Оболонь Магнат (Obolon Magnat), Оболонь

– Bedst bagefter.

Det er altid en fryd at få lov til at skrive kyrilliske bogstaver i sin blog, og jeg skal sandelig ikke holde mig tilbage når det gælder den ukrainske øl, jeg nød i går aftes. Jeg kommer sådan til at tænke på alle dem, der før jeg startede i gymnasiet, sagde “Russisk? Hvad vil du bruge det til?” Eller: “Russisk, de bruger et andet alfabet, er det ikke umuligt at lære?”

Men se nu, hvor nyttigt det har været – jeg kan skrive om østeuropæisk øl og rent faktisk vide, hvad der står på flaskerne – som om det ikke var nyttigt? Og påstanden om, at sproget skulle være ekstra svært, fordi der bruges et andet alfabet er rent ud sagt latterlig. Det er i mine øjne en del af almindelig dannelse at lære mindst ét sprog, der bruger et andet alfabet. Selv har jeg lært/prøvet at lære en fire-fem stykker … jeg er ved at miste overblikket over, hvor mange sprog, jeg igennem tiden har prøvet at lære, men det er så sandelig også de færreste, jeg behersker den dag i dag.

Så længe, der er tale om et alfabet, hvor ét bogstav svarer til én lyd, er der ikke noget at pive over. Går man over til kryptiske skriftsprog, som amharisk, der bruges i ethiopisk, eller Devanagari, der bruges i Indien, så må jeg hårdt presset indrømme, at det faktisk bliver lidt bøvlet, og sidstnævnte knækkede jeg selv halsen på. Jeg fastholder dog, at der intet vanskeligt er i det kyrilliske alfabet (eller det græske for den sags skyld) – det ser blot lidt anderledes ud, og hvis man som 6-7-årig kunne lære det latinske alfabet i skolen, kan man ved grød også lære det kyrilliske som ung/voksen.

Men vil man lære det kyrilliske alfabet ordentligt, vil jeg nu alligevel anbefale, at man ikke nøjes med de sporadiske glimt af det her på bloggen. Et sted at starte kunne være Gyldendals røde fremmedordbog, hvor den russiske version kan findes på indercoveret. Her mangler imidlertid en forklaring på forskellen mellem palataliserede og ikke-ditto konsonanter og palataliserende og ikke-ditto vokaler. For at få opklaret dette, er denne artikel en adækvat begyndelse.

“Men hvorfor russisk? – Var det ikke ukrainsk øl?” Spørger den opmærksomme læser nu. Jo, og jeg forstår heller ikke, hvorfor al tekst på etiketten åbenbart er på russisk. Måske minder de to skriftsprog bare mere om hinanden, end jeg husker, men det tror jeg nu ikke. Enten er der tale om et russisk mærke fra Ukraine – med det store russiske mindretal er det slet ikke utænkeligt – eller også er den ukrainske øl endt i min lokale kiosk efter først at være eksporteret til Rusland. Parallelimportens veje er om ikke uransagelige, så i hvert fald krummelurede og kringelkrogede.

Men med hjem skulle den – om ikke andet, fordi det er sjældent, man i det hele taget finder ukrainsk øl i danske butikker. Jeg mindes i hvert fald aldrig før at have fundet, endsige drukket nogen.

Og til gavn skulle den være i går aftes, da jeg tørstig kom hjem fra spil. Det gør én en kende tør i halsen at respirere ned i en skotsk sækkepibe. Det må være tilstrækkeligt at sige, at evnen til at pumpe luft ud af lungerene hos sækkepibespillere svarer til samme evne hos professionelle svømmere, og efter en hel aftens pusteri af den kaliber, smager de fleste øl godt, kan man nok forstå.

Mine forventninger var heller ikke skruet voldsomt i vejret efter den russiske øl forleden. Men en frisk øl, der ikke smagte for kraftigt var at foretrække, og som det fremgår af etiketten var nærværende øl en светлое пиво – en lys øl – formentlig svarende til det, tyskerne kalder ‘ein Helles.” Det er også en ret lys øl. Farven er lyst gul og som den rinder ud af flasken, bliver denne dårligt nok lysere af, at indholdet tømmes ud. Duften er ret så generisk kornet og svagt humlet. Skummet er ret tæt, og ikke uden klæbeevner, selvom der er langt til Flensburger-standarden.

Smagen er, ligesom duften, generisk letbitter, svagt syrlig og en kende metallisk. Ja, der er ikke de store smagsoplevelser at komme efter, men øllet generelle vandighed gør, at hverken syrlighed eller metalliskhed gør øllet ubehageligt på nogen måde. Faktisk giver disse bismage et frisk pift oven i en – nok svag – men alligevel godkendt humlearoma.

Reelt er det en noget tynd kop øl, der mest af alt er generisk og almindelig, men den skal samtidig have kredit for at være endda rigtig god til at slukke tørsten.

Og når tørsten er slukket kommer overraskelsen. I stil med Pilsner Urquell har Оболонь Магнат en ualmindeligt velgørende eftersmag, der oven i købet holder længe. Det er en blid og blød humlebitterhed, der smyger sig om tungens sider, længe efter at det mislykkedes brygget at imponere særlig meget, mens det var i munden. Men så må det jo imponere bagefter, og selvom eftersmagen ikke er af samme kaliber, som Pilsner Urquells, så minder den stadig derom, og formår alligevel at yde denne pilsner en vis grad af ære og værdighed. Om ikke andet som en velsmagentrde tørstslukker og bælle-øl.

Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!