Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Løkkendarisk, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken V

Mangel på spræl …

Vi fortsætter i underkategorien af Løkken Bryghus-øl, der hylder lokalhistorien og omegnen. Her gælder det Vesterhavet, som jeg ikke selv bor ved – jeg må nøjes med Limfjorden her i Thisted – men alligevel jævnligt ser i mit for tiden alt for sparsomme arbejdsliv.
Brygget er således tilsat sukkertang og porse. Det er ikke første gang man ser nogen af delene. Rise Bryggeri bryggede ‘Ærø Tangøl‘ i sin tid – den vandt de min stemme i det nu hedengange Kvickly Ølfestivalg med tilbage i 2015. Jeg holder imidlertid stadig på, at tangen ikke kunne smages, og at det var det gavmilde indhold af amerikanske humler, der gjorde det. Porse er i ølverdenen om noget forbundet med lokale Thisted Bryghus og deres Porse Guld. Uden at ville gå så langt som ligefrem at kalde den en af mine favoritter – stærke pilsnerøl af export-typen er bare generelt ikke rigtig mig – vil jeg nok alligevel bedømme som den mest smagfulde i sin klasse.

Løkken Bryghus klassificerer imidlertid brygget som en pale ale, og det kan undre en kende, da brygget ikke ligefrem tager sig lyst ud. Der er høj score på de visuelle parametre – ingen tvivl om det. Prangende i efterårets flotteste rødbrune kulør og gyldent, fedtet skum kan forventningerne ikke få andet end et skub opad.
Bouqueten er anderledes afdæmpet. Let nøddebitter og ikke rigtig andet. For så vidt godt, den smule der er, men hvor ville man bare ønske, der var mere.
Men nej. Også i smagen kniber det med karakter, styrke, energi, spræl. Brygget spankulerer nonchalant og let-på-tå hen over (især over) smagsløgene. Kun sparsomt tjattes der til dem med en umakreret, og kun sparsomt engageret bitterhed af fugtigt træ og paranødder. Porsen gør sin entre, og formår at redde brygget et minimum af karakter med sin sødt-syrlige aroma på bagkant.

Men det er ikke nok til at trække brygget højere op, end en akkurat adækvat oplevelse. Det har Løkken Bryghus gjort væsentlig bedre. Lad os håbe, det ikke bliver værre.

Elsebeth Gyldenstjerne, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken IV

Det vil ikke rigtig

Når det eneste, der kan få én til at grine er Cirkus Trump, ledet overklovnen Rudy Giuliani og klovnedronning Sydney Powell, er tiden måske inde til at lede mere seriøst efter noget adspredelse.
Jeg må erkende at det kan være svært, når snart det eneste man må som arbejdsløs er at sidde på sin flade og skrive ansøgninger til stillinger, man alligevel aldrig får, og som man i øvrigt heller ikke har kompetencer til. Alt imens kræver den døende minkavls- og -mishandlingserhverv millioner og atter millioner i kompensation for fortjenester, der efter alt at dømme ikke ville komme ind alligevel.
Ligesom størstedelen af det øvrige landbrug er minkavl en underskudsforretning, der alene holder sig oven vande via offentlige tilskud fra staten og EU … og så vover landbrugets sykofanter i det dybt kriminelle og bundkorrupte parti Venstre oven i købet løbende at beskylde landets ledige for at være nogle dovenlarser … Med den tidligere formand in mente skriger ironien til himlen.
Jeg håber meget snart at Inger Støjberg overtager formandsposten i partiet, så det hurtigt forvandles til den rygende askehob, vi alle som små børn juleaftensdag ser frem til, at de ender som.

Inden da kan jeg fortsat adsprede mig med et par øl fra Løkken Bryghus. Såfremt de nydes med måde, er de nok alligevel sundere for sindet end endnu engang at se Rudy Giuliani smelte som en anden heks fra Wizard of Oz.
Det ser ud til, at bryggeriet har flere serier på programmet. En af serierne er vi godt i gang med, hvor bryggeriet har opkaldt øl efter særlige udtryk på vendelbomål, med udførlige forklaringer på etiketten. Med denne øl tager vi hul på en anden serie, hvor øllene er opkaldt efter lokale seværdigheder eller historiske personer. Om Elsebeth Gyldenstjerne, der fødtes omkring år 1500, fortælles det, at hun fik et ægteskab med en gal bonde ophævet, og at hun levede sammen med Stygge Krumpen på Voergaard Slot ved Dronninglund. Såvidt det lokale.

Der er tale om en steam beer – en type, der aldrig rigtig har vakt den store begejstring hos denne blogger. Usædvanligt er til gengæld typens lød, der normalt er gylden til kobberfarvet. Dette er næsten kulsort, og skummer off white så det er en fryd.
En sød, maltet bouquet holder skuffelsen på afstand lidt endnu, og bag læberne bliver det da heldigvis heller ikke stort værre. Et nogenlunde fyldigt bryg med en godkendt tæt maltprofil giver en adækvat bitter oplevelse af mørkt træ og kaffe, indkapslet i en skal af melasse. Sødmen kommer først, og efterhånden som brygget bevæger sig over tungen, udløses de bitre aromaer … lettere modvilligt. Man kan nemt komme til at sluge brygget for hurtigt til, at man når at mærke dets finere nuancer.
Nogen mægtig oplevelse bliver det aldrig. Aromaen skal næsten presses ud af brygget, og bag et noget tilbageholdende udtryk lurer kedsomheden stadig.

Det er som om, det der steam beer bare ikke sådan rigtig vil imponere særlig meget …

Kavt, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken III

Tilgiveligt …

Jeg er fortsat sunket godt og grundigt ned i ledighedssumpen med hvad dertil hører af angst, depression og stress, ironisk nok fordi man pludselig har alt for meget tid, men ikke magter at bruge den på noget konstruktivt.

Det er ledighedens paradox, og det har jeg været inde på et utal af gange allerede, og jeg skal derfor ikke plage læserne unødt med det.

I stedet vil jeg skride videre til dagens øl med det samme. Vi har fat i endnu en af de mange fine øl, Løkken Bryghus har sendt mig. I dag gælder det Kavt. “Kavt er et af de udtryk Vendelboerne har opfundet til at beskrive noget, der er upraktisk, besværligt og unormalt” fremgår det af etiketten. Så blev vi så kloge.
Ellers er Kavt en belgisk (inspireret – må jeg hellere tilføje, for ikke at få Fødevarestyrelsen på nakken) blonde. I virkeligheden er belgisk blonde et meget vidt begreb, der vidner om den belgiske ølkulturs mangfoldighed. Det betyder til gengæld også, at det kan gå alle mulige veje, og at det er stort set umuligt at forudse hvad man bliver budt, når brygget er skænket – måske med undtagelse af hvor lyst brygget er. En blonde vil som regel være lys – her i en nydelig nuance af blankpoleret kobber.
Bouqueten er letbenet og imødekommende humlebitter uden at være kraftig nok til, at begyndere udi specialbryg har noget som helst at udspytte brygget for. Kenderen vil til gengæld ærgre sig over konturløshed og vigende styrke, for hvilket der kompenseres noget i aromaen, der er markant sød af kornmalt og uden noget af det, man ellers godt kan frygte, når der står belgisk blonde på menuen. Der er ingen rå sprittethed, ingen gærsmag eller anden uintenderet sur afsmag. Det hele er velkontrolleret og harmonisk … lidt for harmonisk, kunne man indvende. Men har man mere end én gang haft dårlige oplevelser med typen, er de begrænsede armbevægelser ikke bare tilgivelige, men også kærkomne.
Og fuldstændig gråt og kedeligt er det langt fra. Sødmen er markant, og slår efterhånden mere over i modne æbler med en snas af banan – lige akkurat nok til at det kan påskønnes, og meget langt fra, at det på nogen måde virker generende.
Bag på tungen melder der sig desuden en bitter kant af valnødder. Det passer perfekt til årstiden, og til bryggets afdæmpede, men alligevel ikke konturløse udtryk.

Rajfog, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken II

Ufortjent …

Aldrig så snart man har gravet sig dybt dybt ned i sortsyn og sløvsind over ens beskæftigelsessituation, før man bliver tilbudt arbejde flere på hinanden følgende dage i træk. Jeg er som bekendt ikke troende, ej heller er jeg overtroisk, og derfor er jeg heller ikke bange for at jinxe når jeg her for anden gang på kort tid (første gang var på Twitter) lufter ideen om at melde mig i arbejde igen, hvis det fortsætter. Lige nu går det i hvert fald i den rigtige retning, og jeg kan allerede mærke, hvordan mit humør bliver bedre for hver time, der går.

Mere lyst til at anmelde øl får jeg også igen. Jeg kan dårligt huske, hvornår jeg egentlig prøvede den her, den anden øl fra Løkken Bryghus. Jeg skylder i øvrigt bryghuset tak – ikke bare for tilsendelse af anmeldelsesmateriale, men også for to fine glas. Det ene har afløst mit favoritdrikkeglas, der røg på gulvet for et par dage siden.
Nej, det er ikke det for oven afbilledede drageglas. “Jamen er drageglasset da ikke dit yndlingsglas?” gentager jeg for mig selv med tungen klemt ned mellem fortænder og underlæbe som Peter Kær i den navnkundige børneunderholdningsserie TV-Pil fra 90’erne. Næh – drageglasset bruger jeg af æstetiske årsager for at signalere, at her er der en øl, jeg har høje forventninger til. I grunden er det ikke særlig godt at drikke af. Det er djævelsk tungt på grund af alt metallet, og faktisk en anelse for smalt til at egne sig rigtig godt som ølglas.

Så hellere et glas, der rent faktisk bare er af glas. Her er det så i brug første gang, det nye glas som Løkken Bryghus skænkede mig (ja, selvfølgelig er ordene nøje udvalgt og udspillet). Det er fra Bryggeriet Vestkysten, som jeg har til gode at stifte bekendtskab med. Til gengæld er jeg vild med det spinkle og stilfulde look, og jeg nyder allerede i fulde drag (jeg kan ikke lade være) at bruge det.
Det skal læserne nok få meget mere at se til, indtil det også ryger på gulvet en dag. Men lad os nu se om ikke det har en del gode år i sig før det sker.

Videre til dagens øl, Rajfog hedder den. “Rajfog er et rigtig godt udtryk for snestorm. Hvis himmel og hav står i et, er det “himmelbetændt rajfog”” fremgår det af etiketten. Den slags vil det nok være så som så med i fremtiden i betragtning af, hvor godt den globale opvarmning har fat. Temperaturen her midt i november ser ud til at have lagt sig et sted mellem 11 og 13 grader. Abnormt højt for årstiden, men netop det abnorme er efterhånden normen, når man ser på udetemperaturerne i vintermånederne.
I det mindste står regnen ikke konstant ned i stænger, sådan som den gjorde sidste efterår, så vores vaskekælder stod under vand fra midt på efteråret til langt ud på foråret.
Årstidens mørke efterligner denne seksprocents-bock til gengæld ret autentisk. Ikke at en bock egentlig behøver være mørk, men det er såmænd heller ikke fordi det mindsker forventningerne, når brygget samtidig dufter ganske indbydende af vanille og mørkt sukker.
Der er da også skruet godt op for maltimpressionen, der giver brygget en rar og blød mundfylde. En let lakridsberøring yder et krydret indslag over et sødt aromatæppe af melasse og farin. Desværre kan ingen af aromaerne se sig fri for at være noget for ikke at sige ret meget til den afdæmpede side. Nogle gange er antydningens kunst at foretrække frem for aromatæppebombning af mundhulen, men det her grænser til det decideret vage og uengagerede.

Det startede ellers jøwt med pilsneren af samme navn. Dette her er til gengæld hverken jøwt eller rajfog. Det er bare småkedeligt og trivielt (gad vide, hvad det mon hedder på vendelbomål?), og det fortjente egentlig ikke pladsen i drageglasset.

Grand Cru, Rodenbach

Vanilla Sour …

Dangit … jeg er meget dårlig til at være officielt arbejdsløs. Jeg har været virkeligt dybt nede i kulkælderen lige siden jeg trykkede på ‘Meld dig ledig’-knappen på jobnet i torsdags. Jeg har ikke haft energi til noget som helst siden, mindst af alt at prøve nye øl, eller bare få skrevet om dem, jeg endnu mangler at anmelde.

Så ligesom mit øvrige liv, vil bloggen nok også kun få det absolutte minimum af opmærksomhed der skal til for at den kan løbe rundt. Forvent kortere, men til gengæld også mere to-the-point anmeldelser i den nærmeste fremtid. Engang når jeg får det bedre igen vil anmeldelsesfrekvensen og længden på indlæggene nok tage til igen. Fast beskæftigelse vil næsten med garanti sikre den nødvendige stigning i livskvalitet og mere til, men det er ikke noget jeg tør håbe seriøst på som tingene ser ud lige nu.

Dagens øl er den anden øl, som Føtex har stående fra belgiske Rodenbach. Angiveligt endnu en Red Ale, omend kuløren snarere er mørk rødbrun. Men auburn ale er vist endnu ikke en ting.
Meget vigtigere og mere markant er da også bryggets syrlighed. Den kan man nyde i fulde drag allerede fra åbningen af flasken, idet den rene surkålslage med det samme smyger sig legesygt ud. Endnu bedre bliver det selvfølgelig ved skænkning, hvor man nu også hurtigt opdager, at der på trods af et substantielt eddikelignende syreelement ikke er tale om samme galsindede surhed, som man oplevede i Broaden & Build‘s Red Tide, der faktisk sved i næsen ved inhalering.
Den her er venligere, eller i hvert fald noget mindre aggressiv. Faktisk lægger den sig i både bouquet og aroma et velvalgt sted midt mellem Broaden & Build’s kompromisløse syrebomber og The Brooklyn Brewery‘s begynderbryg udi det sure, Bel Air Sour. Man kunne vælge en mindre diplomatisk tilgang og kalde den mainstream. Men surt øl som type er stadigvæk lysår fra den generiske pilsnerverdens laveste fællesnævner – selv når deres ph-værdi ligger signifikant højere end hvad man bliver budt her.
Så hellere vanilla. Omend det udtryk også bruges rundhåndet som skældsord, betegner det stadig meget mere neutralt noget, der måske nok befinder sig i midterfeltet, men som også alligevel er rart. Alle kan lide vanille, og det behøver der i sig selv ikke at være noget galt i – heller ikke her. Og at brygget ud over en velbeslået eddikemarinade med alt hvad der forventes også byder på æblesødme, der giver lidt ekstra kontur og udtryk, øger naturligvis kun oplevelsen til den positive side.

En middle-of-the-road sur øl på den mest positive måde dette kan forstås. Erindringen derom kan faktisk tage toppen af en arbejdsløshedsdepression.

Alexander, Rodenbach

Umsteigsdroge …

“Jeg har været i Kina
Og rørt ved formandens Mao.
Krydset Biscayen i kano
Vindstyrke 12.
Med Fidel i Kastrup
Delte jeg en kande kakao.
Og så var jeg half-back
På Zarens Ishockey-hold.”

Der har indfundet sig en vis lettelse, nu hvor det om ikke er mejslet i sten, så i hvert fald støbt i beton, at Trump ikke længere skal være præsident i USA. Så bliver tingene måske nok lidt mindre slemme de næste fire år. Man kan ikke få alt, så selvom det ikke var min foretrukne kandidat der vandt, så glæder jeg mig over, at det i hvert fald den helt rigtige, der tabte.

Men som det har været i resten af indeværende år, så er glæden kun kort før den næste tragedie indfinder sig. Michael Bundesen er afgået ved døden. Jeg skammer mig ikke det mindste over at være kæmpe fan af Shu-bi-dua. Når jeg er på vagt på Dragsbæk Margarinefabrik får jeg altid McArine på hjernen, jeg kan tude over Hvalen Valborg og jeg har stadig svært ved at følge med i den næsten maskingeværsagtige affyring af tungebrækkere og ordspil i United Steaks. Og så har jeg endda kun lige akkurat kradset i lakken af bandets finurlige og imponerende musik- og lyrikkatalog.
Alting har en ende … Michael Bundesen sikke én. Æret være dit minde, du navnkundige rim- og musiksmed.

Jeg prøver i mellemtiden at kæmpe mig op af min egen sump af problemer og bekymringer. Jeg har ikke nok arbejde – især efter at Nordjylland er blevet lukket ned, og den tyskundervisning, jeg ellers har været så glad for, er midlertidigt stoppet. Mine feriepenge er også brugt, så nu er der kun dagpengesystemet tilbage at støtte sig til.
Jeg hader det system så meget, at jeg har udskudt så længe jeg overhovedet kunne at tilmelde mig det igen. Men nu går den snart ikke længere. Jeg er selvfølgelig glad for at få en mere stabil indtægt igen, men jeg ville langt hellere forsørge mig selv end være klient i det system. Ikke mindst når jeg ved at jeg sagtens kan arbejde.

Nå, de bekymringer må alligevel lige vente et par dage endnu. I mellemtiden kan jeg nå lidt videre i rækken af tomme øl, jeg endnu ikke har fået skrevet om. Den her sure sag fra blogdebutanten Rodenbach nød jeg, mens jeg optog min seneste livestream i serien ‘A Beer with …’ på min YouTube-kanal. Gæsten var den canadiske aktivist Godless Cranium, der fik sig en kop kaffe imens.
Ifølge bryggeriet er det en ‘Red Ale macerated with juice from sour cherries’. Hvor min holdning til Red Ale generelt er, at det er en type, der ikke rigtig ved om den vil være mørk eller lys, bitter eller sød, fugl eller fisk, så er jeg vild med kirsebær – og ikke kun i øl.
Heldigvis er der da også langt mere sour ale end red ale over det rødbrune bryg. Det lave skum, der snarere afbruser end falder, kan man sagtens tilgive, når de forfriskende dampe indhaleres. Almindeligt surt og sure-kirsebær-surt blander sig frejdigt i en frugtigt-vedkvægende surhed med rigelig kraft, uden at overdrive … Surt øl såmænd gerne overdrive, men det behøves ikke.
Har man først beskrevet duften er der ikke meget mere at tilføje, når brygget smages. Det glider let og mere end bare tilstrækkeligt surt hen over tunge og gummer.
Sødmen fra kirsebærrene ikke glemt. Det kan være svært at beskrive sure nuancer, uden at skræmme folk. For hvem er egentlig interesseret i eddike, kållage eller ufortyndet citron? Ikke alene giver bærrene bryggets syre modspil – de giver det også en kontur der ved sit fravær ofte får sure øl til at glide sammen til en noget udefinerbar masse. En velsmagende masse, ganske vist, men ikke desto mindre udefinerbar.
Munden trækker sig derfor mere ud til siderne i et veltilfreds smil, end sammen i en Pia Kjærsgaardsk hønserøv – og det er fint nok. Ikke alle sure øl behøver at være kompromisløse syrebade, hvor man må frygte for både slimhinder og emaljes velbefindende.
Ikke mindst når man skal lære øl, hvor man vitterlig skal være bekymret for slimhinder og emalje, at kende, er det bedst at have et par støttesten på vejen. Men kunne fx starte med The Brooklyn Brewery’s Bel Air Sour, og så give typen en enkelt chance mere efter skuffelsen med indeværende surt-søde perle.

Og derfra er det kun ph-værdien, der sætter grænser.

Jøwt, Løkken Bryghus – Det’ bare Løkken I

Bestemt jøw

Jeg må hellere til det. En uge næsten uden arbejde og amerikansk valg har resulteret i endnu en rutsjebanetur – af den slags man finder på almindelige legepladser, og ikke i forlystelsesparker. De kører som bekendt kun én vej: ned!
Vel, nu er der så omsider lidt lys for enden af den tunnel, som rutsjebanen endte i igen (igen igen igen). Mit liv minder lidt om bilferierejserne i min barndom gennem alperne. Med jævne mellemrum må man igennem lange, mørke tunneller for at nå videre. En afgørende forskel er imidlertid, at udsigten mellem tunnellerne er knap så flot og spændende i mit liv som den er i alperne.
Ikke desto mindre tyder meget i øjeblikket på, at Agent Orange omsider må forlade Det Hvide Hus, så man endelig kan ånde lettet op igen. Sådan da. Demokraterne ser til gengæld ikke ud til at få kontrol over senatet – og så er vi om ikke lige vidt, så i hvert fald stadig meget langt væk fra reel forbedring. Men i det mindste vil katastroferne da ikke snuble over hinanden i flere på hinanden følgende train wrecks hver eneste dag.

Men netop som lyset viser sig for enden af den tunnel, muterer Coronavirusset i mink, og hele Region Nordjylland lukkes ned igen. Bummer! I det mindste har vi da en regering, der forstår at tage de nødvendige beslutninger hurtigt nok til, at Thy og Vendsyssel ikke går hen og bliver det nye Wuhan … håber jeg da. Men den sag kan nemt gå hen og blive lige så nervepirrende som det fortsat ikke afgjorte præsidentvalg.
Jeg har til gengæld fundet anledning til at gøre en dyd af nødvendigheden, og fejrer i dag min fødselsdag ved at være på internettet og skrive ølblog.
En officiel fødselsdagslivestream, der finder sted fra klokken 20 kan findes her.
I mellemtiden må jeg hellere se at få fulgt op på mine nylige smageaktiviteter. Bare fordi jeg sidder med depression op til halsen, betyder det jo ikke, at jeg ikke prøver nogen nye øl. Faktisk har jeg fire tomme flasker stående, hvis indhold ikke er anmeldt endnu, så jeg har faktisk en smule travlt.

Således tager jeg fat på den fine pakke øl, Løkken Bryghus sendte mig forleden. Nogle af øllene bærer navn efter særlige udtryk på det lokale vendelbomål. Som barn af firserne blev jeg med De Nattergales hyppige medieeksponering behørigt forberedt på min flytning til Thy for et år siden. Af vendelbomål forstår jeg til gengæld kun ganske lidt.
‘Jøwt’ er ifølge etiketten et universelt begejstrings- og anerkendelsesudtryk; “dejligt, fedt, kanon eller super” kan det oversættes med. Men passer det så? Er pilsneren her virkelig jøw eller det modsatte (hvad det så end måtte hedde (det er nok ikke ‘wøj’. Så nemt og logisk opfører sprog sig desværre aldrig))?

Skummet ser da ret jøwt ud – i hvert fald så længe man ikke hælder for voldsomt, thi oversvømmelse og vandskade … vel, ølskade må det vel hedde, er nok ikke videre jøwt. Det stiger hastigt, og forbliver højt et godt stykke tid, hvilket gør skænkningen til lidt af en udfordring. Udkantsdanmark-associationerne bliver ikke mindre af bouqueten, der minder én om stald og insillage. En ubehagelig lugt for mange, men langt fra fremmed i ølverdenen, og ingenlunde ildevarslende heller. Det er vist noget med, at de svampe- og gærtyper, der findes i staldmiljøer er nært beslægtede med dem, der bruges i ølbrygning, men det er ikke noget, jeg skal kloge mig videre på.
De høje forventninger staldlugten indgyder, bliver da også straks infriet. Her er en aromatisk pilsner. En pilsner, der rent faktisk smager af noget, og ikke bare er til tørst og fuldskab. Modne kornmarker leverer en fuldfed, næsten honningsød maltbund på hvilken solide stammer af mørkt træ slår rødder dybt ind i smagsløg og gummer.
Det er kraftfuldt, robust og ganske enkelt bare rigtig, rigtig velsmagende. Og i øvrigt også overraskende for så vidt, at brygget her ikke bare giver mere af den pilsnersmag, man så ofte gerne vil have mere af. Nej, den leverer en bitterhed og en sødme, man ikke har prøvet før. Oveni bare at være rigtig god, er pilsneren i sit udtryk også original.

Hvis det ikke er jøwt, så ved jeg ikke hvad der er.

Det’ bare Løkken – Indledning

Løkken eller ej?

Nej, jeg holder mig bestemt ikke for god til at bruge platte ordspil, når jeg skal finde på nye temaer. Det burde ikke komme som den store overraskelse for faste læsere, og eventuelle nye læsere kan hermed være advaret.

Det er ellers ikke småting, jeg skal samle op på. Sean Connery – den originale og i mine øjne for evigt og altid bedste James Bond – er død. Han var vidst lidt af en nar i det virkelige liv, ikke mindst hvad angik hans syn på kvinder. Og det passede jo sådan set fint med hans Bond-roller, der ikke ligefrem kan anklages for at være videre kønspolitisk progressive. Jeg vil imidlertid bedst huske Connery for hans rolle i Outland, der stadig den dag i dag er min yndlings-science fiction film over dem alle.

Efter at en bande gale religiøse fundamentalister har myrdet en fransk lærer står barneagtige provokatører nu nærmest i kø for indirekte at forårsage endnu et terrorangreb. Herhjemme gælder det Pernille Vermund og Nye Borgerlige, der vil udgive Charlie Hebdo’s tegninger, der afstedkom terrormordet i Frankrig i annonceform. Aktionen spinnes som et slag for ytringsfriheden – en ret der i sin tid blev givet til de undertrykte, så disse havde en mulighed for at kritisere magten. Nu skal den åbenbart bruges som undskyldning for at tilsvine og marginalisere en etnisk-religiøs gruppe yderligere. Charlie Hebdo har kort før redaktionens afslutning sagt nej – og det har Pernille Vermund og Nye Borgerlige rigtig godt af.
Det skulle ikke undre mig, at Vermund & Co.’s egentlige mål var at fremprovokere et angreb som det i Frankrig. Så ville partiet have den bedste begrundelse for at iværksætte deres liderlige drøm om etnisk udrensning af Danmark. Ofrene for terrorangrebet ville Nye Borgerlige-slænget naturligvis være lige så bedøvende ligeglade med som de mange tusind uskyldige, der ville blive udvist af Danmark som led i udrensningsprocessen. For det fascistiske parti Nye Borgerlige har mennesker – inklusive deres egne vælgere – kun værdi, når de kan bruges til at opnå politiske mål. Og hvis de må dø i processen, tjah så … [forestil dig Pernille Vermund trække på skuldrene og slå ud med hænderne her].

Et konkret eksempel på dette kan ses i USA, hvor fascisten Donald Trump lader til at være bedøvende ligeglad med de mange vælgere, der møder op til hans valgmøder. Én ting er den omsiggribende globale pandemi, hvorunder kun psykopater ville samle så mange mennesker i en sådan tæthed som han gør. En anden er Trumps totale ligegyldighed over for sit publikum, når valgmøderne er overstået. Flere gange er deltagerne efterfølgende blevet efterladt frysende i vejkanten, fordi de busser, der skulle fragte deltagerne tilbage til deres biler, ikke har kunnet nå frem.
Trump kunne selvfølgelig ikke være mere bedøvende ligeglad. For ham handler det kun om at vinde valget – og om nødvendigt stjæle det. Om han vil få højesteret til at erklære ham som vinder, eller han vil uddirigere sine dødspatruljer – I ved, Proud Boys, Boogaloo Boys etc. – eller eventuelt begge dele må tiden vise.
I mellemtiden kan jeg vel glæde mig over, at jeg i det mindste har fundet en del af årsagen til, at jeg i disse dage atter er røget godt og grundigt ned i kulkælderen. Det er ikke kun, at der ikke er udsigt til arbejde, og at jeg nok ender med at skulle melde mig arbejdsløs igen. Det er i den grad også fordi valget i morgen er den største gyser siden Tyskland 1932 med potentiale for endnu større globale katastrofer end dengang …

Puha … nå, men det var de her nye øl, vi kom fra. Eller, det gjorde vi jo egentlig ikke. For jeg fik vist kun antydet i starten af dette indlæg, at det ville komme til at handle om andre ting, end de sindssyge katastrofer, der truer os.
Sagen er den, at Løkken Bryghus har været vildt søde. De har sendt mig en hel stribe øller at anmelde, hvilket vil komme til at fylde rigtig meget her på bloggen det næste lange stykke tid. Bryggeriet har i deres mail til mig fortalt, at dagblade og andre medieaktører lader til helt at have mistet interessen for at skrive om øl, hvorfor bryggerierne må ty til nye metoder for at få det glade budskab om deres produkter ud til forbrugerne.
Derfor har de sendt en samling øl ud til en lang række … [idrk] influencere (hvoriblandt jeg skammer mig en anelse over at måtte tælle mig selv. Men det er jo ikke desto mindre barske realiteter, som jeg ikke rigtig kan kæmpe imod …) for at de på den måde kan få sig noget tiltrængt omtale.
Og gerne for min skyld, for øllene fejler jo ikke noget! … eller … det ved jeg jo ret beset ikke, før jeg har prøvet dem. Så det må jeg hellere se at komme i gang med.
Med andre ord; velkommen til bloggens nye tema:

‘Det’ bare Løkken’!

Whirl Domination, To Øl

Still here …

Jeg har endelig taget mod til mig og afprøvet det andet ‘To Øl’-bryg, jeg forleden købte i Føtex. Det første, jeg prøvede var en særdeles skarptandet pale ale, der var mere end værdig til at få et ‘India’ hæftet foran.

Derfor var det også med tilbageholdt åndedræt og en knivspids frygt, at jeg valgte at åbne denne egentlige IPA, da jeg i fredags skulle tilberede butter chicken til aftensmaden (check min krydderiblanding her. Tilføj gerne hvidløg efter behov.)

Det jeg var mest spændt på var, hvordan To Øl ville ekspandere pale ale-konceptet, til noget endnu mere skrapt og aromatisk, når nu de allerede havde fremmanet et mindre monster? På den visuelle side viser Whirl Domination sig at være en kende lysere i løden, men til gengæld også tættere i teksturen; en orangegul barriere for alt lys, der prøver at trænge igennem det. Til gengæld kan det reflektere orange og gult lys aldrig så nydeligt.
I kras- og skarphed gør bouqueten det godt omend næppe House of Pale rangen stridig. Til gengæld nyder man typens andre dufte en anelse mere – der er masser af frugt til stede; lime, appelsin og grape. Det samme gør sig gældende i aromaen. Der findes ikke mange pale ales, der river mere i gane og svælg end den her IPA – men bryggeriets egen House of Pale gør altså.
Til gengæld følges hin pale ale uden ‘India’ foran slet ikke af det farvestrålende frugtudvalg, nyderen bliver tilbudt i brygget her. Grape og appelsin får følgeskab af mango og fersken med vanille som fyld og smagsforstærker. Og det er såmænd ikke fordi bitterheden er glemt – som sagt er det kun ganske få pale ales, faktisk kun én jeg har prøvet (gæt selv hvilken. Det er ikke fordi jeg ikke har nævnt den flere gange i indlægget her allerede) der kan gøre den her rangen stridig i karsked, friskhed og ru bitterhed.

En kende mindre bitterhed. Til gengæld meget mere frugt … jeg kan sgutte sige hvad der er bedst. De to øl fra To Øl er vel nærmest lige gode …

Farvel & Goddag – afslutning.

Hvil i fred …

Det er sådan fire rigtig spændende øl skal nydes: over en måneds tid hvor man har tid og ro til at tage dem én ad gangen, og hver gang dvæle en smule ved deres kvaliteter, og endda nyde et par andre humleindslag før den næste åbnes og afprøves. Jeg kan allerede nu afsløre, at bloggens næste tema vil blive anderledes hektisk. Der er løbet en donation ind, der kræver noget mere umiddelbar opmærksomhed – men det kommer vi til inden længe.

Lars fra Haandpluk i Klitmøller fortjener endnu et shout out for anbefalingen, mens jeg ikke kan sende meget andet end tanker til Broaden & Build. De måtte som bekendt gå konkurs for at vi forbrugere til gengæld kunne blive beriget med de fire fadlagrede øl, som blev sendt på markedet i anledning af lukningen og som er blevet anmeldt under temaet Farvel & Goddag. Havde jeg været religiøs kunne jeg også have sendt et par bønner af sted, men lur mig om ikke det havde hjulpet præcis lige så meget mine tanker – og de er (som læserne af min blog vil vide) ikke mange sure sild værd i forvejen.

Temaet kom ganske vist lidt lunkent fra start. Bryggeriets saison med kirsebær, Red Sonia, scorede kun middelmådige tre stjerner. Kommentarer fra andre ølkendere i facebook-gruppen ‘Danske ØL Folk‘ (der trods et unødvendigt mellemrum i navnet har mine varmeste anbefalinger som sparringssted for ølanbefalinger og -erfaringer) sænkede mine forventninger til de resterende bryg betragteligt. Og jeg besluttede mig for, at den næste øl ikke ville blive videoanmeldt, sådan som Red Sonia blev det.

Det skulle jeg komme til at fortryde bittert – eller måske snarere surt – da jeg kort efter åbnede Optical Prism – en Sour, fremstillet ved brug af koji-mikroflora, der angiveligt bruges til at fremme umami.
Jeg ved ikke helt hvad jeg skal mene om det der umami. Det lyder lidt woo-agtigt i mine hyperskeptiske ører, ikke mindst på grund af det etnisk-popsmarte der pr. en udefinerbar automatik i mine ører manifesterer sig i østasiatiske låneord. Men angiveligt betyder det ‘velsmag’ og det er vel de færreste, der kan have noget imod den slags. (Mormoner kan vist – de vil helst kun have mad, der ikke smager af noget, for at deres høje tanker om Gud ikke bliver forstyrret. Men det er vist også ekstremer som disse, man skal ty til for at finde den form for modstand.)

Men velsmag var der – ikke bare så rigeligt, men til overflod! Straks jeg havde taget min første tår greb jeg min telefon, og optog mig selv på video tage den næste. Den måde mit ansigt krængede sig sammen på – som en anden Kaj-dukke om Keld Nørgaards knyttede næve – skulle mine læsere ikke snydes for!
Et par mundfulde af den mest intense nydelse kan ses på Twitter.
Velfortjente seks ud af seks stjerner var min bedømmelse, og den eneste bitterhed ved oplevelsen var som nævnt fortrydelsen, samt at vi med Broaden & Builds utimelige bortgang ikke vil blive denne kæmpe surhedsoplevelse til del igen.
Til gengæld lærte jeg, om ikke på den hårde måde, så i hvert fald på den sure måde, at øl uden humle kan være i absolut topklasse. Og skulle jeg ikke have lært det denne gang …

… så lærte jeg det i hvert fald den næste. Det var tid til endnu en sur øl, nemlig Red Tide, der var brygget på forskellige typer gær og andre mikroorganismer med spændende navne, mælkesyre, kirsebærsten og – igen – ingen humle. Denne gang udviste jeg også rettidig omhu, og optog min prøvesmagning på video til offentliggørelse på min YouTube-kanal sammen med en tirade om den tids hotteste emne; var Donald Trump virkelig syg eller ej. Wow, det føles allerede som lang tid siden det var på programmet.

Oven i endnu en surhedsoplevelse i absolut verdensklasse, der også kastede maksimumkarakteren på seks stjerner af sig bød dette bryg på en regulær næsestyver. Jeg har i min tid som ølblogger afprøvet mange øl med kraftig duft. Men aldrig én, der rev så meget i næsens slimhinder, at hovedets refleksbetingede rekyl næsten forårsagede piskesmæld.

Skuffelsen var ikke stor, da bryggets imperial stout med kakao- og browniestykker, Barrel-Aged Brownie Loop viste sig at være langt mere venlig og tilbagelænet end de to foregående aggressive og kompromisløse sours. Fem en halv stjerne kunne det blive til for en gennemført smagfuld bittersød stout med aroma af blendet chokoladekage tilsat stærk kaffe.

Den intense, og alligevel forbløffende letglidende aromaoplevelse blev nydt i noget nær det bedste selskab, jeg kunne have ønsket mig for mørke øl af den kaliber: Den legendariske YouTuber Aron Ra gæstede min YouTube-kanal for at fortælle om sin passion for øl.
Og således nåede alle Broaden & Builds øl at blive videoanmeldt – sådan da.

Broaden & Build gjorde det godt. De vil især blive savnet for deres sours, der har været intet mindre end en legendarisk fornøjelse at stifte bekendtskab med. Jeg håber inderligt at ekspertisen ikke dør med bryggeriet, da det virkelig har været en oplevelse af de helt store.

Så hvis nogle af bryggerne fra Broaden & Build læser med derude: Hold ikke op. Start noget nyt. Danmark har brug for jeres epokegørende evner udi surt øl. Det er ren verdensklasse, og hvor ville det være synd såvel som skam, hvis det alt sammen blev tabt på gulvet.

Og jeres stouts – de er i øvrigt også rigtig gode!

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme