Kajs Ølblog

En rejse gennem øl og andre oplevelser.

Crusher, The Alchemist

2016-08-22 17.17.58Ah! Brutal!

Jeg er nået til den tredje og foreløbig sidste øl fra The Alchemist. Dermed slutter eventyret om Martin Guldhammers eventyrlige hjemrejse fra Vermont. Den slags rejseskildringer er der helt klart for få af her på bloggen, så hermed skal lyde en opfordring til ølentusiasterne derude: Enhver god historie, der knytter sig til eventuelle bryg, der sendes til nærværende blogger, er hjertens velkomne. Mennesket lever trods alt ikke af øl alene – der er også alle de gode oplevelser.

Vel – Crusher er endnu en IPA. Den genre klarer amerikanerne sig jo som bekendt ganske godt i, og i særdeleshed det Vermont-baserede bryggeri, som dette bryg og de tidligere anmeldte ‘Focal Banger‘ og ‘Heady Topper‘ kommer fra. At stifte bekendtskab med The Alchemist har faktisk været en af de virkelig store oplevelser her på bloggen. Ikke mindst fordi Focal Banger fik vippet den tidligere ‘bedste øl, jeg nogensinde har prøvet‘ af pinden.

Så forventningerne var fortsat i top, da denne dåse blev åbnet. I modsætning til de to andre, anbefaler bryggeriet denne gang ikke, at øllet drikkes af emballagen. Man tænker sit, når det dyborange bryg med det frodige, hvide skum skænkes, og bouquet af stikkende gran, søde, milde appelsiner og frisk grape breder sig aldrig så lifligt i hele lokalet – er der virkelig aroma tilbage i brygget efter den omgang?

Men dét er der (som et ekko af Tim og Gordon). Så rigeligt endda. Humlen river som frisk grantræ, fældet med en sløv økse, skåret med en rusten sav og høvlet med en ujævn, hakket høvl. Træet er fuld af små, smagsfulde, flænsende splinter med modhager, der går lige i tungen, og sætter sig fast dybt inde.

Det er et brutalt humlebryg, der med sin ledsagende smag af grape ikke glemmer også at være aromatisk. Men humlen – den rå, brutale, krasbørstige – ja, nærmest afstumpede humle spiller ikke bare førsteviolin, men i hvert fald også anden- og tredje-. Men brygget er samtidig af et format og vældighed, så det kan bære det.

Det ser man ikke så tit.

Tak for skænken, Martin – og tak til Paul for at være forbindelsesled mellem Martin og mig. Lad det endelig ikke være sidste gang, et sådant arrangement kommer i stand!

5-en-halv-stjerne

White India Pale Ale, Badger Hill

2016-08-18 19.45.54Begge dele!

Brygget her er den første af et lille udvalg, jeg fik tilsendt af en gammel studiekammerat, som havde været på ferie i Minnesota. Badger Hill Brewing Co. har hjemme i Shakopee, en forstad til Minneapolis, der er den største by i staten, og som også rummer den formelle provinshovedstad St. Paul.

USA er som bekendt udpræget IPA-land, og derfor undrede det mig ikke det fjerneste, at der var flere IPA’er iblandt de seks, jeg fik tilsendt. De vil blive anmeldt som de første, for IPA’er er bare bedst når de er friske.

Og frisk – det er denne lille citrongule sag så sandelig. Og det er ikke sidste gang citron vil blive nænvt i denne anmeldelse. Tag nu fx skummet – det matcher i farve og porøsitet fint den hvide bagside af citronens skal. Duften er skarp og ren af – måske har I allerede gættet det – netop, citron, men nu omgivet af nogle gode IPA-venner, navnlig gran og en antydning af kommen, samt nogle venner fra Tyskland, der åbenbart er blevet inviteret over Atlanten; franskbrødsdej og banan, som vi kender det fra hvedeøllene.

Bouqueten alene, kunne jeg indsnuse i timevis. Men så ville øllet blive lunkent og dovent, og det ville jo være en skam.

Friskheden nærmest springer ind i kæften ved smagning og sprøjter skarpe, sprøde og alligevel spinkle noter af gran og træsplinter ud i alle mundens afkroge. Brygget leger kispus med smagsløgene med skarpe noter af grønne nåle, sødme af hvidt sukker samt syrlige citronnoter (der var den igen) og grape. En velourblød og alligevel stikkende humleeftersmag lægger sig til sidst nogenlunde beroligende på tungen.

Det er på én gang et meget let og friskt bryg, og på den anden side også markant og slagkraftigt. Den skarpe humle føles ikke som et sværd, der hugger, men som små, bitte, ganske skarpe nåle, der rammer i tætte sværme og således gør lige megen påstyr.

Friskheden gør brygget egnet til sommervarmen sammen med andre læskende indslag og kolde is, mens den tætte aroma i sig selv er mere end nok til at brygget kan nydes alene som long drink. Dette bryg er bestemt ikke kun det ene eller det andet.

Og uanset om man bruger det til det ene eller det andet eller evt. begge dele kan man nyde de flotte mosaikker, som det fedtede, hvide skum efterlader på siderne. På den måde bliver den visuelle oplevelse også af første klasse.

5-stjerner

Giraf Beer Kalle, Royal Unibrew/Albani

2016-08-17 18.35.44Det bliver ved duften …

Regeringen fremturer i disse dage med sin plaskvåde, stangliderlige drøm om at privatisere den danske vandforsyning. Vandværkerne skal nu ejes af aktionærer – gerne fra udenlandske eller multinationale selskaber – for at en lille indspist elite kan score profit af, at vand er livsnødvendigt for borgerne. Hidtil har vandforsyningen været ejet af forbrugerne selv gennem andels- eller interessentselskaber. Men den slags fortrædelig kommunistisk virksomhed til sikring af fælles interesser, som det største regeringsparti Venstre i øvrigt selv var med til at starte i Danmark, kan man selvfølgelig ikke have.

Konsekvensen har vi allerede set i andre lande. For at generere et overskud til aktionærerne sættes prisen op og kvaliteten ned. Det betyder dyrere vand, der samtidig vil være yderligere forurenet af tungmetaller, nitrat og ikke mindst miljøgifte fra det landbrug, samme regering er godt i gang med at slippe alle restriktioner på forgiftning af vores (indtil videre fælles) grundvand over for.

Jeg er generelt bekymret for vandet. Og oveni er der min lille uskyldige interesse for øllet, som jo mestendels – ja, man vil nødigt være ved det, men det er jo ikke desto mindre sandt – består af netop vand. Ud over at privatiseringen vil medføre prisstigninger på vand (der vil gøre i forvejen i tiltagende grad udsatte familiers liv vanskeligere) vil øllet også blive både dyrere og af en ringere kvalitet. Jeg har i hvert fald ret svært ved at tro, at øl, der indeholder flere tungmetaller, sprøjtegifte og gyllerester vil kommet til at smage bedre.

Alle bliver taberne – undtagen regeringens – og socialdemokratiets, viser det sig – venner, der vil grine hele vejen ned til banken, mens de tager sig en tår for os almindelige mennesker ubetaleligt dyrt flaskevand.

Måske kan jeg trøste mig en kende med, at prisstigningen på øl vil ramme det kedelige standardsprøjt – som nu fx. dagens øl – i samme grad som det dyre. For mængden af vand i en ½ liter standardsprøjt, er vel omtrent den samme om i ½ liter højkvalitets specialøl? Det er en ringe trøst, og sikkert også forkert – men man må klynge sig til de halmstrå, man kan finde.

Og apropos standardsprøjt, vil jeg nu igen være tro mod det, jeg som ølblogger ser om mine rødder – det øl, der nemt kan fås i supermarkederne herhjemme, uden at øllet af den grund bliver lettilgængeligt i sådan mere overført forstand.

Men det tror jeg  nu roligt, man kan kalde dette bryg. En jævn pilsner, som det er, er den en sen efterfølger til den oprindelige Giraf Beer, der ikke havde navnet på Odense Zoos afdøde giraf, Kalle, som undertitel. Til gengæld var den gamle giraf væsentligt stærkere – på hele 7,3%, mens nærværende dårligt nok kan kaldes en guldøl med sine 5%. Præcis hvad anledningen til relanceringen af brandet er, skal jeg ikke kunne sige. Kanske noget med en anden dansk zoologisk haves løvefodringer med netop giraffer og forudgående partering af samme til stor lærdom og berigelse for landets unge invånere? Men det er selvfølgelig blot spekulation.

Ifølge Untappd skulle der også findes en ‘Sort’ giraf-øl på hele 10%. Den vil selvfølgelig også blive behørigt anmeldt, skulle jeg støde på den ved lejlighed.

Dette bryg lægger hårdt ud med den lifligste – og jeg mener lifligste – humlebouquet allerede ved åbning. Overalt i min ikke helt lille stue kunne pilsnerhumlen og fuslen mærkes – det var ganske vist standard begge dele, men frisk og lækker som selv standard kan være, hvis bare standarden er god. Mysteriet om den vilde aroma tager kun til ved skænkning, hvor brygget viser sig at være overordentligt lyst – vi snakker coronaniveau her, endskønt skummet er endog meget mere imponerende i sin marengscremethed.

Men den lovende olfaktoriske indledning afløses af skuffelse. Brygget viser sig meget snart at være et almindeligt industrielt standardbryg på ondt og kun i meget lille omfang på godt.

Bryggets finish er uendeligt let og krakellerer nærmest ved berøring af mundens smagsorganer. Vores truede vand er ikke bare et medium for overførsel af smagsindtrykkene – det er det dominerende smagsindtryk, sporadisk varieret af en diffus, flad, generisk og først og fremmest industrielt (tung)metallisk humleantydning – måske sammenlignelig med halvgamle paranødder i vandlage. En let sødme af lys sirup kommer til undsætning med en opblødning af bryggets finish i et forsøg på at yde øllet eksistensberettigelse – men desværre forgæves.

Brygget forbliver – på trods af en forjættende bouquet – et generisk, industrielt og mere end noget andet ligegyldigt standardprodukt, hvis fremmeste formål er en hurtig, smagsløs brandert. Få mennesker vil blive frastødt af bryggets markante ligegyldighed, og det ender dermed med at fremstå som en af den laveste fællesnævners mest markante repræsentanter.

Måske den kommer til at smage af mere når regeringen får privatiseret vandforsyningen, og den tager smag af gyllen, sprøjtegiften og tungmetallerne? Det kan næppe få den til at smage af mindre.

1-stjerne

Deer Hunter, Kongebryg

2016-08-16 19.08.22… ikke desto mindre …

Jeg har jo stadig et betragteligt lager af Kongebryg stående fra da jeg var på besøg på den nu nedlagte Næstved Kaserne. I mellemtiden er der også kommet en levering fra Martin Guldhammer, der fortrinsvis er amerikanske bryg fra Vermont, men med en lille overraskelse også. En gammel studiekammerat har sendt mig 6 nydelige øl fra Minnesota, og nu har jeg netop modtaget endnu et parti hjemmebryg fra den aalborgensiske hjemmebrygger Ole Wolf, der brygger under navnet Gravøl.

Så der er lidt at vælge imellem – men der er fortsat flest Kongebryg, og mon ikke de glæder sig over den megen omtale, dernede i det Sydsjællandske? Men det er faktisk ikke så svært at få omtale på min blog – send mig nogle øl, og omtalen er så godt som garanteret.

2016-08-16 19.03.02

Deer Hunter’s fulde deklaration

Deer Hunter er en Imperial IPA på 9,1%. Eventuelle referencer til den kendte krigsfilm af samme navn, er etiketten aldeles fri for, men med bryggeriets hyppigt brugte militærtema i hu, er det svært at forestille sig, at associationen ikke er intenderet. Bruddet på det tyske Reinheitsgebot ser ligeledes intenderet ud; brygget er foruden vand, gær, fire typer humle og ti(!) typer malt spicet op med roemelasse, rønnebær, slåen, gran, sukkerrørsmelasse, bynke og roesirup. Noget peger i retning af en hyldest til Storstrømsregionen, what with alle roerne, men heller ikke dette fremgår eksplicit.

Øllet har desuden en medbrygger ud over mesteren Niels Kiens – en herre ved navn Ole Pilemand. Ved googling er jeg desværre ikke blevet meget klogere. De fleste hits peger i retning af en ventilationsvirksomhed i Næstved, og altså ikke en roeavler i Nakskov eller noget i den retning.

Men bare fordi man gør det i ventilationsbranchen kan man vel godt have et varmt forhold til det Storstrømsområdet – og selvfølgelig til øl.

Deer Hunter må siges at være en mørk IPA. Brygget er kulsort, let brusende og med lystbrunt og ganske cremet og standhaftigt skum. Der er dog ikke tale om den slags fugemasse nogle ekstremt skummende bryg skaber, der gør det umuligt at skænke brygget, fordi den klare væske simpelt hen glider hen over det og ned ad glassets sider. Her er det letflydende bryg trods alt stærkt nok til at skære gennem skummet – i øvrigt uden overdreven ekstra skumdannelse til følge.

Aromaen er allerede udløst ved åbning. Frisk franskbrødsaroma breder sig, så snart kapslen er fjernet og afløses af dybere aromatiske noter af farinsukker, blandet med kaffe og garneret med forårets milde hyld.

Sikke en fylde! En fuldfed bitterølsoplevelse vel blandet op med rigeligt af søde noter, der på trods af bryggets alkohol- og malttyngde formår at løfte brygget op som en anden ballon. Der er mere end nok af de hele – på den ene side af tung, mørk kaffebitterhed og på den anden side sødme af farin og roesukker – både mørkt og lyst.

Brygget kommer godt rundt i tungens afkroge – men ender så alligevel med at smage lidt for meget af noget andet end øl. Kold kaffe med sukker, tænker jeg, og det er indrømmet god kaffe med godt sukker. Men det er kold kaffe med sukker ikke desto mindre.

Jeg kan godt drikke kold kaffe i en snæver vending – måske endda med sukker, når det fx indgår i et iskaffeshot. Men halve litre af det bliver til sidst for meget.

4-en-halv-stjerne

Helles Bock, Kongebryg (Livsstil i Whiskybæltet II)

2016-08-12 14.20.43Publikums favorit …

Hvis man åbner øjnene lidt ekstra, og lader indtrykkene blive behandlet en ekstra gang inde bag pandelapperne, kan selv en banal cykeltur fra Amager (hvorfra jeg fortsat ikke har noget sted at flytte til, desværre) til Gentofte være lidt af en oplevelse.

Cykler man ad Lyngbyvej og drejer af ved Bernstorffvej, føres man – uanset om man er på cykel eller i bil – under en cykelbro. Det er imidlertid ikke bare en cykelbro, men en portal ind i en anden verden.

Ladaen, der triller ved siden af én forvandles med ét til en Audi A6, i modsat retning kører en Mercedes E400, som man lige når at se forvandles til en Peugeot, idet den kører den anden vej gennem dimensionsdøren. En Fiat, der tydeligvis er kørt forkert følger hastigt trop.

Foran én strækker Bernstorffvej sig nu i al sin magt og vælde. Pyntet på begge sider med små palæer – arkitekttegnede villaer i udvalgte farver med store vinduer, karnapper og nøje udvalgt ornamentik de helt rigtige steder. Tagene er gerne i tegl (såfremt det matcher arkitekturen selvfølgelig, ellers er det foretrukne tækningsmiddel skifer) og de findes især i fine røde, mørke eller sortglaserede udgaver, hvis de da ikke er i et broget udvalg af patineret grønt, der matcher en kvist i irret kobber og vinduesrammer i samme nuancer.

Noget andet, der karakteriserer området er murene. De er en integreret del af arkitekturen, matchende i farve og murstensvalg og bygget sammen med den fra vejen synlige husfacade. Kigger man godt efter vil man opdage, at de effektivt afgrænser grunden fra den offentlige vej, men man har virkelig gjort sig umage for at sige “mit mit miiiiiiit!” og “Skrup af!” på en så diskret måde som muligt.

Og fortsætter man ellers et stykke ud ad vejen, kommer slotsparken, hvor man i den forløbne weekend kunne købe en masse ting, der ikke er livsnødvendige, men ikke desto mindre er rare at have, på venstre hånd.

Nogle af standene faldbød faktisk også traditionelt kræmmermarkedsgods, omend af en noget andet kvalitet, end man normalt ser. De gamle spisestel forefandtes gerne i komplette sæt, de antikke vaser i grønt glas fandtes i alle tænkelige størrelser og former, og de brune patentflasker havde stadig læselig skrift indprentet på propperne, og for det meste var de tilhørende træstativer intakte. Med andre ord – skrammel var der faktisk alligevel en del af – men det var skrammel på et højere niveau, og priserne var også derefter.

Men på trods af at prisniveauet og klientellet var et ganske andet, end det, jeg normalt færdes iblandt, kom jeg hurtigt på hat med dem, der faldbød selv de dyreste ting, og den fineste mad. Jeg tror det kommer helt naturligt, når man er den, der står for udskænkning i ølteltet. Så vil alle gerne være ens ven, også selvom man ligner en trafikuheld involverende en russisk videnskabsmand fra forrige århundrede, en hjemløs og en hipster fra nullerne.

Og det bryg, flest ville have på livsstilsmessen var ‘Helles Bock’. Det er – i gættede det – en lys bock. En bock er – ligesom Münchneren – en tysk, undergæret øltype. Bocken er karakteriseret ved et højt maltindhold, som giver mere alkohol (i dette tilfælde mægtige 7,7%, der kun sjældent fik kunderne til at skifte mening), mere fylde og mere sødme.

Det kan mærkes allerede i duften, der er tung af karamel og kornfylde. Farven er matchende rødbrun, næsten uden skum og med en næsten klæbrig konsistens af sirup.

2016-08-13 17.07.16

Tilbehør … eller rettere skroget deraf.

Igen er brygget udvalgt ud fra, at der er heltstegt pattegris som tilbehør. Der er derfor ikke nogen vilde, uventede overraskelser i aromaen. Til gengæld er der fløjlsblød, næsten vinøs fylde i den initiale honningsødme. Brygget balancerer – trods vægtig tyngde – elegant på tungen i sin sødme, der snart ledsages af en tiltagende bitterhed.

Det starter med små kviste, så grene og til sidst store stykker træ, der lader sig gennemsave af tungen, efterhånden som de tykkere og tykkere stykker tømmer smages mere og mere ved gummer og mandler. Her er der eftersmag for alle pengene, og den matchede i øvrigt den grillede gris perfekt.

Der er nok nogle, der fik et lidt større buzz end der var kalkuleret med, da man bare skulle have en øl til grisen. Uanset hvad fik både gris og øl – såvel Münchner som Bock – kun pæne ord med på vejen. Det samme skal lyde herfra til de mange søde mennesker, der gjorde holdt i Kongebrygs stand og var godt selskab for os, der stod i bar.

Selvom jeg normalt ikke kommer sådan nogle fine steder som der hvor jeg var i weekenden, var det stadig en stor oplevelse – og hvis man er den, der byder på øl, er folk jo altid flinke.

4-en-halv-stjerne

Münchner Hell, Kongebryg (Livsstil i Whiskybæltet I)

2016-08-12 13.58.41 Min favorit …

I weekenden var jeg med til noget, jeg nok aldrig ville have været til, hvis ikke jeg for seks år siden var gået i gang med at blogge om øl. Jeg var på livsstilsmesse (that’s a thing) i Gentofte, nærmere betegnet Bernstorff Slotshave ved Bernstorff … (kan I gætte det) … Slot. En flot park med store træer midt i det, der i folkemunde kaldes Whiskybæltet. Navnet må være gammelt, eftersom whisky – selv de gode af slagsen – efterhånden er blevet hvermandseje. Men det er en anden historie.

Og hvad er en livsstilsmesse så egentlig (spørger idioten retorisk, og lige om et øjeblik kommer svaret, startende med et lige så forudsigeligt og retorisk “jo”)? Jo, det er lidt som et kræmmermarked med en masse forskellig stande, hvorfra der sælges diverse skrammel, gøgl og skafning. Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at niveauet af skramlet og skafningen (men næppe gøglet, hvis omfang faktisk er temmelig begrænset) nok er højere end gennemsnittet man finder på – say … Hjallerup Marked.

Hele arrangementet er bygget op om, at man skal leve stiligt – at det er det rigtige mærke spa-bad, fx, man får installeret, sammen med det rigtige selvlysende springvand og fitness-udstyr, der matcher i farve og stil. At benævne det skrammel er nok – må jeg hårdt presset erkende – lidt af en tilsnigelse. Måske vil jeg i mangel på bedre kalde det ‘ting, der ikke er livsnødvendige, men ikke desto mindre er rare at have’ – ja, det vil jeg kalde det! Det er også tilpas mundret.

I Kongebrygs stand – ja, som læserne måske havde gættet kunne årsagen til at jeg overhovedet befandt mig på livsstilsmessen findes i, at jeg ikke just var ude for at erhverve ting, der ikke er livsnødvendige, men ikke desto mindre er rare at have. Bryggeriet, der har til huse på den nedlagte Næstved Kaserne, havde ladet vide, at de deltog i livsstilmesen og at jeg, hvis jeg skulle have lyst, gerne måtte hjælpe til med at lange bryg over disken samt diverse – var der to øl at vælge imellem (gad vidst om det var min længste digression indtil videre), denne Münchner Hell, og [ein] Helles Bock.

Selvom de ifølge navnene begge er lyse, endte de hurtigt med at blive benævnt henholdsvis ‘en lys’ og ‘en mørk’, når folk spurgte hvad der var at vælge imellem. Denne var den lyse af dem, og lidt ligesom Barbapapa selv er en barbapapa er Kongebrygs ‘Münchner Hell’ også netop en Münchner Hell – en undergæret øl af pilsnertypen, hvor der er brugt lidt mørkere münchnermalt end den traditionelle pilsnermalt. Som ordentligt håndbrygget øl, er Kongebrygs Münchner Hell selvfølgelig også ufiltreret.

2016-08-12 11.12.59

Brygmester Niels Kiens (tv.) med øl-tilbehør

Det er et relativt ukompliceret bryg, der først og fremmest skulle stå sig godt til det ustadige vejr, og den helstegte pattegris, som var tilbehør til øllet. Altså ingen grund til ekstreme udskejelser i aromaer eller bouquet. Brygget dufter lifligt af korn og humle, med en krydret kant, der også kan findes i smagen. Her spiller en tilpas tilbagelænet bund af bitterhumle bold med et pikant indslag af kommen, der både yder brygget frisk- og skarphed.

Lifligt, friskt, krydret og skarpt på én og samme tid. En aldeles vellykket sommerøl, der imidlertid skal nydes i nuet, for eftersmagen klinger ganske hurtigt ud. Man skal dog ikke af den grund føle sig snydt, da der er så rigeligt nydelse mens brygget tager ophold på tungen.

Uden nødvendigvis at være den mest karakterfulde øl af de to, var det den, jeg fandt mig selv nippe mest af. Havde vejret besluttet sig, og valgt hele tiden at være så vådt som det fx var fredag ved lukketid, hvor man kunne opleve en støvregn af irske dimensioner, kan det godt være, at mit valg af favorit i situationen havde været en anden.

Forbliv indstillet til anden del af beretningen om min weekend i whiskybæltet, hvor publikums favorit vil blive anmeldt.

4-en-halv-stjerne

Heady Topper, The Alchemist

2016-08-11 19.32.11Både i dåse og glas …

Ak og ve! Læserne har igen måttet døje med en afbrydelse i den ellers linde strøm af øl og anmeldelser.

Bloggerens elendige undskyldning er denne et lille arrangement, han frekventerede i den forløbne weekend – livsstilsmessen i Bernstorffparken i Gentofte. Ja, sådan nogle pæne steder kommer undertegnede også. Tænk at jeg ikke engang blev stoppet, da jeg valgte at køre under cykelbroen ved Lyngbymotorvejen.

I skal ikke snydes for en længere redegørelse for eventuelt gøgl, gavtyverier og anden festivitas, der måske – måske ikke – fandt sted i slotsparken. Jeg var i godt selskab med de gæve gutter fra Kongebryg, så det var hele tiden hyggeligt og aldrig kedeligt.

Inden jeg når dertil har jeg imidlertid igen-igen-igen et hængeparti, jeg skal have fra hånden. Før jeg tog på weekend for mestendels at more mig – men altså også for at skænke øl i godt selskab – prøvede jeg en anden af de spændende amerikanske øl, Martin Guldhammer i dølgsmål havde bragt med sig hjem fra ferie.

Heady Topper er en dobbelt IPA. Oplevelsen beskrives som “Wave after wave of hoppy godness on your palate”. Det kan det Vermont-baserede mikrobryggeri The Alchemist jo sagtens komme og sige. Men i betragtning af den oplevelse, som Focal Banger leverede, skal man være varsom med at afskrive selvsmigeren som ren markedsføringsmæssig verbalakrobatik. Hin IPA har jeg i hvert fald skrevet bag øret som den bedste øl, jeg nogensinde har prøvet. 666 Black Damnation er efter fem år på toppen endeligt blevet detroniseret.

Dirrende af forventning åbnede jeg dåsen, og hev duften ind med alt hvad mine lunger kunne trække. Jo, der var rigeligt aroma til alle fimrehårene og de indvendige slimhinders fulde areal. Bergamotolie og fyrrenåleessens forefindes i koncentrationer, så bouqueten slår over i syrlige stikkende limenoter, mens humlen ellers bare buldrer derudaf.

Smagen er igen en aromaeksplosion af rå, frisk og uforfalsket humle. Men til forskel fra Focal Banger er det ikke så meget grannålene, man smager som selve træet, de vokser på. Det gør brygget en anelse tungere at arbejde med, så den følelse af at lette og svæve, man havde håbet at genopleve, desværre udebliver.

Fylden er massiv – men ikke ekstraordinær. Eftersmagen er – ligesom selve smagen – sat i et tungere gear, så den i stedet for at pumpe bølge efter bølge af frisk og karsk aromahumle mod smagsløgene, så tæsker den løs på dem med en bitterhed, der nærmer sig det beske og det klæge.

Ja, brok er der masser af – men har man én gang prøvet Alchemists gudebryg, så gør det lidt ondt når det anden gang bare ikke når samme højder. Det er alt andet lige stadig et bryg i topklasse, som har mine varmeste anbefalinger, og som man ikke bør gå uden om, hvis man får chancen.

Og denne øl kan i øvrigt skænkes – og eventuelt deles uden også at dele mundbaciller – uden at det ødelægger noget. Duften og aromaens kraft tager lidt af, men til gengæld opdager man, at brygget er mere broget i smagen end når det drikkes fra dåse. En bitter, krydret kant af soya melder sig ved mandlerne, og træbitterheden synes at blive en tand mindre anmassende idet den ændrer sig til en friskere og lidt spinklere kommenkarakter. Og så er det lettågede, korngule

Bryggets generelt grovere og mere uforfinede bitterhed gør også, at man på et tidspunkt i forløbet får nok, mens Focal Banger nærmest føltes som en flydende udgave af Den Hvide Heks’ Turkish Delight. Af den ville man bare have mere, mere og mere og til sidst drikke sig ihjel.

Det er måske meget godt, at der ind imellem også findes øl der ikke er helt så vidunderlige.

5-stjerner

Yuri Gagarin – Brett de Noël, Kongebryg/Rocket Brewing

2016-08-08 18.35.55Broget og helstøbt …

Trængslerne med at kategorisere Kongebrygs øl fortsætter. Også dette bryg betegner bryggeriet som en ukendt stilart, og det på trods af – eller måske netop fordi – det er et samarbejdsbryg mellem bryggeriet på den nu nedlagte kaserne i Næstved og Rocket Brewing – et bryggeri i Haslev, der har specialiseret sig i syrlige øl. Man kunne ellers forestille sig, at når der var hele to bryggerier til at bestemme stilarten, burde der være arbejdstimer nok til rådighed. På den anden side er der også flere kokke involveret, der alle sammen lige skal have dén ingrediens med, og dén … og dén og dén og dén

Så kan det hurtigt blive kompliceret.

Untappd angiver den til at være en ‘Saison’ og RateBeer som en ‘Belgian Ale’. En saison er den alt  for kraftfuld til at være, så den tror jeg ikke på. Belgian Ale-betegnelsen forekommer mig at være en gummikategori til en masse øl, man ikke aner, hvordan man skal kategorisere, og så er vi jo sådan set næsten ligevidt.

At det er en ale er jeg til gengæld ganske sikker på, er rigtigt. Og så er vi da nået et stykke af vejen. Desuden er løden ovre i det brungrumsede, så i mangel af bedre har jeg besluttet mig for at kalde den en Brown Ale. Døden skal jo have en årsag, eller noget …

Til gengæld kan jeg allerede nu afsløre, at brygget – trods flere kokke – bestemt ikke er fordærvet.

Brygget er jo faktisk et gensyn fra ølfestivalen i lokomotivhallen. Jeg siger helt bevidst gensyn, for som man vil kunne læse i indlægget, hvis man scroller ned til den sidste øl, jeg prøvede – “Solbær Sour”, så fik jeg faktisk denne at se, men uden at prøve den, da den var udsolgt.

Jeg har stadig ikke helt tilgivet grafikeren bag etiketten for ikke at bruge rigtige kyrriliske bogstaver, men latinske, der strategiske steder er spejlvendt. Skrifttypen, farvesammensætningen og ikonografien er til gengæld som hentet ud af sovjettiden, så der har grafikeren gjort arbejdet godt.

Over det brunorange bryg knejser en nydelig gylden flødetop. Det afgiver en aromatisk frugtig bouquet af umodne æbler, syrlige svesker og sødme af karamel på en bund af insillage og hestestald. Det er im Ernsten ment som ros og intet andet.

… og idet brygget rammer tungen går festfyrværkeriet i gang. Friske noter af halm og græs, og gærede noter af det samme branker smagsløgene på en bund af lakrids, der tæsker løs på bagtunge og brænder i næsen. En syrlig kant af brunkål (det er også en ros) yder friskhed og yderligere karakter til det i forvejen brogede bryg. Med tiden tager bitterheden til og bliver skarpere – næsten IPA-agtig i sit udtryk. Og hver gang det velkarbonerede bryg sender luft op gennem svælget fra maven mærkes den autentiske smag af aromahumler – syren- og rosenblomster, blandet med bergamotolie og bitterhed af frisk nåletræ.

De mange forskellige smage får ikke for lidt. Og som en brovten hån mod alle forventninger forbliver brygget på trods af de mange indbyrdes modstridende indtryk både veldrejet og velafstemt. Samtidig har brygget noget af den fandivoldskhed, som man umiddelbart forventer af et bryggeri, der har til huse i en nedlagt kaserne, men som måske har manglet lidt.

I stedet har man været forkælet med hjertevarme og venlighed – disse er til gengæld nedtonet lidt denne gang, men hey – it’s all good!

Men endelig er der noget øl fra Kongebryg til dem, der også godt kan lide det lidt voldsomt.

Og hvorfor lige Jurij Gagarin, spørger I? Jeg har ingen anelse. Men Bryggerne kan spørges direkte i weekenden, hvis man frekventerer livsstilsmessen ved Bernstorff Slot, hvor de har en stand.

Ved et pudsigt tilfælde vil jeg også være til stede i standen. Det kan være vi ses.

5-stjerner

The Spanish Inquisition, Kongebryg

2016-08-07 17.31.24For the comfy chair …

Som jeg fik nævnt ved en tidligere lejlighed, udspiller Kongebrygs øl gerne en nok så perifer men alligevel præsent tematik omkring det kongelige, det militære, eller som absolut minimum det historiske, eftersom bryggeriet har til huse i en nu nedlagt kaserne.

Denne øl spiller mest på det historiske – og på at bryggerne er fra en generation (ligesom bloggeren selv) der voksede op med Monty Python’s Flying Circus på flimmeren sent om aftenen. For brygget “The Spanish Inquisition” har en sigende undertitel – “Expected by nobody since 1478″. Jeg har ikke googlet årstallet, men gætter på, at det må have været omkring det tidspunkt, at de angiveligt meget emsige og grusomme kætterjægere var særligt aktive.

Men at være særligt kendt for at være uventet har den spanske inkvisition vel egentlig først været siden 1970, hvor sketchen for første blev vist i britisk TV.

Såvidt konceptet. Sværere er det at afgøre, hvilket type bryg vi har med at gøre. Bryggeriet angiver selv stilarten som ‘ukendt’. Man får fornemmelsen af, at bryggerne har stået i maltlageret, efter lidt for mange smagsprøver og så har den ene sagt “lad os tage lidt af det her” hvorefter den anden har sagt “så skal vi også have noget af det her” og den tredje: “og det her!” Selvom det fremgår i detaljer hvilke humle- og malttyper, der er brugt, fornemmer man mere lyst til at eksperimentere end at gå op i, hvilken øl, det egentlig er, man brygger. Den slags fremgangsmåder finder jeg inderligt sympatiske – især når det som her ender ret godt. Untappd svinger mellem på den ene side at kalde det en ‘Dark IPA’ – og det er omtrent så langt fra min oplevelse som det kan være. Brygget har fx tæt på intet til fælles med Hornbeers uforlignelige Hophorn – ud over at smage godt – og på den anden side en ‘Cascadian Dark Ale’. Der er ganske vist brugt cascade-humle i brygget, men det er ikke mit indtryk at den er så dominerende. Så når man sådan selv har mulighed for at vælge, ville jeg hellere kategorisere dem som en ‘black ale‘ som den, Thisted Bryghus for en del år tilbage havde på markedet. Og så står der jo faktisk også “Black Bitter Ale” på etiketten (bare ikke under ‘stilart’) – så Black Ale it is!

Og så voldsomt bitter er den nu heller ikke. Duften bærer primært præg af sød lakrids, karameliseret sukker og vanillefylde. Bitterheden træder frem i form at et lille pust røg, der næppe har en nyligt afbrændt kætter som kilde. Snarere er der tale om en hyggelig fakkel, eller måske endda bare en nys udpustet kærte.

Det fede, tætte og sydende skum har lød som kogende karamelmasse. I sammenligning dermed er brygget overraskende letflydende, også dets tykke, natsorte lød taget i betragtning.

Bryggets finish er også i det letflydende hjørne. Det glider forunderligt vægtløst hen over tungen, men det er ikke fordi det i den proces ikke afgiver aroma og karakter. En letristet aromatisk bitterhed behager smagsløgene idet den undflyr sikker genkendelse før grundige overvejelser. Sød lakrids … og … noget lettere – fennikel! Der var den! Bagefter følger en langstrakt – ganske langstrakt, faktisk – eftersmag af piratos. Lakridsen bliver stærkere med tiden.

Samtidig byder brygget på en række kontrollerede, omend retningsbestemte humleeksplosioner. Mon ikke det er aromahumlerne, der slår igennem her? Et kort sekund tænker jeg faktisk på oplevelsen af Focal Banger, som jeg anmeldte for et par dage siden – omend nærværende brygs voldsomhed er ganske diskret i forhold til hint himmelske humlemonster fra helvede. På den anden side – sammenlignet med Focal Banger, er ‘diskret’ stadig ret så vildt.

Brygget med den venlige, røgede sødme og bestemte humlebitterhed egner sig glimrende til at blive nydt langsomt, henslængt i en komfortabel lænestol, og gerne med nogle bløde sofapuder i ryggen. Jeg kan personligt anbefale det, også selvom det ifølge visse kilder blev brugt som pressionsmiddel mod de allermest sejlivede anklagede under den spanske inkvisition …

Med dette brygkoncept har Kongebryg ramt helt rigtigt.

5-stjerner

Anu Imperator, Kongebryg

2016-08-04 19.49.38Meget dunkel og venlig …

Anu Imperator er en Imperial Stout fra de gæve bryggere på den nu nedlagte Næstved Kaserne. Etiketten lader til at slå et akkadisk/ sumerisk/ mesopotamisk/ assyrisk tema an med en Gilgamesh-figur i profil, der er i færd med at nidstirre en ørn. Oven over står skrevet med ildevarslende gammeldags skrift: “The root of all evil is the heart of a black soul”. Der gøres meget for at slå de dunkle toner an og skabe den helt rigtige dystre stemning før brygget åbnes.

Og netop åbningen skal ske med en vis varsomhed. Fx er det en rigtig dårlig idé at åbne brygget, nyde den spæde pift af frisk tjære og lakrids, og så lade det stå, mens man lige klarer opvasken. Især hvis man har anbragt flasken på sit computerbord lige over stikdåserne til PC’en, printeren, bordlampen med videre. Det kan nok være, at nærværende blogger fik travlt med at skadesbegrænse, da det begsorte bryg i form af sit chokoladefarvede skum helt uden hjælp fandt vej ud af flasken, ned på bordpladen og via væggen søgte mod gulvet i tunge klask. Her smygede det klæbrige bryg sig aldrig så kælent om kabler, fatninger og stik til noget af mit kæreste elektroniske isenkram.

Bouqueten fejlede fortsat ikke noget, og når brygget sådan er bredt ud over et par hundrede kvadratcentimeter kan man rigtig nyde sødmen, tyngden og den lette røg der tilsammen minder én om finsk lakrids … hvis altså ikke det paniske forsøg på at rede ens elektriske udstyr sådan distraherer.

Nå – det allermeste af brygget fandt da alligevel vej til mit glas.

Brygget smager lige så tæt som det er at beskue, men den venskabelighed, uhøjtidelighed og menneskelige varme, jeg blev modtaget og beværtet med på bryggeriet ser ud til at brænde igennem uanset hvor dystre, bryggeriet ellers får deres bryg til at fremstå. Vel er lakridssmagen alligevel ikke så sød som duften lod antyde. Den er til gengæld tung og potent som man som barn af firserne kender den når man havde ondt i halsen, men der er ingen salmiak eller salt i, så tyngden til trods virker den alligevel afrundet og rar.

Det samme kan man sige om det bitre kaffeelement. Der er rigeligt med bønner, der imidlertid højest er mellemristede så også bitterheden bliver rar, varm og rund. Også røgen er venlig, skabt af de fineste flammer fra det tørreste træ, hvor bryggets farve snarere antyder sort olm af bildæk og andet giftigt brændsel – men nej.

Det er ikke nødvendigt med alt det grumme, giftige og grusomme. Uanset hvor meget Kongebryg ellers prøver at få deres øl til at se dunkle og ildevarslende ud, så forbliver de på forunderligvis venlige og rare.

Men der ingen grund til begræde hjertevarmen, venligheden og hyggen bag dødningehovederne og den ildevarslende tematik. Hvem siger, at en øl ikke kan være en stor oplevelse blot fordi den kun aer med hårene, udelukkende hvisker søde ord i øret på én, og vugger én aldrig så velbehageligt til hvile?

Ikke denne blogger i hvert fald.

5-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme