Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Month – februar 2012

TB Bock (4), Thisted Bryghus

Den retrograde tur gennem Thisted Bryghus’ nummerserie fortsætter med nr. 4 – Bock. Den opmærksomme læser vil allerede nu spørge sig selv “Hov! Hvad med nr. 5?” Det viser sig, at nr. 5 ‘Stenøl’ i virkeligheden er identisk med den øl, der tidligere hed Exclusive. Denne øl har bloggen allerede taget under kærlig behandling, og det kom jeg for skade at finde ud af, før den blev åbnet. Det kunne have været morsomt, om jeg havde anmeldt Stenøl uvidende om, at det samme bryg havde været anmeldt allerede – og så se, om den faldt heldigere (eller uheldigere) ud end sidst. Men den slags eksperimenter udi uvidenhed og tilfældighed har vi altså til gode lidt endnu.

Bock, til gengæld, har vi ikke prøvet før. Det er en ganske mørk øl – næsten sort, når den hældes i glasset. Den skal holdes op mod lyset, før man opdager, at den faktisk er rød i løden. Skummet er først boblende og skrøbeligt, men falder sammen i etaper, så de store bobler langsomt forvandles til en fed, cremet bræmme, ikke ulig flødeskum. Det eneste man må ærgre sig lidt over, er en total mangel på klæbeevne. Duften stikker syrligt skarpt, men gør ikke meget væsen af sig.
Smagen er dejligt varm, bitter og venlig. De 8% alkohol gør omgående deres virkning, og giver brygget en massiv fylde og en fornemmelse af den indre varme. Et baggrundstæppe af bitter humle blander sig med den varme alkohol og resulterer i en lækker cognacfornemmelse, blandet med træ, kaffe samt ristet og sød malt. Selv om alkoholen er meget præsent i smagen føles brygget aldrig sprittet. Alkoholprocenten har fået alt, hvad den kan trække – men ikke så meget som en tiendedel millimeter mere.
En tiendedel millimeter eller deromkring var forøvrigt også afstanden fra bordkanten til der hvor mit tynde, høje ølglas med stilk stod, da lille Thorolf ville have fat i tastaturet til min computer. Både tastatur, glas, og den sidste fjerdedel af øllet røg ud på gulvet, hvilket resulterede i, at jeg i skrivende stund ikke kan berette om, hvorvidt øllet taber eller vinder ved at stå, eller få temperatur. Der ville dog have været mange minutters nydelse i øllet endnu, er jeg ret sikker på – det er afgjort en nydeøl. Stik imod alle odds holdt glasset i øvrigt til den hårde medfart.
Det eneste spøgsmål man må sidde tilbage med er … hvad det p…..s sulfit dog skal til for!?

4-en-halv-stjerne

TB Porter (6), Thisted Bryghus

Thisted Bryghus har for noget tid siden lanceret en række specialøl i en fin ny indpakning, og givet dem numre. De fleste er for tiden at finde i min lokale Fakta, så jeg har tænkt mig at prøve dem alle sammen, og bare for at være modsat, har jeg valgt at starte bagfra med nr. 6 – Thisted Porter.

Porter er en natsort øl med et højt, lysebrunt skum, der falder relativt hurtigt – bortset fra den hæftige bræmme, der klynger sig til glasset efter at skummet er faldet. Den dufter kraftigt af især ristet karamel.
Smagen er slet og ret udsøgt. Jeg kunne skrive længe om, hvor mange forskellige smage dette fortræffelige bryg indeholder, men jeg har også andet at lave, end at smage SÅ grundigt på de øl, jeg får til maden herhjemme. Jeg nåede dog at identificere let røg, ristet malt, karamel, bitter humle, whisky, en let chokoladesødme, ristede nødder, brændte mandler, farinsukker og kaffe.
Det skal understreges – og det bliver brygget ikke mindre imponerende af – at der ud over vand, gær humle og malt kun er tilsat ascorbinsyre og kuldioxid. (Jeg skal ikke gøre mig klog på i hvilken udstrækning ascorbinsyren kunne være udeladt – men kulsyren forsvinder ret hurtigt alligevel, hvilket ikke fratager øllet karakter – så den virker faktisk en kende redundant.) Det er ikke noget, der som sådan giver øllet smag – i hvert fald ikke i den retning, øllet smager. De mange smagsindtryk melder sig også i god ro og orden, der er ikke noget, der forvirrer i forhold til hinanden, hvilket også er ganske imponerende. Så thumbs up, props og rigtig meget andet godt til brygmesteren herfra.
Det er en rigtig rar og venlig porter, der passer godt til rare og venlige desserter, chokoladekage – Schwarzwalder Kirschtorte ville være lige i øjet – chokolademousse med mokka – ja, alt der er mørkt og involverer chokolade og/eller kaffe.
Når det så er sagt, er det også en porter som så mange andre – bare med mere og bedre smag, men alligevel ikke med de store overraskelser.

5-stjerner

Kiin Kiin, Mikkeller

Det kan også være godt

Det seneste forsøg på at prøvesmage en pilsner smagt til med citron faldt mildest talt ikke heldigt ud. Det ligger meget langt tilbage efterhånden, men jeg husker stadig med gru smagningen og den efterfølgende store fornøjelse at skrive en anmeldelse fuldstændigt som jeg mente det. Hint forsøg faldt altså ikke godt ud, men man skal ikke undervurdere producentens rolle i fiaskoen. Der er en udbredt tendens – selvfølgelig med visse stokastiske variationer – at jo større bryggeriet bag er, desto kedeligere er øllet.

Så det var med fortrøstning, og alt i alt en forventning om en god øloplevelse, at Kiin Kiin fra det eksperimentelle københavnske nomadebryggeri Mikkeller blev knappet op. Mikkeller-øl har som bekendt været testet en enkelt gang før her på bloggen, hvor den som en ud af indtil videre kun tre fik topkarakter. Jeg besluttede mig dog på forhånd for ikke at blive skuffet, om oplevelsen denne gang kun skulle blive knap så god.

Kiin Kiin har et meget højt skum, der er gyldent og boblende. Det falder relativt hurtigt, så man kan nyde de flotte mønstre som det klæbrige skum afsætter på glassets sider. Selve brygget holder en lettåget mørkegul farve, der måske lige er en enkelt nuance mørkere end vanlig dansk pilsner. Duften er noget syrlig i det, og man mærker allerede nu den tilsatte lime og citron. Dertil kommer en fyldigt humlet duft, som egentlig ganske elegant danser med citrustonerne. Såvidt så godt – det er allerede væsentligt bedre end hin rædsomme citrusøl fra Carlsberg-koncernen.

Den er overraskende let i smagen, og uden direkte at ville kritisere den, er det i ordets negative betydning. Jeg har på baggrund af en enkelt foregående smagning en forventning om et sandt festfyrværkeri af smag, når man smager på en Mikkeller-øl, og der blev jeg altså skuffet. Men det betyder selvfølgelig ikke, at det er en dårlig øl. Eftersmagen var, på grund af den lette smag, det første jeg bed mærke i. Op langs ganen stiger en velpolstret humlebitterhed, med en ledsagende, let, pikant og særdeles velafstemt syrlighed af citrongræsagtige noter.

Det er også syrligheden, der giver øllet den lette smag, idet humletonerne trænges lidt i baggrunden. Nogle vil finde det ærgerligt, men jeg finder det interessant, at man på denne måde kan få det syrlige i øl frem, så det kun gør gavn. Kiin Kiin er dermed en både læskende og velsmagende øl med et blidt humleelement, velafstemt med syrlige noter, der trods tilsætning af citrusfrugter hverken virker kunstige eller fremmede. Der er også et let ingefærelement, der runder hele oplevelsen ganske nydeligt af.

Så selv om det ikke er en ekstraordinær øl, har man stadig lyst til at nyde den i små mundfulde, og rigtig presse al’ den smag man kan ud af den. På dette kan man helt generelt kende godt øl – at man virkelig vil smage på det frem for blot at drikke det.

Det eneste ærgerlige er prisen – kr. 20,- for 33 cl. er for meget – også i Irma – for øl, der trods alt ikke er af en højere klasse.
4-en-halv-stjerne

Black Bird, Fuglsang

Manuskriptet til nærværende indlæg er forsvundet som en lunken Kay-Sar en festaften på Social Club. Jeg skriver derfor ud fra hukommelsen, og heldigvis var det da også lige i går aftes, jeg drak den, så mon ikke det går.

Det Haderslev-baserede bryggeri kalder selv øllet en “Gylden Classic”, så jeg forventede en pilsner brygget på wienermalt, der ville give den en mørkere lød, og lidt fyldigere og typisk sødere smag. Udover malt, humle, vand og gær indeholder brygget desuden dextrose, stivelse, kuldioxid og ascorbinsyre, så man næsten må undre over, at der endda var plads til en sjat øl oven i alle tilsætningsstofferne.

Det er næppe for øllets renhed, at det regnes for Sønderjyllands stolthed udi øl.

Om det er stivelsen, der giver det hvide skum klæbeevnen vidner historien ikke noget om. I det mindste holder øllet en flot, mørk kobberorange farve uden tilsætning af farvestoffer, og det er mere, end hvad tilfældet er ved andre classic-pilsnere. Duften er til gengæld nærmest fraværende – lidt fjern, vandig humle er alt, jeg kunne spore.

På en måde går det lidt tamme duftindtryk igen i smagen. Den smager af classic øl, med fokus på sød malt og letbitter humle, generisk som man kan forvente det af en classic. Heldigvis er både smag og fylde noget mere fremtrædende i duften, men så heller ikke mere. Yderligere kan man glæde sig over fraværet af ubehagelige overraskelser, som man alt for ofte møder dem i classic pilsnere. Men hos Fuglsang er der hverken metalsmag eller syrlighed at spore. Var der så bare lidt mere knald på malten, så den kunne blive lidt sødere, eller på humlen, så den kunne blive lidt bitrere – eller bare lidt mere knald på et eller andet, så den kunne blive fyldigere.

Når glasset er tømt er klinger eftersmagen, hvor en hvis bitterhed trods alt kan spores, hurtigt af, og man konstaterer, at den da egentlig smagte udmærket, en fejlfri, omend meget rutinepræget præstation. Det ændrer dog ikke ved, at det afgjort er en af de bedre classic pilsnere, jeg har smagt herhjemme, så den er da ganske afgjort mere end købet på kr. 5,- værd.

At jeg faktisk havde forventet noget, der var mere ovre i specialølsgenren er velnok en misforståelse fra min side af, hvilken slags bryggeri Fuglsang egentlig er. Der er ikke tale om et specialølsbryggeri, men et lokalbryggeri, der prøver at gøre andre store bryggerier rangen stridig. Indtil videre med et marginalt bedre resultat, men så heller ikke mere.
2-en-halv-stjerne

Samuel Adams Latitude 48 IPA, The Boston Beer Company

Revanche!

Da jeg for nogle dage siden atter var i Kvickly, Bruuns Galleri, hvor jeg havde erhvervet mig de aldeles over hele hovedet ikke spor uefne Pladderballe Bryghus-øl, tænkte jeg, at det var på tide med revanche, hvilket krævede, at jeg spillede mine kort sikkert. Jeg elsker øltypen IPA, men de to sidste var desværre ikke nogen større fornøjelse, og min mistanke har siden været rettet mod restgæren. Noget kunne tyde på, at de øl, jeg fik med fra supermarkedet, var blevet inficeret.

Noget sagde mig, at risikoen for dette måtte forhøjes ved ufiltreret øl, så selv om jeg klart foretrækker det ufiltrerede, kom der en filtreret IPA med hjem. Nu var der kun tilbage at håbe.

Navnet kræver nok en kommentar. Øllet er brygget på humle, samlet fra det såkaldte humlebælte, hvor det meste humle fra den nordlige halvkugle dyrkes. Bæltet ligger langs den 48. breddegrad, og meget tyder på, at det er noget bryggeriet har fundet på, for at kunne markedsføre øllet. Det skal vise sig, om den hippe markedsføring har nogen indvirkning på øllet – forhåbentlig i positiv retning.

Hvorom alting er, blev håbet indfriet. Knap var øllet skænket før det sprøde skum med de store bobler hævede sig over det klare, orangebrune bryg. Det gyldne skum viger relativt hurtigt, men klæber til glasset i flotte mosaikker. Duften er helt rigtig – en skarp humleduft, der både er sød og bitter på samme tid kombineret med en mere dominerende sødme af hyldeblomst.

Knivskarpt støder smagen dybt ned i tungen med metallisk styrke og klarhed. Kombinationen af sødt og bittert, som man kender den fra IPA gør øjeblikkeligt sin virkning, og sjældent har kraftig, bittersød humle kombineret med hyldeblomst og ingefæraroma føltes mere velgørende. Eftersmagen ruller derefter frem, og fylder hele mundhulen med en skarp, bitter humlesmag med et væsentligt gærelement, der i modsætning til de ufiltrerede typer ikke er præsent i selve smagen, og i øvrigt er ganske velgørende her.

Den noget smarte markedsføring til trods er Latitude 48 IPA en aldeles fremragende øl, der kun kan anbefales. Det er en øl, der på en og samme tid smager af rigtig meget, og samtidig er læskende og letdrikkelig. Det ser man ikke tit!
5-stjerner

Næsgaarden Økologisk India Pale Ale, Bryghuset Braunstein

Anmeldelse nr. 200

Så nåede jeg en femtedel af vejen til de 1.000 anmeldelser! Den største bedrift i mine øjne i den forbindelse er nok, at jeg nåede så langt uden at blive træt af det. At blogge om øl er bestemt ikke en hobby, man bliver alkoholiker af – det demonstrerer tiden, der er gået, siden jeg begyndte med al tydelighed.

Men fest skulle der da være! Og jeg havde udsøgt en øl, der skulle markere jubilæet. Den blev fundet i den lokale Fakta, der nærmest som et godt varsel, p.t. har et udvalg af øl fra Bryghuset Braunstein til salg til en relativt billig penge, 16,- kr. helt præcis, hvor prisen for de øl ellers godt kan snige sig på på den forkerte side af 20,-. Så vil man anskaffe sig en seksstjernet Brown Ale til en ikke for høj pris, er Fakta stedet i øjeblikket.

På lager havde de også deres India Pale Ale, og jeg tænkte, at det måtte være tid at prøve den også. For da de har leveret den ene af kun tre seksstjernede øl blandt de 199, der indtil videre er blevet anmeldt, tænkte jeg, at det næppe kunne gå helt galt. Galt er det egentlig aldrig gået med Bryghuset Braunsteins øl – de har aldrig været dårlige, kun varieret mellem ‘fænomenalt’ og ’slet ikke så ringe endda’. Dertil kommer, at øllene er økologiske, og det tager man selvfølgelig gerne med.

Samme aften lagde jeg og min viv an til et festmåltid – bøffer med bearnaise, som jeg selv laver fra bunden efter Brødrene Prices device. Dvs. med æggeblommer, estragon, eddike og skalotteløg, alt sammen selv skilt, hakket, snittet osv. osv. – ja, bortset fra estragonen, som vi ikke har kunnet få frisk lige i denne omgang.

På bordet kom bøf, kartoffelbåde og bearnaise – og øl. Det var pragtfulde bøffer og kartoffelbåde, og bearnaisen var også alle tiders, omend lidt skilt, og den manglede salt, men efter et drys var også den perfekt.

Ikke helt så godt gik det med øllet, desværre.

Næsgaarden India Pale Ale er indtil videre Bryghuset Braunsteins svageste øl, og den er langt under niveauet for de andre bryg, ølbloggen her har taget under behandling.

Det starter ellers fint med en appelsinorange lød, og højt off-white til gyldent skum. Duften er nydeligt fyldigt sød med noter af hyldeblomst.

Smagen er frugtagtigt syrlig – sådan lidt hen ad citron og appelsin … Det er i sig selv ikke problematisk, hvis ellers smagen er fyldig og karakterfuld nok – men i denne øl er den ingen af delene. Det skyldes især, at alt i øllet meget hurtigt bliver overdøvet af en altfortrængende smag af gær. Den mildest talt væmmelige gærsmag lægger sig som en tung dyne over hele brygget, og gør det meget svært for alle andre smagsindtryk at trænge igennem.

Hen imod slutningen er det måske som om gærsmagen tager en kende af, og man kan igen mærke citron- og appelsinnoterne. Men disse er jo heller ikke ligefrem karakteristiske øl-aromaer, og virker mestendels malplacerede. Leder man længe nok, finder man måske en antydning af noget sødt hyldeblomstagtigt, men nogen nydelse eller stor øloplevelse bliver det langt fra.

Alt i alt en temmelig stor skuffelse, der mest af alt er mislykket og væmmelig. Det er synd for et bryggeri, der ellers meget stabilt har leveret kvalitetsbryg til ganen. På den anden side kan man jo heller ikke vinde hver gang, og det er åbenbart svært at lave virkelig godt India Pale Ale.

Det kunne desværre ikke lykkes at lave jubilæumsanmeldelsen god. Til gengæld nyder vi stadig det tiloversblevne fra bearnaisen – vi smovser i marengs, for hviderne skulle jo også bruges til noget.

 

1-stjerne

Skulle man ikke have opdaget det, har bloggen i anledning af jubilæet også fået en større overhaling. Jeg har ryddet op i kategori/emnedelen, da jeg har valgt, at bloggen primært er en ølblog og ikke en blog om mine til tider forskruede livsanskuelser. Tiraderne vil fortsætte som altid, men jeg finder det ikke nødvendigt, at læserne skal kunne søge på andre emner end de ølrelaterede. Tiraderne skal man nok støde på med jævne mellemrum alligevel. Det er til gengæld nu muligt at søge på bryggerierne bag øllene. Det er en feature flere læsere har efterspurgt, og jeg nu har valgt at efterkomme.

Innis & Gunn Rum Cask, Innis & Gunn

Den anden af to øl, jeg for noget tid siden fandt i Føtex, Storcenter Nord, fra skotske Innis & Gunn. Det interessante ved bryggeriets øl er, at de er lagret på fade, der ellers bruges til whisky og andre spirituoser. Det giver øllet en ganske særlig og unik karakter, der nok er original, men som i første omgang ikke nåede uanede højder i kvalitet.
Denne øl er lagret på romfade, og det fremgår af etiketten, at den er en af bryggeriets egne favoritter. Den ser også interessant ud. Farven er nærmest palisanderfarvet med rødgyldent skum, der bruser lystigt, og alligevel holder et stykke tid. Bouqueten er til gengæld svag, og rommen kan kun anes.
Til gengæld er fadsmagen meget markant, hvis ikke nærmest altoverskyggende i bryggets smag. Det er en nydelig blanding af whisky og sherry, hvorimod der ikke er meget rom præsent. Brygget giver også den indre varme, og det er bestemt også på grund af smagen, og ikke blot de 7,4% alkohol, som øllet holder.
Whisky-sherry-essensen mærkes tydeligst i eftersmagen som om luften omkring ganen nærmest har en hel anden sammensætning og karakter, og det har den vel egentlig også. Det er dog sjældent, at man mærker den fornemmelse, når man drikker øl, og den er slet ikke ulig fornemmelsen efter en relativt røget whisky.
Så måske er det alternativet til dem, der kan lide smagen af whisky, men ikke bryder sig om – eller måske endda ikke kan tåle stærk alkohol. Under alle omstændigheder er det en nyde-øl, der nok kun egner sig til et snævert udvalg af retter.
Men en udtalt nydelse, og et heldigere resultat er den under alle omstændigheder.
Vel mødt til næste anmeldelse, som er anmeldelse af øl nr. 200!

5-stjerner

Rauch Bier, Krenkerup

Det er faktisk smukt på mange måder, at anglificeringen endnu ikke har sneget sig så forfærdeligt ind på det danske ølmarked. Ganske vist findes der undelødige pseudoøl såsom Copen*hagen og Kay-Sar, hvis sidstnævnte slogan som bekendt er på Smart English. Men begge disse øl produceres jo i udlandet, så det gælder jo ikke rigtigt.

Krenkerups Rauch, derimod produceres på Lolland, og man har til min store glæde valgt at germanificere navnet i stedet. Tyskland er kendt for øl af høj kvalitet, og Krenkerup-bryggeriet har integritet nok til at regne ud, at dumsmarte slogans og hultklingende navne ikke gør øllet bedre, blot fordi de er angelsaksisk inspirerede. Det gør det jo sådan set heller ikke i sig selv at germanificere øllets navne. Til gengæld vidner det om, at bryggeriet lægger mere vægt på øllets karakter i sin markedsføring, frem for markedsføring via arbitrære slogans, der ikke siger noget om øllet men blot er ‘le markedsføring pour le markedsføring’ om man så må sige.

Nok snak! Rauch betyder røg, skulle man ikke vide det, om man ikke er adækvat bevendt udi den store sydlige nabos sprog, og malten er netop røget over abrikostræ, da spiringen skulle stoppes. Det har uden tvivl været en fryd at dufte, men ved åbning og skænkning mærker man ikke meget til den. Den dybrødlige farve og det flotte, flødeagtige gyldne skum lover til gengæld rigeligt godt i sig selv.

Og i smagen kan røgen bestemt mærkes. Øllet er først og fremmest bittert, og det er en bitterhed, der hjælpes rigtig godt på vej at en meget markant røgsmag, som man husker den fra lejrbål, sankt hans bål og andre af den slags lejligheder. Det er ikke en røgethed som man finder den i sild, ål eller salami, det er Rauchs røgsmag alt for kraftig og fandivoldsk til – og det er bare skønt. Man har ikke været bange for at give den for meget, men man er gået all in, og har valgt at den simpelt hen bare skal smage af røg – og det gør den så, og det er en kæmpe fest.

Den smager nu også af øl samtidig, men humlekarakteren er svær at få øje på bag al’ røgen. Formentlig runder humlen og malten smagen af, så øllet ikke bliver harsk eller for krast. Og at malten spiller en fremtrædende rolle i mundfornemmelsen, vidner den cremede fyldighed om. Hvis man vil have det optimale ud af øllet er det i øvrigt en fin ide at trække noget luft ind, mens man har øllet i munden – lige som når man smager på en god rødvin, hvis fylde også undertiden kan minde om den røgethed, der er til stede her i øllet.

Det er en fremragende øl, der er lige til at nyde i rigtig, rigtig lang tid, for hvert nip giver røg nok at nyde til flere minutter. Smagen tager ikke af af at den får lov at stå eller at den får mere temperatur. Ellers er den egnet til mørkt, krydret kød. Lam, vildsvin, vildt og den slags – eller selvfølgelig til rosmarinmarineret kylling, som var netop det, min kære viv havde kokkereret til – økologisk naturligvis.

Rauch er i øvrigt med i opløbet om at bliver årets øl blandt Danske Ølentusiaster. Det under jeg den gerne.

Velbekomme og skål!
5-stjerner

St. Andrews Ale, Belhaven

Belhaven lyver!


Det er ved at være længe siden, at jeg sidst har anmeldt øl fra det skotske ‘Belhaven’-bryggeri. Dengang gjaldt det ‘Belhaven Best‘ og anmeldelsen kan meget hurtigt resumeres således, at jeg nærmest nødigt ville prøve andre af bryggeriets øl, hvis hin øl skulle forestille at være den bedste.

Ikke desto mindre tog jeg mod til mig forleden, da jeg tilfældigvis befandt mig i Rema 1000, et discountsupermarked, jeg relativt sjældent færdes i. Der stod den som den sidste i et parti, så jeg tænkte noget i retning af ‘nu eller aldrig’, og med hjem kom den så, formedelst en 10’er.

Man behøver ikke åbne den, for at beundre bryggets fine farve, for i Storbrittanien forefindes flaskeøl i klare flasker, og sådan er det bare. Det siger, i modsætning til herhjemme, hvor det skal tages som en advarsel om dårlig kvalitet, ikke noget om bryggets beskaffenhed som sådan. Den kan bedst beskrives som havende en mørk pilsnerfarve, ikke ulig Classic – og så alligevel ikke helt så mørk endda. Når den er ude af flasken, og behørigt skænket i et glas, vil man kunne beundre det ret høje, letgyldne og faste skum og sidenhen dets ikke ueffne klæbeevne. Duften lover rigtig godt. Den har en kraftig, gennemtrængende og meget ren, bitter humleduft, der er både liflig og meget frisk.

Smagen er syrligt skarp, nærmest glasagtigt klar og ovre i en meget ren pilsnerhumlesmag. Det er bestemt mere en ale af navn end af gavn, hvilket ikke skal opfattes negativt. Smagen er blot meget mere over i det traditionelt fastlandseuropæiske pilsnerafsnit, end det er ovre i overgæret bryg fra Storbritannien. Smagen er kraftig og fyldig, men snæver. Det er den rene, tørre humlesmag, men klarere og friskere end jeg har oplevet det i nogen pilsner. Dens friskhed kunne minde lidt om ginger ale, men derudover hører lighederne med ingefærsodavand også op. Alt i alt er det en særdeles velsmagende tørstslukker, hvis eftersmag blidt masserer gummer og gane med en tør, bitter humleessens, der tager til efterhånden som glasset tømmes. Bestemt ikke dårligt for en rund 10’er.

Det er med andre noget værre sludder, når Belhaven kalder ‘Belhaven Best’ for ‘Best’, for nærværende St. Andrews Ale er på samtlige parametre en langt bedre øl, og det skal man ikke være nogen ølekspert for at kunne konstatere! Man skal også være godt dum, hvis man ikke ved bedre end at tro, at Belhaven Best er bedre end St. Andrews Ale, og i hvert fald for dum til at kunne lave en så god øl som nærværende.

At Belhaven kalder ‘Best’ for ‘Best’ må derfor være en bevidst løgn. Men det er næppe til skade for andre end bryggeriet selv, for skulle man som forbruger vælge at tro på deres markedsføring og holde ‘Best’ for bryggeriets bedste øl, vil man næppe ønske at prøve andet fra bryggeriet, da deres bedste dårligt nok kunne kaldes middelmådig. Det kan kun koste dem kunder, mens forbrugerne stadig vil have det øvrige udbud af gode øl at vælge ud fra.
4-stjerner

Kalapøjser, Pladderballe Bryghus (aka. Slotsbryggeriet Føniks)

Vi er nået til den sidste øl i Pladderballe Bryghus serie af øl konceptualiseret over karakterer fra Monrad & Rislunds univers.

Den sidste øl, Kalapøjser, opkaldt efter karakteren Mogens’ faste rekvisit, en ballon sat fast til en stump haveslagne, er en Brown Ale, og det er en kategori, man må sige, Kalapøjser lever op til. Farven er mørkebrun, lettere grumset og med et endda overordentligt højt, gyldent skum. Jeg tror faktisk aldrig, jeg har set så højt, plastisk skum før, Det rejser sig godt en tomme over glasset som en gylden smølfehue, og næsten ligegyldigt, hvor meget man hælder oveni, så stiger det bare, og vil bare ikke vælte ud over glassets kanter. Måske har det noget med skummet klæbeevne at gøre, for som brygget ryger i ganen bliver det – som ved de andre Pladderballe Bryghus-øl – krampagtigt hængende. Duften er sød, om med en syrlig kirsebæragtig snert, måske lidt som man kender den fra en kriek, omend det er svært at sige med sikkerhed, da det er længe siden, jeg sidst har prøvet sådan en.

Smagen lader intet tilbage at ønske i forhold til de andre mørke Pladderballe-øl. Den præges af samme varme fylde, aromaer af kaffe og chokolade, og af samme grund bør den tempereres, før man åbner den. Skulle man have glemt det er skaden ikke uoprettelig, for den taber ikke noget ved at vinde temperatur efter den er åbnet, snarere tværtimod.

Lige som Brodtgaard ændrer den lige så stille karakter, mens den står i glasset, også her er den formentlig restgæren, der gør sin virkning, men hvor dette havde nærmest destruktiv effekt i Brodtgaard, så bliver denne øl nærmest bedre og bedre, jo længere tid den nydes. De bitre kaffetoner dæmpes, og chokoladesødmen træder mere frem. Det samme gør den initiale kirsebæraroma, der melder sig som en til sødmen ganske velafstemt cherrysyrlighed ved gummerne.

Jeg mindes ikke at have prøvet en øl før, der bliver bedre og bedre jo længere tid den står åben. Dette er sandelig et unikt karaktertræk ved Kalapøjser. Jeg har prøvet øl, der ikke taber noget ved det – det er faktisk tilfældet for de fleste øl, trods alt, men at de ligefrem vinder noget, når de i forvejen har været tempereret er nyt for mig. Smagssammensætningen til sidst er også speciel, og de 5 stjerner for veludført og overraskende bryghåndværk er fuldt fortjente.
5-stjerner
Pladderballe Bryghus’ øl har indtil videre været det tema, redaktionen absolut har nydt mest at berette om. Det var med en vis skepsis, at jeg begyndte på dem, for iblandt konceptualiseret bryg – om det har været på den ene eller anden måde – har der været endda overordentligt langt mellem snapsene. Pladderballe Bryghus’ øl har ikke været andet end snapse – omend én af dem var lige bitter og gæret nok for min smag.

Well done!

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme