Var det bare Vom-flavoured …
Det er utroligt, som jeg kommer rundt i verden i disse dage. For anden øl i træk besøger jeg for første gang et nyt land. Sidst gjaldt det Baskerlandet. Nu gælder det så Barbados, en uafhængig ø i det Caribiske hav.
Jeg skal ærligt indrømme, at jeg er én af de nok ret mange, der forbinder Barbados med to ting: Sandstrande, og R&B-sangeren Rihanna af hvis udgivelser, jeg ikke er så lidt stolt over at eje lige præcis nul og nix. Retfærdigvis skal det dog siges, at hun er en af de få – virkelig få, faktisk – R&B-stjerner, der ikke giver mig nervøse trækninger og lyst til at kaste skrøbelige ting mod hårde overflader, når jeg hører hendes muzak.
Efter at have skimmet Wikipedia-artiklen om Barbados har jeg desuden erfaret, at øen mestendels ernærer sig ved let industri, sukkerrørsproduktion og som noget relativt nyt “offshore finance and information services”. Jeps, det stinker langt væk af skattely, endskønt ellers nogenlunde velanskrevne medier herhjemme påstår det modsatte. Ellers kan man se, at hele 8,8 % af eksporten består af alkoholiske drikkevarer. En god del af det er sikkert rom, men to bryggerier producerer og – må man formode – eksporterer også. Et kommercielt bryggeri ved navn Banks, og nærværende mikrobryggeri, 10 Saints. Indtil videre er denne øl bryggeriets eneste.
På hjemmesiden kan man nyde denne video med direktøren, hvor han på bedste Michael Palin-maner blandt andet fortæller: “The beer itself is a fusion. It is this fusion of this beautiful beer with the oak, with the vom-flavours …” – nu skal man selvfølgelig ikke gøre grin ad folk med talefejl. Men jeg er et så elendigt og ondskabsfuldt menneske, at jeg ikke kan undgå at trække på smilebåndet over en direktør, der selv indrømmer, at hans øl smager af opgylp.
Pligten som ølblogger må nu være at vurdere, om det passer. Smager øllet nu virkelig af opkast, eller er det måske ikke så slemt alligevel? Hvad direktøren jo egentlig prøver at sige er, at øllet smager af rom fra de fade, brygget er lagret på. Innis & Gun lavede samme nummer for ca. 5 år siden med nogenlunde resultater. Amager Bryghus har med Green Green Banshee‘s lagring på Jameson Whiskey-fade nærmest perfektioneret genren, så det er et stærkt felt, Barbados-bryggeriet lægger sig i.
Udefra ligner brygget ellers mest af alt en af de lidt for velkendte pilsnerøl fra egnen. Ligesom Corona og Sol er flasken klar, så brygget skal helst opbevares mørkt. I Fakta, hvor den forhandles til en tier er det ikke tilfældet. Den er udsat for lysstofrørenes UV-lys nærmest 24-7, så anmeldelsen skal selvfølgelig tages med forbehold for eventuel skade den slags kunne gøre på brygget.
Duften ligner i hvert fald de mexicanske slængtninges. En ekstrem fjern antydning af korn og ingen humle. En kort brusen, der måske nok minder om Barbados’ sandstrande ved en let pålandsvind er den eneste karbonering, man får, hvorefter bryggets overflade er blikstille, og kun den sodavandslignende kulsyre er tilbage.
Og hvad smager det så af? Rom? Bræk? Noget helt tredje? Svaret er – ingen af delene. For selv hvis det skulle smage af noget helt tredje ville det indebære, at det smagte af noget. Dette bryg smager – stort set – af ingenting – og ingenting er som bekendt lige præcis det samme som ikke noget, og derfor heller ikke noget helt tredje.
Under opbud af de største anstrengelser; rulles brygget hidsigt frem og tilbage i munden, gurgler man hals i det, og suger luft ind over det, mens det dovens skvulper rundt på tungen, kan man måske akkurat fremtvinge en forkølet antydning af metalsmag allerbagest i kæften, helt omme bag mandlerne. Om det er en rest korn, en rest humle eller en rest gær, står imidlertid hen i det uvisse – så svag er smagen. Selv vandet føles fladt og smagsløst i munden.
Og nåhr ja – rommen eller fadene smager man over hele hovedet heller ikke. Måske er det godt, at brygget trods alt ikke smager af bræk. Men selv hvis det gjorde, ja – så ville det da i det mindste smage af noget.
Det er godt nok en kedelig øl. Og som om det ikke var uforskammet nok, at kalde dette fortyndede vandprodukt en øl, så formaster bryggeriet sig oven i købet til at kalde den en craft beer – en håndbrygget specialøl
Så er det så gu’ lige før, at latterliggørelsen af direktørens talefejl ikke engang er ondskabsfuld – men tværtimod retfærdig.
