvalget er spændende og interessant skal jeg dog ikke gøre mig klog på, da det ikke er cider, jeg interesserer mig for.

Hobgoblinen til gengæld … den britiske version af drillenissen er en halvmørk, faktisk ganske rød øl. Det er slet ikke ved siden af, når der på etiketten står, at det er en ‘ruby beer’. Skummet er sodavandsagtigt brusende, og næsten orange i løden. Det næsten larmer, mens det afbruser og efterlader en ganske tynd film af små bobler på overfladen af brygget. Det er bestemt ikke skummet, der er det mest imponerende ved øllet, omend dets farve er flot alt den korte stund det kan ses.

Brygget er praktisk taget duftløst. Lige meget hvor langt, jeg stak gynteren ned i glasset, og sniffede som en teenager på ‘In’ i slutningen af 90’erne, opfangede mine olforiske sensorer intet. Først da glasset kom for munden begyndte brygget at kunne sanses, og heldigvis skuffede det ikke.

Det er en sød og fyldig øl, nydeligt afstemt med en dertil passende bitterhed. Der er cirka lige dele malt og karamel, lige dele farin og kaffe, så bittert og sødt mødes, og danser en fin lille støvledans på smagsløgende – sådan som nisser nu engang har for vane. Den karamelagtige sødme fylder mundhulen, med en antydning af syrlig appelsin og ananaskirsebær. Samtidig smyger den nøddeagtige bitterhed sig om gummerne langs kindtænderne, og kilder pikant mandlerne. Efter nedsvælgning kan bitterheden længe mærkes som en dis i hele mundhulen.

Det er en rar, blød og fyldig øl, der faktisk også formår at drille smagsløgende en smule med sin udfordrende syrlighed. Men alt er vel afbalanceret, og der er intet der snubler, trimler eller falder på grund af drillerierne – der skabes en lige præcis passende dynamik imellem smagsindtrykkene, så brygget ikke bare hviler dovent i sin egen ensartethed med risiko for at blive kedeligt og selvfedt.
4-stjerner

Guinness, Diageo

Tá an bheoir dubh i hÉirinn*

Hej igen. Og først og fremmest undskyld for den lange ventetid. Som jeg fortalte læserne for en halvanden måneds tid siden, er jeg nu flyttet til Irland med hele familien … Eksklusive papsøn, desværre. Der er meget, der skal holdes styr på, både før og efter en emigration, og derfor har jeg prioriteret familie og flytning, samt start på mit arbejde (som bekendt var det fordi, jeg havde fået sådan et, at vi flyttede) frem for ølbloggen.

Men nu er der så endelig lidt tid igen. Og hvilken øl og venue ville være bedre til en opsamling på ølbloggen, end en Guinness på en rigtig irsk pub? Nej, I behøver ikke svare, spørgsmålet var retorisk. Vores lokale pub her i Applewood, Swords, County Dublin, hedder passende Orchard – i får den lige igen … Applewood, Orchard, jo, det er lige så charmerende som det er klicheagtigt.

Men det lykkedes så endelig mig og familien at finde tid og overskud fredag efter fyraften til at smutte en tur ned på Orchard, så jeg kunne få en pint. Indenfor forefandtes interiør som taget ud af en Lovejoy-film (endskønt disse er lavet og foregår i imperiet – men lad det ligge) med den brovtne, fodboldtrøjeklædte flok midaldrende individder, der så horse race på storskærm, og tydeligvis havde moneter på højkant, den ældre stamgæst på barstolen i hjørnet, (hvis halvtomme glas kan ses i baggrunden på første billede) og bartenderne, der ikke var blege for at mænge sig og hygge med gæsterne, når der ikke var travlt.

Guinness kræver næppe nogen større introduktion. Det er en irsk stout med det velkendte umanerligt cremede kaffeflødeskum. Nærmest tættere end brygget selv er det, med de samme ristede og maltede toner, der præger det natsorte bryg.

Familien var også med :-).

Men hvordan smager den så – egentlig. Nærværende anmeldelse er indtil videre positivt påvirket af, at den blev nydt på en irsk pub. Det gør jo sit. Men man opdager også snart, at Guinness’ rygte og brand er stærkere end selve brygget. Det er først og fremmest en fyldig stout. Man kender fornemmelsen af havregrød kogt på sort kaffe, som den giver i munden. Smagen derimod er lidt sværere at fange. Bitre, ristede kaffetoner er der da, ledsaget af en let karamelagtig sødme. Men det er faktisk ikke særlig markant noget af det. Jeg undgår ikke at bemærke, at en Guinness faktisk kan være læskende, og det er ikke ligefrem tegn på nogen særlig markant stout.

I min optik skal en stout enten smage af karamel og farinsukker, eller af sort kaffe, skibsbeg og sod. Til sammenligning minder Guinness mest om letristet toast med en dråbe honning. Meget hyggeligt, men i grunden ikke specielt interessant.

Nuvel … Guinness lærte mig at holde af stout, og det er jeg den evigt taknemmelig for. Men nu er det for længst blevet tid at komme videre. Jeg har udviklet mig, og ved, at der er mange andre mere spændende og krasbørstige stouts derude, som jeg i grunden hellere vil drikke.

Men i hygge og originalitet og som brand er der fortsat ikke mange øl, der kan gøre Guinness rangen stridig. – Jo øllet er så sandelig mørkt i Irland.
3-en-halv-stjerne

*Ja, manchetten er muligvis rettet siden du kiggede sidst.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme