Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

G de Goudale Grand Cru, Brasseurs de Gayant

Brutal om ikke andet …

Bare så I ved, at jeg ikke bare kan brokke mig over andre ting end den førte politik her til lands, men oven i købet også over ting, der er ølrelaterede, vil jeg i dag indledningsvis knytte an til en artikel i seneste nummer af ØlentusiasteN. Ole Madsen – min mentor udi ølskriveri – fortæller på side 10 under overskriften “Dåser forfordeles” hvordan flasker forfordeles i det danske retursystem. Diskussionen om, hvad ordet ‘forfordele’ egentlig betyder, må til gengæld vente til en anden gang. Sagen er, uanset hang til ordets oprindelige eller nymodens popsmarte diamentralt modsatte betydning, den, at Dansk Retur System (som ikke i øvrigt anvender ukorrekt ord deling i deres navn) har indført nye gebyrer for hhv. glasflasker og dåser. Gebyrerne på dåser falder med mere end 50%, mens gebyrer for glasflasker stiger med mere end 25%.

Dansk Retur [mellemrum, der ikke bør være der, men hvad kan man også forvente af et privat foretagende der ejes af storindustrien] System ejes af industrien … det fik jeg vist sagt … og det vil altså sige, at den øverste top i de hovedrige, altdominerende megaforetagender i landet stort set kan diktere, hvordan retursystemet håndteres. Det er angiveligt langt vanskeligere at tappe på dåser end flasker, hvorfor ændringerne er en kæmpe fordel for industrien, og en lige så stor ulempe for mikrobryggerierne, da disse slet ikke har ressourcer til at få en aftapning på dåser op at stå.

Endnu engang udnytter industrien altså en urimelig særstilling til at trampe kvalitetsproducenterne hårdt og brutalt under fode. Kvalitetsproducenterne skal nu allokere flere midler til retursystemet, som de kunne bruge på yderligere kvalitetsudvikling og produktion. En fordel industrien nyder ene og alene fordi retursystemet af sædvanlige ideologiske årsager skal være på private hænder. Når en bestemt opgave løses af en institution er der ingen ræson i at overlade det til private. Det er rent og skær monopolkapitalisme af en slags som Adam Smith himself i sin tid advarede imod. “Men hov!” vil nogen bedyre – “taksterne er jo bestemt af miljøministeriet og ikke industrien alene”. Ja … miljøministeriet … I dag er det ministerium lige så meget et miljøministerium, som ministeriet for fred er et ministerium for fred i Orwells roman 1984. Miljøministeriet har tilladt landbruget at forgifte drikkevandet i hidtil uset omfang, det skider klimamål et langt stykke, det … jeg standser her for ikke at vække min tilbøjelighed til apati og depression unødigt, idet jeg konstaterer, at dette blot er endnu et eksempel på, hvordan den siddende regering kun er der for industriens allerøverste top og ikke for nogen anden – især ikke forbrugere eller mindre erhvervsdrivende (eller børn, studerende, lønmodtagere, arbejdsløse, handicappede, ældre … nå, så kom det sgu til at handle om den førte politik alligevel. Go figure)

Vel – tak til Ole for at gøre opmærksom på endnu et misforhold i den danske ølindustri, der ikke er til kvalitetsbryggeriernes og forbrugernes fordel.

Hvordan det er i Frankrig skal jeg ikke kunne sige. Men flasker fra det land er i hvert fald at finde i Netto for tiden, så der må det vel kunne betale sig med tapning på den emballage endnu. Flasken er endda speciel – køn måske endda. Den er i hvert fald sort og med det forjættende ‘Grand Cru’ som titel.

Det er ellers kun noget, franskmænd og -kvinder siger om vin. Det betegner vin af meget fin kvalitet eller evt. den gård, der er vinens ophav. Men i dette bryg findes ingen druer, men derimod vand, bygmalt, hvede, ris, glucose, fruktose, humle, korianderfrø og appelsinskal. Nøgleingredienserne er vand, humle og malt – og mon ikke der også er noget gær et sted.

Bouqueten er heller ikke videre vinøs. Derimod leverer den en regulær næsestyver af fusel og rå pilsnerhumle. Der er om ikke andet en kraftfuld oplevelse i vente, omend vi er milevidt fra fordommene om fransk ynde (det hedder i øvrigt “ynge” på Royal Unibrewsk) og elegance. En skarp syrlig kant peger tværtom mod nord, mod nabolandet Belgiens meget forskelligartede og noget sværere tilgængelige udvalg. Den alenlange deklaration peger i samme retning, ligesom det fedtede, høje og klæbrige skum, mens kuløren – flot messinggylden – sammen med bouqueten peger mere mod øst, mod Tyskland.

I samme retning peger smagen med en tung, hårdtslående og skarp pilsnerbitterhed, som man kender det fra hjemlige spritterøl, men vitterlig med en uventet elegance og præcision i aromaen, så missmage og ubalancer undgås – i hvert fald i første omgang.

Det belgiske indslag gør sig nemlig snart gældende med en skarp syrlig kant af umoden banan. Den gør sin sviende entre ved gummerne, og yder en slagkraftig øloplevelse et ekstra punch … i hvert fald så længe brygget er veltempereret, hvilket i dette tilfælde vil sige frisk fra køleskabet.

For dette bryg, sin alkoholprocent på 7,9% til trods, fungerer klart bedst ved lave temperaturer. For direkte proportionalt med bryggets lunhed træder isoamyl acetatens skarpe banansmag mere og mere frem. Ved 5-6 grader lægger den sig perfekt iblandt bryggets andre slagkraftige aromaer, men så snart brygget får lov at stå, træder bananen uhensigtmæssigt meget frem og gør brygget surt og metallisk.

Det er i grunden synd, uden det skal ligge bryggeri eller øl til last. For det er vitterlig en lækker oplevelse ved den rette, lave temperatur.

Hvordan brygindustrien afregner det ekstra gebyr for den importerede flaske blander jeg mig ikke i, men jeg håber det bliver så svært for dem, at provenuet ryger.

Så kan de lære det …

Anarkist New England IPA, Albani/Royal Unibrew

Måske en AnCap …

Jeg har krummet mig sammen i et mørkt, indelukket hjørne af mit i forvejen alt for lille soveværelse. Helt op ad de kolde vægge har jeg klemt mig, nu hvor jeg endelig har fundet lidt tid og overskud … jep – overskud. At jeg sådan har krøllet mig sammen skyldes ikke, at jeg igen har fået besøg af mine stoutsorte dæmoner; depressionen og det deraf følgende sortsyn. De har faktisk holdt sig på behørig afstand på det sidste, hvilket betød at jeg for en gangs skyld gad gide tage mig sammen til at tage mig sammen og tage tyrene ved hornene … og endelig få bestilt en maler, så fugtskaden i min lejlighed kunne blive ordnet.

Så alt mit habengut, der stod på og langs de møbler, jeg måtte flytte ud fra væggene er nu mokket op i mit beskedne sovekammer, der hvor der nu lige var plads – et af vore dages luksusstatussymboler, jeg kun havde meget lidt af i forvejen.

Men det kunne lade sig gøre – på bekostning af endnu mere bevægelsesfrihed. Men det er selvfølgelig bare midlertidigt, og det er ingen overdrivelse at beskrive lettelsen over at få sat et flueben ud for den ‘ting der skal ordnes’ med Trumpske superlativer – yuuuuge, tremendous, really big … Speaking of Agent Orange – han er vel også en slags anarkist. Han er i hvert fald ikke glad for regeringer og navnlig disses indblanding i, hvad især meget rige og magtfulde mennesker må og ikke må.

Men nu er anarkisme jo også et meget vidt begreb. Royal Unibrews patetiske undskyldning for at bruge det på etiketterne i denne ikke længere helt nye serie specialøl til ære for Albani-grundlæggeren Theodor Schiøtz, er vist noget med at han brød regler og konventioner for hvordan man bryggede øl dengang. Jeg finder det aldeles søgt og på grænsen til latterligt. Ikke mindst i betragtning af, at den grad af ‘anarkist’ der er over industrikonglomeratet Royal Unibrew bedst kan sammenlignes med det orange monster i Det Hvide Hus. Men fair nok. Der er jo gået trend i anarkokapitalismen. Men i modsætning til, hvad det voksende antal snotunger i billige jakkesæt, der spreder sig som mugpletter i byggesjusk for tiden tror, er det ingenlunde nogen ny ide. Marx spildte angiveligt meget af sin tid på at diskutere med sin samtidige Max Stirners proselytter – ja, allerede før sociale medier foregik den slags også.

Men hvad er det så for noget ukonventionelt og samfundsomstyrtende øl, den nålestribede, slipseklædte og velfriserede bestyrelsestop i Royal Unibrew har dikteret, der skulle være i flaskerne? En New England IPA, sørme! Ih, det er jo en af mine favorittyper! De ligner gerne hjemmepresset appelsinjuice med deres afsindige mængder af tørhumle, der ikke bare banker bitterheden, men også prisen op i skyerne. Det er nu ikke så galt her – det er jo industriøl, men netop derfor tillader jeg mig også på forhånd en vis skepsis. Alene det at brygget er gennemsigtigt gennem flasken lover i hvert fald ikke på forhånd nogen visuel oplevelse ud over det sædvanlige.

Agitationen ved skænkningen retter en anelse op på det, men vi er fortsat langt fra appelsinjuicen. Heller ikke skummet byder på meget sjov, det lægger sig fladt, som en lav hinde af bobler over det kun lettågede bryg. I duften holder humlen sig desuden ganske meget tilbage – vandet skal jo have lov til at træde frem som det primære.

Og heller ikke i smagen træder humlen tilnærmelsesvis frem, som typen ellers foreskriver. Denne afdæmpede pale ale er omtrent lige så langt fra en New England IPA som Trump, Stirner og Royal Unibrews bestyrelse er fra Proudhon, Bakunin og Carl Heinrich Petersen. I forhold til forventningen er brygget både tyndt og spinkelt i aromaen, omend aromaen da ikke helt uden held prøver.

For inde bag de ellers forfriskende og vederkvægende dybder af klingende rent vand er der da tiltrængte stik og skrammer af friske grannåle at få. Kvaliteten af humlen synes faktisk at være mere end i orden, og ud over at der er for meget vand, er der ingen deciderede fejl at spore. Brygges føles hverken metallisk eller syntetisk, men forbliver en smagfuld læskeøl, der som simpel pale ale – uden ‘India’ foran (endsige New England) sådan set ville gøre det hæderligt.

Men det er vel sådan man får det, når det er AnCaps, der står bag.

Viking Tango Time, Amager Bryghus

Yay, endnu en hel Amager Bryghus-øl, der passer i mit yndlingsdrikkeglas. Det kan jeg glæde mig over længe endnu. Og læg mærke til, hvordan jeg demonstrativt staver ‘yndlings-‘ korrekt med et ‘d’ for samtidig at sende en sviner mod Royal Unibrews grimme Faxe Kondi-reklamer mellem linjerne. Tak til min hyppige medanmelder Marcus for at gøre mig opmærksom på det øjesønderrivende trafikuheld af en tyrklejf.

I sammenligning med det fascistiske og racistiske parti DF’s nye udendørsreklamer, tegnet i letgenkendelig tysk 30’er-stil … åh, hvem prøver jeg dog at narre med mine antydningsvise nålestikkerier? – tegnet i ærketypisk nationalsocialistisk NAZI-nazistisk NAZI-stil, er ‘ynglingssodavand’‘-s reklamerne fra Royal Unibrew naturligvis den smukkeste rapsmark ved siden af den dejligste jordbærmark ved siden af den fineste blomstereng i foråret. – Se, hvis blot man sætter barren lidt lavt, kan selv noget der fremstår meget grimt, forekomme kønt.

Jeg gad godt se … nu skal jeg passe på, hvad jeg skriver … lad os bare sige, at det kunne være spændende, at finde ud af, om man mon kunne sætte barren så lavt, at selv Martin Henriksens kontrafej tegnet i nazi-stil, gerne med de små kække Charlie Chaplin-overskæg rigtig mange skønne mennesker allerede har tegnet så passende på dem, kan fremstå kønne i sammenligning med noget andet. Jeg kan umiddelbart ikke komme i tanker om noget – i hvert fald ikke uden at det bliver upassende. Men nu er Martin Henriksens kontrafej – med eller uden overskæg, i nazi-stil eller *gylp* au naturel jo sådan set også ret upassende i forvejen.

Hverken upassende eller karakteriseret ved en lav barre kan man med nogen ret påstå at Amager Bryghus er. Her letter de tilværelsens byrde med en IPA brygget på rug. I stedet for at sætte barren lavt, vælger de ikke bare at sætte den højt – som altid men også i en underligt skrå position, til dels langs Z-aksen, og lur mig om ikke barren også har fået et par buk og drej her og der. Rug er (angiveligt – jeg har aldrig brygget selv) svært at brygge med, og en af mine erfaringer med rugbryg er især en vigende fylde. Ikke ligefrem en medhjælpende egenskab, hvis det er IPA, man vil brygge.

Visuelt gør brygget det nu ikke bare godt, min rigtig godt. En grumset appelsinmasse i bedste New England stil, komplet med tutti-frutti og krydderier, herunder jordbær, appelsin, grapefrugt, nelliker og anis. Det eneste at beklage sig over, skulle være skummet. En skrøbelig hinde af små hvide bobler på overfladen er alt – selv hvis brygget skænkes lidt voldsomt.

Og det smager dejligt. En tæt, rund, aromatisk sødme af citrusfrugter, passion og et strint af hyldeblomst giver alle de frugter og blomster, der hører en IPA til. Det er virkelig rart, primært sødt og – måske en smule skuffende i betragtning af en bouquet, der gav en forventning om noget lidt voldsommere bittert.

Man skal lede lidt efter den, bitterheden. I bunden finder man den med indslag af tørt løvtræ og laurbærblade. Men nogen aromabombe er der ingenlunde tale om. Mon ikke det er her, rugen spiller ind? Som en pude lægger den en dæmper på volumenen …

… men som de gæve bryggere, Amager Bryghus rummer, har disse selvfølgelig taget højde for det. Det smagfulde frugtindslag fylder godt ud, hvor rugen ellers ville efterlade brygget hult. På den måde træder IPA’ens sekundære aromaer tydeligere frem – vel, på bekostning af den definerende bitterhed, men den kender man jo også rigeligt til i forvejen. Det taler kun til Amager Bryghus ære, at de sådan lurer en strategi for, at få IPA’ens andre gode smage frem tydeligere end de har været før.

Og så kan det måske godt være, man ikke får en humlebombe som man plejer. Men det er stadig stor og prisværdig brygkunst.

Lindemans Kriek, Lindeman (Fra Klosteret III)

Nåhr ja, og fuck nazismen …

Hvis nogle læsere skulle finde mine observationer af racisme og fascisme i samfundet overdrevne eller ligefrem paranoide, vil jeg trække på skuldrene for derefter tørt og nøgternt at argumentere videre for, at en udvikling i den retning er en kendsgerning. I lørdags demonstrerede en af de få åbenlyst nazistiske organisationer ved navn Den Nordiske Modstandsbevægelse offentligt i Svendborg – angiveligt uden at blive konfronteret. Det er blot det seneste tegn på en stadigt mere foruroligende udvikling, hvor nazismen bare bliver en holdning som alle andre, som tilhængerne af den kan flashe, som var der tale om en ny bil. At nazismen imidlertid er en folkemorderisk ideologi, der har som mål at udrydde alle, der ikke deler dens totalitære grundsætninger, og/eller ikke passer ind i dens racistiske vrangforestillinger gør det netop ikke bare til en holdning – men et skadeligt og farligt standpunkt i sig selv.

Det er sygt, at mennesket ikke er bedre til at lære af historien. Det mest uhyggelige er såmænd ikke, at nogle få forskruede individer samler tråden op hvor Hitler med en blanding af bly og cyanid lod den falde. Idioter vil der altid være. Nej, det er offentlighedens totale ligegyldighed over for ikke bare en snigende nazisme, men en nazisme, der nu toner rent flag og viser sig offentligt når den kan.

Nazismen skal mødes med modstand. Uanset i hvilken form den viser sig. Det er ikke bare en ret vi har, at vise modstand offentligt, men også vores moralske pligt i lyset af den lektie historien burde have lært os.

Kun ganske lidt kan en kriek, som læserne vil vide er min absolutte favorit blandt vildgærede belgiske frugtøl, rette op på mit humør. At den kun gør så lidet har nu mindre med smagen at gøre og mere med styrken, for havde brygget indeholdt en … skal vi sige 3-4 % mere, ville jeg måske have kunnet se bare en anelse lysere på sagerne.

Til gengæld gør den kvarte liter bryg med 3,6 % alkohol ikke én så besoffen, at det er totalt uansvarligt at bevæge sig uden for en dør. Og det kan jo også nogle gange være en fordel. Og når alt kommer til alt er det jo heller ikke alkoholen alene, der er det vigtigste – men derimod bouqueten, aromaen og i det hele taget oplevelsen.

Og den starter jo med skænkningen, der går ret let. Brygget skummer tæt, men ikke specielt højt. Til gengæld er det som altid rigtig kønt sødt lyserødt over dybt, mørkt, blodrødt. Duften er lifligt sød, næsten skrap af kirsebær og der er rigeligt at den til allerede her at skræmme de mange modstandere af typen over de første mange bakketoppe og bjergpas.

Kirsebærrene er også godt fremme i smagen. Tæt, sødt, og akkurat adækvat småkvalmt er det. Og alligevel er det ikke så voldsomt, at det ikke samtidig forbliver en let oplevelse – igen på grund af den lave alkohol. Den kan drikkes i mundfulde, der er væsentlig større end nip uden at man skammer sig syndeligt. Fryden i denne kriek er nemig ikke kun gemt i krisebærrene, men også i den rigelige kulsyre samt den syrlige lambic, der ligger dejligt frisk og præsent som fundament i brygget.

En lidt lettere kriek end jeg måske hellere ville have haft den. Men da den formår at vinde på andre parametre, er det såmænd også mere end bare fint nok.

Vivian, Rocket Brewing

Surt øl til bitre tider …

Der er fortsat ikke meget positivt at berette om tingenes generelle tilstand, så lad mig endelig bare dvæle ved det negative. Indslev Bryggeri og dermed også bryggeriets eksperimentelle afdeling Ugly Duck Brewing har indgivet konkursbegæring, og således slutter rejsen for et af de virkelig innovative mikrobryggerier i Danmark, der også nåede ud til et bredt publikum. Bryggeriet valgte en øltype, der er udskældt blandt kendere – hvedeøllet, men med den ambition at forny og forbedre genren, hvilket i denne bloggers øjne faktisk lykkedes.

Nu er det så slut. Al fornyelse og udvikling står til at gå tabt. I fremtiden vil der kun være stereotypt tysk hvedeøl at få på supermarkedshylderne herhjemme. De få andre aktører, der laver ordentligt hvedeøl (Kongebryg har fx leveret et fint indspark for nylig) er langt sværere at få fat i, og deres varer er typisk dyrere.

Og Ugly Duck Brewings nyskabende indslag – dem er det også slut med. Hvor karaktererne for hvedeøllene sjældent nåede vilde højder, formåede Ugly Duck-bryggene at imponere mere end bare jævnt.

Og udenfor ølverdenen buldrer dårskab og idioti videre. Et særligt fælt eksempel derpå er den centralt placerede “The Scottish Pub” på Rådhuspladsen i København. Der bliver man afvist i døren hvis man ikke er hvid. Der er altså tale om et værtshus med en krystalklar racistisk kundepolitik, for hvilken ethvert retskaffent menneske selvfølgelig bør kvittere med 1: en elendig anmeldelse hvor man kan slippe af sted med det – på Google Maps fx. 2: aldrig at betræde matriklen, endsige købe så meget som en dråbe af, hvad der udskænkes på stedet.

Det dybt racistiske værtshus The Scottish Pub giver ikke bare København og mit absolutte favoritland over alle – Skotland – et dårligt ry, men de racistiske svin der står i døren giver også svin et dårligt ry. Ja, som om tamsvinet ikke allerede havde lidt nok under det dårlige navn, Martin Henriksen og Peter Christensen har givet det. I betragtning af, hvor dejligt mætte og glade de gør så mange af os på daglig basis, bør stedet også af hensyn til svinet rammes af boykot.

Øldoneren bag dette indslag tror jeg imidlertid ikke er en af de danskere, grisen gør mæt. Hun er muslim, hvorved hun til gengæld sørger for, at der ikke bare er mere gris, men også mere øl til alle os andre. Jeg kan fortsat ikke forstå, hvorfor så mange er så indebrændte på den religion, at man nu også har villet bestemme, hvordan de skal klæde sig. Herfra skal der ikke bare lyde fuld opbakning, men også et højlydt go for it til alle, der skulle have lyst til demostrativt at ignorere den racistiske og fascistiske burkalov.

Men før jeg kører for langt ud ad sidesporet, der fører lukt ned i kaninhullet …

Dagens bryg havde min tidligere kollega vundet på sin arbejdsplads hos Novo Nordisk. Som nogle læsere måske vil huske, donerede hun også et par aldeles veldrejede julegavepilsnere til bloggen tidligere på året. Brygget er en syrlig, for ikke at sige slet og ret sur sag fra det permanent brettanomycesinficerede Rocket Brewing. Det er en udfordring i sig selv at skænke det. Skummet tårner sig op, tæt, fedtet og så uigennemtrængeligt, at det delvist lystbrune, delvist lyserøde bundfald lægger sig som fine kulørte fnug oven på det. Var det ikke for den synlige restgær skulle man ellers tro, at det blanke, messinggule bryg var ufiltreret. For det fremstår så ganske klart og gennemskinneligt der i drageglasset.

Bouqueten er en interessant blanding af bittert og surt. Ikke ulig en velkrydret brunkålslage. Dette gælder også smagen, der både er skarpt syrlig af kryddereddike med antydning af nelliker og koriander. Brygget er desuden tilsat udtræk af birketræ – men det er umiddelbart svært at udpege hvilke elementer i bryggets aroma dette skulle have afstedkommet. Hvad man måske kunne savne var noget fylde, men det gør måske egentlig ikke så meget, da den skarpe syrlighed i sig selv leverer oplevelsen. Bryggets lette flåd henover tungen slukker samtidig effektivt tørsten, så brygget ikke bare fremstår smagfuldt, men også velkomment læskende i den omsider vigende sensommervarme.

Helt god nok til at fjerne den indre bitterhed over verdens forfald er den imidlertid ikke. Men adækvat komplimenterende er bryggets velplacerede surhed ikke desto mindre.

Knudshoved, Refsvindinge

Mere fra Refsvindinge …

Endnu en øl, endnu et afbræk … den kommer snigende i perioder – ugideligheden, og den har en stærk samvarians med den politiske situations formørkelse herhjemme. Min nuværende ugidelighedsperiode har følgelig været ganske lang efterhånden.

Jeg magter ikke nyheder herhjemmefra længere. Landet kryber dybere og dybere ned i et kaninhul, hvor man prøver at score så mange stemmer som muligt på åbenlyst racistisk had. Senest sås dette med det racistiske regeringsstøtteparti Dansk Folkepartis demonstrative fortæring af 2 store lagkager i anledning af 100 udlændingestramninger. Den smålige fejring af triumfen over nogle af ikke bare samfundets – men hele klodens svageste individer er om muligt mere smagløs en kageleverandøren Lagkagehusets tørre og kedelige industrielle bagværk i sig selv.

Som om industrikædens smags- og lækkerhedsforladte margerineprodukter til hysterisk uforskammede overpriser ikke i sig selv var mere end rigelig (og rimelig) grund til at boykotte kæden. Lidt kan det i det mindste fryde mig, at kagerne formentlig var af en lige så forloren kvalitet som bageriets øvrige sortiment, og at det har måttet smage som aske i munden på DF’s fremmedhadske top. Faktisk ville jeg ønske DF-ledelsen en særligt udsøgt tør og varm dag i den danske sommer år 2018 uden vand og udelukkende med Lagkagehusets tørre industrifedtkager at spise.

Jeg har til gengæld fundet en smule glæde i uafhængige progressive amerikanske nyhedskanaler, hvis dækning af Cirkus Trump tørrer grundigt røv på alt hvad jeg har set af dansk nyhedsdækning det seneste årti. Det giver mig håb bare at se kloge mennesker med hjertet på rette sted rapportere indsigtsfuldt om det orangekulørte misfoster, de har valgt til verdens mægtigste mand. I det mindste slår jorden revner under ham, men hvor ville jeg dog ønske, man havde et korps af journalister og efterforskere, der gad gide gå efter en rigeligt korrupt magtelite herhjemme.

Men det er der vel ikke penge, stemmer eller skattelettelser til de allerrigeste nok i …

Vel – meget grimt kan siges om verdens og vores egen lille andedams situation. Langt fra så grimt kunne jeg aldrig nogensinde finde på at tale (eller skrive) om østfynske Bryggeriet Refsvindinge. Lovordene er imidlertid også sparsomme, idet det efterhånden bedagede mikrobryggeri bare ikke rigtig har leveret de store oplevelser siden A-Z Ale no. 16, der i øvrigt også er faldet i kvalitet, når den da ikke lige serveres fra fad af bryggeriet selv. Nærværende Refsvindinge-øl har jeg fået af min ølpusher Niels (nøgleord: afrikanske og tyrkiske øl), da vi en kort periode var kolleger, og for hans villighed til at donere, skal der kun lyde lovord her fra bloggen.

Jeg er ikke helt sikker på bryggets historie, men Knudshoved er i hvert fald det sted, hvorfra Vognmandsruten i gamle dage sejlede til Halsskov, før Storebæltsbroen blev bygget. De første år, jeg boede med min familie på Sjælland sejlede vi jævnligt den vej over, når vi fx skulle besøge familien i Tyskland. At dømme på farven og det overordnede indtryk er der vel tale om en art classic pilsner, hvor man imidlertid har snydt med netop farven, idet brygget er tilsat farvestof E150, ammoniseret karamel.

Følgelig er brygget tonet en hel del mørkere end jævnt pilsnerøl. Det skummer kun lavt og tamt, men dufter behageligt maltet henad det karamelsøde. Malten mærkes også i brygget, og det ledsages af en syrligt-sød kant af ikke helt modne æbler. Mundfornemmelsen er lige i øjet – virkelig blød og rar i sin maltede fylde, så den næsten bliver vinøs. Brygget ville have været rigtig godt, hvis ikke smagens vage syrlighed ikke havde virket mere forstyrrende end gavnende for den helhed, som malten ville have udgjort den perfekte bund i.

Indsigt i bryggets dybere idé undflyr min fatteevne. Noget af brygget fungerer rigtigt godt, mens valget af det ledsagende sødt-syrlige element virker underligt vilkårligt, og slet ikke passende i bryggets rare, velourbløde bund. Og således ender også dette bryg med at være endnu et Refsvindingebryg, som jeg efterhånden kender dem lidt for godt …

The Ceremonial Grain-Out, Amager Bryghus

Sur trøst …

Burkalov, Ghettopakke, Håndtrykstvang … Det fascistoide maskineri kører i højeste gear, mens regeringens klimaminister er helt åben om at være bedøvende ligeglad med landets miljømæssige fremtid. Ikke bare demokratiet, men også livet på Jorden er i overhængende fare, og magthaverne gør notorisk det modsatte af, hvad der kunne redde den.

Tidligere har jeg erklæret, at det eneste man kunne gøre var at grine sindssygt og manisk, mens man ser Jorden gå under i en ildkugle. Men stressramt og depressiv som jeg er, vælger jeg i disse dage at tude i stedet for, kun trøstet ved de sure dråber af en ny farmhouse-ale fra Amager Bryghus.

Og det passer jo også så nydeligt med høstsæsonens start. Så er der i det mindste noget, der passer som det skal. Frisk franskbrød og banan møder duftorganerne ved åbning, og sådan passer typen også som det skal med førstehåndsindtrykket. Nogen anstrengelse skal man gøre sig for at skænke det lyse bryg, da skummet snart tårner sig op over glasranden, og vægrer sig ved at trække sig tilbage.

Brygget byder på skarp limesyrlighed på en baggrund af antydningsvis banansødme. I eftersmagen træder gæren frem, men som en naturlig del af et skarpt brygkoncept og langt fra som noget der virker malplaceret eller mislykket. Det afsluttende gærindtryk giver brygget karakter – ja, det formår faktisk at smage godt, og det er jo i sig selv ikke så lidt imponerende.

Brygget er således mainstream … altså så mainstream som en farmhouseale (eller saison) kan blive det på disse kanter … til at gøre det, en farmhouse ale skal – nemlig forfriske og vederkvæge. Samtidig er den svært tilgængelig nok til at den uøvede smager standser op og må overveje, hvad meningen egentlig er. Forhåbentlig for at glæde sig ved typens hemmeligheder. men også med fare for, at det ryger ud, samme vej som det kom ind (uden mellemlanding i mavesækken, vel at mærke).

Matrosenschluck, Ratsherrn

Der er sket noget …

Da jeg fandt denne øl i Fakta, var jeg sekundet efter på en vældig rutsjetur nedad Memory Lane til bloggens allerførste dage. Dengang, da jeg stadig boede i Aarhus, fandt jeg en økologisk Ratsherrn-pilsner i en hippiebutik i Jægergårdsgade. Og ved den lejlighed lærte jeg på den hårde måde, at blot fordi noget er økologisk, behøver det ikke at være godt. Jeg tror faktisk, den var bloggens største skuffelse dengang, og den første øl, der kun scorede en halv stjerne. Alt dette er skrevet før jeg kiggede efter …

… og det viser sig faktisk, at jeg prøvede Tuborgs for længst kasserede citronrædsel umiddelbart før hin uinspirerende pilsner. Så der var faktisk en øl, der havde fået en lavere karakter. Men at det var i bloggens allerførste tid vidner det faktum, at den er afprøvet før min nu otteårige søn blev født, om. Og så er det måske ikke så sært, at jeg ikke lige har alle detaljer helt på plads.

Det store spørgsmål er selvfølgelig, om bryggeriet har oppet sig siden sidst, for hin økopilsner vidnede mest om, at bryggerne i virkeligheden slet ikke gad tage sig sammen, og blot brugte økologien som undskyldning for overhovedet at have et produkt. At dømme på etiketten alene er der imidlertid sket noget. Alene det, at brygbetegnelsen er på engelsk, vidner om større udsyn mod verden, end man oftest ser et fra tyske industribryggere. Endnu mere overraskende er det, at øltypen – en Oat White IPA – er milevidt fra de generiske pilsnere, hvedeøl, bocks og schwarz, der næsten klichéagtigt karakteriserer tysk ølkultur. Allermest radikalt og overraskende er det måske, at brygget indeholder appelsinskal – hvormed det bryder Reinheitsgebot. Og nærmest flabet udebliver den ellers næsten demonstrativt tilstedeværende erklæring på næsten alt tysk øl, om at det sørme er brygget efter hin middelalderlov. Alt tyder på, at der er kommet nye humler i karret hos Ratsherrn.

Men har de også lært at brygge ordentligt øl? Det er i hvert fald ikke særligt tysk i udtrykket, det lyse, tågede og højtskummende bryg – der af forsigtighedshensyn ikke er hældt i drageglasset (den slags må bryggerierne gøre sig fortjent til). Det er snarere belgisk med en frisk, luftig kant af nybagt franskbrød, hyldeblomst og vanille, samt en snert af heldigvis ikke alt for markant banan.

Brygget yder en følgelig rar mundfornemmelse, blød og fyldig med fornemmelse af hvedebrød og vanille. Dertil kommer en af typen forventeligt skarp kant af bitterhumle. Afstemt efter tyske smagsløg, ganske vist, men stadig skarp nok.

Samlet set er brygget en interessant kombination af den belgiske wit og IPA som vi kender den fra USA. Med sin friske og adækvate bitterhed og fyldige impression af hvede og vanille, er det klart witten der er mest af. Følgere af bloggen vil udmærket vide, at jeg i den grad foretrækker IPA frem for wit …

… men, når witten er af en sådan kvalitet som denne, så bliver resultatet alligevel mere end blot godkendt. Ratsherrn har med denne øl fundet en lækker mellemting mellem IPA og wit, som jeg næppe troede mulig.

– Jo, der er i den grad sket noget siden sidst hos Ratsherrn. Næste gang kommer den i drageglasset.

 

Wookiee IPA, Amager Bryghus

Et afmålt kvantum nydelse …

Endnu en lomme af frihed, hvor jeg kan gøre de ting, jeg elsker allerhøjest: ingenting, samt blogge og hygge mig med mine børn, men det er jo nok bloggeriet, læserne vil lægge mest mærke til her.

Var det i øvrigt ikke en god ide til en blog: En blog om at blogge … Ej, hvor meta.

Vel – i dag står den på en klassiker. Eller i hvert fald en klassiker fra Amager Bryghus‘ bagkatalog – denne Wookiee IPA. Jo – en ‘wookiee’, die elskelige og temmelig aggressive hårtotter fra Star Wars-universet hedder ‘wookiee’er’  – med to e’er til sidst. Jeg troede at Amager Bryghus havde stavet navnet med to e’er for at undgå copyright problemer, men det viste sig, at det var mit Star Wars trivia-niveau, der kun var nået til ‘Ewok’ (det ligger i det mindste over Jar-Jar Binks).

Brygget fås nu i 0,33 litersemballage. Det er Amager Bryghus’ nye standard, og det passer mig aldeles fint, idet prisen så får et nøk nedad pr. enhed (endskønt literprisen bliver omtrent den samme), man kløjs ikke i alt for store mængder verdensklassebryg – og dette har mange gange været et issue, senest med Big, Bold and Beautiful, og endelig fordi … nu kan der rent faktisk være én hel øl i mit yndlingsglas.

Jeg bruger drageglasset til de øl, jeg har høje forventninger til – med mindre altså brygget leveres i for store pakker, hvorfor rigtig mang rigtig gode bryg fra Amager Bryghus ikke er blevet skænket i det glas, de egentlig fortjente. Det er slut nu.

Amager Bryghus er IPA-konger herhjemme, og det man kan brokke sig over i den anledning er, at selvom IPA’erne alle er vidunderlige, så er der måske ikke altid helt den variation, man kunne ønske. Denne IPA lægger imidlertid ud med en dybere og mørkere bouquet, end man er vant til. De spæde grannåle er erstattet af ditto fyrrenåle, der imidlertid river og flår fuldstændig som de skal på lidt sødere og mere markant aromatisk vanille- og bergamotbaggrund.

Også i aromaen er noterne mørkere og dybere end de sprøde, spæde og friske noter, bryggeriet vanligt disker op med. Det river og flår som det skal, men baggrunden er mere krydret, med indslag af laurbærblade og især nelliker.

De krydrede indslag er en kærkommen variation, der desværre ikke står alene med at lade brygget afvige fra bryggeriets signatur. En kant af gær, der i hvert fald i denne bloggers mund forekommer som et fremmedelement slår en flig af et ellers vældigt udtryk.

Det er synd – men langt fra nok til at sænke brygget her til noget nær Ewok-niveau.

Endsige da Jar-Jar Binks …

Babelsberger Babyboom, Amager Bryghus

Det sure med det sure …

Jeg synes selv, jeg lever i et stresshelvede, hvor jeg kun lige akkurat når at puste ud og samle stumperne, når jeg endelig har et par minutters frihed. Og så går det ellers løs igen. Sådan er det vel at være arbejdende voksen deleforælder – eller også er det bare sådan at være working poor i det postindustrielle, postfaktuelle hyperkapitalistiske samfund, hvor enhver spagfærdig anmodning om den mindste smule assistance ses som et tegn på svaghed, eller et forsøg på at nasse. Den slags snylteragtig kommunistisk tankevirksomhed skal knuses med yderste brutalitet, så ikke snylteradfærden breder sig. Og for at undgå den straf klynger jeg mig fortsat til de sørgerlige smuler, jeg trods alt stadig har at miste, for hvis først jeg skulle miste det arbejde, der i grund og grund slider mig ned psykisk, ville jeg ikke bare længere falde mod bunden – jeg ville blive udstyret med en mægtig raket, der i nedadgående retning ville blæse mig lodret ned i grundfjeldet.

De egentlige snyltere – dem der bliver rige af vores arbejdskraft, hvidvasker milliarder og gemmer overskuddet i skattely – de griner hele vejen ned til banken … eller … da der jo især er tale om banker, så griner de vel egentlig bare. Skingert og hånligt, mens de peger fingre ad alle os, der kæmper og ødelægger os selv i processen.

Alt dette blot for at forklare, hvorfor der ind imellem opstår pauser og irregulariteter i min skribentvirksomhed. Det er ikke sjældent simpelt hen overskuddet, der svigter – både det temporale og det mentale, fordi min situation bare er sådan som den er.

For en uges tid siden nød jeg til gengæld en af de små lommer af frihed med en tur i det lille miniparadis, der ligger syd for København, også kaldet Amager Bryghus. Anledningen var, at jeg skulle købe en fødselsdagsgave til min gode ven Marcus, men som stor beundrer og for at sige det ligeud – elsker (subst.) – af Amager Bryghus’ øl, skulle jeg da også lige smage lidt på, hvad de havde i hanerne. Der var nemlig friske produkter i udbud – et udvalg kom med hjem, mens denne blev skænket med Henrik Papsøs kyndige hænder og nydt på stedet. Den kunne – og kan nok i skrivende stund – endnu ikke fås på flaske.

På dette tidspunkt kunne man opleve begyndelsen på enden af denne sommers ulidelige hedebølge. Men det var stadig i omegnen af 5-6 grader for varmt for mig. En fadkølig sour var derfor noget nær det perfekte at byde mig, og med den bias bør de næste linjer i indlægget nok læses.

Det lyse, lavtskummende bryg dufter aldeles lifligt af frisk græs og citron – og lur mig om ikke det i hvert fald til dels skyldes, at brygget er tilsat citrongræs. Syren er ikke aggressiv, som det var tilfældet med den formidable belgiske foeder, jeg prøvede sidste år, men at øl ikke behøver levere tæsk til smagsløgene for at give en mægtig oplevelse har netop Amager Bryghus lært mig tidligere.

Brygget prikker og stikker med små fine, nænsomt håndterede nåle alle de rigtige steder i mundhulen. Ikke mindst under tungen og ved gummerne, hvor tørstfornemmelsen – i hvert fald i min kæft – tit føles allerværst. Lystigt vederkvægende er brygget, hvis ph-værdi synes minutiøst og nidkært lagt præcis det rigtige sted, hvor man oplever dets maksimale tørstslukkende egenskaber, uden at ansigtet imens behøver vrænge i sammentrukne grimasser.

Ikke at øl, der river øjne, mund og næse ufrivilligt rundt i hele fjæset, behøver være ubehagelige – tværtimod – men de behøver ikke gøre alt det for at yde store oplevelser.

Aromatisk yder brygget behændigt på en meget ren citronsmag – inklusive dennes aggressive skarphed, men uden trækninger – og uden den åndenød jeg i hvert fald godt kan opleve, hvis jeg får for meget citron på én gang. Også det er en ren fornøjelse for det tørre svælg, og det er en intellektuel udfordring at spekulere på, hvordan de mon gør det?

Brygkunst, hedder det vel.

Selvom det på Amager Bryghus sikkert bare var en dag som alle andre, skal de alligevel have stor tak for de skønsmæssigt femten minutters gæstfrihed mit besøg varede. Ikke mindst i betragtning af det afbræk fra en stadigt mere belastende hverdag, de bød på. På Amager Bryghus er det en ren og skær fornøjelse at tage det sure med det sure. Ikke mindst, når det sure viser sig at være så sødt …

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme