Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: september 2010

Black Ale, Thisted Bryghus

5-stjerner

Black Ale fra Thisted Bryghus skulle angiveligt være ‘den gamle brygmesters sidste overgærede øl’. Der tales formentlig om Peter Klemmensen, der forlod Thisted Bryghus i juni 2009. Gransker man hjemmesiden synes der imidlertid at være rod i kronologien.

Thi om den overgærede porter, Ronkedor, står der “Historien er, at når den gamle brygmester (efter egen mening) havde fremstillet ”verdens bedste” overgærede Porter, kunne han lade sig pensionere med den øl. Og det er nu sket!” Denne passus mere end antyder at hin overgærede porter var den sidste overgærede øl.

Men på bagsiden af Black Ale fremgår det, at “Den gamle brygmester har brugt en ældre metode med opvarmede lavasten til sin sidste overgærede øl”. – Man må formode, at der her menes den øl man står med i hånden, og ikke Ronkedor (som oven i købet er udsolgt, hvilket skulle være en slem skam).

I hvert fald er både Black Ale og Ronkedor overgærede. Men Ronkedor skulle være den sidste øl, og Black Ale den sidste overgærede øl, og dermed er den narrative konflikt en kendsgerning. For hvilken af de to øl, er egentlig den sidste?

Jeg håber da, at Thisted Bryghus kan forklare tingenes egentlige sammenhæng, for jeg forstår det i hvert fald ikke. Jeg har besluttet mig for at skrive et lille elektronisk brev til dem om problemet, som jeg håber de vil svare på. Korrespondancen vil selvfølgelig være at finde på nærværende blog.

Om det nu er Peter Klemmensens sidste øl eller ej, så slår den i hvert fald den nye brygmesters første bryg med flere længder. Først og fremmest er der ikke tilsat sulfit i. Det taler ikke til den nye brygmesters fordel, at det på den måde antydes, at den tilsatte sulfit er en praksis, der er kommet med vagtskiftet i værkførerkontoret.

Farven er smukt sort med et brunt skum som man næsten kender det fra Limfjords-Porter. Blot er det ikke helt så tæt, idet det bruser lidt mere. Det skyldes garanteret den tilsatte kulsyre. Duften er ikke specielt kraftig, men alligevel meget interessant. Den er både blomsteragtigt sød, kombineret med tungere indtryk som lakrids og chokolade. Måske virker den en kende parfumeret, men det er ikke noget, der skæmmer den samlet set vellykkede prolog.

Smagen er slet ikke så ringe endda!

Black Ale har en kraftig, fyldig, gennemtrængende sødme, med flere spændende nuancer af især karamel, lakrids samt en aniskarakter, der næsten får den til at brænde på tungen. Ingen af disse aromaer skyldes tilsætning, forstås. Der er ingen tilsat lakrids, karamel eller “naturlige aromaer” til dette prægtige bryg. Den slags kunne den gamle brygmester (med lidt hjælp fra Vulcan, naturligvis) sandelig klare selv. Det er ren brygteknik, når den er allerbedst. Som der står på bagsiden af flasken: “Metoden giver […] en ganske særlig aromatisk karakteristika (sic) til øllet.” Man kan jo næsten tilgive Thisted Bryghus den ubehjælpelige stavning, når man har valgt at forfine brygteknikkerne i en sådan grad frem for at lære græsk og/eller latin ordentligt.

Den initiale sødme afløses af en godt gennembrændt, bitter maltsmag. Først melder den sig som en aroma, der blidt fylder mundhulen ud, og pludselig i et voldsorgie begynder at tæske løs på tungens bagerste smagsløg.

Der er dermed godt med både sødt og bittert, og fylde og aroma er mere end godkendt – det er faktisk tæt på topklasse. Med den aggressive bitterhed og de mange spændende søde nuancer er det både en heavy metal-øl, og en øl for fans af den knudrede jazz … eller begge dele.

Der er dog også en smule spritsmag, hvilket måske ikke er helt uventet med en alkoholprocent på 8,2. Nogle vil mene, at spritsmagen komplimenterer øllets øvrige udtryk godt, men jeg synes faktisk, den er lidt for påtrængende. Eftersmagen er på godt og ondt besk. Den minder én om, hvilken stor, bitter oplevelse øllet var at smage på, men det er nok en smag, der føles bedst mens øllet drikkes og ikke bagefter.

Det er alt i alt prægtigt håndværk, men alligevel lige akkurat for ubalanceret til at være med i den absolutte top. Men det er under alle omstændigheder fantastisk, hvilke resultater man kan med lidt malt, humle og gær (og antioxidant, men den kan man næppe smage). En rigtig efterårs- og vinterøl, og måske endda juleøl, hvis de gængse juleøl bliver én for søde.

Royal Pilsner, Royal Unibrew

1-stjerne

Endnu engang skal jeg anmelde en øl, de fleste kender. Anledningen var den årlige Dåseleg i kolonihavehuset Tyrvi i Åbyhøj, hos nogle af min vivs og mine hedenske åndsfæller. Dåseleg går slet og ret ud på at lave et kunstværk af de øl- og det mindre kvantum sodavandsdåser, der er blevet tømt i Tyrvi i løbet af sommeren. Alle, der har været med til at tømme dåserne, er inviteret.

 
I år var temaet en hedensk spiral og zoologisk have af øldåsedyr (se illustrationer). Der var øl til de tørstige, og undertegnede greb naturligvis dagen og kradsede resolut en liden anmeldelse ned. Dette er grunden til, at denne øl ikke har været at finde på min liste over øl i køleskabet. Jeg skylder måske også på forhånd at gøre opmærksom på, at det var et overordentligt hyggeligt arrangement, og at gæstgiverne naturligvis ikke har noget ansvar for kvaliteten af det øl bryggeriet producerer.
 
Royal-serien blev først lanceret af Ceres-bryggeriet med Royal Export – også kendt som blå cola – en øl, der nok en dag også finder sin vej til nærværende blog. Siden gik det hævdvundne, navnkundige, berømmelige, ærværdige, traditionsrige Ceres-bryggeri sammen med andre hævdvundne, navnkundige, berømmelige, ærværdige, traditionsrige bryggerier for at klumpe sig sammen og størkne i det imperialistiske, jubelkapitalistiske, karakterløse, kvalitetsubevidste konglomerat Bryggerigruppen A/S, siden 2005 Royal Unibrew.

I 2004 udnyttede Bryggerigruppen A/S folkets kærlighed til Royal Export til at udvide Royal-sortimentet med to pilsnere – en classic og nærværende pilsner. Jeg er mildt sagt ikke imponeret over denne udvidelse. Den har bogstaveligt talt udvandet Royal-konceptet, og det er i mine øjne ikke spor tilfældigt, at det skete, efter at føromtalte megafusion var en realitet.

Måske er det tilfældigt, men jeg har også oftere end ellers oplevet, at når man får denne øl på fad, så smager den surt. Det var i og for sig en fordel, da jeg og min viv var til koncert på Voxhall i vinter, for jeg ville jo egentlig langt hellere have haft den irske øl, de har dernede. Men jeg opdagede selvfølgelig først, de havde den, da mit første valg var ved

at blive skænket. Heldigvis fandt jeg da en lejlighed til at få den byttet.

Royal Pilsner er det, bryggerierne kalder ‘en meget drikkelig øl’ – en øl som danskerne vil have den. – Ja, de fleste danskere … Ikke alle, selvfølgelig. Der er jo dem, der ikke drikker øl af forskellige årsager (not that there is anything wrong with that, altså bortset fra det sidste link, selvfølgelig), og så er der jo de danskere, der rent faktisk godt kan lide øl, og derfor netop ikke drikker denne slags øl.

 
Man skal selvfølgelig være opmærksom på, at ‘drikkelig’ i denne kontekst reelt betyder ‘tynd’. Smagen er følgelig absolut ikke noget at skrive hjem om. Det er lige til at hælde i svælget, uden at man behøver at smage det mindste på brygget undervejs – det ville være en unødig anstrengelse og spild af tid. Det eneste ved øllet, der faktisk har aroma på dette tidspunkt, er den sidste mundfuld, der decideret smager af slatten sutsko.
 
Eftersmagen er til gengæld – som det eneste – godkendt. Det er smagen af småbitter humle uden dikkedarer, men undtagelsesvis heller ikke alt for svag.
 
Resten af oplevelsen er uden karakter, uden fylde, uden aroma, og først og fremmest uden smag. Det er en komplet ligegyldig, jævn, standard, almindelig, normal, vanlig, dansk metervarepilsner, som vi alt alt for godt kender dem i forvejen. I det samlede billede af dansk ølproduktion gør nærværende pilsner hverken fra eller til. Det er hvad man kan forvente af en bryggerigigant som Royal Unibrew. Endnu engang sejrer kommercialisme på bekostning af kvalitet.

BirkeBryg, Bryggeri Skovlyst

2-en-halv-stjerne

BirkeBryg er Bryggeri Skovlysts bud på en pilsner. Ud over malt og humle er den tilsat birkesirup, hvilket man vel med en vis rimelighed kan antage, er grunden til, at den har fået det navn, den nu engang har. I den forbindelse skal jeg forsøge at komme igennem dagens sproglektion hurtigt: “BirkeBryg” er et egennavn, og Bryggeri Skovlyst er derfor mere end hjerteligt velkommen til at stave det så tosset som det har lyst. Denne gang er det lykkedes bryggeriet (se hvor nemt det er ikke at skrive “lykkedes med”) ikke at dele ordet. Til gengæld optræder der et stort bogstav midt i navnet. Det synes jeg ser popsmart til bøvet ud, både fordi jeg nu kan bruge de to attributter til at linke til andre popsmarte og bøvede ting, men nok mest fordi jeg, når det kommer til sprog, nok er både gammel og konservativ.

Pilsneren har en lidt sødere, mere intens og fyldig smag, end hvad man kender fra van(d)lig dansk pilsner. Det er slet ikke utænkeligt, at den sødere smag kommer fra birkesiruppen, der i modsætning til glukosesirup smager af andet end sukker, og dermed kunne være stand til at hæve øllets karakter frem for kun dets alkoholprocent. Imidlertid skal der nu heller ikke meget til for at overgå almindelige danske pilsnere, og trods en generelt større smag imponerer BirkeBryg ikke ligefrem.

Ud over det søde, er smagen frisk og let syrlig uden at det går ud over helhedsindtrykket. Den prikker let – eller rettere pikant – pikant betyder let og karakterfuldt på samme tid – på bagtungen. Bitterheden giver sig diskret til kende sent i forløbet, og der er mere af den, end man skulle tro i første omgang. Der er både smag af bitre hasselnødder og søde mandler i brygget.

Således byder øllet på en masse forskellige smagsnuancer og spændende detaljer, der i og for sig spiller fint sammen. Desværre forbliver den i sidste ende for let i smagen og kommer til at virke lidt tynd. Det er selvfølgelig alt sammen meget godt med de alternative ingredienser, men det ville have været rart, om de kunne gøre en forskel.

– Men den skal da have, at den giver baghjul til det meste andet tynde pilsnersprøjt der produceres herhjemme. Men som sagt skal der heller ikke så meget til.

Weisse, Neumarkter Lammsbräu

1-stjerne

Det i 1628 grundlagte bayerske bryggeri Neumarkter Lammsbräu har siden 1987 slået sig stort op på at være økologiske, CO2-neutrale, sundhedsgavnlige, GMO-frie, glutenfrie, alkoholfrie og jeg skal komme efter dig.

Det er alt sammen meget godt, men det skal i dag vise sig, om øllene (eller en af dem) også er smagsfrie, eller om kvaliteten følger med de gode intentioner.

Det er faktisk den første rene hvedeøl, jeg tester i min blog. Det overrasker mig, at jeg har anmeldt over 35 øl, før jeg omsider nåede til en hvedeøl. Grunden er nok, at hvedeøl for mit vedkommende ikke længere er det helt store, sådan som det var, da jeg opdagede det.

I sin tid følte jeg det næsten som en åbenbaring, at man overhovedet kunne brygge øl på andet end byg, og jeg lappede da også de søde dråber i mig, sugede det friske skum, og slikkede den sidste dug af mine læber, før jeg mere end adækvat vederkvæget lænede mig tilbage med et veltilfreds smil, og nød den rare fornemmelse det gav med et tomt weißbierglas og en fyldt vom.

Siden er begejstringen taget lidt af igen. Jeg er ikke holdt op med at kunne lide weißbier, men har til gengæld opdaget mange andre interessante øltyper. Til gengæld ved jeg også, at de patetiske forsøg på at brygge hvedeøl herhjemme mestendels smager eller har smagt af vand. Jeg tror faktisk ikke, at jeg har smagt hvedeøl, som jeg syntes var rigtigt godt, der ikke kom fra Bayern. (- Nej, Hoegaarden er jeg heller ikke imponeret over.)

Neumarkter Lammsbräu Weisse kommer fra Bayern, så det lover jo godt.

Øllet hældes naturligvis op i et passende glas, hvilket tager et par minutter. Nogle har fundet ud af, at man næsten kan gøre det på under et minut, hvis man tilter glas og flaske rigtig meget. “Så undgår man også alt det irriterende skum” hører man tit den slags umennesker sige … Jeg tror bare, jeg lader den kommentar stå lidt.

Øllet skal selvfølgelig have lov at skumme, så der dannes en fin lille smølfehue øverst. Det lykkes desværre ikke helt, med dagens øl, hvilket også er et forvarsel om resten af oplevelsen.

Duften fejler ellers ikke så meget. Den er frisk, ren og har en sødlig, hyldeblomstagtig snert. Den er til gengæld ikke specielt kraftig eller aromatisk.

Dette er fint i tråd med smagen, der ligesom lader vente på sig. Det er som om, den først så småt indtræder efter de første par mundfulde, og kun udarter sig til en let sødme, efterfulgt af en syrlig, spids smag, der ikke klæder den det mindste. Fylde i smagen er der praktisk taget ingen af, og som man arbejder sig ned gennem glasset ender det mest af alt med at smage af gær. Det er lige før man fortryder, at man rystede flasken med bundsjatten for at få restgæren med.

Det er ikke en øl, der brillerer overfor andre sydtyske weißbiermærker. Det er snarere omvendt, i hvert fald når det gælder smagen. Måske ville en Neumarkter Lammsbräu kunne konkurrere med den hedengangne Tuborg Classic Hvede. Men den produceres som bekendt ikke længere, fordi danskerne for en gangs skyld opdagede, at tyndt øl ikke nødvendigvis var godt øl.

Det eneste, der overraskede positivt, var eftersmagen – ja, faktisk ikke eftersmagen i sig selv, men derimod smagen, jeg følte, efter at en del af kulsyren returnerede fra mavesækken. Da kunne man faktisk smage, at der var tale om en hvedeøl. Den klassiske, søde, hyldeblomst/æbleagtige aroma fyldte blidt mundhulen, og gjorde mig alt andet lige en kende mindre skuffet over det – måske lidt for – rene bryg.

Så helt smagsfri var den altså ikke, men det taler ikke til øllets fordel, at det reelt smager bedre på opturen end på nedturen.

Brown Ale, Thisted Bryghus

2-stjerner

Efter sidste uges udbrud om Bryggeri Skovlysts brug af ordet ‘recept’ fik nærværende ølblog særskilt omtale på ølnyhedsportalen Beerticker.dk. Jeg er naturligvis pavestolt over opmærksomheden, selvom omtalen faktisk afslører, at jeg åbenbart ikke er så velbevandret i bryggerjargon, som jeg troede. Det viser sig nemlig, at bryggere gerne bruger ordet “recept” om opskrifter på øl. Jeg har nu ikke tænkt mig, at trække min causeren derom tilbage, dels fordi tiraden trods alt er ment en kende ironisk, dels fordi jeg har svært ved at tro, at jeg for alvor har trådt nogen over tæerne, og endelig fordi jeg mener – jargon eller ej – at ordet “recept” på dansk betyder – netop det; en recept, man får hos lægen og ikke noget som helst andet.

Dagens øl, Brown Ale fra Thisted Bryghus, er én af fire nye øl, som Thisted Bryghus’ nye brygmester, Henning Sørensen har brilleret med. Henning Sørensen kommer fra en fortid på bryggeriet Vestfyen, hvor han har været brygmester i fire år, og hvor han åbenbart er blevet kendt for sin indflydelse på bryggeriets sortiment af discountøl. Han overtog for et års tid siden efter Peter Klemmensen, der i samme omgang er blevet æresmedlem af Danske Ølentusiaster, og som har anbefalet Henning Sørensen til at efterfølge sig.

Henning Sørensen har efter alt at dømme en tung arv at løfte efter sin forgænger, men han er som sagt gået i gang med krum hals med flere nye specialøl. Før jeg går i gang med dagens anmeldelse, ser jeg mig imidlertid nødsaget til at kommentere et af de valg, der er blevet truffet i forbindelse med brygningen af nogle af øllene.

Det drejer sig igen om unødvendige ingredienser. Jeg har før påtalt nogle af Thisted Bryghus’ indgrediensvalg, uden at jeg dog mener, at det har gjort nogen skade på øllet. Denne gang er det imidlertid alvor …

Brown Ale og dens bror, Exclusive, indeholder begge to E223, natriumdisulfit. Artiklerne om sulfitter på E-nummerguiden og e-numre.dk er temmelig lange. Jeg vil her kort gøre rede for stoffernes beskaffenhed, toksikologi og hvorfor vi i det hele taget skal døje med den slags gift i vore fødevarer.

Sulfitter er ikke mere unaturlige, end at de findes i løg og kål fra naturens hånd. Det bruges desuden i fødevareindustrien til at hæmme bakterievækst uden at hæmme gæring. Derfor er det et flittigt brugt tilsætningsstof i vin, eddike og undertiden øl. Sulfit findes undertiden som restprodukt efter gæring i både øl og vin. I disse tilfælde er det både godt og skidt, at gærtyperne specifikt er udviklet til at danne sulfit. Mængden af sulfit er temmelig lav ved denne type gær – især i øl, hvor der er 0,2-10 mg./l. mod f.eks. 10-30 mg./kg. i løg eller kål. Ulempen er, at sulfit, der opstår ved gæring ikke er tilsat og derfor ikke skal deklareres. Det fremgår ikke af de kilder, jeg har fundet, hvor udbredte de sulfitproducerende gærtyper er.

Man kan altså ikke med sikkerhed vide om éns øl er fuldstændig sulfitfrit eller ej. Man kan dog trøste sig ved, at det højeste anbefalede daglige indtag (ADI) er 0,7 mg./kg. legemsvægt. På almindeligt dansk betyder det, at en voksen person på 70 kg. må indtage 70×0,7 mg. = 49 mg. om dagen, svarende til ca. 5 l. øl hvis man tager udgangspunkt i det maksimale sulfitindhold på 10 mg./l. De fleste er temmelig godt kørende efter 15 pilsnere, selvom det bestemt ikke er en utænkelig mængde at indtage. Måske er det heller ikke utænkeligt at indtage denne mængde øl hver dag, for at holde gennemsnittet pr. dag, men det er næsten utænkeligt at det så skulle være sulfitten, der i sidste ende får bugt med én.

Man kan også glæde sig over, at sød vin kan indeholde op til 400 mg./l – altså næsten et halvt gram. Af dette skal vores 70 kilos kammerat kun drikke to glas, før grænsen er nået, og branderten formentlig end ikke startet. Så ilde stedt er man aldrig med øl.

I for store mængder kan sulfit fremkalde astmatiske reaktioner, nældefeber og høfeber. I USA, hvor det er lovligt at pøse stadset ud over friske grøntsager for at holde dem “friske”, er der endda set dødsfald på grund af reaktionerne. Det er ikke sket i Europa, fordi det her (endnu) er forbudt at bruge det på denne måde.

Fra Dansk side har man ønsket at bruge miljøgarantien til at begrænse mængden af det giftige og farlige stads i danske fødevarer. Det vel navngivne ‘Madsminkedirektiv‘ fra EU dikterede imidlertid en helt anden praksis. Fra EUs side valgte man at udvidde, ikke kun brugen af astmafremkaldende sulfitter, men også alvorligt kræftframkaldende nitritter og nitrater. EU-kommissionen afviste i 1999 jævnfør direktivet det danske ønske med henvisning til, at det var en teknisk handelshindring. Hensynet til kapitalens fri bevægelighed for en kynisk fødevareindustri, der uden skrupler sælger gift som mad, stod over hensynet til fødevarekvaliteten og folkesundheden.

Disse livsfarlige stoffer hører naturligvis slet ikke til i fødevarer. I øl kan sulfitterne erstattes af formentligt uskadeligt ascorbinsyre (E300), som i øvrigt også er tilsat i nærværende øl og der er derfor ingen – gentager – ingen grund overhovedet til, oven i købet at tilsætte øllet sulfit. – Og der er da over hele hovedet ingen grund til, at uvanen med at tilsætte sulfit i dansk øl skal starte på Thisted Bryghus! Thisted Bryghus er foregangsbryggeri på økologi, så det er i mere end én forstand en katastrofe, at de begynder at tilsætte sulfit. De forråder faktisk det projekt de har haft siden begyndelsen af 90’erne – at lave kvalitetsøl, der samtidig ikke belaster natur og mennesker (såfremt man drikker med måde, naturligvis.)

Det er åbenbart slut nu … Det sker netop som ‘Klemme’ udskiftes med en brygmester fra Vestfyen, et bryggeri, der ikke er for fint til at tilsætte ammoniseret karamel (E150c) til visse af sine ølprodukter. Det ligner dårlig påvirkning.

Jeg må spørge – og de høje herrer på Thisted Bryghus er mere end velkomne til at svare, nu hvor min blog for omtale i de fine steder – om man ikke kunne have ladet være med at putte sulfit i – f.eks. ved at tilføre mere ascorbinsyre? Det ser bare ikke kønt ud, og jeg kan i sidste ende se mig nødsaget til at anbefale en boykot af Thisted Bryghus nye produkter, hvis tendensen fortsætter. Jeg kunne naturligvis aldrig drømme om at opfordre til en boykot af de gamle produkter, for måske ville Thisted Bryghus se fidusen, hvis deres gamle produkter fortsatte det gode salg, mens de nye ikke kunne sælges.

For en god ordens skyld skal jeg da også indskyde, at jeg ikke fik trykken for brystet, nældefeber eller andre allergiske reaktioner af øllet. Det kan jeg til gengæld nemt få af vin, hvilket er en af de fremmeste årsager til, at jeg for år tilbage valgte at lægge vinen på reolen og tage øllet ned fra hylden i stedet. Først for nylig har jeg dog forstået hvorfor jeg fik den ubehagelige følelse af vin. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er sulfitten, der er årsag dertil. Jeg ved dog også af erfaring fra andre mennesker, at man slet ikke behøver være hverken astmatiker eller allergiker (såsom jeg selv) for at få præcis de samme symptomer af vin, som jeg er generet af.

Jeg beklager den lange indledning til dagens anmeldelse, men jeg håber også, at læserne kan påskønne dens svære nødvendighed.

Brown Ale fra Thisted Bryghus har en intens sød, frugtagtig duft. Smagen føles godt i munden og den i smagen noget lettere sødme afløses af en ganske intens bitterhed på siderne af bagtungen.

Tilsætning af kulsyre (ja, det er der også i) gør den dog lidt sodavandsagtig. At der desuden er tilført sukker gør ikke denne fornemmelse mindre påtrængende, men selvom der måske ikke er tale om en særlig typisk ølfornemmelse, er følelsen af brygget da heller ikke på nogen måde ubehagelig. Kulsyren og sukkeret er dog nok også årsagen til, at fylden lader noget tilbage at ønske i forhold til, hvad man må forvente af en mørk ale af ordentlig kvalitet. Undervejs fra den søde tungespids til bagtungens skarpe bitterhed føles brygget faktisk underligt vandigt.

Det, denne øl vinder på smag, taber den i balance og fylde. Det tilsatte sukker er formentlig brugt til at give lidt sødme, samtidig med at alkoholstyrken har kunnet hæves. Mængden af malt må være tilsvarende sænket, hvilket næppe gør øllet nogen ære. Endelig trækker den tilsatte sulfit i sig selv ned i dagens karakter. Sulfit hører ingen steder hjemme – især ikke i øl, og især ikke i øl fra Thisted Bryghus.

Havre Stout, Bryggeri Skovlyst

3-en-halv-stjerne

Jeg prøver virkelig at stave så godt som muligt. Det har læserne nok allerede opdaget. Det irriterer mig virkelig, at store danske bryggerier systematisk begår stavefejl. I modsætning til, når det gælder enkeltpersoner, der vitterlig har svært ved dansk retstavning, har jeg ingen skrupler mod at hænge dårlig stavning ud til offentlig hån og spot, når misdæderen er marketingafdelingen på et stort bryggeri.

På Carlsberg burde man f.eks. vide bedre end konsekvent at dele sammensatte ord. Overskriften på samtlige beskrivelser af Tuborg-bryggeriets øl lyder verbatimt “øl fakta”. Og det er forkert. Det skal hedde “ølfakta” og ikke noget som helst andet. Man kan høre på trykket, om noget skal skrives i ét eller flere ord. I ordet “ølfakta” er der kun ét tryk, nemlig på første stavelse – derfor skal det skrives i ét ord. Prøv selv at lytte efter, hvor dumt det lyder, hvis man prøver at sætte tryk på både “øl” og “fakta” således, som Carlsberg ved sin umulige stavemåde antyder, at man bør gøre.

Hvis Carlsberg virkelig mener, at trestavelsesord på otte bogstaver er for svære for kunderne at læse, kunne man jo tilføje en bindestreg i ordet. Det er godt nok også forkert, men kan hjælpe folk, der har svært ved at læse, og er derfor acceptabelt i mine øjne.

Det er ikke kun flueknepperi, når jeg gør et større nummer ud af den slags. Dårlig stavning ødelægger ikke kun læserens tillid til det skrevne, men kan også forstyrre meningen. “Øl fakta” (det gør mig ondt blot at skrive det) er heldigvis bare meningsløst, og gør derfor næppe mere end skade på æstetikken. Andre tilfælde kan være svært mere problematiske. Tag f.eks. lamme koteletter versus lammekoteletter, sær forestilling versus særforestilling eller ringe klokke versus ringeklokke. I disse tre tilfælde forvandles det første ord pludselig til et adjektiv, der lægger sig til det efterfølgende substantiv, så en helt ny og ikke-intenderet mening udtrykkes. Find selv på flere eksempler, og lad dig gerne inspirere af denne liste.

Denne tirade bringer mig videre til dagens øl (ja, jeg havde ikke glemt den) med det på samme måde umulige navn “Havre Stout”. Det er første gang, jeg smager en øl, brygget på havre – og det er jo i sig selv spændende, men hvor er det dog egentlig irriterende, at delingen af navnet både gøre det mindre mundret (prøv ligesom før at lægge tryk på begge ord, sådan som stavemåden dikterer) og gør ordkombinationen meningsløs. Det giver bare ikke mening at sige to navneord efter hinanden, uanset om det er ‘øl fakta’ eller ‘havre stout’, det drejer sig om.

Men ret beset er der jo heller ikke tale om et substantiv. Der er tale om et proprium – et egennavn – og det må man egentlig selv om, hvordan man staver. Er hele min kritik af Bryggeri Skovlysts evner udi stavning dermed faldet på gulvet? Ikke i mine øjne, for navnet på øllet er stadig ikke særlig mundret og vidner om uvidenhed angående dansk retstavning. Samtidig lefler man for den forfærdelige tendens der er til at lade hånt om simple retstavningsprincipper, hvilket kun til skade for sproget og dermed menneskers evne til at kommunikere ordentligt med hinanden.

Og det bliver værre endnu … Før jeg når til det, skal jeg dog lige indskyde et par informationer om bryggeriet. Der er tale om et mikro bryggeri med der til hørende restaurant, beliggende i Hare Skoven nord for Køb En Havn (se, det er faktisk pisseirriterende, ikke?) Bryggeriet laver specialøl – altså øl, der er brygget på andet end humle og malt – med ingredienser fra skoven omkring, i dette tilfælde f.eks. brændenælder. Dette fremgår af bagetiketten, hvor det også fremgår, at øllet brygges efter egen recept …

recept …

…

Vi lader den lige stå lidt …

…

Far er ikke sur …

…

Far er chokeret!

Jeg er dybt rystet over, at Bryggeri Skovlyst åbenbart selv skriver recepter ud. Den slags er altså forbeholdt landets læger – og ingen andre! Hvilket apotek, mon de har narret med deres svindelnumre til at udskrive receptpligtige medikamenter? Er der ingen myndigheder der griber ind? Man kan da ikke have hvem som helst – og da især ikke bryggerier i betragtning af, hvor meget medicin, der interagerer med alkohol – til at udskrive recepter som man har lyst! Og hvad mon de har puttet i øllet?

Jeg har selvfølgelig både tjekket og dobbelttjekket, om ordet ‘recept’ skulle have flere betydninger. Men det lader ikke til det. Bryggeri Skovlyst er efter alt at dømme skyldige i receptsvindel og lemfældig omgang med receptpligtig medicin, endda uden, at man kan vide til hvilket formål.

Eller også er de skyldige i noget endnu værre! De er skyldige i brug af falske venner! Bryggeri Skovlyst er åbenbart så dygtige til engelsk, tysk og/eller svensk, at de tror, at ordet ‘recipe’/’Rezept’/recept betyder det samme på dansk. Men det gør det ikke! FY!

Og dermed ender dagens sproglektion, jeg håber I nød den.

Ved åbningen dufter en Havre [mellemrum, der ikke burde være der, fordi det forstyrrer læsningen. Dette burde hermed være illustreret adækvat] Stout af sødt øl. Det er ikke, hvad man forventer af en Stout. Når den efterfølgende hældes op, vil man opdage, at den ganske vist har en fin, mørkebrun farve, men også er gennemsigtig. Det er heller ikke normalt for en stout. Smagen er også fortrinsvis aleagtigt sød og faktisk både perlende og frisk. Der er sandelig tale om en stout, der glimrer ved sin mangel på traditionelle stout-karakteristika.

Idet brygget når ganen, og flyder videre mod svælget sætter bitterheden endelig ind, og man oplever omsider noget, man kender fra andre stouts. Samtidig skal det indskydes, at den hele vejen også har en stouts fylde – tynd er den bestemt ikke. Spørgsmålet er, om den uvante indledning formår at spille op til den intense, lakridsagtige, næsten klæbrige bitterhed, som brygget ender med at smage mest af.

Det søde førstehåndsindtryk bliver i vid udstrækning overdøvet af den bitre fortsættelse (og slutning i eftersmagen), og hele smagsbilledet kommer derfor til at virke en kende sammensat og ubalanceret. Dertil kommer, at Havre Stout ikke synes helt upåvirket af, at der også er tilsat glukosesirup (eller på Carlsbergsk: glukose sirup). For iblandet bitterheden spores desværre også den spritsmag, der var så allestedsnærværende, og i øvrigt ikke til nogen velbehag, i spritterøllene. Det er egentlig synd, for i modsætning til spritsmagen er det ikke sådan, at de søde toner i starten ligefrem skæmmer oplevelsen. Bryggeri Skovlyst burde måske overveje helt at skodde glukosesiruppen – ligesom alle andre bryggerier måske burde overveje det.

På trods af glukosesirup er brygkunsten hos Bryggeri Skovlyst stadig bedre end deres danskkundskaber. Selvom en Havre Stout som stout betragtet synes en smule tam, er den som øl betragtet absolut mere end blot drikkelig. Resultatet af dette eksperiment udi alternativ ølbrygning er helt sikkert godkendt. Det er også spændende at opleve, at både rug og havre kan indgå i velsmagende øltyper. Endelig passer den fremragende til årstidens lækre rodfrugter og den gjorde da også sit til, at efterårets første økologiske pastinak-rødbede-kartoffel-gulerod-fløde-oksesteg-i-ovnen-orgie blev en kæmpe succes.

Jeg har endnu to af Bryggeri Skovlysts alternative øl stående i køleskabet, og jeg glæder mig bestemt ikke mindre til at prøve dem efter at have drukket Havre Stout.

En tak skal her til sidst lyde fra mig til Marcus, der var så flink at skænke mig alle tre flasker i værtsgave. Mine gæster giver mig ofte øl i værtsgave, hvilket er en fryd, og det endda helt uden, at jeg mundtligt har antydet det mindste om, at det ville være en godt ting at give mig. Jeg spekulerer på, om de mon er tankelæsere.

Classic, Svaneke Bryghus

1-stjerne

Vi har tidligere oplevet, at økologisk øl ikke var ensbetydende med kvalitetsøl. Svaneke Bryghus’ classic-pilsner er ikke økologisk, men læren fra den belærer én om noget lignende, nemlig at blot fordi en øl er brygget i et mikrobryggeri, og blot fordi det er ufiltreret, er det heller ikke nødvendigvis særlig godt.

Flot ser det ellers ud, tåget som den orange-gule øl er, som den bliver hældt op i glasset. Skummet er flot gyldent – og det er ikke bare noget jeg siger for at lire positive klichéer af. Det er vitterligt gyldent, og ikke bare hvidt, som det meste ølskum faktisk er. Duften virker til gengæld lidt tam og det er da også forvarslet til den konklusion, nærværende indlæg indledes med.

Det er jo bestemt ikke fordi væsken ikke behager på sin vej gennem munden og ned til svælget. Restgæren gør sit arbejde med at hæve øllets fylde en smule, så det blidt perler langs tungens sider. Desværre er humlesmagen og maltaromaen også blid. ALT for blid. Øllets egentlige smag skal man lede længe efter, og når den endelig kan spores, er den spinkel og skrøbelig.

Det eneste, der måske hæver den over almindelig dansk metervarepilsner i smag, fylde og aroma er eftersmagen, der lejlighedsvis antyder, at humlen trods alt er af en over middel kvalitet. Det er bare ærgerligt, at man ikke kan smage det, mens man drikker det.

Jeg skulle ellers mene, at et mikrobryggeri bør levere noget unikt, som de store bryggerier i deres bestræbelser på at sænke den laveste fællesnævner aldrig ville kunne. Mikrobryggerierne burde således sætte en ny standard for ølbrygning, som de store bryggerier så i det mindste kunne stræbe lidt efter. I dette tilfælde er det imidlertid omvendt – Svaneke Bryghus forsøger at gøre de store bryggerier klamphuggeriet efter. De rokker derved ved selve mikrobryggeriernes eksistensberettigelse, og det er bestemt ikke et eksempel til efterfølgelse.

Limfjords-Porter, Thisted Bryghus

4-en-halv-stjerne

De indledende skriveøvelser til dagens indlæg blev ved et trylleslag til en selvstændig artikel. Så i dag går vi lige til anmeldelsen, der i øvrigt var et ønske fra Daniell, der bor i Aalborg. Jeg er altid åben for ønsker, især da når det gælder velsmagende produkter som dette.

Til at begynde med skal jeg lige gøre rede for, hvilken ølklasse vi her har med at gøre. Det er nemlig første gang, at en porter anmeldes.

Jeg vil i mine etiketter ikke bruge ordet porter. Jeg vil bruge ordet stout, da det dækker over det samme, nemlig en overgæret øl, brygget på ristet malt. Øltypen stammer fra England, og det er ikke usædvanligt, at det krydres med utraditionelle ingredienser. Typen har aldrig rigtig slået igennem i Tyskland og har derfor så ringe relevans for indholdet og intentionen i Reinheitsgebot, at jeg ikke vil vurdere stouts ud fra de tyske renhedsforskrifter.

Nogle purister vil dermed savne, at jeg kalder disse øl beskidte – og nu ved de hvorfor. Nu til anmeldelsen.

Man bliver nærmest overvældet af bryggets kraftige, maltede duft, når man åbner den. Man mærker mest de søde toner, men man ved også med det samme, at der venter én en bitter oplevelse forude. Men det er bitter på den fede måde!

Glasset fyldes nu, at et umanerligt mørkt og tykt bryg. Stouts er ganske vist fyldige i konsistensen og mørke i løden, men dette her tager så gu’ prisen. Det er farven på himlen en måneløs nat i december i overskyet vejr i Vildmosen i Vendsyssel. Eller måske farven på vandet på bunden af Aalborg Havn ud for Portland-fabrikken. Det er jo immervæk en Limfjords-Porter.

Smagen skuffer heller ikke. Den er til at begynde med karamelagtigt sød med toner af lakrids, hvorefter en meget lækker, massivt fyldig bitterhed tager over. Hele munden fyldes af en bitter aroma så kraftfuld, at den næsten skal tygges, og undtagelsesvis matcher det faktisk den kraftfulde smag godt, at alkoholprocenten på 7,9 samtidig giver den indre varme. Nota bene: Styrken er ikke skabt af tilsat glukosesirup, men alene af råvarernes styrke.

Det er smagen af tygget skrå, skibsbeg, havgus og skippersved – men alt sammen på den fede måde.

Det er en velkrydret, karakterfuld stout – en øl med gods i, der skal nydes langsomt, for man kan ikke andet. Det er for det første synd at drikke så godt øl hurtigt. For det andet ville det med garanti give mavepine, hvis man gjorde. Det er af samme grund en udmærket øl at blande op. Bryggeriet har selv en række forslag på bagetiketten, så det er bare at komme i gang.

Nå ja. Limfjords-Porteren er krydret med lakrids. Men det er ikke en snydeøl af den grund. Lakridsen spiller fint sammen med øllets øvrige nuancer, så det vinder i karakter på en måde, som jeg har svært ved at forestille mig, man kunne have opnået på anden vis. Lakridsaromaen giver både fylde og en vis sødme til at spille op imod den massive bitterhed.

Endnu engang styrer Nordjylland. Skål!

13/09-2010
NB: En ølnyder har venligt gjort mig opmærksom på, at der kan være forskel på stout og porter. Stouts brygges ganske vist med overgær, hvorimod portere sagtens kan være undergærede. Dette er f.eks. tilfældet med nærværende øl. Dertil kommer, at stouts ofte indeholder umaltet, ristet byg, for at justere smagen.

Jeg finder dog ikke forskellene så afgørende og endegyldige, at jeg vil ændre min praksis med at kategorisere portere som stouts. Dels fordi de kategoriseres ens i danske stilartsdefinitioner, dels fordi min etiketsamling i forvejen er en rodebutik, som jeg gerne ville simplificere en smule.

En mindre kategorijustering

Man kan have sine fastlåste meninger længe. Ja, man ville vel egentlig ikke have dem længe, hvis ikke de var fastlåste. Og man kan netop kende dem på at de er fastlåste ved at man har dem længe … Cirkulær argumentation har sin egen parodiske skønhed.

Hvorom alting er, må jeg med dagens øl så småt indrømme, at jeg så småt er begyndt at bløde op på en af mine store kæpheste, nemlig den om, at øl kun må indeholde malt, vand, humle og gær. Jeg er ind imellem stødt på øl, der overtræder det tyske Reinheitsgebot, som jeg samtidig ærligt må indrømme er en ubetinget fornøjelse at konsumere. Den næste øl i rækken, Limfjords-Porter fra Thisted Bryghus, er en sådan, og jeg nænner simpelt hen ikke, at kalde den beskidt, selvom den på papiret er det.

Der er derfor brug for en hårdt tiltrængt justering af kategorier, jeg har brugt alt for lemfældigt, et par gange unødigt nedladende, og endda decideret forkert. (Læg i øvrigt mærke til, at justeringen er tiltrængt, fordi der er brug for den, og der er brug for justeringen, fordi den er tiltrængt. Med lidt opmærksomhed for man øje på cirkelslutningerne. De er overalt, så vær opmærksomme!)

For at tage fejltagelsen først: Jeg har kaldt Tuborg Classic en beskidt øl og dette er ganske uberettiget! Jeg blev forvirret af de på hjemmesiden tilgængelige ‘øl fakta’ (hvilket fortsat er en stavefejl, og det skal bryggeriet selvfølgelig fremdeles spottes for, peges fingre ad, og grines hånligt ad … for …) hvoraf det fremgik, at den bestod af fire forskellige slags malt; “pilsner, münchner, karamel og farve”. Med de to sidste menes der naturligvis karamel- og farvemalt, hvilket er lige så meget malt som alt andet malt og derfor naturligvis tilladt ifølge Reinheitsgebot!

Så fik vi det på plads, undskyld til Carlsberg og SE SÅ AT FÅ ANSAT EN KORREKTURLÆSER! Dem er der alt alt for få af i marketingafdelingerne i snart sagt samtlige private virksomheder her i landet.

Jeg vil i øvrigt tilstræbe en mere stringent brug af etiketterne ‘beskidt øl’, ‘snydeøl’ og ‘specialøl’, hvilket jeg nu vil gøre rede for.

Ad. Beskidt øl.
Etiketten vil blive brugt om øl, der er tilsat ingredienser, der ikke yder øllet nogen ære, hvad angår øllets karakter. Det være sig smag, fylde, aroma o.s.v., herunder aromastoffer eller tilsætningsstoffer, der ikke traditionelt har været anvendt i ølbrygning. Således fredes ascorbinsyre (E300) og kuldioxid (E290), mens “naturlige aromaer” ikke bliver det. Det vil dog fortsat kunne anmærkes, at en øl er beskidt ifølge Reinheitsgebot, men dette vil fremover have karakter af en teknisk-faglig konstatering, snarere end en kritik. Det er samtidig en særlig service for puristerne derude. Objektivt skadelige tilsætningsstoffer, som f.eks. tilsat sulfit, eller kontroversielle farvestoffer vil dog altid medføre en etiketten ‘beskidt øl’ uanset hvor traditionelle de ellers måtte være.

Ad. Snydeøl.
En snydeøl har fået noget tilsat for at skyde genvej til en smag, det ellers er muligt at få frem ved brug af de fire traditionelle ingredienser. Vurderes det derimod, at ingrediensen giver øllet noget afgørende nyt, der ikke kunne frembringes anderledes – og øllet i øvrigt ikke mister karakter som øl – anses det ikke for en snydeøl. Det vil dog fortsat være en beskidt øl i følge Reinheitsgebot, men anses brygget for at være en specialøl, vil etiketten ikke blive brugt.

Ad. Specialøl
Specialøl omfatter øl, brygget eller krydret med utraditionelle ingredienser, hvor en lignende smag ikke kan opnås med de fire traditionelle ingredienser. Dette svarer temmelig nøje til den faglige term for specialøl.

Så skulle det være på plads.

Klovn, Ølfabrikken i samarbejde med bryggeriet Apollo.

0-stjerner

Ølfabrikkens øl ved navn “Klovn” er en temaøl for den såkaldte komedieserie “Klovn” fra TV2. Jeg er en række gange kommet for skade at slå over på en kanal, hvor serien blev udstrålet, og jeg er mildt sagt ikke imponeret. Vittighederne er søgte, og lyder som noget fortalt i børnehaveklassens frikvarter, skuespillet er anstrengt og påtaget, og flere hævder desuden, at hele baduljen er et plagiat af Larry David-serien “Curb your Enthusiasm“.

Serien Klovn er kort sagt ikke sjov. I bedste fald er den en smule fjollet, ligesom hele konceptet med at lave en øl synes at være det. Seriens platte og lidet underholdende karakter lover i hvert fald ikke godt for øllet, hvis ellers seriens indhold på nogen måde svarer til bryggets. Eftersom komedieserien over alle komedieserier for længst er lavet – og afsluttet, virker Klovn – det være sig som øl eller TV-serie – temmelig overflødig. Det bliver næppe en øl, der kan tages særligt seriøst. Det bliver nok mest af alt en fjolle-øl, eller som producenten selv skriver på etiketten “en ægte kvajebajer.” Ja, Ølfabrikken skal da ikke beskyldes for at være uærlig i sin markedsføring.

Øllets indholdsfortegnelse varsler heller ikke godt. Der er mere – meget mere – i, end de fire godkendte ingredienser. Den indeholder nemlig desuden: Hyldeblomst, sukker og appelsinskal. A dirty beer if there ever was one! Jeg får uvilkårligt en mistanke om, at Ølfabrikken er gået Carlsberg i bedene for at stjæle Tuborg Lime Cuts kundegrundlag. Mine fordomme siger mig da også, at der næppe kun er et lille sammenfald mellem førnævnte kundegrundlag og Klovn-seriens fanklub.

Det undrer mig også, at Ølfabrikken – i samarbejde med det ansete københavnske mikrobryggeri, Apollo, endda – vælger at producere en så poppet øl. Ikke desto mindre skal man huske på, at bryggeriets produkter i forvejen har været af stærkt svingende kvalitet. De lader dog til at lægge sig fast på at være et mikrobryggeri for det unge, popsmarte segment, med alt hvad det indebærer af risiko for, at der kommer til at gå for meget slipsedreng i den.

Men midt i alt den negative forventning håber jeg da også på, at Klovn kunne være en spændende, alternativ øloplevelse. Jeg er som bekendt meget krakilsk med at indskrænke mængden af tilladte ingredienser i øl. Men så længe øllet viser sig at kunne bære det, og bryggeriet i øvrigt gør opmærksom på, at der er tale om en specialøl, så er det naturligvis i orden at tænke udenfor kassen. Logo og markedsføringen peger dog alt for meget i retning af en kvajebajer til, at jeg kan holde forventningerne særligt høje.

Efter at have åbnet den klare, social-club-fuld-af-popsmarte-individder-med-lim-i-håret-og-bukserne-nede-i-sokkerne-flaske kan jeg konstatere, at den alt andet lige dufter perlende frisk af øl. Der er også mere og væsentligt tættere skum, end jeg havde forventet. Friskhed og skum kommer af, at vi teknisk set har at gøre med en ale, overgæret øl, der under alle omstændigheder producerer mere skum på grund af den varmere og derfor mere aggressive gæring.

Friskheden fortsætter i smagen på samme måde, som luft og vand fra vandhanen er frisk. Igen mærker man den ekstra mængde kulsyre, der gør øllet til en perlende, og alt andet lige vederkvægende oplevelse at skylle ned. Såvidt fornemmelsen af øllet i munden. Smagen er der derimod ikke meget at berette om, for det er svært at skrive om noget, der nærmest ikke er der. Ud over ‘frisk’ er nøgleordene let, vandig, karaktérløs, uden fylde … Man må følgelig spørge sig selv, hvorfor bryggeriet har valgt at hælde så mange obskure ingredienser ved øllet, når det åbenlyst ikke smager igennem.

Efter denne kedelige smagsoplevelse, hånes smagsløgene bagefter af en syrlig, letmetallisk, gæret eftersmag, som en sidste fornærmende narrelatter, før øllet forsvinder ned i mavesækken og ud af hukommelsen.

Det er i sandhed en kvajebajer i mere end én forstand. Spørgsmålet er, hvem der er det største kvaj. Producenten, eller kunden, der køber det ligegyldige sprøjt.

Man spørger sig også, om Ølfabrikken har forsøgt at lave netop den øl, som folk skulle købe, hvis man rent faktisk skulle give kvajebajer, og på den måde udvælge sig et marked på baggrund af helt nye præmisser. Jeg ved med mig selv, at jeg ville blive rasende, hvis nogen gav mig denne øl som kvajebajer, og jeg ville omgående kalde henteren et kvaj, og kræve at vedkommende gav kvajebajer – men IKKE UNDER NOGEN OMSTÆNDIGHEDER en ‘Klovn’.

Endnu flere spørgsmål melder sig: Hvorfor vælger Ølfabrikken at brygge sådan noget underlødigt sprøjt? Sandsynligvis prøver de vitterlig at score nogle nemme point hos det popsmarte, unge publikum, hvis største mentale udfordring – næst efter at hitte ud af plottet i ugens Klovn-afsnit – er at hitte redde i programsætningen af genudsendelserne af De Unge Mødre og Paradise Hotel. Samtidig viser dette eksempel på flerstrenget markedsføring, at kommercialisme ALTID ødelægger kvalitet.

Tillad mig her til sidst at lufte en positiv teori. Klovn kunne faktisk også være Apollo/Ølfabrikkens hævn for en elendig TV-serie. Det ændrer dog ikke ved øllets højst tvivlsomme kvalitet. Uanset motivet forbliver det en skuffende, karakterløs oplevelse.

– Ikke helt ulig et afsnit af Klovn, forøvrigt …

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme