Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Brooklyn Defender IPA, The Brooklyn Brewery

Ej ekstraordinær …

Hvis man er for doven til at læse indlægget her, er dagens bryg sådan set allerede anmeldt på video. For at forstå videoanmeldelsen skal man imidlertid beherske engelsk på et nogenlunde niveau – og i øvrigt affinde sig med, at der i min fine nye lejlighed i Thisted ikke er helt så overfyldt med polstrede møbler som i den gamle, hvorfor lyden runger en del på optagelsen. Belysningen er heller ikke helt i skabet, men jeg er godt i gang med at genopfinde de ad hoc-løsninger, der på min gamle adresse gav sådan nogenlunde resultater.

Vel, Brooklyn Defender er en af mange øl, jeg slæbte med mig fra København. Der er jo ingen grund til at lade de gode dråber – og anmeldelsesanledninger – gå tabt bare fordi man relokerer. The Brooklyn Brewery fra New York er en gammel kending her på bloggen. Det er vel også et af de kendteste brands fra den amerikanske ølrevolution, hvorfor deres i grunden fine (men næppe ekstraordinære) øl også har været at finde på de hjemlige hylder, siden ølrevolutionen nåede til Europa.

Skum er der ikke meget af oven på det mørkegule-til-lysorange bryg. Duften er tilbagelænet i en grad så man kommer til at frygte en vigende oplevelse. Vanillesødme er det eneste, der træder nogenlunde frem, hvilket slet ikke er tosset, men heller ikke ligefrem den aroma, man kender IPA bedst for. Heldigvis er aromaen gemt i smagen i stedet for i duften – og det må den jo godt være. Smagen er trods alt det vigtigste i øl.

Traditionel frisk bitterhed af fyrretræssavsmuld breder sig adækvat de fleste steder i mundhulens indre. Brygget smages ikke bare – det mærkes også, som det prikker, stikker og snitter med sin karske bitterhed.

Ikke desto mindre mangler der dybde i smagen og noget kraft for at brygget skal kunne rejse sig op over, hvad der blot er en god oplevelse. Lidt mere snitteri i mundens slimhinder, tak. Lidt mere bitterhed, og i grunden lidt mere af den vanille og de roser, man mærkede i duften – i smagen, tak.

Brooklyn Brewery leverer fortsat en adækvat, men så heller ikke meget mere, øloplevelse, der får mig til at tvivle på, hvorvidt de ekstra moneter, man må smide for dem i supermarkedet til dækning af transport over atlanten, nu egentlig også er det værd.

Leute Bokbier, Brouwerij Van Steenberge

Bock eller dubbel?

Det blev til mange øl den aften. Og det tror pokker. Marcus og jeg mødtes kort før klokken otte om morgenen på Vesterport station for at afhente den varevogn, jeg havde lejet til flytning. Derpå gik det i paniktempo med nedpakning og rengøring – med kompetent hjælp fra Marcus’ bror Joachim og min gamle far, der i en høj alder stadig formåede at give et uvurderligt nap med.

Kvart i et om eftermiddagen var pakningen overstået, motoren på AVIS’ Mercedes Sprinter blev startet, og foran lå en i det store og hele begivenhedsløs – men flot – tur gennem næsten hele det danske land. Mestendels dog med en meget bred gråsort stribe i synsfeltet – og en helvedes masse biler. Det lykkedes os næsten ikke at køre forkert, og på trods af jævnlig berøring af rumleriller (der er forskel i bredde på en VW Fox, min fars gamle bil, som jeg brugte indtil den blev skrottet, og en Mercedes Sprinter varevogn) og en bro over Vilsund, der kom meget meget pludseligt efter en dejlig lang og stejlt nedadgående bakke i et langt, jævnt venstresving, der pludselig blev ret så skarpt, kom bil, passagerer (Marcus, min eks’ kanin Aristoteles, og min kongepython Vladimir Bekhterev) samt fører frem uden skrammer.

Klokken halv syv parkerede vi vognen ud for min nye adresse i Thisted. Klokken kvart i otte var alt mit habengut, takket ekstra hænder i form af min eks’ nye mand (ja, eksægtefolks nye ægtefolk kan man faktisk sagtens være fine venner med) slæbt ind i min nye lejlighed, og så skulle man ellers tro, at det endelig var blevet tid til en pause og en kold … men nej!

Lejebilen skulle også afleveres – et godt stykke ud ad Østerbakken (et af de  steder i Thisted og omegn, der ikke er omgivet af smaragdgrøn naturskønhed, men tværtimod ligner en af Randers’ indfaldsveje med store flade og kedelige erhvervslejemål så langt øjet rækker) skulle kareten køres. En fra oven betragtet nok komisk scene udspillede sig, da Marcus og jeg febrilsk stæsede rundt på parkeringspladsen i forsøget på at finde nøgleindkastet. Panikken bankede imidlertid ikke bare på, i min asperger- og ADHD-hærgede hjerne. Den hamrede faktisk løs … indtil vi omsider fandt en stor metalplade, hvorpå der endda meget entydigt stod ‘Nøgleindkast’.

Og der endte nøglen så. Jeg har ikke hørt noget brok fra udlejeren, så den operation lod til at være eksekveret efter forskrifterne. Nu var der bare gåturen tilbage til Thisted – i underskøn aftensol og egnens friske luft, der nok var aldeles fri for gyllelugt og andet, man undertiden må binde an med – men til gengæld også var præget af samme egns skarpe, kølige, stive kuling fra vest. Kloge og forudseende som vi ikke var, havde vi ikke iført os overtøj. En tynd skjorte over min t-shirt gjorde mig marginalt bedre beskyttet end Marcus – der kun havde sin t-shirt.

Men raskt gik det. Der var rigeligt med kolde øl i vente. Og skønt vi var langt fra hovedstadens eksorbitante åbningstider, der nogle steder strækker sig til efter klokken 23, så lykkedes det os alligevel at nå tæt nok på midtbyen til at finde et supermarked, der først lukkede klokken 21, så vi kunne redde os noget hurtig aftensmad.

Klokken var vel omkring kvart over ni før vi endelig kunne sætte os ned og slappe af med et par kolde øl. Lidl i Thisted – det var der, vi handlede – viste sig at være noget bedre forsynet med specialøl end de filialer, jeg frekventerede i København, så har man set det med, og denne belgier kom med af for mig uvisse årsager – det var Marcus, der fandt den.

En rubinrød øl, hævder etiketten. Deri, vil jeg fastholde, har etiketten aldeles uret. Det er derimod et meget mørkt bryg, som måske ved gennemlysning vil afsløre sig som rødt, men som ved skænkning fremstår aldeles sort med en ikke ueffen porøs off white skumkrone.

“Bock er ellers noget, man mest gør sig i i Tyskland og til dels Tjekkiet,” kauserer Marcus i sædvanlig stil, “men belgierne holder sig jo ikke for fine til at pille ved ting, andre tænker ‘det skal du da ikke pille ved’. Det er en af de der kulturforskelle …”

Han kan jo ikke lade være. At Marcus i emnet om overgreb i Belgien er på ofrenes side er jeg ikke et sekund i tvivl om. Så han får lov i begrænset omfang at udspy sine upassende tirader her, så længe jeg vurderer at det tjener det formål at reproducere viden og bevidsthed om de skrækhistorier om mishandling, Belgien har været udspring for. For en lidt grundigere gennemgang med henvisninger, kan man læse eller genlæse dette indlæg.

Tørsten var over os, så vi fik aldrig snust til brygget, før glassene blev sat for munden.

“Hold da op!” udbryder Marcus, “den smager mere som en dubbel end en bock. Den har rigtig meget belgisk sødme. Men nu er det jo også en belgier. Belgierne har jo notorisk lommerne fulde af slik …”
Idet jeg ignorerer Marcus’ syndflod af hentydninger, svarer jeg tørt “ja, den smager godt nok ret sødt.”
“Som en gammel mand i lang frakke med lommen fuld af søde sager.”
“Ah, den smager dejligt!” bryder jeg ind – næppe uden irritation over at Marcus på dette tidspunkt kører i samme rille (en vane jeg selv slås en del med at overvinde, indrømmer jeg gerne), “den har en rigtig god eftersmag af kaffe, dejligt bitter, ovenpå en lækker sød smag af brun farin …”
“Jeg synes altid vi snakker om brun farin,” brokker Marcus sig.
“… hvor det bitre i sukkeret rigtig træder frem i eftersmagen, og slår over i en særdeles klædelig kaffearoma.”

Marcus causerer herefter over, at anmeldelsen skal ses i lyset af aftensmaden – to frysepizzaer pimpet med blåskimmelost og stærk, tysk salami, samt seks middelstærke øl, men at han derudover faktisk bifalder min karakteristik.

Vi plejer at være nogenlunde enige om, hvad godt øl er, Marcus og jeg, men at han sådan erklærer sig enig i min smagsoplevelse 1:1 er usædvanligt. Vi plejer gerne at komme op at skændes om, hvad en øl egentlig smager af, selvom vi er rørende enige om kvaliteten.

En antydning af uenighed viste sig ikke desto mindre i vurderingen af, hvorvidt brygget var en smule vandet. Hvis overhovedet lod dette til at irritere Marcus mere end mig. Angående den fra stilen afvigende aroma og mundfornemmelse anførte han desuden, henvisende til vores fælles anmeldelse af Shepherd Neames noget skæve IPA, at en øl jo ikke behøver slavisk og stereotypt at opvise sin types ortodokse karaktertræk for at være en ordentlig øl.

Vi var, i begejstringen over et veludført stort dagsværk, kommet til at drikke så mange øl, at vi helt glemte karaktergivningen. Selv vil jeg give den …


… hvilket jeg ved med sikkerhed, at Marcus ikke vil. Han er kategorisk imod at give halve stjerner.

Men jeg må spørge ham, når jeg ser ham igen, hvad han ville give den, og så eventuelt opdatere indlægget til den tid.

Chapeau Framboise, Brouwerij De Troch

Frugtøl for viderekommende …

Nej, Kajs Ølblog er ikke gået på ferie. Der var bare endnu en af de undertiden lidt for mange og lidt for lange pauser i strømmen af anmeldelser. Det er nu ikke fordi jeg har ligget på den lade side. Med behørig hjælp fra mine gode venner, Marcus og Joachim, er det rent faktisk lykkedes mig at gennemføre tidligere på bloggen omtalte flytteplaner. Nærværende indlæg skrives som det første fra min nye residens i Thisted. Midt i byen har jeg fundet mig en lejlighed i en af byens gamle huse. Smukt beliggende tæt på gode indkøbsmuligheder, bæverdinger, en park med rigtig store træer, og i det hele taget en natur hvis storslåethed, jeg tilforn næsten kun kunne drømme om.

Jeg siger næsten – fordi Amager Fælled, som jeg boede i nærheden af i mange år i min tid i København, faktisk er en overset naturperle lige ved siden af hovedstaden. Men ved siden af Thisteds bølgende bakker og limfjordens stille vand med Mors som baggrund må også den se sig slået.

Selve flytningen fandt sted i weekenden, og tiden efter er gået med at pakke ud, rydde op, sætte ting op, skaffe internet … alt det, der hører en flytning til. Nu hvor jeg så småt kan se en ende på den næsten uendelige række af opgaver, har jeg fundet tid til endelig at skrive lidt igen.

Nærværende bryg blev imidlertid nydt under uformelle former på min gamle adresse i Brønshøj. Marcus assisterede endnu engang, ja, faktisk var det ham, der gav. Han er blevet svært glad for frugtøl efter turen til Esrum, og havde samlet denne op i en vinhandel, der lå tæt på hans nye arbejdsplads.

“Chapeau,” hører man mig udbryde på optagelsen, “gad vide hvad det betyder?”
“Det betyder ‘hat’.”
“Det kan du selv være …” jeg bliver åbenbart et utaknemmeligt skarn, når jeg sådan får et par genstande under vesten. Det var ikke den førte øl, vi prøvede den aften.. Tænk at jeg, sproginteresseret som jeg ellers er, ikke formåede at sætte pris på Marcus’ overlegenhed udi det franske (hvilket, må jeg hellere for en god ordens skyld nævne, heller ikke kræver særligt meget). “Det plejer ellers altid at være dig, der kalder mig en hat,” eskalerer jeg den spændte stemning og forlegenhed.
“Og jeg har ret, jedes Scheißmal!” parerer Marcus effektivt, og endelig på et sprog, som jeg kunne forstå.

“Ah, den dufter vidunderligt!” udbryder jeg, hvorefter vi klapper hinandens ryg og skulder, idet vi giver hinanden ret i, at brygget ikke bare dufter af hindbær, men at man også tydeligt mærker bryggets sure, og noget mere vanskeligt tilgængelige bund af geuze.
“Vi er slet ikke over i Lindemans, som jo er rent slik!” slår Marcus fast.
“Præcis!”
Rigtig godt slik, jeg er stor tilhænger af Lindemans …”
“Det er jeg også. Ikke et ondt ord om Lindemans, men her er vi ovre i noget farligere, noget dunklere,” afbryder jeg begejstret.

Og det er egentlig kernen i det dybrøde, næsten rødvinsfarvede bryg fra Chapeau – at man ikke bare får en rar og venlig framboise, der kæler for de søde smagsløg. Nej, der er bestemt også rigeligt til de syrlige receptorer. Hele munden bliver sat i bevægelse. Brygget ikke bare smages. Det mærkes, som det prikker, svier og skarver i alle kæftens blottede slimhinder.

Og mangler man det skønne sommervejr vi har været beriget med de sidste dage, vil brygget her også egne sig fint som en dessertøl, fx til ris a la manden til julemiddagen.
“Ris a la mande,” vrænger Marcus nedladende grimasserende.
“Du kan ikke lide ris a la mande?”
“Ris a la mande? – Go jump in a lake,” knurrer min medsmager og fortsætter “der findes familier der spiser ris a la mande, og så findes der almindelige mennesker.”
“Hvad spiser i så i din familie, Marcus, til jul?”
“Risengrød sguda, like real people!”

… og sådan sad vi i solnedgangen efter at have slæbt gamle møbler ned til udsmidning, og nød de surt-søde dråber af dette vidunderlige bryg, mens flere digressioner og udflugter snart fulgte. Om karakteren var vi enige, og jeg vil tro, at det er den højeste, jeg endnu har givet en frugtøl. I hvert fald er det det højeste, jeg nogensinde har givet en framboise. – En øltype, jeg slet ikke vidste kunne gøre så megen gavn.

Cool Beans, Nørrebro Bryghus/Braw

Jeg kan godt se meningen.

Marcus, det brave menneske, kan meget andet end at agere medanmelder på min blog. Han er uddannet boghandler, og slæber derfor dagligt mange kilo indbundet papir frem og tilbage mellem lager og butik. Hans deraf velformede overarme og brystkasse engagerede jeg derfor til at hjælpe mig med at bortskaffe nogle gamle, ødelagte møbler i forbindelse med min flytning. Det gjaldt en meget stor, lys sofa, der gennem tiden havde taget imod så mange forskellige væsker – kaffe, mælk, øl blandt andet (men ikke urin eller bræk!), at den oprindelige råhvide farve efterhånden var skiftet til mat grå-beige. Revner hist og pist, og det faktum at hynderne fældede fjer som en anden hønsegård gjorde, at jeg besluttede mig til at skaffe mig af med den, frem for at slæbe den med til Thisted, hvor jeg så igen ville ærgre mig over de allestedsnærværende dun.

Derudover skulle vi også slæbe en 1½-personers futon-madras ned, der stammer helt tilbage fra min kollegietid. Jeg er god til at bruge ting, indtil de er helt nedslidte og ødelagte. Nok lidt for god, når det kommer til stykket.

Marcus, som det ejegode menneske, han er, havde også nogle øl med til bagefter. Og dem blev der i den grad brug for. For selvom selve bortskaffelsen skete forbløffende glat og problemfrit ned ad min alt for smalle trappeopgang, så havde solen sat sig for, at forvandle alle bare hudoverflader til bacon på rekordtid.

Den første øl, Marcus havde med, var denne IPA-collab fra Nørrebro Bryghus og Braw i Ryesgade. Desuden har DEP Coffee leveret økologiske kaffebønner fra Mexico. Marcus’ bror Joachim (oplev ham som gæsteanmelder her) havde ved en tidligere lejlighed forbandet den til Tartaros for at være aldeles og inderligt ligegyldig, spild af plads i universet, og ligeledes spild af energi og atomer. Han ville have os til at anmelde den, for at forstå hvilken eksistensberettigelse, den måtte have – hvis nogen overhovedet.

Visuelt gør den det ellers rigtig godt. Dyborange, næsten rød i farven er den, og store klumper af restgær tumler legesygt rundt i brygget.
“Men det sekund, du stikker næsen i den, lugter den som et fejlslagent forsøg fra Schiøtz,” brokkede Marcus sig. “Alt det kedelige fra standardaromaerne fra Schiøtz, billigt sukker og …”
“Det du kalder billigt sukker opfatter jeg som vanillesødme, så det synes jeg egentlig ikke,” forsvarede jeg. Marcus var heller ikke blevet så modløs, at han følte trang til at tirere yderligere, da han som det næste foreslog:
“Lad os smage den.”

“Jeg smager da noget bitterhed,” forsvarede jeg igen – ikke bare over for Marcus initiale utilfredshed, men også Joachims totale afvisning af bryggets blotte eksistensberettigelse.
“Jeg kunne lide den, indtil jeg mærkede eftersmagen,” brokkede Marcus sig videre. Man siger ganske vist, at blod flyder tykkere end vand – og by extension øl. Men Marcus har tidligere ikke uden stolthed distanceret sig fra sin tvillingebrors ølpræferencer, så det var ikke det, der lod nydelsen vente hos ham.
“Jeg synes, der er noget god bitterhed og aroma,” fortsatte jeg ufortrødent, “der er noget appelsin, og der er nogle ganske tørre kviste – den smager som en helt tør kvist, der knækker.” Marcus vedblev med at være uimponeret på en for ham meget usædvanlig måde. Han forblev tavs … “og bitterheden lægger sig langs med tunge og gummer,” begejstringen i min stemme voksede “jeg er altså langt fra så afvisende.”

Jeg forsøgte at udfritte Marcus om, hvad han ikke kunne lide ved den. Han mente, at den var blevet serveret lige lidt for lunken – endskønt brygget kom dugfrisk fra mit køleskab.
“Hvis den havde været helt crisp – nul grader eller sådan noget lignende, så tror jeg den ville ligge rigtig godt,” begyndte han. “Den tegner sig som en Alfa Romeo, idet den som bil generelt er temmelig jævn, bortset lige fra den ene ting, den egner sig rigtig godt til.”
Analogien var lidt tabt for mig, da jeg ikke rigtig har nogen holdning til Alfa Romeo bilmærket. Marcus var da heller ikke komplet afvisende, “jeg ville ikke skamme mig over at tage den med, hvis jeg var på vej ud ad døren.” Men dybere indrømmelser end dette, samt en karakter på …


… var alt, jeg fik lusket ud af ham.
Jeg var, som man nok kan mærke på gennemgangen en kende gladere for brygget.

Kentucky Bourbon Barrel Ale, Lexington Brewing & Destilling Co.

Det skal helst smage af øl …

Så er der endnu engang rod i kronologien. Men det er måske ikke så sært i betragtning af, hvor kaotisk alt er for tiden. Jeg rykker snart teltpælene op, og flytter til den anden ende af landet. Hele min lejlighed er et kaos af flyttekasser og andet rod, og de sædvanlige bekymringer om, om jeg nu kan få det hele med og alt det andet, der nager ved flytninger, rider mig som en mare.

Men ellers har jeg det nu meget godt. Men der er ikke noget at sige til, at ikke alt sker i den helt rigtige rækkefølge. Denne øl prøvede jeg således før Weizenbock’en fra sidste anmeldelse. Der foreligger sådan set allerede en videoanmeldelse af den og hardcore fans vil have bemærket dette, samt opdaget at videoanmeldelsen findes under videoerne i drop down-menuen øverst på bloggen. De vil samtidig have bemærket, at der i modsætning til de andre listede videoanmeldelser ikke henvises til en bloganmeldelse endnu … hvis de altså er så meget fans, at jeg måske vil synes, det er lige lovlig hardcore nok.

Meget snart vil  der selvfølgelig være en henvisning på videoanmeldelsen til dette bloganlæg. Men det vil jeg vente med at lægge ind, så folk kan klikke sig ind og se, at der vitterlig ikke linkes til dette blogindlæg endnu!

Brygget er en stærk sag på 8,2%, der efter skænkning emmer af præcis det den er – en fortrinsvis lys ale, lagret på bourbon-fade. Majs-whiskyen og træet mærkes tydeligt i næsen, og allerede der begynder jeg at savne duften af øl. En sød antydning af malt afslører dog, at det trods alt er øl, man sidder med i hånden. Farven matcher ellers røgede single malts fint, og bourbonimpressionen (ja, jeg ved godt, at single malt whisky og bourbon ikke er det samme) gør sig som antydet entydigt til kende. Det tætte, fyldige marengsskum, vil man til gengæld nok være fri for både i whisky og bourbon, mens det oven på en øl, er en ren visuel fornøjelse.

Kan man lide Innis & Gunn’s whiskylagrede øl – et par af dem anmeldte jeg i bloggens spæde barndom – vil man også kunne lide denne øl. En skarptsyrlig kant af whisky og egetræ gør sig omgående gældende, og behager smagsløgene i det omfang sådanne impressioner forventes. Jeg kan til gengæld ikke lade være med at savne egentlige humleimpressioner og maltsmag – her må man nøjes med følelsen af malt alene. Spørgsmålet rejser sig uvægerligt, om ikke smag af bourbon bedst udtrykkes i – vel, bourbon – og ikke i øl?

På den anden side karakteriseres øl jo netop af at være aldeles mangfoldigt, spraglet og broget. Så en øl, der smager af whisky er vel egentlig ikke uhørt. Jeg bliver bare aldrig helt gode venner med det. Ikke desto mindre indrømmer jeg gerne brygget her kvalitet vel over en kedelig, beige fællesnævner. Det vil i hvert fald noget, og efterhånden som det får lidt temperatur og ilt, åbner det sig også mere, så whiskyaromaen glider lidt bedre og behageligere gennem munden i takt med at spritten når hjernen.

Så det ender godt alt sammen.

Ayinger Weizenbock, Privatbrauerei Ayinger

Reddet af syren …

Mere og mere bliver pakket ned efterhånden som jeg nærmer mig store flyttedag. At lave videoer før flytningen har jeg opgivet, men jeg vil stadig skrive på bloggen, så længe jeg har øl at anmelde.

Som nu denne hvedebock, eller Weizenbock, som jeg gav min far i fødselsdagsgave – sammen med lidt andet godt. En tysk klassiker, der traditionelt yder noget mere tyngde og substans end den almindelige, and let’s face et, noget generisk kedelige hvedeøl.

Det mærker man straks ved skænkning. En meget mere substantiel duft af franskbrød og banan forplanter sig, end den mere vandede Weizen, hvor sådanne toner typisk er mere antydningsvise.

Smagen er forfriskende syrlig, overraskende fyldig, sprittet, og med en smagsprofil, der vanskeligt lader sig beskrive, ud over at bananelementet også i smagen er præsent. Det er mere en øl man mærker i sin syrlige og insisterende prikken og snitten overalt i mundens slimhinder – en øl man oplever, for hvilket den opnår min umiddelbare begejstring.

Undervejs vokser bananelementet imidlertid til en småvæmmelig klump, som jeg bestemt kunne være foruden. Men det er åbenbart vigtigt for hvedeøl, at de skal smage af banan på en eller anden måde. Var det dog bare en måde, der var velgørende og rar – for det kan faktisk lade sig gøre. Men nej.

Brygget må lide under en bananimpression, der bortjager samme begejstring, jeg ellers gerne viser bryggets syrlighed. Og på vægten formår syrligheden da også at redde en substantiel del af bryggets ære.

Carlsberg Humle, Carlsberg

But why, whyyyy!?

Carlsberg har smidt en uflitreret pilsner på markedet. Ja, det er så evigt innovative derude i gentrificeringsenklaven i Valby. Eller måske ikke, for uflitrerede pilsnere er olle Kamellen lige syd for grænsen, hvor stilen kendes som ‘Naturtrüb’, og er næsten lige så gammel som Moses. Uden lige at kunne smide eksempler på bordet, er jeg ret sikker på, at flere mikrobryggerier herhjemme også allerede har stilen i deres kataloger.

Og længe efter, at det er gårsdagens nyheder, buldrer industrikæmpen frem i et forsøg på at tage sig nyskabende ud. Lad mig prøve undtagelsesvist at vise mig fra min positive side over for industrien og helt undlade at kalde Carlsberg det, der først falder mig ind – pinlige, forsinkede, grinagtige … hov, nu kom jeg sørme til at kalde dem alt det alligevel. Det var jeg vist ikke så god til.

Nå, lad mig prøve igen. I stedet vil jeg kalde deres forkølede forsøg på at være den kække, frække, unge, nye i klassen … sødt? Nuttet? Kært? Foreslå gerne andre smykkende tillæg til Carlsbergs allerede bedagede initiativ i kommentarerne.

Brygget gør det ellers visuelt OK med et pænt, tåget ydre, og meget plastisk marengsskum. Duften byder på humle og fusel, begge dele mere markant, end man er vant til fra industrigiganterne, så måske er der en overraskelse i vente?

Nå … brygget viser sig bare at være en Carlsberg som så mange andre. Igen vil jeg prøve at være positiv, og derfor undlade at betegne brygget som tyndt, vandigt, hult og uinspirerende …

Damn! Jeg er bare ikke særlig god til det der ‘positivitet’?

Jeg mener selvfølgelig, at brygget er rigtig godt til tørst. Og oven i købet kan man da godt mærke, at der er noget humle, der rasler rundt derinde et eller andet sted. Så i let berøring med noget krydderi har væden i dåsen da været. Det vil jeg da gerne – eller rettere, aldeles modstræbende – indrømme.

Det må imidlertid også undre mig en kende, at brygget reelt ikke smager af mere end flagskibet Carlsberg Premium. I virkeligheden smager det nok af lidt mindre. Og det ansporer jo ikke så lidt til at stille spørgsmålet …

Hvorfor?!

Ølfestival i Lokomotivværkstedet 2019 – III

Is, videnskab og genkendelse …

Jeg er godt i gang med at pakke den lille lejlighed i Husum ned. Næste stop er Thisted – jeg har allerede sikret mig en bolig deroppe – med mere plads, spisekøkken og ingen trapper at rende op og ned ad. Selve flytningen kommer først til at finde sted i løbet af et par uger, og så krydser jeg ellers fingre for, at de broer jeg brænder, åbner flere døre i den anden ende.

Det når vi alt sammen til, og her på bloggen skal jeg nok holde jer underrettet. Mens man sådan pakker, støder man på mange interessante gamle ting. Nogle smider man ud, mens man ikke nænner at skille sig af med andre. I nullerne skrev jeg faktisk udførlige dagbøger, jeg nu genfinder. Det fik en ende da jeg flyttede til Århus i 2009, men ikke lang tid senere startede jeg bloggen her – og den har faktisk fungeret som en slags åben dagbog siden.

Jeg er ikke bare glad for at kunne dele mine øloplevelser her, men sandelig også alt det andet, jeg kommer ud for. Og jeg kan roligt love, at det også fremover vil være sådan.

De indledende øvelser således vel overstået før den sidste gennemgang af oplevelser fra Danske Ølentusiasters store årlige ølfestival i Lokomotivhallen. Mit billedarkiv afslører, at den næste pind i arrangementet var en gentagelse fra sidste år af en gruppe fysiknørders eksperimenter med piskefløde, øl og flydende kvælstof. Der er ikke nogen videre grund til at gå nærmere i detaljer med det. Til gengæld er jeg glad for, at jeg kunne dele oplevelsen med Marcus denne gang. Også han var begejstret for forestillingen – og den meget friske og smagfulde is bagefter.

Thai Cargo, La Debauche
Det var blevet tid til endnu en genganger fra Copenhagen Beer Festival i april. Franske La Debauche var også i Lokomotivværkstedet på pletten med et udvalg af ekstraordinære øleksperimenter, såsom denne Imperial Stout.
“Hold da op, hvad er det den dufter af?”
“Jeg fornemmer noter af lemongrass, grøn chili, kokosnød, galanga, lime og noget jeg ikke ved hvad hedder på dansk,” svarede Marcus selvsikkert, overlegent og ikke det mindste sarkastisk, idet han læste ingredienserne op direkte fra etiketten på flasken med et smørret grin.
“Flab! … men man kan godt mærke den grønne chili – smager dejligt!”
“Fortræffeligt!” trumfede Marcus
Her brød ekspedienten inkvisitorisk ind, idet hun hæftede sig ved, at jeg havde lagt vægt på, at den grønne chili var særskilt mærkbar.
“Jeg synes godt man kan smage den – den er friskere,” forsvarede jeg mig.
“Er du sikker på, det ikke er limen, du kan smage?”
“Jo, det kan godt være …”
“Og jeg synes også, at kokosnødden runder den fint af.” – og at der var tale om endnu en fuldfed øloplevelse af de både rigtig gode og småbizarre, var der ingen tvivl om.
“Jeg skal i hvert fald have et par af dem her med,” brød Marcus nu ind, “og så skal vi – også selvom vi bitterligt kommer til at fortryde det, prøve en af dem med ansjoser.”
Vi havde hørt rygter om en øl, brygget på ansjoser, og dette havde bragt os til La Debauche’s stand. Men da vi nåede frem, var der ikke flere smagsprøver tilbage. Jeg er i tvivl om, hvorvidt det faktisk lykkedes Marcus at få en af dem med fra udsalgsstanden. I så fald håber jeg, jeg kan være med til at prøve den, og rapportere om det.

Gohan Biiru, DTU Bryghus/Science Brew
For to år siden modtog jeg en invitation fra DTU Bryghus om at komme forbi deres eksperimentelle bryggeri, og prøve nogle af deres varer af. Det var overordentligt spændende, og beærede mig desuden med det venlige bekendtskab med brygmester Preben Bøje, som jeg da også hurtigt fik trykket hånd med. Og så var det ellers tid at smage på varerne.
At finde god fylde i øl, mens øllet føles let, ser man ikke tit, men her lykkes det rigtig godt. Det rødbrune bryg smager dybt af mørk malt og træ. Marcus anbefalede at piske den rundt i munden et par gange, så hele mundhulen fik gavn af den.
Tyve procent af malten i brygget er erstattet af overskudsris fra restauranten Sticks & Sushi. Dette gør ikke alene brygget lettere, men også grønnere idet det reducerer madspild – og sparer en del af den CO2, det koster at producere malten i første omgang.
Anbefales herfra at skænke hvis nogen af mine læsere en dag skulle få medlemmer eller vælgere af Dansk Folkeparti på besøg. De kan få en velsmagende øl, der hedder noget fremmedklingende, og som oven i købet bedst markedsføres for klimatosser. Ellers kan man også bare drikke den selv.
Stor tak skal lyde til Daniel, ekspedienten, der så indlevende og opslugende fortalte om brygget.

IPA, DTU/Science Brew
Der var intet, der kunne vippe de to ekstraordinære bryg fra Northern Monk af pinden. Til gengæld var historien om Gohan Biiru så spændende, at vi blev hængende i DTU’s stand for at prøve lidt mere fra det DTU-affilierede eksperimentelle bryggeri Science Brew.
Deres IPA blev jeg advaret om, var en mild en af slagsen. Næsen var da heller ikke ligefrem noget at skrive hjem om, men Marcus var om ikke andet begejstret for smagen.
“Hold nu kæft Kaj,” udbrød han som reaktion på min noget lunkne oplevelse af bryggets karakter, “den er fyldig, den er frugtig, den er legesyg. Det her er hvad du og jeg som de gamle røvhuller vi er, ville kalde ‘en lethumlet IPA’. Men det er en pissefed sommer-IPA!”
Modstræbende – for det bliver jeg gerne, når jeg må døje den slags udfald – indrømmede jeg dens kvaliteter som let sommerbryg. Ikke mindst hvordan den lagde sig mageligt friskbittert bag i munden.
“Men den der syrlighed også … Nu er vi ovre i noget sommeragtigt, og dig som geuzeboi no. 1 må da værdsætte syrligheden!” fortsatte Marcus, “hands down – af alt hvad vi har smagt i dag af IPA’er, er den her den bedste!”
“Nej – den slår ikke den fra Kvickly Allerød (Northern Monk – red.). Men den er også svær at slå.”
“Men jeg vil mene, den her er på linje med den!”
“Men med en helt anden karakter …”
“Jo, ingenlunde så humlet som sådan nogle tunge IPA’er,” causerede Marcus, “men den er en reminder om, at IPA også kan være let og samtidig smagfuld og drikkelig. Fandeme godt!”
Min begejstring nåede aldrig op Marcus’ niveau. Noget tyder dog på, at der her er en lækkerbisken for folk, der foretrækker deres IPA afdæmpet. Jeg foretrækker IPA for fuld musik, og det kan da godt være, det bare er mig, der er mærkelig.

Særbryg, Christiania Bryghus.
Det var ved at blive sent, og der var også grænser for, hvad selv to garvede kvartalsdrankere kunne tåle at få inden for vesten uden at falde om. Vi gik os en lille tur for at finde det sidste sted at prøve øl før hjemturen, og sådan stødte vi på Christianias bod ude i gården. Faktisk tror jeg, det var min anbefaling af deres fortrinline pilsner Super Nova til Marcus, der gjorde, at vi endte med at hænge ud der de sidste minutter.
Jeg blev imidlertid genkendt. Jeg syntes godt nok også, at antallet af følgere på facebook gik noget i vejret, da jeg lavede min videoanmeldelse af samme bryg, og nu fik jeg så mulighed for at trykke nogle af dem i hånden, der sådan havde opdaget mit lille, efterhånden aldrende blogprojekt. Jeg har blogget i 9 år nu, og næsten hvert år glemt at markere selve jubilæumsdagen. Således også i år.
Jeg blev budt en ganske særlig ære i den anledning. Jeg fik lov at prøve brygmesters eget lille særbryg, et batch på i alt sølle 25 liter, som tak for at have bragt det glade budskab om Christiania Brygs fortrinlige øl ud i verden.
“Friskt og græsagtigt. Levende og velbehageligt, og perfekt serveret ved en temperatur mellem 10 og 15 grader,” var Marcus’ begejstrede beskrivelse. Derudover glædede jeg mig over friske og spæde grannåle og bryggets finurlige lethed, som den relativt høje temperatur lod understrege.
Endnu et bryg, jeg ikke ville have kunnet få fat i, hvis ikke jeg var på ølfestival. Blandt alt det andet, man kan få uden for festivalen var det nu ikke fordi dette bryg tårnede sig op. Æren er alligevel intakt sammen med benovelsen over, at man sådan får lov til at blive inviteret ind i privaten.

Stardust, Christiania Bryg
Og efter en selfie med Brygmester selv (se øverste foto fra 1. del af denne lille serie), var det tid til et allersidste bryg: Stardust.
“Perlende champagneagtig frisk, letsyrlig og øh …”
“Du lyder som en onkel,” brød Marcus ind, “der virkelig ikke har lyst, men er tvunget til at stille sig op og holde en tale ved konfirmationen.”
“Det er det. Jeg er også ved at være godt brugt efterhånden.”
Sådan så Marcus sit snit til at overtage: “Den har en guezeagtig surhed i næsen, som er overordentlig tiltalende.”
“Ja, det er sådan set rigtigt. Jeg har ikke prøvet nogen gueze her på festivalen, hvilket jeg næsten er lidt ked af …”
“Kaj, I beg to differ,” og her skal bemærkes, at jeg tog aldeles fejl, da jeg troede at Marcus erklærede sig uenig i, at der var noget at være ked af. “Prøv at tage en stor slurk og skum den gennem munden. – Nu har du smagt en gueze!”
“Det har du faktisk ret i.”
“Ja, og det er en fortræffelig én af slagsen!”
Brygmester gav også Marcus ret, og tilføjede at han godt kunne se den som en aperitif som alternativ til, hvad man ellers byder af aperitiffer. “Og til dem, der ikke kan lide humlesmagen – den behøver de i hvert fald ikke frygte i den her. Den kan alle drikke fra 5 år og op!”
Alle lo, og Marcus kilede lynhurtigt en disclaimer ind, over, at den sidste kommentar måtte stå for gæstetalerens egen regning.
Han går i øvrigt under navnet ‘Greven’.

Og således slutter reportagen fra årets store ølfestival i Lokomotivværkstedet. Vinder blev Northern Monks uforlignelige stout Even More Death, med samme bryggeris IPA, Glory på en meget flot andenplads. Kvickly Allerød skal have aldrig så meget ros for at have brygget med i deres stand, og hvis de kan findes på hylderne deroppe også, så ved jeg hvem jeg snarest muligt skal have til at redde mig et par stykker. Jeg har som nævnt familie i området.

Jeg havde ikke nogen overordnet plan for, hvad jeg ville finde. Så i et forkølet forsøg på at trække nogle linjer ud af indtrykkene fra festivalen – og i øvrigt de andre festivaler, jeg har været til i foråret, hæfter jeg mig først og fremmest ved, at IPA stadig står meget stærkt, og næppe bliver væltet af pinden foreløbig, også selvom typen langt hen ad vejen er gået hen og blevet mainstream.

Inden for typen er der stadig plads til opfindelser, overraskelser og eksperimenter, der kan få oplevelserne til at ekspandere endnu mere. Og det glæder jeg mig til at opleve.

En sidste tak skal lyde til Marcus for at han gad være med. Tak til læserne for at følge med. Forbliv indstillet til flere regulære anmeldelser inden længe.

Ølfestival i Lokomotivværkstedet 2019 – II

Fra venstre: Marcus, undertegnede og Bo. Tak til Louise for håndtering af kamera.

Store oplevelser – i rap …

Jeg har det faktisk skidt med den måde, sidste indlæg endte. Misbrug af børn er et enormt problem i Belgien, og det er ikke noget man skal lave sjov med på nogen måde overhovedet. Nu er pandoras æske imidlertid åbnet, og det jeg så kan forsøge, er at gøre en smule opmærksom på, hvor grotesk og modbydelig sagen egentlig er. Jeg har fundet dette exposé fra The Guardian, helt tilbage fra 2002, der gengiver de store linier i Belgiens store pædofilisag. En arkiveret nyhedsartikel fra BBC online fra 2004 fortæller at de hovedmistænkte, Marc Dutroux og Michel Nihoul blev dømt skyldige. Dutroux afsoner den dag i dag en livstidsstraf, mens Nihoul allerede i 2005 blev sat fri.

Sagen ledte til spekulationer om, hvorvidt de Belgiske myndigheder var involveret. Efterforskningen var påfaldende sjusket og ledsaget af en række belejligede dødsfald blandt hovedvidnerne i de anklagede børnemishandleres favør.

Jeg føler jeg har fået det lidt ud af systemet endnu. Jeg ved ikke om det underbevidst var derfor, der ikke blev prøvet flere øl fra Belgien på ølfestivalen – men selv hvis det var tilfældet, ville det også være lidt fjollet, da det jo for pokker ikke er den fine belgiske ølkultur, der er skyld i hele den misære.

Vel – det var alvor nok. Nu tilbage til føljetonen om Marcus (den bandit) og min tur på ølfestival i Lokomotivværkstedet sidst i maj måned.

Svend Tveskæg MIPA, Old Hat Brewing Co.
Aftenen stod åbenbart i IPA’ernes tegn. Vi spillede sikkert, idet det er sjældent at man går helt galt i byen med en IPA. MIPA’en Svend Tveskæg fra Old Hat Brewing Co. på Frederiksberg er krydret med mjødurt – så har man også en forklaring på navnevalget. Derudover er brygget tilsat laktose, hvilket forklarer M’et i betegnelsen – Milk IPA.
“Den her gør det modsatte af de andre IPA’er vi har smagt,” startede Marcus, “de andre havde det meste i næsen. Den her har en fræk, bred lidt overraskende smag, der pludselig breder sig lystigt ud over tungen et halvt sekund efter den er kommet indenbords. Legende offensiv! Den her har det i glasset, der er legesygt og fornøjeligt …”
“Ja, der er noget bitterhed der kradser lidt og river lidt,” gav jeg Marcus lettere modstræbende. På optagelsen (jeg må indrømme at oplevelsen her næsten en måned senere fortaber sig af lige netop denne øl) lyder jeg i hvert fald ikke helt så begejstret som ham.
“Og mens de andre var lidt tåget ananas-appelsinfarvede, så er den her også mere rødbrun i det og smager derefter,” tirerede Marcus ufortrødent videre.
På den anden side skal jeg ikke afvise, at min utilbøjelighed til at afbryde Marcus med protester, kunne indikere, at jeg faktisk også var godt tilfreds.

Undervejs i min gennemgang støtter jeg mig ganske meget til mit billedkatalog. Efter MIPA’en var vi en tur ude i gårdarealet, og mon ikke det var for at nyde den aldeles smagfulde Wurst med kartoffelsalat, som madstedet diskede op med. Jeg skylder Marcus tak for mulje ud over godt selskab.

Jeg rendte ind i et par gamle venner – Louise, som jeg har spillet i pipe band med back in the day, samt Bo, som man vil kunne opleve i selskab med hans sidekick i denne facebook-video fra sidste år. Se i øvrigt skilderiet øverst.

Men pligten kaldte. Aldrig så snart vi havde forladt gårdarealet, mætte og tilfredse, før Marcus havde fundet hele to øl, vi skulle prøve.

Glory Tripel IPA, Northern Monk
“Det er godt øl! Det er rigtig dejlig overvældende IPA, det her!”
“Det er lige før det har en tand af surhed?” udbrød Marcus både begejstret og overrasket.
“Det er IPA som det skal være!”
“Det er IPA, som blev skænket kold for få minutter siden, men det smager i sin fylde lunt! Og det er ikke dårligt!”
“Det er det ikke,” istemte jeg, “og det er næsten så tykt, at det skal tygges!”
IPA’en fra Northern Monk var tydeligvis et højdepunkt af de helt store. Og der var mere i vente.
“Man kan næsten mærke humlestykkerne …” fortsatte jeg.
“Ja, man skal lige stange tænder.”
“Nøj, det er skønt …”
Osv. osv. – I forstår nok, at denne IPA var noget ud over det sædvanlige. I den grad, fristes man endda til at tilføje. Begejstrede grin. Host af humlen, der kradsede ekstra meget ved svælget …
Jep! Det var rigtig godt. Videre til næste.

Even more death Imperial Stout, Northern Monk
Og fra begejstrede sætninger, omend stadig med rigtige ord, slog vi nu over uartikulerede nydelsesgrynt og højlydt ekstatisk latter – endda kun over duften af den imperial stout, Marcus havde skaffet os fra samme bryggeri.
“Dette er ikke duften – er lugten af træ”, næsten råbte jeg i eufori.
“Det der det er basically lige dele Malibu og Kahlua for saaaatan da!” stemte Marcus straks i.
Flere henrykkelsesgrynt og brøl idet bægeret blev sat for munden.
“Som en meget meget chokoladebrunsvier!” – Ja, Marcus kunne i sin begejstring ikke engang sproge rigtigt længere. Og han er om muligt en endnu større sprogrøgter end jeg selv.
Det siger noget om kvaliteten af det dybmørke, nattætte bryg, og dets mylder af velsmagende indtryk. Søde, bitre, chokoladede, træede … “Det er lige præcis sådan noget, man tager på ølfestival for at opleve,” erklærede jeg, før Marcus påbegyndte endnu en tirade, der endte med, at dette måtte være øllets espresso eller dessertvin. For ingen ville kunne holde til et helt ølglas af den.
Siden har vi komponeret skjaldevers og psalmer til dens pris, omhandlende dens flavour af ristede, akkurat smeltede, akkurat brankede marshmellows, tilsat mørk chokolade og stærk kaffe, som vi siden har sunget ved flere højtidelige lejligh… gu’ har vi da ej. Men brygget er ikke desto mindre lavet af samme substans, der giver anledning til den slags.

Birkerød Forår, Birkerød Bryg
[OPDATERING: De to Northern Monk øl, der netop er gennemgået, blev anskaffet i Kvickly Allerøds bod, og ikke de to, der anmeldes her. Marcus har venligst gjort mig opmærksom på dette, idet hans væsentligt yngre hjerne endnu ikke er ramt i samme grad af demens som undertegnedes.] Tilbage dengang der stadig gik dinosaurer rundt på jorden … eller i hvert fald dengang Anders Fogh stadig var statsminister, arbejdede Marcus i Allerød. Der lærte han om Kvickly Allerøds vidtberømmede ølafdeling, som jeg, selvom jeg har nær familie i Allerød, faktisk aldrig selv har haft lejlighed til at gå på opdagelse i.
Men fordi den er så stor og berømt, havde den sin egen stand på festivalen. Og de næste to øl skulle Marcus vælge ud til os derfra. Ligesom han valgte de to foregående øl, i øvrigt. Men det lod han jo til at være god til, så ingen indvendinger fra min side.
Duft af lyst træ og mjød fik ikke den vilde begejstring frem i mig, da duftudtrykket ikke gjorde noget stort væsen ud af sig.
“Den har lidt mere i smagen,” indrømmede jeg modstræbende efter glasset var sat for munden. Marcus havde allerede bemærket, at nogle af de øl vi havde været mest heldige med, faktisk ikke havde duftet meget.
“Den har vel næsten mere … en humlet surhed end en bitterhed!” udbrød Marcus næsten overrasket. “Det er jeg ingenlunde imod. Og den har en god eftersmag. Men hælder man den i et glas, og går ud fra duften, så går man galt i byen når man smager den.”
Marcus roste desuden brygget for at være ét, man kunne have stående længe af, og tage en tår af ind imellem frem for at bælle det. “For en fordrukken sut som mig, er det en fordel,” afsluttede han.
“Jaeh, tosset smager den ikke,” lød mit svar. Min begejstring var vist knap så stor som Marcus’.

Birkerød Vinterbryg, Birkerød Bryg
“Uh, en lille bitte smule cideragtig tone i næsen faktisk,” begyndte Marcus, “næsten ingen næse ellers. Hvilket jo i dag har været et godt tegn – efter dig …” Åbenbart ville han have mig til at smage først.
“Uf! Den bryder jeg mig ikke om. Underligt lakridsagtig, mestendels tynd og underligt syrlig. Den smager lidt af pap og sålelæder …”
Men så let skulle Marcus’ gode oplevelse af brygget åbenbart ikke ødelægges. “Den har en surhed jeg er forbløffet over. I betragtning af farven, troede jeg den ville have mere oomph.” Herefter gjorde han meget ud af at indvende, at jeg aldrig havde været i en demonstration, hvor jeg havde smagt sålelæder, og at det i øvrigt typisk var rågummi, støvlesåler er lavet af. “Den smager af illusionen om sålelæder,” understregede han med lige dele hoven foragt og formynderi. “Det er skyggen af sålelæder … eller måske sålelæder uden for hulen…?”
Se hvor man kan blive afsporet, selvom man ikke er den i selskabet, der har en aspergerdiagnose.
Jeg anførte igen, at jeg ikke brød mig om den, men valgte alligevel at knytte an til Marcus’ hentydninger til hulelignelsen. “Jeg ved ikke rigtig hvad ideen med den her øl har været …”
Marcus – den uforbederlige optimist – roste til gengæld bryggeriet for at turde lave forskellige øl, fremfor en masse øl, der hedder noget forskelligt, men reelt smager næsten ens. “Vores nye ven, diplombrygger Leif Kjøller ved hvad han vil med de her øl, og han er ikke bange for at brygge noget forskelligt.”
“Tror du han er i familie med Povl?”
“Der er ingen, der er i familie med Povl. Povl er Gud. Povl er et abstrakt.”
“Okay.”

Og idet Marcus fik sat dét på plads, trissede vi, nu godt snaldrede, videre ud mellem de mange boder. Et sidste indlæg vil det blive til, i denne miniserie om Marcus’ og min tur på ølfestival i maj måned.

Forbliv indstillede dertil.

Ølfestival i Lokomotivværkstedet 2019 – I

På jagt …

Så har jeg omsider fået adresseret elefanten i lokalet, eller i hvert fald på mine harddiske i hhv min telefon og min PC – de mange optagelser og billeder fra årets store Ølfestival i Lokomotivværkstedet i København SV, hvor jeg indfandt mig så langt tilbage som 24. maj i selskab med min så hyppige medsmager og -anmelder, Marcus.

En slem omgang ondt i sjælen har forsinket renskrivningsprojektet flere gange, og det har jeg som bekendt allerede udbredt mig om så rigeligt, så det skal læserne forskånes for her, ud over at det hurtigt skal nævnes.

På forhånd vil jeg takke Marcus for at han gad tage med og selvfølgelig, at han fik mig overtalt til at deltage i den Bachelor-undersøgelse på Esrum Kloster, hvor netop min besvarelse efterfølgende blev udtrukket som vinder af en billet netop til Ølfestivalen i København. Havde jeg ikke vundet billetten, havde jeg nok købt den i stedet – og så måske ikke alligevel. At jeg, der ellers aldrig synes, jeg vinder noget, gik hen og vandt den ene af de to billetter, der var sat på højkant (ud af 140 besvarelser) gjorde det midt i en dengang allerede murrende depression klart, at det i hvert fald var noget, jeg skulle med til.

Jeg vil prøve at gøre det kort og koncist som altid … men Marcus var med, så det kan selvfølgelig godt blive en udfordring, da han lider af præcis samme inkompetence udi kortfattetheden, som jeg selv gør. Men så må jeg vel dele min rapport op i 2 (eller 3 eller 4. Måske endda 5) dele, ligesom jeg gjorde med Esrum-rapporten for at den heller ikke skulle blive for lang.

Belle Saison, Thyras Bryg
Vores ankomst til hallen var imidlertid ikke koordineret ned til minuttet, så jeg indfandt mig en liden stund tidligere end min medsmager. Det første og eneste bryg jeg prøvede på egen hånd blev således Belle Saison fra Thyras Bryg, et bryggeri i hjertet af Roskilde. Syrlig i duften med noter af vanille og franskbrød. Syrligt-sød smag og med en anelse banan i smagen. Forfriskende for så vidt, men i virkeligheden med mere karakter af en Witbier end en Saison.

Mere nåede jeg altså ikke at solo-smage. Marcus havde indfundet sig, og vi mødtes ved lokomotivet bagest i hallen, hvorefter vi gik på jagt …

Djævel, Musicon
“Silkeblød og forførende” ævlede Marcus om denne, den første øl, vi prøvede sammen. “Kaj påstod jo, ung og naiv som han er, at den intet djævelsk havde over sig. Hvor jeg jo …” Bemærk her, hvordan det i en verbatim gengivelse af Marcus’ ordstrøm fremgår, hvor glad Marcus er for ordet ‘jo’. Han er ellers kendt for at påtale andres brug af det lille ord, så snart han kan komme til det. Vel, det var et sidespor “… skarptsynet og depraveret som jeg er, vil fremhæve at den holder 8% og smager som din sødeste, flinkeste ven som du kan stole på. Og før du ved af det er du sejlende beruset!”
“På den måde er den selvfølgelig en djævel” indrømmede jeg. Som Marcus antydede, syntes jeg den manglede noget grovhed, bitterhed og noget tyngde. Navnet taget i betragtning forekom brygget mig ufarligt og noget for let. Men sådan mindede den vel udmærket om genrens originale form, der netop var relativt let og sød.
Mon ikke det mest var navnet, jeg var utilfreds med? Oplevelsen var der, og gensynet med Musicon fra Copenhagen Beer Festival var glædeligt.

I år havde jeg ikke nogen overordnet plan for, hvilken type øl, jeg ville gå efter. I stedet danderede Marcus og jeg mere eller mindre planløst rundt og prøvede blot det, vi syntes så interessant. ud …

Sundancer Sea Buckthorn, Åben
… såsom denne New England IPA med havtorn. NEIPA er kendt for deres særligt høje humleindhold, og brygget her kunne da også udmærket gøre det ud for lugtesalt, der nær kunne vække døde til live.
“En legesyg frugtighed, der boltrer sig,” causerede Marcus, “hvis smagen lever op til resten er jeg fuldstændig blown away!”.
Det umiddlebare indtryk var vi rørende enige om: “Hold da op!” Men derfra blev oplevelsen en kende mere afdæmpet. “Det er som om nogen har blandet appelsinvand fra min barndom sammen med IPA,” sagde Marcus, “men leider er der mere appelsinvand end IPA.”
Vi var enige om, at brygget var lettere end forventet ud fra den ellers meget lovende næse. Og uden at brygget på noget tidspunkt var dårligt, måtte man alligevel føle sig en anelse snydt.

Prohibicija, Sakiskiu Alus
I forhåbning om noget bedre – eller bare noget der var mindst lige så godt, for igen, Sundancer Sea Buckthorn var overordnet langt fra en skuffelse – gik vi videre til Prohibicija, der var endnu en NEIPA. Men her stod NE ikke for New England, men derimod North European. Bryggeriet er fra Litauen, og det er vel derfor, de tilføjer præfikset NE som en kæk og tilpas næsvis finurlighed.
I udtrykket – at dømme ud fra oplevelsen i hvert fald – adskilte den sig ikke meget fra Sundancer. Det fik mig spontant til at overveje, “mon de lette IPA’er er på vej frem?”
“Det håber jeg ikke,” mumlede Marcus imellem to af de sprøde litauiske brødsnacks, som udskænkningsstedet havde stillet frem som supplement.
“Det håber jeg heller ikke,” erklærede jeg med et ikke uanseligt kvantum panik i stemmen.
“Jeg skal i øvrigt sige,” knasede og gumlede Marcus videre, “mens vores litauiske ven i baren ikke kan høre det: De her litauiske brødsnacks er gode, men lettiske brødsnacks er uendeligt gode.”
Så er nogle af læserne derude til brødsnacks, synes jeg I skal tage imod dette pro-tip fra en kender.

Wittekerke Rosé, De Brabandere
“Skulle vi ikke prøve noget surt øl?” foreslog jeg med succesen fra Esrum stadig nogenlunde frisk i hukommelsen – altså at Marcus ikke harkede og spyttede det sekund hans mund kom i kontakt med en geuze. Men et så opstemt “Jo” fra Marcus havde jeg nu alligevel ikke ventet.
Med selve aftenen langt uden for frisk erindring husker jeg ikke længere forløbet præcis. Men så vidt jeg husker havde Marcus for et øjeblik forladt mig, mens jeg bestilte smagsprøverne til os. I hvilken stand husker jeg desværre heller ikke længere.
Jeg bad i hvert fald om deres sureste øl … som de kunne fortælle mig var udsolgt. Vel, jeg besluttede mig lynhurtigt for at springe i den stik modsatte grøft og bestilte i stedet det sødeste, de havde. En Wittekerke Rosé fra Brasserie de Brabandere blev det til. Bryggeriet har leveret hvad der fortsat er min største surtølsoplevelse nogensinde – den uforlignelige foeder Aged Pale.
Efter den nødvendige, men også noget fjollede indledende manøvre, hvor vi skiftevis harkende og spruttende spekulerede over navnets udtale på flamsk, og jeg havde konstateret at brygget duftede dejligt, tog vi hver et drag.
“Holllddaopmand! Hindbær like crazy!” udbrød Marcus begejstret. “Øj manner!” Et par sekunder fattede han sig, hvorefter tiraden for alvor måtte starte: “Jeg tror du og jeg er stærkt uenige, men denne øl, hands down, er den første øl der et-hundrede procent har levet op til og leveret, muligvis overgået, hvad den lovede! Det er lige i skabet for en hindbærbrus det her! En hindbærbrus man bliver fuld af.”
Mine bekræftende grynt på optagelsen antyder nu, at uenigheden slet ikke var så stor endda.
“Jeg er enig, jeg kan også godt lide den,” forsvarede jeg mig, “ikke mindst fordi jeg også synes den har en sur kant.”
“Jeg har nok tilbragt for mange år sammen med Kaj Geuzeboi Framke til at kunne bemærke den der sure kant. Jeg synes den smager sødt og dejligt.”
“Det gør den også, men der er også en sur kant. Og den er utroligt forfriskende,” fortsatte jeg i håb om snarligt fælles fodslaw. “Den kunne jeg sidde og bælle i litervis på en varm sommerdag.”

Det var så her Marcus lavede en højst upassende vittighed om, at brygget ville være egnet til en børnefødselsdag, der også havde det som pointe, at brygget var fra Belgien. Jeg vil undlade at gengive vittigheden i sin fulde længde her. Jeg vil faktisk slet ikke gengive den, men blot undskylde for min medsmagers til tider anstrengende form for humoristisk sans, som i dette tilfælde ikke engang kunne undskyldes med, at vi havde fået for mange genstande under vesten.

Der var kun fire indtil videre – vel, fem for mit vedkommende, men det var ikke mig, der var upassende.

Jeg vil knække beretningen over her, så der ikke går for lang tid mellem at der bliver lagt nyt op på bloggen. 2. del af beretningen følger snarest. Jeg håber, I forbliver indstillet.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme