Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Måned: juni 2010

A-Z Ale No. 16, Bryggeriet Refsvindinge

3-stjerner

Dagens øl må siges at være en af sværvægterne blandt danske specialøl. Specialøl skal her – ligesom andre steder i bloggen – ikke forstås som den teknisk-faglige betegnelse for øl, der brygges på andet end malt, humle, vand og gær, men blot forstås som øl, der adskiller sig mærkbart fra den store uformelige masse af ligegyldige, tynde og mere eller mindre smagsfrie pilsnerøl.

Den blev brygget for første gang i 1995, kåret som den bedste danske øl i 1997 og som den 3. bedste i verden i 2000. Ikke alene er det en af de tidligste forsøg i Danmark på ENDELIG at komme ud af starthullerne, og brygge noget øl, der er lidt mere interessant end de altdominerende mainstreamøl. Man må også sige, at det har været en ganske stor succes, både – som man kan se på konkurrenceresultaterne – kvalitetsmæssigt og kommercielt, eftersom A-Z Ale No. 16 nu kan fås i de allerfleste supermarkeder. Discountkæden Fakta f.eks. holder sig ikke for fin til at have den med i det faste sortiment.

Denne øl var også med til at udvide mine snævre opfattelser af, hvad ordentligt øl var. Jeg husker tydeligt den sommer i 2005, hvor jeg for første gang var med på Scandinavian School of Piping & Drumming, og hvor der var A-Z Ale No. 16 fra Bryggeriet Refsvindinge … på fad! Ikke overraskende tømtes alle fustagerne i god tid før festen den sidste aften, men det siger nok lige så meget om sækkepibefolkets hang til de våde varer, som det siger om Refsvindinge-bryggets kvaliteter.

Det er med alle disse dejlige minder in mente, at jeg atter har sat læberne til glasset. Dog ikke uden at granske etiketten først, og her er det, at jeg støder på nogle småting, der ikke kan undgå at nage.

Det er nemlig ikke en øl, der kun indeholder vand, malt, humle og gær. Varedeklarationen prydes tillige dermed af helt præcis tre E-numre, nemlig E290, E300 og E150c, her nævnt i den orden jeg har tænkt mig at kommentere dem, i fald en læser eller to skulle have mig mistænkt for ikke at kunne tælle.

E290 har vi haft fat i tidligere. Selvom det er med i gruppen af konserveringsmidler, der indeholder nogle af de mest kontroversielle E-numre, såsom E250 (køb økologisk!) er E290 et af de mest, hvis ikke DET mest uskadelige E-nummer. Det er kulsyre, der bruges til at få vand til at bruse, og det er ikke farligere end ens egen udåndingsluft.

E300 er ascorbinsyre, måske bedre kendt som C-vitamin. Der er ikke dokumenteret nogen gavnlige virkninger ved det, når det er tilsat madvarer, og derfor må det ikke benævnes C-vitamin på varedeklarationer. Omvendt er der heller ikke noget, der tyder på, at det er skadeligt. Af samme grund er det populært som surhedsregulerende middel eller antioxidant, hvilket det da også bruges til her.
Jeg må jo så – ikke overraskende måske – tilstå, at jeg ærligt talt ikke forstår, hvorfor den slags overhovedet skal tilsættes øl. Jeg er, som læserne nok har bemærket, meget krakilsk med at påtale enhver afvigelse fra malt, vand, humle og gær i øl. Jeg erkender dog samtidig, at visse øl – kriek for eksempel, som jeg hælder i mig som slik – naturligvis også må indeholde andet. Samtidig indeholdt øl i gamle dage faktisk også C-vitamin. Det blev brugt som stabilisator og holdt bryggeriarbejderne skørbugen fra døren (ja, jeg bruger ren dativ hvis jeg kan. Det burde flere i det hele taget gøre!) Så hvis man endelig vil, kan man hævde, at det er old-school. Jeg vil derfor lade nåde gå for ret denne gang, og ikke kalde A-Z Ale No. 16 en beskidt øl – endnu.

Nu er vi så kommet til ingrediens E150c. Det bedste har jeg selvfølgelig gemt til sidst – eller rettere … det værste. E150a-d er fire forskellige typer karamelfarvestof. Fra første færd, er det selvfølgelig forrykt overhovedet at bruge farvestoffer i næsten hvad som helst. Det smager ikke anderledes, så hvorfor overhovedet putte overflødige – og ofte giftige – stoffer i mad for at få det til at se anderledes ud? Endnu mere tåbeligt er det, at putte den slags i øl. Der findes et hav af malttyper netop til at justere farve med, så hvorfor har man ikke bare gjort det i stedet? Har disse malttyper givet en forkert smag? I så fald er løsningen simpel – stil jer tilfreds med farven som den er. Ingen kan bilde mig ind, at den skulle se for uappetitlig ud til at kunne drikkes uden farvestof.
A-Z Ale No. 16 er og bliver altså en beskidt øl.
Man kunne indvende, at karamel trods alt blot er en type sukker og som sådan ikke giftigt. Problemet er, at netop E150c fremhæves som et farvestof, der kan påvirke immunsystemet, hvis man har B6-vitaminmangel, eller mangel på hvide blodlegemer.

Den eneste formildende omstændighed synes at være, at E150c åbenbart bruges i mange øl af porter-typen. Men burde et progressivt bryggeri som Refsvindinge ikke hellere gå foran, og udskifte – eller endnu bedre; helt droppe – farvestoffet? Indtil det er sket, må min holdning være, at det simpelt hen ikke er godt nok. Det kan gøres bedre. Skam jer, Bryggeriet Refsvindinge!

Men hvordan smager det så, øllet med det kontroversielle farvestof?

Det har en udmærket smag med en fin humleagtig bitterhed. Lidt for fin måske, for faktisk føles den også en smule tam. Den har samtidig en let lakridsrodsagtig sødme, en ganske let, næsten vægtløs sødme faktisk. Bitterheden er samtidig ikke stærk nok til at kompensere nok for den manglende sødme, og en vandig fornemmelse møver sig ind mellem smagsindtrykkene.

Jeg må spørge mig selv, om jeg blot husker smagen dårligt, eller om jeg er blevet bedre vant, eller at jeg er vant til den på fad, og ikke på flaske? I hvert fald anmelder jeg gerne denne øl igen (jeg mangler hverken B6-vitamin eller hvide blodlegemer, så jeg tør godt) når jeg kan få den tappet fra fad. Indtil da må jeg holde mig til, hvad jeg har prøvet nu. Men under alle omstændigheder ville det måske have klædt den, at den ikke var blevet filtreret. Ville den så ikke have smagt lidt mere igennem af de karakterfulde aromaer, den trods alt har?

Heldigvis tager den da også lidt revanche, efter at have passeret drøblen. Eftersmagen er rigtig solid, bittersød, uden at den er kvalm eller giver fornemmelse af tør hals.

Alt i alt er det dog med lidt af en skuffelse, at jeg er vendt tilbage til dette produkt. Dette gælder både øllets smagskvaliteter, men så sandelig også min nyvundne bevidsthed om hvad jeg putter – og navnlig ikke putter – i hovedet.

Det var anmeldelse nr. 16 – uden i øvrigt at der lå nogen form for planlægning bag.

Samuel Adams Black Lager, The Boston Beer Company

3-stjerner

Det var med en vis skepsis, at jeg tog hul på denne øl. Ikke fordi det er amerikansk øl. Amerikanerne er gode til at brygge specialøl – bedre end de er til at spille fodbold, øjensynligt – og det har vi jo også tidligere været inde på. Derimod er det standardøllene, der kan være problematiske. Heldigvis er der endnu engang tale om en specialøl fra The Boston Beer Company, som før har gjort sig ganske heldigt bemærket, og derfor var jeg ikke bange for smagsoplevelsen. Det var etiketten, der kort fik mig til at rynke brynene.

Det fremgik nemlig deraf, at øllet indeholdt karamel- og chokolademalt. Karamelmalt vidste jeg godt hvad var. Det er malt, opvarmet på en sådan måde efter maltningen, at sukkeret krystalliseres. Men chokolademalt? Jeg havde godt hørt ordet før, og billeder var dukket op i min fantasi af kakaobønner, der overhældes med vand til de spirer, hvorefter de varmes op og … the rest is history.

Men der tog jeg fejl. Chokolademalt har intet med chokolade eller kakao at gøre. Det er blot en bygmalttype, der giver øllet en farve, der minder om chokolade. Der er altså fortsat ikke andet i øllet end vand, bygmalt og humle, hip hip …

– Ja, jeg har aldrig påstået, at jeg var ekspert i øl. Men jeg bliver i det mindste også klogere efterhånden.

En mørk lager (udtales med bagtunge-‘a’ – som i Anders, og med hårdt ‘g’) er en undergæret øl (ligesom pilsnere), brygget med mørke malttyper som de ovenfor beskrevne. De smager typisk sødere end almindelige pilsnere, farven er mørkere og aromaen fyldigere. Smagsspektret kan dog variere en del. Mørke lagere kan også være ganske bitre og det giver i det hele taget nogle videre muligheder for at eksperimentere med smag, end der umiddelbart synes at være i lyse pilsnere, hvor det søde aspekt ikke er så meget med.

Samuel Adams Black Lager har både det søde og det bitre med. Og det er næppe nogen hemmelighed for de faste læsere, at jeg foretrækker det bitre. Brygget giver en fin velourblød finish på tungen, og overgangen fra det søde på spidsen og det bitre på enden af tungen er ikke uden elegance. Den smager kraftigt, ristet karamelagtigt med en antydning af stout og man forstår, at navnet ‘chokolademalt’ måske også har med smagen og den bløde fornemmelse, det giver, at gøre.

Men den gode og velafbalancerede smag til trods, er det lige som om, det ikke er helt nok alligevel. Eftersmagen, der ellers er dejlig bittersødt maltet og stout-lignende, klinger alt for hurtigt af. Og selv om smagen er god, når den ikke rigtigt den intensitet og fylde, man kunne have ønsket. Jeg har ganske afgjort smagt mørke lagers, der smager af mere – og mindre for den sags skyld. Der er bare ikke noget, der sådan rigtig stikker ud, og giver denne øl karakter eller individualisme. Det er en genudsendelse af andre OK specialøl.

Når man tænker på, hvad bryggeriet ellers producerer af fine specialøl, er det som om at de ikke rigtig har gidet gøre det ordentligt. Det er ærgerligt og egentlig også mærkeligt, når nu de rent faktisk kommer fra The Land of the Free and The Home of the Brave.

Klosterbryg, Aarhus Bryghus

4-en-halv-stjerneEfter at Ceres er blevet anonymiseret ved at blive opslugt af konglomeratet Royal Unibrew er Aarhus Bryghus langsomt ved at vinde frem som identitetsskabende faktor for den jyske hovedstad hvad angår brygning af øl. Aarhus Bryghus er et ret nyt projekt, stiftet i 2005 og har stadig status af mikrobryggeri.

Det er imidlertid ikke mere mikrobryggeri, end at selskabets varer kan findes i de fleste velassorterede supermarkeder i Århus, og at de leverede øl til 1. maj-arrangementet på Tangkrogen i år. Der må alt andet lige en vis kapacitet til for at kunne forsyne klientellet ved arbejdernes internationale kampdag med adækvate mængder humle. En ikke ubetydelig del af grunden til, at jeg valgte at starte denne ølblog var faktisk netop den hvedeøl fra Aarhus Bryghus, som jeg blidt vederkvægedes ved hin dag i maj.

Mikrobryggeri eller ej. Det er i hvert fald godt at konstatere, at Aarhus Bryghus er bedre til at brygge øl, end til at skrive dansk. På hjemmesiden fremgår det således om Danske Ølentusiaster, at det er en forening, der “har […] ‘lykkedes med‘ at sætte en dagsorden for øl.” Og mens jeg skyller øjnene i eddike og retter mine tæer ud med en rørtang vil jeg langsomt begynde anmeldelsen af produktet “Klosterbryg” som jeg smagte udenfor Stiftens café på Banegårdspladsen, mens Danmark fik prygl af Japan i fodbold. Jeg skal selvfølgelig gøre mit bedste for ikke at lade mig påvirke af de svigtende danskkundskaber, eller landsholdets svigtende spilleegenskaber, når jeg nu giver mig i kast dermed.

Der er tale om en filtreret pilsnerøl for så vidt uden dikkedarer. Smagen, til gengæld, vidner om, at dette ikke bare er en øl, som de andre danske megabryggerier masseproducerer. Denne pilsner smager faktisk af noget. Den smager faktisk af rigtig meget.

Eller rettere; den smager rigtig meget af humle.

Det er næsten overvældende som den humleinducerede bitterhed smager igennem. Det er ikke bare bagtungen – det er hele bagtungen, der indhylles i den lækreste bittert prikkende humlearoma. Det er som om det ingen ende vil tage. Man skuffes ikke, når man gang på gang vælter brygget endnu engang rundt for at få det sidste aroma ud af dråberne. Og der er rigeligt til hver gang.

Heldigvis er øllet så bittert, at der næsten (men også kun næsten) ikke er brug for andre smagsnuancer. Den kraftige aroma til trods balancerer den stadig så ganske nydeligt på tungen, så man mærker hvordan bitterheden elegant tager til, efterhånden som brygget glider mod svælget.

Det er ikke en øl til tørst. Eftersmagen er også kraftigt bitter – så kraftig, at man i virkeligheden smager øllet to gange. Det går lidt ud over fornemmelsen af at få tørsten slukket. Men det er snart sagt det eneste man kan beklage sig over.

Det er en øl hvor man kan nyde den ægte uforfalskede smag af humle, uden utidig indblanding af råfrugt og andre fiksfakserier. Hvad Ceres ikke har formået i et århundrede, har Aarhus Bryghus formået på fem år: At skabe en øl, bestående af det øl skal bestå af – og ikke andet, der formår at behage ganen og være med til at højne lokalitetens identitet og særpræg. Godt gået!

NOTE – En vågen læser har gjort mig opmærksom på, at Klosterbryg slet ikke er nogen pilsner, men en ale, brygget som i middelalderen. Bloggeren undskylder ærbødigst, men lader alligevel anmeldelsen stå, da mine smagsindtryk ikke ændres, blot fordi jeg har taget fejl af øltypen.

1795, Budejovicky Mestansky Pivovar

2-stjernerSom navnet og udseendet antyder, er dette 1795 Darks lyse broder.

Mine forventninger til den var relativt høje. Som bekendt faldt den mørke udgave ikke helt i min smag; jeg fandt den alt, alt for sød. Til gengæld havde Dark i kraft af sin sødme og næsten voldsomme aroma også hvad man må betegne som objektive fortrin. Ingen kan med nogen rimelighed kalde den smagløs, tynd eller vandig, f.eks. At der så måske er hældt lige rigeligt med sød malt på den, rokker jo ikke ved, at man virkelig har med en karakterfuld øl at gøre. Nu skulle jeg se, om den lyse udgave slog samme takter an.

Der er tale om en klassisk tjekkisk pilsnerøl. Når den hældes op i glasset ligner den ikke overraskende, det vi kender herhjemmefra, for den er brygget efter de samme traditioner og opskrifter. Smagen til gengæld afslører en af de væsentlige forskelle. Pilsneren er sødere og mere aromatisk. Den smager simpelt hen mere igennem af øl, både hvad angår det søde og det bitre. Samtidig er denne øl vel afbalanceret. Hverken det søde eller det bitre kommer til at dominere for meget, hvilket giver en blød og delikat fornemmelse i mundhulen.

Vandet, der indgår, er sikkert også godt. Desværre er der en smule for meget af det, og øllet har næsten ingen eftersmag. Det er en øl, der smager af lidt mere mens man drikker den, men man har glemt den lige så hurtigt igen. Ligesom når man spiser noget, og lynhurtigt er sulten igen. Kender du fornemmelsen?

Alt i alt minder 1795 overhovedet ikke om sin mørke bror. Og det er nok meget godt på nogen områder. Man undgår den kvalmt-sødlige eftersmag og man får en øl, der bare er langt bedre afbalanceret. Til gengæld savner man i den grad 1795 Darks næsten fandenivoldske karakter. For i sammenligning med andre tjekkiske pilsnere ender 1795 med at tage sig underligt ligegyldig ud.

Flensburger Kellerbier, Flensburger Brauerei

5-stjernerFlensburger Brauerei Emil Petersen GmbH und Co. KG holder stædigt fast i en lang række praksisser, der ikke bare har vundet bryggeriet markedsandele i hele Tyskland, men også har skabt en række eksempler på, hvad gedigent tysk ølbryggeri kan afstedkomme af interessante humleprodukter. Et af de nyere fra 2007, er den økologiske mørke pilsner, Flensburger Kellerbier.

Kendetegnende for Flensburg-bryggeriet er ikke kun en stærk lokal forankring som hele Nordtysklands foretrukne bryggeri. Det har også haft held til at holde den generelle tendens på de tyske bryggerier til at lade sig opsluge af anonyme, profitliderlige bryggerikonglomerater stangen. Bryggeriet er derfor stadig den dag i dag ejet af familierne Petersen og Dethleffsen. Samtidig har man krampagtigt holdt fast i den ellers opgivne patentflaske, der overalt – ikke bare i Tyskland, men i verden som sådan – er blevet erstattet af kapselflasker, plastic eller aluminiumsdåser.

Netop patentflasken er nok mere end noget andet det, folk kender øllet på i Tyskland – og for den sags skyld langt ind i Dannevang. Mine egne minder om flasken går tilbage til min næsten spæde barndom, hvor mine forældre bryggede øl på badeværelset på første sal i vores parcelhus i Hjortshøj. Siden blev øllet tappet i netop Flensburger-flasker, fordi de kunne lukkes og bruges igen og igen og igen.

Det er imidlertid ikke kun 122 års brygkunst, ikke kun det tyske islæt, eller bryggeriets beskedne størrelse og lokale præg, der får en Flens i almindelighed til at smage af den smule mere, der hæver kvaliteten op over, hvad de fleste danskere er vant til. I tilfældet Flensburger Kellerbier er det i særdeleshed de gode, rene råvarer.

Øllet er ikke bare frisk og lifligt (uden at det er på den dumsmarte måde). Det har ikke bare en god sødme kombineret med en nøje afstemt og velafbalanceret bitterhed. Det er ikke bare den lækre, cremeagtige fylde og den pikante prikken på tungen, der gør denne halvmørke, ufiltrerede pilsnerøl til et lille mesterværk. Det er også, at den simpelthen bare smager rent og kraftigt af det, den er brygget af.

I grunden er det jo ikke meget forskelligt, den er lavet af. Der indgår kun bygmalt, humle, gær og vand. Og hvad mere er – malten og humlen er økologisk. Så oven i en solid, velsmagende øl, brygget som i gamle dage (angiveligt), er det også en øl, der ikke belaster det omgivende miljø eller én selv, med sprøjtegifte, skadelige E-numre, antibiotika, kunstgødning, round-up eller andet toksisk affald. Flasken kan som bekendt også bruges igen, hvilket er endnu et plus.

Trods dens fine aroma og gode fylde er det stadig en god all-round øl. Bedst er den nok i varmt vejr, eller sammen med letkrydrede retter med en sommersalat til, men kan også bruges til efterårets rodfrugter, julefrokosten og til forårets friske grøntsager.

Eftersmagen skuffer heller ikke. Ufiltrerede eller meget aromatiske pilsnere kan have en tendens til sur eller meget tung eftersmag, men ikke her. Flensburger Kellerbier efterlader en med en dejlig rund, behagelig og blød, bitter eftersmag, og en tilfredsstillende fornemmelse af at være vel vederkvæget. Det mærker man sjældent efter mørkt, bittert øl.

Det eneste man måske kunne ønske, var lidt mere af det hele. Lidt mere sødme, lidt mere bitterhed, lidt mere fylde. Men hvad den mister på aromaen vinder vinder den til gengæld på balancen, så ganen bagefter hverken føles tør, for bitter eller for sød.

Wohl getan! Og al respekt til Ren Kost i Jægergårdsgade, Århus for at lade denne nordtyske perle indgå i sortimentet.

Ratsherrn Pilsener, Ratsherrn

1-halv-stjerne

Økologi betyder mange ting. Fri for tilsætningsstoffer, fri for pesticider, fri for kunstgødning … Men det betyder ikke nødvendigvis kvalitet. Dette er Ratsherrn Pilsener fra Hamburg et tragisk eksempel på. For økologisk er den, men af kvalitet er den dælen-drønemig ikke.

Den milde, milde, milde duft (så mild, at det ikke kan beskrives med under tre gange mild. Med til mild hører som bekendt også, at duften ikke er markant, kraftig, frugtagtig, eller andet, der kendetegner godt øl) varsler ikke nogen større pilsneroplevelse. Den første mundfuld ændrer ikke ved dette billede. Der er da humle i – men den smager ikke igennem. På den anden side er øllet ikke direkte vandigt, men ikke desto mindre tamt.

Den tamme humlesmag og manglende fylde giver dog alt andet lige en godkendt balance. Det er ikke en øl, der smager for meget af det ene eller det andet – og egentlig heller ikke for meget af vand, selvom det er tæt på.

Eftersmagen til gengæld, er i en klasse for sig. En meget meget lav klasse.

Op fra tungen, klæbende sig til ganen stiger den umiskendelige aroma af sulfo … Eller sådan man må forestille sig at sulfo smager ud fra lugten, for jeg har aldrig smagt det. Det er ikke sjældent, at nogle pilsnere har det med at smage surt, efter at det er skyllet ned. Det er også tilfældet her, men Ratsherrn-pilsnerens mildest talt afdæmpede smag gør, at den sure eftersmag bliver decideret sæbeagtig. Der må jeg sande, at jeg nok foretrækker surt frem for sæbe i øl.

Ratsherrn-Pilsener er slet og ret en skam for økologien OG den tyske ølbrygningskunst, som jeg ellers skatter så ganske højt. Man må sandelig håbe, at det ikke er i den retning det trækker hos den store nabo i syd hvad angår ølkvalitet.

Det er simpelt hen en ommer!

PS: Jeg ville have skrevet, hvor jeg havde erhvervet denne øl. Men for ikke at bringe den ellers udmærkede butik i forlegenhed, har jeg valgt at lade være.

Tuborg Lime Cut, Carlsberg

0-stjerner

«Jeg kan kun forsøge at hensynsløst kritisere det, der er. Indvendingen jeg bliver mødt med: at man, når man øver kritik, også er forpligtet til at sige hvorledes det kan gøres bedre, holder jeg for en borgerlig fordom»

– Theodor W. Adorno

Jeg ofrer mig gerne i embeds medfør, og gør ting, som jeg ellers aldrig ville gøre. Jeg vil endda gøre ting, der kompromitterer min selvagtelse, min respekt hos offentligheden, samt min evne til nogen sinde at få min tillid til dansk ølbrygning tilbage.

Disse tre ting, plus en liste længere end den kinesiske mur, har jeg udsat mig for, ved at drikke Tuborgs nye produkt “Tuborg Lime Cut”.

Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde …

Jeg havde forventet noget kvalmt, sødt, klistret, cideragtigt stads. Det fik jeg ikke. På den anden side, – og det er det mest positive, jeg kunne forestille mig før jeg prøvede den – ville jeg ikke udelukke, at den kunne smage Radler-agtigt. Etiketten på bagsiden afslørede imidlertid, at øllet var brygget af “glukose sirup” (ja, stave kan de heller ikke), “glukose-fruktose sirup” (sic), “limejuice” og “naturlig aroma“. Jep, den er god nok! Beskidt øl! De nævnte tilsætningsstoffer lader desuden til at have indgået i brygningen, og er ikke noget, der er blandet i bagefter. – Altså ligner det ingenlunde Radler. Heller ikke i smag, i øvrigt. Radler smager for det meste af noget, uanset hvem der har brygget det, eller selv lavet det.

Nå ja, klistret sød og cideragtig var den heller ikke. Den var faktisk i overraskende grad næsten fuldkommen smagsfri.

Koncentrerer man sig lidt, mens man vælter det tisgule sprøjt længe nok rundt i mundhulen, opfanger man godt nok lejlighedsvis lige en antydning af ølsmag og syrligt-sød citron, som man kender det fra de hedengange gule sodavand.
Begge smagsindtryk er, som allerede rigeligt antydet, overordentligt svage. Ikke usandsynligt er det, at de gensidigt udelukker hinanden. Således overdøver surt gerne bittert, og vice versa. Der er en grund til, at man snakker om sur-sød, eller bittersød. For disse smagskombinationer komplimenterer udmærket hinanden. Der er en grund til, at man ikke taler om sur-bitter, eller bitter-sur. For disse smagskombinationer efterlader én med en, om ikke dårlig, så i hvert fald flad smag i munden. Således ender den småsure citronantydning og den småbitre humleantydning i Tuborg Lime Cut med at ophæve hinanden, og giver én fornemmelsen af at stå med en danskvand med stænk af citrus og humle i hånden. Eftersmagen består af en hul fornemmelse af at være blevet godt og grundigt bondefanget.

Havde den været kvalmt cideragtigt, havde den i det mindste haft noget karakter.

Det er en “øl” brygget lige til at hælde i løgnhalsen. Vil man have noget, der smager bedre, kan man åbne for vandhanen. Det er ikke en øl til ølbogen, men til glemmebogen, sammen med andre ligegyldige øl, som Carlsberg Ice, Dark og Harboe Silver.

Den fortyndede vandvariant “Tuborg Lime Cut” er, som de fleste nok har lagt mærke til, blevet markedsført med en sjælden brutalitet her op til Grøn Koncert-sæsonen. Og med de navne, der er på programmet, forstår man måske godt, hvorfor Carlsberg netop nu sender et så karakterløst produkt på markedet. Hvorfor er Carlsberg ikke bare ærlige, og giver produktet et passende navn? Hvad med f.eks. “Medina-øl”. Så har de et konkurrerende produkt til Nik&Jay-øl og Sidney Lee-øl. Tuborg Lime Cut minder i øvrigt mindst lige så meget om øl, som disse konkurrerende produkter gør.

Det måske mest interessante ved denne øl er markedsføringen af den (og der skal bestemt ikke meget til, før noget er mere interessant end væsken i den flaske!) På Tuborgs egen hjemmeside, skriver de under ‘øl fakta’ (sic): “Brugen af sirup under brygningen giver sammen med pilsnermalt den lette smag […]. Humledoseringen er holdt lav, så humlebitterheden matcher den lette smag.” Med andre ord: En øl, der ikke smager af øl, og tilmed markedsføres, som en øl, der ikke smager af øl.

Sic transit gloria mundi.

Drachmann, Skagen Bryghus

4-en-halv-stjerne

De ka’ bare et eller andet med øl oppe nordpå! Det danske centrum for gode, smagfulde – og ikke mindst rene ølprodukter – ligger næsten så langt ude på kanten det kan. Det ligger klemt ind øverst oppe i venstre hjørne af Dannevang, med lokale centre som Thisted og Skagen. Hovedstaden taber, Fyn er knap så fin og Smilets by vender mundvigene nedad – i kapløbet om det bedste øl vinder egnene nord for Limfjorden suverænt.

Jeg har allerede skamrost Thisted Bryghus’ økologiske standardpilsner, som ét eksempel på egnens evner udi ølbrygningens kunst. Et andet er pilsneren Drachmann, opkaldt efter den navnkundige digter, der ligger begravet i klitterne ved grenen, fra Skagen Bryghus.

Drachmann har en vidunderligt grumset farve. Pilsneren er nemlig ufiltreret, hvilket er temmelig usædvanligt her til lands. Efter at være begyndt at drikke ufiltreret øl (jeg tror det var Weißbier (skal tyske lånesubstantiver monstro skrives med stort forbogstav? Man kan jo altid spørge nogle eksperter, men de klamphuggere træffer altid sådan nogle hovedløse valg. Godt det ikke er øl de har med at gøre!)) har jeg ikke rigtigt kunnet forstå, hvad filtrering af øl egentlig skal til for. Øl mister et karaktertræk, når det filtreres, og jeg har endnu ikke tænkt om nogen ufiltreret øl, at det ville klæde den at blive filtreret – hverken hvad smag eller udseende angår.
Tværtom findes der alt for meget øl, der lidt for let glider hen over tungen, uden at små gærpartikler kan sætte sig fast, og forstærke smagsindtrykket. Således har jeg tit tænkt, at det ville klæde øl ikke at blive filtreret.

Andre vil måske hævde, at manglende filtrering giver en for bitter, gæret øl, der aldrig vil fornemmes frisk. Netop dette modbeviser Drachmann, idet den netop er en dejligt frisk og sommerlig pilsner. Det er lige hvad man har brug for på altanen i aftensolen, eller om eftermiddagen på tæppet i parken.

Aromaen er lækkert fyldig og fuld af frugtindtryk. Det er en sød pilsner med enkelte behagelige bitre prik bag på tungen. Desuden er pilsnerens sødme ganske fyldig, hvilket spiller fremragende op til dens friskhed. Den er også en ganske velafbalanceret pilsner.

En Drachmann skal drikkes langsomt. Alt smag skal trækkes ud af hver eneste dråbe, og den bittert søde eftersmag skal have lov til at klinge af efter hver mundfuld. Hvis den drikkes for hurtigt kommer den snart til at føles syrlig – ikke mindst i eftersmagen. Så giv den god tid – nyd den!

Kaiserdom Pilsener, Kaiserdom Privatbrauerei

1-en-halv-stjerne

Den Kaiserdom Pilsener, jeg har anmeldt, er købt i Kvickly i Bruuns Galleri i Århus. Som så mange andre udenlandske øl, står den på reol med danske specialøl – for i Danmark anser man åbenbart alt øl, der ikke kommer fra Danmark, som specielt. Prisen er da også ret speciel: 13 kroner for noget, man må kalde en gennemsnitlig tysk standardpilsner, er i mine øjne det rene og skære optrækkeri og endnu et eksempel på den aggressive protektionisme på det danske hjemmemarked for øl.

Som specielt ved denne øl kan ud over prisen kun fremhæves en enkelt ting: Den brygges ikke af en stor bryggerikoncern, som det ellers er tilfældet med de fleste mærker, der forhandles i hele Tyskland. I stedet brygges den på det lokale Brauerei Kaiserdom med dertil hørende herberg i Bamberg, Bayern. Bryggeriet ejes af familien Wörner. Andre i Danmark ikke ukendte privatbryggerier, er Weißbiergiganten Erdinger, og det navnkundige Nordtyske Bryggeri med patentproppen, Flensburger Brauerei.

Man kan selvfølgelig altid påstå, at store selskaber ikke nødvendigvis laver dårlig kvalitet, og jeg medgiver da også gerne, at der ikke er noget, der rent formallogisk tvinger sagerne til at forholde sig således. Der er imidlertid bare min ydmyge erfaring, at det er sådan alligevel – praktisk taget – hver gang. Store selskaber, der fokuserer på ekspansion, markedsandele, effektivitet og på at proppe pengetanken til bristepunktet, besidder ganske enkelt ikke de nødvendige ressourcer til at kunne fokusere på kvalitet. Paradoksalt egentlig, men sådan er det.

Til gengæld kan man konstatere, at det omvendte ikke altid er tilfældet. Små, lokale virksomheder laver ikke nødvendigvis god kvalitet. Denne i grunden kedelige og ligegyldige tyske standardpilsner illustrerer dette fint ved ikke at byde på noget særligt overhovedet, hvad angår tysk ølbrygning.

Til gengæld mærker man stadig den lille forskel på dansk og tysk standardpilsner. Humlearomaen er godkendt, uden dog at overstige, hvad man ellers finder i dansk standardøl. Ja, jeg kommer nemt i tanker om i hvert fald én regulær dansk pilsnerøl, der faktisk overgår den i humlesmag. Til gengæld har den lige den ekstra fylde, der gør, at smagen af vand ikke bliver for påtrængende. Eftersmagen er blidt humlet, uden at bitterheden tager overhånd med tør hals til følge.

Samtidig er Kaiserdom Pilsener også en frisk øl, hvilket gør den til et velfungerende alternativ til vand, når tørsten skal slukkes. Således vil den også fungere fremragende til måltider. Mere specifikt behøver det ikke være, for det kunne faktisk være hvilke som helst måltider. Med andre ord kan denne øl dårligt stå alene, med mindre man er på druktur eller festival (eller begge dele samtidig, hvilket som bekendt ikke er fuldkommen utænkeligt).

Så god festival til jer, der skal afsted. Tag gerne et par rammer Kaiserdom Pilsener med, hvis i vil have noget øl, der smager lidt over dansk gennemsnitsstandard. Men køb den for Merkurs, Hermes’ og andre arbitrære handelsguders skyld IKKE i Danmark. En så dårlig handel er ikke værd at spilde sine surt sammenspinkede festivalslanter på.

1795 Dark, Budejovicky Mestansky Pivovar

4-stjerner

Ifølge etiketten er denne øl en klassisk tjekkisk mørk lager-øl. Endvidere fremgår det, at den har navnet efter det år, hvor bryggeriet blev grundlagt. Man fristes til at sige, at det er en tjekkisk classic – et forsøg på at brygge øl som i de gamle dage.

Til at begynde med adskiller den sig positivt fra mange danske classic-øl i og med, at den ikke har fået justeret farven med karamel eller andre unødvendige tilsætningsstoffer. Det er nu heller ikke andet, end hvad man bør forvente af tjekkisk øl. Nu mangler vi bare at forlange det samme af dansk øl.

Ved åbningen rammes næseborene ikke bare af duften, som man forventer af en god mørk pilsner. Den dufter i hvert fald også så godt som man håber. Duften er meget frugtagtig, sød, kraftig, stærk, mørk – ja næsten klæbrig, idet den passerer fimrehårene.

Det er heller ikke nogen overdrivelse, når den på etiketten kaldes mørk. Den er faktisk så mørk, at selv skummet skinner brunligt, og det er kun fordi man placerer en tændt lighter bag glasset, at man kan konstatere, at den faktisk er klar og gennemskinnelig. Ja se (eller ikke-se), hvad man kan opnå uden at tilsætte karamel.

Der er fuld knald på smagsindtrykkene, aromaen stiger op og nærmest kondenserer i ganen – og hvilken fantastisk fylde dette tykke bryg byder. Øllet har en utrolig tyngde, der gør den – ja, tung … for tung faktisk. De søde smagsnuancer er i klar overvægt, og “overvægt” skal tages helt bogstaveligt. Jeg ser for mig, hvordan vægtfordelingen i brygget er helt forkert. Det søde fylder for meget, og vælter i sidste ende hele læsset.

Det skal dog siges, at jeg drak den, mens jeg i forening med min dejlige familie satte en middelstærk indergryde til livs. Kontrasten til det stærke kunne have været med til at sabotere smagsfornemmelsen, men jeg tror det egentlig ikke, for man skal huske på, hvordan søde ting – mango lassi, eller chutney, f.eks. – typisk serveres til stærk mad, netop fordi det søde spiller vel op til det stærke.

Hvis jeg skal sammenligne smagen med noget fra hjemmemarkedet, finder jeg den ikke helt ulig en nisseøl. Og jeg tror faktisk, den ville egne sig fint til en rigtig fed, stor julemiddag, med sild, rødkål flæskesvær og tyk, tyk sovs (som man for min skyld i øvrigt gerne kan komme karamelfarve i, så længe man holder det ude af min øl.)

Men en halv liter blev for meget sødt øl for mig. Den endte faktisk med at blive decideret kvalm, og jeg må efterfølgende konstatere, at de, der har skrevet etiketten, tydeligvis ikke har smagt øllet selv. De skriver: “Øllet har […] en let sød eftersmag af karamel.” Eftersmagen er mindst lige så tung som smagen, og minder mest af alt om fortykket hindbær-sveskegrød.

Det er egentlig synd, for der er givetvis lagt noget arbejde og engagement i den, som man normalt ikke under dansk øl. På den anden side er den simpelthen ikke min kop øl, men jeg vælger at vurdere den på dens objektive kvaliteter; fylde, aroma, farve og – alt andet lige – smag, frem for at straffe den for ikke at passe til mine præferencer.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme