Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: marts 2012

Påske øl, Randers Bryghus, Påskeøl 2012 X

Det var ikke helt intentionen, men det ser ud til, at min serie af påskeølsanmeldelser er blevet delt over i to: En afdeling for de lyse og en for de mørke. Det bliver formentlig ikke lysere igen, for efter denne øl, der også viste sig at være mere mørk i løden end forventet, venter endnu to påskeøl fra Thisted – igen med E223 (det undgår jeg nok ikke at vende tilbage til) og alt tyder på, at de også vil være mørke.

Helt sikker kan jeg selvfølgelig ikke være, og der er jo faktisk også en finale i vente på selve påskedag, og om den er mørk – ja, det tvivler jeg faktisk på. Men så håber jeg, at jeg har vækket læsernes interesse – påskedag sker der noget stort, også selvom det skulle vise sig at øllet skulle være lyst og/eller uinteressant. Der sker noget stort – husk det nu!

Det mørke bryg er brunt og tåget – der er som sædvanlig tale om ufiltreret bryg, som det plejer at være fra Randers Bryghus. Skummet hæver sig højt og har også en brunlig snert. Duften er karamel- og frugtagtigt blommesød med et syrligt stænk af tidlige æbler.

Smagen orienterer sig nogenlunde i samme retning. Skummet er i første omgang tørt og hasselnøddebittert i smagen, mens brygget er en solid og fyldig blanding af nøddebittert og dominerende karamelsødt. Eftersmagen er en klasse for sig. Øllet holder 6%, der alligevel er nok til at give en næsten whiskyagtig følelse, ledsaget af nøddeagtig humlebitterhed.

Der er fuld knald på smagsnuancerne. Bitterhed og sødme er nærmest hidstige, påtrængende og vidunderligt fyldige. Så gør det egentlig ikke så meget, at det samtidig egentlig ikke er så originalt.
4-en-halv-stjerne

Ærø Påske Ale, Rise Bryggeri, Påskeøl 2012 IX

Jeg har gemt de påskeøl, jeg regnede med var bedst, til senere. Senere er så nu, hvor man vil kunne se, at de tre sidst anmeldte øl er en økologisk øl fra Thisted, en Krenkerup og nu en øl fra bryggeriet, jeg udråbte til at være min største nyopdagelse sidste år, Rise Bryggeri fra Ærø. Spændende er det, at de to sidstnævnte begge har vist sig at være mørke, og dermed ret utraditionelle for danske påskebryg.

Nærmere beskrevet er farven fint nøddebrun med gyldentbrunt skum, ledsaget af en duft af modne æbler og blommer. Duftindtrykket minder mig mere om efterårets høstøl, end sæsonens påskebryg.

Smagen er på den bitre side med en fyldig, nødde- til træagtig humle, ledsaget af en habil karamel- og maltsødme. Skønt alkoholprocenten ligger under de fleste andre påskeøl – ja, med sine 5% under de fleste guldøl (der typisk holder 5,6%) har øllet alligevel en markant alkoholkarakter, der er med til at give øllet fylde.

Men trods det gode humle/karamelindtryk ender det alligevel med at være en – om ikke kedelig, så i hvert fald genkendelig omgang. Der er intet nyt under forårssolen i denne øl, og eftersmagen mangler nærmest helt.

Det er ikke en øl til en topkarakter – den må nøjes med bare at få en god karakter i stedet.
4-stjerner

Påskeøl, Krenkerup, Påskeøl 2012 VIII

Jeg fortryder måske lidt – men så heller ikke mere – at jeg ved min gennemgang af mit ølår ikke udråbte det lollandske bryggeri Krenkerup som den bedste danske nyopdagelse. For øllene synes nærmest bare at blive bedre og bedre. Samtidig er designet på én gang professionelt og uprætentiøst. Flasken har en rar form og farve, med logoet mejslet ind i glasset, mens etiketten med den nærmest courier-agtige font på hvid baggrund næsten udstråler glad amateurisme. – Men også kun næsten, for samtidig har etiketten lige præcis det Schwung, der skal til for at få det simple til at fremstå professionelt.

Det er ikke et bryggeri, der hælder alle pengene ud i marketingafdelingen. Markedsføringen er afmålt til det absolut nødvendige, og resten af bryggeriets ressourcer bruges på at lave ordentligt øl. Det er vidunderligt at bevidne, og det er en målsætning til efterfølgelse for alle andre mikrobryggerier i Danmark.

Og Krenkerups Påskeøl er endnu en manifestation af denne strategi. Det er en mørk påskeøl, og som sådan ligner den mere den Salvator-øl, der angiveligt skulle være forbilledet for de første påskebryg. Tendensen har på det sidste været, at påskeøllene bliver lysere og friskere, efterhånden som den globale opvarmning gør foråret og påsketiden varmere og varmere, en kendsgerneing der ikke er gået andre anmelderes næse forbi. Krenkerup holder med den mørke påskeøl fast i rødderne, og lader sig ikke rive med af udviklingen. Det er ikke nødvendigvis en udvikling, der er problematisk, for der er sandelig gode lyse påskeøl derude, men Krenkerup giver samtidig en savnet variation fra det strågule/lysorange påskebryg.

Holder man Krenkerups Påskeøl op mod lyset, vil man opdage, at det er en rød øl. Næsten rubinrød i løden med flot, luftigt og gyldent skum … der dog ikke klæber. Duften er kraftigt sød og præget af især malt. Man kommer atter uvilkårligt til at tænke på Det Forsømte Forår, og Lektor Blommes maltbolsjeæske – uden stryknin!

Smagen er kraftigt maltet – nærmest tung af det på den helt rigtige måde – med toner af kirsebær, – ja sherry velsagtens med en lækker, prikkende whiskyagtig fylde og mundfornemmelse. Det på trods af at brygget alligevel ikke indeholder mere end 6,5%. Sherry-whiskyessensen ledsages af en kraftig farin- og karamelsødme. Alt sammen med en vidunderlig fylde. Det er så godt, at det kun næsten ikke er ærgerligt, at brygget praktisk taget mangler eftersmag. Den søde whisky-sherryessens, som man også mærker mens brygget stadig befinder sig mellem mund og svælg klinger desværre alt for hurtigt af.

Til gengæld er der rigeligt smag i hver eneste lille mundfuld, og det lønner sig at trække lidt luft ind, mens brygget hviler på tungen, så endnu mere whiskyaroma frigøres. Det er en rigtig nydeøl, hvor hvert nip byder på en stor øloplevelse.
5-stjerner

Økologisk Paaske Bryg, Herslev Bryghus, Påskeøl 2012 VII

Herslev Bryghus har fået slået sit navn grundigt fast som gourmetbryggeri, efter at de københavnske restauranter, det leverer til, høster Michelinstjerner som amerikanske landmænd høster GMO-majs. Om det nu er øllets skyld, tror jeg ikke, men det borger selvfølgelig for kvalitet, at de feterede restauranter foretrækker netop dette bryghus som leverandør.

Kigger man imidlertid på nærværende øls bagetiket, får man et mindre chok (som om prisen på godt kr. 30,- i Irma var nok). Overskriften her, er skrevet med COMIC SANS! Ak og ve – den rædsomme tendens med at bruge denne skrifttype i tide, og især i utide (som fx fødevarekontrollen gør det) har nu også indfundet sig hos landets kvalitetsbryggerier. Det signalerer amatøragtighed og antiprofessionalisme og kan ganske enkelt ikke tages alvorligt – og man opdager det for alvor, når man ser forskellen på den, og andre ‘tegnede’ skrifttyper. Mig og min vivs undskyldning er at vi dengang valgte den lettest tilgængelige skrifttype til en tegneserie – med et glimt i øjet selvfølgelig.
Og på den anden side, så signalerer brugen af COMIC SANS måske den naivitet, der også kendetegner frisk gåpåmod og kreativitet. At man på denne måde også distancerer sig fra den professionalisme, som kendetegner de store bryggerier herhjemme, ja det borger jo faktisk omvendt også for en kvalitet, idet det, der ikke er ligesom Harboe, Carlsberg og Royal Unibrew, formentlig er bedre.
Og der går heller ikke lang tid, efter flasken er åbnet, til at man konstaterer, at det bestemt er et produkt, der giver de store aktører baghjul. Det lyse, lettågede brygs duft er intet mindre end vidunderlig. Den er først og fremmest frugtagtigt sød af især søde æbler og ditto pærer med en snert af appelsin. Skummet er luftigt, højt kridhvidt og klæber som Araldit blandet med UHU.
Smagen er intenst sød, men mere præget af blomster end af frugter. Der forefindes især hyldeblomst og roser, tilsat søde druer og et stænk af citrus. Alt nydeligt afstemt med en let røgethed, der giver en vidunderlig fylde, og kilder bagtunge og mandler med en pikant ledsagende bitterhed. Bitterheden tager herefter over med en blid, blød og varm humlearoma, som man kender den fra Pladderballe Bryghus‘ mørke øl, men med et gærelement, der alligevel giver eftersmagen en skarp, tør og samtidig frisk kant.
Det er et nærmest arkitektonisk præstationsstykke udi brygkunstens fineste konstruktionskunst, for de mange indtryk, sødme, syrlighed, bitterhed, røg, gær, blomst og frugt er aldeles velkomponeret og velafstemt. Føj dertil, at brygget udover at være økologisk, også er rent efter Reinheitsgebot.
Bryggeriet meddeler ganske vist, at øllet også indeholder ‘forår’ men det lader jeg fare, for det har bestemt ikke gjort øllet nogen skade, og jeg tror også de tyske myndigheder ville se gennem fingre med det.

5-stjerner

Påskeæg, Thisted Bryghus, Påskeøl 2012 VI

Vi er tilbage ved Thisted Bryghus, og tilbage i mere end én forstand. Vi er tilbage ved de øl, som jeg altid vil forbinde Thisted Bryghus med, nemlig de økologiske. Det er rart, at Thy-bryggeriet holder fast i økologien og ikke lader det hele gå op i lavasten og sulfit. Det er det oprindelige økologiske bryggeri i Danmark, og det burde de i mine øjne profilere sig mere på, end de gør.

Men hvad ved jeg om den slags – jeg er ikke uddannet marketing-business-trademark-brand-coordinator, eller hvad det nu er, én der tager sig af den slags kaldes. Jeg er uddannet religionssociolog, og kan så til gengæld meddele, at påskeægget, som øllet har taget navn efter, og i form af vognlæs ellipseformet mælkechokolade af tvivlsomkvalitet pakket ind i farvestrålende sølvpapir for længst har holdt deres indtog i landets supermarkeder, hverken har noget med den jødiske eller den kristne højtid at gøre. Ægget har derimod rødder i hedenske traditioner ved forårstid – skikke som de kristne ved overtagelsen af folks sjæle formåede at inkorporere i den kristne fejringspraksis for at gøre det spiseligt for hedningene.

Det er en velkendt strategi blandt missionærer, at man inddrager hedningenes skikke i den nye tro, og det gør jo, at vi heldigvis stadig kan fejre påsken, på sådan – nogenlunde hedensk maner. Bortset fra, at førnævnte ellipseformede chokolader velsagtens hverken er hedenske eller kristne, men udtryk for den blinde forbrugerismes altoverskyggende religion.

Nå – tilbage til anmeldelsen. Thisted Bryghus har søgt tilbage til de økologiske rødder, og lavet, hvad der må betragtes som en meget traditionel øl. Det er en orange øl, lige en tand mørkere end traditionel dansk pilsner. Skummet er tæt, fyldigt, nærmest flødeagtigt og med en usædvanlig klæbeevne. Den dufter af humle, som øl gør flest, men her er duften rig og lækker som sjældent før, omend det blot er humlen, man lugter.

Skummet, der næppe når at falde, før man vil smage brygget, smager allerede godt igennem af bitter humle. Brygget i sig selv fører nyderen igennem forskellige stadier af bitterhed – først jævn humlebitterhed forrest i munden, så en overgang nøddebitter, afsluttende med besk – men fortsat udsøgt lækker humle, der tilmed er fyldig og fortsætter længe efter at brygget har passeret svælget. Det er faktisk muligt, hvis man laver sugebevægelser at trække små dråber kondenseret bryg ned fra kinder og gummer og ned på tungen, hvor brygget endnu engang kan smages. Det er virkelig sjældent, at man finder øl, der smager så godt igennem.

Men overraskelserne udebliver. Påskeæg smager af humle, og rigtig godt af humle endda, og på forskellige måder – men så heller ikke af andet. I anledning af de ellipseformede chokoladers fest kunne det ellers efterhånden passe med en øl med noget chokoladearoma – men de lader vente på sig, og Påskeæg fra Thisted Bryghus er intet i nærheden af det.

Det ændrer nu ikke ved, at Påskeæg er den første rigtige nydeøl blandt påskeøllene. Den kan holde i over en time, uden at man kommer til at kede sig, for den tager heller ikke skade af, at den efterhånden mister den tilsatte kulsyre, eller får temperatur.
4-en-halv-stjerne

Dansk Påskebryg, Harboe, Påskeøl 2012 V

Jeg syntes efterhånden, det var blevet for længe siden, at jeg havde noget at brokke mig over. øllene har været alt for gode på det sidste, men det er ikke kommet som nogen overraskelse, for jeg er bevidst gået efter kvalitetsøllene denne gang. Desuden fik jeg faktisk prøvet de allerfleste standard/ringe øl sidste påske, så der har faktisk ikke været så meget i den kategori at teste i år.

Men en enkelt rædsel fandt jeg da – eller det vidste jeg jo ret beset ikke om den ville være, men lad os se det i øjnene: Harboebrandet borger ikke for kvalitet, det gør discount heller ikke og endnu mindrekan man nok forbinde Faktas ‘Dansk [øl]’ brand med kvalitet. Det er disse tre lavkvalitetsegenskaber, der kronisk klæber sig til Dansk-brandet, som nærværende øl altså er lanceret i.

Mig bekendt er det første år Fakta har den, men jeg skal ikke lægge hovedet på bloggen – undskyld, blokken – for det kunne jo være, at jeg havde overset den, eller valgt at gå uden om den sidste år. Jeg mindes dog ikke at have set den før, så jeg tror den er ny – og nej, som læseren nok har gættet har jeg ikke de store forventninger til den. På forhånd har den praktisk taget alle odds imod sig, men så kan man til gengæld sige, at hvis den skulle overraske, kan den kun overraske positivt.

Nuvel, den tager sig faktisk flot ud, dyborange og med højt, tæt, næsten flødeagtigt skum, der oven i købet klæber ganske flot til glasset, og slet ikke falder med den hastighed, man kunne have forventet af en discountøl. Duften er skarp, nærmest ram, uden dog at være ubehagelig – af overmodne blommer tilsat et metallisk indslag. Føj dertil sprit, svedsker og andre gærede frugter.

Man smager især det syrlige først, endskønt det først melder sig rigtigt, når brygget har passeret svælget. Der er ikke meget smag ud over en skarptsyrlig eftersmag at komme efter i første omgang. Opgaven er fremdeles at se, om der ikke alligevel skulle gemme sig noget smag i resten af mundhulen. Og det lykkes da også at finde en antydning af skarp, bitter humkle midt på tungen, ledsaget af en metallisk syrlighed.

Selvom smagsindtrykkende ikke just virker velgørende er det dog heller ikke så slemt som det måtte lyde. Aromaerne er ikke specielt fremtrædende, og især det metallisksyrlige islæt formår faktisk at gøre brygget friskt. Humlen er til gengæld ikke værd at samle på. Dens bitterhed er harsk snarere end besk, og bringer minder frem om den nærmest udrikkelige Dansk Julebryg.

Men helt så slemt bliver det som antydet aldrig. Glimtvis er det muligt at nyde nærværende påskebryg, såfremt man ikke har sat overliggeren for højt. Det er snarere end kedelig end en rædsom forestilling.
1-en-halv-stjerne

Vulcano Påskebryg, Fur Bryghus, Påskeøl 2012 IV

Påsken nærmer sig med hastige skridt, og undtagelsesvis ser det ud til, at jeg faktisk når hovedparten af påskeøllene, før højtiden indtræffer. En højtid, der til gengæld ikke vil blive markeret her på bloggen i år, er St. Patricks Day. Jeg ønsker selvfølgelig aller irere og irsksindede glædelig nationaldag, men jeg har ironisk nok, i betragtning af, at der er tale om noget irsk, der falder på en lørdag, og at det endda er St. Patricks Day, fuldkommen glemt at markere det med et gæret humleprodukt. Jeg må se, om ikke jeg husker det næste år, og iøvrigt vrissent klemme ud mellem sidebenene, at nu hvor irerne har gjort sig fri af det engelske kongehus, burde de også snart gøre sig fra af den tyske Kejser Palpatine i Rom.

Vulcano Påskebryg fra Fur Bryghus blev nydt i godt selskab, hvilket ikke siger meget, eftersom min familie jo er godt selskab, og jeg vel aldrig har drukket øl, uden at de har været til stede. Men denne gang var der lidt mere familie med, nemlig min kære fader, der havde slået et sving forbi Århus Vest på vej til Tyskland.
Vi kunne nyde et smukt bryg, dyborange, kronet af et højt, matchende orangegyldent skum, er også formår at klæbe en smule. Den dufter også godt, gennemtrængende af bitter humle.
Brygget er sødligt bittert af karamelmalt og en relativt skrap, omend meget fyldig pilsnerhumlenote i eftersmagen.Også selve smagen er ganske fyldig. Man smager ikke blot brygget med tungen. Også luften over brygget synes at antage aroma, der breder sig, og tillige med tungen smages af gummer, gane og svælg. Undervejs melder sig også en syrlig snert af umodne blommer, der måske passer knap så godt ind i det bittersøde, men til gengæld giver øllet den nødvendige karakter til, at den ikke blot bliver en genudsendelse af andre lidt fyldigere og sødere pilsnere.
Bryggeriet anbefaler en serveringstemperatur på 8-10 grader, som både jeg og min far bifalder.

4-stjerner

Gul Påske, Svaneke Bryghus, Påskeøl 2012 III

Fik jeg fortalt, at jeg til Indslev Påske Hvede den anden dag spiste økologisk kylling med rodfrugter? Vel, det gjorde jeg altså, så dagen efter stod den traditionen tro på tortillas med resten af kyllingen, hjemmelavet salsa, creme fraiche og salat. Aldeles skønt!

Og til tortillas og andet sydeuropæisk eller sydamerikansk, krydret mad hører jo om ikke tyndt, så i hvert fald letdrikkeligt øl. Derfor satsede jeg på Gul Påske fra Svaneke Bryghus blandt de efterhånden mange påskebryg jeg har på lager. Jeg har som bekendt før været ude med riven efter Svaneke Bryghus, hvis øl jeg faktisk ikke mener længere kvalificerer sig til at være ordentlige mikrobryg – ja knap nok specialbryg, fordi de er gået Carlsberg, Royal Unibrew og alle de andre alt for store bryggerier i bedende med at producere øl, der kun støder smagsløgene hos dem, der gerne vil have noget øl, der rent faktisk smager af noget.
Nogle ting holder de dog fast i. Øllet er fortsat ufiltreret, men det kan kun lige anes på udseendet, der ellers kun lige er en enkelt til halvanden tone mørkere end regulært pilsnerøl, og kun en let tågethed afslører, at brygget er ufiltreret. Duften er meget svagt kornet, og derudover kun vandig. Skummet yder en mindre overraskelse idet det godt nok er kridhvidt, men ellers ganske holdbart og overraskende klæbende.
Og så formår den i smagen alligevel at være velgørende. Den giver en god mundfølelse, endskønt smagen ikke er så fremtrædende som man kunne have ønsket. Øllet er mestendels karamelagtigt sødt, mens der er noter af bitter humle i eftersmagen, der som det eneste er godkendt i substans, kraft og varighed.
Resten er en forudsigelig pilsner i den søde ende – måske med en kende mere aroma og karakter end gennemsnittet, og så heller ikke meget mere. Det er en for genkendelig omgang, der mangler sofisitikerethed og fantasi.
Til gengæld er den også letdrikkelig og frisk – perfekt til kylling og tortillas!3-stjerner

Påske Hvede, Indslev Bryggeri, Påskeøl 2012 II

Påsken, kristendommens og jødedommen vigtigste højtid (af forskellig årsag, men lad det ligge) nærmer sig med hastige skridt, og hvilken bedre anledning findes der i det hedenske nord til at drikke sig småsnaldret i overgærede humleprodukter? Sikkert flere forskellige – lyse nætter, festivaler, jul … men alt det er det ikke sæson for endnu, så jeg vil holde mig til påskeøllene i disse dage.
Det er meget lyst øl, hvilket i sig selv ikke er usædvanligt for hvedeøl, men denne er næsten citrongul i løden, og let tåget af restgær. Over brygget hviler et friskt boblende, ikke særligt højt brus, der næsten ligner sodavandsskum. I lyset af skummets noget sammenskvattende karakter, er det så meget desto mere imponerende, at det alligevel faktisk formår at klynge sig til glasset. Duften er mestendels småsyrlig, og gør ikke noget væsen af sig.
Det gør smagen egentlig heller ikke. Den må tages ind i store slurke, ligesom Påskelammer, for at man kan få nok bryg i munden til at presse smag ud af den. Og så smager den da også udmærket. Der er traditionelle hvedetoner af hyldeblomst samt en syrlig kant, blandet med lidt gær, der dog snarere giver ekstra fylde frem for at skæmme det overordnede billede. Jeg skal understrege, at jeg ikke igen laver nummeret med ikke at agitere flasken for at undgå restgær i den nærmeste fremtid. Kun undtagelsesvis gør det skade, har det vist sig, og også her tyder alt på, at det har været en fordel endnu engang ikke at undlade det (jeg håber ikke, at I ikke kan finde rundt i dobbeltnægtelserne.) Humletoner er der nærmest ikke nogen af, og der er kun en let antydning af korn i brygget.

En Påske Hvede (og det er altså ikke mig, der ikke har styr på ord delingen, men bryggeriet) fra Indslev Bryggeri mangler altså alt det, en øl skal have for ikke at være kedelig og uinteressant. – Og alligevel er den ingen af delene. For den reddes af en kraftig fylde og finurlig velsmag, for både syrligheden og hyldeblomstsmagen er, skønt svag, alligevel gennemtrængende og rummer en kvalitet, der alligevel gør øllet værd at drikke.

Og når øllet alligevel føles godt, og egentlig smager godt, gør det jo ikke så meget, at det på andre parametre er lidt tyndbenet. Det gør den til gengæld frisk og letdrikkelig, og det er jo egentlig slet ikke så ringe endda, hvis forårs- og påskedagene skulle gå hen og blive varme og solrige.

4-stjerner

Påskelammer, Pladderballe Bryghus (aka. Slotsbryggeriet Føniks), Påskeøl 2012 I

Jeg troede egentlig, at Pladderballe Bryghus’ produktion kun ville omfatte de fire allerede anmeldte øl, Monrad & Rislund, Kakerlakpuler, Brodtgaard og Kalapøjser, så stor var min overraskelse – og fryd, da det blev bekendtgjort, at der også ville komme en øl mere – en påskeøl ved navn “Påskelammer”.

Det er jo lige op ad Monrad & Rislunds gyde med det fine ordspil, der så elegant kombinerer vold og kristendommens vigtigste højtid. Og med anmeldelsen af denne øl starter også anmeldelserne af årets påskeøl. Heller ikke i år var der nogen bryggerier, der før påske, fandt på at lancere “fastelavnsøl”. Det er åbenbart et koncept, vi kommer til at vente længe på.
Påskelammer er som Pladderballe Bryghus’ andre produkter ufiltreret, og da mine erfaringer som bekendt ikke har været de bedste med ufiltreret øl her på det sidste, valgte jeg denne gang ikke at agitere flasken, før jeg skænkede den. Alligevel fremstod det rødlige bryg lettåget med et stabilt, hvidt og ganske højt skum, der dog ikke delte de andre Pladderballeøls klæbeevner. Duften var også svagere end man er blevet forvænt – en syrlig, letsød og frisk duft af forårsblomster.
Smagen er en sjældent velgørende, omend noget svag kombination af syrligt og bittert. Syrligheden bruser småhidsigt i næsen i løbet af de første par mundfulde, og formår derved at involvere næsen i øloplevelsen. Bitterheden er mestendels gæret, men rent undtagelsesvis gør det ikke noget. Det er ikke særlig kraftigt og på en måde ganske velafstemt med den lette syrlighed af græs og citrusfrugter.
Den eneste deciderede skuffelse er eftersmagen, der mest af alt bare udebliver. Samtidig er aromaen ikke helt stærk nok til, at øllet nydes i de små mundfulde, der automatisk blev drikkemetoden ved seriens øvrige øl. Man tager nogle ordentlige drag, og får på den måde klemt tilstrækkelige mængder af den ellers gode – men altså noget fattige smag ud af brygget.
Som jeg sad der og ærgrede mig over, at jeg havde ventet en lammer, og i stedet fik et svagt, uengageret, ja nærmest venligt tjat, så faldt jeg alligevel i staver over de vidunderlige klumper af bundfældet restgær i glasset. Endskønt jeg ikke havde agiteret glasset, før jeg skænkede, havde en god mængde alligevel sneget sig med, så det i det mindste blev en stor visuel oplevelse.
Og så kom overraskelsen.
Det sidste af brygget – det med restgæren – formåede omsider at mobilisere en smag af en kaliber, jeg havde forventet. Restgæren gjorde brygget sødere, mindre gærbittert (paradoksalt nok) og fyldigere. Nu meldte sig toner af rosenblade og en lækker fylde sig i brygget, og restgæren gav desuden en lækker, bitter eftersmag af humle.
Så det endte jo godt alligevel, og næste gang jeg drikker den, må jeg endelig huske at agitere flasken, så jeg få al’ restgæren med med det samme. Indtil videre kan jeg dog kun vurdere den på den oplevelse jeg havde, og der er det altså ikke helt godt nok, at den skulle være så længe om at brillere – også selvom den brillerede så brillant, da den endelig gjorde det.

4-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme