Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Month – maj 2012

Hjemmebryg v/ The Lord of Malts, Jakob Schytz

Lørdagen før pinse var familien og jeg taget hele den lange vej fra Aarhus til Aalborg. Der skulle årets skandinaviske mesterskab i sækkepibespil stå – for anden gang i træk uden at jeg skulle deltage. Sidste gang blev jeg ramt af blindtarmsbetændelse umiddelbart før, og i år – ja, der er musikken blevet parkeret til fordel for andre ting, som alt andet lige er vigtigere. Men af sted skulle vi da, og møde gamle venner og bekendte, og opleve den dejlige musik, der har været en så stor del af mit liv, og vel nok også skal blive en stor del af mit liv igen, engang når jeg får tid og ikke mindst et ordentligt sted at øve.

Besøget ved Limfjorden, nærmere betegnet Lindholm Høje lidt uden for Nørresundby, gav mig også en mulighed for noget, jeg kun sjældent har oplevet – formentlig færre gange, end hvad der kunne være talt på en hånd. Jeg skulle møde nogen, jeg kun kender fra nettet, nærmere betegnet facebook og ølbloggermiljøet, The Lord of Malts Jakob Schytz (som nogen måske vil kende som The Master of Hoppets‘ faste sidekick, når ellers Mesteren ikke er i færd med at tørlægge det nordamerikanske kontinent for gærede humleprodukter).

Ud over en sludder om arrangementet, os selv, vores familier, øl (vel nok ikke til læsernes store overraskelse) med mere, havde Jakob også taget et par flasker af sit hjemmebryg med, og jeg anser det naturligvis som både en ære og en anerkendelse af mine bloggeregenskaber, at jeg blev bedt om at anmelde den her på bloggen. Jakob fortalte selv, at øllet var præget af en stor mængde tørhumle – og det lød jo ganske forjættende.

Lord of Malts, aka Jakob Schytz til venstre. og undertegnede
til højre- iført sovende tumling på ryggen, hvilket
man nemt kommer til at fremstå en kende skrutrygget af.
Foto: Linda Framke

Da menuen pinsemandag stod på stegesotilberedt kylling med nye økologiske kartofler og sovs, syntes anledningen til at knappe en af dem op også at være opfyldt. Glasset fyldes af et lyst bryg et par toner mørkere end vanlig pilsnerfarve, der er dejligt tåget af restgær. Ovenpå rejser sig et højt, flødeagtigt skum, kridhvidt, solidt og alligevel med store bobler inde imellem cremen. Klæbeevnen udebliver dog, hvilket egentlig overrasker mig.

Duften er en klasse helt for sig selv. Hvis det kun var duften, bloggen handlede om, ville brygget være rendt med seks stjerner lige på stedet. Den har en helt overordentligt og nærmest uforskammet sød og fyldig bouquet af vanille, som man kender den fra flødeis, koldskål og vanillekranse – bare så ufatteligt meget kraftigere, føj dertil hyldeblomst, en snert af roser og en bagvedliggende essens af jordbær. Nogle ville måske sige parfumeret, og jeg vil ikke give dem uret, omend det så sandelig er et af de få tilfælde af parfumeret på den fede måde. Man fristes til at hælde lidt bryg op, og så bare hive duften ind, mens skummet falder – så hælde lidt mere, snuse ind – lidt mere snuse ind … Sådan ville man kunne få rigtig lang tid til at gå bare på at dufte brygget.

Nuvel – ved øl er duften ikke det vigtigste. Smages skulle det også.

Her melder sig straks nogle andre toner. Brygget er sødt-syrligt, som jeg husker Stuykman Wit fra Nørrebro Bryghus, præget af sure appelsiner vel blødt op af rosen- og hyldeblomstsødme og det hele i øvrigt væsentligt kraftigere og mere fyldigt end hin konfliktramte Nørrebro-øl. Ved slutningen af tungen bøjer brygget også i den grad af, og tager nu en ganske anden, mere radikal og feinschmeckerisk retning.

Op langs med ganen og ind i mandlerne trænger nu, med samme kriblende fornemmelse som når man bliver lokalbedøvet, en kraftig bitterhed af tør humle, salmiaklakrids og træ. Det er for alvor her, at brygget gør opmærksom på det store indhold af tørhumle.

Bagom lurer fortsat øllets syrligtsøde smag, der altså ikke passer helt perfekt med den ellers pragtfuldt bitre finale. Kompositionen mellem de forskellige smagsnuancer kunne være både bedre valgt og bedre afstemt, men alligevel er der samlet set tale om et ganske vellykket, vovet og iøvrigt forfriskende slutresultat. Det er en øl fuld af smag og gåpåmod – især mod, og jeg foretrækker klart vildskaben og eksperimenterne – med risiko for, at det ikke lykkes helt – frem for kontrol og kompromis, hvor brygget vil mangle i smagens kraft, hvad det ellers måtte have i velafstemthed.

Jeg blev anbefalet at drikke den kold. Det fandt jeg efterhånden ud af ikke er nødvendigt. Syrligheden tager af, jo mere temperatur brygget får, samtidig med at sødmen tager over. Sødmen minder igen om appelsiner med en snert af roser, der bliver kraftigere jo mere temperatur brygget får.

Uagtet dette er den skarpe syrlighed i det kolde øl både velgørende og forfriskende – på samme måde som britiske øl kan være det, selvom de her til lands velsagtens er berygtede for netop dette. Jeg synes imidlertid det er forfriskende at opleve, at også syrligt øl kan være rigtig godt – det er bestemt ikke tit man oplever det.
Godt arbejde, Jakob!
4-en-halv-stjerne

Spelt-segmentet 1 år.

Min vivs og mit tegneserieprojekt (nu på eget domæne) fylder ét år i dag. Det fejres med en fødselsdagsstribe og ønsker om, at flere vil læse den – og dele den på diverse sociale medier, hvis de kan lide den. Min viv har smukt skrevet alt, hvad der ellers behøves her, så tillykke med os, og god læselyst til dem, der ikke kender serien endnu, og også vil give min ikke-øl-relaterede projekter en chance.

Premium Pilsner 4,4, Harboe

Sær Pris II

Harboes discountøl er ærligt talt ikke værd at spilde mange ord på, så anmeldelsen af denne øl vil fokusere på de mærkbare forskelle fra dens næsten identiske broder på 4,6%.

Men lad os blot starte med et par ligheder, nemlig udseendet, hvor de praktisk taget er identiske – begge citrongule med uengageret, hvidt skum.

Men allerede i duften mærkes faktisk en markant forskel. Det er egentlig utroligt, at øl med så svag bouquet kan opvise sådanne forskelle, og når forskellen oven i købet består af et fravær i forhold til den stærkere og dyrere broder, samtidig med at duften faktisk er kvalitativt bedre – ja, så har man da i den grad set det med. Alt i alt er bouqueten nemlig svagere, men da det er det sure element, der er fraværende, så føles det faktisk mere behageligt. En sød, omend meget tam og uinspirerende humleduft præger brygget – men det tynde til trods er det bestemt ikke den ringeste humleduft, man har prøvet.

I smagen mærker man også noter af vand – ja, dominerende noter af vand ved siden af en overvejende sød humleessens, der ligesom i duften er fjern, men alt andet lige velgørende i det omfang den er til stede. Det er en vandigere og tyndere øl, til gengæld er den væsentlig mindre harsk – eller rettere, den er ikke harsk overhovedet, og det er ikke brygget til skade. Det er en frisk og læskende øl, der bestemt egner sig til tørstslukning på en varm sommerdag, omend den ikke i imponerende grad hæver sig op over køleskabskoldt postevand i vederkvægelse.

Det er klart et sødere og bedre, men også tyndere alternativ til dåseøllen på 4,6%. Det mest imponerende ved dobbeltsmagningen må dog siges at være, at to øl fra samme bryggeri, med 0,2% forskel i alkoholstyrken og tilsat råfrugt, kan gøre så stor forskel.

At den klart dyrere øl af de to også er den klart ringere – ja, det skal man vist være økonom for at forstå.

Premium Pilsner 4,6%, Harboe

Sær pris I

Som allerede nævnt i et tidligere indlæg, havde Føtex i Nordcenter Stor to gange Premium Pilsner til salg – den ene på dåse, der holdt 4,6% – den anden på flaske, holdende 4,4%, førstnævnte mere end en krone dyrere end den anden. Jeg har sat mig for at undersøge, om der er nogen forskel at komme efter smagsmæssigt, især når nu den ene er rundt regnet 50% dyrere end den anden. Hermed følger anmeldelsen af den dyrere dåseøl på 4,6%, der i øvrigt også er tilsat råfrugt i form af byg.

En standardpilsner fra Harboe vækker sjældent de store forventninger, og brygget tager sig da heller ikke imponerende ud. Det er meget lyst, nærmest citrongult i løden, med luftigt, næsten selvlysende hvidt skum. Citronindslaget gør sig også gældende i duften – eller lugten, om man vil. Den har en direkte sur lugt af citron og citrus ved siden af indslag af korn og en vattet humleessens.

Det kommer ikke som nogen overraskelse, at det er ganske tyndt og uinteressant øl. Vand dominerer, humlen er tam og fjern, og overdøves dels af vand, dels af en syrligtmetallisk bismag. Der melder sig dog en smule bitterhed som brygget nærmer sig svælget, men det er ikke nogen rar, endsige interessant bitterhed. Mest af alt synes den harsk, og det eneste man glæder sig over er, at øllet er så tyndt og vandigt, at harskheden mestendels overdøves og ikke gør brygget direkte udrikkeligt.

Nogen nydelse bliver brygget imidlertid aldrig. Heller ikke meget koldt, en meget varm sommerdag i maj, sådan som det var, da jeg drak den d. 21. Anledningen var dog ikke kun heden, men også at det omsider er lykkedes mig at lande noget beskæftigelse – indtil videre dog kun et deltidsarbejde, hvor jeg laver interviews på tysk for et internationalt markedsundersøgelsesbureau. Det har jeg kunnet glæde mig over – over øllet glæder jeg mig ikke, det er alt for tyndt, og den smag, det trods alt har er decideret grim.

Så hellere en 1795 low alcohol. Jeg konstaterer for første gang med sikkerhed, at der faktisk findes Light-øl, der smager bedre end de konventionelle.
1-halv-stjerne

Herlig Humle, Brygværket/Ørbæk

Herlig omend ikke ekstraordinær.

Brygværket ser ud til at være det, der kaldes et nomadebryggeri, et bryggeri uden egne brygfaciliteter, der udvikler recepter (det har jeg i mellemtiden accepteret, at det hedder i brygverdenen) og derefter får stillet brygremedier til rådighed af andre bryggerier – i dette tilfælde Ørbæk. Nomadebryggerier skal ikke forveksles med fantombryggerier, som er bryggerier, der slet og ret ikke eksisterer. Det mest kendte er vel Pladderballe Bryghus, hvor det egentlige bryggeri, der står bag, er Slotsbryggeriet Føniks.

To øl fra Brygværket, som er ildsjælene Christian Skovdal Andersen og Henrik Kirkegaards projekt, er kommet i handelen i Føtex og Bilka. Jeg har formået at hapse dem begge, så en anmeldelse af Vild Hvede kan ventes inden længe.

Herlig Humle er en orange, lettåget øl, og orange er duften også ved opknapning – der bredte sig i hvert fald en markant bouquet af appelsin, da kapslen lettede. Denne duft går dog ikke igen, når snudeskaftet placeres i umiddelbar nærhed af det gyldengule, flødeagtige skum. Her domineres bouqueten af humle med et sødt tvist, som man kender det fra IPA, men uden IPA’ernes blomstertoner.

Det tågede ydre skyldes selvfølgelig restgær, og det præger allerede fra første tår øllet positivt. Det har en nydeligt velafstemt gærfylde, som jeg husker det fra de tre Chimay-øl, men her måske endda endnu bedre afstemt, så gæren klart er med i smagsbilledet, men uden at skæmme det mindste – snarere tværtimod. Ellers præges brygget af en bitter humle – igen som man husker det fra IPA, men altså med et mere markant gærelement, frem for at lade humlen selv skabe fylden.

Og selvom der er tale om en klart bitter øl med humle som det bærende element, så er det på den anden side heller ikke for kraftigt, eller som jeg, der elsker bittert øl ville sige – den ville have været bedre, hvis humlen havde fået lidt mere tør og kraftig bitterhed. Som bitter humleøl betragtet lægger den sig lunt i midterfeltet, hvor den ikke udfordrer for meget, og heller ikke taber, desværre på bekostning af rigtig god karakter og individualitet.

Eftersmagen kommer dog lidt efter det – der er virkelig tale om kraftig, tør og velgørende humlebitterhed, der næsten river som salmiak og holder rigtig længe. Så det er om ikke andet en øl, der især kan nydes for eftersmagens skyld.

Og alt i alt så sandelig en øl, der vil frem om det så ikke er helt frem blandt de allerbedste. Det kan måske komme, og Brygværket kan bestemt regne med, at nye øl kommer med hjem i indkøbstasken til hippiehybelen i Hasle.
4-en-halv-stjerne

Ærø Marstal India Pale Ale, Rise Bryggeri


Godt kompromis

Jeg har valgt at holde en mindre pause med spritterøllene fra Royal Unibrew. Jeg bryster mig ellers af at være god til hurtigt at gøre de ting færdig, som jeg begynder på, men undertiden må andre hensyn veje tungere. Den sidste øl i temaet er H.C. Andersen Eventyr, der holder en alkoholprocent på 9. Det er ikke en mængde alkohol, jeg gider konsumere på én gang, når der også er en familie og en dag derpå, der skal tages hånd om. Derfor har jeg besluttet mig for at udsætte prøvesmagningen, indtil jeg har fundet én at dele den med. Og det vil også være en væsentlig mere festlig afslutning på temaet, at kunne gøre det til en dobbeltanmeldelse.

Men indtil det lykkes, går jeg videre med de øvrige øl, som køleskabet efterhånden bugner af. Kristi Luftfartsdag var turen kommet til Rise Bryggeris India Pale Ale, der blev nydt om aftenen efter en lang dag, hvor hele den lille familie (minus papsøn) havde været til byttemarked på Aarhus Universitet, og i Botanisk Have til det årlige Danmarksmesterskab for sækkepibeorkestre. Selv holder jeg for tiden pause – indtil jeg får ordentlig tid og et ditto sted at øve. Det er til gengæld altid rart at se alle vennerne fra dengang igen, og i pinsen, 26-27 maj går det atter løs på Lindholm Høje ved Nørresundby med de Skandinaviske Mesterskaber. Arrangementet er åbent og gratis, og alle interesserede er velkomne.

Ligesom Samuel Adams’ Latitude 48 IPA er der tale om en filtreret India Pale Ale. Den er stort set pilsnergul i farven, men det tætte, flødeagtige og klæbende skum kendetegnes ved en svag, omend markant citrongul tone. Samtidig klæber det til glasset som kærnemælk, og som brygget nydes klistrer skummet til glasset i etager, og fortæller historien om, i hvor store slurke øllet blev skyllet ned. Duften er karakteristisk ren og skarp af hyldeblomsttilsat  en rosensnert og humle, det er ganske klassisk grænsende til det stereotypiske.

Smagen er karakteriseret ved både at være fyldigt og læskende. Det gør ikke noget, at nyde øllet afkølet, for bitterheden er ikke så markant, at noget går tabt ved en lav temperatur. Bitterheden rummer velkendt bidsk, tør humle med en bitterfrisk, letrøget humlesmag. Smagen ledsages af en pikant roseessens, der blødgør og runder af. I forhold til andre IPA’er er det et noget mere afdæmpet og lettilgængeligt eksemplar, hvor der er lagt mere vægt på drikkelighed end aroma.

Dermed er Ærø Marstal India Pale Ale et kompromis mellem vederkvægelse og smag. Et lødigt kompromis, men et kompromis ikke desto mindre, idet man som nyder af virkeligt bitre og kraftige India Pale Ales alligevel kommer til at savne lidt ekstra tør, rivende humlesmag i brygget. Til gengæld erkender jeg bryggets tørstslukkende og forfriskende egenskaber, uden at det bliver tyndt eller almindeligt, så det er helt bestemt godt ramt, og især er det en god introduktion til IPA for vordende ølconnoisseures.
4-en-halv-stjerne

Giraf Beer, Royal Unibrew (3 spritterøl fra Royal Unibrew II)

Harsk Hovedpinefremkalder

Lad mig sige det som det er – det er langt mere spændende at browse trivia om disse spritterøl, end det er at konsumere dem. Om Giraf-øl fra 1962, kan det fx berettes, at det ikke var Albanis modtræk til Carlsbergs Elephant Beer, der blev lanceret tre år tidligere i Danmark efter siden 1955 at have været forhandlet på sydkysten af Vestafrika. Bryggeriet beretter selv, at anledningen var den triste, at Odense Zoos giraf Kalle var død af en forgiftning. For at rejse penge til en ny giraf, lancerede bryggeriet d. 31. august 1962 mærket Giraf Beer, der blev en så stor succes, at Odense Zoo fik råd til hele to giraffer i stedet for én.

Det er jo triumferende og trist på samme tid – alt hvad et sandt drama har brug for. Dramatisk er også øllets alkoholprocent på 7,3, der praktisk taget gør brygget umuligt at nyde i de mængder, det forhandles i, uden at man faktisk bliver småfuld af det. Jeg forstår slet ikke, hvorfor så stærk øl absolut skal forhandles i halvliters-containere. En almindelig 0,33 l.-flaske er mere end rigeligt, og hvis man absolut vil være fuld, kunne man jo drikke to af disse. Som øldatabasen skriver: “Den (Giraffen) var blevet forgiftet. Måske er det netop dét Albani prøver at genskabe i denne stærk-øl?” Det er en bekymring, jeg ikke er utilbøjelig til at dele, da nærværende bryg desværre minder alt for meget om de andre spritterøl, denne blog har taget op til kærlig behandling.

Igen er der grundlæggende tale om en undergæret pilsner, der ved tilsætning af råfrugt (majs) har fået hamret alkoholprocenten op i nærheden af den mellemste stratosfære. Løden er dog lidt mørkere, end det strågule bryg, man ellers kender fra pilsnere herhjemme, og skummet er tættere, næsten flødeagtigt, klæbende og solidt. Duften er ligefrem på samme måde som en knyttet næve er det. Humle og korn lige i fjæset, garneret med en alkoholinduceret tyngde, der allerede gør en småsvimmel.

Smagen er at betegne som besk – fyldigt besk. Det er ikke en tynd eller vandig øl i det mindste. Desværre er vandighed ikke afløst af noget godt, for den fyldige beskhed tipper snart over og bliver harsk. Det sker i eftersmagen allerede efter den første tår, at harskheden klægt klæber sig til gane og mandler.

Læserne vil vide, at jeg ellers holder mægtig meget af bittert øl – IPA er som type en af mine absolutte favoritter, så hvad har jeg egentlig at beklage mig over? Jo, øllet er for ufint og brutalt, bitterhed er ikke nok, og at tro, at der bare skal være meget af bitterheden – så bliver øllet godt, er en misforståelse. Det er som om øllet føles mod tungen på samme måde som en hammer må føles mod hovedet (- en analogi, der passer i mere end én forstand, da jeg også oplevede hovedpine efter at have drukket den) Det er meget godt med saft og kraft – men der er andre måder at levere saft og kraft end ved at banke det brutalt ned i smagsløgene. Kraften kunne også komme nedefra – og i stedet løfte smagen op – højt op, så det ikke kun var alkoholprocenten, der endte i stratosfæren.

Vel – nok snak om en smag, der i grunden ikke er spor sofistikeret og der derfor ikke bør spildes mange flere ord på. En vis sødme bag på tungen formår faktisk at redde en smule, så harskheden i det mindste bliver afrundet og ikke helt umulig at arbejde med. Sødmen virker dog lidt som om, at øllet selv trækker i den nødbremse, der skal forhindre det harske islæt i helt at ødelægge oplevelsen – som om bryggeren selv vidste, at den var gal, og i sidste øjeblik lige fik glattet lidt ud. Det redder selvfølgelig noget, men det er en uelegant, kedelig og sammensat lappeløsning, der efterlader et ufuldendt smagsindtryk.

1-en-halv-stjerne

Royal Strong Ale, Royal Unibrew (3 spritterøl fra Royal Unibrew I)

Uventet overraskelse


Som lovet tidligere begynder jeg hermed endnu et mini-tema, denne gang om tre stærke pilsnerøl fra Royal Unibrew. Nærværende anmeldelse og de to næste (med mindre jeg bliver træt af dem undervejs og udskyder planerne) kommer til at handle om øllene …

– Royal Strong Ale
– Giraf Beer
– H.C. Andersen Eventyr

Fælles for dem er den høje alkoholprocent, der gør dem til Skatteklasse 3-øl, den med regulære pilsnere sammenlignelige pris, samt det faktum, at producenten er én af de tre største spillere på det hjemlige ølmarked ud over Carlsberg og Harboe. Dermed opfylder de de oprindelige krav, jeg for snart to år siden opstillede for, hvornår en øl er en spritterøl. Første gang, jeg kørte et spritterøltema var alle øllene fra Carlsberg og Harboe, og da jeg forleden så disse tre i Fakta, tænkte jeg, at nu måtte turen være kommet til at trække Royal Unibrew gennem den samme mølle.

Royal Strong Ale er gammelt øl på nye flasker – eller dåser om man vil i dette tilfælde. Ifølge hjemmesiden Jo-hansen.dk/beer, en hjemmeside ejet af en familie, der blandt andet samler på øl, er der egentlig tale om Ceres’ Dansk Dortmunder, om hvilken siden desuden beretter, at det var den første rigtigt stærke øl, der blev produceret i Danmark efter krigen – det var i ’53. Siden blev den åbenbart eksporteret med stor succes til Italien, hvor den fik navnet ‘Strong Ale.’ Nu er den tilbage i Danmark under navnet Royal Strong Ale, men …!

… Men men men – det ændrer ikke ved det faktum, at der fortsat er tale om en stærk pilsnerøl, og ikke nogen ale. Ale er altid overgæret, pilsner er altid undergæret – det er ikke svært at forstå, så hvorfor kalder Royal Unibrew en stærk pilsner for en ale? Tænker de, at når den gik i Italien, så går den nok også i Danmark? Eller er det i virkeligheden bare nogle smarte marketingsfolk, der endnu engang har for meget magt (til fortvivlelse for os, der har mere end blot perifer viden om øl) til at forkaste det oprindelige navn, velnok som noget uforståeligt, militant, preussisk kaudervældsk, og erstatte det med smarte, proaktive angelsaksiske buzz-words, der til gengæld intet har med virkeligheden at gøre?

Ikke overraskende hælder jeg til det andet retoriske spørgsmål som det, der kommer tættest på. Men når det er sagt, skal man huske på, at det jo egentlig kun er indpakningen, marketingafdelingen har haft kløerne i – ikke indholdet. Der er tale om en øl med snart 60 år på bagen, så måske har den alligevel noget at byde på.

På det ydre syner den nu ikke af meget. Det er et pilsnergult bryg, med råvidt skum og som sådan lidet overraskende. Duften overrasker til gengæld. Det er ikke den kraftige dunst af hovedpine og tømmermænd, man møder i andre spritterøl, men derimod en mere krydret duft – af friskere, fyldigere humle, indrømmet ved siden af den velkendte kornede pilsnerduft.

Smagen er ganske kraftig – igen overraskende i betragtning af, at det alt andet lige blot er et stærkt pilsnerprodukt fra et stort dansk bryggeri, man har sat for munden. For det er ikke bare en stærk smag af sprit, nej, den gør også i smagen et overraskende krydret indtryk. Ud over en fortrinsvis sød humle er der en underliggende note af lakrids, der sammen med alkoholen giver brygget en god fylde, og får det til at føles rigtig rart i munden. Lakridsaromaen giver et elegant pift, der løfter brygget op over de andre spritterøl, denne blog har taget op til vurdering, endskønt alkohol og den alligevel kraftige humlesmag også gør øllet en kende tungt.

Eftersmagen klæber efter hver mundfuld blidt til ganen, og efterlader et overvejende sødt indtryk. Man skal dog passe på med at nyde øllet for længe, for som det mister sin relativt dominerende brus, bliver det efterhånden dovent, metallisk og harskt. – Men drikker man det hurtigt for at blive fuld, sådan som man må mistænke, det er meningen, man skal gøre med disse øl ifølge producenten, så vil dette forehavende med sikkerhed lykkes – og man vil kunne nyde den gode smag samtidig.
4-stjerner

Paulaner Hefe-Weißbier, Paulaner Brauerei

Som jeg husker den

Endnu en klassisk Weißbier er vi nået til, nærmere betegnet Paulaner Hefe-Weißbier fra bryggeriet af samme navn. Da jeg i sin tid – længe før min ølblog – blev træt af Erdinger, fandt jeg Paulaner som det mere fyldige, smagfulde og ikke mindst søde alternativ. Nu har jeg dog ikke drukket den i mange år, mest fordi jeg ikke frekventerer den store nabo mod syd så ofte som tilforn, og var derfor spændt på, om de forsat var lige så gode som dengang.
Brygget har lød af en mellemting mellem kobber og messing, og er ret klar i betragtning af en ufiltreret Weißbier. Det hvide, flødeagtige skum tårner dog ikke helt så højt op over glasset som ved andre Weißbier, og det synes vådt og hverken så fast eller så klæbende, som man ellers kan opleve det. Duften skuffer ikke, det er en især hyldeblomstpræget bouquet med en snert af roser.
Smagen er fyldigt sød, domineret af noter af hyldeblomst. Dertil kommer en letsyrlig og mestendens forfriskende, letmetallisk bismag, præget af stikkels- og solbærtoner på et bagtæppe af overraskende kraftig humlebitterhed. Gæren kan mærkes, om ikke ses særlig godt, og den giver hovedsageligt effekt af fylde, og bliver aldrig dominerende, endskønt den glimtvis kan virke lettere påtrængende. Eftersmagen er tørt humlebitter, men det betyder ikke, at brygget ikke kan bruges til tørst – det er velegnet på en varm sommerdag, ikke mindst det de mange smagsindtryk til trods stadig besidder en vis friskhed – pessimisten ville sige vandighed, der dog aldrig bliver så fremtrædende, at det egentlig er et problem.
De mange forskellige smagsindtryk kunne måske arbejde lidt bedre sammen, og det bliver alt i alt lidt mere sammensat end egentlig velkomponeret. Som en maskine, der ikke er planlagt ordentligt, og hvor man undervejs har måttet lappe og udjævne frem for at få det hele til at passe ordentligt sammen i forberedelsesfasen – dog med et mere end godkendt slutresultat.
Så overordnet har mit gensyn med Paulaner Hefe-Weißbier bestemt ikke skuffet, omend jeg ikke husker smagsbilledet som så sammensat. Men det har nok mere at gøre med, at jeg i dag er blevet mere opmærksom på den slags. Jeg skal også nævne, at det ikke er et bryg, der giver hovedpine, sådan som jeg kan huske, min kære bror engang har givet udtryk for – hverken umiddelbart efter nydelsen, eller dagen efter.

4-stjerner

Økologisk India Pale Ale, Herslev Bryghus

Nå, endelig et bryggeri, der kan finde ud af det … og det er jo i grunden noget sludder, for det kan de fleste jo – stave ‘India Pale Ale’ rigtigt. Jeg ligger p.t. inde med IPA’er fra Rise og Sierra Nevada og begge bryggerier staver det rigtigt, lige som Braunstein, BrewDog og Pladderballe Bryghus også kan finde ud af det. Så det er altså indtil videre kun Ørbæk, der åbenbart snubler hver gang.

Herslev Bryghus er lige som Ørbæk et bryggeri med en stærk økologisk profil, men med et mere fandivoldsk og kompromisløst islæt, der også kan mærkes på pris og markedsføring. Mens Ørbæk, med de flotte, farvestrålende etiketter for længst har holdt sit triumferende indtog på de snuskede discountsupermarkeders spotvarehylder, kan Herslev Bryghus’ håndbryggede (hvad det så end betyder – jeg troede egentlig gær, ikke hænder, stod for den del af produktionen) øl med de væsentligt mere minimalistisk designede etiketter påskrevet med Comic Sans her i Århus kun fås i Irma, hvis det ellers er supermarkederne man kigger i. Og prisen er også derefter – 30 bobs for en halv liter, hvor Ørbæks øl, hvis kvalitet nota bene langt overstiger marketingafdelingens evner udi det ortografiske, ligger stabilt omkring de 15-16 kr. for samme mængde. Såvidt prisen på Herslev Bryghus’ øl. Spørgsmålet er, om kvaliteten kan stå mål med den.

Bryggets ydre kan der i hvert fald ikke sættes en finger på. Enskønt det off-white skum til at begynde bruser og knitrer som i en anden sodavand, falder det snart til ro, og lægger sig som en cremet flødetop over det fuldstændig appelsinorange bryg. Kunne man skære små fordybninger og furer i øllets overflade (og den orange soliditet får næsten én til at tro, at det er muligt) ville det på en prik ligne en appelsin, så kraftig er løden, og så uigennemsigtigt er det af den rigelige restgær. Duften er især blomsteragtigt sød ud over skarp og rivende af en let citrusnote, der komplimenterer en lækker bouquet af roser og vanille tilsat skumfiduser uden skumfidusers syntetiske dunster.

Smagen er en tør humleeksplosion. Bitter som ind i h… men ikke det mindste harsk eller besk – blot meget meget bitter. Det går hurtigt op for nyderen, at det ikke er en øl til tørst, for det tillader den knastøre og kraftige bitterhed overhovedet ikke. Det er en øl til kenderen, der går efter kompromisløs humlebitterhed i alle dets afskygninger – bitter i smagen, bitter i bismagen og bitter i eftersmagen – punktum. Her skal man dog ikke glemme, at bitterheden jo faktisk ledsages af en udsøgt, cremet fylde og finish. Desuden er der tale om forskellige former for bitterhed – først river den som sandpapir mod tungen i smag, i bismag er den hård som stål (uden at smage af det), mens eftersmagens bitterhed nærmest er velourblød og iøvrigt langvarig.

Gæren er et kapitel for sig. Den giver ikke brygget afsmag, hvilket er imponerende bare mængden taget i betragtning. I løbet af den lange nydetid – for det er bestemt en nydeøl og ikke en drikkeøl – lægger restgæren sig som en fin mudderpøl i bunden af glasset. Frisk som jeg var, blev glasset behørigt agiteret … og agiteret og agiteret, så rystet med risiko for at det skulle skvulpe over – men det er mit ølglas heldigvis for højt til – så blev glasset agiteret endnu mere, og endelig lykkedes det at få det sidste restgær blandet op i brygget, og så blev det ellers hældt i halsen.

Og nej, der var ikke skyggen af harsk eller klæg gærsmag. Bundsjatten var sød, med de noter af roser og skumfiduser (fortsat uden syntetisk smag eller lugt) som indledningsvis havde vist sig i duften. En Grand Finale, der ville have sat prikken over I’et i IPA, hvis ellers jeg ikke altid forkortede det med store bogstaver.

Well Done! Med korrekt stavning og det hele – sandelig alle 30 bobs værd. Skål!

5-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme