Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: marts 2011

Flensburger Weizen, Flensburger Brauerei

– Skomager, bliv ved din læst.
Traditionel Weizenbier fra Tyskland er nu engang bedst, når det kommer fra Sydtyskland. Det viser erfaringerne her fra bloggen efterhånden, selv om det også har vist sig, at det ikke nødvendigvis behøver at komme fra Bayern. Det har også vist sig, at det ikke er nogen garanti for kvalitet, at det rent faktisk kommer fra Sydtyskland. Når det er sagt, er der fortsat grund til skepsis, når man støder på Weizenbier (som i dagens anledning vil blive stavet således, fordi jeg arbejder på en computer uden tysk tastaturindstilling), der ikke er produceret i Sydtyskland. Jeg tænker stadig med gru på Classic Tuborg Hvede, der heldigvis floppede, som den burde.

Desuden har min far advaret mig ganske eftertrykkeligt mod denne øl. Lige som jeg, har min far altid været en stor ynder af Flensburger-bryggeriets øl, men netop denne øl, skulle altså ifølge min far ikke bare halte bagefter i kvalitet, men være direkte dårlig. Jeg gik selvfølgelig til testen med en forventning om, at den vel ikke kunne være direkte ringe, når nu producenten var den, som producenten var. Ja, jeg kan åbenbart heller ikke se mig fri for at nære positive fordomme, og det giver desværre ikke den fordel, at man kan blive positivt overrasket – tværtimod.

Og sådan gik det også. Der viste sig at være en grund til, at min far havde advaret mig, og den gamle tommelfingerregel om, at kun sydtyskere kan lave ordentligt Weizenbier holdt så sandelig også!

Allerede farven varsler ikke godt. Selv af en Weizenbier at være, er den ganske lys, og holdes der noget bag glasset, kan man tydeligt se skyggen igennem det. Det er såmænd nok ufiltreret, men det er åbenbart ikke meget, der kunne have været filtreret væk, hvis det var. Skummet ligner ellers ganske godt Weizenbiers, men det mangler Flensburger-øllenes uovertrufne evne til at klæbe sig til glasset. Til gengæld er der ikke en finger at sætte på duften. Den er ganske massiv og som Weizenbier ofte gør, dufter den af hyldeblomst og anden forårsflora.

Det går først for alvor galt, når man hælder brygget i ganen. Det viser sig, at denne hvedeøl overhovedet ikke smager som tysk Weizenbier burde. Der er ikke skyggen af hverken sødt eller bittert, kun en vandig og syrlig smag. Skal man sige noget positivt om den syrlige smag, må det være, at den ikke er eddikeagtig, som i rigtig dårligt dansk øl. Vi er snarere ovre i noget ananaskirsebær, eller brunkål måske, for efterhånden viser der sig langsomt en antydning af bitterhed i brygget. På den anden side – hvor meget jeg end holder af brunkål (i passende mængder) så bliver det aldrig en passende aroma for gærede humleprodukter. Lidt i stil med et glas postevand, formår brygget da også at slukke tørst, men postevand smager simpelt hen – på trods af syreregn og nedbrudt Round Up – bedre.

1-halv-stjerne

Tuborg Påskebryg “Kylle kylle”, Carlsberg

– Uden særlige meritter
Kylle Kylle er Carlsberg-bryggeriets forsøg på ved hjælp af Tuborg-brandet at skabe endnu en markedsføringssucces, som snebajeren har vist sig at være. Det er vist aldrig lykkedes så godt, men så er julen jo alt andet lige også en højtid, vi herhjemme går en kende mere op i end påske. Alligevel er det vel nok den kendteste påskebryg i Danmark, og midlet har ligesom ved snebajeren været en meget massiv og bevidst markedsføring fra Carlsbergs side.
Det er efterhånden blevet en sikker erfaring, at hvis øl markedsføres aggressivt, så går det ud over kvaliteten. Jeg forestiller mig, at man forud for lanceringen af en øl har et budget, som man – meget skarptskåret – kan bruge til to variabler: 1. Kvalitet og 2. Markedsføring. Variablerne er omvendt proportionale. Jo højere den ene er, desto lavere er den anden – det giver sig selv, at hvis man bruger flere ressourcer på at øge kvaliteten, vil der ikke være så mange til markedsføring og omvendt. Der findes en række fine eksempler på netop dette. Det indtil videre bedste, synes jeg er Cults metalliske humledanskvand Kay-Sar, af hvis virale reklamer internettet så småt er begyndt at blive inficeret.
Den snedige læser vil nu tænke “hov, hvad med Harboes øl – de smager mestendels forfærdeligt. Men de reklamerer da ikke skånselsløst overalt.” Her er min pointe, at Harboes budget åbenbart er meget lavt, og at de både bruger få ressourcer på kvalitet og markedsføring. Forskellene i kroner og ører på, hvad de bruger på det ene og det andet vil på grund af det samlede budgets lidenhed altid være for småt til, at det får betydning for, hvor markant kvalitet eller for den sags skyld markedsføring kan blive.
Det skal blive spændende at se, om “Kylle Kylle” også er udtryk for denne tendens, for der kan i hvert fald ikke herske tvivl om, at marketingafdelingen har været på overarbejde hvert år i forbindelse med, at den er sendt på markedet. Ét ud af mange eksempler er den såkaldte P-dag, der i år var 25. marts, hvor brygget sendes på gaden, ledsaget af utallige arrangementer i samme anledning på landets værtshuse. Det er en klar parallel til J-dag, og dermed også udtryk for Tuborgs marketingafdelings totale mangel på fantasi. I det mindste ser det dog ud til, at de har droppet en pendant til de såkaldte snepiger her op til påske. Det er glædeligt, at den lumre markedsføring i det mindste ikke følger med som en nødvendighed.
Efter åbning finder et gyldent til orange humleprodukt ned til glassets bund, og danner en luftig hinde af bobler øverst. Nej, skummet er ikke særlig prangende. Duften er tilsvarende uengageret, den er meget kornet, ledsaget af en markant humlebouquet, der dog savner elegance og originalitet.
Smagen vil jeg beskrive som en tør, bitter humlesmag, kraftig og fyldig, der nok kan matche de foregående to påskeøls bitterhed – i kraft i hvert fald – men fuldkommen savner den sødme, der også karakteriserede de foregående. Dermed kommer den til at fremstå som den halve fornøjelse af, hvad en påskebryg kan være, og den ligner – foreløbig i hvert fald – mest den blomkålsbitre Hannibal fra De 5 Gaarde/Harboe.
Tuborgs Kylle Kylle er en kylling, hvad angår modet til at lave noget exceptionelt. Der er ikke noget overraskende, eller i det hele taget særligt godt, ved denne lidt kedelige guldøl. Ja, jeg mener, det er en guldøl, for som en sådan kunne den lige så godt være lanceret, med sin højere styrke og lidt mere markante – men i øvrigt ikke specielt velgørende bitterhed. Den repræsenterer også den foroven beskrevne regel om den omvendte proportionalitet mellem markedsføring og kvalitet – der er ikke noget at komme efter, selv om markedsføringen krampagtigt prøver at få det til at tage sig således ud.
Stod det til mig, var det med Tuborgs eget ord – en om’er.
2-stjerner

Traditionel Påskebryg, Harboe

– God til prisen
Og således indledes dagens indlæg. Jeg havde egentlig regnet med, at det skulle have heddet “I embeds medfør” eller noget i den retning, for selv om jeg bestræber mig på at være fordomsfri, så er det efterhånden svært, når det gælder Harboe-bryggeriernes øl.
Det har mildest talt ikke været imponerende, hvad de har opnået her på bloggen. Indtil videre deler Dunkel og Siden 1883 den højeste karakter på to stjerner. Det hjælper heller ikke, når brandet skjules bag et fancy specialølsmærke, som fx De 5 Gaarde – jep, De 5 Gaarde-brandet ejes af Harboe, har jeg siden fundet ud af. Samtidig skal det understreges, at brands som Harboe har købt sig til, naturligvis ikke tæller i denne statistik, så Ølfabrikkens (dem ejer Harboe også) udmærkede Pale Ale får ikke lov til at trække et sørgeligt gennemsnit op.
Så nej, jeg havde ikke skyggen af forventning til dagens øl, Traditionel (hvad de så end mener med det) Påskebryg fra Harboe. Dåsens uprætentiøse ydre udstrålede samme tvivlsomme kvalitet, som bryggeriets øvrige produkter, sådan som den stod der nede i Fakta, stuvet ind i hjørnet, langt fra de andre øl, i en papkasse, hvorfra de blev solgt til en femmer stykket. Nej intet pegede i retning af nogen stor øloplevelse, og læseren kan med rette spørge, hvorfor jeg dog valgte at tage et eksemplar med hjem alligevel.
– Fordi de var der!
Derfor! Og hver gang jeg er i min lokale Fakta, kan jeg ikke nære mig for lige at tjekke efter, om der skulle være kommet et eller andet nyt på humlehylderne, hver gang bliver jeg skuffet, men denne gang! Denne gang var der noget nyt, og ja … det var lidt et antiklimaks, at det var, hvad der så ud til at være en jævn påskebryg fra Harboe – men med hjem og prøves skulle den! (Dermed er kvoten for udråbstegn vist også brugt i dette indlæg.)
Afprøvningen afslørede en mørkegul øl, med relativt tæt skum, der dog hastigt viger. Duften er kraftigt sød og frugtagtig, man fristes til at sige kraftig på en måde, der minder om overmoden frugt.
Sødme udgør også kernen i smagen, men med et tykt, bittert lag udenpå. Bitterheden er bidsk, men alligevel overraskende vel afstemt til sødmen, og helhedsudtrykket er slet ikke ulig det fra Willemoes’ Påske Ale, der sidst blev anmeldt. Der mangler dog noget, for selvom Traditionel Påskebrygs smagsnuancer er vel afstemte, levnes der stadig plads til forbedring og især elegance. Det er en noget rå og usofistikeret sødme og en ditto bitterhed, der udgør den. Intensiteten i smagen er heller ikke den samme, og den mangler helt og aldeles en overraskelse som Påske Alens følelse af Irish Coffee. Til fælles med den fjerne fætter fra Vestfyen har den en kavalkade af mere eller mindre obskure tilsætningsstoffer, der åbenbart skal forefindes i almindelige påskebryg. Men i det mindste har Harboe da undladt at bruge sulfiteret karamel, men om det er en kvalitet i sig selv at undlade i øvrigt unødvendige tilsætningsstoffer … Ej, ikke rigtigt, vel?
Den overgår for øvrigt Harboes eget specialbryggeris (De 5 Gaarde igen) bud på en påskebryg med flere længder. Samtidig er det afgjort den bedste Harboe-øl, jeg indtil videre har prøvet, og i sig selv udgør den – ikke mindst til prisen – et udmærket tilbehør til en god påskefrokost. Det var ganske afgjort uventet, men det at være ufrivilligt fordomsfuld, rummer alt andet lige muligheden for at blive positivt overrasket, og det blev jeg så sandelig.
3-stjerner

Willemoes Påske Ale, Bryggeriet Vestfyen

– Velkomponeret Påskeøl
Det hænder, at jeg glemmer nogle af mine pointer i et indlæg, og så er der jo ikke andet at gøre, end at gemme dem til mit næste. Det skete også sidst, da jeg så småt tog fat på årets påskeøl. Jeg glemte fx helt at gøre en pointe ud af, at der åbenbart ikke findes fastelavnsøl. Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvad forretningerne overhovedet skal sælge mellem jul og fastelavn, for efter fastelavn står den som bekendt på påskebryg til den helt store guldmedalje – men ikke én dag før. Ville en fastelavnsøl ikke kunne udfylde det hul i kontinuiteten, der er mellem jul og fastelavn? Det er hermed en idé der er givet videre, og hvis nogen bruger forslaget kræver jeg kontant udbetaling af royalties.
I mellemtiden – ja, det er faktisk ved at være et godt stykke tid siden – har mit foretrukne ølglas også måttet lade livet, uden at jeg har fået fortalt om det endnu. Der er tale om Urquell-glasset, der om ikke andet kan mindes ved de mange gange, det figurerer på billeder her på bloggen. Hvad værre er, er at vores stegeso også er afgået ved døden, og vi prøver desperat at finde en ny til ikke alt for mange penge.
Til gengæld glæder det mig at kunne meddele de få ølinteresserede, der endnu ikke har opdaget det, at Beerticker er genopstået fra de døde – og hvad kunne være mere passende her op til den stundende højtid, midt i påsketemaet? Ja, måske kræver det, at man går lidt mere op i den slags, end jeg gør. Beerticker er jeg i hvert fald glad for at se igen, men at det skulle ske her op til påskeøllenes lancering, lægger jeg ikke det store i.
Til gengæld vil jeg oprigtigt lovprise dagens øl, Willemoes Påske Ale, fra Bryggeriet Vestfyen. Willemoes er Vestfyens specialølserie, og ingen af dem, er blevet testet her på bloggen endnu, så det er på høje tid. Der er i øvrigt to typer påskebryg fra Willemoes, denne ale og en undergæret en af slagsen – man fristes til at sige regulær. Sidstnævnte vil også finde vej til nærværende blogs sider.
Denne ales lød er ganske mørk, hvilket ikke er mærkeligt, når man ved, at den er tilsat E150c, ammoniseret karamel, et tilsætningsstof, der kan give svækket immunforsvar, hvis man mangler B5-vitamin. Så vær forsigtig, hvis man døjer med den slags. Og hvorfor ikke bare bruge et andet karamelfarvestof, der ikke giver de problemer? – Eller hvorfor ikke helt lade være med at komme farve i? Ja jeg spørger bare, for jeg kan ikke lade være, og jeg kan ikke lade være med at blive irriteret over det. Lettere irriteret bliver jeg selvfølgelig også af øllets navn. En overgæret påskeøl må hedde en påskeale – og kan man ikke lide hiaten, kan man for min skyld gerne kalde det en påske-ale – men s’gu ikke en “påske ale”. Udover dette, ville jeg aldrig stave ‘påske’ med svensk å, når skrifttypen er Old English. Men det skæmmer trods alt ikke så meget, som den unødvendige – og iøvrigt ukorrekte – orddeling.
Skummet er letgyldnet og tyndt i det. Man skal også hælde temmelig voldsomt for at få øllet til at skumme i det hele taget. Det er usædvanligt for overgæret øl. Den dufter af – praktisk taget ingenting. Når jeg oplever den slags, at øl ikke kan smages eller duftes, lader jeg gerne min viv dufte eller smage, og hun hævdede, at den duftede sødt. Så hvis ens lugtesans er fintfølende nok, så dufter den nok sødt – men det er om jeg så må sige andenhåndsoplysninger.
Men så er det jo til gengæld heldigt, at den smager af noget! Den har en meget kompakt smag af både sødt og bittert, og giver varmen i brystet på vej ned gennem spiserøret. Dette skyldes formentlig alkoholprocenten på 8. Sødmen er fyldigt ferskenagtig med et snit af kirsebær. Bitterheden er kraftig og er mere ovre i kaffe end nødder.
Eftersmagen er en klasse for sig. Den lette sprittethed giver sammen med tilsat muscovadosukker et overraskende pift ved mandlerne lige idet brygget synkes. Det tog mig lidt tid, før jeg gennemskuede hvad det smagte af, men så gik det op for mig: Irish Coffee! Forinden havde de irriteret mig, at en ellers god øl kun kunne laves ved at hælde tilsætningsstoffer i – foruden de allerede nævnte også Glucosesirup og kuldioxid. Men jeg må erkende, at sprittethed, sødme og bitterhed virkelig går op i en højere enhed i eftersmagen, og vidner om godt og velkomponeret bryghåndværk.
Den kompakte smag gør det til en øl, man ikke har lyst til at drikke hurtigt, og det er i mine øjne også et plus. Det lønner sig virkelig at nyde denne øl, og få smagt den grundigt. Men sørg i øvrigt for, at der ikke er pligter i umiddelbar sammenhæng med nydelsen af denne øl, der kræver ens udelte opmærksomhed. Den høje alkoholprocent vil uanset hvad sætte præg på ens koncentrationsevne og finmotorik et godt stykke tid efter indtagelsen.

5-stjerner

Hannibal Påskebryg, De 5 Gaarde

– Ikke prisen værd
Fastelavn er dårligt overstået før fastelavnsbollerne fylder på lossepladserne, og supermarkederne er ved at sprække af billig, ellipseformet mælkechokolade fra Tyskland. I samme ombæring holder påskebryggene sit indtog, selv om der stadig er over en måned til påske. Det er som om de ikke kan komme hurtigt nok i gang.
Men der er selvfølgelig også meget, der skal nås, hvis man som almindelig forbruger skal kunne nå gennem udbuddet af påskebryg uden at andre med rimelighed skulle kunne beskylde én for alkoholisme – for det er vitterlig ikke småting, man kan vælge mellem. Jeg vil selvfølgelig gøre et behjertet forsøg på at nå så meget, som jeg finder rimeligt, men jeg når næppe mere end at lægge et snit snarere end at undersøge feltet til bunds – eller blot halvvejs derned.
Som jeg nu lægger ud med at prøve påskeøl i denne blog for første – næh, anden gang – som bekendt købte jeg et restlager på én påskeøl i Ganefryd tilbage i efteråret – slår det mig, at jeg aldrig har hverken hørt eller læst om, hvad der egentlig konstituerer en påskeøl. Grebet af mistænksomhed slår jeg op i listen over danske stilartsdefinitioner and lo and behold … ingen påskeøl! Det er slet ikke en stil som sådan. Man kan tage hvilken som helst øl, og kalde den påskeøl, uden at Danske Ølentusiasters dommere kommer efter én.
Så min lille uvidenskabelige undersøgelse af supermarkedernes udvalg af påskebryg kommer ikke til at være en sammenligning mellem den enkelte øl, og de objektive karakteristika, den burde udvise. I stedet bliver det en udforskning af de forskellige øls karakter og smag, på baggrund af hvilken, jeg vil udstikke en profil af den typiske påskebryg – ja, måske vil jeg finde frem til selve påskebryggets væsen … Og måske ikke …
Uanset hvad, har jeg allerede tastet så rigeligt. Nu videre til dagens anmeldelse, Hannibal Påskebryg fra bryggeriet De 5 Gaarde.
Det er den første øl fra De 5 Gaarde, jeg har prøvet. Bryggeriet bryster sig af kvalitetsbevidsthed, brug af de bedste råvarer, eksperter til brygning og begrænset distribution. Al denne tilsyneladende positive opmærksomhed på kvalitet forhindrer dog ikke brygget i at tage sig relativt kedeligt ud. Farven er en smule mørkere end gennemsnittet, og skummet er trods en letgylden kulør meget tyndt og luftigt. Det kollapser snarere end falder, og resterne glider hurtigt ned af glassets sider. Brygget har tæt på ingen duft. Man kan netop ane en kornet pilsneragtig odeur med et spidst snit af sprit – det er alt og det gør mere fra end det gør til.
Smagen er sødligt letsprittet, ikke ulig Jule Ren fra Thisted Bryghus, men manglende hin juleøls gode smag. Hannibal får, som den glider gennem munden, en stadigt mere bitter bismag, der på grund af den ledsagende sprittethed munder ud i en decideret harsk eftersmag, der ikke gør brygget nogen ære. Det eneste gode, der er at sige om bitterheden er, at den i det mindste ikke er særligt fremtrædende – ligesom alle andre smagsnuancer i øllet ikke er særligt fremtrædende, måske med undtagelse af en ret fremtrædende smag af vand.
Bitterheden er dog også det eneste, der får denne øl til at stå en lille smule ud i forhold til det jævne sprøjt, der ellers præger dette lands ølkultur. Det er i mine øjne ikke velbehageligt, men det er heller ikke så ubehageligt, at det er utænkeligt for mig, at nogle, der sætter pris på særligt bittert øl, ville kunne finde behag i denne. Så alt andet lige yder bitterheden brygget en smule karakter, når nu æren er tabt.
At dømme efter denne øl, er påskebryg ikke en stilart, som jeg vil bruge meget tid på. Indtil videre virker det som om, det bare er en variant af stærk pilsnerøl – en guldøl, brygget i anledning af påske, men uden noget, der adskiller den fra andre guldøl, ud over det, der står på etiketten. Juleøl, fx brygges i det mindste på en måde eller tilsættes indgredienser, der giver mindelser om jul, og her har vi måske problemet. For hvad minder egentlig om påske på samme måde som kanel, sukker, nelliker og kardemomme minder om jul?
Under alle omstændigheder er denne øl ikke pengene værd. Den koster det samme som halvdyre specialøl, men er reelt ringere end gennemsnitlig dansk guldøls standard. Det er ikke nogen mindeværdig debut for De 5 Gaarde her på bloggen. Jeg håber – også for pengepungens skyld, at det bliver bedre næste gang.
1-en-halv-stjerne

Dunkel, Harboe

– Forkert husket

Jeg var en smule biased før jeg drak denne øl. Det var ikke fordi, det var en Harboe, og jeg af den grund forventede noget mere eller mindre rædsomt – snarere tværtimod. Jeg huskede denne øl som ret god – ikke bare i forhold til Harboes van(d)lige standard, men så sandelig også i forhold til alt det andet tynde sprøjt, bryggerierne sender på markedet i uanede mængder.
Mig bekendt – men jeg har ikke noget at hænge det op på – blev Dunkel lavet af en tysk brygmester, bryggeriet havde engang, og måske stadig har. Oplysninger om, hvem der egentlig står bag koncernen fremgår ikke af hjemmesiden. Ikke alene droppede denne brygmester glukosesiruppen, og alle de andre tilsætningsstoffer, Harboe-øl ofte indeholder, men også kvaliteten af brygget fik et løft. Resultatet formåede dengang at overraske mig positivt, og jeg har flere gange kaldt den den bedste standardøl herhjemme.
Den er også flot, med sin dyborange, næsten røde farve. Skummet viger dog hurtigt, og er mere boblende end skummende. Duften er svagt sødlig, men mest svag, uden spor af malt eller korn – og således skvatter mine gamle positive forestillinger om denne øl langsomt sammen, ligesom øllets skum.
Smagen er jævnt bitter, og indeholder ikke rigtig spor af den søde duft, der alt andet lige var jævnt liflig. Bitterheden er nu heller ikke så ringe endda, men der er langt til den kaffe- eller nøddeagtige bitterhed, der ellers er typisk for mørke, undergærede lager-øl. Selvom bitterheden så småt tager til sidst i forløbet, og egentlig er godkendt bagest på tungen og i eftersmagen, så er der simpelt hen ikke nok af den. Smagen er udhulet og overfladisk og vand-til-smag-forholdet er tippet klart til den vandige side.
Denne øl er bestemt ikke så god som jeg husker den. Den bevidsthed om, hvad øl kan være, som jeg har fået ved at skrive denne blog, har klart gjort mig mere kritisk end jeg var, før jeg begyndte at anmelde øl. Jeg huskede den helt klart som bedre, end den reelt er.
Det lader til, at jeg er havnet lidt i det tynde øl igen. Det var ellers meningen, at jeg med denne øl ville tage revanche for de satsninger, den russiske øl og Harboe 110 udgjorde. Hævnen blev dog ikke sød – den blev jævnt bitter med et hint af vand.
Men jeg må også indrømme, at blandt det tynde øl, er dette øl nu heller ikke det allertyndeste.
2-stjerner

Staryj Mjelnik mjagkoje, старый мельник

– Det tynde – men ikke tyndeste – øl
Nu og da støder man på spøjse ting, som bare må prøves, og sådan er det selvfølgelig også med øl. Denne øl fandt jeg i den lokale kiosk en aften, hvor jeg ellers bare var gået ned for at købe et klippekort. Jeg tjekker altid den lokale kiosk for spændende øltilbud – ligesom jeg gør med alle kiosker for den sags skyld.
Og der stod den så – med sin spøjse form, sit nødtørftigt påklistrede prismærke på 11,95 og en holdbarhed til på næste onsdag. Den manglede til gengæld pantmærke, så hvorfra den er blevet parallelimporteret står hen i det uvisse, men jeg kunne jo ikke gøre andet end tage den med, og give den et godt hjem i min vom.

Jeg har ikke den fjerneste anelse om, præcis hvor i Rusland denne øl kommer fra, og efter min bedste vurdering er navnet på øllet identisk med navnet på bryggeriet. Der stod også “Iz bogonka” på flasken, men jeg har på trods konsultation af fine ordbøger, lånt af min vivs syveninde, der har læst russisk, ikke fundet ud af hvad det betyder. Jeg har dog fundet ud af, at Staryj Mjelnik mjagkoje betyder “Den Gamle Møller, blød [- eller mild?]” (uautoriseret transkription på min regning) og det lyder jo om ikke andet hyggeligt.
Samtlige alarmklokker klemter dog, så snart man kaster sit blik på den. Flasken er klar, og afslører en nærmest citronsaftgul farve, ikke meget ulig urin midt i en heftig druktur. Bedre bliver det ikke, når man hælder den op i et glas. At der nu er endnu kortere vej gennem den næsten klare væske, før den atter rammer glasset får bestemt ikke øllet til at se tættere ud. Det er, at dømme ud fra farven, noget af det tyndeste sprøjt, jeg har prøvet hidtil. Dertil kommer, at skummet er helt ufatteligt skrøbeligt. Jeg har set meget sodavand med mere skum, og helhedsindtrykket på nuværende tidspunkt er måske mest sammenligneligt med en lunken Klar Cola fra Brugsen. Den dufter heller ikke rigtig af noget – der er måske lige en antydning af noget maltagtig sødme, og det er alt.
Og det er vitterlig meget tyndt. Man skal virkelig ned og lede mellem smagsløgene for at finde noget af interesse. Da mine forventninger var reduceret temmelig kraftigt af den tynde indledning, var jeg dog mere lettet over, at brygget på den anden side ikke smagte decideret dårligt. Sødmen fra duften kan man således genfinde efter nogen søgen – og en truende syrlighed, forbliver kun truende, måske på grund af øllets generelle mangel på smag. Ser man det på den måde, er det næsten positivt, at øllet er så tyndt.
Men det er alt andet lige ikke det tyndeste øl, jeg har smagt. Det er ikke danskvand med et stænk af humle, der er tale om – vi er snarere ovre i noget humlesodavand, hvilket det høje indhold af kulsyre også bidrager til fornemmelsen af. I flæng kan jeg da nævne Kay-Sar fra Cult, Tuborg Super Light og Dansk Pilsner fra Harboe som nogen, denne øl alt andet lige formår at give baghjul.
1-halv-stjerne

Classic 110, Harboe

– 110 % Harboe!
Tratterat og trutterut! Anmeldelse nr. 100 er en realitet! 100 forskellige øl har jeg prøvet på under et år. Umiddelbart lyder det måske af meget, og det lyder af endnu mere, når jeg tænker på, hvor dårlig jeg generelt er til at fatte mig i korthed. Der er gået rigtig meget tekst på de 100 øl, konstaterer jeg tørt. Og så tænker jeg videre … på de i alt 590 nye øl, der alene sidste år kom på markedet – og det var som bekendt bare i Danmark …

Så virker præstationen pludselig noget mere overskuelig, og det synes vitterlig kun at være en dråbe i ølhavet, hvad jeg indtil videre har anmeldt. Herligt! Det vil sige, at der fortsat er uanede mængder af øl derude, godt som skidt, som jeg kan rante over!

Iøvrigt var det først efter at jeg havde drukket øllet, at jeg opdagede, at det var øl nummer 100. Som jeg har anført i mine indledende bemærkninger, ville jeg bestræbe mig på, at drikke alle øl så fordomsfrit som muligt, men jeg må indrømme, at jeg nok ville have valgt en anden øl end denne, hvis jeg havde været klar over, at det var nr. 100, da jeg knappede op.

Men skal det være, så skal det være! Here goes.

Mine erfaringer med denne øl rækker tilbage til Roskilde Festival 1993, hvor jeg svagt husker torsdag eftermiddag lige før musikken startede, hvor nogle var væltet ind i vores lejr, bevæbnet med 2-3 kasser af denne øl. Erindringen var svag, fordi vejret var varmt og øllene mirakuløst kolde – jeg tror fordi vi i et anfald af kådhed havde købt et legetøjsbassin til at holde øllene kolde i, og så længe det holdt, fungerede det da også udmærket.

Øllene må vel have været drikkelige, for ellers var jeg ikke blevet så vissen, før vi skulle op og se … Dizzy Mizz Lizzy … Ja, jeg krummer også tæer ved tanken … De havde vundet DM i Rock samme år, og af en eller anden grund var et ret stort udsnit af min årgang faldet på halen over dem – jeg undrer mig stadig over, hvorfor. Jeg husker også svagt, at jeg diskuterede med en hippie-metallisttype, lidt ligesom jeg selv, om den nys overståede afstemning om Edinburgh-aftalen … Og ikke mindst om, hvorfor i al helvede førnævnte hippie-metallisttype dog havde stemt “ja”!? Jeg nåede i øvrigt aldrig til Dizzy Mizz Lizzy-koncerten. Jeg havde misforstået, hvor den foregik, så jeg gik ned på Orange Scene, hvor “The Tragically Hip” spillede – det var heller ikke særlig godt … Kashmir-koncerten dagen efter var til gengæld nok den bedste koncert, jeg var til det år.

Ak ja minderne … De fik mig endnu engang til at tabe tråden. Som sagt husker jeg øllene som drikkelige. Det kom sig nok af, at jeg ikke var så kritisk dengang over, hvad jeg drak. Dertil kommer, at det var noget så usædvanligt som en drikkelig øl fra Harboe. Husk, kære læser, at der dengang var noget, der hed Harboe Silver. Og pardon, at jeg minder læsere, der lykkeligt havde fortrængt Silver, om den – men den tjener til at forklare, hvordan denne øl dengang kunne føles acceptabel. Billig var den jo også – hvilket i tilfældet, jeg her beskriver er ligegyldigt, da de også var gratis, men jeg tror faktisk, den blev lejrens faste mærke resten af det år.

Den hed vist heller ikke classic dengang. Måske havde Tuborg eneret på navnet de første år (og jeg boede som nogle måske vil huske i lejr med reklamemanden bag brandet samme år), måske valgte man bare senere at følge i de andre bryggeriers fodspor … Jeg ved det ikke, men brygget blev den i hvert fald i anledning af bryggeriets 110 års jubilæum, deraf navnet. Om den er brygget på wienermalt, sådan som classic-øl ofte er, står dog hen i det uvisse.

Som andre classic-øl er den dog lidt mørkere end regulær pilsner. Skummet er til gengæld temmelig skrøbeligt. Den har en gennemtrængende, sødt maltet kornduft, der i sig selv udgør en udmærket prolog.

Smagen er – let syrlig. Ja, det er faktisk det første smagsindtryk, der når hjernen, og det lover ikke godt. Den syrlige, let eddikeagtige smag er klart dominerende, og mildnes kun i utilstrækkelig grad af en bagvedliggende sødme, og en let humlebitterhed, der mere mærkes som en luftig essens end en egentlig smag.

Selvom sødmen gør sit til ikke at gøre denne øl vandig, så ødelægger syrligheden, denne dansk øls onde ånd, samtlige meritter øllet ellers måtte have. Når jeg tænker tilbage på mine indledende bemærkninger så var det netop øl som dette, jeg dengang udtrykte en udtalt skepsis overfor. Den er nemlig, hvad jeg dengang ville have kaldt en beskidt øl, idet den er tilsat både glukosesirup, kulsyre og ascorbinsyre.

De 100 øl, jeg indtil videre har anmeldt har i hvert fald lært mig to ting. Beskidt øl, som jeg i sin tid kaldte det, behøver ikke være ringe – selvom det selvfølgelig sagtens kan være det, som i nærværende tilfælde. Derudover har jeg fået hævet min kvalitetsbevidsthed betragteligt. Det kan nok være, at det er mange år siden, 18 – faktisk, at jeg kunne sætte pris på dette sprøjt, men jeg tror, at jeg ville have givet denne øl en højere karakter, hvis den havde været øl nr. 1, jeg havde prøvet, og ikke nr. 100.

Og nu hvor vi er ved numerologien – min anmeldelse af classic 110 er i øvrigt indlæg nr, 110 på bloggen – heller ikke det, var planlagt.

1-stjerne

Trashy Blonde, BrewDog

– Tredje gang, skuffelsens gang.

Kvickly havde tre øl fra det skotske bryggeri BrewDog på tilbud for nylig, så jeg gik både glad og spændt hjem med trioen, og nærværende anmeldelse er altså den sidste i den foreløbige BrewDog-trilogi her på bloggen.

Hvor jeg var meget begejstret for 77lager og Punk IPA har Trashy Blonde – en regulær pale ale – ikke kunnet nå nær de samme højder.

Den lægger ellers behageligt ud med en god sød duft og sin dybgyldne farve. Skummet er fyldigt og klæbrigt som altid. Umiddelbart skuffer smagen heller ikke. Indledningsvis er den sød, men en noget metallisk bismag får snart overtaget, og dominerer for kraftigt. Sødmen afløses ret hurtigt af en bitter t0ne – først let, siden som en kraftig bitter essens, der fylder hele mundhulen.

Det er en nøddeagtig bitterhed, der ellers nok må siges at trænge godt ud i krogene af munden. Desværre er det en voldsom og ukontrolleret bitterhed, der faktisk er på grænsen – og en smule over – til at være harsk. Det er såmænd nok et karakterfuldt udtryk, men det er ikke ubetinget velgørende.

Trashy Blonde er en skuffelse i forhold til de andre BrewDog-øl, men ikke i forhold til øl generelt. Den sniger sig da op på et middelniveau og nok også en kende over, men ikke mere end at den får en middelkarakter herfra.
3-stjerner

Tiger, Asia Pacific Breweries

– Som asiatiske øl er flest.

Jeg henviser ikke sjældent i min ølblog til dengang jeg var i Taiwan. Det kommer sig af, at jeg faktisk ikke er særlig berejst. Jeg har aldrig været uden for det Eurasiske kontinent, selvom jeg ellers gerne ville prøve. Men pengene har ikke rigtig været der, og prioriteterne har været andre. Nu hvor jeg har familie og børn, bliver det nok heller ikke til noget lige med det første.

Samtidig er min ringe berejsthed ikke noget, jeg græder forfærdelig meget snot over. Måske får jeg ressourcerne til det en dag, og så får jeg oven i købet måske muligheden for at tage hele familien med. Det ville være en endnu større oplevelse end at gøre det, når alle andre gør det – unge og uerfarne, ikke nær så godt i stand til at vide hvad der er fedt at opleve, og hvad der kan være lige meget, fordi man lige så godt kan gøre det herhjemme – såsom at ligge på en strand fx.

Til gengæld har jeg haft glæden af at besøge steder, der nok er usædvanlige i forhold til, hvor folk ellers rejser hen. Jeg har aldrig været i London (ud over diverse lufthavne, jeg ikke rigtig synes tæller), til gengæld har jeg en hoben gange været i Glasgow. Jeg har aldrig været i Paris, til gengæld har jeg taget flyveren i modsat retning til Moskva. Og i stedet for at flyve til Phuket, eller andre turisthuller i Asien, har jeg været i det overbefolkede og politisk sprængfarlige Taiwan – i øvrigt uden at betale en øre for det.

Det hele gik for sig tilbage i april 2002, hvor mit daværende sækkepibeorkester simpelt hen blev hentet om på den anden side af Jorden for at afvikle en koncertturne. De ville have netop os, kineserne, og vi spørger stadig os selv, hvorfor de ikke fandt et band i Skotland. Men fair nok – hvis de ville have os, så kom vi da – især når de ikke bare betalte turen, firestjernede hoteller og forplejning, men også et pænt honorar til foreningskassen.

Og det var ikke en ren fornøjelsestur. På ti dage skulle vi spille otte koncerter (så hut jeg visker) så det var et farligt rend fra by til by. Efter en koncert var man typisk så udkokset, at man i overraskende få drag hamrede en literdåse af det lokale sprøjt i sækken. Med lokalt mener jeg øl fra et område, indenfor hvilket Europa nok kunne ligge to gange. Der var indonesisk, japansk, indisk, thailandsk, vietnamesisk og selvfølgelig det lokale og klart ringeste sprøjt ;Taiwan-øl … Alt sammen tyndt og uinspirerende pilsnerøl, der ikke varierede mere (snarere mindre) end pilsnerøl herhjemme.

Asiatisk øl er altså sjældent overvældende interessant, og på dette punkt er Tiger ingen undtagelse. Allerede udseendet lover ikke godt – det er meget lyst og skummet minder mere om bobler på en sodavand, end skum. Duften af korn er svag og – indrømmet – frisk.

Smagen er ligeledes frisk, behageligt rund og letsød – men mest let. Jeg må også indrømme, at jeg finder friskheden og den lette sødme vel afstemt. Friskheden dominerer ikke så meget, at øllet bliver decideret vandigt, og sødmen er ikke så kraftig, at brygget mister balance. Øllet er desuden frit for ubehagelige overraskelser som metalsmag eller syrlighed, men jeg har det på den anden side svært med at definere kvaliteten af øl negativt, så det er ikke noget, øllet som sådan vinder noget på.

Dermed synes forbilledet klart at være det jævne vesteuropæiske pilsnerøl, så der er fortsat ingen grund til at rejse det halve af Jorden rundt for at opleve asiatisk øl. Friskheden og den lette sødme gør da alt i alt denne øl til en overvejende positiv oplevelse at drikke, men skulle man gå hen, og aldrig få den prøvet, har man ikke misset noget, der er værd at skrive hjem om eller græde snot over.
1-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme