Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: februar 2011

77 Lager, BrewDog

– Generisk øl gange rigtig mange.

 
Jeg har det med at glemme ting for tiden. Forleden aften havde min kære viv bedt mig tage lammekoteletter – eller som vi i et udslag af kronisk nørderi kalder dem her i huset: paralyserede koteletter – op af fryseren, og det lyder jo som en simpel nok opgave. Så ud i køkkenet skred jeg, og … ja jeg er ikke sikker. Jeg har faktisk glemt hvad jeg gjorde derude, men da det var sent om aftenen, har jeg sikkert tørret et bord af og slukket lyset for natten eller noget i den retning.
Paralyserede koteletter fik jeg i hvert fald ikke hentet ud. Men det opdagede jeg selvfølgelig først aftenen efter, lige før de skulle have været på panden … Så er det alt andet lige godt, at man har en Fakta i nærheden, der måske ikke ligefrem har det bedste udvalg i øl, men næsten altid kan levere det basale i økologiske fødevarer – i dette tilfælde hakke-toxekød – så man om ikke andet lynhurtigt kunne fabrikere et par host-harkebøffer i stedet …
Ja … Med to sprogligt uddannede i husholdningen bliver hverdagen nemt et dekonstruktionshelvede … for andre. Vi nyder det selvfølgelig.
Men hvorom alting er, til hakkebøffer kan man sandelig også drikke godt øl. Og mit valg blev ikke ændret af, at ubevægelig blev erstattet af tox. Jeg havde nemlig valgt noget simpelt – til simpel (men ikke af den grund kedelig) mad, nemlig BrewDogs bud på en pilsner, 77 Lager. Jeg gætter på, at tallet 77 henviser til året hvor Sex Pistols sendte Never Mind The Bollocks på gaden, men det er bare et gæt.
BrewDogs 77 lager er en pilsner med meget rigt skum, og en perlende frisk, prikkende og kraftig duft af – pilsner. Der er ikke noget overraskende i duften, til gengæld er der bare så meget mere af den, end hvad man er vant til. Dette er bare alt det gode fra den gammelkendte duft af øl!

Egentlig smager den også bare af pilsner, men igen dejligt meget kraftigere, end hvad man er vant til. Brygget har en god fylde med en sød begyndelse, en bittersød midte og en bitter slutning. Den får alle de gode nuancer frem i humlen, helt uden ubehagelige overraskelser som syrlighed eller harskhed. Der er ganske vist en let metallisk bismag, men, ligesom det er set tidligere, giver den øllet en frisk kant frem for egentligt at skæmme. Man nyder smagen, mens glasset tømmes, og lige som ved Punk IPA klæber skummet sig krampagtigt til glasset.

Der er i grunden ikke nogen nyheder eller dikkedarer ved denne pilsner. Den har en generisk pilsners karakter, der så er ganget op helt absurd mange gange. Smagen er den samme – bare langt kraftigere, fylden er den samme – bare langt kraftigere … Og så videre. Der er ingen overraskelser, det er bare en rigtig god øl.
4-en-halv-stjerne

Punk IPA, Brew Dog

– Aye Laddie!

Min kære hustru kan ikke rigtig styre de nye krydderier fra Sonnentor, så fløde-kalvegryden svedede mine smagsløg af igen, efter at de dårligt nok var regenereret siden den indiske curry forleden … Det var herligt! Ikke mindst fordi, jeg ikke havde samme problem som sidst mundhulen blev flamberet indvendigt, for denne gang havde jeg faktisk en India Pale Ale i køleskabet, nærmere betegnet Punk IPA fra det skotske højlandsbryggeri BrewDog.

Bryggeriet bygger deres koncept på punk, og kalder direkte deres øl “Beer for Punks”. Hvad det indebærer kan læses i deres syvpunktsprogram, hvor det sidste punkt lyder: “BrewDog is about breaking rules, taking risks, upsetting trends, unsettling institutions but first and foremost, great tasting beers.” Det lyder jo meget godt, og det er en definition, jeg selv som gammel punker kan skrive under på (selvom det samlet set ikke er længe, jeg har haft hanekam. Til gengæld har jeg alle dage været en blanding af metallist og hippie, og begge dele er også en slags punk). Det evige spørgsmål er så, om kvaliteten af brygget kan stå mål med den meget bevidste markedsføring. Erfaringen siger jo, at det kan det ikke, men man har selvfølgelig lov at håbe.

Brygget, der iøvrigt er fra et restlager på 6% – den vil i fremtiden være på blot 5,6% (tak til Jakob Schytz for den oplysning) – har en uanselig gennemsigtig, gyldengul farve, der måske lige er en kende mørkere end vanlig pilsner.

Skummet, til gengæld, imponerer ved at være så tæt, at det lige så stille stiger adskillige millimeter op over kanten på ølglasset, uden at så meget som en dråbe løber over. Efterfølgende klæber det sig til glasset, og længe efter, det er tømt, holder en smule af skummet sig krampagtigt fast, og nægter at falde. Duften er meget sød, næsten parfumeret, af æbler og blomster.

Et veritabelt slag rammer smagsløgene – et slag mellem sødt og bittert. Begge går til den i et amokløb, der kunne få selv den mest forhærdede mellemøstlige diktator til at ryste i bukserne. Desuden dulmer den effektivt ildebranden fra de friske, økologiske Sonnentor-krydderier – ikke at det egentlig er nødvendigt, men det illustrerer til fulde IPA’ens berettigelse og gavn som ideel til stærk mad.


– Nu vi er ved det … bryggeriet skriver også i syvpunktsprogrammet, at alle øl er brygget uden tilsætningsstoffer, og med ‘natural ingredients’. Jeg har spekuleret på, om “natural” er britisk engelsk for økologisk. Af forsigtighedshensyn har jeg ikke kaldt denne øl økologisk, for jeg er ikke sikker på, om det forholder sig således. Jeg appellerer hermed til læserne om hjælp til at forstå ordet rigtigt. Betyder det økologisk, eller betyder det bare naturlig – hvilket jo nærmest kan betyde hvad som helst? I sidste fald er det jo faktisk at narre forbrugerne til at tro, at øllet er produceret bedre end det egentlig er, og det ville jo være ærgerligt, når ellers bryggeriets koncept er bygget op om kvalitet og ønsket om at skille sig ud.

Men tilbage til smags-indtrykkene. Det er skønt, endelig at smage en øl, der smager som den dufter. Sødmen er meget intens, dels som blanding af søde og sure æbler samt blomster. Faktisk giver den en smagsfornemmelse, der ikke er ulig den rose-is jeg fik i Taiwan – en is lavet på finthakkede rosenblade, så har man set og smagt det med … Sødmen ledsages som antydet også af en kraftig bitterhed, der i modsætning til sødmen, der holder sig midt i munden, breder sig langs gummeranden, og ender med at stikke pikant til mandlerne. Det er en frisk, nøddebitter humlesmag, der klinger ud med en let, men fløjlsblød og rigtig lækker, bitter eftersmag, som jeg kun husker at have oplevet fra Pilsner Urquell.

Sådan smager godt øl! Og for en afvekslings skyld holder markedsføringen alt hvad den lover. Det skal man åbenbart være punker for at kunne – og gerne for min skyld. Well done! Eller som Onkel Stuart ville have sagt: Yessir! Hvilket på skotsk nok ville have heddet: Aye Laddie!

5-en-halv-stjerne

Golden Honey Wheat, Ørbæk

– Hvorfor honning?

Jeg holder meget af honning, ligesom jeg holder meget af øl. – Okay, måske ikke helt så meget. Fx har jeg ingen intention om at starte en blog om honning lige foreløbig. Men for alle os, der både kan lide honning og øl, ligger det faktisk lige for at kombinere de to. Især når man som jeg også holder af mjød. Og heldigvis er der da også en række bryggere derude, der allerede har fået ideen. Desværre er mine erfaringer med de forskellige honningbryg ikke overvældende. Ingen af dem har været specielt gode – eller specielt dårlige – men det, der især har naget mig er, at ingen af dem har smagt særlig meget af honning.

Det fynskbaserede økologiske bryggeri Ørbæk, har i sit udvalg en hvedeøl, brygget på honning. Det er en kombination af malttyper og honning, jeg endnu ikke havde prøvet, så forventningerne var store, også fordi Ørbæk generelt har imponeret mig med sine bryg.

Det er da også en ganske liflig duft, der rammer næseborene, af hyldeblomst og hvedeøllets karakteristiske søde bouquet … Men ingen honning. At dømme efter udseendet er øllet filtreret, hvilket er usædvanligt for hvedeøl. Farven er en kende mørkere end almindelig pilsner, og har hvedeøllets karakteristiske tætte, hvide skum. Den er ganske afgjort filtreret, idet det ikke nytter noget på klarheden at ryste bundsjatten, før den ryger i glasset til sidst.

Brygget har en god, sød og fyldig smag. der slår det meste af, hvad der er smagt af hvedeøl på denne blog med flere længder – hvilket siger mere om det hvedeøl, jeg har smagt indtil videre end om hvedeøl generelt. Den søde smag, der forresten ikke er specielt hvedeølsagtig, afløses længere inde i mundhulen, af en mere traditionel pilsneragtig humlesmag, der til gengæld er ret usædvanlig for hvedeøl, og man tager sig selv i at spørge, hvorfor man egentlig brygger en hvedeøl, der smager af pilsner. Honningen kan iøvrigt ikke smages overhovedet, så på det punkt er der ikke noget nyt under solen. Det skulle lige være, at honningen denne gang ikke er til at smage overhovedet, hvor den i det mindste har været antydningsvis til stede i andre bryg.

Men i stedet for at vurdere denne øl efter, at den ikke rigtig ved, om den vil være fugl eller fisk, vælger jeg i stedet at konstatere, at den faktisk smager rigtig godt. Den har en meget fyldig, og ren humlebitterhed, der ikke bliver harsk, men forbliver blid og behagelig selv om den er kraftig. Eftersmagen er sød og gæret, som man kender det fra hvedeøl, og her begynder den endelig at ligne sin type en smule. I øvrigt er det jo heller kun en hvedeøl – den er brygget på både byg og hvede, og snarere end at sætte sig mellem to stole, formår den faktisk at være lidt af begge dele samtidig. Måske ikke på den mest elegante måde, men helt sikkert på en både interessant og behagelig måde.

Og faktisk lykkes det honningen at melde sig til aller -allersidst, helt nede i hjørnerne af munden ved mandlerne. Det er meget svagt, og reelt ikke værd at vente på, og jeg mener, man med rette kan spørge om, hvorfor man overhovedet tilsætter øllet honning, når det kun smages så svagt. Måske justerer det øllets smag på en eller anden subtil måde – men så er spørgsmålet, om man ikke kunne have frembragt den subtile smag på anden vis. Jeg spekulerer også på, om øllet ikke ville have været fint uden honning, men bare med den gode humle, hvede og bygmalt.

Vel, det er immervæk en øl, der formår at imponere og behage, selvom kompositionen rejser flere spørgsmål end den besvarer.
4-stjerner

London Porter, Fuller Smith & Turner

– Lækker Cappucino-øl

Og det er ikke engang ironisk eller sarkastisk ment. Tænk engang, jeg, der gør alt for ikke at blive en del af cafe latte segmentet (og nej, jeg ka’tte fordrage cafe latte heller), finder en øl, der i aroma og konsistens minder om cappucino, og det er årets indtil videre næststoreste ølfest (efter Flensburger Dunkel)!

Der er jo blevet længere mellem mine anmeldelser. Det skyldes ikke Beertickers utidige bortgåen (må sitet hvile i fred), eller at jeg er blevet træt af at drikke, endsige anmelde øl. Næh, jeg er blevet langt mere kræsen med, hvad jeg gider købe, og hælde i kæften. Konsekvensen er, at jeg har meget mindre øl i køleskabet, og navnlig meget mindre øl, der mest egner sig til at hældes i løgnhalsen som supplement til aftensmaden frem for at byde på noget individuelt, subsidiært passer godt til aftenens økologiske menu.

Det sidste var problemet i aften. Menuen stod på min vivs nyopfundne, hjemmelavede curry, og hvilken curry! Jeg frygter hybris efter at have svedet halvdelen af mine smagsløg af, branket min gane og smeltet drøblen i stærke krydderier, og efterfølgende uden at lyve det allermindste at erklære, at det var aldeles velbehageligt og pragtfuldt!

Men det er ikke den slags mad, man drikker stout til. En frisk pilsner kunne man bruge, men det gider jeg som bekendt ikke for tiden. Ellers kunne man have taget en India Pale Ale, men en sådan har jeg for tiden ikke på lager. Så jeg måtte finde på noget andet, og valgte at drikke den efter maden – som dessert. Og det viste sig at være passende på mere end en måde, idet etiketten netop beskriver denne øl som en dessert-øl.

Det prægtige øl har en dyb, mørkebrun farve, der ved nærmere eftersyn faktisk er gennemsigtigt. Øllet er altså filtreret, men det er også snart det værste, der kan siges om det. Skummet er lysebrunt og tæt, duften er sliksød og blød med klare toner af kaffe. Det er slet ikke ulig en kop varm kaffe med Bailey, der til gengæld er en af de få, nymodens popsmarte påfund, jeg finder behag i.

Det er en sød og fyldig porter, blandet med – om ikke udsøgt – så i hvert fald solid kaffebitterhed, der komplimenterer sødmen rigtig godt. Sødmen er en klasse for sig med toner af fersken og andre søde frugter, samt chokolade. Sammen med bryggets kaffebitterhed giver chokoladesødmen en smag nærmest som cappucino, og det er i den grad undtagelsesvist godt, for jeg deler ellers Troels Trier og Rebekka Brüels holdning til cappucino med skadefro lidenskabelighed. Sødmen bliver aldrig kvalm, det sørger bitterheden for, og måske lidt for effektivt – for selv om samspillet mellem sødt og bittert er udsøgt, så kunne jeg godt ønske at sødmen i sig selv spillede en lidt større rolle. Eftersmagen er en subtil kildrende fornemmelse allerbagest i munden ved mandlerne af kaffebittert og mandel/marcipansødme.

En lille symfoni af velafstemte smagsindtryk til ganske betragteligt velbehag. Dette er netop det ordentlige øl, jeg har ønsket så højt og efterhånden så længe. Så går det meget nemmere kun at drikke øl et par gange om ugen, når det ellers er af en sådan kaliber.
5-stjerner

Natekspressen, Vestfyen

– Samt tak, en nekrolog og andet.

Strømmen af indlæg er taget lidt af. Det skyldes ikke manglende lyst eller inspiration, men blot at nytårstemaet nu er slut, så jeg ikke længere føler mig forpligtet til at anmelde mange øl i træk. Mit køleskab er næsten tomt for øl, og der ligger kun nogle få spændende og venter på at blive nydt. Der er ikke mere af det letdrikkelige stads – det er det, som nævnt, for en tid slut med. Af samme grund ændrer bloggen navn tilbage til det, den hed før, da der forhåbentlig vil være mindre brok, og mere blog i et godt stykke tid fremover.

Jeg vil bruge anledningen til at sige tak til nogle af dem, der er med til at gøre det at være ølblogger en fornøjelse. En af de vigtigste – i hvert fald når det gælder om at hverve læsere – er desværre gået bort efter et alt for kort liv. Det gælder hjemmesiden Beerticker.dk, der efter to år har måttet lukke på grund af manglende financiering. Anmeldelse for anmeldelse har Beerticker ellers postet næsten alt hvad jeg har skrevet, og selvom jeg hist og her har udtrykt min benovelse over at være omtalt, har jeg desværre aldrig fået sagt manden bag, Peter Myrup Olesen rigtig tak. Måske lyder det lidt vel melodramatisk, men sagen er den, at det virkelig har glædet mig at se på statcounter, hvor mange der faktisk har opdaget min blog via Beerticker – og det er åbenbart definitivt slut.
Det er ærgerligt, men så må jeg jo nøjes med de læsere, jeg får fra google i stedet. Folk, der jævnligt har været inde på Beerticker, må jo også orientere sig, så mon ikke de fortsat vil blive ført til min ølblog, hvis ellers jeg arbejder nok for sagen.

Jeg vil også sige min familie tak, både for opbakning og overbærenhed, det gælder både min søde viv, vores fælles, dejlige dreng, der ikke altid synes det er lige hyggeligt at ligge på skødet af far, mens far skriver (især fordi han selv har så meget lyst til at hamre i tastaturet) og min papsøn, der så engageret spørger til, hvordan det går med bloggeriet.

Jeg vil også sige tak til alle dem, der tager sig tid til at kommentere mine mange indlæg. Det er især rart, når man får kredit for anmeldelser, man har gjort sig umage med, og som man efterfølgende får ros for. Og så gør det jo heller ikke noget, hvis man samtidig er enig med dem.


Så tak for det, Peter og Jakob, og selvfølgelig til alle andre, der også tager sig tid til at kommentere og rose.

Tak selvfølgelig også til bryggerierne – ingen nævnt, ingen glemt – for, ind imellem at producere noget, der behager blot en kende over gennemsnittet.

Som nu fx dagens øl, Natekspressen fra Bryggeriet Vestfyen. At dømme på udseende og smag, er der tale om en bajersk øl, og med en alkoholprocent på 6, fristes man næsten til at sige bajersk guldøl. Der står imidlertid intet om hvilken øltype, der er tale om på flasken, så man er overladt til kvalificeret gætteri. Farven er mørkorange, grænsende til det brunlige, og skummet er off-white, næsten gyldent, tæt og klæbende sig til glasset. Duften er klart sødlig med toner af frugt og karamel.

Smagen er en gammelkendt kombination af bitter humle og karamelagtigt sød maltsmag. Fyldigheden er afgjort godkendt, hvilket faktisk redder den fra at være middelmådig, da smagsudtrykket faktisk ikke er særlig stærkt. Den letbitre eftersmag klinger også alt for hurtigt og uengageret ud. Smagen kilder jævnt på hele tungen, og formår ikke at vælge nogle steder ud, hvor der kildes ekstra meget.

Lidt mere distinkte smagsindtryk – ja, mere smag i det hele taget, ville afgjort have gjort brygget mere interessant, men i stedet kan man vel nøjes med noget, der egentlig bare smager godt.
3-en-halv-stjerne

Slut med tyndt øl! (Indtil videre i hvert fald.)

Det er med en vis lettelse, at jeg nu kan konstatere, at jeg har fået arbejdet mig igennem Faktas standardudvalg af øl, og det er blevet tid til en opsummering. Jeg startede temaet, fordi jeg syntes, det var på tide, at jeg fik gjort rent bord nede i min lokale Fakta, så jeg hver gang jeg var dernede, ikke behøvede at lure på, hvilke øl jeg nu manglede, og hvornår jeg monstro havde tid og ressourcer til at få prøvet de sidste.

Nu hvor jeg for længst har købt de sidste, og for ganske nyligt drukket og anmeldt dem, lurer jeg i stedet på, om der monstro er kommet noget nyt dernede, og så er jeg jo lige vidt. Sådan skaber en løsning på et problem ofte bare nye problemer.

Jeg ville jo gerne dele lidt ud af mine tanker om nytårstemaet, men for at bevare et minimum af stringens i baggrunden for mine konklusioner, har jeg valgt at lave lidt om i udvalget af øl, jeg vælger at inkludere. Før temaet startede havde jeg nemlig allerede prøvet nogle af Faktas øl, og der er ingen grund til at udelukke dem, bare fordi de ikke lige blev afprøvet mens temaet rullede. Samtidig valgte jeg at inkludere nogle specialøl fra et spotvaretilbud, som Fakta kørte med fra september-oktober måned. Dem har jeg valgt at holde uden for min analyse alligevel, da de netop ikke er en del af Faktas faste sortiment. Det er Clim8 fra Harboe mig bekendt heller ikke, så også den er røget ud.

Listen over øl i den følgende analyse, startende med de øl, der ikke er nævnt som værende med i temaet i overskrifterne, er altså:

  • Kozel Dark
  • Grøn Tuborg
  • Siden 1883
  • A-Z Ale no. 16
  • Elephant
  • Brutalis
  • Tuborg Julebryg
  • Tuborg Classic
  • Carlsberg Premium/Hof
  • Dansk Julebryg
  • Dansk Pilsner
  • Dansk Classic
  • Dansk Guld
  • Dansk Light
  • Corona Extra
  • Carls Special
  • Pilsner Urquell
  • Heineken
  • Erdinger Weißbier
  • Tuborg Super Light
  • Newcastle Brown Ale
  • Guld Tuborg
  • Royal Export
  • Budweiser (Anheuser-Busch)

I alt indgår altså 24 øl, det ikke skal være en hemmelighed, har været en blandet fornøjelse at stifte bekendtskab med.
Jeg har ikke tænkt mig at lave den store statistiske gennemgang, og undersøge for signifikans og den slags – jeg vil blot se på eksemplet ‘Fakta’s udbud af øl, og forsøge at drage nogle konklusioner ud fra, hvordan udvalget egentlig ser ud i de danske discountvarekæder.

I gennemsnit har de 24 øl fået 1,75 stjerner, og placerer sig dermed midt imellem “nogenlunde drikkeligt” og “uinteressant”. 20 ud af de 24 øl har fået under 3 stjerner, og den højeste karakter lyder på 4½ stjerner. Det giver et billede af, hvor uimponerende Faktas standardudvalg af humleprodukter egentlig er.

Men er det nu Faktas skyld? Ikke nødvendigvis. Det er også et spørgsmål om, hvad forbrugerne lader sig nøje med. At Faktas eget discountmærke overhovedet sælger nok til, at supermarkedet beholder det, viser faktisk hvor lavt de danske forbrugere vil gå, når det handler om at købe billigt ind. Der er ikke en eneste af Faktas billigøl, som jeg har lyst til at drikke igen, og skulle det ende med, at der ikke er andet, eller jeg ikke har råd til andet, vil jeg foretrække postevand.

Så hårdt kan det siges, men jeg vil lægge skylden på den danske forbruger og de danske indkøbsvaner. Selvom Faktas udvalg ikke er imponerende, rummer det trods alt en Pilsner Urquell, og en Carls Special, hvis kvalitet jeg først lige er blevet opmærksom på. De stikker ud som tilfældige højdepunkter i Faktas beholdning, men ikke desto mindre udgør i hvert fald Carls Special et alternativ, der stadig er betaleligt. Hvis man ønsker bedre øl på Faktas hylder, bør man simpelt hen holde sig fra ‘Dansk’-brandet, indtil en anden leverandør end Harboe er fundet.

Det kunne være spændende at undersøge, om andre discountkæder holder det samme lave niveau, og efterfølgende anmelde, hvilken der er bedst til prisen. Imidlertid mener jeg, at min værnepligt udi drikning af tyndt discountøl for en tid er aftjent, så en sådan undersøgelse kommer til at vente på sig!

I et godt stykke tid fremover skal jeg kun drikke spændende øl, der godt må være billige, men ikke sende et signal om, at være standardbryg på nogen som helst måde. Det har jeg fået rigeligt af allerede.

Så glæd jer til en tid, hvor der kun bliver anmeldt spændende øl her på bloggen. Skulle der være en smutter ind imellem, der ser spændende ud uden at være det, skal de nok få påtale som fortjent.

Budweiser, Anheuser-Busch (Det tynde øl fra Fakta XIX)

– Endnu en grund til at blive republikaner

I anledning af det store Super Bowl-brag i USA i nat dansk tid, afslutter jeg nytårstemaet “Det tynde øl fra Fakta” med kædens faste, amerikanske øl, der tilmed er hovedsponsor for arrangementet, Budweiser – der også kalder sig “King of Beers” (mindre kan åbenbart ikke gøre det) fra det amerikanske bryggeri Anheuser-Busch.

Til dem, der ikke skulle vide det, har der i indtil flere menneskealdre været en konflikt mellem de forskellige Budweiser-producenter, navnlig nærværende producent, Anheuser-Busch og den tjekkiske producent Budejovicky Budvar. I marts 2009 tabte Anheuser-Busch en længe verserende retssag, der skulle have givet dem eneret på navnet “Budweiser” i EU. Dette fik de ikke, da Budejovicky Budvar havde brugt navnet i hvert fald fem år, før Anheuser-Busch krævede eneret på navnet.

Det er altså taberen i denne konflikt, der her anmeldes. Der verserer også en vittighed om Budweiser, der på engelsk er meget betegnende, for de fordomme, der findes om den: What is the resemblance between Budweiser and having sex in a canoe? Both is fucking close to water. Nu får vi se …

Farven er i hvert fald meget lys, og øllet bobler mere end det skummer. Duften af kedelig humle er ganske svag, og smagen er helt afgjort på den vandede side. Humlen er i det søde hjørne, og smages langt bedre end den lugtes, den formår endda at behage, uden at den dog ligefrem imponerer. Det ikke fuldstændig negative førstehåndsindtryk skæmmes dog af en syrligt-metallisk bismag, der minder mig om et eller andet …

Lad mig se …

  1. Lys farve med kedeligt skum,
  2. Tynd, nærmest vandig smag,
  3. Syrligt-metallisk bismag, der ikke gavner på nogen måde …

… ja, man skulle næsten tro, at den var brygget efter dansk forbillede.

En Budweiser kan mest af alt sammenlignes med gennemsnitlig dansk pilsnerøl – det er hverken værre eller bedre. Det bedste, der i øvrigt kan siges om brygget er, at den lunkne bundsjat, som jeg hældte i gabet direkte fra dåsen, godt en time efter at den var åbnet, faktisk ikke smagte spor ringe. Jeg genoplevede i et glimt den søde humle, der som allerede nævnt faktisk behager en kende.

Men til de af jer, der er blevet lokket af, at produktet er sponsor for Super Bowl og har købt stort ind af dem: Bare ærgerligt! Super Bowl bliver i hvert fald på een måde en tynd og kedelig oplevelse for jer. King of Beers? I så fald skipper jeg s’gu også kongehuset på den front.

1-stjerne

Royal Export, Royal Unibrew (Det tynde øl fra Fakta XVIII)

– Også god, men heller ikke helt nok.

Slutspurten i nytårstemaet er sat ind med den næstsidste anmeldelse, før den sidste gerne skulle ramme bloggen her i forbindelse med Superbowl på søndag. Der er en ganske særlig øl, der skal anmeldes den dag, og det glæder jeg mig meget til. Om det så er øllet eller anmeldelsen, jeg egentlig glæder mig til, det kan læserne kun gisne om indtil da.

‘Royal’ er Royal Unibrews standardmærke, og det har det efterhånden været i mange år. ‘Royal’-brandet er imidlertid endnu ældre. Det blev lanceret af århusianske Ceres tilbage i 1985, og samme år kåret til årets øl. Export er jo det navn, der i hvert fald tidligere blev brugt syd for grænsen for de stærke pilsnere, der herhjemme kaldes guldøl. Måske valgtes det alternative navn for at distancere sig fra de konkurrerende produkter, der allerede dengang havde karakter af – om ikke spritterøl – så i hvert fald brune, skumle værtshuse, der ikke i samme grad appellerede til den dengang fremvoksende generation af yuppier.

Brandet har holdt, selv efter at Ceres er blevet offer for fusionskapitalismens altædende glubskhed, og det i en grad, så brandet altså har endt med at lægge navn til hele megabryggeriets serie af normaløl. Den har også f0rtsat ry for at være den smarte guldøl, især efter at Kasper Ejstrup fra Kashmir har haft opgaven at give dåsen et nyt design. Meget kan man sige om den slags initiativer, men jeg må åbent erkende, at jeg synes, at det var et af dem, der faldt mere heldigt ud.

Om jeg synes, brygningen af selve øllet faldt heldigt ud, dengang for snart 26 år siden – ja, det vil gå op for læseren om lidt.

Royal Export er en kende mørkere i løden end andre guldøl, næsten orange, men med det sædvanlige, kedelige, hvide skum. Duften er sød med et hint af appelsin og blid humle. Det er vel nok den sødest duftende guldøl, jeg indtil videre har prøvet.

Som så mange andre sødt duftende øl, smager øllet ikke særlig sødt. Aromaen domineres af en fyldig, blød bitterhed, der desværre skifter karakter undervejs. Den bløde fyldighed bliver mere og mere besk, som brygget nærmer sig svælget, og ender næsten – men heldigvis også kun næsten – med at blive harsk. Harskheden tager dog af efterhånden som øllet glider ned, og afløses af en pikant sødme, der redder meget.

I forhold til Guld Tuborg smager den ganske afgjort af mere, og udviklingen i smagen, som den bevæger sig gennem mundhulen, er afgjort mere spændende og karakterfuld. Til gengæld smager den en smule grimmere – rent ud sagt. Det er et andet arrangement af smagsnuancer, det er et andet kompromis af ingredienser, ikke som hos Carlsberg i form af vand, bygmalt og humle, men endvidere i form af glukosesirup og majs. Ja, selv med ekstra ingredienser, der diskvalificerer Royal Export som rent øl, lykkes det ikke at lave noget, der er rigtig godt.

2-en-halv-stjerne

Kay-Sar, Cult/Harboe

– This is a disappointment!

“This is the beer” – lige bombastisk og påståeligt lyder sloganet for Cults store nye satsning, ølproduktet “Kay-Sar”, der produceres på Harboes bryggeri i Tyskland. Det er i situationer som disse, det lønner sig at holde hovedet koldt, tage de neutrale briller på, og kigge på sloganet en gang til. Gør man det, melder der sig hurtigt en række spørgsmål: Dette er øllet? Javel ja, og hvor vil de hen med det? Og bliver det virkelig til ‘øllet‘, bare fordi man har valgt at mejsle det ind i flasken, der i øvrigt ligner en mellemting mellem en portion Advanced Dungeons & Dragons-trylledrik og en monstercontainer fra en japansk discounttegnefilm? (Men i det mindste er flasken da grøn, og ikke klar. Det havde jeg bestemt ikke regnet med.)

Men bevares! Hvis jeg skal sidde og spekulere over, om de rent faktisk mener noget, med det hult rungende slogan, så kunne Cult-direktør Brian Sørensens udtalelser i Jyllands Postens artikel fra d. 19/01, under den bombastiske overskrift “Cult udfordrer Carlsbergs dominans” (yeah right! og det romerske hedenskab er på spring til at blive officiel religion i Saudi-Arabien), måske lede os på sporet.

»Vi går helhjertet ind i øl-projektet. Det bliver den største reklamekampagne, vi nogensinde har kørt, med både annoncer, outdoor og tv-reklamer. Vi vil gøre det trendy at drikke øl igen. Det har de gamle bryggerier ikke formået. Det danske ølsalg er derfor også faldet med 30 pct. de seneste 10 år,«

Cult vil altså gøre det trendy at drikke øl igen, hvilket de gamle bryggerier ikke har formået. Og derfor har Cult nu brygget øllet.

På baggrund af sådanne udtalelser må man formode, at Cult stiller store krav til deres nye produkt. Ifølge artiklen tilføjer Brian Sørensen at “det skal være slut med kedelige øl” og at “danskerne fortjener en eksklusiv og anderledes øl”, og det mere end antydes at Cults Kay-Sar, og nu tilmed kendt som øllet, skulle være netop dette.

Vel, jeg kommer næppe uden om at smage på dråberne, for at se om det kan passe …

Det første jeg opdager, er, at Kay-Sars twist off-kapsel faktisk virker. Man kan faktisk få kapslen af uden at rive sin hånd til blods på spidserne. Herefter breder sig en humleduft – ja, duft, s’gu – ud i lokalet. Den er rå, kornet og ren og faktisk ikke spor ubehagelig. Her må jeg gøre ophold i teksten, idet jeg konstaterer, at jeg allerede har skrevet mere positivt om øllet, end jeg havde forestillet mig, jeg kom til. Øllet er til gengæld meget lyst med skrøbeligt skum, hvilket ellers ikke lover særlig godt, og når først glasset sættes for munden formår Kay-Sar ikke længere at imponere.

Smagen synes at være en blanding af meget tam humle på den bitre side, og vand tilsat et stænk af zink. Det er en øl (ja, det kommer vi ikke uden om at kalde den, eftersom den rent faktisk indeholder maltet byg og humle) der smager mere af vand og metal, end af humle og malt. Der er ikke noget som helst specielt ved den. Den er tyndere end det meste standardsprøjt herhjemme, og kan kun i en snæver vending kaldes øl. Til gengæld er den heller ikke ubehagelig at drikke. Den er for eksempel ikke sur, hvilket jeg bestemt havde frygtet. Samtidig skal man huske, at en mangel på negative egenskaber ikke er noget positiv egenskab, man fortjener kredit for. Jeg indrømmer også, at den er læskende – men det er postevand på den anden side også. Hvor glad jeg end er for, at min viv foreslog at kigge i 7-eleven efter denne øl, må jeg tage mig til hovedet over, at jeg virkelig kastede kr. 18,- efter den.

Kay-Sar er altså (selvom den er tilsat sukker og koffein) en meget kedelig øl, føj dertil ikke eksklusiv og heller ikke spor anderledes tilmed. Jeg vil fortsat vente spændt på, at Cults interessante, eksklusive og anderledes øl kommer, for Kay-Sar er helt afgjort ingen af delene. Men for at bilde den danske befolkning ind, at Kay-Sar skulle være dette, har Cult selvfølgelig sin velsmurte marketingmaskine. Som Brian Sørensen så åbenhjertigt indrømmer, kommer der til at køre både annoncer, udendørs (???) og tv-reklamer, der sikkert både vil skæmme bybilledet og aftenkaffen bag fjernsynet. For hvis man er for inkompetent til at brygge spændende øl, kan man jo altid stikke befolkningen et par grove (og i Cults tilfælde sikkert også lumre og pornografiske) plader om, at deres tynde pjask er både interessant, eksklusivt og anderledes.

Det vil formentlig blive endnu et eksempel på, hvordan storkapitalen via marketing besidder en sjælden evne til at sælge lort som mad, og på at befolkningen velvilligt guffer det i sig som slik, tygger det grundigt, sluger det hele og udstøder et veltilfreds “mums!” bagefter. Ak og ve!
1-halv-stjerne

Guld Tuborg, Carlsberg (Det tynde øl fra Fakta XVII)

– Godt, men bare ikke nok.

Yes! Tillad mig at triumfere. Næsten 1½ uge efter, at den er kommet på markedet er det lykkedes mig at skaffe et eksemplar af Cults ølprodukt Kay-Sar. Det har naget mig en del, at jeg ikke har kunnet få fat i den noget før, for nu er den jo næsten ikke en nyhed længere. Jeg skal dog nok nå at få den anmeldt, også før den går hen og bliver utrendy, og forhåbentlig også før jeg når at se nogen reklamer for den, som jeg synes busskurene her i den jyske hovedstad lider af en højst mistænkelig mangel på.
Altså se det i øjnene: Cult lever alene på hypede, overgearede marketingskampagner, så det virker højst mistænkeligt, at deres sædvanligvis lumre, underlødige reklamer ikke er begyndt at skæmme bybilledet endnu. På den anden side betyder det selvfølgelig også, at jeg kan holde min indstilling til produktet nogenlunde neutralt lidt endnu … måske …
Indtil da må læserne nøjes med anmeldelsen af den klassiske guldøl Guld Tuborg fra Carlsberg, som jeg drak i går aftes. I skrivende stund er jeg netop væltet ind ad døren med hele min lille familie, pusletaske, papsønnens gymnastiktøj, og en stor mængde grønt fra Aarhus’ Økologiske Fødevarefællesskab (sidstnævnte halvvejs væltende ud af bunden på en lige så halvvejs opløst papirbærepose) på nakken og i favnen, så jeg har dårligt nået at væmmes ved synet af nyindkøbet endnu. Det er heller ikke altid – ja, det er faktisk sjældent, at det lykkes mig, at skrive anmeldelsen umiddelbart efter, at den sidste dråbe har ramt tungen. Med Kay-Sar skal jeg selvfølgelig nok se, hvad jeg kan gøre, men dagens anmeldelse skrives altså – som så mange af dem – med en dags forsinkelse.
Guld Tuborg er som nævnt en guldøl, en pilsner med en lidt højere alkoholprocent, end hvad der er almindeligt. Nogle bryggerier fylder glukosesirup på pilsnerne, så gæren kan tisse mere alkohol ud, når de skal lave guldøl, men ikke Carlsberg, og det skal de have ros for. Præcis hvordan de så gør, ved jeg faktisk ikke, men jeg vil gætte på, at de øger mængden af malt, da det jo i sidste ende er sukkeret fra den, der bliver til alkohol. Det kunne også passe meget godt med guldøls smag, der ofte er lidt sødere og fyldigere, end regulær pilsner.
Hældt op gør Guld Tuborg dog ikke meget væsen af sig. Den er lyst gul med kridhvidt, og ganske fyldigt, skum. Duften er behageligt humlesød og har en vis tyngde, men virker samtidig en kende anonym i sin karakter.
Smagen er behageligt fyldig, men gør i sin karakter heller ikke rigtig noget væsen af sig. Den er behageligt sød med en blid, bitter eftersmag, som man ellers godt kunne ønske sig mere af. Det er som om, det hele er lidt underspillet. Der er intet ubehageligt ved den – faktisk smager den godt, men den smager bare ikke af nok.

Den lidt større fyldighed i smagen kommer nok af den højere alkoholprocent, hvilket gør denne øl til en vellykket guldøl. Andre stærke pilsnere smager reelt ikke af mere, eller kan blive decideret harske – i hvert fald når det gælder de rigtig stærke, som de faste læsere vil vide, jeg har den største ekspertise i indtil videre.

Man kan også vælge at rose Guld Tuborg for sin simplicitet, men man kommer i samme ombæring ikke uden om, at den samtidig er lidt tyndbenet.
2-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme