Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: april 2011

Dobbeltsmagning (Double-taste) Pabst Blue Ribbon, Pabst Brewing Company/Busch Light, Anheuser-Busch

(For English translation see below.)

– Næsten – men også kun næsten – uden smag.

En gammel ven fra kollegietiden ved navn Lena, der også har slået sig ned i den jyske hovedstad, har en søster, der har giftet sig med, og er flyttet over til en mand i Wisconsin. Når man som jeg ikke har tid og navnlig ikke penge til at rejse særlig meget, er det altid godt at have nogle kontakter i udlandet, der kan sikre, at man også får input fra den anden side af dammen. Og da Lena skulle over og hilse på sin af søsteren nyligt leverede nevø, passede det jo så nydeligt med, at hun kunne tage lidt af det lokale sprøjt, der samtidig er svogerens yndlingssprut (med to s’er – jeg er meget omhyggelig med den slags), med sig hjem, så jeg kunne anmelde det. Jeg skylder Lena en stor tak, og før jeg glemmer det skal jeg også nævne, at jeg har lovet at smage de hjembragte bryg med et åbent sind for Grants (det er svogerens navn) skyld. Det lover jeg, og lover samtidig læserne, at min anmeldelse naturligvis ikke bliver mindre ærlig af den grund.

Der er tale om to øl, nemlig Pabst Blue Ribbon, fra Pabst Brewing Company og Busch Light fra Anheuser-Busch

Pabst Blue Ribbon blev oprindeligt produceret i Wisconsin, nærmere betegnet i Milwaukee, men produceres nu i Woodridge Illinois. Men lige som Ceres herhjemme har bevaret en vis tilknytning til Aarhus, selvom det nu produceres i Fredericia, så har Pabst også bevaret en vis tilknytning til Wisconsin.

Jeg har før smagt, nævnt og klaget min nød over dette bryg her på bloggen, for jeg har smagt det før. Det er godt nok ved at være nogle år siden, men det står stadig i frisk erindring, fordi jeg på det tidspunkt aldrig havde prøvet øl, der smagte af så lidt. I mellemtiden har jeg – ikke mindst her på bloggen – ellers prøvet min del af tynde og intetsigende – for ikke at sige direkte ubehagelige – øl, så jeg kan, og ønsker bestemt ikke at love læserne nul stjerner på forhånd. Det er i øvrigt Grants foretrukne øl, og primært den, jeg havde bedt Lena om at bringe hjem. Grant gav hende en Busch Light med, fordi han ville sikre sig, at hvis jeg virkelig ikke kunne lide Pabst Blue Ribbon – så skulle jeg bestemt prøve noget der var værre … Jeg glæder mig til at anmelde Busch, som jeg i skrivende stund ikke har drukket endnu – men jeg kan grundet Grants ønsker ikke rigtig glæde mig til det.

Pabst Blue Ribbon var så tynd, at jeg egentlig havde forestillet mig den gennemsigtig. Jeg har nemlig kun prøvet den fra dåse – 355 ml eller 12 unser – for det skal jo passe med det britiske imperiums måleenheder, selvom det er århundreder siden, at amerikanerne frigjorde sig fra alt det andet, der havde med det at gøre. På dåse kan man selvsagt ikke se bryggets farve, men det viser sig faktisk, at afvige fra vand i løden. Det er mørkegult, som danske pilsnere er flest, med boblende, kridhvidt, og – som måske antydet – meget skrøbeligt skum. Duften er ret svag, kornet, let humlet og mest syrlig. Den skal drikkes iskold, har jeg fået at vide, så måske ville den dufte af mere, hvis den fik lidt temperatur, men jeg tvivler.

I det den entrer munden frigiver den en kortvarig smag af jævn humle og malt, der mestendels er bittert, men iøvrigt ukarakteristisk. Det ville under alle omstændigheder være svært at gøre rede for smagens karakteristika, for den er vitterlig kortvarig – ganske få sekunder varer den, før en dominerende smag af postevand tager over. Som ved f.eks. Dansk Light fra Harboe får man følelsen af danskvand med et stænk af humle. Mest af alt smager man brusen, der ikke får det til at føles mindre som mineralvand.

Smagen er dog marginalt kraftigere end Dansk Light, og måske marginalt svagere end Kay-Sar – men jeg er ikke sikker. Til gengæld har den ikke Kay-Sars syntetiske smag i samme grad. Hen imod slutningen melder der sig faktisk en metallisk eftersmag, men den er ikke så gal, at der rokkes ved denne øls velfortjente halve stjerne.

Vi er dog nede på et niveau, hvor det føles som om, bryggerierne gør sig umage for at lave øl så karakterfattigt som overhovedet muligt, og jeg forstår ikke, hvorfor folk ikke bare drikker mineralvand i stedet.
1-halv-stjerne

Videre til den anden øl, hvis man kan kalde den det – Busch Light fra Anheuser-Busch-gruppen, der også står bag Budweiser. Først og fremmest skal der gøres opmærksom på, at der ikke er tale om en Light-øl, men formentlig ‘ein Helles’ eller en ‘pale lager’ – en lys pilsner, som fx. Flens Gold eller Corona.

Og lys må man så sandelig sige, den er. Den er nærmest citrongul, men med overraskende tæt skum. Duften er forøvrigt også lidt henad citron, nærmest mere sur end bare syrlig.

Heldigvis går syrligheden da ikke igen i smagen – eller det er som man ser på det, for der er faktisk intet i duften, der går igen i smagen, for intet kan gå igen i noget, der ikke er der. – Og for nu at formulere det mindre knudret: Den smager virkelig ikke af noget – højst af vand.

Det er om muligt det tyndeste sprøjt, jeg har smagt. Der er et let stik af noget metallisk, der løber langs undermundsgummerne, der forstørret mange mange gange måske – men kun måske – kunne minde om noget bittert. Det er en skygge – en afglans af ølsmag.

Jeg husker kun Tuborg Super Light som ringere end denne øl, for den var tilsat aromastoffer, der fik den til at smage forfærdeligt. Denne øl er trods alt ren, men det er også snart det bedste, der kan siges om den.

Dåsen indeholdt 1½ pint – og jeg nåede ikke at drikke det hele, før det blev lunkent. Det hjalp ikke syndeligt at få den op i temperatur, selvom det heller ikke gjorde den direkte dårligere. Der var nogle fjerne, søde noter at spore i det lidt mere lunkne øl, som et fjernt nødsskrig fra en humle, der måske kunne have smaget af noget, hvis bryggeriet ellers gad tage sig sammen.

Det overrasker mig alligevel noget, at Budweiser virkelig er det bedste amerikanske standardøl, jeg har prøvet.
0-stjerner

Almost – but only almost – tasteless.

An old friend called Lena from my time at the Dorm who has also moved to the Capital of Jutland has a sister, who married and moved in with a guy in Wisconsin. If you do not have a lot of time or – as it were – money, like me, to travel very much, it is always good to have som contacts abroad, who can make sure that one gets the odd input from the other side of the pond. And since Lena went over to see the nephew, her sister recently delivered, at all fitted ever so well together for Lena to bring me some of the local booze, which also happens to be the selected poison of her brother-in-law (brackets intranslatable), with her back home for me to review. I owe Lena great thanks, and lest I forget I’ll mention right away that I have promised to taste the home brought brews with an open mind for Grant’s (the name of the brother-in-law) sake. So I’ll promise just that, and at the same time, I’ll promise my readers that my review will not be the slightest less honest for that reason.

Two Beers are play, namely Pabst Blue Ribbon from The Pabst Brewing Company, and Busch Light from Anheuser-Busch.

Originally, Pabst Blue Ribbon was produced in Wisconsin, Milwaukee that is, but is now produced in Woodridge Illinois. However, just like Ceres here in Denmark has stayed attached to Aarhus though it is produced in Fredericia, Pabst also remains attached to Wisconsin.

I have mentioned and lamented over this brew on earlier occations on this blog since I have tasted it before. It is, however, some years ago, but I remember it as if it was yesterday, because at that moment, I had never tried out any beer which tasted so meagre. In the meantime I have – not least on this blog – had my share of watery and uninteresting – not to mention truly obnoxious – beers, so I neither wish, nor can promise zero stars beforehand. It is, by the way, Grant’s favourite beer, and it was this one primarily that I asked Lena to bring home. Grant gave her a Busch Light in addition, because he wanted to make sure that if I did not like Pabst Blue Ribbon, I really should try something worse … I look forward to review Busch, which I have not tried at this moment of typing – but because of Grant’s intentions I really can not look forward to taste it.

Pabst Blue Ribbon was so thin that I had actually imagined it to be colourless. I have actually only tried it canned – 355 ml or 12 ounces – because it must fit with the measuring standards of The British Empire, even though the USA denounced everything else that was British centuries ago. In a can, one can not see the colour of the brew, but it actually, it turns out to differ from water in the hue. It’s dark yellow, like most Danish lagers, with bubbly, snowwhite and – as might seem suggested – very brittle head. The smell is faint, grainy slightly hopsy and mostly sourly. One should drink it ice cold, I was told, so it just might smell a bit better if it got some temperature – but I doubt it.

As it enters the mouth it quickly releases some flavour of modest hops and barley malt, mostly bitter, but otherwise uncharateristic. Under all circumstances, it would be difficult to elaborate on the characteristics of its taste, because it is indeed short lived – it only lasts for a few seconds, before a dominating taste of tab water takes over. Similar to e.g. Dansk Light from Harboe, one gets the feeling of mineral water with a hint of hops. Most of all one tastes the gas, which does not do much to make it feel less like mineral water.

The taste is, however, marginally stronger than Dansk Light, og maybe marginally weaker than Kay-Sar, but I am not sure. On the other hand it has not got Kay-Sar’s synthetic taste to the same extent. Towards the end it does get a bit of a metallic after taste, but it’s not so bad that it tips the balance against its well deserved one half star.

We are however at a level where it seems as if the breweries take great efforts to make their beers as poor in character as humanly possible, and I can not understand, why people do not just drink mineral water instead.
1-halv-stjerne

Let’s move on to the other beer, if you can call it that Busch Light from the AnheuserBusch group, the producer of Budweiser. First and foremost it must be remembered that this is not a low-alcohol/calorie beer, but rather ein Helles or a pale lager, like Flensburger Gold or Corona.

And it is definately light! Its almost yellow like a lemon, however, with surprisingly thick foam. The smell is not completely unlike lemon, on all counts it is rather sour than just sourly.

Fortunately, the sourness is not found in the taste – depending on how you look at it, since there is nothing in the smell, which is also found in the taste – because nothing can reappear in something that does not exist – or to frase it less in a less complicated way: This beer really tastes like nothing at all – escept of water.

It is probably the thinnest brew I have ever tried. There is a slight prick of something metallic in the taste, which, if emphasized a lot of times, might turn into something bitter. It is only a shadow, a fanthom of beer taste.

I only remember Tuborg Super Light as worse than this beer, and it had added aroma in it, which made it taste awful. For better or worse, this is a clean beer, which is probably the best you can say about it.

The can contained 1½ pint – and I did not manage to drink it all, before it went lukewarm. This did not help with the taste, even though it did not make it worse neither. There were actually some faint sweet notes trackable in the lukewarm beer, like a far away cry for help from some hops, which just might have tasted of something, if the brewery would care just a bit.

It really surprises me that Budweiser turns out to be the best standard US-beer that I have tried yet.

0-stjerner

5 a.m. Saint, BrewDog

– Halvt vellykket parfumehelvede.
Vi er tilbage ved BrewDog, og den fjerde og sidste øl, der for tiden forhandles i COOP’s butikker, en ‘Amber Ale’ ved navn 5 a.m. Saint. Jeg kennder ikke historien bag navnet, men bryggeriet har en både informativ og underholdende hjemmeside, som måske kan kaste lys over det.

Jeg vil gå hurtigt til anmeldelsen, jeg har nemlig i dag modtaget to meget spændende øl at anmelde – men sandsynligvis ikke at drikke – og jeg ser så meget frem til at anmelde dem, at jeg ikke rigtig synes, jeg kan mønstre den sædvanlige iderigdom til at akkompagnere nærværende anmeldelse.

Den gode nyhed er, at jeg har fået fat i et nyt ølglas – her afbilledet indeholdende en Flens Kellerbier, der faktisk ikke er helt ulig dagens øl i farve. Jeg skal også understrege med det samme, at den er købt på grund af formen – ikke på grund af logoet.

Det er hvad man får for en tyver i Kirkens Korshærs genbrugsmarked – intet ordspil tilsigtet på Saint, forøvrigt.

5 a.m. Saint dufter kraftigt sødt – nærmest parfumeret – af roser, eller som min viv sagde – af parfumeret sæbe. Farven er kraftigt gylden – næsten rød, og man forstår nu betegnelsen, amber ale – altså en ravfarvet ale.

Smagen er kraftigt sød, roseagtig og mildt sagt lige vel parfumeret. Den smager, som jeg forestiller mig, Elizabeth Arden smager, hvis man hældte den i gabet. Intensiteten i smagen skaber en kraftig tåge af rosenessens i munden og det er ikke bare en fest – det er for meget. Den aggressive sødme tipper hele smagen over i den gale side, og gør oplevelsen aldeles uafbalanceret. En letmetallisk bismag pynter heller ikke.

Den reddes dog på stregen fra egentlig at fejle, i kraft af dens ledsagende, ikke ineffektive bitterhed, der er ren, hård og uforfalsket. Sådan som man kender den fra fx. Urquell eller BrewDogs egen pilsner, 77Lager.

Med 5 a.m. Saint slås det endnu engang fast, at blot fordi man eksperimenterer, og virkelig prøver at lave revolutionerende og banebrydende øl, så bliver de ikke nødvendigvis rare at drikke samtidig. Så foretrækker jeg helt klart min vivs eksperimenter udi improviseret restelasagne, der i modsætning til øllet blev nydt samtidig. Øllet blev ret hurtigt til noget, der bare skulle ned.
3-stjerner

Næsgaarden Økologisk Påske, Bryghuset Braunstein

– Halvtam påske fra Braunstein-Brødrene

En sidste forsinket påskehilsen skal det også blive til, fra bornholmsk-køgensiske Bryghuset Braunstein med deres bud på en påskeøl. Jeg havde med vilje gemt den til sidst, for at kunne afslutte påskeølstemaet med bravour … Det faldt, er jeg ked af at afsløre, ikke så heldigt ud.

Braunstein-brødrene har ellers formået at imponere med deres specialølserie og så bliver forventningerne måske bare for høje på min side – eller de hviler på laurbærrene – eller også kan selv et par erfarne kvalitetsbryggere ikke ramme plet hver gang.

Jeg skal forsøge at anmelde nærværende øl uden at skæve for meget til deres uforlignelige Brown Ale, selv om det måske kan være vanskeligt.

‘Påske’ er en bock, en øltype, der ifølge de danske stilartsdefinitioner karakteriseres ved høj alkoholstyrke, en lidt mørkere farve, sødme i duften og bitterhed i smagen. Det er den første bock, der testes her på bloggen. Som regel er den undergæret, hvilket også synes at være tilfældet her.

Mørk er den i hvert fald – næsten brun i løden – og klar. Skummet bruser lifligt og friskt, og minder desværre mere om sodavandsskum end ølskum. Duften er frisk, sød og letsyrlig.

Selvom duften umiddelbart ikke peger i retning af noget særlig imponerende, så hæfter man sig hurtigt ved dens fyldighed. Den er sød og frugtagtig i smagen, som søde æbler med en bitter bismag af nødder, uden at smagen er særligt fremtrædende, men den har til gengæld en vis fylde, der forhindrer den i at føles vandig. Som i duften er der en letsyrlig bismag, der dog ikke direkte skæmmer.

Der er ikke så meget at sige om denne øl, ud over at den da smager godt, og at smagsindtrykkene er vel afstemte. Men i forhold til bryghusets andre produkter er den et foreløbigt lavpunkt. Braunstein laver ikke altid geniale øl – det må man åbenbart acceptere, og jeg vil da gøre et forsøg.
3-en-halv-stjerne

Martinelund, påske 2011

Det er ikke sjældent de spontane ideer, der afstedkommer de mest spændende resultater. Min viv Linda fik således den ide lørdag formiddag, at vi skulle tage den helt store weekendtur ud til en af hendes gamle venner, fra dengang hun arbejdede som bartender på det hedengangne Æsken i Aarhus.

Lindas veninde Tina bor sammen med sin mand Jan på en lille gård ved navn Martinelund, der ligger lidt uden for Randers i nærheden af landsbyen Nørbæk. De har flere gange været i medierne, fordi de lever ‘lidt ligesom bonderøven’ fra de kendte DR-programmer, selv om Tina flere gange grundigt (for ikke at sige bastant) indskærpede, at hun og Jan så gu’ havde været langt mere fremme i skoene, og levet på den måde i flere år, før han fik ideen.

Så det blev en tophyggelig påskeweekend tur med høns, hund, kat, ponyer og kvæg omkring os, brændekomfur indendørs og masser af hjemmedyrket økologisk kvalitetskost til os alle sammen. Linda har lavet et fotoalbum fra weekenden der kan beundres her.

Og ringere blev det jo ikke af, at det viste sig, at Jan er lige så ølglad, som jeg er. Hans præferencer er ganske vist nogle helt andre, men det er aldrig en skam at høre nogle andre holdninger til, hvad kvalitet er end ens egne. Man opdager, at egenskaber, man har regnet for mindre betydningsfulde, ligegyldige, ja måske ligefrem ubehagelige, i virkeligheden kan være kvaliteter. Der var et par momenter af sådanne oplevelser, selv om mine opfattelser af, hvad godt øl er, alligevel ikke er blevet rystet, endsige da i sin grundvold. Til gengæld er jeg måske blevet en kende mere inklusiv omkring, hvad godt øl er, og kan være.

Det første stop på rejsen gennem spise-kammerets beholdning af øl, var en blend af Royal Free, Vestfyens Light Pilsner, og Vestfyens Mørkt Hvidtøl. For de fleste læsere lyder det sikkert som en rædselskombination af det billigste og mest modbydelige sprøjt, man kan opdrive. Grunden til overhovedet at lave sådan et blend er imidlertid, er, at man kan drikke meget af det. Det var noget, Jan gik meget op i, han elsker at drikke meget øl, men uden at man af den grund behøver slingre rundt, hvilket også er en ulempe, når arbejdet på gården skal passes. Og i betragtning af denne intension var resultatet slet ikke så ringe endda. Hvidtøllet giver brygget en mørkorange farve og en sødlig smag, der er liflig i forårsvarmen og også formår at behage underkæbens gummerand med en vis bitterhed. Der er ingen ubehagelig syrlighed eller metalliskhed til at ødelægge det letdrikkelige, men ikke for tynde, blandingsbryg. Det er dog vigtigt, at man hælder de lette øl op først. Hvidøllet skal forsigtigt hældes i til sidst, for ellers ødelægges det flotte gyldne skum. En rigtig arbejdsølblanding, der endda formår at give flere danske standard- og discountøl baghjul.

2-stjerner

Det var omkring dette tidspunkt, at Jan fortalte mig, at hans foretrukne øl for tiden var Kaiserdoms Kellerbier, som jeg har anmeldt for kort tid siden. Vi havde i værtsgave blandt andet taget et par Flensburger Kellerbier med, og nu var det tid at tage dem frem, og se, og de endnu engang formåede at imponere. Det varede ikke længe, før Jan udtænkte strategier for, hvordan man nemt kunne hente et parti op, så jeg der var ingen tvivl om hans begejstring. Han gav dog ikke større indrømmelser end dette, for lige som med føromtalte blend, tiltrækker det letdrikkelige ved øl ham, og der vinder Kaiserdoms Kellerbier over Flensburger.

Til aftensmad fik vi pandebrød, dampede flødekartofler og lammebov – altsammen økologisk naturligvis og anrettet på udendørs raketkomfur. Til dette uforlignelige festmåltid nød vi en Aurum fra bornholmske Svaneke Bryghus. Aurum betyder guld på latin – og det er netop hvad det er – en guldøl. Den har en letsødlig duft, lidt sødere end hvad jeg kender fra gængse guldøl. Smagen er mestendels bitter – der er tale om en god tør bitterhed, der blidt masserer undermundens gummer længe efter at brygget har passeret spiserøret. Bitterheden ledsages af en let humlesødme, mens man ikke mærker meget til malten. Det er et dejligt intenst og velafbalanceret smagsbillede, hvor intet overdrives, men som heller ikke byder de store overraskelser.

4-stjerner

Det næste indslag var så Jans eget bryg – og det må jo så siges at være et nanobryg, det første her på bloggen. Brygget har ikke noget officielt navn, men karakteristisk for det er, at mæsken er tappet gennem enebærgrene, humlen er af typen Tettnanger, og der er brugt amerikansk alegær. Malten er brændt bygmalt. Der er tilsat et skvæt æblecider, da gæren var opsætsig og ikke ville som Jan – den slags krumspring er selvfølgelig i orden, for at få fermenteringen i gang.

Ud af sådan et eksperiment får man et dyborange, næsten rødt, bryg, der dufter ganske syrligtsødt, lidt i retning af de hedengange gule sodavand, og praktisk taget ikke af øl overhovedet.
Det smager meget af æbler, og er først og fremmest syrligt i smagen. Det er en tør, nærmest hård syrlig smag, samtidig er maltningen færdig, så der ikke er nogen som helst brus i brygget. Det er samtidig lavalkoholisk og lever dermed op til bryggerens ønske om at brygge øl, man kan drikke meget af i løbet af en dag. Det er også friskt og lifligt – ikke i betydningen vandig, men derimod friskt fra karet, uberørt af mellemmænd og andre fix-faxerier, der skal få øllet til at tage sig ensartet ud.

3-en-halv-stjerne

Ud på aftenen blev der også smagt på et par øl fra BrewDog, som Jan havde fået anbefalet – noget jeg bestemt også ville have gjort, hvis ikke han havde kendt dem i forvejen. Her svarede begejstringen i høj grad til min egen – Trashy Blonde fandt Jan heller ikke så imponerende som Punk IPA.

Mørket faldt på (og hvilket mørke med nærmeste købstad et kvarters kørsel borte), og guitaren og fællessangene blev fundet frem. Et par gamle russiske travere og lidt Nick Cave kunne det blive til. Dertil nød vi et par af Kaiserdoms Kellerbier, samt Svaneke Bryghus’ brown Ale. Sidstnævnte fik jeg ikke smagt grundigt nok på, til at jeg vil geråde mig ud i en anmeldelse her – jeg fik heller ikke tage noter, da det dertil nødvendige røntgen/infrarøde syn endnu ikke er så veludviklet hos mig endnu. Jeg har dog noteret mig, at jeg ikke finder den specielt imponerende, biased som jeg selvfølgelig er efter at have prøvet Næsgaardens uforlignelige Brown Ale ved en tidligeere lejlighed. Men Svaneke Bryghus bliver nok aldrig mit favoritbryggeri. Deres øl smager såmænd fint, men der er efterhånden langt op til de virkelig gode mikrobryggere herhjemme. Da jeg i sin tid prøvede et par af deres øl i 2004, da jeg var på ferie derovre, var udbuddet af danske specialøl også et andet. Det minder mig om, hvor hurtigt det faktisk er gået. Kvaliteten af dansk øl er gået op med raketfart de seneste år, og nogen, som f.eks. Svaneke Bryghus har ikke været i stand til at følge med.

Vi skal frem til frokosten søndag middag, hvor jeg smagte den sidste øl, Coops Økologisk Pilsner med Änglamark-logo. De brygges af et svensk bryggeri, jeg glemte at notere mig navnet på. Selv en erfaren ølblogger kan være sløset ind imellem. Der er ikke de store overraskelser i denne pilsner. Den dufter af korn og bitter humle, en smule over intensitetsstandarden, men så heller ikke mere. Den har en dejligt ren og hård humlesmag, der nænsomt kilder undermundens gummer, uden så meget som antydning af ubehagelige bismage. Eftersmagen er overraskende lang og blidt humlebitter. Det er, hvad jeg ville kalde en god standardøl – men stadig en standardøl.

2-stjerner

Til slut vil jeg sige Tina og Jan tak for husly, god mad, godt øl og godt arbejde. Jeg føler mig næsten som et nyt og bedre menneske efter at have været med til at være selvforsynende og meget økologisk en lille weekends tid.

666 black damnation, De Molen

– Himmelsk stout fra helvede!

(Billede: Min viv, koppen er købt i Belgien i anledning af vores bryllup)

I lørdags syntes min kære viv, at vi skulle have en is, nu hvor min papsøn havde fået påskeferie, og gerne ville på hovedbiblioteket. Så vi gik ind i Skjold Burne på Store Torv, der nu også huser den lokale filial af Coldstone – en anbefalelsesværdig pusher af is af over vanlig standard.

Jeg havde egentlig ikke så meget lyst til is, og så var det jo godt, at der i butikken var – ikke til min store overraskelse – et udvalg af specialøl. Overrasket blev jeg til gengæld over udvalgets omfang. Det fyldte faktisk en hel væg fra gulv til loft. Egentlig ville jeg bare nyde synet, der var egentlig fyldt rigeligt op i køleskabet derhjemme, og lige så imponeret, jeg er over Skjold Burne Aarhus’ udvalg i specialøl, lige så – måske ikke fortørnet, men så i hvert fald irriteret er jeg over prisniveauet.

Tag f.eks. den tjekkiske øl Rebel Premium. En fuldkommen ligegyldig pilsnerøl, der blot fordi den kommer fra Tjekkiet, skal koste så meget – var det 25,-? Jeg gav kr. 13,- for den i Fakta, hvilket i betragtning af dens kvalitet også var for galt. Men folk er åbenbart dumme nok til at acceptere den slags ågerpriser, siden Skjold Burne kan opretholde det prisniveau.

Hvorom alting er – min beslutning om ikke at købe øl den dag måtte jo komme til kort, da jeg så dagens pragteksemplar. Yderst til højre, lige i øjenhøjde stod den, sort og relativt uanselig som den er. Jeg var selvfølgelig solgt det øjeblik, jeg læste etiketten … 666 black damnation – alt det smukke, rare og dejlige fra bibelen samlet i én øl – jo, det skulle sandelig også blive påske i år.

Jeg har efterfølgende ladet jer læsere stemme om, hvornår den skulle anmeldes, og valget faldt ganske overbevisende på Langfredag – samme dag, som jeg selv havde udset mig at anmelde den. Findes der nogen bedre dag at anmelde en øl, der i den grad håner kristendommen – ved begreber kristendommen selv har skabt, forstås – men det er en anden historie.

Den kan duftes i samme øjeblik kapslen letter. Den holder på et ordentligt tryk. Holder man flasken lidt skævt, vil man bag halsens voks kunne se, at flasken faktisk er grøn. Det tætte bryg er imidlertid fuldkommen uigennemskinneligt, og får flasken til at tage sig kulsort ud.

Den dufter sødt og fyldigt af marcipan! Brygget er også fuldkommen uigennemsigtigt i et klart glas, og skummet rejser sig op flere gange selve bryggets dybde. Helt mørkebrunt er det, og alligevel luftigere, end jeg havde forventet. Der melder sig i duften nogle noter af ristet malt – klassisk stoutduft, når den er allerbedst. Det er næsten fristende bare at dufte til den hele aftenen – sæt nu den ikke smagte godt, men jeg vover nu alligevel forsøget, og sætter den for munden.

Smagen er af en helt helt anden verden! Lad mig starte med at sige, at jeg bestemt ikke fortryder at jeg drak denne øl tempereret. Jeg vil skyde ved omkring 10 grader eller deromkring. Varmere bliver den formentlig ikke dårligere af.

Det er en øl, man nærmest kommer til at svede af. At starte med, at den indeholder både sødt og bittert slår slet slet ikke til. Det er måden de to smage forenes et sted midt på tungen, efter at øllet først kilder de forreste smagsløg med marcipansødme, og før den ristede maltbitterhed pikant kilder mandlerne, der gør den exceptionel. Det er ikke ulig at bide i den mørkeste chokoladepralin, man kunne forestille sig, indeholdende den blideste single malt whisky, man kunne forestille sig. Selvom jeg generelt er kritisk over for meget stærke øl, så har den høje alkoholprocent på 13 her helt klart sin berettigelse, fordi den får hele smagsoplevelsen til at transcendere. Man kan godt smage, at den er baseret på en stout – men den er bare så meget mere end det. Den forener alle sine mange smagsindtryk i en helt fantastisk højere enhed og er ikke mindre end en velsignet øl fra himlen.

Jo det blev sandelig påske – og hvis dette er en sort forbandelse, så sælger jeg min sjæl på stedet. Stryger vi de religiøse floskler for en tid vil jeg især anbefale denne øl som dessertøl. Den gør sig pragtfuldt til chokoladekage, og ville i øvrigt gøre sig fint til et hvilket som helst kagebord.

Tilbage står spørgsmålet, om de 50 kroner er rimeligt for 180 ml øl – altså under to deciliter! Jeg vil gå så langt til at sige, at jeg ikke føler mig snydt. Men skulle jeg få lyst til, engang når jeg bliver rig, at købe den ind i stort antal som tilbehør til et ordentligt kaffebord, så kunne det godt være, jeg ville lede efter et sted, man kunne få den billigere først.
6-stjerner

Jefferson Påskebryg Ale, Ørbæk

– Velgørende, mjødagtig påskeøl.

Jeg har før prøvet påskebryg fra det fynske økologiske bryggeri Ørbæk, hvilket bestemt faldt heldigt ud. Bryggeriet laver ud over deres sædvanlige øl en serie, hvor de, ifølge etiketten på dagens øl brygger “med respekt for de håndværksmæssige traditioner”. Serien kaldes Jefferson, og er opkaldt efter USA’s 3. præsident, der ud over at have formuleret den amerikanske forfatning også var en stor ølbrygger.

Etiketten er, som man kan se, dejligt spraglet og indbydende. Hvad man dog næppe kan se på det fine billede, min viv var så sød at tage af øllene, er den lille beskrivelse af øllets smag og karakter, der nærmest står ud af ørerne på den lyserøde, spraglede påskehare. Heraf fremgår det blandt andet, at ud over at Jefferson Påskebryg Ale har et underligt redundansfyldt navn, der ikke rigtig ved, om det vil være en påskebryg eller en ale, subsidiært har svært ved at afgøre, hvad af de to der er vigtigst, og vælger at nævne begge dele på bekostning af at være mundret, er det en stærk let gylden øl (ja ja, der er ikke den store forskel mellem let gylden og letgylden, men det mellemrum er alligevel spild af kostbar plads i universet). Videre fremgår det, at “den let sødelig smag” (tæerne krølles sammen som blomkål og broccoli) “skyldes den kraftfulde alkoholstyrke (mere redundans – det er til at blive svimmel af), ” som afrundes med en frugtatig smag.” Av av av! Jeg håber sandelig, de holder bryghåndværket mere i hævd end det ortografiske håndværk, for sidstnævnte er da så sandelig kylet godt og grundigt på møddingen.

Første del af beskrivelsen er, den ubehjælpsomme stavning til trods, ganske rammende. Farven er fint mørkegul, mens skummet er letgyldent, og hverken tæt eller klæbende. Jeg minder mig selv om, at klæbende skum borger for kvalitet, mens ikke-klæbende skum ikke nødvendigvis borger for det modsatte, altså er der på grund af skummet ingen grund til at fortvivle, eller skrue forventningerne ned endnu. Duften er ret svag, og bærer mest præg af noget bitter til harsk humle.

Og heldigvis følger duft og smag da heller ikke altid ad. Smagen er nemlig mestendels sød og ganske fyldig. Der er toner af den aggressive bitterhed i smagen også, men til min store lettelse resulterer kombinationen af sødt og bittert til et meget elegant smagsbillede, idet det søde og det bitre smelter sammen.

Endnu engang var jeg vældigt i tvivl om, hvordan jeg skulle beskrive denne øls ganske unikke smag. Jeg måtte opgive, og lod min kære viv smage – hun kan som bekendt ikke lide øl, men hun har den mest fintfølende smagssans, jeg har kendt til, og det var ikke forgæves, at lade hende prøve.

Mjødurt og honning …

Præcis! Den bittersøde smag bærer tydeligt præg af honning – som iøvrigt slet ikke er tilsat – og helhedsindtrykket er faktisk temmelig mjødagtigt – og det er jo slet ikke så ringe endda. Faktisk er det direkte morsomt, at en øl, der overhovedet ikke er tilsat honning, smager meget mere af det, end samtlige de øl, jeg har prøvet med tilsat honning gør … tilsammen.

En Jefferson Påskebryg Ale har, trods sit sammensatte navn, en ganske unik og velafstemt smag, der bestemt er en oplevelse værd. Men ud over det særegne smagsindtryk byder den egentlig ikke på så meget. Eftersmagen varer ikke længe, og den er for svag. Den lette og blide bitterhed er såmænd nok velgørende, men ikke – om man så må sige – afgørende.
4-en-halv-stjerne

Kaiserdom Kellerbier, Kaiserdom Privatbrauerei

– Velsmagende bælleøl. Hverken mere eller mindre.

Det er længe siden, jeg sidst prøvede en øl fra Kaiserdom her på bloggen. Det var den 8. øl, jeg prøvede, så det ligger for længst over 100 indlæg tilbage. Jeg kan til gengæld godt huske oplevelsen, og det på trods af, at den ikke efterlod noget markant indtryk. Jeg kan således konstatere, at det faktisk hjælper overordentlig meget på hukommelsen at skrive om de øl, man prøver. Det var netop et af hovedformålene med min blog bedre at kunne huske den slags, og dette mål må siges at være nået, når man kan huske en øl, der var så relativt intetsigende, som Kaiserdoms pilnser.

Nu er turen så kommet til bryggeriets Kellerbier, en øltype, der sådan cirkus svarer til classic-typen herhjemme. Det er en lidt mørkere øl end den traditionelle pilsner, hvilket skyldes, at der bryges wienermalt i stedet. Øllet er desuden en ældre type – ikke ældre end pilsner som sådan, men indtil classic-bølgen kom i starten af 90’erne havde der i lang tid ikke været øl af wiener-typen på markedet – derfor betegnelsen classic. Hvorfor det hedder en Kellerbier sydpå bliver jeg læserne skyldig at besvare.

Der er dog en ting, der indtil videre adskiller classic fra Kellerbier, og det er at de Kellerbier, jeg har prøvet, er ufiltrerede. Det har jeg ikke set nogen danske classic-øl være endnu. På den anden side, har jeg også kun prøvet to Kellerbier (inklusive nærværende) – den anden er fra Flensburger Brauerei, og ganske uforlignelig. Jeg kommer nok ikke til at undgå, at vurdere dagens øl med Flensburgers Kellerbier, for det er trods alt kun den, jeg indtil videre har erfaring med.

Umiddelbart er den heller ikke ulig Flensburger Kellerbier. Farven er ret tæt på, lettåget mørkegul, men måske ikke helt så grumset – hvilket som bekendt er ærgerligt. Den har samme søde duft som Flens, men ikke helt så intenst frugtagtigt. Skummet er luftigt, hvidt og boblende – rigtigt gættet ikke spor tæt eller imponerende.

Smagen er let karamelagtigt sød, ganske velafrundet og velafstemt med en let note af syrlighed, der snerper hen imod ananaskirsebær. Det sker bagom en i øvrigt halvtynd oplevelse. Men som den store optimist jeg er, ser jeg selvfølgelig ølflasken som halvt fuld, ikke som halvt tom. Jeg konstaterer derfor i samme ombæring, at øllet ikke er ubehageligt at drikke på nogen måde. Den er ikke direkte sur eller metallisk, eller for bitter – ja, med bitterheden står det faktisk meget dårligt til … så blev flasken halvtom alligevel.

Den flade syrlighed skal også have et par ord med på vejen. Det, der gør Flensburgers Kellerbier fremragende, er samspillet mellem både bittert, sødt og syrligt. Men hvis den ikke er tempereret ordentligt, tager det syrlige i den grad over, og gør øllet direkte surt, tæt på udrikkeligt. Det er der ingen fare for i en Kaiserdom Kellerbier, og det udstiller i mine øjne bryggeriets modvilje mod at tage chancer, og yde deres produkter karakter. For selvom smagen er ganske velafstemt og velafrundet, så er den for det første for svag og for det andet for kedelig. Der er intet samspil mellem forskellige noter, og det hele ender med at blive lidt ligegyldigt.

Kellerbier er en fantastisk øltype, der hæver den almindelige pilsner op på et niveau, hvor den kan smage på nye måder, og på flere måder samtidig – hvis ellers bryggerierne gad gøre deres arbejde tilnærmelsesvis så godt, som Flensburger gør. Det er bare ikke altid tilfældet, og det er Kaiserdoms Kellerbier et mindre skrækeksempel på.

Kaiserdoms pilsner og Hefe-Weizen findes fast til fast overpris i Kvickly. Denne øl er dog købt på tilbud i Fakta, hvor man også kan købe de to førnævnte, den engelske Ale, Everards Original, samt den på denne blog tidligere anmeldte tjekkiske Schwarzbier 1795 Dark. Sidstnævnte er en prøvning værd, jeg kan ikke endnu udtale mig om de andre, men de er på lager, og vil blive prøvet i den nærmeste fremtid.

2-en-halv-stjerne

Samuel Adams Boston Lager, The Boston Beer Company

Jeg har haft en grim hovedpine i dag, der faktisk har varet hele dagen – indtil jeg drak en Flensburger Dunkel. Så stoppede det. Jeg vil ikke anbefale metoden til nogen, undtagen hvis der er tale om smerter forårsaget af alkohol, hvilket jeg frygter er tilfældet denne gang.

Grunden kunne selvfølgelig også være en helt anden. Eller det kunne skyldes, at jeg drak øllet kort tid før jeg gik i seng, men jeg frygter, at årsagen kunne være de tre forskellige slags humle, måske – måske ikke – i kombination med den udsøgte byg, der ellers gjorde deres til at skabe noget nær den perfekte pilsner.

For det er egentlig bare en pilsner, undergæret, brygget på bygmalt og krydret med humle ved lav temperatur – hverken mere eller mindre, og alligevel er det bare en helt anden klasse, end nogen anden regulær pilsner jeg har prøvet i denne blogs levetid.

Den ser ikke ud af meget. Den er lidt mørkere end almindelig pilsner, og ligger vel midt mellem Hof og Tuborg Classic i løden. Skummet er letgyldent. Duften er bidsk bittersød og frugtagtig på en måde, jeg kun har oplevet en gang før, nemlig ved den i smagsudtrykket uforlignelige Flensburger Kellerbier.

Og hold da fast! Duften lover ikke mere end den kan holde. Brygget smager også aldeles fortræffeligt (omend ikke liges0m Flens Keller). Kort efter at brygget har gjort sin entre bag tandrækkerne føles en bittersød eksplosion, som jeg aldrig har prøvet før ved nogen pilsner – end ikke Urquell eller andet i den klasse.

Det er svært at beskrive smagen, da den både kommer bag på en i intensitet og i sin mangfoldighed. Det første, jeg derfor lagde mærke til, var eftersmagen, der er langvarig, kraftigt nøddebitter og alligevel blød og velgørende. Man får omgående lyst til mere af samme. Man kommer således automatisk til at drikke den i nip for at få klemt den mindste rest af fabelagtig smag ud af den.

Og mens jeg sådan nippede løs, undgik øllet meget behændigt at afsløre, hvad det egentlig var, det smagte af. Det eneste, jeg meget længe var sikker på var, at det smagte aldeles fortræffeligt – men af hvad?Det er sødmen, der dominerer. Der er ikke spor af grimme overraskelser som metallisk eller syrlig bismag, og på trods af en gennemtrængende smag er øllet alligevel ganske friskt og vederkvægende. Sødmen kunne måske minde lidt om Ginger Ale, som man kender den fra Schweppes. Samtidig prikker bitterhedeen meget elegant på tungens sider, mens sødmen også kilder på undersiden af spidsen med et strejf af vanille.

Det tog rigtig lang tid at få sat ord på denne øls fremragende smag. Og jeg føler, at jeg har måttet famle mig frem, og at min beskrivelse er en halvblinds beskrivelse af det chromatiske farvespektrum. Til gengæld var det en lang fornøjelse fra start til slut – måske med det uheldige tvist, at den altså er under mistanke for at give hovedpine dagen efter. Men prøv at lade være med at drikke den lige før I går i seng – det er faktisk ikke anbefalelsesværdigt med nogen øl i det hele taget.

Det er den sidste Samuel Adams-øl, som jeg har set i handlen herhjemme. Det startede godt, så faldt kurven noget og kom ikke rigtig op igen. Men så tog bryggeriet ellers revanche, og det fra den kant, jeg mindst havde ventet. Samuel Adams pilsner er den bedste pilsner, jeg har prøvet i løbet af denne blogs levetid. Det er, som jeg ser det, også den bedste Samuel Adams-øl af dem, der forhandles herhjemme.

– Well done indeed!

Hvis Bryggeriet laver andre øl end de her på bloggen prøvede, lægger jeg gerne tunge, gane og hals til.
5-stjerner

Оболонь Lager (Obolon Lager), Оболонь

– Frisk og velafstemt

Ja, der var to af dem, øl fra Оболонь-bryggeriet i Ukraine, nede i den lokale kiosk. En светлое пиво – en lys øl … eller måske en pilsnerøl – således oversætter Google i hvert fald udtrykket idiomatisk. Men dagens øl benævnes “Lager” med latinske bogstaver såmænd jf. overskriften og dermed er forvirringen total, for hvad er så den egentlige pilsner? Er det nærværende Lager, der må være en pilsner, fordi “Lager” er den gængse angelsaksiske betegnelse for en pilsnerøl – eller er det светлое пиво, der er den egentlige pilsner, fordi dette kan oversættes idiomatisk? Vi må kunne se i øjnene, at det er fuldkommen umuligt, at et bryggeri skulle kunne producere to forskellige pilsnere – altså fuldkommen umuligt, simpelt hen, og ja, det bliver mere sandt af at jeg hæver stemmen og gentager mig selv, JA DET GØR SÅ!

Jeg fik faktisk i skrivende stund mistanke om, at der rent faktisk er tale om samme øl, denne og Магнат, men der er alligevel sikre tegn, der viser, at der ikke er tale om samme bryg. Ved at granske anmeldelsen af Магнат kan jeg konstatere, at de to øl simpelt hen ikke smager ens. For det andet indeholder de angiveligt ikke lige meget alkohol. Det er i øvrigt en spøjs måde, alkoholprocenten angives på på disse ukrainske øl. Der står, at de indeholder “ikke mindre” (не менее) end 5,2 % for Магнат’s vedkommende, og 5,0 for Lagers. “Ikke mindre”! Er det ikke bare fantastisk – på de kanter angiver man ikke præcis hvor meget alkohol, der er i en øl, man angiver i stedet hvor meget man minimum kan forvente der er – hvor meget, lettere parafraseret, man så må sige har krav på.

Vurderer man på udseendet alene, kan man nu godt blive snydt – i hvert fald så snart øllet har forladt flasken. Det er lige så lyst gult som Магнат, og lige så gennemskinneligt. Heller ikke her er der nævneværdig forskel på flaskens gennemsigtighed før og efter at øllet er skænket. Kigger man dog grundigt efter, vil man opdage, at denne øls skum er væsentlig luftigere – det mere bobler, end det egentlig skummer.

Duften rammer næsen næsten før brygget rammer bunden af glasset. Det er ikke verdens mest interessante duft. Den er meget generisk humlet og kornet, men samtidig er den også gennemtrængende, fyldig og frisk. I virkeligheden undrer det, hvor duften egentlig kan komme fra, for brygget virker faktisk ikke kradsbørstigt humlet. Det er en påmindelse om, at fylde ikke er det samme som styrke.

Dette oplever man også i smagen, hvor humlen faktisk ikke er særlig kraftig. I styrke og karakter minder den om en Hof, og der er langt til de kraftigt humlede pilsnere, som Øko-Thy eller Skagen Bryghus’ Drachmann. Bitterheden klæber sig nok til midten af tungen, men den er slet ikke i nærheden af at kamme over i noget besk eller harsk. Alligevel virker brygget overraskende fyldigt med en tydelig humlesmag – noget min viv kunne bekræfte efter at vi havde kyssedes, og hun erklærede, at den øl smagte da aldeles grimt. Således fik vi også opklaret præcis hvor humlen lå i sagen om, hvad det præcis er ved øl, hun ikke bryder sig om.

Den fyldige bitterhed holder effektivt vandigheden fra døren, og der er ingen negative overraskelser som syrlighed eller metalsmag. Begge dele var til stede i Магнат, og det er der, smagen for alvor adskiller sig, og overbeviser mig om, at det alt andet lige må være en anden øl. Den gode humleoplevelse gør det ydermere til en bedre øl end Магнат

Bryggeriet Оболонь formår at yde øl med kyrillisk skrift på etiketterne en vis ære. Det er ikke store kunstværker, bryggeriet byder på, men ganske solide standardøl ikke desto mindre.
3-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme