Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: januar 2011

Stuykman Wit, Nørrebro Bryghus

– Interessant … Ikke specielt god, men … Interessant

Dagens øl er økologisk og CO2-neutral samt jeg skal komme efter dig skal jeg, og så kan man jo tilgive meget. Fx konflikten for nogle år siden, hvor bryghuset, der ligger i Ryesgade ikke ville indgå overenskomst med 3F. Det ville de heldigvis på bryggeriet i Hedehusene, så der hvor øllet rent faktisk produceres, har medarbejderne overenskomstmæssige løn- og arbejdsforhold, så jeg har besluttet mig for, at der ikke er nogen grund til at boykotte produkterne længere. Spisestedet på Ryesgade sætter jeg til gengæld ikke mine ben i, men det må læserne selvfølgelig selv om.
Til gengæld kan jeg ikke lade være med at være en kende bekymret for øllets kvalitet. Som bekendt har vi her på bloggen endnu til gode at prøve noget rigtig godt økologisk hvedeøl. Denne gang har vi selvfølgelig at gøre med en dansk produceret belgisk hvedeølstype, så måske er jeg langt nok væk fra de allerede testede sydtyske hvedeøl, til at jeg kan tillade mig at være bekymret.
Skriften på flasken, derimod, vækker ikke udelt begejstring. Det skulle således være en “let forfriskende hvedeøl […] forfriskende, let, sødmefuld, let syrlig” og “næsten uden bitterhed“. Det lover mildt sagt ikke godt. Det forekommer mig faktisk, at Nørrebro Bryghus har gjort sig umage for, at lige netop jeg skulle løbe skrigende bort blot ved synet af emballagen. Måske havde jeg også ladet den stå, hvis jeg selv havde valgt. Men det var min søde viv, der købte den til mig, fordi hun syntes det var synd for mig, at jeg sådan skulle kløjes i det tynde Fakta-øl. Uanset om øllet nu er godt eller skidt, forbliver det uendelig sødt af hende, og jeg er hende overordentlig taknemmelig for, at jeg kan forlænge afbrækket i temaet ved hendes mellemkomst lidt endnu.
Øllet har en rigtig lækker, cremet hvedeølfarve. Den er næsten citrongul og vidunderligt gær-grumset (husk at vende flasken før I skænker!) Skummet imponerer dog ikke så meget, som tysk weißbierskum gär (argh!) gør for h… GØR! Den dufter allerede lidt syrligt, men det er ikke den eddikeagtige surhed, man kender fra danske pilsnere. Det er en behagelig syrlighed, som man kender fra friske, grønne æbler, blandet med et stænk af søde blomster.
Med toner af grapefrugt går æblesyrligheden igen i smagen, hvor den er både skarp og dominerende. Til gengæld opdager man snart, at der er væsentlig forskel på syrlighed og surhed. Surhed er udpræget ubehagelig og stikkende. Det er syrligheden i denne øl overhovedet ikke. Den er derimod både forfriskende og læskende, præcis som etiketten lover, og bryggeriet overdriver faktisk ikke øllets læskende og vederkvægende egenskaber. Syrligheden ledsages af en let sødme, der især mærkes, når brygget når svælget. Muligvis er det den tilsatte pomeransskal, der smages. Den minder om clementiner og andre søde citrusfrugter.
Det er en letdrikkelig specialøl, der klart slår det søde, letdrikkelige sprøjt, som festfolket tyller i sig. Stuykman Wit ville være alle tiders erstatning for Bacardi Breezer eller Somersby pseudo-cider. Den er nemlig, endnu engang som bryggeriet siger, næsten ikke bitter, hvilket jo må appellere til pseudo-cider-fans over hele landet. Den danske pilsners surhed – som ellers sjældent nævnes som festfolkets problem med øl – er der jo i en eller anden grad stadig væk, omend i en meget mere behagelig form. Så det må jo være den perfekte fest-øl … Eller hvad?
For mig forbliver den imidlertid både for let og for syrlig. Den er god til at lære én forskel på surt og syrligt og så ikke så forfærdeligt meget mere. Det er selvfølgelig interessant med de utraditionelle aromaer, men rigtig godt synes jeg aldrig det bliver. Alt i alt forekommer Stuykman Wit mig en smule bedre, end sådan som jeg husker Hoegaarden. Og det er ærligt talt ikke super imponerende.
3-stjerner

Flensburger Dunkel, Flensburger Brauerei

– Simpelt hen Qualität!
Det var sandelig godt, at jeg skulle til familie-tamtam på Sjælland før nytårstemaet ‘Det tynde øl fra Fakta’ fik mig til at gå ud af mit gode skind. Det kan ellers være lidt af en logistisk prøvelse med spædbarn, billetbestilling, bagage (inklusive autostol og sækkepibe), ind og ud af skrumlende Solaris-busser, togskift … jo jo, det er sandelig med det hele. Til gengæld fik jeg lejlighed til en smagsprøve på min faders faste udvalg af øl fra det nordtyske Flensburger-bryggeri, og det gjorde jo alt besværet værd. (Og man får selvfølgelig lejlighed til at se sin familie, hvilket man jo gør alt for sjældent.)
Jeg husker især denne øl fra Roskilde Festival 2001, hvor min kære fader gav mig et mindre parti af netop Flensburger Dunkel med. Det siger en del om en øl, at jeg husker den som en nydelse, selvom den jo nok blev drukket ved en temperatur på i hvert fald 20-25 grader. (Det bør nu ikke være nødvendigt at gøre ekstra opmærksom på, at denne øl helst skal drikkes kælderkold eller lunere, så det undlader jeg.) Mens de andre i lejren drak det sædvanlige billige discountsprøjt, havde jeg spændende nordtyske bajerske øl med – som jeg i øvrigt gavmildt delte ud af, til dem der kunne lide den. Til mit held forstod dem, jeg boede i lejr med, sig ikke på godt øl, så jeg havde dem mestendels for mig selv. Der var selvfølgelig et par stykker, der havde rødder i Sønderjylland – dem kunne jeg dele og nyde dem med.
Til gengæld var de på dåse. Og det er selvfølgelig ikke helt det samme, som når man får dem på den berømte patentflaske, der er så kendt, at bryggeriet i sit merchandisemenageri har inkluderet en almindelig ølåbner, der siger som en plop-flaske, når man bruger den. Man skal ikke undvære lyden af en plop-flaske, bare fordi man åbner en anden øl end en Flensburger.
Og netop flasken er med til at understrege denne øls karakter. Med sin mørkebrune patentflaske og marinblå etiket nærmest udstråler brygget dunkelhed allerede før den er åbnet. Øllet i sig selv er nu faktisk ikke så mørkt endda. Det er mørkt dyborange, grænsende til brunt, og jeg vil næsten tro, det er den lyseste undergærede øl af bajer-typen, jeg indtil nu har prøvet her på bloggen. Skummet er også kridhvidt, og synes lidt skrøbeligt, indtil man til sin fryd opdager, hvordan det nærmest klæber sig til glassets sider. Det dufter sødt og fyldigt maltet.
Aromaen giver omgående en fornemmelse af varme og helt fantastisk fylde. Smagen er en blanding af nærmest ufattelig blød malt og humle, nænsomt ristet, så den holdes bitter og træagtigt fyldig, men uden at blive det mindste besk eller harsk. Ikke at der er noget galt med besk, selvfølgelig. Beskhed repræsenterer en skrap bitterhed, der kan være ganske velgørende, men i denne øl er bitterheden kun blød og nænsom som det fineste, nyvaskede fløjl mod babyhud. Eftersmagen er krydret, næsten lakridsagtig – ja, lakrids er det. Men ikke hvilken som helst lakrids. Det er helt specifikt engelsk lakrids – rent og sukkerfrit. Den rene lakridsaroma.
Hele komplekset, udseende, duft, smag og ikke mindst eftersmag er et monument over Flensburgerbryggeriets kompromisløse kvalitet og sans for det ukomplicerede, det simple. Det er rondoen fra Beethovens 3. klaverkoncert. Det er ikke mellemstykket i 2. sats af Bartoks 2. klaverkoncert, fx (lyt fra ca. 4 min. og 50 sek. eller lyt til hele stykket – eller begge stykker … For fa’en hør begge koncerter, de er pragtfulde på hver sin måde!) Men det gør ikke noget, for det kan være helt fantastisk, selvom det måske ikke ligefrem er en øl for øleksperter. Således er hverken bitterhed eller sødme egentlig særlig fremtrædende. Til gengæld er de vel afstemt hinanden og byder på en helt ekstraordinær fylde, der – ikke kompenserer – men underbygger den simple smag og den simple, men høje kvalitet.
Plop! – Skål!

5-en-halv-stjerne

Tuborg Classic, Carlsberg

– Sur sur sur, lille øl omkring

Jeg har været et lille smut omkring min faders hus i Hvalsø, og holder dermed en velfortjent og kærkommen pause fra nytårstemaet. Nærværende øl forhandles ganske vist også i Fakta, men da det ikke er der, den er købt, synes jeg ikke rigtig det gælder.

Jeg husker tydeligt, da Tuborg Classic blev lanceret. Det skete i 1993, jeg var lige blevet færdig med 2.g. og jeg boede i lejr på Roskilde Festival med en af marketingfolkene bag logoet. Det var dengang marketingfolk endnu ikke var slikkede lapser, der konstant forsøger at strangulere sig selv og sætter håret med lige dele UHU og Araldit. Han var, hvad man kunne kalde en brovten hippie, kørte i Citroën (ak, ikke 2CV) og prøvede ikke at være ung med os unge – for der er ingen grund til at prøve på ting, som falder en fuldkommen naturligt. Han spankulerede rundt med en bred kasket med Classic-logoet på, som han (vist nok) var pavestolt over at have designet.
Til gengæld husker jeg ikke, at han havde en eneste Tuborg Classic med. Grunden dertil kunne være ganske simpel, nemlig at han ikke følte helt samme stolthed over brygget, som han følte over designet. Eller også er det bare en efterrationalisering fra min side, der bedst passer til, hvad jeg selv mener om den sag.
Hvorom alting er, er Tuborg Classic en øl af typen Wiener, der ligesom Münchner-øltypen (i denne blog for better or worse betegnet bajersk øl) er en ældre øltype. Netop som jeg stod i begreb med endnu at blamere mig med mit i virkeligheden begrænsede kendskab til stilartsdefinitioner, fik Per Nielsen, redaktør på ØlentusiasteN, sat tingene på plads for mig. Classic Pilsneren er altså ikke, som jeg måske er kommet til at antyde tidligere en nyopfunden konstruktion af, hvordan øl var tidligere. Det er rent faktisk en øltype, der var mere fremme i de gode gamle dage.
At kalde en Wiener-øl ‘classic’ er altså slet ikke så weit hergeholt, og når nu det netop er Tuborg Classic jeg sidder med, (i overført betydning, for i skrivende stund sidder jeg egentlig på min fars kontor med min lille søn i favnen, mens jeg prøver at holde – og underholde – ham med den ene hånd, og skrive med den anden. Øllet drak jeg i går aftes på en … lad os bare sige ikke super fantastisk midtsjællandsk restaurant) skal men heller ikke glemme, at det faktisk var Tuborg, der lancerede Classic-konceptet med netop denne øl. Siden da har Carlsberg enten scoret kassen helt vildt på royalties fra de andre bryggerier, der har taget konceptet til sig, eller også blev konceptet aldrig brandet, og Carlsberg må så have grædt lige så meget snot, som de ville have tjent knapper.
Wienermalten gør denne type øl lidt mørkere end pilsnerøl og her er Tuborg Classic ingen undtagelse. Den er dog ikke så mørk som bajersk øl, der til tider næsten er sort. Skummet er hvidt og skrøbeligt og yder ikke udseendet nogen ekstra karakter.
Smagen er ukompliceret kornagtigt maltet i begyndelsen, men desværre melder der sig hurtigt en syrlig bismag, der ikke gør øllet noget godt. Faktisk betyder syrligheden, at den ellers runde og behagelige maltsmag overdøves endda temmelig meget. Det er ikke så galt som ved visse andre pilsnere, som jeg har anmeldt på det sidste, idet bismagen ikke ligefrem tager over og bliver primær. Bag syrligheden kan man godt fornemme, at der er fyldt mere på af både humle og malt, og at den deraf følgende bitterhed ville have været både fyldig og intens, havde det ikke været for den i dansk pilsnerøl allestedsnærværende, evindelige, destruktive surhed.
1-en-halv-stjerne

Dansk Light, Harboe (Det tynde øl fra Fakta VIII)

– Dansk Vand

Dette er den sidste øl i Faktas ‘Dansk’-serie, og som de faste læsere ved, har testen af discountkædens eget mærke fra Harboe været alt andet end en fornøjelse. Jeg valgte at gemme det, jeg formodede var det værste til sidst – og på det punkt blev mine forventninger så sandelig indfriet.

Før jeg nu går i gang, mener jeg dog, det må være på sin plads, at jeg først kort gør rede for, på hvilke forudsætninger, jeg anmelder letøl som denne. Jeg har kigget en kollega udi ølbloggeriet over skulderen for at samle lidt inspiration til, hvordan letøl bedst anmeldes. Min (ny)norske kollega har anmeldt mange alkoholfrie øl, og synes at betragte dem som en særlig kategori. Således anmeldes øllene typisk ud fra devisen om, at han på forhånd forventer tyndere øl, når der er tale om alkoholfrie eller -lette øl.

Dette har jeg ikke tænkt mig at gøre. En øl må kunne stå for sig selv og have værdi i sig selv uanset hvor meget alkohol, der måtte være eller ikke være i den. Samtidig findes der mange forskellige typer alkoholfrie eller -lette øl. Fx indeholder KB Julebryg mindre alkohol en nærværende light-pilsner, og jeg kan allerede nu afsløre, at førstnævnte smager af endog overordentlig meget mere end sidstnævnte. Hvis en hvidtøl kan score så højt som KB Julebryg, kan jeg ikke se, hvorfor de alkoholfrie/-lette øl skulle behandles anderledes overbærende end de konventionelle øl. De lette øl vil derfor blive betragtet og behandlet på lige fod med de konventionelle øl. Det vil i virkeligheden også give dem bedre muligheder for at overraske positivt frem for at starte i en anmeldelse med et forspring.

Og så fremdeles starter dagens 2. anmeldelse.

Harboe påstår, at Dansk Light er en pilsnerøl. Jeg har min tvivl. Det kan godt være, den ligner på den bleggule farve, men allerede skummet peger i en anden retning. Det falder med en hastighed, der er sammenlignelig med tyngdeaccelerationen ved Jupiter. Nu kan pilsnerøl ganske vist godt have skrøbeligt skum, men dette skum er godt nok toppen (eller snarere bunden).

Smagen er en udfordring at beskrive. For hvordan skal man beskrive noget, der ikke er der? Man opdager hurtigt, at brygget ikke rigtig smager af noget. Så man prøver lidt mere, hælder mere i ganen, og man smager og smager og – lige lidt hjælper det. Den smag af øl, der er, er i bedste fald flygtig. Reelt smager en Dansk Light vitterlig mere af vand end af øl, og det eneste, der får den til at adskille sig fra postevand, er den tilsatte kulsyre, der dog ikke gør mere for den, end at få den til at føles som en danskvand.

Måske ville Dansk Vand være et mere passende navn for denne fuldkommen ligegyldige og absolut tyndeste af Faktas tynde øl.
0-stjerner

Dansk Guld, Harboe (Det tynde øl fra Fakta VII)

– Hver gang en skuffelse …Jeg har efterhånden lært at skrue forventningerne ned forud for åbningen af discountøllene fra Faktas ‘Dansk’-serie. Skuffelsen er ikke så stor, når øllet netop er så tyndt som man forventer.

På dette punkt er Dansk Guld ingen undtagelse. Den er ‘Dansk’-seriens svar på guldøl, som i Tyskland kaldes Export – en pilsnertype med en lidt højere alkoholstyrke, hvilket ikke sjældent giver øllet en lidt fyldigere og måske lidt sødere smag. Det var i hvert fald tilfældet for den eneste egentlige guldøl, der indtil videre er anmeldt her på bloggen, nemlig den udmærkede Humle fra Thisted Bryghus. De karaktertræk, der ud over den højere alkoholprocent kendetegner Dansk Guld i forhold til de andre Dansk-produkter svarer dog ikke til forskellen på Humle og de andre økologiske Thy-øl.

Øllet er uprætentiøst gult og kedeligt. Skummet er hvidt som nyfalden sne, og en smule mindre skrøbeligt, end ved de andre ‘Dansk’ øl. Duften er overraskende nok ganske behagelig, og byder på stænk af søde hyldeblomster, der dog slet ikke kommer i nærheden af, hvad man kan opleve i god tysk Weißbier.

Det starter jo ærligt talt noget bedre, end de andre ‘Dansk’ øl. blot skal læseren huske på, at der endnu ikke er smagt på øllet, og det er også da, det atter og igen-igen går galt.

Det første smagsindtryk, der maser sig på, er en blanding af rosenkål og kaffegrums, der straks afløses af en syrlig bismag, der slet ikke er ulig Dansk Pilsners surhed. Her lettes man dog over, at der faktisk kun er tale om en bismag, og ikke en dominerende aroma. Øllets bitterhed er, på trods af sin harskhed, ikke specielt fremtrædende – den holder sig et eller andet diffust sted bag i munden, og mangler fylde til at gøre øloplevelsen spændende eller rar på nogen som helst måde. Resten af munden keder sig, og forstår ikke hvorfor dens tid skal spildes med en væske, der faktisk forekommer mindre karakterfuldt end lunkent postevand.

Kort fortalt smager Dansk Guld af Dansk Pilsner minus lidt af dennes syrlighed plus lidt af Dansk Julebrygs harskhed og lige lidt af begge dele til, at disse aromaer yder brygget nogen karakter af betydning. Samtidig virker øllet fladt og kedeligt, og ikke engang den tilsatte kulsyre kan give brygget nogen friskhed. Eftersmagen er syrligt metallisk, som om den med hånlig latter fra mavesækken vil minde én om dens tyndere og – alt andet lige – mindre behagelige bror, Dansk Pilsner.

1-stjerne

Dansk Classic, Harboe (Det tynde øl fra Fakta VI)

– Vand med ølessens

Jeg smagte på denne øl, med en anden øl i baghovedet. Da Carlsberg i sin tid leverede discountøl til Fakta, fyldte de nemlig Carlsberg Hof (eller som det hedder i dag “Premium“) på de flasker, de leverede til Fakta, de samme flasker, der dengang også hed Dansk Pilsner. Det gav forbrugeren alle tiders mulighed for at drikke discountøl af en lidt højere kvalitet, end de øvrige supermarkeder kunne byde på. Og alt andet lige smager en Hof bedre end hvad jeg ellers har testet af discountøl indtil videre (tjek selv distributionen af stjerner).
Jeg har på samme måde haft denne emballage mistænkt for i virkeligheden at have indeholdt Harboe Red, men er kommet til den konklusion, at det nok næppe er tilfældet. Ved gennemlæsning af Red-anmeldelsen må jeg konkludere, at de positive toner, jeg nødtvungent måtte slå an der ikke kan slås an i dagens anmeldelse. Dansk Classic – parallelprodukt eller ej, når ikke engang Harboe Reds i øvrigt ikke særligt imponerende højder.
Dansk Classics uprætentiøse, lidt mørkegule farve antyder da heller ikke ligefrem kvalitet, i øvrigt lige som det hurtigt retirerende hvide skum. Duften er af sød humle – så vidt en bouquet da overhovedet kan opfanges.
Øllet smager først og fremmest tyndt. Jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt det smager mest af vand eller af øl, men i det mindste byder smagen da ikke på ubehagelige overraskelser som Dansk Pilsners surhed og metalliske bismag. På den anden side den letbitre humlesmag – som ovenfor antydet – meget svag og kan faktisk kun lige anes på bagtungen som en distræt til uengageret prikken, før øllet forsvinder ned i svælget. I bevidstheden stander den ganske kort, som en indifferent, diffus eftersmag af discounthumle og hengemt korn, hvorefter den også forsvinder ud af sind.
De ovenstående smagsindtryk kan forresten kun opleves, hvis man virkelig gør sig umage for at smage på øllet. Hvis man fx drikker øllet til mad, forsvinder alle smagsindtryk fra øllet, og man tænker uvægerligt, at et glas koldt vand ville have været mindst lige så forfriskende. – Nej, det er bestemt ikke Harboe Red, der gemmer sig bag emballage og brand. Det kunne man have ønsket, og det er bestemt ikke tit, at man hellere ville drikke Harboe Red end en anden øl.
Den opmærksomme læser vil måske have opdaget, at bloggen midlertidigt har skiftet navn. Jeg tænkte, at det nye navn var mere passende i hvert fald så længe det nuværende tema er i gang. Så må vi se, om tiderne skifter, og jeg får min tillid til den danske øldistribution tilbage. Lige nu ser et ikke for lyst ud, selvom nogle enkelte synes at have fattet, hvad det hele drejer sig om.
1-stjerne

König Ludwig Weißbier, Schloßbrauerei Kaltenberg (Det tynde øl fra Fakta V)

– Redningsplanken, der sank

Wittelsbacherne, den bayerske kongeslægt, havde i 200 år monopol på Weißbierproduktionen i Tyskland. Det fremgår ikke præcis hvornår de havde dette, men alene det, at der har været et monopol borger ikke for kvalitet. Det gør monopoler aldrig. “Derfor er den frie konkurrence vigtig” sufflerer ultraliberalisterne som skudt ud af en kanon, uden tanke for, at det netop den frie konkurrence uvægerligt fører til monopollignende forhold. En eller anden vinder den forjættede konkurrence, og så opnår man præcis det, som konkurrencen skulle forhindre.
På trods af König Ludwig Weißbiers uigennemskinnelige gule grumsethed (husk nu, at dette er godt) og en ren, næsten bolsjesød, omend svag bouquet, så formår den i hvert fald ikke at imponere. Om dette nu er monopolets skyld skal jeg ikke udbrede mig om – grundene kan jo være så mange – men alligevel er det da påfaldende, at monopoltilstande kan forbindes med et produkt af så tvivlsom kvalitet. For hvad der end måtte have været at kvalitet i duft og udseende går ikke igen i smagen.
Den smager mest af gær, så ligesom hos Dansk Pilsner møver det, der burde have været en bismag, sig frem som en anden elefant på krigsstien, og dominerer hele smagsbilledet. Der er ingen søde toner at spore, ja, ud over bryggets trods alt noget fyldige finish er der faktisk ikke noget som helst ved denne weißbier, der karakteriserer weißbier. Det hele drukner i et gråligt-grumset morads af gær, sure sokker og en sprittethed, der er sammenlignelig med en konservators værktøjskasse. Den eneste antydning af hvede er en flad kornet smag, uden særlig karakter eller fylde. Det kunne, så vidt jeg kan vurdere, have været en hvilken som helst kornsort, der var tale om.
At have lige netop denne øl på hylderne med specialøl gavner heller ikke Fakta i nærværende tema. I danskernes øjne er den selvfølgelig speciel bare ved det at den er fra udlandet, og brygget på en anden kornsort end byg. Jeg synes, det mest specielle ved den er, at en weißbier kan smage så grimt. Selv kongeligt øl fra Bayern rokker ikke ved, at der fortsat er tale om tyndt øl.
Ganske vist har bryggeriet en lang række produkter på markedet ud over de to på denne ølblog testede. Men min foreløbige konklusion er utvetydigt, at der ikke har været noget at komme efter indtil videre, og jeg føler mig ikke ligefrem tilskyndet til at prøve mere fra det kongelige bayeriske bryggeri. Alt tyder på, at bryggeriet har haft sin storhedstid – lige som det bayerske kongehus i øvrigt. Nu mangler vi bare, at befolkningen herhjemme indser det samme om det danske.
1-en-halv-stjerne

Dansk Pilsner, Harboe (Det tynde øl fra Fakta IV)

– Hvedebrødsdagenes prøvelse

Dagens øl vækker halvvejs gode minder. Selve øllet husker jeg til gengæld som lidt af en prøvelse. Sagen er den, at da min kære viv og jeg blev viet d. 31/10-09 havde vi købt et kæmpe parti billige øl, så folk havde noget at bælle til festen. Det var så de gode minder. Prøvelsen bestod i, at vi på en eller anden måde måtte blive den ikke uanselige rest kvit, og hvilken bedre måde var der, end at jeg over de næste måneder oftere end ellers, drak en Dansk Pilsner til måltiderne.
Når alt kommer til alt var prøvelsen måske heller ikke så stor igen. Hvis bare man hælder brygget direkte i sækken, yder det om ikke andet smørelse til halsen – problemerne opstår, når man prøver på at smage på det.
Allerede duft og udseende afslører, at der næppe er tale om et kunstværk. Den er lyst gul med skrøbeligt hvidt skum – hverken mindre eller især mere. Samtidig har den en ret så svag letsyrlig, metallisk bouquet af korn, der får en til at spekulere på, om man har lugtet postevand, der duftede af mere.

Smagen er først og fremmest metallisk og syrlig. Nogen ville måske sige frisk, men syrligheden yder ikke smagsløgene – eller andre dele af mundhulen i øvrigt – vederkvægelse eller andet velbehag. Kun i punktform er der små og få vilkårlige antydninger af humlebitterhed, tilfældigt strøet hen over tungen. Den metallisk-syrlige smag, der egentlig burde være en bismag, overdøver faktisk de reminisenser af ølsmag, som brygget indeholder. Men den overdøvende smag af zink og alun er nu heller ikke voldsomt fremtrædende. Faktisk er der ikke noget fremtrædende ved smagen overhovedet. Aromaen er utroligt svag og i øvrigt ikke behagelig i sit udtryk.
Hvis man intensiverede den vagt bitre eftersmag – skal vi sige 10 til 20 gange – ville der måske have været noget at komme efter.
Der er i sandhed tale om tyndt øl. Det tynde bryg virker ikke engang friskt. Det virker bare fladt og kedeligt. Det er øllets svar på Ford Fiesta, Kristeligt Dagblad og Fred Basset. Tilbage står kun spørgsmålet om, hvad der er mest pinligt – at Harboe producerer det ufatteligt tynde sprøjt, eller Fakta, der nedlader sig til at sælge det.
1-halv-stjerne

Dansk Julebryg, Harboe (Det tynde øl fra Fakta III)

– Æbleeddike og harske valnødder

Det er på ingen måde en tilsnigelse, når denne øl indgår i temaet Det tynde øl fra Fakta, der kører her efter nytår. Ølkonceptet ‘Dansk [indsæt øltype her]’ er nemlig navnet på Faktas faste discountøl, og de blev indtil 2008 leveret af Carlsberg, hvorefter Harboe-bryggeriet tog over. Nu er spørgsmålet, om der er det samme i en ‘Dansk Pilsner’ fra Fakta som i en Harboe ‘Ren Pilsner’ fra andre supermarkeder. Således var det nemlig tidligere med Dansk pilsner fra Carlsberg og deres Hof (nu: Premium). Det er ikke lige til at se, eller hitte ud af, men en fremtidig smagning af netop Ren Pilsner fra Harboe vil kunne kaste lidt lys over det.

Nærværende øl er købt som et slagtilbud engang i november, og siden da har den samlet støv i mit køleskab. Det virkede mere presserende at smage andre øl, der umiddelbart tog sig mere indbydende ud.

Men tyndt øl eller ej … Det er altid rart at komme hjem, træt efter en øveaften, og spise en god økologisk rugbrødsmad med økologisk leverpostej og saussage, og drikke en øl til – og den skal endog være meget tynd, smage meget ilde eller være meget u-økologisk for at kunne ødelægge den fornøjelse.

Det var netop dette scenarie, der udspillede sig i går aftes, da denne u-økologiske (men ikke meget u-økologiske) øl skulle prøves. Umiddelbart tager den sig ganske flot ud, med sin dyborange farve, og det letgyldne skum, der ikke engang viger så hurtigt, som man kunne have frygtet. Duften er maltsød og ikke uden en vis kraft.

Bryggets første smagsudtryk er også sødligt frugtagtigt, men det er ikke smagen af søde æbler. En stikkende syrlighed får den mere til at minde om æbleeddike. Dette konstaterer man dog først i tredje ombæring, da anden ombæring nærmest er en eksplosion af ikke spor velbehagelig harskhed. Den syrlige bismag synes at ødelægge al kvalitet i den bitterhed, der måtte have været, og harskheden ender som en lidet fyldig småbitter efterklang. – Men selvom det er jul, er det ikke bjældeklang, der er tale om. Det lyder snarere som en ringeklokke på en rusten damecykel med højt styr, der har været udsat for hele vinterens udvalg i saltmættet snesjap. Harskheden minder hverken om kaffe, nelliker eller andre rare, bitre krydderier. Jeg forestiller mig, at det var sådan, 2. verdenskrigs sikoriebaserede kaffeerstatning smagte. Men det ved jeg ikke, og skal derfor ikke gøre mig klog på det. Til gengæld kan jeg konstatere en vis lighed i smagen med dårlige valnødder – og den grimme overraskelse af en harsk valnød blandt alle de gode, hører jo alt andet lige også julen til.

Ifølge brandets slogan, skulle denne (og de andre ‘Dansk’-øl) være brygget og maltet med ‘største omhu’. Hvis dette skulle være et eksempel på største omhu, må det virkelig stå skidt til med grundigheden på Skælskør-egnen. Ud over, at brygget smager decideret ringe, kan jeg ikke se, hvordan det skulle være ‘største omhu’ at proppe obskure ingredienser som glukosesirup, sukker og antioxidant i øllet. Men det er jo set fra Harboes side før, at de bruger den slags rosende udtryk om øl, de ellers fylder alt muligt i.
Er dette det tynde øl fra Fakta? Egentlig ikke, for man kan trods alt ikke anklage en Dansk Julebryg for at være tynd. Til gengæld gør det ikke oplevelsen bedre, at den i stedet er harsk.

1-stjerne

Carlsberg Premium, Carlsberg (Det tynde øl fra Fakta II)

Deres øl

… aka. Vores Øl, Hof, Probably The Best Beer in the World, m.fl. Kært barn har mange navne, og i Danmark er denne øl måske det, de fleste forbinder allernærmest med selve begrebet øl, øllets væsen, øllets idé … Det er denne øl, en dansker tænker på, når han/hun/den/det hører ordet “øl”. Denne og Grøn Tuborg er de generiske danske øl, som alle kender og alle, der ellers drikker øl, kan drikke. Til gengæld er det ikke øl, folk har de store holdninger til – ud over måske, at de principielt foretrækker den ene frem for den anden. Det er også svært for de fleste at beskrive, hvordan de smager. De er så indbegrebet af øl, at de fleste egentlig har glemt hvad de smager af, og det er denne opgave, jeg nu vil begive mig ud på så fordomsfrit som muligt at løse.
Jeg husker den som den første øl, jeg sådan rigtig godt kunne lide. Det siger både noget om, hvordan jeg oprindeligt opfattede øl – som noget, der kunne gøre mig fuld, og som noget alle andre også drak, – og noget om, hvorledes mine smagsløg og min kritiske sans på flere måder har udviklet sig. Dengang kaldtes denne øl i øvrigt “Hof”, men i takt med Carlsberg-brandets internationalisering er dette mundrette kælenavn blevet smidt væk til fordel for det mere sterile og hult klingende “Premium”. Det er forbløffende, at der er så mange øl ude i verden, der netop hedder ‘Premium’, og fælles for dem, jeg har smagt, er, at ingen som helst af dem fortjener en præmie for noget som helst. De er alle halvtynde, kedelige og standardiserede pilsnere, uden nogen som helst særlige kvaliteter overhovedet.
Hårdt presset kan jeg da også se nogle små spredte fordele ved smagsensretningen, der åbenbart er en del af internationaliseringen af Carlsberg. Det var da rart, da jeg tilbage i 2002 var på turné i Taiwan med mit gamle sækkepibeorkester, kunne bælle ½ l. hjemland på en bar i ‘Little Europe’ i Taichung. Jeg konstaterede dog i samme ombæring, at en Carlsberg Premium ikke adskiller sig nævneværdigt fra det øvrige asiatiske øl, som jeg i øvrigt husker som endnu mere ensrettet og standardiseret pilsnersprøjt, end hvad tilfældet er herhjemme nu om dage. Man kan jo gætte kvalificeret på, om ikke netop den generiske Carlsberg Premium egnede sig fint til det internationale marked, netop f0rdi den har den (mangel på) karakter, som den har.
Nu ved jeg godt, at jeg ville forsøge at gøre min anmeldelse af Carlsberg Premium så fordomsfri som muligt. Jeg vil forsvare ovenstående tirade med, at jeg endnu ikke har taget fat på anmeldelsen, samt at jeg tror, det er nemmere at frigøre sig fra gamle holdninger og fordomme, når man først har fået dem ud på skrift.
I grunden har en Carlsberg Premium faktisk en flot farve, lyst gul med kridhvidt skum. Skummet retirerer dog meget hurtigt, hvilket sjældent er et godt tegn. Duften er mest præget af bitter humle.
Smagen er præget af en pilsnerbitterhed præget af mild humle og bitter bygmalt. Samtidig konstaterer jeg, at den slet ikke er uden en vis overraskende fyldighed. Bitterheden er jævn – og selv for mine smagsløg generisk øl-agtig i sit udtryk – men hvad den ikke har i egentlig bitterhed har den til gengæld i fylde. Der er dermed en ganske fin balance mellem smag og fylde, der gør den ganske behagelig at drikke. Den mangler også den frygtede ( og – indrømmet – forventede) vandighed. Den absolut godkendte maltbitterhed holder desuden et godt stykke tid i eftersmagen uden at blive harsk, og dermed formår øllet at behage smagsløgene mere end adækvat både mens brygget er i munden og i overraskende lang tid efter.
Det er godt nok ikke en Warsteiner, der formår at imponere mere, især med bitterheden. Carlsberg Premium har dog stadig de samme tørstslukkende egenskaber og en fylde, der svarer ret godt til en Warsteiner. Til gengæld er en Carlsberg Premium væsentlig bedre end sin papbror Grøn Tuborg. Her er det især fylden, og den manglende vandighed, Carlsberg Premium vinder på.
Det er nøjagtig som jeg husker det. Indtil jeg begyndte at sætte pris på godt øl var min favorit Hof (som jeg fortsat kalder den) over Tuborg, netop fordi jeg syntes – og altså fortsat synes – den er mere fyldig og mindre tynd i smagen.
Alt dette sagt er Carlsberg fortsat en generisk standardøl, der ikke formår at overraske, eller i øvrigt være noget særligt på nogen områder. Smagen er stadig justeret efter, hvad der måtte genere færrest, og selv om den ikke er det mindst markante eksempel på den laveste fællesnævner, så er den et eksempel på det ikke desto mindre. Min favorit bliver det aldrig, jeg stemmer ikke i koret, der dikteret af markedsføringen kalder den ‘Vores Øl’. For mit vedkommende må hvem, der måtte ønske det, gerne beholde den for sig selv, så den i stedet kunne være ‘deres øl’.
2-stjerner
Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme