Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: november 2010

Rebel Cerny, Mestansky Pivovar Havlickuv Brod

God kaffebitterhed
 
Rebel Cerny (med en accent aigu over c’et, som mit tastatur ikke tillader mig at lave) er Rebel Original Premiums mørke broder. Jeg havde det nok på fornemmelsen, da der var to forskellige øl i Faktas famøse tilbud på specialøl med navnet ‘Rebel’. Den ene flaskes etiket havde et lidt mørkere mønster, og bar tilføjelsen “Cerny”. For dem, der ikke kender til slaviske sprog ligger det nok mindre for, at kunne gætte øltypen, end når der står “Original Premium” som det var tilfældet på den lyse udgave, der allerede er blevet anmeldt tidligere. Når øl hedder noget med ‘original’ eller ‘premium’ kan man med en vis sikkerhed regne med, at det ikke er nogen af delene, men derimod en standardøl af pilsnertypen. På dette punkt overraskede Rebel Original ikke.
 
Vel, tilbage til “Cerny”, der ifølge Google Translate betyder “sort” på dansk. Det var nu ikke sådan, jeg fandt ud af det. Jeg anede en etymologisk lighed med det russiske ord “чëрный” fra undervisningen i gymnasiet, og formodede, det betød det samme på tjekkisk som på russisk, bad derefter Google Translate oversætte “sort” til tjekkisk og – bingo – frem tonede ordet “Cerna” – som garanteret er det samme ord, bare i en anden grammatisk form. Jeg skal ikke gøre mig mere klog på de grammatiske og filologiske implikationer bag formen, da jeg ikke er kyndig udi tjekkisk. Hørt har jeg dog, at det er langt mere komplekst grammatisk end russisk, hvilket ikke skræmmer mig efter at have stiftet bekendskab med både oldgræsk og sanskrit. Derfor skal jeg dog alligevel ikke gøre mig klog på et sprog, jeg ikke behersker.
 
Ikke desto mindre må man sige, at undertitlen ‘sort’ passer meget godt til dagens øl. Den er bogstaveligt talt mørk som natten, og jeg tror ikke før, jeg har set en bajersk øl, der var så mørk. Skummet lader til gengæld en smule tilbage at ønske. I forhold til det mørke bryg, synes skummet både lidt skrøbeligt og ikke helt mørkt nok. Lidt ligesom skummet, er duften også en smule tam. Den er mestendels sød, men mangler styrke og fylde.
 
Så går det noget bedre med smagen. Hvis man har undret sig over ølanmelderes sammenligninger af øls smag med kaffe og chokolade fx, skal man prøve at drikke en Rebel Cerny. Jeg har aldrig smagt en øl, hvis smag mere fortjener at blive sammenlignet med kaffe. Den smager simpelt hen af kold kaffe, hvilket er fint for nogle og mindre fint for andre. I dette tilfælde burde jeg være andre, for jeg bryder mig ikke om kold kaffe (og iskaffe har jeg ingensinde forstået). Men af en eller anden grund er det i orden, når der er tale om bajersk øl. Her er kaffebitterheden overraskende i sin autenticitet samtidig med, at den bare smager af så overordentligt meget mere, end sin lyse broder.
 
Men træerne vokser ikke ind i himlen. Nok har øllet en velsmagende og aromatisk bitterhed, men det savner andre smagsindtryk, samtidig med at bitterheden aldrig når ud til visdomstænderne og svælget. I det samlede billede kommer Rebel Cerny dermed til at synes en kende usofistikeret, og ikke helt så karakterfuld, som den kunne være, hvis bare der havde været lidt mere intensitet i smagen, eller den havde haft andre smagsindtryk.
 
Alt andet lige er det dog en ganske velsmagende øl, der passer godt til efterårets rodfrugter og vinterens mørke kød.
 
Så nyd den og nyd det mørke kød, før d. 1. juli 2011, hvor regeringens tåbelige fedtskat træder i kraft. Fedtskatten, der vil gøre det billigere at give jeres poder lyst toastbrød med syltetøj med i madpakken, fremfor rugbrød med magert kødpålæg. Fedtskatten, der er formuleret uden faglig bistand fra fødevarestyrelsen, og derfor overhovedet ikke er lavet ud fra sundhedsmæssige hensyn, men alene ud fra ønsket om at lukke et hul i statskassen. Fedtskatten, der vil gøre en pose chips 50 øre dyrere, mens ½l flaske olivenolie, inklusive gavnlige antioxidanter og vitaminer vil blive knap to kroner dyrere.
 
Det er muligvis det dummeste regeringen indtil videre har gjort på fødevareområdet. Jeg siger muligvis, fordi jeg ikke længere kan hitte rede i alle de tåbelige initiativer de er kommet med på alle de områder, hvor de har noget at skulle have sagt. Jeg håber i den grad på et valg og en ny regering så snart som muligt, så denne galimatias prompte kan annulleres.
 
Men set i bakspejlet lader det til, at jo mere idioti, der ligger bag en politisk beslutning, desto mere popularitet vil den vinde i befolkningen. Jeg gør mig derfor ingen illusioner om, at vi får en ny regering, endsige da, at denne politik ville blive ændret hvis vi rent faktisk fik en ny regering. Den danske befolkning ønsker stærke ledere, der med Orwells ord til evig tid tramper befolkningen i ansigtet med en støvle. Det er læren af de sidste ni år i dansk politik. Tillykke med det, Fogh og Løkke, denne sindelagsændring i den danske befolkning er i sandhed jeres fortjeneste.

3-en-halv-stjerne

Humle Fryd, Bryggeriet Skands

En simpel og rigtig god pilsner.

Jeg takker indledningsvis min kære viv for at have henført min opmærksomhed på denne lille perle. Øllet blev, som illustrationen antyder, leveret pr. ‘håndgranat’, købt på kvindemuseet i Århus i anledning af et møde i min vivs slyngemødregruppe. Ja, her i huset slynger eller vikler vi den lille Thorolf. Vi ejer faktisk ikke en barnevogn, da det er et frygteligt slæb at bakse den op på 3. sal, for slet ikke at tale om ind og ud af busser, tog og så videre.

Jeg kunne fortsætte i timevis om alle de måder, vi her i huset gør ting anderledes med vores barn, men da min viv siger det så fantastisk meget bedre end jeg, og hun rent faktisk har en blog til netop den slags indlæg, lader jeg hende få ordet desangående fra nu af.

Det var nu ikke tilfældigt, at Humle [mellemrum, der ikke burde være der, men som jeg ikke med rimelighed kan påstå er en fejl, da det også er et egenavn – i modsætning til den lille kommentar under bryggets navn “håndbrygget kvalitets øl” fy fy fy!] Fryd blev solgt netop på kvindemuseet. Bryggeriet, der ligger i Brøndby, ejes af ægteparret Birte og Morten Skands, og har Birte Skands som brygmester. Hun er dermed den eneste kvindelige brygmester i Danmark.

Dette fremgår ikke af etiketten, hvilket jeg faktisk synes er godt. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg faktisk er ret imponeret over øllets kvalitet. Imidlertid mener jeg ikke, det er en imponerende øl i betragtning af, at det er en kvinde, der står bag. Jeg mener slet og ret, at det er en imponerende øl – punktum. At skilte for meget med brygmesterens køn – eller for den sags skyld at skilte med køn i nogen faggruppe overhovedet – ville være med til at legitimere den opfattelse, at en stor bedrift er desto mere imponerende, hvis en kvinde står bag. Denne opfattelse præsupponerer nemlig påstanden om, at kvinder generelt har sværere ved ting end mænd, hvilket beror på en endda meget ubehagelig borgerlig fordom.

Men til sagen. Humle Fryd dufter af og ser ud som pilsner – hverken mere eller mindre. Lige efter åbningen var jeg faktisk lidt bange for at sætte glasset skuffet fra mig.

Men hold da op, en smag! Kan en pilsner virkelig smage af så meget? Over alt dominerer en både fyldig og fandenivoldsk bitterhed, der brutalt besætter de bagerste laterale smagsløg i en lynoperation. Efterfølgende tæskes der uophørligt løs på dem med en helt utrolig intens og fyldig bitterhed. Kun ganske langsomt klinger bitterheden af. Den kan mærkes længe efter glasset er sat for munden for sidste gang.

Der er så heller ikke meget andet i øllet end bitterhed. Der er en let metallisk bismag, der dog er til at leve med, blandt andet fordi den er med til at give øllet en frisk, vederkvægende kant. Men det simpelt sammensatte smagsbillede er også helt i orden, for en pilsner må gerne være simpel, så længe den tilstedeværende smag også er god nok – og det er den i dette tilfælde!
4-en-halv-stjerne

Sanwald Hefe-Weizen, Dinkelacker-Schwaben Bräu

Karakterfuld Hefe-Weizen
 

Op på tasterne og op på mærkerne. Jeg anmelder tysk Weißbier igen, sü affatningen af dette indlög bliver et langt, tröls skifteri mellem dansk og tzsk tastaturindstilling. Jeg gär det for lösernes skzld, selvfälgelig, sü navnene pü de äl, jeg anmelder bliver sü autentiske som muligt. – Ja, sådan så mine mails typisk ud, når jeg sendte nyheder hjem fra mit studieophold i Hessen.

Forskellen på tysk og dansk tastatur er faktisk større, end man skulle tro. Som bekendt mangler æ, ø og å, de er erstattet af ö, ä og ü – i samme rækkefølge om jeg så må sige. Altså ‘ö’, der udtales som ‘ø’ sidder der hvor ‘æ’ sidder på det danske tastatur, og ‘ä’ sidder hvor ‘ø’ normalt sidder – så’n bare for at gøre det hele ekstra forvirrende (men sikkert meget nemt for nordmænd, hvis æ’er og ø’er også er placeret omvendt i forhold til, hvad de er på danske tastaturer). ‘Ü’ sidder hvor ‘å’ sidder … det er så hvad det er, men det måske mest forvirrende overhovedet er, at ‘z’ og ‘y’ er byttet rundt. (Af samme grund kaldes det tyske tastatur også qwertz-tastaturet.)
Altså den der, med æ, ø og å havde man godt nok opfanget – der måtte være en grund til at de sådan hang ud længst nede i klassen, på de bagerste rækker i alfabetet. De har altid været det danske skriftsprogs misfits – æ, et forsøg på, ved hjælp af thrombin, skruer og søm at klampe to bogstaver sammen til et. Desværre aldrig med større held, end ens poders første haltende eksperimenter udi træsløjdens finmotoriske udfordringer. Meget bedre gik det ikke med ø, der i grunden blot er et ‘o’ tilføjet en accent – men hvilken accent! En bjælke, tæsket diagonalt igennem bogstavet af en overdimensioneret, diakritisk forhammer. Endelig var der den nye elev i klassen – mærkelig så den ud, og så var den også fra udlandet. Den skulle så spankulere rundt overalt, hvor a, og dennes nu forviste tvillingebror havde gjort nytte, og spille hellig med den der mystifistiske glorielignende tingest svævende over hovedet. Jeg taler selvfølgelig om svensk å, hvis det ikke er gået op for læserne endnu.
Det er ikke underligt, at de i det store land sydpå helst var fri for disse urostiftere i alfabetet. Tyskerne har til gengæld slåsset med deres egen urostifter, nemlig ‘y’, der praktisk taget kun optræder i stednavne, såsom Wyk (på øen Föhr), Sylt og Bayern. Z bruges til gengæld hele tiden (og I might add – udtales [ts]. Ikke som stemt ‘s’ eller bare ‘s’. Disse misforståelser har bredt sig som metastaser dybt ind i dansk tyskundervisning, så selv lærere på gymnasierne ikke fatter det. Ikke mindst til stor gene for de elever, der ved bedre). Den store brug af ‘z’ i forhold til ‘y’ er altså grunden til, at de to er byttet om på tyske tastaturer, og man skal derfor virkelig holde tungen lige i munden, når man taster løs syd for grænsen. Man bytter om på de to langt oftere, end man laver fejl med æ, ø og å, for man er sjældent bevidst om den forskel – især ikke, når man som jeg, har lært sit tifingersystem på et dansk standardtastatur.
Men jeg må jo til det, og veksle frem og tilbage. Ved første øjekast blev jeg ellers så fornøjet, da jeg så, at øllet hedder “Hefe-Weizen” og ikke “Weiße” eller noget i den henretning. Så kom jeg selvfølgelig i tanker om, at jeg nok ikke kunne undgå, at skrive “Weißbier” og afledninger deraf undervejs, eftersom jeg synes, at ordet “hvedeøl” lyder tovligt, når det bruges som andet end en rent teknisk-faglig term, og navnlig når det bruges om tysk øl.
Øllet har et flot skum, der danner en fin lille nissehue øverst, sådan som ordentligt Weißbier skal kunne. Den er nærmest uigennemskinneligt grumset og i hvert fald fuldstændig uigennemsigtig. På trods af dette, er det ganske lyst gult i farven. Den dufter sødt, aromatisk og gennemtrængende af hyldeblomst.
… og den smager meget mere af Weißbier, end nogen anden Weißbier, jeg har smagt i denne blogs levetid. Den er alle tiders genopstart på min ølblog, efter den omgang influenza, som jeg omsider er blevet kvit. At dømme efter de første mundfulde tager bryggeriet også grundig revanche efter dets pinagtigt almindelige og ligegyldige pilsner.
Ud over den sædvanlige søde kerne, der i denne Weißbier smager rigtig godt igennem, mærkes der også nogle for Weisbier sjældne bitre toner, der nænsomt kilder de bagerste og laterale smagsløg. Den søde smag kan bedst sammenlignes med pilsnermalten fra tjekkisk øl, mens de bitre toner mere minder om humlen fra nordtysk og bedre dansk pilsner. Det hele kombineres med hvedeøllets sædvanlige sprudlende friskhed, som holder indtil sidste dråbe. Eftersmagen er hyldeblomstsød, og lige en kende gæret, hvilket ikke gør spor, hvis det står til mig. Det er ikke usædvanligt for ordentlig Weißbier, at det smager en kende af gær til allersidst. Det viser blot, at tyskerne ikke er bange for at putte lidt ekstra af det gode i øllet.
Øllets gode, bitre fylde er både usædvanlig og tiltrængt, når man tænker på de mange lidt for lettilgængelige Weißbier derude. Ofte har jeg hørt folk ytre, at har man smagt én Weißbier, har man smagt dem alle. Jeg er tilbøjelig til at give kritikerne ret for så vidt, at der i hvert fald på det tyske marked, ikke er megen smagsvariation, der byder sig til. Og her er Sanwald forfriskende nyt, alene med sin bitterhed. Den er også endnu en pind i ligkisten til min opfattelse om, at gode Weißbier kun kan laves i Bayern. På den anden side – nærværende øl er lavet i Stuttgart, Baden-Würtemberg og det kan godt være, det ikke er Bayern, men det ligger også nede sydpå et sted, og jeg forstår s’gu lige lidt af hvad de siger begge steder, selvom de hårdnakket holder fast i påstanden om, at det de taler, skulle være tysk.

4-stjerner

HSB Premium Bitter, George Gale & Co. Ltd.

Britisk ale forklædt som dansk pilsner

Der har været en ordentlig pause i mine indlæg. Det skyldes ikke, at jeg er degenereret til at drikke tyndt standardøl, der ikke er anmeldelser værdig. Som bekendt føler jeg en sadistisk tilfredsstillelse ved at udstille tyndt øls dårligdomme i en grad, så jeg ikke tøver med at indrømme, at kedeligt øl faktisk har langt mere ølblogpotentiale end spændende, velsmagende øl. Jeg har heller ikke fået den absurde ide, at jeg nu har anmeldt rigeligt for en tid, og nu bare drikker de øl, jeg allerede har anmeldt, så jeg slipper for at sidde ved tastaturet bagefter. Som de opmærksomme læsere vil have lagt mærke til, er der fortsat en lang række øl, jeg mangler at anmelde. De ligger alle i køleskabet og venter bare på at blive skrevet om, og hverken øllene eller læserne vil jeg skuffe.

Nej, grunden er en helt anden. Jeg har ligget underdrejet med både det ene og det andet, hvis lægefaglige detaljer jeg allernådigst skal skåne læserne for en beretning om. Først nu har jeg fået taget mig sammen til at skrive om den øl, jeg drak for over en uge siden, lige før der gik rust i mit jernhelbred. Præcis hvornår jeg begynder at skrive om øl igen regelmæssigt, kan jeg ikke sige, selvom jeg da afgjort forventer at være godt i gang igen i slutningen af måneden. Men indtil da er det så som så med, hvad jeg får konsumeret og skrevet om af øl. Det smager mig simpelt hen ikke, når jeg er syg, ligesom kaffe fx heller ikke gør det for mig i øjeblikket. Til gengæld kan jeg, når jeg er syg, godt lide at drikke te – der er åbenbart ikke grænser for, hvordan sådan en virus kan vende op og ned på tingene.

Den sidste øl jeg drak, før min sundhed gik ad hekkenfeldt til var en HSB Premium Bitter fra George Gale & Co., købt som en specialøl i Fakta i forbindelse med den famøse kampagne fra oktober. Emballagen i sig selv peger imidlertid ikke i retning af noget specielt. Beholderens farve (her en dåse) er uprætentiøs mørkegrøn, lidt ligesom Carlsbergs pilsnere, og vil for en dansker udstråle netop ‘pilsner’. Grøn er simpelt hen pilsnerens farve i Danmark, uanset om den kommer fra Carlsberg, Ceres, Harboe eller Vestfyen. Sort eller brun signalerer porter. På Chokolade er der en lignende farvekoder: Der signalerer den grønne farve nødder, rød farve mælk, og blå farve mørk chokolade – min favorit naturligvis.

Men HSB er ikke en pilsner. Det fremgår faktisk af emballagen, at det er en ale. Det kom som en overraskelse for undertegnede, hvor firkantet jeg faktisk tænker, når jeg ser emballager, og det skulle da ikke undre mig, hvis der var en enkelt kunde eller to derude, der uforvarende er kommet til at købe en HSB i den tro, at det var en ny pilsner.

I stedet for pilsnerens lyse kulør, ville kunden have hældt en mørkorange ale med et off-white (jeg kender ikke det danske ord for det, og synes det engelske er så elegant), tæt skum op. Duften ville heller ikke være særligt pilsneragtig. HSB dufter bittersødt og af rå humle.

Det er en overraskende bitter ale. Bitterheden koncentrerer sig ikke allerbagerst, men lægger sig som en besk fornemmelse af nelliker hen over midten og et stykke ud på bagenden af tungen. Den ikke alene smager godt, men formår også at slukke tørsten. Det sidste desværre på bekostning af eftersmag, der glimrer ved sit totale fravær.

Den vil gøre sig godt til mørkt kød og krydrede retter. Til gengæld kan den næppe stå alene i længden – det er den simpelt hen ikke sofistikeret nok til.

Er det en specialøl? Det er hverken mere eller mindre en specialøl end fx Rød Tuborg, som den i øvrigt matcher meget godt i kvalitet. Lad os bare sige, at betegnelsen er brugt mere lemfældigt tidligere.
3-en-halv-stjerne

En lidt større kategorijustering

Det er atter blevet tid til et par redaktionelle ændringer på min ølblog. Primært forsøger jeg at gøre mine kategorier mere konsistente og holde et minimum af orden i dem. Med dagens ændringer synes jeg, at jeg kommer tættere på dette, uden at jeg dog bilder mig ind, at justeringer fremover ikke vil være påkrævet.

Jeg skylder læserne at sige, at jeg ikke nøjes med at lave om på kategorierne i indlæggene fra nu af. Jeg justerer kategorierne i alle eksisterende indlæg, da jeg mener, at dette vil gøre søgning i bloggen nemmest. Kategorier, der justeres eller slettes helt vil derfor ikke være at finde længere i noget indlæg, også selvom de tidligere har været der. Til gengæld vil jeg ikke lave om på kategorierne uden at skrive et redaktionelt indlæg om det først. Så er man meget interesseret i, hvilke kategorier, der er blevet fjernet, tilføjet eller justeret, kan man konsultere de redaktionelle indlæg, der meget apropos har fået deres egen kategori nu.
Ellers bliver kategorien ‘pilsnerøl’ nu brugt anderledes og rigtigere end før. Før betegnede kategorien undergæret øl over en kam. Nu bruges den kun om deciderede pilsnerøl, undergærede lyse øl, brygget med pilsnermalt, og omfatter ikke længere lager-øllene, hvis kategori også er blevet ændret til ‘lager/bajersk øl’ fordi jeg synes ‘bajersk øl’ lyder så fint. Denne betegnelse for lager er dog knap så kendt, og derfor holder jeg samtidig fast i den oprindelige betegnelse. Det skal understreges, at min brug af ‘lager’-etiketten intet har og intet har haft at gøre med den britiske betegnelse ‘lager’, der til fastlandseuropæisk snildt kan oversættes til ‘pilsner’. Ja, det er lidt ligesom tarantulas, taranteller og fugleedderkopper: Fugleedderkopper hedder ‘tarantulas’ på engelsk (selvom betegnelsen ‘tarantula’ også dækker over australske tunnelspindlere, der på den anden side ikke betegnes som fugleedderkopper herhjemme, men lad os glemme det, og ikke fortabe os unødigt i digressioner – altså intellektuelle sidespring, der ikke har noget med det oprindelige emne at gøre – såsom når idioter kan få indlæg, der handler om øl til at handle om … tja … fugleedderkopper fx) men har intet med (da) taranteller at gøre. Denne forvirring i betegnelser, der dækker over noget forskelligt på forskellige sprog har blandt andet afstedkommet den misforståelse, at mange i Danmark tror, at taranteller er fugleedderkopper “for sådan hedder de jo på engelsk, ikke”. Men som ethvert barn ved, hører tarantellen ind under familien lycosidae, mens fugleedderkoppernes familie hedder theraphosidae. Så skulle det være på plads for alle, der ikke er børn.
Jeg har endvidere droppet betegnelserne ‘lys ale’ og ‘mørk ale’ da jeg anså dem for at være redundante, når jeg i forvejen havde betegnelserne hhv. ‘lyst øl’ og ‘mørkt øl’. Jeg ved selvfølgelig godt, at ikke alt øl er ale, men alt ale er til gengæld øl, så søger man først på ‘ale’ kan man efterfølgende kigge efter etiketten ‘mørkt øl’ for at finde de mørke ales, og ‘lyst øl’ for at finde de lyse ales.
Etiketterne ‘beskidt øl’ og ‘beskidt ifølge Reinheitsgebot’ har jeg droppet til fordel for en mere positiv etiket, nemlig ‘rent øl’. Jeg syntes ‘beskidt’ havde en negativ klang over sig uanset forbeholdet i sidste kategorijustering, hvor jeg anså ‘beskidt ifølge Reinheitsgebot’ for at være en tør konstatering. Jeg er blødt meget op på den kategoriske afvisning af andre ingredienser i øl ud over bygmalt, humle, vand og gær, selvom det da fortsat glæder mig, hver gang jeg finder godt øl, der overholder renhedsforskrifterne. Der er bare også så meget godt øl derude, der ikke lige overholder Reinheitsgebot – og det kan de faktisk gøre med god grund, såsom at Reinheitsgebot ikke er en del af britisk ølkultur, fx.
Betegnelsen ‘specialøl’ gælder fortsat kun, hvis øllet er krydret med, eller brygget på andre ingredienser end malt, humle, gær og vand. Etiketten bruges dog ikke på øl, der indeholder konserveringsmidler (fx sulfit eller kuldioxid), antioxidanter (fx ascorbinsyre) eller andre tilsætningsstoffer, der er kunstige eller ikke gør noget for øllets smag (såsom aromastoffer og glukosesirup). Betegnelsen snydeøl er til gengæld droppet, fordi den alene beroede på en subjektiv vurdering fra min side af, hvorvidt det gjorde noget godt for øllet eller ej, at det var tilsat utraditionelle ingredienser. Dette kan jeg selvfølgelig have en holdning til fra øl til øl, men om det netop er en tilsat ingrediens eller ej, der giver øllet dets særlige karakter, kan jeg reelt ikke vide noget om. Jeg vil trods alt hellere have, at mine etiketter bruges på baggrund af objektive fakta, snarere end mine egne præferencer. Som konsekvens er Tuborg Lime Cut fx en specialøl fra nu af, hvilket smerter mig, selvom jeg også ved, at det gør mine kategorier lidt mere stringente – og det foretrækker jeg trods alt.
Standardøl-etiketten er også strøget, da det forekom mig temmelig arbitrært hvad jeg egentlig brugte den til. Det er også svært at forestille sig, hvad kategorien objektivt kunne dække over. En standard-pilsner er vel hverken mere eller mindre standard, end en standard-ale. I det store og hele kunne det se ud til, at standard-øl dækkede over alle øl, der ikke var specialøl. Dette er for det første en negativ definition, og dem prøver jeg generelt at undgå. For det andet tror jeg aldrig, jeg ville bruge etiketten på en stout, også selvom det måtte være en helt almindelig standard-stout, overgæret og brygget på bygmalt, humle vand og gær.
Jeg bilder mig fortsat ikke ind, at mine definitioner og kategorier er fuldt udtømmende eller stringente, men den slags er faktisk sværere at håndtere, end man måske lige tror. Jeg har for mit vedkommende gjort et forsøg.

Næsgaarden Økologisk Brown Ale, Bryghuset Braunstein

Rent øl i mere end én forstand

Det er med nogle øl sådan, at man ikke aner, hvor man skal starte, fordi øllet er så forrykt ringe. Ind imellem sker det omvendte. En øl er så god, at man ikke ved, hvor man skal starte. Dagens øl er en sådan, og jeg har lyst til at gå amok i en dekadent udgydelse af overdrevne lovprisninger og skummel smiger, til mine fingerspidser bløder.

Heldigvis for læserne har jeg en kombination af morgenkæk sønnike, der hader, når farmand sidder ved computeren og en regulær skriveblokering, så hyldesten ender nok med at blive begrænset i omfang, men forhåbentlig ikke i kvalitet.
For kvalitetsøl af denne kaliber fortjener bryghuset et par kommentarer, føj dertil en forklaring på, hvorfor øllet øjensynligt stammer fra Næsgaarden og fra Bryghuset Braunstein på Køge Havn på en og samme tid. Næsgaarden er et pensionat på Bornholm, der drives af samme firma som bryggeriet, og som har lagt navn til bryggeriets serie af økologiske produkter. Selve bryggeriet, der også omfatter et destilleri, er hentet fra Baltimore, og navnet kommer fra brygmestrene, Claus og Michaels bayersk-østrigske aner. Af hjemmesiden fremgår det, at de “brygger øl for sjov og forretning”. Det er altså også lysten der driver værket, og ikke kun snævre kapitalinteresser, og det kan i hvert fald mærkes på dagens øl.
Jeg smagte Næsgaarden Økologisk Brown Ale første gang i foråret, helt præcis Kristi Flyvefartsdag, hvor der traditionen tro også var DM i sækkepibe. Til et koncertarrangement, Holbæk Pipe Band skulle afholde senere på året, blev denne øl – og så vidt jeg kunne forstå kun denne øl – solgt i baren, og udvalgte deltagere ved DM fik en smagsprøve. Jeg tog én tår og var solgt, og tænkte ved mig selv, at det måtte være på tide, at få startet den ølblog, jeg så længe havde villet skrive. Det er ikke mindst på grund af denne slags små mesterværker, at jeg bruger tid på bloggen her.
Når den skænkes ligner den ellers ikke noget mesterværk. Den ligner dårligt nok øl. Farven er mat mørkebrun, og skummet er utroligt svagt, mindende om sodavandsbrus. Jeg har næppe før set så svagt, skrøbeligt skum på øl. De små bobler på glassets sider, får det næsten til fuldstændig at ligne halvdoven Coca-Cola. Det er kun den grumsede mathed og deraf bryggets uigennemskinnelighed, der afslører, at der er tale om uflitreret øl, og ikke sodavand.
Udseendet er omtrent det eneste ved øllet, jeg kan finde noget negativt at sige om. Herefter går det kun godt. Duften er intens og sød, og lover godt. Rigtig godt bliver det dog først, når brygget for første gang rammer tungen. Den intense sødme bølger snart frem, og lige som man tror, øllet er smagt, intensiveres sødmen og eksploderer i et festfyrværkeri, der bare breder sig og breder sig, for påny at eksplodere i sødt og bittert, når man tror, man har fået det hele med.
Det er en æstetisk smagsoplevelse, man ikke har hver dag. Det skal så også modstræbende indrømmes, at man ikke oplever den fandenivoldske tæppebombning af smagsløgene i hver eneste mundfuld. Det betyder på den anden side heller ikke, at øllet holder op med at smage godt. Den fortsætter med en chokoladeblød sødme forrest, og en bitter kombination af kaffe og humlearoma bagtil. Det siger sig selv, at dette pragtstykke sagtens kan stå alene. Ellers er det særdeles velegnet til chokoladedesserter og andre søde retter.
Og så skal man jo ikke glemme, at det oven i købet er en økologisk øl. Som sådan er den en sand triumf for økologien i sig selv, og så slutter det ikke engang der. Den er nemlig brygget af lige præcis fire ting: Bygmalt, humle, gær og vand – intet andet. En ren øl, om nogen, og dermed valid til det kræsne tyske feinschmeckermarked.
Bryggeriet Braunstein viser, at man kan gå hele vejen uden fix-faxerier af nogen art. Der er ingen tilsætningsstoffer, som ascorbinsyre eller sulfit. Ingen ekstra ingredienser til justering af smag eller farve, som lakrids eller karamel, og endelig er der ingen rester af sprøjtegifte, kunstgødning eller noget andet, der er uforeneligt med den økologiske tanke. Det er dermed slået fast en gang for alle, at økologi ikke byder nogen begrænsninger i kvaliteten af de produkter, man kan få ud af det. Mon ikke det faktisk er en genvej til god kvalitet, hvis man ellers også gider gøre resten af arbejdet ordentligt?
6-stjerner
 

Exclusive, Thisted Bryghus

Velsmagende sulfitøl

Jep, jeg har tænkt mig at bruge min fødselsdag på at ride min yndlingskæphest endnu engang – sulfit i øl. Thisted Bryghus har siden den nye brygmesters tiltrædelse nemlig ikke kun sendt én, men hele to øl på markedet med tilsat sulfit i. Og de slipper ikke for at få et par velvalgte kommentarer med herfra på den konto endnu engang.
Sulfit er et konserveringsmiddel, der kan give astma- allergi- og nældefebersymptomer, ikke kun hos allergikere og astmatikere, men også hos folk, der ikke før har været plaget af den slags. Thisted Bryghus er det bryggeri i Danmark, der har været først ude med økologiske produkter, og bryggeriets rundhåndede brug af den slags giftige konserveringsmidler passer simpelt hen ikke i dets grønne profil.
Til forsvar kunne man sige, at det måske er bedre at tilsætte sulfitten, frem for at bruge gærtyper, der af sig selv frembringer det. I så fald skal det nemlig ikke deklareres, hvilket betyder, at forbrugeren bliver holdt hen i uvidenhed. I tilfældet Thisted Bryghus ved man i det mindste med sikkerhed, at skidtet er der, men det ville selvfølgelig være bedre, hvis man vidste, at der slet ikke var sulfit i overhovedet.
Forresten har jeg aldrig hørt et pip fra bryggeriet, siden jeg skrev til dem. En af dagene må jeg lige rykke på det, selvom jeg faktisk frygter, at de slet ikke tager min henvendelse alvorligt.
Men nu til dagens øl. Sulfit eller ej – den fortjener en fair behandling hvad angår øllets karakter og smag. Straffen for tilsat sulfit må falde i den endelige karakter.
På forhånd skal I vide, at jeg ikke kan fordrage ordet “eksklusiv” og samtlige afledninger og oversættelser deraf. Lige fra at noget er eksklusiv moms eller pant, så man i virkeligheden skal betale mere, end der står på prisskiltet, til eksklusive restauranter og diskoteker. Ikke at jeg nogensinde ville sætte mine fødder sidstnævnte steder alligevel. Diskoteker, navnlig deres “musik” og gæsternes attituder, afspejler meget godt mine forestillinger om hvordan det må være i helvede.
Desuden har Niels Hausgaard i sit seneste show “Jomfru Igen” kommenteret emnet så fint, at jeg bliver nødt til at parafrasere hans pointe om lufthavnenes VIP-lounger. VIP, der står for “very impotent people”, svarer i det store og hele til eksklusiv-konceptet, og pointen er overhovedet ikke at borge for kvalitet. Det går ene og alene ud på, at lukke nogle mennesker ind, så man samtidig kan lukke andre mennesker ude. Så kan dem, der er inde være glade for, at dem der er ude, gerne vil ind, og dem der er ude vil gerne være vigtige nok, til at være blandt dem, der er derinde. Der er absolut intet andet indhold i VIP-konceptet eller i exclusive-konceptet, end indskrænket leflen for smålig skinsyge og misundelse over, at nogen lukkes ind og andre ikke.
Man kan også se på, hvad der aldrig er eksklusivt. Jeg har aldrig hørt om en eksklusiv koncert med Napalm Death eller Vomitory, fx. Orkestre som disse har nemlig integritet nok til, at de ikke behøver dele deres fans op. Jeg tænker på, om der måske var fremtid i ordet “inklusiv”, hvor alle, der havde lyst, kunne være med, såfremt de ellers kunne lide det, der blev udbudt. “Jamen er det ikke sådan det er for det meste” – jo det er det da, og det er der i mine øjne ingen grund i hele verden til at lave om på. If it isn’t broken, don’t try to fix it.
Men eksklusivt eller ej, selve øllet har en mørk dyborange farve med højt orange skum og en mestendels sød bouquet. Aromaen er ganske fyldigt sød med en let vanilleagtig aroma. Dette smagsindtryk afløses af et mere bittert, når brygget når bagtungen. Smagen mærkes både på selve bagtungen og i ganen over svælget, hvilket nok skyldes øllets ret høje alkoholprocent på 7,2. Den let sprittede smag giver desuden mindelse om fyldte chokolader med whisky, hvilket ikke er ubehageligt, selvom jeg ikke ved, hvor øl-agtigt det egentlig er. Umiddelbart ødelægger det nu heller ikke noget, og det er godt med en stærk øl, hvor der rent faktisk er en gevinst i styrken – hvor den høje alkoholprocent ikke kun er der for at gøre konsumenten fuld hurtigere.
Jo, den nye brygmester kan også sit kram, og Exclusive er, på trods af sit navn …
en øl, der hos mig kunne blive et hit
hvis ikke det var for
sulfit sulfit sulfit …
– Ja, jeg er nok ingen stor digter, men man har vel lov at prøve.
Jeg synes, man skulle undlade sulfitten, og så skære lidt af holdbarheden i stedet, for jeg ville faktisk mægtigt gerne kunne drikke denne øl uden at skulle bekymre mig om, at jeg samtidig indtager skadelige tilsætningsstoffer. Men måske er den tiltænkt de mennesker, der er ligeglade med, hvilke giftstoffer fødevarer tilføres.
Det er vel også en form for eksklusivitet. Navnlig en eksklusivitet, som jeg ikke har nogen interesse i at være med i.
3-stjerner

Privat, Dinkelacker-Schwaben Bräu

Hele tre skuffede forventninger

Dinkelacker-Schwaben Bräu er et bryggeri, der åbenbart mener, det er meget vigtigere, at man ved, hvad bryggeriet hedder, end hvad det enkelte ølprodukt kaldes. Da jeg købte denne øl i Fakta, som et af de famøse spottilbud, var jeg således overbevist om, at Dinkelacker måtte være navnet på øllet, og at der forude ventede en spændende, alternativ øloplevelse. Dette blev naturligvis forstærket af, at Fakta har betegnet den som en specialøl i deres nylige spotvarekampagne.

Men først en servicemeddelelse til alle de læsere, der ikke er helt så germanofile, som jeg selv: “Dinkel” betyder “spelt” på dansk. Og en yderligere servicemeddelelse til de læsere, der ikke er øko-hippier som jeg selv: Spelt er en hvedesort, der udmærker sig ved at have en anden glutensammensætning end almindelig hvede, hvorfor den er populær blandt glutenallergikere. Da den samtidig er en meget gammel hvedesort, anses den også for at være mere naturlig, end vore dages højintensive sorter, der både er mere usunde, mere næringskrævende og derfor heller ikke kan gro de samme steder.

Jeg havde altså ventet en speltøl. Men skuffet blev jeg, da varedeklarationen kun viste indhold af vand, gær, humle, humleekstrakt og bygmalt. Ingen spelt – bare en almindelig pilsner – og jeg som havde håbet, at dette skulle blive den første speltøl jeg ikke alene anmeldte, men også smagte.

Jeg må nok vente, til jeg igen kommer i Ren Kost i Jægergaardsgade. Der har de som fast del af sortimentet glutenfrie speltøl fra Neumarkter Lammsbräu. Jeg håber blot, at deres speltøl er bedre end deres hvedeøl, men det må jeg finde ud af til den tid.

Idet en Dinkelacker Privat hældes op, konstaterer man hurtigt, at den ligner ganske almindeligt pilsnerøl. Brygget er upåfaldende mørkegult med upåfaldende hvidt skum. Duften er en smule bitrere end vanlig dansk pilsner. Smagen er frisk, læskende, vederkvægende – og … I gættede det; tynd. Den bitre humlesmag prikker dog lidt skarpere til tungen, end hvad man ellers oplever herhjemme. Det er ikke ukarakteristisk for tysk pilsner, at netop bitterheden er en smule skrappere.

I dette tilfælde er den desværre ikke skrap nok til, at øllet skiller sig mærkbart ud fra det sprøjt, man ellers kan hente sig på det danske ølmarked. Det er slet og ret en tynd kop øl, som vi stort set kender den i forvejen. Hvad der måtte være af gennemsnitlig spænding i smagen skæmmes også af en metallisk, næsten sæbeagtig bismag.

En Privat fra Dinkelacker-Schwaben Bräu skuffer af helt præcis tre grunde: For det første er den slet og ret tynd, og byder ikke noget reelt alternativ i forhold til, hvad man kan købe i samme mængde for 7-8 kr. For det andet er det ikke en speltøl, hvilket man forledes til at tro ud fra etiketten. For det tredje – og dette kan bryggeriet ret beset ikke klandres for – har Fakta, fordi de ikke forstår den simple forskel på udenlandsk øl og specialøl, rubriceret den blandt sidstnævnte, uden at der er noget som helst specielt ved den overhovedet

.1-stjerne

Påskebryg, Ørbæk Bryggeri

OK Økologi

Jeg har tænkt mig at bruge månedsskiftet (og bryllupsdagen) til at lave et par småjusteringer af min ølblog. Fremover vil stjernerne være at finde i bunden af mine indlæg, så jeg ikke på forhånd røber, hvor godt jeg kan lide en øl eller ej. Indlæggene vil desuden blive forsynet med en undertitel, der alligevel afslører lidt om, hvad jeg synes om øllet, uden at røbe det hele.

 
Bryggeriet Ørbæk startede i 1906, men blev i 1997 overtaget af d.herrer Niels og Nicolai Rømer, der omlagde bryggeriet til økologisk drift. Mig bekendt er det det eneste bryggeri i Danmark, der har lagt driften fuldstændig om til økologi, helt afgjort et valg bryggeriet fortjener al mulig påskønnelse for. På længere sigt (ikke bare på sigt. Sigt er enten kort eller langt, måske længere eller kortere, men aldrig bare sigt. ‘På sigt’ er vås, dixi!) kunne det være interessant at se, hvem der klarer sig bedst som økologisk bryggeri, Ørbæk eller Neumarkter Lammsbräu, af hvilke sidstnævnte stadig mangler at imponere. Jeg påtænker inden længe at lave et pointsystem for alle bryggerier med økologiske produkter på programmet, men det er endnu kun på tegnebrættet.
 
Som det fremgår i manchetteksten til min blog, lever vi økologisk, her i hippiehjemmet i Århus V (i et kvarter, som jeg med skam og ærgrelse har konstateret ikke er en ghetto alligevel. Øv øv øv, her gik man lige og troede … Vi stod ellers på spring til at bestille en ny kanalpakke med Al-Jazeera og Al-Arabiya for at drille visse indskrænkede xenofober i magtens cirkler, men når man ikke bor i en ghetto, så er det bare ikke det samme) og det overrasker gang på gang, hvilke fordele det giver.
 
En fordel er selvfølgelig, at man undgår alt det gift, der er i konventionelle fødevarer. Desuden smager de simpelt hen bedre end konventionelle fødevarer, der er blevet kunstigt fedet op med kunstgødning og hvad har vi. Tag en simpel spise som kartoffel, fx. Jeg har flere gange oplevet, at have taget en bid kartoffel (det være sig kogt, bagt, ristet, hasselbach eller mos) og sagt. “Nej! De kartofler smager jo fantastisk!” Fra at være noget, man bare indtager sammen med alt det andet på tallerkenen, er kartoflen blevet ophævet til noget af det lækreste, man kan indtage. Den er blevet en bestanddel af måltidet i sig selv, frem for noget, man bare spiser til. Kartoflen anses for at være en kedelig knold, der ikke rigtig smager af noget, men er god til at stille sulten. Men kartofler kan faktisk smage af en hel masse, sålænge de ikke er dopet med kunstgødning og pesticider.
 
Nogen vil hævde, at økologi er for dyrt. Det er heller ikke løgn, at det er dyrere end det snask man kan købe i discountafdelingen i supermarkedet, men vi har valgt at prioritere de økologiske varer. Jeg linker hermed til lidt inspiration til, hvordan man kan vælge at prioritere anderledes, og gøre selv ligegyldige mellemmadder til festmåltider, uden at det behøver drive én til tiggerstaven.
 
Nu til Ørbæks økologiske påskebryg. Det har netop været Samhain, og man kan derfor med en vis ret hævde, at påsken er så meget sidste forår. Jeg fandt da også dagens øl som slagtilbud (10 kr. modsat de sædvanlige 16 kr.), da den var ved at overskride sidste salgsdato. Jeg købte den i øvrigt i Ganefryd, en økologisk købmandsbutik i Latinerkvarteret i Aarhus (som det jo hedder nu – ikke at det nager eller glæder mig. Jeg er faktisk temmelig indifferent). Latinerkvarteret svarer til Pisserenden i København, men måske med et lidt mere tiltalende navn. De gør det især i danske økologiske øl, hvor Ren Kost i Jægergaardsgade fokuserer mere på udlandske, særligt tyske, øl. Den nedsatte pris var altså årsagen til, at jeg impulsivt købte den. Den lave pris skyldtes den korte holdbarhed, hvilket var årsagen til, at jeg drak den aftenen efter, og ikke nåede at føje den til min liste over øl i køleskabet, før den blev konsumeret. Endnu engang skal det understreges, at den liste er vejledende, og sjældent passer helt med, hvad køleskabet rent faktisk indeholder.
 
Påskebryg fra Ørbæk er ganske mørk, brun, svagt rødlig øl med gyldent, næsten orange skum. Duften er kraftig og fyldigt sød. Den giver en fyldig, næsten stoutagtig fornemmelse på tungen, og der er lagt godt i med både sødt og bittert.
 
Desværre trænger den gode smag ikke helt igennem til de bagerste smagsløg. Til at begynde med stormer den ellers frem for at besætte hele tungen og give, ikke bare et stærkt, men også nuanceret og sofistikeret smagsbillede, men cirka midt på tungen tøver den, standser op, og vælger så, at holde sig på midten, nærmest i frygt for at blive for yderligtgående. Dette er ret ærgerligt, for øl må i mine øjne hjertens gerne blive yderligtgående. I politik er det selvfølgelig en anden sag at være det. Eftersmagen udebliver desværre også.

Men alt andet lige har Ørbæks påskebryg et velafstemt smagsbillede, der både er behageligt, kraftigt og fyldigt og frem for alt vel afbalanceret. Selvom den måske ikke ligefrem er en øl, man udbryder henrykte lovord om, er det helt klart tale om gedigent håndværk, der gør den økologiske tanke ære.
4-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme