1883, Carlsberg

Hype, hype, hype …

En af de få men oplagte fordele ved at være blind – udover at man slipper for at se på det tidligere DNSB-medlem Sørens Espersens, eller hans nuværende partikammerat Martin Henriksens grimme fjæs – er, at man tillige dermed slipper for visuelt at bevidne Carlsbergs anmassende og allestedsnærværende reklamefremstød for dette, deres seneste påfund.

En læser af min blog ved navn Morten, som jeg har mistænkt for, ikke selv at gide at prøve (og det holder jeg ikke imod ham) efterspurgte en anmeldelse da jeg havde skrevet om Grimbergen Blanche. Når nu der var så meget hype omkring den, måtte det vel være på sin plads.

Egentlig gad jeg ikke – eller jeg mente ikke, at det var noget, jeg gad prioritere umiddelbart. Men nu er jeg jo, synes jeg selv i hvert fald, forbrugernes blogger, så det er vel bare forventeligt, at jeg smider nogle ord om den her på bloggen.

Historien er egentlig ikke så ringe endda. Men mængden af story telling som del af markedsføringen, får alle alarmklokker til at klemte ved mistanken om, at dennes intensitet må være aldeles omvendt proportional med øllets aromas samme. Kun meget ringe og kedelige øl har brug for at blive talt så meget op.

Fortællingen går på, at man i kældrene under det gamle bryggeri i Valby – formentlig i forbindelse med, at man skulle rive de sidste af de gamle historiske og bevaringsværdige bygninger ned for at bygge nye, kedelige kontor- og erhvervslokaler i glas og stål – fandt et parti øl helt tilbage fra brygger Jacobsens tid.

Analyser viste, at brygget stadig indeholdt en stamme af den oprindelige gær, saccharomyces carlsbergensis, som muliggjorde en stabil og standardiseret ølproduktion med langt lavere risiko for infektion og andre ødelæggelser. Det smukke ved historien er, at Carl Jacobsen ikke holdt gæren hemmelig eller patenterede den. Som en anden Albert Sabin delagtiggjorde han sin opdagelse for hele verden, så alle bryggerier nu kunne brygge øl stabilt uden at forgifte folket, samt undgå at spilde arbejde og ressourcer på at hælde det meste ud igen.

Carlsberg er siden blevet en fusionsmastodont, der kunne få selv Ayn Rand til at holde håndfladerne frem, og udbryde “ro på!”, og produktionen er for længst flyttet fra smukke København til den hastigt opførte garnisonsby og senere industrikompleks kendt som Fredericia. Den gamle bryggrund i Valby har de lagt om til svinedyre lejligheder, arrangeret vertikalt i en minecraft-inspireret hundehøm-høm i titanstørrelse ved den nye S-tog-station, der bærer bryggeriets navn.

Ja, det er sandelig smukt, som Carlsberg i disse år beriger Kongens København. “Laboremus pro Patria*” jeg må le! Det er jo lige før, man ikke ville orke græde snot når også de en dag blev slugt af den endnu større mastodont Anheuser-Busch.

Og som det er med den slags industrielle gigantglomerater, er kvaliteten kun et fjernt minde, der ligger generationer tilbage og i øvrigt noget ledelsen hånligt og fingerpegende skraldgriner over.

Den fornemmelse får man i hvert fald, når dette indslag i den uendelige række af ligegyldige og karakterfattige industriprodukter fra den engang glorværdige, fædrelandsstøttende virksomhed åbnes, skænkes og afprøves.

Bevares, det kobberrøde bryg er da ganske flot, der i glasset. Men i modsætning til reklamerne er det på vanlig industriel vis filtreret, og det ellers flotte orange skum falder alt alt for hurtigt. Duften er svag og vandig, men selvom håbet om et godt bryg er spinkelt, er det stadig mørkegrønt som egebladene på det træ, brygget immervæk dufter en lille smule af.

De første par slurke kan om ikke andet virke nogenlunde fyldige. Lidt vanilleessens blander sig med aroma af friskt syrligt-sødt græs. Den rigelige kulsyre giver friskhed …

Men de gode takter viser sig at være en stakket frist, for det varer ikke længe før de heller ikke kan oppebære brygget, der ender som en en sædvanligvis standardiseret, industriel og ligegyldig oplevelse. Alt for meget vandsjask bliver man budt, og de lemfældigt ikastede ingredienser, herunder sulfit, som bryggeriet ellers har holdt sig for gode til ligefrem at tilsætte, gør kun så lidt, at man er i tvivl om, om det lidt godt eller lidt skidt. Måske er det bare lidt ligemeget – det hele.

I virkeligheden er det næppe overraskende. Øllet er jo sådan set brygget på den samme gær, som bryggeriet har brugt hele tiden, så det er næppe overraskende, at det er svært at skelne dette ligegyldige industriprodukt fra alle deres andre. Det kunne være at Carlsberg skulle gøre lidt mere end bare bruge en verbalt hypet gær til at lave øllet. En ordentlig humle og mere af den ville nok gøre underværker. Mere malt ville sikkert også hjælpe … vel mindre vand måske i forhold til de andre ingredienser …

… så ville den uhørt høje pris – 18 kr. for ½ liter – også være en smule mere retfærdiggjort.

Vel, reklameudgifterne skal jo dækkes på en eller anden måde. Brygget kan købes i beholdere som denne à ½ liter, eller i sixpacks à 0,33 l. Så kan man enten være tvunget til at betale specialølspris for industribryg, eller købe seks styk og efter den første fortryde købet af de øvrige fem idet man konstaterer, at den absolut ingen meritter besidder i forhold til Carlsbergs øvrige standardudvalg.

Sådan gør man åbenbart i industrien.

*Vi arbejder for fædrelandet.

Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!