Kajs Ølblog

En rejse gennem øl og andre oplevelser.

American Ale, Bryghuset Braunstein (Kvicklys Ølfestival 2016 II)

2016-05-22 15.35.32For lidt af det gode …

Som de faste læsere vil vide, er der ikke nødvendigvis 100% synkronitet mellem det tidspunkt en anmeldelse falder på bloggen, og det tidspunkt, det anmeldte bryg rent faktisk har rullet hen over anmelderens smagsorganer.

Undertiden endda langt fra.

Dette bryg blev fx. nydt i søndags på tagterrassen i den boligblok, hvor jeg bor. Anledningen var bittersød – jeg havde besøg af en af mine bedste venner i hele verden, der også er flittig gæsteanmelder på bloggen, nemlig den navnkundige Gedved. Han havde kort tid forinden løbet Copenhagen Marathon for anden gang. Men desværre var det ikke gået helt så godt, som det gjorde sidste år. Et styrt betød desværre afslutning i utide for min gamle ven, der efter at være kommet tilbage til målområdet på Islands Brygge, lige så godt kunne kigge forbi til et par forfriskninger, nu han var i nærheden.

32 km nåede han … Det er jo mere end jeg nogensinde ville kunne nå selv, så jeg bøjer mig betingelsesløst i støvet endnu engang.

Angiveligt skulle øl være et godt middel til restitution efter store sportspræstationer, så man kunne lige så godt gøre en dyd ud af nødvendigheden, og byde på et par af de fine bryg, jeg havde til anmeldelse i anledning af Kvicklys ølfestival.

Valget faldt på noget, jeg havde en forventning om, ville være forfriskende. Og på det punkt skulle brygget da også leve op til forventningerne. Bryghuset Braunstein er desværre ikke leveringsdygtige i særlig meget trivia om deres American Ale, så hvad det specifikt amerikanske består i, forbliver uklart.

Hvilket i en vis grad passer til brygget, der umiddelbart lader til at være ufiltreret, uden dog at være det mest ufiltrerede bryg, jeg har prøvet – langt fra endda. Ellers fremstår brygget som blankpoleret – omend støvet – kobber med et lidt (for) diskret diadem af hvidt skum. At snuse til brygget afslører ikke meget om dets egenskaber. En antydning af vådt metal er alt, så man kan lige så godt gå direkte til smagning efter skænkning.

Det er en afdæmpet ale med både bittert og sødt. Jeg har måttet vente forgæves på det amerikanske – den kække bitterhed af de aromatiske humler, eller de bløde, runde kærtegn fra den nye verdens malte. Det er lige før (og så alligevel ikke helt) at denne ale minder mere om de amerikanske pilsnere end de generelt rigtig lækre amerikanske pale ales og IPA’er.

Ikke desto mindre er  der da noget sød, honninglignende maltkrop i brygget. Og bitterheden er da også fremtrædende nok til, at denne må indrømmes en plads i højsædet. Men et højsæde er det kun, fordi de andre smagsudtryk er så meget desto mere afdæmpede. Friskskåret løvtræ masserer og klister blidt til gummer, gane og mandler, og gør brygget til en indrømmet velegnet læske- og restitueringsbajer.

Således er den smule saft og kraft, der trods alt er i brygget da også OK og måske endda lidt til, men man kunne bare godt ønske, at der var nok af saften og kraften.

3-stjerner2

Der kan fortsat stemmes på oelfestivalg.dk

India Pale Ale, Rækker Mølle Bryghus (Kvicklys Ølfestivalg 2016 I)

2016-05-20 22.14.31Moderat-til-kedelig …

Rækker Mølle Bryghus‘ og Esben Lunde Larsens fælles placering i Vestjylland skal selvfølgelig hverken ligge Vestjylland eller Rækker Mølle Bryghus til last. Mens Esben Lunde Larsen er med til at give området et endnu mere blakket ry som en formørket skinhellig enklave befolket af bonderøve med hang til sprøjtegift og svinegylle, er det netop virksomheder som Rækker Mølle Bryghus, der trækker i modsat retning. Stundom har bryggeriet virkelig leveret varen, og ellers holdt sig nogenlunde over middel med nogle traditionelle og velkendte brygtyper, hvis rammer til gengæld blev fyldt godt ud, og nogle gange endda om ikke sprængt, så i hvert fald flækket.

Nu har bryggeriet i anledning af Kvickly Ølfestival barslet med noget lidt mere kontroversielt og vildt, end de plejer, nemlig en IPA. Ja, det er i virkeligheden ikke særlig kontroversielt længere i betragtning af, hvilken sejrsgang netop den brygtype har haft i forbindelse med specialøllenes gennembrud. Og det er der ingen, der skal klandres for. Her er der virkelig en brygtype, der tør smage af noget. Her er humlens – selve ølkrydderiets smag – i højsædet. Her er øl, der smager mere af øl. Her er det vilde bryg, der i modsætning til den generiske pilsner faktisk tør være en øl, og ikke bare en variant over postevand, tilsat industri, laveste fællesnævner og mainstreamkvalitet. What’s not to like.

Kontroversiel? Nej – ikke længere. Dertil er sejrsgangen allerede alt for langstrakt. Måske er det derfor, at Rækker Mølle Bryghus netop nu vover sig ud i det skarpthumlede øls usikre vande. Med Cascade og Citra-humle placerer de sig i en amerikansk tradition, mens markedsføringen i ikonografi og navn entydigt peger i retning af det britiske imperium. For min skyld må de gerne, men i min verden forbliver sammenblandingen af amerikansk og britisk et utryk for stilforvirring og en ikke helt sikker koordinering af brygtype og markedsføring.

Det vigtigste forbliver da heldigvis også indholdet. Brygget er flot orange, klart og tydeligt filtreret og med en moderat-til-kedelig skumdannelse. Glæde kan man sig dog over, at brygget faktisk udløser bouquet allerede ved åbning. Liflige ristede fyrrenåle blander sig med søde forårsblomster – syrén, kirsebær og hyld.

Jeg kan mærke, at jeg på det sidste har vænnet mig til, at IPA er noget, der svitser smagsløgene og river ganen i laser – som absolut minimum. Dette bryg virker i betragtning af, at det skulle være en IPA noget (for ikke at sige meget) afdæmpet. Humlen er da fremtrædende, bevares. Den kilder og kradser da adækvat de rigtige steder, og bryggets maltprofil er tæt nok til, at brygget ingenlunde føles egentlig tyndt.

Jeg kan dog ikke lade være med at spekulere på, om brygget havde smagt mig anderledes, hvis jeg havde prøvet det før de mange gode IPA’er der er blevet mig til del på det sidste.

Jeg tror det ikke. Brygget er bestemt i det lette hjørne, selv i sammenligning med andre mainstreambryggeriers IPA’er. Vi er ikke nede omkring Carlsbergs komplet ligegyldige Brewmaster’s Collection IPA, men vi er på samme vej, og jeg kan ikke undgå at være en smule ængstelig.

Og de trods alt gode takter, brygget formår at slå an, folder sig heldigvis også mere ud efterhånden. Eftersmagen er mere end godkendt med aroma af røget fyrretræ og -nåle, der lægger sig som et kærligt bamseknus over gummer og gane.

Brygget lever alt i alt lidt for godt op til fordommen om den sindige jyde, der helst undgår for store armbevægelser, og det er aldrig godt i en øltype, der helst skal være lidt voldsom for at være god.

Jeg håber, at det bliver bedre.

3-stjerner2

 

Stem på din favorit på www.oelfestivalg.dk

Kvicklys Ølfestivalg 2016

For tredje gang anmelder jeg øl fra Kvicklys Ølfestivalg – ølfestivalen med den finurlige stavefejl, der markerer, at det ikke bare er skæg og sjov det hele, men en konkurrence, hvor forbrugerne til sidst afgør, hvilken øl, der er den bedste, og skal finde permanent plads på Kvicklys hylder i fremtiden.

Med risiko for at gentage mig selv, skal al hæder og ære være Kvickly til del for at arrangere eventet. Selvom der måske er nogle ølsnobber derude, der fnyser lidt ad arrangementet eller i hvert fald smiler overbærende, fordi der ikke er sådan rigtigt specialøl med, men mestendels øl af den letløbende slags, så har ølfestivalget i mine øjne væsentlig betydning for specialølmarkedet alligevel. Alene det, at man gør specialøl tilgængeligt for et bredt mainstreampublikum ved at tage dem ud af specialforretningerne, og sætte dem på supermarkedshylderne i stedet, gør at andet end industrielle pilsnere bliver præsenteret for en større aftagerskare. Kvickly agerer faktisk murbrækker for en allerede stærk kvalitetstrend, som det er vigtigt at holde fast i, og få flere med på, så verden ikke igen drukner i kedeligt, ligegyldigt industrielt pilsnerpjask.

Det bekymrer mig derfor lidt, at det kunne se ud til, at bryggerierne ikke viser arrangementet den samme interesse som tidligere. I 2014 var der 12 forskellige bryg med. I 2015 var det faldet til 10, og i år er kun 7 med. Pladderballe Bryghus er ikke med mere. Om det skyldes Jan Monrads tragiske dødsfald i november ved jeg ikke, men det er nærliggende at tro. Fra det smertelige til det mere interessante – Krenkerup er heller ikke med, og dermed er de sidste to års første og andenplads ude af slutrunden. Det betyder, at der i år faktisk er øget spænding om, hvem der kommer til at vinde. Vestfyen og Rise Bryggeri (min favorit sidste år) har også trukket sig – og at Vestfyen i det hele taget var med i en specialøls/mikrobrygkonkurrence, har jeg i betragtning af bryggeriets størrelse og industrielle karakter fundet temmelig besynderligt. Tilbage er til gengæld kronjyske Raasted, der glimrede ved deres fravær sidste år.

Jeg håber, tendensen vender igen, for der bliver næppe noget ølfestivalg 2017, hvis antallet falder meget mere end det allerede er. Hermed er opfordringen til at deltage givet videre til eventuelle bryggerier, der læser med.

2016-05-20 17.11.47

 

De deltagende ved årets ølfestival er (nævnt i den tilfældige rækkefølge, man kan se dem i på billedet):

1. White IPA, Indslev Bryggeri
2. Kellerbier, Fur Bryghus
3. Chokolade & Chilli Stout, Ørbæk
4. Hoppy Belgian, Raasted
5. Økuller, Svaneke Bryghus
6. Ship to: New Delhi, Rækker Mølle
7. American Ale, Bryghuset Braunstein

Igen kunne jeg spekulere i, hvordan udvalget ved årets Ølfestivalg peger i retning af nye tendenser på ølmarkedet. Med det indskrumpne udvalg, vil jeg dog være varsom med at udtale mig kategorisk. Jeg konstatere, at det lyse er i højsædet med to IPA’er, en IPA-variant, en amerikansk inspireret ale og en cream ale. Så er Ørbæk og Fur med deres mørkere øl noget i undertal.

Men udvalget stritter alligevel i så mange retninger, at jeg ikke vover at udtale mig generelt. Selvom der er meget lyst, er der inden for det lyse både fokus på det skrappe, det afdæmpede, det humlede, det maltede og det friske, så ingen gisninger om trends denne gang.

Allerede nu kan der stemmes på hjemmesiden www.oelfestivalg.dk

Herfra vil jeg blot ønske velkommen til endnu et Ølfestivalg hos Kvickly.

UPDATE! Det er lykkedes mig for andet år i træk at vrøvle om deltagerne ved årets ølfestivalg. Raasted var også med sidste år, hvor de bestemt ikke glimrede ved noget fravær, men tværom deltog med en ganske hæderlig stout. Det var Indslev, det fynske hvedebryggeri, der ikke var med sidst men nu er med igen, med en ‘White IPA’. Så skulle det vist også være på plads.

Ølfestival i Lokomotivhallen 2016

Jeg fik det også til at passe ind i kalenderen at slå et smut forbi Lokomotivhallen i Weekenden, hvor Danske Ølentusiaster holdt deres årlige ølfestival.

Jeg fik selvfølgelig prøvet en masse øl, knyttet en kontakt hist og pist, og mødt gamle venner, samt startet et par nye bekendtskaber. Noget af det løber lidt sammen – næppe overraskende i betragtning af de mange øl, jeg fik prøvet. Og selvom en standardsmagsprøve ‘kun’ er på 10 cl, så løber det nemt op, når bare nogle få af bryggene indeholder mere end 10% alkohol.

Jeg ankom lørdag morgen kort efter åbningstid. Var man i tvivl om, hvor arrangementet blev afholdt, behøvede man blot følge strømmen af mennesker. Jeg startede med nogle minutters hvileløs vandren rundt for at få lidt overblik. Det mislykkedes totalt, hvorfor det ikke kun var gensynets glæde der kom over mig, da jeg efter ti til femten minutters hvileløshed stødte på min ølmentor og ven, Ole Madsen, der fik sat mig i gang … and it just went increasingly wrong from there …

Den største overraskelse …

2016-05-21 11.41.35Vi startede med det, der samlet set nok var den største overraskelse – Royal Unibrews nye IPA. Ganske uanselig ser den ud, med en kæk, pastel-lyseblå etiket, og overraskelsen kommer, det øjeblik læberne bliver sat til glasset. Knivskarp og skrap bitterhed. Ikke bare en god IPA selvom, på trods af, eller i betragtning af den omstændighed, at det er landets næststørste industribryggeri, der står bag. Nej det er bare en god IPA. Punktum.

Og jeg har besluttet ikke at give bryggene karakterer denne gang. Der er mange ting, man skal holde styr på, når man er på ølfestival uden at være unplugged (hvilket Ole Madsen til gengæld var igen). Jeg har besluttet at undlade karaktererne, da det dels har skabt noget forvirring for undertegnede, når bryggene skulle anmeldes sådan rigtigt senere. Dels gjorde det den lange rejse gennem de mange, mange øl noget glattere, at jeg ikke behøvede finde på en karakter til hvert enkelt bryg hver gang.

Frisk Pilsner …

2016-05-21 11.47.03I år gik jeg efter de særlige ting. Og netop dét vidste Ole præcis hvor jeg kunne finde. En dugfrisk Pilsner Urquell, upasteuriseret og leveret samme morgen, var den næste oplevelse. Med en duft af fløde og en mundfornemmelse af samme fik jeg den bedste Pilsner Urquell, jeg nogensinde har smagt. Det betyder virkelig noget, at få øl friskt – og gerne fra fad, viser det sig.

Krenkerup Guld …

2016-05-21 11.58.00Jeg gik efter det særlige og efter det, jeg normalt ikke gik efter. Derfor afslog jeg også venligt men bestemt, da jeg få minutter senere (på Oles anbefaling) fandt mig i Krenkerups stand, da de ville tilbyde mig deres IPA. I stedet fik jeg deres Guld, som de ellers sagde var bitter – men det synes jeg egentlig ikke. Til gengæld var den uhyre drikbar, og føltes som mælk og honning på tungen.

Krenkerup Secret II

2016-05-21 11.59.31Krenkerup havde også et hemmeligt bryg, af hvis etiket det ikke fremgik, hvilken øl, der var tale om. På bagsiden forefandtes en QR-kode, der ved scanning hentede informationer om øllet til ens smartphone – ja, bryggerierne er godt på vej med ind i det 21. århundrede. Ellers kunne man også få lov at gætte, hvilken øl det var. Jeg gættede rigtigt, men fortæller selvfølgelig ikke svaret, øv bøv bussemand, sure tæer i saftevand. Alt jeg vil sige er, at det er en nydeligt rødlig øl, der med sin styrke på 10,5% leverer rigeligt buzz i den deciliter, man fik langet ud, ud over honningsødme, egetræssyrlighed og en fylde så mægtig, at det river i ganen.

Mørk Satan, Ladager Bryghus

2016-05-21 12.29.54Herfra var jeg på egen hånd. Naturligvis skulle jeg prøve en øl ved navn Mørk Satan. Faktisk levede den ikke særlig godt op til sit navn. Måske var den nok mørk, men Satan var der ikke meget af. Tværtimod er det en stout af den letflydende slags. Sød er den også, med noter af især karamel og malt. Det er bestemt ikke en stout at gå af vejen for – for den smager pragtfuldt med intakt fylde. Det er faktisk kun navnet, den ikke helt lever op til, mine præferencer til gengæld er mere end adækvat opfyldt.

O’Hara’s Leann Folláin

2016-05-21 12.47.00Og jeg skulle da bestemt også prøve noget irsk, nu hvor chancen bød sig. Leann Folláin (som jeg kunne lære bartenderen at udtale rigtigt) betyder sund øl – hvorvidt den er det, drak jeg ikke nok til at kunne vurdere. Den er som irske øl er flest. Irerne brygger sikkert uden for store armbevægelser, hvilket munder ud i drikkeligt, men også tit kedeligt øl. Denne stout minder i smag og mundfornemmelse meget om Guinness, men med den forskel, at brygget er en smule tyndere, men på den anden side har mere malt- og humlesmag. Kaffebitterheden er mere fremtrædende, og fremstår i sin helhed som et bedre alternativ til Guinness frem for blot at være et alternativ.

Det var så på dette tidspunkt, at jeg fik nogle nye venner. De var langhårede og -skæggede, og gik i heavy metal-t-shirts, så det stod jo næmest skrevet i sol og måne, at vi skulle være venner. Jeg gav dem et par anbefalinger fra Amager Bryghus – jeg kender jo lidt til sortimentet, og mens de nød mine anbefalinger valgt jeg en Batch 2000 IPA til lige at nulstille smagsløgene med. Brygget er så vidunderligt friskt og sprødt, at selv når jeg er omgivet af hundredevis af øl, jeg aldrig har prøvet før, så er den alligevel gensynet værd.

Islay Cask Imperial Stout, Det Lille Bryggeri

2016-05-21 13.24.17Af mine nye venner fik jeg et tip om en Imperial Stout fra Det Lille Bryggeri. Før jeg begyndte at interessere mig for øl, havde jeg jo en vis interesse for whisky – ikke mindst det røgede, og så er den skotske ø Islay jo ikke til at komme udenom. Det lille sorte vidunder er kort fortalt foreningen af det bedste fra stouten med dens bitterhed og tyngde, og det bedste fra de røgede Islay-whiskyer.

The Stay Puft, Det Lille Bryggeri

2016-05-21 14.02.21Lidt sværere har jeg ved at vurdere den anden, meget specielle stout, jeg prøvede fra Det Lille Bryggeri. The Stay Puft er tilsat skumfiduser, vanille, kokos, havsalt, chokolade og belgisk kandis. Muligvis er det dermed den mest beskidte øl, jeg nogensinde har prøvet. Ikke desto mindre giver blandingen en vidunderlig bouquet af kokos og vanille. Brygget smager lidt af de der nymodens kaffeblandinger – kaffe latte, cappucino, og hvad de allesammen hedder, der har til formål at skjule smagen af kaffe. Her kan kaffen dog fortsat smages – den er endda stærk, med en kant af piratos fra havsaltet, og så ellers en voldsom-til-kvalm sødme af de andre ingredienser.
På intet tidspunkt har jeg i løbet af ølfestivalen været  glad for, at jeg i år har undladt at give bryggene karakter.

Camba German IPA

2016-05-21 14.21.31Lidt IPA skulle jeg nu prøve alligevel – især når den er så særlig som denne. Tyskerne er stokkonservative når det gælder øl, og først nu begynder specialølbølgen lige så ganske langsomt at få vind i sejlene. Nu er tyskerne også begyndt med brygtyper som stout og IPA, hvor ordparret ‘tysk IPA’ for blot et par år siden ville give omtrent lige så meget mening som ‘halal-gris’. IPA’en er kraftfuld, sprød og lækker, og i øvrigt meget tysk, idet der ikke er hverken slinger i valsen eller dikkedarer involveret. Brygget er en IPA og intet andet – simpelt og allerede temmelig konservativt – sådan som tyskerne kan lide det.

Sommerpils, Andrik

2016-05-21 13.41.17Der er vist lidt rod i kronologien nu, for billederne jeg ligger ikke i samme rækkefølge som mine noter. Men hvad kan man forvente i sådan et ølpres. At jeg overhovedet har taget noter og billeder i dette omfang, vover jeg at rose mig selv for at kunne holde hovedet koldt nok til under disse omstændigheder. Men på et eller andet tidspunkt imellem ovenstående bryg prøvede jeg også Andriks Sommerpils. Den var ganske mild, ganske frisk og egentlig ret tynd. Men det gjorde egentlig ikke så meget ovenpå de mange voldsomme indtryk, som læseren allerede har fået berettet på nuværende tidspunkt.

Stone Street IPA

2016-05-21 14.28.50Stone Street IPA er en lækker og ukompliceret IPA og er et af de nye skud på Royal Unibrews Lottrup-stamme. Jeg fik ikke taget et billede af brygget ved siden af flasken, men jeg tror nok, det er den, jeg sidder med her på billedet ved siden af en buste i bølgepap af geniet, som Lottrup-serien er opkaldt efter. Hatten, jeg har på, er venligst udlånt af fotografen, der mente at kunne se en vis lighed mellem bloggeren og Ceres’ gamle brygmester.
Jeg er ikke utilbøjelig til ikke at være fuldkommen uenig.

Beer Geek Limfjordsporter

2016-05-21 14.51.34Thisted Bryghus har som bekendt lanceret en Limfjordsporter med ekstra lakrids. Den har jeg fortsat til gode at prøve. Til gengæld kunne man prøve en særlig udgave af den på festivalen i en udgave fra Mikkeller. Den er overraskende letflydende og smager ganske meget af lakrids. Desværre er lakridsen tør og støvet på den måde jeg ikke bryder mig om, og brygget føles tyndt og ufyldigt på en måde Limfjords Porter slet ikke skal føles. Jeg synes bare, man skal overlade det til Thisted Bryghus at brygge Limfjordsporter, uanset hvilken recept, der bruges.

Blue Dot

2016-05-21 15.16.15Det var på dette tidspunkt, jeg mødte nogle unge mennesker, der ledte efter noget alkoholfri øl, da én af dem helt tydeligt var i omstændigheder. Jeg anbefalede selvfølgelig på stedet Taybeh’s halal-øl og viste dem omgående hen til standen. Til gengæld anbefalede de mig Blue Dot, som er en øl, brygget på DTU’s brygafdeling – ja, sådan en har de åbenbart. Gad vide hvor lang tid det tager fra, at Esben Lunde Larsen opdager, at den eksisterer, til at han får den lukket?
Vel – de brave nørder på DTU laver forsøg med at bruge kartoffelmel til at give fylde i alkoholfattige bryg. Det er der kommet en øl ved navn blue dot ud af, der har en styrke på 3,3%. Dermed er den 0,4% højere end hvad jeg ville kalde alkoholfattig, men lad nu det ligge. Brygget har en sød maltprofil og ligger for så vidt godt i munden, men med den samme lidt tamme brødagtige fylde, som jeg har oplevet ved andre frokostøl. Det bedste til at give fylde er fortsat alkohol.

Solbær Sour, Rocket Brewing

2016-05-21 15.19.56På et tidspunkt spottede jeg en reklame for Rocket Brewings Yurij Gagarin-øl. Etiketten var påskrevet med latinske bogstaver, hvoraf nogle var strategisk printet spejlvendt for at give illusionen af kyrillisk skrift. Resolut – og i den 40 hestes brandert jeg befandt mig i, gik jeg mod Rocket Brewings stand for at give dem læst og påskrevet … og for at prøve den der Yurij Gagarin-øl, selvfølgelig. Udsolgt! Damnation! Vel, når jeg ikke havde etiketten, opgav jeg på stedet at prøve at forklare noget som helst, og bad dem i stedet skænke mig en Solbær Sour. For en rigtig sur øl havde jeg ikke prøvet endnu. Jeg blev ikke skuffet. En mellemting mellem eddike og citronsaft krængede mine mundvige ned omkring kravebenet, mens de små tårer så småt trillede fra mine blodsprængte øjeæbler. Det var intet mindre end vidunderligt at få jaget lidt af den noget voldsomme humle-og malteftersmag på porten, der havde sat sig som en klæg belægning i munden og en let trykken i brystkassen …

Det var tid at vende næsen hjemad efter en ikke mindre end aldeles vellykket ølfestival.

Black Gold, Det Lille Bryggeri/Fish ‘n’ Beer

2016-05-19 18.11.31Voldsomhed med voldsomhed på …

Da jeg tilbage i februar var forbi Fish ‘n’ Beer på Amagerbrogade for at indløse et gavekort, jeg fik til min fødselsdag, fik jeg på anbefaling af indehaveren dette bryg med på rabat. Det kan ikke undre, da butikken faktisk har været med til at udvikle brygget i fællesskab med bryggeriet bag, Det Lille Bryggeri, der hermed får sin debut på bloggen.

Af bagetiketten fremgår det, at “[…] ideen opstod på Stockholm Beer & Whiskyfestival i 2012, hvor en samtale mellem Fish & Beer og Det Lille Bryggeri hurtigt blev til handling, og et samarbejde om en ølserie, der skal udfordre folks smagsløg opstod.”

Jeg kan allerede nu afsløre, at det bestemt ikke kun er tomme ord, men at denne øl nok skal udfordre løs, og skille nok så mange får fra bukkene.

Tag nu fx bare åbningen. Brygget blev nydt på tagterrassen på vores boligblok i selskab med vores nabo til et fælles aftensmåltid, og selv derude – i den friske aftenluft i 4. sals højde kunne bryggets milde bouquet af karamel og humle indsnuses fra det sekund kapslen var fjernet.

Skænkningen er en langvarig proces, hvor man næsten kunne have ønsket sig en plasticflaske, så brygget kunne blive trykket ud. Hældningen bød nemlig på visse vanskeligheder (eller udfordringer, som det hedder på DJØF’sk). Når konsistensen er at sammenligne med meget kold ketchup (endskønt brygget var oppe omkring samme antal celsiusgrader som alkoholprocenten på 11,1) så er en flaske sjældent den optimale opbevarings- og administrationsemballage.

Farven minder til gengæld ikke meget om ketchup – ikke med mindre ketchupen har stået meget længe uden at være kold. Mørkt som den sorteste nat, tæt som tjære og med matchende skum, der uden den mindste overdrivelse ligner kogende sukkermasse. Nu folder duften sig endnu mere ud, med en fed dunst af ristet malt og sød lakrids.

Og lige så fed som odeuren og bryggets sorthed er også aromaen. Alt for stærk kaffe blander sig med tyk, fed engelsk lakridsmasse. Fylden er overvældende, og minder om en hævet tunge efter et voldeligt overfald – eller som minimum efter en tur til en rodbehandling hos tandlægen. Mere konkret kan man kritisere lakrisen for at være en smule ude af balance, da den sammen med den rigelige restgær giver den helst undværede følelse af lakridsstøv.

Således ender brygget med akkurat at hælde lidt for meget til den voldsomme side. Voldsomhed er godt, hvis det resulterer i en intakt øloplevelse, men for denne blogger yder brygget lidt for meget voldsomhed alene for voldsomhedens skyld – og så misses den absolutte topkarakter altså.

Men langt fra toppen er vi nu ingenlunde. Ingenlunde overhovedet.

5-C2-BD-stjerner

Kåååd, Amager Bryghus

2016-05-18 17.47.26Kompromisløs – og frisk …

Uden at være en egentlig reprise, skal vi med denne øl alligevel endnu engang lidt tilbage i tiden, tilbage til mit besøg på Amager Bryghus kort før påske. Udover at de hældte umanérligt gode øl på mig, fik jeg jo også nogle øl med hjem, som jeg kunne prøve efterfølgende. Man skulle næsten tro, at de forventede noget reklame i form af omtale af øllene på min blog bagefter … ha ha – som om …

Og som om der ikke var IPA‘er nok at vælge mellem fra bryggeriet i forvejen. Men genren skal åbenbart skamrides, og sprøjtes ud i så mange versioner, nuancer og undskyldninger for begrundelser, man kan finde på – og for min skyld gerne! For jeg elsker IPA – ikke mindst når de kommer fra netop Amager Bryghus, der på det felt er rene mestre.

Brygget her er tilegnet foråret, og på etiketten får klichéerne, der hører årstiden til ikke for lidt. En topløs kanin midt i et badutspring omgivet af gule, røde og lyserøde farveeksplosioner. Festligt – og misvisende, når man selv har kanin, og ved hvilke lede, bidske krapyler, de i virkeligheden er.

Med foråret kan bouqueten til gengæld uden videre sammenlignes. Den forplanter sig i rummet straks ved åbning som en sød em af kirsebærblomster og syren, så det er til ren benovelse … og brygget er ikke engang skænket endnu.

Kan man lide højt skum, bliver man måske skuffet, da både holdbarhed og fylde ligesom højden er begrænset. Til gengæld er der mere end moderat underholdning i at se skummet brække uregelmæssigt i stykker i spindelsvævslignende mønstre og strukturer. Flere duftnuancer træder til gengæld frem efter skænkning af det dyborange, tågede bryg. Her udbredes et uhyre veltilrettelagt kludetæppe af sprød humle, syrlige sukkerdrops og søde clementiner. En blomstermark af pirrende, stimulerende og pikante dufte, så er det den kækkeste fryd.

Men brygget er nu bittert. Og hvilken bitterhed. Knivskarp, sprød som cornflakes af en nyåbnet pose og vederkvægende som det friskeste kildevand fra før Esben Lunde Larsen-æraen. Kildevand fra under og efter Esben Lunde Larsen minder i lød og konsistens mere om Ole Wolfs bakteriebryg, eller måske endda Guldhammers Roibus-Stout uden yderligere sammenligning i øvrigt skal jeg selvfølgelig med det samme understrege (eller som absolut minimum kursivere).

Og i modsætning til det skotske humlemonster fra sidst, så er denne faktisk en mere letflydende, letdrikkelig IPA, end dem, man oftest prøver fra mikrobryggerierne. Humlen – skønt kraftfuld – forbliver let og sprød så brygget netop bevarer sin friskhed og vederkvægelse.

Mit indre aspergerramte fjollehoved hæfter sig på falderebet ved, at hvis brygget var navngivet før 1948, ville det have heddet “Kaaaaaad” – sådan er der så meget.

5-stjerner

Broughton 6,2 I.P.A., Broughton

2016-05-16 17.05.49Det holder jeg bare fast i …

Der er endnu en slags genganger på programmet. Igen er der tale om et bryg fra sidste års ølfestival i Lokomotivhallen. Det gælder den aldeles udmærkede skotske IPA fra Broughton Brewing Co., dengang velskænket til den milde klang af min højtelskede Glaswegian Patter. Glasgows lokale accent, der anses for at være totalt uforståelig, selvom det angiveligt skulle være en slags engelsk, og som jeg lærte at skatte så højt i de år, jeg spillede sækkepibe.

En god bog kan kendes på, at den kan læses flere gange, det samme gælder for at se film, høre vittigheder – og at drikke øl. Jeg vil faktisk vove den påstand, at man hurtigere bliver træt af at læse en god bog igen og igen, end man bliver af at drikke en god øl igen og igen. Men det er jo nok også fordi, jeg sammenligner – om ikke æbler og pærer (der i øvrigt begge er af rosenfamilien, og dermed genetisk ikke særligt forskellige) – så i hvert fald … tjah, øl og bøger? Min pointe var sådan set bare den, at den anden afprøvning af brygget ingenlunde var en skuffelse.

Før jeg glemmer det, har jeg lidt spændene trivia at videregive om bryggeriet bag brygget fra sidste anmeldelse, som venligst er leveret af min nabo. Han har været på bryggeriet i Ramallah, og kunne fortælle, at det kun har adgang til vand to dage om ugen. Det skyldes, at de omkringliggende ulovligt opførte bosættelser uden hensyn til områdets egentlige befolkning bruger løs, så resten af området må tørste. Danmark er som bekendt besættelsesmagtens venner, og derfor er regeringens officielle holdning vel også den, at det er lige som det skal være. Selv mener jeg det er skandaløst og en forbrydelse mod menneskeheden – bare så I lige ved det.

Ikke ulig uretten i Det Britiske Imperiums annektering af Irland – nåhr ja, og meget apropos Skotland. Skotterne er åbenbart bare ikke helt så kvikke som Irerne til at råbe “pik” og skride, når lejligheden byder sig. Men det er da mit ydmyge håb, at de en dag ser lyset.

Lyst er brygget i hvert fald – nydeligt orange og tilpas støvet til at være uigennemsigtigt uden ligefrem at være plumret (øv). Skummet er indbydende fedtet som friskpisket marengsmasse, og omtrent lige så stabilt. Brygget yder en for genren velkendt, men også bare generisk vidunderlig odeur af grannåle, frugt og blomster. Variationen over selve IPA-duftens idé finder man i et tungere frugtindslag med indslag af druer og hyben samt fylde af vanille oveni den velkendte og -komne duft af grannåle.

Og jeg husker ikke galt i forhold til bryggets uovertrufne evne til at fylde genren ud. Humlen næsten brænder i svælget, og der er ikke en krog i hele kæften der ikke svøbes ind i det stikkende, rivende grannåletæppe. Den voldsomme smagsoplevelse rundes af af en ikke mindre voldsom eftersmag af klæg, skarp bitterhed, der klæber sig hele vejen langs gummerne ned til mandlerne.

Hvis oplevelsen på nogen måde var anderledes, end da jeg fik det serveret på ølfestivalen – altså ud over at jeg fik det skænket til tonerne af den skotske accent – så husker jeg den som en tand mere letflydende. Som om den havde en læskende egenskab, jeg næppe finder i det forefindende humlehelvede … som om det var et problem, men sådan opdager man jo også små detaljer, når man læser gode bøger en gang til.

Karakteren er der imidlertid ingen grund til at lave om på.

5-stjerner

Taybeh Beer Dark, Taybeh Brewing Co.

2016-05-13 18.26.02For forbrødring …

Allerførst – nej, det er ikke øjnene der bedrager. Det er ikke en optisk illusion. Ej heller er jeg blevet hacket, eller tvunget til at gøre ting, jeg ikke er med på. Jeg lægger mig fladt ned – nu og her, og indrømmer at selv jeg – jeres ydmyge blogger – er til fals for usselt gods og mammon … Så ja. Det er rigtigt. Jeg har fået reklamer på min blog … So sue me. Jeg håber, det kan generere en liden skilling til financiering af min store interesse, som er … uha, kan I gætte det? Nej, det er for svært. Jeg må nok hellere afsløre det. Altså – som om jeg nogensinde har så meget som antydet her på bloggen, hvad det mon kunne være. Fair nok. Det er for svært. Nu skal I høre …

Jeg nærer en stor interesse for at anmelde øl!

Dælme! Ja, det havde I nok aldrig gættet! Ganske vist har jeg været heldig på det sidste med, at den suverænt største post – øllene – i vid udstrækning er blevet skænket (pun intended – of course) mig i gave. Men der er trods alt også et domæne, et webhotel og andre eventualiteter at tænke på. Så hvis disse udgifter – eller bare nogle få af dem – kan dækkes ved at andre vil betale mig penge for at vise deres tingeltangel på min blog – vel, så være det!

Med det på plads – hastigt videre. Dagens bryg er i en vis forstand en genganger, idet den er omtalt i mit indlæg om Danske Ølentusiasters Festival i Lokomotivhallen sidste år. (Jeg håber på at kunne kigge forbi lørdag formiddag i år, men jeg skal lige have det hele til at passe sammen). Selvom bryggene dengang fik et par stjerner kastet efter sig i forbifarten, valgte jeg ikke at lade omtalen tælle som egentlige anmeldelser. Det er trods alt begrænset, hvor dybt et indtryk man kan få af de mange små smagsprøver, man hamrer ned til en festival i modsætning til et helt glas, som man måske nyder over en periode på alt mellem fem minutter og flere timer.

Det er i øvrigt ikke første gang, et bryg går igen fra ølfestivalen. IPA‘en og Mummen fra Royal Unibrews Schiøtz-serie har været igennem samme mølle allerede.

Taybeh er et bryggeri i Ramallah, Palæstina – eller som det vist officielt hedder “Vestbredden” under “De Besatte Områder”. I skyggen af en fæl, besættelsesmagt producerer det lille bryggeri efter tysk forbillede en række forskellige øl til den lokale, undertrykte befolkning. Der er flere forskellige at vælge mellem – blandt andet en alkoholfri halal-øl, som fortsat er den bedste alkoholfri øl, jeg har prøvet. Der er også det sædvanlige pilsnersprøjt, som alle bryggerier, der ikke ligefrem er hånd/mikro/kvalitetsbryggerier skal brygge.

Og så er der alt det andet – som sagt i en tysk tradition, men så er det tyske øludbud trods alt heller ikke mere fattigt. Denne betragter jeg som en schwarzbier – for ganske schwarz (arabisk: أسود – (iflg. google translate) spørg ikke hvordan det udtales) er den i hvert fald. Skummet er nogenlunde højt, off white og med en godkendt cremet fylde.

Brygget dufter ganske velmaltet og frugtigt fyldigt. Der er noter af svesker og rosiner, blandet med kaffe og sød lakrids. Malten går igen i smagen og giver en godkendt-til-sufficient sødmefylde, der spiller fint op til at skud lidt for tynd kaffe af ellers mere end adækvat kvalitet – i hvert fald rene arabica-bønner – tøhø (okay, jeg skal nok prøve at styre mig).

Lidt lakrids er der også – det giver også lige brygget en enkelt skarptslebet tand i en øloplevelse, der nok er rar, men også truer med at blive lidt for magelig.

Og det skal man helst ikke blive, når man alt andet lige befinder sig i en krigszone under en ful besættelsesmagts hårde jerngreb. Må alle Mellemøstens folk en dag forenes i fred, og fredsslutningen skåles ind med bryg fra Taybeh – bryggeriet fortjener intet mindre.

4-stjerner

Eelriver Porter, Eelriver Brewing Co.

2016-05-10 17.49.04Økologi alene …

De gode øl har jo flydt i stride strømme her på bloggen. Forventningen som øllene udadtil stillede i udsigt – med beskrivelser, etiketter osv. – har faktisk ikke stået særlig godt mål med øllets egentlige kvalitet. Sidstnævnte har i den grad overgået etiketternes forjættelse af produktet, og det er den slags forventningsuoverensstemmelse som jeg godt kan lide.

Og det var jo ellers ikke fordi øllene udadtil var kedelige. Der har været alt fra bakterielle eksperimenter til rent ud sagt himmelske stouts, og hele tre topkarakterer er det blevet til i løbet af de sidste seks anmeldelser. Det må siges at være i orden.

Men All good things must come to an end, og inden længe har vi de syv magre år, træerne vokser ikke ind i himlen, og højt at flyve, dybt at falde og alt det der … I mit tilfælde ser det ud til, at de gode tider langt fra er blevet dårlige endnu, jeg er måske nået et aftagende sjette år i stimen, og nok er højden med dagens bryg aftaget en kende, mææææææn – så trækker skyerne sig altså heller ikke mere truende sammen i horisonten.

Dagens bryg er en økologisk stout fra Californien – et af de mange dynamiske centre for amerikansk mikrobryg. Jeg har flere gange luftet min åbenbart temmelig kontroversielle manglende skepsis over for økologisk øl, men også altid haft det forbehold, at økologi alene ikke gør øllet godt. Det er dagens bryg et for så vidt udmærket eksempel på.

Gode stouts skal helst forhandles i tuber, hvor brygget skal trykkes ud. Og hvis det forhandles i flasker, skal det helst stødes ud ligesom fra en ketchupflaske. Dertil lever dette bryg kun i meget ringe grad op. Ganske letflydende er det, tillige lidt for sodavandsagtigt brusende og med et lidt for hurtigt faldende skum. Til gengæld er det ganske uigennemsigtigt natsort, så en bedømmelse som colastout stadig ville være uretvisende grænsende til det uforskammede.

Brygget dufter af kaffe og jordnødder. Kaffen kunne godt trænge til lidt flere bønner, og den fornemmelse får man også i smagen. Til gengæld er kaffen det dyre økologiske luksusmærke fra Irma, så kvaliteten af bønnen i det mindste er på plads … men igen, det alene gøre ingen god kaffe – eller for den sags skyld øl. Bitterheden følges op an en småslatten, rugbrødsagtig fylde, der med bryggets søde honningnoter giver indtryk af pumpernikkel spædet op med colanød.

Det bliver aldrig – sådan WHAUW! rigtig fantastisk, som Kim Schumacher ville have sagt det. Ikke desto mindre er kaffens kvalitet god hele vejen igennem, og jeg kan godt lide pumpernickel, så denne stout trods alt formår at hive sig op over det middelmådige.

Men det er lidt på trods, og næppe på grund af økologien, at æren reddes på stregen.

3-C2-BD-stjerner

Solsiden, Gravøl

2016-05-06 19.12.38Så blev det Oles tur …

Så blev den tredje af Ole Wolfs ‘gravøl‘ … ikke bundet, for det ville være synd – tillige med noget voldsomt kan man vist roligt sige. Der er trods alt tale om bryggeriets flagskib (scroll ned til ‘Solsiden’ i linket), så den blev nydt over et ganske langt tidsrum i ganske små nip.

Det er en baltisk porter – og Porter er det i hvert fald – som det fremgår med stort ‘P’. Tykt og sort som beg er det, hvorfor det kan undre en kende, at skummet trods alt ikke er hverken højere eller mørkere. Lavden skyldes, at bryggeren udøver kontrol skarpere end regeringens kommende despektpak… undskyld disrespe… ræsb… *host host* beklager, men mine fingre nægter at taste ordene med tanke på, hvad pakken går ud på, og navnlig hvad den skal bruges til. Der er tale om en én til én parallel til den tyrkiske præsident Erdogans love, der skal lukke munden på hans kritikere indenlands som udenlands. Regeringen er bare bedre til at spinne den som noget andet. Det jeg prøvede at sige var, at bryggeren søger at udøve strengere kontrol over bryggets karbonering end regeringens kommende lovkompleks til fremmelse af censur og strafbarhed for kriminalitet, man ikke har begået søger at kontrollere den almindelige offentlighed. Tidligere har der været småproblemer med netop dette, men nu ser de altså ud til at være effektivt overvundet.

Hvor en baltic porter ellers traditionelt er sød i udtrykket, er denne anderledes tung og vrissen. Der er røg som af et stort bål, der netop er er blevet slukket af styrtregn. Og det er ikke kun træ, der har været på bålet. Et par store bildæk, og andet der ikke er helt sundt har også båret ved. Det skal i øvrigt kun opfattes som ros.

Og brygget smager af selve asken fra det udbrændte Helvede. Ud over den tætte, kvælende røg er der svovl, slagger, kul og aske og de spredte, svitsende gløder. Og som om det ikke i sig selv var himmelsk og vidunderligt, så tillader brygget sig den formastelighed oven i købet at smage sødt af letbranket farinsukker.

Og således ender brygget alligevel med at være en baltisk porter – en meget røget og bitter baltisk porter ganske vist, men en baltisk porter ikke desto mindre. Så småt forenes røg og farinsukker desuden, og bliver først til piratos, så til sød finsk lakrids – og det er jo ikke en mindre nydelse, end hvad det var i forvejen.

Tilbage står spørgsmålet, hvorfor der overhovedet findes store bryggerier i verden, når nu hjemmebryggerne klarer det så meget bedre? Hvad med om man bare demonterede alle store bryggerier, og lod hjemmebryggerne brygge alt verdens øl i stedet? Det ville det i hvert fald ikke blive ringere af.

I hvert fald ikke, hvis hjemmebryggerne er lige så ferme som Ole Wolf, der hermed bliver den anden hjemmebrygger, der scorer topkarakter på bloggen.

6-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme