God – men næppe til prisen
Og hermed starter nedtællingen til øl nr. 500 på min blog. Fra nu af følger en række af særligt interessante øl, som jeg nøje har udvalgt som dem, der skal lede op til den store finale om 5 øl.
Skands har jubilæum i år. Det er åbenbart 10 år siden, at Vestegnsbryggeriet med base i Brøndby blev grundlagt. Det fremhæves ofte som et særkende ved bryggeriet, at brygmesteren er en kvinde. Som sand feminist konstaterer jeg blot tørt, at brygmesteren er … brygmester! Nae more nae less! Except – a good one at that! For flere gange har bryggene fra Brøndby bragt både velsmag og gode oplevelser, omend indtrykkene andre gange har være mere på det jævne.
Fælles for deres øl er, at de er dyre. Til gengæld fås de ofte i en passende smagsprøveemballage på 25 cl. – lige nok til en grundig smagning, helt uden at man behøver blive pløret i processen.
Aftenens øl var imidlertid kun dyr. Den kunne kun fås i mikrobryggenes standardemballage à 50 cl. Men til gengæld for de lige knap 40 kr. for det kvantum, fik man et bryg på hele 10%, hvilket i det mindste er en nogenlunde rimelig PPK ([alkohol]procent pr. krone)-værdi.
Flot er det også. Dybt rødbrunt med højt, tæt og ganske klæbrigt gyldenorange skum. Brygget emmer sødt af karamel og andre sukkerderivater på en maltet bund, så ølindtrykket ikke udebliver.
Sukkerderivaterne går igen i smagen. Honning blander sig med mørk sirup og et stænk af anis. Det er først og fremmest sødt, men også vældig fyldigt og lige tilpas krydret til, at det stadig fremstår som øl, og ikke som et bryg, der bliver mere eksperiment end et nydelsesmiddel.
Udtrykket er meget velafstemt, og der er ingen forstyrrende bismage eller disharmoniske indslag til at skåre en perfekt afrundet smagskollage af sødt, krydret og blidt varmende alkoholisk romfornemmelse. Brygget er til dette formål tilsat rom, og det kan jeg jo ikke undgå at opfatte som snyd.
På den anden side fremstår brygget – sin velsmag og relative kraft til trods – også meget poleret og kontrolleret. Lidt som når man gerne vil høre noget tidlig Napalm Death, og i stedet kommer til at høre noget Ked Earth (eller ‘Iced Earth’, som der vist nogen, der påstår, de rigtig hedder) eller Dream Theater. Hidsigheden og vildskaben mangler, endskønt kraften da er der, men det er bare ikke det samme alligevel.
Jeg savner vildskab og anarkisme, og selvom det da smager godt ender det også med at være lidt kedeligt og forudsigeligt.
– Og for dyrt.
