Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: oktober 2010

Bishops Finger, Shepherd Neame

4-en-halv-stjerne

Jeg fortsætter ufortrødent med Faktas spotvaretilbud på udenlandske øl, som de, måske i håb om at danske forbrugere ikke ved bedre, har valgt at sælge som specialøl.

Den næste i rækken er Bishops Finger, en i danske supermarkeder ret udbredt udenlandsk øl, der oftest sælges på flaske. I Fakta kunne den fås på dåse, så det var, hvad jeg købte. Selvom den kan se flot ud på flaske, må jeg indrømme, at jeg har følt mig lidt skræmt væk af etikettens skrigende farver og det faktum, at flasken er klar. Man lægger ikke i samme mærke til de skrigende farver på dåsen, og den klare flaske er erstattet af en noget mere neutral sort overflade.
Til gengæld har jeg gennem flasken kunnet beundre øllets fine farve, men det er i mine øjne ikke en ubetinget fordel. For det første føler jeg en let afsky ved klare ølflasker. Klare flasker hører sodavand, eller særdeles dårlig øl til, og fordi Bishops Finger har en særlig farve, kommer den mere til at ligne hindbærbrus end øl. For det andet er det en del af oplevelsen, når man drikker øl, at man først får at se, hvordan øllet ser ud, når det skænkes. Denne oplevelse ødelægger de klare flasker også.
Så når man leder længe nok, må man erkende, at genindførelsen af øl på dåser måske ikke er så slem, at det ikke er godt for noget, selvom jeg dog godt ville kunne leve med en klar Bishops Finger-flaske, hvis det skulle være prisen for, at dåserne røg ud igen.
På dette tidspunkt vil den opmærksomme læser måske også triumferende gnide sig i hænderne, gnægge i skægget og hvæse gennem et sardonisk smils sammenbidte tænder: “HA! Den døgenigt har glemt genitivapostroffen i “Bishop”!” Undertegnede vil imidlertid forsvare sig med, at han ikke kan glemme noget, der aldrig har eksisteret. Dermed ikke sagt, at bloggeren ikke har undret sig over, hvorfor den mangler. Det er imidlertid et af de dunkle punkter, der står tilbage, når man på bryggeriets hjemmeside søger at orientere sig om brygget. Det er ellers ikke småting, der fortælles om det kentiske øl, (og da der nu er et link, der viser derhen, ser jeg ingen grund til at referere det) men lige netop den manglende genitivapostrof mangler vi en forklaring på. Måske er den så simpel, som at marketingafdelingen syntes, det så bøvet ud med apostroffen. Det ville også passe til marketingafdelingers forhold til ortografi generelt.
Øllet blev nydt til nybagte pirogger og nyheden om DR-generaldirektørens afgang. Sådanne begivenheder skal selvfølgelig fejres, som det sig hør og bør, og Bishops Finger holdt sig ikke tilbage.
Da jeg hældte øllet op i mit høje slanke Pilsner Urquell-glas på stilk, som jeg bruger til at smage øl i, udbrød jeg spontant: “Sikke en farve!” Farven er mørkt rødlig, med et flot, tæt, gyldent skum. Det er nok den flotteste ale jeg indtil videre har haft fat i.
Duften er sød, næsten skarp, – samt frisk. Sødme er der til gengæld ikke meget af i smagen, der lige fra starten lægger sig i det bitre hjørne – eller rettere – de bitre hjørner, nærmere betegnet i siderne bagerst på tungen tættest på svælget, hvor bitterheden blidt masserer smagsløgene. Samtidig breder bitterheden sig som en essens mellem tunge og gane. En sand nydelse af intens, næsten stoutagtig bitterhed og fylde.
Eftersmagen er overraskende en kende sød. Så den starter sødt og slutter sødt, men vejen imellem er bitter … Ja, jeg tænker om man kunne lave en allegorisk tolkning til livet, eller sådan noget, men det synes jeg egentlig ikke. Det er i sig selv bare en gedigen britisk ale, fuld af smag, fylde, friskhed og karakter, der oven i købet formår at slukke tørsten. Det er bestemt en hæderlig debut for engelske øl i min ølblog.
Lad os bare sige, at det er OK, at Fakta sælger Bishops Finger som specialøl.

Rebel Originál Premium, Mestansky Pivovar Havlickuv Brod

1-en-halv-stjerne

Navnet på bryggeriet bag dagens øl er lidt af en tilsnigelse fra min side. Mit tastatur tillader mig ikke, at lave de rigtige diakritiske tegn, såsom en nedadpegende circumflex over ‘C’ eller bolle over ‘U’. Det er heller ikke første gang, jeg har haft dette problem – man får det hurtigt, når man anmelder tjekkisk øl – men jeg har indtil nu valgt at forbigå det i tavshed. Da jeg så småt var kommet i bekneb med udenomssnak og anekdoter, tænkte jeg, at tiden var kommet, til at tage det spændende emne “Diakritiske Tegn i Slaviske Skriftsprog” op til kærlig behandling.

Spøg til side. Selvom jeg faktisk finder emnet overordentligt interessant, ved jeg også, hvad der skræmmer potentielle og eksisterende læsere væk. Jeg vil i stedet blot nøjes med at sige, at jeg har valgt ikke at installere tjekkiske tastaturinstillinger på min computer, da jeg forsøger at holde nogenlunde orden i mine drivere. Læserne og navnlig bryggeriet må derfor tilgive mig for ikke at besidde tilstrækkelige softwareredskaber til at kunne gengive bryggeriets navn ortografisk korrekt.
Navnet på øllet er til gengæld gengivet 100% korrekt, og betyder også netop det, man tror: En Rebel! Dette må nødvendigvis stille visse krav til øllets karakter. Man må forvente, ikke bare noget specielt, alternativt og anderledes, men så sandelig også noget, barskt, fandenivoldsk og revolutionerende!

Den er i hvert fald købt som spotvare i Fakta, hvor den for tiden markedsføres som specialøl (se billeder), så at den skulle være noget specielt er ikke hentet ud af den blå luft. Men som nogle måske vil huske fra mine allerførste indlæg, skal der ikke meget til, før en øl kaldes for specialøl i et dansk discountsupermarked. Det er faktisk nærliggende at tro, at øllene markedsføres som specialøl af den simple grund, at de kommer fra udlandet. Dette anses for at være så specielt i Danmark, at Fakta mener, man kan sælge den som specialøl og uden videre fordoble prisen i forhold til, hvad en almindelig halv liters øl koster.
Umiddelbart ligner Rebel Originál da også en ganske almindelig pilsner, når den skænkes. Farven er jævnt gulorange med hvidt, skrøbeligt skum. Den dufter en kende sødere end hvad man er vant til og har ikke danske pilsneres friskhed. Dette behøver dog ikke være nogen ulempe, da denne friskhed ofte er et tegn på, at pilsneren er endog særdeles tyndbenet.

Aromaen er let bitter med en ikke helt usubtil sødme og en fylde kraftig nok til, at man undgår at øllet føles decideret vandigt. Humlearoma og fylde synes dermed vel afstemt, i og med at der er cirka lige lidt af begge dele. Efterhånden som man kommer ned i bunden af øllet bliver de bagerste smagsløg da blidt prikket til af en vis humleagtig bitterhed. Men igen er det alt for blidt. Eftersmag er der heller ikke meget af, den er nærmest ikke-eksisterende. At øllet ikke er direkte vandigt, er forøvrigt ikke nogen kvalitet, for det er i det hele taget ikke en kvalitet, at en øl mangler negative træk. Det ændrer heller ikke ved det faktum, at en Rebel Originál hverken er speciel eller rebelsk, endsige da revolutionerende. Den er faktisk regulært tynd.
 
Et fy skal lyde til Fakta for at bilde deres kunder ind, at der er tale om en specialøl. Der er tale om en standardøl, og endda en halvkedelig en af slagsen. Og den slags skal man give 13,- kr. for … I guder! Der skal ikke lyde en direkte kritik af det tjekkiske bryggeri for at lave kedeligt øl. De gør såmænd ikke andet, end hvad de fleste danske bryggerier gør. Men at sælge den slags som specialøl læner sig op ad falsk varebetegnelse, og dette bliver ikke det sidste læserne hører om Faktas egne lemfældige stilartsdefinitioner.

Jubiläumsweiße, Neumarkter Lammsbräu

2-en-halv-stjerne

På vegne af alle producenter af kvalitetsøl i Danmark, føler jeg mig forpligtet til, at starte dagens indlæg med en opfordring. Det er krisetid, og selvom mange reagerer på dette ved at drukne deres sorg i alkoholens bølger, har krisen også ramt bryggerierne. Sagen er jo den, at folk ikke bare bliver deprimerede af krisen, de bliver også fattige – i omvendt rækkefølge, burde jeg måske tilføje. Derfor drøner de ned i supermarkedet, og køber sig endnu fattigere i det billigste discountsprøjt, de kan få fat på, så de så hurtigt som muligt kan drukne deres depression. Dette burde give kronede dage for bryggerierne, og de største aktører på markedet lider da heller ikke ligefrem nød.

Til gengæld går det ikke godt for landets mikrobryggerier. I modsætning til megabryggeriernes ligegyldige metervaresprøjt producerer mikrobryggerierne kvalitetsøl i begrænset mængde. Det giver især udfordringer på udgiftssiden, da mikrobryggerierne ikke kan drage stordriftsfordele, og i øvrigt går op i at bruge gode råvarer, frem for standardråvarer. Dette giver naturligvis en højere pris, hvilket er en pænt stor ulempe, når hele befolkningen er på røven.
Min opfordring er nu, at de penge I, kære læsere, ville have brugt på ligegyldige standardsøl, uden karakter eller for den sags skyld smag, i stedet bruges på ordentlige kvalitetsøl. Som det fremgår af Børsens artikel er der masser af mikrobryggerier og mere end en adækvat mængde kvalitetsøl derude. Vær med til at give Børsen uret i, at der er tale om en boble. Måden det kan gøres på er simpel – markedsandelene, som de store bryggerier står på, skal flyttes til de små bryggerier. De store bryggerier kan sagtens klare det, og de små bryggerier, der har velsignet dette land med efterhånden rigtig meget godt specialøl vil ikke bare blive holdt kunstigt i live – de vil få fornyet liv, blomstre op igen, og producere endnu mere velsmagende, vederkvægende specialøl til folket.
Hvorvidt dagens øl egentlig er en specialøl eller ej kan diskuteres. Ifølge de danske stilartsdefinitioner er den ikke. Den er ikke brygget på andet, end malt, gær, vand og humle, og er derfor ikke at betegne som en specialøl. Til gengæld er det i sig selv så usædvanligt, at man brygger øl på andet end bygmalt, at den uden tvivl står blandt specialøllene, hvis den overhovedet sælges i noget konventionelt supermarked.
Selv har jeg købt den i Ren Kost i Jægergårdsgade i Århus, et økologisk supermarked og helsekostbutik, som kun kan anbefales på det varmeste. Den opmærksomme læser vil måske have gættet, at denne øl også er økologisk, og søskende med den første Weißbier, jeg anmeldte for nogle uger siden, Neumarkter Lammsbräu Weiße.
Karakteristisk for den anden hvedeøl var, at den bekræftede det sørgelige faktum, at økologi ikke automatisk er lig med kvalitet. Man må håbe, og egentlig også formode, at bryggeriet har gjort sig en smule mere umage med kvaliteten af deres jubilæumshvedeøl.
I bestræbelserne på, at gøre forventningerne efter den skuffende første omgang til skamme, fyrer den langsomt skænkede hvedeøl en sød og ganske fyldig duft af sted mod næseborene. Det minder mig i øvrigt om, at jeg ved sidste lejlighed havde påstået, at det eneste sted, man kan lave ordentlig hvedeøl var i Bayern. Jeg er i mellemtiden kommet i tanke om et andet sted, nemlig i det for ølelskere forjættede land Belgien. De har Leffe. Måske ikke den bedste hvedeøl i verden, men helt sikkert god – og det var gode hvedeøl, jeg påstod ikke kunne komme andre steder fra, end Bayern – I stand corrected! En Jubiläumsweiße er desuden frisk i smagen, hvilket hvedeøl gerne skal være, har et vel grumset udseende og et tæt højt skum. Husk at ryste bundsjatten før den hældes i. Ellers risikerer man at øllet ikke bliver grumset nok, og fylden ikke total.
Og det smager af væsentlig mere, end bryggeriets almindelige hvedeøl. Alligevel kunne man godt ønske en lidt højere score på sødmeparameteret, og den kunne – overgær til trods – også have været lidt mere fyldig. Desuden bliver den hurtigt doven, og mister efterhånden den gode aroma, den lægger ud med. Heller ikke temperatur gør den mærkbart bedre.
Den starter godt, men kan ikke rigtigt holde niveauet indtil slutningen. Men en dejlig ren og økologisk øl er den, og det kan ingen tage fra den.

Klovn Vinter, Ølfabrikken/Apollo

2-stjerner

Forleden dag, da jeg var i Aalborg Zoo med familien, sad der på hjemturen i toget et par ved siden af os med en tændt bærbar, med hvilken de udfyldte ventetiden med at se Klovn. Fred være med det, hvis det kan more dem. Selv ville jeg måske have foretrukket at se en klat maling tørre, en enkelt bladlus fortære en liguster, eller måske have set gæringen af den nyeste Mikkeller fra start til slu… hvad er nu det for noget vås, jeg siger. Det var jo meningen, at det jeg foreslog skulle være kedeligt. Men ser man bort fra det sidste eksempel, er det lige præcis så inspirerende, jeg synes Klovn er.

Hele kanalen TV2-Zulu har med årene er fuldstændig degenereret, så de i dag ikke udsender andet end ligegyldigt støj. Det bekræftes af kanalens seere i denne artikel, hvor jeg dog fortsat må erklære mig uenig i den refererede holdning til Klovn, nemlig at det skulle være en god TV-serie. Det mener jeg ikke det er, og det mener jeg heller ikke Ølfabrikkens øl, ‘Klovn’, er.
Jeg mener derfor ikke, det er urimeligt, når jeg står ved, at det ikke var med de allerhøjeste forventninger i verden, at jeg knappede Klovn Vinter op. I det hele taget forstår jeg ikke, hvorfor en øl skal referere til en TV-serie. Merchandise kan selvfølgelig være fint nok, men en øl? Der er andre fine komedieserier, som man har produceret udmærket merchandise til, men mig bekendt aldrig øl. Øl kan man ikke spille (med mindre man staver dårligt), eller lege med. Det kan man med små plasticfigurer og computerspil. På den anden side ved jeg heller ikke, om mine nerver ville kunne klare synet af en Frank Hvam-barbiedukke, så at Klovn-merchandise ikke blev legetøj er måske også meget godt.

“En ægte vinter-kvajebajer”, er Ølfabrikkens lidet mundrette slogan for denne øl. Fantasien rækker åbenbart ikke langt, når det gælder om at finde fængende undertitler til deres konceptøl. Men endnu engang passer det småkiksede og lidet sjove slogan jo egentlig udmærket til serien Klovn.
Klovn Vinter skal forestille at være en mørkere udgave, end dens meget lyse broder. Umiddelbart ser den også mørkere ud, men det tror pokker, eftersom flasken er mørkebrun. Det i sig selv gør selvfølgelig ikke øl mørkt, men alligevel varsler allerede emballagen bedre, idet øl serveret på klare flasker indtil videre har ladet noget tilbage at imponere – mildest talt. Statistikken så vidt siger faktisk, at jeg har testet to øl på klare flasker, og begge øl har fået nul stjerner. Det er ikke nogen signifikant samvarians, men som varsel fungerer det nu meget godt alligevel.
Når flasken åbnes og øllet skænkes må man da også konstatere, at det er noget mørkere end det orangegule sprøjt fra den regulære Klovn. Det luftige, cremefarvede sodavandsagtige skum viger til gengæld hurtigt, hvilket passer til en ligeledes sodavandsagtig, spinkelt-sødlig duft.
Idet glasset sættes for munden må jeg dog modstræbende indrømme, at den faktisk gør mange af de negative forventninger til skamme. I modsætning til sin lyse broder, smager den faktisk af noget. Den har en jævn bittersød aroma, men ikke med megen fylde. Desuden har den en lettere syrlig bismag, der ikke gør noget for smagen. Den bittersyrlige eftersmag gør hverken fra eller til. Der er ikke megen fylde, en ret tam aroma, uden at den dog smager decideret dårligt. Den kan faktisk være en nydelse, hvis man ellers ikke sætter kravene for højt.
Det er underligt med en konceptøl, der i bund og grund er karakterløs. Det eneste gode, der er at sige om den er, at den trods alt er bedre end det ligegyldige standardbryg, som størstedelen af den danske befolkning lider af en psykotisk vrangforestilling om, er godt øl.
Er det en ægte vinterkvajebajer? De prøver virkelig, Ølfabrikken, at lave noget ganske særligt. Men i stedet ender det bare med, at de kvajer sig, og laver Klovn-øl i stedet. Men så er det vel også en kvajebajer på en eller anden måde.

Bjørnebryg, Harboe

1-stjerne

Nu var jeg jo egentlig færdig med spritterøllene. Men så ser man denne her i Kvickly i Nordcenter Stor, netop som man er ved at købe remedier til fejringen af sin elskede vivs fødselsdag.

Jeg husker svagt de udendørs fester i gymnasietiden, hvor vi sad i rundkreds om bålet til tonerne af ustemte spanske discountguitarer og skrålede “BJØRNEBRYG … vi vil ha’ BJØRNEBRYG …” For mit eget vedkommende var det ganske vist én stor løgn, når jeg sang med. Efter at have hørt nogle skrækhistorier havde jeg på et meget tidligt tidspunkt valgt at leve i lykkelig uvidenhed frem for at skulle smage på det – skulle man tro historierne – aldeles modbydelige stads.
Nu, små tyve år efter, har jeg endelig fået taget mod til mig – og øjnet chancen, for faktisk havde jeg fået ind i hovedet, at Bjørnebryg var taget af markedet. Hvis jeg havde vist, den stadig var til at få, havde den selvfølgelig været selvskrevet i august-september måneds tema om spritterøl. Om det nu er et held eller en skam, at den stadig kan fås, vil vise sig i dag.
I nærværende indlæg kommer man forøvrigt til at læse forgæves efter smålige og/eller racistiske bemærkninger om herboende ofre for Danmarks hidsige og brutale koloniseringspolitik nordpå. Det er for dette land et kapitel mørkt som den dybeste polarnat, ofrene har lidt rigeligt og har bestemt ikke brug for at blive holdt yderligere for nar.
Vel, til sagen …
En Bjørnebryg dufter (ja, den dufter faktisk) friskt sprittet og faktisk sødt. Alt i alt er duftens førstehåndsindtryk slet ikke værst. Til gengæld ville jeg ikke kalde farven dyb, sådan som bryggeriet ellers gør på etiketten. Øllet ligner af udseende grangiveligt en almindelig pilsner.
Smagen er ikke overraskende sprittet, selvom det slet ikke er så slemt, som man kunne have frygtet, samt en smule bitter med en lettere anmassende syrligt-metallisk bismag. Ud over det, er den faktisk lidt tynd i det, og de søde toner, der kunne spores i duften, melder smagsløgene ikke noget tilbage til hjernens smagscentre om. Eftersmagen er harskt bitter, men klinger hurtigt af, hvilket nok også er bedst.
Alt i alt er den langt fra den fæle øl, jeg havde frygtet. Harboe har med sin Brutalis langt overgået Bjørnebryg i modbydelighed, men nogen egentlig nydelse bliver Bjørnebryg nok alligevel aldrig. Jeg har også svært ved at tro, at man skulle kunne få nogen særlig god brandert ud af den, hvis det endelig er det, man er ude efter. Jeg fik simpelt hen hovedpine af den, og jeg drak altså kun den ene øl den aften.
Så er det et held eller en skam, at den fortsat findes? Tja, den er stadig væsentligt mindre en skam, end meget af det andet udrikkelige sprøjt, der findes på discounthylderne derude. Den er heller ikke mere en skam, end de ligegyldige standardøl, som supermarkederne er så fulde af, og blandt hvilke denne øl kvalitetsmæssigt nok mest af alt hører til.

BøgeBryg, Bryggeri Skovlyst

4-stjerner

Øllene fra Bryggeri Skovlyst har været, om ikke en ørkenvandring, så alligevel en mindre skuffelse indtil videre. Flotte ser det ellers ud med det svenskinspirerede røde barakbyggeri i skoven med solnedgangen i baggrunden. Ren ødemarksidyl, men desværre har øllene ikke rigtigt formået at være noget ud over det sædvanlige.

Altså … Det kommer selvfølgelig også an på, hvad det sædvanlige er. De rager i kvalitet ganske sikkert rigtig meget op over almindelige danske standardpilsnere, men der skal som bekendt heller ikke så meget til. Mine forventninger rakte imidlertid længere end dette. Jeg havde faktisk forventet noget, der kunne konkurrere med gode danske specialøl. Sammenligner man med det øvrige udbud af specialøl i Danmark formår Bryggeri Skovlysts øl indtil videre ikke at imponere. Det er på trods af sikker markedsføring og et overordnet meget interessant koncept med at inddrage skovens ingredienser i ølbrygningen.
Jeg glæder mig dog til at prøve flere af bryggeriets øl, for de gode intentioner fejler bestemt ikke noget, og måske har jeg blot været lidt uheldig med, hvad jeg har fået fat i. Jeg må også tilføje, at oplevelsen ingenlunde har været ubehagelig. Den har blot ikke helt levet op til mine forventninger.
BøgeBryg fra Bryggeri Skovlyst kæmper dog allerede ved skænkningen imod hele min kritiske indledning. Duften er frisk og fyldigt aleagtigt sød, og sammen med det cremefarvede skum varsler det en fyldig karakterfuld øl – et varsel, der holder.
Velourblødt og kærtegner den smagsløgene med en fyldig finish af aromatisk humle. Den har en solid, bittersød bund, med et sødt twist, der med i den tunge sødme springer op som en frisk alf og rammer ganen med en blomsteragtig sødme.
Det er en meget behagelig og venlig ale at drikke. Hvis man endelig skal beklage sig (og det skal ‘man’ måske ikke, men jeg kan som bekendt ikke lade være) er smagen måske en smule for let igen-igen. Eftersmagen er heller ikke nogen stor oplevelse, før øllet er blevet næsten lunkent. Men den kan, let smag til trods, stå udmærket selvom eftersmagen ikke lige er noget at skrive lange epistler hjem om.
Det søde twist kunne til gengæld godt passe med bøge- (og ege-) ekstrakt, der er denne øls særkende – deraf navnet. Så endelig kommer de særlige ingredienser til deres ret – det var tiltrængt.

Blue Mountain Stout, Gourmetbryggeriet

4-stjerner

Den skarpsindige læser vil have opdaget, at det ikke kun er øl, jeg tager under kærlig behandling i min blogs indlæg. Jeg kombinerer gerne mine anmeldelser med causerier om sprog, politik, musik, filosofi og andet, og som jeg sidder her ved stuebordet, klokken 6.42 en lørdag morgen i oktober, fordi min søn synes, der er langt mere interessante ting at tage sig til end at sove, er en nyhed kommet mig for øjen, som jeg bliver nødt til at kommentere.

Det er dagbladet Politiken, der kan afsløre, at danske slagtedyr stopfodres med store mængder genmodificerede fødevarer (GMO), vel at mærke uden at forbrugerne informeres derom.
Om GMO huserer en lang række myter og løgne, som fødevareindustrien har spredt. F.eks. at det er uskadeligt for mennesker og økosystemer, at det giver bedre økonomi, og at verden ikke kan klare sig uden. Man skal ikke tænke længe, for at tilbagevise samtlige disse løgnagtige påstande. Undersøgelser har påvist en mangfoldighed af skadevirkninger ved brug af GMO, og man skal enten være tumpe eller løgner for at benægte skadevirkningerne. Vores klamphugger af en fødevareminister benægter i vanlig borgerlig stil fakta, og lader fuldstændig hånt om hævdvundne liberale principper om gennemskuelighed i offentlig forvaltning og simpel etik.
Indtil vi får en mærkningsordning, er én metode til, om ikke at undgå, så i hvert fald begrænse omfanget af GMO i ens aftensmåltid at købe økologisk. Det er selvfølgelig ikke super billigt, men kan for det meste lade sig gøre. Inspiration dertil kan man med held finde i min kære vivs blogindlæg om vores indkøbsvaner herhjemme i hippiehyblen i Århus V.
Imidlertid skal man også være opmærksom på, at selvom man skulle få en mærkningsordning, eller endda et totalforbud mod GMO-produkter og -foder, indeholder konventionelle fødevarer, såvel vegetabilske som animalske, stadig antibiotika, insektgift, kunstgødning, stråforkortere, nitrit, sulfit og jeg kunne blive ved. GMO-frihed beskytter ikke mod dette. Der skal nok også mere til, for at stoppe GMO-producenten over dem alle, Monsanto, og deres totale krig mod Jordens økosystem og folkesundheden.
Vel, dagens udbrud er overstået for denne gang, og jeg vil nu gå over til, hvad det trods alt også handler om på nærværende blog, anmeldelse af øl.
I går var det min kære vivs fødselsdag, og det blev fejret på behørig vis med gaver, god mad og for mit vedkommende; godt øl! Fødselsdagsfestmåltidet bestod af en ordentlig røvfuld tæskestærk indermad. I mangel på Indian Pale Ale i mit køleskab valgte jeg i stedet en stout, hvis forventeligt bitre smag ville klæde krydderierne godt.
Det er nu ikke så meget bitterhed, der præger en Blue Mountain Stout. Ganske vist er brygget næsten uigennemskinneligt, men ellers minder det ikke meget om en bitter stout.
Duften er sød med en god tyngde, og også smagen er mestendels sød. Brygget er tilsat chokolade og kaffe, og chokoladen sætter sig præg på smagen. Kaffen mærkes knap så meget. Det bitre element findes som en subtil essens af brændt malt, der smyger sig rundt i mundhulen.
Man er ikke i tvivl om, at det er et udmærket bryg, med fyldig aroma og god smag. Det er også et plus, at bryggeriet skriver den anbefalede serveringstemperatur på flasken, så man får det bedste ud af brygget. Den formår også at passe fint til og smage igennem stærk mad. Men selvom det er en kvalitetsøl, magter den ikke noget ekstraordinært. Det nager også en kende, at man føler, man har smagt noget lignende, uden at der var tilsat malt eller chokolade. Selvom det måske hæver øllets karakter en smule er og bliver det unødvendige tilsætningsstoffer, der ødelægger simpliciteten.
En øl bliver ikke automatisk en gourmet-øl, bare fordi bryggeriet kalder sig det, det gør.

Jackie Brown, Mikkeller

6-stjernerDet måtte jo ske til sidst. Der måtte komme en øl, der var så god, at jeg ikke kunne andet end give den topkarakter. Den var også så god, at jeg fuldkommen glemte at fotografere den, før jeg drak den … og indløste panten. Jeg har derfor undtagelsesvis valgt at finde et billede på nettet. Hvis det er et meget stort problem for brygger Mikkel Borg Bjergsø, må jeg jo hellere fjerne det igen. Men da jeg har tænkt mig, at skamrose brygget på det skammeligste, ville det jo være en skam, hvis han tog anstød deraf.

Mikkeller er et københavnsk mikrobryggeri, grundlagt i 2006 og samme år udråbt til årets bryggeri i Danmark og det femtebedste bryggeri i Verden. Bryggeriet blev grundlagt af føromtalte Mikkel Borg Bjergsø i samarbejde med Kristian Klarup Keller. Helt præcis hvordan Mikkel og Hr. Keller fandt på navnet, melder historien ikke noget om, og det er fortsat en af den danske ølbrygningshistories allerbedst bevarede hemmeligheder.
Allerede, da kapslen lettede, kunne min viv på den fjerne ende af bordet mærke bryggets duft. Det samme kunne jeg selv. Duften ramte næseborene som et meget sødt lyn.
Det er en intens, sød blomsterduft, primært af roser, der breder sig i lokalet, mens øllet hældes op … og skummer over. Som med alle overgærede øl, er det tilrådeligt med en smule fingerspitzgefühl når den skænkes. Jeg måtte lynhurtigt sætte glasset for munden, før for mange af de kostbare dråber gik til spilde på spisebordet.
Øj, sikke en smag! Det var så jeg næsten fik lyst til at sutte på kluden bagefter, endskønt den kort forinden også var blevet brugt til at tørre babys gylp op fra gulvet. Det stak mig lidt i hjertet, at spilde så godt skum. Og det var endda kun skummet. Og sikke et skum forøvrigt. Gyldenorange oven på et bryg, der i mørke kan måle sig med en kulkælder en nat i december.
Det natsorte øl smager blidt og brændt, sødt og bittert, de mange modstridende smagsindtryk blander sig som en symfoni af smag, aroma og fylde. Det er som kunne man svæve … hvis det da ikke var for tyngden, der holder én fast ved jorden som et anker …
Jordens mest velsmagende anker af brændt malt, kaffe og aromatisk humle, blandet med søde blomstertoner. De søde nuancer smyger sig som blødt fløjl neden om tungespidsen og fordufter som en rosenaroma, der fylder gabet som en blid damp, en ånd, der dristigt stiger op mod ganen.
Blid – så blid så blid er bitterheden og alligevel er den tung og brændt.
Dette, mine herrer og damer, er et mesterværk! Brygget på seks forskellige slags malt og tre forskellige slags humle – samt havreflager. Den var ikke gået i Tyskland – og det er bare synd for tyskerne!
Drik ikke for hurtigt, ikke for koldt, og af hensyn til pengepungen ikke for meget. I SuperBest på Vesterbro Torv i Århus, hvor jeg købte den, står den til kr. 36, altså ca. samme pris som øl i Carlsbergs Semper Ardens-serie – hvor man forøvrigt får lige knap tre gange så meget bryg for pengene. SuperBest skal have al mulig ros for at have dette prægtige bryg i sortimentet. Men kød køber jeg fortsat ikke der! Det minder mig til gengæld om, at den er perfekt til god efterårs- og vintermad.
Velbekomme!

Åbent brev til Thisted Bryghus

Her er som lovet det elektroniske brev, jeg har skrevet til Thisted bryghus. Ole Madsen, der er redaktør på ØlentusiasteN, Medlemsbladdet for Danske Ølentusiaster har faktisk opklaret den lille uklarhed fra Thisted Bryghus’ hjemmeside, idet han i en kommentar her på bloggen har gjort mig opmærksom på, at Black Ale er den nye brygmesters bud på en Ronkedor. Imidlertid opdagede jeg først kommentaren, da e-mailen allerede var afsendt. Men under alle omstændigheder kunne man håbe, at Thisted Bryghus så vil udtrykke sig lidt klarere på hjemmesiden.


Åbent brev til Thisted Bryghus

att: Rette vedkommende


Mit navn er Kaj Framke, og jeg er manden bag ølbloggen “Kajs Ølblog”, der kan læses på http://hopswaterandbarley.blogspot.com. Jeg har lovet mine læsere at gøre et forsøg på at klarlægge nogle uklarheder ved nogle af Thisted Bryghus’ nye produkter.

Jeg har to spørgsmål til bryggeriet, som jeg håber I vil tage jer tid til at besvare. Det ene spørgsmål angår kronologien i tidligere brygmester Peter Klemmensens produktion, det andet handler om valg af ingredienser i den nye serie af overgærede øl.

Jeg har for ganske nylig ladet mig begejstre af jeres nyere ølprodukter, nemlig Black Ale. I den forbindelse har jeg ikke kunnet hitte rede kronologien i den tidligere brygmester, Peter Klemmensens, produktion. Det fremgår nemlig af såvel Black Ales bagetiket som jeres hjemmeside http://thisted-bryghus.dk/Default.aspx?ID=8, at Black Ale skulle være Peter Klemmensens sidste øl. Der står: “Den gamle brygmester har brugt en ældre metode med opvarmede lavasten til sin sidste overgærede øl.” Ovenfor artiklen om Black Ale står der imidlertid om Ronkedor: “Øllet er den gamle brygmesters sidste og dermed ultimative overgærede Porter i 23-forsøgsserien.”

Vi ved altså om Black Ale, at det var brygmesterens sidste overgærede øl.
Vi ved om Ronkedor, at det var brygmesterens sidste øl, og at den var overgæret.

Hjemmesiden angiver altså med andre ord to forskellige øl som den gamle brygmesters sidste.

Mit spørgsmål er nu, hvilken øl, der egentlig er Peter Klemmensens sidste, for det kan jo næppe være dem begge to.

Mit andet spørgsmål angår en noget mere kilden sag. Det er kommet mig for øjen at bryggeriet har tilsat E223 Natriumdisulfit til de nye ølprodukter ‘Exclusive’ og ‘Brown Ale’. Natriumdisulfit er et farligt giftstof, der kan give åndedrætsbesvær, allergi og nældefeber, især til folk, der, som jeg selv, er astmatikere, men også til folk, der ellers aldrig får den slags symptomer. Jeg har også sat mig lidt ind i begrundelserne for overhovedet at bruge sulfit i brygning og vil i den forbindelse gerne stille nogle spørgsmål.


– Hvordan harmonerer valget af tilsat sulfit med bryggeriets hævdvundne tradition for at lave økologisk kvalitetsøl?
– Kunne man ikke have valgt en anden måde at standse bakterieudvikling eller eftergæring på? Jeg har f.eks. bemærket at både Brown og Black Ale indeholder E300 Ascorbinsyre, der netop har denne effekt og efter alt at dømme er ganske uskadeligt, så hvorfor ikke holde sig til det?
– Hvis sulfit endelig skulle være absolut nødvendigt, hvorfor så ikke anvende gærtyper, der producerer sulfit, så ADI trods alt kun overskrides ved umådeholdent forbrug?

Jeg kan godt forstå, hvis nogle af spørgsmålene ikke kan besvares fyldestgørende af hensyn til forretningshemmeligheden, men jeg håber samtidig at I vil bestræbe jer på at besvare spørgsmålene i den udstrækning som I finder muligt.

Jeg forbliver uanset hvad en stor beundrer af det meget dygtige brygarbejde, som Thisted Bryghus har tradition for.

Mange venlige hilsner og højt skum

Kaj Framke

Ølelsker og -blogger

Jeg venter naturligvis med tilbageholdt åndedræt på svaret, og læserne skal nok få det at se, hvis/når det kommer.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme