Kajs Ølblog

En rejse gennem øl og andre oplevelser.

Rough Snuff 2, Midtfyns Bryghus (Fødselsdagsølsmagning 2016 VII)

2016-11-05-22-48-50

Måske hellere i glas?

Ja, ølbloggeriet er godt nok kørt en smule fast. Undskyldningen er min tegneseriejulekalender, der næsten har taget alt min fritid. Helt færdig er den ikke endnu, men jeg kan mærke, at jeg ikke længere magter at have nærværende hængeparti liggende længere, så nu må og skal det gøres færdigt. Om det så ikke bliver helt så udførligt som jeg plejer.

Siden sidst er verden blevet et lidt lysere sted – undtagelsesvis. Dakota Access Pipelinens rute bliver øjensynligt lagt om, den italienske premierminiester får ikke uindskrænket magt over hele universet (og heller ikke over Italien) og Østrig har valgt ikke at vælge en nynazist til præsident.

De indledende øvelser er hermed overstået, og jeg fortsætter til anmeldelsen. Rough Snuff 2 er Midtfyns Bryghus forsøg på at genbrygge en øl, der blev forbudt, fordi der blev brugt tobak i produktionen. Det må’s man ikke – muligvis endda af gode grunde. Jeg forestiller mig ikke at tobak er sundt at indtage i nogen former. Rough Snuff 2 skulle være det tætteste, bryggeriet kunne komme på det oprindelige resultat uden brug af tobak.

Brygget udløser aroma straks ved åbning med en fortrinsvis sød duft af rosiner og krop af rødvin. Smagen er mild, blød og rar, men formåede åbenbart stadig at bide i de blister, jeg havde ved gummerne aftenen før min fødselsdag – ja, vi er som bekendt stadig i gang med ølsmagningen på hin fødselsdagsaften.

Marcus noterede sig både god sødme og bitterhed, men ikke meget ‘rough’ …

Og det er så her mine noter slipper op efter en kort passus om, at Marcus foreslog, at man måske skulle have drukket brygget af flasken. Jeg kan huske, hvordan jeg fortalte vidt og bredt om de meget fine amerikanske IPA’er, Martin Guldhammer havde med fra USA, og hvordan jeg fik dem udleveret af Paul Hertz.

Det inspirerede os til et lille eksperiment, der vil blive gennemgået i næste indlæg.

Brygget, der altså blev nydt i glas fik af …
Gedved

3-stjerner

Kaj

4-en-halv-stjerne

… mens Marcus helt afstod fra at anmelde brygget, når det var skænket i glas. Han mente slet ikke at brygget fik lov til at folde sig adækvat ud i det medie.

Chili Tripel, Midtfyns Bryghus (Fødselsdagsølsmagning 2016 VI)

2016-11-05-21-59-27Bedre på flaske …

Allerførst en berigtigelse. Jeg har tidligere rost men hyppige medanmelder Gedveds meritter som marathonløber. Men jeg er vist kommet til at give det indtryk, at Gedved kun har løbet Copenhagen Marathon to gange – sidste år og i år, men det er forkert. Helt forkert. Gedved har løbet Copenhagen Marathon tre gange. Første gang var i 1992 – endnu tre år før jeg mødte Gedved for første gang. Dengang løb han i tiden 4:31:44 mod 4:08:51 i 2015. Alderen er åbenbart ikke kommet i vejen på de 23 år, der gik imellem. Gedveds personlige rekord er i øvrigt 3:50:46, sat i Altbierens hjemby, der så vidt jeg kan Wikipedia’e mig frem til, er Düsseldorf.

Så skulle det vist være sat på plads.

Jeg indrømmer blankt, at der er blevet længere mellem anmeldelserne. Årsagen er den enkle, at jeg har været meget optaget af mit store julekalenderprojekt på min anden blog, Spelt-segmentet. Det kommer næppe som den store overraskelse, at 2. del så dagens lys i dag. Nåede man ikke starten, kan den ses her. Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at julekalenderen i skrivende stund ikke er gjort færdig endnu – og jeg vil helst være helt færdig med den, før jeg sådan for alvor går i gang med øllene igen. Weekenden åbner for en mulighed for at få gjort netop det – men hvis jeg kender mig selv ret, skal jeg nok blive forsinket alligevel …

Men mit fødselsdagsarrangement skal i hvert fald ikke hænge i Limbo længere. Det næste punkt på programmet aftenen før min fødselsdag, der efterhånden føles som meget lang tid siden, var Midfyns Bryghus‘ Chili Tripel, som jeg havde prøvet fra fad på Copenhagen Beer & Whisky Festival i august. Der hersker en udbredt fordom om, at øl altid er bedst fra fad. Det er imidlertid ikke altid tilfældet (Spoiler! Netop den pointe vil kunne udledes af dette indlæg) og derfor var jeg heller ikke lunken ved tanken om en triviel gentagelse af oplevelsen fra ølfestivalen, der altså bestemt ikke var helt oppe at ringe.

Tværtom skulle det højorange bryg snart vise sig at blive aftenens overraskelse. Da brygget valgte ikke at dufte af særlig meget blev der hurtigt skredet til smagning. At brygget fra start valgte at yde en fyldig sødme af honning og mørk sirup kom bag på os alle. En blød, rund maltkrop der var noget så rar at lade balancere på tungen, for så at lade den vælte rundt i hele mundhulen til mere end bare almindelig velbehagelighed.

Som Marcus bemærkede, er navnet næsten overkill. Brygget skulle ikke være navngivet ‘Chili Tripel’ da man derved får den opfattelse, at det smager meget af chili. Men i stedet for at svitse mundhulens slimhinder af, demonstrerer brygget aldrig så fint hvad det er, chili kan ud over at brænde.

“Chilien er en bagstopper, der både understreger Tripel-sødmen, men også forhindrer den i at blive kvalm. Den er en perfekt gennemført øl og ikke en gimmick-øl, hvor man bare har tilføjet chili fordi man kan. Brygget er en Tripel med chili og ikke en chili-øl.”

Marcus tilføjede – lidet overraskende – at den var den bedste chili-øl, han nogensinde havde prøvet.

Gedved var ikke mindre begejstret. Ud over at mene, at han kunne ane aroma af jordbær, bemærkede han, at brygget også varmer godt ned gennem halsen. Dér smager man faktisk chilien, men igen ikke så meget som en skarpt brændende smag, men derimod netop som en rar varme, der endda fortsætter et stykke tid nede i centrum af kadaveret. Men aldrig i en grad så det bliver bare antydningsvis ubehaveligt.

Om dette lille mesterværk, der muligvis har vundet på dels at blive tappet på flaske, dels at få lov at stå et par måneder, var vi rørende enige om karakteren. Det blev til tre gange …

5-stjerner

Thyra, Frejdahl (Fødselsdagsølsmagning V)

2016-11-05-21-39-07Til dig, lille skat …

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg købte den her øl, fordi den har samme navn som min lille fireårige datter.

Derudover er det en selskabsøl – dvs. en øl, der er for stor til, at jeg gider drikke den alene, og derfor var den jo oplagt at nyde til det lille ølsmagningsarragnement, jeg spontant havde raflet sammen til da jeg fejrede fødselsdag.

Jeg havde jo tænkt, at udviklingen i ølsmagningen skulle gå fra det lyse og lette, til det dunkle og tunge. Mange af øllene viste sig at være restlageret fra sommeren, så i det lyse blev der startet – og fortsat noget længere end det egentlig var planen. Lidt mørkt blev det da – men kun lidt tungere. Og fra den i øvrigt nydelige – men ganske lette brown ale, bevægede vi os nu … tilbage til det helt lyse og lette, hvor vi var startet, og hvor vi sådan set også stadig var, før den korte omvej ind på en knap så oplyst sti.

Thyra er nemlig en Farmhouse Ale – eller en Saison, som jeg ville foretrække at kalde den … Farmhouse Ale er mig bekendt en amerikansk betegnelse, og i disse dage må jeg erkende, at de associationer tanker om især grisefarvet amerikansk landbefolkning og i særdeleshed deres stemmevaner vækker i mig, får den franske – eller snarere vallonske – betegnelse til at fremstå en kende mere attraktiv.

En Saison er ganske lys, og det er ikke en regel denne saison bryder. Brygget er nærmest citrongult, frisk brusende som sodavand, og omtrent med lige så meget skum, nemlig tæt på intet. For at gøre øllet rigtig sommerligt er det tilsat hyldeblomst.

Gedved erklærede snart, at denne var “den ikke-alkopoppede version af Belgian Redhead.” Nu stod han jo egentlig også ret alene med det synspunkt, at den tredje øl, vi havde prøvet, var en alkopop. Men at den ikke var alkopoppet var vi alle enige i ikke desto mindre. Marcus kaldte den “en vellykket hoegaarden – uden banan og med mere lir.” Det minder mig om, at jeg selv synes Hoegaarden er så kedelig, at jeg endnu ikke har gidet anmelde den. Jeg er faktisk gået uden om den i alle de 6½ år, jeg har blogget.

Jeg husker ellers ikke Hoegaarden som smagende specielt meget af banan. Sidst jeg prøvede den må have været på H-18 bar – Grønjordskollegiets værtshus, som både jeg, Marcus og Gedved frekventerede ofte i vores tid på det amagerkanske studenterhjem. Men at der er meget mere spræl i denne øl hersker der ikke meget tvivl om. Friskheden er intakt, letgæret og småsyrlig og med en blød, sød og sommerlig aroma af den tilsatte hyldeblomst velanbragt oveni og omkring det meget typiske og vederkvægende citrussyrlige Saison-islæt. Jeg måtte erklære, at jeg egentlig var lidt ked af, at brygget skulle smage så eksplicit af hyldeblomst frem for at smage mere af – ja – øl.

Medsmagerne delte ikke min purisme, men det betød ikke, at begge gav den en bedre vurdering end jeg.

Gedved:

4-stjerner

Marcus:

5-stjerner

Kaj:

4-en-halv-stjerne

Foxy Brown, Ugly Duck Brewing (Fødselsdagsølsmagning 2016 IV)

2016-11-05-21-24-18

I det mindste lidt dunklere …

På den hjemlige front, har mit kæledyr – en lille kongepython ved navn Vladimir Bekhterev – omsider spist for første gang. Der skulle levende mus til, viste det sig. Jeg har før haft slanger, kornsnoge nærmere betegnet, og de er nærmest altædende.

Men kongepythoner – not so much. Og hvorfor fortsætter jeg mon fødselsdagsølsmagningen med at udbrede mig om mine kæledyr? Aner det ikke – faktisk har jeg i skrivende stund ingen undskyldning, endsige glidende overgang til anmeldelsen i baghånden.

Men hvorom alting var, bevægede vi os så småt over i det dunklere, trægere og sødere – eller det var i hvert fald planen. Det næste indslag var således en Brown ale, aftenens andet indspark fra Ugly Duck Brewing. Dunkelt var det i hvert fald – nydeligt brungrumset, som en kop vegansk (altså uden mælk) kakao med bundfald. Sødmen kunne der også sættes flueben ved. Vanille blandede sig kækt med mørk chokolade.

Og chokoladen gik i den grad igen i smagen. Det er i grunden længe siden, at jeg har smagt en brown ale, hvor chokoladen sådan trænger igennem. Den søde, lette og alligevel gennemtrængende aroma gav mig faktisk et flash back tilbage til mine tidligste dage som blogger, dengang jeg kunne blive så begejstret for Bryghuset Braunsteins Brown Ale, at jeg gav den 6 stjerner. Det ville jeg bestemt ikke give den i dag, ikke mindst fordi jeg sværger at jeg ikke bare selv er blevet mere kritisk, men også at hint bryg er blevet ringere.

Men begejstringen mærkede jeg en flig af igen. Og den blev for så vidt delt af medsmagerne. Marcus glædede sig især over, at den ikke blev hverken for sød eller for tung (nå, der røg trægheden. Den må vi se, om vi kan finde på et senere tidspunkt): “Man kan godt drikke flere af den – en hel kande måske.” Det var vist også på dette tidspunkt, at Marcus erklærede sin – i ølverdenen vist ikke særlig kontroversielle – kærlighed til Limfjordsporter. Og med mindre man er Nordjyde, så kan hin fyldige, men bestemt også noget træge porter også blive for meget efter nummer 3.

“Chokolademousse var også det, jeg kom til at tænke på” erklærede Gedved, uden dog ellers at være videre imponeret. Nogle mennesker er ikke så meget til sødt øl. Vel – så er der mere sødt øl til os andre, i dette tilfælde Marcus og jeg selv.

Gedved:

3-stjerner

Marcus:

4-stjerner

Kaj:

4-stjerner

Belgian Redhead, Raasted (Fødselsdagsølsmagning 2016 III)

2016-11-05-21-04-23Alkopop?

Alle disse indlæg er jo skrevet i en lysere tid, hvor Donald Trump endnu ikke var præsident, og hvor Leonard Cohen derfor heller ikke var død af chokket over, at det kunne ske. Det føles allerede som lang tid siden, som en længst svunden tid, hvor græsset stadig var grønt, hvor solen altid skinnede, jordbærrene smagte af mere og kaffen bare var den smule fyldigere, der gør hele forskellen.

Eller sagt på en anden måde – We are seriously fucked, og vi har ikke engang Leonard Cohen til at bearbejde traumet for os. Heldigvis har vi da øllene, som vi kan fulde os i, så vi i stedet kan græde og gemme os, for ikke så lang tid senere at opkaste en hånlig fuldemandslatter og et fordrukkent “hvad sagde jeg!?”, når bomberne falder.

Men tilbage til ølsmagningen. Vi fortsatte i det belgiske hjørne – eller i hvert fald belgisk inspirerede – med Belgian Redhead fra Randrusianske Raasted Bryghus. Jeg har endnu ikke helt luret, hvornår Raasted bruger sit gamle, oprindelige design, fra fx Hoppy Belgian fra foråret, og det nyere urbane hipsterdesign. Der er et eller andet nummersystem, der spøger i baggrunden, har jeg bemærket.

Men urbant hipsteragtigt er det i hvert fald, og netop dette blev omdrejningspunktet for en del af snakken om denne øl. Det objektive, der ikke rigtig kunne diskuteres, var bryggets kulør, der mindede om en mellemting mellem en vilkårlig disneyprinsessekjole og Barbies badekåbe. Duft af æble og passionsfrugt var vi nogenlunde enige om. Måske abrikos – men det skyldtes vist den kække farve. Gedved foreslog sangria, og Marcus bifaldt, mens jeg måtte stille mig uvidende, da jeg ikke kommer sådan nogen steder, hvor den slags serveres.

Brygget er tilsat portvin, hvilket kan mærkes i aromaen. Den matcher smagen af sangria, som d’herrer Gedved og Marcus også mente karakteriserede aromaen. Den ligeledes tilsatte hyldeblomst yder sødme oven i en fortrinsvis tør, vinøs syrlighed, som man kender den fra de ikke allerbilligste flaskehvidvine eller rosé.

Ligesom ved de to første øl, blev vi hensat til ikke bare lysere tider, før det amerikanske præsidentvalg, men også varmere tider – til forår og forsommer, hvilket måske bedre end noget forklarer, hvorfor bryggene var røget på slagtilbud – det er bare ikke sæson for lyse, friske og søde bryg længere.

“Dette er velkomstdrikken!” erklærede Marcus undervejs. Og ganske rigtigt matchede bryggets smag egentlig fint velkomstbowlerne, som man finder til forårets konfirmations- og senere studenterfester. En blanding af noget sødt, noget vinøst, en smule spirituøst og så hældt op i et hvidt plasticbæger med en øse. “Den er en god aperitif, men når man er igennem den, så gider man heller ikke mere.”

“Alkpops?” Foreslog Gedved, med hentydning til de allestedsnærværende blandinger af sodavand og vodka, der skal lokke mindreårige til alkoholisme. Personligt ville jeg ikke skrive under på den, men Marcus mente ikke, at det var helt ved siden af.

“Måske ikke til de helt unge. Det er den for syrlig til. Men den ville være et hit for hipsterne på Bopa Plads”. Og så kunne Marcus ellers fortælle op og ned ad vægge og stolper om Østerbro-hipsterne, der havde fået børn, og frekventerede en plads i København Ø, jeg ikke kendte til. Her drak de smarte espressoshots, som jeg heller ikke kendte til, og som jeg nu har glemt navnet på, mens de hipsterede den for hårdt med deres børn, hollandske ladcykler og generelle hipsterethed.

Spredningen på karaktergivningen for denne øl, var ikke stor.

Gedved:

3-stjerner

Marcus:

4-stjerner

Kaj:

3-en-halv-stjerne

Golden Eye, Ugly Duck/Indslev (Fødselsdagsølsmagning 2016 II)

2016-11-05-20-56-30Killer Combo …

Det går hurtigt ned ad bakke med at opretholde detaljerigdommen og nidkærheden i dokumentationen, efterhånden som en ølsmagning skrider frem.

Men at det gik så hurtigt fra, at der under første øl stod en mindre roman i mit notehæfte, til at den næste øl kun var dokumenteret med nogle få, hastigt nedkradsede linjer – det var sgu alligevel imponerende!

Jeg har bladret lidt frem i mit notehæfte, og konstateret, at noterne til nærværende øl udgjorde aftenens dokumentariske lavpunkt. Åbenbart tvang jeg efterfølgende mig selv til at tage mig sammen.

Brygget her kalder Ugly Duck Brewing, der som bekendt er det tidligere hvedeølsbryggeri (i dag er det et bryggeri – der både laver hvedeøl og andre øl end hvedeøl. Oprindeligt slog det sig op på udelukkende at brygge hvedeøl) Indslevs eksperimentalafdeling en Belgisk Pale Ale. Og det skal nok passe, mens jeg i min allerede lidt for kække og skråsikre småsnaldrethed på stedet begyndte at storsmigre brygget som Gueuze. Dumme mig – for en Gueuze er som bekendt vildgæret, mens det næppe er tilfældet med nærværende bryg.

Ikke desto mindre fik jeg formidlet kendskabet til en vidunderlig og alt for lidt kendt belgisk øltype videre til mine venner – og de vil måske fortælle det videre, og så vil det glade budskab brede sig som ringe i vandet ud i hele verdens afkroge … The hell it will. Gad vide, om de overhovedet husker mit fordrukne sludder længere?

Anyways … Vi blev alle hurtigt betaget af det meget lyse og småtskummende brygs overraskende og velgørende syrlighed (der ikke fik mig til at tro mindre på vildfarelsen om, at vi havde fat i en gueuze) – og sødme … åbenbart.

Jeg ved ikke, om mine to medsmageres smagsløg bare er sat helt anderledes sammen end mine egne, men de sad der, de to, og roste bryggets sødme op og ned ad vægge og stolper, mens de anså syrligheden for at være et vel matchende, men også sekundært krydderi på sødmen. Eller måske var det rækkefølgen, brygget blev skænket i – gæsterne først og mig selv til sidst?

Jeg oplevede brygget helt anderledes – som væsentlig mere syrligt, end mine venner gav udtryk for, men på ingen måde en mindre nydelse. Måske fik jeg restgæren, og det var måske også det, der gav den skarpe træsmag, som de andre heller ikke syntes, de kunne genkende.

Marcus lod endnu engang associationerne tage fat: “Jeg ved hvad den her er. Det er en Alfa Romeo. Det er en fantastisk bil de første 6 måneder – derefter er den bare en bil. Sådan er den her øl også. den gør fantastisk godt, når den lige kommer ind i munden, og så klinger den af. Men den begyndelse er også det hele værd!

Én ting var vi enige om. At smage de to øl efter hinanden var velvalgt. Den indledende fløjlsbløde hvedeøl i kombination med denne skarpere pale ale udgjorde intet mindre end en ‘Killer Combo’. At prøve disse to øl efter hinanden – eller måske endda samtidig – er hermed givet videre som forslag – så længe lager haves hos Fakta.

Gedved:

4-stjerner

Marcus:

4-stjerner

Kaj:

4-en-halv-stjerne

Braunstein Økologisk Hvede, Bryghuset Braunstein (Fødselsdagsølmagning 2016 I)

2016-11-05-20-37-14Den rigtige smag af banan …

Gedved gav mad, Marcus gav snacks, og jeg gav som bekendt øl. Derfor var det også mig, der bestemte rækkefølgen på øllene. Jeg valgte at starte med det lette, for at vi så kunne bevæge os frem til det tungere, mørkere og sejere.

Det var derfor oplagt at begynde med Bryghuset Braunsteins ‘Økologisk Hvede’. En øl, jeg ikke selv havde høje forventninger til. Dette gjaldt også mine medsmagere, og af enslydende årsager. Ingen af os gider egentlig hvedeøl længere. Vi havde vores hvedeølsperioder tilbage i slutningen af 90’erne og starten af 00’erne, hvor tysk hvedeøl var det eneste alternativ til det jævne danske pilsnersprøjt, der dengang stadig var altoverskyggende og -dominerende.

Personligt finder jeg desuden kvaliteten hos bryggeriet svingende. Tidligere på året prøvede jeg i selskab med Gedved, bryggeriets “American Ale“, der uden at være ækel, alligevel var ganske intetsigende. Til gengæld har bryggeriet formået at give Coops gamle discountmærke ‘Pokal‘ et løft ved at genopfinde det som økologisk kvalitetsmærke.

Gedved og jeg bemærkede straks den kraftige bouquet af banan, der sin styrke til trods formåede at forblive rar, sød og aromatisk, frem for spritskinger, som den gerne er det i lyse belgiske, eller belgiskinspirerede Tripels. Marcus derimod fik associationer til stenstrande med en strandmole, og den særlige duft, han forbandt dermed. Han bemærkede i øvrigt flere gange under seancen, at mens jeg forsøgte at beskrive øllets smage ved at sammenligne med noget konkret – her altså banan eksalterede han selv gerne i at beskrive det med de associationer, øllet tilvejebragte for ham. Det skulle blive til flere spændende eksempler i løbet af aftenen … jeg håber, jeg har noteret flere af dem ned, for ellers er jeg langt fra sikker på, at jeg kan huske flere.

Bananindslaget går i dén grad igen i smagen, lige så tydeligt som i duften og heldigvis fortsat lige så forfriskende uvæmmeligt som dér. Bananen er ikke for sød, ikke for syrlig og navnlig ikke for sprittet og alligevel er der lige nok af alle tre dele til, at oplevelsen er intakt. Man frygter undervejs, at én af de tre – sødmen, syrligheden eller alkoholen tipper og bliver for dominerende. Men det sker ikke – til gengæld forbliver spændingen intakt. En vellykket, frisk og venlig sommerøl.

Gedved var ikke synderligt imponeret over det lyse, for hvedeøl ikke specielt højtskummende bryg. “Den er trinnet over Tuborg Julebryg, som jeg end ikke drikker, hvis jeg får den tilbudt gratis. Men denne ville jeg tage imod.” hvorefter han tilføjede, at den som hvedeøl egentlig var god og indeholdt relativt meget smag – men som øl var den ikke videre spektakulær.

Marcus var inde på samme generelle kritik af hvedeøl, og illustrerede det med en lille anekdote om Harboes Grapesodavand: “Hvis det var den sidste der stod der, ved siden af grapesodavanden – den sodavand, man ikke gad, men som man alligevel tog, når der ikke var andre tilbage – og så viste den sig alligevel at være forfriskende på sin helt egen måde. Men hvis den stod ved siden af grapesodavanden, så ville jeg nok tage øllen.”

Jeg måtte erklære mig ganske uenig med de to medsmagere. Dette er – om ikke en af de bedste, så i hvert fald rigtig gode hvedeøl, jeg har prøvet. Og det er ikke bare en god én – som hvedeøl betragtet. Jeg synes også den er god, bare som øl.

Karakteren var vi derfor ikke enig om. Men som jeg har sagt så ofte før, så er øl en dejlig ting at være uenig om. For så er der mere til hver af de øl, man hver især kan lide – for man kan jo bare give de andre dem, man ikke selv kan fordrage.

Gedved:

2-stjerner

Marcus:

2-en-halv-stjerne

 

Kaj:

4-stjerner

Fødselsdagsølsmagning 2016

2016-11-05-17-16-25

Jeg er bagud …

Den 6. november var det min fødselsdag. Jeg blev 41, og den blev i år fejret under lidt mere afdæmpede forhold end sidste år, hvor det gik for sig med såvel pomp som pragt, en masse gæster og en djævelens masse øl i gave. Det var først langt langt inde i indeværende år, at jeg fik prøvet den sidste af de øl, jeg fik i gave den aften.

Men jeg havde jo også en rund fødselsdag som undskyldning. Det havde jeg ikke i år – til gengæld havde jeg sygdom i familien (der for nuværende ser ud til at være overstået) og en ny lejlighed med noget mindre plads, samt en mere presset kalender (der blandt andet indebærer færdiggørelsen af en ny julekalender fra mit tegneserieprojekt – Spelt-segmentet).

Jeg valgte derfor at holde det småt, simpelt og intimt, med et par gode venner og en række gode øl. Fakta i Husum skulle i den anledning vise sig at være min ven. For netop som jeg indfandt mig dér, for at proviantere til aftenens selskab, havde de nedsat et i øvrigt nydeligt udvalg af specialøl, som jeg indtil da havde fundet for dyrt til at gå ombord i. På stedet besluttede jeg mig for, at arrangere en lille ølsmagning – og de næste anmeldelser vil være af de øl, der blev hentet hjem og smagt den aften af mig og mine venner. Det vil ske under navnet “Fødselsdagsølsmagning 2016”.

Det er jo efterhånden en uge siden, at det fandt sted. Jeg håber, min trofaste notesbog også vil være min ven, og genopfriske ikke bare mine, men også mine venners – Marcus’ og Gedveds kommentarer og guldkorn, for vi var jo lige gode om det.

Smagningen omfattede omtrent de øl, man kan se ovenfor på illustrationen – med små modifikationer. Her følger en indholdsfortegnelse:

  1. BB Hvede, Bryghuset Braunstein
  2. Golden Eye, Ugly Duck Brewing
  3. Belgian Redhead, Raasted
  4. Foxy Brown, Ugly Duck Brewing
  5. Thyra, Frejdahl
  6. Chili Tripel, Midtfyns Bryghus
  7. Rough Snuff 2, Midtfyns Bryghus
  8. Rough Snuff 2, Midtfyns Bryghus – gensmagning fra flaske i stedet for glas.

Damn! Otte anmeldelser jeg skal igennem … Jeg har vitterlig aldrig været så meget bagud før – tror jeg i hvert fald …

Og før jeg glemmer mere om øllene, fordi der går for lang tid med at skrive bogstaver frem for anmeldelser, må jeg hellere kommer i gang …

10 Saints, 10 Saints Brewing Co.

2016-11-05-18-52-16Var det bare Vom-flavoured …

Det er utroligt, som jeg kommer rundt i verden i disse dage. For anden øl i træk besøger jeg for første gang et nyt land. Sidst gjaldt det Baskerlandet. Nu gælder det så Barbados, en uafhængig ø i det Caribiske hav.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg er én af de nok ret mange, der forbinder Barbados med to ting: Sandstrande, og R&B-sangeren Rihanna af hvis udgivelser, jeg ikke er så lidt stolt over at eje lige præcis nul og nix. Retfærdigvis skal det dog siges, at hun er en af de  – virkelig, faktisk – R&B-stjerner, der ikke giver mig nervøse trækninger og lyst til at kaste skrøbelige ting mod hårde overflader, når jeg hører hendes muzak.

Efter at have skimmet Wikipedia-artiklen om Barbados har jeg desuden erfaret, at øen mestendels ernærer sig ved let industri, sukkerrørsproduktion og som noget relativt nyt “offshore finance and information services”. Jeps, det stinker langt væk af skattely, endskønt ellers nogenlunde velanskrevne medier herhjemme påstår det modsatte. Ellers kan man se, at hele 8,8 % af eksporten består af alkoholiske drikkevarer. En god del af det er sikkert rom, men to bryggerier producerer og – må man formode – eksporterer også. Et kommercielt bryggeri ved navn Banks, og nærværende mikrobryggeri, 10 Saints. Indtil videre er denne øl bryggeriets eneste.

På hjemmesiden kan man nyde denne video med direktøren, hvor han på bedste Michael Palin-maner blandt andet fortæller: “The beer itself is a fusion. It is this fusion of this beautiful beer with the oak, with the vom-flavours …” – nu skal man selvfølgelig ikke gøre grin ad folk med talefejl. Men jeg er et så elendigt og ondskabsfuldt menneske, at jeg ikke kan undgå at trække på smilebåndet over en direktør, der selv indrømmer, at hans øl smager af opgylp.

Pligten som ølblogger må nu være at vurdere, om det passer. Smager øllet nu virkelig af opkast, eller er det måske ikke så slemt alligevel? Hvad direktøren jo egentlig prøver at sige er, at øllet smager af rom fra de fade, brygget er lagret på. Innis & Gun lavede samme nummer for ca. 5 år siden med nogenlunde resultater. Amager Bryghus har med Green Green Banshee’s lagring på Jameson Whiskey-fade nærmest perfektioneret genren, så det er et stærkt felt, Barbados-bryggeriet lægger sig i.

Udefra ligner brygget ellers mest af alt en af de lidt for velkendte pilsnerøl fra egnen. Ligesom Corona og Sol er flasken klar, så brygget skal helst opbevares mørkt. I Fakta, hvor den forhandles til en tier er det ikke tilfældet. Den er udsat for lysstofrørenes UV-lys nærmest 24-7, så anmeldelsen skal selvfølgelig tages med forbehold for eventuel skade den slags kunne gøre på brygget.

Duften ligner i hvert fald de mexicanske slængtninges. En ekstrem fjern antydning af korn og ingen humle. En kort brusen, der måske nok minder om Barbados’ sandstrande ved en let pålandsvind er den eneste karbonering, man får, hvorefter bryggets overflade er blikstille, og kun den sodavandslignende kulsyre er tilbage.

Og hvad smager det så af? Rom? Bræk? Noget helt tredje? Svaret er – ingen af delene. For selv hvis det skulle smage af noget helt tredje ville det indebære, at det smagte af noget. Dette bryg smager – stort set – af ingenting – og ingenting er som bekendt lige præcis det samme som ikke noget, og derfor heller ikke noget helt tredje.

Under opbud af de største anstrengelser; rulles brygget hidsigt frem og tilbage i munden, gurgler man hals i det, og suger luft ind over det, mens det dovens skvulper rundt på tungen, kan man måske akkurat fremtvinge en forkølet antydning af metalsmag allerbagest i kæften, helt omme bag mandlerne. Om det er en rest korn, en rest humle eller en rest gær, står imidlertid hen i det uvisse – så svag er smagen. Selv vandet føles fladt og smagsløst i munden.

Og nåhr ja – rommen eller fadene smager man over hele hovedet heller ikke. Måske er det godt, at brygget trods alt ikke smager af bræk. Men selv hvis det gjorde, ja – så ville det da i det mindste smage af noget.

Det er godt nok en kedelig øl. Og som om det ikke var uforskammet nok, at kalde dette fortyndede vandprodukt en øl, så formaster bryggeriet sig oven i købet til at kalde den en craft beer – en håndbrygget specialøl

Så er det så gu’ lige før, at latterliggørelsen af direktørens talefejl ikke engang er ondskabsfuld – men tværtimod retfærdig.

1-halv-stjerne

Mugalari, Bidassoa Basque Brewery

2016-11-04-23-13-46Ikke ’spansk’ …

Oh rædsel, hvor er jeg bagud! I går var det min fødselsdag, og fordi jeg ikke bare ikke er overtroisk, men også nyder at spotte overtroen demonstrativt for dens åsyn, fejrede jeg fødselsdagen i lørdags – altså før selve dagen. Det må’s man som bekendt ikke, da det bringer ulykke, men jeg gør det bare alligevel, mens jeg hændergnidende griner ondskabens grin. Festen bestod i, at to af mine ældste og bedste venner – Marcus og Gedved, der også er faste medanmeldere på bloggen – slog et smut forbi til en lille uformel ølsmagning, jeg i al hast havde arrangeret.

Det viste sig nemlig, at samme dag, jeg havde inviteret til fødselsdagshygge, havde min lokale Fakta på Frederikssundsvej omsider fået nosset sig sammen til at sætte “Stop Madspild”-mærker på en lang række specialøl på spotvarehylden. Øl fra Raasted, Thisted og Ugly Duck/Indslev blev nu forhandlet til en tier stykket, og væsentligt dyrere og fancyere bryg fra Midtfyns Bryghus – der vel stod i 30-40 kr før, var sat ned til en rund tyver.

Så der blev købt godt ind. Og der blev smagt godt efterfølgende. Den historie må imidlertid vente lidt, for før lørdag aften havde jeg faktisk stadig to øl i kø til anmeldelse … Jeg er ikke sikker på, jeg nogensinde har været så langt bagud med regulære anmeldelser – men der er jo ikke meget andet for, end at tage dem fra en ende af.

Og det starter med denne øl. Den første baskiske øl, jeg nogensinde har prøvet. For så vidt er det vist også den første spanske øl, jeg prøver, men ligesom jeg ikke anerkender det britiske imperium eller det danske rigsfællesskab, hvorfor jeg skelner mellem skotsk og engelsk øl (og senere – hvis det bliver aktuelt – også vil skelne mellem walisisk og manx øl) samt mellem dansk og færøsk øl (evt. grønlandsk – det er faktisk på høje tid, jeg prøver noget grønlandsk øl. Engang prøvede jeg én, der var brygget på vand fra indlandsisen. Det haster vist temmelig meget med at få prøvet sådan én igen, før resten af indlandsisen fordamper) så anerkender jeg naturligvis heller ikke den Castellanske imperialisme og hegemoni over det meste af den iberiske halvø. Og jeg bakker naturligvis op om både catalanernes og baskernes ret til selvbestemmelse i en grad, så disse på bloggen vil blive behandlet som selvstændige lande. – Og så gør jeg det selvfølgelig også (læs: i endnu højere grad) for at pisse de spanske magthavere og navnlig deres kongehus af. Bare ærgerligt, at de vel læser omtrent lige så godt dansk, som jeg læser baskisk.

Brygget fik jeg fat i via en facebook-ven, Lasse, der til dagligt er rådmand i Aalborg. Han havde den med hjem fra ferie sammen med et par andre bryg, der står klar til anmeldelse i mit køleskab. De blev diskret overdraget en kold, regnfuld formiddag på Metrostationen ved Bella Center, hvor rådmanden skulle deltage i en eller anden konference. Lasse skal have tak for skænken – og de to resterende øl, dem når vi til, når vi når til dem. Der er rigeligt at tage fat på inden da.

Mine fordomme om øl fra den Iberiske Halvø i almindelighed og det Castellanske Imperium i særdeleshed er, at det består af tyndt, intetsigende pilsnersprøjt, svarende til det mexicanske pjask, festfolket herhjemme hælder i sig. Jeg kunne forstå på Lasse, at den baskiske produktion af specialøl har en særlig betydning for den baskiske friheds- og selvstændighedsbevægelse, og jeg kan allerede nu afsløre, at brygget i hvert fald ikke falder ind under ovenstående karakteristik. Uanset hvad tiltaler separatistisk kamp ved ølbrygning frem for bombesprængning mig overordentlig meget. Men sprogbarrieren har forhindret mig i at kloge mig yderligere derom, da såvel bryggeriets hjemmeside, som etiketpåskrift er på lige præcis tre sprog, jeg ikke behersker, nemlig fransk, castellansk og baskisk – og det endda på trods af bryggeriets stærkt anglicerede navn.

Så øllet må tale for sig selv. Ifølge Untappd er der tale om en Pale Ale efter engelsk forbillede – og så er afstanden til det spanske imperium jo lissom lagt. En kraftig karbonering gør skænkning til en langtrukken affære. Undervejs kan man beundre det flotte candy-floss-skum, der kun langsom brækker i større og større plyssede stykker. Samtidig kan man nyde duften af appelsin, citronmelisse og frisk græs, hvoraf ingen af delene peger i retning af letflydende pilsnersprøjt, som man alt for godt kender det fra Sydeuropa.

Selve brygget har farve af upoleret messing. Det rå, upolerede look får brygget af rigeligt restgær, der nok skal skræmme festfolket væk hurtigere end man kan sige “baskisk seperatisme”.  Gæren giver bryggets bitterhed en skarp kant. Kroppen er ru med tungen, hvor den ufint og småsyrligt skarver mod smagsløgene.

Oplevelsen er i hvert fald i hus, om den så ikke ligefrem er den lettest tilgængelige – men det skal i hvert fald ikke jage denne blogger væk. I eftersmagen fortsætter den småklæge og lidt for skarptsyrlige bitterhed, men samtidig titter bouquet’ens sødere og mere frugtagtige noter frem. En formildende aroma af bergamotolie melder sin spinkle, men bestemte ankomst.

Som brygget nydes og får lidt temperatur, vinder de søde og krydrede noter langsomt terræn. Brygget ender som en lystig dialektisk dans mellem syrligtbitter gær, humle og citrus på den ene side og krydret sødme af alteabolsjer med et hint af anis som antitesen. Dermed understreges den baskiske frihedsbevægelses tilknytning til venstre fløj aldrig så subtilt i aromasammensætningen …

… eller også er det bare noget, jeg finder på for at spille smart.

4-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme