Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Star, Nigerian Breweries

2 i 1 og så 1 mer’, tak …

Her er endnu en af de afrikanske øl, Marcus havde med til mig tidligere på sommeren. Navnet minder mig dog om noget mere hjemligt. Ganske vist er jeg ikke helt gammel nok til at have oplevet den oprindelige ‘Star’-øl. Den blev – ifølge den smule, der står på Wikipedia – skabt af arbejderbevægelsens bryggeri ‘Stjernen’ på Frederiksberg. Bryggeriet lukkede i 1964, mere end ti år før jeg blev født, men en stribe tegnede biografreklamefilm fra 50’erne genoplivede erindringen om dem i Jørgen de Mylius’ legendariske underholdningsprogram fra firserne, Eldorado. – Det kan jeg til gengæld tydeligt huske. Og endnu bedre husker jeg Carlsbergs relancering af brandet i 90’erne som billigmærke. Det var langt fra verdens dårligste billigbajer. Angiveligt hældte Carlsberg det samme på deres Hof, som på ‘Dansk‘-pilsnerne, dengang de sad på Faktas discountøl, og jeg kunne have dem mistænkt for noget lignende med Star-pilsneren.

Dengang som nu, fik man imidlertid kun én øl i en flaske. I Nigeria får man åbenbart to – eller næsten da. Flasken indeholder 600 ml, og så er det jo tæt på, om ikke andet.

Man får imidlertid uvilkårligt den tanke, at brygget stadig vil smage af én mer’, når det er åbnet og skænket. Sprød og sprudlende frisk knitrer og bruser brygget lystigere end en mark med kaniner om foråret. Det hastigt faldende skum lader imidlertid nogle karske humlenoter ane, så måske jeg tager fejl?

En vitterlig rar aroma af vanille melder sig som det første i smagen. Det er sødt og velgørende, og i den grad vederkvægende og tørstslukkende. Humlen lader vente på sig og bliver aldrig noget nær særlig interessant. Imidlertid lægger brygget sig stadig en smule over forventningerne, der ved deres lave niveau gør chancen for positive overraskelser større.

Omend det stammer fra Afrika, er denne nigerianske Star stadig meget europæisk – vel, tysk – i sit udtryk. Når det så er sagt, er vi stadig vel over niveauet for det værste discountsprøjt herhjemme.

Eller sagt på en anden måde. De to øl smager stadig af en tredje, og det er fint al den stund, at den spinkle aroma trods alt næppe afskrækker nogen fra at prøve den igen.

Øllets dag på Thisted Bryghus, 2. del: So much awesome!

My work here is done … eller næsten …

Efter at have været gennem afstemningen, var der frisvømning. Jeg havde som nævnt i første del spejdet lidt rundt efter at være ankommet, og de første jeg ville aflægge et besøg – nu selskabeligt overrislet efter afstemningsøllene – var københavnske Beard Brew.

De to bryggere, Morten og Dennis, er fortsat ret nye i branchen. En af dem – jeg husker ikke hvem – var forbi min adresse i Brønshøj tilbage i november eller december måned med deres Imperial IPA. Det skete kort tid før Marcus kom forbi, så jeg ikke bare kunne lade ét, men to sæt smagsløg afprøve den. Og vi var begge solgt fra sekund ét.
Jeg spurgte selvfølgelig udskænkeren, om det var ham, der havde været forbi min lejlighed dengang. Det viste sig, at det ikke var ham. Men så kunne vi til gengæld glæde os over, at jeg fik æren af at møde dem begge to.

Berliner Weisse, Beard Brew
Beard Brews Berliner Weisse fik jeg faktisk stukket i hånden, mens jeg stadig var godt i gang med afstemningsøllene fra sidst. Det var nu også rart med et lille afbræk undervejs fra de meget mørke Limfjordsporter-hyldester. Et billede nåede jeg aldrig at tage, ej heller at optage notater på telefonen. Til gengæld husker jeg den stadig forbløffende tydeligt i betragtning af de mange smagsprøver, der røg ned.
En karsk, forfriskende lille sag, tilpas sød og med lige akkurat den rigtige antydning af melethed, der gør hvedeøl til mere end et hurtigt bællebryg til løgnhalsen. Aldeles godkendt, og bestemt noget, der ryger i indkøbskurven til rigtig anmeldelse, hvis jeg en dag skulle støde på den i handlen.
Det blev i øvrigt til en revisited senere med et ganske særligt tvist, men for at høre om dette, må læseren fortsætte sin færd gennem teksten (det er snyd at springe over).

Asian IPA, Beard Brew
Hvis man er god til at tælle, og måske har en kende logisk sans, vil man konkludere, at jeg var forbi Beard Brews stand tre gange i alt. I hvert fald, hvis jeg fortæller, at denne gang var den næstsidste.
Asian IPA er opfølgeren til Imperial IPA. Det asiatiske islæt udgøres af tilsat galangarod, citrongræs, korianderfrø og limefrugter, der er blevet knust i en juicer. Ikke overraskende giver det brygget en krydret duft. Overraskende er det til gengæld, at den er  fortryllende fin. Sød, aromatisk og en sikker understregning af IPA’ens i forvejen skarpe noter af grannåle og tørt, lyst træ. Beard Brew-gutterne har taget en IPA og smidt en masse oven i den, der gør den endnu mere til en IPA.
Skarp, sød og kras flår den ikke bare smagsløgene op, den river også godt til i næsen. Desuden har brygget en sød kant, der giver bredde og endnu flere nuancer.
Et brygmesterværk, der placerer Beard Brew i den absolutte top blandt nye små bryggerier herhjemme. Jeg fik i øvrigt et helt eksemplar med hjem til senere anmeldelse.

The Legendary Klemme, Peter Klemmensen/Amager Bryghus
Jeps! I læste rigtigt! Den levende legende, der står bag Limfjordsporteren fra Thisted Bryghus har lavet et samarbejdsbryg med det ligeledes legendariske mikrobryggeri fra Tårnby, Amager Bryghus.
Det kan selvfølgelig kun gå godt (spoiler: der gør det også) og som om det ikke var nok, at man fik lov at smage et dobbelt-op på bryggiganter, så var mesteren selv, Peter Klemmensen også til stede.
Anmassende og uforskammet som jeg var, spurgte jeg, om jeg måtte tage en selfie med ham. Det måtte jeg, på betingelse af, at jeg ikke lagde en polet for smagsprøven, og at vi skulle skåle på billedet. Det var betingelser, jeg begejstret indgik.
Hvor er det skønt at møde sine helte, og opdage at de også i virkeligheden er vildt awesome. Der er hermed også sat et stort fedt flueben ud for ét af de store ønsker jeg har haft, siden jeg begyndte at anmelde øl.
Brygget er en lille, kompakt og nydelig lakridssag, sprudlende af aroma og forbløffende let i udtrykket på trods af de 10% alkohol. Den trænger ud i alle små hjørner og ender af mundhulen med intense, og alligevel venlige lakridsaromaer – den rå brutalitet og kompromisløshed vi kender fra bryggeriet forenes aldrig så elegant med den venlige og myndige ekspertise fra bryggeren.
Well done!

Tripel Ale, Fur Bryghus
Tripel Blonde er en øltype, jeg i grunden ikke kan fordrage. Skarp som barberblade, sprittet som det indre af en bøtte desinfektionsmiddel, og med banansmag så kvalmende, at man må gribe til ydertilfælde, som fx Pernille Vermunds åbne, talende mundtøj for at finde noget, der kan konkurrere.
Det er umuligt ikke at blive draget af – eller sådan har jeg det i hvert fald. Til min egen store forundring. Jeg kan bare ikke holde nallerne fra det, når lejligheden byder sig.
Aldeles forbløffende virker det imidlertid, når det skarpe og sprittede er bibeholdt, mens det kvalmende er skåret væk med en kirurgisk præcision, der ville have gjort Linse Kessler misundelig. Den fæle bananhalsbrand er erstattet af en pikant aroma af kommen, der giver brygget en karakter af afdæmpet snaps. En Rød Aalborg, som man kan holde ud at nippe, og som man heller ikke helt så hurtigt går i gulvet af.
Tænk at der i grunden skulle så lidt til, for at gøre den type tålelig.

Berliner Weisse m/ agurkelikør, Beard Brew
Det var langt fra så åndssvagt som det lyder. Men netop fordi det lød så åndssvagt, måtte det simpelt hen prøves. Beard Brew langede smagsprøver ud af deres Berliner Weisse, tilsat forskellige frugtlikører. Jeg husker dårligt hvilke, men flotte var de i farverne, og mon ikke der var almindelige ting som citron, hindbær og æble blandt dem?
Og så altså agurk. Og det skulle selvfølgelig prøves, fordi alene tanken om, at det overhovedet eksisterede i sig selv var så tåbelig, at selv Boris Johnsons frisure måtte se sig slået. Og så fungerede det endda! Jo, sgu! De søde agurkenoter understregede perfekt Weissens friskhed, og gav aromaen en – i enhver Weißbier – tiltrængt dybde.

Sorteper, Nr Nissum Bryghus
Sorteper er det næsten nystartede (2017) Nr Nissum Bryghus’ første stout. Brygmester er gået efter sødme, og har derfor tilsat laktose, så brygget bliver sødt uden at blive alkoholvolumen øges. Laktose nedbrydes ikke til alkohol, kunne han berette, og sådan blev jeg det klogere.
En letflydende stout, der olieagtigt glider lige ned, og på vejen løfter alle de rigtige smagsløg.
Her er et bryggeri, man nok skal holde øje med de næste par år. Det tegner godt.

The Sound of Mosaic IPA, Viborg Bryghus
Jeg tror, jeg har set The Sound of Music én gang. Og uden at ville påstå, at jeg hader den, eller noget der bare ligner, har jeg heller aldrig fundet anledning til at se den igen.
Sound of Mosaic fra Viborg Bryghus, til gengæld … Den ikoniske IPA-humles prikker, snitter og behager muntert og lystigt i dette friske, aromatiske mesterstykke. Meget klar og ren er den i udtrykket, uden den bismag af industri, der velsmag til trods, præger Royal Unibrews standard-IPA med navn efter humlen.
Viborg Bryghus burde jeg nok opsøge noget mere. Og nu kan jeg ikke så godt  bruge geografien som undskyldning længere. Og når jeg får det gjort, kræver den her øl et gensyn.

Sort Magi, Norddjurs Håndbryg/Viborg Bryghus
Det blev til mange stouts og portere. Fælles for de fleste af dem var deres lethed og hvordan de ikke vægrede sig det store ved at passere svælget uden at blive tygget først.Ikke at det gør noget. Det er en kunst at gøre de tætte, mørke bryg lette – uden at det dog er noget, man ligefrem behøver stræbe efter.
Sort Magi fra Norddjurs Bryghus er undtagelsen. Her er der tæthed for alle pengene, aroma af mørkt, tungt træ og hårdtristet kaffe. Brygget mangler ikke noget i fylde på trods af en alkoholprocent, der ikke ligger højere end 5,7. Udover trang til at tygge brygget på vej igennem munden, griber man uvilkårligt ud efter en tandstikker til sidst.
Sådan skal en tæt stout være.

Amarillo Amerikansk IPA, Hjort Beer
Aalborgensiske Hjort Beer havde det meste af kataloget med. Jeg gik efter det sikre, og valgte en Amarillo Amerikansk IPA. Det er en West Coast IPA, en stil der kendetegnes ved ikke at at være helt så skarpt bitter som de tørhumlede IPA’er man gerne finder på USA’s østkyst. Karamelmalt er brugt for sødmens skyld, og havre er tilsat for at give brygget fylde.
Brygget er vitterlig mere rundt og rart i det med en dybere aromasprofil end hvad man finder i New England og på Amager (for den sags skyld). Afvekslingen er kærkommen – begge IPA’er kan være rigtig gode, og det viser Hjort Beer med al tydelighed.

Ivar’s Hand, Basquery/Hjort Beer
Denne Witbier var det sidste bryg, jeg kunne holde til, før jeg valgte at vende snuden hjemad. Den er en collab mellem et baskisk bryggeri og den gæve aalborgenser Carsten Hjort Bjerre, der i hvert fald er ret god til at brygge IPA.
Witbier er måske ikke ligefrem Tripel Blond, men ikke desto mindre stadig en øltype, jeg aldrig rigtig har været på bølgelængde med.
Men ind imellem kan det gå godt alligevel. Den her blev serveret perfekt afkølet. Den behager med en fin kant af citrus og har mere end fylde nok til ikke at føles tynd.
Ivar’s Hand fik jeg også et anmeldereksemplar med hjem af, så en reel anmeldelse af den, kan ventes på et tidspunkt senere hen.

Og det var så den dag …
Tilbage er der kun at takke Thisted Bryghus for et meget fint arrangement. Takket være dem fik jeg ikke bare mødt Peter Klemmensen, men jeg fik også lejlighed til at smage et bryg, han havde begået sammen med mit favoritbryggeri, Amager Bryghus.

Man må næsten frygte hybris.

Desuden havde arrangementet sin store force i den lokale forankring. At der er så mange gode håndbryggere i det nordjyske med produkter af en sådan kvalitet var en kærkommen overraskelse.

Nordjylland kan godt – og de (eller nu må jeg vel hellere sige ‘vi’) har i virkeligheden altid kunnet. Jeg husker hvordan jeg tidligt i bloggens historie hæftede mig ved gode bryg, ikke bare fra Thisted, men også fra Aalborg, Nibe og Skagen.

Men der er endnu flere. Og de kan – allesammen!

Øllets dag på Thisted Bryghus, 1. del: Afstemningen

Mange øl – og mennesker …

Øllets dag i lørdags blev fejret med arrangementer over hele landet. Næppe overraskende blev der også skænket ud i Thisted, hvor det lokale bryggeri (Thisted Bryghus, som I jo nok ved) stod for et stort, velarrangeret og velbesøgt arrangement.

Vejret har været fælt ustadigt heroppe den seneste tid (det er nok ikke så forskelligt fra resten af landet), så alle åbne arealer på bryghusets grund var pakket ind i store hvide telte, der på den ene side gjorde arrangementet endnu mere intimt – så intimt at det var vel inden for overrendt-spektret og dermed også en kende skræmmende for folk, der som jeg er beriget med Asperger og ADHD.

De gode intentioner fejlede imidlertid intet overhovedet. Det var vejret, der ikke artede sig. For netop den dag, hvor arrangørerne sådan havde taget højde for elementernes rasen, skulle solen selvfølgelig stråle aldrig så flot i den skønneste duet med en middeltemperatur på vel over de 20 grader.

Men havde teltene ikke været sat op, ville regnen sikkert have stået ned stænger. Så det var nok meget godt alligevel (ja, jeg er forbandet overtroisk med en slags. Lad mig nu bare være, ikk …).

Et ikke bare velbesøgt, men også informativt og bredt arrangement var det også. Med stærk forankring i det Nordjyske, ganske vist, men også med velvalgte følere til hovedstaden. Og det kommer vi alt sammen meget grundigere ind på senere i denne, min rapport fra arrangementet.

Netop ankommet famlede jeg mig småforvirret og overvældet frem, uden plan eller mål for, hvad jeg ville prøve. Jeg spejdede også som en gal efter nogen, jeg kendte. Men da jeg stadig er ret ny i byen, var der ikke meget at sige til, at det heller ikke bragte mig særlig langt …

… og dog. Netop som jeg havde dalret hvileløst rundt så længe, at det var ved at blive pinligt, blev jeg prikket til, og en stemme sagde “Kaj!” Det viste sig, at være en ung kollega fra den fiskefabrik i Hanstholm, hvor jeg de seneste uger har bestredet noget vikararbejde. Han havde godt nævnt, at hans far selv bryggede øl (ja gad vide hvordan han mon havde fundet ud af, at jeg var interesseret i øl? Som om det var noget, jeg render og gør reklame for til alle og enhver?) men at far og søn sådan ligefrem skulle stå i bod sammen ved Thisted Ølfestival (som sådan blev arrangementet også promoveret) havde jeg sgu alligevel ikke regnet med.

Så stemmer vi …

Bryghuset på Pløjemarken hedder projektet og jeg fik ikke bare straks stukket en smagsprøve i hånden, men også en stemmeseddel. I anledning af Limfjordsporterens 30 års jubilæum var der udskrevet en konkurrence blandt 6 lokale bryggere om at lave en hyldest til den ikoniske Limfjordsporter, der uden videre tilsnigelse må siges at være et af Thisted Bryghus’ absolutte flagskibe. Dommerne var gæsterne ved arrangementet, der altså skulle stemme på deres favorit.

Desuden kunne man nederst på stemmesedlen angive navn og telefonnummer, så man ved afgivning af stemmen også deltog i lodtrækning om en gaveæske fra Thisted Bryghus med dertilhørende billet til næste års arrangement.

Er det nu en lakridspibe?, Bryghuset på Pløjemarken
Det blev selvfølgelig Bryghus på Pløjemarkens bud – what with me being biased and all – der blev prøvet først. Limfjordsporteren er kendetegnet ved røg og lakrids. De to ting spiller fint sammen med hindbær, som findes i det lyserøde krymmel på spidsen af lakridspiber – og så er det tilsat brygget her.
De søde, tætte hindbær spiller forbløffende godt sammen med både røg og lakrids i denne lille fyldige, kompakte sag. Sødmen giver en forfriskende og fornyende dimension til Limfjordsporterens dystre udtryk, uden at brygget på nogen måde mister tyngde. Aromakombinationen er faktisk ganske original, og i min mund i hvert fald aldeles ny. Well done, and off to a good start!

Limfjordsporter møder Guinness, Plantagebryg
Røgmalt og lakrids er ligesom i Limfjordsporteren grundstammen i dette bryg og desuden grundstammen i den baltiske porter. Eller skal vi ikke bare kalde den en Østersøporter? (Næh-nej, for det er jo en Limfjordsporter ÆÆ-ÅÅÅH!) Brygget møder Guinness idet humlen er Bramling Cross, som netop bruges i Guinness.
Det glider umiddelbart meget let ned, og på den måde svarer det jo meget godt til Guinness, der i denne bloggers mund er noget tyndt, letflydende stads. Til gengæld har bryggerne bevaret Limfjordsporterens smagsprofil med meget mere lakrids og røg end man nogensinde ville finde i en Guinness. En ganske vellykket hybrid af de to, må man sige. Men netto med det resultat at man har fået en mere letløbende (læs: tyndere) Limfjordsporter – og det ser jeg ærligt talt ikke nogen god grund til.

The Con Artist, Blue Brewing
The Con Artist har fået nogle andre malte end Limfjordsporteren, for at give den en anden sødmeprofil, der gerne skulle gøre den tilgængelig for et lidt bredere publikum.
Lettilfængeligheden har bryggeren vitterlig haft held med. Lidt for stort held vil jeg måske mene, idet den øgede letdrikkelighed er på grænsen til at gøre brygget tyndt. Til gengæld kan man glæde sig over en bund af sød lakrids – så her er intentionerne vel indfriet. Ledsagende noter af cognac og portvin gør også godt og giver alt i alt en aromatisk profil, der gør letflydenheden tilgivelig.

Cool Porter, Øllgaard Håndbryg/StoreNorge
Bryggerne har kreeret en opskrift, der ligger meget tæt op ad Limfjordsporteren, men med et sidespring bestående af kirsebærsirup. Jeg holder som bekendt rigtig meget af kriek, men der måtte bryggeren bedyre, at brygget – på trods af kirsebærelementet – ligger meget langt fra det højrøde, vildgærede kirsebærstads.
Farven er i hvert fald milevidt derfra. Den ligner grangiveligt det den hylder – en Limfjordsporter. Et sødt-syrligt element prikker pikant på tungen i hver lille mundfuld. Det gør desværre også, at brygget forekommer en smule oxideret og en tand ude af balance. Men balance eller ej – det er et af de bryg, man ikke kan lade være med at nippe til hele tiden. Det er top underholdende og et forfriskende skævt indspark i temaet.

Urts Tribute to LPF, Bryggerlauget Urt
Bryggerlauget Urt har brugt lokale urter (no pun intended), der kendetegner Thy til at spice deres hyldest til Limfjordsporteren op. Det mørke bryg er krydret med porse og strandmalurt.
De for forlægget fremmede (og i øvrigt ikke giftige, forsikrede brygmester mig) krydderier giver en aldeles nydelig sød duft. Til gengæld mærkes de ikke meget i aromaen, hvor brygget synes at glide lidt for let ned i løgnhalsen. En melet konsistens gør heller ikke lige det allerbedste for mine smagsløg, men at jeg udbryder et ‘mmm’ for hver mundfuld peger vel alligevel i retning af at brygget behager på én eller anden måde.

Porter, Bryggerlauget 112
Det er lykkedes Bryggerlauget 112 at anskaffe de egentlige ingredienser til den rigtige Limfjordsporter, dvs. den særlige røgmalt fra Refsvindinge og den særlige engelske hospitalslakrids. – Ingen af delene kan fås i almindelig handel. Målet har derefter været at brygge en øl, der ligger så tæt op af forlægget som muligt.
Det lykkes egentlig meget godt. Især mærker man lakridsen brænde ordentligt og fyldigt igennem. Ved en blindsmagning ville jeg nok kunne smage forskel – men hvilken der var den autentiske Limfjordsporter ville jeg nok være i tvivl om.
Hvad man så egentlig skal med endnu en Limfjordsporter bliver det uvægerligt påtrængende spørgsmål, som jeg i hvert fald måtte stille mig selv.

Mit bud
Således vel gennem alle de fine smagsprøver var jeg ikke meget i tvivl. Bias eller ej i form af et personligt kendskab satte jeg mit kryds ved Bryghuset på Pløjemarkens ‘Er det nu en Lakridspibe’. De skabte den mest fyldige porteroplevelse samtidig med at genren fik tilføjet noget særligt nyt, som jeg i hvert fald ikke har prøvet før.

Resultatet

Publikum syntes til gengæld ikke, at en Limfjordsporter II var det helt store problem. Det blev nemlig Bryggerlauget 112’s ‘Porter’, der løb af med sejren i afstemningen.

Det blev altså ikke Søren Odgaards, brygmester fra Bryghuset på Pløjemarkens eller min dag hvad det lige angik. Lageret af ‘Er det nu en lakridspibe?’ slap op længe før afstemningen var slut, så det fine hindbær/lakridsøl blev ikke engang placeret i top 3. Lodtrækningen blandt de afgivne stemmer faldt heller ikke ud i mit favør – men hey, man kan ikke vinde hver gang. Jeg lever stadig højt på, at jeg ved ølfestivalen i Esrum vandt en billet til ølfestivalen i Lokomotivværkstedet sidst i maj måned.

Forbliv indstillet til næste indlæg, hvor man vil erfare, hvad jeg ellers oplevede på Øllets dag i Thisted. Det involverer blandt andet et møde med et af dansk ølbrygnings helt store nulevende ikoner i yndigste – og det siger jeg uden antydning af ironi (no, I’m serious!) – forening med et af Danmarks absolut største bryggerinavne inden for mikrobryg.

Det vil I nok ikke gå glip af, vel?

The Black Cat, Amager Bryghus

Langt fra Amager …

Der var lige endnu en video, der skulle fødes. Jeg ved godt, det begynder at være en slidt undskyldning for, hvorfor der i alt for lange perioder – nogle gange en hel uge eller det der ligner – ikke sker noget på bloggen.

Men 2019 vil jeg i hvert fald gerne huske som dengang jeg gik på YouTube – med de eventuelle ofre det måtte koste. Vil man i øvrigt gerne se mig optræde i videoerne iført lillafarvet skæg, skal man skynde sig at subscribe (som det hedder i dag) hvis man ikke har gjort det endnu. For hvis jeg når op på 1000 følgere inden udgangen af september, vil jeg farve mit skæg lilla, og beholde det sådan indtil min fødselsdag d. 6. november.

Videoen handlede jo ikke så meget om det, jeg har bygget min bloggervirksomhed op omkring, men derimod om den landflygtige bondefanger og kvaksalver Torben Søndergaard, som til gengæld bedst tåles efter et par genstande eller tre.

Men nu videre til dagens øl, en efterhånden vel- (men ikke over-) lagret porter fra Amager Bryghus. På trods af flere måneder i Thisted er Amager Bryghus ikke holdt op med at være mit yndlingsbryggeri. Jeg har fortsat et lille lager af deres lagrede (no pun intended) øl stående bagest i mit ølskab, for turene hele vejen til København efter nye forsyninger kommer ikke til at ske med alt for jævne mellemrum, kan jeg allerede afsløre. Så det er om at få lagrene til at række så længe som muligt,

Det er i øvrigt den sidste af de lagrede øl fra jul, jeg nu anmelder. Heldigvis bliver mørke lagrede øl ikke sådan lige for gamle. Tværtimod har de ofte godt af at stå lidt ekstra. Der er således ikke noget der tyder på, at den her skulle have stået for længe. Aldeles kulsort fylder den glasset – måske lige lidt velvilligt, og bruset peger i retning af en lidt lettere sag end de meget tunge og brutale monstre, serien indtil videre har bestået af.

Skummet står også kun ganske kort, men bouqueten fejler til gengæld intet. Tæt, tæt bittersød em af natmørk og overtæt chokolade, hvor man har været ekstra karrig med sukkeret, behager og beriger næsen med et både velkendt og i sin vigende sødme overraskende element. Lidt kaffe er der også plads til – sådan lidt ved siden af, for det klæder jo altså ligegodt den slags chokolade så fint. Bemærk dog, at der ikke serveres chokolade til kaffen her. Kaffen er i den grad sidevogn til chokoladen.

Og letflydenhed til trods, er der mere end rigeligt til hele aromapaletten. hårdt træ leverer kant, toffee leverer sødme, mens den kaffeforstærkede mørke chokolade leverer et vældigt bittersødt bagtæppe af prægtig varm, blød og kærtegnende aroma, der når ud i alle små hulrum og overflader hvor aroma kan smages, mærkes eller annammes på andre måder.

Ned gennem brystet mærkes brygget også, som det varmer og får ribbenene til at hæve sig en anelse, idet det lægger sig mageligt til rette i kroppen, før det som det næste sniger sig mod hovedet.

Endnu et gedigent mesterbryg fra Tårnby. Sikke de kan, og hvor jeg glæder mig til at kigge forbi hos dem, når jeg kommer til København igen – hvornår det end bliver.

Der vil være meget at følge op på.

Brooklyn Naranjito, The Brooklyn Brewery

Mainstream craft

SuperBrugsen Thisted er det nærmeste, man kommer Irma, Meny eller andre fancy (læs: svinedyre) supermarkeder i min nye hjemby. Og så er det heldigt, at prisniveauet endda er tåleligt. Udvalget er bestemt heller ikke noget at kimse af. Jeg har aldrig været den store shopper af gadgets eller fancy madvarer. Men selv hvis jeg var, ville jeg ikke mangle noget heroppe.

Heller ikke specialøl. Eller i hvert fald ikke de specialøl, man også kan få i Københavnske supermarkeder. Udvalget er omtrent det samme, og ind imellem kan man være heldig også at finde specialøl i en bunke med varer, der er tæt på sidste salgsdato, og derfor sælges til ingen penge. I sådan en bunke fandt jeg den her – i SuperBrugsen – til en rund tier. Personalet havde været så flinke at klistre det nye prismærke på midt på etiketten, så både navn og logo var dækket. Møjsommeligt pillede jeg etiketten af, så man akkurat kunne skimte motivet – og så glemte jeg selvfølgelig alligevel at tage et billede af det skænkede øl.

Er jeg ikke dygtig? (Nej. Svaret er nej.)

Tag mit ord for det – brygget er lige så lyst som den citron, brygget emmer af – ud over vanille. Brygget er tilsat appelsinskal, og det er svært at overlugte (ja, det må det vel hedde, når det hedder ‘overse’ i synssammenhæng, og ‘overhøre’ i hørelse (afhængig af konteksten)) i bouqueten. Ikke at det skader – appelsinskal er langt fra det værste man kan finde på at blande i øl. Det viste New Belgium os sidst med deres Citradelic for ikke voldsomt mange måneder siden.

Det lavtskummende bryg er til gengæld ikke nogen aromabombe som hin citrusøl. Det er meget let, for ikke at sige tyndt og næsten for effektivt tørstslukkende. En skarp kant af friske grannåle kan såmænd mærkes, men den drukner desværre i alt vandet, sammen med citrusnoterne i øvrigt. Hvorfor appelsinskallen overhovedet skulle tilsættes er en gåde, nu hvor den kun annammes så fjernt.

The Brooklyn Brewery fremstår mere og mere som mainstream blandt specialbrygproducenterne. Det er industriproduktet blandt håndbryggene, det er for specialøl hvad en Ren Pilsner fra Harboe er for Carlsberg Premium, og ved at lefle for laveste fællesnævner, men stadig ligge i samme priskategori som andre specialøl, tager det næppe markedsandele fra de industriaktører, som det ligner mest.

At kategorisere Brooklyn Brewerys øl som fancy produkter, hvad end supermarkedet hedder Irma, Meny, Superbrugsen eller Netto, er skudt langt over målet. Måske man kunne kalde dem det i Lidl og Aldi? Men ikke engang det, er jeg sikker på.

Godfather, Darling Brew

Ikke som de andre …

I sidste uge havde jeg besøg af Marcus. Han havde ligget vandret siden han blev ansat i en spritny boghandel i Lyngby i starten af sommeren, så han havde haft nok at se til. Jeg kan selv dårligt forestille mig et bedre sted at tage hen, når man vil slippe for Københavnsområdets stress og jag end min nye hjemby Thisted.

Med sig som værtsgave havde han en stribe øl fra africanbeer.dk, for hvis der er én ting man ikke skal gå ned på, så er det afrikansk øl – bare fordi.

Jeg har taget fat på dem fra en ende af, startende med denne, Godfather eller God Father, hvis man er pernitten og opfatter linjeskift som mellemrum. Det gør jeg selv gerne, men tager også en verdensomspændende tendens til ikke at gøre dette til efterretning, uden dog ligefrem at påskønne den. Ikke desto mindre var jeg faktisk i tvivl om, hvad brygget egentlig hed, indtil jeg slog den op på bryggeriets hjemmeside … ja, at drive bloggeri på et bare nogenlunde seriøst niveau, kræver nogle gange så megen slidsom research at man spørger sig selv, om det mon er det det hele værd, når det kommer til stykket …

Vel, selv googlingen af den slags får en ende. Brygget er allerede anmeldt i videoform, sammen med en kort historielektion og en meget vigtig bekendtgørelse til allersidst, som læserne endelig ikke må gå glip af.

Men en anmeldelse i bogstaver skal læserne selvfølgelig ikke snydes for. Der er næsten tale om en contradition in terms – nemlig en rye IPA, en IPA baseret på rug. Rug er en mørk kornsort, der forekommer at være meget svær at brygge med. De få eksempler på rugøl, jeg har prøvet, er mestendels tynde med en tvivlsom aromaprofil. Hvis man giver den vildt meget gas med rugmalt, kan man få nogle vidunderlige, meget bitre og tætte resultater, som imidlertid stilmæssigt ligger i den diamentralt modsatte ende af friske, skarpe og lyse IPA’er.

Duften ligger ellers fint i forlængelse af typens aromatiske sødme med parfumeret bouquet af rosenblade. Til gengæld er det småt med skum, og bryggets lød ligger så meget i det efterårsfarvede, at P’et i IPA næsten ikke er rimeligt at bruge.

Aromaprofilen afviger også noget. De bitre noter er ganske vist præsente, men de er dybere og mørkere end de skarpe grannåle, typen traditionelt udtrykker. Brygget er heller ikke særlig karboneret – det er næsten dovent, og derved mister det noget af den friskhed, der også karakteriserer genren. Til gengæld afskrækker det mig ikke over for øllet generelt – blot fordi det ikke lige lever op til forventningerne til en IPA, er der vel ingen der hævder, at den diskvalificeres som øl i det hele taget.

Tværtimod. De dybe, bitre noter leverer oplevelsen til fulde, sammen med ledsagende syrlige egetræsnoter og et strejf af nelliker, der giver udfordring til den aktive og nysgerrige smager. Der er nok at gå på opdagelse i, også selvom – eller rettere netop fordi – brygget afviger så meget fra det forventede.

AZ Ale No. 4, Refsvindinge/Vestfyen

Lemfældigt mix …

AZ Ale No. 16 er vel nok Bryggeriet Refsvindinges flagskib. Brygget har angiveligt vundet priser både nationalt og internationalt, omend det er svært at google sig frem til, præcis hvilke. Man skulle da være et skarn, om man ikke bryggede (pun intended of course) videre på successen, og det har Refsvindinge da også gjort i form af en, ifølge dem, lettere forårsudgave af brygget under navnet Ale no. 4.

4 er som bekendt kvadratroden af 16, men om det nu har noget at sige om ølkonceptet står hen i det uvisse – sammen med rigtig meget andet om brygget i øvrigt. Det er ligeledes svært at google sig frem til særlig meget om brygget. Det fremgår ingen steder, hvornår brygget først kom på markedet fx.

At det brygges på licens af Bryggeriet Vestfyen, står til gengæld fast. Det har over hele hovedet ikke gavnet bryggets ældre bror – tværtimod kommer man nær til at tude, når man undtagelsesvis får lejlighed til at prøve den ægte vare fra Refsvindinge på fad. Så meget man går glip af, når man køber den almindeligt tilgængelige på emballage …

Nu skal det vise sig, om Bryggeriet fra hvem det bedste vi har fået er Jolly Time og Jolly Cola, på samme vis har gjort Ale no. 4 til en skygge af, hvad den muligvis er på fad. Sådan har jeg ganske vist aldrig prøvet den, men den kan til gengæld anmeldes efter, hvor meget den minder om emballeret Ale no. 16 i vigende kvalitet, når nu den, ligesom hin prøvesmagning fra tidernes morgen, leveres i glas.

Allerede ved opknapning rammes man af et humlepust af bitter hallertaueraroma. Det svagtskummende bryg har en fin lød af appelsiner. Samme frugt går igen i en overraskende nydelig bouquet sammen med nelliker og syrennektar. Det forekommer foreløbig ganske lovende.

Men det skulle det fynske industribryggeri selvfølgelig få ødelagt godt og grundigt. Smagen er – om ikke en skygge af et fadprodukt, som jeg end ikke ved om eksisterer – i hvert fald en skygge af sin fine bouquet. Vag og vigende i sit udtryk føles brygget som om det er kørt gennem et filter, der blander det spraglede orange, lilla og mørkt træfarvede bouquetudtryk sammen til en uformelig grå blanding, hvor de ellers fine og velgørende noter kun svagt skimtes bag den gråbrune grød.

Det eneste rigtig gode er en mild humlebitterhed ved mandlerne – men den alene går langt fra nogen god øl. Nogen fornyelse af Ale no. 16-konceptet er der kun tale om al den stund, at det er nogle andre smagsudtryk, Bryggeriet Vestfyen effektivt har ødelagt og udvandet i deres industrielle efterbehandling.

Brooklyn Scorcher IPA, The Brooklyn Brewery

IPA’ens svar på Hof …

Jeg kommer vel ikke uden om endnu engang at undskylde for stilheden på bloggen. Mine ølaktiviteter har som bekendt spredt sig til flere domæner, og her på det sidste er det ligegodt videoerne der har optaget mest af min tid.

Senest anmeldte jeg denne øl med dertilhørende appendix om en af mine kæpheste, vækkelsesprædikanten Torben Søndergaard, der først på året blev kendt i TV2-serien “Guds Bedste Børn”. Jeg har fulgt ham siden starten af 10’erne, hvor et DR2-program gjorde ham kendt som en af de få kristne herhjemme, der offentligt og lidenskabeligt bekæmpede evolutionsteorien. Han var anledning til mit første spæde forsøg på at starte en YouTube-kanal under navnet Partypagan. Alle videoerne fra dengang ligger der endnu, men jeg er for længst holdt op med at bruge kontoen til noget og vil i fremtiden fortsat poste på kanalen ‘Hopswatch‘.

Jeg har on-off fulgt ham på sidelinjen siden, men har først her for ganske nyligt fundet motivationen til at tage tråden op igen fra dengang. Efter den retfærdige mediestorm der rejste sig, da det viste sig at han traumatiserede børn med sine djævleuddrivelser, og invaliderede folk med sit kvaksalveri, rejste han i begyndelsen af året til USA, et land der som bekendt – sagt diplomatisk – udviser en noget større tolerance over for hans slags end vi gør herhjemme.

D. 24. juli kunne B.T. så fortælle, at han ville søge asyl i USA, fordi han føler sig åh så forskrækkeligt forfulgt i Danmark. Det på trods af at der – mig bekendt – overhovedet ikke er rejst nogen sager imod ham, hverken af privatpersoner eller myndigheder. Man kan se min reaktion på Torbens beslutning her, og her kan man – udover at se min videoanmeldelse af nærværende øl – også blive klog på, hvad Torben Søndergaard ellers går og fordriver tiden med i Guds eget land.

Kort fortalt håber jeg på, at hans asylansøgning afvises med lige så hånlig latter, som den jeg selv opkastede, da jeg først læste artiklen. Efter hjemsendelse ser jeg frem til at han konfronteres – ikke med myndighederne – men med de privatpersoner, hvis liv han har ødelagt. Han har foregøglet helbredelse, overtalt folk til at sælge deres hjem og opsige deres job for så at flytte hundredevis af kilometer – tit over landegrænser – for at bo i hans sektsamfund. Lur mig om ikke det i virkeligheden er de røvrendte eks-sektmedlemmer, han nu prøver at skjule sig for.

Men nok om svindleren Torben Søndergaard. Det skulle jo også gerne handle lidt om øl. Brygget her er en overligger fra tiden i København – dem er der stadig en del tilbage af.

Svagt skummende og så lyst, at man skulle tro, der var tale om en industriel pilsner, slår brygget fra starten ikke ind på nogen særlig interessant kurs. Tværtom befinder man sig tydeligt i hovedfærdselsåren sammen med så mange andre upåfaldende skuder i samme jævne strøm på vej mod det samme, nærmest ligegyldige og alt for kendte mål. Duften får måske kursen til at afvige en lille smule – vanille- og rosenbladsnoterne er jo en udelt nydelse, omend langt fra fremmede for genren.

Men så kan det ellers være, at der rettes ind igen, så snart glasset sættes for munden. Det er let, det er tamt, det glider lige ned, og kun spredte indslag af blomstersødme og grannålestik afslører, at det er en IPA, der er tale om. Brygget her er en pendant til Carlsberg Hof, Tuborg Grøn og Budweiser – blot i en IPA-udgave, der – indrømmet – giver nyderen lidt mere aroma at glæde sig over, men i spænding og udfordring til smagsløg næppe yder mere, end man er vant til fra hine industrielle standardprodukter.

Det måtte vel ske på et tidspunkt, at IPA’en gled ned og blev lige så tam og almindelig som pilsneren. Jeg havde dog ikke ventet, at et velrenommeret amerikansk mikrobryggeri skulle være den aktør, der trak den ned i dét dynd.

Skonnert Stout, Struer Håndbryg

Med brormand i havet …

Nu hvor jeg er flyttet hele vejen fra København til Thisted, er det også blevet noget sjældnere, at jeg får set min øvrige familie – min far og mine to ældre søskende. Jeg var derfor mægtig glad for, at min bror Leif kom forbi i onsdags, efter at han havde taget turen fra Nordsjælland hvor han bor, til Struer – på cykel sammen med sin yngste datter. Ja, han er lidt mere sportslig end mig, kan man roligt sige.

Undervejs havde han også lige reddet et femårigt barn fra druknedøden ved Kulhuse, så han havde haft nok at se til. Barnet var pludseligt drevet væk på et badedyr på grund af pludselig kraftig fralandsvind. Min bror var der tilfældigvis, fordi han og datteren havde valgt at tage en senere færge til Frederiksværk, hvorfra de skulle videre til Hundested. Så fik han brug for den intense svømmetræning han og hans søster gik så meget op i i min barndom.

Selv er jeg ikke nogen større vandhund. Jeg har aldrig haft stamina eller fysik til den slags – jeg har altid mere været familiens kunstner, hvilket jeg gerne indrømmer jeg ikke lige kan bruge til at redde småbørn fra druknedøden med. Alligevel fik han mig overtalt til at tage med ham et smut til Vorupør – omend i bil – hvor vi i en halv times tid eller så, surfede (uden bræt – det kan man nemlig godt) på de forbløffende høje bølger, der har givet området kælenavnet ‘Cold Hawaii‘. Lidt vandhund er man måske alligevel … eller også er det bare fordi man altid bliver lidt sejere af at være iført våddragt.

Udmattelsen skinner imidlertid mere ind igennem på ‘efter’-billedet. Men turen fik mine øjne op for, at sådan en tur i havet, rent faktisk kan være en forfriskende oplevelse. Jeg tipper, at det nok i hvert fald er 10 år siden, jeg sidst har kastet mig rundt i havet på den måde – hvis overhovedet nogensinde.

Men efter den tur, var det også i dén grad tid til en øl. Min bror havde været snarrådig og redet mig noget lokalt fra Struer Håndbryg, et bryggeri jeg endnu aldrig har stiftet bekendtskab med. Nærværende stout havde han købt i en delestørrelse, så dén blev naturligvis behørigt opknappet og skænket i to glas.

Det er en meget lys stout. Næsten mere rødbrun end sort, som en stout gerne er. Til gengæld er brygget forfriskende ufiltreret – næsten mudret i sit ydre, og kompenserer ved sit uigennemskuelige væsen rigeligt for den vigende kulør.

Duften afslører en fortrinsvis sød stout. Farinsukker fortyndet med stærk kaffe, og dertil en letsyrlig kant, der både yder lidt ekstra krydderi i aromablandingen – men også tager toppen af bryggets intensitet. Bouquet af farin overrasker næppe, hvis man på forhånd ved at brygget er tilsat netop dette. Jeg vidste det imidlertid ikke før jeg i skrivende stund googlede brygget for at tjekke ingredienslisten.

I store træk giver smagen samme oplevelse som duften. En fortrinsvis sød stout der behager med mørke sukrede noter af kandis og farin. Kaffen er noget tydeligere i smagen og giver en nydelig balance mellem det bitre og det søde. Syrligheden giver sammen med sødmen en karakter af kirsebær – det er ikke så ringe endda, det gør brygget lidt lettere og mere pikant i udtrykket, snarere end dunkelt og farligt.

Jeg ville nu ikke have beklaget mig, hvis brygget havde været det dunklere og det farligere. Men højlydt skal brokkeriet på den anden side heller ikke være. Alt i alt en vellykket og gedigen stoutoplevelse, med hvilken Struer Håndbryg bestemt har fået en lovende start på bloggen.

Tak for skænken, brormand – og for vandgangen, og for at du i øvrigt er en ren helt!

Mass Hoppiness, Stellenbosch Brewing Co.

Meget mere med i købet …

Brygget her er allerede videoanmeldt, mens jeg selv har været for doven til at få lagt videoen ind på bloggen endnu. Sådan er jeg – ADHD-ramt som jeg er – karakteriseret ved sløsethed og almindelig slendrian, samt distraktion og skyhed over for ting som jeg burde, men ikke rigtig gider lige nu.

På videoen vil man i øvrigt kunne opleve, hvordan alderen så småt sætter ind, så jeg må betjene mig af en lup for at kunne læse bryggets etikettekst. En etikettekst der, kan jeg allerede nu afsløre, er det mest kritisable ved øllet. Men i konkurrence med en sådan ekvilibristisk opvisning i aromakrumspring og bouquethurlumhej skal man heller ikke ligefrem gøre sig umage med ikke at gøre sig umage, før man lander på niveauet under eller lavere.

Der er tale om den første egentlige specialøl, jeg har prøvet fra det afrikanske kontinent. Hidtil har jeg prøvet øl fra Uganda og Kenya, men de har alle ligget i den industrielle tyske pilsnertradition … for nu at sige det pænt og diplomatisk. Her er derimod et bryg fra et rigtigt mikrobryggeri, og det kan mærkes fra starten af.

Brygget er flot rødbrunt med et højt, plastisk skum på toppen, der flere gange når langt over glassets kant, hvis man skænker brygget utålmodigt. Det kræver tid, men skummet er til gengæld også så fast i konsistensen, at intet øl behøves spildes, endskønt det er skænket i hast.

Og så begynder oplevelsen ellers for alvor. En mild vifte af søde og krydrede noter rammer næseborene, vanille, gran, koriander og fyr. De leger lystigt sammen til udelt fornøjelse for sanseapparatet uden at forvirre, deres forskelligheder til trods. Et sindbillede på det ideelle Sydafrika – en mulitikulturel smeltedigel, der får det bedste ud af alle de mange etniciteter og kulturer, så alt går op i en større, skønnere enhed.

Og sådan er det selvfølgelig ikke i virkeligheden – desværre – men man har vel lov at drømme – og i øvrigt svulstigt overfortolke bouqueten i en øl, blot fordi den kommer fra et bestemt hjørne af verden.

Fra en stor olfaktorisk oplevelse, nærmest eksploderer brygget i smagen. Det breder sig lynsnart fyldigt ud i alle mundens afkroge, fløjlsblødt og alligevel spækket med bittesmå barberbladsskarpe skærver af granbitterhed, der flænser godt op i smagsløg og andre blottede indre mundoverflader. Dernæst rammer den virkelige overraskelse: Et kludetæppe af krydderier trænger dybt ind i de overflader, den initale bitterhed kradsede op, og behager med noter af anis, laurbærblade, koriander og nelliker.

Brygget er ikke bare en IPA, som vi elsker og kender den – bitter, sprød og frisk. For oven i får man den velbehageligste massage af hele verdens krydderier, man kunne ønske sig. Fristelsen til endnu en bizar overfortolkning af øllet som en afspejling af Sydafrika som et sted, folk fra hele verden er rejst til for at skabe noget smukt sammen, melder sig. Men jeg vil undlade, ikke bare fordi det er lidt fjollet, men også fordi det i lyset af Sydafrikas meget mørke historie med apartheid, undertrykkelse og vold, er historisk ukorrekt og unuanceret så det skriger til himlen.

Over dette bryg skal der til gengæld kun lyde glædesskrig. Her er en verdensklasse-IPA, der oven i købet formår at udvide genrens betydeligt. Det afrikanske kontinent er således ikke bare med på ølrevolutionen. De er med til at definere den.

Med lidt held behøver man ikke engang rejse til Sydafrika for at finde brygget. Selv købte jeg det i africanbeer.dk’s bod på Copenhagen Beer Festival i april, og med lidt held har de stadig nogle flasker stående derude i Kastrup.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme