Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

1795, Budejovicky Mestansky Pivovar

2-stjernerSom navnet og udseendet antyder, er dette 1795 Darks lyse broder.

Mine forventninger til den var relativt høje. Som bekendt faldt den mørke udgave ikke helt i min smag; jeg fandt den alt, alt for sød. Til gengæld havde Dark i kraft af sin sødme og næsten voldsomme aroma også hvad man må betegne som objektive fortrin. Ingen kan med nogen rimelighed kalde den smagløs, tynd eller vandig, f.eks. At der så måske er hældt lige rigeligt med sød malt på den, rokker jo ikke ved, at man virkelig har med en karakterfuld øl at gøre. Nu skulle jeg se, om den lyse udgave slog samme takter an.

Der er tale om en klassisk tjekkisk pilsnerøl. Når den hældes op i glasset ligner den ikke overraskende, det vi kender herhjemmefra, for den er brygget efter de samme traditioner og opskrifter. Smagen til gengæld afslører en af de væsentlige forskelle. Pilsneren er sødere og mere aromatisk. Den smager simpelt hen mere igennem af øl, både hvad angår det søde og det bitre. Samtidig er denne øl vel afbalanceret. Hverken det søde eller det bitre kommer til at dominere for meget, hvilket giver en blød og delikat fornemmelse i mundhulen.

Vandet, der indgår, er sikkert også godt. Desværre er der en smule for meget af det, og øllet har næsten ingen eftersmag. Det er en øl, der smager af lidt mere mens man drikker den, men man har glemt den lige så hurtigt igen. Ligesom når man spiser noget, og lynhurtigt er sulten igen. Kender du fornemmelsen?

Alt i alt minder 1795 overhovedet ikke om sin mørke bror. Og det er nok meget godt på nogen områder. Man undgår den kvalmt-sødlige eftersmag og man får en øl, der bare er langt bedre afbalanceret. Til gengæld savner man i den grad 1795 Darks næsten fandenivoldske karakter. For i sammenligning med andre tjekkiske pilsnere ender 1795 med at tage sig underligt ligegyldig ud.

Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!
Updated: 11. juli 2016 — 19:46

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme