Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Month – september 2011

Høstfugl, Fuglsang-bryggeriet

Det er en debutant, der afrunder mini-temaet om høstbryg, i den forstand, at det er den første øl, jeg indtil videre har prøvet fra det Haderslev-baserede Fuglsang-bryggeri.

Et bryggeri, et bryggeri
Det er et hus med Fuglsang i
(Disse to linjer gentages)
Og er der ingen Fuglsang i
Så er det ej et bryggeri.
Et bryggeri, et bryggeri
Det er et hus med Fuglsang i.

Ja sådan hører man tit folk fra Haderslev-egnen synge på melodien til O Tannenbaum, som hyldest til den lokale bryggerivirksomhed. Så man skal aldrig spørge folk fra Haderslev, om det lokale øl er godt – man får formentlig et vældigt vægtet svar.

Høstfugl beskrives som en mørk hvedeøl, og så kunne man jo godt undre sig en kende over, hvorfor den ikke bare markedsføres som en mørk hvedeøl i stedet for som høstbryg. Men åbenbart har høstbryg-konceptet slået sig fast i en sådan grad, at det mørke hvedeøl er blevet mindre attraktivt, og det er jo ellers ærgerligt. Den er lavet af hvede og byg, så særlig høstagtig er den egentlig ikke, når man tager flere af de andre høstbryg i betragtning, som er brygget med op til fire forskellige malttyper.

Men uanset hvad man kalder den, holder den en fin nøddebrun farve, og er meget grumset (husk restgær), med tæt, gyldent skum. Det er en usædvanlig flot øl, den ligner næsten lys chokolade med flødeskum ovenpå. Duften er frisk og frugtagtig med toner af blommer, ferskner og syrlige æbler. Den syrlige klang er ikke noget godt tegn, selvom det heller ikke behøver ende helt værst.

Smagen virker først sød, og det skader den næppe at få noget temperatur. Den får herefter en gennemført, sprød og træagtig bitterhed med en meget elegant ledsagende sødme. Som ofte ved de gode øl, kan det være svært, at beskrive smagen helt nøjagtigt, men der er både nøddebitterhed og nøddesødme, som af mandler, til stede. Sødmen bærer karakter af blommer og fyldigheden er, som man kender den fra modne pærer. Det er dog den bløde, fyldige, nøddebitterhed, der dominerer billedet.

Der er også en bismag af gær, der i begyndelsen ikke gør så meget – det er en hvedeøl, og de må gerne smage lidt af gær. Problemet er blot, at hvis man ikke får drukket den hurtigt nok, så tager gærsmagen over, og ødelægger faktisk ret meget, af den ellers gode og velkomponerede smag.

Men drikkes den hurtigt nok, er den en mere end godkendt fornøjelse.
4-stjerner

Pilsner, Svaneke Bryghus

Min undskyldning er, at den var på tilbud i min lokale Fakta. Og i betragtning af, hvordan udbuddet ellers er i min lokale Fakta, så så det da spændende ud. Jeg har, som læserne vil vide, sjældent høje forventninger til Svaneke Bryghus’ øl, og det har jeg da heller ikke her, hvor den står på en anmeldelse af den formentlig allerkedeligste øltype, der findes, hvis man da ellers ser bort fra light-øl og den slags.

Den er ikke specielt grumset i betragtning af, at den er ufiltreret. Skummet er ret fyldigt og klæbende, men duft er der ikke meget af. Duft er der ikke meget af, så lidt faktisk, at nogen udsigelser derom, ville være mere spekulation end beskrivelse.

Smagen er på den søde side af, hvad man normalt oplever i danske pilsnere. Man smager kornet og malten mere end man smager humlen, der dog også byder på en vis frisk bitterhed. Desværre kan man heller ikke se bort fra en temmelig markant, syrlig bismag, der trods fylde ender med at sætte sit negative præg for meget på en ellers jævnt-over-middel pilsner.
2-stjerner

Jubilæumsøl, De 5 Gaarde (Harboe)

De 5 Gaarde – og glem nu ikke, at det brand er et af Harboes mange brands, som blot er til for at skjule, at det egentlig er Harboe, der står bag – har brygget Jubilæumsbryg i anledning af Schackenborg Slots 350 års jubilæum. Stedet bebos af Prins Joachim og Prinsesse Marie, hvilket jo egentlig burde være dårlig nok reklame i sig selv, så der er vitterlig ingen grund til oven i købet at skrive Harboe på flasken.

Men selvfølgelig skal den da ikke afskrives på forhånd, bare fordi Harboe står bag, og det er selvfølgelig heller ikke slottets skyld, hvem der vælger at bo i det. Så i gang med anmeldelsen.
Duften er behageligt kornet og ligefrem. Farven er flot, mørk dyborange, næsten brunlig med et meget flot gyldent, tæt skum.
Det er fortrinsvis en bitter øl, og det kan man allerede mærke, hvis man nipper af det høje skum. Der er tale om en en nogenlunde fyldig nøddebitter aroma med en krads humleingrediens, der vel afrundes af en let maltsødme. Man kender måske nok alle smagsindtrykkene i forvejen, men ellers forekommer den at være ganske velkomponeret. Desværre tager alt det velkendte over, og øllet ender med at være kedeligt, også fordi det faktisk ikke er helt fyldigt nok, og jo mere man drikker af den, desto mere velkendt, kedeligt og tyndt bliver det, og ender som en våd, kvabset oplevelse.
2-en-halv-stjerne

Okkara Ólavur, Okkara

Denne øl blev købt på bogmesse i Ridehuset i Aarhus. Det var såmænd ikke fordi, jeg tog derind med skumle bagtanker om at tjekke baren ud, det var faktisk for at kigge på bøger, for sådan nogle kan jeg faktisk godt læse – omend langsomt. Desuden har en af vores venner, Ole, netop udgivet sin første Roman, der kan bestilles her, og vi var selvfølgelig også nede for at høre ham læse op.

 Og bare fordi jeg nu med rette – og med gustent overlæg – kan hævde, at jeg selvfølgelig ikke fremhæver familiens talenter før andres, så er det med slet skjult stolthed, at jeg kan annoncere, at min kære viv også har udgivet en roman. Hun giver Marklund, Egholm, Wolf og Läckberg kam til håret, gør hun (denne karakteristik står naturligvis for egen – og ikke hendes – regning), i denne blodige grungeroman, som kan bestilles via Books on Demand her.

Ja det er da fantastisk, som jeg lige pludselig skriver løs om bøger, er det ikke? Jeg kunne også skrive lidt om det nys overståede valg, for det var netop på valgaftenen, at – nej, det var ikke på valgaftenen, at der var bogmesse – jeg drak dagens øl. Skrev jeg drak? Ja, det gjorde jeg, og hvorfor jeg valgte lige netop det ord, er der en særlig pointe i, der vil blive klar for læserne senere.

Okkara Ólavur er en færøsk øl. Tilbage i 1991, hvor jeg var med den lokale ungdomsskole på Færøerne, fandtes der kun ét bryggeri deroppe, nemlig Föroya Bjór. Jeg husker det som meget bittert og ikke som nogen særlig nydelse, men dengang havde jeg heller ikke den nørdede interesse for øl, som jeg har i dag. Til gengæld fik jeg lejlighed til at smage Föroya Bjór for nogle år siden igen, og da faldt de egentlig ganske fint i min smag – lidt kraftigere og mere afrundet i smagen, end vanlige danske pilsnere – men selv det er ved at være længe siden, og det er iøvrigt ikke det bryggeris øl, vi her har med at gøre.

Okkara er et nyt bryggeri – så nyt, at der i skrivende stund ikke findes en dansk Wikipedia-artikel derom – grundlagt i 2010, og så nyt er det, at de har valgt at bruge deres facebook-side som officiel hjemmeside. Det er ikke nemt at finde informationer om bryggeriet på andet end færøsk, og der må jeg indrømme at mine evner til at gætte ud fra kontekst og hvad der ligner noget man kender, kommer til kort. Jeg fandt dog en anmeldelse af en af deres øl, hvoraf det fremgik, at brygmesteren hedder Høgni Jensen, og er oplært af tidligere brygmester på Thisted Bryghus, Peter Klemmensen. Det lyder jo ganske forjættende. Øllet holder 5,8% ligesom logoet hælder præcis det samme – fordi det indtil for nylig var grænsen for, hvor stærkt øl, der måtte brygges på Færøerne.

Okkara Ólavur indeholder ellers fire slags humle, og kandiderer jo nærmest til at være en høstbryg. Desuden indeholder den karameliseret … et eller andet færøsk, som jeg ikke kan regne ud, hvad betyder (poknutum gróti). Og sidst – men bestemt ikke mindst slemt – tilsætningsstofferne E300 (som vel er uskadeligt) og E233 – en fæl sulfittilsætning, der ikke har noget at beskaffe i øl!

Duften lover ellers godt – en kraftig, frugtagtig søde, hvori der melder sig nogle kraftige, rene, bitre humletoner fra det dyborange bryg, der lige netop er en kende mørkere end jævn dansk pilsner. Skummet er hvidt, tæt, og holder ret godt. Allerede her melder der sig dog også en syntetisk, metallisk bilugt, noget overmodent korn og en vis sprittethed, der må undre i forhold til den ellers ikke  høje alkoholprocent.

Smagen kan lettest beskrives som kraftigt syrligt-metallisk med en letbitter eftersmag. I det øjeblik brygget  rammer tungen, smager den pilsnerbittert, som man kender det, men herefter overtager en ret skarp, syrligt-metallisk smag, der intet godt gør for øllet. Efter at have overvejet lidt, hvad øllet egentlig smager af midtvejs mellem svælg og tungespids, nåede jeg til en smag, der svarer til, hvordan jeg ville forvente, at billig håndsæbe smager. Den ender med en harsk bitterhed bagest i kæften, som man skal være til meget bittert øl for at kunne nyde på nogen som helst måde. Bitterheden kan sammenlignes med sure sokker eller overfladen på en vellagret ost, der har stået uden for køleskabet natten over. Det eneste gode, man måske kunne sige om smagen er, at den trods alt har en vis fylde, og ikke virker tynd. Men hvad gør det, når den iøvrigt smager fælt? For så smager man blot det fæle så meget desto mere.

Det er måske nok en øl med karakter, og derfor en øl med noget identitet. Men det er ikke for det gode, man husker den. Den er kort sagt forfærdelig, og ikke noget, jeg vil anbefale nogen at drikke. Af samme grund blev nærværende øl drukket – ikke nydt, og det blev slet ikke drukket ud, næh, der røg en ikke ubetragtelig rest ud i afløbet. Det var en fornøjelse at huske på alle de spændende ting, der er sket i mig og min families liv på det sidste, men at genopleve afprøvningen af denne øl var ikke noget at se frem til, hvilket også forklarer nærværende indlægs lange indledning.
1-halv-stjerne

Høstbryg, Svaneke Bryghus (Høstbryg V)

Svaneke Bryghus’ kvalitet har, så vidt jeg kan bedømme ud fra min blog, været noget svingende. Øllet har aldrig været direkte ringe, men der har været langt mellem snapsene, og jeg har ofte haft en fornemmelse af, at Svaneke Bryghus er kørt en smule agterud i forhold til de andre fine kvalitetsbryggerier herhjemme. Bedre bliver det i dette tilfælde ikke af, at Svaneke Bryghus’ Høstbryg på papiret – altså etiketten – er den suverænt kedeligste høstbryg af dem alle. Der indgår kun bygmalt, vand, gær og humle og dermed kun en type malt. Jeg gik ellers og troede, at der var en forståelse omkring, at en høstbryg skulle være brygget på flere forskellige typer malt, men det er så åbenbart ikke tilfældet.

Men grim er den da i hvert fald ikke. Den har en flot dyborange farve og tæt, off-white til gyldent skum, som klistrer godt til glasset, hvilket er en fryd og desværre en mangel ved de andre høstbryg. Duften er næsten hyldeblomstsød og gennemtrængende med visse stænk af humle. Det er måske ikke den mest efterårsagtige duft, man kunne ønske sig, men nogen ringe duft er det på den anden side heller ikke – bestemt ikke.

Smagen er i modsætning til duften overvejende bitter. Den dominerende aroma er af nødder, med en nydeligt komplimenterende smag af bitter humle, der til sidst svøber sig om mandlerne i eftersmagen. Både smag og eftersmag er blid og fyldig, så man mærker brygget både på tunge, i gane og i svælg. Menuen står på valnød og bitter humle, der komplimenteres af en maltsødme, der spiller rigtigt godt op mod bitterheden, og giver fylden. Der er ikke tale om den krasse, næsten røgede smag i Krenkerups Høstøl, og selvom anmeldelsen her ikke skal være en tirade om, hvad en øl bør være, og hvad denne ikke indeholder, så kunne man alt andet lige godt have håbet på noget mere overraskende i Svaneke Bryghus’ Høstbryg, for selvom det er godt, er det også velkendt. Desværre er det ikke helt så godt, at det ikke gør noget, at det samtidig er velkendt, for en lignende karakter ville man også kunne finde i en god undergæret øl af wienertypen.

Alt i alt en god oplevelse – omend uden de store overraskelser.
4-en-halv-stjerne

Er jeg for hård?

Det sker nok for os alle ind imellem. Man kommer til at sige eller skrive noget, som nogen tager anstød af, føler sig truffet af, eller på anden måde generes af. Det sker næppe sjældnere i vore dage, hvor de elektroniske medier og sociale netværk er tilgængelige for alle og enhver, hvormed det er blevet nemmere at give udtryk for sine holdninger – både nuanceret, og – som det nok er tilfældet i nærværende ølblog – råt for usødet og uden omsvøb.

Jeg har modtaget en kommentar på et indlæg, jeg skrev for over et år siden om Carlsbergs Tuborg Fine Festival. En læser føler sig meget truffet over, at jeg kalder de øl, der åbenbart er hans favoritøl, for spritterøl, og i hans optik svarer det åbenbart til, at jeg mener, at alle der drikker disse øl er alkoholikere. Jeg mener naturligvis intet som helst i den retning, hvilket fremgår af indlægget: Dertil kommer, at det ikke kun er sprittere, der drikker disse øl. Jeg kender flere, der kun drikker til fester, som foretrækker denne type øl, fordi den hurtigere gør en fuld.” – Så skulle det vist være sat på plads, forudsat at vi anerkender at ordene “spritter” og “alkoholiker” er nogenlunde synonyme.


Jeg har da også hurtigt tilbagevist kommentarens påstande, men vil alligevel for en sikkerheds skyld spørge læserne: Går jeg over stregen i mine anmeldelser? Er jeg for grov – ikke bare over for bryggerierne, som er dem, jeg oftest giver det glatte lag, men giver jeg også nyderne af øllene for mange slag på vejen?

Jeg har valgt en skarptskåret retorik i mine indslag for at gøre det klart, hvad jeg mener, samt at gøre indlæggene mere underholdende – men er mine tirader i omtalte – og andre tilfælde – gået over stregen for almindelig anstændighed i jer læseres øjne?

Jeg modtager hellere end gerne konstruktiv og destruktiv kritik, og håber på en ophedet debat.

Høstøl, Krenkerup (Høstbryg IV)

-Bitter bitter bitter – og god!

Krenkerup er et Gods, der ligger ved Sakskøbing på Lolland. Nu hvor det efterhånden er et stykke tid siden, at Feudalstyret blev afskaffet i Danmark, har de mange godser måttet finde nye måder at sørge for selvoprettelsen på. Krenkerup har kastet sig over ølbrygningen, og man må så sandelig håbe, de dermed har ramt rigtigt, for ikke alene er godset udtryk for en forældet feudalinstitution – den ligger også placeret i det absolutte Udkantsdanmark. På den anden side, kan man jo så argumentere for, at det nok ikke er arbejdskraft, der mangler på den egn, så måske ligger det slet ikke så tosset alligevel.

Og i hvert fald er Krenkerups øl nået til hylderne i COOPs supermarkeder som fast inventar i Kvickly-kæden, og det er da et væsentligt skridt mod succes. Nu bliver det spændende så at se, om øllene kan stå distancen, når det gælder kvalitet.

Krenkerup Høstøl holder den laveste alkoholprocent af høstbryggene, og er helt nede på 4,1%. Om det er den, der har givet mig den hovedpine, jeg i skrivende stund – dagen efter – slås med, tvivler jeg derfor en kende på. Den brillerer heller ikke med sit udseende. Mest af alt ligner den en almindelig pilsner, bortset fra det tågede indslag i brygget, der må skyldes, at det er ufiltreret. Det har ingen af de dyborange- til røde toner, som kendes fra de andre høstbryg, men det fremstår strågult som en anden Carlsberg eller Tuborg. Skummet er skrøbeligt og kridhvidt, og peger altså heller ikke i nogen interessant retning.

Det er ved duften, det begynder at blive interessant. Den dufter velgørende bittert – i det hele taget har høstbryggene manglet noget ordentlig bitterhed – og sødmen skal være rigtig god, før den kan kompensere for det. Bitterheden mærkes i den grad også i smagen. Det er en både frisk, velgørende og frem for alt skrap, skarp og bidsk bitterhed, der nærmest niver i tungen som små hidsige klemmer med modhager på. Det er en bitterhed, der minder om det man finder i en god IPA, men med et anderledes krast islæt, og det går endelig op for, at den faktisk smager røget. Den minder i fylde og smag om det røgsalt, jeg har været heldig at smage i de hedenske kredse jeg undertiden færdes, og det er helt uden forbehold en nydelse.

Og der er ikke meget andet at berette om i denne øls smag end bitterhed, men det er til gengæld også en bitterhed, som man sjældent møder den. Det er en rendyrket bitterhed, hvor bitterheden er i centrum, og hele øllet er bygget op om at gøre bitterheden så markant og gennemført som muligt. Fik jeg nævnt bitterheden?

Kvaliteten fejler ganske sikkert ikke noget i øllet fra Krenkerup Gods, for såvidt som denne høstbryg kan fortælle. Det er bestemt et mærke, jeg vil vende tilbage til senere, for hvis de andre øl er bare cirka så gode som denne, er der mange gode øl – og anmeldelser – i vente.

5-stjerner

Willemoes Høstbryg, Vestfyen (Høstbryg III)

– God omend syntetisk

Dagens øl er den indtil videre stærkeste høstbryg, jeg har prøvet – den holder 7,2% – og det er også den stærkeste, jeg har på lager. Det er også den, hvori, der er brugt flest forskellige ingredienser, og det skal jeg nok også komme tilbage til senere i anmeldelsen.

Også denne øl blev købt i min lokale Fakta, der jo til min store fornøjelse har udviddet sortimentet af interessante øl betragteligt her på det sidste. Alle tre  høstbryg, der indtil videre er anmeldt, kommer netop fra min lokale Fakta, og allerede nu er den gennemsnitlige kvalitet af Faktas øl derfor højnet betragteligt.

Den blev nydt til en savoykål-og-hakket-andebryst-mix med røde ris., så det var allerede lidt efterårsagtigt, og det var da også en kraftig bouquet, der ramte næseborene efter at det ravgyldne bryg med det letgyldne skum var hældt op. Til gengæld var det ikke de bitre og maltsøde toner, som jeg havde regnet med, der dominerede duften – endda slet ikke, og jeg måtte faktisk længe overveje hvad det egentlig var, den duftede af.

Gennem næsen trænger en kombination af let overmodne blommer med et snert af karamel, og ved siden af dette en gennemtrængende odeur, der udløste nostalgiske minder om barndommen, når familien kørte til Tyskland og købte ind af billigt slik. Jeg vil i dag helst ikke tænke på, hvad det slik indeholdt – det var før jeg blev økologisk bevidst i en grad, der får andre til at ryste på hovedet af mig – og så var det oven i købet billigt, fra Tyskland og det var i 80’erne … ‘Nuff said, jeg er stadig hel, men nærværende øls duft mindede mig især om noget syrligt-sødt slik, der hvis man bed i det, nærmest blev pulveriseret i munden, og altid var i næsten selvlysende pastelfarver. Det var en nostalgisk, og alligevel foruroligende oplevelse.

Jeg greb da også ud efter flasken, og fandt da også ingredienslisten sammenlignelig i længde med nogle af de psykiatriske lægemidler, jeg tidligere har lavet telefonundersøgelser om. Og blandt dem fandt jeg hurtigt, den formodede misdæder: Blåbærflavour! Willemoes Høstbryg er altså tilsat et aromastof, og personligt er jeg fuldkommen ligeglad med, om det er naturligt eller ej. For det første kan naturlige aromastoffer være lige så skadelige og allergifremkaldende som unaturlige. For det andet hører smagsstoffer ikke hjemme i øl – hvis man vil lege med smagen er der rigeligt med malttyper til den slags. For det tredje er nærværende aromastof simpelt hen for fremtrædende, og får brygget til at tage sig meget syntetisk og kunstigt ud. Det er aldrig godt.

I smagen mærker man også tydeligt blåbærflavouren (og hvorfor det skal skrives på engelsk er mig en gåde) igen. Det giver en nærmest eksplosionsagtig sødme idet brygget rammer tungen, og det er slet ikke ulig det pulveragtige slik fra det store land syd for grænsen. Sødmen er meget gennemtrængende – og i og for sig velgørende – men øllet kan ikke løbe fra at indeholde ting, som øl helst ikke skulle indeholde, og derfor – ret beset ved snyd – kommer til at smage godt. Derfor ender øllet heller ikke med bare at være godt, det føles også unaturligt og syntetisk – men derfor smager det nu godt alligevel. Det skader heller ikke, at brygget bliver bitrere efterhånden som det glider under ganen, og det kondenserer som en blid omend gennemtrængende bitterhed ved mandlerne. Det er dog ikke en bitterhed der som sådan komplimenterer sødmen, så det samlede smagsbillede ender med at være mere forvirrende end velkomponeret.

Jeg er temmelig delt om denne øl, men når alt kommer til alt, synes jeg, man burde bruge almindelige brygteknikker for at opnå den smag man leder efter, fremfor at putte alle mulige ting i øl – og helt bør man da holde sig fra aromastoffer. Så jeg tror ikke, jeg gider drikke Willemoes Høstbryg igen, selvom den måske smager godt. Der er alt andet lige bedre øl på markedet, og de indeholder ikke noget, man kan have sine mistanker om. Aromastoffer, sulfitter og andre grimme ting, der giver allergi og andre sygdomme skal ikke bare holdes ude af øl, men ude af alt.
4-en-halv-stjerne

Høst, Thisted Bryghus (Høstbryg II)

– Velbrygget nordjysk høstøl.

Efter at have prøvet Randers Bryghus’ Høstbryg slog det mig, at en høstbryg vel egentlig også burde passe godt til efterårets køkken – de grove rodfrugter og det mørke kød. Og i den forbindelse forekom hin kronjyske øl mig faktisk lidt for lettilgængelig. Det er vigtigt med noget bitterhed og noget kraft til at spille ordentlig op mod efterårets fest af både gode og grovkornede smagsindtryk. Ikke dermed sagt, at jeg fortryder, eller vil lave om på min anmeldelse af Randers Bryghus’ Høstbryg, men blot en passant notere dette, da jeg faktisk helt havde glemt at tage det op til overvejelse, da jeg anmeldte den.
Det skal ikke ske med dagens øl, der slet og ret hedder “Høst”. Det er en meget dyborange, næsten rød sag med tæt, letgyldent skum, der dog falder relativt hurtigt. Høst er brygget med malt fra fire forskellige kornsorter, hvede, byg, havre og rug, så det er også en mere komplekst sammensat øl end Randers Bryghus’ øl, der kun var brygget på hvede og byg. Høst har en let syrlig duft af overmodne sensommerfrugter.

Smagen er først og fremmest velgørende bitter, hvilket enhver høstbryg bør være, hvis den skal passe til årstidens grove grøntsager. Bitterheden domineres af en fyldig, bitter humlesmag, ledsaget af enkelte karameltoner og en maltessens, med en vis sødme, der spiller godt op til bitterheden. Den er samtidig lige en tand sprittet – det er godt, fordi det giver ekstra fylde. Det er ikke fordi man skal være bange for at blive fuld for hurtigt af denne øl, den indeholder 6% alkohol, hvilket altså ikke er overdrevet. Den helt igennem vellykkede og lækre smagsoplevelse afsluttes med en kraftig og veldrejet bitter humleeftersmag.

Det er klart en øl, der passer bedre til efterårets fødevarer, end den ellers ikke uefne Høstbryg fra Randers. Det skal nu ikke i sig selv få konsekvenser for en høstbrygs kvalitet, hvorvidt den passer til årstidens udbud af frugt og grønt eller ej. De bliver stadig vurderet ud fra deres individuelle kvaliteter, og en øl behøver jo ikke være ringe, bare fordi den ikke lige passer til en bestemt type mad.
4-en-halv-stjerne

Epilog over Det Nye Carlsberg eller “Hadegaven”

Jeg var en tur i Rema 1000 forleden, og opdagede denne pakke Carlsberg-øl i en gavepakke, der kunne erhverves for – jeg tror det var kr. 45,-.

Den indeholder seks forskellige øl:

Carlsberg Premium
Copenhagen
Velvet Ale
Carlsberg Export
Carls Special

Jeg må indrømme, at hvis jeg fik kr. 45,- i hånden for at tage sådan en pakke med, er jeg ikke sikker på, jeg ville, for jeg mener ikke, den ville være slæbet værd. Som læserne selv vil kunne se i linksene, scorer kun Carls Special en nævneværdigt høj karakter, mens de andre rangerer fra ‘jævnt uinteressant’ til ‘nærmest udrikkelig’. Langt hellere købte jeg for mine egne penge en sixpack Carls Special, for den ville jeg vide, jeg kunne nyde, mens jeg skulle kæmpe mig igennem disse fem med seriøs risiko for, at lysten til at hælde dem i vasken skulle blive for stærk.

Hvis jeg skulle modtage denne æske som gave, ville jeg tage det som en fornærmelse – så er i advaret, og jeg ville kun give den til andre som en meget dårlig spøg, eller hvis jeg decideret ikke kunne lide modtageren, for aldrig før har jeg da set en gaveboks med så ligegyldige øl.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme