Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: august 2012

Hvede I.P.A., Indslev Bryggeri

Hvis læserne synes, at anmeldelserne hænger lidt løst i øjeblikket, er det ikke skudt helt forbi. Familien er undervejrs med store planer – måske … Vi ved det ikke, og hvad planerne går ud på, skal læserne nok erfare, når vi ved, om det bliver til noget. Indtil da må I holdes hen i åndeløs spænding. Planerne betyder imidlertid også, at jeg ikke har så god tid mellem anmeldelserne, som jeg ellers ville have. Jeg vil egentlig gerne igennem den nuværende beholdning før planerne bliver til noget, for når jeg ikke det, så må de tiloversblevende øl vente – måske meget længe.

Nu til dagens øl. I.P.A. er ikke en IPA. Det kan godt være, at navnet ligner, men bryggeriet har været ærlige nok til lige under navnet at vise, hvad forkortelsen i dette tilfælde står for – Indslev Pale Ale, og ikke India Pale Ale. Sidstnævnte forkortes som regel også uden punktummer.

India Pale Ale er brygget på byg, mens Indslev Pale Ale til dels er brygget på hvede. Indslev Bryggeri er som bekendt et hvedeølsbryggeri – det eneste rene hvedeølsbryggeri i Danmark. Af denne grund kan I.P.A. fra Indslev slet ikke være en IPA. Men nu videre til øllet …

Farven er lækkert mørkegul med luftigt og relativt hurtigt faldende, gyldent skum. Det har en syrligt sød og frisk duft af lime. Smagen er en spændende blanding af sødt og bittert. Aromaen er skarp som en nyslebet kniv, og nærmest skærer i tungen med sød hyldeblomst og tør, bitter humle. Som en let tåge fordamper en elegant bismag af roser sig i ganen, og giver det hele et fyldigt og pikant pift til sidst.

Eftersmagen er kraftigt sød af hyldeblomst, og det må siges at være overraskende. Selvom det faktisk ikke skulle passe, at man smager bittert til sidst, fordi de bittertsmagende smagsløg skulle sidde bagerst på tungen, oplever man alligevel oftest humlen i bismagen. Her er der mere hyldeblomst, mens bitterheden dog stadig kan spores ved gummerne.

Alt i alt en solid, sød og humlebitter oplevelse. Der er lidt af alt godt, og trods de tørre, humlebitre toner, er brygget alligevel vederkvægende og friskt. Øllet har en rigtig god kombination af ellers ret traditionelle smagsnuancer, og er bestemt et køb værd.

Nårh ja – øllet blev nydt til svinemørbradbøffer stegt i baconfedt. Alt bliver bare bedre med bacon!
4-en-halv-stjerne

Blanche de Namur, Bocq

Joeh – i betragtning af, at det er en wit-bier …

Jeg tror nærværende øl er den eneste øl, jeg indtil videre har anmeldt, hvis bryggeri har et ‘Q’ i sit navn. Jeg har altid syntes, at ‘Q’ var et fedt bogstav. Fuldstændig overflødigt og unødvendigt, for hvorfor dog have et særligt bogstav for k-lyden bare fordi den kommer før en v-lyd?

Og ja, det er helt rigtigt forstået; jeg elsker bogstavet, fordi det i bund og grund er fuldstændig overflødigt. Det er kun bibeholdt af etymologiske og (bilder jeg mig ind) æstetiske hensyn. For det ser sq da også smukkere ud, når man på engelsk eller tysk ser ordene “Quality, Equivalent, Quadrat” eller “Quasi”, sammenlignet  med det danske “Kvalitet, Ækvivalent, Kvadrat” eller “Kvasi”, synes I ikke?

Vel, det skal ikke skille os ad. Det er jo trods alt også øllet, der er det vigtigste.

Ifølge Google Translate betyder Blanche de Namur “Hvid fra Namur” og det var også, hvad jeg selv kunne oversætte det direkte til, så hvorfor dog have en oversættelsesmaskine, der alligevel bare siger det samme som én selv? Jeg foretrækker nemlig at oversætte det lidt friere: [Det] Hvide [Øl] fra Namur. Det er nemlig en vallonsk wit-bier fra hjertet af Belgien.

Så vi er ved det infame wit-bier igen, stilen jeg har slået hånden af på, ligesom jeg har med R&B og Dance-musik. Men som med alle øl jeg finder, så skal de helst prøves! Især når de endnu engang kan fås i Fakta til en billig penge.

Stilen wit manifesterer sig kraftigt. Det er en ultralys øl, lyst citrongul i løden og lettåget. Man er et øjeblik i tvivl om, hvorvidt navnet wit i virkeligheden hentyder til farven, og ikke til hveden den er brygget på. Det lyse ydre kunne næsten lige så godt beskrives som en mørk nuance af råhvid snarere end meget lys gul. Skummet er også lyst, næsten selvlysende hvidt, fyldigt cremet og med en helt overdreven overfladespænding. Det klæber til glasset i store flødeagtige klatter, efterhånden som øllet drikkes. Duften er syrligt frisk, men noget tynd. Den minder om lime i vand og er som sådan både rar og forfriskende – men også lidt intetsigende.

Det er en øl til ganen og svælget og ikke til smagsløgene. Den slukker effektivt tørsten med sin friske syrlighed, så selvom den ikke smager af så meget, overgår den allerede her de andre wit-bier, der er testet her på bloggen. De har mestendels smagt af gær, og efterladt en knastør gærkvalm fornemmelse i svælget, som man mest har lyst til at skylle ned – nogle gange endda ud – med et stort glas vand.

Det har man ingenlunde lyst til her. Øllet er vitterlig vederkvægende og så småt viser der sig faktisk også noget smag i brygget. Det er ikke kun en letgæret (på den rare fyldige måde) blanding af vand og lime. Den har også en tydeligt sød kant, der mærkes ved gummeranden med aroma af hyldeblomst.

Hele oplevelsen er dunlet, og hellere det end den gærede surhed, der indtil videre har været stilens kendetegn. Det behøver åbenbart ikke være sådan, og det var rart at finde ud af. Ikke desto mindre er det fortsat en letbenet – for ikke at sige tynd omgang, og jeg tvivler fortsat stærkt på, at noget wit-bier nogensinde vil blive oplevet som egentlig god af undertegnede.

Indtil videre er bedste resultat det nærværende, og kun lidt over middel.
3-en-halv-stjerne

St. Feuillien Triple/Tripel, Brasserie St. Feuillien

Værdig finale

 
Jeg er så småt ved at få styr på hængepartierne. I dag gælder det den tredje klosterbryg fra St. Feuillien, Triple, der som bekendt blev købt i Fakta for efterhånden alt for lang tid siden. I Fakta kunne man også købe den i en fin, handy udgave på 0,33 l. i modsætning til Kvickly, som jeg tilfældigvis frekventerede i dag, hvor den kun kunne fås i vinflaskestørrelse. Det er fint, hvis man vil dele en øl – men selv hvis man vil dele, kunne man jo også bare købe to flasker på 0,33 l. – så jeg kan ærligt talt ikke forstå fidusen med de store kvanta.
Vel, i modsætning til Chimays blå øl, er St. Feuilliens blå en fortrinsvis lys øl under en skinnende hvid marengsmasse – ja med noget større bobler ganske vist, men alligevel. Duften er sødt vinøs og lige en tand sprittet, uden at det endnu skæmmer det samlede billede.
Øllet har en fløjsblød og venligt masserende sødme, der hurtigt trænger langt ned i tungens smagsløg, til øjeblikkelig velvære. Der er tydelige noter af blomsterhonning og nektar som man kender det fra syrenblomster, og med et let, ledsagende bittert strejf af mjødurt. Det er faktisk en ganske mjødagtig fornemmelse, brygget giver, hvis man ser bort fra kulsyren, der er ganske fremtrædende. Sødmen tager noget af i eftersmagen, der er bittert krydret af nelliker, det skaber variation i et smagsbillede, der ellers er lige ved at slå over i det kvalmt søde.
16 kr. i Fakta for sådan et lille mesterværk kan man ikke sige noget til – eller det kan man jo egentlig godt. Fx kan man sige, at det er en rigtig god pris for så godt øl.

5-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme