Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Month – juli 2012

Classic, Bryghuset Braunstein

Vi er tilbage ved det spørgsmål, der blev rejst for et par gange siden i forbindelse med anmeldelsen af den anden ferieøl, Landøl fra Herslev Bryghus. Ferieøltemaet er forresten slut, skylder jeg at sige. De øl, jeg nød på ferien, er blevet anmeldt. Nogle flere blev købt, men de vil blive anmeldt senere under normale forhold. Og undskyld digressionerne. Jeg ved godt, at min indlæg er fulde af dem, og at de kan virke generende for læseligheden. Jeg burde nok bruge lidt mere tid på at disponere mine indlæg, så de mange digressioner i stedet kunne blive selvstændige afsnit mere naturlige steder i teksten, frem for som nu at afbryde det egentlig emne. Digressionerne gør det også vanskeligere at holde tungen lige i munden, og tage tråden op fra tidligere, og derfor er digressioner i det store og hele noget, man skal være forsigtig med, og hvis de overhovedet skal være der, bør de ikke overstige mere, end hvad der kan presses ind mellem to punktummer, med allerhøjest ét komma imellem. Landøl var som bekendt ikke den store oplevelse … Kom jeg til at lave en digression igen? – Jeg beder ydmygst læserne om forladelse. Det var da også forfærdeligt irriterende! Vel, ikke den store oplevelse i betragtning af Herslev Bryghus yderligere udbud af økologiske kvalitetsøl.

Bryghuset Braunsteins Classic er i sammenligning med bryggeriets øvrige udbud nemlig underligt almindelig. Økologisk er den, og det er jo godt, og det er de fleste af bryggeriets øl jo. Men økologi betyder ikke automatisk, at brygget er interessant, spændende eller i sig selv godt. Selvom den på etiketten betegnes som en ‘lagerøl’ – den gængse danske betegnelse for såkaldt mørkt bayersk øl – så er den ikke meget mørkere end en regulær pilsner. Skummet falder også hurtigt, og gør heller ikke i sin kridhvide farve noget væsen af sig. I duften melder der sig ganske vist en kraftig og tung odeur af humle – påtrængende og næsten lidt stald-agtig, og derfor heller ikke just behagelig, intensiteten til trods. Det er også en ensporet duft – der er kun humlen, hvis man da ikke vælger at betragte den ledsagende bouquet af vand som en del af duften.

Smagen er til at begynde med letsyrlig af lime, men dette er kun det allerførste smagsindtryk. Derefter følger smagen af en overvejende sød humle, der giver en rar, blidt masserende fornemmelse, idet smagen klæber sig til gane og mandler. Eftersmagen er let valnøddeagtigt bittersød – mest sød.

Det lyder måske godt, og der er da heller ikke noget, der smager grimt i brygget. Den anmassende humle i bouqueten mærkes ikke i smagen, og også det er man glad for. Til gengæld mangler brygget rigtig meget for at komme bare i nærheden af det, bryggeriet ellers har produceret. Her på bloggen har bryggeriets produkter fået både 5 og 6 stjerner, men det er helt uden for diskussion her. Brygget smager ikke af særlig meget, det er på grænsen til at være tyndt, og den er slet og ret lige så intetsigende som andre classicøl, som denne blogger har haft kløerne i. Det skal siges, at når man taler om lagerøl, har bloggeren også haft nallerne i flere gode eksemplarer, som igen ligger langt over denne øls niveau.

Hvorfor brygger et kvalitetsbryggeri så kedeligt øl? Er det fordi, de vil erobre markedsandele fra Carlsberg ved at lave lige så uinspirerende bryg? Jeg har svært ved at tro det. Bare tanken om at ville tage betydelige markedsandele fra Carlsberg er absurd på linje med at Søren Espersen skulle søge medlemsskab i Enhedslisten.

Min viv havde en bedre forklaring. Måske skal man simpelt hen brygge disse kedelige øltyper for overhovedet at blive taget alvorligt som bryggeri. Man er åbenbart ikke et rigtigt bryggeri, hvis ikke man brygger almindelig pilsner og en mørk fætter til denne – en classic. Og det skal helst være lidt tyndt og intetsigende, for sådan er den slags bryg bare her i landet. Jeg køber denne forklaring, men vil dog modificere med den betragtning, at bryggere her i landet tror, dette er nødvendigt, og handler således som resultat af en unødvendig, og for kvaliteten hæmmende vanetænkning.

Lad mig fremhæve Indslev Bryggeri, det fynske hvedeølsbryggeri, der slet ikke kan lave pilsner eller classic pilsner, da disse øltyper brygges på byg alene. Indslev har som bekendt gjort det til et af sine kendemærker kun at brygge varianter af hvedeøl. Så vidt jeg kan se, går det meget godt for Indslev. Deres bryg forhandles også i store supermarkeder (de samme som Braunsteins bryg forhandles i, i øvrigt). Kvaliteten er efter min erfaring også nogenlunde i orden. Så måske skulle bryggeriet på Køge Havn kigge mod vest for lidt inspiration til fornyelse og afskaffelse af lidt for indgroet vanetænkning.
2-stjerner

Ammestout, BeerHere

Anderledes ølkoncept (Ferieøl IV)

 
Mange steder på nettet fremgår det, at det tidligere blev anbefalet ammende mødre at drikke øl – især hvidtøl – for at få mælken til at løbe til lettere. Jeg skylder læserne her med det samme at indskyde, at ligesom man kan finde belæg for rådets eksistens, og at det på flere netfora fremgår, at hvidtøl har været frit tilgængeligt på fødegangene for bare 3-5 år siden, så er der intet videnskabeligt belæg for, at det skulle have nogen effekt.
Ikke desto mindre er det gamle husråd baggrunden for BeerHeres Ammestout. Måske kunne man godt have ønsket, at det fremgik af øllet, at øldrikning og amning for at sige det mildt ikke er en anbefalelsesværdig cocktail, så hermed er dagens pegefinger løftet over for Christian Skovdal Andersens ellers interessante, kunstneriske og iøvrigt lødige markedsføring. For han må sgu gerne vise en tegning af en ammende mor, der bæller øl på etiketten – men der mangler måske en disclaimer a la ‘do not try this at home’ for at alt ville være helt i orden. Så det er tre tommelfingre op for et dristigt, for ikke at sige småprovokerende ølkoncept baseret på en gammel ammestuehistorie (ordspil intenderet – selvfølgelig) og en ned for ikke at gøre det tilstrækkeligt klart, at det netop er det – en ammestuehistorie.
 
Til gengæld fejler øllet intet. Det er brygget med laktose og tilsat kaffe, og har derfor ikke meget med hvidtøl at gøre. Til gengæld er mælke- og ammetemaet gennemført ret konsekvent, bortset fra, at husrådet i de former, jeg er stødt på, ikke nævner kaffe. Som nævnt i sidste indlæg, var øllet en gave fra min gode ven Marcus. Min vivs og min lille pige på knap tre måneder bliver selvfølgelig fortsat ammet, og han syntes derfor det passede så nydeligt. Jeg kan kun give ham ret.
 
Når brygget er skænket (det tager sin tid, for det skummer meget, og jeg fortrækker ikke at hælde glasset, når jeg skænker, da et andet husråd (som nok også skal vise sig at være en ammestuehistorie) siger, at øl skal skænkes lodret, før man får det fulde udbytte af det) breder den brændte, vinøse aroma sig omgående i lokalet. Når nu øllet ikke bør indtages af ammende mødre, kunne det til gengæld få en fremtid som alternativ til otrivin og andre næsesprays, for hvis bouqueten indsnuses giver den faktisk luft i næsen – og man slipper for den ubehagelige, stikkende fornemmelse som næsespray giver. I stedet kan man nyde duften af kaffe, farin og vanille. Skummet, der klistrer ganske kraftigt, kroner sig højt, lysebrunt og boblende nederst, cremet og tykt øverst.
 
Det er en vidunderligt sød øl, hvor den tilsatte kaffe blander sig med de søde farinnoter, der vel nok stammer fra det tilsatte bryg-mælkesukker. Ja, den var bestemt ikke gået i Tyskland. Vanillen fra duften mærkes også, men kun antydningsvis. Hen over det hele hviler en pikant cognac-essens, der bæres af lige tilpas ristede maltnoter. Det giver brygget en rigtig god fylde, uden at brygget føles sprittet på nogen måde. Snarere føles den faktisk mælke- eller flødeagtigt, men det er efterhånden så længe siden, at jeg selv blev ammet, at jeg ikke kan være læserne behjælpelig med en vurdering af, hvorvidt det vitterlig føles som ammemælk. Øllet holder 6,5% hvilket er væsentligt mere end fx Fat Cat, men alligevel ikke så meget, at man føler sig beruset bagefter.
Sukkeraromaerne tager efterhånden over, og det ender næsten med at føles som en mundfuld brunt sukker, der først krystalliserer, siden smelter på tungen. Alligevel bliver øllet ikke kvalmt, for det hele afrundes fortsat af de bitre kaffe- og ristede maltnoter. Det er en meget venlig øl. Som et stort, moderligt kram, der heldigvis aldrig kammer over, og bliver moderligt på samme måde som i Pink Floyds efterhånden bedagede sang.
Og bag sukkeret, malten, kaffen og cognac’en lurer vandet stadig. Der er ‘vandhuller’ i smagen, fx lige før man synker, der godt kunne være fyldt ud af et eller andet – fx mere brændt malt eller mere kaffe. Og selvom det alt sammen smager meget godt, er det jo ikke fordi, man ikke har set smagsbillederne før. Måske ikke lige i denne kombination, men brygget er, omend godt, så ikke ekstraordinært nyskabende.

Som et lille barn ved moders bryst? Måske ikke helt – men derhenad.

5-en-halv-stjerne

Fat Cat, BeerHere

Suveræn syrlighed! (Ferieøl III)

Min gode ven Marcus, der var til middag ved samme lejlighed, hvor Herslevs indtil videre mest almindelige – og kedelige – øl blev afprøvet, havde selv et par spændende øl med, så det blev også til nogle rigtig gode øl den aften.

For den gode Marcus vidste, hvad der var godt! To øl fra BeerHere blev det til – nærværende Red Ale (der ikke er specielt rød, men det vender jeg tilbage til) og Ammestout. 3 stk. af hver havde han med – en til sig selv, en til min viv og en til mig. Min viv drikker imidlertid ikke øl, og som nævnt tidligere drikker jeg ikke særlig meget, så vi endte bare med at dele en af hver, jeg fik et anmeldereksemplar af hver med hjem til Århus, og Marcus tog de sidste to eksemplarer med sig hjem igen, så han også kunne få mere glæde af dem.

Jeg har altså snydt lidt, og smagt denne øl i forvejen. På daværende tidspunkt havde jeg dog opgivet at tage noter, for noterne til Landøl, som jeg havde taget under en time forinden var allerede dematerialiseret. Det er jo også vidunderligt, at man sådan kan have en gyldig undskyldning for at nyde en god øl hele to gange i stedet for en, i dette tilfælde, at jeg ikke fik anmeldt den første gang.

Vel, Fat Cat er en ‘usolidarisk velsmagende ale’ og grafikken og bagetikettens tekst er inspireret af kommunisme og venstrefløjsretorik. Forsiden præges af en – fed kat, såmænd, klædt ud som enten kapitalist, eller snarere en fæl pamper. Brygget skulle ifølge bagetiketten (der også får nævnt både Castro og 3F) være en Red Ale, men det er ikke indtrykket man får, når øllet skænkes. Det er snarere brunt, med rigeligt restgær under en gylden skumkrone, der klæber stærkere end kontaktlim. Duften springer i næseborene samme sekund kapslen letter. Den nærmest stikker med elementer af røg, syrlig appelsin, lime og ananskirsebær.

Jeg vil nok huske reaktionen, da Marcus og jeg prøvede denne øl for første gang, længe. Marcus og jeg har for vane at tale meget højt, ikke mindst, når vi får lidt under vesten, men da vi tog første nip af denne øl, blev der helt stille i min søsters lille hjem. En bittersød og syrlig smag af pommerans, appelsin og søde æbler sprang ud i alle ender og kanter af mundhulen. Da brygget havde passeret tungen blev det pludselig bittert som af fuldmodne hasselnødder, og sluttede af med en tør, klæbrig, humlebitter eftersmag med et kraftigt gærelement, der drilsk balancerede på knivsæggen mellem at være et aldeles velgørende supplement til bitterheden og at være for gæret. Den var hverken det ene eller det andet – den blev ved med at balancere på knivsæggen, og dette er selve det, der gør denne øl til en helt unik og speciel oplevelse.

Jeg har aldrig oplevet en syrlig øl, der smager så godt. Jeg troede heller ikke, jeg overhovedet skulle opleve en syrlig øl, der smager så godt. Syrlighed er for det meste malplaceret i øl. Der er enkelte engelske typer, hvor det vel er i orden, men så heller ikke mere. Her er det simpelt hen bare pragtfuldt. Det tilfører øllet en helt ny dimension, og i princippet er der jo også tale om en engelsk type – en red ale. Men denne Red Ale er bare så meget mere Red Ale end alt andet red ale, jeg nogensinde har prøvet. Ja, faktisk er den jo så Red Ale, at den mere er ovre i det brune – men det kan jeg nu godt tilgive bryggeriet.

Jeg kan også tilgive dem – ja, jeg synes faktisk det er en ekstra gevinst – at øllet ikke er specielt stærkt. Den viser, at det er muligt at lave ekstraordinært første klasses øl på under 5%. Denne øl holder 4,7%, så man bliver ikke voldsomt beruset af at drikke en enkelt, og heller ikke meget mere end selskabeligt overrislet af to. Så kan man nyde en hel øl mere uden at gå kold – det er da ekstra pragtfuldt!

6-stjerner

 

 

Min blog har siden sidste indlæg blev skrevet rundet 50.000 hits. Det er jeg nogenlunde tilfreds med i betragtning af, at ølblogning trods alt er en niche, som ikke mange interesserer sig for. I det perspektiv er i underkanten af 70 besøgende om dagen slet ikke så ringe endda.

Jeg er dog altid glad for at få nye læsere, så hvis I kender nogle, der interesserer sig for øl, eller måske interesserer sig for folk, der skriver om øl, så spred det glade budskab om nærværende ølblogs eksistens. Til gengæld lover jeg at holde strømmen af øl og både mavesure og lalleglade anmeldelser flydende.

Økologisk Landøl, Herslev Bryghus

Billede: Linda Nørgaard Framke

Herslev laver også almindelige øl. (Ferieøl II)

– eller i hvert fald én. Det drejer sig om Landøl, der i modsætning til de to andre øl fra bryggeriet, der er anmeldt på denne blog, ikke gør noget særligt væsen af sig.

Endnu engang er jeg nødsaget til at indskyde, at mine noter til nærværende øl ligesom sidst er gået tabt i feriefarten, og at jeg igen skal gøre det så godt som muligt ud fra hukommelsen.

Anledningen var, at en god gammel ven fra min studietid kom på besøg i det hus, vi havde lånt af min søster i ferien. Det skulle selvfølgelig ikke bare fejres med god mad, men også en god øl. Mine tidligere rigtig gode erfaringer med Herslev Bryghus gjorde en øl fra netop dét bryggeri til det naturlige valg. Jeg skal også takke min kære viv for endnu engang at være behjælpelig med dagens billede – og iøvrigt indkøb af drikkevarerne.

Men som sagt er det en øl uden de store armbevægelser. Den er ravgylden med mere brus end skum på toppen. Bouqueten kun lidt humlebitter og ellers ovre i det syrlige. Smagen er rund og letsyrlig af sød humle og en antydning af ananaskirsebær. Eftersmagen melder sig som en kælen, småbitter følelse af valnødder i gane, ved mandler og på bagtungen.

Det er i sandhed en rar øl at drikke – og frisk tilmed. Den egner sig at drikkes ved lave temperaturer og er som sådan en udmærket tørstslukker, når man sådan går og høster det modne korn ude på marken med en le. Nu er det bare sjældent, at man rent faktisk høster korn på den måde, og selvom Landøl kun holder 4%, vil jeg bestemt ikke anbefale, at man drikker en før eller imens man betjener et nymodens høstredskab. Men under alle omstændigheder giver øllet en adækvat følelse af Morten Korch-idyl, endskønt den store øloplevelse udebliver.

Det er en drikkeklar frokost- og arbejdsøl, ufarlig og alt for venlig i mine øjne, og selvom man godt kunne unde kvalitetsbryggerier som Herslev Bryghus et større kundegrundlag, tror jeg ikke de opnår det ved at gå de store bryggerier i bedene ved at lave – om ikke intetsigende og uinteressante – så i hvert fald almindelige øl. Ligesom Ørbæks Pilsner, som læner sig op ad de store bryggeriers standardprodukter (omend den da evner at hæve sig over dem i niveau) så lander Landøl også et sted nede blandt de alt for velkendte standardøl, som markedet i forvejen er overfyldt af. Og med den pris (omkring 30,- stykket) man skal give for den, vil de aldrig nogensinde kunne vinde markedsandele fra de mange, der tager til takke med den laveste fællesnævner.

Så hvorfor overhovedet forsøge?


SoD, BeerHere

Billede: Beerticker

Ferieøl I

Jeg er netop hjemvendt fra ferie i Hovedstaden, lettere groggy, stadig lidt småsyg og med et ordentligt læs hængepartier, for der skulle selvfølgelig også smages på nogle ordentlige øl. Det er sjældent, jeg kommer på værtshus, og det er dermed sjældent, at jeg får lejlighed til at prøve de RIGTIGT spændende øl derude – de, der kun fås på fad, udvalgte steder på udvalgte tidpunkter og alt sådan noget.

Men allerede i mandags bød lejligheden sig. Jeg skulle mødes med en ven, Niels, jeg oprindeligt kender gennem facebook. Niels er forfatter til flere tegneserier og en anerkendt oversætter. Mødet skulle stå på værtshuset Lord Nelson i København K, et værtshus med eget menukort – i første spalte navn, i anden spalte producenten og i tredje spalte … alkoholprocenten. For det er selvfølgelig kun øl, der er på menukortet. Nårh ja, prisen står selvfølgelig yderst til højre, og alle øl fås i en lille og en stor udgave.

Jeg valgte en øl fra et bryggeri, hvis øl jeg endnu ikke har prøvet, hverken før eller under nærværende blogs levetid. Der er tale om nomadebryggeriet Beer Here, der er endnu et – formentlig det kendteste – af ølentusiasten over alle danske ølentusiaster Christian Skovdal Andersens projekter. Øllen var den relativt nye stout med det lovende navn SoD.

Jeg skal lige huske at indskyde, at jeg skam tog noter, da jeg smagte brygget. Noterne blev senere fundet i det rene vasketøj, så det er så som så med notaterne for nuværende. Hukommelsen er dog – på trods af bryggets indvirkning – nogenlunde intakt.

Niels (th.) og undertegnede. Billede: Linda Nørgaard Framke

Øllet ligner ganske givet det, det hedder. Sort som slagger med tæt lysebrunt skum kunne det godt se ud som om sod var en af ingredienserne. Den smarte måde, navnet staves på, kunne dog godt antyde en forkortelse for et eller andet, men det er ikke noget, jeg lige umiddelbart har kunnet finde ud af. Men sod ligner den da – og smager også lidt derhenad. Der er i hvert fald et kraftigt ristet element, hvor ‘derhenad’ skal forstås ganske bogstaveligt, idet det ikke er nået til sod endnu – det er bare ristet, og ristet godt. På dette sted plejer jeg i øvrigt at berette om duften. Her svigter min hukommelse en anelse, selvom jeg dog husker, at duft og smag korresponderer fint sammen, og at en beskrivelse af begge dele ville blive mere repetitiv end oplysende.

Ud over ristede malttoner har den bitterhed af kaffe og en ledsagende sødme af farin. Vægten ligger dog mest på de bitre og især de ristede toner. Der er godt med tjære og fiskenet i denne kraftige, modne og fyldige stout og det er selvfølgelig en smagssag, om man kan lide den slags eller ej. Niels kunne ikke.

Niels valgte en Ale No. 16, det samme var jeg et kort øjeblik fristet til, fordi jeg gerne vil vide, om der er væsentlig forskel på flaske- og fadversionen, og om fadversionen er så meget bedre end flaskeversionen som jeg husker den.

Hvorom alting er, krævede nogle pludseligt opståede omstændigheder med vores 2½ måneder gamle datter (omstændigheder, hvis detaljer jeg skal spare læserne for), at jeg midt i øllet måtte stikke i rend ned til bilen, der holdt parkeret ved Gl. Strand, for at hente nogle remedier i bagagerummet. Jeg drikker jo i grunden ikke særligt meget øl. Det bliver ikke til mange mere end dem, man kan læse om her på bloggen. Den relative afholdenhed har med tiden øget min følsomhed over for alkohol betragteligt, men oplevelsen i forbindelse med denne øl tager godt nok prisen … Jeg bestilte endda kun en lille en på 0,25 l … Jeg vil ikke påstå, at jeg stavrede eller var ved at falde, men jeg havde en fornemmelse af, at have et slør over hovedet, og en underlig følelse af, at min hjerne havde løsnet sig og skvulpede rundt inde i kraniet i takt med kroppens bevægelser. Sagt på en anden måde havde under to deciliter af brygget gjort mig selskabeligt overrislet og måske endda lidt til.

Det har jeg ligegodt ikke oplevet før – øllet er selvfølgelig relativt stærkt, 7,5%, men alligevel ikke så stærkt, at det burde kunne mærkes så kraftigt. Så advarslen – eller anbefalingen, afhængigt af, hvordan man forstår det – er hermed givet videre. Den slår kraftigere end man tror, siger den ølglade skribent, der langt fra drikker en øl om dagen.

Og en aldeles fremragende, velsmagende og potent stout – det er den, og det rokkes der ikke ved, og vid iøvrigt, at der er flere anmeldelser af Beer Heres øl i vente, og lur mig, om ikke det fortsætter i samme fine form.

5-en-halv-stjerne

Dinkel, Neumarkter Lammsbräu

Foto: Linda Nørgaard Framke

Spelt styrer!

Familien er så småt ved at komme til hægterne efter influenzaangrebet. Det er dejligt at kunne gå rundt næsten uden følelse af, at hovedet er lukket inde i en fugtig osteklokke. At det klart værste var drevet over skulle fejres, men fortsat ikke med noget, der skulle smage af alt for meget, for de sidste rester rekonvalescens tyngede fortsat, og indbød derfor ikke til en alt for stor øloplevelse, man kunne risikere ville blive hæmmet.

Jeg valgte derfor den relativt uanselige Dinkel (som er det tyske ord for spelt) fra bryggeriet Neumarkter Lammsbräu, en efterhånden gammel kending her på bloggen. Bryggeriet ligger i Bayern og gør overordentlig meget ud af sin økologiske profil, mens kvaliteten desværre ikke altid tilstræbes med samme nidkærhed. Deres øl forhandles fast i Ren Kost i Jægergårdsgade i Aarhus, en butik, der frekventeres af øko-hippier og andre alternative segmenter, som vi her i husstanden mener at tilhøre. Der er dog ikke så meget øko-hippie over flaskens form, der mest af alt ligner en tysk håndgranat fra Første Verdenskrig. Til gengæld ligger den godt i hånden, og den lange hals får øllet til at klukke aldrig så lifligt, når det skænkes.

Bryggets lød er lys vandfarvegul med et tåget islæt, skummet er skrøbeligt, knitrende, hurtigt faldende og ikke spor klæbrigt.
Oven på denne lidt kedelige prolog ændrer alt sig, da bouqueten indsnuses, en kraftig blanding af vanille og hyldeblomst, slikagtigt sød, men hverken syntetisk eller parfumeret.

Smagen matcher nydeligt med et meget markant vanilleelement, kombineret af søde æbler med en syrlig afstemning af lime. Dertil kommer en fyldig og ømt omfavnende essens af søde roser.

Det er en meget lidt ‘øllet’ smag, hvor humlens bitterhed mildt sagt ikke spiller nogen fremtrædende rolle. Men selvom bitterheden udebliver skal den slet ikke afskrives som ‘festøl’ eller som noget, der ligner witbier for meget. Det er først og fremmest en fyldigt sød øl, der samtidig er frisk, i modsætning til de tunge, maltede øl, der alle er pragtfulde, men bedre passer til årets mørke tid.

Her er fokus på det lette og det friske – ja, man fristes helt til at sige det sommerlige. Det er bestemt en egnet øl til de friske salater på de varme, solrige sommerdage … ja, dem har vi ganske vist manglet, så endskønt det er en sommerlig øl, så passer den måske ikke helt til netop denne sommer.

Det er ikke tit, man finder øl, der både er søde, friske og som rent faktisk har en adækvat gennemtrængende og fyldig smag. På kombinationen af disse parametre er Dinkel ret enestående, selvom den stadig mangler den sidste smule intensitet og fylde til sådan at kunne kaldes rigtig god.

Men det er et aldeles udmærket sødt hverdagsalternativ til den bitre pilsner, og det gør bestemt ikke noget, at den i disse dage kan fås til en rund tier i bemeldte økologiske hippie-købmand. Klart over bryggeriets vanlige kvalitet er den også, og altså perfekt her i sommermånederne … Så mangler vi bare sommeren.
4-en-halv-stjerne

Ørbækker Pilsner, Ørbæk

Bloggen har ligget stille et stykke tid, mens hele familien har ligget på langs med en eller anden udefinerbar virus. Vi har skiftevis feber, kulderystelser, snotnæser, hoste, trykken bag øjnene, hovedpine, stoppede bihuler, ondt i halsen … listen er lang og det VIL bare ikke slippe.

Selv gider jeg ærligt talt ikke drikke øl, når jeg er småsyg. Smagssansen svækkes helt enormt, og det generelle ubehag man føler, ødelægger alt for meget af den glæde, et glas velskænket øl skulle give. I skrivende stund er jeg dog langsomt ved at komme til hægterne igen, (i modsætning til børnene, der lægger sig med nyt, så snart de er kommet til hægterne, men det er en anden historie) og jeg valgte derfor at trodse intuitionen i går aftes, og knappede en relativt simpel pilsner op.

Også Ørbækker har jeg prøvet før denne blogs levetid, og den kvikke læser vil måske have spottet den i rækken af ølflasker øverst i bloggen. Der er tale om Ørbæk-bryggeriets standardpilsner, en strågul, hvidskummende, undergæret øl på 4,6 % i en grøn flaske med mørkegrøn etiket, der udstråler lige dele rustik amateurisme og afbalanceret sans for det simple. Skummet klæber i små krusede fnug så småt som det forvandles fra fløde til en luftig marengsmasse. Duften er relativt fyldig af sødlig humle med en frisk, hård kant.

Smagen byder ikke i sig selv på de store overraskelser.  Humlen ligger i samme bitre hjørne som andre standardpilsnere fx Hof eller Grøn. Til gengæld smager den af meget. Det er en intens og fyldig humlesmag, der behageligt optager munden, med en som sagt gammelkendt bitter pilsnerhumle, med et venligt indslag af nødder og et sødt hint af chokolade.


Uden at være noget ekstraordinært lægger Ørbækker Pilsner sig på et niveau, kun de færreste pilsnere når. Det er glædeligt, at se endnu et slag slået for simpel, god økologisk kvalitet, og så kan den endda smages selv om man er småsyg.
4-en-halv-stjerne

Hvid, Indslev Bryggeri

Det er ikke første gang, jeg her på bloggen tester wit-bier, eller rettere wit-bier-ækvivalenter. Jeg husker Stuykman Wit fra Nørrebro Bryghus, og måske er det faktisk også de to eneste gange indtil videre. Alligevel er jeg tilbøjelig til at fælde en dom over stilen allerede, men mere om det senere.
Witbier betyder hvedeøl på flamsk, og det er netop hvad ‘Hvid’ fra Indslev Bryggeri er, eftersom bryggeriet udelukkende laver hvedeøl. Bryggeriet laver hvedeøl i forskellige traditioner, og Hvid er deres bud på en belgisk hvedeøltype under navnet Witbier. Af andre endnu ikke på bloggen behandlede witbier er Hoegaarden nok den kendteste. Anyways … I skrivende stund har jeg hovedpine, og mærker, at jeg skriver i ring, hvilket jeg ikke er utilbøjelig til netop at tilskrive øllet, der i øvrigt blev konsumeret til en frisk pasta-og-grøntsagsret i går aftes. Det tæller altsammen, og ikke for det gode (i modsætning til pasta-og-grøntsagsretten der ikke var til at skyde igennem.)
Hvid fra Indslev er en meget lys og lettåget øl. Den ligner meget tynd Fun-saftevand med citronsmag, og skummet gør mindre end intet væsen af sig. Det er lavt, skrøbeligt og har omtrent samme klæbeevne som friskpresset olivenolie. Duften … er der da. Den er sødligtsyrlig – men mest syrlig – af overvejende frisk lime og en snert af det søde i appelsiner. Citrusfrugttemaet er overordentligt nærværende, og det lover, endskønt duften ikke er ubehagelig, ikke godt.
Og smagen gør da heller ikke meget væsen af sig, og det væsen den trods alt gør, er ikke udelt behageligt. et første indtryk er sødt, en snert af clementin, dog med en skarp bismag af lime, et anmassende gærelement og en eftersmag, der først synes nogenlunde godkendt letbitter, men derefter også slår over i det gærede. De forskellige smagsindtryk passer iøvrigt dårligt sammen og ender i en aroma, der mest af alt minder om håndsæbe – og det er slet ikke den rare bouquet, som jeg kender fra min favorithåndsæbe fra UrteKram.
Sæbesmagen tager dog af efterhånden, men afløses ikke af noget bedre. Husk, at sæbesmagen blev fremmanet af den ikke velafstemte blanding af sødt og surt. I virkeligheden er det disse aromaer, der som brygget drikkes, tager mere og mere af, og afløses af en stadigt mere tør gærsmag ikke ulig kaffegrums i mundfornemmelse.
Og for nu at tage tråden op fra begyndelsen. Selvom jeg personligt ikke synes, at Hvid er en vellykket øl på nogen måde, lader det alligevel til, at witbier skal være på den måde. Jeg synes nemlig ikke, at Hvid er nævneværdigt bedre eller værre end Stuykman Wit eller som jeg husker Hoegaarden. Jeg tror ganske enkelt ikke, at belgisk witbier generelt er min kop øl – men da jeg ved, at det samtidig er en meget populær øltype, erkender jeg, at det ikke er øllet, der er noget galt med – det er nok mig.
Og overordnet har typen da sin perlende friskhed at byde på. Den kan velnok nydes, hvis øllet drikkes HELT koldt. Jeg er dog vokset fra iskoldt øl, noget tyder på, at jeg får hovedpine af witbier, og det smager tydeligvis grimt, hvis jeg drikker det på den måde, jeg foretrækker. Folk, der kan lide Hoegaarden, Stuykman Wit og formentlig også Fynsk Forår fra Ørbæk, vil sikkert også finde behag i den her øl. For min skyld kan de beholde dem alle – så er der også mere til dem.
1-en-halv-stjerne

Duvel, Brouwerij Duvel Moortgat

Finaleøl

I skrivende stund er der EM-finale, og i håb om, at UEFA på vegne af Carlsberg idømmer mig en kæmpe bøde, har jeg valgt at drikke og skrive om en øl fra et bryggeri, der ikke er hovedsponsor for arrangementet, idet jeg håber, det bliver opfattet som reklame. Hvis jeg får en bøde, og bryggeriet bagefter vælger at betale den, lige som Paddy Power gjorde for Niklas Bendtner, kan jeg angive erstatningen som A-indkomst, og den skal nok svare til den årlige gennemsnitsindtjening for en akademiker … og hokus pokus – velkommen til en ny dagpengeperiode. – Ja, jeg ville selvfølgelig, i modsætning til, hvad samtlige partier fra SF til DF påstår, hjertens gerne have et arbejde, og gerne et, der gav væsentligt mindre årligt end det Bendtner fik i bøde – men næh nej, det kan jeg jo ikke få, så jeg må prøve med de beskidte tricks i stedet.

Duvel er en Exceptionelt lys øl. Lysere end andre lyse rædsler som Corona, Tuborg Lime Cut og Cult Kay-Sar. Skummet er højt, næsten selvlysende hvidt, ganske luftigt, nærmest sprødt med konsistens som mislykkede marengs. Det er ment positivt og klæbeevnen svarer godt dertil. Duften er sød og intens. Den mærkes langt fra glasset, såsnart øllet er skænket.

Smagen er en bittersød – mest bitter, og den søde smag mærker man kun allerførst. Først indledes smagen dog af et turboboost af alkohol, der fylder hele mundhulen som en kraftig kartoffelbrændevin. Det er en voldsom og intens øloplevelse – ikke udelt behagelig, men det gør ikke noget, fordi den samtidig er unik. Sødmen, der derefter indfinder sig langs gummerne bærer noter af hyldeblomst, en hård og klar smag, der derefter rammer mandler og svælg, hvor en kraftig, tør bitterhed og humle tager over. En let syrlig note af citrus og græs er også til stede, mest som pynt, og alligevel undværligt i det store billede, og derfor ret beset overflødigt, hvis ikke ligefrem skæmmende.

Det er voldsomt, det river og flår i hele munden, og man kommer til at svede selvom øllet er koldt. Man forstår godt, at Michael Jackson – ølkenderen, ikke ham med gummiansigtet – skulle have kaldt denne øl en af verdens bedste øl (jeg henviser til en kilde, der også er tvivlende – men selv hvis det bare er en god historie, at Michael Jackson skulle have kaldt den det, forstår man godt, at historien er opstået). Men når alt dette er sagt, er det ikke altsammen ubetinget behageligt. Snapsessensen vil næppe glæde alles ganer lige meget, og jeg synes helt klart, at den er mere spændende og interessant end egentlig rar.

Men det er nu også det eneste negative der er at sige om en ellers velsmagende – og altså meget spændende øl.
5-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme