Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Month – juni 2011

Carls Gylden, Carlsberg (Det nye Carlsberg V)

– Man må undre sig …

Jeg er nået til den sidste øl i Carlsbergs ølvalg 2011, Gylden. Det er ikke en øl, som ølkenderne har været glad for. Fx giver Ole Madsen den den laveste karakter i sine øltips, og i kommentarerne er det en tendens, der går igen. Mine forventninger har derfor ikke været høje – jeg ventede noget i retning af de to temmelig mislykkede øl, der indledte dette tema, Copenhagen og Export.
Men lad os starte med begyndelsen. Umiddelbart lever øllet op til sit navn, gylden. Det er vitterlig en ganske flot gylden farve, brygget udstråler, med et letgyldent og højt skum, der faktisk holder længere, end man ud fra anmeldelserne i øvrigt havde turdet håbe. Den dufter dog ikke af meget – nogen ville sige frisk med noter af græs og en humle på den bitre side.
Smagen ligger dog i den anden ende. Det er fortsat humlen, der dominerer, men det med en sød en af slagsen. Samtidig er det ganske vist en meget letdrikkelig øl, den glider blidt lige ned i halsen, og det er ikke noget uudsletteligt indtryk, den gør på vej gennem munden. Den er læskende og frisk, og er for en ølkender allerede en kende kedelig. Samtidig er selv friskheden kompromitteret af, at der ikke er nok kulsyre i den til at spille op mod letdrikkeligheden. Der er forskellige aromaer og forhold i øllet, der synes at stritte i forskellige retninger frem for at blive forenede. Det er ikke nogen velafstemt eller velkompeneret øl. Dog er øllets dominerende smag i det mindste en smule anderledes. Den søde humlesmag er kombineret med en aroma af søde æbler, der afsluttes med en slet ikke ubehagelig vinøs eftersmag.
Mod bunden af glasset tager de gode oplevelser desværre af, og det bliver sværere og sværere at abstrahere fra det lave kulsyreindhold, der i sidste ende får øllet til at blive decideret dovent og på nippet til at være surt. Overordnet er det ikke nogen stor øloplevelse. Det er et forsøg på at lave noget nyt og spændende, der kun lykkes halvt – det er måske lidt nyt, men desværre slet ikke spændende.
Min absolutte favorit ved årets ølvalg er og bliver Carls Bock. Jeg synes i modsætning til de fleste ølkendere ikke, at Gylden er den dårligste – Plzner tager den pris ved at være så ligegyldig og uny, som den er – men om jeg fatter hvorfor det er Gylden, der i skrivende stund fører Carlsbergs ølvalg. Jeg vil omgående klikke ind og stemme på Carls Bock – så kan jeg forhåbentlig være med til at hindre den mindre katastrofe det ville være, hvis Gylden bliver Carlsbergs nye permanente øl frem for Bock.
Dagens anmeldelse slutter med et gravskrift over Carls Lager – som jeg aldrig lærte at kende, og juleøllen Carlsberg 47. Begge bliver nu fjernet fra sortimentet, for at give plads til vinderen af årets ølvalg. Jeg kan kun tale på vegne af Carlsberg 47, og ærgre mig over, at jeg aldrig nåede at prøve Lager. Flere gange har Carlsberg 47 gjort julefrokoster og andet til en kortere oplevelse for mig, for ud over at være en øl, der faktisk smagte rigtig godt, slog den også som en motorhammer med æter i forbrændingskammeret.
Jeg beder til Dionysos, Odin, Shiva og andre guder, der sættes i forbindelse med nydelsesmidler, samt deltagerne i Carlsbergs ølafstemning og Carlsbergs marketingafdeling om, at Bock bliver vinderen af ølvalget. Kun den kan magte at løfte arven efter de øl, der nu må vige pladsen.
2-stjerner

Sparbryg, Skagen Bryghus

– God til grillen …

Det kunne blive til en velkommen pause i Carlsbergs nye sprøjt, da jeg i weekenden var til grillfest hos svigermor i Aabybro. Og hvad kunne være mere passende, end at servere noget af Nordjyllands fine øl til frokosten. Nordjydernes evner udi ølbrygning har jeg allerede kommenteret her på bloggen, og jeg gør det gerne igen, idet denne øl ganske bestemt også var en oplevelse, der bekræfter min tidligere positive omtale.
Sparbryg fra Skagen Bryghus er en ufiltreret øl, og derfor skal man som udgangspunkt ikke rette sig efter instruktionen om, at den skal skænkes forsigtigt, så gæren ikke kommer med ud i glasset. Flasken skal selvfølgelig agiteres, så man netop får gæren med. Det er en del af oplevelsen, og jeg har ingen grund til at tro, at det skulle forringe smagen.
At den er ufiltreret gør en kæmpe forskel allerede i glasset. Den er fuldkommen uigennemsigtigt orange, med et kraftigt, klæbrigt gyldent skum, der består af store bobler, som nægter at sprænges. Duften ligger i den sødt humlede ende med noter af fersken og et mere udefinerbart letsyrligt stænk, der ikke skæmmer på nuværende tidspunkt.
Det syrlige går faktisk igen i smagen, men uden at det skæmmer den heller. Den er ikke ulig de forskellige kellerbier, som man kender fra Tyskland. Også de har et syrligt stænk, der rigtigt gør gavn, når brygget har fået noget temperatur. I nærværende bryg blander det syrlige sig nydeligt med det fyldigt bitre, før man mærker en mindre humleeksplosion ved mandlerne. Det syrlige er alt andet lige blot en bismag (og heldigvis for det). Sparbryg domineres af en ret bitter, og alligevel blid humle, der i øvrigt kan nydes længe efter, at den sidste dråbe er løbet i halsen.
Det er en pilsner med overraskelser, uden at være noget, man aldrig har set før. Det er afgjort en god pilsner, men ikke en ekstraordinær en af slagsen. Men den har afgjort sin plads blandt de gode nordjyske øl, som ølelskerne i dette land er blevet velsignet med.

4-en-halv-stjerne

Carls Bock, Carlsberg (Det nye Carlsberg IV)

– Det var bedre …

Jeg er gået videre med Carlsbergs testøl, og har valgt at tage dem slavisk i den rækkefølge Carlsberg selv anbefaler. Dermed er jeg nået til Carls Bock, som blev nydt til endnu en omgang nydelige tortillas, hvis fyld var resten af den stegeso-tilberedte kylling fra dagen før. På forhånd havde jeg som bekendt luret Ole Madsens anmeldelser i Ekstra Bladet, og ud fra hans anmeldelse ville Gylden, som han bryder sig mindst om (og som jeg derfor gruer en kende for), nok passe bedre til mexicansk mad end denne øl. Men jeg tog mig i det, for efter at have fundet mig i noget af det tyndeste og mest ligegyldige sprøjt jeg har prøvet fra Carlsbergs side, trængte jeg virkelig til noget ordentligt. Og faktisk anerkender jeg heller ikke præmissen om, at man til tortillas og lignende skal drikke Corona-agtigt sprøjt. Hvorfor gøre god mad dårligere, fordi nogle hovedrige bryggerier i deres reklamer påstår, man skal?
Og denne gang blev jeg ikke skuffet. Carlsberg Bock lægger ud med en ravgylden kulør, næsten rød, når man holder glasset op mod lyset. Skummet er dybgyldent, næsten lysebrunt. Det bobler meget og falder hurtigt, men ser pragtfuldt ud. Duften afslører syrligt-søde toner, ristet malt og karamel blandet med græs og lime. Det syrlige skæmmer ikke duften, men komplimenterer nydeligt maltsødmen.
Det er især tonerne af karamel og ristet malt, der mærkes i smagen. Carls Bock smager faktisk rigtig meget af søde maltbolsjer. Syrligheden genfindes ikke i smagen, og det er, når alt kommer til alt, nok også bedst. Brygget er tilmed ganske fyldigt og smager rigtig krydret, med noter af lakrids, nelliker og anis, kombioneret med en aroma ved mandlerne, der ikke er ulig en god whisky eller et rigtig godt glas rødvin. Krydringen får en til at tænke en smule på jul. Eftersmagen er intenst humlebitter uden at blive krasbørstig. Det er utroligt, hvad man kan lave med vand, gær, malt og humle – for det er nemlig lige præcis hvad dette bryg indeholder – og intet andet.
Carls Bock er en suveræn favorit til at få min stemme ved ølvalget, og det tør jeg sige uden tøven, inden jeg har smagt den sidste af testøllene.

5-stjerner

Carls Plzner, Carlsberg (Det nye Carlsberg III)

– Det hjælper ikke …

… på en øls kvalitet at stave dens navn etymologisk. For at en øl skal være god, bliver man nødt til at lave den ordentligt – ja, det er en cirkulær argumentation, jeg ved det godt. Min undskyldning er, at sidstnævnte pointe er sekundær i forhold til førstnævnte, altså – bare fordi byen, hvor pilsnerøl kommer fra hedder Plzen, så hæver det simpelt hen ikke øllets gunstige parametre at stave ‘pilsner’ på en fancy, kvasietymologisk måde.
Det er først og fremmest det, man konkluderer efter at have smagt den første af Carlsbergs nye Testøl. Allerede udseendet afslører, at denne øl formentlig ikke er noget særligt. Den ligner en ganske almindelig pilsner, selvom skummet måske lige netop sniger sig op og bliver lidt mere fyldigt, end hvad man er vant til. Duften er kornet og humlen synes at være på den søde side, selvom det kan være svært at afgøre, når bouqueten er så svag.
Svag er smagen i grunden også. Den smule man kan smage afslører måske en kende mere fylde, end almindelige standardpilsnere herhjemme, men faktisk ikke engang på linje med Carlsbergs egen Premium, der som bekendt også ligger end kende højere end den laveste fællesnævner. Den smule humlesmag, der kan spores, er måske også på den lidt sødere side, men ellers er den letmetalliske bismag den samme, som man tit finder i dansk øl. Selvom den måske er marginalt bedre end det billige discountsprøjt, de unge tyller i sig, hvis de ikke vil skilte offentligt med, at de hellere ville drikke Breezer, så er Carls Plzner alligevel en middelmådig genudsendelse af et middelmådigt remake af en middelmådig pilsner.
I det hele taget lover den ikke godt for Carlsbergs ølvalg denne gang. Ganske vist er denne øl den mest upopulære i skrivende stund (den får kun 15% i modsætning til henholdvis 40 og 44 til de to andre) så der er da fortsat en teoretisk mulighed for, at jeg nu er gennem det værste.
Det er imidlertid ikke Ekstra Bladets ølanmelder, Ole Madsens opfattelse. Han tipper denne øl til at være den næstbedste af testøllene. Jeg håber ikke, at han har ret, for så bliver det et par kedelige øl, jeg skal igennem. På den anden side giver han nærværende øl fire ud af seks stjerner, hvilket man i bunden af indlægget vil kunne se, at jeg synes er lidt på den gavmilde side. Det var jo også selvsamme Ole Madsen, der gav Flensburger Pilsener topkarakter tidligere på året, og selvom det da også er en udmærket øl, så synes jeg faktisk den gode Ole har en vis tendens til at overdrive, hvor begejstret man har ret til at være.
Denne øl vækker i hvert fald ikke megen begejstring hos mig, og jeg ser ingen grund til at købe den igen. På samme måde havde jeg det med vinderen af 2003-ølvalget, Dark, der da heldigvis også afgik ved en stille død i 2007. Vinderen af det første ølvalg fra 1997 er til gengæld blevet husets foretrukne ikke-økologiske øl, nu hvor den kan fås for rimelige penge i Fakta, og indtil videre forbliver den også den suverænt bedste, jeg har prøvet af de forskellige valgøl.
1-en-halv-stjerne

Export, Carlsberg (Det nye Carlsberg II)

– Ringere end standard
Det er utroligt hvor længe og hvor godt, man kan leve på én fugl. I weekenden ernærede vi, to voksne og baby, os i hele tre dage på ét styk økologisk kylling fra Årstiderne – først stegt i Stegeso, siden pillet og opvarmet i hjemmelavede tortillas. Aldeles lækkert altsammen, og når man er i stand til at få føden til at strække så længe, er prisforskellen på god økologisk mad og billig industriskodmad næsten ikke til at få øje på.
Og til mexicanske retter såsom tortillas skal man jo åbenbart drikke tyndt øl – og gerne for min skyld, når nu min vivs tortillas er så fantastiske – så er det ikke så galt, hvis bryggeriet ikke formår at brillere.
Og det formår Carlsberg så sandelig ikke med deres andet nye tiltag, den såkaldte “Export” i den nye popsmarte flaske, om hvilken det eneste positive, der er at sige, er, at den i det mindste ikke er farveløs.
Export er den almindelige udenlandske betegnelse for stærke pilsnere, eller det vi i Danmark kalder guldøl. Det er ikke usædvanligt, at den lidt højere alkoholprocent giver brygget en kende mere smag eller fylde, men jeg kan allerede afsløre, at det kun i ringe grad er tilfældet her.
Farven er lige så interessant som afsnit 1285 af Glamour (tror jeg, jeg har aldrig set det). En fuldkommen ligegyldig pilsnerfarve, som man har set igen og igen og igen. Skummet bobler mere end det skummer, men holder alligevel længere end man kunne forvente. Der er trods alt ikke tale om det kollapsende skum, som karakteriserede den totalt mislykkede Copenhagen. Bouqueten er letsyrlig, kornet og trods alt frisk, men også den er en genudsendelse.
Tager man udgangspunkt i den laveste fællesnævner, formår denne øl i fyldigheden lige netop at trække sig en lille smule over niveau. Humlebitterheden er mild og blid, og derfor føles øllet også forfriskende, men det er på bekostning af kvaliteter såsom smag, aroma og i det hele taget karakter. Bitterheden formår at bide lidt – med streg under lidt (men det tillader blogger ikke) ved mandlerne, men der er en mængde standardøl, der formår at bide mere og med et mere interessant tandsæt. Eftersmagen er ikke uden behag, men den klinger så hurtigt af, at man næppe når at nyde den.
Det er allerede nu en meget anonym øl, og det eneste, der træder den mindste smule frem, er emballagen, som også snart vil ophøre med at være ny, og derfor blive lige så uinteressant som det, den indeholder. Først og fremmest er det en tylle-øl, der vil være god at drikke sig fuld i, men til det formål har Carlsberg jo egentlig allerede sin Hof (eller Premium) som endda er væsentlig mere interessant, selv om den måske er den mest generiske øl, vi har herhjemme.
Og dette faktum, at Carlsbergs standardøl overgår Export, rejser jo det relevante spørgsmål, hvorfor i alverden bryggeriet så sender en ringere pilsner på markedet. Det hele virker bare som et stort marketingstunt, der næsten (men også kun næsten) er lige så tomt for substans som Cults Kay-Sar-øl.
Den foreløbige konklusion efter at have prøvet to af Carlsbergs nye produkter er, at de absolut ikke repræsenterer en fornyelse på nogen som helst måde – de repræsenterer en forringelse af noget, der i forvejen er stort set ligegyldigt. Godt gået, Carlsberg!
1-en-halv-stjerne

Copenhagen, Carlsberg (Det Nye Carlsberg I)

– En moderne fiasko – igen.

Som det fremgår af en af mine tidligere tirader, er Carlsberg begyndt at relancere sig selv med nye produkter, en ny flaske og en masse andet. Oveni er der kommet nogle nye specialøl samt tre nye Carls-produkter til afstemning. Jeg har besluttet mig for at anskaffe mig de nye produkter og teste dem her på bloggen i et nyt tema, som jeg har valgt at kalde “Det Nye Carlsberg”. Det skal så vise sig, hvor nyt det er, – om de nye produkter overhovedet adskiller sig fra det, vi kender i forvejen, og i givet fald hvori det nye består.
Vi starter med et nyt pilsneragtigt ølprodukt ved navn Copenhagen. Hvis ikke det skulle være gået op for et par af læserne, er Copenhagen det engelske navn for København, som nok endnu færre læsere ikke vil vide er Danmarks hovedstad. Copenhagen brygges i Litauen … Den lader jeg lige stå et øjeblik (samtidig med, at jeg håber på, at det nu dæmrer for læserne, hvorfor jeg gik så meget op i at opremse indlysende almindeligheder om øllets titel.)
Øllen “Copenhagen” brygges altså i Litauen, og det er jo i sig selv absurd nok til at skabe tvivl om lødigheden i hele Carlsbergs relanceringsprojekt. Jeg erkender at globalisering er en kendsgerning, og at det øl vi drikker herhjemme ofte produceres langt borte, men derfor er det alligevel tåbeligt at kalde en øl, der produceres 2000 km. fra Danmarks hovedstad for ‘Copenhagen’.
Ølproduktet er et konglomerat af hvede-, ris- og bygmalt, vand, gær, kulsyre og – hold nu godt fast – humlearoma. Og nej, Humle uden suffixet ‘aroma’ er ikke at finde på varedeklarationen. Ikke engang humleekstrakt – nej, aroma – såkaldt naturlig aroma, men at kalde aroma naturlig er en narrehat, der skal få ting til at fremstå sundere eller mindre skadelige, uden at de nødvendigvis er det. Vi har her at gøre med en øl, som jeg ikke engang er sikker på, rent faktisk indeholder humle. Det er allerede en mindre skandale i sig selv.
Og for at føje spot til skade er ølproduktet tappet i en farveløs sodavandsflaske. Det giver den fordel, vil nogen sige, at man ikke behøver skænke det, for at se hvordan det tager sig ud. Det er i grunden også en udmærket service fra Carlsbergs side, at vise øllets fesent gule kulør til skræk og advarsel, så alle, der har den mindste forstand på øl, vil gå i en stor bue udenom. Min undskyldning er den sædvanlige, at jeg vil gå langt for læsernes skyld og teste alle øl, som jeg har mulighed for, uanset hvor hæslige de end måtte være. Desuden anerkender jeg bjergbestigerens begrundelse: Øllet skal drikkes, fordi det er der!
 
Man får til gengæld ikke skummet at se gennem sodavandflasken, så op i et glas må den jo hældes. Her danner der sig hurtigt en relativt høj, hvid og luftig skumkrone, der nærmest larmer, mens den kollapser under sig egen kulsyrepumpede oppustethed. Snuser man til brygget i det korte tidsrum skummet rent faktisk kan ses, bliver man ramt af en decideret sur odeur, lidt som man forestiller sig, at vaskemiddel fra DDR nok har lugtet. Med skummet fordufter lugten imidlertid også, og det er faktisk ikke så ringe endda – hellere et bryg, der ikke lugter af noget, end et, der lugter grimt.
Min kære viv påstod ganske vist, at det lugtede meget af øl, tyndt øl, ganske vist, men øl ikke desto mindre. Jeg anerkender, at min viv har en væsentlig bedre lugtesans end jeg, men jeg kunne ikke lugte noget som helst.
Smagen formår glimtvis at behage – meget mod forventning, men det viser sig også at være en stakket frist. De første par mundfulde udløser en blød, letsød bitterhed, der i modsætning til skummets lugt ikke er det mindste sur, ej heller metallisk. Smagen er dog ikke på nogen måde sofistikeret eller interessant. Jeg vil karakterisere den som en øl for folk, der synes, Corona smager for skrapt.
Efter de første par mundfulde er det i øvrigt så som så med den initiale smag, ligesom lugten hurtigt fordufter fra brygget. En bruset, sodavandsagtig fornemmelse tager hurtigt over – i det hele taget er der bare alt for meget kulsyre i, og måske mere end nogensinde før føler jeg, at det snarere er en danskvand end en øl, jeg sidder med.
Den ikke helt ringe smag i begyndelsen er det eneste, der redder denne øl fra at være en total katastrofe – men en katastrofe er den nu alligevel i et temmelig stort omfang. Det er uforskammet at noget bryggeri vil sende et så ringe produkt på gaden, og jeg finder det fuldkommen uforklarligt, at nogen forbrugere vil købe et så underlødigt produkt.
Men som altid er der en velsmurt marketingsmaskine, der skal få forbrugerne til at hælde de store bryggeriers udrikkelige sprøjt i ganen. Ud over, at jeg måtte lide den tort at ligge på hospitalet for blindtarmsbetændelse, skulle jeg også være udsat for TV3’s TV-reklamer netop for nærværende øl. Det er ikke andet end en gang ligegyldigt, overdimensioneret, billedgejl med en slesk baryton-voice-over – et luftkastel, der er fuldstændig lige så fantasiforladt og kunstigt som nærværende ølprodukt.
Tak for absolut ingenting, Carlsberg. Jeg håber så sandelig, I selv er stolte af jeres relancering. Selv synes jeg indtil videre, den er til at hælde direkte i kloaken. ligesom det bedst sømmer sig med dagens øl.
1-halv-stjerne

Spelt Bock, Indslev Bryggeri

– Super dobbeltdebut!

Dagens bryg er på flere måder en nyhed her på bloggen. Det er første gang, jeg anmelder øl fra Indslev bryggeri, og det er første gang, jeg anmelder en øl, hvor kornsorten spelt er brugt. Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg følte mig inspireret til at købe denne øl, (der i øvrigt forhandles i visse Fakta-butikker – props til COOP for det) fordi min viv og jeg har involveret os i vores eget tegneserieprojekt Spelt-segmentet.
Her kan man følge med i, hvad der sker i kollektivet af samme navn. Man kan følge kernefamilien Ralf og Vita med børnene Sofus, Emma og Storm samt klappeslangen Python, det samlevende par, Benedicte og Mike med de sammenbragte børn Veronica og Bo, det umage bøssepar, Ahmed og Claus samt den nørdede singlefyr Bertel. Vi modtager gerne konstruktiv kritik for replikker og tegninger – og skulle der være en ølglad avisredaktør blandt læserne, har enhver form for tilbud om offentliggørelse i trykte medier den allerstørste interesse.
Nuvel, videre til dagens øl.
Spelt Bock har en meget mørk farve i betragtning af, at den er brygget på en hvedesort. Imidlertid viser det sig ved granskning af etiketten, at den faktisk er sammensat af byg-, hvede-, rug- og speltmalt. Så ren spelt er der ikke tale om. På den anden side kender man jo også til de mørke hvedøl – og blandt dem tager Spelt Bock sandelig prisen. Øllet er faktisk fuldstændig uigennemskinneligt sort, hvilket korresponderer fint med, at det er ufiltreret. Skummet er lysebrunt, tæt og klæbrigt, duften er til gengæld nærmest fraværende, men det skulle også være det eneste, der skæmmer en aldeles lovende prolog.
Og smagen skuffer ganske sikkert heller ikke. Den er først og fremmest en kombination af malt- og chokoladesød, krydret med en solid brændt kaffebitterhed. Det er et ganske klassisk smagsbillede, som vi alle kender – nogen ville sige til hudløshed – jeg vil sige som et klassisk rockorkester, der aldrig skifter stil, fordi den grundform, de har valgt er perfekt, så der ikke er grund til at lave om på den. Ikke dermed sagt, at det hele smager ens – ingenlunde – Spelt Bock udmærker sig ved sin pikante fyldighed, der giver brygget en næsten luftig lethed, som den glider over tungen og kun som blæst i sand sætter sit alligevel markante virkningsfulde aftryk på smagsløgene.
Kun langsomt – ganske langsomt – klinger smagen af. Eftersmagen er nøddebitter og ubetinget nydelse. Det er sandelig alle tiders debut for både Spelt og Indslev Bryggeri her på bloggen.

Karlens Classic, Albani? næh, Carlsberg!

– Godt discountbud

Som antydet har bryggeriet bag dagens øl ikke kunnet fastslås med sikkerhed. Jeg har dog hørt overbevisende argumenter, der peger i den retning, nemlig at Albanis logo skulle gå igen flere steder på Karlens-flaskerne, så indtil andet fremgår, så sætter jeg pengene på dem.
Ellers er Karlens-mærket den tyske discountvarekæde Lidls eget mærke, og så skulle man jo ellers tro, at alt var tabt, for det er ganske bestemt de lave priser, og ikke den høje kvalitet, Lidl er kendt for.
Men alligevel skal man ikke glemme, at discountvarekæden kommer fra Tyskland. Og i Tyskland brygger man som bekendt godt øl – bedre end i Danmark i hvert fald. Om det er det, der smitter af på Karlens, skal jeg ikke gøre mig klog på, men over vanlig discountsprøjtstandard er den så ganske sikkert.
Flasken, der er vist foroven, er iøvrigt ikke bryggeriets vanlige – eller etiketten er i hvert fald ikke. Etiketten er blevet lavet i anledning af to af mine nære venners bryllup, som jeg var til i weekenden – stort tillykke endnu engang til jer, Sune og Maja!
Jeg kan i skrivende stund konstatere, at jeg faktisk har mistet mine notater om nærværende øl, så det bliver en anmeldelse ud fra hukommelsen.
Farven er mørkorange, som man kender det fra Classic-typen. Smagen er mestendels bitter, men finder et fint leje, et godt stykke fra både vandig og harsk. Den ligger lunt i midterfeltet uden at genere, men også uden at gøre de store armbevægelser.
Selve bitterheden kan der dog ikke sættes en finger på. Det er en dejligt simpel pilsner, med en overraskende god smag. Den noget kraftige bitterhed gør den ikke til en velegnet tørstslukker – men det behøver øl heller ikke at være hver gang. Der er ingen ubehagelige bismagsoverraskelser, og det er alt i alt godt, at man har valgt en simpel smag, frem for at gøre en masse forsøg på at variere smagen, der risikerer at gøre den sur eller ubalanceret.
For Karlens er bestemt hverken sur eller ubalanceret, men bitter uden dikedarer. Bitterheden klinger kun langsomt af, så bitterheden også kan nydes et stykke tid efter at brygget er skyllet ned.
Jeg er tilbøjelig til at kalde denne øl, den bedste discountøl, jeg nogensinde har prøvet. Den er afgjort alle pengene værd til prisen, og den ligger vel i et leje på 2-3 kr. stykket. Øl af Karlens Classics kvalitet betaler man ikke sjældent både den dobbelte og tredobbelte pris for.
2-en-halv-stjerne

Opdatering d. 02/07-2012. Jeg har tilfældigvis erfaret, at det er Carlsberg, der står bag Karlens-brandet. Så kedeligt var svaret altså. Åbenbart er det Carlsberg, der i stedet for at levere discountøl til Fakta, nu leverer til Lidl i stedet. Jeg tvivler dog på, at der er deres egen Classic, der hældes på Karlens Classic-flaskerne, for så god var Tuborg Classic ikke. Men hin Tuborg Classic var jo faktisk også på fad, så måske skulle man prøve de to øl i en blindsmagning …

Det er et muligt fremtidigt projekt, og jeg tror allerede, jeg ved, hvordan jeg kan få det arrangeret.

Pernilles Mors Hjemmebryg

– Nix appendix …

Først er det på sin plads at beklage, at min blog sådan stander i våde. Min undskyldning synes jeg dog selv er god nok. Siden sidste uge, har jeg været en blindtarm fattigere, og lysten til at drikke øl efter at have været på intravenøs morfin er relativt nem at overskue.
Men her i weekenden mærkede jeg trods alt en bedring, der var stor nok til at jeg så småt forsøgte mig med de våde varer igen. Det blev til en discountøl, der bliver anmeldt i næste indlæg og så endnu et nanobryg – et hjemmebryg tilhørende moderen til en af min kære vivs nære venner. Brygget havde ikke noget navn, hvilket er synd, for det var både spændende og velsmagende, hvad der var kommet ud af det.
Farven er dyborange med et fyldigt, kridhvidt skum, der dog aldrig når særlige højder – formentlig fordi brygget er færdiggæret. Duften overrasker med noter af sød humle, som man finder den i India Pale Ale. Som nævnt har jeg ingen anelse om, hvorledes denne øl er brygget, men det er nok ikke for meget at gå ud fra, at den er overgæret – det er det meste hjemmebryggede øl, simpelt hen fordi det er nemmest, når man kan give pokker i stuetemperaturen. Så måske kunne den kaldes om ikke pale, så i hvert fald ale? Ufiltreret er den formentlig også -sådan ser den i hvert fald ud, men igen med forbehold for, at mine formodninger ikke stemmer overens med virkeligheden.
Smagen er ikke mindre overraskende. Det er igen den søde humle, der slår igennem med ledsagende svage toner af blomster, primært hyldeblomst og roser. Endnu engang overrasker brygget med en for mig ny bismag – af røg. Jeg elsker røgede ting, og jeg ved også, at der findes deciderede røgøl, uden at jeg dog har prøvet dem endnu. Jeg forestiller mig også, at hine røgøl nok er mere røgede end nærværende, for det er ikke en anmasende bismag. Den virker derimod uhyre velafstemt i forhold til bryggets sødme, og jeg begriber næsten ikke, at nanobryg kan ramme en velafstemt smag så præcist.
Iøvrigt giver øllet – til dels på grund af det lave indhold af kulsyre – en blød og ren mundfornemmelse, hvor det ikke kun er smagen, der blidt kæler smagsløgene. Det hele sluttes af med en letbitter eftersmag, der er udsøgt i sin renhed og simplicitet.
Det er et meget vellykket nanobryg, som jeg anbefaler, der overhovedet ikke gøres mere ved. Det er rigtig godt, som det er, og man skal være en ferm brygger, for at overgå det. Well done!

4-en-halv-stjerne

ØPA (Økologisk Pale Ale), Ørbæk

– Velvalgt fegave

Bloggen har ligget lidt stille på det sidste. Det skyldes ikke, at jeg har mistet lysten til at blogge om øl – ingenlunde, men andre opgaver har meldt sig, som man fx kan se af det sidste indlæg, er jeg og min viv begyndt at lægge vores tegneserie på nettet. Ambitionen er, på sigt – forhåbentlig kort sigt, men ellers på langt sigt – at få en fast stribe et sted. Indtil da kan serien nydes ganske gratis her. I skrivende stund uploader vi en ny stribe hver dag. Det kommer ikke til at fortsætte i samme tempo senere hen, men vi lover, at de vil komme med jævne mellemrum, og nok minimum en gang om ugen i fremtiden.
Dagens øl var en såkaldt fegave, som min viv havde modtaget fra det internetforum for slyngemødre, hun er aktiv i. Et sted i forumet fortæller man, hvad man kunne ønske sig, og en anden aktiv på forumet sender så disse ting – men uden at modtageren ved præcis, hvem afsenderen er. Betingelsen for at modtage en sådan gave er selvfølgelig også, at man selv sender en, så det ikke bliver den rene underskudsforretning.
Med i fegavekonceptet er også, at der også er små ting til børnene og samleveren m/k. I min mit tilfælde altså nærværende fine pale ale fra det økologiske bryggeri. Jeg har konstateret en fin overensstemmelse mellem det, der står på etiketten, og min egen oplevelse, så der er ingen grund til at referere det, da min egen oplevelse bagefter blot vil være en gentagelse. Men det er rart, at man undtagelsesvis finder en øl, der faktisk holder alt hvad den lover – og måske endda lidt til.
Den lægger ud med en sød, blomsteragtig duft. Farven er fint mørkegul med et overordentligt klæbrigt, tæt skum. Det let slørede udseende peger i retning af en ufiltreret øl, hvilket dog ikke fremgår noget sted.
Smagen skuffer ikke, selvom det egentlig ikke er det søde, der dominerer. Brygget er kraftigt bittert og alligevel blidt på samme tid. Det føles som en essens, der fylder mundhulen og kondenserer ved mandlerne. Det er en næsten eksplosiv aroma, der frigives i det øjeblik brygget rammer tungen – det er ikke bare en oplevelse udi velkomponeret aroma, det er også en oplevelse i sig selv at få den i ganen. Bitterheden kommer igen i eftersmagen, hvor den efterlader munden med en behageligt blid fornemmelse, slet ikke ulig Pilsner Urquells uforlignelige eftersmag.
Bagom bitterheden mærkes de søde toner også. Det er en blomsteragtig sødme, der minder om den ikke uvelkendte hyldeblomstaroma, kombineret med den mere eksotiske – men her på bloggen heller ikke ukendte rosenaroma, der også huskes fra Punk IPA og den mindre vellykkede BrewDog-øl 5 am. Saint.
Ikke bare en vellykket øl, den er også økologisk og som fegave var den overordentligt velvalgt. Skål og tak!

4-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme