Min kære viv og jeg selv har lavet en tegneserie. Den hedder Spelt-segmentet, og handler om et kollektiv, undskyld, bofællesskab i Udkantsdanmark. Her er linket til den første stribe. Det er selvfølgelig muligt at følge serien på samme måde, som nærværende blog … Og den skal nok også komme til at handle om øl på en eller anden måde.
Det er så småt ved at være tid til en ny højtidsøl – der brygges som bekendt gærede, alkoholiske humleprodukter til enhver højtid herhjemme, så hvad ville være mere passende at brygge en stærk guldøl i anledning af kirkens fødselsdag. Det er jo så ironisk, at det har sin helt egen skønhed.
Alle alarmklokker klemter, og forventningerne søger nye dybder ved den anden stout, jeg forleden fandt i Netto. Den stammer fra et sted, kaldet Skælskør Bryghus, og der skal ikke megen deduktion til, før man konkluderer, at der nok i virkeligheden er tale om Harboes bryggeri. Dette ligger som bekendt i Skælskør, men det betyder selvfølgelig ikke, at andre bryggere ikke kan slå sig ned samme sted – det afgørende bevis finder man nederst på frontetiketten, hvor der står “Siden 1883”.
Jeg var i Netto forleden, hvilket jeg af forskellige årsager kun er sjældent. En af dem er, at den lokale Netto ligger dårligt i forhold til, hvor jeg bor. En anden er, at jeg forsøger at dæmpe mine kapitalindskud til støtter af Dansk Folkeparti mest muligt.
– Letøl langt over det sædvanlige
… og efter Alting gik turen dagen efter til barnedåb – ja, det var en travl weekend. Min p.t. yngste niece skulle døbes.
Der bød sig en lejlighed til at smage en overordentlig interessant øl, som jeg fik anbefalet af min brors svoger. – Min bror, hvis datter skulle døbes, forøvrigt. Det drejede sig om Fur Frokost, der er en alkoholsvag øl, men ikke af den grund tynd eller udrikkelig.
Den har en smuk orange farve, gyldent skum og en fin, sød maltet duft.
– og smag for en gangs skyld. Det er ellers tit, man oplever, at det søde i duften ikke går igen i smagen – nogen gange til ens fryd, men oftest til ens skuffelse – men altså ikke her. Den ledsages også af en vis bitterhed, der ikke findes i duften, så overraskelser er der rigeligt af. Ikke alene er det en let øl, der faktisk smager af noget – det er også en overraskende fyldig smag, der i den grad giver de fleste regulære pilsnere herhjemme baghjul. Der er både karamel- og maltsødme, og bitterheden er humlet på samme lækre måde, som man f.eks. finder det i Rød Tuborg (den skulle være ude igen nu. Jeg må se, om jeg kan redde mig en sixpack) eller andre mørke øl.
Det eneste kompromitterende er, at den føles lidt flad, hvilket giver en noget brødagtig fornemmelse i munden, der desværre forhindrer den i at blive rigtig rar at have i munden. Det gør i og for sig ikke mig noget, at den mindre hidsige gæring giver lavere indhold af kulsyre, og dermed gør øllet halvfladt, men sammen med de rige smagsnuancer bliver denne del af øloplevelsen altså ikke en udelt nydelse.
Men det er ikke nogen katastrofe, samlet set. I betragtning af, at det er en letøl, er den aldeles fremragende og absolut den bedste, jeg indtil videre har prøvet. Som øl i det hele taget betragtet, scorer den også ganske højt, og blander sig så afgjort med de øl, der ligger over middel. Det er med andre ord ikke bare en god letøl – det er en god øl.
– Standardstout – med alt hvad det (ikke) indebærer
– Kedelig britisk standardale – igen …
Blogger har været nede, ligesom Jobnet i øvrigt, formentlig fordi et eller andet, der virkede fint som det var, skulle laves om, fordi man kunne, og fordi en eller anden starut fra marketing mente, det var nødvendigt. Det er, hvad man får ud af marketing, nemlig folk, der ikke forstår det gamle ord – hvis det virker, så lad være med at reparere det! Som konsekvens er flere af mine indlæg øjensynligt forsvundet som dug for Solen. Blogger påstår, at de vil blive gendannet – men jeg har min tvivl.
Jeg er også kommet håbløst bagud med p.t. fire øl, jeg ikke har fået berettet om endnu. Jeg har ikke før været så langt bagud med opdateringerne i bloggens levetid, og det bliver heller ikke bedre af, at jeg for nylig var så fjollet at anbringe en kop kaffe indenfor min lille søns rækkevidde lige ved siden af tastaturet på den computer, jeg sædvanligvis skriver blog på. Resultatet er et defekt tastatur, som kun til nød kan bruges. Jeg troede aldig, at jeg skulle bruge Google Translates skærmtastatur til andet end at lege med kyrilliske bogstaver med, men det er da kærkomment, at problemerne på den måde kan løses, omend det er noget omstændigt at være nødt til at copy-paste alle punktummer og ø’er.
Det er situationen herhjemme i ghettoen for tiden. Men det holder mig ikke fra at fortsætte ufortrødent med den anden øl, jeg for nylig havde med hjem fra Kiwi Minipris – supermarkedet, jeg tidligere har revset for ikke at være bedre til økologi end andre supermarkeder, selvom de påstår det. I dag gælder det deres udvalg af øl, der heller ikke er imponerende. Der er et fast udvalg af ikke uinteressante udenlandske øl, der ved nærmere eftersyn ser ud til at være udenlandske standardøl – gerne britiske, overgærede øl, fordi mange herhjemme stadig tror, at overgærede øl er specielle.
Det er de bare slet ikke i virkeligheden, hvilket dagens eksempel også illustrerer: Det starter såmænd nogenlunde med en sød duft af lyse flødekarameller og søde frugter – der er noget så utraditionelt som banan-toner at spore. Farven er flot rødlig med off-white skum.
Den byder en nogenlunde frisk bittersødme ved mandlerne, der i og for sig holder længe. Det bitre element er skarpt, beks, en anelse sprittet, hvilket er underligt, da den kun holder 4,7% – og netop sprittetheden ender med at gøre den harsk, og får den til at smage som sur mælk. Karamelsødme kan netop anes som en svag essens – men også kun lige netop – og det er synd, eftersom duften ellers lover godt.
Det er nu heller ikke fordi, den er direkte udrikkelig, og ser man bort fra den surt-beske eftersmag, formår den da jævnt at behage og slukke tørsten. Men at kalde den London Pride forstår jeg ikke – omend den heller ikke er så ringe, at jeg ville kalde den Shame of London eller noget i den retning.
Jeg ville til enhver tid foretrække Fullers fine London Porter.
– Forfriskende sommerøl
Svaneke Bryghus har jeg været omkring nogle gange efterhånden, men de helt store succes’er er udeblevet. De var ellers med fra starten i den store danske mikrobrygrevolution, men min fornemmelse har været, at de ikke helt har kunnet følge med innovationstempoet i de øvrige bryghuse.
Det var altså ikke med de store forventninger, at jeg åbnede den. Forventningerne var til gengæld høje til min vivs curry, som hun selv mente var alt for stærk. Det kan som bekendt slet ikke lade sig gøre i mine øjne at lave den slags for stærkt, men som en art sikkerhedsforanstaltning valgte jeg alligevel denne pilsner, med forventning om en vis læskende effekt, om det skulle blive nødvendigt.
Og det viste sig at være et godt valg. Udover et meget tæt, hvidt skum, så den ikke ud af noget specielt. Det var ret svært at se, at den skulle være ufiltreret, men kiggede man grundigt nok efter var brygget faktisk en smule tåget. Der er dog ingen fare for gærsmag eller den slags, restgæren er ikke i nærheden af at være i mængder som i fx Kaiserdoms Weizenbier. Duften er overraskende sød og meget lidt pilsneragtig, med både frugt- og blomstertoner.
Sødmen går igen i smagen – undtagelsesvist, fristes man til at sige – det er en blomsterlignende sødme, som man fx møder den i BrewDogs Punk IPA, eller 5. a.m. Saint uden dog på nogen måde at kamme over på samme måde som sidstnævnte.
Det er en sød, frisk og fyldig pilsner, oven i købet – som det fremgår af etiketten – uden bitterhed! Så har man set det med, og endda uden at være tynd samtidig. Det er mildt sagt ikke tit, man oplever det, og etikettens tekst, der netop handler om sødme, og manglende bitterhed fik ellers broderparten af alarmklokker til at ringe hos mig. Men jeg har hængt mig for meget i den manglende bitterhed, og denne pilsner formår at fastslå, at bitterhed ikke er et must i en god øl. Der anes i øvrigt også et hint af fyrrenåle – noget jeg ikke ville have opdaget, hvis ikke etiketten (igen) havde oplyst mig om det.
Det er jo faktisk sådan en øl, de store bryggerier har forsøgt at brygge i de sidste par år – en øl til “de unge”, der ikke er for bitter, og samtidig smager godt. I store træk, er kun det første lykkedes for Carlsberg og Cult i hvert fald, idet deres eksperienter udi antibittert øl, mildest talt ikke er faldet heldigt ud, da det praktisk taget er at sammenligne i smag med postevand.
Så det kunne være, at “de unge” skulle kaste sig over Svaneke Bryghus’ Session Pilsner i stedet. Så kunne man også have en øl, der appellerer til både unge og gamle, samt alle os, der mere eller mindre indifferent accepterer den alder, vi har.
– Sydtysk skuffelse
Vi er nået til den sidste i Faktas tilbud på udenlandske øl, tre fra Kaiserdom-bryggeriet, alle tilgængelige i Kvickly og Super Brugsen, føj dertil en engelsk ale, og en tjekkisk schwarzbier, begge to testet ved tidligere lejlighed, i øvrigt ligesom Kaiserdoms pilsner.
Jeg har tidligere luftet – og modereret – den holdning, at ordentligt tysk Weißbier kun kan laves i Sydtyskland, og helst Bayern. Jeg har imidlertid aldrig hævdet, og erfaringerne har også vist, at sydtysk herkomst er nogen garanti for kvalitet. Så armene var bestemt ikke hævet på forhånd, da dagens øl skulle afprøves. Faktisk er det en mindre lettelse at være igennem Kaiserdoms repertoire af standardsprøjt, for det har hidtil ikke været nogen større fornøjelse – snarere en lidt tynd omgang.
Det starter ellers godt, med en korngul øl med fyldigt skum,og en liflig sød duft af græs og humle. Den er næsten gennemsigtigt klar indtil flasken agiteres – så breder gæren sig som en tæt sky igennem brygget. Det er et fantastisk skue, men det får en ekstra kommentar senere i indlægget, kan jeg godt afsløre.
Skummet, som man sagtens kan nå at smage på, før det falder, smager aromatisk sødt af hyldeblomst. Men når man når ned til brygget bliver oplevelsen en ganske anden.
Smagen er meget syrlig. Faktisk smager den nærmest som lige dele eddike og citron til 5-6 dele vand, og der er ikke spor af den humle, der ellers tydeligt kunne mærkes i duften. Snart melder der sig også en kraftig bismag af gær. Som jeg tidligere har bemærket er dette en del af den tyske Weißbiers smag, men her er det faktisk for meget. Gærsmagen er ikke længere et pift, et hint, som brygget passerer svælget og render ned i mavesækken. Det er en kraftig, dominerende smag, og den er faktisk ikke spor velbehagelig.
Den meget gærede smag har fået mig til at overveje, om tricket med at agitere flasken overhovedet er en fordel altid. Indtil videre har det været det, men måske var det på tide, at jeg modificerede den opfattelse – for måske kunne det have reddet denne øl fra en bundkarakter, hvis restgæren ikke havde været til stede.
Betragt nærværende anmeldelse som en foreløbig anmeldelse. En dag vil jeg måske prøve denne øl igen, uden at ryste den.
Seneste kommentarer