Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

La Goudale IPA, Brasseurs de Gayant

Selv tyskerne styrer det bedre …

Et impulskøb. Det beskriver vel bedst grunden til at jeg nu skriver om denne øl. Den stop på en hylde med spotvarer i Netto på Rantzausgade, Nørrebro. Ingen pris, ingen beskrivelse, ingenting, andet end at jeg kunne huske, at jeg havde prøvet øllet engang før – sidste år til jul. Nåhr ja, og så havde flasken en fiks form. Jeg køber ellers aldrig varer, hvis ikke der står pris på – det er vel sådan en slags principsag, men her gik jeg altså på kompromis med de gode intentioner, og valgte at lægge den i kurven alligevel.

Og se nu, hvad der kom ud af det … At Frankrig i det hele taget ikke har formået at imponere særlig meget som brygnation burde have tjent rigeligt som advarsel. Min erfaring indtil videre har været, at franskmændene enten lader alle deres bryggerier opkøbe af aktører fra andre lande – gerne Danmark, idet Carlsberg har sat sig på den lokale industrigigant Kronenbourg – eller de brygger sløje kopier af klasseøllene fra nabolandet mod nord – Belgien.

Her har de åbenbart prøvet at koble sig på den globale ølrevolution med en international klassiker. IPA stammer måske nok fra Storbritannien oprindeligt, men den har gået sin sejrsgang i alle de lande, hvor ølrevolutionen har slået igennem.

Dette franske bud på en IPA starter utraditionelt, men i øvrigt hæderligt med en frisk duft af sure æbler, der måske lige akkurat er begyndt at gære. Humlen – typens signaturingrediens – lurer såmænd stadig i baggrunden. Indtil nu glædes man mere ved det nyskabende end en svigtende karakter.

Idet brygget når kæften, er indtrykket imidlertid et ganske andet. Humlebitterheden er der da. Men selv ikke videre karakterfulde pilsneres bitterhed er mere rå og voldsom end dennes. Mundfornemmelsen er underligt glat og indifferent. Brygget er dovent i udtrykket, hvilket dæmper den friskhed, der ellers også karakteriserer brygget. I det hele taget er førstehåndsindtrykkene præget – ikke af den egentlig lovende anderledeshed fra duften, men derimod en voksende skuffelse over, at anderledesheden som frygtet indikerede, at der var tale om en fredagsmodel.

Leder man lidt og giver man den lidt mere tålmodighed, end den egentlig fortjener, kan man da også finde IPA-noterne i den nogenlunde friske træbitterhed ved gummerne. Samme types tegn på, at der ikke har været helt styr på processerne – gærsmagen – titter imidlertid også frem, omend i et ikke videre generende omfang.

Så selv på de parametre, hvor brygget mislykkes, kan det ikke engang finde ud af at mislykkes ordentligt. Både på det positive og det negative er brygget på det jævne i en grad, så man dårligt kan andet end at være jævnt skuffet. Akkurat bestået, må være dommen over dette første franske forsøg, jeg har prøvet, på at tilkoble sig den globale ølrevolution.

Et andet land, jeg ikke sjældent beskylder for at have ringe held med at tilkoble sig ølrevolutionen er Tyskland. Hvor mange gange har jeg ikke brokket mig over tyskernes konservatisme og modvillighed mod forandring. På det felt har de her fundet deres overmænd m/k. Tyskerne brygger vitterlig IPA’er der er klasser bedre end franskernes.

Dario The Dark Don, Amager Bryghus (AB2017-Kollektionen X)

Russian Brutal …

Gad vide om jeg når det før nytår – at gøre Amager Bryghus meget fine brygsamling færdig? Jeg tror det ikke, men der har jeg til gengæld været så snarrådig, at jeg har gemt de bryg, der kan tåle, ja – måske endda ligefrem bliver bedre af, at stå lidt.

Som nu fx en imperial stout som denne. Den lange og underholdende historie på etiketten antyder, at der er tale om en russisk én af slagsen. Og betegnelsen længere nede på etiketten, slår det endda fast. Imidlertid antyder smagen noget andet, for det er ikke de lette og søde noter, der præger dette mørke monster.

Ikke engang ved skænkningen. Tykt, sejt og tilsvarende modvilligt skvulper brygget ned i glasset på en maner, der må sætte skænkerens armkræfter og tålmodighed på prøve. Selv skummet er mørkttonet, og udviser omtrent samme holdbarhed som epoxyfugemasse.

Og nej, der er ikke tale om det søde stads, den russiske zar slubrede i sig. Hvis der er noget russisk ved dette, så er det de forarmede, sultne bønders bitterhed man smager. Tæt tæt natsort aroma af stærk kaffe leder tanken i retning af italiensk espresso og barske mafiosi – omend kaffen egentlig virker for bitter og koncentreret til den karakteristik. Kaffegrums måske – ja, kaffegrums hvis det smagte godt, så ville det smage og omtrent føles sådan her.

De 11 % alkohol er samtidig forbløffende velintegreret i brygget, der slet ikke virker unødigt sprittet – vel knap nok sprittet i det hele taget. At den vilde, mørke bitterhed ikke får brygget til at virke tørt eller grumset er vel alkoholen skyld, men der er stadig kun akkurat så meget af den, at man dårligt mærker den i sig selv. Sådan kan alkohol vel også bruges som en art naturlig smagsstabilisator..

Vel – Rusland har som bekendt også en mafia. Endda en om muligt langt mere brutal én af slagsen end den italienske. Så måske er betegnelsen ‘Russian Imperial Stout’ slet ikke så langt ved siden af endda, blot man erstatter ‘цaрь’ med ‘братва’ i konceptbeskrivelsen.

Herlsev Bryghus Porter, Herslev Bryghus

Kaffegrums og rugbrød …

For nogle måneder siden solgte min far sit hus i Hvalsø – hvor jeg i øvrigt boede og bloggede fra for fem år siden – og flyttede på alderdomshjem i Nordvest. Det var ikke kun en fordel for ham, men også for hans tre børn, der nu kan besøge ham meget nemmere end før. Vi har alle overtaget nogle af hans ting, og næppe overraskende tilfaldt hans restlager af øl undertegnede.

Deri forefandtes blandt andet denne porter fra Herslev Bryghus – det ligger jo heller ikke langt borte derfra – som imidlertid viste sig at have stået længere i kælderen end intenderet. Sidste salgsdato var i sommer, så den har fået lov at lagre lidt. Heldigvis plejer det sjældent at være noget problem ved mørke øl og især ikke portere.

Der er ikke sparet på noget i det natsorte og tætte, brunskummende bryg. Bitterhed af kaffe, sødme af karamel og vanillefylde – alt sammen afstemt med den bittersøde baggrund af mørk chokolade.

Men måske havde den alligevel stået for længe …

For alle, de gode, forjættede indtryk i duften blev hastigt skyllet væk som kaffegrums i et industriopvaskeanlæg. Kaffen var alt for tynd, og i øvrigt den billigste uøkologiske (i modsætning til øllet ellers …) man kunne finde i det mest snuskede discountsupermarked. Vanillechokoladefylden er erstattet af tørt rugbrød, og den flydende karamel som man kender den fra chokoladeskildpadderne var intetsteds at finde.

Sjældent har en øl lovet så meget og holdt så lidt. Generelt plejer mørke bryg ellers at få lidt mere fylde af at stå, mens humlen ganske vist kan blive lidt slatten. Her er det hele slattent, og skyldes næppe at sidste salgsdato var overskredet. Snarere må man have haft en minusdag på Herslev Bryghus, der ellers gerne leverer fuldfede oplevelser af høj karakter.

Også kvalitetsøl bliver kedeligt fortyndet …

Cascade Dark Ale, Albani/Royal Unibrew

Industri ganske vist, meeen …

Den her har været i butikkerne længe efterhånden, dagens øl. Den er en af mange specialøl brygget af Royal Unibrew for at give mikrobryggerierne konkurrence. Jeg anmelder den derfor mere i embeds medfør end af egentlig lyst, da jeg anser industribryggeriernes langsomme men sikre overtagelse af markedet for kvalitetsøl for uønsket i bedste fald.

De skulle holde sig til deres bælleøl, som de jo fortsat vil have rigeligt med godtroende forbrugere til. Den reelle fare for ølkvaliteten ligger i, at industrikonglomeraterne kan producere specialøl billigt og i mængder, hvor mikrobryggerierne overhovedet ikke kan være med. Helt godt bliver det imidlertid sjældent, men det kan toppen af industrien jo være bedøvende ligeglad med, så længe de kan puge deres fortsat mindre og mindre velfærdsbelastede mammon og så grine hele vejen ned til banken, mens de små kvalitetsbryggere må dreje nøglen om.

Jeg køber så også kun det ene eksemplar her. Det er næppe den, der gør forskellen.

Det mørke, letflydende og lyst-men-højtskummende bryg dufter overraskende kraftigt af humle. Humlen er min favorit – cascaden, og åbenbart har de undtagelsesvis ikke fedtet med den. Som industrikoncern kan Royal Unibrew selvfølgelig også opkøbe langt mere ad gangen end de mindre virksomheder – og selvfølgelig række tunge og synge drillesange ad de små, når Royal Unibrew med deres aggressive opkøb presser prisen ekstra meget i vejret for de mindre.

Det til side lover duften nu ellers meget godt, og i betragtning af, at der er tale om et industriprodukt, formentlig med et oplag på over en million, så smager det faktisk af ganske meget. Cascadehumlen minder mig om, hvorfor den er min favorit med sin hvasse og aromatiske krasbørstighed. Grannåle og bergamot forenes som et bittersødt modspil til en bund af sød lakrids med antydning af salmiak.

Gode takter – ingen tvivl om det – til gengæld kniber det med instrumenteringen. Uden at ville sige, at der er deciderede huller i partituret, forbliver brygget et industriprojekt med den alt for velkendte lidt for store mængde vand og derfor lidt for ringe fylde. Det kunne have været vidunderligt tungt og samtidig skarpt. Det holder sig til at være jævnt smagfuldt og gedigent i stedet for – ikke en mikrooplevelse, men stadig fin nok til at betegnes kvalitet …

Og vel over industriel standard i øvrigt.

Störtebeker Roggen-Weizen, Stralsunder Brauerei – revisited – (Lidt godt fra Niels V)

Meget er vist ikke ændret …

Tid til en revisited fra Bloggens ganske spæde barndom. Godt en måned gammel var bloggen, da jeg anmeldte denne øl første gang. Dengang havde jeg fundet den i en øko-biks på Jægergårdsgade i Aarhus (der dengang endnu hed Århus) – denne gang har jeg fået den i anmeldergave fra Niels. Som bekendt havde han en samling med hjem fra en ferierejse til behørig anmeldelse på bloggen. Og jeg ville da være et skarn, hvis jeg ikke gav den et forsøg mere i stedet for bare at henvise til den gamle anmeldelse. Hvem ved – måske har den også ændret afgørende karakter siden sidst – så hvorfor ikke?

Som selvstændig anmeldelse kommer dette indlæg dog ikke til at tælle. Gengangerne har deres egen kategori.

Genanmeldelsen er en anledning til at dvæle lidt ved, hvordan min skrivestil mon har ændret sig, og hvilke detaljer, jeg lægger vægt på i dag i sammenligning med tidligere. Det vil jeg måske gøre bagefter. Lige nu vil jeg bare anmelde den efter de notater jeg har taget – som var det første gang jeg prøvede den, og så må sammenligningerne vente til senere.

Det mørke – omend ikke så mørkt, man måske ville forvente af en rugopblandet hvedeøl – bryg dufter syrligt sødt og tungt af banan, mens det høje, flotte skum langsomt afbruser. Aromaen er til gengæld bitter, og langt fra så præget af de estere duften behørigt advarede imod – og som jeg på det oprindelige indlægs affattelsestidspunkt i hvert fald ikke kendte navnene på. Isoamyl Acetat er siden blevet et dagligdagsudtryk i mit ølordforråd.

Man smager humle – lidt skarpere end den basale man kender fra pilsnere, så man tidligt glæder sig over en hvedeølsoplevelse med mere kras end kælen aroma. Tørt træ har erstattet hylden, mens bananen kun i tåleligt omfang gør sig bemærket. Gæren, som har spoleret mangt en hvedeøl i tidens løb glimrer velvalgt ved sit fravær.

Rugen mærkes vel nok i træindtrykket, og i det lette stik af kommen ved gummerne. Bananen giver en sød antydning, der faktisk gerne måtte have været mere fremtrædende, om det ikke lige var banan, sødmen havde karakter af. Sødmen er heller ikke det eneste, der måtte være mere fremtrædende – det måtte humlen og rugen egentlig også. Bedst ville det nok have været, at vandet holdt sig lidt mere i baggrunden, for de velvalgte smagsnuancer får aldrig lov til at udfylde sig i alt den kvælende væde.

Der var oplagte grunde til, at jeg gav den her øl 2½ stjerner dengang (ja, lige netop det, tillod jeg mig at aflure). Det er en karakter, det giver god mening at fastholde i dag. Konklusionen er den samme, og hvad der ellers måtte afvige fra originalen kan med sindsro formodes at være detaljer.

Marianna The Moody Milf, Amager Bryghus (AB 2017-Kollektionen IX)

Ingen jul i år!

Et godt stykke inde i december, kan jeg lige så godt sige det som det er – det bliver ikke jul på bloggen!

Eller – det bliver det jo selvfølgelig. Men der bliver ikke megen skriveri om juleøl, for sådan nogle har jeg ikke fået købt i år.

Det skyldes, at jeg gennem alle årene er blevet jævnt til slemt skuffet over udbuddet. Jeg synes simpelt hen ikke, at juleøllene udmærker sig tilstrækkeligt til, at man som blogger behøver gøre noget særligt ud af dem. Desuden går rigtig mange af dem igen fra år til år, så rigtig mange fra årets udbud, kan man allerede læse om her på bloggen.

Flere gange har jeg til gengæld bemærket og også anbefalet øl, der slet ikke er tænkt som juleøl, men som ville egne sig udmærket til julemaden. Således har jeg gemt min sidste Petrus Aged Red til årets julemiddag. Den vil klæde den fedtsøde sovs og den sveskespændte and aldeles fremragende – og skulle der være noget til overs ved risengrøden ved jeg jo allerede, at den også vil klæde den perfekt.

Til selve juleaftensdag køber jeg gerne en nippeøl. Det kunne have været den her, men det bliver det så ikke, for jeg vil helst prøve en ny én til den anledning. Sådan er jeg så også så traditionsbunden.

Men den ville have været god, den modne dame fra Amager Bryghus, opkaldt efter hustruen til en mafiaboss, der bryggede denne øl i forbudstiden til hendes ære (som altid må I selv købe øllet for at få alle detaljer med). Alene det, at styrken er tocifret – 10 % – og flasken på den sædvanlige halve liter, gør brygget bedst egnet som en langtrukken nydeøl. Skønt der er tale om en Barley Wine, der fint kan serveres i et højt, flot rødvinsglas,, bruser brygget nok så lystigt ved skænkning med rigeligt skum til følge.

Det falder ganske vist hurtigt og klistrer ikke. Til gengæld kan man nu nyde de kraftige, fede noter af rom, tørrede figner og karamel. Aromaen er ikke overraskende tung og monsterfyldig af alkohol, velkrydret med det bedste fra julesteg og -bag – nelliker, muskat, koriander og kanel.

Og der er vitterlig til flere timer. Hver eneste lille brændende slurk er næsten som et lille glas bittersnaps i sig selv – men man kan drikke meget mere af det her, før man bliver julefrokoststiv. Ikke dermed sagt, at man bare kan bælle løs. Det er for det første synd for det vidunderlige øl. For det andet er brygget rigeligt stærkt til at man stadig bliver straffet dagen efter …

Rugbrød med øl, kontrol (Brød med øl 5.2 og 10.1)

… samt mine anbefalinger …

Mit lille brødbagningseksperiment har omsider nået vejs ende. Dette bliver den foreløbig sidste gang, jeg skriver om mit ‘næsten rugbrød‘, som jeg gennem nogle måneder har bagt med forskellige typer øl, for at spore mig ind på, hvad der giver det bedste resultat.

Dette sidste eksperiment er kontroleksperimentet. Kontrollen består i, at jeg denne gang har taget to identiske rugbrødsdeje, hvor den eneste forskel er, at den ene er brygget med den type øl, jeg har fundet bedst egnet til rugbrødsbagning – nemlig stout (porter er i øvrigt lige så godt), i dette tilfælde Royal Unibrews Royal Stout. Det andet brød er bagt med Københavns Kommunes postevand, frisk fra vandhanen i min lejlighed i Husum.

Det burde kunne give en eller anden form for forskel, at man bruger to så radikalt forskellige ingredienser. I hvis favør, vil eksperimentet forhåbentlig vise med en vis håndgribelig entydighed.

Farven, både undervejs og i det færdige resultat, taler sit eget tydelige sprog.

    Jeg kan afsløre, at det ikke er dejen og brødet til højre i billedet, der er bagt med postevand.

Det mørke øl giver faktisk rugbrødet en farve, der gør det svært at skelne fra det rugbrød man køber i poser i supermarkedet. Kvaliteten derimod, er som med alt andet hjemmebag en ganske anden, dvs en langt bedre oplevelse. I begge tilfælde. For alene det, at der er tale om hjemmebag gør det bedre end posebrød. Hvis alene det at ville overgå Nettos rugbrød for en femmer posen er ambitionen, behøver man ikke øl. Vand er rigeligt.

Men øllet giver også noget ekstra. Det står endeligt fast. Min anbefaling er helt klart, at man bager brød med øl – om det så bare er en jævn pilsner, så gør malten, gæren og måske endda også humlen i øllet kun godt for brødet. Det gør noget for smagen og for mundfylden. Det smager mere af korn, og når det gælder nærværende rugbrød, så giver især stouten en dybere og varmere smag af – ja, vel lige netop rugbrød.

Brødet bagt med vand smager af mindre. Måske nok af brød, men underligt tørt og hult i forhold til det fyldige, maltbuttede rugbrød med det mørke øl.

Vel … Dette er altså foreløbig sidste afsnit af den efterhånden lange række af indlæg om brug af øl i mad. Konklusionen er ret klar – brug øl! Om det så bare er en billig og ikke særlig karakterfuld én af slagsen, giver den stadig brødet lidt ekstra på smags- og fyldeparametrene. Som læserne måske har kunnet fornemme er suverænt de bedste resultater opnået med mørkt øl, og særligt porter eller stout.

Der er dog ingen grund til at bruge dyrt og fancy øl. Det kan såmænd godt være, at stout generelt er dyrere end pilsner, og at en dyrere type dermed er bedre at bruge end en generelt billigere. Men lad nu være med at bruge en 10% stout lagret i 300 år på romfade fra Tortuga. Det gør ikke brødet mærkbart bedre, og det er i øvrigt fuldstændig parallelt med brug af vin i mad. Der er hvidvin hvidvin og rødvin rødvin, og nok er det væsentligt om man bruger rød- eller hvid-. Men Bourgognen, fundet i den dybeste kælder under ruinerne af Chateau Le Snobbe, der brændte under den franske revolution med alle adelige indeni, er ikke mærkbart bedre end den der kan fås på karton i Netto til en tusindedel af prisen.

Min anbefaling som den bedste rugbrødøl på markedet er dermed Royal Unibrews Royal Stout. Den er prisbillig, ikke noget vidunder at drikke alene, men gør lige præcis det den skal i et mørkt rugbrød. Eneste ulempe er, at den kun fås i 0,33 l.-beholdere, hvilket er i underkanten af den mængde, jeg anbefaler til de typisk to brød, jeg bager ad gangen efter min opskrift. Et glimrende alternativ er Oyster Stout, der fås i de ønskede halvlitersdåser i Fakta.

Vel – et langstrakt tema er dermed overstået for bloggens vedkommende. Men hvem ved – måske der kommer et efterspil. Forbliv i hvert fald indstillede …

Klintekongens Stout, Stevns Bryghus

Tilbuddet værd …

Aldrig fik jeg brokket mig over, og siden løst problemet med, min blogs lange ladetid – som jeg havde givet skylden for mit mindre hyppige bloggeri – inden jeg … tog endnu en ordentlig pause. Undskyldningen er arbejde, arbejde, børn, bekymringer og arbejde, der ikke alene dræber lysten til at skrive, men også lysten til at drikke øl.

Ja, sådan kan man have det så omvendt. Det er jo ellers den slags der så tit anføres som årsag til at Jeppe (eller andre) drikker. Måske er det en ADHD-ting, ligesom vi med diagnosen har det med speed (som jeg i øvrigt tager hver dag med tilfredsstillende effekt – men det er en anden historie).

Men Klintekongens Stout altså … Klinten er ikke fra Østlunden, men derimod fra Stevns – den er noget mindre imponerende end den på Møn, men stadig et meget smukt minde om, at den del af landet engang for pænt mange år siden var en lavvandet oceanbund.

Øllet er dog af nyere dato, men alligevel gammelt nok til, at Føtex havde klistret “Køb billigt nu, før vi smider det væk”-mærker på. Det havde jeg også ventet et godt stykke tid på, for øllene kostede vist oprindeligt 40 kr. stykket. Det er alligevel sjældent, jeg køber så dyre øl, hvis jeg ikke på forhånd har fået dem anbefalet. Disse havde jeg derimod hørt, næppe var prisen for Royal Unibrews standardstout værd – den karakteristik kan jeg så allerede nu afsløre ikke gør øllet retfærdig ære.

Brygget dufter sødt og rart af karamel og sød lakrids sammen med en skarp og alligevel kækt sukret kant af rom. At der er tale om en stout og ikke en porter – der er tungere og bitrere – er allerede evident. Den rigelige kulsyre og det deraf høje, brune skum vidner allerede før bryggets entre i kæften yderligere om stoutens lethed.

Man overraskes over bryggets fortrinsvis bitre aroma. Den er smagfuld af branket karamel og rom, blandet i en måske en anelse for tynd kaffe, der til gengæld er brygget af udsøgte bønner og smagt til med sød, finsk lakrids. Selvom jeg måske ville være mere begejstret for porterversionen, redder de 7,5 % alkohol og den deraf følgende fine, småtbrændende romessens oplevelsen, der stundom er på nippet til at blive lige lidt for let.

Alt i alt både elegant og aromatisk. Måske ikke 40 kroner værd, men til udsmidningstilbudsprisen var kvaliteten bestemt ikke urimelig.

Pauwel Kwak, Brouwerij Bosteels

Oplevelsen er hjemme …

Det gjorde en del for mig, at få load-tempoet på bloggen lidt i vejret. I samme omgang blev mine previews på fjæsen også ordentlige igen, og gårsdagens besøgstal var på 195 klik. Det er usædvanligt højt. Så det er alt sammen meget godt. Nu vil jeg til gengæld prøve at nå igennem de anmeldelser, der har hængt, mens jeg har gået og knurret over, hvor langsomt det gik.

Denne øl købte jeg sammen med en anden belgier i Fakta, nemlig Tripel Karmelit, hvis bananalkoholiske kommenindtryk undtagelsesvis ikke var væmmeligt nok til at få mig til at opgive undervejs. Pauwel Kwak er væsentlig mørkere – nydeligt kobberfarvet, og med langt fra så hidsigt skum som sin lyse broder … broder, thi der var jo tale om en klosterøl.

Odeuren af banan har den til gengæld til fælles med askeseramte familie, omend også i en mørkere udgave. Den gule frugt ledsages af branket karamel, og så ellers igen rigeligt alkohol, der næsten på forhånd formår at fremkalde hovedpine.

I smagen er bananen til gengæld slet ikke så fremtrædende, og det er alt andet lige bedst, selvom jeg modstræbende må indrømme, at selv agtelsen for isoamyl acetat så småt er begyndt at vokse hos mig. Alkholen er der til gengæld fortsat i front, og den giver samme fornemmelse af Rød Aalborg, man også måtte døje med sidst. Oven i den krasse skommenimpression møver den mørke karamelaroma ind. Det føles mest som olie og vand – blande det kan man godt, men det lader sig aldrig integrere i hinanden. Karamellen og kommenen … (hedder det virkelig det – “kommenen” – det lyder da åndssvagt …) er underligt ved siden af hinanden, og går aldrig op – hverken i en højere eller en lavere enhed.

Jeg vælger at glæde mig over det sidste frem for at ærgre mig over det første, idet jeg konstaterer, at selvom smagene forbliver lidt underligt adskilt, er det ikke urart og virker heller ikke disharmonisk, endsige fejlbehæftet. Oplevelsen er i hvert fald hjemme, og at det ikke lige er poleret og forfinet det hele, holder i hvert brygget fra at blive kedeligt.

The Bastard Princess, Amager Bryghus

Hver en detalje …

Som nogle nok har bemærket – flere har i hvert fald kommenteret det – er bloggen blevet dræbende langsom her på det sidste. Netop i skrivende stund ser problemet ud til at være fundet – og løst midlertidigt.

Den midlertidige løsning indebærer dog, at jeg i øjeblikket ikke kan linke til mine medbloggeres seneste indlæg – endsige med de previews, der også fulgte. Det er jeg egentlig lidt ked af. Men på den anden side, har jeg bemærket, at min egen side ikke får voldsomt mange hits fra andre blogs, der linker til mig. Så skaden er måske ikke så stor endda.

Jeg lover, at der kommer en ny linksamling op med mine medbloggere snarest. Den kommer til at være i en simplere form end tidligere, for uanset hvor meget jeg sætter pris på ikke at være den eneste, der gider dele mine tanker om gærede humlebryg på det store fællesdrev, så synes jeg ikke, at hverken jeg selv eller mine læsere skal spilde kostbare minutter af deres liv alene på at bladre i mine indlæg.

Jeg er stadig på Amager Bryghus med mine børn sidste lørdag, hvor bryggeriet holdt Grand Opening af deres nye bryglokation på Kirstinehøj. Efter med gru at have konstateret, at Amager Bryghus også brygger øl til jævne smagsløg, valgte jeg at spille mere sikkert. Jeg ville drikke en enkelt smagsprøve til – ikke mere, for jeg havde trods alt børnene med. De fik til gengæld alle de æbleskiver, popcorn og sodavand, de kunne indtage – vi var jo alt andet lige på tur.

På lydfilen, jeg optog da jeg prøvede øllet, nævner jeg ikke duften med et ord. Jeg må åbenbart være gået lige til makronerne, men det er jo også smagen, der er vigtigst.

At der er tale om en dobbelt IPA, er man ikke i tvivl om – især ikke hvis man har fået det at vide på forhånd. Og at der er tale om en dobbelt IPA fra Amager Bryghus er en omtrent lige så elendigt bevaret hemmelighed, såsnart de små, sylespidse grannåle, flænser både tunge, gane og gummer i aromatisk vintergrønt.

Det holder bare aldrig op med at være godt. Amager Bryghus har for længst ramt en langtidsholdbar form, der kan tåle flere genundsendelser end Matador, Star Wars og Emil fra Lønneberg til sammen.

Små variationer er der dog altid. Brygget her har fx en meget lækker, krydret-sød maltbund. Ikke alene giver den fylde og et venligt modspil til den sprudlende og krasse humle – den supplerer desuden med yderligere krydderi. Thi det er ikke bare sødme som man kender det fra sukker eller karamel – nej, det er mere subtilt, mere avanceret. Det er fennikel, som denne kun fås på restauranter med stærk mad, og i kiosker med varer fra varme lande.

Der er ikke sparet på noget, og selv de afdæmpede indtryk er velkoreograferede ned til mindste detalje.

Det er Amager Bryghus når de er bedst.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme