Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Month – juli 2010

Pale Ale, Vestfyen

2-stjerner

Det er selvfølgelig altid med oddsene imod sig, at bryggerierne sender Pale Ale på markedet, nu hvor Ølfabrikken stort set har sagt, hvad der skal siges om den sag. Vestfyens bud hedder ganske simpelt ‘Pale Ale’, og kan i pris i hvert fald ikke konkurrere med Ølfabrikkens fine bryg. Det på trods af, at Vestfyens Pale Ale kan erhverves i KIWI minipris, et discountsupermarked, der tidligere hed Alta og fortrinsvis er udbredt vest for Storebælt.

Nu skal man selvfølgelig altid vurdere en øl på dens egne præmisser, og jeg har efterhånden lært lektien efter at have prøvet Ølfabrikkens pilsner, der som bekendt ikke var noget at prale af.

Prale kan KIWI minipris forresten heller ikke af dets udbud af økologiske produkter, som kæden ellers slår sig stort op på. F.eks er samtlige økologiske mælkeprodukter fra Arla, så man stadig støtter et jubelkapitalistisk, monopolistisk foretagende, selvom man prøver at gøre noget for sig selv og miljøet. Det ville i den grad klæde KIWI minipris at tilbyde et alternativ. Det er der faktisk andre discountkæder, der godt kan finde ud af.

Samtidig promoverer de deres MØMS-koncept meget aggressivt. Ideen er, at man kun betaler den halve moms for økologiske varer, for at gøre netop økologien mere attraktiv. Et kort tjek af kædens priser, sammenlignet med f.eks. faktas viser imidlertid, at der reelt ikke er noget at spare, for priserne er for høje, til at det egentlig kan betale sig. Summa summarum: KIWI minipris udvalg og politik udi det økologiske er en fis i en hornlygte, selvom deres markedsføring giver et billede af noget andet. Det er på grænsen til at føre forbrugerne bag lyset.

I tråd med KIWI minipris’ økologiske profil, er Vestfyens Pale Ale desværre heller ikke noget at prale af.

Den ser ellers så fin ud. Men navnet passer på for mange måder til brygget. Ud over at betegne øltypen, passer ‘pale’ (da: bleg) også på smagen. Den smager ikke ringe som sådan, men bare ikke af særlig meget. Den smule smag, der trods alt er, er mest af alt sødlig, uden dog at være noget i nærheden af noget imponerende. Samtidig har brygget da en fylde, der i det mindste ikke giver en vandig konsistens og smag. Endnu engang spekulerer jeg på, om det ikke ville have klædt den en anelse, hvis den ikke var blevet filtreret, men det må stå hen i det uvisse.

Vestfyen kan sagtens gøre det bedre, det har de vist med Willemoes-serien, så hvorfor egentlig sende en så ligegyldig øl på markedet?

Skawskum, Skagen Bryghus

5-en-halv-stjerne

For anden gang skal vi stifte bekendtskab med en øl fra det nordligste Danmark – hvis ellers man ikke tæller Grønland og Færøerne med, selvfølgelig. Skagen Bryghus har allerede en gang før behaget ganen med den formidable Drachmann-pilsner, et lyst, sommerfriskt bryg, som jeg vil mene, er noget nær den perfekte sommerøl.

Til forskel fra Drachmann, er Skawskum godt nok en øl af pilsnertypen, undergæret som den er, men den er mørkere og brygget efter en i München hjemhørende tradition, i modsætning til pilsner, hvis brygmetode hidrører fra den tjekkiske by Plzen. Derfor benævnes den type øl, som Skawskum er, da heller ikke ‘pilsner’ men som regel ‘lager’, eller i dette tilfælde; ‘Bayersk Øl’.

Fans af Matador (altså TV-serien af navnkundige Lise Nørgaard, ikke spillet) vil måske huske, at Mads Skjern takker nej til en øl i afsnit 1, med henvisning til, at han ikke drikker bayersk øl. Jeg har, siden jeg købte Skawskum, været spændt på, hvad det var for noget øl, den gode Mads ikke drak, og hvor synd det mon var for ham.

Det var faktisk meget synd! I hvert fald, hvis bayersk øl dengang var lige så godt, som Skagen Bryghus’ Skawskum. I det samme glasset sættes for munden mærker man øllets blide, fyldige og intense bitterhed. En nærmest perfekt afbalanceret symfoni af smag, fylde og kraft, der hverken er for tynd eller for tyk, men lige præcis rigtig. Skeptisk sætter man glasset for munden et par gange mere, for det hele virker simpelt hen for godt til at være sandt. Men den er god nok – selvom man drikker videre, rokkes der ikke ved det fine, fine førstehåndsindtryk.

Smagen i sig selv kan være svær at beskrive. Der er tale om den meget karakteristiske smag af lager, som man også kender fra Rød Tuborg – det er i bund og grund samme slags øl – men her er den pænt meget mere intens. Der er heller ikke nogen syrlighed at spore. Spore kan man til gengæld Skagerak og Kattegat, havgus og tjære. Det er ikke bare smagen af bayersk øl, når det er bedst. Det er også smagen af Skagen.

Denne øl bør nydes grundigt, gerne til god mad, for den bliver en anelse tung, hvis den drikkes alene. Samtidig må jeg endnu engang advare mod anvisningerne på bagetiketten. Der er tale om ufiltreret øl og derfor anbefaler bryggeriet, at man lader øllet stå oprejst, og sørger for ikke at ryste flasken, så man undgår restgæren i glasset. Alt dette er sludder. Sørg endelig for at vende flasken et par gange, før øllet hældes op – men gør det før I knapper op. Man kan bare ikke holde tommelfingeren fast nok for åbningen, hvis man ryster flasken efter at den er blevet åbnet – jeg taler af bitter erfaring. Glem heller ikke at ryste bundsjatten, før det sidste hældes i. Så er man sikker på, at alle de ufiltrerede godter kommer med. Restgær er ikke en skam – det er det, der bare får ufiltreret øl til at smage bedre end filtreret.

Skawskum – prægtig er den, pragtfuldt smager den. Well done, Nordjylland – endnu engang!

Og allersidst: En servicemeddelelse til min ven Stig: Ja!

Pilsner, Ølfabrikken

1-stjerne

Denne øl er en kæmpe skuffelse, når man har prøvet den anden fremtrædende øl fra Ølfabrikken, Pale Ale. Jeg er i den grad blevet mindet om, hvor vigtigt det er, ikke at have for høje forventninger, og at ikke kun historiske epoker, men også individuelle øl er “unmittelbar zu Gott“. Ikke desto mindre er det stadig en skuffelse, fordi jeg ved, at bryggeriet kan gøre det så uendeligt meget bedre.

Men altså … Det … smager da af øl. Lidt i hvert fald. Men der er intet – gentager: absolut intet, der stikker ud som noget særligt. Humlen – og malten – smager af næsten ingenting. Der er intet, der behager, udfordrer eller for den sags skyld foruretter smagsløgene. Smagsløgene bagerst på tungen, hvor humlesmagen kun antydningsvis kan spores, keder sig mest, mens receptorerne for superbittert allerbagerst nede i krogene ved svælget for længst er gået skuffede til ro. Til dem var der mindre end intet at komme efter. Eftersmagen kan man også vente længe på – rigtig længe. Den indfinder sig aldrig.

– Eller som optimisten ville sige: Det er en dejlig frisk tørstslukker uden dikkedarer – og den skal da have, at den på ingen måde smager grimt. Men hvor ville det dog have været rart, hvis den havde smagt af noget alligevel.

Der er ikke meget fikumdik ved navnet, som man kan se. En pilsner er hvad det er – en helt ualmindeligt almindelig dansk standardpilsner af van(d)ligt gennemsnitligt tilsnit. En middelmådig fanfare til det jævne håndværk, Karen Volf-småkager, Arlas Kærgården og Chateauneuf du Pape på karton.

Man må sandelig håbe, det ikke er på grund af pilsneren, at Ølfabrikken blev kåret til årets bryggeri i 2005 – eller 2007 for den sags skyld. Men måske er kriteriet for at vinde, at et produkt skal ramme middelmådigheden bedst – for så er det da fuldt forståeligt. Meget mere almindeligt pilsnerprodukt, der fuldstændig forsvinder i mængden af alt det andet ligegyldigt pilsnersprøjt, skal man lede længe efter. Nå, spøg til side. Selvfølgelig er det ikke De Danske Ølentusiasters idé med kåringen. Vid at jeg nærer stor respekt for den indsats de gennem årene har gjort for at få ordenligt øl i produktion her i landet.

Prisen på Ølfabrikkens Pilsner følger i øvrigt også prisen på standardøl her i landet. Det heldige er, at det gør dens velsmagende broder, Pale Ale også! Så skip Ølfabrikkens Pilsner (eller køb den da endelig, hvis det vitterlig er den laveste fællesnævner der gås efter), og køb Pale Ale i stedet. Man bør gøre sig selv den tjeneste at udnytte prisen på standardøl for Ølfabrikkens kvalitetsperle. Begge kan erhverves i Kvickly, og tak for det.

Pale Ale, Ølfabrikken

5-stjerner

Ølfabrikken er et bryggeri, der p.t. har til huse i Roskilde, men startede i 2004 i Tisvildeleje. Bryggeriet flyttede i 2007, måske fordi man ikke længere kunne holde trit med efterspørgslen. Samme år fik bryggeriet nemlig Danske Ølentusiasters pris som årets bryggeri – for anden gang. Første gang modtog Ølfabrikken prisen i 2005, da bryggeriet var ét år gammelt. Det tør nok siges, at det har været en hurtig succes.

Og det forstår man egentlig også godt, når man smager Pale Ale. Øltypen er kendetegnet ved at være overgæret og lys – deraf navnet pale ‘bleg‘. Med alkoholprocenten på 5,0 er den stærkere end almindelig pilsnerstyrke, men endnu ikke svarende til en guldøl, så man kan stadig nyde to på en dag uden at skulle frygte at bryde sundhedsstyrelsens anbefalinger lige med det samme.

Øllet har en overordentlig fyldig og godt humlet, bitter aroma. Bitterheden er dejligt offensiv og holder samtidig længe. Det er samtidig overordentligt lifligt og frisk, hvilket ikke er usædvanligt netop for de lyse ales. Konceptet synes simpelt og effektivt: Tæskebittert øl og frisk samtidig. Hele munden, især bagtungen selvfølgelig, fyldes af den reneste, funklende bitterhed. Og den friske intensitet får faktisk samme bitterhed til at kildre forrest på tungen. Et mesterstykke, hvor det umulige er gjort muligt. Man kan faktisk smage bittert forrest på tungen, hvis ellers brygget er godt nok.

Skulle man kritisere dette fine bryg for noget, skulle det være farven, der mere ligner ginger ale, end pale ale. Endnu engang er filtrering skurken, men da det endelige resultat ikke lader meget tilbage at ønske, lader vi nåde gå for ret denne gang.

Hvad jeg til gengæld ikke helt forstår, er tanken bag bryggeriets navn. “Ølfabrikken”. Det – og emballagen, i øvrigt – nærmest lugter jo af ligegyldigt, dumsmart industriprodukt. Til sammenligning husker jeg det – lykkeligvis hedengangne – House-projekt C + C Music Factory – en rædselsforskrækkelig pop-duo med det i navnet erklærede mål at reducere musik til ligegyldig forfladiget industriel underholdning. Jeg har aldrig fattet, hvorfor folk tiltrækkes af den slags, og ikke bare hører noget god musik.

Så hvorfor vælger man et navn, der antyder industriel ensartethed og overfladiskhed, samt en grafik, der passer dertil? Jeg har intet svar på rede hånd overhovedet – jeg forstår det ikke. Det er ikke sikkert, at jeg havde gidet prøve denne øl, hvis ikke en bekendt havde anbefalet den.

Men det er nok bare mig, der ikke forstår mig på markedsføring. Jeg valgte at bruge mit studieliv på vigtigere ting, end at degenerere til slipsedreng.

Störtebeker Roggen-Weizen, Stralsunder Brauerei

2-en-halv-stjerne

Jeg ville egentlig have gemt denne øl til fodbold-VM-finalen. Men som bekendt blev det ikke det bedste hold, der nåede finalen. Men så må man jo nøjes med det næstbedste – eller tredjebedste, afhængigt af om det er placering eller kampprogrammet man kigger på. Drukket blev den i hvert fald, mens Tyskland spillede sin sidste kamp – og hvilken kamp!

Udvalgt var denne øl i hvert fald til at akkompagnere det, som jeg håbede skulle blive årets kamp. Jeg må sandelig sige, at jeg sjældent har set noget så pragtfuldt som VM-bronzekampen, hvor begge hold gav sig 100 %, uden at nogen, som andre hold, prøvede at gøre fodbold til en kampsport.

Spørgsmålet er nu, om den dertil valgte øl levede op i kvalitet til kampbraget på TV.

Det startede meget godt, da jeg på behørig vis hældte den op i et stort krus. (Navnet Störtebeker (ty: ‘Stürz den Becher’) skulle iøvrigt hentyde til bærerens evner udi drikkeriets ædle kunst. Et alenhøjt bæger på fire liter øl eller vin skulle han have nedsvælget i ét drag, ifølge én af de mange legender, der florerer om Klaus Störtebeker, den frisiske fribytter, efter hvem denne øl er opkaldt.) Farven er smukt gyldenorange og har et flot højt skum. Duften er sød, og minder meget om sydtysk Weißbier. Ja, den minder næsten mere i sin bouquet om Weißbier, end Weißbier almindeligvis gär. Undskzld, gør! (Fordømte tyske tastaturindstilling!) Nu var det spændende, om også smagen kunne leve op til duften – og kampen, der så småt var begyndt at få hjertet til at hænge oppe under drøblen.

Jeg rystede flasken med bundsjatten et par gange for at sikre, at al gæren kom med i glasset. Det er et gammelt skippertrick, jeg lærte i min studietid i Marburg. Hvad der har undret mig er, at producenter af ufiltrerede øl i Danmark anbefaler, at man ikke agiterer flasken, netop så man undgår at restgæren kommer med i glasset. Uden at være helt sikker, mener jeg f.eks. at Skagen Bryghus anbefaler dette på Drachmann-Pilsneren, der – skulle jeg hilse at sige – næppe taber noget, ved at man ikke retter sig efter det. Skulle der være nogen særlige grunde, udover at danskere er hysterisk bange for bundfald i øl, til ikke at tage restgæren med, lader jeg mig det gerne vide.

Nu var tiden så kommet til at smage på den vidunderligt grumsede øl.

Störtebeker Roggen-Weizen har en Weißbier-agtig finish, men med en intakt besk bitterhed på bagtungen med antydning af skibsbeg fra det 14. århundrede. Smagen er overraskende, ligesom på tværs af, hvad jeg før har prøvet, hvilket i sig selv er godt. Jeg formoder, at det er tilførslen af rug, der gør at øllet er bittert på trods af, at fornemmelsen og duften er som hvedeøls.

Øllet har dog også en vis syrlighed, der ikke nødvendigvis er en fordel. Som set før, betyder syrligheden, at bitterheden tager af, så særligt eftersmagen kommer til at savne intensitet.

Det er en Weißbier med en smule bitterhed i stedet for sødme – and little more. At tilføje rug giver måske nok noget tiltrængt bitterhed, men det synes at være sket på bekostning af fylde og aroma. Den mangler desværre også et forfriskende, vederkvægende islæt, der kunne have været dens redning. På trods af overgær ender den med at være decideret tyndbenet. Den smager ikke af nok til at være en gourmet-øl, og den er for kraftig til at være forfriskende.

Den gode Störtebeker ville nok snarere harke, sprutte og trække huggerten, end nedsvælge 4 liter af den i et drag.

Den er dog immervæk bedre, end TV2-kommentatorernes evner udi udtale af de tyske landsholdsspilleres navne. (Nej, de hedder ikke Øsil, Svansteiger eller Friedritschts. De hedder altså Özil, Schweinsteiger og Friedrich.) Men der skal altså heller ikke så meget til.

Rød Tuborg, Carlsberg

3-en-halv-stjerne

Historierne om Rød Tuborg er mange og gode … Et par af dem er endda også sande. Det er således rigtigt, at Rød Tuborg ikke er en fast del af Carlsbergs sortiment, men bliver brygget hvert år til maj. Til gengæld er det ikke helt rigtigt, – i hvert fald ikke fra officielt hold – at den brygges i anledning af arbejdernes internationale kampdags højtideligholdelse 1. maj. Det ville ellers passe så fint, men marketingafdelingen hos Tuborg holder hårdnakket fast i, at det sker i anledning af Tuborg-bryggeriets fødselsdag 13. maj – og når de nu siger det, må det vel i et eller andet omfang passe.

Samtidig skulle det være den første øl Tuborg overhovedet bryggede. Oprindeligt var den kendt som Lager-øl, hvilket fortsat fremgår af etiketten. Når nu Tuborg fortsat sælger den ældste øl de har på lager (ordspil ikke intenderet), kunne man fristes til at spørge, hvad classic skal i sortimentet. Classic skulle som bekendt være en øl fra gamle dage, men netop det faktum, at Rød stadig er i handlen viser jo med al tydelighed, at classic er en efterligning og ikke den ægte vare.

Men det lader jeg selvfølgelig Tuborg bryde sit hoved med. Sagen er den, at jeg under alle omstændigheder hellere drikker en Rød, hvis det er det valg, jeg har.

Duften er ganske fyldig, aromatisk frugtagtig og sød. Smagens fyldighed er godkendt. Den er let syrligt bitter på en måde, der får bitterheden til at føles som en essens, der blidt smyger sig af sted i rummet mellem tunge og gane som var det en ånd.

Det er så her, det går op for mig, at syrlighed faktisk kan bruges til noget i øl. Syrligheden eliminerer den umiddelbare bitterhed, så denne ganske vist træder i baggrunden, men samtidig bliver mere subtil. Det er faktisk ikke dårligt!

Dertil kommer nogle fine søde nuancer forrest på tungen. Den lette bitterhed er krydret, næsten harsk uden at være ubehagelig. Lakridsagtig? Anisagtig? Det føles i hvert fald ganske dejligt, som den subtil bitterhed også mærkes i eftersmagen.

Til gengæld mangler den måske nogle lidt mere distinkte smagsnuancer, eller sagt på en anden måde; mere aroma. Spændende aromaer er fint, samspil mellem surt og bittert er fint, men der kunne godt være bare lidt mere af det hele. Det er først, når man rigtig smager efter, at man langsomt opdager øllets kvaliteter. Det er ikke en øl, hvor man tager en slurk, og efterfølgende ikke kan få armene ned. Man nikker anerkendende og ikke så forfærdeligt meget mere.

Jeg kan heller ikke med sikkerhed sige, om jeg vil drikke den til noget bestemt, på en bestemt årstid, eller i en bestemt anledning. Det er den ikke helt distinkt nok til. Når det er sagt, skal man selvfølgelig ikke se bort fra den egentlig ganske elegante kombination af sødt surt og bittert. Det er sjældent noget man oplever med velbehag.

Sommerens anbefalinger

Højsommeren er over os, og det var ellers meningen, at jeg ville have skrevet dette indlæg lidt tidligere, så jeg i tide kunne anbefale et par gode øl til sommervarmen. Imidlertid blev jeg far på den dag, jeg havde udset til det, så den dag – og de følgende har jeg haft nok at se til. F.eks. har jeg jo måttet ændre beskrivelsen af min blog, idet jeg nu rent faktisk ER blevet far. Af samme grund skrives nærværende indlæg mestendels med en enkelt hånd, da det er blevet min kære kones tur til at tage et velfortjent hvil.

Men bedre sent end aldrig. Med den globale opvarmning strækker sommeren sig jo også som regel langt ind i september måned, så der skal nok være 2/3 eller mere tilbage, før det bliver efterår.

Til en god sommerøl hører nogle bestemte egenskaber, der passer til det varme, tørre vejr. De skal vederkvæge og være et værn mod tørst. De må gerne være friske, og det er en fordel, hvis de kan nydes kolde. Til gengæld er det dette (og forrige) århundredes misforståelse, at de skal være lette i smagen. Intet må være let i smagen. Heller ikke vand (har man smagt destilleret vand, ved man, hvad jeg taler om) for den sags skyld. Ting skal smage af de ting de er. Og smager de mindre af det, er det fordi kvaliteten halter. Dixi! Det er den omsiggribende fast-food-kultur, karakterløshed og leflen for den laveste fællesnævner, der er ophav til denne misforståelse. Jeg ønsker tendensen langt langt væk, men ikke hen, hvor peberet gror, for jeg kan så godt lide den egns specialiteter.

Sommeren er heller ikke tiden til søde øl. De hører efteråret og i særdeleshed vinteren til. Der er faktisk intet til hinder for godt med bitterhed i sommerens øl. Det klæder årstidens friske salater og letkrydrede retter. Blot skal det ikke give fornemmelsen af tør hals bagefter.

Den første øl, jeg vil anbefale er Flensburger Kellerbier. Ikke bare fordi den er den hidtidige topscorer blandt de øl, jeg har prøvet, men fordi det både er en øl, der er frisk, kan nydes iskold og virkelig smager af noget. Den er både god til mad og til tørstslukning. Samtidig skader det jo ikke, at den er lavet af rene, økologiske råvarer, så man både slipper for sprøjtegifte i kroppen og i vandmiljøet.

Den næste anbefaling er til festivalfolket, og andre der godt kan lide at drikke sig stive og feste igennem. Smag tæller måske ikke så forfærdeligt meget, når dette er planen, men der er heller ikke nogen grund til at gå til yderligheder, og nedsvælge absurde underlødige pilsnerimitationer, der bestræber sig på, at være tyndere end vand. Det må immervæk gerne smage af humle, og Kaiserdom Pilsener gør netop dette. Man føler sig ikke tør i halsen bagefter, selv om humlen smager lidt mere igennem, end hvad man her til lands ellers er vant til. Indtil for nylig kunne den erhverves formedelst en tier stykket på tilbud i Irma. Det er lidt bedre end de sædvanlige ågerpriser man må betale for udenlandsk øl, men jeg vil fortsat anbefale, at man tager over grænsen og tager en ordentlig mængde med i stedet.

For dem, der ønsker mere pilsnersmag, og lidt mindre dumsmart gang-i-den sommerfestivitas er 1795 pilsner et hit. Den kan p.t. erhverves i Irma for kr. 9,50, hvilket snart ikke er dyrere end en dansk pilsner af ækvivalent kvalitet.

Den sidste og absolut bedste sommerøl, jeg indtil videre har anmeldt, er Drachmann fra Skagen Bryghus. Denne let syrlige, (OK – hvis noget smagstræk i øl overhovedet må være let, så er det syrligheden) ufiltrerede pilsner smager bare af sommersolens friskhed, af blomstrende hyldebærbuske og lange vinteraftener på altanen, med benene oppe og en iskold, velsmagende øl i kruset. Netop sådan skal denne perle nydes. God sommer allesammen.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme