1795 Dark, Budejovicky Mestansky Pivovar

Ifølge etiketten er denne øl en klassisk tjekkisk mørk lager-øl. Endvidere fremgår det, at den har navnet efter det år, hvor bryggeriet blev grundlagt. Man fristes til at sige, at det er en tjekkisk classic – et forsøg på at brygge øl som i de gamle dage.

Til at begynde med adskiller den sig positivt fra mange danske classic-øl i og med, at den ikke har fået justeret farven med karamel eller andre unødvendige tilsætningsstoffer. Det er nu heller ikke andet, end hvad man bør forvente af tjekkisk øl. Nu mangler vi bare at forlange det samme af dansk øl.

Ved åbningen rammes næseborene ikke bare af duften, som man forventer af en god mørk pilsner. Den dufter i hvert fald også så godt som man håber. Duften er meget frugtagtig, sød, kraftig, stærk, mørk – ja næsten klæbrig, idet den passerer fimrehårene.

Det er heller ikke nogen overdrivelse, når den på etiketten kaldes mørk. Den er faktisk så mørk, at selv skummet skinner brunligt, og det er kun fordi man placerer en tændt lighter bag glasset, at man kan konstatere, at den faktisk er klar og gennemskinnelig. Ja se (eller ikke-se), hvad man kan opnå uden at tilsætte karamel.

Der er fuld knald på smagsindtrykkene, aromaen stiger op og nærmest kondenserer i ganen – og hvilken fantastisk fylde dette tykke bryg byder. Øllet har en utrolig tyngde, der gør den – ja, tung … for tung faktisk. De søde smagsnuancer er i klar overvægt, og “overvægt” skal tages helt bogstaveligt. Jeg ser for mig, hvordan vægtfordelingen i brygget er helt forkert. Det søde fylder for meget, og vælter i sidste ende hele læsset.

Det skal dog siges, at jeg drak den, mens jeg i forening med min dejlige familie satte en middelstærk indergryde til livs. Kontrasten til det stærke kunne have været med til at sabotere smagsfornemmelsen, men jeg tror det egentlig ikke, for man skal huske på, hvordan søde ting – mango lassi, eller chutney, f.eks. – typisk serveres til stærk mad, netop fordi det søde spiller vel op til det stærke.

Hvis jeg skal sammenligne smagen med noget fra hjemmemarkedet, finder jeg den ikke helt ulig en nisseøl. Og jeg tror faktisk, den ville egne sig fint til en rigtig fed, stor julemiddag, med sild, rødkål flæskesvær og tyk, tyk sovs (som man for min skyld i øvrigt gerne kan komme karamelfarve i, så længe man holder det ude af min øl.)

Men en halv liter blev for meget sødt øl for mig. Den endte faktisk med at blive decideret kvalm, og jeg må efterfølgende konstatere, at de, der har skrevet etiketten, tydeligvis ikke har smagt øllet selv. De skriver: “Øllet har […] en let sød eftersmag af karamel.” Eftersmagen er mindst lige så tung som smagen, og minder mest af alt om fortykket hindbær-sveskegrød.

Det er egentlig synd, for der er givetvis lagt noget arbejde og engagement i den, som man normalt ikke under dansk øl. På den anden side er den simpelthen ikke min kop øl, men jeg vælger at vurdere den på dens objektive kvaliteter; fylde, aroma, farve og – alt andet lige – smag, frem for at straffe den for ikke at passe til mine præferencer.

Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!