Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: januar 2012

Kakerlakpuler, Pladderballe Bryghus (aka. Slotsbryggeriet Føniks)

Vi fortsætter i samme stil …


Det er med en god stout som med en sorbet. Den skal agiteres, mens den får den rette temperatur – ellers skiller den. Det er i den grad tilfældet med den anden øl fra Pladderballe Bryghus, Kakerlakpuler (der prydes af det yndigste portræt af musicus Øyvind Ougaard på etiketten) hvis bræmme af restgær giver baghjul til bundfaldet i samtlige sydtyske Weißbier … tilsammen. Det er intet mindre end vidunderligt allerede inden, den er knappet op.

Ellers er brygget natsort med højt – særdeles højt – luftigt, brunt skum. Duften er af ristet, på grænsen til branket, for ikke at sige en lille smule brændt, karamel, kaffe og et syrligt stik – måske af æbler.

Stikket går ikke igen i smagen. Det er en kompakt blanding af sød, karamelagtigt maltet fylde – næsten sukret i substansen, med en lækker og varm bitterhed i baggrunden, som en stærk kop kaffe iblandet et ordentligt skvæk brun farin. De 6,8% alkohol gør deres til at øge fylde uden at brygget ellers går hen og bliver sprittet. Kodeordet er velafstemthed – en ualmindelig velafstemthed mellem de mange smagsindtryk. Ligesom Monrad & Rislund, Classic Pilsner er det en oplagt øl at nyde langsomt, men uden at den behøver slå lige så hårdt som fx Willemoes krasbørstige 9,8%s porter.

Slotsbryggeriet Fønix har ramt lige i centrum endnu engang. Det er øl af en ganske særlig kvalitet, som man sjældent ser herhjemme, og det er helt klart en fjer i hatten både til bryggeriet, og til komikerkoryfæerne Monrad & Rislund, der som duo nok holder pause på ubestemt tid, men altså fortsat formår at levere kvalitetsunderholdning til det danske folk – nu i form af en serie øl, der bare bliver bedre og bedre.
5-en-halv-stjerne
Bonusinfo: Jeg har fået at vide af Jan Monrad ham selv, at duoen så sandelig ikke holder pause på ubestemt tid, men at de atter er fuldtallige, efter at Søren Rislund havde været på orlov i nogle få måneder.

Monrad & Rislund, Pladderballe Bryghus (aka. Slotsbryggeriet Føniks)

Lovende overraskelse


Jeg har sjældent været heldig, endsige imponeret af diverse koncept-øl. Der er prøvet et par af dem her på bloggen, og klarest i erindring står kun den, der formåede at floppe totalt – den såkaldte Klovn. Nu ligger det sådan, at Slotsbryggeriet Føniks har fået den fikse, omend agtværdige, ide at lave fire øl, der alle er opkaldt efter elementer i komikerparret Monrad & Rislunds univers.

Det er en agtværdig ide, fordi Monrad & Rislund – i mine øjne i hvert fald – er noget af det mere begavede komikerunderholdning, vi har haft. Men det er også med en vis skepsis, at jeg knappede den første op, dels fordi erfaringerne med den slags konceptøl ikke er de bedste, og fordi den første øl var en Classic Pilsner – en ‘næsten standardøl’, og under alle omstændigheder den mest standardagtige i rækken, der desuden tæller en IPA, en Brown Ale og en Stout.

Alle er selvfølgelig indkøbt, og det var blandt andet dem, jeg refererede til, i sidste indlæg, hvor jeg som bekendt kunne berette, at jeg for øjeblikket kun lå inde med interessante øl. Nærværende øl valgte jeg, fordi den passede bedst til aftenens økologiske madorgie – en lasagne bestående af blandt andet hjemmelavede pastaplader, som også indgik i en anden af min vivs kulinariske kreationer.

Og der skulle ikke gå lang tid, før den første overraskelse indtrådte – faktisk under et sekund fra kapslen lettede til den lifligste humleduft bredte sig – eller nærmest eksploderede ud i lokalet. Det er sket et par gange før, at øllet næsten kan duftes før det er åbnet, men jeg mindes ikke, at det er sket med pilsnerøl før. Det er dog først, når man stikker snuden i glasset, at man kan sætte ord på duften. Den er klassisk classic-agtigt kornet med et lifligt stænk af græs. Det visuelle udtryk skuffer heller ikke. En jævnt tåget brun-orange lød, kronet af et ganske højt og fyldigt, gyldent skum. Der er ingen tvivl om, at øllet er ufiltreret, og det endda uden at bryggeriet praler af det på etiketten.

Men allerbedst er det, når glasset sættes for munden. Smagen er fyldig og cremet af en udsøgt bitterhed, der bare er rigtig rar og varm, som om Mogens netop havde givet én et kæmpe bamsekram. Der er noter af udsøgt blid, omend bitter humle tilsat et stænk af nænsomt ristet kaffe, der blødt runder smagen af. Og hvor bliver det i øvrigt tydeligt, at blidt og blødt ikke betyder tyndt eller karakterløst, for der er rigelig fylde og karakter i overflod.

Og der er intet, der ødelægger det gode helhedsindtryk. Ingen syrlighed eller metalsmag. Det er bare rigtig godt, velkomponeret og vellykket. Et lille pladderballesque’t mesterværk.
5-stjerner

Innis & Gunn Original, Innis & Gunn

Der er lagt op til en ny guldalder her på bloggen. I mit køleskab er der kun øl, jeg glæder mig til at prøve – kun øl med særpræg, kun øl, der på en eller anden måde borger for kvalitet … Ja, altså på nær den San Miguel på en liter, som en kær gæst efterlod nytårsaften. Den skal til gengæld nydes i selskab med gode venner, så den vil med sikkerhed også blive en fornøjelse at konsumere.

Så anbefalingerne kommer nok til at sidde løsere, hvorimod der bliver længere mellem tiraderne – jeg beklager på forhånd.
Men videre til den første serie af spændende øl i Hippiehybelens køleskab. En øl – velsagtens en pilsner – det er i hvert fald, hvad den mest ligner – fra det skotske bryggeri Innis & Gunn i Edinburgh. Bryggeriets særkende, at de lagrer øllet på fade, der ellers bruges til fremstilling af whisky, cognac og andet – og ikke uden resultat må man sige.
I første omgang skal man selvfølgelig lige bide tænderne sammen, og tvinge sig til at abstrahere fra den klare flaske. Den er ikke brugt for at drille, som når Carlsberg brygger noget særligt udrikkeligt sprøjt, den er åbenbart udtryk for standarden i ølflasker i Storbrittannien (endskønt landsmændene i BrewDog da har gjort en dyd ud af at være mere som kontinentet på dette felt) og tjener altså ikke som advarsel, sådan som den gør ved danske øl. I modsætning til danske øl i klare flasker, er etiketten på nærværende øl, da også ganske prangende, og det er kun øllets mørke lød, der isoleret får indholdet til at ligne morgenurin i modsætning til fx Copen*hagen, hvor også flaskens – og navnlig etiketternes – design nærmest stinker af urinprøve.
Den mørke lød ledsages af en overraskende og ganske markant syrlig bouquet. Den er vinøs og har klare toner af cognac, whisky og ananaskirsebær. Alt dette går faktisk igen i smagen, hvor cognacelementet tydeligt dominerer, sammen med et velafstemt element af ingefærsødme. Humlen er trængt i baggrunden af cognac, ananaskirsebær og whisky, og mange ville mene, at det er så fortrængt, at det ikke er ølagtigt længere. Jeg har dog prøvet meget værre eksempler på øl, der ikke minder om øl, og man kan stadig mærke, at der et sted i fundamentet ligger noget humle, der bevarer fornemmelsen af øl.
Øllet virker samtidig friskt – men det skyldes måske mere den anbefalede temperatur, som er køleskabskold. Det er sjældent, at jeg stemmer i på, at øl skal drikkes ved lav temperatur – men lige her, med alle de gode noter af tøndelagret brændevin, kan jeg faktisk se en mening med det. Øllet bliver friskt, og de spændende smagsnuancer får lov til at dominere.
Men til sidst må jeg indrømme, at jeg sad tilbage med fornemmelsen af, at øllet var mere spændende end egentlig godt. Et enkelt glas cognac, whisky eller et enkelt ananaskirsebær i ny og næ er godt – men man får også hurtigt nok. Det er en spændende øl, som afspejler noget seriøs og i grunden vellykket nytænkning, som øllet da også får en ekstra halv stjerne for, men resten af oplevelsen kan altså kun lige slæbe sig op på lige over middel.

4-stjerner

Willemoes Porter, Vestfyen

Jeg har det med Willemoes øl, som jeg har det med sushi. Det er da meget godt engang imellem, men jeg kan slet ikke se, at det skulle være så godt, som det giver sig ud for at være. En særlig ting, der irriterer mig ved Willemoes-serien (ikke ved sushi) er, at de nærmest ikke kan lave en specialøl, uden at de skal putte alt muligt, der egentlig ikke hører i øl, i dem. Antioxidanter, muscovadosukker og farin for bare at nævne et par ingredienser.

Så er det jo næsten en halv sejr for øllets renhed, når de i tilfælde som nærværende nøjes med kun at putte to ekstra ting i, i dette tilfælde lakrids og kulsyre. Renere bliver det nok ikke, når man har med Willemoes øl at gøre.
Det visuelle og olfaktoriske indtryk fejler nu heller ikke noget. Brygget er aldeles uigennemskinneligt – omend filtreret og ligesom lidt for flydende af en porter at være, men skummet kroner tæt og lysebrunt over natten. Duften er ganske sød med toner af ristet malt, karamel, svedsker og en syrlig note af friske æbler. Skummet klamrer sig til glasset efterhånden som det langsomt falder.
Smagsoplevelsen starter allerede i skummet, der føles dejlig afsvedet mod tungen. Bryggets flydende del udvikler sig, som det breder sig over tungen – først sødt og karamelagtigt, cremet og fyldigt, så bliver det mere maltagtigt som man forestiller sig Lektor Blommes bolsjer (uden stryknin) og ender med en massiv bitterhed som man kender det fra krydret snaps – bare uden den harske rivende fornemmelse. Fornemmelsen af den indre varme er dog også præsent, for brygget holder hidsige 9,8% og svarer til 3,2 genstande.
Det er næsten for meget at putte i en enkelt flaske, men der er jo ikke nogen, der siger, man skal tømme den i et drag. Faktisk er det en fremragende helaftensøl, som man kan nippe af over flere timer. Den bliver ikke ringere af at få stuetemperatur, og man må undres over at der er tilsat kulsyre, for den fortsætter med at smage aldeles fremragende, endskønt den er doven.
Det er omsider en rigtig vellykket øl fra Willemoes-serien uden at der er snydt alt for meget. Det er faktisk imponerende, at man kan lave en så god øl, og kun snyde så lidt i processen.
5-en-halv-stjerne

Willemoes Belgisk Ale, Vestfyen


Først og fremmest en tak på forhånd til Steen for hans fine ølblog, “Tid til en øl“. Grunden til, at jeg her anpriser den er at jeg ikke selv har nået at fotografere dagens øl, så jeg plankede hans billede af den. Undskyld, eller tak. Steen skulle gerne være blevet underrettet, og han bestemmer selvfølgelig, om jeg må bruge billedet.

Willemoes Belgisk Ale produceres, lige som bryggeriets andre produkter på bryggeriet i Assens. Til al’ held er ‘belgisk øl’ ikke et beskyttet mærke, og markedsføringsloven er formentlig lempet tilstrækkeligt under 10 års VKO-regime, at man nu kan kalde noget, der produceres på Fåborgvej i retning mod Haarby, ‘belgisk’, uden at det betragtes som falsk varebetegnelse.

Det til side er det jo besnærende og tillokkende med belgisk inspireret øl, selvom betegnelsen under alle omstændigheder må anses for at være en tilsnigelse. Belgierne er jo kendt for at brygge godt øl, og Vestfyen mener åbenbart, de kan gøre dem rangen stridig … Inshallah!

Duften vil jeg beskrive som syrligt-sød, og mere sodavandsagtig end øl-agtig. Tankerne ledes diskret i retning af æblemost. Dette er dog slet ikke uhørt ved belgisk øl, så Vestfyen har ikke tabt endnu. Farven er nydeligt mørkerød med fyldigt gyldent skum. Jo jo, det kunne være meget mere ulig belgisk overgæret øl.

Smagen er en sjældent velafstemt kombination af syrligt og bittert. Det er i sig selv imponerende, fordi syrligheden oftest overdøver og ødelægger bitterheden. Smagen er temmeligt særegen – syrligheden er nok igen  henad umodne æbler, og kombineret med bitterheden ender det et sted i retningen af porter med (et let og pikant stænk af) citron. Bedst er dog eftersmagen, som præges af en ganske intens, fyldig, rund, ganske bitter men ikke det fjerneste besk eller harsk kaffearoma.

Om det er belgisk af andet end navn – som fx af gavn eller karakter – forholder jeg mig fortsat skeptisk til. Jeg hæfter mig fx ved et totalt fravær af hovedpine dagen efter på den positive side, og på den negative en ikke uvæsentlig mangel på fylde og særegenhed. De belgiske øl er simpelt hen vildere og bryggerierne dernede bestræber sig i højere grad på at lave noget, ingen af de andre i landet laver – ofte med fantastiske resultater til følge.

Men netop derfor er Belgisk Ale jo også mange forskellige ting. Sødt, surt, bittert, fyldigt, cremet, tyndt … – og sikkert også salt – så mon ikke Willemoes Belgisk Ale under alle omstændigheder matcher et eller andet belgisk bryg et eller andet sted mellem Oostende og Bastogne?
4-stjerner

Winterfestbier, Neumarkter Lammsbräu

Mere til fest end til jul

Neumarkter Lammsbräu har markeret sig som det økologiske bryggeri i Tyskland. Samtlige produkter er produceret med økologiske og GMO-fri råvarer, og det er jo alt sammen meget godt. Man kan desværre også ærgre sig en smule over, at kvaliteten aldrig rigtig står mål med de gode intentioner, og det er bestemt ikke fordi økologisk øl ikke kan være godt. Det har blandt andre danske Bryghuset Braunstein aldrig så tydeligt demonstreret.

Men det er ikke kun i den økologiske profil, at Neumarkter Lammsbräus ambitioner udi politisk korrekthed skinner igennem. Selve nærværende øls navn nærmest runger af det, thi der er ej tale om en juleøl – næh nej – der er skal tale om en ‘Winterfestbier’ – en Vinterfestøl. Så undgår man at træde de trossamfund, der ikke fejrer jul over tæerne, og skulle nogle individer iblandt visse af trossamfundene ikke tage det med religionens øvrige lære så tungt, kunne bryggeriet måske endda vinde et par nye kunder. (Bortset fra, at hvis føromtalte individer allerede så stort på forbuddet mod nydelse af alkohol, så ville de nok heller ikke have det store problem med, at der stod “Weihnacht” på ølflasken – men man ved selvfølgelig aldrig.)

Denne øl var i øvrigt en julegave fra min kære viv, der jo trofast bakker mit bloggeri op, og det er skam gengældt. Hendes blog er i øvrigt flyttet hertil, mens vores fælles tegneserie fortsat er, hvor den hele tiden har været. Den blev nydt til et overdådigt aftensmad, bestående af konfiterede andelår med sovs lavet på fedtet fra juleanden med dertil hørende kartofler og gulerødder. Det var også den sidste juleøl, jeg havde tilbage, så nu kan julen så småt erklæres endeligt overstået … hvad øl angår i hvert fald. For vi har stadigvæk rigeligt af både nødder og figner.

Oven på Oranjeboom-pilsneren mærker man med det samme, at nærværende øl, der også er af pilsnertypen, er i en helt anden klasse. Den dufter simpelt hen af mere, om det så i sig selv ikke er direkte overvældende. Pilsnertypens velkendte letsyrlige bouquet blander sig nydeligt med en krydret duft af humle med et pikant tilskud af nelliker. Farven er mørkgylden med off white skum.

Smagen er fyldig, og relativt kraftig – smagningen er fortsat påvirket af det hollandske flop. Bitterheden er hård og tør, som man kender det fra andre tyske pilsnere. Den præges også af en pikant bismag af lakrids, der yder den den nødvendige karakter til at skille sig ud fra andre stærke øl, man har prøvet, og man glæder sig i det stille over, at duftens syrlighed ikke går igen i smagen. Eftersmagen lader til gengæld noget tilbage at ønske. Den er svag, omend luftigt pikant bitter.

Som juleøl betragtet, og sammenlignet med andre juleøl, som man kender dem herhjemmefra, mangler den dog lidt karakter. Det søde, man kender fra hjemmemarkedets bryggerier er ikke præsent, og det mangler for at kunne matche den fede julemad ordentligt. Hvis jeg ikke vidste, at den blev lanceret i forbindelse med julen, ville jeg nok bare have taget den for en stærk guld- eller exportøl.

Og som export- eller guldøl betragtet er den nu også ganske udmærket.
4-stjerner

Oranjeboom, Brouwerij de Oranjeboom

Min undskyldning er, at de pludselig havde en hel hylde fuld af dem i min lokale Fakta, og at de ikke engang var særligt dyre. De stod sammen med specialøllene, selvom jeg fra starten havde min tvivl om, hvorvidt der var noget specielt ved dem – eller i hvert fald noget specielt godt ved dem. Sagen er den, at øl, der har samme navn, som det bryggeri, der brygger dem, sjældent er specielt specielle, jf. bryggeri og øl ved navn Carlsberg, Tuborg, Royal, Ceres, Heineken, Busch og jeg kunne blive ved.

Forventningerne var altså ikke på forhånd for høje, og øllet udseende lovede heller ikke det store. Det var den vanlige, gammelkendte stråfarvede pilnergult, der prægede brygget, dog med en overraskende holdbar tæt, hvid skumkrone. Duften var letsyrlig med et stænk af letprikkende bitter humle – i det hele taget en let duft, der i bedste fald måtte siges ikke at være noget ud over det sædvanlige.

Letdrikkelig er den også. Man kunne også være mere ærlig, og kalde den vandig, eller slet og ret tynd. Desuden har den en letsyrlig bismag, der som brygget langsomt tømmes bliver mere og mere fremtrædende, går over i det metalliske og ikke yder nogen gavn overhovedet. På den positive side kan nævnes, at det er en god tørstslukker, og at der glimtvis er tilløb til humlesmag, der dog alligevel ender med at løbe ud i vandet – undskyld, sandet. Jeg var faktisk fristet til at hælde resten ud, men valgte alligevel at drikke resten – mest fordi, jeg er en fattig fedterøv.
1-stjerne

Ceres Jule-hvidtøl, Royal Unibrew

… vs. KB-Juleøl

Til de sidste julekager (ikke julegodter, for køkkenskabet bugner stadig af figner og nødder), en hjemmebagt Christstollen, nød jeg julens sidste nisseøl fra Ceres. Min lokale fakta havde hentet et parti hjem, som blev solgt for en slik, og hvor det dog ærgrede mig, at jeg ikke købte to six-packs i stedet for kun én, for få dage senere var der udsolgt af det sliksøde bryg.

Så måtte jeg over i kiosken og betale ågerpriser for KB-Juleøl, der som bekendt blev anmeldt sidste jul. Men behovet for julehvidtøl synes nu alligevel at have været dækket adækvat, eftersom jeg først nu, længe efter at julen definitivt er forbi, har fået gjort kål på beholdningen.

Jeg kan jo ikke stå for det mørke, sliksøde stads med det gyldne, sodavandsagtige skum og den karamelagtige duft.

Og med resterne af Christstollen spredt ud på en stor tallerken, rosinerne klistret ind i flormelis og marcipanen der blander sig med søde kage – og så et skvæt Ceres Jule-hvidtøl til. Smagen er karamelagtigt sukkersød med sodavandsagtigt brus. Den ledsages af en let humlebitterhed ved mandlerne, men overordnet er det helt klart de søde nuancer, der dominerer.

Den er derfor også både sødere og mindre fyldig end KB-juleøl. Det er faktisk tydeligt, at Ceres Jule-hvidtøl snarere er en øl til teenagere end en nisseøl til voksne. KB-juleøl vinder over Ceres Jule-hvidtøl, men de to øl ligner dog så meget hinanden, at det ikke kan aflæses på min karakter. Jeg til fals for begge dele, og lapper det under alle omstændigheder i mig som slik.
3-en-halv-stjerne

Jule Stenøl, Thisted Bryghus

Middelmådig sulfit-Satan


Det ellers fine bryggeri, der som de første gik foran med økologiske øl i Danmark, har desværre også for vane at producere øl med tilsat sulfit (E 223). Det slipper man heller ikke for i denne juleøl – Jule Stenøl. Jeg er selv astmatiker og har det med at reagere over for store mængder sulfit, sådan som det forefindes i billig hvid- eller boblevin. Det kan mærkes som let åndenød og trykken for brystet, så hvis det er noget, læserne har oplevet i forbindelse med indtag af især hvidvin, vil de måske nu vide hvorfor.

Jeg skal dog til bryggeriet forsvar sige, at jeg aldrig har oplevet lignende symptomer med deres – eller for den sags skyld andre bryggeriers øl. Til gengæld er det endnu en grund til, at jeg foretrækker øl frem for vin.

Vel – sulfit eller ej, så dufter den bestemt ikke ringe. Den har en sød, velafstemt duft med fravær af gærede blommer. Derimod er den en fyldig bouquet af chokolade med en snert af vanille og fløde. Brygget er meget mørkt og med overraskende – eller skuffende om man vil – lyst, halvskrøbeligt skum.

Smagen er en habil bittersød blanding af kaffe og chokolade men en snert af søde nødder – mandler måske – samt friskt træ. Desværre er der også en snert af noget syrligt græsagtigt, der måske ville være velgørende i en pilsner eller kellerbier, men her forekommer som en hund i et spil kegler. Det er egentlig synd, for ellers balancerede de forskellige smagsnuancer egentlig ganske elegant. Fyldigheden lader også noget tilbage at ønske, og eftersmagen er tynd i forhold til, hvad man resten af indtrykket lader forvente.
4-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme