Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Month – juni 2012

Sort Hvede, Indslev Bryggeri


I forenden af midterfeltet

Sådan cirka midt mellem Middelfart og Vissenbjerg ligger byen Nørre Aaby, hvor hvedeølsbryggeriet Indslev Bryggeri har hjemme. Ifølge bryggeriets hjemmeside er det det første egentlige hvedeølsbryggeri i Danmark, hvilket ikke skal forstås sådan, at de var de første, der bryggede hvedeøl (Tuborg forsøgte sig halvvejs forkølet, halvvejs ynkeligt tilbage i 2002 med Classic Hvede), men som det første bryggeri, der udelukkende brygger hvedeøl – eller varianter over det. Her på bloggen har jeg tidligere anmeldt den aldeles udmærkede Spelt Bock, og spelt er selvfølgelig også en hvedesort, men derudover bruges der også andre malttyper i øllet – men det gør man sådan set i de fleste hvedeøl, så det diskvalificerer ingenlunde.

Bryggeriets bygninger, der har været på samme families hænder altid, har stået siden 1897. Men det genåbnede som bryggeri i 2006 – eller 2005 afhængigt af hvor på hjemmesiden man læser – har altså ikke altid været bryggeri. Hvornår det i sin tid lukkede, fremgår ikke, men på den baggrund at ville påstå, at man er Danmarks første hvedeølsbryggeri er altså en mindre tilsnigelse. At det er det eneste, har jeg til gengæld endnu ikke fundet dokumentation for, skulle være usandt.

Vel, nyt, gammelt eller eneste – flot er øllet i hvert fald, faktisk helt natsort med sortbrunt skum. I den høje, cremede top kan man gennem glasset se, hvordan det faktisk ser ud som om boblerne falder ned gennem skummet, snarere end at de stiger. Det er flot at beskue og giver en dynamik, jeg sjældent har set. Skummets holdbarhed er også flot – det hæver sig som en fin frygerhue over glassets kant. Brygget dufter også mørkt – af ristet malt og brændt karamel. Dertil kommer en letsyrlig snert af umodne æbler.

Ved synet af det pragtfulde, mørke bryg havde jeg naturligvis ikke tålmodighed til at vente indtil skummet var faldet, og da jeg sugede den første mundfuld ind, udeblev resultatet ikke. En kraftig aromasprængning af sød karamel og brændt malt fyldte omgående munden og endte med karamelsød eftersmag, der næsten matchede blødt toffee-fyld.

Desværre … desværre kunne selve brygget ikke helt komplimentere det uovertrufne skum. Til stede var ganske vist både brændt og letrøget malt, men den søde karamel var blevet erstattet af en knap så interessant, og lidt for velkendt blommesødme med en småbitter svedskeessens. Ikke nogen dårlig smag, men altså knap så spændende, og desuden manglede den fylde. Til tider føltes den faktisk lidt vandet om ikke decideret tynd.

Eftersmagen ændrede sig også, men formåede dog at holde spændingen intakt – nu var den temmeligt kraftigt vinøs, som når man tager første nip af en god, fyldig rødvin.

Sort Hvede kan ikke helt holde hvad dens ydre, duft og skum lover, og det er ærgerligt. Når det er sagt smager den da udmærket, men når altså ikke op i nærheden af det bedste bloggen her har beskæftiget sig med.
4-stjerner

Dette var anmeldelse af øl nr. 250. Jeg er da glad for at have ramt en nogenlunde øl i den anledning, men egentlig havde jeg planlagt en lidt mere fancy øl til lejligheden. Vel, man kan ikke vinde hver gang – jeg er glad for at være nået helskindet den kvarte vej op til de 1000 forskellige øl. Tak til læserne, og de, der undertiden deler indlæggene, samt de, der tager sig tid til at kommentere.

Vel mødt snarest til flere anmeldelser.

Pale Ale, Sierra Nevada

Respekt til One Pint

 
Jeg nævner mange firmaer på min blog. Det kommer jeg i sagens natur til, eftersom det er produkter, jeg anmelder. Jeg vil til gengæld gerne understrege, at jeg er en glad (læs: luset) amatør, og at jeg hverken honoreres ved ussel mammon eller gærede humleprodukter … undtagen, når privatpersoner sender mig deres favoritbryg til anmeldelse.
Når jeg nu har besluttet mig for at skamrose One Pint, er det altså ikke fordi, de honorerer mig eller noget som helst andet. Det er simpelt hen, fordi jeg mener, det er i orden at rose når alle – også private firmaer – gør et ordentligt stykke arbejde, og det må jeg konstatere, at One Pint gør.
One Pint er et firma, der importerer øl fra Engand, USA, Tjekkiet, Tyskland, Belgien og Indien, og desuden distribuerer de øl fra mindre bryggerier – ja, lad os da bare sige specialøl – her i Danmark. De producerer ganske vist ikke selv, men jeg har så ofte stået med en øl, distribueret eller importeret af One Pint, der viste sig bare at være ganske pragtfuld. Det er godt, at der findes ildsjæle som dem i One Pint, der gør et stykke arbejde for, at godt udenlandsk øl kommer til Danmark, og at gode lokalbryg herhjemmefra i øvrigt kan nydes i hele landet.
Californiske Sierra Nevadas Pale Ale (angiveligt bryggeriets første) samt den svært tilfredsstillende Torpedo IPA, der som bekendt fik topkarakter her på bloggen, er begge importeret af One Pint. Tusind tak for det – og så er læserne vist tilstrækkeligt advaret om, at nærværende anmeldelse ikke bliver en af de underholdende dårlige af slagsen.
Sierra Nevadas Pale Ale er en ginger ale-farvet øl med et letklistret, gyldent skum. Duften er kraftigt sød af humle med et markant roseelement. Smagen er hård og aromatisk, indeholder toner af især roser og ingefær med et hint af blåbær, fersken og solmodne appelsiner. Dertil kommer en fyldig ledsagende bitterhed, der især giver sig til kende ved mandlerne og i eftersmagen.
Det er en let ale med masser af smag, lige til at lade hvile og balancere på tungen, hvor den nærmest emmer af friskhed, vederkvægelse og fyldig velsmag. Jeg tilslutter mig – ikke ubetinget, men alligevel i høj grad bryggeriets påstand om, at de skulle være blandt USA’s førende producenter, for samlet set er det bestemt det bedste bryggeri fra staterne, jeg indtil videre har stiftet bekendskab med.

5-stjerner

Kronenbourg 1664, Kronenbourg

Sød, omend kedelig pilsner

Der var forleden to forskellige sixpacks på tilbud i Fakta Hasle, og begge kostede kr. 25,-. Den ene var med Carlsbergs Sort Guld, den anden med nærværende franske standardsprøjt. Uanset hvad man måtte mene om øllet, var begge dele et godt tilbud, idet både guldøl og udenlandske øl for det meste koster mere end kr. 5,- for 0,33 l. Samtidig kan jeg nu lejlighedsvis nyde en øl til maden uden at behøve bekymre mig om, at øllet også skal anmeldes. Alle disse fordele kan opveje endog megen svigtende kvalitet ved bryggene.

Kronenbourg 1664 er som sagt fransk standardsprøjt – det er DET franske øl, man drikker i Frankrig. Jeg stiftede første gang bekendskab med det, da jeg tilbage i 1999 fejrede jul i Frankrig, og jeg var på stedet ikke det allermindste solgt. Tværtimod undrede jeg mig, at man i det relativt tysksindede område (Lorraine/Lothringen) drak så tyndt øl, at det til forveksling lignede det danske, når nu man ellers havde alt det gode tyske øl under ti minutters kørsel derfra.

Og hvis dette øl syntes tyndt, før jeg begyndte at anmelde systematisk, ville det næppe føles anderledes i dag. Tilbage er der med andre ord kun håbet på en positiv overraskelse.

Bryggets ydre er helt og aldeles uinspirerende pilsnergult – måske en enkelt tone mørkere end de helt lyse pilsnere som Corona og Flens Gold, men så heller ikke mere. Skummet er uinspirerende hvidt, luftigt, hurtigt faldende og lige så klæbrigt som overfladen på en brosten i en stillehavsmonsun. Duften er fjern, traditionelt kornet med et fortrinsvis bittert humleelement.

Og jo, jeg huskede ikke forkert – det er en mest af alt tynd øl, hvor vandighed spiller en temmelig dominerende rolle. Smagen falder i det søde hjørne med en humle, der tenderer i retning af mandler og en snert af hasselnødder, men den mangler simpel fylde og kraft.

Når de første par mundfulde er skyllet ned står man tilbage med en lidt flad smag i munden … men så sker der noget. Lige så stille titter en rar, blød og slet ikke så ufyldig eftersmag af søde valnødder frem, og klæber sig til mandler og gane. Det er en rar overraskelse oven på en mestendels tynd og kedelig øloplevelse.

Overordnet er det en rar, blid og venlig øl at drikke. Nogle ville sige letdrikkelig, men det er en betegnelse, industrien bruger om øl, der alt andet lige er tyndere og mere intetsigende end denne øl, der faktisk ender med at være en mildt positiv overraskelse. Den er sødere end jeg husker, og den rare mundfornemmelse og gode eftersmag opvejer nogenlunde det, den mangler i kraft og fylde. Det er en behagelig øl til varme sommerdage, hvor den ikke bare læsker, men også smager godt.

Derudover forbliver den dog ikke meget mindre kedelig end det, man kender fra de fleste danske pilsnere.
2-stjerner

Sort Guld, Carlsberg

Sort Guld som den tog sig ud i forne tider

Jeg har egentlig altid godt kunnet lide designet på Carlsbergs Sort Guld. Sort baggrund, gylden skrift – logo plus navn, slam! Derfor ærgrer det mig, at bryggeriet nu har ændret layoutet, så det nu ligner noget, en skoleelev har flikket sammen i paint i spisefrikvarteret.

Men det er jo trods alt det, der er inde i pakken, der tæller. Det er noget, jeg i min pure ungdom har prøvet før, og husker, at jeg kunne lide. Carlsberg Beer, eller Sort Guld, som den hedder herhjemme var i noget af gymnasietiden min favoritøl. Den havde en passende kombination af høj alkoholprocent, og en lettere – eller i hvert fald bedre smag, end den jeg fandt i regulære pilsnere på det tidspunkt.
Meget er sket siden, men formentlig ikke med brygget, der sikkert stadig brygges efter samme recept, kontrolleret ned til mindste alkoholpromille, nanogram gær og picoliter vand, sådan som industribryg skal være. I det mindste kan jeg være nogenlunde sikker på, at det er samme bryg, jeg smager i dag, som jeg drak så meget af dengang, selvom vi hastigt nærmer os 20 år imellem.
Sort Gulds nye kedelige design –
men prisen fejlede ikke noget. Kr. 25,-
 for en sixpack må siges at være i orden. 
Props til Fakta Hasle endnu engang.

 

Om udseendet er der ikke meget at sige – det ligner en regulær pilsner, punktum – strågult med kridhvidt luftigt … og så alligevel i overraskende grad klæbrigt skum. Duften er ovre i det søde og fyldige, men stadig med pilsnerens velkendte kornede udtryk. Et par noter af metal stikker mere til let irritation end egentligt ubehag.

Nøgleordene til at beskrive smagen er mundfornemmelse og fylde. Det er en øl, man først og fremmest mærker, snarere end man smager den. Den smages ikke meget før den når mandlerne, hvor den giver en mestendels rar, men alligevel bidsk, metallisk bitterhed der måske nok ikke er direkte ubehagelig, men heller ikke nogen udelt nydelse. Kvaliteten findes derimod i mundfornemmelsen, der formentlig på grund af en alkoholstyrke på 5,8 er præget af en fylde af godkendt elegance. Det er en behagelig øl at have i munden – man har lidt fornemmelsen, igen på grund af den mere manglende end egentlig tynde smag, at øllet svæver på et tyndt lag af luft, indtil det ankommer til det bageste af munden.

Den lækre mundfornemmelse til trods forbliver den dog mest en skuffelse i forhold til, hvordan jeg husker den, og Tuborgs Guld finder jeg i dag væsentlig bedre. Der skal mere i en øl end bare fylde og halvdårlig eftersmag til at skabe et ordentligt brygresultat.

Gad vide, om det i virkeligheden bare var designet, der forførte mig i hine gymnasiedage?
1-en-halv-stjerne

St. Feuillien Brune/Bruin, Brasserie St. Feuillien

Dagens anmeldelse må starte med en rettelse. Jeg var lidt for hurtig til at kalde St. Feuilliens øl for trappistøl. En venlig læser gjorde mig opmærksom derpå, og jeg kunne efterfølgende konstatere, at der faktisk ikke var nogen indikationer, heller ikke fra bryggeriet selv, på, at brygget skulle være en trappistøl – altså en øl, brygget af munke på et cistercienserkloster. Brygget findes dog stadig på wikipedias liste over ‘abbey-ales’ eller klosterbryg, som jeg ville kalde det, men det lader også til at være en tilsnigelse. I dag er bryggeriet ikke tilknyttet et egentligt kloster, men derimod en familie, der har ejet brandet siden 1873. Tidligere har der været et ølbryggende kloster på stedet, men i dag er det åbenbart kun ‘traditionen’, der føres videre.

Hvis det blot er traditionen for at brygge øl – ja, så er tradition jo et vidt begreb. Det fremgår altså ikke entydigt, om det er de samme slags øl, som klosteret i sin tid bryggede, der brygges i dag.

Men det ville jo ikke være første gang, at et firma trækker på traditioner og historie, det ikke selv har været med til at skabe. Det kan man mene om, hvad man vil, men det skal ikke ændre på, at øllet stadig skal vurderes på dets objektive kvaliteter, frem for om firmaet bag lejlighedsvis er lige lovligt fremme i skoen med hensyn til at høste kulturel kapital fra lokalområdets historie.

De objektive kvaliteter kendetegnes i første omgang ved en nydelig rødbrun farve under et klæbrigt, luftigt, gyldenbrunt skum. Man konstaterer, at betegnelsen Brune/Bruin alt andet lige ikke er nogen tilsnigelse. Duften er sød af let overmodne ferskner med en skarp snert af grønne (læs sure) æbler.

Det syrlige mærker man til gengæld ikke i smagen, der fyldigt sød. Først smager man flødekaramel, så let brændt karamel, så farin, så lyst rørsukker og endelig – i eftersmagen – melder sig omsider nogle bitre toner som i uraffineret rørsukker. Det er en øl, der kun smager af én ting, og alligevel smager den af meget forskelligt. Det er ganske nydeligt og velsmagende, hvis man ellers er til søde øl.

Jeg kan godt lide søde øl, men denne øl mangler måske lidt til at spille op mod det søde. Det bliver en lidt lang omgang med sødt øl, der ikke udfordrer, endsige ændrer ens opfattelser om, hvordan øl kan smage, eller hvordan godt øl smager. Det er lidt som en kavalkade af Bee-Gees største hits. Det lyder da meget godt, og der ligger bestemt et kompositionstalent bag – men i længden bliver det for sukkersødt og uudfordrende.

Når det er sagt, kommer man ikke uden om, at det vitterlig er en lækker øl, der er en smagning værd – også selv om udfordringer til smagsløg, gane og svælg er til at overse.
4-en-halv-stjerne

St. Feuillien Blonde/Blond, Brasserie St. Feuillien

Fakta har i – vel lidt over en måneds tid – haft tre trappistøl fra bryggeriet St. Feuillien på tilbud. Endnu engang har jeg kunnet glæde mig over at Faktas øludvalg har forbedret sig, og samtidig giver netop trappistøllene mig muilghed for  at sammenligne de forskellige klostres kompetencer udi brygkunst. Jeg har nu ikke tænkt mig at lave et tema ud af de tre øl – ikke mindst fordi jeg stadig ikke har færdiggjort temaet om spritterøl fra Royal Unibrew.

Dagens manuskript er pist forsvundet – formentlig spontant opløst i atomer. For minutter siden lå det ved siden af computeren, men efter at have endevendt hele lejligheden, har jeg måttet konstatere, at den lille seddel – bagsiden af et kalenderblad fra en Wulff-Morgenthaler-kalender ikke længere findes i denne dimension. Derfor må anmeldelsen bero på det skøn min hukommelse tillader mig at huske fra en dag tidligere, det var i går, jeg drak den.

Det er en meget lys øl kronet af en fin, kridhvid og luftig frygerhue, der efterlader store, kantede mosaikker på glassets sider. Duften er især præget af korn og hjemmebrygget øl, som jeg husker det fra mit barndomshjem på badeværelset på første etage.

Smagen er præget af blød humlebitterhed, en sødme af mango, og en let ananaskirsebæragtig syrlighed, der dog kun lige netop runder smagen af. Nøgleordene er blødhed, blidhed, venlighed og St. Feuillien er bestemt en meget rar øl at drikke. Overraskende er det også, at den på trods af sin venlighed ikke er en decideret tynd øl, endskønt aromaen blidt kondenserer i ganen, frem for at blive tæsket brutalt ned i smagsløgene – sådan som jeg bedst kan lide det.

Det er sådan set en ganske velsmagende og spændende øl – men det er ikke en farlig øl, der udfordrer ens grænser for, hvor meget bitterhed eller for den sags skyld sødme man kan holde ud. Der ligger dog en vis kompositorisk styrke i forskelligartede, omend velafstemte smagsindtryk, så selvom den ikke bider hårdt, er tandsættet bestemt hverken forlorent eller på anden måde uinteressant.
4-stjerner

Torpedo Extra IPA, Sierra Nevada


Helstøbt fornøjelse

Jeg syntes jo nok, den var lidt dyr. Jeg tror det var omkring 25 kroner, jeg gav for den i Føtex, Storcenter Nord for en måned eller to siden, og det altså kun for 0,33 liter, indrømmet i en handy og flot flaske – men alligevel.

Jeg havde faktisk ikke regnet med, at det var fordi øllet var af en særlig kvalitet. Godt nok er det en IPA – en af mine absolutte favoritøl, men på den anden side var den amerikansk og desuden filtreret. Amerikansk øl kan skam være udmærket, men sådan helt oppe og ringe kommer det nu sjældent.

Men op blev det hældt, og sjældent har jeg da været så privilegeret at opleve to så velduftende øl på så kort tid, den anden var Jakob Schytz’ hjemmebryg. Duften af Torpedo Extra IPA er kraftigt vanillesød med en fylde af friskbagt hvedebrød, kombineret med det bitre duftindslag i velmodne appelsiner. Af udseende er den udpræget kobberrød under et næsten citrongult, cremet skum, ikke ulig kagecreme i konsistens og lød. Velklæbende er det forøvrigt også.

Som det sig hør og bør med en IPA er bitterheden kraftig og gennemtrængende, omend denne karakteristik kun i ringe grad slår til. Ikke ulig Braunsteins Brown Ale eksploderer smagen nærmest ved berøring med indersiden af mundhulen, denne gang ikke med sødme, men med en lige så intens bitterhed. Bitterhedens drøjde er af en ganske særlig kaliber, en lille mundsmag mærkes stadig kraftigt i munden længe længe efter, som en intens, tør bitterhed ved mandlerne.

Både smag og eftersmag præges af en velafstemt og kraftig smag af humle og lakridsrod. Lakridsroden er af den type man velnok bruger til piratos – der er faktisk et element af brændende salmiak i den. Bagom den bidende, stikkende bitterhed er der en ledsagende og afrundende aroma af roser og en antydning af karamel og malt.

Som allerede antydet er eftersmagen af en ganske særlig kvalitet. Ud over at den varer nærmest absurd længe, ændrer den lige så stille karakter fra at bide og prikke i starten, til at klæbe til mundhulen, for at afslutte med at kæle svælg, gane og mandler nænsomt til sidst.

Det er måske lidt large, men dette er om ikke den mest fandenivoldske, så i hvert fald den mest helstøbte, velafrundede og velkomponerede IPA, jeg nogensinde har smagt – og så endda filtreret – ja, man tror det jo nærmest ikke. Men filtrering gør det måske nemmere at kontrollere at resultatet bliver helt rigtigt – og hvis gennemsigtighed i brygget er den pris, der må betales, so be it! Herfra får den en velfortjent topkarakter, og den var bestemt alle pengene værd.
6-stjerner

Vild Hvede, Brygværket/Ørbæk

Halvtam fornøjelse

 
Nomadebryggeriet Brygværket har som bekendt lanceret to øl. Den ene drak jeg for knap to uger siden, hvilket bestemt var en godkendt oplevelse – omend ikke nogen decideret feinschmeckerøl. Ifølge Jakob Schytz og Ole Madsen fra Ekstra Bladet skulle nærværende hvedeøl da også være mere vellykket, og den får da i hvert fald ikke for lidt på etikettegningen, der forestiller en steroidpumpet, solgrillet fritte (eller hermelin eller mårhund) i en kornmark, der fyrer ølflasker af sted med et bazookalignende aggregat. Ikonografien varsler i hvert fald en kraftfuld, omend måske ikke helt stilsikker, oplevelse.
Så det var med en vis forventning, jeg hældte det tågede bryg, hvis lød svarede til en blanding af appelsin- og citronsaft op. Jeg blev, indrømmet, ganske betaget af den luftige marengstop, der længe hang over brygget, og kun langsom gav sig til at falde, mens det afsatte kantede mosaikker på glassets sider. Duften viste sig fortrinsvis sød, men lettere udflydende i karakteren, der landede et sted mellem æbler, hyldeblomst og frisk græs.
Smagen kan bedst beskrives som syrligt-sød, kornet og med et fremtrædende græselement, som man møder det i duften, mens hyldeblomstnoterne er trængt i baggrunden. Som man vender sig til brygget, tager sødmen dog mere over og bliver fyldigere, uden dog at det kommer til at minde mere om hyldeblomst. I stedet indtræder en fjern, omend elegant smag af jordbær, der evner at runde det syrlige af, så det ikke bliver for fremtrædende.
Eftersmagen er tør og lettere gæret, jeg savnede især det humleelement, som Ole Madsen ellers mente at kunne finde, og derfor bliver eftersmagen faktisk også for gæret, da der ikke er noget rigtigt velgørende smagselement til at runde gæren af, eller komplimentere den. Helt overordnet er der heller ikke rigtig nok kraft i den. Jeg er fristet til at være flabet, og som hvedeøl at kategorisere den blandt de tidlige danske hvedeøl, såsom den umulige Tuborg Classic Hvede. Helt så tynd er Vild Hvede ikke, idet smagsbilledet jo er ganske varieret og egentlig nydeligt – men brygget mangler simpelt hen noget kraft for rigtigt at gøre sig bemærket. Det er i hvert fald slet ikke den vilde omgang, man forventer ud fra navn og illustration, og den er i mine øjne mindre interessant end Herlig Humle.
Ja, man skal som bekendt ikke skue hunden på hårene eller øllet på etiketterne … – og dog, bagetiketten kan jo faktisk meddele, at Vild Hvede, sit navn og grafiske fremstilling til trods, har “en let krop” og “er velegnet som en simpel tørstslukker eller sammen med lettere frokostretter”. Lad os bare sige, at det undertiden er bedst også at kigge bag på flasken, hvis man vil have ordentlig besked om øl.

3-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme