Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: december 2010

Jule Ren, Thisted Bryghus

Spritter-øl til øko-jul

Det var flæskestegen, vi kom fra.
Den var også go’,
stegt i stegeso
Endnu engang var sovsen så tyk, at den skulle tygges, der var hvide kartofler og en rest rødkål. Dertil nød jeg Thisted Bryghus’ bud på en julebryg, Jule Ren, en 7,9 % skatteklasse 3-økologisk blanding af overgreb på danske retstavningsregler, og et forbløffende dårligt ordspil på ordet ‘ren’. Ha ha ha, der er en ren (og ikke en beskidt hjort) på etiketten. Det er bare ærgerligt, at uanset om morfemet ‘ren’ opfattes adjektivisk eller substantivisk, skal det skrives i ét ord sammen med ‘Jule,’ hvilket fugeelementet -e- i sig selv er en mere end overbevisende indikator på.
Det hedder heller ikke jule træ, jule mand, jule frokost, jule brandert eller jule spritkørsel, vel?
Meget apropos det sidste, er den meget høje alkoholprocent i dagens øl rigeligt til at gøre det kriminelt at køre på juleudflugt eller nytårsudflugt efter at have hældt en af disse i sækken. Og den er også den suverænt stærkeste af samtlige juleøl, jeg har prøvet på denne blog.
Til gengæld er det også den juleøl, der i sin fremtræden og smag er mindst julet. Juleøl tilsættes ofte forskellige krydderier og andet, der får smagen til at matche den søde julemad. Dette lykkes både i bedre og ringere grad, men netop Jule Ren er karakteriseret ved, at den næsten er fuldkommen ulig de øvrige juleøl i både udseende, ingredienser og smagsbillede.
Den ligner faktisk bare en almindelig pilsner, når den skænkes. Den dufter ganske vist kraftigere, end danske pilsnere normalt gør, ja endnu engang aktiveres mine minder om det øl, mine forældre bryggede på badeværelset i min barndom. Ganske vist er det endnu engang kun nostalgi og ikke ubehag, det vækker, men øllet mangler altså fuldstændig den mørke farve, som de øvrige juleøl har haft.
Et kig på indholdet afslører da også et totalt fravær af andet, end malt, humle, vand og gær – økologisk naturligvis. Det er alt sammen meget godt, men der findes faktisk en mangfoldighed af arter af ovenstående ingredienser til at justere både smag og farve. Men åbenbart har man kun brugt almindelig pilsnermalt og -humle.
Det må også undre, at man har valgt at kalde en øl, der også smager så meget af stærk pilsner, for en juleøl. En Jule Ren har nemlig en ganske solid og gennemtrængende pilsnerbitterhed, der ender med blidt at kilde de allerbagerste smagsløg ved mandlerne. Lidt harskt bliver det dog over ganen, hvilket nok skyldes den høje alkoholprocent. Det tipper balancen i smagen til den måske lige lidt for harske side. Men om man synes, det er ubehageligt, er et spørgsmål om personlige præferencer.
Der er dog intet julet ved den stærke bitterhed. Faktisk kan jeg ikke se noget julet ved Jule Ren overhovedet. Hvis man til gengæld droppede hele jule-konceptet, og i stedet valgte at markedsføre den som en stærk skatteklasse 3-øl, a’la Tuborgs Fine Festival eller Carlsbergs Elephant, – ja altså en spritterøl i min terminologi – så ville man for første gang have en skatteklasse 3-øl af pilsnertypen, der rent faktisk smagte godt. For dens ulighed med juleøl til trods, er det faktisk en god, stærk øl. Jeg er egentlig overrasket over, at man kan gøre, hvad der må betegnes som en almindelig pilsner endnu bedre, blot ved at gøre den ekstra stærk.
Jeg har vaklet lidt mellem 2½ og 3 stjerner. Efter ønske fra min viv vælger jeg 3 stjerner. Den har ikke megen værdi som en juleøl, men som øl i sig selv – og navnlig som spritterøl – opviser den nogle kvaliteter, som jeg ikke har set hos den type øl før, og det fortjener den kredit for. Samtidig er en Jule Ren fra Thy, hvilket ifølge min viv i sig selv er en kvalitet.
Det var alt for i år. Godt nytår allesammen, vi ses i 2011.
3-stjerner

Duchesse de Bourgogne, Br. Verhaeghe-Vichte

Noget – om ikke ganske, så i hvert fald – særligt …

Til julemiddagen d. 24/12 valgte jeg noget ganske særligt at drikke. En belgisk øl, specialimporteret og modtaget i værtsgave af en god ven for snart længe siden. Knap ½ år velsagtens, eftersom vi havde inviteret til baby-kig for et par venner, da Thorolf endnu kun var nogle uger gammel. Han bliver jo ½ år nytårsdag, så ved deduktionens kraft kan jeg regne mig frem til, at denne øl må have stået på hylden i næsten ½ år. Det var på høje tid at få den smagt, drukket og vurderet. Den skulle være den bedste øl, min ven overhovedet nogensinde har kendt og smagt i hele den vide verden. Det giver selvfølgelig nogle forventninger, som jeg selvfølgelig har måttet kæmpe imod, for ikke at være biased i forhold til den.
Som allerede nævnt blev den drukket til årets julemiddag, et orgie i hvide og brune kartofler, rødkål, tyk sovs og selvfølgelig and. Flæskestegen gemte vi til et par dage senere, men fælles for begge dele var, at de blev tilberedt i vores originale ‘Römertopf’-stegeso.
I vores husholdning er en stegeso lige så uundværlig som ketchup i et kollegiekøkken.

Der er simpelt hen ikke grænser for, hvad man kan tilberede i sådan en. Jeg nævner i flæng: Rodfruger, oksesteg, flæskesteg, orientalsk karry-kokos-med-orientalske-grøntsager-bløb, kylling, og her sidst – and. Man kan vælge at tilberede kød med eller uden væde som man har lyst. I det hele taget er det kun fantasien, der sætter grænser for, hvordan man kan kombinere ingredienserne. Fordelene ved en stegeso er, at man kan spare på fedtstof uden at kødet bliver tørstegt. Samtidig fordamper skyen ikke. Den koncentreres lige så stille i bunden, og kan bare hældes fra til sovs (eller over) efter behov og behag. For at få en sprød overflade bliver man selvfølgelig nødt til at lette på låget hen imod slutningen. Men tiden, der skal bruges til stegning uden låg, er meget kortere, end den tid det tager på en bradepande.
Andens indmad – indvoldene – hjerte, lever og ikke mindst nyrer rister jeg dog altid på en pande ved siden af, og snacker på, mens resten af lækkerierne tilberedes. Jeg ville have sagt, at dette altid er det bedste ved anden, men senere på aftenen smagte jeg jo den i Römertopf tilberedte and, og derefter ville det have været en nederdrægtig løgn, om jeg havde kaldt indvoldene bedre.
 
Ligegyldigt hvor lækkert friskstegt andelever er, så er der intet, gentager intet, der kan hamle op med en and, tilberedt i en stegeso. Jeg sværger, at jeg aldrig i mit liv har smagt kød, der smagte af så meget, og samtidig var så saftigt. For at fuldende hybris, for hvilken vi stadig med gru afventer nemesis, var skindet også sprødt som ristet bacon, og sovsen … sovsen, sovsen, sovsen … Vid selvfølgelig, at det ikke er stegesoen alene, der har æren for denne ekstravagante gastronomiske ekvilibrisme. Det var naturligvis ved min kære vivs mellemkomst, hendes uovertrufne evner udi det kulinariske, samt det faktum, at anden var økologisk, at julemiddagen blev en sådan succes.
Det store spørgsmål er nu, om en sådan seksstjerners menu blev matchet af øllet.
Jeg erkender i hvert fald gerne, at jeg aldrig har smagt noget lignende. Den dyborange kulør, og det gyldne skum har man måske nok set før, men smagen er ulig noget, jeg har nogensinde har prøvet. Der er tale om meget sød øl, hvis aroma minder om først bolsjer, og når brygget når ind midt på tungen om æbler. I mundhulen og ganen kondenserer sig en lidt stikkende fornemmelse af vin. Sidst i smagsindtrykket, før øllet rammer svælget går vinessensen over i en let syrlighed, der dog ikke ødelægger den overordnede gode smag, men faktisk komplimenterer sødmen fint. Der er ordentlig med kraft i smagen, men det er alligevel som om den ikke når helt ud i hjørnerne af munden, der hvor kun det rigtig gode øl kan smages. De særegene – for ikke at sige usædvanlige smagsindtryk er nu også oplevelsen værd i sig selv, og den dominerende sødme passer i øvrigt ganske fint til julemad.
Vinindtrykkene ville muligvis også gøre denne øl til en udmærket erstatning for vin til en finere middag, uden at jeg dog skal risikere direkte at anbefale det. Det er ved at være længe siden, jeg har drukket vin til mad, så jeg er langsomt ved at glemme, hvad vin egentlig passer godt til.
En sidste vigtig ting at gøre opmærksom på er, at huske at drikke denne øl ved en vis temperatur. De mange forskellige smagsindtryk ødelægges simpelt hen, hvis den drikkes for kold. Det er ikke dumt, at opbevare den uden for køleskabet, og give den en time eller måske 1½ før den skal drikkes. Så når den den ideelle temperatur på 8-12 grader.
Jeg håber på og regner med, at min ven, der gav mig denne øl fortsat vil være min ven, selv om jeg ikke deler hans synspunkt, at denne øl skulle være den bedste i verden. Til gengæld forstår jeg godt, at man kan mene, at det er den bedste i verden. Det er ikke bare en øl, der udmærker sig ved at være anderledes. Det er en øl, der både kan nydes langsomt, idet alle dens forskellige smagsnuancer udforskes, og en øl, der komplimenterer den søde mad godt – det være sig som her, julemaden, det finere franske køkken, eller desserter.

5-stjerner

Næsgaarden Økologisk Jul, Bryghuset Braunstein

God, men næppe til julemad.

Julen har været over os i en grad, så jeg næsten ikke har haft tid til at passe min blog. Hele tre forskellige hidtil uanmeldte øl har der været tale om. Det glemte jeg helt at fortælle i mit sidste blogindlæg, da min indignation over Tuborgs uhørt lumre markedsføring fik mig til at glemme det meste andet omkring mig.
Her i hippie-/ hedninge-/ metallisthjemmet fejrer vi jul med manér, og julepynten er selvfølgelig hjemmelavet. Der er både lidt nyt og gammelt, men julehjerterne her på billederne er allesammen lavet i år, efter skabeloner hentet på internettet og i Forn Sidrs blad Vølse. I løbet af de lange, mørke og ikke mindst kolde vinteraftener har jeg og min kære viv hygget os med at klippe-klistre, så vi engang kan få os en stor kasse med julepynt, der kan gøre Gertrud Sands rangen stridig. Men vores julepynt vil mestendels være hjemmelavet. Det er trods alt det julepynt man bliver mest glad for, og vækker flest nostalgiske følelser, når det tages frem.

Desuden skal det slet ikke undervurderes, at det er rigtig god træning for finmotorikken at lave julehjerter. Med sikker hånd skal man først gennem bage- eller mellem-lægspapir aftegne mønstret fra papiret. Derefter skal det lige så møjsommeligt kalkeres over, enten direkte på det glanspapir man vil bruge til hjertet (tegn altid mønstret på den hvide bagside af glanspapiret, så man skåner den synlige side af det færdige hjerte) eller over på et stykke kraftigt karton – jeg foretrækker bagsiden af en skriveblok – som man kan skære ud til en skabelon. Jeg vælger altid at gøre det sidste. Så har man lavet skabelonen én gang for alle, og papirstykkerne bliver langt nemmere at aftegne. Bruger man kalkerpapiret gang på gang bliver det både nusset og krøllet, og man begynder snart at ærgre sig over, at man ikke bare lavede en skabelon med det samme. Bemærk vel, at jeg skrev ‘skære ud’. En saks bliver nemt ødelagt af at klippe i meget tykt karton, og det fine snit den giver, er umuligt at tegne ordentligt i.

I stedet bør man bruge en kniv – en billig hobbykniv i plast kan anvendes, men en rigtig papirkniv med et helt fixeret blad er bare bedre. Hjertets snit bør desuden skæres helt ud, så der er plads til blyantens spids i skabelonen. Lav til dette formål to snit i skabelonen for hver streg på hjertedelene med ca. ½ millimeter mellem hver.
Når skabelonen først er lavet, er det den mindste sag at tegne hjertet af på glanspapiret. Klipningen kræver til gengæld en sikker hånd, og uanset hvor sikker ens hånd er, kommer man ALTID til at klippe en lille smule skævt, så at snittene i den ene ende af hjertedelen aldrig matcher den anden del fuldstændigt.

Men fortvivl ikke, det kan sjældent ses på det færdige hjerte. Glem til gengæld ikke at klippe snittene lidt længere, end det fremgår af skabelonerne. Et hjerte kan gå hen og blive meget grimt, hvis ikke der er plads nok i snittene til at hjertedelene kan flettes helt sammen.
Almindelige hjerter med lige snit er ret enkle at lave – derfor gider jeg dem ikke længere. Hjerter med motiver, som disse, kræver mere fingerfærdighed, men de findes til gengæld også i forskellige sværhedsgrader. En tommelfingerregel er, at jo færre ben desto nemmere er hjertet at flette. Dette gælder også til en hvis grad motivjulehjerter, og der findes skam motivjulehjerter med kun to-tre ben. Dem kan man med held starte med, og så arbejde sig frem.

Jeg skylder min salig mor en kæmpe tak for de fingerfærdigheder, hun bragte mig videre. Denne jul har jeg i den grad lukreret på det, og vil det resten af livet, hver gang årets parti hjemmelavet julepynt tages frem igen. Samtidig er jeg overbevist om – og det gik faktisk først op for mig i år – at min veludviklede finmotorik, der gør, at jeg behersker både guitar, bas, klaver, pennywhistle og selvfølgelig sækkepibe, nok hidrører fra de mange finmotoriske sysler – ikke mindst julepynt, som min mor satte mig til.

Så har man nogle poder, som man håber en dag skal blive neurokirurger, så husk ikke kun at stimulere de boglige færdigheder. Lav også noget julepynt med dem, når det bliver den tid på året.
Næste kapitel i udenomssnakken: Julemaden! Nu til dagens øl, Næsgaarden Økologisk Jul fra Bryggeriet Braunstein.

Det vil jo altid være svært for et bryggeri, der allerede har scoret seks stjerner i en tidligere anmeldelse, ikke at skuffe bare en lille smule. Jeg må som anmelder imidlertid huske på at vurdere øllene ud fra deres egne præmisser frem for at forvente, at alle øl fra samme bryggeri er lige gode. Og det har jeg så prøvet at huske på, da jeg drak denne øl.
Flot ser den i hvert fald ud, mørkebrun med et skær af orange under en hat af gulligt, lettere skrøbeligt skum. Duften er spinkel og noget pilsneragtig.
Det er da også de bitre pilsnertoner, der dominerer smagsbilledet. Den fyldigt bitre aroma (der i øvrigt fik mig til spontant at udbryde et “Mmm!”) er både sofistikeret og lifligt maltet. Bitterheden koncentrerer sig om bagtungen over svælget, og der er dermed ikke noget til mandlerne – ud over dem i ris a’la manden, selvfølgelig. Bitterheden ledsages af en velafstemt sødme, der tilkendegiver sig i det meste af munden, og spiller vel op imod bitterheden. Der er ikke den samme serie af aromaeksplosioner, som man oplever i Brown Ale, men det er et lille kunstværk ikke desto mindre.

Til gengæld mener jeg, man vel kunne diskutere, hvorvidt dette er en særligt egnet juleøl. Hvor godt den end smager, så synes jeg faktisk, den er for bitter til flæskesteg og brune kartofler. Måske har jeg bare en for snæver opfattelse af, hvad juleøl er, og hvad juleøl skal fungere til, men er jeg virkelig helt galt afmarcheret, når jeg hævder, at juleøl skal egne sig til julemad? Den eneste virkelig egnede deciderede juleøl, jeg har smagt i år, der opfylder dette kriterium, er faktisk KB’s nisseøl. De andre har slet ikke matchet den søde julemad tilstrækkeligt – de har simpelt hen været for bitre, og det gælder også nærværende – i øvrigt udmærkede – øl.
Det gør selvfølgelig ikke øllet her dårligere, men jeg vil ikke drikke den til julemad. Der ville jeg langt hellere drikke Bryghuset Braunsteins Brown Ale, eller 1795 dark. Der er sødme for alle pengene til at spille op mod flæskesteg, ris a’la mande, brune kartofler, rødkål, and med svedsker og alt det andet gode, dejlige, lækre, der hører årstiden til.
Glædelig (bag)jul.

4-en-halv-stjerne

Tuborg Julebryg, aka. Snebajer, Carlsberg.

Uhørt lummer markedsføring.

“Ingen jul uden Tuborg Julebryg”, vil de fleste nok sige. Det er sjældent, at branding af et produkt bliver så populært, at det ligefrem kan betegnes som folkekært. Men er det ikke netop det, den lille tegnefilm er med julemanden i sin kane, trukket af et rensdyr med ben som kogt spaghetti, der slasker rundt i takt til klokkespillet, der blidt ringer julen ind med ‘Bjældeklang’, mens sneen daler så fint?
Det kunne være så godt, hvis det blot var fortsat sådan. Men det er faktisk skidt, fordi Carlsberg på det seneste åbenbart synes, at den folkekære branding skulle peppes op med en omgang friskfyrsagtig, lummer, småpornografisk markedsføring for at, gætter jeg på, lokke det unge publikum til. Således kan man langs toppen af dåsen læse følgende: “Få besøg af Tuborgs snepiger til din julefest.”
Inden for racismeforskningen har man en test, der kaldes ‘Jødetesten’. Den går ud på, at man tager en betegnelse for en befolkningsgruppe i et udsagn, og erstatter med ordet ‘jøde’. I øjeblikket er det fx meget populært blandt forskere, at erstatte ordet ‘muslim’ med ordet ‘jøde’, fordi det på ganske nydelig vis illustrerer – om ikke for forskeren, der nok kan se problemet i forvejen – så for offentligheden, der belært af 2. verdenskrig godt kan kende forskel på argumentation og xenofobi, når det ellers er jøder, det går ud over.
Betragt således forvandlingen, når lidt af Jesper Langballes indlæg fra Berlingske Tidende d. 22/01-2010 underkastes denne test: Den oprindelige tekst lyder:
“Selvfølgelig skulle Lars Hedegaard ikke have sagt, at der er muslimske fædre, der voldtager deres døtre, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel (de såkaldte æresdrab) – og i øvrigt vender det blinde øje til onklers voldtægt.”
 
Se nu samme tekst udsat for jødetesten:
 
“Selvfølgelig skulle Lars Hedegaard ikke have sagt, at der er jødiske fædre, der voldtager deres døtre, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel (de såkaldte æresdrab) – og i øvrigt vender det blinde øje til onklers voldtægt.”
 
Jesper Langballe er blevet dømt for udtalelsen, uden at han sagde ‘jøder’. Dette tjener trods alt det danske retssystem til ære, men der er rigtig mange derude, der går rundt og har godt gammeldags ondt bagi over det. Jeg mener, at jødetesten er så nydeligt demonstrerer, hvad der var fundamentalt galt med Jesper Langballes udtalelse.
 
Men hvorfor nu al denne udenomssnak (spørger idioten retorisk)? Fordi man nemt kan lave en parallel inden for kønsforskning, kaldet ‘mande-‘ eller ‘drengetesten’. Der erstatter man blot ordet ‘pige’ i en tekst med ‘mand’ eller ‘dreng’, og ser hvad der sker. Lad os prøve engang at udsætte den før citerede reklametekst for denne test:
 
“Få besøg af Tuborgs snemænd til din julefest”.
 
Ja det lyder jo unægteligt noget anderledes.
 
Testen afslører for det første hvor lummer Tuborgs markedsføring er. En del af Snebajer-konceptet er ‘snepigerne’ – kvinder klædt ud som nisser i stramme, hullede og næppe særligt varme beklædninger, der i den anden sibiriske isvinter i træk stiller op i landets snuskede værtshuse for at opvarte brovtne, halvlystne, gamle mænd, der åbenbart er for uhumske til at få lov at se på det andet køn på anden vis. Ikke alene udsættes kvinderne – ikke mændene, for ‘snemænd’ er der ikke salg i – for at skulle arbejde letpåklædt i ned til 20 graders frost, med risiko for lungebetændelse og andre hyggelige infektionssygdomme til følge. Via deres folkekære brand er Carlsberg med til legitimere både sådanne arbejdsforhold og en dybt, dybt diskriminerende kønsopfattelse, hvor kvinder udelukkende fungerer som objekter for skumle mænds lumre liderlighed.
 
Det tjener ikke Carlsberg, endsige Tuborg Julebryg til ære, og jeg sværger, det er sidste gang jeg drikker en Tuborg Julebryg, indtil Carlsbergs uhørt lumre markedsføring ophører. Jeg opfordrer naturligvis læserne til det samme, men vil selvfølgelig ikke hade nogen, for ikke at følge opfordringen. Bare lov mig, at I vil tænke lidt over det, så har I gjort meget mere end de fleste.
 
Savnet, jeg vil lide, bliver nu heller ikke så stort, for når alt kommer til alt er en Tuborg Julebryg ikke noget, at råbe hurra for – end ikke når man ser bort fra den uhørte markedsføring. Der er tale om en bitter pilsner, der måske smager af lidt mere både bittert og sødt, end man er vant til. – Måske på grund af den tilsatte lakrids. Hvis man sådan går og tilsætter hvad som helst, kan man jo også få en øl til at smage af hvad som helst. Den lidt kraftigere bitterhed gør, at den måske ikke kan hældes helt så hurtigt i løgnhalsen, som almindelige standardpilsnere, men det er ikke nydelsen af aromaen eller bouquet’en, der holder en tilbage, for man kan ikke nyde noget, der ikke er der.
 
Lige som markedsføringen, er smagen en leflen for den laveste fællesnævner. Det er ganske vist ikke helt så slemt med smagen, der stadig ligger længere væk fra vand end visse andre øl fra Tuborg, men alligevel er det en smag, der nok vil skræmme de færreste bort, hvis man ellers godt kan lide øl.
 
Hvis man kan lide sober markedsføring holder man sig som sagt væk.

1-en-halv-stjerne

Jacobsen Golden Naked Christmas Ale, Carlsberg

Hypet juleøl

Jeg nød denne øl til en formidabel julemiddag hos svigerfamilien i Nordjylland. Der blev budt på stegt and (ah … stegt and) med sprødt skind (ah … sprødt skind), rødkål (ah … rødkål), kreeret af min kære viv (ah … min kære viv), foruden syltet græskar, tranebærkompot, hvide og brune kartofler, brun sovs så tyk og klæbrig, at den skulle tygges (ah … brun sovs så tyk og klæbrig, at den skulle tygges) samt selvfølgelig flæskesteg med Sprød Svær! (Oh … Svær!) Og det er ikke tilfældigt, at jeg sådan lader hånt om regler for stort begyndelsesbogstav, for at udtrykke min fuldstændigt krybende beundring for svigermors flæskesvær. Jeg har aldrig – gentager ALDRIG spist flæskesvær, der var så sprød og samtidig smagte så lækkert.
Den var sprød uden at være hård. Ved det blideste pres fra kindtænderne nærmest sprængtes den i munden, og de mange små stykker smeltede så blidt på tungen og i ganen, mens den blide smag af julegris kælede så ganske blidt for mine smagsløg. En flæskesværsoplevelse som jeg aldrig har oplevet den før, men forhåbentlig da kommer til at opleve igen. Hvis jeg skal bedømme ud fra svigermor, er nordjyderne mindst lige så gode til at lave flæskesteg, som de er til at lave øl. Og det er bestemt ikke så ringe endda!
Nå, var der andet? Det vigtigste er i hvert fald på plads … Nåh jo, Øllet! Det havde jeg nær glemt. Desværre var jeg ikke ved at glemme det kun på grund af flæskesværen – bevares, den var da en del af årsagen, men i forhold til det hype, der har været omkring dagens øl, var mine forventninger nok skruet lidt for højt i vejret. Det er og vil fortsat være maden, jeg husker fra den julemiddag og i væsentlig mindre grad øllet til.
Den ser jo umiddelbart pæn ud med den mørkorange farve, som jeg alligevel synes godt kunne have været mørkere, ligesom skummet nemt kunne have været fyldigere. Duften er letsød uden at gøre noget særligt væsen af sig.
Til gengæld henter den noget igen på smagen. Det er en fyldigt sød juleøl med en ikke uskarp humlebitter bund. Som sådan har den en god, gennemtrængende og fyldig, bittersød smag, men den mangler sofistikerede nuancer for at være rigtig god. Den smager ganske enkelt ikke specielt nok til at være – ja, noget specielt. Der er ellers lagt rigeligt i af alt muligt, appelsinskal og krydderier blandt andet, (men heldigvis da ikke E150c eller andre unødvendige tilsætningsstoffer), men uden at det sådan rigtigt får nogen betydning for smagen.
Dog skal eftersmagen fremhæves. Her er det de søde nuancer, der vinder frem, hvilket i sig selv er usædvanligt, da det for det meste er de bitre toner fra det bagerste af tungen, der langsom klinger af, man normalt oplever som eftersmag. Det er en sprudlende sødme, der i momenter næsten bruser op i næsen. Det er en ret unik øloplevelse, der dog også frister én til at spørge sig selv, om ikke den snarere hører sodavand til.

4-stjerner

Slots Classic, Maribo Bryghus

– Langt bedre end sit rygte

Slots Classic er en klassiker i mere end én forstand. Først og fremmest tænker jeg på den, som den klassiske festivalpilsner, som man kort før festivalsæsonen tog syd for grænsen for at hente et ordentligt parti af, så man var sikret billige øl. Selve festivalen gik så med at forbande den langt ind i helvede for at smage – ja, ad helvede til og “hvorfor køber vi dem hvert år, når de nu smager så ringe” og andre lignende derogative udsagn.
Jeg har nu aldrig selv parallelimporteret Slots-øl til festivalbrug. Selvom man måske nok kunne spare lidt på ølbudgettet, har jeg aldrig rigtig haft netværket til grænsehandel ud over, hvad min kære fader ville kunne overkomme. Og meget har jeg budt ham gennem årene, og sjældent har han haft mere end et skuldertræk som kritik af de hovedløse ting, jeg bad ham gøre, når nu han alligevel var syd for grænsen – men Slots-øl … Det ville jeg alligevel ikke udsætte ham for. Til gengæld husker jeg, at han et år tog en mindre ramme Flensburger Dunkel med til festivalbrug – se DET er en festivalgave, der vil frem.
Anyways … hvad er det mon, der gør, at Slots Classic har så ringe et rygte – især blandt festivalfolket? Jeg tror svaret er simpelt: Ingen øl smager godt ved en temperatur på over 300 grader Kelvin, for slet ikke at snakke om 305 af slagsen. Og da det oftest har været Slots Classic, der lå og kogte i de sølvgrå Igloo-telte, har den måttet tage skraldet for, hvad der er fuldstændig naturligt for øl ved den temperatur – nemlig at smage ad H til.
Afkølet smager den i virkeligheden af væsentlig mere, end hvad man er vant til fra danske standard-pilsnere. Ikke dermed sagt, at det er en øl, der imponerer i sig selv, men smagsniveauet er i kraft af en fyldigere maltbitterhed fra starten lagt højere, end hvad man f.eks. måtte være vant til fra Tuborg Grøn eller Royal Pilsner. Den kraftigere maltbitterhed gør selvfølgelig øllet mere besk, når det bliver lunkent. Men det gør ikke øllet dårligere i sig selv.
Det er i øvrigt skægt at tænke på, at denne øl slet ikke ville kunne være solgt i Tyskland før 1987, hvor en EF-dom bestemte, at øl godt måtte indeholde andet end malt, humle, vand og gær, såfremt øllet var importeret, beregnet til eksport eller blev betegnet som specialøl. Det er nemlig ikke ligefrem rent øl, der er tale om, for ud over de tre ovenstående ingredienser indeholder en Slots Classic majs, glukosesirup og ammoniseret karamelfarve aka. E15oc (suk!). Majs og glukosesirup bruges til at fodre gæren med sukkerstoffer, uden at det – som det er tilfældet med maltstivelse – giver øllet smag. Det er faktisk utroligt, at en øl, der indeholder så mange tilsætningsstoffer, der faktisk skal reducere smagen af øl, alligevel kan smage af mere, end det sprøjt folk ellers fylder sig med.
2-stjerner

Spitfire, Shepherd Neame

Bitter nydeøl

Fakta er på spil igen – denne gang med en ale fra det kentiske bryggeri Shepherd Neame, der også stod bag den udmærkede Bishops Finger. Særligt for Spitfire er, at en del af overskuddet fra salget går til en fond, der på den ene eller anden måde støtter RAF-veteraner. Fonden blev oprettet samtidig med, at øllet blev lanceret i 1990, og her er det så, at jeg synes, filmen knækker …

For RAF var jo i princippet stadig en aktiv organisation indtil 1997. Og hvad man end mener om dem, så var deres aktiviteter jo vitterlig illegale. Jeg kan derfor slet ikke forstå, at man i 1990 kunne oprette end fond til at støtte dem. Det må da have været dybt ulovligt, og endnu mere mystifistisk er det, at fonden er oprettet i England på trods af, at ethvert barn ved, at RAF var en tysk organisation.

Jeg tager hjertens gerne mod forklaringer på denne gåde, for især er jeg da spændt på, hvordan Shepherd Neame har kunnet omgå Englands terrorlovgivning med deres åbenlyse støtte til en åbenlyst ulovlig organisation.

Men det til side, så er det jo trods alt øl det handler om, og ligesom Spitfire (hvis navn antyder, at man vil henlede opmærksomheden på det foretrukne britiske kampfly fra 2. Verdenskrig – om man fatter hvorfor …) som koncept overrasker med sin støtte til RAF, overrasker den også i sin smag.

Farven i sig selv er ikke helt uprætentiøs. En dyborange nuance med off-white, næsten gulligt skum. Duften er syrligt sød, men gør ikke umiddelbart meget væsen af sig.

Det samme gælder i øvrigt smagen, der i første omgang synes lidt tyndbenet og vandet. Når brygget når bag i tungen melder der sig dog en bitterhed, der aldrig når særlige højder, hvad angår fylde og intensitet. Til gengæld er der en overraskelse for den, der gider give øllet den fornødne tid.

Langsom breder der sig forskellige, finurlige bitre toner hen over tungen. Der er humlemalt på bagtungen, omtrent som man kender den fra gode pilsnere, samtidig prikker brygget pikant under tungen, og langs med gummerne. Ud til visdomstænderne mod svælget smyger der sig en sødlig bitterhed af den fineste slags . Overraskende er det, at øllet smager så meget på de laterale smagsløg, der ellers oftest opfanger de allerbitreste toner. Her er det en blid, behagelig bitterhed, der ikke er særlig kraftig i sit udtryk, men overraskende i sin placering og ganske sofistikeret og særegen i sin karakter.

Det er ikke nogen særlig intens øl, eller sagt positivt: det er en ikke for intens øl. Undertiden kan intensitet og fylde vige en smule for letdrikkelighed, hvis ellers øllet samtidig scorer højt på andre parametre, smagens karakter, mangfoldighed af smagsnuancer m.v. En Spitfire finder et udmærket kompromis, og ender som en velsmagende tørstslukker, som man klart får mest ud af, hvis man tager sig god tid til at nyde den grundigt.
4-stjerner

KB Juleøl, Carlsberg, aka. ‘Nisseøl’ (tilegnet Jon Knudsen og nissen Teddy Ring)

I denne søde juletid …

Man skulle da være et skarn, om man ikke bare en enkelt gang i løbet af julemåneden nedsvælgede – eller i mit tilfælde – nød en enkelt Kongens Bryghus Juleøl, (der for længst ikke længere laves af Kongens Bryghus, men af Carlsberg, men det er en anden historie).
En KB Juleøl kaldes i folkemunde ‘Nisseøl’. Og hvad er mere passende, når nu der er en julenisse med et fjernt, indifferent blik på etiketten? Og det er jo vitterlig en tid, der står i de kære små folks tegn. Her i huset får nissen selvfølgelig både grød og øl, og vi takker den højtideligt for de gode ting, den har gjort for os. Den driller selvfølgelig også en del – sikkert fordi den synes, det er så ganske morsomt, når jeg hidser mig så forskrækkeligt op over sidelæns tyngdekraft, altså når ting midt på et bord pludselig falder til gulvet med et brag, og især når mit temperament udfolder sig over ting, nissen har gemt.
For det sker virkelig tit, at ting, jeg ved præcis, hvor jeg har gjort af, er pist væk minutter efter. Og hvilken anden forklaring kunne der være på dette, og den laterale tyngdekraft, end at nissen har smidt det på gulvet, eller er rendt med sagerne og har gemt dem … guderne og tilfældige fluktuationer i tid-rum-kontinuummet vide hvor?
Jeg har i hvert fald ikke nogen andre bud, så ligesom den gale præst fra Løkken, Jon Knudsen, er jeg fuldstændig overbevist om, at nisser findes. Blot er de i mine øjne hverken onde, galsindede, ildevarslende eller sygdomsfremkaldende. De er små, nuttede, drillesyge væsner, der i øvrigt er fremme hele året og ikke kun ved juletid.
Næh, det var da også en elegant måde, at komme ind på Jon Knudsen på, var det ikke? Denne galsindede præst fra Løkken Frikirke, der som en anden Vilhelm Beck har ufatteligt travlt med at udbrede sine egne indskrænkede, fanatiske synspunkter, på bekostning af den almindelige befolknings velbefindende og julefred.
Jeg har personligt engageret mig i modstandsbevægelsen mod ham og hans frikirke. Min anke imod ham, er dog ikke så meget den hængte nisse. Det er en barnagtig julespøg og et mediestunt, der bare skal give hans fundamentalistiske frikirke noget omtale. I øvrigt har Jon Knudsen leveret et tilnærmelsesvis fornuftigt argument for sin aktion, da han i TV2 Nords nyhedsudsendelse d. 07.12.10 kl. 19:30 (søg selv her) sammenlignede sin nissehængning med afbrænding af hekse til Skt. Hans. “Hvorfor skulle det være mere problematisk at hænge en nisse, end brænde en heks af til Skt. Hans?” lyder hans argument – sådan cirka.
Ganske vist mener Jon Knudsen, at det første må være i orden, når det sidste er det. Jeg ser lidt anderledes på det – jeg mener, man burde undlade begge dele, men grundpræmissen; at det er det samme man gør, og det er lige godt eller skidt – den køber jeg! Jeg mener, at afbrænding af hekse – om det så bare er pr. dukke – er en reproduktion af tidligere heksebrændingers legitimitet, ligesom Jon Knudsens nissehængning er en reproduktion om fanatiske kristnes præmis om, at alt, hvad der ikke er kristent er dæmonisk og ondt og må udslettes. At lade nissehængning og heksebrænding stå uimodsagt yder fanatikere og forne tiders forbrydelser legitimitet, og dette er i sig selv en grund til at yde Jon Knudsen verbal modstand.
Men som sagt er selve nissehængningen ikke mit primære sigte i engagementet mod Jon Knudsen. Det er til gengæld hans hovedløse, absurde pseudoargumentation, hvor han sammenligner nisser med nazisme og børneporno.
Der er grænser for, hvor meget dumhed jeg vil finde mig i. Når dumheden samtidig hidrører fra en kristen fundamentalist, der bruger nogle meget tragiske menneskeskæbner – her ofrene for nazisme og børneporno – som løftestang for sin egen fundamentalistiske dagsorden, så er min grænse for acceptabel dumhed langt overskredet. Det glæder mig selvfølgelig, at nissen nu er i sikkerhed hos den navnkundige Martin Svendsen. Han repræsenterer en civilcourage, man kun oplever alt for sjældent herhjemme. Til gengæld savner jeg en offentlig afstandtagen fra Jon Knudsens brug af nazikortet fra både intellektuelle og journalister, for ligesom en ignoreret nissehængning ville legitimere, at man kunne hænge hvad som helst ud for at være dæmonisk, så tjener tavsheden omkring Jon Knudsens absurde sammenligninger af nisser med nazisme og børneporno som legitimering af den slags pseudoargumenter generelt. Det kan på langt sigt skade debatniveauet, der i forvejen pløjer bundlaget godt og grundigt op her til lands.
Men indtil videre synes jeg dog, at juleeventyret fik en lykkelig udgang: Nissen er fri – nu gælder det Julian Assange!
En KB Juleøl er en hvidtøl, en øltype, jeg endnu hverken har prøvet, eller har haft overskud til at finde ud af mere om lige umiddelbart. Min undren over, at man kalder næsten kulsort øl noget med hvidt, må derfor indtil videre stå ukommenteret hen. Jeg ved dog så meget, at jeg har drukket denne type øl, siden jeg var en stor dreng, hvilket, den lave alkoholprocent taget i betragtning, vel ikke er direkte uforsvarligt. En Nisseøl er endda en af de stærkere – hele 1,7 %, hvilket vil sige, at man skal op på 3 styk, før man rammer alkoholmængden for en almindelig pilsner.
Det sodavandsagtige brus og skum passer meget godt til øllets intense sødme, skabt af sukker, lakrids og karamelfarve E150c – den ammoniserede karamel, der kan svække immunsystemet, såfremt man har mangel på B6-vitamin og hvide blodlegemer. Jeg kan jo ikke lade være – især her i den søde juletid at gøre opmærksom på, hvor meget gift vi i det daglige – og ikke mindst op til jul – fylder vore omgivelser med, ikke kun i fødevarer, men især også i plasticskramlet til de små. I sammenligning dermed bliver E150c’s farlighed selvfølgelig også sat i perspektiv. Det er trods alt ikke det værste, man kan farve øl med, men når man nu ved, at der findes malttyper til det – og andre fuldkommen ufarlige karamelstoffer, så er det alligevel underligt, at man lige skal vælge netop den ene, der er problematisk.
Ellers er det jo en dejligt sød slik/sodavandsøl. Men netop den søde smag gør den perfekt til julemad og -godter, mens den alene nemt bliver kvalm – næsten med sikkerhed, i øvrigt, før man har indtaget mængder, der i alkoholvolumen svarer til føromtalte pilsner.
Smagen er fyldigt chokoladesød i forenden af munden, med antydning af en pikant humlebitterhed i ganen lige før det dybmørke bryg når svælget. Enkelte kaffetoner kan spores mellem tungens sider og gummeranden.
Alt dette giver et overraskende velafbalanceret smagsbillede. Det er bare smagen af jul. Og ja, der er både det ene og det andet i, der egentlig ikke hører øl til. Men hva’ fa’en … det er jul! Der må godt være lidt ekstra i, også selvom det ikke er strengt nødvendigt.
For er alt det andet skrammel man omgiver sig med ved juletid måske det? Ikke rigtig vel? Men det er nu meget hyggeligt altsammen alligevel.

4-stjerner

Belhaven Best, The Belhaven Brewery

– Så springer jeg nok den næstbedste over …

Det er en risikabel affære at navngive et produkt noget med “bedst”. For det må betyde, at man må bestræbe sig på aldrig at lave noget, der er bedre. Målet er nået, der er ikke mere at stræbe efter ud over at sørge for, at ens ølbrygningskunst aldrig når de samme højder igen. Produktionen bliver utvivlsomt nemmere i fremtiden, når man ikke behøver gøre sig umage længere, men jeg har ærligt talt svært ved at se ideen i, at bestræbe sig på fremover kun at lave ringere øl.
Parallelt dermed er det ufatteligt tåbeligt at kalde en bog om litteratur noget med ‘ny’. I vores ikke uimponerende bibliotek findes blandt andet en bog med titlen “nyere fransk litteratur” fra engang i 1950’erne. Der findes selvfølgelig også væsentlig ældre fransk litteratur end dette, men ret beset er 60 år gammel litteratur ikke rigtig ‘ny’ længere. Titlen ender uvægerligt med at være løgn. Dette kan selvfølgelig undgås, når det gælder en øl, man kalder ‘bedst’, men det virker ikke ligefrem knøvt at gå og håbe på det.
Jeg håber da også for Belhaven Brewerys øl, der i dag betegnes som det bedste, bliver slået i kvalitet.
Selvfølgelig er det altid en oplevelse, at stifte bekendskab med den britiske ølkultur. Nærværende øl er således en draught – det svarer omtrent til en fadøl, og serveres den på dåse, som tilfældet er her, er illusionen om en fadøl bibeholdt i kraft af en lille beholder med kvælstof inde i dåsen, der brydes når undertrykket ved åbningen af dåsen indfinder sig. En lille triumf for ingeniørkunsten, om end det aldrig bliver helt det samme, som at få skænket den slags øl fra fad.
– Men flot er den, med det tætte kvælstofskum, der også kendes fra Guinness. Man kan tegne små figurer i det, og fylder man glasset helt, kan man med lidt forsigtighed få skummet til at hæve sig som en søjle over randen over det mørkorange bryg.
Desværre blegner begejstringen, når øllet smages. I første omgang mærkes øllets sødme med tydelige toner af honning. Som det fremgår af emballagen, er øllet farvet med honning, men dette kan også mærkes i smagen. Det gør egentlig ikke noget, for havde det ikke været for honningen, havde øllet næsten ikke smagt af noget. Skum, farve og honning til trods er det samlede smagsbillede ret så tyndbenet.
Bevæbner man sig med mineudstyr og graver sig godt ned og tænder nogle kraftige projektører, kan det lade sig gøre, at finde enkelte glimt af subtile smagsindtryk dybt nede mellem tungens papillae. Der er lidt smag af letbitter humle, der enten er behagelig eller ligegyldig. Det er svært at afgøre, når styrken er så svag. De søde honningtoner klinger til gengæld hurtigt af, og kan næsten ikke findes længere, når det allerførste af øllet er drukket. En let humlebitter eftersmag klæber kortvarigt til tungens sider, men gør heller ikke noget væsen af sig.
Belønningen for at lede efter de trods alt ikke helt uinteressante smagsindtryk er en anderledes, men ellers ikke særlig prangende øloplevelse. Selvom det med rette kan kaldes en specialøl (jep, Fakta igen) er det specielle ved den simpelt hen ikke fremtrædende nok.
Jeg er bestemt ikke afvisende overfor de subtile smagsnuancer, som brygget indeholder. Den skal heller ikke have onde ord med på vejen for at virke doven – for sådan skal britisk øl skænket på kvælstof være. I sidste ende er den blot for tynd og smagsløs til at kunne nå op over tre stjerner i karakter.
Det var ellers en god stime, jeg var inde i, og hvis det skulle være Belhaven Brewerys bedste øl, så tror jeg bare, jeg springer den næstbedste – og alle de andre – over.
2-en-halv-stjerne

Warsteiner, Warsteiner

God standardøl, omend standardøl

Nu havde jeg jo lige forberedt den store tirade mod både Warsteiner og navnlig fakta, for at have klassificeret denne øl som en specialøl. Jeg var parat til at erklære Defcon 1, alt disponibelt mandskab var beredt på at blive sat ind, og store ofre var gjort til både Mars og Apollo, så at jeg ved veltalenhedens våben én gang for alle kunne få sat på plads, at ganske almindelig standardøl er og bliver ganske almindelig standardøl, selvom det skulle være brygget i Tyskland.

For det er, hvad Warsteiner er – standardøl. Jeg havde også smagt denne øl før, men havde ikke nogen klar erindring om, hvordan den egentlig smagte, før jeg knappede én op påny. Til gengæld kan jeg levende huske – igen fra studietid i Marburg – de helt absurd overdrevent pompøse, næsten dekadente TV-reklamer for denne øl. Føj dertil den i tyske TV-reklamer allestedsnærværende baryton-vokal, der nærmest drypper af smigrende sleskhed, som den breder sig fra TV og ud i den allerfjerneste afkrog af sind og det rum man nu tilfældigvis sidder i.

Hvordan kan man med denne type markedsføring tro andet, end at denne øl må være ganske overordentligt og forrykt ringe?

Markedsføring er, som ethvert barn ved (og denne blog handler om øl, øl er ikke for børn, derfor formoder jeg, at det mestendels er voksne, der læser bloggen, hvorfor jeg finder det nødvendigt at uddybe disse kendsgerninger yderligere), det mest anvendte trick i den vestlige verden til at få ligegyldigt, ubrugeligt skrammel af den allerværste kvalitet til at tage sig spændende, interessant og uundværligt nok ud til, at man vil ruinere sig for at anskaffe sig det. Det har intet med information eller oplysning at gøre, det er ren løgn og forførelse. Det er derfor en god tommelfingerregel, at jo mere knald der er på en reklame, desto mere ligegyldigt og undværligt er produktet, for det er netop reklamens funktion, at skjule ligegyldighed og ubrugelighed.

Presset må jeg jo stærkt modstræbende indrømme, at det ikke altid behøver være på denne måde, for Warsteiner formår faktisk at imponere, ikke bare på trods af hvad man uvægerligt kommer til at tænke, når man ser reklamen – den formår i sig selv at imponere.

Først mærker man den ret så solide duft af humle og pilsnermalt. Lige som Brutalis lugtede af øl fra min barndom, dufter en Warsteiner, som jeg husker øl duftede, da jeg var barn, men her vækker det kun nostalgi. Måske er det de færre spritdampe, der gør, at det ildevarslende udebliver.
Duften er god og gennemtrængende i kontrast til udseendet, der bedst kan betegnes som meget tyndt. Som mit ølglas snævrer ind lige før stilken kan man se, hvordan brygget bliver mindre og mindre gult, for næsten at være klart som postevand i bunden.

Til gengæld smager det af langt mere, end det ser ud (både i glasset og ud fra markedsføringen). Øllet har en overraskende god fyldighed og en rigtig solid pilsnersmag, der melder sig som en gennemtrængende humlebitterhed midt på tungen og et stykke ud på bagtungen. Smagen bliver hængende et godt stykke tid efter hver mundfuld, og eftersmagen klinger af som et godt minde om et ganske solidt stykke brygarbejde.
Det er en ganske velsmagende øl med en solid bitterhed, der dog ikke formår at gøre konsumenten opmærksom på nye steder på tungen, som man ellers ikke troede, havde smagsløg. Det kan såmænd godt være, at den smager ganske udmærket, men sofistikeret og overraskende i sit smagsudtryk er den ikke.

En Warsteiner er mest af alt en øl til tørst, men når det så er sagt, er det også en af de bedste øl til tørst, jeg har skrevet om i min ølblog. Den er et fremragende eksempel på forskellen mellem dansk og tysk brygtradition. En øl med sådan en smag vil for danskere forekomme voldsom og for bitter, fordi vi er vant til, at øl skal være letdrikkeligt og tyndt. Den tyske standardpilsner, som Warsteiner i mine øjne er et af de bedste eksempler på, er simpelt hen bare klasser over danske standardpilsnere, uden at Warsteiner af den grund bliver til en specialøl – at kalde den det, er fortsat en misforståelse. Warsteiner er ingen specialøl, den er blot bedre end det, danskerne er vant til.

Jeg er ganske positivt overrasket og ærgrer mig igen lidt over, at læserne må have den svada, jeg havde tænkt mig at levere over Faktas lemfældige omgang med varebetegnelser, til gode, for der er bestemt eksempler, der er værre.
I stedet vil jeg glæde mig over, hvor god en øl, det faktisk er, og over den stime af gode øl, jeg åbenbart er havnet i. Jeg tror ikke, at jeg tidligere har smagt så mange øl efter hinanden, hvoraf ingen fik under tre stjerner.

3-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme