Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Raw Power, Ebeltoft Gaardbryggeri

Fortsætter hvor vi slap …

1000-anmeldelsesjubilæet rykker nærmere og nærmere. Jeg tror også endelig, jeg har fundet ud af, hvad det dertilhørende indlæg skal handle om. Men det vil jeg ikke afsløre her.

I skrivende stund frygter jeg, at den influenza, der har ramt så afsindigt mange her på det sidste også er ved at invadere mit skrøbelige korpus. Så før jeg synker sammen i smerter og febervildelser, vil jeg gerne have dette indlæg fra hånden.

Ebeltoft Gaardbryggeri gjorde det formidabelt første gang jeg prøvede en øl fra deres hånd. Forventningerne var derfor i top, ligesom frygten for skuffelsen. Ikke mindst fordi brygget var flere måneder over sidste salgsdato. Den slags slipper IPA’er – sådan én er der tale om – ikke altid lige nådigt fra. Det er en af de få øltyper, der ikke tåler lagring, men er klart bedst friske fra tanken.

Umiddelbart ser den udstrakte flasketid dog ikke ud til at have gjort ubodelig skade … og det dufter heller ikke ud til det. Brygget er ganske lyst citrongult, nydeligt tættåget og med den reneste, skarpeste scent af friske, spæde grannåle – intet andet.

Og det er sådan set også en adækvat karakteristik af smagen.

Det er ganske karakteristisk at smagen både er stor og lille på samme tid. De spæde grannåle udgår bryggets spinkle, men også usandsynligt stærke rygrad … som ikke rigtig bærer på andet end rygradden selv. Men hvilken rygrad! Hver eneste ryghvirvel kunstfærdigt udskåret med ornamenter som taget ud af gotiske katedraler og barokbasilikaer. Fjerlet kradser krummelurerne og gesvejsningerne mod smagsløgene med deres dugfriske luftighed så det giver genlyd i hele mundhulens hvælving. Så let, og dog så stærkt, og samtidig så finurligt.

Det er verdensklasse.

Min søster skal have tak for denne øl også. Den var med i den fine samling, hun gav mig i fødselsdagsgave. Det er ikke bare de danske øl, der har gjort det klart bedst i den serie – de er også fra samme bryggeri. Og det bryggeri skal jeg klart prøve noget mere fra.

Wrath, Amager Bryghus

Egentlig ikke vred …

I dag er det vreden, Wrath, som det så drabeligt hedder i Amager Bryghus’ serie over de syv dødssynder. Der er bare et eller andet ekstra vredt ved lyden af det ord på engelsk, er der ikke?

Det bliver spændende at finde ud, hvor vred denne øl egentlig er. Objektivt er der tale om en rødvinslagret Saison, og selvom den øltype var tænkt som en forfriskende læsker i sommervarmen back in the day, så bærer den ikke sjældent mere karakter og aroma end historien om den må skabe forventninger om.

Utraditionelt for typen er denne lagret på fade, der forinden har holdt rødvin fra Pinot Noir-druen. Ikke at det siger mig noget som helst, da vin enten er noget, jeg hælder i sovsen, eller giver videre i gave, efter selv at have fået den ved tidligere lejlighed. Desuden indeholder brygget ikke hvedemalt, hvilket jeg ellers har bildt mig ind, at typen normalt gør – men åbenbart er det ikke et krav.

Det flotte, cremede og gyldne skum tårner sig flot op over det brunorange bryg. Visuelt består brygget med glans, hvorimod duften er underligt fraværende. Jeg husker typisk Saison som syrligt-søde, ikke ulig hvedeøl, hvilket måske har plantet fordommen i mig om, at de skal indeholde hvedemalt.

Så har aromaen til gengæld en anderledes skarp karakter. Udover at være ganske forfriskende, er rødvinsfadene ikke bare en del af bryggets karakter. De er bryggets karakter – så fremtrædende er aromaen af tør rødvin og egetræ. Humlen melder sig spagfærdigt på bagkant, men det er bestemt ikke meget, ølkarakteren får lov at udfolde sig her.

Rødvinsindslaget er såmænd fint i sig selv. Det taler også til bryggets fordel, at det bestemt ikke er den lettest tilgængelige rødvin, man kan forestille sig. Til gengæld kunne man måske ønske sig noget fylde – noget mere Bourgogne, Barolo eller Chianti fremfor kun at køre den knastørre Bourdeaux-stil.

Brygget hælder i denne bloggers øjne for meget til den sure side, øllet er halvvejs glemt og i det hele taget synes konkoktionen at være en kende ude af balance.

Men karakterfuld er den da – ikke desto mindre. Men egentlig vred finder jeg den faktisk ikke. Snarere er den – tjah – bare sur.

Dead Guy Ale, Rogue Ales & Spirits

For alle de døde …

Når nu jeg ikke skriver helt så ofte, som jeg gjorde sidste år, så hænder det gerne, at der sker flere ikke ølrelaterede ting mellem hver anmeldelse, der kræver en bemærkning. Jeg har med dagens øl fundet anledning til at smide nogle ord om de store personligheder, der for nylig har forladt os, og som har betydet noget for mig.

Christoffer Barnekow tog afsked d. 5. januar. Han huskes som Poul Nesgaards sidekick i mange af førstnævntes programmer. Han var noget oppe i årene, så det var mere et chok, der ramte offentligheden, da Synnøve Søe ti dage senere gjorde ham selskab. Personligt er jeg nok mest berørt af Jens Okkings død d. 21. Jeg tror, han var en af de første danske skuespillere, jeg overhovedet kendte navnet på, og kunne genkende. For mig er han uløseligt forbundet med sin rolle som Ridder Ræddik fra de tidlige firseres monopol-tv.

En sjov detalje er, at mine forældre en overgang boede i samme boligkompleks som ham i Århusbydelen Vejlby.

Ursula K. LeGuin var den næste gigant, der måtte videre. Hende har jeg ikke læst meget af, men den smule det er blevet til, har alligevel brændt sig fast.

Og netop som jeg i skrivende stund tjekker listen over afdøde i år indtil videre, opdager jeg til min rædsel, at Mort Walker har gjort Charles M. Schulz, Franquin, Goscinny og Georges Remi selskab. Det har jeg fuldstændig overset.

Jeg har jo som bekendt mit eget lille tegneserieprojekt, og jeg beundrer Mort Walker for hans rene og simple stil, der også gjorde ham til en af de mest produktive serietegnere nogensinde. Det stikker, fordi han ligesom Jens Okking var synonym med min barndom. Jeg samlede i flere år på Basserne-tegneserieblade – selvom det bestemt ikke kun var for titelseriens skyld. Således blev Mort Walker også skiftet ud med Bill Watterson, da Steen og Stoffer fik deres egen serie.

Det minder én om, at alle – også ens største helte – kun er her i kort tid, og at man selv skal den vej en dag.

Og så, netop som man er ved at lægge sidste hånd på indlægget – så dør Ole Thestrup, endnu et af barndommens mest kendte ansigter også – for nu at gøre katastrofen total. Jeg husker ham som en skuespiller, der havde to indstillinger – enten eddikesur og kolerisk, som lagerforvalter i “En Stor Familie” og lærer i “Busters Verden”. Eller som hjertevarm hyggeonkel i rollen som Nissefar i “Jul på Slottet” og i diverse børneudsendelser. Må han nu også hvile i fred …

Men inden jeg selv skal af sted, har jeg liiiige nogle flere øl, jeg skal have smagt på.

Denne gang har jeg orienteret mig om indholdet før åbning. I Cold Brew IPA var der som bekendt kaffe, og når det sådan fremgik af bryggets navn, så tænkte jeg det var bedst, at jeg lige læste etiketten på denne øl først. Hvis der rent faktisk skulle være døde gutter i, ville jeg som absolut minimum vide det, før jeg skænkede.

Jeg kunne imidlertid konstatere, at brygget var ganske rent – efter tyske forhold. Det eneste døde det kunne indeholde måtte være gærrester – men da øllet er filtreret, er det næppe heller tilfældet.

Det nydeligt kobberfarvede bryg emmer skam heller ikke af hverken død eller de efterladtes tårer. Tværtom er det sjældent man oplever så sødt øl, uden at det er tilsat noget. Mandler blander sig med sød karamel, krydret med fennikel og en drys muskat.

Whisky på egetræ melder sig ganske umiskendeligt i munden. At brygget er filtreret giver det en farveløs, omend klar baggrund på hvilken de øvrigte smagskonturer melder sig forfriskende klart. Egens bitterhed melder sig ved mandlerne, syren længere fremme i munden, og whiskyen så’n lidt over det hele. Med jævn hånd er der iblandet søde mandler og udvalgte kagekrydderier – allehånde, fennikel og koriander.

At den klare baggrund også får brygget til at synes en smule vandet og hult, kan det ikke løbe fra. Men dette bryg får det bedste ud af det, idet de øvrige smage får lov at stå nok så klart frem. Selv en præsent vandkarakter kan åbenbart have sine fordele.

Sæson, Brøggeren/Ølsnedkeren

Glade syre …

Min sidste anmeldelse afstedkom nogle interessante reaktioner på min facebookside. Allan, med hvem jeg sidste år på omtrent denne tid delte nogle rigtig gode øl spurgte overrasket, om jeg ikke kunne smage kaffen. Ja, åbenbart indeholder Cold Brew IPA kaffe, hvilket jo forklarer navnet. At jeg ind imellem tænker, at en god øl bare er en god øl, helt uden at spekulere over bryggets fremtoning eller indhold, taler måske ikke til min fordel som blogger. Til gengæld har jeg, idet jeg ikke opdagede kaffen i brygget, gjort nogle andre ikke helt uinteressante opdagelser – synes jeg selv i hvert fald.

Ordet ‘kaffe’ optræder ikke med nogen særlig imponerende frekvens i min anmeldelse af Cold Brew IPA. Faktisk nævner jeg det præcis nul gange. I min uvidenhed om ingrediensen har jeg ingenlunde annammet den – hverken visuelt, aromatisk eller olfaktorisk.

Det store spørgsmål er nu – ja, I har nok regnet den ud. Hvis (og hvis – røven på spids) jeg rent faktisk havde læst på emballagen, at der var kaffe i, ville jeg så også have kunnet smage det, når jeg drak øllen? Vi får aldrig et reelt svar på spørgsmålet, men jeg vil gerne retrospekt holde fast i, at jeg ikke bed mærke i nogen kaffelignende smag i brygget. Tværtom synes jeg, at den varme, fyldige og runde bitterhed, der kendetegner kaffe slet ikke var præsent i brygget, der mere var kendetegnet af genrens traditionelle skarpe bitterhed af træ og grannåle.

Jeg tillader mig at glædes ved tanken om, at jeg ikke er faldet for den confirmation bias som jeg skuer, når jeg læser kommentarerne. Meget kort – de andre i debatten vidste, der var kaffe i og derfor kunne de smage den. Hvis jeg prøvede den igen, kunne jeg måske også godt smage den, men det lykkedes mig altså at prøve den uden at kunne smage tilsætningen.

Og det er da tankevækkende … synes jeg. Jeg kunne i hvert fald være fristet til at prøve det igen – det der med ikke at læse for grundigt efter på emballagen, før jeg åbner den.

Og det skulle gerne være alt om dén øl, indtil jeg engang nævner den igen – tilfældigt og overraskende i et fremtidigt indlæg. Jeg gør en ære i at nævne gamle anmeldelser fra tid til anden – har læserne nok bemærket. Efter et lille afbræk er jeg tilbage ved den fikse lille samling øl, jeg fik af min søster i fødselsdagsgave. Det præcise ophav for denne øl fortaber sig. Bryggeriet angives til at være “Brøggeren”, mens det også fremgår at brygget hidrører fra Ølsnedkeren – en geschæft i Griffenfeldtsgade på Nørrebro, hvor man åbenbart kan designe sin egen øl.

Meget fancy og hipsteret. Og sikkert alt for dyrt til, at jeg nogensinde får mulighed for at prøve. Det kan jeg jo sidde og tude over, mens jeg drikker den. Og på den måde kan jeg blive trøstet – for øllet er slet ikke så værst endda.

Danismen afslører typen – en saison. Det er meget sødt med fordanskningen, mens jeg selv nok ville være gået all in, og havde stavet den “Sæsong”, hvis jeg måtte bestemme. Men gad vidst om ikke Nordmændene allerede har lavet sådan én? Den er lagret på hvidvinsfade. Det citrongule bryg med det hvide, tætte skum afslører allerede i duften, at der næppe var tale om nogen særlig sød druesaft. Den afgiver en kraftig odeur af citron og banan. Bananen er ikke uventet for typen, men det er til gængæld den mængde citrus.

Lagringen har vel gjort sit. Og hvis ikke associationen allerede er vakt, er man ikke længere i tvivl, når man smager på brygget – der er tale om en habil efterligning af den belgiske foeder, som Fakta havde på spotvarehylderne i sommer, og som jeg på stedet gav topkarakter.

Associationen kræver selvfølgelig, at man har prøvet hint sure vidunder.

Her er man i første omgang mere lettet over, at bananen ikke brænder for meget igennem. Faktisk kan man ikke smage den i den ansigtsvridende citron/eddikemikstur, der næsten giver den samme åndenød og tunghed i brystet, som ren citronsaft kan give.

At brygget er ufiltreret tæller til gengæld ikke til dets fordel. Mundfornemmelsen bliver en antydning kornet, og gæren kan mærkes antydningsvis som en ubalance i et ellers velafvejet citron-eddike-forhold. Det er ikke helt så rent som den filtrerede belgier, og nej – jeg er bestemt ikke nogen principiel modstander af filtrerede øl, lige så lidt som jeg er principiel tilhænger af de ufiltrerede.

Det kommer an på, hvad der tjener øllet bedst – her ville filteret have hjulpet …

Men det er langt fra nok til at ødelægge oplevelsen. Det er en aldeles fin sur øl uanset hvad.

Rogue Cold Brew IPA, Rogue Ales & Spirits

God stil – the sequal …

I mit foretrukne supermarked, Fakta, dukker der med jævne mellemrum øl op på spotvarehylden, der ikke bedst  beskrives som mainstream. Det er godt. Rigtig godt endda. Det har været sådan længe, men sidste var det nærmest sådan hele tiden, mens det tidligere var mere periodisk. Nu og da var der gode sager på hylden – et lille afgrænset udvalg, der snart var væk igen … Sidste år derimod bød Fakta på solide tysk-amerikanske IPA’er, en eksklusiv IPA-serie fra Midtfyn og endelig en række fabelagtige belgiske øl, der ikke bare var fabelagtige i sig selv, men også parsec – nej, det er ikke nok – TERAPARSEC fra industriel mainstream.

Det gode er, at det kunne se ud som om tendensen fortsætter. Indtil videre måske ikke ligefrem teraparsec fra standardudvalget, men godt nok til at mine forhåbninger er intakte. Jeg har således fundet denne amerikanske IPA sammen med en mere dyster bror fra samme bryggeri. Den skal vi nok komme til.

Man kommer til at betale for dem – de står i 20 kroner hver, og vor de penge får man altså kun den mængde, der kan være i en regulær øldåse. Åbningsaromaen gør dog et ordentligt indhug i irritationen over prisen, for man ved godt at den bouquetkaliber kommer man til at betale for. Det kobber-til-messing-gyldne bryg dufter gennemtrængende aromatisk af bergamot og friskskåret løvtræ i det helt rigtige mix, mens det gyldne, tætte skum hæver sig i glasset.

Bouqueten er ingenlunde uventet eller overraskende. Den er en sikker vinder, og netop derfor glæder man sig over, at man lige netop får den smule mere, der gør forskellen. Sådan er det også i smagen, hvor genkendelsens glæde over fyrrenåle , bergamot og løvtræssavsmuld ikke bare vækkes, men også fester hele dagen og helt ud på de små timer. En solid IPA, der kan alt det den skal kunne, og som oven i købet formår at være sig selv, og ikke bare endnu én. Denne slår især de skarpt bitre noter an. De skarpe – ikke så meget de friske. Savsmuld er skarpt, men ikke friskt på samme måde som de grannåle, man især oplever i Amager Bryghus’ bryg. Og her er der mere savsmuld end nåle. De ledsagende blomstrede og frugtige aromer er desuden holdt på et ikke-ødelæggende minimum, til gengæld for at være dejligt præsente i duften.

Fakta fortsætter de gode takter. Må det endelig fortsætte mange mange strofer endnu.

Thai Thai, Oedipus

Sær, men ok … tror jeg nok.

Jeg har gjort endnu et indhak i de spændende øl, jeg fik af min søster i fødselsdagsgave. Jeg siger spændende, da det er så dejligt uforpligtende et ord. Jeg undgår at bruge ordet ‘god’, da en sådan karakteristik ikke ville være rimelig at bruge – dels fordi jeg først nu er halvt igennem samlingen – og jeg først lige er startet på den tredje anmeldelse. Dels fordi resultatet indtil videre har – på trods af populationens lidenhed (to, helt præcis) har været ganske omskiftelig.

Men spændende har det været. Dejlig uindustrielt, etiketterne har været flotte, navnene har været fængende – begge to. Navnet på dagens øl, er vel også fængende på en eller anden måde. “Thai thai” hedder den og jeg gætter på, om det må være på grund af den ualmindeligt – og i Tyskland formentligt kriminelt – lange ingrediensliste: Koriander, citrongræs, appelsinskal, chilipeber og … galanga – noget, jeg måtte google mig frem til. Men alt sammen ingredienser, der vel nok ville passe fint ind i en thailandsk risret.

Nu er jeg jo godt nok mere til indisk og kinesisk mad – men hey, thai går an, hvis der ikke er andet.

Og hvad gør det så for øllet – alt det andet end gær, vand, humle og malt? Det får i hvert fald brygget til at dufte lifligt og ganske utraditionelt. – Ikke meget af øl, forresten, men chilien, citrongræsset (hedder det dét i bestemt form?) på et bagtæppe af sød ingefær (som brygget ikke indeholder – men måske er det galangaen) giver en bestemt nydeværdig bouquet.

Brygget føles rart og blødt på tungen. Ikke videre fyldigt, men på den anden side heller ikke vandigt. De mange krydderier står i kø for gøre sig bemærket. Her lidt sødme fra appelsinskallen, her formår chilien akkurat at stikke, korianderen er der vil hele tiden som bryggets aromatiske basis. Det er vel ikke uvant i forhold til den rolle koriander ellers spiller. Jeg gætter på, at den sødligtaromatiske ledsager til indtrykkene nok kommer fra galangaen – ingefærlignende uden at brænde.

Og det smager jo sådan set fint. At øllet i øvrigt er smådovent på trods af en ellers pæn, gylden skumkrone over det messingfarvede bryg, fuldender oplevelsen af, at det ikke er øl, man sidder med, men en … vel … egentlig okay krydderte. En te med en ganske okay, men for min smag lige ufarlig nok aroma – og her i en kop, hvor brevet meget gerne måtte have trukket i et halvt minuts tid mere.

Det er nok første gang, jeg har prøvet en øl, der så klart og tydeligt smager af te. Den smager fx langt mere af te, end den eneste øl, jeg indtil videre har prøvet, hvori der rent faktisk var te. Til gengæld – og det har jeg oftere oplevet – smager den næsten ikke af øl.

Til dens forsvar skal det dog siges, at den ikke ikke smager af øl på en ubehagelig måde. Det plejer ellers gerne at være tilfældet med obskure blandingseksperimenter, eller alkoholfri øl. Imidlertid er jeg så konservativ, at når jeg har lyst til en øl, så foretrækker jeg at drikke en øl, der smager af øl. Og når jeg vil have krydderte, så foretrækker jeg en krydderte, der smager af krydderte.

Jeg ser frem til at prøve en krydderte snarest, der smager af øl. Og så måske ikke alligevel – da det er en af mine dårligst skjulte mørke hemmeligheder, at jeg stor set aldrig drikker te – endsige af kryddertypen.

La Barbaude Maltador, Brasserie Artisanale Nîmoise

Jeg går jo heller ikke ind for den slags …

Jeg har taget en bid mere af den fine kage, min søster gav mig i fødselsdagsgave … altså den fine samling af både danske og udenlandske øl. Den første bid blev taget kort før nytårsaften som den sidste nyafprøvede øl i 2017.

Forventningerne er oppe under loftet, hvilket ikke altid er godt. For man bliver så uendeligt meget lettere skuffet, når forventningerne er i den stilling. Udenpå lover brygget ellers godt – det er mørkt, der er en vild tyr på etiketten, og som rosinen i pølseenden – der er et ordspil, der passer aldrig så nydeligt til min egen tørre humor … typisk far-humor, har en af mine kolleger, og ved en enkelt lejlighed også ølpusher, kaldt den. Passende velsagtens al den stund at jeg er far.

Ordspillet, hvis man ikke skulle have regnet det ud, er udsprunget af illustrationen på etiketten – tyren. Som man måske ved, er ‘Matador’ ikke kun en TV-serie skrevet af en aldrende journalist, der på sine ældre dage er blevet småracist. Det er heller ikke kun et spil, der går ud på at lege brutal bolighaj i København og opland. Det er også betegnelsen for chefdyrplageren i det castillianske halvdiktaturs modbydelige tyrefægtningsritualer. Smid et ‘l’ ind det rigtige sted, og hokus-pokus – så har man et fixt navn til en øl.

Som antydet går jeg ikke ind for den slags. Tyrefægtning er en afstumpet pseudosport og en øvelse i at slagte en tyr på den mest langtrukne og pinefulde måde – foran et publikum. Altså, really?

Ikke desto mindre vækker det jo nogle forventninger til øllet. Der er noget vildskab, noget passion, noget temperament …

… og måske ikke …

Brygget glider i hvert fald ikke bare lidt, men alt for let ud af flasken ved skænkning. Viskositeten matcher overhovedet ikke en stout – ikke engang en let stout – men derimod en hvilken som helst småkedelig industriel pilsner. Skummet kan man kortvarigt glæde sig over – letgyldent og klæbrigt er det, men igen langt under hvad enhver anstændig stout burde opvise. En odeur af billig whisky – sådan som jeg forestiller mig et blend af udvalgte industrielle grains måtte smage – kombineres med lys karamel i en småkvalm, sprittetsød væmmelighed, der måske ville appellere til samme segment som vodkanisser, Bacardi Breezer og Mokaï.

Såvidt brygget i næsen. I munden bliver det ikke meget bedre. Brygget er tyndt, tyndt, tyndt – helt uden en forsonende, eller bare undskyldende tæthed for de bristede forventninger i prologen. En konturløs bitterhed af alt for spinkel kaffe har fået et skud syrnet ananaskirsebærsaft i sig – af aldeles uvisse årsager, da dette passer præcis lige så godt sammen som forventet – som en firkantet klods i et rundt hul, som en Richard Ragnwald-CD i udvalget af norske Black Metal-LP’er i pladeshoppen, som Shakespeares samlede værker i en reol fyldt med Barbara Cartlands samme, eller kort sagt – ikke.

End ikke de 8 % alkohol formår at holde sammen på den rodede sjuskebunke af modstridende indtryk. Sammen med de andre ting vælter den uintegreret og planløst omkring uden den mindste anelse om, hvorfor!?

Og sådan plasker det alt for lette og flydende bryg kækt og lystigt rundt – som en lalleglad elefant i et kæmpe badekar, og ingenlunde som en olm tyr i arenaens støv eller mudder. Dette var ikke hvad man var blevet lovet!

Det er først nu, dage efter at øllet er drukket, at jeg på bagetiketten opdager følgende lille oplysende passus: “est inspirée des stout irlandaises” – Inspireret af de irske stouts. Vel, i det minste har plottet da en vis tykkelse i dette sløset sammenkastede stykke pulp-fiction. Egentlig er det synd for irerne, at de stadig så mange år efter at landet … eller okay, det meste af landet blev befriet fra englænderne, skal have skylden for så mange dårligdomme. Men lige når det gælder deres øl – ikke mindst deres stouts – er jeg faktisk med på at udpege dem som skurkene. For irsk øl – det være sig red ale, stout eller hvad det ellers er de blander derovre, har kun været noget at råbe hurra over, når de valgte at brygge noget andet end det der anses for at tilhøre traditionel irsk ølkultur.

Og her til sidst må man også undre sig over, hvad referencen til tyrefægtning dog måtte have at gøre med irsk øl. Men det passer jo sådan set meget godt ind i det øvrige, usammenhængende rod, som endnu et stykke usammenhængende rod.

Og hvilket rod!

Postřižinské Pivo nealkoholické světlé, Pivovar Nymburk

Forventeligt …

Den her fik jeg af Gedved – I husker min ven, der sidste år flyttede til Ærø. Han efterlod den efter et besøg uden at præsentere den som en egentlig gave, men på den anden side også med en form for demonstrativitet, der ikke kunne undgå at afsløre i det mindste en antydning af intention.

Måske ville han bare af med den. Måske var den ment som en hadegave, som han ikke rigtig kunne få sig selv til at overrække som en hadegave. Ikke at jeg tror, han egentlig nærer venskabelige følelser over for mig … altså … hvem f… ville dog nære venskabelige følelser over for mig? Come on! Næh, han er til gengæld et ordentligt menneske, der aldrig kunne finde på at give noget menneske hadegaver, da hen udmærket ved, at den slags er pænt dårlig stil.

Eller i hvert fald ville han ikke gøre det ved de fleste mennesker. Men nogle meget få, meget fæle mennesker (mig fx), han er kommet for skade at lære at kende, ville han måske alligevel give en hadegave, omend ikke så åbenlyst, som andre, dårligere mennesker ville gøre det.

Den det er selvfølgelig ren spekulation, og se hvor langt man kommer med det. Det kunne være, jeg bare skulle spørge ham … ved lejlighed.

Grunden til jeg sådan spekulerer over hans motiver er, at det er en alkoholfri øl. Det må jo i sig selv vække en række spekulationer om hans motiver. Hvor han har den fra husker jeg ikke – måske et af de efterhånden mange marathonløb, han har gennemført. Det minder mig igen om min egen luddovne, ugidelige elendighed, at det er alt alt for lidt, jeg selv har hevet mig op af sofaen fra computeren, TV’et og alle de andre skærme for at tage ud og … se ham løbe de løb.

Mig? Løbe? Helst ikke.

Nu til anmeldelsen. Duften er forventeligt svag, omend med mærkbar præsens af malt og korn – en overvejende sød og knap nok syntetisk duft – i begyndelsen i hvert fald. Snart dufter den ikke meget mindre af vand end andre alkoholfri øl, og så småt mærker man det velkendte syntetiske indslag af metal, der så umiskendeligt karakteriserer typen.

En syrligt syntetisk og ligeledes metallisk stikkende fornemmelse på tunge og i gummer vækker genkendelsens … [tænkepause] … vækker genkendelsen. Men glæden, der som antydet udeblev i første omgang, vækkes alligevel af et uventet pust af pilsnerhumle. Midten af oplevelsen udgøres igen af en velkendt fornemmelse af halvdoven danskvand – måske med lidt mindre zink end normalt. Og så kommer humlen overraskende stærkt igen …

Præsent, ja ligefrem sprød og karsk, humle melder sig, så man næsten – men også kun næsten – ikke længere bemærker doven mineralvand og metal. Og i korte øjeblikke er det endda næsten som om den stikkende fornemmelse fra bryggets tyndde (analogt med tyngde – bare om tynde i stedet for tunge ting) komplimenterer bitterheden med et par ekstra hug i gane og mandler.

Men de øjeblikke er som antydet få og små. Stærkest står stadig oplevelsen af mineralvand og lette metaller, og den lidt mere fremtrædende humle, end hvad genren normalt byder, gælder mere som pynt end som væsen eller karakter.

Lust, Amager Bryghus

Og det der kommer i vejen for den …

Jeg bliver lidt ved Amager Bryghus’ Sinner Series. Der er ingen grund til at lade være, nu hvor det går så godt. Da jeg har skruet en kende ned for anmeldelsesfrekvensen for at hellige mig mit andet online-projekt, tegneserien Spelt-segmentet, har jeg til gengæld gjort mig umage for at finde et emne at tirere over imens. Det er alt for længe siden sidst*.

Et emne, der er forrygende meget oppe i tiden – omskæring. Evidensen for komplikationer i forbindelse med dette komplet unødvendige indgreb herhjemme er nøje beskrevet – og det burde derfor være indlysende at det ikke alene er fysisk skadeligt men også dybt traumatiserende at udsætte umælende spædbørn for den slags. Også mælende børn, der hverken forstår den irrationelle baggrund til fulde eller konsekvenserne på langt og/eller kort sigt er taberne i omskæringscirkusset.

Her skal det mest handle om konsekvenserne på langt sigt, også selvom det selvfølgelig er måske er en lille smule mindre synd for de små børn. Et problem der imidlertid rammer både de spæde, de små og dem, der måtte ønske at få skåret foruden på deres tissemænd af i en højere alder, er de seksuelle problemer. Ifølge et dansk studie udgivet i International Journal of Epidemology er der signifikant flere omskårede, der oplever seksuelle problemer end ikke-omskårede. – Det gælder i øvrigt også deres partnere.

Ud over at alle – spæd som ung (men i højere grad spæd) – risikerer invaliderende og livstruende komplikationer i forbindelse med indgrebet, så skal de arme forhudsamputerede mennesker også døje med seksuelle dysfunktioner. Alt sammen fordi der står i deres hellige bøger, at DenHimmelskeGudFaderBevarMigVel har befalet det … Sommetider er dette ikke engang tilfældet, og alligevel svinger de skalpellen over deres nyfødte, subsidiært ikke specielt gamle, drengebørn. Så er undskyldningerne for pådragelsen af unødige seksuelle dysfunktioner og endnu unødigere akutte komplikationer aldrig så strålende, overbevisende og tvingende. De består typisk af vage henvisninger til traditioner, udokumenterede påstande om hygiejne, eller den tidligere i USA så populære begrundelse om, at det dæmpede lysten til at onanere.

Og – den måske mest strålende undskyldning af dem alle: at det er vigtigt at få det gjort mens de er små – ellers vil de ikke, når de bliver ældre. Uden nogen videre sammenligning i øvrigt – når Özlem Cekic i sit train wreck af en “børnebog” drager sin uforskammede sammenligning mellem barnedåb og omskæring, må man trods alt indrømme de to fænomener den lighed at begge gerne foretages på små børn, fordi lysten dertil aftager med alderen. I modsætning til omskæring er effekten af barnedåb imidlertid reversibel – selv kirkeskatten slipper man for, hvis falder fra. Forhuden, derimod, vokser som bekendt ikke frem igen.

Og hvor god dagens øl ellers måtte være, så kan den ikke kompensere for det tab af livskvalitet en dysfunktionel seksualitet medfører. Her må selv Amager Bryghus give op.

Det til side kan man glæde sig over et mørkt, letflydende og gyldentskummende bryg. Letflydende, da der farven til trods ingenlunde er tale om en stout eller en porter, men derimod en Strong Ale efter belgisk forbillede. Duften er således hverken røget eller krasbørstigt bitter. Derimod er den sød af chokolade og med et karamelindslag, der erstatter den kaffe, der i de søde stouts gerne giver den nødvendige fylde sammen med alkoholen.

Igen mangler kaffen og røgen i smagen – men den savnes ikke. Der kompenseres så rigeligt med flydende karamel, mørk chokolade og cognac. Et lille flashback sender mig tilbage til firserne, dengang Bruce Willis mestendels var sjov og ikke et brutalt muskelbundt. I filmen ‘Blind Date’ er han på Rendez-Vous med Kim Basinger, hvis reaktion på alkohol virker som plot-device i et efterfølgende kaos af næsten postapokalyptiske dimensioner. Henimod slutningen kan man opleve Bruce Willis bruge en kanyle til at fylde en æske fyldte chokolader med endnu mere fyld – whisky eller cognac er det vel …

… og hvis man nu tog Toms Chokoladeskildpadder og lavede samme nummer som Bruce Willis med et nøje afmålt kvantum ikke ueffen cognac, ville man omtrent ramme aromaen i denne skønne sødmesymfoni. Tilpas tung, tilpas smagfuld og tilpas fristende. Som et hedt stævnemøde med en om ikke orgiastisk, så i hvert fald dampende og fortryllende erotisk afslutning.

Og dermed viser Amager Bryghus i øvrigt med al tydelighed, at de behersker mere end bare IPA’er og stouts. De er i det hele taget bare rigtig gode til at brygge godt øl.

*Det er altid for længe siden, at jeg sidst tirerede, når jeg ikke kan huske, præcis hvornår det var.

Envy, Amager Bryghus

Bitterfrisk …

Vel, nummer to øl, jeg ikke har prøvet før inde i det nye år, og jeg er allerede stødt på noget eksceptionelt. Enten tegner det bare godt, eller også opbruger jeg bare min kvote af godt øl alt for hurtigt.

Envy – jalousi – er en af de syv dødssynder, som disse i sin tid så fint blev beskrevet af Dante i Den Guddommelige Komedie. Det er muligvis den bog, jeg har læst fra ende til anden, jeg forstod allermindst af. Amager Bryghus har for år tilbage brygget en serie bygget over de 7 dødssynder. Jeg har – mere eller mindre tilfældigt – allerede anmeldt to af dem, og jeg reddede mig hele serien, da jeg var til fernisering på bryggeriets nye produktionslokaler i efteråret.

De første to øl var fabelagtige. Og som allerede antydet var denne øl det også. Indtil videre har serien da også drejet sig om noget, Amager Bryghus er rigtig gode til – IPA. Sidste år var en af mine erkendelser, at Amager Bryghus faktisk ikke bare er gode til IPA, men også til en lang række andre øltyper. Men mon ikke det er IPA’erne de har lavet flest af, og om ikke andet er mest kendt for?

Denne er en West Coast IPA – altså en amerikansk inspireret IPA, som den kendes fra USA’s vestkyst: Let, sprød og selvfølgelig vidunderligt humlet.

Brygget er ganske lyst, skummet afdæmpet og duften velsignet sprød, omend snæver af spæde fyrrenåle med syrlig aroma af lime. En stilfærdig, omend lovende start …

Og så rammer bomben! Wow, et humleorgie! Herkules, Amarillo, Centennial, Tomahawk, Simcoe, Cascade og Citra i vældig forening – ifølge etiketten. Brygget næsten brænder i munden med sin skarpe, omend forunderligt friske humle.

Bitterheden nærmest rendyrkes i dette bryg. Og det er vel kun passende, idet jalousi vel om noget kendetegnes netop ved bitterhed. IPA’er er samtidig gerne aromatiske med ledsagende smage af fx roser, hyld eller andre blomster. Det er ikke tilfældet her. Der er kun bitterhed.

Ikke rå, brutal eller uforfinet bitterhed. Nej, der er tværtimod tale om en udsøgt, udvalgt, isoleret bitterhed. Alle smagsnuancer ud over det sprødt bitre er grundigt og møjsommeligt pillet væk – helt uden at det efterlader lakuner i aromaen. Brygget er, selvom det kun indeholder én type aroma, fuldent og helstøbt.

Hvordan det lykkes bryggerne fra Kastrup ikke at gøre brygget hverken det mindste besk eller harsk i deres totale rendyrkning af humlens bitre aroma er mig en gåde – og en særdeles velsmagende og velgørende del af slagsen.

Et fuldendt mesterværk – intet mindre. Aldrig har jalousi føltes så bittert og så velsignet.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme