Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Month – august 2010

Brutalis, Harboe

1-halv-stjerne

Jeg husker at have prøvet denne øl en enkelt gang før, nemlig på Roskilde Festival 97; en regnvåd fornøjelse, hvor det ikke kun var sanserne, der druknede. Jeg husker øllet som en modbydelig smagsoplevelse, men til gengæld også en effektiv brandert. Og nu hvor jeg allerede har afsløret, at jeg på forhånd er biaset, vil jeg til mit forsvar anføre, at en Roskilde Festival, hvor hovedet ligger i sprit i en hel uge eller mere, næppe er noget godt udgangspunkt for en objektiv genkaldelse af smagsoplevelsen fra en enkelt øl.

Altså tilbage til nutiden …

Brutalis er opkaldt efter det navnkundige næsehorn, der måtte flyttes fra Givskud Zoo, fordi han var for aggressiv. Man kan kun gisne om Harboes motiver for at opkalde en øl efter et næsehorn. Elefanten var selvfølgelig taget, og så ligger næsehornet måske lige til højrebenet. Man kan også kun gisne om hvilke associationer navnet skal vække i forhold til øllet. Er det øllet, der er brutalt i smagen eller styrken? Eller er det konsumentens temperament bagefter, der hentydes til? Eller måske alle tre ting?

For at starte med det midterste først, indeholder brygget 7,7 % alkohol, og lægger sig dermed midt i feltet af spritterøl. Det er lidt stærkere end Fine Festival, men slet ikke så stærkt som Master Brew, eller de Årgangsøl, der bliver afslutningen på indeværende tema. Harboe har altså lagt sig i selen for at løfte alkoholprocenten lidt op over de(t) konkurrerende bryggeri(er)s styrke, uden det dog er markant højere. Personligt kan jeg ikke lade være med at spekulere på, om det er rimeligt, at lokke eventuelle kunder med et sådant navn, for på den måde at markedsføre produktet som en ekstra stærk øl – når nu det ikke engang slår de stærkeste?

Vel, stærk er den i hvert fald, hvis man kommer til at forveksle Harboes Coca-Cola-Zero-ækvivalent med nærværende bryg. Emballagerne ligner hinanden på en prik; sølvgrå baggrund med sort skrift, og i min lokale Fakta står de endda i den samme stak.
Men det skal selvfølgelig kun afstedkomme en kritik for manglende fantasi i Harboes markedsføringsafdeling. At Fakta placerer produkter med så forskellige modtagere så tæt på hinanden med forveksling som en højst sandsynlig konsekvens, skal bryggeriet selvfølgelig ikke klandres for. Måske er det endda muligt at smage forskel, selv hvis de skulle være blevet forbyttet.

Men det skal jeg ikke kunne sige noget om. Jeg er ganske vist klar til at gå langt for mine læseres skyld. Det har jeg bevist ved at åbne en Brutalis igen efter så mange år. Men Harboe Cola Minus får ingen mig til at røre, lige som jeg ikke rører andre light-produkter.

En nyåbnet Brutalis lugter, som jeg husker en øl lugtede, da jeg var barn. Det er på én gang en nostalgisk og ildevarslende oplevelse, for jeg syntes ikke øl hverken smagte eller lugtede godt dengang. Den uændrede lugt kunne jo antyde, at en Brutalis smager grimt på samme måde i dag, som en hvilken som helst øl gjorde i min barnemund tilforn. Det eneste, der kan redde mig er, hvis det kun er smagssansen, der ændrer sig med tiden, og at lugtesansen ikke stemmer overens med den øltolerance, mine smagsløg trods alt har opbygget gennem årene.

Desværre er det ikke tilfældet – smagen er grim ligesom lugten er det. Det første indtryk er lidt ligesom sur sok, efterfuldt, undskyld -fulgt af en ram sprittet smag, der næsten fuldstændig overdøver de bitre indslag, der ellers ikke uelegant og desværre meget kortvarigt rammer siderne af bagtungen. Spritsmagen afløses derefter af en fornemmelse af harsk næsehornstis og en syrlighed, man ellers kun møder i fjæset på en irettesat Pia Kjærsgaard.

Kvalmt harskt som stadset er, er det meget mod forventning næsten frit for eftersmag. Dette er dog ingen ros, for det er netop eftersmagen, der undertiden redder ellers udrikkeligt øl, snarere end at minde om, hvor slemt det var. I stedet får man en modbydelig fornemmelse i munden, der giver associationer til en blanding af aske og sulfo.

Jo, det kan godt være, at smagen på sin vis er brutal. Men en nydelse er den under ingen omstændigheder. Selv med den glukoseboostede alkoholprocent ville jeg ikke kunne drikke mig fuld i den, da den simpelthen smager for grimt til, at jeg ville nå så langt.

Mit temperament blev heller ikke sammenligneligt med næsehornet Brutalis’. Det blev derimod præget af en enorm lettelse over, at jeg aldrig behøver binde an med dette udrikkelige sprøjt igen. Andre kunne måske tænkes at blive brutale over den uforskammethed det er, at sende så elendigt øl på markedet.

Men det er selvfølgelig igen blot gisninger.

Master Brew, Carlsberg

1-en-halv-stjerne

Om dette påståede mesterbryg skriver bryggeriet på sin hjemmeside: “Master Brew er en forkæled øl …” Og det er jo rigtig godt sproget af Danmarks og et af verdens største bryggerier. Det er fascinerende, at man er i stand til at eksportere i uanede mængder halvdårligt øl til hele kloden, mens man ikke engang behersker elementært skriftlig dansk. Jeg, til gengæld, droppede at søge efter flere oplysninger, da jeg ved, at det på længere sigt skader pupil, iris og nethinde at skylle øjnene i varm eddikesyre mere end en gang om dagen.

I forbifarten noterede jeg mig dog, at øllet er brygget med “dobbelt så meget af det hele”, og at det blev lanceret i forbindelse med ølvalget i 1997. Så i det mindste fik jeg da slogan og årstal på. Nu har jeg bare glemt, hvor jeg ville hen med det.

Men det var vist et eller andet med, at jeg ville kontrastere Carlsbergs formentlig overstrømske lovprisning af øllet med min oplevelse af det. Men da jeg ret hurtigt gik kold i deres lovprisning, må I nøjes med min tilsv… øh, jeg mener kritik, i stedet.

Master Brew har en alkoholprocent på 10,5, og er dermed den stærkeste øl, jeg har testet indtil videre. Bryggeri og pris (på omkring en tier for 0,33 l.) taget i betragtning er der ikke megen tvivl om, at der her er tale om en spritterøl som defineret ved tidligere lejlighed. I tråd med bryggeriets lovprisning gik jeg selv kold i den halvvejs og min hustru brugte resten i madlavningen i stedet. Min glæde for øl til trods er der ingen grund til at drikke sig halvfuld på en hverdag.

Den gør sig i modsætning til visse stærke øltyper ikke særlig godt, når den er helt kold. Man får mest smag ud af den, ved at lade den stå lidt, uden dog at få den op på stuetemperatur.

Når dette er gjort, kan man konstatere smagen af både sødt og bittert, der blander sig på tungen. Smagsindtrykkenes møde er imidlertid ikke elegant. Det er snarere som om de slås, og kampen ender uafgjort med en flad, tandløs eftersmag. På etiketten beskrives eftersmagen ellers som én med godt bid i. Mig gav den snarere associationer til et par mugne gummer, der dovent klasker sammen om en slatten stilk vissen bladselleri.

Konsistensen er sprittet i en grad, så man uvægerligt kommer til at tænke på spiritus. Der er som bekendt få ting, der er så rare, som et glas kvalitets-single malt til at give den indre varme. Jeg synes bare ikke rigtigt, det er meningen at få samme fornemmelse med øl. Man kan også tydeligt mærke, hvordan de 10,5 procent går lige i blodet. En enkelt Master Brew svarer til at drikke knap 2½ almindelig pilsner. Spørgsmålet er blot, om ‘dobbelt så meget af det hele’ giver ‘dobbelt så godt øl’. Ud fra eksemplet Master Brew er mit svar entydigt: Bestemt ikke!

Man kunne også med rette spørge “dobbelt så meget af hvad?” Hvad er udgangspunktet? En almindelig pilsner? Mængden af glucosesirup brugt til at booste alkoholindholdet er der i så fald væsentlig mere af end det dobbelte, eftersom 0 ml. (der netop er indholdet af glucosesirup i dansk pilsner) ganget med 2 giver … I gættede det – 0 ml. Jeg indrømmer gerne, at jeg hele tiden søger efter – om ikke spændende – så i hvert fald nye og stadig mere omstændige måder at beskrive beskidt øl på.

Og gør den misplacerede ingrediens noget for smagen? Jeg tror det næppe, for den sødme, der trods alt er dominerende, er ikke særlig kraftig og uden nogen særlig karakter. Den er ikke frugtagtig eller frisk eller let. Ja, ikke engang kvalm. Hvis øllet drikkes koldt, virker hele smagsindtrykket faktisk lidt tyndt.

Et mesterligt bryg er det i hvert fald ikke.

Elephant, Carlsberg

2-stjerner

Temaet om spritterøl fortsætter ufortrødent, om end ikke i samme tempo som da min blog startede. Det skyldes imidlertid ikke, at jeg p.t. skriver om øl med gashåndtag, selvom det selvfølgelig har gjort, at jeg kunne dæmpe gassen lidt. Hø hø hø. Ja, så er vi heldigvis over dagens platte ordspil. Næh, jeg er jo far til et 1½ måneder gammelt barn, og det er en lykke uden lige. Det betyder samtidig, at motivationen for at drikke øl er dæmpet en del. Det samme er tiden til at skrive om dem. Mere kompliceret er det såmænd ikke … bortset fra, selvfølgelig, at den hovedpine, jeg fik af at drikke FF’eren, og som jeg helt glemte at nævne, naturligvis heller ikke har øget motivationen for at fortsætte med spritterøllene.

Mens jeg husker det, skal jeg også ønske St. Laurence O’Toole Pipe Band tillykke med verdensmesterskabet i Glasgow i går. De har altid været mit favoritband, og det er ikke noget, jeg bare siger, fordi de vandt. Jeg er ikke den type fan, der bare holder med vinderne. Jeg holder mig til mit hold uanset hvor slemt det går dem. De er i øvrigt også lige rykket op, og spiller nu i Danmarksserien. Yay!

Fan bliver jeg til gengæld næppe nogen sinde af dagens øl.

Det første indtryk er ellers ikke så ringe endda. Den dufter faktisk rigtig godt, som en kraftig frisk pilsner. Og i betragtning af alkoholprocenten på 7,2 ved man, at den i en hvis forstand er det første, allerede inden man har smagt på den.

Den smager også kraftigt bittert, men lige som ved FF’eren ikke på nogen interessant måde overhovedet. Bitterheden breder sig diffust over det meste af tungen som en uformelig sprittet masse uden kontur eller nuancer. Ordet, der bedst beskriver aromaen, er nok ‘harsk’. Da jeg foroven allerede har skrabet bunden i nærværende anmeldelse, vil jeg undlade at sige, hvad ved en elefant dette gyldengule bryg mest minder mig om.

Det eneste positive ud over duften er måske eftersmagen, der bevarer byggets harske bitterhed i et godt stykke tid. Men netop i eftersmagen, behøver dette ikke være så ringe endda. Nåh ja, det er – i modsætning til FF’eren – ikke nogen beskidt øl. Men det er ikke nogen positiv egenskab som sådan. Det er en negativ egenskab ved beskidte øl, at de indeholder andet end vand, gær, humle og malt. Så i alle øls tilfælde er det onde altså karakteriseret ved tilstedeværelse af noget ondt. HA! Tag den, Augustin og Aquinas! Endelig var den faktisk ikke helt umulig at drikke til den lasagne, jeg satte til livs i selskab med min dejlige familie på samme tidspunkt. Så hvis et måltid mad er solidt og velsmagende nok, ødelægger en Elephant det da ikke fuldstændigt.

Hovedpine gav den mig faktisk heller ikke. Til gengæld blev jeg så træt, at jeg dårligt kunne slæbe mig i køjen ved sengetid. Så der er fortsat liden berettigelse i disse øl, ud over at man kan drikke sig i hegnet med dem.

Fine Festival, Carlsberg + månedens tema.

1-en-halv-stjerne

Jeg hørte vist første gang om denne øl, i Østjyllands Radios morgenprogram for unge lyttere, “Koks i Komakassen” tilbage i de længst svundne firsere. En del år senere fandt jeg ud af, at den rent faktisk fandtes på trods af, at den vist fik en temmelig hård medfart i programmet.

Jeg kan også huske, at en af de faste sprittere på Blågårdsgade udenfor Handelshøjskolens lokaler (hvor jeg har arbejdet – ja, så har man hørt det med) altid stod og pattede på en FF’er mens han mumlede og gryntede uforståeligheder til sig selv og tilfældige forbipasserende.

Det minder mig i øvrigt om, at jeg skal have annonceret august måneds (forsinkede) tema, som er:


SPRITTERØL!


Jep, endnu engang tager jeg en for holdet, og gør ting, som jeg aldrig ville have gjort, hvis ikke jeg havde denne ølblog. Jeg vil tage alle de fæle og stærke øl, det for det meste bliver ved overvejelserne, om man overhovedet tør prøve.

Indledningsvis skal jeg dog lige give en lejlighedsdefinition af temaets objekt, så at jeg ikke bare går ud og køber almindelige øl, fordi man også kan se sprittere drikke disse ind imellem. Jeg har taget udgangspunkt i tre egenskaber.

  1. Alkoholprocent
  2. Pris
  3. Bryggeri


Ad. 1. Det vigtigste i definitionen af spritterøl er ikke så meget spritterne. Det er i virkeligheden tragisk at nogle mennesker kommer så langt ud i tovene, at de ender på bænken med en guldøl i hånden. Det er bestemt heller ikke for at håne disse stakler – det lader jeg andre om – at de uforvarende kommer til at spille en rolle i denne måneds tema. Dertil kommer, at det ikke kun er sprittere, der drikker disse øl. Jeg kender flere, der kun drikker til fester, som foretrækker denne type øl, fordi den hurtigere gør en fuld.
Til gengæld har jeg svært ved at forestille mig, at de øltyper, jeg vil anmelde de næste par gange, overhovedet ville blive produceret, hvis ikke samfundet spyttede så mange skæbner ud, der ender som alkoholikere og siden hen går i hundene. Dette faktum hænger nøje sammen med en spritterøls første egenskab. Den synes målrettet alkoholikere med sin høje alkoholprocent (og sin formentlig ligegyldige smag – men dette må vi få at se.)

Ad. 2. Den næste vigtige egenskab er, at øllene er relativt billige. Bevares, de koster da lidt mere end almindelige danske standardpilsnere. Men der er stadig et tigerspring op til prisklassen for jævne udenlandske specialøl. Prisen synes således justeret efter, at folk på støtten stadig skal kunne købe tilstrækkeligt mange til at kunne drikke sig en kæp i øret. (Læg i øvrigt mærke til, at der bag spritterøl synes at gemme sig en kynisk markedsstrategi, hvis konsekvens er, at disse skæbner langsomt skubbes længere og længere ud på et skråplan. Nuvel, det er ikke det primære fokus for nærværende blog, og vil ikke blive kommenteret mere for nuværende.)

Ad. 3. Endelig er spritterøl typisk brygget af store bryggerier, og ikke af mikrobryggerier. Det er klart som blæk, at mikrobryggerierne må satse på kvalitet for at kunne matche de dominerende bryggeriers fokus på den laveste fællesnævner. Og spritterøl, der først og fremmest skal være billige og letantændelige, har ikke megen plads til kvalitet, når nu alkoholen og de jævne råvarer, der muliggør den lave pris, partout skal fylde så meget.

Med disse overvejelser gjort, byder jeg læserne velkommen til august måneds tema.

Og nu til vores første eksempel: Fine Festival, eller FF, som den kaldes i folkemunde.

Alkoholprocenten er på 7,5, prisen ligger på lige under en tier for 0,33 l. og brygmesteren hedder Carlsberg (oprindeligt Tuborg, men det fik den højhellige fusionskapitalisme som bekendt sat en effektiv stopper for.) Man må dermed sige, at betingelserne for at være en spritterøl er vel overholdt.

Den er brygget første gang i forbindelse med Queen Elizabeth II kroning i 1953. Det er vitterlig to modstridende verdener, der forenes i den: Sprittere og kongelige. Man fyldes med forventning om en royal (intet ordspil om et overvurderet bryggerikonglomerat intenderet) nydelse, hvilket måske ikke betyder meget, når det skrives på mit tastatur, uforbederlig republikaner som jeg er.

Smag er der i hvert fald masser af – om det så er god smag, er en ganske anden historie. Aromaen føles som en ‘tunet’ pilsnersmag, som om der er givet fuld gas på malt og humle, men også på en eller anden måde uden at det føles naturligt.

Samtidig er det som om, man kan mærke promillen stige for hvert nip. Det er ikke ren bitterhed fra humle og malt, man kan smage. Der er også en sprittet bismag, der minder en om, hvor lidt man skal drikke af denne øl, før man ikke kan ligge ned uden at holde fast i noget.

Selve bitterheden er, skønt intens, forbeholdt det midterste af tungen. Den er netop intens – og kun det. Der er ingen sofistikeret leg med smagsnuancer. Der er ikke nogen forskel på smagen, afhængigt af hvor brygget berører tungen. Det er 250 kilometer i timen med se-at-komme-op-så-du-kan-drikke-dig-fuld-attitude.

Det er en øl til fuldskab og intet andet. Samtidig er det en beskidt øl, da man i brygningen har tilsat glukosesirup. (På FF’eren kan Tuborgs marketingafdeling faktisk stave til det. Det gik som bekendt ikke så godt på Tuborg Lime Cut-mærkaten. FF’eren er om ikke andet vidne om en tid, hvor folk kunne finde ud af den slags. Vi er mange, der længes tilbage til dengang.) Formentlig er det gjort for at booste gæringsprocessen, så man kan få lavet ekstra meget alkohol. Det giver dog næppe øllet andet end den sprittede smag, og søde nuancer, som man evt. kunne have håbet på, udebliver også.

I sandhed ingen royal oplevelse.

Siden 1883, Harboe

2-stjerner

‘Siden 1883’ har navn efter det år Harboe-bryggeriet blev stiftet. Det er bryggeriets bud på en specialøl, der skal hilde stiftelsesåret. Ifølge producenten, er der tale om ‘en mørk specialøl med en let sødme, brygget af udsøgte maltsorter, lakrids og humle.” Samtidig skulle den være “baseret på gamle opskrifter, der på basis af den nyeste viden og brygteknologi er videreudviklet til en luksusbryg …”

‘Harboe’ og ‘luksusbryg’ er som ‘Military Intelligence: two words combined that can’t make sense‘ som navnkundige Dave Mustaine kvad på ‘Rust in Peace‘ i 1990. Bryggeriet er ikke just kendt for at lave kvalitetsprodukter, endsige specialøl. Tværtom er det kendt for primært at agere på discountmarkedet ved at underbyde konkurrerende bryggerier i pris – og desværre ofte også i kvalitet.

Det er næppe heller den ‘nyeste viden’ at blande obskure ingredienser i øl, for at give det en smag, der er for svær at fremme på naturlig vis. Den slags har man faktisk gjort så længe, at man allerede i 1500-tallets Tyskland lavede lovgivning imod det. Dette er den ene årsag til, at jeg anser mig selv for ‘biased’ imod Siden 1883. Den anden er, at jeg ved, at jeg tidligere har smagt denne øl uden at være blevet synderligt imponeret af den. Jeg husker den som kvalmt sød. Men det til side, har jeg denne gang valgt at stå ved min subjektivitet, og i stedet lade mig positivt overraske, inshallah. Det kunne jo være, at jeg husker smagen forkert, eller mine smagsløg skulle have ændret sig.

Flaskens indhold er dejlig mørkt, med et fyldigt brunligt skum. Duften er sød, men ikke så kvalmende sød, som jeg havde frygtet. Så vidt så godt. Desværre er det svært at abstrahere fra min viden om, at indtrykket er skabt ved tilsætning af lakrids, hvilket gør det svært ikke at få dommen “beskidt øl” til at runge om kap med “snyd” og “genvej til ønsket smag” i min hovedskal.

Jeg går videre til at smage på øllet, og konstaterer, at jeg ikke husker helt forkert – den er godt nok meget sød. Den holder faktisk meget mere, end den lover på etiketten, for der er ikke tale om en ‘let sødme’. Sødmen er om ikke tung, så i hvert fald middelsvær til svær. Jeg spekulerer lidt over, hvilket demografisk udsnit produktet er målrettet efter. Er det en børneøl måske? Børn ville sætte pris på den søde smag, men alkoholprocenten på 5% ville nok gøre en målrettet markedsføring efter denne modtagergruppe en anelse kontroversiel. Uanset hvad, er vi ovre i noget, der ligner en nisseøl med en i øvrigt ikke helt ubehagelig småbitter eftersmag.

Ingen skal heller beskylde Siden 1883 for at være tynd, som meget af Harboes øl ellers har ry for. Den er ganske fyldig og fuld af smag, men det kan ikke undgå at irritere, at aroma og fylde er opnået ved at tilsætte ting og sager for at skyde genvej til den ønskede smag. Tjekkerne f.eks. kan ramme en lignende smag uden den slags krumspring.

Øllet bliver også nemt kvalmt sødt. Sødmen er mere, end den bitterhed, der trods alt er, kan hamle op med. Man kunne selvfølgelig igen indvende, at øllet skal vurderes på sine objektive kvaliteter, men det nager mig simpelt hen for meget, at man sådan tillader sig at hælde alt muligt i, for at opnå en bestemt smag, der faktisk kan opnås uden. Bedre bliver det ikke af, at man har den frækhed at påstå, at det skulle være ‘ny viden’ og ditto ‘brygteknologi’.

Med brug af de mørke maltsorter, der nok trods alt er i brygget, kan den bedst rubriceres som en mørk lager-øl a’la Tuborg Rød eller Skagen Bryghus’ ‘Skawskum’. Den når imidlertid aldrig op på højde med disse, fordi den i bedste fald er en discountøl og en snydeøl tilmed.

Harboe-bryggeriet er og bliver også et discountbryggeri, på trods af at de prøver at lave noget til os, der godt kan lide specialøl. Det forholder sig således, fordi de i stedet for at gøre arbejdet ordentligt, vælger at skyde genvej, og i stedet for at brygge godt øl, opblander beskidt øl i stedet.

I det store og det hele udeblev den positive overraskelse. Min hukommelse er på nogle områder endnu intakt.

Red, Harboe

1-en-halv-stjerne

Skælskørbryggeriet Harboe er såvel berømt som berygtet for sine discountøl, der efterhånden kan fås over hele landet. Selv lærte jeg først bryggeriet at kende tilbage i 1991, da jeg med familien flyttede fra stationsbyen Hjortshøj nord for Århus til Hvalsø på Midtsjælland. Jeg husker tydeligt, hvor begejstret jeg var, første gang jeg så (NB: ikke smagte!) en Harboe Cola, som jeg ellers kun havde hørt omtalt på Monrad og Rislunds plade “Hundestjerner Hasteindlagt” fra 1990 (tjek anmeldelsen af Pølsevognen på Torvet).

Jeg kendte simpelt hen ikke til bryggeriet før, men blev da hurtigt bekendt med produkter som Ren Pilsner, Bjørne Bryg og Silver. Sidstnævnte er det vist de færreste, der savner. Udover disse havde – og har – Harboe fortsat et hav af discountprodukter, som det aldrig rigtig er lykkedes mig at hitte rede i.

Dertil kommer, at jeg forgæves har søgt på Harboes hjemmeside efter nærværende øl under hjemlandets sortiment. Den lader til at bruges til eksport til Tyskland, hvilket med andre ord vil sige, at øllet produceres i Skælskør og transporteres hele vejen til Sydslesvig for der at blive opkøbt af danske grænsehandlende og transporteret tilbage til Danmark. Ikke ligefrem kønt i CO2-regnskabet.

Selve øllet er, som man typisk forventer det af Harboe, tyndt på den dansk-standardølagtige måde, jeg efterhånden har omtalt så mange gange. Dog er der en bitter overraskelse til sidst og her er det kun smagen, der er bitter. Eftersmagen overrasker også, men så heller ikke meget mere. For hverken smag eller eftersmag evner rigtigt at imponere. Humlesmagen er måske lidt kraftigere, end ved andre kedelige standardøl. Der er måske heller ikke helt så markant en vandsmag som i andre danske standardpilsnere, fordi Harboe Red faktisk er en kende fyldigere og har en mere rå, bitterhed.

Vi er ganske vist nede i småtingsafdelingen, men den lidt hidsigere, beske ølsmag, skal Harboe trods alt have kredit for.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme