Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: april 2011

Samuel Adams Honey Porter, The Boston Beer Company

– Bare ikke helt godt nok …

To gange tidligere har jeg haft øl fra The Boston Beer Company‘s Samuel Adams-serie under kærlig behandling her på bloggen, nemlig deres Boston Ale, og deres Black Lager. Begge formåede, at hæve sig op over den van(d)lige standard herhjemme, og det, der for mange regnes for den endnu vandigere standard i USA.

De har ganske afgjort formået at flytte mine fordomme om, hvordan amerikansk øl er, selv om træerne på den anden side ikke vokser ind i himlen. Selvom Samuel Adams-serien har smagt godt indtil videre, er der bestemt stadig langt til toppen endnu.

Det var derfor lidt med blandede forventninger, at jeg knappede deres Honey Porter op, og dertil kom jo endda en tredje kæphest – ville dette blive endnu en øl i rækken, der indeholdt honning uden at det sådan rigtig kunne smages?

Efter at have lukket den op, kunne jeg konstatere, at den i det mindste da duftede af honning – og andet godt. Den duftede i øvrigt sødt maltet og relativt fyldigt. Farven fandt jeg, i betragtning af, at det var en porter, noget lys i det. Den var faktisk nærmest rød, gennemskinnelig og indeholdt en masse brus, der gav et heftigt boblende, hastigt retirerende og lidet klæbende skum. Dermed akkumulerede lighederne med hindbærsodavand i et ildevarslende tempo.

Heldigvis fik forskellighederne da efterhånden taget over, som øllet blev hældt i ganen. Det skal også siges, at skummet manglede hindbærsodavands lyserøde skær, og i stedet var lyst brunt.

Samuel Adams Honey Porter er en sød stout, hvor man faktisk kan spore honningen direkte i smagen – triumf! Endelig lykkedes det at finde en øl med honning i, der rent faktisk smager af honning. Honningen udgør rygraden i øllets søde toner, der dog er sekundære i forhold til øllets bitterhed. Bitterheden er til gengæld ikke rigtigt slagkraftig nok. Der er tale om en ganske vist velafrundet og muskuløs bitterhed, som man finder den i fx Flensburgers Pilsner, men efter min smag mangler den noget fylde. Den mangler porterens intense bitterhed, og dens indtryk af at være tyktflydende – sådan som man bedst finder det i Guiness eller Limfjords-Porter.

Bitterheden, der koncentrerer sig ved mandlerne på en ene side, og honningsødmen forrest på tungen på den anden side savner begge intensitet, og samtidig savner man samspil mellem smagsindtrykkene – det, der fx gør Willemoes Påskeøl interressante. I stedet fremstår smagsindtrykket overordnet som sammensat og ikke helt så vellykket som man kunne have ønsket. Det er ærgerligt særligt fordi, jeg har indtryk af, at The Boston Beer Company rent faktisk gør deres bedste for at højne ølkvaliteten på den anden side af dammen.

Men fair nok – deres øl er måske ikke af samme kvalitet som de bedste europæiske øl, men de er trods alt bedre, end det tynde sprøjt amerikanerne er alt for kendte for.

3-en-halv-stjerne

Gå aldrig tilbage til en fuser.


Det er efterhånden ikke nogen nyhed længere, at Carlsberg vil relancere sit brand med den vildeste sindssygeste ultra-mega-giga-tera-hyper-super-ueber-total-opperen-reklamekampagne, bl.a. med virale reklamespots, et nyt slogan og – trut-trutterut – en ny flaske …

En ny flaske i samme sci-fi-grønne farve som Ukrainske Obolon, og Cults Kay-Sar, begge øl, der glimrer (sidstnævnte svært mere end den første, indrømmet) ved deres udtalte mangel på interessanthed – og i øvrigt med logoet mejslet ind i flasken, så kun Carlsberg-øl kan sælges som Carlsberg-øl igen. Det er sikkert meget sundt for pantsystemet, at der nu kommer endnu flere forskellige typer flasker at holde styr på, og det vil garantere ikke belaste systemet mere, end det er i forvejen.

Men mest interessant er det, at jeg lissom synes, at vi har hørt den sang før … hvad var det nu for et bryggeri, der tilbage i 2004 forsøgte samme nummer, hvilket floppede totalt? Ladmigse ladmigse … Nårh jo! Carlsberg! De prøver simpelt hen igen, selv om de udmærket godt ved, det ikke nytter. Mage til mangel på fantasi skal man da til Folketingets oppositionspartier for at finde.

Hvorfor prøver Carlsberg det samme igen, nu hvor det floppede så fælt sidst? Jeg forstår det simpelt hen ikke! Hvorfor tror alle, Carlsberg, Cult, Budweiser, og alle de andre ligegyldige ølmærker, at de kan erobre markedet bare ved at lave deres brand om? Og hvorfor bliver de ved med at tro det?

Mærker Carlsberg en fiktiv ild brænde på jorden under dem, fordi Cult har sendt en tæt på udrikkelig øl på gaden? Mener de derfor, at de skal lave en overgearet kampagne, der matcher? Er det måske fordi de har brugt uendlige ressourcer på at udvikle (som det hedder) en ny ingrediens til deres – omstændighederne taget i betragtning (what with it being en stadardøl og alt det) – nogenlunde i orden øl, at de så for at få en eller anden ligevægt, jeg ikke kan se, til at passe ved at brænde lige så mange kroner af på reklamer?

Nej, jeg forstår det ikke! Kan nogen venligst forklare mig rationalet bag at relancere den måske mest generiske øl i Danmark, når bryggeriet i forvejen har tæt på uendeligt dårlige erfaringer med det? Indlæg og kommentarer modtages meget gerne – og skulle marketingafdelingen hos Carlsberg læse med – hvilket de er mere end velkommen til – kunne de måske også prøve at forklare sig.

Indtil da vil jeg undres.

Оболонь Магнат (Obolon Magnat), Оболонь

– Bedst bagefter.

Det er altid en fryd at få lov til at skrive kyrilliske bogstaver i sin blog, og jeg skal sandelig ikke holde mig tilbage når det gælder den ukrainske øl, jeg nød i går aftes. Jeg kommer sådan til at tænke på alle dem, der før jeg startede i gymnasiet, sagde “Russisk? Hvad vil du bruge det til?” Eller: “Russisk, de bruger et andet alfabet, er det ikke umuligt at lære?”

Men se nu, hvor nyttigt det har været – jeg kan skrive om østeuropæisk øl og rent faktisk vide, hvad der står på flaskerne – som om det ikke var nyttigt? Og påstanden om, at sproget skulle være ekstra svært, fordi der bruges et andet alfabet er rent ud sagt latterlig. Det er i mine øjne en del af almindelig dannelse at lære mindst ét sprog, der bruger et andet alfabet. Selv har jeg lært/prøvet at lære en fire-fem stykker … jeg er ved at miste overblikket over, hvor mange sprog, jeg igennem tiden har prøvet at lære, men det er så sandelig også de færreste, jeg behersker den dag i dag.

Så længe, der er tale om et alfabet, hvor ét bogstav svarer til én lyd, er der ikke noget at pive over. Går man over til kryptiske skriftsprog, som amharisk, der bruges i ethiopisk, eller Devanagari, der bruges i Indien, så må jeg hårdt presset indrømme, at det faktisk bliver lidt bøvlet, og sidstnævnte knækkede jeg selv halsen på. Jeg fastholder dog, at der intet vanskeligt er i det kyrilliske alfabet (eller det græske for den sags skyld) – det ser blot lidt anderledes ud, og hvis man som 6-7-årig kunne lære det latinske alfabet i skolen, kan man ved grød også lære det kyrilliske som ung/voksen.

Men vil man lære det kyrilliske alfabet ordentligt, vil jeg nu alligevel anbefale, at man ikke nøjes med de sporadiske glimt af det her på bloggen. Et sted at starte kunne være Gyldendals røde fremmedordbog, hvor den russiske version kan findes på indercoveret. Her mangler imidlertid en forklaring på forskellen mellem palataliserede og ikke-ditto konsonanter og palataliserende og ikke-ditto vokaler. For at få opklaret dette, er denne artikel en adækvat begyndelse.

“Men hvorfor russisk? – Var det ikke ukrainsk øl?” Spørger den opmærksomme læser nu. Jo, og jeg forstår heller ikke, hvorfor al tekst på etiketten åbenbart er på russisk. Måske minder de to skriftsprog bare mere om hinanden, end jeg husker, men det tror jeg nu ikke. Enten er der tale om et russisk mærke fra Ukraine – med det store russiske mindretal er det slet ikke utænkeligt – eller også er den ukrainske øl endt i min lokale kiosk efter først at være eksporteret til Rusland. Parallelimportens veje er om ikke uransagelige, så i hvert fald krummelurede og kringelkrogede.

Men med hjem skulle den – om ikke andet, fordi det er sjældent, man i det hele taget finder ukrainsk øl i danske butikker. Jeg mindes i hvert fald aldrig før at have fundet, endsige drukket nogen.

Og til gavn skulle den være i går aftes, da jeg tørstig kom hjem fra spil. Det gør én en kende tør i halsen at respirere ned i en skotsk sækkepibe. Det må være tilstrækkeligt at sige, at evnen til at pumpe luft ud af lungerene hos sækkepibespillere svarer til samme evne hos professionelle svømmere, og efter en hel aftens pusteri af den kaliber, smager de fleste øl godt, kan man nok forstå.

Mine forventninger var heller ikke skruet voldsomt i vejret efter den russiske øl forleden. Men en frisk øl, der ikke smagte for kraftigt var at foretrække, og som det fremgår af etiketten var nærværende øl en светлое пиво – en lys øl – formentlig svarende til det, tyskerne kalder ‘ein Helles.” Det er også en ret lys øl. Farven er lyst gul og som den rinder ud af flasken, bliver denne dårligt nok lysere af, at indholdet tømmes ud. Duften er ret så generisk kornet og svagt humlet. Skummet er ret tæt, og ikke uden klæbeevner, selvom der er langt til Flensburger-standarden.

Smagen er, ligesom duften, generisk letbitter, svagt syrlig og en kende metallisk. Ja, der er ikke de store smagsoplevelser at komme efter, men øllet generelle vandighed gør, at hverken syrlighed eller metalliskhed gør øllet ubehageligt på nogen måde. Faktisk giver disse bismage et frisk pift oven i en – nok svag – men alligevel godkendt humlearoma.

Reelt er det en noget tynd kop øl, der mest af alt er generisk og almindelig, men den skal samtidig have kredit for at være endda rigtig god til at slukke tørsten.

Og når tørsten er slukket kommer overraskelsen. I stil med Pilsner Urquell har Оболонь Магнат en ualmindeligt velgørende eftersmag, der oven i købet holder længe. Det er en blid og blød humlebitterhed, der smyger sig om tungens sider, længe efter at det mislykkedes brygget at imponere særlig meget, mens det var i munden. Men så må det jo imponere bagefter, og selvom eftersmagen ikke er af samme kaliber, som Pilsner Urquells, så minder den stadig derom, og formår alligevel at yde denne pilsner en vis grad af ære og værdighed. Om ikke andet som en velsmagentrde tørstslukker og bælle-øl.

2-stjerner

Willemoes Påskebryg, Vestfyen

– Willemoes Påskeøl FTW!

Jeg har det lille problem for tiden, at jeg er brændt inde med et mindre parti øl fra Flensburger-bryggeriet, med den ikke længste holdbarhed. Jeg forsøgte at blive en del af dem kvit forleden, ved at invitere venner og bekendte til at se Ronde van Vlaanderen på vores gammeldags billedrørs-TV. Min viv havde endda bagt bastogne-kiks, (til cykelløbet, selvom Bastogne selvfølgelig kun indgår i én – helt anden – forårsklassiker). Men lige lidt hjalp det – én gæst kom, hvilket vi selvfølgelig var glade for, men vi havde ganske afgjort håbet på flere. Cykelløb på lilleskærm tiltrækker åbenbart ikke mange – om jeg fatter hvordan det kan være …

Og efter det lille intermezzo med et par mere eller mindre gode Nordtyske Flensburger-øl, er jeg atter klar med en påskebryg. Påskebryg er åbenbart i høj grad en dansk tradition. En hurtig søgning på henholdsvis “Easter brew” og “Osternbräu/Osterbräu” afslører ikke mange ølrelaterede hits – bortset, selvfølgelig, fra Carlsbergs engelsksprogede sider. Dette minder os endnu engang om, at påskebryg ikke er nogen egentlig stilart i sig selv. Det er en variation over stærk pilsnerøl, og åbenbart kun noget man går op i på vores kombination af længde- og breddegrader.

Indtil videre ser de interessante variationer af påskebryg ud til at kombinere sødt og bittert på mere eller mindre vellykket måde. – Faktisk er alle, der har kombineret sødt og bittert, sluppet relativt heldigt fra det. Der er den anden variant af påskeøl, der kombinerer vand med harskhed, der mislykkes. Når man sådan uddyber, hvilke smagsindtryk de mislykkede variationer kombinerer, forstår man faktisk også hvorfor, de mislykkes.

Heldigvis var dagens øl ikke en af de bitre varianter. Allerede duften, der ledsagede en flot gyldenorange farve, med letgyldent skum, pegede i retning af en sød øl. Man kunne måske godt have ønsket sig en lidt kraftigere bouquet, men erfaringerne viser efterhånden, at man ikke skal lægge for meget i hverken udseende eller duft. Føromtalte skum holder i øvrigt længe, og klæber til glasset, så det er en fryd at beskue.

Den svage duft er alt andet lige ikke misvisende. Øllet er virkelig dejligt sødt. Det har en kraftig sødme af karamel med en let kaffebitterhed i baggrunden, der ganske nydeligt runder smagen af. I grunden er det ikke særlig kompliceret eller særlig originalt – til gengæld er det overordentligt velafstemt. Det er som om bitterhed og sødme smelter sammen til ét på midten af tungen, efter en sød indledning og inden en bitter afslutning. Det er en konsistent og sammenhængende smagsoplevelse, der har samme struktur som en god roman – en begyndelse, en midte og en slutning. På dette punkt er den endda bedre end sin overgærede broder, Willemoes Påske Ale, hvis smagsindtryk ikke kunne løbe fra at være en kende forvirrende. Nærværende Påskebryg er desuden uden stavefejl, glucosesirup, muscovadosukker, ascorbinsyre, ammoniseret karamel og hvad havde vi. Der er dog tilsat E290 kulsyre, hvilket diskvalificerer den som ren øl, men dog alligevel ikke kan påstås at være i overkanten.

Jeg konstaterer, at Willemoes mestrer det at lave påskeøl. På to forskellige måder har de fundet frem til – om ikke perfekte – så i hvert fald nydeligt velafstemte blandinger af sødt og bittert. Det bliver svært at slå det gode indtryk Vestfyen har gjort med deres påskebryg, og Willemoes er ganske sikkert en specialølserie, der vil blive set mere til her på bloggen.
5-stjerner

Flensburger Gold, Flensburger Brauerei

– Hvis nogen kan …

Flensburger-bryggeriets Weizen-bier var ikke mange sure sild værd – måske et par, fordi smagen godt kunne minde en kende om det – men så heller ikke mere. Man siger om klamphuggere, der undtagelsesvist laver godt håndværk, at en blind høne også kan finde korn. Det omvendte gør sig også gældende, men mig bekendt findes der ikke et passende mundheld dertil. Skulle de eksistere, tager jeg imod dem med kyshånd, og eventuelle nye forslag modtages lige så gerne.

En kende skeptisk ville jeg nok også være overfor Flensburger Gold, hvis jeg havde prøvet Weizen lige før, og ikke havde prøvet Gold før. Jeg skylder måske at fortælle, at jeg faktisk ikke havde prøvet Weizen før forleden aften, hvorimod jeg med glæde har drukket Gold langt ud på de lange, varme sommeraftener.

Gold er en lys pilsner. I Danmark ville den formentlig bare blive betragtet som en regulær pilsner, fordi vi herhjemme reelt anser lys pilsner for at være standarden. I Tyskland, derimod, skelner man mellem Pilsener og helles, førstnævnte er lige en tand mørkere, formentlig på grund af kraftigere maltning end sidstnævnte. I Danmark kender man ganske vist til en lysere udgave af pilsneren i form af den mexicanske Corona, og de mere eller mindre som vand camouflerede pseudoøl Tuborg Lime Cut og Kay-Sar. Men pointen er den, at den danske standardpilsner svarer nogenlunde til det tyske ‘helles’ og førnævnte pseudoøl er endnu tyndere.

Og så kunne man spørge, hvorfor Flensburger Brauerei, der om nogen mestrer kunsten at bringe det bitre frem i øl på den velgørende og vederkvægende måde, skulle lave en lysere øl? Det skyldes, at helles faktisk er et stort hit og en selvstændig stilart indenfor øl i det store naboland mod syd. De betragtes som sommerøl, og der spares gerne en smule på humlen, så øllet netop ikke bliver for bittert, men derimod bliver godt til at slukke tørst.

Som sådan svarer Gold fra første færd godt til denne overordnede karakteristik. Den klare flaske afslører en lys pilsnerfarve, der mestendels er gul. Alle alarmklokker klemter naturligvis allerede på grund af den klare flaske, og selvom jeg har drukket denne øl mange gange før, tager jeg mig altid i at tvivle på dens kvaliteter, netop fordi flasken ligner en sodavandsflaske. Når øllet hældes i glasset melder der sig endnu et dårligt varsel – skummet er kridhvidt og skrøbeligt, men kigger man ordentligt efter, vil man opdage, at det klæber så fint så fint til glasset, og man er allerede klar til at tilgive den det meste.

Og man skulle ikke tro det, ud fra dens uprætentiøse ydre, men der er faktisk rigtig god smag i den. Det er en dejligt forfriskende øl, ledsaget af en rigtig god bitter humlesmag, der også er meget ren og ukompliceret – nærmest hård i det. Styrken i smagen er nok lav, men hvad den taber udadtil vinder den indadtil i kvalitet. Det er ikke en øl, der smager af meget – til gengæld smager den rigtig godt! Bitterheden melder sig som mild dis i hele mundhulen, og koncentrerer sig efterfølgende ved mandlerne. Der bliver den ikke længe, men det betyder til gengæld at øllets tørstslukkende egenskaber bliver bedre.

Men ‘helles’ bliver aldrig min kop øl generelt. Det er mig altså lidt for vandigt og ubittert i det lange løb, (selvom enkelte meget varme sommerdage kan legitimere deres eksistens fra tid til anden. Flensburger Gold er dog nok det nærmeste jeg kommer på en undtagelse fra denne regel. Med den gode bitterhed intakt yder den bestemt stilarten en sjælden ære og værdighed.
3-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme