Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Month – april 2012

Weisse, Thisted Bryghus

Et værdigt ‘på gensyn’


Jeg indrømmer, at jeg er en smule træt af Thisted Bryghus. Det er faktisk det bryggeri, jeg har anmeldt øl fra næstflest gange (kun overgået af Carlsberg), og på det sidste synes jeg, det er blevet mere og mere trivielt. Der bliver ved med at dukke nye øl op, som jeg liiiiige må anmelde, de hober sig op i mit køleskab, og når det kommer til stykket gider jeg dem ikke rigtigt længere. Så nu har jeg besluttet mig for at skære igennem og skylle den sidste ned for at markere – ikke et farvel, men et på gensyn til Thisted Bryghus’ øl indtil den nye brygmester er på plads. Denne hvedeøl – Weisse –  er, som alt for mange andre af Thisted Bryghus’ øl fra fungerende brygmester Henrik Sørensens hånd, tilsat sulfit. Og nu, hvor der er et vagtskifte på vej på brygmesterkontoret, vil jeg hellere vente lidt, og se om det bliver bedre, frem for at skulle brokke mig yderligere over, hvad Thisted Bryghus putter i nogle øl, som jeg endnu ikke har nået at prøve.

Som altid har jeg hurtigt gransket øllets etiketter, og fundet følgende ‘perle’ på bagsiden: >>Den lette syrlighed og lave bitterhed gør denne øl forfriskende og til et godt alternativ til de “kraftigere øltyper”<< – Det er den slags tekster, der for en ølblogger virker på samme måde, som den bedste Stephen King-gyser for en horror-fan. Jeg ryster nærmest af skræk allerede.

Men rædslen bliver da gjort nogenlunde til skamme, da det slet ikke er så tyndbenet en øl, som man kunne have frygtet. Farven lover allerede godt. Den er lidt mørkere end egentligt weissbier normalt er – mere ovre i det orange, med en flot, omend hurtigt kollapsende skumkrone. Så kan man til gengæld nyde skummet på glasset sider, hvor det næsten sidder som limet fast. Duften er frisk, lethumlet med søde hyldeblomsttoner.

Brygget er letdrikkeligt med klare hyldeblomstnoter og godkendt fylde. I ganen mærker man andre frugtagtige toner af søde citrusfrugter, mandariner og modne appelsiner, og en syrlig note i form af ananaskirsebær. Der er en ledsagende letbitter humlenote, der dog ikke rigtig matcher sødmen ordentligt. Der er til gengæld ingen syrlig gærsmag, som man kan opleve det i andre hvedeøl.

Efterhånden tager en tør syrlighed over, og gæren kan også mærkes mere. Men det vælter ikke den gode indledning, og det er ikke helt forkert, at brygget virker friskt til gengæld. Alt i alt fremstår brygget nogenlunde velkomponeret, omend lidt sammensat og ikke helt i balance.

Det er et værdigt på gensyn til Thisted Bryghus. Jeg ønsker Henrik Sørensen god vind i planlægningen hos Ørbæk og velkommen til Antoni Aagaard Madsen hos Thisted Bryghus.
3-en-halv-stjerne

Wiibroe Porter, Carlsberg


Klassisk, lokalt mesterværk

Meget kan man ikke rose Carlsberg for. Men de skal alligevel have ros for at holde lokale klassikere i live, samt at undlade at pryde de lokale klassikere med deres eget logo. De har gjort og undladt netop dette med dagens øl, som jeg modtog med post fra en ven fra studietiden i København. Tusind tak for den, Peter!

Som det fremgår hidrører øllet fra det – jeg havde nær sagt hedengangne Wiibroe Bryggeri, men det er jo trods alt ikke mere hedengangent, end at de stadig har kontor på en af deres gamle matrikler, og at Carlsberg holder brandet i live, endskønt sidstnævnte for længst har opslugt førstnævnte bryggeri. – Brygget bliver der til gengæld ikke mere, men åbenbart forhandles nærværende øl kun i lokalområdet – altså Nordsjælland (Wiibroe Bryggeriet ligger i Helsingør), og jeg erkender, at jeg i hvert fald ikke har set den her i Aarhus, eller andre steder på Sjælland.
Brygget modtog ifølge bryggeriets hjemmeside en sølvmedalje ved verdensmesterskabet for ølbrygning i 1996. Første gang det blev brygget var i 1930, så det stammer fra en tid længe længe før mikrobryggene vandt frem, og selv da det vandt prisen, var fremgangen i mikrobryggene endda kun i sin spæde vorden. Det er et bryg fra en tid, hvor kvalitetsbryg var et særsyn herhjemme, så det bliver på mere end en måde spændende at se, om det fortsat kan klare sig med de gode kvalitetsøl af i dag. Det får mig til at tænke på A-Z Ale No. 16, der også har vundet en masse priser, men jeg, og i hvert fald én mere, synes, at den er faldet i kvalitet siden. Da jeg aldrig har prøvet denne øl før, vil jeg selvfølgelig ikke kunne sige, om den skulle være faldet i kvalitet, men blot vurdere, om den er en sølvmedalje værdig.

Udseendet fejler i hvert fald ikke noget. Det er en dejligt mørk stout, natsort med højt, brunt og klæbrigt skum. Duften er en kraftfuld blanding af sødt og brændt, som sukker, der er smeltet, karameliseret og så glemt – men kun så det er brændt på, ikke antændt.

Sødmen er fyldig og solid, præget af karamel og en letbrændt lakridsnote. Den ledsagende bitterhed er først og fremmest præget af ristet malt, og i det lange løb er det de bitre, lige tilpas brankede noter, der præger brygget. Det er ikke ulig en stærk kop espresso med flydende karamel – eller sådan forestiller jeg mig det. Afslutningsvis indtræder et ganske letsyrligt indslag af ananaskirsebær kombineret med et bittert træelement og farin.

Det er en øl man smager tre gange. Det har en begyndelse, en midte og en afslutning og alle tre dele er nydeligt velkomponeret. Det er bestemt en øl, der stadig i dag kan konkurrere med de bedste stouts fra tidens mikrobryggerier, selv med 82 år på bagen. Der skal lyde en stor tak til Carlsberg for at bevare denne lille lokalperle i sortimentet, og for min skyld måtte den gerne udbredes til hele landet. Og endelig skal bryggerimastodonten også have ros for en fuldkommen uprætentiøs indpakning til den usædvanligt gode øl.

Nordjyderne kan ærgre sig gule og blå over, at de i mine øjne ikke længere laver den bedste porter i landet.

5-en-halv-stjerne

Primus, Haacht Brouwerij-Brasserie

For frisk

Som fortalt i mit sidste indlæg, findes der nu udenlandske øl til en billig penge i Fakta Hasle. Som nu fx nærværende pilsner, der kunne fås formedelst kr. 8,-. Om det er i orden er et subjektivt spørgsmål, der burde involvere overvejelser om kvalitet, tilgængelighed, efterspørgsel og meget andet, men lad os for nemheds skyld blot holde fast i, at prisen er konkurrencedygtig med det meste danske øl på markedet.

Der er tale om en belgisk øl, så jeg får endnu engang rettet på det efterslæb, der er her på bloggen, når det gælder øl fra netop det land. Belgierne er kendt for deres mange bryggerier og de mangfoldige, rige og glorværdige brygtraditioner, så man har god grund til at skrue forventningerne i vejret, når man står i begreb med at prøve en belgisk øl.

På den anden side er det nok begrænset, hvad man får for under ti kroner i Fakta, så lad os bare sige, at bryggets signalværdi for nuværende er blandet.

Der er ikke meget at sige om bryggets udseende. Det er en strågul pilsner med kridhvidt og luftigt skum. Skummet er dog en klasse ganske for sig selv, for det er godt nok sjældent, at jeg har set så klæbrigt skum, på øl i almindelighed og på pilsnere i særdeleshed. Duften er frisk og generisk humlebitter, men med mærkbart mere kraft, end hvad man oplever ved de fleste pilsnere herhjemme.

Desværre viser det sig hurtigt, at det er en øl, der er sjovere at beskue end at drikke. Man bliver virkelig nødt til at tage store mundfylde, lade det skvulpe rundt på både tænder, gummer, mandler, gane, svælg og hele tungen, samt at suge luft ind over det efterfølgende, hvis man vil vride nok smag ud af det til at kunne skrive ordentligt om det. Herefter melder sig en nogenlunde skarp og markant, frisk humlesmag – lige en anelse metallisk, med en bittertør kerne.

Det er en øl, der skal roses for sine læskende og tørstslukkende egenskaber, og ikke for sin smag, endskønt det er en meget ren pilsnersmag. For ren, fristes man til at sige, for øllet smager af alt for lidt, og må regnes for en decideret skuffelse i betragtning af, at det er en belgisk øl. Helt ren er den så i øvrigt ikke da den er tilsat råfrugt i form af majs.

Men som man fordøjer en vis skuffelse sammen med øllet, kaster man et blik på det tomme glas og udbryder alligevel et “nøj” – for det er vitterlig noget af det klæbrigste skum, jeg nogensinde har set, så det yder ikke desto mindre en visuel oplevelse.
1-stjerne

Spændende udvikling og nyheder.

Der er ro på bloggeriet for tiden. Jeg tror slet ikke, jeg er kommet ind på det før, men i øjeblikket venter jeg jo mit 2. barn hvert øjeblik det skal være. Til gengæld er beholdningen af øl i køleskabet nået et punkt, hvor jeg ikke umiddelbart er ansporet til nye temaer eller andre anmeldelser, som presser sig på. Der ligger et passende udvalg af øl – lidt over- og lidt undergæret, lidt dansk, lidt udenlandsk, lidt standard og lidt specielt – alt sammen klar til at blive anmeldt, når jeg gider, og i det tempo, jeg finder behageligt, hvilket ikke er lige nu og her.

Til gengæld ville jeg gerne dele et par betragtninger mere med mine læsere, om den generelle udvikling på det sociale felt for overgærede humleprodukter her i landet for øjeblikket. Der sker nemlig noget, og det er både interessant og positivt, og det gør endda meget af det sortsyn, jeg havde i starten af bloggens levetid til skamme.

Jeg skal indledningsvis understrege, at jeg ikke ved, om der er tale om en generel tendens. Jeg skriver på baggrund af blot en enkelt observation, så der er bestemt ikke tale om et repræsentativt udsnit. Men håbet er lysegrønt, og jeg har svært ved at tro, at Fakta Hasle (hvor observationen ikke overraskende fandt sted) skulle være den filial, hvor COOP starter den slags eksperimenter.

Hvorom alting er, har der i snart flere måneder – og det gik først op for mig her i eftermiddag – været slagtilbud på et relativt stort udvalg af udlandske øl. Alle har de været omtalt her på bloggen, og det gælder øllene Oranjeboom, Kaiserdom Kellerbier, Pilsener og Hefe-Weissbier samt Everards Original. Ingen af dem har været særligt imponerende, men dette er netop pointen. Indtil nu har de dels været at finde på samme hylder som danske specialøl, dels været lige så dyre som disse, omend der ikke er noget specielt ved dem. Men måske er det ved at vende. Måske har i det mindste COOP, eller i det mindste Fakta, eller i det mindste Fakta Hasle indset, at der ikke er noget specielt overhovedet ved disse øl, og derfor har de sat dem til salg i den prisklasse, hvor de retteligen hører hjemme – nemlig til samme pris som tilsvarende danske øl.

Måske har Fakta startet en tendens, hvor øl ikke længere anses for specielle bare fordi de kommer fra udlandet, og derfor heller ikke skal være dyrere end tilsvarende danske. Måske får vi dermed en tiltrængt konkurrence på det danske ølmarked, som forhåbentlig vil få udenlandske øl længere frem på supermarkedernes hylder. Måske vil de give det danske ølmarked et friskt pust, og en smule fornyelse, og forhåbentlig snuppe nogle markedsandele fra de store bryggerier, så disse (formentlig i halsløs panik) for en afvekslings skyld vil finde på nogle øl, der ikke bare er nye, men også interessante. Det er mit ydmyge håb.

Et andet ydmygt håb fra sidste redaktionelle indlæg var i øvrigt, at Thisted Bryghus’ fremtidige brygmester ville holde igen med sulfitten. Om dette kan der fortsat kun gisnes og afventes, til gengæld er det nu gjort vitterlig, hvem den nye brygmester er. Det er nuværende, og velsagtens fungerende, brygmester ved Nibe Bryghus, Antoni Aagaard Madsen. Ved gennemgang af de på Nibe Bryghus’ hjemmeside tilgængelige informationer har jeg indtil videre konstateret, at der ikke er noget, der indikerer, at brugen af sulfit er lige så udbredt der, som på Thisted Bryghus. Så der er faktisk udsigt til en forbedring på det område også.

Noget kunne i hvert fald tyde på, at vi går lidt lysere tider i møde.

Forår, Thisted Bryghus

Det går ikke så godt.

Det kan stadig nås – vi er kun lige nået over midten af foråret, der som bekendt strækker sig fra 1. marts til og med 31. maj. Så det er stadig sæson for de mange forårsøl, der blev lanceret side om side med – eventuelt som alternativ til – årstidens mange påskebryg, hvis man skal tro denne anmelder, der meget kort resumeret mener, at forårsbryggene, der er lysere end de salvator-inspirerede påskebryg, er ved at tage over som et lysere og mere læskende alternativ.

Det er imidlertid ikke helt den opfattelse man får, når man åbner og skænker en ‘Forår’ fra Thisted Bryghus. Det er en relativt mørk øl, ravgylden med højt, boblende, omend holdbart og klæbende skum. Duften ligger også i den tunge ende med en udpræget sød karamelnote.

Smagen er også kraftigt sød. Først og fremmest er den karamelfyldig med indslag af alt andet, fristes man til at sige, end årstidens blomster og friskhed. Den præges af en tung sødme af malt, svesker, overmodne blommer og gærede pærer, der måske ville klæde en høstbryg eller en salvator-inspireret påskebock, men næppe kunne ligge meget fjernere fra en frisk forårsbryg, uden at blive en brown ale, porter eller stout. Jeg siger forøvrigt ‘måske’ fordi ikke bare er indtrykkene de modsatte af, hvad man forventer i en forårsbryg, i sig selv er de også alt for tunge, og sødmen ender med at være mere kvalm end velgørende.

Dertil kommer også endnu et indslag, når brygget rammer den bagerste del af mundhulen. Her overtager en kraftig bitterhed den kraftige sødme, og heller ikke her er resultatet særlig velgørende. Ud over en kraftig metallisk bismag minder bitterheden mest om udkogt, slatten blom- og rosenkål.

Dermed ville brygget også floppe som høstbryg, for det er en træls omgang at komme igennem, uanset om man er til det tunge eller det friske (subsidiært både det tunge og det friske) øl. Det er mest af alt synd, for det virker samtidig som et bryg, der er lagt en del kræfter i. Man kan bestemt ikke beskylde brygget for at være kedeligt, eller ikke smage af noget. Så er det bare ærgerligt, at det smager grimt i stedet. Det gode forsøg til trods endte brygget med at være en forsager.

Og det reelle flop er en realitet uden at jeg overhovedet har nævnt, at øllet – som for at føje spot til skade – er tilsat sulfit. Det går ikke så godt.
2-stjerner

Porse Guld, Thisted Bryghus

Det har længe været april måned, og dermed er sæsonen for krydderurten porse oprunden. På Thisted Bryghus ser det også ud til, at de har været på den årlige porse-udflugt, for nu er deres Porse Guld atter til at få fat i. Eksemplaret, jeg fandt i Fakta, præges af en ny etiket, som jeg lover at vende frygteligt tilbage til. Ellers er, hvad jeg ved granskning af alkoholstyrke (5,8%) og ingredienser i øvrigt vurderer må være, den samme øl atter tilgængelig i den nummerserie, som jeg anmeldte tidligere på året. Hermed får jeg altså gjort temaet om Thisted Bryghus’ nummerserie færdigt. Bedre sent end aldrig, om man så må sige.

Det er bestemt en øl, der formår at imponere allerede tidligt. Det er knap skænket før bouquet aktiverer lugtesansen med en meget ren og klar pilsnerduft. Man mærker allerede her porsen som et sødt islæt i en ellers ganske markant humleduft. Det er ikke to dufte, der blandes, det er en elegant syntese mellem både humle og porse, og det fungerer fortræffeligt. Den syner ellers ikke af så meget. Det er en traditionelt strågul øl, men med et højt, omend hurtigt faldende skum, der til gengæld klæber rigtig flot.

Den lækre bittersøde karakter går igen i smagen. Et stykke hen ad vejen virker den mest som en regulær, humlebitter pilsner. Men ved mandlerne – der hvor man måske mindst venter det – fremturer et lækker sødme, måske lidt stevia-agtig og med netop den karakter, man kender fra Aalborg Porse-snaps. Trækker man lidt luft ind over tungen, mens brygget ligger og hygger sig mellem gummerne, kan man også mærke nogle sprittede noter. De skæmmer ikke, men yder den nødvendige fylde.

Både smag og eftersmag giver en tør fornemmelse af humle, der samtidig formår at virke frisk. Skønt smagen er ren, og ikke mindst tør, er brygget alligevel vederkvægende og læskende. Det er en øl, der egner sig at drikkes kold. Det er smagen af forår, når det er allermest vægelsindet – i april, hvor porsen blomstrer. Dette er ganske veludført bryghåndværk, og så er det endda helt uden sulfit, hvilket snart sjældent er set hos Thisted Bryghus. De kan sagtens uden – så hvorfor lader de ikke bare være?

4-en-halv-stjerne

Tilbage til etiketten. Det er med omtrent lige dele resigna- som irritation, at jeg konstaterer, at Thisted Bryghus har placeret en letpåklædt dame som blikfang på etiketten af Porse Guld. Og hvor Tuborg på deres ‘gyldne dame’ trods alt har haft integritet nok til at gøre billedet stiliseret og skulpturelt, vælger Thisted Bryghus i stedet ikke meget være op til fantasien. Ja, kald mig bare snerpet, men jeg kan simpelt hen ikke se, hvad det skal til for. Thisted Bryghus har allerede prioriteret kedeligt ved at tilsætte sulfit til flere og flere af deres øl, men at de ligefrem skulle gå Cult og andre underlødige læskedriksproducenter i bedene, når det gælder markedsføring under bæltestedet, er mig aldeles ubegribeligt.

Øllet er vurderet uden skelen til det kedelige faktum, at Thisted Bryghus nu er hoppet på noget, der peger i retning af Cults og Tuborgs markedsføring. Men selvom øllet får en velfortjent god karakter, er der 0 stjerner til en markedsføring, der ikke passer til et bryggeri, jeg engang regnede for de mest nytænkende og progressive her i landet.

IPA, Ørbæk

Videre til et af de bryggerier, der efterhånden har fået ret meget spalteplads her på bloggen. Der er tale om det i grunden fine, fynske, økologiske bryggeri Ørbæk, der har navn efter landsbyen mellem Ringe og Nyborg. Også den er købt i Fakta, og ros til Fakta for det.

Men rosen må forstumme et øjeblik for at gøre plads til skinger hån og fingerpeg … eller vent! Nej, det ville ikke være rimeligt, for jeg er selv kun en ussel amatør og klamphugger, og det fæle fejltrin, jeg står i begreb med at påpege, har jeg selv i forne tider begået. Så jeg vil derfor nøjes med en diskret, omend fast irettesættelse. Kære Ørbæk – Det hedder ikke en IndiaN Pale Ale, men blot India Pale Ale. Og den slags burde et professionelt, toneangivende mikrobryggeri faktisk have styr på – der er en eller anden i marketing, eller på trykkeriet, der skal give kage! Øllet har ikke noget med indere, eller for den sags skyld indfødte amerikanere at gøre, endskønt det da har relation til det store subkontinent mod øst.

En India Pale Ale er en øltype, der blev opfundet af briterne i kolonitiden, da man skulle fragte øl den allerhelvedes lange vej fra De Britiske Øer til Indien, og samtidig mindske risikoen for infektion af vildgær og andet modbydeligt. Det blev løst ved at gøre øllet stærkere og tilsætte mere humle – og således blev en ny, spændende og i mine øjne særdeles velsmagende øltype opfundet. IPA er kendetegnet først og fremmest ved en kraftig bitterhed, mens alkoholstyrken i moderne IPA’er vel næppe er på samme niveau som hine i kolonitiden. Nærværende øl holder 5% – det er ikke meget, og jeg tror næppe på, den har været lavere dengang, selvom man godt kunne forestille sig, at (og tilgiv mig den kristne analogi, thi jeg er ikke ophav dertil) englene tog godt for sig af lækkerierne undervejs i skibenes lastrum. Andre IPA’er holder da også mere, men det er selvfølgelig aldrig så vigtigt som hvordan brygget smager.

Men first things first. Før øllet kan smages, må det skænkes, beskues og besnuses. Brygget holder en klar orange tone, der er letgrumset fra restgæren med et kraftigtgyldent, højt og tæt skum, der afgjort er i den mere klæbende ende. Duften er helt rigtig med kraftige, ingefæragtige noter, nærmest metallisk i sin hårdhed, hvilket, når det gælder IPA, kun er godt.

Og den af øltypen forventede bitterhed udebliver ikke. Det har en klar og meget tør humlesmag med indslag af træ, grannåle og med en letrøget bismag. Med til en god IPA hører i mine øjne også en fornemmelse af metal, der her heller ikke udebliver. Det er i smagen en ganske klassisk og effektiv IPA.

Bryggets klarhed i smagen sker, kunne man indvende, på bekostning af eftersmagen, der desværre viser sig at være syrlig i en eddikeagtig retning. Samtidig mangler brygget faktisk lidt fyldighed overordnet, så brygget kan ikke siges at være helt uden et par skønhedsfejl, der dog stadig ikke skæmmer en mere end godkendt IPA.
4-stjerner

Chimay Bleu, Chimay (3 øl fra Chimay III) – og lidt nyheder.

Vi er nået til den tredje, sidste og stærkeste Chimay-øl, nemlig Chimay Bleu, der omkring logoet bærer tallene ‘2012’. Det er ikke nærmere beskrevet, hvad tallene betyder, men det kunne selvfølgelig være nærliggende, at tro, at der hentydes til produktionsåret, og at det dermed antydes, at ikke to Chimay Bleu-årgange er ens.

Om ikke andet må man konstatere, at bryggets farve ikke i særlig høj grad svarer til etikettens … Og det er nok også meget godt. Hvem husker ikke Nytårs-Eldorado-sketchen med det blå øl tilbage fra starten af firserne? Det er måske nok de færreste, men jeg husker det af en eller anden grund, på trods af at jeg dengang end ikke var i nærheden af at kunne lide øl endnu.

Det er derimod en ganske mørk øl – mestendels brun med en snert af rødt under et højt, gyldent og luftigt – omend holdbart – skum, der i modsætning til sine brødres ikke klistrer særligt godt. Duften lover godt, den har en fyldig karamel- og maltsød duft.

Sødmen går igen i smagen, hvor den snart dominerer med indslag af både karamel og chokolade, samt en ledsagende bitterhed af kaffe. Den gærede bismag er man til gengæld helt fri for, og det er, når alt kommer til alt, nok også bedst.

Der er også rigeligt med fylde i brygget, så gæren er ikke nødvendig. De 9 % alkohol er mere end rigeligt, og giver i øvrigt en snert af cognac i den fine, kaffebitre eftersmag. Endnu engang er alt velkomponeret, velsmagende og først og fremmest velafstemt, og i denne øl med ekstra indslag af søde toner. Et lille mesterværk, der klart giver de to andre – iøvrigt også udmærkede Chimay-øl – baghjul. Chimay-øllene kan klart anbefales, men det er egentlig kun den blå, der i mine øjne lever op til folks uforbeholdne ros af disse øl.
5-en-halv-stjerne

Af andre nyheder på ølfronten, har jeg opsnappet, at bryggeriet, der i det meste af bloggens levetid, har været den evige prygelknabe, Thisted Bryghus, nu skal have ny brygmester. Det fremgår af en artikel på Nordjyske.dk, at Henrik Sørensen fratræder stillingen som brygmester hos Thisted Bryghus for at blive planlægningschef hos Ørbæk, der ligger tættere på hans bopæl i Odense – og jeg gad sgu heller ikke at pendle så langt!

Henrik Sørensen er også hjernen bag en lang række af Thisted Bryghus’ nye produkter. Jeg nævner i flæng de forskellige Stenøl, Brown Ale og Exclusive, alle sammen indeholder tilsat sulfit, og hvad jeg mener om det, kan læserne jo selv genopfriske ved at læse linksene, frem for at jeg skal tirere over det igen.

Det er mit spinkle, ydmyge håb, at en fremtidig brygmester vil skodde den tilsatte sulfit helt, og pudse Thisted Bryghus’ økologiske profil af, der – indrømmet – ikke har været egentlig negligeret, men dog underspillet i alt for lang tid.

Til gengæld kan man frygte, at Henrik Sørensens hang til sulfit slår igennem hos Ørbæk. Jeg har dog min tvivl, eftersom det fynske bryggeri har en meget stærk økologisk profil, der næppe vil tillade det.

Så hvis det lykkes Thisted Bryghus at finde en brygmester med sans for økologi, og Henrik Sørensen viser sig at være bedre i planlægningen end jeg synes, han har været ved bryggekarrene i Thisted, så er meget vundet begge steder.

San Miguel Cerveza International Premium Lager, San Miguel

Siden nytårsaften er jeg brændt inde med en større flaske Cerveza fra … Philippinerne – en hel liter San Miguel pilsner, som en af gæsterne havde med.

Jeg har allerede flere gange causeret om, hvordan jeg sjældent køber øl fra visse bryggerier, fordi jeg synes, deres øl er for store til at jeg gider drikke en hel ad gangen. Og således har den blot ligget i køleskabet og ventet på en anledning til at blive nydt. Jeg skal selvfølgelig lige indskyde, at jeg skam har været mægtig glad for den, for så har jeg noget at skrive om, og uanset om den måtte være god eller dårlig, så forbedrer det min ølblog jo flere anmeldelser, jeg skriver, så tak til leverandøren!

Det philippinske (ja, jeg troede også, det var spansk) bryggeri, der står bag dagens øl, har forøvrigt handlet i god tro, da mængden pr. emballage blev valgt. For det forlyder, at man i andre dele af verden har en anden kultur omkring det at drikke øl, end man har heroppe nordpå. Hvor vi typisk sidder og spytter i hver sin flaske, deles man andre steder om én stor, som man hælder fra på samme måde, som man ville hælde fra en flaske vin. I en sådan delekultur giver det selvsagt mere mening med store emballager, end de mindre håndbajere vi kender herhjemme fra.

Jeg måtte imidlertid vente, til vi fik gæster med at skrue låget af den, og det var vi heldige nok til i går aftes, hvor en ven af huset kom forbi. Øl smager altid bedre, når man kan dele det med nogen, og det viste sig at være en fordel ved denne øl.

Mest overrasket blev jeg over skummets klæbeevne, hvordan en tyk, fed bræmme blev hængende på glasset efterhånden som det blev tømt. Brygget selv er – for mig overraskende – en kende mørkere end de fleste pilsnere herhjemme. Duften levede til gengæld fuldt op til forventningerne – for det første tynd med fjerne hint af sød humle og korn.

Tynd var den også i smagen, men samtidig også velgørende sød. Man kunne også sige, at det er en frisk tørstslukker, der passer perfekt til et subtropisk ferieklima – for det er det – men man skal bestemt ikke forvente en pilsnerøl ud over det sædvanlige. Der er stort set kun den søde humlesmag, og måske et lille bittert pift i eftersmagen, der også hurtigt fordamper. Men endskønt brygget altså er ganske tynd, formår det alligevel at mobilisere netop så meget fylde, at den ikke bliver decideret vandig. Kulsyre er der heller ikke meget af, og sammen med fravær af enhver tænkelig forstyrrende syrlighed eller metalsmag fremstår den på sin vis velbygget i sin simplicitet.

1-en-halv-stjerne

Lidt her og der …

At være ølblogger handler om mere end bare at prøve nogle arbitrære øl, og skrive om dem bagefter. Således hænder det også, at jeg ude på det store fællesdrev ind imellem ser nogle ølrelaterede ting, som jeg mener, jeg hellere må knytte en kommentar til.

Hipster-fænomenet

jeg har fra starten haft det en smule svært ved at forholde mig til hipster-begrebet. Det tidligste eksempel jeg kender af  begrebets brug er fra komedieserien Seinfeld, hvor Kramer flere gange bliver kaldt en “hipster doofus”. Det var som bekendt dybt nede i de for længst forgange halvfemsere, men det har her i tierne fået en stærk revival som en ny stil, der åbenbart involverer en særlig påklædning, ifølge visse kilder til forveksling noget, en hjemløs gør rundt med, tilføjet smarte briller, en masse elektronisk udstyr og – hold godt fast – Pabst Blue Ribbon. En kommentar jeg fik på facebook af min anmeldelse af netop den øl, bekræftede iøvrigt tendensen

Det ses også på dette virale billede, der synes at have haft sit ophav på hjemmesiden www.hunterfine.com. Der er tale om en såkaldt hipster-trap – bemærk øllet!

En udbredt opfattelse af hipsterbegrebet er, at man ikke selv vælger at blive hipster, men det er noget andre lidt nedladende kalder én, hvis man med sin adfærd, tøjstil – og åbenbart de øl man drikker – lettere demonstrativt og søgt prøver at vise, at man ikke er som andre. At man er stilbevidst, selvsikker og ikke følger med strømmen … lige som en hel masse andre unge mennesker gør, hvorfor man alligevel ender med at ligge under for en stil, der uden at ville være det kommer til at danne sin egen low-life mode.

Og dér må man jo trods alt sige, at Pabst Blue Ribbon passer perfekt ind. Hvis det ellers passer, at det store flertal af amerikanerne foretrækker Busch Light (der anmeldes sammen med Pabst her på bloggen) så rammer Pabst vel netop den forskel, der passer så nydeligt til det segment, der gerne vil skille sig ud, men slet ikke er i stand til at gøre alvor nok af intentionerne til at man kan tage dem alvorligt.

Royal Strong Ale
Royal Unibrew har sendt et nyt produkt på markedet, en ekstra stærk øl ved navn “Strong Ale”. Helt bevidst siger jeg ‘en ekstra stærk øl’, for læser man nærmere på emballagen står man forvirret tilbage. En ale er – i Storbrittanien hvor ordet om man så må sige kommer fra som her på kontinentet – en overgæret øl. På siden af emballagen står der imidlertid “Ekstra Stærk Pilsner”. Pilsnere derimod er som bekendt altid undergærede … Så hvad er Strong Ale fra Royal Unibrew egentlig?

I anledning af gåden, har jeg sendt følgende mail til Royal Unibrew, som jeg håber, jeg får svar på inden den anmeldes:

Kære Royal Unibrew

Jeg er manden bag Kajs Ølblog, en blog, hvor jeg over knap to år har anmeldt over 200 øl – herunder også en række af Royal Unibrews produkter.
Jeg har et spørgsmål til jeres nye produkt – ‘Strong Ale’.
Ale er den gængse betegnelse for overgærede øl. Jeg syntes det var både interesant og en tiltrængt variation, at Royal Unibrew på denne måde sendte et overgæret ølprodukt på markedet. Nu har jeg imidlertid konstateret, at der på siden af dåsen står “Ekstra Stærk Pilsner”. Og her kommer så mit spørgsmål:
Pilsnere er undergærede øl, mens ales er overgærede øl. En øl kan i sagens natur ikke være begge dele på en gang. Hvis der er tale om en dubbel, der både er over- og undergæret ‘vinder’ om man så må sige overgæren, og man vil kalde den en overgæret øl.
Så hvad er jeres Strong Ale, og hvis det er en undergæret øl – hvorfor giver i den så et navn, der entydigt påpeger, at der er tale om en overgæret øl?
Mange venlige hilsner
Kaj Framke
Jeg håber, det lykkes mig at få svar denne gang. Da jeg i sin tid skrev til Thisted Bryghus og udbad mig en forklaring på, hvorfor et bryggeri med en økologisk profil valgte at tilsætte deres øl sulfit, fik jeg aldrig noget svar.

Og ellers vel mødt til flere spændende anmeldelser snarest.
Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme