Kajs Ølblog

En rejse gennem øl og andre oplevelser.

Flyvende Spaghetti-Monster, Kongebryg (Mønstring på Kongebryg Kaserne I)

2016-07-22 11.22.13Hul på hængepartiet …

Ja, der blev som sagt prøvet mangt og meget den dag på den nedlagte Næstved Kaserne, der i dag bruges til at brygge øl af udsøgt kvalitet. Tilbage ligger det knudrede redaktionsarbejde samt dechifreringen af de krusseduller, jeg nåede at få kradset ned i farten.

Mængden af materiale at arbejde med – altså noter – er mildt sagt begrænset, så min hukommelse er på overarbejde, ligesom mine evner til at opdigte udflugter, cover-ups og anden redundans i mine indlæg, så de i hvert fald ikke ved første øjekast ser ud som om, de er baseret på et ekstremt spinkelt kildemateriale.

Men helt så lange som sædvanligt bliver de næste par indlæg nok ikke … Sidst jeg skrev sådan, endte det vist med, at indlæggene blev lige så lange som sædvanligt alligevel, men med mindre jeg åbenlyst tærsker langhalm på det rene og skære ingenting (sådan som jeg gør nu) i så lang tid, at læserne får lige så lange løg eller æggeledere, så bliver de altså ikke så lange, som tendensen har været her det sidste halve års tid.

2016-07-23 21.57.45

Dørslaget – den traditionelle hovedbeklædning for medlemmer af kulten for det flyvende spaghettimonster.

Anyways – on to business. Det første bryg jeg fik lov at prøve, var en Flying Spaghetti Monster – et bryg, der endnu mangler sin etiket. jeg fik ganske vist ikke brygget direkte fra tanken, men den gyldne ære ved at få lov at prøve noget, før det rammer butikkerne, er den samme. Jeg nåede desværre aldrig at spørge, hvad tanken var bag en øl til den store verdensskabers ære var. Det er ikke hukommelsen, der i skrivende stund er hullet som de dørslag, der er kultens traditionelle hovedbeklædning – blot min rettidige omhu når de gode spørgsmål til markedsføringen skal stilles.

Stilen er angivet noget famlende som en sour ale. Syrlig var den i hvert fald efter at en defekt pumpe i anlægget havde inficeret brygget med mælkesyre. Men i stedet for at kassere brygget, lod de brave bryggere øllet gære videre, for man kunne jo lige så godt se, om det alligevel udviklede sig til noget spændende …

… og det gjorde det så.

Det svagtskummende, dyborange bryg byder på fyldig, letalkoholisk romessens kombineret med sød karamel til lækkermunden. Mælkesyren er præsent og trænger sig på i alle mundens indvendige slimhinder som en let prikken, og en antydning af egetræ ved mandlerne. Det er let og subtilt og langt fra så fandenivoldsk som den Solbær Sour, Rocket Brewing langede over disken til mig på Københavns Ølfestival i maj. Brygget blev så også serveret ved stuetemperatur, hvilket i den uisolerede kampvognshal betød omkring de 26-28 grader.

Men alene det, at nuancerne ved den temperatur stadig trådte frem, taler til bryggets fordel. At temperaturen afdæmpede syren gjorde også sit til, at jeg også kunne påskønne den del af smagsbilledet. Jeg er stadig ved at lære at sætte pris på surt øl, og det skal foregå med små, kontrollerede skridt … eller eventuelt ukontrollerede skridt. For infektionen af dette prægtige bryg var jo egentlig ikke tilsigtet.

Men små skridt, i hvert fald.

4-en-halv-stjerne

Mønstring på Kongebryg Kaserne – Indledning

2016-07-22 12.06.29Rundvisning, smagsprøver, godt selskab …

Så kunne det ellers være, at sommeren meldte sin ankomst. Og så oven i købet mens jeg har haft ferie. Imidlertid får jeg hurtigt nok, når temperaturen når over 25 grader. Jeg trives bedst ved 5-10 grader lavere temperaturer, lettere overskyet himmel og let brise. Men børnene elsker det, og jeg har da også været på en af hovedstadens bemandede vandlegepladser med dem og i øvrigt bare været ude og nyde det gode vejr.

Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg i vid udstrækning gemmer mig for solen. De høje temperaturer derimod er der ikke rigtig nogen flugtmulighed fra. Det er grundlæggende derfor, jeg bedre kan lide vinteren end sommeren, for kulden kan man beskytte sig imod – fx ved at tage en trøje på. I varmen er der derimod en nedre grænse for, hvor meget kluns man kan smide, før det bliver akavet.

I fredags havde jeg heldigvis også anledning til at gemme mig indendørs flere forskellige steder. Først i toget til Næstved, så i Fakta på Hvedevænget, hvor jeg skaffede mig en ny notesbog, og så endelig på den for længst nedlagte Næstved Kaserne, hvis gamle våbenværksted er overtaget af mikrobryggeriet Kongebryg, der havde indbudt mig til rundvisning.

Lokalerne udgøres af kasernens oprindelige, uisolerede, armerede jernbeton, så det var først og fremmest solen og igen ikke så meget varmen, jeg kunne søge tilfugt fra. Brygmester Niels Kiens tog hjertevarmt imod, og det lagde faktisk en dæmper på den virkelige varme udendørs. De forskellige typer varmes egenkaber, herunder én types evner til at dæmpe andre er ganske spændende.

Ellers foregik introduktionen meget uformelt i bryggeriets egen bar, der er indrettet i en tidligere kampvognshal. Jeg fik lidt løst og fast om bryggeriets historie. Ideen var vokset hos Niels, og den tidligere direktør Martin, da oprøret mod firsernes færdigmads- og konserves(lav)kultur med Camilla Plum, slow food-bevægelsen og det økologiske gennembrud fik vind i sejlene tilbage i 90’erne.

I første omgang begyndte Niels og Martin at lave alt mad fra bunden, og senere fik de også den ide, at de ville lave deres eget øl. De fandt instruktionsbøger med DVD’er og hvad der ellers hørte til, og gik i gang. De første forsøg fald meget dårligt ud, og først efter megen grublen og rådslagning med andre bryggere knækkede de koden – man skulle lade være med at stikke fingeren ned i øllet, når det skal smages. Rådet er hermed videregivet til andre brygaspiranter derude.

Ud over frisk kaffe blev der selvfølgelig også budt på smagsprøver. Nogle af dem har jeg skrabet noter nok sammen til at skrive egentlige anmeldelser om. Andre af dem vil blot blive omtalt senere her i indlægget, hvis mine noter har været for sketchy. Jeg undskylder selvfølgelig ydmygt over for læserne for denne slendrian og inkonsekvens i bloggerarbejdet. Men selskabet i form af brygmester og medarbejdere (jeg mødte to) var så godt, at det var så uendeligt meget mere fristende at lytte til de mange anekdoter og røverhistorier, der flød som Stout en fredag aften på Temple Bar i Dublin.

Men efter et par smagsprøver, som vil blive behørigt afrapporteret i anmeldelser senere, stod den på rundvisning. Bryggeren havde selv sprunget soldat på kasernen, og kunne derfor berette om, hvad de forskellige lokaler tidligere var blevet brugt til. Fra kampvognshallen gik turen gennem en gang ind til våbenværkstedet, hvor magien fandt sted.

Der er to brygsektioner. Én til de overgærede bryg og én fortrinsvis til de undergærede. Den overgærede sektion er overtaget fra det hedengangne Slotsbryggeriet Føniks. Hvis man har fulgt med her på bloggen (eller i den danske mikrobryghistorie i det hele taget) vil man måske huske, at bryggeriet endte med at blive kvalt i sin egen succes. Historien fortsætter dog ufortrødent – på den anden side af Storebælt i Næstved den dag i dag.

Bryganlægget er, som billedet øverst viser, af begrænset størrelse – og egner sig på grund af den manglende temperaturregulering først og fremmest til belgisk-inspirerede bryg. Ambitionen er da også, at anlægget på et tidspunkt skal skiftes ud til noget nyere, større og mere avanceret.

Derfra gik turen ind til det tilstødende lokale, der hvor de høje, temperaturregulerede gærtanke stod. Disse gør det muligt at brygge øl ved lave temperaturer – i betragtning af sommerens gang indtil videre kan de næppe undværes – og her ventede mig en særlig oplevelse …

2016-07-22 12.20.38… jeg skulle smage bryg direkte fra tanken.

Wow! Det er virkelig lækkert. Jeg har ganske vist prøvet mælk friskt fra et malkeanlæg hos min eks-svigerinde i Vendsyssel. Men dette slår ikke bare mælken med kosnuder eller horn – nej forspringet op til smagen af friskt bryg skal som minimum måles i plovfurer!

Hvordan skal det beskrives? Skarpt, ferskt, uforfalsket … Alle detaljer i det pløjede bryg kunne bare smages så tydeligt. Humlen, gæren, malten – sammen og hver for sig … Brygget var den ‘Dronningborg Høstbryg’, som jeg også fik en flaske med af. En anmeldelse af den dugfriske smagsprøve følger, og senere vil jeg så lave min første revisited nogensinde. Jeg vil prøve brygget fra flaske – den er fra et andet (tidligere) batch – for at se hvor stor (eller lille) forskellen er på det frisktappede og det lagrede bryg.

Efterfølgende prøvede vi også en Red X fra tanken. Den var lidt sværere at placere, og mine noter er så begrænsede, at brygget ikke vil blive anmeldt i detaljer senere. Der var lidt mundfornemmelse af marmelade, og en relativt rigere maltprofil end ved høstbrygget – og mere anmeldelse ville ikke være rimeligt at yde for dén 25-øre.

Turen gik tilbage til baren, hvor der blev langet flere smagsprøver ud. De foregående smagsprøver, og ikke mindst den vedvarende hygge, gjorde mine noter stadigt mere ulæselige og fragmentariske, så hvad der blev smagt på resten af dagen, vil her kun blive gengivet i resumé. Da jeg i marts besøgte Amager Bryghus blev der hældt hele øl på klientellet – men det bestod til gengæld også af flere gæster, foruden mig bl.a. Brian Lund fra Højt Skummende. Jeg var den eneste gæst hos Kongebryg denne dag, så derfor gav det bedre mening med små smagsprøver, som der til gengæld blev langet rigeligt ud af.

Hvis jeg skulle have bundet flere af de øl, måtte jeg kravle derfra. Infirmeriet på lokationen er som bekendt lukket ligesom resten af kasernen, så ikke engang der ville jeg kunne have sovet branderten ud.

Men der blev altså budt på lidt flere godter: Først en Russian Imperial Stout med det passende navn “Kejserinde Dagmar“. Bryggeriet gør meget ud af sin storytelling, hvor øllene gerne knyttes an til bryggeriet som militæranlæg eller til den danske kongehistorie. Det er en letflydende, vinøs sag. Fjerlet i sin smoothness og dermed usædvanlig – nogle ville sikkert kalde den tynd. Denne blogger synes selv, den er pragtfuld med sin lækre romkrop, vanilleblødhed og det pikante, ledsagende indslag af kirsebær og jeg glæder mig såre til den kommer på flaske.

2016-07-22 13.03.13Det sidste bryg der blev budt på, var “Tre Mand i en Sofa”. Detaljer om brygget kan jeg ikke huske, men kan se, at jeg nødtørftigt har noteret mig lakridssmagen i min notesbog. Og denne var da også vidunderligt præsent og ren – som den engelske lakrids, jeg fik som barn, når jeg havde ondt i halsen. Det blev understreget af brygmester, at der skam ikke var tilsat lakrids af nogen art i brygget – det er brygkunst alene, der gør sig gældende.

Og den kunst skal jeg nok få dykket ned i her på bloggen. For nu gik turen til den sidste seværdighed. Skråt over den gamle eksercerplads gik det, hen til et nærliggende buskads, hvor der gemte sig en indgang til en bunker. Med nogen møje blev døren åbnet, og fra 30-40 graders varme i den skarpe sol, steg man nu ind i behagelige 11 graders dejlig halvmørke. Her var lageret, og så blev der ellers langet flere smagsprøver ud … men altså først til når jeg engang kom hjem.

De står nu øverst på mit køkkenskab, hvor jeg opbevarer bryg til senere afprøvning. Det skal nok blive godt.

En stor tak skal lyde til Kongebryg for en spændende rundvisning, lækre smagsprøver og – mest af alt – rigtig godt og hyggeligt selskab. Den danske mikrobrygverden er ikke bare præget af professionalisme, passion og perfektionisme, men også med en varm menneskelighed, smil, kreativ fjolleri og viljen til at kombinere det sjove med det seriøse, så det ikke bare bliver lige meget af begge dele, men begge dele på én gang.

Den kunst mestrer Kongebryg til fulde!

Menig Framke træder af.

Memento Mori: Fra muld skal du genopstå, Kongebryg

2016-07-22 17.49.14Min anbefaling i sommerheden …

Skynd jer! Før I smelter eller spontant antænder, så frekventér jeres lokale Føtex Food, og se, om de skulle have en enkelt – eller to eller tre – af dette prægtige bryg stående endnu.

Der er tale om en saison efter belgisk forbillede. En forfriskende sommerøl, med en relativt høj alkoholprocent. Det sidste er ikke så vigtigt lige nu. Det vigtigste er, at få bekæmpet den modbydelige helvedeshede, som har ramt os de sidste par dage.

Bryggeriet – Kongebryg – var jeg i øvrigt på ekskursion til i går. En udførlig rapport om dét er undervejs, men i betragtning af omstændighederne (altså det ulidelige sommervejr) prioriterede jeg denne anbefaling højere.

Ved åbning udløser brygget en fjollefornøjet duft af forårsblomster og forårsfornemmelser, og for den indre nethinde ser man flokke af selskabeligt overrislede flamske landarbejdere i lystig kædedans. Allerede nu er det passende at indskyde, at den grumme etiket, forestillende en savlende dødning dårligt kunne være mere malplaceret. Mere munterfjollet og livsbekræftende øl skal man lede længe efter.

Duften af hyld og roser – og alle associationerne – forplanter sig i lokalet ved skænkning. Ubønhørligt påtvinges alle tilstedeværende omgående løssluppen og totalt uanstrengt glæde. Dykker man længere ned i duften – fx ved at inhalere det luftbårne og effektive antidepressiv – så gemmer humlen sig om kap med en friskgæret syrlighed. Til sammen giver de et frisk hug, der yder brygget en seriøs karakter, der måske (men også kun måske) manglede i den lalleglade indledning.

Bryggets ydre er desuden en oplevelse i sig selv. Ordet “Uigennemsigtig” rækker langt fra. Der er tale om en pomelovfarvet plade inde bag glasset. Fuldkommen ensfarvet alle 360 grader rundt. Det engelske ord opaque slår meget bedre til, end det danske ord, der sådan set bare udtrykker noget, det ikke er. Dette bryg nøjes slet ikke med ikke at være gennemsigtigt. Nej, det gør meget mere end det.

Skummet – højt er det, flot er det og genstridigt er det. Brygget skænkes med tålmodighed, ellers ryger bryg og skum ud over glaskanten. Jeg måtte smage på skummet – simpelt hen fordi jeg blev træt af at vente. Bitterheden er sprød som indholdet af en nyåbnet corn flakes-pakke, og skarp af nyskåret løvtræ.

Til sidst kunne selve brygget også smages. Her udviser brygget en udsøgt saison-karakter med en fersk, tørstslukkende kerne, pikant garneret med den i skummet noget mere præsente bitterhed. I selve brygget leverer den akkurat den bitterhed, der skal til, for at brygget i sin vederkvægelse aldrig kommer til at føles ufyldigt eller smagsløst. Humlen mærkes som et stik af friske grannåle med en efterfølgende essens af lakridsrod, der afrundes af gærens friske syre og fylde.

… og jeg, der ellers ikke kan lide sure øl. Det er nu heller ikke fordi denne øl er så sur igen, men jeg føler mig alligevel lidt som en gammel hund, der har lært et nyt trick.

Forresten indgår der gulerødder (that’s a first) og ingefær (nae a first) i brygget. Ingefæren kan (som brygmester i øvrigt fortalte mig) ikke smages. Gulerødderne – der heller ikke kan smages – gør et eller andet ved ingefæren. Til gengæld tror jeg ikke de to har ophævet hinanden til ingenting. Nej, som i et Hegelsk byggesæt er de to blevet forenet i en syntese – hvor ingefærens karske prikken og åbning af smagsløgene er bevaret intakt – men ingefærens anmassende smag er nivelleret.

– Godt arbejde!

Denne blogger bukker og takker og giver anbefalingen af dette vidunderlige sommerbryg videre. Skynd jer, mens de stadig kan fås! Få øl jager det djævelske solskinsvejr bedre væk end dette.

5-en-halv-stjerne

Gravøl, Pladderballe Bryghus

2016-07-19 17.55.43Elsket og savnet …

Uden at være helt sikker, tror jeg at dette er det eneste bryg, Pladderballe Bryghus har udsendt siden hin novemberdag i fjor, hvor Danmark blev en stor komiker og et endnu større menneske fattigere. Jan Monrad er stadig savnet, og hvor kunne man dog i den grad bruge hans fjollede, barnligt uskyldige, lumre og ind imellem også overrumplende bidske humor i et land med kontanthjælpsloft, indkøb af uduelige kampfly for skattekroner, der er hårdt brug for andre steder, en justitsminister, der er arg fjende af retsgarantier og menneskerettigheder, en forsvarsminister, der blåstempler bombning af civile, en integrationsminister og en formand for folketinget, der er racister – og jeg kunne blive ved og ved og ved …

Men lad Jan hvile i fred. Ingen steder nævnes det på bryggets etiketter, at det er brygget til minde om ham. Men det er meget svært at være i tvivl. Angiveligt er bryggeriet leveringsdygtigt i denne med individualiserede etiketter, så man kan få brygget leveret til netop gravøl med afdødes navn og eventuelle mindeord på. Her er der ikke skrevet noget – men at brygget og konceptet landes nu, er næppe tilfældigt.

Brygget er lige så mørkt som anledningen – hvilket er lige så mørkt og tæt, som en stout helst skal være. Ellers er det noget afdæmpet i skumdannelse og bouquet. Sidstnævnte er stadig rar, med markante noter af sød karamel og bitter kaffe.

Smagen er mere ovre i det bitre hjørne. Kaffen dominerer, mens den søde karamel ikke upassende er erstattet af noget mørkere slik, nemlig lakrids. Lakridsen, det søde men også bitre og klæbrige, klinger af som det sidste, før der er tæppefald og lyset for sidste gang går ud.

Det er i det hele taget en afdæmpet oplevelse både udenpå og indeni. Der er skruet ned for det vanligt spraglede festfyrværkeri af farver og historiefortælling fra Monrad & Rislunds fjollede univers. For det er en gravøl, og i sit afdæmpede og samtidig mørke udtryk udfylder den faktisk netop den rolle meget godt.

En højtideligt nedtonet stout. Nogle ville sige, den er kedelig – måske endda tynd. Men omstændighederne taget i betragtning, ville et festfyrværkeri være uforskammet. Tiden er simpelt hen ikke til det. Desuden er brygget i hele sin andægtige tilbageholdenhed egentlig ganske afbalanceret (måske med undtagelse af lidt øllebrødsfornemmelse i eftersmagen), så den ud over at passe til lejligheden også i sig selv byder på en både harmonisk og kontemplativ oplevelse.

3-en-halv-stjerne

Vestfyen Pilsner, Vestfyen

13632600_1404829062877154_927616174_oGod Standard …

Det blev til endnu en blogdebut den aften på Sorte René. Der er tale om endnu en standardøl, som jeg bare ikke har haft lejlighed til at skrive om endnu. Der har været så meget andet.

Det gælder Vestfyens standardpilsner, som Sorte René har som billigbajer til kr. 15,- mens man må slippe en tyver for Monopolgiganten Carlsbergs sprøjt.

Nu er det jo heller ikke sådan, at Vestfyen er noget lille bryggeri længere. Et samlet produktionstal i hektoliter, har jeg ikke kunnet finde, men den samlede produktion af læskedrik- og ølenheder tæller et trecifret antal millioner ifølge selskabets årsrapport fra 2015 (se s. 9 – Produktion). Bryggeriets produkter forhandles da også over hele landet. Willemoes, bryggeriets specialølserie kan findes i enhver COOP-butik, og i nogle af dem forhandles denne øl – deres standardpilsner – også side om side med de andre giganters bryg.

At brygget er billigere end Carlsbergs standardbryg er sikkert en advarselslampe for mange. Jeg ved imidlertid efter seks år som blogger, at når man er nede blandt industriprodukterne, så er forskellene i det hele taget aldrig særlig store, og netop derfor kan man sagtens være så heldig, at et billigt bryg faktisk er bedre end et, der er dyrere.

Umiddelbart stikker Vestfyens pilsner sig dog ikke ud. Farven er lige så lys som (hvis ikke lysere end) dens industrielle søskende. Skummet er også lige så imponerende, og det vil sige ‘ikke’. Den dufter af pilsner, som vi kender pilsnere bedst. Korn blander sig med jævn hallertauerhumle, og det bedste, der kan siges om brygget er i virkeligheden også det værste – der er ingen overraskelser til hverken den mørke eller den lyse side.

Men så kommer overraskelsen … det er ikke en stor overraskelse. Det er ikke valget af Jeremy Corbyn som formand for Labour. Det er heller ikke (hvis vi skulle tage en negativ én af slagsen) valget af Helle Thorning som formand (m/k) for Red Barnet. Det er måske et kinderæg. I hvert fald smager brygget allerede ved første tår af lidt mere (og ikke bare af én mere).

Sødmen gør væsen af sig med et indslag af krokant, der samtidig formår at fylde brygget ordentligt ud, så det ikke føles vandigt. Humlen er heller ikke helt så svag som van(d)ligt. Den giver sig geschickt til kende, omend henslængt og mageligt tilbagelænet som den gamle, hyggelige fulderik i hjørnet.

Brygget smager faktisk af noget. Det er en jævn fornøjelse – med tryk på fornøjelse – at nyde, og omend det stadig er industriel standard, så er det en sikker og god industriel standard. Står valget mellem denne og Carlsbergs sprøjt, når jeg skal købe stort ind af bælleøl til et arrangement, vil det med sikkerhed være Vestfyens bryg, der ryger i kurven.

Med mindre der er tilbud på Thisted Bryghus’ Øko-Thy, selvfølgelig.

3-stjerner

Den Blå, Royal Unibrew

13639933_1404808909545836_1382485388_o… også kendt som …

Som jeg fik fortalt i indlægget om Kongebrygs Bacon Porter har jeg fået et mindre hængeparti. Nu hvor øl nr. 750 er behørigt anmeldt, og det redaktionelle indlæg i den anledning er skrevet, kan jeg nu endelig samle lidt op på forsinkelserne, så jeg igen kan komme up to date.

Hængepartiet blev skabt i fredags, da min ekshustru flyttede. Jeg hjalp til med at flytte både ud og ind – som bekendt er vi ikke uvenner eller noget der bare ligner – og samme aften blev jeg så hevet med på værtshus af min hyppige gæsteblogger Gedved, der jo inden længe flytter til Norge. Så vi havde jo også et og andet at vende.

Værtshuset var det nærliggende Sorte René på Københavns Åboulevard. Krofatter er en gammel ven fra vores fælles punkerfortid, så vi hang i baren, og jeg så mit snit til at prøve et par – for mig – nye bryg. Jeg vil betegne udvalget af bryg i værtshuset som traditionelt og standard, men med et twist. Udover at Limfjordsporter forhandles til rimelig pris, er der forskellige standardølspecialiteter fra forskellilge egne af landet, der ellers ikke lige sådan er til at få i hovedstaden.

Som nu fx denne Lolland-Falsterske klassiker. Krofatter (der i øvrigt også står bag billedet, eftersom bloggeren havde spillet så meget … hvad tror I …? kan I gætte det …? HA! NEJ, IKKE POKÉMON GO – NIXENGEBIXEN! Næh, jeg spiller en del Bad Piggies – især efter at der er kommet en ny opdatering, men det gider jeg ikke at gå i detaljer med nu. Men jeg havde altså spillet så meget Bad Piggies, at der ikke var batteri nok på telefonen til at fotografere brygget – og så kom krofatter altså til hjælp) kunne fortælle, at brygget faktisk har mange navne ud over det officielle ‘Den Blå’. Ofte kaldes den ‘Blå Nykøbing’ [Falster], idet bynavnet også pryder etiketten. Pga. den egnsdragtklædte kvinde på forsiden – og måske som en henvisning til konkurrenten Tuborg/Carlsbergs gyldne dame kaldes den også undertiden ‘Den Blå Dame’. Og dét navn, har inden for de sidste par år reddet brygget endnu et kælenavn, nemlig en ‘Helle Thorning’. Hendes regering var som bekendt mere rød af navn end af gavn.

Brygget her er nu hverken rødt eller blåt. Det er derimod ganske lyst. Man skal faktisk en tur over Atlanten til Mexico (alternativt en tur i Fakta) hvor mærker som Sol og Corona kan opvise lignende mangel på kornpigment. Brygget er desuden tilsvarende letløbende og letskummende, og på det nærmeste duftløst.

Min første tanke ved indtagelse er, at brygget er for letløbende – for tyndt. Jeg kan imidlertid ikke undlade at dvæle lidt ved bryggets behagelige flyden gennem munden. Som en lille, rislende og vederkvægende bæk, der sin smagsfattighed til trods alligevel formår at kærtegne hver en krog af mundhulen med sin lette præsens.

Der er et fint ord for det – og det er endda nutidsdansk. Brygget er smooth … Jeg tror ikke man bruger ordet så meget om øl, men bryggets diskrete sødme og eftersmagens lette bitterhed er samtidig forfriskende ren og uforfalsket (i modsætning til øllet, der er tilsat majs og glukosesirup).

2-stjerner

3 af de ringeste øl, jeg har prøvet …

2012-12-08-18.08.58Sidste anmeldelse var nr. 750 siden jeg i sommeren 2010 tog fat på at anmelde øl systematisk på en ølblog. Da jeg rundede 700 anmeldelser tilbage i marts, tog jeg mig i anledning af jubilæet tid til at kigge tilbage på de bedste øl, jeg har prøvet i min efterhånden ikke helt korte tid som blogger. Jeg synes, det var en fin måde at markere, at bloggen nåede et pænt tal i antallet af anmeldelser, og jeg vil derfor videreføre traditionen i anledning af, at jeg nu er kommet tre fjerdedele af vejen op til de 1.000.

Denne gang gælder det dog ikke de bedste øl, jeg har prøvet (selvom jeg bestemt ikke kan udelukke, at listen fra sidst måtte revideres i betragtning af de rigtig gode øl, jeg har prøvet blandt de sidste 50 stykker) – det har vi trods alt næsten lige været igennem. Næh – denne gang gælder det de ringeste øl, jeg har prøvet.

Indledningsvis vil jeg bemærke, at fornøjelsen ved at blogge om dårlige øl ikke er mindre end ved de gode. Mens konsumptionen af de tvivlsomme bryg godt kan byde på visse trængsler (eller udfordringer, som det hedder på DJØFsk) er det til gengæld dét sjovere at forfatte en kritik af dem bagefter. Og jo ringere brygget er, desto mindre konstruktiv har man selvfølgelig lov at være i kritikken, og desto sjovere er det, indrømmer jeg lidet brødbetynget, at anmelde.

For som den gamle musikprofessor og jazzhader, Theodor W. Adorno engang sagde: “Jeg kan kun forsøge at hensynsløst kritisere det, der er. Indvendingen jeg bliver mødt med: at man, når man øver kritik, også er forpligtet til at sige hvorledes det kan gøres bedre, holder jeg for en borgerlig fordom”. Og deri er jeg så enig, at citatet indleder den første anmeldelse nogensinde, hvor jeg gav nul stjerner. Objektet var Tuborg Lime Cut.

Men den vil jeg ikke skrive om i dag.

Nogle vil måske have bemærket forbeholdet i overskriften. Mens indlægget om de tre bedste øl handlede om de tre bedste øl, jeg havde prøvet – hverken mere eller mindre – handler dette indlæg om tre af de ringeste øl, jeg har prøvet. Jeg har valgt at tage fat på tre forskellige øl, der på hver sin måde viser, hvordan øl kan være dårlige. Det giver et mere varieret udvalg af dårligdomme, mens jeg bare ikke ville komme lige så godt omkring emnet ‘dårligt øl’, hvis jeg bare havde skrevet om de dårligste øl, jeg havde prøvet.

Og bare rolig – den ringeste øl, jeg nogensinde har prøvet er iblandt de tre, jeg nu tager op til genbehandling.

Hype og intet andet

004Tilbage i bloggens spæde barndom – kun lidt over ½ år gammel var den, da jeg prøvede kompagniet-for-sexistisk-sprøjt-og-sodavand Cults tragiske og ynkelige bud på det, de mente var en øl. Intentionerne var ikke bare oppe i himlen. De havde allerede passeret heliosfæren og var vel på vej gennem Oort-skyen med ambitionen om at gøre Carlsberg rangen stridig som det foretrukne ølbrand herhjemme.

Kay-Sar hed bryg… jeg mener produktet. Bevares, det indeholdt da – ud over ekstremt mange spildte marketingskroner, samt koffein og sukker – vand, gær, humle og byg (mærkbart mere af det første af de fire, end hvad man selv i almindeligt tynde industrielle standardpilsnere oplever). Men ved smagning stod det lige så klart som det syrligt-metalliske, bleggule flaskeindhold, at det ikke drejede sig om at lave nogen nyskabelse på ølområdet, men udelukkende at markedsføre sig frem til en position på et stort og lukrativt ølmarked, der imidlertid ikke så let lod nogen tage røven på det – trods alt.

Som øl var brygget fuldkommen ligegyldigt (omend ikke udrikkeligt). Den smag, der trods alt var, var kun lidet ølagtig, men på den anden side heller ikke ubehagelig i en grad, så den ene jeg fik prøvet (og anmeldt) endte i køkkenvasken. Tværtom husker jeg den som adækvat tørstslukkende.

Dette var ikke øllet, på trods af, at firmaet (I får mig aldrig til at kalde Cult et bryggeri – desuden var det Harboes bryggeri i Tyskland, der producerede dem. Cult skrev bare deres navn på) hårdnakket påstod, at det var det altså … “This is the beer” fremturede flasken så påståeligt. Men heller ikke dette – lige så lidt som indholdet – fik forbrugerne med på dén limpind. Ét år senere eller sådan noget lignende var produktet pillet ned fra hylderne igen, og Cult stod tilbage med lang næse, hår ned ad nakken, og afsindigt mange spildte reklamekroner fattigere.

Men det kunne forhåbentlig lære dem.

Marcipan og kogesprit

2012-12-08-17.38.51Da jeg i 2012 vendte tilbage til Danmark efter at have arbejdet i Irland et par måneder var én af de ting, der var forandret, udvalget af øl i Fakta. For altid … eller i hvert fald indtil nu.

I Fakta Hvalsø, byen, hvor jeg og min familie residerede efter hjemkomsten, fandt jeg således fire 0,75-liters øl, der under brandet ‘Tongerlo’ var leveret fra det Belgiske bryggeri Haacht. De blev alle behørigt anmeldt, herunder også denne rædsel. Som det vil fremgå af anmeldelsen – altså ikke den oprindelige, der som bekendt forsvandt i cyberspace – men den der nu er at læse på denne WordPress-blog (tænk, at man rent faktisk får gjort nogle af de ting, man sætter sig for) endte det meste af brygget i køkkenvasken.

Brygget smager af bananlikør med rensealkohol. Sjældent har jeg smagt noget så fælt – på én gang kvalmt sødt som overmoden banan og med samme bouquet som denatureret husholdningssprit. Jeg kan imidlertid forstå, at netop denne sødme, og den fylde alkoholen trods alt må indrømmes at give, faktisk er eftertragtet hos kendere og nydere af belgiske blondes. Jeg har – mere end noget andet på grund af netop denne øl – det temmelig anstrengt med belgiske blondes. Men i erkendelse af, at brygget åbenbart smager af det den skal, har den da heller ikke fået den lavest mulige karakter. Mine bedømmelser er trods alt ikke kun udtryk for min egen personlige holdning, men er også influeret af, hvorvidt et bryg fylder en genre ud eller ej.

Generelt må folk nu gerne beholde deres Belgiske Blondes for dem selv. Og hvis nogle læsere har fået appetit på denne øl, efter at jeg så udførligt har rakket den ned på det groveste for anden gang, kan jeg glæde dem med, at af alle de fire Tongelo-bryg, Fakta havde på hylderne dengang, hvoraf flere scorede over fire stjerner, så valgte de at beholde netop dette – det absolut rædsomste bryg af dem indtil den dag i dag.

I har dem som sagt for jer selv. Jeg skal ikke nyde mere …

Det værste af det værste

2014-06-18-12.26.54I skal som sagt ikke snydes for et revue af den ringeste øl, jeg nogensinde har prøvet.

Også dette bryg findes i almindelig handel endnu, og har gjort det siden 1959. Der er tale om Ceres’ (nu Royal Unibrews) rent ud sagt udrikkelige Afskum … som egentlig hedder Havskum, men som bare burde kaldes Afskum, for det er vitterlig hvad den er.

Kvalmt, halsbrandfremkaldende sød som overmodne blommer, og sur som ren limelikør er den. Føj dertil bitterhed af harsk kaffegrums, og så er vi omtrent ved at være der. Det kan næppe undre, at det meste af denne flaske også endte i vasken.

Brygget stiller ved sin blotte eksistens en række ubesvarede og ubesvarlige spørgsmål:

1. Hvorfor blev dette bryg ikke kasseret da første batch var til prøvesmagning på bryggeriet?
2. Hvordan kan det være, at brygget stadig efter 57 år findes på supermarkedshylderne?
3. Eller samme spørgsmål stillet på en anden måde: Hvem drikker dog dette modbydelige sprøjt og betaler for det?
4. Hvordan kan brygmesteren hos Ceres – og senere Royal Unibrew – es über sein Herz bringen at forbinde den store opdagelsesrejsende Vitus Bering med dette … dette …? Vis dog noget respekt!
5. Find selv på flere spørgsmål – stil dem gerne i kommentarfeltet nedenunder.

Og i kommentarfeltet – eller på bloggens facebookside – kan I selvfølgelig også gerne skrive om, hvad jeres værste øloplevelser har været.

Memento Mori: Til jord skal du blive Bacon Porter, Kongebryg

2016-07-13 13.55.27Nr. 750 – mangler lidt bacon …

Jeg er ca. én uge inde i min ferie, der godt nok bærer meget præg af den drejning mit privatliv har taget. I de sidste dage har jeg hjulpet min ekshustru Linda med at flytte og indrette sig i sin nye lejlighed, så tiden til at skrive har ikke rigtig været der. Det, der nu kun er min lejlighed kom i den anledning til ligne – om ikke Jerusalem år 70, så i hvert fald Tyrkiets Parlamentsbygning fredag aften. Sådan cirka samtidig med at dén blev skudt i smadder var jeg fuldt beskæftiget med at rydde lejligheden op, samle stumperne af mit liv sammen, og i det hele taget få taget mig sammen til at tage sammen til at få skuden på ret køl igen.

Meget tid er der ikke, for i skrivende stund står jeg på spring til at tage på afskedspicinic for min gode ven og hyppige gæsteanmelder Gedved, der har fået tilbudt arbejde i Norge. Gedved og jeg selv er levende beviser på, at det borgerlige Danmark enten bevidst lyver, eller slet ikke har nogen anelse om beskæftigelsessituationen herhjemme, når de påstår, at der er arbejde til alle dem, der gerne vil arbejde. Hvis man skal flytte til udlandet (i mit tilfælde Irland) for at kunne forsørge sig selv, er det udtryk for en endog meget stor vilje til at arbejde og et hjemligt arbejdsmarked, der er umuligt.

Men ud over, at jeg hjalp min ekshustru med at flytte (bare fordi man er skilt, behøver man jo ikke være sure på, endsige nogle dumme svin over for hinanden) fik jeg jo også prøvet nogle nye øl på Sorte René – eller nye og nye – øl, jeg ikke havde prøvet, eller i hvert fald ikke anmeldt før … ja, så oven i alt muligt andet har jeg nu også fået et hængeparti på bloggen. Det går alt sammen meget godt, kan I nok se.

Men first things first, som det jo hedder på nutidssprog. Kongebryg har med denne øl sin debut på Kajs Ølblog. Hjemmesiden er p.t. under opdatering, så dér er der ikke megen information at komme efter. Af den ca. lige morbide og gruelige etiket fremgår det imidlertid, at øllet er “Håndbrygget i det gamle våbenværksted på Gardehusarkasernen i Næstved” Kasernen blev endeligt nedlagt i 2003, men bygningerne lever altså videre og bruges i dag – ifølge denne blogger – til noget meget mere fornuftigt end tidligere. Make beer, not war, eller hvad dét nu hedder på nutidssprog.

Tre øl er produceret under det dunkle slogan ‘memento mori’ husk, du skal dø. Jeg har anskaffet dem alle tre, men valgt denne som øl nr. 750 på bloggen, fordi den er brygget med bacon. Det har jeg aldrig set før, men det måtte jo ske. Duftindtrykket i Amager Bryghus‘ ‘Todd‘ er lidt derhennead, uden at dét bryg imidlertid indeholder den mindste smule gris. Jeg blev gjort opmærksom på “Til jord skal du blive” via facebookgruppen “Metal Till I Die“, hvor et par billeder af brygget var ledsaget af teksten “Bacon Porter … den har bare at smage mædl”.

Ikonografien er i hvert fald mædl med ituhuggede dødningehoveder og brækkede knogler på en rodet jordbund. Bryggets førstehåndsindtryk peger – trods adækvat dunkelhed – dog lidt i en anden retning. Duften er præget af en tæt sødme af svesker, garneret med en stænk vineddike. Brygget flyder samtidig ganske let, og det lave skum bruser og knitrer som var det det muntreste festfyrværkeri. Når dette efter en liden stund er stilnet af, kan man fortsat beskue bobler, der dybt nede fra brygget søger opad for at danne små perler i overfladen – en colastout if there ever was one (I ved – nutidssprog).

Men fylden er heldigvis intakt. Det er kun på det ydre, at betegnelsen ‘colastout’ passer, for brygget føles hverken tyndt eller smagsfattigt. Der er tilpasse mængder lakrids, der dog ikke kan se sig fri for at være småstøvet af gærindslaget. Ellers byder brygget på et solidt skud kahluasødme samt -alkohol, og det endda helt uden at der er tilsat kaffe i brygget, sådan som det ellers jævnligt går for sig. Lakrids er der i øvrigt heller ikke tilsat, kun den førnævnte bacon og – malurt. Måske for at understrege dødstemaet, mens jeg må være læserne svar skyldig, hvad krydringen kan have haft af betydning for bryggets smag.

Ligesom lakridsen til tider er lidt tør, truer sødmen også med at blive lidt kvalm. Det er som om, der ikke er 100% styr på brygprocesserne, hvilket nogen gange kan falde heldigt ud, mens det andre gange giver et bryg, der bare ikke er helt så godt, som det måske kunne have været … det er den fornemmelse, jeg sidder med, efter dette bryg.

Men alt andet lige er det da stadig en smule mædl. Slayer er det imidlertid langt fra. Måske er det Scorpions … allerhøjst Accept.

Baconen? Den kan man ikke smage. Øv.

4-stjerner

The Amazing Gotland Campfire Beer, Amager Bryghus/Malmö Brewing Company

2016-07-10 19.33.56En balrog …?

Der havde åbenbart forputtet sig et enkelt bryg fra Amager Bryghus tilbage fra dengang i marts, hvor jeg besøgte bryggeriet. Mon ikke denne også blev valgt på grund af etiketten, der ligesom Sloth fra samme bryggeri prydes af et hyggeligt uhyre? Historien bag brygget – den gør Amager Bryghus som bekendt en hel del ud af – er hentet ud af Gotlandsk folklore. På den store ø midt i Østersøen har de åbenbart et monster, der hører til i øens store fyrreskove. Det tiltrækkes af de mange bål, som ødemarksvandrere (og sikkert også lejrskoler) tænder, og hygger sig ved ved aftenstide. Men heldigvis er det, som allerede antydet, ikke et farligt monster. Det er ikke engang et bedrøvet monster, der i et forsøg på at varme sig slukker bålet, når det sætter sig på det – som Tove Janssons Mårran. Dette monster vil egentlig bare gerne hygge med.

Pludselig sidder det der ristende sin skumfidus over bålet. Sikkert til stor forbløffelse og frygtindgydelse for de andre om bålet. Og lige så pludseligt det er kommet, lige så pludselig forsvinder det, når det forstår, at det sine gode intentioner til trods ikke er velkomment. Mennesker er vitterlig de allerværste monstre, der findes.

Men hvad hører ellers uløseligt sammen med lejrbål (spørger idioten retorisk)? Jo – bålrøg, selvfølgelig! Hvor mange gange har man ikke som forælder oplevet, at der er blevet bagt snobrød i børnehaven, så poderne (og navnlig deres beklædning) lugter som et middelstort bornholmsk silderøgeri, når de kommer hjem? … Jeg har ikke, for der er ikke bålplads i mine børns børnehave, men jeg har hørt fra andre forældre, at det er sådan.

Og nu vi snakker om bålrøg og monstre, har du, kære læser, så nogensinde tænkt på, at hvis man fjerner de diakritiske tegn i ordet ‘bålrøg’ – altså bollen over å’et og stregen gennem ø’et – så står der “balrog”? Er Amager Bryghus’ lystige og hyggelige fortælling om det gotlandske lejrbålsuhyre i virkeligheden en bevidst vildledning, der skal give nyderen en forventning om en rar og hyggelig øloplevelse – og så er den i virkeligheden et græsseligt monster af Tolkienske dimensioner!?

Man tør jo næsten ikke åbne brygget!

Jeg har nu alligevel vovet pelsen. Bålrøgen er markant fra starten – faktisk allerede ved åbning, og ved skænkning så meget desto mere. Her er i hvert fald et bryg, der holder, hvad etiketten lover. For det er vitterlig letfugtig bålrøg, brygget dufter af. Forbeholdt tages selvfølgelig for alle de associationer, der er plantet på forhånd via bryggets etiket og røverhistorie. Men jeg kan efter ca. 6 års træning altså godt mærke forskel i røgduft på forskellige typer røget øl.

Smagen – ja, den er også velrøget. Og i betragtning af bryggets meget letflydende viskositet og sodavandslignende skum – ja, her er det faktisk ikke urimeligt at finde mit gamle skældsord colastout frem – overraskende fyldig. Mere overraskende er karakteren af røgsmagen, der igen rammer præcis det, markedsføringen forjætter.

For det smager af bål – først og fremmest røgen, men det er jo netop også røgen, der får alt det andet frem: Hyggen, varmen, snakken, bålstegte godter, fællessangene på den dårligt stemte guitar, fingre, der spontant flettes, kærestekys i flammernes lune skær – med eller uden venligt, omend uindbudt, monster i øvrigt.

Røgen kommer af frisk løvtræ, kan man smage. Derfor har røgen også den helt rigtige fugtige karakter. En smule chokolade runder af med lidt sødme, selvom jeg har de tilsatte skumfiduser mistænkt for at give denne smag – og ikke malt eller for den skyld rigtig chokolade. Den overraskende fylde skyldes formentlig tilsat havre – det skulle angiveligt have netop den egenskab, men er tidligere tilsat med ringere held. De tilsatte kaffebønner yder vel lidt bitterhed til røgen, men kan ikke smages i sig selv.

Brygget var ikke nogen balrog, men derimod den fulde båloplevelse – gerne inklusive hyggeligt bålmonster – og det endda helt uden at sidde ved ét i virkeligheden.

Flere bryg har smagt af mere – og bedre end dette. Men intet bryg har ramt smag, duft, og vigtigst af alt stemningen af koselig bålhygge bedre end dette bryg. Og så var netop dette endda intentionen – nu har jeg aldrig.

Markedsføringen (som Amager Bryghus eller påstår, de ikke sådan rigtig har noget af) får topkarakteren på 6 stjerner. Egentlig synes jeg, markedsføring er noget, der hører til på et stort bål, men når det en sjælden gang imellem kommer til sin ret – når det ikke bare er løgn, lokkeri og skabelse af falske behov – så skal det også indrømmes sin berettigelse.

6-stjerner

Brygget selv scorer alt andet lige stadig vel over middel …

4-en-halv-stjerne

Næste anmeldelse er nr. 750. Jeg synes selv, jeg har fundet noget særligt til anledningen.

Goliat Imperial Stout, To Øl

2016-07-07 19.05.13Perfekt afstemning …

Op på hesten igen og alt det der. Nu har jeg endelig ferie, en smule mere overskud og en smule mindre sortsyn, og ikke mindst tid til at gøre de ting, jeg egentlig gerne ville bruge livet på: Hygge med mine børn, tegning, god mad, øl – og selvfølgelig blogning – i lige præcis det tempo jeg kan bestemme og overskue.

Jeg er stået op klokken 8, lavet en kæmpe stak pandekager til mine børn (inklusive bonusteenager på ferie), har laaaangsomt startet computer op, sat mig i stuen, hvor de små hygger med tablets, jeg er på den anden kande kaffe og et passende skud methylphenidat mens jeg lytter til Joseph Loducas forrygende soundtrack til filmen Army of Darkness … sådan cirka i mit zen, og vil nu tage fat på at anmelde igen.

Som jeg fik skrevet fjæsbogen, intenderede jeg at bortjage ondt med ondt. Mine værste dæmoner – selvhad, depression og angst – havde atter stukket deres grimme fjæs frem. Sorte som natten, træge som tjære, stinkende af beg … Det gjaldt jo sådan set bare at finde en matchende øl, og lige præcis sådan én havde jeg stående, gemt fra februar måned, hvor jeg var på indkøb i Fish-N-Beer. Dette er faktisk den sidste, den finale, den endelige øl – den sidste rest af det enorme parti spændende bryg, jeg fik til min 40-års fødselsdag.

Selvom jeg grundlæggende finder det enormt dumt at ville bekæmpe ondt med ondt – oftest starter det bare en voldsspiral som vi på forskellig vis oplever det lige nu i Syrien, USA og Christiania – så lykkedes det altså nogenlunde alligevel. Her sidder jeg igen bag tastaturet …

… og glæder mig over den mentale genoplevelse af det tunge, seje bryg, der dovent skvulper ned i mit yndlingsbæger. En vældig rar – men vanskeligt identificérbar odeur har allerede bredt sig ved åbning, og det bedste jeg kan beskrive den som, er røget makrel, der har ligget en kende for længe. Det lyder modbydeligt, men ligesom emmen af slatten brunkål i sig selv er fæl, så bliver samme luft paradoksalt nok lovende og interessant, såsnart den kommer fra en øl. Sådan er det også her. Røget makrel, men som om lugten af ikke helt frisk fisk er væk, og der kun er den røgede makrel tilbage.

Jeg spoler lige hurtigt henover de mange – fortrinsvis gode – minder, den røgede makrel vækker i mig, og går videre til skummet, der faretrunde hæver sig over bægerets rand. Det kræver en særlig uforsigtighed at spilde dette bryg, da skummet ikke bare sådan lige intenderer at løbe ned ad glassets sider. Farven matcher nogenlunde det tjæresorte bryg, selvom jeg i et anfald af at være alt for godt vant alt for længe ærger mig over, at der stadig er et stykke vej til den kogende karamelmasse, som udøgt stoutskum helst skal ligne.

Alle uindfriede forventninger gøres til skamme i smagen.

For hvilken fryd og hvilken lykke det er, at lade den træge, begsorte nektar så langsomt løbe over tunge og under gane … Bittersødt som selve livet sprænges de klæbrige dråber i mokka og melasse. Mild fløde kærtegner hele gabet, mens et perfekt afmålt skud cognac yder den perfekt afstemte karakter og kvantitet af spiritus … Og så lige en knivspids vanille på bagkant til lidt dekadent ekstra fylde og sødme …

Nøgleordene er overflod og velafstemthed. Masser af smag er der, og ikke for meget af ét i forhold til noget andet. Emnerne er også omhyggeligt afgrænset i denne lille bryglektion: Det søde skal kombineres med det bitre på bedst tænkelig måde – og det lykkes til fulde.

Så kan det være, man kommer til at savne de mange andre måder, bryg kan smage på. Jeg holder mig imidlertid for klog nok til ikke at angribe en bog, der handler om katte for ikke at handle om hunde.

5-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme