
Jezek, Pivovar Jihlava

Kapitalistisk klosterbryg
Jeg anede det ikke! Leffe brygges af InBev og distribueres af Anheuser-Busch-gruppen, der står bag nogle af verdens ringeste øl. Det er ikke fordi jeg af den grund skammer mig, eller fortryder, at jeg har købt eller drukket den, endsige da delt den med vores gode ven af huset, Ole. Nej, jeg slås med undren, da jeg ikke havde troet, at bryggeriet, der er notorisk kendt for sine tynde bryg, og for at sagsøge andre producenter ind i helvede fordi de ved, at de suger til at lave ordentligt øl, faktisk formår at fremstille kvalitetsvarer.
Vel, Leffe er jo ikke Anheuser-Busch’ påfund. Oprindeligt er det et klosterbryg fra den belgiske provins Namur, og selvom øllet i dag brygges på Stella Artois’ bryggeri i Leuven modtager klosteret (der i mellemtiden har været ødelagt af jordskælv, bombet og været gennem andre genvordigheder, hvorefter det siden er genopbygget) fortsat royalties for øllet. Så Anheuser-Busch forstår i virkeligheden kun at trække penge ud af brandet, men ikke den innovation, der ligger bag. Alt har sin forklaring.
Men øllet smager jo godt – multinationalt bryggerikonglomerat eller ej. Der er tale om en blonde, altså hvad der i Belgien svarer til en slags pale ale, i hvert er det en overgæret, fortrinsvis lys øl, til dels brygget på hvede. Sidstnævnte er formentligt særligt for de belgiske lyse ales. Det ville dog ikke være rimeligt at sammenligne den med de tyske weissbier – dertil adskiller den sig for meget i karakter.
Det mærkes allerede i duften, der er langt tungere, mens weissbier snarere er friskt og let. Til stede er også en markant spritnote, der dog klæder den søde duft af franskbrød, blommer og mørkt sukker ganske udmærket. Allerede ved skænkningen kan man også beundre det gyldne bryg – og skum, der klæber smukt til glasset.
Sødmen dominerer smagen. Der er et tydeligt indslag af vanillekranse med rigeligt sukker blandet med friske mandler – altså sådan nogle man spiser. De mandler man altid har i munden – med mindre man har fået dem fjernet selvfølgelig – registrerer fylden, der udgøres af en tæt blomme-fersken sødme, der afløser vanillekransene ved mellemtungen. Der er noter af gær med – men ikke på en måde, der skæmmer det samlede billede. Eftersmagen giver en antydning af humlebitterhed, der forstærkes af en vis sprittethed, som jeg personligt synes er velgørende, men for andre måske vil forekomme på kanten af det harske. I det hele taget har øllet et markant spritelement, der faktisk undrer, eftersom øllet trods alt ikke holder mere end 6%. Også det var medsmageren enig i. Øllet var ikke for sprittet, omend alkoholelementet kunne mærkes uden at skæmme.
Overraskende slutspurt
Det er rart omsider at få ordnet dette hængeparti, der har stået i køleskabet, og ventet og ventet på at blive åbnet. Men jeg gider personligt ikke at drikke mig halvfuld, med mindre der er en ordentlig anledning, og det var der først i går aftes, da en nær ven af familien var på besøg for at sige farvel, før vi tager til Irland.
Hele 9 procent er den på (øllen, ikke vennen). Det er dermed en øl, der er egnet til at dele, med mindre man da absolut vil være fuld af en enkelt øl. Delt blev den altså, ligesom den Leffe Blonde, som bliver anmeldt i næste indlæg.
H. C. Andersen Eventyr er en ekstrastærk pilsner, formentlig boosted med rigelige mængder glucosesirup. Som en pilsner ser den også ud – farve og viskousitet måske lidt mørkere og lidt tykkere end vanligt, mens skummet er fladt og kedsommeligt, som man kender det fra den danske pilsner. Duften er skrapt sprittet og en smule vinøs, men ikke overraskende mest sprittet. Ellers er der ikke meget at sige om duften, der undtagelsesvis ikke emmer af besk til harsk humle, der på forhånd giver én hovedpine.
Smagen rummer en overraskelse. Det er en fortrinsvis sød øl. I modsætning til stort set alle de andre spritterøl, er humlen ikke specielt bitter, endsige harsk, de rigelige mængder alkohol giver en god men ikke overdrevet fylde. Nøgleordet er vinøsitet, og netop den fornemmelse styrkes, hvis man trækker lidt luft hen over tungen, mens man lader brygget hvile i munden. I eftersmagen træder humlens bitterhed dog frem, lettere besk – men slet ikke harsk, som man kender det fra de allerværste spritterøl.
Gæsteanmelder Ole var langt hen ad vejen enig i vurderingen, og vi endte begge på fire stjerner til en øl, som jeg personligt husker som aldeles rædsom. Det er også mange år siden, jeg sidst har prøvet den, og det er godt at vide, at nogle ting såsom smagsløg udvikles med alderen, og giver én lejlighed til oprigtigt at blive positivt overrasket.
Aggressiv og uudtalelig perle – mums.
Jeg har besluttet mig for, at hver gang jeg anmelder en øl fra nu af og til afrejsen til Irland, vil jeg tage den, jeg har størst forventning til. Sådan kan jeg forhåbentlig stadig nå at anmelde de bedste af de alt for mange øl jeg har tilbage i køleskabet. Således i dag Liquorice Stout fra Midtfyns Bryghus.
Det er jo åbenbart så ‘in’ for tiden at putte lakrids i alt muligt, så hvorfor ikke i øl? Det er nu ikke nogen ny ide – Thisted Bryghus har alle dage tilsat deres Limfjords-Porter lakrids, så hvis Midtfyns Bryghus tror, at de ud over at være trendy også er trendsættende og nyskabende, tager de så grueligt fejl. Øllet blev ellers købt i sommerferien, der også i år gik til København, og det endda på et af de vildeste nye trendsteder – Torvehallerne tæt på Nørreport. Det er bestemt et besøg værd.
Men vi ved også fra Limfjords-Porteren, at tilsat lakrids kan være medvirkende til at skabe endog aldeles vellykkede øl. Duften skuffer da heller ikke, selvom det ikke lige er lakrids, der springer i tankerne først. Det gør derimod … kage. Chokoladekage med et kraftigt indslag af vanille. Det er i sandhed en speciel – og overordentlig velgørende og lovende duft. Farven minder til gengæld meget om lakrids. Det er natsort med brusende lysebrunt skum – måske lige tyndtflydende nok til en ordentlig stout. Brygget er tydeligvis filtreret.
Duftens lovende karakter går desværre ikke igen i smagen. Der mærker man til gengæld i den grad den tilsatte lakrids. Det er ikke en diskret bismag eller et addendum til fylden, sådan som man kender det fra Limfjords-Porteren. Nej, det er en tør, anmassende og stikkende lakridssmag, som man kender det fra rent lakridspulver.
Et interessant indslag, men ikke just øl-agtigt, især når det opleves i den helhed, som det gerne skulle være en del af. Rundt om lakridspulveret mærker man de traditionelle stoutnoter af både sød og brændt malt, karamelsødme og et letbittert og langtidsholdbart humleelement i eftersmagen. Alt sammen sufficient velgørende, omend velkendt grænsende til det trivielle, og det kraftige lakridsindslag formår ikke rigtig at integrere sig i det øvrige smagsindtryk. Det er sådan lidt ved siden af, ikke rigtig afstemt, en mere sammensat end egentlig helt vellykket kombination – omend stadig velgørende, fyldig og aldeles velsmagende, så det er bestemt heller ikke noget mislykket bryg.
Det forbliver dog alt for tydeligt, at lakridsen er tilsat, og ikke formår at indgå som et naturligt element i brygget. Det er en snydeøl, der netop på grund af snyd ender med at mangle den integritet og balance, der ville gøre den rigtigt god.
Dagens øl er købt i Irma Aarhus, et supermarked, der har skænket mig mange gode ølstunder. Jeg vil savne Irma Aarhus, og ville også savne det, selvom jeg ikke dragede til Irland alligevel. For Irma standser alle aktiviteter i Jylland fra marts næste år.
Bryggeriet har vi stiftet bekendtskab med en gang før. Dengang gjaldt det den slet ikke uefne Humle Fryd. Jeg ved ikke om nærværende øl er et senere påhit fra det Brøndbyske bryggeri, for i mellemtiden lader det til, at de har fået lidt mere styr på ortografien – Tæppefald (hvis navn er en cadeau til Det Kongelige Teater) er stavet helt rigtigt, uden at dele det sammensatte navneord. Det ville have været helt i bryggeriernes marketingsafdelingers ånd at kalde den Tæppe Fald – men en sådan øjebæ er altså heldigvis effektivt udskidt – BLEAH! -skudt på ubestemt tid.
Brøndby er forøvrigt mit favorithold i Superligaen, og det skyldes ikke bare min antipati mod FuCK – næh! Det hold, jeg VIRKELIG holder med, er 2. divisionsholdet Fremad Amager. Tilbage i … 2008, tror jeg det var, fik Brøndby besøg af Deportivo La Coruña, for at spille venskabstræningskamp. Deportivo ville dog gerne spille to kampe – nu hvor de alligevel var taget den lange vej nordpå, og Brøndby foreslog dem, at de da kunne tage en tur ud til det lille lokale hold på Amager.
Så en halvkold, regnvåd dag i juli stod vi allesammen, og nød, hvordan vores hjemmehold fik gedigne prygl af de spanske stjerner, der var rejst så langt for at spille med nogle danske hold. Det var simpelt hen skønt – vejret rædsomt og nederlaget enormt, men at se de spanske stjerner spille på lille Sundby Idrætspark, var en af de største fodboldoplevelser, jeg kan huske.
Og til en fodboldkamp kan man jo også nyde en god øl – eller en cola, hvis man ikke kan lide øl. Jeg var efter skænkningen en kende i tvivl om, hvad der var tale om, for jeg har aldrig set øl, der ligner cola så meget. Boblerne på glassets sider og det brusende sodavandsskum ville garanteret have narret mig, om jeg ikke havde vidst, at det var øl, der var i glasset.
Duften ville nok have givet mig et hint, men så heller ikke mere, for bouqueten er temmelig svag, omend ikke voldsomt cola-agtig. Det afsløres i duften, at der er tale om en relativt sød, maltet øl. Karamel, malt og mørkt sukker dominerer odeuren.
Jeg husker med gru, hvordan jeg engang spiste en mundfuld tun-mousse i den tro, at det var en slags is – Føj! Ellers holder jeg meget af både tun og is, men jeg kunne forestille mig, at det havde været en lignende oplevelse, hvis jeg ikke havde vidst, at det var en øl, jeg sad med, da jeg satte glasset for munden.
Det startede egentlig lovende med en ret fyldig blanding af maltnoter iblandet kandis, og et letbittert humleelement i eftersmagen til at runde det heleD af med. Desværre varede lykken ikke så længe. Ind fra venstre gjorde en syrlig note sin entre, og skønt den startede i det små, bredte den sig snart ud i alle hjørner og kanter af munden.
Til sidst var der ikke meget mere at smage end syrligheden, og fra at være en blandet fornøjelse i begyndelsen var øllet ved afslutningen – ved tæppefaldet om man vil – forvandlet til en tam, flad og ikke mindst sur omgang. Havde syrligheden i det mindste været interessant, kunne øllet måske være reddet på stregen, men eddikeagtig syrlighed er aldrig velgørende.
Det er egentlig imponerende, at en så lille øl kan ændre sig så meget. Egentlig ville jeg også have skrevet, at flaskens størrelse er ideel, idet den indeholder nok til, at man kan smage og nyde øllet, og for lidt til at man bliver fuld af det. Vil man være fuld, kan man åbne nogle flere. Men til en øl, der stort set er mislykket og i den grad ikke ved hvad den vil, er næsten alle flasker faktisk for store.
Svedskegrød på den fede måde
Vi fortsætter med endnu en øl fra The Brooklyn Brewery. Begge blev købt, da jeg frekventerede supermarkedet Løvbjerg i Trøjborg-centeret. Der findes ikke mange Løvbjerg-butikker i Danmark, så jeg var spændt på, om de havde noget særligt, og det må man jo sige, eftersom jeg ikke har fundet øl fra The Brooklyn Brewery i andre supermarkeder i Aarhusområdet endnu.
Nu skal jeg holde tungen lige i munden. Øl fra The Brooklyn Brewery er jo ikke mere specielt end som sådan. Men det er åbenbart lidt specielt, at man kan få det – jeg husker ellers kun, at jeg er stødt på det på værtshuse rundt omkring.
Vel en brown ale er det, så er der ikke sagt for meget. Farven er mørkt nøddebrun med off-white, næsten gyldent tæt skum. Den dufter sødt maltet med noter af karamel og blommer. Det har en gennemtrængende, for ikke at sige påtrængende duft.
Det er først og fremmest karamel og malt, man mærker i smagen. I eftersmagen spores et svagt humleelement, men ellers er det det søde, der er i fokus. Den føles som en tyk, mørk suppe af malt, svedsker og overmodne blommer, sødet med rigelige mængder karamel. Det er ikke ulig en rigtig kraftig blomme-svedskegrød, og selvom jeg ellers ikke kan fordrage svedsker, synes jeg faktisk det er herligt.
En mørk øl må gerne kunne tygges – det kan den her ikke helt, men så risikerer man på den anden side heller ikke, at oplevelsen kammer over og bliver kvalm.
Props til Løvbjerg for et alternativ til de lidt for mange gengangere fra de danske lokalbryggerier, man alt for ofte støder på i de danske supermarkeder.
Boston … Brooklyn … Jo, der er nok forskel. Alligevel troede jeg længe, at de Samuel Adams-øl, jeg gik og drak, var netop de der amerikanske øl, som jeg havde prøvet tidligere, og som i grunden smagte rigtig godt. Indtil jeg så omsider fandt ud af, at der rent faktisk var tale om to forskellige bryggerier.
Og nej, jeg er ikke så meget geografisk analfabet – de der kender mig personligt, ville nok snarere sige tværtimod – at jeg ikke kender forskel på Brooklyn og Boston. Og det er da også dobbelt glædeligt, at man så har to gode bryggerier i stedet for bare et, så de på hver sin vis kan udvikle gode produkter.
India Pale Ale – og East India Pale Ale er det samme som IPA – er min favoritøl til stærk mad. I går aftes gjaldt det tortillas med resten af en langtidsstegt fugl fra i forgårs, garneret med creme fraiche, salat og masser af sambal oelek. Det er noget med den stikkende bitterhed, der lægger sig godt til den brændende fornemmelse, og friskheden der samtidig gør det vederkvægende, der gør, at jeg finder det ekstra velegnet. Det kan desuden nydes koldt, uden at det derved mister smag, og det er jo heller ikke så ringe endda, når ellers smagsløgene står i fuld lue af chilien.
Og i denne øl kan man i den grad tale om stikkende bitterhed. Det er nærmest som om den også brænder i munden, så bitter er den. Og hvor elegant det er, at usædvanligt kraftig bitterhed hverken betyder tør eller besk – endsige harsk. Bitterheden er, som kun ordentlig humle kan give det. I dette tilfælde East Kent Golding, ifølge hjemmesiden.
Øllet er samtidig fantastisk lifligt og krystalklart og hårdt som stål i smagen. Det har en ledsagende sødme af bær – brombær tænker jeg, eller andre bær, der smager sødt uden at smage voldsomt markant. Det matcher i smag bouqueten, der er også er skarp og friskt blomsteragtig med dominerende noter af hyldeblomst, og ledsagende af roser.
Som glasset tømmes kan man beundre skummet, der bliver hængende i lange mønstre. Indledningsvis ligger det som en fast, råhvid krone over det kobberorange bryg. Det er alt i alt en gennemført IPA, hvis særkende det er, at den formår på én gang at være både frisk og krasbørstig.
Og således fik I øllets karakteristika beskrevet i omvendt rækkefølge af, hvad jeg plejer. Jeg håber på, at kunne holde læserne lidt til ilden ved ikke altid at gøre tingene på samme måde, så det bliver nok ikke sidste gang.
– Med store, spændende nyheder!
… og hermed er jeg vist nået igennem Faktas beholdning af Indslev-øl i denne omgang. Det har været en tur med adækvat spænding og ikke meget mere. Der er godt med øl tilbage i køleskabet som venter på at blive anmeldt. Det er blevet presserende, nu hvor de store planer, jeg talte om i for et par indlæg siden ser ud til at blive en realitet.
Planen går ud på, at hele den lille hippiefamilie, der indtil videre har huseret i Aarhus Vest, nu flytter til Dublin, Irland. Det er en stor beslutning, der til gengæld betyder, at deres ærbødige ikke længere vil stå uden beskæftigelse – et problem, jeg har sloges med, siden før bloggens begyndelse.
I forbindelse med emigrationen er der en helvedes masse, der skal ordnes. Det betyder mindre tid til at blogge, så mine anmeldelser bliver nok lidt kortfattede fra nu af. De virkelig lange, ornamenterede tirader må vente til engang, når familien er nogenlunde etableret i den irske hovedstad. Til gengæld lover jeg, at bloggeriet vil fortsætte fra Irland. De har så meget godt øl derovre, så jeg kan ikke se, hvorfor jeg ikke skulle fortsætte.
Vel, Svane Hvede fra Indslev Bryggeri er strågul, traditionel hvedeøl, med hvidt skum, uden nævneværdig levetid. Duften er syrlig af lime og græs med en sødlig snert af hyldeblomst.
Smagen er fortinsvis blomstersød, med den for hvedeøl velkendte søde aroma tilsat nogle lette humlenoter. Den primære smag mærkes især ved mandlerne, der blidt masseres af hyldeblomst og nødder med en anelse gær. Øllet er ukompliceret og letdrikkeligt og virker som en god tørstslukker i sommervarmen. Eftersmagen er bittersyrlig af citroner og grape, der har ligget i vindueskarmen en tand for længe. Og i øl er det heller ikke nogen stor nydelse.
Alt i alt en letdrikkelig og halvtynd affære, der ikke skræmmer, men som heller ikke formår at begejstre synderligt. En hvedeøl for den, der vælger at spille sikkert. For os, der vil have noget spændende er den reelt en skuffelse.
Halvt mystificeret …
Seneste kommentarer