Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: januar 2011

Newcastle Brown Ale, Newcastle Federation Breweries (Det tynde øl fra Fakta XVI)

– Nordengelsk skuffelse

Anledningen var ellers fin. Min viv og jeg fejrede 2 års Jubilæum for den tid, vi har været kærester, og det gjorde vi med indisk take-out og VM-finale i håndbold på flimmeren. Som bekendt gik det ikke så godt for danskerne, og det var en skuffelse, at heldet ikke var på vores side. Indermaden var desværre også en skuffelse, for endnu engang var krydringen tilpasset vestlige smagsløg, og det var åbenbart umuligt for restauranten at forstå, at vi ikke ville have de kedelige hvide ris, men naan-brød i stedet.

Men vi havde det mægtig hyggeligt, ja vi havde så, og det er selvfølgelig det vigtigste. Og selvom indermaden slet ikke var stærk nok, smagte den jo stadig godt. Det er heller ikke helt uvigtigt.

Lidt på samme måde har jeg det med endnu en af de udenlandske øl, der har fundet vej til Faktas faste sortiment, nemlig Newcastle Brown Ale, der for længst er opkøbt af Heineken, mens brygningen inden da var flyttet til Tadcaster, sydvest for York, 150 km. fra Newcastle. Så særlig meget Newcastle, er der ikke over denne øl længere. Men det er jo udviklingen – en af de fuldkommen determinerende faktorer, der styrer tænkning og handling i ét og alt i hele verden, og som det er umuligt at vende, dreje eller ændre på … Udviklingen.

Men før jeg fortaber mig i sidespring om Udviklingen … Newcastle Brown Ale minder mig om samme aftens alt for milde indergryde, fordi denne øl også lissom smager af for lidt. Duften gør ellers indtryk, den er meget karamelsød, nærmest sukret aromatisk. Farven er flot brun, med gyldent, omend skrøbeligt skum. Har man med britisk øl at gøre, skal man evigt og altid huske på, at man i den britiske ølkultur ikke behager at bruge samme mængder kulsyre som her på kontinentet. Så at boblerne i skummet er store og vigende, betyder egentlig ikke noget. Skummet klæber også flot til glasset, hvilket lover godt.

Glad og fro over hvor godt det bliver med noget sødt øl, sætter jeg glasset for munden …

Og konstaterer, at en Newcastle Brown Ale faktisk ikke er særlig sød. Den er omtrent lige så sød, som indermaden var stærk.

Kortvarigt glæder man sig over, at der i stedet er en godkendt bitterhed, men ganske kort efter melder sig en stikkende syrlighed, som man ellers troede kun fandtes i dansk øl. Bitterheden er desuden bred og uinspirerende, formentlig fordi den svækkes af syligheden. Syrligheden giver også brygget en metallisk bismag, der får det hele til at virke lidt vandet.

Der findes, hvis man leder ihærdigt nok, en let karamelsødme, der desværre kun er kortvarig, før den fiser ud. På den korte tid formår den ganske vist at blødgøre syrligheden en kende, men aldrig nok til at redde helhedsindtrykket fra at være en kende ligegyldigt.

Igen ødelægger syrlighed noget, der ellers kunne have været en interessant øloplevelse. Det er på en måde rart at vide, at vi i Danmark i det mindste ikke er de eneste, der slås med surt øl. Det er et problem, der også lejlighedsvis kan findes på den anden side af Nordsøen.

2-en-halv-stjerne

Tuborg Super Light, Carlsberg (Det TYNDE øl fra Fakta XV)

– Så hellere postevand!

Før dagens tirader har jeg en opfordring til bloggens læsere. Køb standardøl fra Thisted Bryghus! Ifølge Beerticker slås bryggeriet for femte år i træk med et underskud, denne gang på knap trekvart million kroner. Grunden til, at jeg sådan går i vælten for standardøl, når nu jeg skatter specialøl højest, er, at Thisted Bryghus siden 1995 har været pionerer inden for økologisk ølbrygning i Danmark. Ikke alene lavede de det år Danmarks første økologiske ølprodukt, deres økologiske produktion har sidenhen været målrettet det brede publikum, med en klassisk pilsner og en guldøl, blandt andet, så økologiske øl kunne blive del af danskernes standardudvalg, frem for at øko-øl kun skulle være dyre specialiteter til særlige lejligheder.

Så køb øl fra Thisted Bryghus – især de økologiske standardøl – så vi også i fremtiden har en leverandør af økologisk standardbryg af i øvrigt over standard kvalitet.

Kvalitet kan man til gengæld ikke finde meget af i dagens øl. Tuborg Super Light er ellers Carlsbergs store satsning på det alkoholfri ølmarked, og uanset hvad jeg mener om det, er det en kendsgerning, at mærket har bidt sig fast i løbet af de godt 15 år eller deromkring, det har været på markedet.

Men om jeg fatter hvorfor? Efter at have åbnet dåsen, konstaterer jeg, at den ikke dufter af noget som helst. Min kære viv, der har en meget god lugtesans, hævdede dog, at den lugtede af lidt, og at det faktisk var øl, den lugtede af. Jeg kunne ikke mærke noget. Som øllet blev hældt op i glasset, dannede der sig et lag af skum øverst, der faktisk var godkendt, men ikke hjalp på den meget lyse og meget gennemsigtige farve på selve brygget.

Og skummet hjalp heller ikke på smagen …

Tuborg Super Light smager mestendels af fortyndet vand, og kulsyreindholdet er for lavt til at give brygget nogen vederkvægende egenskaber overhovedet. Med andre ord føles det om muligt tyndere end Dansk Light fra Harboe. Samtidig indeholder det et stænk af noget surt stads, der vanskeligt lader sig beskrive, og som i øvrigt ikke minder det mindste om hverken humle eller malt. Her er det så, man forundres over det lille mærke i toppen af dåsen, hvor der står “Ny smag”. Hvis dette er Tuborg Super Lights nye smag, og man antager, at bryggeriet ikke forsøger at gøre sine øl ringere, så vil jeg slet ikke tænke på, hvordan nærværende “øl” kan have smagt tidligere. Den nye smag skyldes muligvis den tilsatte aroma. Men hvilken aroma står hen i det uvisse. Måske er der tale om vandaroma, der skulle dæmpe den sure, sæbeagtigt-metalliske bismag. Hvis det derimod er aromaen, der giver denne bismag, er der tale om en større katastrofe for ølbrygning end Tuborg Lime Cut.

Tuborg har i hvert fald længe været Carlsbergs eksperimentelle brand, hvor man afprøver smarte nye ølprodukter, der åbenbart ofte falder fuldkommen til jorden, når det gælder almindelige kvaliteter såsom smag og drikkelighed. Det er åbenbart en tendens, der har fandtes længere, end jeg troede. Hvad angår dette gamle produkt ved jeg ikke, om jeg skal græde eller grine hånligt og pege fingre. Som det positive menneske, jeg trods alt bilder mig ind, jeg er, vælger jeg at grine hånligt og pege fingre, selv om man måske med rette kan sætte spørgsmålstegn ved, hvor positivt det egentlig er.

Lige som dagens indlæg startede med en opfordring, slutter det også med en opfordring. Hvis man af den ene, den anden eller den tredje årsag er på vandvognen, så frem for at hælde dette smagsløse, udrikkelige sprøjt i ganen, så drik sodavand, saftevand eller postevand i stedet. Det smager alt sammen af mere – og bedre!

Nul smag – nul stjerner!
0-stjerner

Erdinger Weißbier, Erdinger Weißbräu (Det tynde øl fra Fakta XIV)

– En svunden fornøjelse

Erdinger kalder sig selv den største producent af Weißbier i verden. På trods af dette er firmaets storhed endnu ikke steget ejerne til hovedet, idet bryggeriet fortsat er et familieforetagende, ejet af Werner Brombach. Gammelt er bryggeriet ikke, for bryggerier betragtet. Det blev grundlagt i 1886, men først overtaget af Brombacherne i 1935. Først i 1949 fik bryggeriet sit nuværende navn.
Om de nu virkelig er de største melder Wikipedia-artiklen, jeg har konsulteret ikke noget om, og jeg har ikke rigtig gidet kigge efter selv. Til gengæld ved jeg, at Erdinger har fået en meget dominerende stilling på Weißbiermarkedet såvel i Bayern, som i hele Tyskland, og de er formentlig også de førende i Weißbier i Danmark.
Det danske marked for Weißbier i har nu også altid været temmelig tyndt, alt den stund jeg kan huske det. Jeg prøvede selv en Weißbier for første gang tilbage i 90’erne. Jeg tror, det var noget, min storebror havde med, efter at have arbejdet i den lokale kemiindustri. Det var lidt af en revolution for mig dengang. – Øl, der ikke var brygget på byg, var nyt for mig, og så var der gær i … Det fyldigt hyldeblomstsøde stads faldt også med det samme i min smag, i modsætning til Tuborg Classic Hvede, der kom et par år efter, og som jeg omgående kasserede som værende for tynd – i modsætning til flere af mine ølelskende kammerater, der aldrig havde lært at sætte pris på ægte Weißbier.
Tiden gik, og Tuborg Hvede forsvandt lige så hurtigt, som den var kommet. Omkring dette tidspunkt fik jeg smag for netop Erdinger, der senere skulle blive den mest udbredte Weißbier, også i Danmark. Jeg husker især den mørke, der ikke sådan er til at få fat i herhjemme, som særligt god. Og konsensus var blandt folk jeg kendte, der kunne lide øl, at det ikke blev bedre end Erdinger.
Siden er der løbet endnu mere øl i hanerne, og jeg ved, at jeg i hvert fald to gange har smagt bedre Weißbier siden; nemlig Paulaner og Sanwald Hefe-Weizen, som jeg som bekendt prøvede så sent som i november. Jeg var slet ikke sikker på, at Erdinger ville være så stor en oplevelse igen, som den var i forne tider.
Og ganske rigtigt. På trods af en meget flot gul farve, omend med vigende skum, lover duften ikke ligefrem godt – for at sige det mildt. Det bedste man kunne sige om duften ville være, at den var frisk. Det ville samtidig være en eufemisme for ordet ‘tynd’.
Smagen er dog ikke grim på nogen måde. Der er den for Weißbier typiske aroma af hyldeblomst og søde æbler, men smagen er hverken særlig fyldig eller intens. Faktisk virker den både tynd og vandig. På den anden side, er den heller ikke det mindste syrlig, eller gæret i smagen. Måske er det derfor, den har slået så meget an i Danmark, at den har fundet vej til Faktas hylder. Den tynde, uudfordrende smag borger imidlertid mere for mainstream end kvalitet, og det er desværre endnu en fjer i hatten til den laveste fællesnævner og dens sejrsgang på ølmarkedet.
2-stjerner

Heineken, Heineken/Royal Unibrew (Det tynde øl fra Fakta XIII)

– Sodavand med humlesmag

I Danmark brygges Heineken af Royal Unibrew på licens fra Heineken-gruppen. Royal Unibrew har lanceret Heineken som deres smarte og specielle mærke for de unge. Mellem linjerne betyder det, at de kan tage henved tredobbelt pris (i Fakta kr. 13,-) for, hvad man i Heinekens hjemland Holland giver for den. Mit svar på spørgsmålet om, hvorvidt det er bryggeriet/distributørerne, der er uforskammede, eller kunderne, der er dumme, er helt klart, at det må være kunderne, der har en skrue løs, når man gider smide så mange penge efter en øl, der smager af så lidt.
En Heineken har en lys, tisgul farve, som det hurtigt sammenskvattende skum ikke hjælper synderligt på. Den dufter let og uengageret af humle, på en måde som om den forsøger ikke at vække for høje forventninger.
Det er nok også meget godt, for den smager af næsten ingenting. Der er ganske vist en svag, ukompliceret humlesmag, der gør, at brygget ikke er helt ulig øl. Det er en let, luftig og vandig humle, der samtidig gør øllet frisk, men også nærmest klinisk renset for karakter. De rigelige mængder brus, som overraskende nok ikke kommer af tilsat kulsyre (skal man tro emballagen), får samtidig brygget til at fornemmes som sodavand. Øllet er på ingen måde ubehageligt, indtil man næsten er færdig med det. Da får det en sprittet bismag, der gør eftersmagen, der indtil nu har glimret ved sit fravær, harsk.
Det er en øl, der er mindst lige så ligegyldig som Harboes discountpilsnere – men til fire-fem gange prisen. Om jeg fatter hvordan der kan være salg i det? Hvis dette tynde ølprodukt er målrettet det unge publikum, så har jeg vitterlig ikke megen tiltro til de kommende generationer, hvis dét fortsat bliver en rentabel forretning.
1-stjerne

Pilsner Urquell, Plzensky Prazdroj (Det ikke spor tynde øl fra Fakta XII)

– For eftersmagens skyld

Jeg har druknet min sorg over, at jeg ikke får lov til at tilsv… øh anmelde Kay-Sar i Den Originale Pilsner. Pilsner Urquell, fra bryggeriet Plzensky Prazdroj i den tjekkiske by Plzen. For nogle år siden – 5-6 stykker vil jeg skyde på, ville jeg have givet denne øl seks stjerner, før jeg end havde smagt på den, for den gang mente jeg, at øl umuligt kunne blive bedre.
Siden har jeg lært at sætte pris på andre typer øl. Ikke at jeg ikke gjorde det dengang. Men at en pilsner på den ene side kunne være så simpel og samtidig så god, slog nærmest benene væk under mig. I mellemtiden har jeg lært, hvordan simplicitet ikke nødvendigvis gør det alene. Simpelt er godt, men hvis noget er sofistikeret, uden at det gør en smagsoplevelse forvirret, så står intet i vejen for, at sofistikeret endda kan være bedre end simpelt … eller noget.
Pilsner Urquell ser ud som … pilsner, såmænd. Der er intet specielt at bemærke ved farven, der svarer til det let mørkegule humlebryg, man også herhjemme hælder i halsen fra grønne flasker med grønne etiketter. Skummet er noget fyldigere, som om det består af mindre bobler, end man normalt ser, og det har en let gylden tone. Duften er frisk og usofistikeret – og aldeles skøn, en på én gang bitter og letsød bouquet.
Jeg husker ikke fejl med hensyn til smagen. På den ene side er det en ligefrem pilsner, der alligevel smager af så ufatteligt meget mere end andre pilsnere. Smagen er bitter kornet med en humleblød overflade, uden at være for tynd. Nøgleordet er velafstemt. Dertil kommer en akkompagnerende let maltet sødme, der kun lige antydes foran på tungen.
Men rigtig godt smager den først, når den er forsvundet ned i svælget. Kort efter sætter en velgørende, valnøddebitter, velourblød eftersmag ind, der næsten som en ånd fylder og kærtegner hele mundhulen med den fineste bitterhed, uden den mindste antydning af harskhed.
Det er en fjer i hatten til Fakta, at have denne øl i standardudvalget af udlandske øl. Imidlertid er og bliver 13 kr. for dyrt for en øl, der i andre lande anses for at være en simpel standardøl. Endnu engang kunne en vranten socialistisk anarkist som jeg ønske en kende mere konkurrence på det danske hjemmemarked, så prisen på udenlandsk kvalitetsøl kunne bankes ned.

4-en-halv-stjerne

Øv!

Øv, det lykkedes mig ikke at skaffe en Kay-Sar på datoen for dens lancering. Det ærgrer mig oprigtigt, for jeg havde faktisk glædet mig til, for første gang at anmelde en øl samme dag, som den bliver lanceret. Desværre var den ikke til at få fat på i mit lokalområde, og der er trods alt grænser for, hvor meget jeg vil stæse rundt i byen efter øl – især når der ikke ligefrem er garanti for, at øllet er værd at drikke.

Bemærk i øvrigt, at jeg glæder mig til at anmelde den. Det ville ikke være sandt, hvis jeg påstod, at jeg glædede mig til at smage på den. Det mest positive, jeg kan sige om min forhåndsindstilling er, at jeg er spændt. Ikke på, hvor god den er. Snarere på, om den overhovedet er værd at drikke (og mere diplomati får I ikke for den 25 øre).
Jeg håber på at få fat i et eksemplar i løbet af ugen, og hvis Cults evner udi distribution svarer til deres evner udi ølbrygning, er udsigterne til en underholdende anmeldelse ret gode.

Carls Special, Carlsberg, (Det (knap så) tynde øl fra Fakta XI)

– Overset. Af mig i hvert fald.

Jeg havde egentlig gættet på, at Carls Special var en øl af wienertypen, svarende til classic-pilsnerne og Flensburger Kellerbier. Det viser sig så ikke at være tilfældet. Den er tilføjet münchner-malt, og er dermed snarere i klasse med Rød Tuborg og Flensburger Dunkel, typen er en lager eller som jeg kalder det – bajersk øl.
Jeg syntes også, at løden var lige lovlig mørk til, at det bare kunne være en classic pilsner. Den er mørkt dyborange, med off-white skum. Ikke særligt holbart skum, men for en afvekslings skyld ikke næsten selvlysende kridhvidt, som de andre Fakta-produkters skum. Duften er overraskende frugtagtigt humlet, med aroma af søde æbler og karamel.
Smagen er overraskende fyldigt bitter med bajersk øls typiske smag af træ, ledsaget af en let og velafstemt karamelsødme. Der er en godt gennembrændt bitterhed, der er lige på nippet til at blive småharsk, men reddes på stregen. Det er, om jeg så må sige, en bred bitterhed, der karakteriserer brygget, en bitterhed, der måske mangler lidt særegenhed. Hele den kraftige aroma trænger igennem til alle kroge af mundhulen, selv når øllet drikkes afkølet. Eftersmagen er blidere i bitterheden med toner af friske val- og hasselnødder.
Ud af en undersøgelse af, hvor kedeligt øl, der forhandles i danske discountsupermarkeder, er en ny favorit uforvarende dumpet ned. Det er måske ikke en favorit blandt alle øl, jeg har prøvet, men det er helt sikkert en favorit blandt Carlsbergs standardrepertoire, som den helt afgørende stikker ud iblandt. Jeg undrer mig oprigtigt over, hvorfor jeg ikke har bidt mærke i denne øl før, og pludselig forstår jeg langt bedre, hvordan den kunne vinde ølvalget i 1997.
Jeg bliver helt i tvivl om min vrantenhed over danske standardøls kvalitetsniveau, når en standardøl fra Carlsberg kan nå disse højder. Men med tanke på, hvad der ellers er kommet på markedet de sidste mange år, får jeg dog hurtigt armene ned igen. Selv om Carls Special ville have sat et helt nyt niveau for dansk standardøl, hvis den havde været trendskabende, så er udviklingen siden kun gået i den gale retning, med Tuborg Lime, Somersby pseudocider, og hvad har vi, som konsekvens. Carls Special er og bliver et tilfældigt højdepunkt i et ellers tragisk lavt kvalitetsniveau.

4-stjerner

Clim8, Harboe (Det tynde øl fra Fakta X)

– Derfor behøver den jo ikke smage af ingenting

Clim8 er produceret CO2-besparende og lanceret i forbindelse med klimatopmødet i 2009. Om man vil opfatte den som et markedsføringsstunt, der skal sælge Harboe som en grøn virksomhed, eller om man vil opfatte det som et helhjertet forsøg på at gøre noget for klimaet må man selv om. jeg hælder, som den vrantne anmelder jeg er, mest til den første forklaring.
Den CO2-besparende teknik bag går ud på, at man i brygningsprocessen tilføjer enzymer, så byggen ikke skal malte, før den bruges. Maltning indebærer opvarmning, og det er altså her humlen, om man så må sige, ligger. (Gadum-tschi!) Præcis hvordan enzymerne fremstilles, og hvor meget CO2 det bruger, fremgår til gengæld ikke, men der er naturligvis en gevinst i, at man ikke behøver transportere maltet byg over afstande til steder, hvor maltningsegnet byg ikke findes. Hvad det så koster at transportere enzymerne … ja, det står hen i det uvisse.
Men OK – det er selvfølgelig meget smart, og et skridt i den rigtige retning, at energiforbruget ved ølproduktionen kan reduceres. Tilbage står nu kun to spørgsmål: Hvad vil tyskerne mon sige til en øl, der ikke indeholder malt? Og hvordan smager det overhovedet? Det første spørgsmål har jeg ærligt talt ikke gidet spilde min kostbare tid på. Jeg har vigtigere og mere presserende opgaver at kigge til. Det andet spørgsmål – ja, at vurdere netop dette er jo faktisk én af de vigtigere opgaver.
Øllet ligner pilsner, hverken mere eller mindre, med lige så ustabilt skum som Corona. Den dufter friskt – eller tyndt, lidt af ris og (endnu engang bimler alarmklokkerne) syrligt. Er dette mon en gentagelse af Harboes rædselsfulde Dansk Pilsner? Fyldes Dansk Pilsner-flaskerne med Clim8, når Harboe brænder inde med et batch? Jeg slipper jo nok ikke for at smage på det, og jeg har vel lov at være så heldig, at det ikke er tilfældet.
Smagen er godt nok noget tyndbenet. Der er tale om en jævn pilsnersmag, der mest af alt er råt kornet. Idet øllet når svælget mærker man lejlighedsvis en tone af sød humle, der dog ikke formår at redde en iøvrigt flad og uinteressant smag. Den i Harboe-øl åbenbart allestedsnærværende – men i dette tilfælde dog ikke overdøvende eller direkte dominerende – syrlige bismag bidrager til at gøre fornøjelsen endnu mere tvivlsom. – Men Clim8 er øjensynligt ikke identisk med Dansk Pilsner, trods alt. Efter at øllet er forsvundet ned i mavesækken, er det eneste den efterlader et indifferent skuldertræk – ingen eftersmag.
Det er ærgerligt af flere årsager. Der findes CO2-neutralt øl, der er rigtig godt. Clim8 er – om ikke en hån mod foreningen af miljøvenlighed og kvalitet – så i hvert fald ikke et skridt i den rigtige retning. Måske skulle Novozymes, der har leveret enzymerne, have samarbejdet med et bryggeri, der kan finde ud af at brygge godt øl. På den anden side, kan jeg godt forstå Harboes risikovillighed – når nu de laver tæt på udrikkeligt øl i forvejen, så mærker forbrugerne ikke så meget, hvis forsøget med klimavenligt øl ikke falder for heldigt ud. Havde øllet været fra et andet bryggeri, ville min skuffelse sikkert have været større.
På den positive side må jeg dog også anføre, at en Clim8 da er jævnt læskende, og ikke ubehagelig at drikke. Den blev købt på slagtilbud i Fakta for en rund 5’er, så i forhold til prisen, kan man næppe klage. Men hvor jeg sagtens kunne se mig selv nyde en Corona på altanen her i ghettoen, Århus V, hvis ellers sommeren var varm nok, så tror jeg aldrig, jeg frivilligt ville købe denne øl igen.
1-stjerne

Corona Extra, Cerveceria Modelo (Det tynde øl fra Fakta IX)

– Det havde jeg ikke troet!

Dagens øl, der i øvrigt indgår i Faktas faste udvalg af udenlandske øl, har jeg valgt som opvarmning til mandagens release af Cults øl Kay-Sar, der skulle være af omtrent samme type – lyst, mexicanskinspireret partyøl. Det skader ikke, at få et indtryk af øltypen, før man begynder at anmelde dem i stor stil. Jeg kender ikke typen særlig godt, da jeg ærligt talt skræmmes lidt ved tanken om øl, der er lyse og ikke for bitre. Det klinger i mine øren som øl, der er tynde og ikke smager af noget. Nu må vi se …
Alle alarmklokker bimler, når man beskuer produktet Corona Extra. Flasken er klar, og øllet er lyst pilsnerøl og det er ikke en kombination, jeg tidligere har været heldig med. Generelt er det heller ikke noget godt førstehåndsindtryk, at et ølprodukt ligner en urinprøve.
Ved ophældning kan man næsten ikke få det til at skumme. Hvis man vender bunden i vejret på flasken kan man være heldig at opnå sølle 1½ cm. hvorefter det nærmest kollapser med en sjaskende lyd.
Det tydeligt tynde bryg dufter ikke af særligt meget, men alligevel lettes man over fraværet af sur eddikedunst, og glædes moderat over en slet ikke ubehagelig humlebouquet. Smagen er ligeledes ikke specielt fremtrædende, men men men … Og her indtræder så dagens overraskelse. Det kan godt være, at øllet ikke smager af så forfærdelig meget. Til gengæld er den smule aroma, der alt andet lige er til stede, faktisk ganske velbehagelig. Det er en blid og rund humlebitterhed, der nænsomt kilder tungens sider til uventet stort velbehag for mund og gane. Bitterheden masserer blidt smagsløgene bagest på tungen og i ganen efter at øllet er nedsvælget. Det er heller ikke hvad man forventer af lyst øl i en klar flaske.

Man skal heller ikke glemme, at denne type øl kendes syd for grænsen som ‘helles’ altså lyst øl. Selv Flensburger, der er kendt for sine bitre undergærede øl, har ‘Gold’, der også leveres i en klar flaske, og er kendetegnet ved mindre – og rundere – bitterhed og letdrikkelighed. Og når Flensburger hopper med på vognen, og producerer denne øltype, yder det i sig selv øltypen legitimitet nok, til at den ikke bør afskrives som generelt for tynd. Erkendelsen af dette fik mig desuden til at kassere dette billede som præsentation, netop fordi Corona formåede at nedbryde mine fordomme om både øltypen og det konkrete produkt.
Jeg ved også, at øllet er populært festøl, og nu forstår jeg bedre hvorfor. Det er vitterlig en frisk tørstslukker, som samtidig har de væsentlige fordele, at det ikke er for tyndt og samtidig smager godt. Grunden til, at de unge mennesker alligevel tyller pseudocider og andet sprøjt i sig, er nok øllets prisniveau – 13 kr. i Fakta, og det er øllet alt andet lige ikke værd. Det er ganske vist bedre, end man kunne forvente på dets popularitet og udseende, men som øl i øvrigt er det egentlig temmelig uinteressant.
2-stjerner

The Horror!

I dagens udgave af Jyllands Posten kan man finde denne artikel, hvoraf det fremgår, at fabrikanten af dum- og popsmart partysprøjt, Cult, nu vil forsøge sig med, hvad de kalder en øl. Cults såkaldte øl ved navn ‘Kay-Sar’ (og heldigvis staver de det da i det mindste ikke med ‘j’) rammer butikkerne på mandag d. 24/01-11 og jeg vil gøre mit til, at skaffe mig et eksemplar samme dag og anmelde den samme aften.


Jeg kan allerede nu afsløre – næppe til læsernes store overraskelse – at jeg ikke har de store forventninger til produktet. Alene firmaet bag borger ikke for kvalitet. Der er tale om et firma, der alene er kendt for at have Sidney Lee som kunde, samt pornografisk markedsføring i det omfang ‘pornografisk markedsføring’ ikke omfatter at have Sidney Lee som kunde. Af artiklen fremgår det, at “Kay-Sar (udtales Kejser) er en øl af den lette mexicanske type.” Desuden citeres selskabets direktør, Brian Sørensen, for følgende: “… lige som i vores øvrige produkter er der koffein i vores øl. Det skal være slut med kedelige øl, og vi synes, at danskerne fortjener en eksklusiv og anderledes øl.”

Direktøren er åbenbart totalt uvidende om, at de danske bryggerier sendte 590 forskellige øl på markedet sidste år, nogle af dem af overordentlig høj kvalitet, således som indslaget her viser. På den måde at antyde, at vi mangler ‘eksklusive og anderledes øl’ i Danmark vidner kun om lige dele dumhed og uforskammethed over for de rigtig mange gode bryggerier derude. Når man oven i købet bruger ord som ‘eksklusiv og anderledes’ om en øl af ‘den lette (læs: tynde) mexicanske type’ er topmålet af uvidenhed da nået og forladt i en lodret linje opad.

Men det er vel hvad man må forvente af Sidney Lees faste leverandør af partysprøjt. Jeg skal gerne indrømme endnu engang, at jeg ikke har de store forventninger til Cults nye ølprodukt, men nærværende tirade er ment, dels som en ventil for min irritation over Cults formastelighed, dels som forsmag på min anmeldelse, som jeg højt og helligt lover vil blive så neutral som mulig, netop fordi jeg nu har fået de værste frustrationer ud.

Vel mødt d. 24!
Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme