Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: april 2012

Chimay Blanche, Chimay (3 øl fra Chimay II)

– Med undertitlen ‘Tripel’ – så det er velnok en tredobbeltgæret øl. Det er den eneste af Chimay-øllene, der på den måde har en nærmere angivelse af typen – og så alligevel ikke. For så vidt jeg har forstået kunne en porter, brown ale eller en IPA også være gæret tre gange, og stadig være af samme type. Der henvises i undertitlen altså mere til brygmetoden end øllets type.

Så jeg synes fortsat ikke, man bliver mindre klog af, at jeg benævner dem ved deres farve, frem for at gætte i blinde på, hvilken type øl, der måtte være tale om.

Farven på nærværende øl passer i øvrigt fint til etiketten, lige som det var tilfældet ved Chimay Rouge. Det er en mørkegul og vidunderligt tåget øl. Lige som de andre Chimay-øl er den ufiltreret, men det er ikke store klumper restgær, der tumler rundt i brygget, som det fx var tilfældet ved de fine Pladderballe-øl. Gæren kan alligevel ses, og duftes i brygget, hvis bouquet minder om en frisk franskbrødsdej tilsat stænk af citrus og hyldeblomst. Skummet er kridhvidt, højt og klæber i de samme små flager som sin røde bror.

Ligheder med Chimay Rouge finder man også i smagen, der igen er præget af den gærede, omend velgørende fyldighed. Brygget er dog sødere med klare noter af blomster, især hyldeblomst. Det er i det hele taget en lettere udgave, hvilket den ved farven igen antyder. Den er på flere måder en mere lettilgængelig, lys udgave af Rouge. Igen er det heller ikke nogen vild oplevelse, selvom det igen vitterlig er velkomponeret og velafstemt.

Kun alkoholprocenten er vildere – den er på 8% – en hel procent højere. Jeg har den desuden mistænkt for at kunne mærkes dagen efter. Jeg sidder i skrivende stund med en antydning af hovedpine, men det kunne også skyldes den ufatteligt ringe musik, der spilles i pauserne mellem diskussionerne i Mads og Monopolet, som min viv og jeg fast følger lørdag formiddag.
4-stjerner

Chimay Rouge, Chimay (3 øl fra Chimay I)

Så skulle afgiftningen heller ikke vare længere!
For Fakta har som nævnt oppet sig overordentlig meget i deres udvalg af ikke-standardøl. Derfor har jeg valgt at lave et mini-tema om et af deres nye fine påfund, nemlig at stille tre øl fra det kendte trappist-bryggeri Chimay på hylderne.
At en øl er en trappistøl har som udgangspunkt ikke noget med øllets beskaffenhed at gøre. Det betyder blot, at øllet er brygget på – eller i umiddelbar nærhed af et cistercienserkloster, og at overskuddet fra salget går til en eller anden form for socialt velgørenhedsarbejde. Så håber jeg bare, at det sociale velgørenhedsarbejde i dette tilfælde ikke betyder financiering af antiabort-, antipræventions- eller antifamilieplanlægningsprogrammer, sådan som den katolske kirke ellers godt kunne opfatte det.
Det er ikke sådan, at Chimay-øllene ellers er meget svære at få fat i. De fleste velassorterede supermarkeder har dem, men af to grunde har jeg ikke gidet dem endnu. For det første fordi de var for dyre, og for det andet (og ikke uden forbindelse til den høje pris) forhandles de i hine supermarkeder fortsat kun i 0,75 liters flasker. Jeg gider som regel ikke sidde alene med en så stor flaske øl, endsige når brygget holder 7, 8 eller 9% alkohol, for så meget dranker er jeg trods alt heller ikke. Åbenbart er det opfattelsen hos de velassorterede supermarkeder, at det er øl, der er skabt til at dele, og så er det jo bare synd for os i hustande, hvor kun én person drikker øl.
Men Fakta havde dem altså – til en rimelig penge, og i en rimelig mængde – 0,33 l. altså, hvad der svarer til en almindelig dansk standardøl på flaske. Man fristes til at sige, at det er lige til øllet.
De tre øl indeholder som nævnt henholdsvis 7, 8 og 9% og jeg har valgt at tage den alkoholsvageste først, og ende med den stærkeste. På den måde ender jeg også med den blå til sidst, som synes at være den mest populære, og i hvert fald er den mørkeste. Det fremgår til gengæld kun i ringe grad hvilken type øl, de tre farver repræsenterer, eller om de overhovedet har en undertitel, og nærværende øl lader kun til at hedde ‘Chimay’. Jeg har derfor valgt at kalde dem ved deres farve, og i anledning af det belgiske – eller måske snarere vallonske – tema, vil jeg skrive farven på fransk – fordi jeg kan (bruge Google Translate).  Hvis der imidlertid skulle være læsere derude, der kan belyse de forskellige Chimay-øl yderligere, tager jeg naturligvis gerne imod forklaringer i kommentarerne.
Jeg gætter på, at Chimay Rouge på grund af sit totale fravær af undertitel må være bryggeriets første – eller den der har været på markedet i længst tid. Ved ophældning i et passende glas (den slags er der instruktioner om på bagetiketten, hvoraf det også fremgår, at man så sandelig ikke må lægge flasken ned, og at øllet skal drikkes ved 8-10 grader C) viser sig et højt, luftigt gyldentorange skum over et klart, rødt bryg. (Hvis den Chimay Bleu matcher farven på etiketten i samme grad, ved jeg ikke om jeg vil turde drikke den). Skummet klisterer i små flager til glasset, efterhånden som det tømmes. Duften er fyldigt sød og letsyrlig med en snert af noget bitter humle. Det minder mig om, at det efterhånden er lang tid siden, at jeg har kunnet mærke noget bittert i duften på de sidste mange mørke øl.
Smagen er fyldigt sød med et tydeligt præsent gærelement. Det overraskende er, at gærelementet kan være så præsent uden at skæmme det mindste. Det afstemmer sødmen med en let bitterhed, der får det hele til at virke meget belgisk. Sødmen er en interessant blanding af æbler, der hvor brygget ligger på tungen, med en pikant bismag af mango, der hvor brygget andetsteds fordamper og kondenserer i mundhulen. Det er ikke bare en øl, der smages, men en, der sanses på mange flere måder end bare det. Eftersmagen er bitter, fortsat af gær, men også af en passende mængde af den bitre, pilsneragtige humle, der kunne mærkes i duften.
Alt i alten rar, behagelig og lige tilpas hidsig smagsoplevelse, lækker velkomponeret, cremet i sin konsistens, velkomponeret og ganske originalt – uden dog ligefrem at være ekstraordinært.

4-en-halv-stjerne

1795 Low Alcohol, Budejovicky Mestansky Pivovar,

Afgiftningen efter påskeølstemaet er så småt gået i gang. Men før jeg går fuldstændig på vandvognen, har jeg valgt at trappe ned lige så stille med en alkoholfattig øl på 0,5% fra det tjekkiske bryggeri Budejovicky Mestansky Pivovars 1795-serie.

Det er altid lidt svært med alkoholsvage øl. Deres ry er lidet flatterende. I bedste fald er de tynde, i værste udrikkelige, og de er fantasiløse variationer over den traditionelle pilsner, og byder som type derfor ikke på noget afgørende nyt. Og dog – der er også hvidtøllene, som jeg har valgt at rubricere under de alkoholfattige øl også. For de indeholder ikke sjældent mindre alkohol end de egentlige light-øl, og som sådan udgør de egentlig et udmærket alternativ, hvis man vil have noget øl, der rent faktisk smager af noget, og som det er ansvarligt at køre bil efter at have nydt. Endelig er der også bryggerier, der tager sig sammen, og rent faktisk laver noget ordentligt alkoholfattigt øl – men det hører i den grad til sjældenhederne.

Spørgsmål er altså, hvor nærværende alkoholfattige øl lander iblandt de ovenfor skitserede. Da det er et relativt hæderkronet tjekkisk bryggeri, der står bag, håbede jeg på det sidste – en sjælden ordentlig alkoholfattig øl, for jeg kunne trods alt godt se, der ikke var tale om en hvidtøl eller noget i den retning. Helt så godt gik det desværre ikke …

Farven fejler ellers ikke noget. Det er en nydeligt strågul pilsnerøl med et relativt højt, omend hurtigt vigende, kridhvidt skum. Øllet sprudler og perler, og lyder i hvert fald godt, men lige meget hvor langt man stikker snudeskaftet ned i glasset, og om man sniffer som en anden weekend-narkoman på det hedengangne ‘IN’ så melder der sig praktisk taget ingenting. Bouquet’en er tam, tam, tam. Der er, for at citere en af vores mindre glorværdige statsministre gennem tiden, intet at komme efter.

Også smagen er meget, meget tam, og øllet er tyndere end et spaltet og flækket nakkehår. Et eller andet sted skriger en fjern syrlighed på opmærksomhed, og en tør mundfornemmelse efter nedsvælgningen trygler én om forståelse for, at den engang har været en rest af noget, der måske smagte lidt af jævn, pilsnerbitter humle.

Og som man sidder der og overvejer at skifte øllet ud med et glas postevand, fordi det trods alt smager af noget, kryber den fjerne humlearoma alligevel frem fra sit skjul og formår at behage ganen lige præcis i et sådant omfang, at øllet trods alt ikke flopper totalt. Humlearomaen vokser om man så må sige med tiden, og øllet skal bestemt have kredit for at være både friskt og tørstslukkende samtidig. Andre lightøl kan smage direkte grimt, og have en viskositet, der, endskønt det minder om vand, alligevel ikke rigtig formår at slukke tørsten. En sådan light-øl er 1795 low alcohol bestemt ikke, og det skal den trods alt have kredit for.
1-halv-stjerne

Jacobsen Forårsbryg, Carlsberg + Påskeøl finale

Så oprandt dagen endelig. Og lille jeg delte den store dag med min familie, hvoraf ingen andre drikker øl. Så jeg måtte nyde 0,75 l. Jacobsen Forårsbryg HELT alene, mens den store begivenhed, jeg har fablet om så længe, rullede ind over vores antikverede billedrørs-tv.

Der var selvfølgelig tale om årets udgave af cykelløbet Paris-Roubaix, aka. Helvede i Nord, aka. En Forårsdag i Helvede – kært barn har mange navne. Og ja, jeg synes, det er meget mere interessant – og vigtigt for selve verdens kosmologi, også selvom det sker hvert år – end det de kristne fejrer påsken for. Når feltet vælter ind på Arenberg er det, med eller uden styrt, en større oplevelse for mig, end at opleve slutningen af sidste kamp ved fodbold-EM, Champions Leage, Super-Bowl og Fodbold-VM … tilsammen. Endskønt flere af disse begivenheder kun finder sted hvert 4. år, så slår det ikke øjeblikket, hvor Paris-Roubaix-feltet rammer den forbandede Pavee i Arenberg-skoven.

Herfra et stort tillykke til vinderen Tom Boonen, samt selvfølgelig til det unge, danske håb Mads Würtz Schmidt, der vandt juniorernes Paris-Roubaix. Det kunne være smukt en dag at få en dansk vinder af løbet, og denne unge mand er nok det bedste bud.

Øllet, der blev nydt til, havde valgt sig selv ved at være den eneste øl fra Carlsbergs ‘Husbryggeriet Jacobsen’-serie, jeg indtil videre har set i Fakta. I det hele taget er det begyndt at se meget MEGET bedre ud med udvalget af ordentlige øl i Fakta, end da jeg startede bloggen her. Jeg håber, at jeg med mine evige tirader om deres ringe udvalg, har været med til at inspirere dem til at rette op på sagerne, for det kan jeg konstatere, at de har gjort. Billigt var det egentlig også – 30 kr. for 0,75 l. er ikke dyrere end andre specialøl – det er kun mængden, der egentlig er for stor til, at jeg ellers gider.

Men til et langt cykelløb går det lige an, (endskønt jeg da hellere havde delt den – men gæsterne udeblev denne gang) og jeg skuede med beundring det mørke, dyborange bryg, der steg op ad glassets inderside, med det fede, gyldne og klæbrige skum på toppen. Jeg havde egentlig ventet et lysere bryg, da forårsbryg netop kendetegnes ved at være lysere end det overvejende Salvator-inspirerede traditionelle bock-påskeøl. Bouquet’en, der iøvrigt kunne mærkes samme øjeblik kapslen løftede sig, pegede til gengæld mere i retning af en forårsbryg. Den var mest præget af sød, aromatisk humle.

Smagen er hyldeblomstagtigt sød, men har samtidig en bocks tyngde. Sødmen ledsages af en sprød, tør humlesmag med en nøddeagtig fylde og en ganske velafstemt, prikkende syrlighed af clementiner, der runder smagen af med en sprudlende friskhed. På den måde træder det forårsagtige vel igennem, og det er i sig selv et lille kunstværk, at en øl med en sådan tyngde samtidig kan være forårsagtigt frisk.

4-en-halv-stjerne

Hvad angår de øvrige påskeøl, har jeg i år været ganske tilfreds. Dette skyldes nok, at jeg især er gået efter kvalitetsprodukterne og mikrobryggene frem for de store selskabers bud. Vinderen er suverænt Herslev Bryghus’ Økologiske Påskebryg, og taberen er Thisted Bryghus’ Påske Stenøl. Endskønt Harboes Dansk Påskebryg scorede en lavere karakter, er Thisted Bryghus’ noget tvivlsomme resultat (og brygmetode med tilsætning af stoffer, der ikke hører til i øl) mindre forventeligt, end en uinspirerende discountpåskeøl fra Harboe.

Jeg håber at læserne har haft en god påske, og nydt de mange påskeølsanmeldelser her på bloggen. Selv er jeg glad for at have nået dem allesammen, før højtiden oprandt. Det er vist første gang det lykkedes.

Påske Ale, Thisted Bryghus, Påskeøl 2012 XII

Så er vi nået til den sidste egentlige påskeøl i denne omgang. I morgen blænder vi op for afrundingen af temaet i anledning af den store begivenhed i morgen. Det vil dog først ske efter selve begivenheden, for begivenheden er så stor, at jeg end ikke vover at sætte mig til tastaturet. Jeg vil være klistret til skærmen (ja, det transmitteres i TV) jeg har købt spænder til øjnene, og sørget for øjendråber, så jeg ikke går glip af så meget som et blink af det hele.

Nu til det vigtigste forhåndenværende. Påske Ale fra Thisted Bryghus er endnu en sulfit-øl, så pas på, astmatikere. Farven er flot dyborange til rød med højt, luftigt, næsten orange skum med en mere end godkendt klæbeevne. Øllet er tydeligvis filtreret, og i øvrigt tilsat kandis under gæringen for at gøre det ekstra sødt. Ja, ambitionerne for at skabe rent øl er vist til at overse hos Thy-bryggeriet. Duften er ikke overraskende i det søde hjørne med et dominerende vanilleelement.

Smagen skifter hurtigte fra syrligt over i sødt, og ender i den bitre ende. Bitterheden i eftersmagen  tager derefter for alvor over, næsten før man egentlig fik smagt ordentligt på brygget. Men heldigvis er det da også en behagelig, varm og fyldig bitterhed af nødder, der samtidig komplimenteres godkendt af de 8% alkohol.

Man kommer til at lede lidt bagom bitterheden for at få bryggets andre smagstilbud med. Man når efter et par forsøg glimtvis at fange især karamel- og maltsødme. Sammen med nøddebitterheden udgør de en gammelkendt – ja, lad os da bare kalde det en treenighed i anledning af højtiden – men det er omtrent lige så velkendt som det er uorginalt.

Samtidig forekommer det hele ikke helt afbalanceret, og brygget ender med at være både for sprittet og for ensrettet, med en alt andet lige for dominerende bitterhed. Thisted Bryghus skal have rosfor deres økologiske “Påskeæg“, men derudover har jeg ikke været særlig imponeret af årets påskehøst fra Thy.
3-en-halv-stjerne

Påske Stenøl, Thisted Bryghus, Påskeøl 2012 XI

Denne øl og Thisted Bryghus’ Påske Ale er de sidste to påskeøl, jeg har tænkt mig at afprøve i denne omgang – altså bortset fra finalen Påskesøndag, i anledning af – ikke påsken, men noget ganske andet, og meget mere spændende og meget vigtigere for både verdenshistorien, og kosmologien! Spændende, ikke?

Jeg har i øvrigt gemt disse øl lidt. Ikke fordi, jeg havde en forventning om, at de skulle være specielt gode, næh, men fordi jeg med dem endnu engang kommer til at ride en kæphest ang. alt for mange af Thisted Bryghus’ produkter, og jeg prøver at skabe lidt luft imellem mine tirader desangående, for jeg kunne godt forestille mig, at det kunne trætte læserne ind imellem.

Problemet er – som nogle vil have gættet – det giftige tilsætningsstof, sulfit (kender man mine synspunkter på området i forvejen kan man med held springe nærværende og næste afsnit over), som bryggeriet, der fandt på at lave dansk økologisk øl som de første, med let hånd pøser i flere og flere af deres specialbryg. Hvis læserne nogensinde har oplevet at få trykken for brystet eller hvinende vejrtrækning efter at have drukket vin, så taler sandsynligheden for, at det er sulfit, der er årsagen. Tilsætningsstoffet bruges til at forhindre videre gæring uden at give afsmag, som fx ascorbinsyre gør det, men rigtig mange – inklusive mig selv – oplever de potentielt farlige bivirkninger.

Så vidt jeg er orienteret, er det ikke lovligt at hælde de samme mængder sulfit i øl, som i vin (særligt hvidvin), og det er derfor næppe forbundet med samme ubehag eller fare at nyde sulfitbehandlet øl. Desværre er det det helt forkerte bryggeri, der eksperimenterer med det. Det sømmer sig simpelt hen ikke for et bryggeri, der har været bannerførere – ikke bare for økologisk øl – men økologi i det hele taget, at tilsætte øl den slags.

Nok om sulfit for denne gang. Øllet skal – sulfit eller ej – anmeldes tro mod de kvaliteter, det måtte have.

Påske Stenøl er (vistnok) den tredje af Thisted Bryghus’ øl, som jeg har prøvet, der er lavet ved at standse spiringen af malten ved at lade den opvarme og karamelisere på hede lavasten. De andre er Black Ale og Jule Stenøl (sidstnævnte også tilsat sulfit, i modsætning til førstnævnte (OK, nu skal jeg nok holde op)). Det giver gerne en meget fyldig og meget sød øl. Lava kan brygget faktisk også godt ligne lidt i sig selv. Det er dybrødt med højt, cremet orange skum. En fed bræmme bliver hængende der hvor skummet nåede op til, da øllet blev skænket. Duften er kraftigt sød og lettere syntetisk som det farvestrålende slik, man ser ved supermarkedets kasser, og også tilsvarende klæbrig.

Smagen er også meget i den søde ende, og desværre også i den syntetiske ende. Sødmen bliver hurtigt kvalm idet det minder én om fornemmelsen, når man ved børnefødselsdage konkurrerede i, hvem der kunne have flest lyserøde skumfiduser i munden. Det er en blanding af alt for sød marcipan og skumfiduser med et strejf af vanille, kombineret – ikke komplimenteret – af en tung bitterhed af harske mandler. – Mandler er med andre ord et gennemgående træk, det er hverken påske- eller forårsagtigt, og det er ikke de gode egenskaber ved mandler, der er taget i anvendelse.

Bedre bliver det ikke af, at øllet med sin klæge, klæbrige mundfornemmelse og fylde er en meget tung oplevelse at arbejde sig igennem. Havde den smagt godt, ville det have været en nydeøl, men den falder ud til mest at være anstrengende at komme igennem. Den lange konsumsionstid viser sig desværre heller ikke at være en fordel, for de harske mandler forvandles lige så stille til harskt sålelæder.

Det er en øl til folk, der virkelig kan lide væmmeligt klæbrige øl, kombineret med noget, der er virkeligt bittert, og som sådan har den for så vidt karakter af en nicheøl. Jeg siger dog nej tak, og knapper hellere en jævn pilsner op.2-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme