Kvantitativt har det været et sløjt år. Aldrig har jeg anmeldt så få øl som i 2021 i al den tid jeg har haft nærværende ølblog. Og ikke nok med det synes jeg sjældent, at jeg har kunnet give mig fuldt ud, når jeg endelig fik taget mig sammen til at tage mig sammen til at få anmeldt den øl, jeg havde prøvet flere måneder forinden.
I erkendelse af, at jeg alt for ofte lader læserne vente for længe på et indlæg, der slet ikke er ventetiden værd, har jeg taget den tunge men alligevel også i mine øjne rigtige beslutning at lægge bloggeriet på hylden. Permanent? Det ved jeg ikke – men i hvert fald i et godt stykke tid fremover. Sagen er den, at min personlige situation også byder mig at tænke lidt mere på mig selv og mine nærmeste frem for at jagte flere læsere og følgere på nettet.
Sagen er den, at jeg mellem jul og nytår fik en ret voldsom COVID-19 infektion. Siden da har mine smagsløg kun været en skygge af dem selv. Jeg går rundt med en permanent smag af pebermynte i munden, og det er også, hvad det meste, jeg putter i munden smager af – ud over vand. Alvorligere er det, at jeg i januar måned kørte galt i min bil. Der skete ikke noget fysisk med mig, men ulykken skyldtes at jeg fik et blackout under kørslen. En tur på Aalborg Universitetshospital reddede mig en epilepsi-diagnose. Det var slemt nok i sig selv, men det skulle vise sig ikke at være det eneste der var galt med mig. Anfaldet, der havde ramt mig i bilen, ser ud til at være forårsaget af en svulst i hjernen. Ja, jeg har simpelthen en kræftsvulst af alle ting og af alle steder i hjernen.
Den er jeg nu i behandling for, og det giver mig så mange bivirkninger, at jeg ikke magter at skrive på bloggen i øjeblikket – altså ud over at jeg ikke kan smage de øl, jeg drikker.
Jeg vil gerne bruge anledningen til at sige mine læsere adieu Beklager endnu engang den lange ventetid på et nyt indlægl, men det er trods alt et af fbloggens hallmarks, der hermed holdes i hævd i dette sidste, korte og vemodige indlæg.
Øl: Red & Green Jule IPA Bryggeri: Indslev/Vestfyen Type: IPA ABV: 6,3% Land: Danmark Købt: Donation fra Bryggeriforeningen.
Det af Vestfyen overtagede foretagende Indslev har ligesom så mange andre bryggeier i juletiden sendt et højtidsprodukt på markedet. Jeg må ærligt indrømme – og i øvrigt gentage mig selv i samme ombæring – at jeg endnu ikke helt har lært at greje ‘jule-IPA’en’. IPA er en frisk og meget skrarpt bitter øl, der bedst egner sig i varmt vejr og til krydderier som ingefær og chili, snarere end nelliker og anis. Men – på den anden side er der de ledsagende aromaer af citrusfrugter, og det er jo faktisk ret julet, når det kommer til stykket … så måske alligevel eller noget?
Tanken om, at bryggerierne febrilsk leder efter en undskyldning for at strække konceptets holdbarhed til langt over dets intention, og ofte desværre med svigtende held, nager i hvert fald, mens jeg knapper op. Brygget ser ellers flot ud – højrødt og indrømmet julet i løden, med matchende fedtet gyldent skum. Det begynder godt … … og fortsætter så en kende mere tvivlsomt med en svag, og ærligt talt uinspirerende duft, der ikke lover gunstigt for smagsoplevelsen. Heldigvis er der ikke den store overensstemmelse mellem den mestendels våde og uinspirerende næse og et overraskende drøn af skarp og frisk bitterhumle det øjeblik brygget når bag læberne. Frisk rødgran river og flår i tunge, gummer og mandler, og åbner således, forfriskende voldeligt og uelegant, smagsløgene for fine, krydrede og slet ikke ujulede biaromaer af appelsin, sukat og figner på den søde side, samt kommen, nelliker og anis på den krydrede.
Jeg holder fortsat på, at IPA og jul ikke passer særlig godt sammen – men der er åbenbart undtagelser. Indslevs Jule IPA er en af dem.
Øl: Jule Bocken Bryggeri: Viborg Bryghus Type: Julebock ABV: 7,3% Land: Danmark Donation fra Bryggeriforeningen
Ej enig … Jeg må hellere se at komme i gang med juleøllene. For der er sørme mange i år! Bryggerieforeningen syntes, de skulle sende mig et udvalg af årets julebryg – og så kunne jeg jo ellers se, hvor meget jeg kunne nå at anmelde før jul. Stor tak går selvfølgelig ud til dem, sammen med en indrømmelse om, at tidspunktet nok kunne være en anelse bedre valgt. Jeg slås fortsat med et lavt motivationsniveau, hvilket jeg gjorde bryggeriforeningen opmærksom på, da de henvendte sig angående donationen. Da de ikke protesterede over, at jeg nok ikke nåede det hele før jul tænkte jeg, at jeg så ville kunne fortsætte traditionen fra alle årene med at anmelde juleøl langt ind i det nye år. Det er nok, hvad der kommer til at ske, så forbliv indstillet.
Samtidig kan det jo også være, at jeg genvinder lidt af glæden ved at anmelde igen. Julemåneden plejer gerne at være travl på bloggen, og jeg vil heller ikke have siddende på mig, at juleølsanmeldelserne udebliver, bare fordi mit humør gør knuder.
Så til værket. Strøet med let hånd i dette indlæg er et par skud af de mange øl fra den gavmilde donation. Kigger man godt efter vil man også kunne spotte et par øl fra Thisted Bryghus, som jeg ellers har forsvoret at beskæftige mig med i et års tid. Men heldigvis var det kun øl, jeg havde anmeldt i forvejen.
Dagens øl er fra Viborg Bryghus. De er folkene bag en øl, hvis anmeldelse er et af de mest læste indlæg på bloggen, nemlig ‘Luther‘. Der kan man læse min uforbeholdne mening om den dybt, dybt hadske og dybt antisemitistiske reformator, som jeg fortsat mener, det kun kan gå for langsomt med at få smidt på historiens mødding. Ingen sure miner i retning af Viborg Bryghus for at motivere mig til hin tirade – tværtimod er jeg dem taknemmelig, og de kan roligt være stolte over, at de fik en stresshærget og ADHD-ramt blogger til at skrive et så langt og researchkrævende indlæg.
Her er vi i selskab med noget lettere. I hvert fald rent intellektuelt. Jeg husker ikke ‘Luther’s alkoholstyrke, og den kunne nemt have været lettere end den her, der med sine 7,3% slår en proper næve. Ikke mindst når man som jeg er småforkølet – så gør eftervirkningerne bare det mere ondt.
Selskab for Vestjysk Ølkultur har angiveligt kåret dette bryg som årets julebryg i årene 07, 13, 15, 17 og 19, så forventningerne kan selvfølgelig ikke undgå at ligge et pænt stykke over industristandard. Brygget lægger hårdt ud med en fin, mørk lød, en kraftig, varm og krydret ølduft der emmer af humle, og højt, fedtet, gyldent skum. Aromaen sparker også fra sig. Kraftig, omend noget ufin bitterhed af mørkt træ ledsaget af honningsødme. Dette viser sig imidlertid snart kun at være initialt. Bitterheden dæmpes hurtigt, og lander i stedet et rarare sted midt på skalaen. Her kommer aromaen til gengæld til at mangle udfordring, og truer med at gøre det, der startede som en vild og spændende oplevelse, småkedelig. På den lange bane viser brygget sig at være business as usual. Og så vil nogle måske indvende, at det da også passer sig fint for en juleøl. Julen er traditionernes tid, og der må der ikke stikke for meget ud, der kan forstyrre harmonien og forventningerne. På den anden side skulle julen også gerne være tiden, hvor man gør lidt ekstra ud af tingene … og for at være helt ærlig – det synes jeg Viborg Bryghus har forsømt her.
Øl: Accidently not a Margarita Bryggeri: Koglebryg i samarbejde med Skanderborg Bryghus Type: Gentle IPA ABV: 2,7% Land: Danmark Købt: Fødseldagsgave
Det havde jeg ikke engang set … Jeg er stadig på fødselsdags- og julegave med min eks. Mest fordi jeg kan, men også fordi man som voksen bare får færre og færre fødselsdags- og julegaver sóm årene går. Så det gælder om at holde de få gaverelationer man har intakte gennem årene. Nåh ja – og så kender jeg selvfølgelig til Marcel Mauss’ bog om gaven, der er et absolut must, når man som jeg har læst religionsvidenskab … jeg har så aldrig fået læst den bog … ups, eller noget. Men det skulle fremgå af den på en eller anden måde, at gavegivning er et vigtig symbolsk udvekslingsforhold, der udtrykker loyalitet og sammenhængskraft … plus en hel masse andet som jeg måske hellere må se at få læst op på.
Dagens øl er således en fødselsdagsgave fra min eks. Selve fødselsdagen blev ellers behørigt fejret aftenen før, da Red Warszawa gæstede Thisted. Jeg og min søn havde en fantastisk aften i selskab med bandet … og et vist virus, der er i omløb for tiden, og som da lige syntes, det skulle inficere min sønnike en gang. Og når jeg sådan havde været i nærkontakt med en COVID-smittet blev det til et par ufrivillige sygedage – helt uden at være syg skulle det vise sig … Og dog. P.t. slås jeg med temmelig kraftige smerter i venstre side af svælget – især når jeg synker. Jeg har ladet mig teste igen, og fået bekræftet, at det fortsat ikke er pandemien, der har gjort sit indtog i min krop. Men eksceptionelt irriterende er det nu alligevel. Så irriterende faktisk, at jeg er begyndt at drikke te – og det er ellers ikke noget, jeg normalt gør frivilligt. Det ødelægger virkelig en spise/drikkeoplevelse, at man vånder sig hver gang man synker. Til gengæld hæfter jeg mig ved, at smagssansen er i fuld behold – så smagehobbyen fortsætter ufortrødent.
Og først nu, når jeg skriver om brygget, opdager jeg at det faktisk er en alkoholsvag øl, jeg sidder med. Mistanken strejfede mig ikke engang under afprøvningen. Det var bare mig, der ikke havde vist rettidig omhu under forarbejdet. Men det siger også noget om bryggets kvalitet, at alkoholen kan være afdæmpet uden at det mærkes i evnen til at behage.
Det lyse, omend noget lavtskummende bryg dufter ordentligt igennem af det bedste fra forår og sommer: hyld, honning og friskskåret lyst træ. Det eneste, der er forkert ved brygget indtil videre er årstiden. Men jeg har jo heller ikke nogen anelse om, hvor længe den har ligget på lager før den kom mig i hænde. Aromaen er bittersyrlig med gennemtrængende limesmag og grankogle i overraskende skøn forening. “Shut up and eat your pinecone” siger det i min popkultur-skadede hjerne, men omgivelserne her er anderledes frydehulde, fulde af fuglekvidder og vårblomster. Og smagsoplevelsen er slet ikke slut endnu. Efter en smagfuld ouverture går brygget elegant over i en første akt bestående af friskt træ, garneret med koriander og spidskommen. Endnu en fjer i hatten til koglebryg er bryggets totale mangel på andet end vand, humle, malt og gær – og alligevel smager den langt mere igennem end fx det seneste Alfheim-bryg, der var tilsat appelsinskal og andet godt.
Koglebryg er et nomadebryggeri, der til denne øl har taget Skanderborg Bryghus’ udstyr i brug. Stod det til mig lod man omgående de to foretagende fusionere – helst under navnet Koglebryg da de suverænt har gjort størst og bedst indtryk her på bloggen indtil videre – og det endda på trods af halsbetændelse, virusfrygt og alt muligt andet …
Øl: ET Left Home Bryggeri: Evil Twin Brewing Type: Sour India Pale Ale with Blueberry and Raspberry ABV: 7% Land: Danmark Købt i: Donation via drikbeer.com
Er du SÅ færdig!? Det bliver ikke svært at bedømme årets bedste øl i år. Og hvis det gør, så er jeg langt heldigere end jeg fortjener, for så vil det betyde, at jeg får lov at prøve endnu en øl, der er i klasse med den her:
En sur IPA boppet op med blåbær og hindbær i en umådeligt kompakt og smagfuld pakke … ja, ord slår næsten ikke til. Med tilbageholdt åndedræt og ærefrugt åbnes dåsen. Glasset stilles parat, og så begynder arbejdet ellers. Den seje, tætte grød af på én gang blodrødt og natsort frugtkompot skvulper langsomt og dovent ned i glasset, mens det danner den fineste, plastiske top af ripsfromage. Duften matcher med intense noter af solbær, rips, umodne stikkelsbær og alt hvad hjertet ellers kan begære af surt og syrligt fra frugthaven.
Og så smagen … Hold nu helt holy haphazard hallibut, Batman! Det er så hele kroppen skælver, tårerne komme frem i øjnene som var man til en nær vens begravelse, og ansigtet vrider vrangen ud på sig selv (lidt ligesom der i ‘The Fly’, hvor Seth Brundle laver det første eksperiment med at teleportere en bavian. Selv tak for de mentale billeder – og brygget matcher aldrig så nydeligt i kulør.) Hvad kan man sige om et mesterværk som det her? Intens frugtfylde, et syretrip som ville have gjort Syd Barret misundelig, og midt i det vildeste, vidunderligste syre og bærorgie melder øllet sørme også sin tilstedeværelse. Det er ikke glemt. Ved gummerne mærker man humlen, og den spiller aldrig så fint og nydeligt op imod de sur-søde (men mest sure) frugter med et smukt kontrasterende krydret indslag.
Mesterligt, vildt, frækt, fandenivoldsk og vovet. Sådanne øloplevelser får man kun ganske få af.
Øl: Alfheim Fjalar Bryggeri: Frejdahl Type: Hvedeøl ABV: 4,8% Land: Danmark Købt: Donation fra Marcus
Nye tider … Tilbage før Ruder Konge var knægt, og der stadig gik dinosaurer rund på jorden … så længe føles det i hvert fald … modtog jeg to øl fra bryggeriet Frejdahl fra min gode ven og nu knap så hyppige medsmager (fordi vi bor i hver sin ende af landet – quite literally) Marcus. Han var fuld af grådkvalt brøde over at have købt øl fra Jim Lyngvilds bryggeri, og han vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv, eller øllene. Det sidste lovede jeg, at jeg nok skulle klare. Hvad angik det første … vel, når øllene først var ude af hans matrikel, skulle det jo nok gå alt sammen. Indtil videre har det i hvert fald spadseret sådan nogenlunde, så vidt jeg kan vurdere, og jeg glæder mig til at se min gamle ven i januar, hvor vi har planlagt at tage til Diablo Swing Orchestra-koncert.
For så vidt et hængeparti forbi før der tages fat på et nyt. Jeg tør nærmest ikke tænke på alle de øl, jeg har på lager til anmeldelse – og lejligheder til at smage øl er ikke legion, når man har natarbejde. Ved denne øl tog jeg imidlertid mod til mig, og drak den en tidlig morgen efter en vagt. Det fungerede forbløffende godt, så det bliver nok ikke sidste gang. Billedet er desuden taget af min på det tidspunkt spritnye telefon. Den gamle døde på et højst ubelejligt tidspunkt – det er det vist altid, når telefoner dør. Kameraet fejler i hvert fald ikke noget, så vidt jeg kan vurdere.
Og øllet? Ja, det fejler som sådan heller ikke det store. Det er jo ligegodt en hvedeøl … og hvad mener vi i sidste ende om hvedeøl …? Imidlertid ligner brygget mere en naturtrüb pilsner både visuelt og olfaktorisk, men jeg skal bestemt ikke klage. Et syrligt skær i duften er i øvrigt langt fra ikke-hvedeølsagtigt og det endda helt uden at skæmme. Tværtom giver det brygget et initialt pust af friskhed. Det er også de syrlige noter, der dominerer brygget. Græs og lime, primært, men med humlens bitterhed som et ikke ueffent krydret bagtæppe. Balancen og harmonien er til gengæld ikke helt i øjet. De forskellige aromaer ligger ligesom ved siden af hinanden frem for at komplimentere hinanden, og i sidste ende får syren også lidt for meget overtaget.
Men altså – for en relativt billig specialølsoplevelse er det måske slet ikke så ringe endda. Tørsten er i hvert fald jaget effektivt på porten, og smagsløgene nogenlunde tilfredsstillet for en stund …
Øl: Blue Note Bryggeri: Svaneke Bryghus Type: New England IPA ABV: 6,3% Land: Danmark Købt i: Fakta Thisted
I selvisolation … For faen … her sidder man, som den legendariske tegneseriefigur Arne And nok ville have sagt det. Historien er den, at jeg i fredags, d. 5. november for første gang i mange år var til koncert med Red Warszawa, der var så utroligt søde, at lægge vejen forbi Thisted. Noget tyder desværre på, at der var andet og mere i omløb den aften end god musik og fantastisk koncertstemning. For en god ordens skyld lod jeg og min søn os lynteste for COVID-19 efterfølgende. Jeg var – fordi jeg simpelthen bare ER sådan, helt igennem og på alle niveauer – negativ, men sådan skulle det ikke være med min søn. Hans test bonnede ud på positiv-siden. Det betød, at jeg havde været i nærkontakt med en COVID-19-smittet og derfor sidder jeg p.t. i selvisolation, mens jeg venter på resultatet af to pcr-tests. Den ene er allerede modtaget, og den var heldigvis også negativ – men der skal to til før jeg må bevæge mig ud i samfundet igen. Sønnike har det i øvrigt fint – men holder sig selvfølgelig hjemme, da ingen er interesseret i, at han går ud og smitter folk med en virus, der på verdensplan snart har kostet hele Danmarks befolkning livet. Jeg er meget dårlig til at håndtere den slags påtvungen “fritid” – men skrive lidt blog mens man lytter til Diablo Swing Orchestras nyeste udgivelse kan man vel altid. Og så i øvrigt håbe på, at smitten tager af inden januar måned, hvor jeg skal til København for at se dem spille live.
Vel … den næste øl, jeg har skriblet nogle halvt ulæselige noter ned om, er vel nok den sidste af Svaneke Bryghus’ seneste kreationer, som jeg ikke har fået skrevet om endnu. Jeg har ikke været synderligt imponeret over Svanekes seneste produkter – men når nu de er købt og betalt, må de vel også hellere se at blive nydt og skrevet om. Blue Note er en New England IPA, og dermed ligger forventningerne jo allerede vel over det niveau Svaneke indtil videre har kunnet hive sig op på. Typens frugtige og bitre signaturduft leverer det korngule, fedtetskummende bryg nu mere end sufficient med både søde og småsyrlige noter af modne blommer og røde æbler. Håbet om en værdig slutspurt for bryggeriet får nyt liv … … og indfries i smagen. En aromadetonation af grannåle, hyldeblomst og ferskner omklamrer alle smagsløg i samme nu, brygget entrer kæften. Voldsomt, tæt og alligevel harmonisk formår brygget at begejstre og behage alt det, de foregående bryg aldrig helt var i stand til. Men Blue Note er ikke bare et godt bryg i sammenligning med det, der kom forud – det er i sig selv et lille aromatisk mesterværk, der herfra skal have de varmeste anbefalinger.
Øl: Pannepot Vintage 2020 Bryggeri: De Struise Brouwers Type: Dark Strong Ale ABV: 10% Land: Belgien Købt: Donation via Drikbeer.com
Op på hesten igen At finde motivationen efter Thisted Bryghus’ krumspring har ikke været nemt. Og det ses også tydeligt, at den i forvejen ikke var specielt høj, de meget lange pauser mellem indlæggene taget i betragtning. Bedre bliver det ikke af, at Thisted Bryghus’ videre håndtering af den fækaliekuling, var så vægelsindet og vakkelvorn, at selv garvede politikere fra Det Radikale Venstre måtte se misundelige til. Først meldte bryggeriet ud, at man ville holde helt op med at reklamere for politikere på flaskerne – uanset hvor politikerne kom fra. Men den beslutning fik kort levetid, da den afstedkom endnu en fækaliekuling, indeholdende beskyldninger om **GISP** cancel-culture. Bryggeriet valgte så at gå tilbage til sin oprindelige politik, og tillade alle uanset politisk observans at reklamere på bryggeriets etiketter … meget modigt af bryggeriet må man sige, samtidig med at signaleringen om, hvor bryggeriet egentlig står i spørgsmålet nu er støbt i beton, mejslet i sten og standset ud i molybdænstål. Ifølge den politik vil hyggelige politiske foreninger såsom Stram Kurs, Generation Identitær og Nordfront nu kunne få trykt etiketter med deres logoer på Thisted Bryghus’ øl. Om bryggeriet så vil gøre det i praksis må tiden vise. Skulle de vælge at efterkomme et ønske fra Nordfront om at lade deres classic pilsner pryde af en Tyrrune på hvid og grøn baggrund, kan de til gengæld roligt regne med en permanent boykot fra min side.
Jeg håber sådan, at det sidste ord om Thisted Bryghus-sagen dermed er sagt her på bloggen. Til gengæld gav mine skriverier da nogle reaktioner, både her og på fjæsen – og det er vist alt sammen godt. Også selvom langt fra alle reaktioner var positive. Men hey – jeg blev ikke blogger for altid at blive aet med hårene.
Nu til noget langt mere spændende: En ny øl! En belgier, en strong dark ale, og en sur en af slagsen. Så kan det næsten ikke blive bedre. Så godt var det faktisk, at jeg helt glemte at tage et billede af det skænkede bryg. Jeg undskylder, men læserne må nøjes med min beskrivelse i stedet. Brygget er natsort, letflydende, og næsten helt uden skum. Den kække, syrlige odeur har til gengæld alt det, man måtte savne i det noget tamme visuelle udtryk. I smagen danser venligt brankede noter af stærk kaffe sig med en velkrydret brunkålslage. Det syrlige danner et fint udsmykket bagtæppe, hvorpå smagsbilledet rigt og mangfoldigt udfolder sig.
Det er rart, venligt og tilpas udfordrende. Et perfekt second step for alle, der prøver sig frem inden for det sure øl. For kenderen byder brygget på rigeligt underholdning, der nok skal holde det i glasset en rum tid frem for at blive skyllet ned på én gang.
De Struise Brouwers, der står bag brygget her, er forhåbentlig ikke på bloggen for sidste gang.
Hvorfor vælger det folkekære bryggeri, der sendte Danmarks første økologiske øl på markedet, dog at begå så fælt et selvmål at agere reklamesøjle for et af landets mest racistiske og højreradikale partier? Svaret på det spørgsmål står Thisted Bryghus selv for. Og hvor meget jeg ellers sidder og ryster af raseri over, at et af mine (nu tidligere) favoritbryggerier kunne begå sådan en fadæse, må jeg alligevel indrømme en flig af respekt over klarheden i spyttet, når det kommer til at stå ved firmaets egne horrible dispositioner. Det fulde svar kan læses i tweetet her, men for dem, der ikke orker at klikke sig ind eller læse fra screenshottet, vil jeg referere i relevante uddrag.
Bryggeriet skriver blandt andet: “Vi kan bekræfte at vi har brygget denne private label øl. Det har vi gjort på lige fod med vores øvrige private label kunder. Det er en del af konceptet hos Thisted Bryghus, at vi producerer private label-tapninger, for de der måtte have ønsket. Det er alt fra små private virksomheder til foreninger, politiske pariter m.m der tidligere har benyttet dette. […] Derfor har vi tidligere tappet øl for bl.a. Rasmus Prehn og ishockey holdet Aalborg Pirates. Vi skelner ikke og laver mange af disse typer bestillinger årligt. […] Det er klar (sic) at hun (Pernille Vermund – red.) trækker mere opmærksomhed end en mindre virksomhed der får lavet deres egen øl til en (sic) 50 års jubilæum, men alle har lov at nyde øl fra Thisted Bryghus”.
Svaret er udtryk for en af de mest skadelige konsekvenser ved det neoliberale, senkapitalistiske samfunds markedsgørelse af alting. En blind lassaiz-faire/anything goes-ideologi, hvor enhver, der har penge nok, kan få sit budskab ud, ligegyldigt hvor skadeligt og direkte sindssygt det budskab måtte være. Er der vitterlig ingen grænse for, hvem Thisted Bryghus ville lade etiketter trykke for, hvis bare de betalte prisen? Stram Kurs? Hizb-ut Tahrir (på en sodavand)? Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse? Generation Identitær? Ved Islamisk Stat eller Al Qaeda ville Thisted Bryghus nok kunne forsvare en afvisning med, at der var tale om illegale terrororganisationer. Ved de førstnævnte organisationer, derimod, rejser spørgsmålet sig uvægerligt, om de kan nægte organisationerne en service, som de beredvilligt stiller til rådighed for andre. Eller på almindeligt dansk: må en virksomhed i en sådan situation diskriminere ved at nægte bestemte organisationer og virksomheder private label-produktet?
Måske, måske ikke. Jeg er ikke ekspert i juraen omkring det. Almindelig sund fornuft dikterer, at et firma burde kunne opstille kriterier for, hvad man som virksomhed ville – og navnlig ikke ville lægge navn til på sine private label-etiketter. At sociale medier som Twitter og Facebook fx ikke tillader bestemt indhold – såsom porno og racisme, og netop kan moderere i henhold til kriterier, de selv har opstillet, falder vist kun ind under diskriminations-kategorien, hvis man virkelig er ude på en fløj. Almindelig sund fornuft viser sig imidlertid meget ofte hverken at være særlig sund, særlig fornuftig, eller for den skyld særlig almindelig, når man kigger nærmere på den. Og kriterierne for moderation vil ud fra synsvinklen altid kunne forekomme arbitrære – og dermed diskriminerende. Det er måske ikke så simpelt, når det kommer til stykket – men så er der en anden udvej. En udvej er helt at lade være med at sælge produktet til politiske partier og organisationer. Så undgår man som virksomhed også at blive associeret både med den ene eller den anden fløj. Til gengæld gør man sig så skyldig i den skade, den tavse tilskuer gør: Ved aldrig at tage stilling gavner man aldrig den undertrykte, men dem, der i forvejen har magten.
Jeg har selv i sin tid anmeldt politiker-øl. Mikkel Sarbo stillede ved kommunalvalget i 2013 op for Radikale Venstre i København. Han udgav i den anledning en egen øl som Mikkeller producerede, og som jeg anmeldte. Kald det bare dobbeltmoralsk, når jeg ovenfor foreslår helt at afstå fra at tilbyde private label-produktion til politikere, når jeg selv lejlighedsvis anmelder politiker-øl. Men det er heller ikke sikkert, at jeg mener, at en total afståelse er en bedste løsning. Det burde være muligt for private virksomheder, der laver reklame som del af deres produkt, både at sige til og sige fra over for bestemte organisationer. Det burde være muligt som virksomhed at formulere en række kriterier efter hvilke man kan – og navnlig ikke kan – yde en reklameservice over for andre virksomheder og organisationer. Det burde fx være muligt at sige fra over for politiske organisationer, hvis skrevne formål og ikke mindst hvis fremstående medlemmers udtalelser og ageren strider imod ovennævnte kriterier.
For at tage et banalt og relevant eksempel: Hvis formanden for en politisk organisation udtaler sig eksplicit racistisk, sådan som Pernille Vermund gjorde i den video, der linkes til foroven (og her), bør det være fuldt lovligt for en virksomhed at nægte private label – eller anden reklameservice – såfremt racisme er nævnt under de kriterier, som virksomheden vil nægte service ud fra. Kritikere vil sikkert også indvende, at det så pludselig vil stå virksomheder frit for via kriterierne at diskriminere mod homoseksuelle, kvinder, transpersoner, muslimer osv. Det siger selvfølgelig sig selv, at virksomhedernes kriterier ikke må overtræde gældende lovgivning – herunder §266b.
Og før jeg fortaber mig i yderligere spekulationer og detaljer står én ting i hvert fald aldeles klart: Thisted Bryghus boykottes med omgående virkning her på bloggen. Jeg nægter at smage øl fra et bryggeri, der beredvilligt spreder propaganda for et højreekstremt, racistisk parti. Og jeg giver ikke fem flade øre for deres blødkogte søforklaringer og rationaliseringer. Der er også noget, der hedder principper. Thisted Bryghus stod i mange år både for et væsentligt løft i kvaliteten på udbuddet af øl i supermarkederne, og for et ønske om at økologi skulle slå mere igennem i ølproduktionen. Det klinger alt sammen umådeligt hult, nu hvor bryggeriet har valgt at producere valgmateriale for et af folketingets suverænt mest racistiske partier.
…
… og ja, jeg ved godt, at Thisted Bryghus har leveret en halvt gennembagt undskyldning på deres facebook-side. Angiveligt vælger de den nemme løsning, og blokerer for at politikere i det hele taget i fremtiden kan få printet etiketter hos dem. Med fare for at gentage mig selv, ville jeg bare ønske, at Thisted Bryghus ville vende tilbage til de tider, hvor de havde nogle gode ideer og principper der gik igen, ikke bare i produktet, men også i emballagen.
Hvad skal der til for at jeg vil tage dem til nåde igen? Det er svært at svare på. Det er da en begyndelse, at de nu har en politik der gør, at de ikke igen kommer til at producere propagandamateriale for racistiske partier. Det skal også siges, at undskyldningen på facebook faldt mens jeg var i færd med at skrive indlægget her, så tillad mig at trække en anelse i land:
Det næste år er Thisted Bryghus bokottet fra bloggen her, med mindre de gør et eller andet eksceptionelt godt. Fx at de donerer en masse penge til Oxfam/Ibis eller Mødrehjælpen. Men indtil da, må læserne ty til andre blogs og medier for at finde anmeldelser af Thisted Bryghus’ produktion.
Øl: Mango Galore Bryggeri: Svaneke Bryghus Type: Infused Pale Ale ABV: 4,8% Land: Danmark Købt i: Fakta, Thisted
Næppe engang ‘go leor’ … “Galore” er et engelsk ord, jeg er blevet rigtig glad for. Det er nemlig ikke rigtig et engelsk ord, men et låneord fra irsk “go leor”, og det betyder “nok” eller “rigeligt”. Den oprindelige betydning ikke “i fuldkommen sindssygt exorbitante mængder” sådan som det gerne bruges på engelsk. Hvad man ville bruge i stedet på irsk er jeg ikke sikker på. Måske “go leir”, der betyder “helt”. Men snarere ville man nok omskrive og bruge nogle komplicerede forstavelses- og præpositionalkonstruktioner involverende an-, ro- og oll- på måder, et duolingo-kursus slet ikke rækker til at sætte én ind i, lige meget hvor meget sprognørd man ellers måtte være. Irsk er et af de der sprog, der starter med at være nemme, og så bliver det ellers bare sværere og sværere jo længere man kommer ind i det.
Men det er ikke så svært som dating. Det er nærmest umuligt for mig, og der kommer jeg absolut ingen vegne. Jeg nævner det, fordi jeg på det seneste har brugt ret meget af min tid på det – uden held selvfølgelig – og det må så tjene som dette indlægs dårlige undskyldning for, at der igen-igen-igen er gået ret lang tid siden sidste indlæg.
Men vi må til sagen: Mango Galore er en undergæret pale ale … hør, der er vist et eller andet, der ikke helt kan passe her. Ale er da altid overgæret, for f… Nå, det må Svaneke Bryghus vel et eller andet sted selv ligge og rode med. Men jeg synes det er på sin plads at påtale den misforståelse, at ales kan være undergærede. Ale er overgæret øl, lager er undergæret, og det burde være under Svaneke Bryghus’ niveau at skabe den slags forvirring omkring det. Lyst er brygget i hvert fald – så vidt ingen duet mellem Mariah Carey og Jon Bon Jovi (I ved – ballade). I duften mærker man ikke alene den umiskendeligt bitre em af friske pale ale-humler (men det er altså gæren, der bestemmer om det er en ale eller en lager AT SVANEKE BRYGHUS VED DET) men også det tilsatte mango-indslag. Mango er en frugt, jeg tidligere har været ganske heldig med, så ingen fnysen her over, at brygget i en tysk mund måtte føles beskidt. Brygget er sprødt bittert som ekstraristede cornflakes med smag af træflis – tørt, lækkert og … vel, fint nok I guess. Men ej heller noget, man ikke har prøvet før, især ikke når man måler på bitterhedens kraft. Et humleknald måske, men næppe en eksplosion. Oveni – eller måske skulle man snarere sige ved siden af – smager man mangoen. Ikke som en integreret del af brygget, men meget markant som en bismag i øllet. Ingen af delene – hverken humlen eller mangoen er ‘galore’ – ja, det er endda næppe ‘go leor’. Gennemgående en kun lidt over middel præstation, der samtidig skæmmes af et disharmonisk brygresultat. Så har der været flere af Svanekes nyere bryg, der har gjort det bedre. Generelt må jeg dog indrømme, at jeg har været en smule skuffet over produkterne fra Svaneke på det sidste. Det bedste de har brygget forekommer mig stadig at være deres alkoholfattige øl i Don’t Worry-serien.
Hvis bare de kunne brygge alkoholdige øl lige så godt som alkoholfattige derovre på Bornholm …
Seneste kommentarer