Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Month – august 2012

Jezek, Pivovar Jihlava

Blid og kraftig.

Nærværende tjekkiske pilsner blev købt i Torvehallerne, København,  sammen Black Liquorice Stout – den lidt for smarte lakridsøl, der ikke formåede at imponere i forhold til, hvad den var blæst op til.
Helt anderledes forholder det sig med dagens øl – en i grunden simpel pilsner, men fra pilsnerens oprindelige hjemstavn, Tjekkiet.
For det er imponerende, hvad tjekkerne kan med lidt vand, gær, humle og malt – her et relativt mørkt pilsnerbryg, hvilende et sted mellem dyborange og nøddebrunt, med hvidt, cremet skum, der klæber til glasset i tynde mosaikker. Duften er ren og ukompliceret af bitter og kraftig humle.
Det er dog i smagen, at den store oplevelse indtræder. Det er en meget fyldig pilsner, med en tæt, bitter smag af lyst træ. Det kan lyde krast, og det ville det også være, hvis ikke fylden og det bløde vand ikke havde afrundet smagen, så den nærmest ruller masserende hen over tunge og smagsløg. Smagen er kraftig – og alligevel nærmest gemt i en boble, der kun tillader den behagelige del af en kras bitterhed at trænge igennem, og det på den blideste, blødeste og rareste måde, man kan forestille sig.
Og det er da også dejligt med øl, der river og flår – helt afgjort! Men når øl kan være så bittert som denne, smage af så meget, besidde så megen fylde – og alligevel føles som nervøs velour mod den fineste silke rullet ind i det blødeste fløjl – så er det sgu imponerende alligevel!
Jeg læser p.t. Carsten Berthelsens bog “Ølrejsen” hvori det fremgår, at tjekkerne helst drikker øllet tappet fra fad, og at øl i flasker betragtes som et nødvendigt onde. Dette nødvendige onde gør det rigtig godt på flaske, og det ville glæde mig, om jeg kunne prøve den på fad engang, for så må der – hvis der er noget om tjekkernes snak om øllets bedre kvalitet på fad – virkelig være en oplevelse i vente.
4-en-halv-stjerne
 

Leffe Blonde, InBev/Anheuser-Busch

Kapitalistisk klosterbryg

Jeg anede det ikke! Leffe brygges af InBev og distribueres af Anheuser-Busch-gruppen, der står bag nogle af verdens ringeste øl. Det er ikke fordi jeg af den grund skammer mig, eller fortryder, at jeg har købt eller drukket den, endsige da delt den med vores gode ven af huset, Ole. Nej, jeg slås med undren, da jeg ikke havde troet, at bryggeriet, der er notorisk kendt for sine tynde bryg, og for at sagsøge andre producenter ind i helvede fordi de ved, at de suger til at lave ordentligt øl, faktisk formår at fremstille kvalitetsvarer.

Vel, Leffe er jo ikke Anheuser-Busch’ påfund. Oprindeligt er det et klosterbryg fra den belgiske provins Namur, og selvom øllet i dag brygges på Stella Artois’ bryggeri i Leuven modtager klosteret (der i mellemtiden har været ødelagt af jordskælv, bombet og været gennem andre genvordigheder, hvorefter det siden er genopbygget) fortsat royalties for øllet. Så Anheuser-Busch forstår i virkeligheden kun at trække penge ud af brandet, men ikke den innovation, der ligger bag. Alt har sin forklaring.

Men øllet smager jo godt – multinationalt bryggerikonglomerat eller ej. Der er tale om en blonde, altså hvad der i Belgien svarer til en slags pale ale, i hvert er det en overgæret, fortrinsvis lys øl, til dels brygget på hvede. Sidstnævnte er formentligt særligt for de belgiske lyse ales. Det ville dog ikke være rimeligt at sammenligne den med de tyske weissbier – dertil adskiller den sig for meget i karakter.

Det mærkes allerede i duften, der er langt tungere, mens weissbier snarere er friskt og let. Til stede er også en markant spritnote, der dog klæder den søde duft af franskbrød, blommer og mørkt sukker ganske udmærket. Allerede ved skænkningen kan man også beundre det gyldne bryg – og skum, der klæber smukt til glasset.

Sødmen dominerer smagen. Der er et tydeligt indslag af vanillekranse med rigeligt sukker blandet med friske mandler – altså sådan nogle man spiser. De mandler man altid har i munden – med mindre man har fået dem fjernet selvfølgelig – registrerer fylden, der udgøres af en tæt blomme-fersken sødme, der afløser vanillekransene ved mellemtungen. Der er noter af gær med – men ikke på en måde, der skæmmer det samlede billede. Eftersmagen giver en antydning af humlebitterhed, der forstærkes af en vis sprittethed, som jeg personligt synes er velgørende, men for andre måske vil forekomme på kanten af det harske. I det hele taget har øllet et markant spritelement, der faktisk undrer, eftersom øllet trods alt ikke holder mere end 6%. Også det var medsmageren enig i. Øllet var ikke for sprittet, omend alkoholelementet kunne mærkes uden at skæmme.
4-en-halv-stjerne

H. C. Andersen Eventyr, Royal Unibrew (3 spritterøl fra Royal Unibrew III)

Overraskende slutspurt

Det er rart omsider at få ordnet dette hængeparti, der har stået i køleskabet, og ventet og ventet på at blive åbnet. Men jeg gider personligt ikke at drikke mig halvfuld, med mindre der er en ordentlig anledning, og det var der først i går aftes, da en nær ven af familien var på besøg for at sige farvel, før vi tager til Irland.

Hele 9 procent er den på (øllen, ikke vennen). Det er dermed en øl, der er egnet til at dele, med mindre man da absolut vil være fuld af en enkelt øl. Delt blev den altså, ligesom den Leffe Blonde, som bliver anmeldt i næste indlæg.

H. C. Andersen Eventyr er en ekstrastærk pilsner, formentlig boosted med rigelige mængder glucosesirup. Som en pilsner ser den også ud – farve og viskousitet måske lidt mørkere og lidt tykkere end vanligt, mens skummet er fladt og kedsommeligt, som man kender det fra den danske pilsner. Duften er skrapt sprittet og en smule vinøs, men ikke overraskende mest sprittet. Ellers er der ikke meget at sige om duften, der undtagelsesvis ikke emmer af besk til harsk humle, der på forhånd giver én hovedpine.

Smagen rummer en overraskelse. Det er en fortrinsvis sød øl. I modsætning til stort set alle de andre spritterøl, er humlen ikke specielt bitter, endsige harsk, de rigelige mængder alkohol giver en god men ikke overdrevet fylde. Nøgleordet er vinøsitet, og netop den fornemmelse styrkes, hvis man trækker lidt luft hen over tungen, mens man lader brygget hvile i munden. I eftersmagen træder humlens bitterhed dog frem, lettere besk – men slet ikke harsk, som man kender det fra de allerværste spritterøl.

Gæsteanmelder Ole var langt hen ad vejen enig i vurderingen, og vi endte begge på fire stjerner til en øl, som jeg personligt husker som aldeles rædsom. Det er også mange år siden, jeg sidst har prøvet den, og det er godt at vide, at nogle ting såsom smagsløg udvikles med alderen, og giver én lejlighed til oprigtigt at blive positivt overrasket.
4-stjerner

Ch’ti Blonde, Brasserie Castelain

Aggressiv og uudtalelig perle – mums.

 
Jeg kan ikke fransk. Jeg prøvede at lære det et år på ungdomsskolen, men i modsætning til russisk og nu – gaeilge – fangede det mig aldrig. Jeg bliver derfor læserne svar skyldig i, hvordan navnet på dagens øl udtales. Gætte kan man selvfølgelig altid – jeg gætter på et onomatopoetikon, der måske beskriver et nys, eller et endnu bedre bud kunne være lyden kapslen, der letter på flasken.
Når det sker, og øllet er skænket – koldt, 6 grader er anbefalingen – kan man nyde den kraftige, fyldige og lækre duft af franskbrød, ledsaget af en smule alkohol og metal. Sjældent er det en nydelig blanding, men netop her, passer den fint ind, idet den yder den bløde franskbrødsduft en skarp kant. Øllet er da også tilsat glukosesirup baseret på hvedestivelse, hvilket måske kan forklare duften. På farven ser den dog ikke særlig hvedeagtigt ud. Det er en fortrinsvis lys øl, der i duft og smag adskiller sig meget fra en pilsner, mens udseendet sagtens kunne snyde en til at tro, at det blot var en undergæret europæisk byg-øl, man stod med.
Det allerførste indtryk er fortrinsvis sprittet, men der melder sig hurtigt et indslag af kraftig sødme. Kombinationen af sødt og sprittet giver indtryk af de gærede frugter, som hvepsene i disse dage æder og bliver fulde og aggressive af. (Ser man det fra hvepsenes synspunkt, har man på denne årstid gjort, hvad der skulle til for at næste års kuld hvepse kan flyve ud og gøre livet surt for godtfolk, så nu er det eneste, der venter én den visse død, formentlig af frost. Jeg forstår godt, at hvepse er fulde og aggressive i øjeblikket). Sødmen har nærmere bestemt karakter af helt modne til overmodne/gærede ferskner og en fylde, der igen minder om hvidt brød. Oveni følger den letmetalliske smag fra duften, og igen virker det på forunderlig vis ikke ødelæggende, det gør øllet lidt skrappere på en ikke uelegant måde. Eftersmagen er bittertsprittet af humle med en pikant og tydelig note af marzipan.
Alt i alt er Ch’ti Blonde en kraftig, for ikke at sige kras omgang, der med noter af sprit og metal nok skal jage  de fleste festdrankere væk så snart øllet er knappet op. Samtidig er den overraskende idet sødme, sprit og metalliskhed faktisk spiller rigtig godt sammen, og giver en ret unik – omend ikke ligefrem rar – øloplevelse.

4-en-halv-stjerne

Black Liquorice Stout, Midtfyns Bryghus

Snyd uden ordentlig effekt

Jeg har besluttet mig for, at hver gang jeg anmelder en øl fra nu af og til afrejsen til Irland, vil jeg tage den, jeg har størst forventning til. Sådan kan jeg forhåbentlig stadig nå at anmelde de bedste af de alt for mange øl jeg har tilbage i køleskabet. Således i dag Liquorice Stout fra Midtfyns Bryghus.

Det er jo åbenbart så ‘in’ for tiden at putte lakrids i alt muligt, så hvorfor ikke i øl? Det er nu ikke nogen ny ide – Thisted Bryghus har alle dage tilsat deres Limfjords-Porter lakrids, så hvis Midtfyns Bryghus tror, at de ud over at være trendy også er trendsættende og nyskabende, tager de så grueligt fejl. Øllet blev ellers købt i sommerferien, der også i år gik til København, og det endda på et af de vildeste nye trendsteder – Torvehallerne tæt på Nørreport. Det er bestemt et besøg værd.

Men vi ved også fra Limfjords-Porteren, at tilsat lakrids kan være medvirkende til at skabe endog aldeles vellykkede øl. Duften skuffer da heller ikke, selvom det ikke lige er lakrids, der springer i tankerne først. Det gør derimod … kage. Chokoladekage med et kraftigt indslag af vanille. Det er i sandhed en speciel – og overordentlig velgørende og lovende duft. Farven minder til gengæld meget om lakrids. Det er natsort med brusende lysebrunt skum – måske lige tyndtflydende nok til en ordentlig stout. Brygget er tydeligvis filtreret.

Duftens lovende karakter går desværre ikke igen i smagen. Der mærker man til gengæld i den grad den tilsatte lakrids. Det er ikke en diskret bismag eller et addendum til fylden, sådan som man kender det fra Limfjords-Porteren. Nej, det er en tør, anmassende og stikkende lakridssmag, som man kender det fra rent lakridspulver.

Et interessant indslag, men ikke just øl-agtigt, især når det opleves i den helhed, som det gerne skulle være en del af. Rundt om lakridspulveret mærker man de traditionelle stoutnoter af både sød og brændt malt, karamelsødme og et letbittert og langtidsholdbart humleelement i eftersmagen. Alt sammen sufficient velgørende, omend velkendt grænsende til det trivielle, og det kraftige lakridsindslag formår ikke rigtig at integrere sig i det øvrige smagsindtryk. Det er sådan lidt ved siden af, ikke rigtig afstemt, en mere sammensat end egentlig helt vellykket kombination – omend stadig velgørende, fyldig og aldeles velsmagende, så det er bestemt heller ikke noget mislykket bryg.

Det forbliver dog alt for tydeligt, at lakridsen er tilsat, og ikke formår at indgå som et naturligt element i brygget. Det er en snydeøl, der netop på grund af snyd ender med at mangle den integritet og balance, der ville gøre den rigtigt god.
4-en-halv-stjerne

Tæppefald, Bryggeriet Skands

Dagens øl er købt i Irma Aarhus, et supermarked, der har skænket mig mange gode ølstunder. Jeg vil savne Irma Aarhus, og ville også savne det, selvom jeg ikke dragede til Irland alligevel. For Irma standser alle aktiviteter i Jylland fra marts næste år.

Bryggeriet har vi stiftet bekendtskab med en gang før. Dengang gjaldt det den slet ikke uefne Humle Fryd. Jeg ved ikke om nærværende øl er et senere påhit fra det Brøndbyske bryggeri, for i mellemtiden lader det til, at de har fået lidt mere styr på ortografien – Tæppefald (hvis navn er en cadeau til Det Kongelige Teater) er stavet helt rigtigt, uden at dele det sammensatte navneord. Det ville have været helt i bryggeriernes marketingsafdelingers ånd at kalde den Tæppe Fald – men en sådan øjebæ er altså heldigvis effektivt udskidt  – BLEAH! -skudt på ubestemt tid.

Brøndby er forøvrigt mit favorithold i Superligaen, og det skyldes ikke bare min antipati mod FuCK – næh! Det hold, jeg VIRKELIG holder med, er 2. divisionsholdet Fremad Amager. Tilbage i … 2008, tror jeg det var, fik Brøndby besøg af Deportivo La Coruña, for at spille venskabstræningskamp. Deportivo ville dog gerne spille to kampe – nu hvor de alligevel var taget den lange vej nordpå, og Brøndby foreslog dem, at de da kunne tage en tur ud til det lille lokale hold på Amager.

Så en halvkold, regnvåd dag i juli stod vi allesammen, og nød, hvordan vores hjemmehold fik gedigne prygl af de spanske stjerner, der var rejst så langt for at spille med nogle danske hold. Det var simpelt hen skønt – vejret rædsomt og nederlaget enormt, men at se de spanske stjerner spille på lille Sundby Idrætspark, var en af de største fodboldoplevelser, jeg kan huske.

Og til en fodboldkamp kan man jo også nyde en god øl – eller en cola, hvis man ikke kan lide øl. Jeg var efter skænkningen en kende i tvivl om, hvad der var tale om, for jeg har aldrig set øl, der ligner cola så meget. Boblerne på glassets sider og det brusende sodavandsskum ville garanteret have narret mig, om jeg ikke havde vidst, at det var øl, der var i glasset.

Duften ville nok have givet mig et hint, men så heller ikke mere, for bouqueten er temmelig svag, omend ikke voldsomt cola-agtig. Det afsløres i duften, at der er tale om en relativt sød, maltet øl. Karamel, malt og mørkt sukker dominerer odeuren.

Jeg husker med gru, hvordan jeg engang spiste en mundfuld tun-mousse i den tro, at det var en slags is – Føj! Ellers holder jeg meget af både tun og is, men jeg kunne forestille mig, at det havde været en lignende oplevelse, hvis jeg ikke havde vidst, at det var en øl, jeg sad med, da jeg satte glasset for munden.
Det startede egentlig lovende med en ret fyldig blanding af maltnoter iblandet kandis, og et letbittert humleelement i eftersmagen til at runde det heleD af med. Desværre varede lykken ikke så længe. Ind fra venstre gjorde en syrlig note sin entre, og skønt den startede i det små, bredte den sig snart ud i alle hjørner og kanter af munden.

Til sidst var der ikke meget mere at smage end syrligheden, og fra at være en blandet fornøjelse i begyndelsen var øllet ved afslutningen – ved tæppefaldet om man vil – forvandlet til en tam, flad og ikke mindst sur omgang. Havde syrligheden i det mindste været interessant, kunne øllet måske være reddet på stregen, men eddikeagtig syrlighed er aldrig velgørende.

Det er egentlig imponerende, at en så lille øl kan ændre sig så meget. Egentlig ville jeg også have skrevet, at flaskens størrelse er ideel, idet den indeholder nok til, at man kan smage og nyde øllet, og for lidt til at man bliver fuld af det. Vil man være fuld, kan man åbne nogle flere. Men til en øl, der stort set er mislykket og i den grad ikke ved hvad den vil, er næsten alle flasker faktisk for store.
2-stjerner

Brooklyn Brand Brown Ale, The Brooklyn Brewery

Svedskegrød på den fede måde

Vi fortsætter med endnu en øl fra The Brooklyn Brewery. Begge blev købt, da jeg frekventerede supermarkedet Løvbjerg i Trøjborg-centeret. Der findes ikke mange Løvbjerg-butikker i Danmark, så jeg var spændt på, om de havde noget særligt, og det må man jo sige, eftersom jeg ikke har fundet øl fra The Brooklyn Brewery i andre supermarkeder i Aarhusområdet endnu.

Nu skal jeg holde tungen lige i munden. Øl fra The Brooklyn Brewery er jo ikke mere specielt end som sådan. Men det er åbenbart lidt specielt, at man kan få det – jeg husker ellers kun, at jeg er stødt på det på værtshuse rundt omkring.

Vel en brown ale er det, så er der ikke sagt for meget. Farven er mørkt nøddebrun med off-white, næsten gyldent tæt skum. Den dufter sødt maltet med noter af karamel og blommer. Det har en gennemtrængende, for ikke at sige påtrængende duft.

Det er først og fremmest karamel og malt, man mærker i smagen. I eftersmagen spores et svagt humleelement, men ellers er det det søde, der er i fokus. Den føles som en tyk, mørk suppe af malt, svedsker og overmodne blommer, sødet med rigelige mængder karamel. Det er ikke ulig en rigtig kraftig blomme-svedskegrød, og selvom jeg ellers ikke kan fordrage svedsker, synes jeg faktisk det er herligt.

En mørk øl må gerne kunne tygges – det kan den her ikke helt, men så risikerer man på den anden side heller ikke, at oplevelsen kammer over og bliver kvalm.

Props til Løvbjerg for et alternativ til de lidt for mange gengangere fra de danske lokalbryggerier, man alt for ofte støder på i de danske supermarkeder.
4-stjerner

Brooklyn Brand East India Pale Ale, The Brooklyn Brewery

Frisk og krasbørstig

Boston … Brooklyn … Jo, der er nok forskel. Alligevel troede jeg længe, at de Samuel Adams-øl, jeg gik og drak, var netop de der amerikanske øl, som jeg havde prøvet tidligere, og som i grunden smagte rigtig godt. Indtil jeg så omsider fandt ud af, at der rent faktisk var tale om to forskellige bryggerier.

Og nej, jeg er ikke så meget geografisk analfabet – de der kender mig personligt, ville nok snarere sige tværtimod – at jeg ikke kender forskel på Brooklyn og Boston. Og det er da også dobbelt glædeligt, at man så har to gode bryggerier i stedet for bare et, så de på hver sin vis kan udvikle gode produkter.

India Pale Ale – og East India Pale Ale er det samme som IPA – er min favoritøl til stærk mad. I går aftes gjaldt det tortillas med resten af en langtidsstegt fugl fra i forgårs, garneret med creme fraiche, salat og masser af sambal oelek. Det er noget med den stikkende bitterhed, der lægger sig godt til den brændende fornemmelse, og friskheden der samtidig gør det vederkvægende, der gør, at jeg finder det ekstra velegnet. Det kan desuden nydes koldt, uden at det derved mister smag, og det er jo heller ikke så ringe endda, når ellers smagsløgene står i fuld lue af chilien.

Og i denne øl kan man i den grad tale om stikkende bitterhed. Det er nærmest som om den også brænder i munden, så bitter er den. Og hvor elegant det er, at usædvanligt kraftig bitterhed hverken betyder tør eller besk – endsige harsk. Bitterheden er, som kun ordentlig humle kan give det. I dette tilfælde East Kent Golding, ifølge hjemmesiden.

Øllet er samtidig fantastisk lifligt og krystalklart og hårdt som stål i smagen. Det har en ledsagende sødme af bær – brombær tænker jeg, eller andre bær, der smager sødt uden at smage voldsomt markant. Det matcher i smag bouqueten, der er også er skarp og friskt blomsteragtig med dominerende noter af hyldeblomst, og ledsagende af roser.

Som glasset tømmes kan man beundre skummet, der bliver hængende i lange mønstre. Indledningsvis ligger det som en fast, råhvid krone over det kobberorange bryg. Det er alt i alt en gennemført IPA, hvis særkende det er, at den formår på én gang at være både frisk og krasbørstig.

Og således fik I øllets karakteristika beskrevet i omvendt rækkefølge af, hvad jeg plejer. Jeg håber på, at kunne holde læserne lidt til ilden ved ikke altid at gøre tingene på samme måde, så det bliver nok ikke sidste gang.
5-stjerner

Svane Hvede, Indslev.


– Med store, spændende nyheder!

… og hermed er jeg vist nået igennem Faktas beholdning af Indslev-øl i denne omgang. Det har været en tur med adækvat spænding og ikke meget mere. Der er godt med øl tilbage i køleskabet som venter på at blive anmeldt. Det er blevet presserende, nu hvor de store planer, jeg talte om i for et par indlæg siden ser ud til at blive en realitet.

Planen går ud på, at hele den lille hippiefamilie, der indtil videre har huseret i Aarhus Vest, nu flytter til Dublin, Irland. Det er en stor beslutning, der til gengæld betyder, at deres ærbødige ikke længere vil stå uden beskæftigelse – et problem, jeg har sloges med, siden før bloggens begyndelse.

I forbindelse med emigrationen er der en helvedes masse, der skal ordnes. Det betyder mindre tid til at blogge, så mine anmeldelser bliver nok lidt kortfattede fra nu af. De virkelig lange, ornamenterede tirader må vente til engang, når familien er nogenlunde etableret i den irske hovedstad. Til gengæld lover jeg, at bloggeriet vil fortsætte fra Irland. De har så meget godt øl derovre, så jeg kan ikke se, hvorfor jeg ikke skulle fortsætte.

Vel, Svane Hvede fra Indslev Bryggeri er strågul, traditionel hvedeøl, med hvidt skum, uden nævneværdig levetid. Duften er syrlig af lime og græs med en sødlig snert af hyldeblomst.

Smagen er fortinsvis blomstersød, med den for hvedeøl velkendte søde aroma tilsat nogle lette humlenoter. Den primære smag mærkes især ved mandlerne, der blidt masseres af hyldeblomst og nødder med en anelse gær. Øllet er ukompliceret og letdrikkeligt og virker som en god tørstslukker i sommervarmen. Eftersmagen er bittersyrlig af citroner og grape, der har ligget i vindueskarmen en tand for længe. Og i øl er det heller ikke nogen stor nydelse.

Alt i alt en letdrikkelig og halvtynd affære, der ikke skræmmer, men som heller ikke formår at begejstre synderligt. En hvedeøl for den, der vælger at spille sikkert. For os, der vil have noget spændende er den reelt en skuffelse.
2-stjerner

Retro Half n’ Half, Svaneke Bryghus

Halvt mystificeret …

 
Kvicklys Ølfestivalg (sic) er for længst ovre, og jeg drikker ikke nok øl til at ville prioritere at nå at prøve det hele. Derfor er det begrænset, hvad jeg har nået at få med af øl derfra. Denne nåede jeg dog at redde mig en enkelt af efter at have fået den anbefalet – jeg husker ikke længere af hvem.
En half n’ half er, for dem der ikke måtte vide det, en porter, blandet op med 50% pilsner. Det er altså en øl for dem, der synes porter er for voldsom en oplevelse, og altså egentlig ikke et mix for en rigtig ølconnoisseur – med mindre da, man virkelig gør noget ud af det. Men på den anden side kunne det vel også tænkes, at nogle, der endnu ikke sætter pris på en ordentlig porter eller stout, prøver denne øl, og får mod på den ægte vare. Jeg tillader mig undtagelsesvis at være optimist over for dette eksempel på ‘tygget mad’.
For blandingen er slet ikke faldet så uheldigt ud, som man kunne frygte. – Hvis der da er tale om en blanding. For det fremgår faktisk ikke noget sted på etiketten, og Kvicklys side, hvor øllet kunne være beskrevet, ser ud til at være lukket. Vel, det ligner i hvert fald en porter, dejligt mørk, med letbrunt, relativt tæt skum. Ved gennemlysning ses en tydelig rød tone, sådan som det til gengæld fremgår af etiketten. Den dufter skønt ristet, iblandet de sødeste bærnoter af jord- hind- og måske allermest kirsebær.
Man venter næsten smagen af Kriek, men bliver så måske lidt skuffet, for de fine bærnoter går desværre ikke igen i smagen. Til gengæld er der en rig kaffearoma, tilsat ristede maltnoter og en let karamelsødme til at runde det hele af. Oven i prikker kulsyren pikant på tungen, og giver på den måde også brygget et skær af særegenhed og individualisme.Så det er slet ikke så galt alligevel, selvom den store overraskelse udebliver.
Desværre er øllet ikke fyldigt nok, mundfornemmelsen er en kende vandig og den kaffebitre eftersmag har mere karakter af billig Nescafe end velskænket Espresso fra Trastevere i Rom. Men bortset fra det – jo, så smager det ellers godt, og den er vel nok anbefalelsesværdig til kommende elskere af stout og porter. Den har de rigtige smagsnuancer, men med en kraft, der ikke skræmmer den uforberedte elsker af Hof, Royal Pilsner og Harboe væk lige med det samme.

4-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme