Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

In your face, Crew Republic

Lidt for ren …

Det var jo ikke hele Tyskland, der klokkede i det, da de omsider valgte at hoppe på kvalitetsbølgen her for 2-3 år siden. Wacken Brauerei repræsenterer bestemt ikke hele Forbundsrepublikken i deres rygstødende juristerier. De repræsenterer heller ikke Crew Republic, et mikrbryggeri fra München med det sigende slogan ‘Craft Beer is not a Crime’. – Det er sandt, og bestemt ikke bare en dumsmart bemærkning, men snarere et subtilt stik til det tyske Reinheitsgebot. Ved sin udfærdigelse i Renæssancen var dette ganske vist en garant for kvalitet og mindre giftigt øl, men i vore dage har det været en klods om benet på innovationen i Tyskland, og formentlig den væsentligste grund til, at ølrevolutionen var så længe undervejs i hvad der tidligere har været betragtet som et foregangsland hvad angår øl.

Hvor passer det egentlig fint, at opgøret kommer fra samme område, som loven selv i sin tid gjorde.

Ikke desto mindre overholder denne øl renhedsforskrifterne – og som så mange tyske bryggerier, er de to bryggere, Mario og Timm, også omhyggelige med at gøre opmærksom på dette på etiketterne. “Så meget for oprøret” kunne man kynisk sige, men en IPA behøver ikke andet en vand, humle, gær og malt – så hvorfor egentlig ikke bare holde det simpelt?

Rent er brygget måske nok, men næppe ‘naturtrüb’. Det virker i hvert fald ganske klart og mere ovre i det korngule end det kobberrøde, som IPA’er gerne bevæger sig over i. Det fedtede marengsskum matcher til gengæld fint med, hvad man oftest ser i denne type.

Bouqueten er primært aromatisk, idet den venlige, søde altheaaroma pakker de ellers skarpe grannåle ind i et blødt tæppe. Så er der lidt mere grannåle i smagen, mens den venlige citrusaroma ledsager som den skal i en sufficient skarp bitter grundstamme.

Det er meget klassisk, meget rent, meget kontrolleret og meget uoverraskende. Selvom der er kraft nok i smagen, er der intet nyt at hente. Den nidkære kontrol og renhed lader faktisk til at have taget en smule overhånd, idet en syl af blankt stål jager i gummerne, hver gang man tager en tår. Uden at det vælter et overordnet pænt indtryk, minder det stadig om, at en ubalance til den lidt for bitre side – eller den lidt for søde side altid er at foretrække for den lidt for blankpolerede og rene side.

Bingo Gringo, Svaneke Bryghus

Ikke særlig mexicansk …

Nogle små lyspunkter glimter spagfærdigt i det mørke tæppe af intense grusomheder, der hele tiden viser sig i nyhedsfladen. Londonindbyggernes enorme demonstrationer mod Annoying Orange aka The Oompa-Loompa in Chief aka The Drumpf aka … ukært barn har åbenbart også mange navne – er ét af dem.

Et andet er at Københavns Politi dropper anklagerne mod Tarek Adlouni, som ordensmagten ellers på helt eget initiativ havde idømt en straksdom lydende på knippelsuppe, asfalteksem og racistisk tilsvining, angiveligt for at have ærekrænket deres store idol (omtalt i foregående afsnit) ved at udtale dennes efternavn med ordet ‘fuck’ foran. Hensynet til de tilstedeværende betjentes følelser når deres politiske og ideologiske forbilleder udsættes for hån på adskillige tusind kilometers afstand går altså stik mod betjentenes forventninger ikke forud for den grundlovssikrede ytringsfrihed.

At Adlounis erstatning formentlig kun bliver symbolsk er imidlertid blot en af mange dråber malurt i det bæger. At ingen af de tilstedeværende voldelige, racistiske og ytringsfrihedsafskyende betjente vil blive stillet til ansvar for deres magtmisbrug er et andet. Et tredje er, at chancen for at der ville blive fældet dom, hvis der mod forventning skulle komme en sag, formentlig skal operationaliseres i negative tal. At der er tale om en racistisk motiveret hadforbrydelse under særdeles skærpende omstændigheder med det forsæt at stække ytringsfriheden ved, med fysisk vold at afskrække andre fra at bruge den, er lige så klart som en lunken, ekstra fortyndet Tuborg Super Light i sommervarmen. Men som Tibet-sagen senest lærte os, vil ingen – selvom lovbruddene er helt åbenlyse – blive stillet til ansvar. Om ikke andet fordi politiet grundigt sørger for at bortskaffe bevismaterialet mod dem. Noget lignende vil forventeligt også ske i denne sag. Senere vil betjentene vil ikke kunne identificeres og politirapporterne vil forsvinde. Mest sandsynligt af alt er dog at sagen ender her, og snart er glemt.

Jeg har valgt at kvæle noget af min vrede over sagen i en lys pilsner efter mexicansk forbillede. Ja, det kunne godt lyde som om jeg gjorde pinen endnu større. men der er jo ligegodt tale om en pilsner fra Svaneke Bryghus. De er et af de få bryggerier, der kan noget ekstraordinært med pilsnertypen.

Indledende er oplevelsen dog afdæmpet. Det klassisk korngule bryg skummer måske en anelse mere end gennemsnittet, men mangt en pilsner har duftet af mere. Kvaliteten af den smule duft der er, er til gengæld mere end godkendt. En kant af fusel leverer råstyrken oven i en bund af Hallertauerhumle (om det er den humle, der er brugt, står hen i det uvisse) – ren og uforfalsket som man fx kender den fra Flensburger Pilsener. Helt rent er brygget nu ikke, da det er tilsat limesaft, som mexicanske øl ganske vist først bliver efter skænkning. Men en eller anden undskyldning for at kalde brygget mexicansk skal bryggeriet jo selvfølgelig have.

Smagen er om muligt endnu mindre mexicansk. I stedet for at få en mundfuld vand indenbords med et fjernt pift af humle, der allerede ved krydring var en skygge af sig selv, mødes smagsløgene her af en tæt, nøddebitter humlefylde, der igen fører tankerne sydpå til vores store nabo, når de undtagelsesvis i deres stereotype konservatisme faktisk får brygget en pilsner, der er værd at bide mærke i. Brygget bevarer desuden sin friskhed på trods af humlens tyngde. Alkohol og kulsyre river godt i brystkassen ved nedsvælgning, så sådan formår brygget at spille højt på alle tangenter uden at det resulterer i larm, eller at de kraftige indtryk overdøver hinanden.

Lidt irriteret bliver jeg til gengæld over etiketten. Der finder man en stereotyp mexicaner med Sombrero og stort overskæg, som vi i Vesten kender dem fra dårlige cowboyfilm. Come on – er vi virkelig ikke vokset fra den slags, og har mexicanerne ikke rigeligt at slås med for tiden? Deres store nabo mod Nord har som bekendt væsentlig mere dårligdom at byde på, end kedeligt øl (ja, deres øl er snart noget af det eneste fra den kant at råbe hurra over).

Men – alt i alt glimter denne pilsner fra Svaneke nu også en smule.

Brinkholm Frugtbar Pale Ale, Bov Bryg

Citron er selvfølgelig også en frugt …

Det er til tider hårdt at se, hvordan de mennesker man kender, i modstrid med hvad den gode H. C. Andersen skrev i eventyret “Hvad Fatter Gør”, ikke bliver kønnere med alderen. Tag nu fx min gamle drikkekammerat Karen Jespers… nåhr nej, så gammel er jeg heller ikke – Pernille Rosenkrantz-Theil, der i en video fra det efterhånden temmelig asociale parti Socialdemokratiet, hælder vand ud af ørerne så man næsten må iføre sig dykkerdragt om, hvordan man allerede i vuggestuealderen skulle kunne udpege børn, der senere hen vil få det svært i livet.

Skilsmissebørn fx. Jo jo – selvfølgelig kun hvis forældrene ikke kan finde ud af det, og det passer jo heldigvis ret dårligt på min eks og mig. Men jeg føler mig alligevel truffet af sådan at være i hendes og hendes magtliderlige, asociale partifællers sigtekorn. For der skal sættes ind, skal der – med fortsat flere nedskæringer, strengere straffe, voldsommere sanktioner – mod både børn og forældre selvfølgelig – mere af alt det, vi allesammen godt ved i forvejen virker stik mod hensigten. Ligesom ghettopakken og burkaloven aktuelt kun vil blæse problemer, der hhv er i bedring og reelt ikke-eksisterende op, så de ramte kun vil havne i et endnu dybere morads, end de var før.

En god nyhed er deriomod, at min ekshustru blevet gift igen. Så er børnene vel heller ikke helt så meget skilsmissebørn mere, selvom det jo nok ikke skal få socialdemokraterne til at holde sig tilbage. Hvordan man i øjeblikket netop i ghettopakken kriminaliserer flere familier, der i generationer har boet her i landet, blot fordi de har udenlandsk baggrund viser med al tydelighed, hvor lille et hjørne der skal være blottet, før de sætter ind med hele regimentet. Som barn af tyske indvandrere kan jeg vel dårligt nok føle mig sikker særligt meget længere.

Til gengæld er børnenes nye bonusfar en guttermand, der allerede har langet denne øl ud til anmeldelse på bloggen. Den stammer fra et lokalt samarbejde mellem andelsgården Brinkholm ved Tryggevælde Å – de har leveret malten – og Gavnø Slot. Det er et meget lokalt projekt, som den gode Malte (det er ikke gas – det hedder han faktisk) havde meget godt at sige om. Selv er jeg rigtig glad for, at min blog sådan når rundt i hjørnerne af den danske brygverden, hvor jeg får fingre i øl, der ellers kun kommer et lille lokalområde til nytte.

Lettilgængeligt kan det kobberfarvede, lettågede og tætskummende bryg umiddelbart ikke beskyldes for at være. En markant og sødlig odeur af banan rammer snart duftorganerne idet brygget skænkes. Smagen er skarp af umoden banan og vådt træ. En tæt gærfylde giver rigeligt til at mætte hele mundhulen – men oplevelsen kvalificerer altså langt fra som entydigt god.

Gærelementet er for fremtrædende, og det frugtige der fremhæves i etiketten er ikke umiddelbart nemt at finde. En bagvedliggende syrlighed af citron er med til at gøre brygget endnu sværere tilgængeligt – men det er da for så vidt frugtigt.

Jeg ved ikke, om jeg måske har fået fat i et dårligt eksemplar, for hvis det er meningen at den skal smage på denne måde så er den nok for avanceret for mig.

Malte skal i hvert fald have tak for at have beriget min ølverden. Uanset kvaliteten er anmeldelsesprocessen altid en fornøjelse – ikke mindst når brygget ikke sådan lige er til at få fat i.

Balder, Munkebo Brewery (Nidstangen III)

Op med pælen igen …

Det var vist lige hurtigt nok, jeg fik pillet nidstangen ned. Ved nærmere gennemlæsning af Wacken Brauereis udflugter og halve undskyldninger, savner man fortsat en utvetydig bilæggelse af den strid, som Wacken Brauerei og kun Wacken Brauerei har startet.

Og for nu at gøre det tydeligt, at såvel min boykot som min nidtale mod bryggeriet fortsætter, pryder nidstangen nu bloggens øvre venstre hjørne, så ingen kan være i tvivl. Den dag retskravet rent faktisk trækkes tilbage – og først da – tages nidstangen ned.

Wacken Brauerei har ganske enkelt ikke været adækvat klar i spyttet, da de undskyldte og forklarede. Kravet om, at Munkebo Brewery og andre bryggerier ikke må markedsføre deres øl under de nordiske gudenavne i udlandet er fx ikke trukket tilbage.

Samtidig taler bryggeriet ud fra den forudsætning, at de selv – idet de har varemærkeregistreret de nordiske gudenavne til øl, fortsat skulle have et særligt retskrav til dette. I den forbindelse skriver de blandt andet, at de ikke vil tage nogen retslige skridt, hvis andre bruger navnene fremadrettet – igen såfremt det blot sker i bryggeriernes hjemlande. Men Wacken Brauerei har ikke, har aldrig haft og vil – må samtlige monoteistiske guder med samt disses antagonister, alle polysteistiske panthea og hele spektrummet af tilfældige fluktuationer i rum-tid kontinuummet (den var til ateisterne) forbyde det – aldrig få en forrang til at kunne bruge nordiske gudenavne til deres øl, bare fordi deres talende nålestribede jakkesæt påstår det.

Wacken Brauerei må få ind i deres havregrødsfyldte penalhus, at de alene har startet konflikten, og at det derfor også alene ligger på deres skuldre at løse den. Intet andet bryggeri i hele verden har skyggen af forpligtelse til at rette sig efter Wacken Brauereis horrible krav.

Andre bryggerier – eller bloggere for den sags skyld – har heller ikke nogen forpligtelse til direkte at udskamme og håne Wacken Brauerei – men jeg synes da det ville være fedt hvis de gad. Det er i hvert fald en glæde, jeg ikke kunne drømme om at tage patent på. Tværtom er jeg af den faste overbevisning om, at vi meget bedre kan gøre det i flok frem for at tilrane sig en eneret på festlighederne.

– Ja, så fæl en kommunist er jeg nemlig. (NB! Man behøver ikke være lige så fæl en anarkistisk kommunistisk socialist som jeg for at mene, at Wacken Brauerei har fejlgær i kraniet.)

Fordi jeg har været så optaget af at skælde ud på Wacken Brauerei, har jeg helt glemt at nævne, at de fine øl fra Munkebo Brewery, som jeg anmelder i Wacken Brauereis fjæs (nåhr ja, og fordi jeg godt kan lide at anmelde øl, selvfølgelig også) alle er glutenfrie. Har man altså den aldeles fæle lidelse ved navn cøliaki, skulle bryggene her altså ikke give symptomer.

Hører man til gengæld til pylrefjolserne, der ser eder og forgift i alt hvad vi putter i hovedet, ikke mindst gluten, der i deres øjne vel nærmest er at betragte som en blanding af cyanid, stryknin og arsenik, ja, så er disse øl helt sikkert ikke sagen. Med visse undtagelser indeholder alt øl et organisk opløsningsmiddel, der burde virke som en uigennemtrængeligt kraftfelt på disse typer. Jeg tænker selvfølgelig på alkohol – men mon ikke der er mange af flæbehovederne, der alligevel kaster gærede humleprodukter i kraniet – gerne af typer med gluten – uden det mindste brok eller hypokondri?

Vel, det er ikke dem, det skal handle om, men derimod Munkebo Brewerys øl.

Balder er en IPA hvor gæren er blevet fodret med agave-sukker. Det er i sådanne øjeblikke, det går op for én, at selv om man tit har købt agave-sirup, aner man faktisk ikke, hvad agave er.

Det er en kaktusplante, viser det sig. Og dens sukkerstoffer bruges i fremstilling af Tequila. Tequila i kombination med øl kan gå rigtig rigtig godt, skal vi huske. Visuelt får det nu ikke brygget til at afvige fra typen – det er ganske lyst og med et tæt, prangende og plastisk skum. Nok er der ikke gluten i – men proteinerne gør sandelig deres arbejde (lærte jeg på DTU, vil nogen måske huske).

Brygget dufter frugtigt og sødt – spæde græsrødder stikker frem på en baggrund af passionsfrugt. I aromaen mødes man af typens signaturbitterhed – den ligger potent og lige i skabet med klassisk aroma af friske fyrrenåle. Den ledsagende aromatiske sødme er ikke glemt – her møder vi atter græsrødderne, der med deres sprøde friskhed leverer et udsøgt kompliment til bitterheden.

Cøliakere kan få den fulde, uforfalskede IPA-oplevelse i dette bryg. Puristerne vil sikkert fnyse ad, at sukkeret ikke stammer fra kornmalt, mens pylrehovederne formentlig vil løbe skrigende bort på grund af bryggets indhold af sukkerstoffer, gær, planter, alkohol, og værst af alt; dihydrogenmonoxid. Ja, det indeholder brygget nemlig også – ligesom alle andre øl helt uden undtagelse. Det burde jo holde samtlige pylrehoveder væk på forhånd.

Skål, alle med reel glutenintolerance, skål purister – takket være jer, er der mere af dette øl til cøliakere og undertegnede. Skål, pylrehoveder – i jeres fjæs og for at drille.

Og må de talende jakkesæts øjne hos Wacken Brauerei funkle som de skønneste diamanter i selskab med titusindvis af nysgerrige skader.

Christian IX, Kongebryg

Klart og sødt …

Det er alt for længe siden, jeg sidst har anmeldt øl fra Kongebryg. De gæve bryggere i Næstved har til huse i den nedlagte kaserne, hvor de ud over bryggeri også har indrettet et efterhånden ret populært spillested i den gamle kampvognshal. Deres øl er primært europæisk-inspirerede. Det er langt fra så mange IPA’er, som det er saisons, stouts, andre belgiske ales og lambic, pilsnere og hvedeøl, der gærer på anlægget.

Denne her er fx en hvedeøl – eller en Hefe Weizen, som det fremgår af etiketten. Kong Christian d. IX var ham, der fik Danmark i krig mod Bismarck i 1864, så hans nære og – tør man vist godt sige – temmelig katastrofale forhold til tysk historie har vel været medvirkende til, at Kongebryg vælger den tyske betegnelse.

“[Han] var under folkeligt og politisk pres,” fortæller etiketten “hvilket muligvis kan have sløret hans syn og så at sige “gjort øllet uklart[“]. Skænk derfor denne Hefe Weizen, hold glasset op imod lyset og se, om ikke også dit syn ligesom Christians – sløres.”

– Ikke synderligt ville jeg sige. Jeg havde oprigtigt mistanken, at der var tale om en Kristallweizen, altså en filtreret hvedeøl, da det ved skænkning ikke forekommer specielt tåget. Men var det en sådan, ville der jo nok ikke stå ‘Hefe-Weizen’ men derimod ‘Kristall…’ ja, I forstår nok.

Brygget byder på en præsent alkoholnote, selvom bryggets styrke kun er på lettere forhøjede 5,2 %. Ellers præges bouqueten af søde noter – hyldeblomst og en noget markant note af banan. Faretruende måske, for hvor ofte har isoamyl acetat og dets bananfremmende aroma ikke ødelagt mangt en weißbier og lys belgisk ale-oplevelse? Her virker den dog velintegreret i brygget, og ingenlunde distraherende.

Også i smagen er sødmen præsent. Missmage kan der være så rigeligt af i hvedeøl, og det er ofte et overskud af gær, der kan give en sur aroma med en næsten sandet mundfornemmelse. Den slags er man helt fri for her, hvor de søde noter blidt og meget rent kærtegner alle mundens indre organer med markante hyld- og æblenoter, skarpt ledsaget af et præsent alkoholelement …

… og – banan! Hvis ikke man kan lide aroma af banan, er dette nok ikke lige sagen. Personligt mener jeg nu ikke, det er for meget. Bananaromaen blander sig fint med de andre søde indtryk, hvorved den snarere viser sin berettigelse i nogle brygtyper frem for at måtte opfattes som et fremmedelement.

Kongebrygs faste roadie Brian skal have tak for, at han huskede at udlevere den til mig ved ølfestivalen i Lokomotivværkstedet tidligere på året – og brygmester Niels Kiens skal selvfølgelig have mindst lige så stor en tak for gaven.

Jeg håber, vi snart ses igen.

Lindemans Casis, Lindemans (Fra Klosteret II)

Bristede forventninger …

Jeg tager hermed en tråd op tilbage fra tidligt på foråret. Tilbage i marts var jeg på ølfestival i Esrum hvor jeg erhvervede mig et lille udvalg af belgiske klosterbryg. Den slags kan godt holde til at stå et stykke tid – og det har de så gjort, de fleste af dem. En enkelt blev så anmeldt i april – og jeg tror ikke, der kommer til at gå så langt tid mellem anmeldelserne generelt som mellem disse to.

Her er der en øltype, jeg ikke kendte før. Ganske vist kendte jeg udmærket til de belgiske frugtøl – ikke mindst kriek‘en, som jeg er en stor nyder af. Egentlig er en tilsvarende øl med solbær jo ikke far fetched, men lur mig om ikke jeg ikke havde skænket det så meget som en halv tanke, før jeg ved ølfestivalen fandt ud af, at det fandtes.

Jeg holder egentlig meget af solbær. Og alligevel er solbær en acquired taste, som jeg gemmer til særlige lejligheder. Hindbær, jordbær, rips og kirsebær kaster jeg i mig som slik, mens solbærrene med deres mørke, ganske særlige syrlige smag, ikke helt indbyder til samme slags lemfældig sorgløs nydelse.

Netop derfor havde jeg store forventninger til den lille flaske.

Belgierne drikker angiveligt ikke deres frugtøl rene, men blander dem typisk op med andre sure øl – Gueuze, fx. Frugtøllene er som antydet selv sure, vildgærede øl. Som skandinavisk barbar drikker jeg dem selvfølgelig rene, og glæder mig i den anledning over, at netop disse fra Lindeman er afdæmpede i alkoholstyrke, så man kan nyde den sliksøde masse uden at behøve bekymre sig om fuldskab og tømmermænd (m/k) bagefter.

Imidlertid viste forventningerne om en syrlig lille frugtbombe sig ikke helt indfriede. Nok var brygget dejligt natsort med højt, blodrødt skum – sjældent har et bryg prydet mit drageglas så vel – det er sådan vampyrer drikker med stil. Og imens legede duften så fint med, med skarpe, syrligtsøde og fyldige noter af lige præcis det man håbede og forventede – solbær så tæt at man snarere måtte forvente en grød eller budding end et bryg.

Men i smagen måtte indtrykkene vige. Skarpest var det bagvedliggende lambic-brygs syrlighed. Og den lå jo sådan set også fint der i baggrunden og var sur på den glædelige måde. Jeg var til gengæld gået ind med en langt større forventning om solbær – ikke mindst efter den fine indledende bouquet. Men solbærrene var ikke synderligt præsente. Ligesom det sure lambic-indslag lagde også de sig i baggrunden, som om de saft-susemig også ville spille andenviolin sammen med syren. Sådan glider det ned – glimtvis og skiftevis med lambicsyre og solbær. Aldrig rigtig komplimenterende hinanden og heller aldrig i konflikt, hvorved det ellers lovende frugtbryg ender – om ikke kedeligt så i hvert fald langt fra så nyt og spændende som jeg havde forventet.

Fenrir, Munkebo Brewery (Nidstangen II)

Mere tysk end amerikansk …

Wacken Brauerei har jo trukket noget i land efter at de – og navnlig deres advokater – jokkede godt og grundigt i spinaten forleden. En halvhjertet og ikke synderligt sammenhængende bortforklaring er det i hvert fald blevet til. Søforklaringen går ud på, at bryggeriet blev anbefalet af deres advokater at varemærkebeskytte alle de navne, de kunne tænke sig at bruge til deres øl. For ellers kunne *gys* andre bryggerier jo finde på også at bruge dem.

Siden har de offentliggjort noget, der godt kunne ligne en undskyldning og en opfordring til fælles front mod industribryggerierne. Måske har de faktisk lært lidt af sagen, dernede i Holsten, eller også ved de samme advokater, der sidst klokkede så grundigt i det, mere om damage control end om almindelig god opførsel.

Men ret skal være ret. Jeg pakker foreløbig nidstangen væk, og vil i de fremtidige anmeldelser af Munkebo Brewery’s øl kun nævne fadæsen i forbifarten. Til gengæld er jeg glad for, at min blog ikke bare består af anmeldelse efter anmeldelse, men at der også er andre emner på programmet ind imellem – ølrelaterede selvfølgelig. Det ville jeg faktisk gerne have, at der kom noget mere af.

Anyways – videre til en lidt mere simpel sag fra Munkebo Bewery. – En pale ale efter amerikansk forbillede – en slags IPA light, om man vil. Typen er kendetegnet ved en markant frisk humleprofil, der blot er væsentlig mere afdæmpet end man finder den i den populære IPA.

Det er nu ikke så meget amerikanske, som tyske noter, der umiddelbart præger brygget. Ingen simcoe, cascade eller citra, men derimod bouquet af klassisk hallertauer. Det er såmænd meget muligt, at der ikke engang er brugt hallertauer i brygget, men det er umiskendeligt duften af Flensburger Pilsener snarere end fx de Vermont-baserede humlemonstre, jeg prøvede for et par år tilbage. Typens genkendelige friskhed er der til gengæld ikke givet køb på. Dyb hallertauerimpression og almindelig friskhed forefindes i finurlig forening.

Og den kombination fortsætter i det lyse brygs aroma. Prikkende friskhed og dyb pilsnerbitter humle behager til almindelig nydelse og en smule til. Alene at et tungt pilsnerindtryk kan virke sprødt og friskt på den måde er hele oplevelsen værd.

For sig selv er både den traditionelle pilsner og den amerikanske pale ale et par typer, hvis mangfoldighed og variation er til at overskue. Men i kombination har de helt tydeligt mere at byde på.

Sweetwater IPA, SweetWater Brewery

Det er da meget sødt …

Et udvalg fra dette bryggeri har på det sidste kunnet fås i SuperBrugsen til en ikke helt lav pris. Det er i og for sig også fair nok – brygning af ordentligt øl er ressourcekrævende, og de gode resultater kommer man til at betale for.

Et hurtigt kig på bryggeriets hjemmeside efterlader uanset hvad et sympatisk indtryk. De bruger en stor laks på deres etiketter som metafor for, at de går imod strømmen. Det er jo også lidt sødt, mens de bliver anderledes brutale i spyttet, når det gælder beskrivelsen af denne øl: “This mammoth IPA is dry hopped to the gills, delivering a kick-you-in-the-teeth hop chop.”

Den får altså ikke for lidt. Men om det er den slags marketingstunts der gør udslaget, når SuperBrugsen skal importere øl fra udlandet må stå hen i det uvisse. Men jeg håber da at prøver og smagsoplevelser går forud for bryggeriernes egen navlepillende ros.

Til at begynde med lægger brygget sig ellers mageligt i midterfeltet af IPA-typen. Et midterfeldt, nota bene, der ligger ugudeligt meget længere fremme end midterfeltet af pilsnere. Lyst er brygget med en nydeligt tæt, hvid skumkrone. Duften lægger sig i front med noter af ginger ale, althea og vanille. Denne gang er det sødt og velgørende på en måde, så jeg ikke engang behøver være sarkastisk i min karakteristik. Skummet – der ikke lige sådan lader sig kue af tyngdekraften – er også sødt. Ganske markant sødt endda – ikke ulig candy floss, og sådan implementerer bryggeriet med jævn hånd sit navn i bryggets smag.

Tænderne forbliver til gengæld hele, når glasset føres til munden (med mindre man er en så stor klovn, at man fører glasset for hurtigt til munden. Men jeg antager at læserne er voksne nok til at kunne håndtere et drikkeglas selv – ellers så prøv med et plastickrus), jeg vil ikke ligefrem sige, at jeg savner et los i sylten, men forventningerne om et sådan blev altså ikke adækvat indfriet. Til gengæld får man ganske uforfalsket typens klassiske, uforfalskede aroma af friskskåret træ, bergamot og hyldeblomst.

Vi befinder os igen i det magelige midterfelt, hvor jeg vælger at glæde mig over alt det gode, jeg kender og elsker, frem for at ærgre mig over, at der ikke rigtig er noget nyt at hente her.

Guinness Nitro IPA, The Open Gate Brewery

Subtraktion …

Spørg mig nu ikke, hvordan det er kommet i stand. Jeg forestiller mig at Guinness-brandet må være et af de mest nidkært bevogtede med et særligt uddannet korps af advokater, formentlig iklædt specialjakkesæt i kevlar og bevæbnet med porteføljer i en sprængsikker mithril/elversølv-legering. Hvordan det for mig indtil nu ukendte The Open Gate Brewery har fået lov til denne slags krumspring, har jeg end ikke turdet google mig frem til … De der porteføljer kunne sikkert finde på at snappe efter én, hvis man stikker snuden for langt frem.

Jeg fandt den på en supermarkedshylde (SuperBrugsen, var det vist) og den vakte omgående blandede fornemmelser. De gik i retning af “den åndsvage idé måtte en eller anden vel finde på på et eller andet tidspunkt, gud fader bevares!” og “den idé er så tåbelig, at den faktisk kunne fungere”. Med hjem kom den i hvert fald.

Ligheden med Guinness’ gammelkendte (og i mine øjne halvtynde – men til festlige lejligheder velegnede) stout er lige for. I stedet for kulsyre er brygget tilsat kvælstof – i emballageform ved en lille kugle, der brydes ved åbning af dåsen. Meget fikst og ingeniøragtigt. Det spændende er, om erstatning af kulsyre med kvælstof kan bibringe den velkendte, højtelskede og – lad os nu være ærlige – skamredne IPA-type noget nyt. Tilsætning af enebær viste sig at være en god idé, lærte vi sidst. Kunne man være heldig to gange i træk?

Brygget er mørkere end jeg forventede. Det er helt ovre i noget classic pilsner-brunt. Ikke diskvalificerende for typen, men alligevel ualmindeligt. En i grunden mild og cremet duft kan fra starten imidlertid ikke dække over, at brygget virker langt mere som en afbruset pale ale end en IPA.

Brygget byder på søde noter af frisk græs og passionsfrugt, ledsaget af kvælstoffens finurlige, og nogle gange kun vanskeligt definerbare fylde. Den for IPA-typen så elskede, for ikke at sige definitive bitterhed skal man til gengæld kigge langt efter – ligesom skarphedden og friskheden. Ja, selv de ellers velgørende frugtige søde noter virker fremmede i betragtning af typen.

Først i eftersmagen mærker man brygtypens bitre signatur. Omend den på bagtunge og ved mandler har en vis antydning af kraft, mangler den IPA’ens skarpe og hvasse karakter. Den er blød og rund – for ikke at sige sløv, og det kvælstofpakkede øl ledsager med en underligt grynet mundfornemmelse, der bestemt ikke hjælper.

Nej, så gik det godt nok meget bedre med enebærrene. De gav typen lidt tiltrængt fornyelse. Kvælstoffen, derimod, tager alt det bort fra typen, der gør den vidtberømmet og elsket.

Og hvad giver den i stedet? Ikke rigtig noget, faktisk. I hvert fald ikke noget, der er værd at skrive lange – eller for den sags skyld korte – blogindlæg om.

Röskva, Munkebo Brewery (Nidstangen I)

Til Hekkenfeldt med kronologien …

Jeg har forpligtet mig til at anmelde Munkebo Brewerys (tidligere Munkebo Mikrobryg) øl i anledning af Wacken Brauereis uhørte retslige angreb på dem. Imidlertid er Wacken Brauerei begyndt at trække følehornene til sig igen. Det har den slags firmaer det med at gøre, når de rammes af en sådan kuling af ekstrementer, som man kan bevidne på deres facebookside.

Sarte sjæle kan roligt klikke sig ind. Jeg skriver i overført betydning. Men videre til anmeldelsen af Munkebos bryg. Jeg må hellere i gang før sagen fiser helt ud i glemslen. Jeg må derfor endnu engang pakke kronologien i mine øloplevelser væk – der er andre ting, der er vigtigere …

Röskva er et af de to børn, som Thor og Loke tager med sig på deres færd til jætten Udgårdsloke. Det sker som straf fordi Röskvas uvorne møgunge af en bror, Tjalfe, ikke kan nære sig, og brækker et af benene på Thors slagtede geder for at komme ind til marven. Man kan læse om dette i Snorres Edda – eller Den Yngre Edda om man vil. Alternativt kan man læse “Ulven er Løs” af Peter Madsen – den rigtige Peter Madsen, serietegneren Peter Madsen, og ikke ham niddingen, der spjælder den … Peter Madsens udlægning er ikke helt tro mod det mytiske forlæg, men at der er tale om tegneseriefortællekunst af allerhøjeste verdensklasse, er denne blogger i hvert fald ikke i tvivl om.

Men nok om det. Øllet er en Gin & Tonic IPA – og det lyder jo meget apropos forjættende. Selvom jeg foretrækker øl, elsker jeg den lette og hurtige, men alligevel smagfulde brandert man får af det. G&T-elementet i øllet er skabt ved tilføjelse af enebær og en rigtig flaske gin ved tørhumling af brygget.

Det giver et sædvanligvis lyst, lækkert højskummende bryg, med en ekstra hvas bouquet. Enebær i IPA … det er en af de der ideer hvor man, når man bliver præsenteret for den, opdager hvor ufatteligt indlysende den er, hvorfor man må spørge sig, hvorfor man dog ikke selv fandt på det.

Det hvasse indtryk fortsætter i smagen, hvor enebærrene tager sig en svingom med de velkendte indslag af gran. En antydning af sprit giver brygget lethed, og et ekstra sæt kløer at rive i svælg og bryst med. Umanérligt stilfuldt og elegant – og stærkt samtidig.

Röskva er ikke bare en variant over en populær øltype. Den fungerer konceptuelt så godt, at den fortjener at gå forud for enebær-IPA som en selvstændig type. Et bryg og et bryggeri, der fortjener en lysende fremtid.

Wacken Brauerei, til gengæld, ønsker jeg snudebiller i malten og mælkesyre i brygget.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme