Kajs Ølblog

En rejse gennem øl og andre oplevelser.

Nyt på Bloggen: Top 5-lister

2016-07-31 14.26.45Vi starter med IPA

En af mine gangfæller fra min kollegietid og læser af ølbloggen, Leif, foreslog forleden på den allestedsnærværende fjæsbog, at nu hvor jeg efterhånden havde anmeldt en del øl (831 i skrivende stund), var det så måske ikke en ide at lave nogle top 3-lister over de bedste øl i forskellige kategorier, jeg havde prøvet.

“Aldrig har jeg dog hørt noget så tåbeligt”, tænkte jeg. For hellere end at skulle nøjes med 3 i hver genre ville jeg da til hver en tid udskrabe mit venstre øje med en sløv, rusten teske. Nej – 5 styks i hver genre – det ville da være meget bedre!

Men Leif skal alligevel have mange tak for den gode ide med nogle lister over de bedste øl i forskellige genrer. Hvilke genrer det bliver til, ved jeg ikke helt endnu. En liste over de mest mindeværdige IPA’er, jeg har prøvet, er imidlertid lagt op allerede og flere skal nok komme til efterhånden. Jeg er som det næste ved at udtænke en liste over de 5 bedste stouts og senere pilsnere, jeg har afprøvet, mens Weißbier – som var en af de typer Leif selv foreslog – nok ikke vil være en af de typer, jeg rangordner lige med det samme.

Find listerne i det permanente link øverst på siden under ‘Top 5’ere’. Her vil man via drop-down-menuen komme direkte ind på de forskellige Top 5-lister.

Hvis det imidlertid er for svært, kan man bruge linksene her:

Top 5’ere

IPA

Eibauer Zwick’l Dunkel, Privatbrauerei Eibau

2017-01-13 17.56.42For meget vand …

Jeg prøver at få ryddet lidt ud i mit lager. Selvom jeg er færdig med juleøllene, ligger der stadig mange øl fra sidste år, og min ambition er at være lidt mere fremme i skoene med, hvad jeg anmelder på bloggen, så det hele ikke er flere måneder – eller år – gammelt.

Så vidt jeg husker, købte jeg denne i SuperBrugsen på Njalsgade. Københavnersnuder og geografisk bevendte vil vide, at gaden ligger på Amager, så det er nok over et halvt år, den har stået og kukkeluret i flere forskellige køkkenskabe.

Brandet med det finurlige navn fra bryggeriet Eibau i Sachsen har jeg afprøvet en gang før. Hin øl var ganske lys og del af en Aldi-Julekalender med forskellige tyske øl, jeg havde fået af min søster i fødselsdagsgave. Den var en tysk øl som tyske øl er flest – en lys pilsner, hvor man har gjort sig store anstrengelser for at undgå for meget eller for markant smag. Ikke desto mindre adskiller den sig fra de fleste andre tyske øl ved, at den er ‘naturtrüb‘, det vil sige ufiltreret. Det er næppe lige til at regne ud, hvis ikke man ved det.

Denne Schwarzbier er også naturtrüb, og lever i sit ydre fint op til typen. Sort som en overskyet vinternat ved strømsvigt, og med skum, der kunne have tilhørt dens lyse broder. Kontrasten mellem bryg og skum i Schwarzbier er ikke sjældent Guinness‘ overlegen. Brygget dufter overvejende sødt af den mørkristede malt (der giver farven), men bouqueten er for svag til at man kan ane skarpe konturer af andet end mørkt sukker.

Det rettes der op på i smagen. Her smager man colanød, kaffe med sukker og blodpølse, alt sammen omhyggeligt vendt i en varm farinsukkerlage, og efterfølgende fortyndet – desværre – med lidt for meget vand. Den søde, maltede smag med det tynde efterspil minder om nisseøl bortset fra, at denne øl bliver man fuld af noget hurtigere, da Den holder 6,5%.

Men som ledsager til julemiddagen ville den ikke være umulig, omend dens vandige finish modtages i bytte for gennemtrængende velsmag.

Det er lidt ærgerligt.

2-en-halv-stjerne

Vestfyen Premium Cream Ale, Vestfyen

2017-01-12 16.52.23Premium Middelmådighed …

Nå, jeg kunne ikke nære mig …

Forleden dag opdagede jeg, at Fakta var begyndt at føre en ny serie øl fra Bryggeriet Vestfyen. Og lige der annammede jeg så forunderligt en stor vision om, at jeg skulle købe de øl, anmelde dem samvittighedsfuldt på bloggen og efterfølgende føle den fineste fyldesgørelse af mit bloggerkald fuldstændig aldeles over hele hovedet ikke på nogen som helst måde kom over mig. Præcis så spændende forekom øllene mig.

Men så gik der nogle dage, og så kunne jeg jo ikke lade være alligevel. Fem sølle kroner for en halv liter – selv hvis det skulle være så afskyeligt, at det hele endte i vasken, ville det jo være mere end de fem kroner værd at hamre tre harmdirrende, sønderlemmende anmeldelser ind på bloggen efterfølgende. Og på det mere seriøse plan (ja, jeg har faktisk sådan ét – who would have thought) så vil jeg jo gerne være den jævne forbrugers stemme blandt ølbloggerne. Til det formål er disse øl ved deres lave pris nærmest ideelle, og så er de stort set friske fra tapperiet. Dermed får jeg også for en sjælden gangs skyld lejlighed til at anmelde noget, der faktisk findes i butikkerne lige nu og ikke først når det har stået der i månedsvis.

Og før jeg har sagt et ord om øllet, så skal Vestfyen have ros for, at de stiller øl, der alt andet lige ikke bare er det samme tynde pilsnersprøjt om igen, til rådighed for forbrugerne. Nu kan man købe noget, der for bare 10 år siden blev anset for eksotisk specialøl i rammer ad gangen – uden at blive ruineret. Det er da et fremskridt.

Og ja, jeg ved godt, at der er andre problemer i, at industribryggerierne sådan går mikrobryggerierne i bedene. Men de vil jo ret beset kun tage markedsandele fra de feinschmeckere, mikrobryggerierne er afhængige af, såfremt kvaliteten også følger med.

Og det er jo slet ikke sikkert.

Allerede tidligt i afprøvningsprocessen mærker man faktisk den middelmådighed, der er så udpræget for øltypen. En ganske svag bouquet af ubestemmelig sød citrus formår akkurat at behage duftsensorerne. Ellers ligner brygget til forveksling en pilsner i både farve og skum – havde jeg ikke vidst bedre, ville jeg have skudt på en sådan.

Smagen gør en lille smule mere væsen af sig. Man kan faktisk smage egentlig aromatisk bittersødme af spæde grannåleskud. Aromaen kan faktisk kategoriseres som tør – skarp endda, endskønt skarpheden bedst sammenlignes med en børneknivs.

I sin karakter er den faktisk sammenlignelig med den indtil videre eneste session IPA, jeg har prøvet, nemlig den totalt intetsigende fra Aarhus Bryghus, der også var 2015’s bundprop her på bloggen. Men Vestfyens cream ale er en mere vellykket udgave, hvor smagen ganske vist er afdæmpet, men dog har bevaret akkurat så meget kant, at det ikke bliver helt ligegyldigt og meningsløst.

Og så formår eftersmagen endda at bide lidt fra sig. Her intensiveres bitterheden over i det beske – hasselnødder med lidt for hårdt ristet kaffe. Det passer imidlertid ikke godt med bryggets ellers milde og passive gunstighed, og således ender brygget med både at smage af lidt for lidt og være noget ude af balance.

Nåhr ja – og cream ale som genre … Jeg bedømte typen som en af de ting, der var Not i løbet af år 2016, selvom det jo griber om sig med dem fra alle kanter. Brygget her bringer ikke genren nogen yderligere legitimitet. På den anden side yder den heller ikke genren mere illegitimitet. Det er som om typen bare helst vil ligge mageligt midt i det middelmådige midterfeldt af midtsøgende middelpræstationer – og i den disciplin scorer brygget her tæt på topkarakter.

2-stjerner

Julebryg Ingefær & Dadler Porter

2017-01-10 18.18.17Panik ved Julefrokosten …

Og hermed ikke mere jul fra Kajs Ølblog i denne omgang. Selv min kære gamle far har fået taget juletræet ned i anledning af Hellig Tre Konger, så det er på høje tid at afslutte festen. Helt så fast som min far har jeg aldrig stået på traditionerne, hvilket nok skyldes, at jeg ikke tror så meget på den slags. Jeg holder mest jul for at højtideligholde jordens hældning på 23,4 grader mod ekliptika, og de trængsler, det medfører er ganske vist knap overståede, men det bliver da i det mindste lysere i vejret.

Ørbæk står bag dette økologiske juleindslag. Jeg påskønner bryggeriets kompromisløshed i forhold til økologien, men er til gengæld sjældent voldsomt imponeret at det, der bliver tappet fra brygkarrene. Det er som om, de prøver og prøver men lige meget (eller lidt) hjælper det.

Her har de forsøgt sig med en juleporter iblandet dadler og ingefær. Det er på papiret ganske julet. Duften giver også mindelser om for meget ris a la mande oven på for meget and, flæskesteg og brunede kartofler. Ingefæren giver sig til kende, uelegant indsmurt i lidt for sød hindbærsovs (kirsebærsovsen må være forbyttet) og kommer ud som alt for sød og kvalm kanelessens.

I smagen vælter indtrykkene over hinanden. Oversødet kirsebærsovs over ris a la mande med alt for meget sukker i kanelen blander sig uskønt med kaffen, der har fået så mange bønner for meget, at den klæber til ganen som engelsk lakrids. Kvalmen efter for meget and og flæskesteg fortsætter, og man forestiller sig hele julemiddagen væltet ned i en mægtig blender, som man faktisk ikke engang har gidet lade køre så længe, at oplevelsen i det mindste blev ensartet.

Sødt, krydret, lakridslignende, bittert og syrligt vælter ukontrolleret rundt mellem hinanden. Det er bestemt ikke Peters Jul, som man fik læst højt i julestuen i barndomsårene, eller Nødebo Præstegaard, som man som lidt ældre faldt i søvn til. Nej, der er vist tale om Donald Trump og families jul i Trump Tower midt i al den rodede gyldne kitsch og med lige dele dekadence og smagløshed.

Men kraft og vælde kan man i det mindste ikke nægte, at brygget har. Kønt eller julehyggeligt bliver det til gengæld aldrig.

Hvad er den egentlige historie bag? Jeg forestiller mig brygsjakket ved Ørbæks julefrokost slå mave efter ris a la manden, godt kørende på restlageret af den nu elegant aldrede Meyer Juniper Dubbel. Lige pludselig springer en af svendene op: “Julebryggen!” skriger han. Panikken griber forsamlingen. Brygmester kaster armene i vejret og vræler afmagtens skrig mod kælderloftet. Svende og svendinder pisker rundt, panisk skrigende mens arme flagrer og krogede fingre river hele totter hår ud. Pludselig gjalder et vældigt drøn gennem lokalet. Det er kassereren, der netop har brugt et af de store kobberlåg til brygkarrene som gong for omgående at kalde forsamlingen til handling …

Hurtigt findes et kar og nogle remedier frem … Dadlerne! Dem var der ingen der gad røre. Ingefæren, der blev til overs efter tilberedning af julekagerne. Og så ellers bare noget malt, noget gær … Det hele rodes sammen uden anden plan end den panikken før lukketid så ofte har været så behjælpelig med …

Og voila. En øl, der smager præcis sådan som man må forvente af sådan en historie.

Det er selvfølgelig bare noget, jeg har fundet på. Men jeg vil næsten vædde på, at min historie er mere underholdende end det, der virkelig skete – og ville have tjent som en rimelig undskyldning.

2-stjerner

Boganmeldelse: Til Øllet

2016-11-24-23-03-09Til Øllet, Sund med øl i glas og gryde.

Af Arne Astrup og Erik Skovenborg.
Udgivet af forlaget Klim.

Helt uden varsel valgte Forlaget Klim tilbage i november måned at dumpe et anmeldereksemplar af deres nye opskriftbog “Til Øllet, Sund med øl i Glas og Gryde” ned i min postkasse.

En af mine forbandelser er, at jeg virkelig skal koncentrere mig og virkelig være interesseret for at en bog kan fange mig. Det er grunden til, at anmeldelsen her har været lidt tid undervejs. Det er samtidig også den første boganmeldelse på bloggen nogensinde, og æren for, at nogen bog overhovedet bliver anmeldt her, tilfalder ene og alene Forlaget Klim. Tanken havde aldrig forinden strejfet mig.

Før jeg glemmer det, takker jeg forlaget for bogen – og æren det er at få lov at anmelde den.

Den er skrevet af Professor dr. med. Arne Astrup, som er helt vildt kendt, og ved helt vildt meget om ernæring – og idræt sikkert også, da det netop er de to områder, hans Institut på KU beskæftiger sig med. Medforfatteren Erik Skovenborg er også medicus, vinanmelder i Søndagsavisen og fast skribent i en hel masse internationale pamfletter for folk, der synes, vin er spændende.

– Ja, jeg skriver det på den henslængte måde for at min præsentation af forfatterne ikke skal være ren og skær afskrift fra bogen. Man kan jo ikke have at Klim efterfølgende forlanger royalties for kopi af deres udgivelser.

Til Øllet er dels en opskriftbog, dels en bog der handler om øl som tilbehør og ingrediens i mad. Endelig handler den om alkohol – navnlig øl – som integreret del i en sund livsstil. Bogen er således bygget op i tre adskilte dele. Først redegør de to forfattere klart, kortfattet og lige til sagen om øllets (oversete) kvaliteter som del af madlavning. Derefter følger bogens absolut længste del – det det hele handler om – nemlig maden og opskrifterne. Den sidste del af bogen omhandler øllets og andre alkoholiske drikkes sundhedsfremmende egenskaber.

Bogens faglige afsnit er lige-til-sagen-kortfattede, som man kan forvente det fra naturvidenskabsfolk. Alligevel er balancen mellem det faktuelle og det læselige ganske nydelig. Teksten bliver aldrig for tør og kompakt, og kan heller ikke beskyldes for at være for overfladisk – i betragtning af, at der ikke er tale om en videnskabelig afhandling, men om en opskriftbog for … lad os kalde det viderekommende.

Der refereres således i ønskelig grad til videnskabelige undersøgelser, når det moderate alkoholindtags gavnlige virkninger postuleres. At samme undersøgelser ikke kan genfindes i den ellers med glæde fundne litteraturliste sidst i hvert afsnit, kan til gengæld irritere enhver, der har haft sin gang på en højere læreanstalt. Det samme kan de få, men opsigtsvækkende redaktionelle smuttere; hist og pist mangler der et nutids-r og lignende irriterende småfejl. Småhæsligt bliver det i oversigten over glutenfri øl sent i bogen, hvor bryggeriet To Øl’s navn konsekvent er blevet erstattet af bryggeriets salgsmail.

Endelig er der præsentationerne af kokkene bag opskrifterne. Man præsenteres for et CV og kokkens spændende ideer om øllets plads i madtilberedningen. Så vidt jeg kan vurdere, er biografierne skrevet af kokkene selv. I den forbindelse forstyrrer det i hvert fald denne bloggers læseoplevelse, at CV’erne i stil og form varierer meget i omfang og kvalitet. Et par af biografierne er skrevet i et uprofessionelt sprog. Det forklejner over hele hovedet ikke skribenternes evner som kokke, men gør det til gengæld lysende klart på den ufede måde, hvorfor det ikke var som internationalt kendte romanforfattere, de skulle blive kendte. Her burde man af hensyn til bogens ellers meget professionelle og præsentable form have udvist en lidt mere brutal redaktøradfærd. Enten skulle biografierne have været grundigt gennemarbejdet efterfølgende – eller de skulle simpelt hen have været skrevet af en af forlagets redaktører.

For den noget fluktuerende form i det ellers rigtig flotte bogværk, skylder redaktøren i hvert fald kvajebajer.

Øl til og i mad

‘Øl har alt for længe stået i skyggen af vin’, er forudsætningen for bogens første afsnit, om øllet til brug i og med mad. Det på trods af, at det nordiske køkken – det være sig det gamle og det nye (og det nye vender vi (frygteligt) tilbage til) – er et udpræget ølkøkken, hvor øllet har indgået både som tilbehør og ingrediens i århundreder. Vinens indtog er kun få årtier gammelt, og dens anvendelse i madlavning er – såvidt forfatterne – om ikke begrænset i forhold til øl, så i hvert fald på ingen måde overlegen.

Der leveres således en række gode tips til, hvilken slags øl, der passer til hvilken slags mad – både som tilbehør og som ingrediens. Det er både nyttigt, instruktivt og ikke videre kontroversielt, for dem, der i forvejen har beskæftiget sig en smule med emnet. Til gengæld er der rigeligt at hente for dem, der først lige er begyndt med gærede humledrikke i madlavningen. Tekstens klare og knappe form er en gave til dem, der vil finde den rigtige øl til/i maden, uden at behøve at pløje sig gennem flere meter litteratur og mange liter øl først.

Der redegøres også grundigt og sagligt for spørgsmål om restalkohol i de færdige retter, som måske kan bekymre småbørnsforældre, afholdsfolk og religiøse. Står bogen til troende, er det første gang emnet behandles ud fra konkrete undersøgelser (samvittighedsfuldt refereret i noter og kommentarer), mens den tidligere opfattelse, kolporteret i den gastronomiske litteratur har været, at ‘det da bare fordamper’. Helt sådan er det nemlig ikke nødvendigvis, selvom det nu ikke er for meget sagt, at man skal foræde sig grundigt, før det vil lykkes at få en fjer på.

Ved gennemlæsning skal man ikke snyde sig selv for faktaboksene. De nyttige tips og instruktioner i, hvordan man vælger den rigtige øl findes i brødteksten. Guldkornene, der gør en klogere på, hvad øl er for noget findes derimod i de grønne firkanter ved siden af. Her lærer man om forskellen på overgæret og undergæret, man lærer hvordan man beskytter sin øl fra fjenderne (lys, ilt, varme og bakterier) og hvad de forskellige temperaturer gør for øloplevelsen – blandt meget andet godt.

Opskrifterne

I det lange afsnit med opskrifter præsenteres læseren skiftevis for kokken eller kokkene bag de to efterfølgende opskrifter. Alle kokkene er tilknyttet kendte restauranter, der er med helt i front på den gastronomiske scene og alle kokkene har en god historie at fortælle. Dertil kommer et både meget rigt, flot og overordentligt appetitvækkende billedmateriale af både færdige retter og råvarer.

Helt overordnet holder opskrifterne et – skal vi for diplomatiets skyld kalde det højt niveau. Det er bestemt ikke husholdningsniveau for jævne borgere eller dem der er et stykke over. Leder man som ølinteresseret efter nogle nemme opskrifter på retter, der kan bruge et skvæt øl, lammes man nok snart af lige dele mindreværdskomplekser og afmagt over de overdådige og komplicerede retter, bogen byder på. Nogle tager flere dage at tilberede. Instruktionerne kan fylde flere tekstspalter, og så er man ikke engang nået til de undertiden temmelig sværttilgængelige råvarer, der skal bruges. ‘Eksotisk’ er ikke ordet, idet bogen slår et stort slag for det omsiggribende nye nordiske køkken. Men blot fordi ingredienserne hører vore breddegrader til, betyder det jo stadig ikke, at de er nemme at få fat på.

Undertiden må den i denne bog ellers meget anvendelige hipster-skala vige for WTF!-skalaen. Og den kan endda også have svært ved at slå til. På side 109 excellerer David Johansen fra Restaurant Kokkeriet fx i en Hvedeøl, gran, aspargessorbet & friskost – en opskrift, hvor spæde fyrrenåle blendet med xantana fryses på skeer dyppet i flydende nitrogen.

Ingredienser, som vi jo allesammen lige har noget af bagest i køkkenskabet, ikke sandt? Ikke mindst flydende nitrogen.

Sådanne opskrifter er selvfølgelig sjove at have, og bogen leverer således også et sjældent og ganske interessant indblik i, hvordan molekylærgastronomer arbejder. Men om man nogensinde selv ville geråde sig ud i den slags eksperimenter? Jeg takker pænt nej, og køber fortsat min asparges- og fyrrenålssorbet færdiglavet i Netto. Ikke på helt samme høje WTF!-niveau, men fortsat vel over, hvad hipsterskalaen kan klare, er Restaurant Stud!os Torsten Vildgaards opskrift på Ølbraiserede kalvehaler med modersmælk og græs (s. 175).

Som antydet er disse eksempler outsidere i bogen. Der findes også et par bageopskrifter, der er om ikke lige, så i hvert fald ikke meget skråt at gå til. Øllene, der skal bruges i alle opskrifterne, er generelt til at få fat i, selvom det godt nok stikker lidt i hjertet, når man læser Rasmus Grønbechs (Grønbech & Churchill) opskrift på Sveskebrød med mørk stout (s. 91), hvor den angivne øl er en Astoria Black Imperial Stout fra nedenom-og-hjem-gangne Coisbo. De fleste – men ikke alle – er ret specifikke om, præcis hvilken øl, fra hvilket bryghus, der skal bruges i en given opskrift. Intetsteds er der dog angivet nogen oversigt over de straffe (fra jordiske myndigheder eller højere magter) der vil ramme én, hvis man vælger at afvige og variere på egen hånd.

Er man frisk på en udfordring og står man på spring til at hæve sin i forvejen avancerede madlavning op på et højere niveau, så er bogen en ren guldmine. Alle glade kokke, der kan lide øl, kan dog bruge bogen. Men er man ikke en haj til at lave mad (endnu) er det nok først og fremmest bogens første og sidste afsnit, der er interessant.

Sund med øl …

Bogens tredje afsnit er formentlig også det mest kontroversielle. Her redegøres der i samme kortfattede oversigtsform, som man mødte i bogens indledende afsnit, den forskning, der påviser, at en sund livsstil sagtens kan indebære et moderat alkoholforbrug.

Selv har jeg kun lægmandskendskab til debatten om, hvorvidt et moderat alkoholforbrug i sidste ende skulle være gavnligt i forhold til et liv i afholdenhed. Personligt har jeg truffet et valg om, at øl er en så vidunderlig ting, at hvis mit moderate forbrug af det, skulle betyde utidelig bortgang fra denne jord – so be it. Dette blot for at understrege, at jeg på ingen måde kan vurdere fagligheden i d’herrer Skovenborg og Astrups argumentation for, at alkohol og sundhed ikke er uforenelige.

Men de lader til at tale godt for deres sag, ikke desto mindre. Det understreges flere gange, at det er det moderate alkoholforbrug, der i forhold til forskellige lidelser, synes at have en positiv effekt. For eksempel kan nævnes demens og risiko for hjerte-kar-sygdomme, hvor netop det moderate forbrug synes at nedsætte risikoen, mens det umådeforholdne forbrug kraftigt forøger risikoen i forhold til det totale afhold. Igen henvises der flittigt til konkrete, videnskabelige undersøgelser, der påviser de resultater, forfatterne fremfører. Afsnittet er – skønt stadig en smule kontroversielt – serveret meget lødigt, troværdigt og sagligt.

Uanset hvad, synes de gavnlige effekter nu ikke at være altafgørende – eller sagt på en anden måde: En sund livsstil er også mulig uden alkohol. Denne usagte pointe, samt en udeblivende mere dybdegående diskussion, hvor nogle af forfatternes synspunkter ang. alkoholens blev betvivlet, ville øge bogens overordnede troværdighed.

Dokumentation og henvisninger til trods ender bogens sidste afsnit mest af alt at være en partsindlæg i en debat om alkoholens mulige gavnlige virkninger, som langt fra er afsluttet endnu.

Ganske brugbar, men næppe i det daglige

Mest interessant for denne blogger har klart været bogens første og sidste afsnit, og det er også min opfattelse, at det er de dele af bogen, der vil have den bredeste folkelige appel. Bogen sælges jo heller ikke udelukkende som en opskriftbog, endskønt det er opskrifterne, der suverænt fylder mest i værket.

Opskrifter til hjemmebrug eller reklamesøjle for den nye nordiske køkken? Bogen er begge dele, og det sidste i en grad, der mere end én gang får læseren til at himle og udbryde et småirriteret “come on”!

Det er næppe mange Braiserede Oksekæber i øl (s. 81) eller salater af Rødbeder i Solbær og Herslev Hvedeøl – Gedeostecreme og puffede timianhvedekerner (s. 99), der vil blive tilberedt til daglig ude i de små hjem. Men – modstræbende indrømmet – så er det da på den anden side spændende at få det indblik i det Nye Nordiske Køkken, som bogen byder. Og gider man ikke maden – så har man jo altid øllet.

Nej! Ikke “Bon appetit”. Her hedder det …

Velbekomme – og/eller skål!

Julebirk, Svaneke Bryghus

2017-01-07-17-35-00Lidt grinch på spil …

Er det den næstsidste? Det tror jeg faktisk, det er. Efter denne øl, er der kun en enkelt julebryg tilbage, så er efterslæbet efter jul vundet ind.

Julebirk er en fancy hipsterøl fra det nordiske køkken. At det ikke er tysk, kan ses på, at det er tilsat andet end vand, malt, humle og gær – noget bryggeriet bryster sig af, at holde sig til, hvorefter de ganggang putter andre ting i alligevel. I dette tilfælde drejer det sig om hibiscus og birkebark, som jeg advarede; nyt nordisk.

Der skulle være tale om en belgisk blonde, og så er jeg jo allerede ret bange. Nogle af de fæleste øl, jeg har prøvet, er af den type, især på grund af deres odeur og – er man rigtig uheldig – smag af halvforgamlet, spritmættet banan. Det, der giver smagen lyder i sig selv skummelt – der er tale om estere, stoffer fra gærens stofskifte, i dette tilfælde Isoamyl Acetat … Det lyder næsten mere giftigt end dihydrogen monoxid, og er det sikkert også!

Og det er go’ nok. Lugten af netop halvgammel, sprittet banan kan tydeligt mærkes i det i øvrigt ikke specielt lyse bryg. Skummet er lyst, indrømmet, mens brygget mere ligner en jordprøve fra de lokale bornholmske landbrug.

Det lover jo på den anden side godt. Og bananen ledsages da også af noter, der er lidt mere tvetydigt ildevarslende. Syre, der formentlig hidrører fra birkebladende gør deres entre og giver brygget en friskhed, der forhindrer bananodeuren i at give en alt for voldsom hovedpine med det samme.

Og brygget viser sig endda at være ét af de få, jeg har prøvet, hvor banansmagen ikke er for voldsomt præsent. Den holder sig i det søde, modne, men ikke for gamle. Spritten holder sig samtidig i baggrunden – brygget holder trods alt for belgiske blonds beskedne 6,5%. Det småkvalme melder sig ikke desto mindre … det er faktisk interessant, hvordan jeg ellers er glad for banan – bare ikke som smag i min øl. Men smager min øl af svedsker, rosen- eller blomkål – ting som jeg kun putter i hovedet under højlydt protest – synes jeg som regel, det er en fest.

Heldigvis er bananen kun initial. Den afløses af en noget mere palatabel ferkensmag, ledsaget af aromatisk bitterhed af nelliker og kanel. Og så er julen jo også reddet, selvom grinchen fik blandet lidt forstyrrende banansmag i.

Jeg anbefaler en serveringstemperatur, der er lidt højere end man måske forventer af en belgisk blonde. Alkoholen integreres først ordentligt i brygget ved 10-12 grader. Uanset hvad kan brygget ikke se sig fri for at være en smule ude af balance og ikke helt sikker på, hvilken retning, der egentlig var tiltænkt.

3-en-halv-stjerne

BB Økologisk Julebryg, Bryghuset Braunstein

2017-01-06-18-57-20Jævnt sødt – især jævnt …

Gad vide, hvor længe, jeg havde haft denne øl stående? Jeg tror faktisk, det var én, min tidligere hustru i sin tid havde fået, og som hun havde opgivet nogensinde at få drukket, hvorefter hun lod mig få den med da vi gik hver til sit. Eller var det én Gedved havde med engang – også fra før skilsmissen, som jeg vist egentlig havde lovet, jeg ville prøve sammen med ham?

Jeg er ikke meget i tvivl om, at jeg i hvert fald har haft den liggende fra før jeg flyttede til Brønshøj. Sandsynligheden taler dermed for, at den er helt tilbage fra forrige jul. Julen 2015 varede ikke bare til påske, men helt til efter julen 2016.

Et kig på holdbarhedsdatoen viser imidlertid 07/15 – altså er brygget faktisk helt tilbage fra julen 2014 … og det opdagede jeg ikke engang før brygget for længst var drukket. Den jul varede altså mere end to år! Og jeg der ellers sagde at overløbet fra julen ikke var særlig stort. Vel, det er det jo sådan set heller ikke, for der er vitterlig fortsat ikke mange juleøl til overs. Det har blot været uventet langt.

Jeg kan afsløre, at alderen næppe har haft nogen stor negativ indflydelse på det mørke bryg. Godt nok var der en masse gas, brygget skulle af med. Det var noget af en tålmodighedsprøve at skænke, idet skummet rejste sig som den mest genstridige marengsmasse over glasranden – gentagne gange, når blot der blev skænket en lille smule. I lyset af bryggets mørke, er skummet ellers ganske lyst – praktisk taget hvidt, mens selve øllet er dystert som den mørkeste vinternat uden sne.

Duften byder på lifligt søde noter af relativt mørk chokolade og krydrede noter af nelliker. Det julede er dermed på plads, og der er ikke den mindste antydning af forældning eller fejlgæring ud over det noget genstridige skum. Heller ikke i smagen finder man negative spor af alderen. Brygget føles fløjlsblødt – næsten vinøst på tungen, og det kunne meget vel være alderen, der havde rundet fylden af. Smagen er fortrinsvis sød af chokolade.

Mild og rar chokolade, men af en bedre kvalitet end det industrielt udstandsede tyske mælkechokolade, der oversvømmer butikkerne op til jul. Men mild og rar og ganske ufarlig, om ikke uengageret, så i hvert fald uprovokerende.

Og det kunne måske også skyldes alderen. Den har måske tabt lidt af intensiteten i smagen, om mundfylden til gengæld måske er blevet en kende mere elegant. Jeg kan jo for så vidt ikke vide det, men forholder mig til de aldringskaraktertræk, jeg har hørt om fra andre bloggere.

Syre og ilt er brygget heldigvis fuldstændig forskånet for. Op på vilde, stormfulde højder når brygget i kraft af sin aldring nu heller ikke, formentlig fordi udgangspunktet næppe har været voldsomt langt over jorden til at begynde med.

3-en-halv-stjerne

Økologisk Pokal Julebryg, Bryghuset Braunstein

2017-01-04-20-26-52Traditionen tro …

Så er vi nået et godt stykke ind i januar, og som altid har jeg ikke nået at gøre kål på de juleøl, jeg fik købt sidste år. Denne gang er det nu ikke så mange, det drejer sig om. Jeg forventer bestemt, at alt overliggende er anmeldt inden udgangen af indeværende måned. Endnu engang kommer julen ikke til at vare helt til påske – eller bare til fastelavn.

COOP har i løbet af sidste år opgraderet deres discountbrand Pokal til en finere, smartere og tilmed dyrere økologisk serie brygget af mikrobryggeriet Bryghuset Braunstein fra Køge. Det er både COOP og Bryghuset Braunstein egentlig sluppet nogenlunde heldigt fra, selvom man kan indvende, at det at højne kvaliteten i serien næppe har budt på nogen voldsom udfordring. Med i porteføljen er denne julebryg, der i farvevalg vælger at være så utraditionel, at det først gik op for mig, at det var en julebryg, da jeg læste det på etiketten. Mere julet er til gengæld duften, der er af lys chokolade (og ikke mørk, som der står på etiketten – men close enough. Farven er også mere julet Rødbrun med matchende gyldent, højt og holdbart skum.

Det er en noget bitter julebryg. Den bæres frem af en smag af hasselnødder, der er blevet lidt for gamle, og som sådan passer det jo fint, at den nydes her på bagkant af julen, hvor de overliggende julegodter også så småt bliver harske. Eftersmagen byder på en lidt mere elegant, men stadig noget anmassende aroma af lidt for stærk og lidt for hårdt ristet kaffe.

Til gengæld kan man glæde sig over at fylden er adækvat. Brygget bærer nogle af de samme smagselementer som King Goblin, men netop med en krop, der kan bære smagen. Søde noter af chokolade begynder desuden også at titte frem efterhånden, og sådan ender brygget med både at være adækvat julet på den bitre, krydrede måde. Jeg hæfter mig ved, at Untappd kategoriserer brygget som en ’spiced beer’ – men ifølge deklarationen indeholder den nu kun de fire klassiske ingredienser. Det vidner vel om en vis brygkunst, at man kan få nogle til at tro, at der er særlige krydderier i øllet uden at der faktisk er det.

Om det var jul eller ej, eller om der nu var krydderier i alligevel, så ville den uanset hvad varme fint i den kolde tid. Brygget behøver heller ikke en decideret julet anledning til at blive nydt. En gammel Luc Besson film kan den bestemt også bruges til. Jeg havde ikke set Subway før jeg havde prøvet denne øl, og som tilbehør var den ganske udmærket (filmen som tilbehør til øllet eller øllet som tilbehør til filmen? – Ja, det får I aldrig at vide, hæ hæ!) Tak til DRK for at levere aftenens andet underholdende indslag.

4-stjerner

King Goblin, Wychwood Brewery

2017-01-03-18-05-14Ikke igen!

Bryggeriet Wychwood pryder sine etiketter med fine tegninger af noget, der er hentet ud af et AD&D 2nd edition rollespil – og det er jo sådan set også helt i orden. Man får selvfølgelig mistanken om, at det skal lokke gamle rollespillere og andre nørder til, og i den anledning må jeg vel lægge mig fladt ned og skamfuldt mumle “mission accomplished” … Eller … så slemt er det jo ikke, hvis øllet ellers er fint, og det har det egentlig været indtil videre, uden at træerne dog ligefrem er vokset ind i himlen.

Her er der angiveligt tale om en ’special reserve’ – en særlig udgave af, hvad jeg må formode er Hobgoblin-brygget. Bagetiketten gør et stort nummer ud af, at øllet er brygget ved fuldmåne … som om det skulle gøre en forskel. Ærligt talt troede jeg ikke, at jeg skulle støde på den slags new age-pladder mere end én gang, men så heldig var man åbenbart ikke. Jeg hæfter mig ved, at hin schweiziske ‘Vollmondbier’ scorede snublende nær den absolutte bundkarakter, og mit gæt var dengang – og er det stadig – at brygteknik, viden om brygprocesserne og evnen til at udvælge de rigtige råvarer til hver en tid vil have væsentligere betydning for en øl, end tidspunktet på måneden, hvor den brygges. At det overhovedet er nødvendigt at skrive dette … ja, man fattes ord.

Men øllet skal selvfølgelig ikke udskammes før det er afprøvet. Brygget er ret mørkt, omend klart og med en nogenlunde tæt gylden skumkrone. Brygget er jo ikke desto mindre en konge. Brygget dufter nydeligt og lovende af mørk chokolade sødet med farin, dertil kommer en snert af vanille og en tand lakrids som et mere bidsk modspil.

En bitterhed, der ikke gav sig til kende i duften møder tungen som det første. Det er umiddelbart rart. Der er noter af flødeholdig kaffe, vanille og bitter eftersmag af den nys overståede juls valnødder. Allerede tidligt i processen ærgrer man sig dog over bryggets krop, der til at begynde med lader til at være i god form, men som snart vakler og falder om. Brygget virker mere og mere vådt og spinkelt, og opnår aldrig en tæthed, hvor de i udgangspunktet ellers gode smagsnuancer kan udfolde sig. En klæg fornemmelse af gær ved kinderne giver brygget det sidste puf helt ud af balance.

Også Wychwood Brewery kunne have godt af at have prioriteterne i orden. Der er vist nogle bryggere, der skal læse lidt op på malttyper, humlesorter og brygprocesser, og en marketingafdeling der ud over at give kvajebajer skulle undlade at få fikse ideer om magiske brygtidspunkter, og i stedet skrive noget om øllet, man som konsument rent faktisk kan bruge til noget.

Alternativt kunne de bare finde noget andet at tage sig til.

3-stjerner

Mit ølår 2016

Foto: Michael Engelsted Zimmermann

Foto: Michael Engelsted Zimmermann

Allerførst – Godt nytår!

Det har været et begivenhedsrigt år for mig. Det gælder ikke bare på ølfronten, men så sandelig også privat. Begge dele har man kunnet følge med i på bloggen, da den jo ikke bare handler om øl, men også om mig selv, og hvordan min ølinteresse møder de ting, der ellers sker for mig og omgiver mig.

Langt det mest altoverskyggende på den private side, var min skilsmisse tilbage i juni måned. Ikke mindst tiden op til dette tog ret hårdt på mig, mens jeg nu for længst har vænnet mig til livet med delebørn og det vældige logistik og koordinationsmaskineri, der hører til. I forbindelse med skilsmissen måtte jeg også flytte fra Amager til Husum, hvor jeg var heldig hurtigt at blive genhuset, da mit gamle boligselskab valgte at tage fusen på mig. Endelig var jeg op til jul travlt optaget af mit webtegneserieprojekt, hvor en julekalender skulle laves færdig. Det lykkedes – til dels på bekostning af den anmeldelseshyppighed, der ellers havde præget resten af året.

2016-01-15 21.34.06152 indlæg blev det til i alt. Det er ikke det største antal indlæg, jeg har skrevet på et år, men det var alligevel nok til, at jeg i løbet af året rundede øl nr. 666, nr. 700, nr. 750 og nr. 800. Da alle cifre skiftede ved øl nr. 700, Hjemmebryggeren Ole Wolfs ‘Svartsot’, startede jeg desuden en ny tradition, der indtil videre har holdt ved. Et jubilæumsindlæg ledsages fremover af et indlæg af mere generel karakter. Først skrev jeg om de tre bedste øl, ved anmeldelse nr. 750 om tre af de ringeste øl og ved anmeldelse nr. 800 – den største udfordring – om de tre mest middelmådige øl, jeg har prøvet. Hvad det bliver næste gang – om det igen bliver en top tre – ved jeg ikke. Men ét eller andet skal jeg nok finde at tirere om.

Noget andet, der prægede ølåret var de overraskende mange gange, jeg kom ud af huset – til forskellige mere eller mindre ølrelaterede events. Således var det efter min anmeldelse af ovenstående øl nr. 750 – Kongebrygs Bacon Porter – at jeg blev inviteret til rundvisning på bryggeriet, der ligger på den nedlagte Næstved Kaserne. Besøget ansporede min deltagelse ved Livsstilsmessen i Bernstorff Slotspark og den nystartede Copenhagen Beer & Whisky Festival i Forum. Forinden havde jeg som almindelig gæst igen deltaget ved Danske Ølentusiasters traditionsrige festival i Lokomotivhallen. Jeg prøvede også ved forskellige lejligheder for første gang at dele lidt ud af min viden. Det skete til et arrangement med mit arbejde, og ved en ølsmagning, jeg holdt for nogle gode venner i anledning af min fødselsdag.

2016-07-07 19.05.13De konkrete smagninger af øl kom til at bære præg af et vældigt overløb fra året 2015. Jeg var blevet overordentligt begavet i anledning af min 40 års fødselsdag. Kort før jul valgte bryggeriforeningen at sende mig et parti juleøl til anmeldelse. Og endelig fik jeg af læsere og medbloggere kastet øl, eller midler til øl i nakken, så jeg på grund af en svær økonomisk situation på det tidspunkt ikke kom til at løbe tør. Der var rigeligt overliggende at tage fat på i det nye år, faktisk så meget, at jeg først i juli måned blev helt færdig med de overskuddet fra året før.

Og samtidig blev jeg fortsat begavet med hele to partier øl fra Rækker Mølle Bryghus, den Aalborgensiske (eller – han er godt nok fra Nørresundby) hjemmebrygger Ole Wolf havde også milde gaver til mig, ligesom hans oversåt, Rådmand Lasse fra samme bebyggelse – omend på den sydlige side af Limfjorden. Et spændende parti øl fra Minnesota blev det også til fra min gamle studiekammerat Rasmus, ud over de mægtige partier øl fra Amager Bryghus og Kongebryg, hvor jeg var på besøg. Kvicklys Ølfestivalg løb af stablen i foråret, og jeg fik traditionen tro et eksemplar af hver øl til anmeldelse. Sidst – men bestemt ikke mindst, var læseren Paul Hertz behjælpelig med en række spændende smagsprøver: Ikke alene anskaffede han den ideelle øl nr. 666, han formidlede også en uvurderlig kontakt til den nordsjællandske brygger Martin Guldhammer, hvis øl det har været en virkelig udsøgt fornøjelse at lære at kende og anmelde.

2016-04-27 17.39.59Ikke mindst var Martin Guldhammer en fest at lære at kende, fordi han personligt havde brygget én, og (i samarbejde med Paul Hertz) fremskaffede en anden af årets i øvrigt rigtig mange seks-stjernede oplevelser. Hele 10 blev det til i alt: Amager Bryghus stod med Todd, Lubricated Labrador og Gluttony for hele tre af dem. Kongebryg stod for to, Ole Wolf/Gravøl for én. Evil Twin Brewing for én (hvilket giver dét bryggeri en 6-stjerners score på 100% indtil videre) og den sidste jeg nævner her, var den første sekser, jeg prøvede sidste år – SuperNova fra det Serbiske bryggeri Kabinet.

Den ukronologiske rækkefølge på de seks-stjernede oplevelser skyldes, at jeg på den måde kan lave en elegant overgang til det næste emne – nemlig de mange nye lande, som jeg også fik besøgt – eller rettere – fik besøg af øl fra i løbet af året: Serbien, som sagt, der ikke kunne lægge bedre ud end de gjorde. Ellers var der spændende besøg for første gang fra Canada og Baskerlandet og lige knap så spændende besøg fra Cuba, Kina og Barbados.

2016-03-03 16.31.00Og som jeg var inde på i indledningen på nærværende årsrapport, så handler min blog også om andet end bare øl. Jeg excellerer ikke sjældent i lange tirader, som jeg tit må kæmpe en endda ganske brav kamp for ikke at gøre alt for lange, og om muligt en endnu bravere kamp for bare at have den mest perifere og søgte relevans for den øl, jeg er ved at anmelde. Rækker Mølle Bryghus‘ øl er fx altid en kærkommen lejlighed til at fyre en bredside af mod Esben Lunde Larsen, og navnlig hans parti og politik. Årets anmeldelser byder på noget af en samling af alt det, der ifølge flere læsere gør bloggen særlig læseværdig – at det ikke bare er øllet det handler om, men at der også er en masse overflødigt fedt, der gør det lækkert.

I flæng kan jeg nævne de tirader, jeg ved gennemskimning af årets indlæg bed mærke – der er sikkert flere endnu, så det er bare at komme i gang med læsningen: Ask Sarurt, Brown Hornsleth, Ask Juleurt, Sloth, Lottrup Stone Street IPA, Quercus Reserve, Hagbards Bock, Den Blå, Giraf Beer, Lottrup Dark Ale og som sagt alle indlæg om øl fra Rækker Mølle Bryghus. Jeg har faktisk et nytårsforsæt om, at jeg mindst skal anmelde én øl fra Rækker Mølle uden overhovedet at nævne Esben Lunde Larsen, endsige stikke ham en sviner ved samme lejlighed. Nu må vi se, om det lykkes, eller om nytårsforsættet forvandles til et nytårsfortsæt i stedet.

Jeg kaster et flygtigt blik ned over de noter, jeg nødtørftigt nedkradsede ved gennemskimningen af al den tekst, jeg fik produceret hen over det forløbne ølår, og konstaterer, at jeg faktisk har fået det hele med. Tilbage står der bare at gøre status over, hvad der især var godt – eller hot, som det hedder på ungdomsk – og hvad der var ‘ikke’ … eller ‘not’ hedder det vist nok.

Hot

Noget der virkelig var hot i løbet af året – noget, jeg for så vidt havde øjnene åbne for i forvejen, men som virkelig tog kegler som aldrig før og i en udstrækning, jeg nærmest ikke havde forestillet mig muligt var …

Amerikanske IPA’er

Eller … ikke som sådan amerikanske i den forstand, at de rent faktisk er produceret derovre på den anden side af dammen. Det er skam rigeligt at øllene er inspireret af den særlige amerikanske IPA-stil. Amager Bryghus gjorde det godt, at jeg næsten (men også kun næsten) endte med at blive træt af dem. Serbiske Kabinet gjorde sig også godt bemærket, og det gjorde Amerikanerne selv med Founders Brewing også … og så var der jo – nej, ved I hvad: Den gemmer vi lige lidt!

Not

Jeg vil ikke sige, at jeg endeligt opgav to forskellige øltyper i 2016 – for i princippet opgiver jeg aldrig en øltype. Repræsentanter for enhver type skal altid have chancen uanset hvad. Men to øltyper gjorde det bestemt ikke nemmere for mig sidste år, på trods af at de begge fik flere chancer:

Cream Ale og Havrestout

Cream Ale vil bare ikke være interessant. Det eneste, det mestrer er ikke rigtigt at mestre noget, men bare at lægge sig aldrig så solidt i midterfeltet – lige der, hvor det smager af lige meget og lige lidt. Dårligt smager det måske ikke – bevares, og jeg kan da også mærke den rare mundfornemmelse, som typen er så berømt for. Men samme mundfornemmelse – og smag – findes til fulde og mere til i andre typer. Det dér cream ale, ikk’? Stop det nu bare. Det er simpelt hen en overflødig øltype, der ikke bringer ølverdenen noget nyt, men i bedste fald kun noget kedeligt.

Og så var der havrestout … Om den kan sige, at når selv skotske BrewDog ikke formår at brygge én, der er interessant, så står det vitterlig skidt til med genren. Jeg udnævnte for øvrigt en havrestout fra Krenkerup som én af de mest middelmådige øl, jeg nogensinde havde prøvet. Middelmådigheden er i dén grad kendetegnende for denne stouttype, der af uvisse årsager lader til at have givet afkald på alt det gode, stouts ellers kan tilbyde os: Fylde, tyngde, tæt bitterhed, varm sødme … pist væk og fordampet, og kun en våd fornemmelse af daggammelt, koldt øllebrød er tilbage. Jeg er ikke overbevist, og der skal nok noget til, før jeg bliver det.

Årets skuffelse

2016-11-05-18-52-16Det er nu hverken en Cream Ale eller en Havrestout, der løber med titlen som årets skuffelse – årets ringeste øl. Den tvivlsomme ære tilfalder det ubestemmelige flaskeindhold i 10 Saints fra bryggeriet af samme navn, hidrørende fra den caribiske østat Barbados. Det er en – okay, lad os kalde den en ‘øl’, der er lagret på romfade. Hverken øllet eller rommen kan smages, og det må skyldes at begge dele må være blevet fortyndet af rigtig meget vand. Så meget, faktisk, at man endda mistænker vandet, det er fortyndet med for også at være fortyndet.

Så tyndt er brygget, og at det så kun er øl af navn og lød og ingenlunde af gavn, kommer næppe som nogen overraskelse.

Årets bedste øl

2016-07-31 14.26.45Den er der ingen tvivl om. Det er den øl, jeg valgte at gemme lidt tidligere i indlægget, og blot at kalde den årets bedste øl, yder den langt fra den hæder, den fortjener. Der er nemlig ikke bare tale om årets bedste øl, men den bedste øl, jeg nogensinde har smagt: Focal Banger fra bryggeriet The Alchemist, Vermont.

En IPA så aromatisk, at den skal nydes direkte ud af dåsen og ikke skænkes, indgyder selvfølgelig på forhånd en vis ærefrygt – men også en mistanke om, at brygget er udtryk for opstyltet spradebasseri og slet ikke kan leve op til det, der loves … men det kan det – med en hævn, en dobbelt hævn og en vengeance, der ville gøre Bruce Willis i hans velmagtsdage misundelig.

Tak til Martin Guldhammer for at smugle brygget over Atlanten i en barnevogn og tak til Paul for at gemme et eksemplar af den til mig – og derved stå for fristelsen til selv at hælde brygget i gabet.

Og tak til Amager Bryghus og Kongebryg, fordi I var så søde at invitere mig på besøg.

Tak til Ole Madsen for endnu engang at være leveringsdygtig i gode tips ved årets ølfestival i Lokomotivhallen, og tak til Martin Bo Petersen for samme ved Copenhagen Beer & Whisky Festival i Forum.

 

2016-05-21 14.28.50

 

Sidst men ikke mindst – selvfølgelig en stor tak til alle læserne. Det er jer, jeg skriver for og til. Forbliv indstillet til tirader, brok, udkrængning af hjerteblod og Weltschmertz samt naturligvis flere anmeldelser i 2017.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme