Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Modelo Especial, Cerveceria Modelo

2017-05-21 18.54.19Så jeg var sikker på, jeg var et fjols …

Egentlig havde jeg forsvoret at købe denne øl, da jeg første gang så den nede i Fakta. Det kan godt være, at Fakta for tiden har gjort det pænt, hvad angår deres udvalg af specialøl, men de gamle uvaner spøger stadig … eller de trives faktisk i bedste velgående. Det er blot det øvrige udvalg af lidt mere reelle specialøl, der er blevet bedre.

Uvanen illustreres måske allerbedst i øjeblikket, hvor denne standardrædsel kan erhverves for den uforskammet høje pris af tolv (12!) kroner … eksklusive pant. Den står på hylde med de reelle specialøl, omend der intet specielt er ved den – heller ikke selvom det påstås i navnet. Det er en bleg pilsner af den lette mexicanske type – en af de få kandidater til at underbyde amerikansk standardpilsner og dansk/tysk discountøl i ligegyldighed.

Men så snart der er en lille smule vand imellem Danmark og en arbitrær øls oprindelsesland, bliver den automatisk meget speciel – i hvert fald i Faktas marketingsafdelings øjne. At man ikke ved bedre i detailhandlen bekræfter så mange af mine fordomme om købmandsuddannelserne, at jeg næsten skammer mig …

Nå, men jeg købte den så alligevel. Det skete kort tid efter, at jeg også havde købt nogle nye rædsler fra Carlsbergs ‘Brewmasters Collection‘-serie i Brugsen Hvalsø til nedsat pris i forhold til, hvad jeg havde fundet dem til i samme biks på Vesterbro. I Hvalsø fandt jeg desuden en jubilæumsøl for Danmarks sejr ved EM-fodbold i ’92 fra Raasted, der ifølge andre bloggere skulle være ganske rædsom. Og når jeg nu alligevel allerede havde været et fjols og fyldt indkøbskurven med en hel skuffelsesparade, kunne jeg jo lige så godt gå all in, da jeg et par dage senere igen kom forbi denne i min lokale Fakta i Husum.

Og mine forventninger holdt stik – sådan nogenlunde i hvert fald.

Hvor lyst brygget er, behøver man jo ikke skænke øllet for at se. Det leveres i en klar flaske, og den minimale aroma, der måtte være i øllet bliver således ødelagt allerede af at stå i supermarkedets flourescente lysstofrørsbelysning i døgnets lyse timer. Det er forbeholdet, der altid må tages, når man anmelder øl på klare flasker.

I et glas bruser brygget op som sodavand – skummet holder omtrent lige så længe som i dét medie. Duften er svag og vandig, men alligevel gennemtrængende nok til at humlen kan identificeres – og endda nydes en smule … hvis man hiver luft nok ind.

Smagen er svag med aroma af generisk humle. Bittersød, let og rar med antydning af paranødder … og det er vel så egentlig det – altså ud over de rigelige mængder vand, der er så typiske for de lette mexicanske industriøl, og som jo også sikrer – må man indrømme – at man ikke er tørstig, når man sætter det tomme glas fra sig.

En rigtig festklassiker. En rigtig feriebælleøl. Og bevares – grimt smager det jo ikke. Der er end ikke tilløb til, at brygget føles metallisk eller sæbeagtigt, sådan som man kan opleve det, når øllet er rigtig tyndt.

Men godt? Det bliver ikke – heller ikke selvom øllet fremstår uberørt af supermarkedets lysstofrør.

1-en-halv-stjerne

Ølfestival på Lokomotivværkstedet 2017

Og man var der ellers kun et par timer …

Så lykkedes det mig for tredje gang i streg at lægge vejen forbi Danske Ølentusiasters Ølfestival i Lokomotivværkstedet i Valby. Jeg tænkte, det måtte være på tide at kalde venueen (ja, det må det vel hedde på nudansk) ved dets rigtige navn i år, nemlig Lokomotiværkstedet og ikke Lokomotivhallen, som jeg fejlagtigt har har kaldt det tidligere. Jeg må have haft skyklapper af et ganske udsøgt fabrikat på begge år, siden det er lykkedes mig i den udstrækning at gentage den samme fejl over så lang tid. Men nu skulle det så også endelig være slut, og vid, at det aldrig er for sent i det mindste at prøve at blive bedre til det man sysler med.

Det blev til mange indtryk, gensyn og selvfølgelig smagsprøver … samt en helvedes masse noter og billeder, som jeg nu skal se, om jeg kan finde en eller anden form for orden i. Måske er jeg endda heldig, det munder ud i en antydning af overblik – et kondensat af de mange indtryk, der måske endda kan gøre os allesammen klogere på, hvilken vej ølvinden blæser – hvad der står på spring til at blive hot og hvad der efterhånden er not …

Jeg vil starte med oplevelserne – og så må jeg jo se, om der kondenserer sig noget overordnet efterhånden.

2017-05-19 16.12.27(1)Flower Power Red IPA, Herodes

Jeg forsøgte ellers at være så grundig og omhyggelig. Alligevel lykkedes det mig åbenbart at undgå at få bryggeriet bag den første øl, jeg prøvede på festivalen, med i de hastigt nedkradsede noter. Pokkers! Men godt man har lært at google – og i øvrigt kigge sine billeder grundigt igennem. Valget faldt på en frisk IPA, da gåturen i det varme vejr fra mit arbejde godt 2 km. derfra havde gjort mig godt gammeldags tørstig. Den milde Flower Power IPA fik jaget tørsten væk med fortrinsvis frugtige aromaer af appelsin, clementin, spæde grannåle og adækvat opfyldelse af genrens skarphed. Til gengæld var der lige lidt mere vand end nødvendigt – hvilket i situationen var mere end velkomment. Havde jeg til gengæld betalt dyre domme for den på en ølbar, ville jeg nok have følt mig mere skuffet end vederkvæget.

Kriek, Kongebryg

2017-05-19 16.19.13Sidste år var jeg jo på bryggeribesøg og efterfølgende rodie ved flere lejligheder for Næstved-bryggeriet Kongebryg. De havde en stor stand på festivalen med militærtema, hvor personalet var iklædt deres karakteristiske armygrønne bryggeri-t-shirts under et stort camouflagenet. Brygmester Niels Kiens var ude, da jeg først kiggede forbi. Til gengæld mødte jeg min tidligere medroadie Brian, der straks langede en smagsprøve på bryggeriets nye Kriek ud. Indtil videre har Kriek for mig været meget sødt og imødekommende – jeg lapper Mort Subites i mig som slik, når som helst jeg kan slippe af sted med det. Men det ville jo ikke ligne brygmester Kiens særlig godt, hvis oplevelsen ligefrem var lettilgængelig – og det var den så gu’ heller ikke.

Kongebrygs Kriek er rød og tæt som nytappet blod – kun det spinkle, lilla-pink skum afslører, at det ikke er den gamle kasernes våben, der har været ude og trække kropsvæsker. Smagen er syrlig – som i syrlig af sure kirsebær, skarp som en nysleben bajonet og forunderligt forfriskende i de ansigtsvridende trækninger, bryggets slimhindesammenkrængende aromaer indgyder. Et must for enhver, der tror at en kriek er en sød oplevelse – det er horisontudvidende som kun de færreste. Desuden er den brygget helt efter belgiske forskrifter – af sig selv i egen tank, altså som en rigtig Lambic.

2017-05-19 16.25.03(1)Kriek Royal, Kongebryg

… og er man ikke til syrlig Kriek, kan man få et skvæt af bryggeriets mjød i. Straks har man en sødere, og nok også mere lettilgængelig Kriek Royal. Mjøden er ikke af den bløde, runde slags, men derimod af en frisk, lys og vinøs karakter, der fortsat giver det samlede resultat en skarp kant, frem for at kæle med smagsløgene. De syrlige kirsebær blander sig fint med honningvinen, men ikke så meget at de forenes – hvilket er fint, da brygblandingen dermed giver en både bredere og mere intens smagsprofil.

Perseus Valnød, Christiania Bryggeri

2017-05-19 16.30.53Ja, det er vel egentlig også for galt, at jeg ikke har været forbi Christiania Bryggeri endnu. Det er jo ikke fordi jeg har boet langt derfra de sidste fire år. Men så er der jo lige, og åh og ih og ah … – og så får man det alligevel aldrig gjort. Og så er det jo godt, at man har ølfestivalerne, hvor man netop kan nå den slags. Okay, sandt at sige vidste jeg faktisk ikke, at Christiania havde sit eget bryggeri, men jeg ville nu heller ikke påstå, at det kom som den store overraskelse, da det gik op for mig.

Anyways – de havde denne valnøddeøl samt en IPA på hanerne i deres bod i den solbeskinnede gårdhave. Jeg ender alligevel altid med at drikke en farlig masse IPA på ølfestivalerne – og selv når jeg ikke gør, så drikker jeg en farlig masse IPA uden for ølfestivalerne. Eller for nu at gøre en allerede alt for lang historie kort – jeg ville, om ikke for andet end afvekslingens skyld, gerne prøve noget andet end IPA.

Og en IPA er det i hvert fald ikke. Det ellers nydeligt træfarvede bryg har tæt på ingen duft og viser sig da også først og fremmest at være en meget let tørstslukker. Fyldige, bitre eller for den sags skyld harske nødder er der ikke meget af, men efter nogen tålmodig venten bider bitterheden da en smule fra sig på tungesiderne ved gummerne. Det er nu ikke valnødder, der spagfærdigt viser sig, men snarere bitrere hasselnødder. Bare ærgerligt, at der ikke er nok af dem.

Navnevalget – den hellenske halvgud og kvindemorder Perseus – fik jeg desværre ikke nogen forklaring på. Pokkers som man altid glemmer den slags vigtige ting i farten. Jeg har forklaringen mistænkt for at kunne indgyde væsentlig mere spænding og begejstring end brygget … ikke at der egentlig skal så meget til.

2017-05-19 16.47.29Psykopaten IPA, Syndikatet

Jeg rendte jo også ind i en håndfuld gamle venner til ølfestivalen. Denne øl fik jeg fx anbefalet af en gammel ven ved navn Anders, hvis parade af lovord for den nærmest ingen ende ville tage. – Og se … IPA’er skulle jeg så sandelig få rigeligt af, selv når jeg ellers prøvede at gå uden om dem.

Psykopaten byder på solid træbitterhed – ca. to dele eg til en del fyr, hvilket gør den overvejende tung, mørk og en kende syrlig i udtrykket. Et tredje bittert indslag af kaffe melder sig varmt og kælent oven på de noget mere krakilske og uhøvlede træsorter. Det er lige før kaffen faktisk dæmper den øvrige bitterhed, så det færdige indtryk samlet set er rarere og venligere end hvis kaffen ikke havde været der.

Større psykopater behøver man nu ikke at tage til Det Hvide Hus for at finde – vores hjemlige Flygtninge- Indvandrer- og Integrationsministerium huser allerede langt værre af slagsen, og det samme gør Landbrugs- og Miljøafviklingsministreriet i øvrigt også.

– Men det er en anden historie.

Orange Peel Imperial Stout, Hornbeer

2017-05-19 17.09.15Denne øl fik jeg anbefalet af Ghita Gnudtzmann, en af Hornbeers faste roadier, som jeg lærte at kende på Copenhagen Beer & Whiskyfestival i Forum sidste sommer.

Brygget er brygget på rosiner, chokoloade og Stroh-rom og jeg skal ellers lige love for, at man får noget for pengene i hver lille mundfuld: Ud over at brygget næsten damper af sød bourbon-vanille, møver de ufatteligt mange smagsindtryk sig frem, som befandt de sig i Roms undergrundsbane i myldretiden, alle på spring for at komme samtidig ind i samme tog. Rosiner, limelikør, chokolade, vanille, romessens, anis, fennikel og en brændende fornemmelse i brystet – for nu bare at nævne noget af det, der omgående er ved at slå én omkuld.

Brygget var samtidig meget letflydende i viskositeten. Den underligt tynde finish, kombineret med et mere forvirrende end forenende indtryk gav … vel, det gav måske nok en oplevelse af de store, men næppe af de helt gode.

2017-05-19 17.23.37(1)Pinta Imperator, Bałtycki

Egentlig var jeg jo på vej om til et polsk bryggeris stand, hvis navn jeg desværre ikke var vaks nok til at få med. Allerede hos Kongebryg havde jeg jo mødt Martin Bo Pedersen, der med det samme slyngede om sig med anbefalinger, som jeg kun kunne håbe på at nå en brøkdel af. Én af dem angik et samarbejdsbryg mellem polske Wosname (bedre kendt som Bałtycki – har google efterfølgende lært mig) og Svaneke Bryghus. Omsider ankommet til standen mødte jeg en anden gammel bekendt, John, som har haft butikken Ninkasira i Hedehusene, snart København med polsk og tjekkisk øl. Han kunne fortælle, at samarbejdsbrygget kun havde været på hanerne dagen før. Til gengæld havde han denne nydelige stout til mig fra bryggeriet Whatsitsface (altså Bałtycki).

Ovenpå den mildt sagt blandede oplevelse fra Hornbeer var det forløsende at få et ordentligt flødefint fyldebryg i kæften, fuldt ekviperet med chokoladesødme, kaffebitterhed og cognacessens i aldeles nydelig forening. – Det skulle ikke blive sidste gang jeg blev en sådan oplevelse til del den dag.

Havre Pale Ale, DTU Bryghus

2017-05-19 17.33.49(1)Man skal jo pleje sine kontakter og nye bekendtskaber, og det traf sig jo så heldigt, at DTU’s stand havde hjemme lige ved siden af Ninkasiras. Så jeg hilste pænt på brygmester Preben Bøje Hansen, der omgående måtte insistere på, at jeg da skulle prøve nogle nye brygeksperimenter, han havde med.

Åbenbart var der tale om en ny øl, en øl ingen før havde prøvet at brygge før – i hvert fald ikke hvad brygmester vidste af. Og jeg har i hvert fald heller ikke selv hørt om det før. Der er tale om en havre-IPA. En øl brygget på havre, og så tilsat gavmilde mængder aromahumle. Brygmester kunne sit håndværk, men ville gerne have mig til at sætte nogle ord på bryggets smag, og som sagt så gjort: Brygget er letflydende og mildt, men aromahumlerne trænger alligevel vel igennem. Mest af alt ligner brygget i karakter en frisk saison – den har typens forunderlige lethed, og med en alkoholprocent på afdæmpede 3,5 er den velegnet til frokost og markarbejde, samt en velsmagende, karakterfuld bælleøl til festlige lejligheder.

En så let øl, der smager af så meget, oplever man kun sjældent.

2017-05-19 17.41.39(1)G&T Collaboration Brew, Herodes/Flying Couch/Møn Spirits

Preben Bøje Hansen havde en anbefaling, som jeg straks efter måtte prøve – en øl brygget på Gin & Tonic. Det lød så skørt, at det omgående måtte prøves. G&T Collaboration Brew er tilsat krydderier fra den berømte drink – altså først og fremmest enebær og – vil jeg formode – kinin. Krydderierne giver et frisk og fængslende skarpt udtryk, der varmer hele vejen ned gennem halsen, som en god G&T gerne skal gøre det. Fælles med drinken har den desuden sin spinkle viskositet og lethed. – Preben Bøje anpriste brygget for sin lethed, idet den jo kun indeholdt 8% alkohol … at anse 8% for ‘let’ – ja, det vil jeg bare lade stå for sig selv et øjeblik.

Jeg fik G&T Collaboration Brew i samme stand, hvor jeg fik Flower Power Red IPA, som jeg prøvede allerførst. Igen lykkedes det mig – helt uden anstrengelser – at ikke få noteret bryggeriet bag. Er jeg ikke bare dygtig? – og denne gang hjælper Google ikke meget. Men på daværende tidspunkt havde jeg i det mindste den i øvrigt elendige undskyldning, at jeg var fuld.

Til alt held var jeg i min flere hestes brandert snarrådig nok til at hapse et skilderi af brygbeskrivelsen – vistnok holdt frem af brygmester hamselv. Af den fremgår det, at brygget er et samarbejdsbryg mellem flere aktører – herunder Herodes-bryggeriet, som jeg tror, jeg skal have tjekket lidt nærmere ud i nærmeste fremtid.

DTU-brygmester Preben tog i øvrigt fejl. Det er ikke en let øl på 8% men på sølle 7½ … Næsten – men også kun næsten – alkoholfri ifølge hans standarder, vil jeg skyde på.

Ultrapress Beer Liquor, Ultrapress

2017-05-19 18.04.29Jeg troede egentlig det var afgået ved døden lige så hurtigt som det var blevet født – varmt øl med flødeskum. Det var et kæmpe hit for to år siden, men ingen steder at se sidste år, hverken ved DØE’s arrangement, eller ved Copenhagen Beer & Whisky Celebration.

Men nu er det der igen, og til forskel fra for to år siden, så fik jeg det altså prøvet denne gang.

Og jeg blev ikke skuffet. Det smager jo simpelt hen vidunderligt – som et kaluah-shot med lidt mere kaffe, og rundet af med maltsukker. Fløden giver fylde og fornemmelse af Irish Coffee, hvor whiskyen er erstattet af … noget andet, men uden at noget går tabt i oplevelsen.

Det fungerer, indrømmer jeg uden videre omsvøb. Men jeg ville lyve, hvis jeg påstod, jeg ikke var overrasket. Det mørke bryg er i øvrigt vidunderligt fyldigt – det var der indtil flere bryggere – især danske – ved arrangementet, der kunne lære noget af.

2017-05-19 18.19.59(1)Sort Smoothie, Munkebo

… via Beerbuddy, skal jeg lige nå at sige før jeg skrider til anmeldelse. Jeg prøvede nemlig denne lille sorte sag hos distributøren Beerbuddy, der analogt med fx Årstiderne leverer varer lige til døren. Her gælder det dog ikke økologiske grønsager – men kvalitetsøl, blandt andet denne fra Munkebo.

En sød og rar sag med især sødme af chokolade og kakao. Som oplevet flere gange tidligere ved arrangementet blev jeg overrasket over bryggets letflydende viskositet, der oven i købet fik brygget til bruse op – næsten som sodavand – ved skænkning. Jeg aner en tendens med mørkt øl, der flyder let …

Væltepeter, Skagen Bryghus

2017-05-19 18.24.52Det var omkring dette tidspunkt, jeg endnu engang rendte ind i Martin Bo Pedersen, og det var i selskab med ham, at de sidste par øl blev prøvet. Skagens Væltepeter … sikket fint navn til en øl – filmen starter jo automatisk i éns hoved, så snart man hører det … er – hvis mine noter ellers står til troende og relæsende, begge dele er der tvivl om, i betragtning af, hvor langt henne i arrangementet jeg var – i en eller anden grad tilsat rom. Noterne vidner også om en vis begejstring hos undertegnede; “Lækker fyldig øllikør med romessens, alkoholisk og fyldig. Det bedste fra rom af øl.” – Det sidste var vidst ment som en morsomhed, der mentalt er gået tabt, ligesom oplevelsen af øllen, der kun lever i mine noter. Jeg plejer ellers at kunne huske detaljer, når jeg læser noterne – men her er altså den berømte undtagelse, der bekræfter reglen …

Når nu jeg husker den så dårligt, var den måske alligevel ikke  god som noterne lader antyde.

Eller også var jeg blot ved at blive mere vissen, end jeg husker.

2017-05-19 18.41.13(1)Coffee & Cigarettes, Beavertown

Jeg skulle tidligt op og på arbejde lørdag morgen, så mit besøg på ølfestivalen var begrænset til fredag sen eftermiddag og tidlig aften. Sidstnævnte var det efterhånden henunder, men Martin Bo Pedersen lod mig selvfølgelig ikke slippe så let. I One Pints bod blev jeg budt denne lille krasse sag. Igen en letflydende porter/stout med masser af smag – her af kaffe og engelsk lakrids. Ja, som navnet antyder er det ikke sødmen, man skal smage dette bryg for …

… again with the letflydenhed …

Rogue 8 hop IPA, Rogue Ales

2017-05-19 18.53.20I forvejen har jeg det svært ved at orientere mig, når der sker mange ting omkring mig, så præcis hvad der gjorde, at Martin Bo Pedersen pludselig stak af i en ikke nærmere bestemt retning ved jeg ikke. Til gengæld blev jeg lynhurtigt passet op af hans veninde Pia, der ville have mig til at denne IPA fra – ja, lur mig om bryggeriet ikke er smuttet igen – tak, Google.

Bouqueten er – i modsætning til aromaen, der især består af bittersyrligt egetræ – ganske frugtig af appelsinsager og sikkert også noget hyld. Egetræsaromaen i smagen er til gengæld ganske altfavnende og giver både en bidsk, tung og næsten farlig IPA-impression. Ikke lige min foretrukne IPA-type – jeg savner nogle friske, spæde og sprøde grannåle.

Og efter den var det tid at vende næsen hjemad. Fornuftig som jeg var, havde jeg taget det offentlige på arbejde den morgen. Sikke jeg kan … gid jeg var lige så god til at notere bryggerier, som jeg er til at gebærde mig fornuftigt i trafikken. På den anden side er jeg også glad for, at min uopmærksomhed er distribueret som den er. Det omvendte ville være farligt. Hellere overse et bryggeri hist og pist end en vigepligt eller en 20 tons betonkanon.

– – –

Med fare for at gentage mig selv – men det er jo faktisk én af de ting man bliver nødt til i opsummeringer og konklusioner, vil jeg nu forsøge at trække nogle linjer, se det lidt fra oven, fremdrage nogle generaliteter og sige noget overordnet om mine indtryk fra årets festival.

Letløbende stouts – not!

Mørkt øl er fortsat meget populært, og der er fortsat skruet helt op for smagen – både det søde, det bitre og alt det andet, man kender fra genren. Åbenbart skal det mørke øl nu til at være letflydende og vandigt i viskositeten. Selvom øllene smager fint, finder jeg det ærgerligt, da den slatne viskositet uvægerligt går ud over brygget fylde og det sker på bekostning af bryggets evne til at forene forskellige smage i et større hele.

Det er fint at bryggerierne eksperimenterer med at gøre smagfulde stouts letløbende, og dermed måske også lettere tilgængelige. Men når det sådan går ud over den samlede oplevelse, er min anbefaling utvetydigt, at man lader det blive ved eksperimentet.

Mørke IPA’er – Same-same …

IPA’en skulle efter sigende være på vej ud. Desværre magter jeg ikke rigtig at finde øltrend-hjemmesiderne frem, hvor jeg først læste det, men det blev siden gentaget i Ølentusiastens første 2017-nr. Ikke desto mindre kunne man fortsat finde IPA i velsagtens hver eneste stand på festivalen. Typen forbliver en sikker publikumsmagnet og derfor en vinder.

Det har dog ikke holdt bryggerierne fra at gå nye veje med dem. Nu skal de være mørkere og tungere i smagen. Grannåle erstattes af egetræ, grape og appelsin erstattes af kaffe, og hyldeblomst og syrennektar ryger helt ud. Fra frisk og frejdig til dunkel og farlig … selvom jeg ikke selv er den optimistiske, lalleglade type – eller måske netop af den grund – har jeg altid elsket IPA’ens opstemthed og simple fryd. De mørke toner, der nu slås an bringer ikke genren noget afgørende nyt, men læner sig blot op ad andre typer, som det ikke klæder IPA’en at begynde at gå i bedende.

Giv mig til hver en tid en mørk, truende barley wine, eller ESB – se dér var i øvrigt potentiale for en spændende ny øltrend! Men lad nu IPA’en forblive det, den er så vel – et lystigt, humlet refugium. En velfornøjet aromaeksplosion til ubekymret, udelt nydelse – så længe der er bryg i glasset.

Syrlige Krieks – Hot!

Der var flere gode og fine oplevelser på DØE’s ølfestival, men kun ganske få står tilbage som unikke og horisontudvidende for mig. DTU’s Havre Pale Ale kunne nogle ting med en lav alkoholprocent, og varmt øl med flødeskum kunne noget andet. Men den største oplevelse forbliver Kongebrygs vidunderligt skarpe og syrlige kriek. Mit ydmyge håb er dels at syrligt øl snart slår igennem i større stil, og med det syrlige øl, de belgiske lambic-typer, der fortsat anses for langt mere eksotiske end de egentlig er.

Med søde, fyldige stouts og superbitre IPA’er har ølverdenen for længst taget imod det søde og det bitre. I det syrlige og det sure venter det nye, det uopdagede, erkendelserne, åbenbaringerne. Det er kun angsten for det fremmede, der holder os tilbage, men det er der, vi skal hen og favne den skønhed, der venter på os.

Kongebryg viste vejen – eller i hvert fald viste de mig vejen. Jeg hører gerne andre deltageres oplevelser og bud på, hvilken retning ølverdenen bevæger sig i. Og selvfølgelig behøver man ikke have været på ølfestival for kommentere – alle er velkomne til at smide en kommentar.

Her til allersidst skylder jeg en særlig tak til dem, der på forskellig vis ledte mig på (af)vej(e) ved arrangementet. Først og fremmest Ole Madsen, som jeg undtagelsesvis ikke fulgtes med, men som jeg skylder tak for hjælp til at komme ind til arrangementet. Desuden mange tak til Martin Bo Pedersen for godt selskab og vejledning, til John Schmidt, Ninkasira; Brian fra Kongebryg; Ghita Gnudtzmann, Hornbeer; til Anders, Louise, Annemarie og Thomas – gamle venner, jeg tilfældigvis rendte ind i – og endelig en særlig tak til brygmestrene Preben Bøje Hansen, DTU for at bede mig sætte ord på hans nye øls smag, og Niels Kiens, Kongebryg for årets største oplevelse … og en øl jeg fik i hånden til anmeldelse senere.

Den glæder jeg mig til.

En tradition står for fald …

Til minde om …

Jeg har modtaget en nedslående besked fra Kvickly om, at det ellers traditionsrige Ølfestivalg ikke bliver til noget i år.

Det var ellers ærgerligt …

Det har jo været en årligt tilbagevendende tradition her på bloggen, at jeg anmeldte alle øl fra arrangementet. Siden det første Ølfestivalg i 2012 har jeg kommenteret på udvalget, og fra 2014 til og med sidste år, har jeg taget alle øllene under kærlig behandling i mine anmeldelser.

Men nu er det altså slut. Jeg kunne ellers rigtig godt lide arrangementet, og det var ikke kun fordi det betød gratis øl til undertegnede. Arrangementet var et vindue ind til, hvad der faktisk rørte sig på ølfronten i landets supermarkeder. Ganske vist mødte ølkonkurrencen en del kritik fra bloggermiljøet for at have et for lavt niveau, og i øvrigt kun repræsentere store aktører i Danmark frem for egentlige mikrobryggerier. Og kritikken er bestemt ikke ved siden af, hvis man havde forventet en form for mikrobrygfestival, når fx industriaktøren Vestfyen flere gange var repræsenteret.

Og ganske afgjort afspejlede arrangementet heller ikke, hvad der rørte sig allerforrest i ølfeltet på globalt plan. Men ølavantgarden har heller aldrig været denne blogs fremmeste fokus. Det har til gengæld det almindeligt tilgængelige udvalg, der blandt andet er at finde i supermarkederne. Derfor var arrangementet altid kærkomment, idet det ramte lige netop den målgruppe, jeg gerne vil skrive til og for.

Jeg har ikke fået at vide, hvorfor arrangementet er aflyst, men man har da lov at gisne lidt ud fra de mere generelle observationer man har gjort sig gennem årene. Antallet af deltagere har været støt faldende. Jeg er ikke bekendt med, hvor mange, der deltog de første to år, men antallet var i hvert fald for nedadgående de tre år, jeg anmeldte, startende med 12 deltagere i 2014, så 10 og endelig 7 i 2016. Mon ikke det simpelt hen var svigtende interesse fra producenternes side? Måske var salgsfeedback’et bare ikke stort nok til, at man ville diske op med en ny øl til arrangementet hvert år? – Det er, ud fra det begrænsede materiale – mit ydmyge bud på en forklaring.

Jeg har i anledning af arrangementets aflysning taget en tur ned ad memory lane, for at mindes nogle højde- og lavpunkter fra arrangementet igennem årene.

Mine tre vindere …

Det vigtigste først – de tre øl, der gjorde mest indtryk på mig, og lidt om hvorfor. Ingen af øllene opnåede nævneværdige placeringer ved selve valget, men det viser jo bare, hvor håbløse forbrugerne er, og åbenbart forbliver:

2014-05-13-17.59.532014: American Pale Ale, Fur Bryghus – En amerikansk pale ale lige efter bogen, og netop det var dens force. En sikker, næsten uprætentiøs øl efter alle forskrifterne, der netop i sin stilsikkerhed omfattede og omfavnede lige præcis alt det typiske – og velsmagende – ved den amerikanske pale ale, hverken mere eller mindre.

Uden at jeg er sikker, tror jeg faktisk brygget er blevet relanceret som Cascade Pale Ale – den kan findes i bl.a. Fakta for tiden.

2015-06-26 20.54.392015: Det samme kan Ærø Tangøl, Rise Bryggeri, som jeg stemte på året efter. Her har bryggeriet dog fastholdt det oprindelige navn. Jeg kan kun på det varmeste anbefale den – igen en amerikansk pale ale, men her med noget mere spark i. Mere blomsteraroma, mere frugt og mere rå nålebitterhed giver næsten karakter af IPA – men brygget giver samme nydelse om man kalder den det ene eller det andet. Det eneste spørgsmål der står tilbage er, hvad den tilsatte tang egentlig gør for brygget. Undertegnede ville aldrig have gættet, at det var i, hvis jeg ikke vidste det.

2016-05-23 17.47.382016: Og nogle træk fra de to foregående år gik også igen i Hoppy Belgian, Raasted Bryghus – uden at de dog udgjorde hele begrundelsen. Typen var denne gang en belgisk ale, der bød på et syrligt-sødt kludetæppe af både rare og bidske citrusfrugter, tilsat krasse, friske amerikanske humler (der var de igen, yankierne). Kombinationsbrygget lykkedes rigtig godt, idet der opstod noget unikt nyt i blandingen, og ikke bare begge dele (amerikansk og belgisk ale) i en arbitrær kombination.

At forbrugerne i øvrigt valgte helt forkert denne gang, kan man læse mere om i næste afsnit, hvor jeg tager de færdige valgresultater op til behandling.

Arrangementets tre vindere …

2014-05-17-13.35.012014: Den alkoholreducerede Svagpisser, Pladderballe Bryghus blev vinderen dette år. Selvom jeg selv kun gav den den 3. højeste karakter på 4 stjerner – fuldt fortjent i betragtning af, at en alkoholsvag øl kunne smage så meget igennem af friske grannåle og faktisk føles fyldig samtidig – brugte Pladderballe Bryghus alligevel min anmeldelse, da de selv fejrede sejren på deres facebook-side. Og det skulle ikke blive sidste gang noget i den retning skete.

2015-06-21 14.13.292015Skumhest, Pladderballe Bryghus var lidt mindre sikker i sit udtryk, men fik alligevel min næsthøjeste karakter det år. Ud over oplysningen om, at det i virkeligheden var øl, kunden i Hansemand Luchters enakter “Nede i Døgneren”, spurgte efter, bød brygget på skarp bitter og måske en lidt for gæret impression af lys belgisk ale, tilsat – af alle ting – ramsløg. Et hidsigt og ikke helt lettilgængeligt indslag, hvis sejr måske ikke overraskede i betragtning af producenten, men bestemt i betragtning af karakteren.

2016-05-24 18.32.012016: Efter Jan Monrads tragiske bortgang var det slut med Pladderballe Bryghus-øl ved arrangementet. Og måske var dette den enkeltstående begivenhed med størst betydning for faldet i arrangementets popularitet. For det var jo Pladderballe Bryghus, der var rendt med sejren de to foregående år. Uden det bryggeri i konkurrencen var alle døre pludseligt åbne for nye vindere, og resultatet var lige præcis så katastrofalt som man kunne frygte. Min absolutte bundskraber det år – Chokolade & Chili Stout, Ørbæk – løb af med sejren. Her kombineres tynd kaffe og tynd chokolade med bismag af chili, der lissom bare er der, uden at gøre hverken fra eller til ved det i forvejen usikre udtryk.

Den største skuffelse i de år, jeg fulgte systematisk med i arrangementet  – at dette bryg skulle gå hen og vinde i 2016 – blev altså også det sidste indtryk, arrangementet gjorde på mig.

Vindernes vindere …

Og hvilken øl syntes jeg så samlet set var bedst? Om den titel konkurrerer Tangøl fra Rise og Hoppy Belgian fra Raasted. Hårdt presset vil jeg nok sige Tangøl, men skulle jeg komme til at prøve dem begge igen, er det langt fra utænkeligt, at jeg ville ændre mening.

At lade det komme an på en prøve er jeg klar til – men det bliver desværre svært. Hvor Tangøl faktisk kan fås i Fakta – og den har mine varmeste anbefalinger – så ser det ud til, at Raasted ikke længere producerer Hoppy Belgian.

Det kunne de godt. De har i mig om ikke en fast køber, så i hvert fald én, der til enhver tid vil anbefale den.

Den bedste af konkurrencens officielle vindere er jeg til gengæld ikke i tvivl om. Skumhest er, i kraft af sin vilde voldsomhed, uden tvivl den sikre vinder i den kategori.

Lavpunkter …

Ja, det er ikke for ingenting, at jeg i bloggens spæde barndom en kort overgang omdøbte den “Kajs Ølbrok”. Jeg bestræber mig ikke kun på at prøve bredt – snart sagt alt, jeg kan få fingre i af øl – men også at anmelde hudløst ærligt. Ærligheden er det min ambition at gøre særligt mærkbar i mine negative anmeldelser, og den side af mit bloggeri om Kvicklys Ølfestival skal læserne, Kvickly eller bryggerierne selvfølgelig ikke snydes for.

2014-05-14-17.49.392014: Ivory Blonde, Nørrebro Bryghus nednåede (det modsatte af at opnå) den laveste karakter ved arrangementet – ikke bare det år, men i alle mine systematiske anmeldelser af arrangementet overhovedet. Den er et forsøg på at lave en kvindeøl … og allerede der er filmen jo knækket. Jeg kender kvinder og mænd, der foretrækker jævne standardpilsnere, jeg kender kvinder og mænd, der foretrækker humlede IPA’er og endelig kender jeg kvinder og mænd, der foretrækker tjæretykke stouts.

Jeg har aldrig mødt en kvinde eller en mand, der gad drikke de tynde, udvandede og gerne sure øl, som bryggerierne med alt for jævne mellemrum udspyr med den undskyldning, at de skulle være markedsført til kvinder. Som nu denne rædsel, der først og fremmest var (var – fordi den ikke produceres længere, og gudsketakoglov for det!) tynd, sur af eddike og anonymt sød som en vandig opløsning af hvidt, raffineret sukker. Det bedste, der kunne siges om den er, at den – på trods af at der var tale om en kvindeøl, ikke gjorde mig gravid.

2015-06-23 18.35.372015: “Når denne er det svageste bryg står det ikke så slemt til” skrev jeg om Oat Malt Stout, Krenkerup i min korte gennemgang af ørets øl, før jeg gav mit bud på en vinder. Og det var klart også året med det stærkeste felt, hvor ingen bryg scorede under 3½ stjerner. Med andre ord var alle øl over middel i karakter.

Et par negative ord skal brygget dog alligvel have med – altså det er jo trods alt lavpunkterne, der er under kærlig behandling og ikke bare de mindre højdepunkter … Lidt for meget vand, og så venlig i sin karakter, at den ikke rigtig formåede at brænde igennem med sit budskab. Det er typisk for stilen, der netop er kendt for sit tilbagelænede udtryk og silkebløde mundfølelsesprofil. Personligt synes jeg at brygget falder ned mellem to stole, og ikke rigtig ved, om det vil være kraft- og karakterfuldt, eller mainstreamligegyldigt med det øgede salgspotentiale den slags undertiden giver. Det er nok også derfor, at netop dette bryg har fundet vej til min liste over de mest middelmådige øl, jeg har prøvet.

2016-05-22 16.09.062016: Den svageste øl i feltet fra sidste år har jeg allerede haft under kærlig behandling – det var Chokolade & Chili Stout fra Ørbæk, der som bekndt vandt. For nu at dette ikke skal blive en ren gentagelse af, hvad  jeg allerede har skrevet, vil jeg i stedet kigge på en anden øl, der fik samme karakter som Chokolade & Chili Stout det år, som den dermed delte sidstepladsen med. Den tvivlsomme ære tilfaldt Økuller, Svaneke Bryghus – en cream ale, som er en stil, jeg har været ude efter i et stykke tid … men ikke så meget længere, da det faktisk ser ud til, at den er, om ikke opgivet så i hvert fald langt fra så hidsigt markedsført, som den har været.

Og når man prøver dette bryg, forstår man hvorfor. Svagtsmagende af tynd kaffe og lidt gær tilsat en syrlig mundfylde med karakter af halvvejs smagsløs drikkeyoghurt giver omtrent samme fornøjelse som at læse et Anders And-blad for 10. gang eller drikke et glas lunkent vand uden at være tørstig. En flad, ligegyldig fornemmelse, hvor det mest bitre så langt fra findes i øllet, men derimod i følelsen af, at man netop har spildt noget tid, som aldrig kommer tilbage.

Det er langt fra fornemmelsen jeg sidder tilbage med efter at have anmeldt øllene fra Kvicklys Ølfestivalg gennem 3 år. Det har været en fornøjelse, som Kvickly skal have endnu en stor tak for – ikke bare arrangementet som sådan, men også for at donere øllene til mig. I tre år var det en mulighed for forbrugerne at blive klogere på, hvad specialøl er. netop i det perspektiv gjorde det ikke så meget, at øllene ikke var  specielle endda. Som sådan var arrangementet henvendt til de jævne forbrugere, og jo flere af dem, man på længere sigt kan få med på at elske de virkelige specialøl jo bedre …

Kvicklys Ølfestivalg var et fint sted at starte. – Jeg håber, der inden længe kommer nye startpunkter til i dets sted.

Dark Hop, DTU Bryghus (Besøg på DTU Bryghus V + Afslutning)

2017-04-04 19.08.07Det lykkedes vist …

Videre med en af de øl, der ikke kom med i DTU’s blad. Der var jo kun plads til tre anmeldelser i bladet – en redaktørs svære lod er jo at bortskære bylderne af overflødig ordgejl i tekstspalterne på whatever medie det nu er, de redigerer. Havde jeg haft en redaktør på min blog kan jeg kun gisne om, hvor lidt, der ville være til overs, og – endnu vigtigere – jeg har på fornemmelsen, at anmeldelserne ville være lige knap så underholdende.

Men det er altså nu eventuelle modtagere af DTU’s blad skal spidse ører … uha, ja, eller slibe linseglasset, eller hvad man nu gør, når det er tekstmedier, der er på tale … eller skrift. – Jeg tror det er bedst, jeg lige hanker lidt op i mig selv, før min fiktive redaktør får et nervesammenbrud.

Dark Hop er brygmester Prebens forsøg på at kombinere stout og schwarzbier. Personligt foretrækker jeg, at mørkt øl ikke er alt for flydende og bedst spises med en ske. En god stout hører heller ikke til i en flaske, men i en tube – hvis man altså ikke bare går hele vejen og sælger den i en pølse, der skal skæres i skiver … med en skarp kniv. Men det er jo bare min personlige holdning, og den endelige karakter skal selvfølgelig ikke lide (alt for meget) under mine sære præferencer. Som anmelder er det vigtigt at kunne se det hele lidt fra oven, og hæfte sig ved bryggets objektive egenskaber frem for det man selv kan lide (og det modsatte).

Og læseren skal endelig gøre sig færdig med at grine over min antydning af, at jeg skulle være det mindste i stand til ovenstående. Når det er klaret, vil jeg skride til anmeldelsen.

Brygget er i hvert fald ganske schwarz – så farven er i ganske givet i øjet. Brygget forekommer også en smule dovent i den forstand at det hverken bruser eller skummer synderligt. Tværtom har det ved første øjekast den helt rigtige tilbøjelighed til at skvulpe frem for at plaske rundt i glasset.

Øllet har en vidunderlig duft af vanille og kaffe; tung og stærk af velbrygget mokka, der efterfølgende har stået alt for lang tid på kanden med blusset tændt. Kaffen kommer til at smage og lugte elendigt af det – men øl – øl har det med at smage af ting, man synes smager grimt – gamle hasselnødder, slatten kål, og altså alt for bitter kaffe – men når det er øl, er det en anden sag. Kaffesmagen er dejligt gennemtrængende, pikant sødet med vanille og mørkt sukker. Fylden viger en anelse, og rammer i nærheden af de havrestouts, jeg personlig aldrig kommer til at blive allerbedste venner med.

Mission accomplished, må man ikke desto mindre sige (eller skrive). Brygget rammer faktisk ganske nydeligt mellem en schwarzbiers regulære viskositet og stoutens smag. Og så må jeg se mig nødsaget til at lægge mine præferencer til side, og rose et resultat, der opfylder hensigten.

Det ændrer dog ikke ved, at jeg fortsat synes, at Schwarzbieren i sidste ende har fået for meget at sige. Jeg foretrækker stadig mine stouts som noget, der skal spises snarere end drikkes.

3-en-halv-stjerne

Af mine sparsomme noter fremgår det desuden, at jeg efter denne øl fik smagt på en Julebryg. Nu er det jo ikke engang påske længere, og der er laaang tid til, at vi skal til den slags igen, men …

… jeg har kun min egen doven- (og på dette tidspunkt tiltagende fuld-) -skab at takke for – ikke så meget at mangle noterne, for jeg kan trække endog ganske lange anmeldelser ud af meget få nødtørftigt nedkradsede linjer – næh, at jeg har glemt at få både billede og karakter med.

Det må vente til en anden god gang – hvis overhovedet. Men anmeldelsen er altså tabt i mæsken, eller smuttet med som del af the angels’ share (ja, det sker godt nok kun når man destillerer, men alligevel).

Beklager!

Dermed er det også blevet tid at afslutte temaet ‘Besøg på DTU Bryghus’. Endnu engang tak til Brygmester Preben Bøje Hansen, Assistenten Jes, medsmager Mayianne og jornalist Marianne, der stod for invitationen. Det var et både givtigt, lærerigt og ikke mindst hyggeligt besøg, som jeg håber, jeg får lejlighed til at gentage engang.

Tak også til læserne for, at I ville læse med – endnu engang.

Skawpåske, Skagen Bryghus

Påske på plads …2017-05-10 17.18.06

Påske mig her og påske mig der … Én ting har jeg lært om sæsonøl. Påsken er ikke sæson for godt øl. Julen, derimod – der kan man finde rigtig meget forskelligt og ind imellem endda også noget godt. Påsken derimod byder på en stereotyp kavalkade af sukkerberigede, alkoholpumpede guldølskloner, der måske nok gør det nemmere at blive fuld, men som alle byder den samme vammelsøde oplevelse af bryggerier, der gemmer hittepåsomheden til vinterhalvåret.

Dagens øl fra Skagen Bryghus er ingen undtagelse – altså bortset fra at den typemæssigt skulle være en pale ale efter amerikansk forbillede. Se hvad det hjælper …  omend den da lægger sig i forenden af et stort, men altså alligevel ikke særlig bredt felt af påskebrygprodukter. Tonet lidt mørkere end en classic pilsner og med en alkoholprocent på 6 adskiller den sig altså typen til trods ikke meget.

Skagen Bryghus formåede ellers at lægge rigtig godt ud på bloggen, men det er snart syv (wow … syv!) år siden, og laurbærrene fra dengang er for længst gået i forrådnelse, så der nu kun er den beskidte jord tilbage at ligge på. Det føles som om bryggeriet siden har ladet sig tage til takke med for lidt. Den er købt i Fakta Husum sammen med et par andre øl, der overraskede positivt, så man har jo lov at håbe, at karmaen har smittet af (bare ærgerligt, at jeg ikke tror på den slags).

Duften byder på en bittersyrlig blanding af æbler og middle-of-the-road-humle. Ligesom feltet af påskeøl er den her omtalte vej dejlig bred – i smagen i hvert fald – så det bitre i hvert fald er på plads … og så småt kommer det endda mere og mere på plads.

I eftersmagen bliver bitterheden faktisk ganske tung og får næsten karakter af kålrabi tilsat røg. Fylden er til gengæld en smule vigende og vandig og formår ikke helt at rumme den småaggressive og tunge bitterhed (der i øvrigt ikke er synderligt amerikansk. I USA er pale ale-bitterheden friskere og sprødere. Thisted Bryghus rammer langt bedre). Men det er nu også snart det eneste decideret negative, man kan sige om en ellers habil øloplevelse.

Men der er stadig langt til Skagens gode tider fra bloggens begyndelse.

4-stjerner

Prorektor Half’n’Half, DTU Bryghus (Besøg på DTU Bryghus IV)

2017-04-04 18.08.38“Hvor er prorektoren?”

Ølsmagningen på DTU blev selvfølgelig ledsaget af et væld af anekdoter og røverhistorier. Som nu fx den om prorektoren – og jeg aner ikke hvem prorektoren på DTU er eller hvad han/hun/den/det hedder. Det er også ligemeget, for det er denne øl og ikke noget som helst andet, det drejer sig om lige nu.

“Hvor er prorektoren” er åbenbart et spørgsmål, der stilles ganske ofte ved arrangementer på DTU, hvis denne øl af en eller anden grund ikke er på vinkortet. For populær, det er den, denne lyse og temmelig stærke øl, der rent teknisk er af pilsnertypen.

Men ud over at være en pilsner, er brygget også en dubbel – dobbeltgæret efter belgisk forbillede: Først er øllet brygget på almindelig malt for siden at få en omgang mere på rent byg. I anden omgang bruges enzymerne fra den almindelige maltbrygning til at nedbryde stivelsen i byggen. (Det er sådan noget personale og studerende i fødevarer på DTU forstår … jeg fatter ikke en lyd, men gengiver bare samvittighedsfuldt det, brygmester Preben Bøje Hansen fortalte).

En noget uprætentiøs småsyrlig duft af græs antyder en letbenet, letforståelig oplevelse. Dette bryg er alt andet! De 8,5 procent kan i den grad mærkes. Brygget hugger i tunge, gane og gummer med små hidsige brændevinsskalpeller, der på kort sigt varsler fornøjelig fuldskab og på længere sigt tordnende tømmermænd. En overraskende ledsagende sødme giver indtryk af likør og æbleaperitif som jeg drak i min tid som punker. Her viser øllet igen sin magiske evne til at vende aromaer, som jeg ellers (grænsende til det traumatiske) ikke bryder mig om, til noget godt. For sammenligningen med æbleaperitif – eller blot ‘tif’, som vi kaldte det – er kun ment som en ros, selvom den ægte vare smager ganske fælt.

Men så er det måske ikke så sært at brygget vækker begejstring ved diverse arrangementer. Jeg kunne godt forestille mig, at det ville slå an blandt de yngre studerende med anarkistiske tilbøjeligheder.

Brygmester kunne, en kende bedrøvet, afsløre, at han selv aldrig havde været punker. Til gengæld havde han haft sin gang i miljøer af herboende underkuede nordvestfra. Han fortalte levende hvordan man i de kredse lavede alkohol på rekordtid ved hjælp af postevand, bagegær og flormelis, men uden at han selv skulle nyde noget … Selv punkerne fra min ungdom må nok se sig slået her, men det er en anden historie.

Øloplevelsen er uanset hvad intakt, interessant og i grunden ganske velsmagende – ikke underligt, at DTU’s prorektor er populær.

5-stjerner

The Bitter End, Ørbæk

2017-05-06 15.09.43Ikke helt så bitter endda …

Jeg undskylder endnu engang stilheden. Jeg fik vist lige holdt endnu et frikvarter – denne gang af flere dages varighed. Det skyldes dels, at jeg har haft mine børn hele ugen, da eksen var i Athen på studietur med sine elever. Misundelse er en synd, og vid at jeg be- og vedkender mig den på stedet uden den mindste skam i livet.

Men jeg har også nydt tiden sammen med børnene og blandt andet brugt anledningen til at fejre min datters femårsfødselsdag sammen med familien, og været på rundtur for at besøge Vestegnens glemte kæmper. Vi mangler stadig et par stykker, så der er udflugter i vent.

Samtidig er der faldet et par sten fra mit bryst. Noget sygdom i familien er vendt til bedring, men nye udfordringer er opstået, så nogle andre sten atter er rullet i position … Det er alle disse op- og nedture, der udgør det store rodede stenbrud, vi kalder livet.

At blogge har altså ikke ligget lige for. Og det at drikke øl har jeg måttet dreje om adskillige hjørner for at nå frem til, hvilket jeg altså ikke har fundet lyst eller anledning til.

Men det har nu fået en ende – men ikke en bitter én, som ølvalget ellers antyder. Det er godt nok noget tid siden jeg drak den, så jeg er endnu engang glad form min nidkære notetagning. Brygget er del af en skibsøl-serie, som det Østfynske økologiske bryggeri Ørbæk fører i Dansk Supermarkeds butikker. Det er første gang, jeg anmelder en af øllene, og må erkende, at der har været en smutter – måske endda to undervejs, hvor jeg rent faktisk har prøvet én, men aldrig fået den anmeldt. Det sker ikke tit, forsikrer jeg.

Men lige netop den her har jeg ikke prøvet før. Ifølge bagetiketten er der tale om en amerikansk-inspireret IPA, og det er jo ikke første gang bryggeriet lancerer sådan én. Sidst gik det rigtig godt, omend det var såre lidet amerikansk. Til gengæld er der et dødningehoved på frontetiketten af denne øl. Og så er afvigelse fra den lovede jo stil – selv i negativ retning allerede tilgivet på forhånd.

Duften er sød med rigelig bergamot – humlens aggressivitet er til gengæld vigende og ikke videre amerikansk. Visuelt er brygget flot appelsinorange og lettåget med højt, fast og standhaftigt skum … der er sikkert en del proteiner i – ja, lidt har man vel lært af opholdet på DTU.

Blød, flødefin mundfornemmelse er der masser af – igen holder den forventede krasse humle lidt igen, men til gengæld er der nogenlunde styr på brygget andre aromaer. Grapefrugt og græs giver den bløde bergamotbund et frisk pift, mens spæde grannåle og en knivspids kommen udgår humlens råhed – der altså igen ikke er helt så amerikansk, som man kunne ønske.

Men hey – som sagt er der et skelethoved på frontetiketten.

4-stjerner

Recess 2017, DTU Bryghus (Besøg på DTU Bryghus III)

2017-04-04 17.49.48Frikvarter!

-Ja, sådan ét har jeg lige holdt. Selvom jeg faktisk har anmeldelser i kø, behøver jeg jo ikke udgive hver eneste dag. Men nu skal vi videre med de fine øl, jeg fik at prøve på DTU sidste måned

Her er en ganske særlig DTU-specialitet, som brygmester Preben Bøje Hansen brygger hvert år, og som hvert år tager sig forskelligt ud. Den unge assistent ved navn Jes fortalte medrivende om DTU-kurset, Intro til Fødevarer”, hvor én af opgaverne for de studerende er at brygge en øl, som de efterfølgende er til eksamen i. Resterne af brygeksperimenterne samler brygmester i én pulje, der tilsættes pilsnermalt fra Fuglsang, og ud af dette kommer RECESS … Frikvarter, eller pause, som det hedder på de højere læreanstalter.

Meget snot skal man nu endelig ikke græde over det uforudsigelige og stærkt fluktuerende resultat. For selvom der hvert år er tale om en ny øl, gemmer brygmester skam opskriften, så der i hvert fald findes dokumentation for, hvad der i indeværende sæson puttes i hovedet.

Brygget byder på en letkrydret duft med snert af Gammel Dansk. Ærgerligt at jeg ikke kan huske, hvilke krydderier der er i Gammel Dansk (og endnu ærgerligere er det, at jeg er for doven til at google det). Medsmageren Mayianne, der er iværksætter og i gang med at udvikle et gæret alkoholfrit helsebryg, var knap så doven men nåede aldrig længere end til at konstatere, at der bruges omkring 26 forskellige krydderier i snapsen. Måske er det bare det udtryk et bryg (eller destillat) får, når man blander en helvedes masse sammen. I dette tilfælde bruges brygrester fra alle kursusstuderendes individuelle brygeksperimenter – måske endda mere end 26 – så det kunne være nærliggende at tro.

Ligesom i pilsneren tyder proteinindholdet på at være ret højt, idet skummet er ligeså, tillige med dejlig cremet og standhaftigt. Desuden er det knækket i en lækker gyldenbrun kulør, der matcher det kryddersnapsduftende – og i øvrigt -farvede bryg aldeles nydeligt.

Brygrestblandingen og den sønderjyske malt giver en vinøs finish med krydret smag af egetræ. Karboneringen prikker generøst og behageligt, og den krydrede, letsyrlige karakter fra egetræsaromaen smages især ved mandler og gummer. En utraditionel og ganske unik øloplevelse, som man næppe kan forvente af en vilkårlig blanding af studerendes brygeksperimenter.

Det er virkelig velbrygget!

4-stjerner

Rom Stout, Ørbæk

2017-05-05 16.47.30Små skønhedsfejl …

Det har jo været mildt imponerende og en reel fornøjelse at prøve øl fra Fakta her på det sidste. Først en ESB fra Fuller Smith and Turner, der skulle vise sig at være en nydelig repræsentant for sin genre, så en udsøgt IPA fra Ørbæk, og nu er der endnu en øl fra Ørbæk, købt i Fakta, der leverer oplevelsen.

Dansk Supermarked er til gengæld sat af med tre sløje bryg fra Thisted Bryghus købt i henholdsvis Netto og Føtex. Ganske vist er bryggene ikke systematisk udvalgt, men stikprøven peger alligevel i retning af, at det for tiden er i Fakta, at man får mest specialøl for pengene.

For som allerede antydet, har Ørbæk endnu engang formået at hive sig en smule over et niveau, der – pænt sagt – alt for ofte forekommer lidt for rutinepræget. Rom Stout er en mørk øl tilsat sukker og rom, for dernede på Østfyn er det ikke brygkunst det hele. Blandingskunsten benytter de også med (lidt for) jævne mellemrum. Blanderi, discountsupermarked og bryggeri, der ikke altid formår at levere varen varsler forventninger, der fra begyndelsen af gøres til skamme. Brygget tårner sig flot, natsort op med kogende, branket karamelmasse øverst. Man skal kæmpe en smule med at få alt ud – ikke bare på grund af skummet, men også fordi bryggets dovne (det er godt) viskositet påkræver det.

Duften er tæt, en kende rugbrødsagtig (det er ikke ubetinget godt) med et indslag af kaffe (godt) og – ikke overraskende – rom (overvejende godt), som uvilkårligt trækker tåleddende sammen i erkendelse af, at det er her den knap så fine blandingskunst kommer til udtryk i stedet for den ubetinget fine brygkunst.

Smagen byder på tæt og fyldig kaffearoma. Sukker og rom giver sødme (og små uundgåelige trækninger i tæerne), vel afstemt til bitterheden. Engelsk lakrids i eftersmagen truer med at tage overhånd og blive tør og pudderagtig, men heldigvis bliver det ved truslen.

Oplevelsen er dermed mere end hjemme – med små skønhedsfejl. Brygget er, dovenhed til trods måske ikke helt tykt nok, fylden hælder til det brødagtige, og den ellers gode smag er frembragt ved tilsætning i stedet for brygning …

… men det smager jo dejligt alligevel.

4-stjerner

Classic Ale, DTU Bryghus (Besøg på DTU Bryghus II)

2017-04-04 17.37.22Hybridbryg …

Jeg må hellere komme videre med bryggene, jeg prøvede på DTU Bryghus her i starten af sidste måned. Holdbarhedsdatoen for friskbrygget øl er ganske vist temmelig vidtstrakt, men det er min hukommelse – og lyst til at gemme på anmeldelser til gengæld ikke. Så hermed videre til bryg nr. 2 …

Lidt eksperimenterende er de nu alligevel der på DTU Bryghus i Lyngby. Efter den forfriskende pilsner gik vi over til noget, der var lige en tand mørkere – en classic. Brygmester præsenterede den som en classic pilsner – en undergæret øl af wienertypen – en wienerklassiker er man næsten fristet til at kalde den.

Men helt så simpelt var det alligevel ikke. Undervejs kom brygmester i tanker om, at øllet jo faktisk var overgæret. Til gengæld var humlen ganske rigtigt af classic-typer; Northern Brewer og Magnum. Malten var af typen Caraffa – et letristet sag, der bestemt gav brygget lød som en classic – hvis ikke mere end det. Men det er som bekendt brygtemperaturen, der bestemmer øltypen, og her var der altså ikke nogen tvivl. Navnet Classic Ale hentyder altså dels til ingredienserne, der er typiske for wienertypen, mens gæren uigenkaldeligt gør brygget til en ale.

Hybridresultatet er ikke desto mindre interessant, endskønt den initiale chokoladeduft var noget svag i karakteren. Det skyldtes nok en serveringstemperatur under niveauet for, hvornår jeg vælger at cykle i shorts – dvs. under 8 grader. Men det er en anden historie. Al aroma er gemt i smagen – og det er jo også der, den hører til, så bouqueten ikke render med hele oplevelsen. Pikant chokolade og kaffeimpression samt fylde af blød, sød nougat. Der er lækker balance mellem sødt og bittert, og ikke for lidt i smagsstyrke.

En veldrejet lille aromapakke med det hele, der oven i købet er letflydende nok til at oplevelsen ikke bliver overvældende. Alt det gode fra mørke ales samlet i ét.

For selvom det måske nok er et hybridbryg minder den mest om det den er – en mørk ale, snarere end en klassisk pilsner, og det er også bedst sådan.

4-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme