Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Month – august 2011

Black Princess, Cervejaria Teresópolis

– Eksotisk skuffelse

Min kære vivs klassekammerat fra gymnasietiden, der nu bor i Brasilien, var forleden i Danmark, og havde været så sød at tage en brasiliansk øl med hjem, for at jeg kunne teste den her i min blog. Det er jeg naturligvis både glad for og beæret over. Jeg synes, det siger lidt om min blog, at folk vil bruge deres kostbare baggageplads og vægt på et fly, der flyver kloden halvvejs rundt, bare for at få et par ord med på vejen fra undertegnede. Det varmer at vide, at folk finder mine ord værdifulde nok, og det gør mig også en kende stolt.
Det er ikke hver dag, man får mulighed for at vurdere en brasiliansk øl, så det var med hjertet oppe under drøblen, at jeg knappede op – først i skrivende stund opdagede jeg, at den havde twist-off-kapsel. Da jeg ikke forventer at komme til at drikke denne øl igen – måske nogensinde – kan jeg desværre ikke være læserne behjælpelige med en vurdering af, om kapslen er let at vride af eller ej.
Brygget selv er meget mørkt, og ja – vel praktisk taget sort, således som navnet også antyder. Skummet kommer godt efter, og på stående fod kan jeg kun huske 666 Black Danmation som lige så mørk og med samme mørkebrune skum. Duften lader til gengæld en del tilbage at ønske i forhold til 666 – og det ville også være urimeligt at sammenligne andet end det allerbedste øl med hint hollandske mesterværk – det er mestendels en sød duft med toner af ristet malt og karamel – det sidste er forøvrigt tilsat, så det undrer ikke.
Ligesom duften halter efter udseendet, så halter smagen også efter duften. Det første man mærker er en halvtynd fornemmelse af vand. Det er, den nærmest sorte farve til trods, ret så tynd, og den tilsatte karamel E150c bruges som bekendt mest som farvestof. Så at der er stor diskrepans mellem smagens kvaliteter og farvens lader sig nemt forstå. Farven er reelt snyd, og det kan i den grad smages – eller rettere, ikke smages.
Der er nogle små spredte spor af brændt malt, og en antydning af karamel, men det er alt sammen meget svagt og fuldstændig uden de kvaliteter, en mørk øl med münchner-malt burde have. Der er næsten ingen sødme, praktisk taget ingen bitterhed og den er lige så fyldig som en McDonalds-bolle uden noget imellem (ikke at det ville gøre den store forskel med noget imellem, forstås).
2-stjerner

Red Ale, Ørbæk

– En lidt slatten omgang.

Vi er i denne omgang kommet til den sidste økologiske Ørbæk-øl med rød etiket, nemlig Red Ale. Jeg er undertiden blevet beskyldt for, at min blog ikke kun handler om øl, men at jeg også i tide – og især utide – bruger bloggen til at sprede politiske budskaber af komprommiterende karakter. Jeg vil gerne understrege og forebygge eventuelle misforståelser og beskyldninger her ved at understrege, at mit valg at anmelde Ørbæk-øl – der som bekendt er økologiske – med RØD etiket intet – ABSOLUT INTET – har at gøre med det forestående valg, endsige da, hvem jeg har tænkt mig at støtte og stemme på.

Nej, så lavt synker jeg bestemt ikke. Og så skal man forøvrigt huske på, at Ørbæks Dobbeltbock blev anmeldt længe før valget blev udskrevet, og at ville antyde, at jeg nu udnytter den politiske situation til at sprede min politiske synspunkter ved at fortsætte med at anmelde øl med lignende etiketter er en uhyrlig påstand, der ikke har det fjerneste hold i virkeligheden. Så fik vi slået det fast!
Red Ale er den sidste Ørbæk-øl i denne omgang, der anmeldes. Indtil nu har øllene været aldeles godkendte, uden at de dog har været ekstraordinære på nogen måde. Til at begynde med viser denne øl da heller ikke meget mere, end hvad man kunne forvente – en dyborange til rød farve med tæt, men ikke højt, off-white til gyldent skum. Den dufter ikke af meget. Faktisk er der kun en letsur, vandig bouquet at spore, der snarere er kedelig end egentlig modbydelig.
Smagen er mestendels sød, med en letgæret syrlig bismag. Det, at den snarere smager gæret end egentligt sur gør, at den i første omgang ikke er direkte ubehagelig at drikke. Der er dog på nuværende tidspunkt ingen tvivl om, at der er tale om den klart svageste af de rødetiketterede øl fra Ørbæk. Den er syrligt sød på samme måde som umodne blommer eller anden frugt er det, og det er denne smag, der sætter sig som en klæbrig fornemmelse bagest i munden og mere giver en gæret end en bitter eftersmag. Smagsindtrykkene er mere forvirrende end harmoniske, og det rodede indtryk forhindrer også øllet i at være rigtigt forfriskende – sådan som tyndt øl fx gerne kan være det.
Den formår måske nok at behage pletvist med den sødme, der trods alt er, og syrligheden er ikke stærk nok til at ødelægge dette ikke ubehagelige indtryk. Men endnu engang er det ikke en eksplicit fordel for en øl, at den ikke smager grimt. Den skal smage godt for at vinde påskønnelse fra min side. Den bliver aldrig nogen stor nydelse. Den er for flad og slatten i smagen, den mangler fylde og karakter, selvom den på den anden side heller ikke er umuligt tynd. Den smager såmænd nok anderledes end det jævne pilsnersprøjt som de fleste drikker – men den smager ikke bedre.
2-stjerner

Dark Horse, Ørbæk

– Mørk og god.

Jeg bevæger mig langsomt videre gennem Kvicklys tilbud på Ørbæk-øl med røde etiketter, og har fundet en øl ved navn Dark Horse.

Dark Horse lever vel op til sit navn, måske lige bortset fra, at der rent faktisk er tale om en øl, og ikke om en hest. Der er tale om en mørk tysk øltype ved navn Schwarzbier, som igen er beslægtet med de mørke tjekkiske, undergærede øl, og dermed svarer til de mørke lager-øl som f.eks. Rød Tuborg. Den er tilmed – som alle Ørbæks øl – økologisk.
Og mørk er den som antydet – dyb rødbrun, hvis man lyser igennem den, og ellers sort. Skummet er meget tæt, og ganske flot, letgyldent og måske alligevel lysere, end man kunne forvente med den lød. Det er en meget fast skumkrone, der næsten kan modelleres til figurer, om man skulle få lyst dertil. Duften er maltagtigt sød med visse syrlige, omend ikke eddikeagtige, toner.
Smagen er både kraftig og fyldig, primært sød med fersken- og nektarinaroma garneret med kraftige malttoner. En blid nøddebitter bismag ledsager den primære smag på vej hen over tungen, og dominerer en ikke ueffen, men alligevel ikke helt tydelig nok eftersmag. Den er også en kende syrlig i smagen, på samme måde som let overmodne blommer kan være det, men ikke på en måde der skæmmer. Tværtimod er syrligheden med til at give brygget karakter, så det endelige smagsindtryk ikke bliver for standardiseret, for det er trods alt gammelkendte smagsindtryk øllet spiller på.

4-stjerner

Double Bock Beer, Ørbæk

– Lækker nøddeagtig bock.

For efterhånden et godt stykke tid siden fandt jeg en runde Ørbæk-øl på tilbud i min lokale Kvickly. De stod nederst på hylden med økologiske kvalitetsvarer i stedet for den sædvanlige plads bland specialøl, og undertegnede hoppede selvfølgelig på dette billige og dumsmarte marketingstunt med benene samlet.
Men Ørbæk-øl er sjældent ringe, så jeg havde en formodning om, at det næppe var noget dårligt køb, og indtil videre har jeg haft ret.
Ikke alene har Double Bock Beer en fin orange farve og en sød maltduft med stænk af bitter humle, der ledsages af tæt gyldent skum og en god smag. Ingen af delene ødelægges af, at der skulle ryge et stykke kylling ned i glasset. At putte mad ned i glas er på det seneste blevet lille Thorolfs yndlingsbeskæftigelse ved middagsbordet, og mit ølglas skulle heller ikke gå ram forbi.
Kyllingen kom til at smage lidt mærkeligt af at være dyppet i øllet (omend ølmarineret mad for det meste er en fest). Øllet i sig selv til gengæld lod ikke meget tilbage at beklage sig over. Det afgiver en ganske intens smag af sød malt og nøddeagtig bitterhed, der blander sig i et næsten perfekt forhold. Den ledsages af en vis sprittethed, hvilket ikke er mærkeligt med en alkoholprocent på 7,8, men det ødelægger ikke helhedsindtrykket – snarere giver det brygget lidt ekstra fylde. Det nøddeagtige – valnøddeagtige – bliver mere intenst som brygget får temperatur. Det eneste, man kan beklage sig over, at den nøddeagtige smag lidt for hurtigt klinger af i eftersmagen.
Velbekomme!

4-en-halv-stjerne

Änglamark Classic, Krönleins Bryggeri.

– God økologisk standard

Änglamark er, som mange nok vil vide, et økologisk mærke indført fra Sverige, der forhandles i COOP’s butikker. Mærket bestræber sig på at forene rimelige priser med økologisk kvalitet, og det er min ydmyge vurdering, at det faktisk har givet flere mennesker mulighed og råd til at handle økologisk i hverdagen.

Iblandt de mange Änglamark-varer er der også to øl, en pilsner, der allerede er anmeldt, samt en classic. Så må man sige, at man har de mest forhandlede øltyper herhjemme repræsenteret. Som man måske kan se, er emballagen egentlig ganske uprætentiøs, og det er også et af det hastigt voksende brands kendemærker – ikke så mange dikkedarer, bare økologi til en pris, der er til at betale.
Man kunne så frygte, at kvaliteten halter bagefter, når ellers de økologiske krav er overholdt. Det er heldigvis ikke tilfældet, hvilket allerede kan ses på bryggets farve. Det er flot orange med letgyldent, brusende – og alligevel relativt holdbart skum. Bouqueten er frugtsød med et hint af bitter humle. Duften er ikke voldsom, men bestemt mærkbar og markant.
Brygget smager fyldigt maltbittert. Faktisk er det overraskende, hvor tydeligt man smager malten, og man kommer næsten til at tænke på Lektor Blommes lille æske med bolsjer, der jo også endte med at blive hans endeligt. Men her er der ikke dryppet malurt – eller stryknin for den sags skyld – i bægret. Det er den gode søde maltsmag så er det en fryd, og den ledsages af en letfrugtig sødme. Der er ingen humle ved dette bryg, andet end den, der bittert og behageligt kilder smagsløgene ved mandlerne rigtig længe, efter at brygget er skyllet ned.
Det er en ganske habil standardøl, og så gør det jo ikke noget, at den samtidig er økologisk. Den kan erhverves formedelst 7 kr. i COOPs butikker, og det er konkurrencedygtigt med Carlsbergs og Royal Unibrews hovedbrands, og oven i købet kan man få hele to for den pris, Carlsbergs nye tynde øl koster.
Det er faktisk slet ikke så ringe endda.

4-stjerner

Kong Harald Classic, Jelling Bryggeri

Lettere til biddet.

Dagens øl er den anden, Annemarie og Jacob havde med, da de var på sommerferie i Århus’ ghetto, og hvor de agerede gæsteanmeldere. Gæsteanmelder havde jeg også på, da jeg anmeldte den ene øl, de havde med, nemlig en Stout fra samme bryggeri, men nu er det atter tid til et sololøb.

Classic-typen er en variant af pilsneren, hvor man bruger lidt mørkere og sødere malttyper – gerne af wienertypen. Det giver undertiden en lidt fyldigere og sødere smag, men ind imellem uden at øllet bliver bedre end bryggeriets ækvivalente pilsner. Jeg har ikke prøvet nærværende bryggeris pilsner, så en sammenligning dermed kan der ikke blive tale om. Blot ved jeg, at der på forhånd kan være tale om en øl, der ikke udmærker sig mere, end de alt for mange alt for jævne pilsnere, der findes på det danske ølmarked.
Heldigvis er det da heller ikke skummet, der sædvanligvis afslører en øls kvalitet, for så ville det ikke love godt. Det ellers gyldne skum er nemlig meget svagt, og næsten ikke til at få til at rejse sig, selv om man hælder den op fra stor højde uden at holde glasset på skrå. Duften er til gengæld behageligt sød, en blanding af sød humle og frugt. Farven på brygget er flot dyborange.
Smagen er en veloplagt blanding af sødt og bittert og tilmed frisk. Det aromatiske billede er ikke ulig det, man kender fra India Pale Ale, omend ikke lige så fyldigt og kraftigt. Men et godt stykke over vanlig classic-standard er den så ganske sikkert. Til forskel fra stouten fra samme bryghus går denne øl lige til biddet og viser med det samme hvad den kan. Resultatet er, at den trods alt ikke kan mere end stouten – til gengæld behøver man heller ikke at give Classic lige så meget tid og koncentration.

4-stjerner

Willemoes 200 år, Vestfyen

– Det søde øl.

Dagens øl er en hyldest til den danske søhelt, Peter Willemoes, efter hvem hele Willemoes-rækken af specialøl fra Vestfyen angiveligt er opkaldt. Mon ikke fordi den gode Peter selv var fra Assens?
Den blev drukket en aften, hvor jeg havde lyst til øl til maden, så der er ikke nogen røverhistorier om, hvordan jeg stødte på den. Det skulle da lige være, at den blev anskaffet i den lokale Fakta som del af et slagtilbud.
Det er en mørk, rødlig øl med næsten mørkegult skum. Duften er sød og frugtagtig som af overmodne blommer. Det er forøvrigt rigtig godt, selv om duften, når man møder den i ikke-ølrelaterede sammenhænge kan være nok så ubehagelig. Det er den type duft, der kan gøre årstidens hvepse ganske balstyriske, så måske skal insektallergikere være forsigtige med, hvor de drikker den.
Smagen er kraftig sød, domineret af karamel og malt, som man kender det fra maltbolsjer, en næsten slikagtig fornemmelse mærkes på tunge og i gane. Samtidig giver brygget den indre varme, på trods af at alkoholstyrken ikke er vanvittigt høj – 6,5%. Dette er de dominerende smagsindtryk – andre er blomster- og blommesødme – der er rigtig mange, og det er svært at få sat navn på dem alle, men de snubler ikke over hinanden i forsøget på at komme frem. I stedet blander de sig nydeligt i en sød baggrund af blommer og i forgrunden karamel og malt med bitter humle som velafstemt bismag.
Det er en velkomponeret øl, der dog ikke repræsenterer noget unikt. Det er en god øl, der ikke desto mindre trækker på velkendte træk – undertiden endda velkendte klichéer, så nogen nyskabelse er den ikke. Den forbliver dog en lækker, fyldig og intens nydeøl.

4-en-halv-stjerne

Fynsk Forår, Ørbæk

– Syrlig sommerklassiker

Flere gange, mens jeg har haft min blog, er jeg blevet anbefalet denne øl. “Ih, du må prøve Fynsk Forår! Ih, du må prøve Fynsk Forår … Og den er med hyldeblomst …” Jeg holder meget af hyldeblomst, men jeg har alle dage haft en skepsis mod andet en malt, humle, vand og gær i øl. – En skepsis, der ganske vist er blevet mindre intens med tiden (ikke mindst i denne blogs levetid), men en vis skepsis består ikke desto mindre. Jeg har da også nippet til den ind imellem, når venner og bekendte bestilte en, og været så høflig ikke at sige min ærlige mening med det samme, nemlig at jeg mest af alt har syntes, at den smagte væsentlig mere surt end godt.
Så det var ikke med de mest positive fordomme, at jeg tog denne øl ud af køleskabet for at lade den temperere. Ja, for jeg foretrækker at lade øl temperere, selvom alle andre – inklusive bryggeriet – måtte mene, at en øl bedst drikkes iskold. Det kan godt være, at denne øl markedsføres og opfattes som en frisk sommerøl til solskinnet, men solskin har der som bekendt ikke været meget af i år, og min erfaring siger mig, at øl kun sjældent taber noget ved at være et par grader over køleskabstemperatur.
Det er en meget lys øl, der hældes i glasset. Faktisk er den nærmest citrongul med ikke helt tæt nok hvidt skum. Brygget er smågrumset, har ud over en sød og kraftig hyldeblomstduft også en bilugt af gær, der dog ikke er stærk nok til at varsle fiasko på nuværende tidspunkt.
Til gengæld var jeg glad for, at jeg havde tempereret den, for ved de knap 10 grader, den var nået op på trængte den søde hyldeblomstsmag virkelig igennem. Jeg kunne slet ikke genfinde det næsten citronsure, jeg ellers huskede denne øl for. Det er min klare opfordring til sommerølsnyderne: Nyd denne øl tempereret. Den vinder virkelig ved det. Den bliver sød, blid og perlende frisk, og et udmærket alternativ til FUN med hyldeblomstsmag blandet med Liebfraumilch.
Grunden til, at den trods alt ikke når højere i min agtelse end dette er, at den stadig er for tyndbenet, sødmen er ikke kraftig nok til at kompensere for andre smagsindtryk, og den har en bismag af gær, hvilket nok er hovedårsagen til, at den smager surt, hvis den drikkes koldt. Det er ikke katastrofalt, men det skæmmer stadig.
Fynsk Forår er ikke en øl, jeg vil anbefale som sommerøl. Hvis man vil have en øl uden bitterhed, der samtidig er frisk, kunne man gå ombord i Jacobsens Velvet Ale. Den kommer mere til sin ret som sommerøl end nærværende øl, og det siger faktisk ikke så lidt om, hvad Fynsk Forår – økologi, hyldeblomst, spelt og andre gode intentioner til trods – fortsat mangler.
2-stjerner
Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme