Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Novo Nordisk Organic Lager, Svaneke Bryghus

Julegave givet videre …

Endnu en ‘sådan en ville jeg nok aldrig have haft chancen for at prøve, hvis jeg ikke skrev om øl’-øl. Brygget her blev brygget af Svaneke Bryghus specielt til Novo Nordisk. Den skulle bruges som julegave til sidstnævntes medarbejdere. Hvordan det nu er blevet mit lod at berette om, hvilke hemmelige humlegaver den kendte virksomhed byder sine medarbejdere gik således for sig …

En tidligere kollega af mig, Zahra, arbejder i dag hos Novo Nordisk, og hun havde fået tre med sig hjem. Imidlertid havde hun ikke rigtig noget at bruge dem til. Dels kan hun ikke lide øl, dels drikker hun ikke alkohol … måske fordi hun er troende muslim, men hey, det er bare et vildt gæt fra min side. Hvis det er årsagen, har jeg imidlertid temmelig svært ved at se, hvad det store problem skulle være i, at en del af befolkningen har tilbøjelighed i retning af den tro, al den stund at de så hverken drikker min øl, eller spiser min bacon.

Øltypen er velkendt. En pilsner – så bliver det næppe mere velkendt med risiko for tilrige faldgruber såsom generiskhed, kedelighed, intetsigendehed … Svaneke har imidlertid gjort det rigtig godt tidligere med denne type, så håbet lever endnu.

Visuelt gør den det nu også meget godt. Brygget er flot orangerødt, nærmest kobberfarvet og mere end tilpas uigennemsigtigt. Skummet er lige så gyldent som man kunne ønske, og det knejser levende og plastisk et godt stykke over glasranden.

Det dufter til gengæld ikke af meget. Man forbereder sig på skuffelsen, og lettes enormt det øjeblik glasset sættes for læberne. Her mødes man af aromahumlens fulde kraft. Ikke tung som Flensburgerens hallertauer. Ikke skarp som IPA’ens Cascade, men et nydeligt og velvalgt sted midt imellem. Tæt maltfylde, finish af vanille, frugtkomponenter – figen, fersken og appelsin med ledsagende bitterhed af friskskåret løvtræ.

… og selvom oplevelsen tynder en smule ud undervejs, så er der stadig tale om aldeles nydeligt og veldrejet pilsnerhåndværk fra Svaneke Bryghus’ side.

For at det ikke skal være løgn, vandt Zahra forleden en konkurrence på arbejdet, og præmien var … endnu en øl. Den fik jeg også med ved samme lejlighed, så inden længe ved vi en smule mere om, hvor gode øl, Novo Nordisk vil give sine medarbejdere i gave.

Indtil videre ser det jo fint nok ud.

Ølfestival på Lokomotivværkstedet 2018

Fra venstre: Carsten Berthelsen, Martin Bo Petersen samt undertegnede …

Syrligt – ikke surt.

Jeg må jo til det. Mine hastigt nedkradsede noter løber ganske vist ingen vegne, men hukommelsen om, hvad noterne rent faktisk dækker over er en ganske anden snak.

Jeg var – selvfølgelig, kunne man fristes til at sige – også til stede ved Danske Ølentusiasters årlige ølfestival i det gamle lokomotivværksted på Otto Busses vej. I sig selv en spadseretur værd, også uden festival. Det gamle baneanlæg er en af Københavns små skjulte grønne perler, der gør vores hovedstad unik.

Jeg indfandt mig henunder aften om fredagen efter arbejde. Der var gigantisk kø udenfor, så jeg kunne glæde mig over min snarrådighed, der havde ansporet mig til at købe billet i forsalg.

Jeg betalte min polet for garderoben, og gik på opdagelse. Som altid søgende til at starte med, ventede jeg på at begivenhederne tog fart af sig selv. Introvert som jeg er har jeg aldrig haft det alt for godt med mange indtryk samtidig, og jeg husker ikke længere præcis hvordan det startede …

Lemondrop Saison, Brewers inc Beer Bar.
… men de første hastigt nedkradsede noter i min blok afslører, at den første øl, der blev prøvet var Lemondrop Saison fra Northern Brewer. Det var jo i dåden saison-vejr den aften, og det lette, lyse og frugtigt syrlige bryg løb aldrig så let ned i løgnhalsen, hvor den svalte, slukkede, vederkvægede, afkølede og læskede på én og samme gang.

Det blev nu ikke skænket fra bryggeriets egen stand, men derimod fra Brewers Inc Beer Bars stand. Baren holder hver måned en konkurrence for lokale bryggere om, hvem der kan brygge den bedste øl. Vinderen får sit bryg til salg i baren, hvorved de nye bryggere får deres bryg ud over kanten til forbrugerne. – Et prisværdigt projekt, der fortjener al’ den støtte, den kan få.

Og når man sådan tænker tilbage på arrangementet, husker man også efterhånden mere og mere. Jeg mødte indtil flere gamle venner ved arrangementet – helt uden at vi havde aftalt det. Denne øl blev mig anbefalet af Louise, en gammel ven fra dengang jeg spillede i Pipe Band. Ud over at sige hej samt udveksle knus og ølanbefalinger, måtte jeg også sige hende stor tak. Det var hende, der i starten af året gjorde mig opmærksom på, at Napalm Death spillede på Loppen sidst i marts.

Bryg 500, Det Lille Bryggeri
Det varede ikke længe, før jeg stødte på flere kendte ansigter. Min tidligere svogers gamle venner rendte jeg uforvarende ind i, og han anbefalede mig omgående … “det her mørke, vildt stærke øl derovrefra”. Han (jeg er virkelig ikke god til at huske navne) pegede i retning af Det Lille Bryggeris stand. Jeg kvitterede med stor tak og begav mig derover.

Jeg beskrev brygget efter bedste evne, og ekspedienterne fandt denne frem. Øltype ukendt, men styrken, farven, kraften – og den overraskende letdrikkelighed peger i retning af en barley wine. Aroma af svesker, nødder og egetræ i vidunderlig forening og med en lethed der gør, at man risikerer at tyre det letdrikkelige men også hidsigt alkoholiske drik alt for hurtigt ned giver fuld underholdning til smagsløgene.

Tlaloc Hoppe Beer

Det var vist allerede ved indgangen, at jeg stødte på Brian – min medroadie da jeg for et par år siden stod i bar for Kongebryg. Et fikst skæbnetvist er, at han arbejder som pedel på Toksværd skole ved Næstved, hvor jeg og mit sækkepibeorkester over en årrække holdt øveweekend, og hvor netop Brian åbnede for os fredag aften.

Kongebryg selv var ikke med. Brian stod i stedet i bar for bryggeriet Hoppe Beer, som jeg (heller) ikke havde hørt om før. Der valgte jeg endnu en let lys sag efter belgisk forbillede – det afslørede den markante bananduft, der på grund af sin integrerethed med den ledsagende duft af sne, ikke virkede faretruende. Letdrikkeligt, tilpas syrligt og med den helt rigtige mængde banan. Uforvarende kom jeg til at kalde brygget surt – hvilket jeg som bekendt sagtens kan se som en fordel, men en anden ekspedient protesterede idet han understregede, at det skam var syrligt og ikke surt.

Vel, således er smag og ikke mindst behag ved de forskellige aromaer jo så forskellig.

Aarhus Fortæller, Aarhus Bryghus

Jeg fortsatte lystigt med de belgiske typer. Men brygmester ved Aarhus Bryghus mente nu ikke, at jeg skulle prøve Sølvpilen igen, når nu jeg allerede kendte den. Jeg havde som bekendt prøvet den tilbage i 2016 på Copenhagen Beer & Whiskyfestival i Forum.

I stedet skænkede han denne i omtrent samme stil, omend denne var til langt mere umiddlebart behag end den hvide banansatan. Skarp i alkoholprofilen er den nu fortsat, tillige med noter af mere behersket banan, ledsaget af en sylrig og tungere bund af egetræ.

Brygget var vinder af en årlig brygkonkurrence med tilhørende smagning, der afholdes i Den Gamle By. Vinderøllen produceres efterfølgende på Aarhus Bryghus’ anlæg. Det tegner godt for fremtiden for specialøl, når et så relativt svært tilgængeligt bryg som dette, vinder en brygkonkurrence.

Ud over Stepperne, Svaneke Bryghus

Egentlig kan jeg jo godt lide at slentre rundt fra stand til stand, og prøve en enkelt øl hvert sted. Sådan skulle det imidlertid ikke gå, da jeg kom forbi Svaneke Bryghus’ stand, for Brygmester selv var i snakkehumør.

Det gik faktisk ud over stepperne i mere end én forstand, så min pen omgående måtte give op. I stedet gjorde jeg brug af optagefunktionen på min telefon for første – men ikke sidste gang ved arrangementet. Og lur mig, om ikke det også i fremtiden bliver et af mine værktøjer, når jeg skal suge til mig af viden, når jeg deltager i den slags festivitas.

Ikke bare denne, men i alt tre øl inspireret af en tur til Moldova, som brygmester havde været på. Sergej Litvo fra Kishinau havde besøgt brygmester (hvis navn jeg vist aldrig fik med), og havde fyldt sin bil op med lindeblomster. Disse tilsatte de en 3,3% øl i en whirlpool, og lod den efterfølgende gære med champagnegær. Efter 3-4 måneder tilsattes så en 7 år gammel vildgærstamme, som den nu har ligget med i to år.

Den dufter ikke af meget. Den holder trods alt kun 3,3 %, så den er trafiksikker at drikke en lille smule af. Bark og honning fra lindeblomsterne udgør bunden i den lille, lyse og effektivt gennemsmagende øl, der kun er lidt stærkere end hvad jeg ville kalde alkoholfattigt.

Vinpressen, Svaneke Bryghus

Da Brygmester besøgte sin ven, Sergej Litvo, i Moldova i Oktober, tog de 1000 kg traminerdruer med sig fra en vingård, som de i Kishinau pressede til 500 liter most. De 500 liter most blev blandet med 500 liter nybrygget urt, kogt op og humlet med magnum-humle. Det blev kølet ned og gæret med champagnegær, hvorefter det blev tørhumlet med Hallertauer Blau humle.

Det giver en overraskende frisk og letløbende smag, der er ualmindelig farlig i betragtning af bryggets styrke på 9 procent. Hemmeligheden ligger i champagnegæren, der giver en frisk syrlighed, der sammen med Hallertauerhumlen giver rigtig flotte frugtige overtoner (bloggeren bemærkede fersken og clementin).

Brygmester kunne desuden fortælle, at han mens han stod i bar skrev frem og tilbage med bemeldte Sergej, der var pavestolt over, at folk her i Danmark var glade for hans øl.

Jeg skal ikke udtale mig på vegne af danskerne generelt, men jeg var i hvert fald selv ganske begejstret.

Roadside ale, Svaneke Bryghus

Denne øl blev brygget på ting, brygmester vand i vejsiden, da han kørte hjem til Bornholm fra Moldova i en 40 år gammel Moskvich, han fik forærende af Sergej. Sergej forærede ham den, fordi han gerne ville have brygmester til at besøge ham igen. Så må man bare håbe, at bilen holder.

Sammen med vennerne fra Georgien blev det, der blev fundet i vejsiden taget med – græskar, solsikker, majs, kvæde, blade fra en hellig busk – alt muligt. Og det blev der så brygget en øl af, da de kom hjem – blot til tant og fjas. Såvidt blev brygmesters fantastiske historier om hans tur til Moldova og mødet med Sergej afsluttet. Det var i sig selv oplevelsen værd, og selv oven på dette var det faktisk lykkedes mig at notere lidt angåene bryggets karakter.

Igen er der tale om et letflydende og frisk bryg. Det kan man kun vanskeligt få for meget af under den svære tørke i de dage. Ellers var det nogenlunde jævnt bitter med en sødlig maltbund. De mange ingredienser kunne godt smages – græskar især, og selvom det hele var bundet ganske godt sammen, kunne man alligevel godt mærke, at der her mere var tale om et eskperimentelt ‘for sjov’-bryg end et der skal tages helt seriøst. De mange forskellige smagsindtryk fra mangfoldigheden af ingredienser kan ikke undgå at forvirre en anelse.

Taybeh IPA, Taybeh

Og så videre til en stand, jeg altid sørger for at besøge på ølfestivalen. Taybeh er et palæstinensisk bryggeri, der ligger på den besatte Vestbred. Det behøver ikke være nogen hemmelighed, hvor mine sympatier i den konflikt ligger. Her skal det blot siges, at jeg finder betegnelsen af Israel som en ‘jødisk stat’ inderligt problematisk, grænsende til det racistiske, al den stund at jeg ved, der er rigtig mange jøder, der ingenlunde fortjener at blive forbundet med staten Israels undertrykkelse og fordrivelse af palæstinenserne i området.

Jeg havde mødet bryggeriets kontaktperson i Danmark tilfældigt for et par uger siden, og vi havde aftalt at mødes, så jeg kunne smage bryggeriets nye IPA. Det er et bryg, der virkelig skal smages, ikke mindst fordi duften virkelig ikke gør noget væsen af sig.

Til gengæld kan man nyde bryggets krystalklare, rene, sprøde og fine smag af spæde, røgede grannåle. Brygget har været to år undervejs, og de to års passion kan virkelig mærkes i brygget.

Det var også ved Taybehs stand, at Anders, en af mine læsere, som jeg ikke kendte, hilste på. Det viste sig, at det i sin tid var Anders, der havde foreslået DTU-avisen at bruge mig som anmelder af deres øl sidste år i april. Det er altid fedt at møde sine læsere – ikke mindst når samme læsere står bag nogle af bloggens store succes’er i årenes løb.

Viborg Vintage, Viborg Bryghus

Og så strejfede jeg vist lidt mere omkring … Jeg stødte på Louise flere gange i løbet af arrangementet. Hun var sammen med to venner – Bo og Stampe. De lavede en livestream fra arrangementet, der blandt andet indeholder en langhåret pralrøv med fuldskæg, og narcissistiske tendenser i en grad, at han har sin egen blog, i hvilken han frimodigt omtaler, at han medvirker i andre menneskers livestreams. Ja, har man hørt mage …

Anyways – jeg rendte altså ind i Louise igen, der på det bestemteste advarede mod det tunge, olieagtige bryg, hun bød mig i hendes smageglas. Jeg tog en bid. Væltede massen lidt rundt på tungen, og gav mig så til at tygge – hele tiden i frygt for at arbejdsfyldningen ved min ufærdige rodbehandling skulle løsne sig i processen.

Hvis Louises plan vitterlig var at overtale mig til ikke at prøve brygget … nej, vi har spillet sammen så mange år, så selvfølgelig var den bestemte og kategoriske advarsel ikke andet end en slet skjult og hjertelig anbefaling, så af sted mod Viborg Bryghus’ stand gik det.

Brygmester (det er utroligt, som jeg aldrig får spurgt ind til deres navne) listede en længere optegnelse af inkluderede malttyper op. Desuden er brygget tripelmæsket – det vil sige at man efter kogning af urten trækker denne tilbage i mæskekarret, tilsætter ny malt og giver den en kogning mere. Hvor denne proces normalt tager nogle timer, tog denne øl hele dagen at brygge – fra syv om morgenen til tyve minutter over elleve om aftenen. Den er diskret humlet og hævet med bourbon-gær og portvinsgær. Desuden er den tilsat lakrids og rørsukker.

Adspurgt til konceptet bag brygget, svarede brygmester, at den var et forsøg på at udfordre sig selv, og se hvor langt han kunne gå med et bryg. Flaskerne fik desuden tilført lak, og blev sat i trækasser, og det vil være en årligt tilbagevendende begivenhed at lave disse ‘fuldstændig åndssvage’ (brygmesters egne ord) øl. Aldrig den samme opskrift, ligesom bryggeriet i forvejen laver en månedens øl med ny opskrift hver gang, men næppe så ekstrem som denne.

Næste års øl er allerede delvist planlagt. Et par belgiske bryggere skal være med til at udvikle den. Jeg glæder mig.

Selve brygget vil jeg beskrive som en sej, olieagtig substans, der vel i sidste ende kan betegnes som en Russian Imperial Stout, what with den lave bitterhed, og brede maltprofil. Hver dråbe af brygget er et lille kompakt kvantum paradis af lakrids, lakrids og lakrids. Sød lakrids, stærk lakrids, medium lakrids, finsk lakrids … men nok, når det kommer til stykket, mest af alt af … lakrids. Et billede af brygget må læserne desværre have til gode. I farten fik jeg kun en udtalelse fra brygmester og nogle hastigt nedkradsede noter – ingen billeder. Men lad os bare sige, at brygget nok kommer ret tæt på, hvordan man forestiller sig et sort hul ser ud indefra.

I sandhed well done. bryggeriet Viborg Bryghus vender jeg tilbage til sidst i indlægget.

Mangalore Sour, Dry & Bitter

Efter forgæves at have forsøgt at slikke mine tænder rene et stykke tid, faldt mit blik på ryggen af en stor Cannibal Corpse T-shirt. Jeg tænkte, at den bod, man fandt sådan en T-shirt i, måtte have godt øl.

Og ikke bare det – også gode mennesker. Indehaveren af T-shirten viste sig at være Jacob Storm, brygmester hos Amager Bryghus, så dér var der omsider en brygmester jeg kunne huske navnet på. Han bød på spontan krammer, hvilket næsten (men også kun næsten) var lige så skønt som de bedste øl, jeg prøvede den aften. Han stod desuden sammen med Peter Myrup Olesen, manden bag Beerticker (og min tidligere nabo – næsten i hvert fald) så selskabet kunne vanskeligt have været bedre.

Det samme gjaldt øllet. Specifikationerne fik jeg ikke helt styr på, før der blev smagt. Til gengæld huskede jeg billedet. At brygget var tilsat mango fik jeg i det mindste med, og selv hvis ikke, havde jeg næppe været i tvivl efter at have annammet duften. Frugten udgør til gengæld kun et sekundært bagtæppe til endnu en forfriskende syrlig oplevelse. Limearoma træder i forgrunden og gør sammen med bryggets lethed hele oplevelsen til et udsøgt vederkvægende pusterum i sommerheden.

Sommerbryg, Bryghus no. 5/Holbæk Bryghus

Bryghus no. 5 er et restaurantbryggeri tilknyttet Holbæk Bryghus. Der brygges de øl, som serveres i restauranten, mens bryggeriets konsumøl faldbydes i diverse supermarkeder rundt omkring i landet. Til dagligt kan et bryg som dette altså ikke sådan lige fås i almindelig handel, og det er jo netop en af de bedste begrundelser for at tage på ølfestivaler: Så har man chancen for at prøve det, som man ellers nok aldrig ville være stødt på.

Der var åbenbart en vis uenighed om bryggets aroma. Jeg syntes den var sød, hvilket bartender benægtede. Banansmagen er der dog, mens denne ikke forvarsles i en ellers syrligtfrisk duft. Syren og bananen matcher dog hinanden fint i endnu en sommeregnet tørstslukker.

A-Z Ale no. 16 på fad, Refsvindinge

Nu var det tid til en genganger. Denne øl var en af de allerførste jeg prøvede som blogger, og skuffelsen var svær al den stund at den fra en emballage overhovedet ikke levede op til mine erindringer om den. Jeg havde i sin tid prøvet den fra fad, og nu var der endelig en chance for at prøve netop dét en gang til. Mit spinkle, naive håb var, at hvis bare jeg prøvede den på fad, ville oplevelsen fra dengang på Scandinavian School of Piping & Drumming, hvor jeg lærte at elske den så højt, gentage sig.

Og det gjorde den! Fantastisk! Min mistanke om, at Bryggeriet Vestfyens licensbryg af denne øl var inderligt fejlbehæftet holdt stik! Tilbage var de søde, kraftige frugtnoter af blommer og kirsebær. Den fyldige finish af svesker og druer. Og den bagvedliggende bitterhed af egetræsharpiks. Bitrere, måske, end jeg egentlig huskede den – måske har den alligevel ændret sig en anelse gennem årene – men kvaliteten er bestemt ikke gået ned!

Jeg anmelder ikke øl decideret, når jeg rapporterer fra events som denne. Men her er en helt oplagt kandidat til en revisited-anmeldelse, en dag når jeg kan få en hel på fad.

Tid til leg …

Der sker jo en masse forskelligt på sådan en festival, og det er jo ikke bare sådan, at man går rundt til alle standene for at prøve øl. På en scene bagest i det store værkstedslokale havde tre fysikere således indfundet sig til en lille … er det ‘event’ man kalder det på nutidensungdomsk?

De havde i hvert fald bevæbnet sig med en god tæt stout fra Det Lille Bryggeri, fløde, sødmælk, hakket chokolade, vanillesukker, æg, et overdimensioneret industrielt piskeris og … flydende kvælstof. Hele baduljen blev kastet op i et kar – på nær det flydende kvælstof … vel, og på nær også piskeriset – det var at betragte som et stykke værktøj og ikke en af ingredienserne. Piskeriset blev til gengæld sat i gang, og mens det gjorde, hvad sådan et piskeris nu engang gør, hældte en anden af fysikerne forsigtigt det flydende kvælstof ned i blandingen.

Ingredienserne forvandledes således på få sekunder til det fineste flødeis – med stout – man kunne ønske sig, og så var der ellers bare gratis uddeling på stedet.

Det smagte skønt, dejligt luftigt, dejligt frisk, og med den helt rigtige kombination af mokka og og løvtræ, som kun en stout ville kunne give is.

– Jeg kan ikke lade være med at ærgre mig over, at jeg ikke fik taget nogen billeder af selve processen. Men i betragtning af, hvordan ølfestivalerne alt for ofte indebærer mig halsende rundt, ivrigt skriblende og fotograferende – sjældent sekunder ad gangen i ro. At se de kyndige hænder forvandle stout til det fineste flødeis, var mit Zen-øjeblik, hvor jeg for en stund kunne lade noter, billeder og dokumentation være noter, billeder og dokumentation – og bare nyde det.

Knuckle Dragger Imperial IPA, Anarchy Brewing Co.

Videre gik det, og så småt begyndte udmattelsen også at indfinde sig. Jeg fandt en bar, der virkede umiddelbart tiltalende. Jeg anser mig selv for en gammel anarkist, selvom begrebet i disse år desværre bliver stadigt mere udvandet – men det sparer jeg jer yderligere kværuleringer om for nuværende.

Jeg gik efter en IPA, da det fortsat er min yndlingstype. Og bare fordi opmærksomheden om typen er for nedadgående, render dens objektive kvaliteter – friskhed, karskhed, bitterhed, bidskhed – ingen vegne.

Her er en virkelig intens én, hvor man mærker det uhøvlede nåletræ nydeløst rive i tungen og overalt efterlade skarpe, sviende splinter af dødsbitter træ- og nålearoma fra helvede. Bryggets fylde mærkes i hele kæften, og ikke kun der hvor det bestialske bryg fent faktisk befinder sig. Hvor kæftenikke lige spiddes af de skarpe, flossede træ- og nålesplinter, svider kommenaromaen resten af mundhulen af.

And it went increasingly wrong from here …

Det var mens jeg nød Anarchy Brewings fandenivoldske mesterværk, at jeg blev antastet af Martin Bo Pedersen, den kringlede hjerne bag Nanobryggeriet Redekassen. Han havde lidt smagsprøver, han ville præsentere mig for. And to make matters worse, indfandt Carsten Berthelsen (ingen videre præsentation burde være nødvendig) sig også.

– Så fik jeg også mødt ham … sådan rigtig i virkeligheden. Og hvis man ikke tror på mig, man man bare spole tilbage til toppen af indlægget, hvor han, Martin og jeg kan opleves i (u)skøn forening.

SUSÅ, Åmarks Bryg

Præcis hvad Martins aktier var i dette bryg, fik jeg ikke med – han delte sin stand med nogle andre bryggere, heriblandt Åmarks Bryg, som jeg desværre heller ikke nåede at få meget at vide om. Min koncentrationsevne er omvendt proportional med min promille.

Brygget er på afdæmpede 3,1 %, har en god maltbund med rigeligt humlekrydderi. Friskheden gør endnu engang godt i det aggressive sommervejr.

Præstekrage, Redekassen

Til gengæld havde Martin et af sine bryg parat, og denne gang fik jeg – takket være min diktafon – ordentlig besked om brygget. Der er tale om en Barley Wine, delvist brygget på økologiske drivhusdruer, som Martin havde ladet ligge i vodka i 18 måneder. Derefter bryggede han selve øllet på sukkeret fra druerne – og ikke andet sukker end det.

Noter om tung malt og godt med fylde samt på diktafonen en erklæring om, at det er en af de bedste Barley Wines, jeg har smagt, vidner om at den må have gjort indtryk på mig. En detaljeret beskrivelse af hvorfor den gjorde indtryk, må læserne have til gode. Martin har til gengæld planer om noget stort også næste år, Da vil han bruge druer, der har ligget i 38 måneder i stedet.

Whisky Stout, Elverhøj Surtølsbryggeri

Det vildeste fra Martin og Co.’s stand var en whisky stout, som brygmester stolt berettede, var lagret på Stauning Whisky-fade. Stauning Whisky er – så vidt jeg ved – det første destilleri i Danmark, der har brygget sin egen single malt whisky. En duft af tæt tjærerøg skaber forventninger om et bryg, der er så tungt, at det burde have sin egen måne kredsende om det. I stedet mødes man af fjerlet, dunet spirituøsitet og intens, fyldig kaffearoma af de bedste bønner i verden.

Dermed var der sat et nydeligt punktum for en begivenheds- og indtryksrig aften. Jeg tog afsked med Martin, Carsten og brygmesteren fra Elverhøj. Men før jeg forlod matriklen, stak jeg lige forbi Hoppebryg, hvor Brian havde en hilsen fra Kongebryg stående til mig. I Viborg Bryghus stand var der også stillet et par smagsprøver til side, og disse vil blive behørigt anmeldt ved senere lejlighed, så forbliv som altid indstillet.

Opsummering

Et forsøg på at opsummere de mange indtryk fra Ølfestivalen, måske endda som et fingerpeg om de generelle tendenser i øludviklingen i øjeblikket, er vel på sin plads her til allersidst.

Udlandet virkede underligt fraværende. Men jeg har ingen grund til at tro, at den fæle nationalisme, der holder vores land i et kvælende jerngreb også har bredt sig til markedet for kvalitetsøl. At små projekter som Redekassen, Elverhøj Surtølsbryggerie og andre små aktører til gengæld er rigere repræsenteret peger vel blot på en anderledes – og i mine øjne særdeles prisværdig prioritering af de små projekter frem for de store fra DØE’s side.

Efter at IPA’erne har været helt fremme i feltet de sidste mange år, er de mere syrlige og friske øltyper helt tydeligt på vej frem. Frem for at lægge vægten på humle, får esterne – gærenes affaldsstoffer langt mere spillerum i dag, mens de tidligere nærmest blev anset for rent gift for det gode øl.

Nu bruges de aktivt for at fremme syrlighed, friskhed og bananaroma – og ikke nødvendigvis for at kæle for smagsløgene eller for at gøre bryggene lettere tilgængelige. Næh, deres rolle er for så vidt den samme, som de mange humletyper var det tidligere – at agere legeredskaber, som bryggerne kan tumle og udfolde sig kreativt i. Og med de knudrede, spændende og ikke mindst usædvanlige aromaer som esterne giver, er der åbnet for helt nye vidder, der i de kommende år forhåbentlig bliver grundigt udforsket – til alle os ølelskeres fornøjelse og lyst.

Tak for i år. Tak til Danske Ølentusiaster for endnu et rigtigt fint arrangement. Vi ses til næste år.

Twenty-2 APA, Nørrebro Bryghus

Vigende fylde …

Forleden onsdag – ja, faktisk før jeg prøvede Lervigs fine ekstra hårde IPA, men det er jo ikke første gang, kronologien ryger – var jeg i biografen med min gode ven og hyppige gæsteanmelder Marcus. Forestillingen stod på Deadpool 2 – en film, der egner sig fint til at blive set efter et par gode øl. Dem stod Marcus for, og selvfølgelig  var der også én, jeg ikke havde prøvet før iblandt dem.

Eftersom vi havde besluttet os for, at vi ikke bare ville nyde et par øl før filmen i det fine sommervejr, men at vi også pligtskyldigt ville både bumse og bøve ved samme lejlighed, drak vi øllene af flaske, henslængt på granitten ved en af Axeltorvs lidet dekorative, men i det mindste i sædehøjde lemfældigt opmokkede skulpturer. Det er den slags skulpturer, min ekshustru så rammende har betegnet ‘erhvervskunst’ – men også det er en tangent, jeg hellere må slippe nu, før jeg farer for langt ud af den.

Men bøves og bumses skulle der. Vi fordelte opgaverne ligeligt imellem os, og skiftedes dertil. Men da både det at bumse og at bøve altså indebærer at indtage alkohol uden at hælde det i en sekundær beholder først, vil en visuel beskrivelse af brygget udeblive denne gang.

Min notesbog havde jeg heller ikke, så min i telefonen indbyggede diktafon måtte til hjælp. I baggrunden af optagelsen kan man høre Marcus hovere over, at jeg måtte vende flasken om, og tjekke bagetiketten for at få bekræftet, at APA rent faktisk står for ‘American Pale Ale’. Det er brygget jo egentlig ikke, da det er brygget i Hedehusene – men illusionen om amerikani og københavnerisme er intakt med titlen, der angiver de to første cifre i Nørrebro Bryghus-restaurantens postnummer.

“Duften er sød, blomstret og aromatisk med duft af citrongræs, bergamot og …”
“sømandstøj?”
“Nej, ikke sømandstøj, Marcus …”
“Og kartofler …”
“Marcus, vi to kender hinanden for godt, kan jeg høre, til at du kan sidde ved siden af, mens jeg anmelder øl.”
“Fair nok,” svarede Marcus og mumlede et eller andet, undvigende der fortabte sig i byens afdæmpede støj og sommerbrise.
“Men jeg må jo drikke den ud af flasken – det bliver man jo nødt til ind imell… Nej, Marcus! Jeg skal ikke hælde den op i dine fremstrakte krummede hænder!”

Hvor sådan et gammelt venskab dog kan være en uudtømmelig kilde til lige dele moro og narrestreger.

Vel, ved smagning hæftede jeg mig som det første ved bryggets vigende fylde. Aromaen er ellers nogenlunde på plads med en aromatisk alteabund, der næsten bliver mintagtigt sviende ved gummer og bagtunge. Humlen er frisk, skarp og i det søde hjørne. Noter af citrongræs og grape placerer brygget i den syrligt-lette ende …

… og det er jo dejligt. Men den er fortsat til den tynde side, så nogen topscorer bliver den ingenlunde.

Marcus mente, i et anfald af uforklarlig seriøsitet, at jeg burde have skænket den i et glas. Det kan da være, jeg laver en revisited en dag, men lige nu er motivationen for dette ikke stor, da oplevelsen alt i alt er væsentligt tættere på det middelmådige end det fremragende.

Lucky Jack Extra Hard IPA, Lervig Aktiebryggeri

Bare lige en hurtig én …

Hvor var det, jeg købte den? Sandsynligheden taler for Fakta – for der går jeg som bekendt oftest på indkøb, men det var ikke i min foretrukne filial på Husum Torv. Jeg husker også, at jeg fiskede den op fra en spotvarehylde, hvor den stod helt alene og græd, som den sidste i et parti.

Eller okay … den græd ikke. Men den så altså meget alene ud, og så tænkte jeg, at jeg hellere måtte gøre en ende på dens lidelser.

Sidst jeg havde en Lervig-øl på programmet, var jeg ikke videre imponeret, så måske er det tid til en revanche. Denne gang er der en ‘Extra Hard’ IPA på programmet, hvilket fra starten hæver forventningerne, men også nærmest garanterer et godt resultat, såfremt brygget ikke er gået helt galt.

Duften er røget – udover de med typen forbundne (og elskede) noter af bergamot og grannåle, tilsat en blomsterkrydret variant af hyld og ingefær. Jeg ville ikke kalde brygget ‘hårdt’ for nuværende – det kæler lige lovligt meget for den ukomplicerede men velgørende olfaktoriske nydelse. Til gengæld må betegnelsen ‘ekstra’ siges at være i orden.

I smagen er jeg igen mindre tilbøjelighed til at acceptere betegnelsen ‘hård’. Den skal være lidt mere hård og brutal for at retfærdiggøre attributten. ‘Ekstra’, til gengæld, er igen retfærdiggjort i en magelig, omend tung og venligt gnubbende aroma af ingefær, egetræ og koriander – tillige med the usual suspects – grannålene, der i dette tilfælde er modne og ikke spæde i udtrykket.

Desuden er brygget ganske forfriskende, og med sit rene og klare udtryk, hvor aromaerne blander sig så fint sammen, får det undertiden endda et let og vederkvægende udtryk, jeg igen har det svært med at hæfte betegnelsen ‘hård’ på …

… ‘ekstra’ er den til gengæld i rigeligt omfang.

Dithmarscher Pilsener, Privatbrauerei Karl Hintz Marne in Holstein

Det er bedre nordpå.

Brygget her var en gave fra min gode kollega Henrik, der også tidligere har doneret øl til bloggen. På en måde, jeg ikke længere husker, havde han reddet sig en samling ærke-nordtyske øl. Dels et par af min egen favorit fra egnen – Flensburger Pilsener – og denne, Dithmarscher Pilsener. Henrik havde mildt sagt meget godt at sige om Flensburger – det involverede højfrekvent kysseri af fingerspidserne. Jeg giver ham, som man kan læse her, i det mindste ret i, at det ikke er nogen ueffen pilsner.

Min onkel og tante, der fejrede guldbryllup forleden bor faktisk lidt nord for Ditmarsken. Området hedder Stapelholm, og det skulle undre mig svært, om de ikke kendte nærværende øl … selvom jeg ganske vist ikke har spurgt dem direkte. Siger vi for argumentets skyld, at de kender den, vil de næppe røre den med en ildtang – lokalpatriotismen er ret stærk på de kanter.

Ditmarskens gærede humleflagskib … eller, det ved jeg jo egentlig ikke om den er. Flensburger Pilsener er så kendt over hele Tyskland, at den har fået et kælenavn – en ‘Flens‘. Jeg har ikke hørt, at Dithmarscher Pilsener går under kælenavnet en ‘Dith’ eller lignende … Så måske ikke et flagskib alligevel. Men selv hvis det var, behøvede det ikke frygte rørte vande. Således er bryggets em så svag, at den end ikke kvalificerer som en brise. En ganske let fuselnote er alt, selv et heftigt sniffende næsebor kan opsnuse.

En smule mere aroma i smagen er der dog. Valnødder og korn ledsages af sødme fra sukkerærter – en smag jeg ikke erindrer at være stødt på før i øl. Den er ikke på den måde ubehagelig, men lige her optræder den mere som et fremmedelement end noget der nødigt forener sig i et større og bedre hele. Og selv hvis det integrerede sig, ville det samlede billede stadig synes svagt og tyndt.

Distalt (det vil sige i retning mod svælget. Ih, alle de udtryk, man lærer når man over flere uger får foretaget en rodbehandling på tandlægeskolen … but i digress) melder der sig efterhånden en bittersyrlig blanding af lidet markant hallertaueraroma og grapefrugt. Samtidig må man indrømme brygget, at det bestemt virker tørstlukkende, rent i sin mundfornemmelse, og ganske sprudlende. Men også tyndt og umarkeret fra start til slut, og slet ikke med samme bidske kraft som naboen i Flensborg mod nord.

Min familie på Stapelholm har mere end bare skepsisen mod Ditmarscherne som begrundelse for ikke at skifte deres Flens ud foreløbig …

Deuteronomium III – 2012

Kaosåret …

Skulle man ikke vide det, eller skulle man have glemt, at jeg har nævnt det tidligere i serien af tilbageblik på de forløbne år som ølblogger, så betyder ordet ‘deuteronoium’ netop dette – et tilbageblik. Desuden er det betegnelsen i Vulgata, den latinske oversættelse af Bogen (eller Bibelen, som den hedder på danskificeret oldgræsk), for Femte Sumpbog.

Indledningsvis får man at vide, at bogen netop er et tilbageblik på de 40 års vandring gennem de skønsmæssigt 450 km ørken (i sig selv en bedrift at have så elendig en stedsans). Bogen er næppe overraskende kortere end de foregående tre bøger, der beskriver de samme begivenheder i undertiden nidkære detaljer. Og dette i sig selv er en uoverkommelig indikator på, at Femte Sumpbog oprindeligt overhovedet ikke har været noget tilbageblik på de foregående bøger, men derimod en langt ældre tekst, der meget vel kan have fungeret som kildegrundlag for disse.

Endnu en grund til om ikke ligefrem at betvivle Bibelens autencitet som Guds ufejlbarlige, åbenbarede ord, så i det mindste at tageden med et gran – eller måske endda en knivspids – salt.

Til gengæld kan læserne være sikre på, at kildegrundlaget som dette deuteronomium er baseret på, rent faktisk er ældre end deuteronomiummet selv. Og oven i købet går kildeteksterne rent faktisk forud for tilbageblikket i den selvsamme tekst. I dette tilfælde det efterhånden betragtelige bagkatalog i Kajs Ølblog – i dette tilfælde indlæggene fra året 2012.

Der skete meget

Det var i sandhed et begivenhedsrigt, for ikke at sige kaotisk år. Ved gennemskimning af årets indlæg bed jeg således mere mærke i, hvad jeg og min familie oplevede, end de øl, jeg afprøvede. Ved årets start boede vi (altså jeg og familien) fortsat tre (undertiden fire, når bonussøn var der) personer høj i en treværelses lejlighed i Herredsvang i Århus Vest. I løbet af året blev vi fire (fem) da min yngste datter Thyra gjorde os selskab på tooghalvfjerdsårsdagen for min forlængst afdøde mors tilverdenkomst – også kendt som 1. maj.

Jeg var, ligesom min daværende hustru, finanskriseramt – altså arbejdsløs, og henover sommeren begyndte kontanthjælpen at lure truende i horisonten.

Dagpengeperioden var blevet halveret kort tid forinden, og det blev anledningen til at vi alle fire i efteråret rykkede teltpælene op, og under stor ståhej flyttede til Irland.

Der blev vi ikke længe. Vi øjnede snart chancen til at vende tilbage til Danmark, og efter to måneder flyttede vi ind hos min far i den midtsjællandske provinsby Hvalsø, hvor vi boede resten af det år. Kort efter hjemkomsten fandt jeg arbejde, eller rettere – min eks fandt mig et arbejde, som jeg stadig har.

Fra start til slut

Men der var selvfølgelig også markante øloplevelser det år. Januar var fyldt med juleøl, som jeg ikke havde nået at afprøve året forinden. Det skulle ikke blive sidste gang – og heller ikke sidste gang, at der ikke var nogen systematik at spore i, hvilke juleøl, der havde fået lov at stå højtiden over.

Til gengæld vakte et glæde, men også et stik i hjertet, da jeg ved min gennemgang opdagede, at det var i januar 2012, at de første øl fra Pladderballe Bryghus kom på markedet. Jeg købte dem rub og stub, selvom de faktisk var relativt dyre – og jeg var som bekendt på dagpenge, men dirrende af forventning lagde jeg dem i kurven med forventning om en eksorbitant skuffelse, når det skulle vise sig, at konceptet var 100 % marketing og 0 % kvalitet.

Forventningerne skulle vise sig ikke at blive indfriet. Tre af fire øl, bryggeriet sendte ud i starten af 2012 var aldeles fremragende, ud over at de ved at tage fat i Monrad & Rislunds fjollede univers, havde en meget bred folkelig appel. Jeg er ikke i tvivl om, at Coops samarbejde med Slotsbryggeriet Føniks om den ølhistorie, var en af de vigtigste årsager til, at betegnelser som ‘specialbryg’, ‘håndbryg’, ‘kvalitetsbryg’ og ‘mikrobryg’ blev hvermandseje herhjemme.

Serien blev også i høj grad medvirkende til, at min blog kom ud over kanten og blev kendt blandt andre end bare mine nære venner og familie. Salig Jan Monrad hamselv valgte allerede fra starten at linke til mine anmeldelser på hans facebook-side, og det fortsatte han med, frem til hans alt for tidlige død i november 2015. Også på Pladderballe Bryghus’ hjemmeside var det mine bloganmeldelser, der blev linket til. Selv når disse ikke engang var entydigt positive.

Men højt at flyve, dybt at falde – så passende sådanne forslidte klichéer ind imellem kan være … Slotsbryggeriet Føniks kunne overhovedet ikke følge med den pludselige enorme efterspørgsel. Især ikke da deres IPA (som var den eneste af de første Pladderballe-øl, der ikke var lige i øjet) blev inficeret, så flaskerne eksploderede af sig selv.

I 2016 – længe efter at Slotsbryggeriet Føniks var gået heden, og Svaneke havde overtaget fantombryggeriet Pladderballe – fik jeg lov at tage det lille bryganlæg i øjesyn. Det var nemlig opkøbt af Kongebryg – men det gode samarbejde, jeg siden har haft med dem, er der stadig længe til at vi når frem til. At et bryggeri med så lille kapacitet ikke vil være i stand til at levere superpopulært specialøl til en af landets største supermarkedskæder uden den mindste fejlmargin, behøver man ikke være brygmester for at kunne lure.

Ud på sommeren måtte Slotsbryggeriet Føniks kaste håndklædet i ringen og erklære sig konkurs – kvalt i egen succes. Jan Monrad og jeg udvekslede stadig lejlighedsvis ølrelaterede – og andre – venskabeligheder, men øllet niveau fik altså et afgørende nøk nedad, da Svaneke overtog produktionen.

Lidt fra Skotland

Året forinden havde jeg lagt sækkepibespillet på hylden, og der ligger det i øvrigt fortsat. Min kærlighed til Skotland var (og er) dog fortsat intakt, og derfor glædede det mig, at flere skotske mikrobryggerier meldte sig efter at Brew Dog også året forinden havde brækket muren ned.

Belhaven er et således et skotsk bryggeri, som jeg for første gang stiftede bekendtskab med dette år. Og når jeg en sjælden gang imellem ser mere fra dem, ryger det omgående i indkøbskurven. Uden at det har været svært at få armene ned efter at have prøvet deres bryg, ganske vist. Et eller andet er bare intuitivt appellerende ved dem.

Modsat Innis & Gunn’s’ (ja, der skal være apostrof både før og efter s’et) fadlagrede øl. Bryggeriet solgte sig selv ved netop dette koncept, at alt deres øl var lagret – gerne på whiskyfade, men også sherryfade var i brug.

Resultatet var imidlertid ikke videre interessant, og den insufficiente oplevelse cementerede min opfattelse om, at det vigtigste er øllet og øllets kvalitet, mens de fikse ideer og koncepter, man eventuelt brygger på baggrund af, er sekundære. Og puster man koncepterne op til at være det centrale, lider øllet skade. I Innis & Gunn’s’ tilfælde er det fx passende at anføre, at man skam sagtens kan lagre sit øl, uden at man nødvendigvis skal gøre det med det alt sammen. Amager Bryghus havde fx held med en lagret stout, kan jeg huske – helt uden at fadlagring er noget de gør det i hver gang.

Fakta

Jeg forsikrer aldrig så indtrængende læserne om, at jeg skam ikke på nogen måde er sponsoreret af supermarkedskæden Fakta, endsige COOP-koncernen, der står bag. Som fattiglus er det, ligesom det var dengang, mit foretrukne sted at handle. Varerne er billige i en sjælden set kombination med efter min vurdering at være af lødig kvalitet.

Og så sker det altså også bare, at netop Fakta-kæden med jævne mellemrum har rigtig spændende øl på hylderne. Både spotvarehylderne, hvor udvalget undertiden kan være helt usædvanligt godt, mens kæden også fører et fast udvalg af ‘Usual Suspects’. Disse mikrobryggerier var ikke helt så fast inventar dengang, men 2012 kunne se ud til at være året, hvor de lagde sig til rette som dette.

Fynske Indslev – og deres eksperimentelle aflægger Ugly Duck Brewing – rendyrkede et koncept om kun at brygge hvedeøl. Det har de ikke helt kunnet overholde, hvilket denne blogger i hvert fald ikke skal holde imod dem. Til gengæld viser dette, hvordan hvedeøl det år stadig i en eller anden grad blev anset for fancy, når et mikrobryggeri kunne gøre dette til deres koncept.

Ligeledes fra Fyn dukkede bryggeriet Ørbæk op i Fakta efter i de foregående år bedst havde været at finde i økologiske grønthandlere og hippiebutikker. De lader til gengæld at have holdt fast i deres koncept om altid at brygge økologisk øl. Det gav dem et stort plads i mit hjerte dengang – måske lidt for stort i betragtning af, at man undertiden kunne have de hæderlige principper under mistanke for at medføre øllets vigende kvalitet. Ironisk nok har jeg nu om dage slækket lidt på de økologiske principper, kun for at opdage, at Ørbæk holder fast i dem og endelig kan finde ud af at lave øl af ordentlig kvalitet.
De havde i øvrigt også vanskeligheder med betegnelserne. Deres IPA betegnede de konsekvent ‘Indian Pale Ale’. – Bare lige for at jokke i det: IndiaN Pale Ale, indtil især bloggermiljøet havde gjort så meget grin ad det på de sociale medier, at de endelig fik det lavet om. Én blogger – desværre husker jeg ikke hvem – var vaks til at tage et billede af et parti Ørbæk IPA i et supermarked – tydeligvis af to forskellige batches stillet på samme hylde. Således var der både ældre eksemplarer med det infame ‘n’ i navnet, mens det var fraværende i andre.
Jeg holdt mig i skindet, for jeg havde ved min første IPA-anmeldelse selv begået samme fejl. En fejl, der i øvrigt stadig kan læses i indlægget, da jeg som blogger – og ikke egentlig ekspert – gerne står ved min skrigende inkompetence.

Samtidig sendte discountsupermarkedet også i flere omgange rigtige belgiske klosterøl på hylderne. Her var der tale om en kvalitet, der ellers kun kunne erhverves i fine vinforretninger og specialølsbutikker. Men nu kunne de altså fås billigt fra Faktas hylder med spotvarer.
Dengang var jeg begejstret – for intet ville som dette kunne få specialøllene ud til den jævne befolkning (det skulle da lige være mikroølskoncepter såsom Pladderballe Bryghus). I dag kan man med rimelighed fremføre den kritik, at Fakta (og andre supermarkeder) med sine slagtilbud ødelægger de små specialbutikkers livsgrundlag. Analogt, i øvrigt, med bryggiganter, der med masseproducerede kvalitetsprodukter tramper de mindre aktører under fode ved at lokke disses kundegrundlag tilbage med produkter, giganterne kan producere billigere.

Udenlandske standardøl, til gengæld – dem kan Fakta plastre deres hylder til med uden antydning af brok herfra. Disse begyndte nemlig også at dukke op det år. Belgiske og hollandske industrigiganter dukkede så småt op med produkter som ‘Oranjeboom‘ og ‘Primus Haacht‘. Det var pilsnerøl, industrielle, uanselige, tynde – som sådan nogle jo er. Fuldkommen uden særlige meritter, men bare til stede for at foregøgle et større udvalg. De findes stadig på hylderne for specialbryg, hvorved Fakta stadig i praksis plejer den fejlopfattelse, at udenlandsk øl er specielt og eksotisk alene fordi det er udenlandsk. De i dette afsnit nævnte brands hører imidlertid til i stakkene med Hof og Tuborg – ikke på hylderne sammen med Willemoes- Ærø- og Svaneke-serierne, der alle i hvert fald tilbyder en større diversitet i udtrykket.

Påskeøl

Og det år fik jeg åbenbart realiseret en af mine ambitioner – konsekvent at anmelde sæson-øl, i dette tilfælde påskeøl. Vinderen af temaet blev Herslevs rigtig gode – men også dyre (for det er Herslevs øl gerne) påskeøl, der sammen med flere andre prøver slog bryggeriets navn fast som yndling på bloggen. Jeg hæftede mig til gengæld ved den generelt sparsomme variation i produkterne, og uden at jeg i skrivende stund husker mit sindelag tydeligt, da temaet var færdiggjort særlig godt, hæfter jeg mig ved, at den slags sæsonbestemte temaer ikke er noget jeg siden har gjort det synderligt meget i – og slet ikke på årsbasis. Det eneste der kommer tæt på var årene, hvor jeg fik sponsoreret alle øl fra Kvicklys Ølfestival til anmeldelse. Det event startede Kvickly i øvrigt det år – men det var først et par år senere, at jeg fik lavet sponsoraftalen.
Et andet resultat af påskeølstemaet var, at jeg blev så træt af Thisted Bryghus, at jeg det følgende års tid nærmest boykottede dem fra bloggen. Bryggeriet var ellers ganske produktivt under brygmester Henrik Sørensen, der både lancerede nye produkter og arrangerede gamle klassikere i nye serier. Desværre fulgte kvaliteten efter min smag ikke med, og så var der jo den evige tilsætning af sulfit, der bare overhovedet ikke klædte bryggeriet, der som de første herhjemme havde brygget en økologisk øl.

Mennesker

Så småt begyndte jeg også at pleje kontakter med andre ølinteresserede. Man kommer jo nok ikke udenom, når man i længere tid beskæftiger sig med et givent emne, at stifte bekendtskab med nye mennesker, der deler ens interesse. Det er egentlig imponerende, at det ikke tog fart tidligere, men det demonstrerer vel så nydeligt min noget introverte karakter. Jeg arbejder bare bedst i enrum – mig selv, alene med min PC, noget musik og varm kaffe. Ja, varm kaffe, også i sommervarmen, og jeg drikker næsten aldrig øl mens jeg skriver – go figure.

Jeg fik således min første donation nogensinde tilsendt. Den kom fra en gammel studiekammerat, der mente at jeg skulle lære Wiibroes stout at kende – ikke mindst fordi han gerne ville vide, hvad jeg mon mente om den. Den var aldeles fremragende, og i mine øjne er den sammen med Gl. Carlsberg Porter den bedste industrielle stout herhjemme. Ja, jeg er så kættersk, at jeg henviser Limfjordsporteren til en tredjeplads.

Jeg mødte også en anden ølblogger, Jacob Schytz, der i mellemtiden har lagt anmelderiet på hylden. I lang tid var han medanmelder hos “The Master of Hoppets”, Peter Godtberg Jensen, som jeg til gengæld endnu har til gode at møde i virkeligheden. Jacobs hjemmebryg blev også behørigt anmeldt, efter at det var udleveret ved det års Skandinaviske Mesterskab i sækkepibespil, der blev afholdt i Lindholm Høje ved Aalborg. Det var mit andet år bare som tilskuer.

Endelig introducerede min gode ven og senere så hyppige gæsteanmelder Marcus mig for Beer Here’s øl under en ferietur til København. Åbenbart har jeg ikke siden prøvet øl fra den kant – men bagmanden Christian Skovdal Andersen har hele tiden nye jern i ilden, så mon ikke han bare har fundet sig et nyt koncept at bruge sin kreativitet på?

Det løse …

Hvad skete der ellers? I Føtex fandt jeg de første Sierra Nevada øl og var solgt fra første dråbe. Skands stiftede jeg også bekendtskab med, og var begejstret. Den begejstring er til gengæld blevet dæmpet lidt siden, men som det første bryggeri herhjemme med en kvindelig brygmester (Birthe Skands, hvis ikke man skulle vide det), vil det vestegnske bryggeri fortsat have rigeligt mojo at give af. Var det også det år, at torvehallerne blev bygget? Jeg tror det, for der købte jeg i hvert fald nogle meget dyre (det har ting i Torvehallerne det med at være) og fancy tjekkiske øl … der viste sig at være ret ligegyldige i udtrykket. Det var vel der jeg endeligt kunne slå fast, at øllets ophav eller historie aldrig kan stå alene. Indholdet af flasken tæller mere end alt hvad der måtte være plastret udenpå.

Irland

Den to måneder lange afstikker til Irland undgår jeg ikke at give sit eget afsnit. Men hvad der ikke lige handlede om øl er vel allerede berørt indledningsvist.

Læser man min blog regelmæssigt, vil man vide, at jeg ikke er imponeret over irsk øl. Det lunkne forhold var næppe overraskende resultat af de stikprøver jeg tog under vores ophold. Først var der Guinness. I mine øjne en hyggelig bællebajer, der bare tilfældigvis er meget mørk. Men dens letdrikkelighed og vigende fylde alene får den til at falde langt langt under de hjemlige stouts, der blev omtalt foroven i kvalitet. Guinness fremmeste fordel er, at den kan jeg drikke mange af, hvis laget er festligt nok. Limfjordsporter til gengæld kan jeg sjældent klemme mere end to ned af uanset hvor festligt det er.

Hvad så med craft-beer-scenen derovre? Vel, den eksisterer da. Farvestrålende etiketter, spændende historier, små brygenheder … alt det var på plads. Til gengæld kneb det med indholdet. Uden at det var væmmeligt eller udrikkeligt var det heller aldrig specielt godt. Måske var det godt, men så heller ikke mere. Jeg blev hurtigt træt af det, ikke mindst fordi jeg også i Irland var et fattigt menneske, der i længden ikke gad bruge ustyrlige mængder af mine surt opsparede Euro på øl, der i grunden ikke smagte af noget særligt.

Én undtagelse skulle der dog vise sig at være. Galway Hooker Pale Ale var faktisk rigtig god. Punktummet for mit afdækning af det irske specialølsmarked – for det var den sidste irske specialøl, jeg prøvede derovre – var i det mindste aldeles nydeligt.

Jul hos far

Og så flyttede vi jo hjem til min far, da vi ikke kunne holde Irland ud længere. Han boede dengang i Hvalsø – nu er han jo flyttet på plejehjem – og det blev til et lille halvt år hos ham. Det var heller ikke altid lige nemt, men vi havde i det mindste tag over hovedet, og jeg havde endelig fundet arbejde.

Ølmæssigt stod på de juleøl, jeg nu tilfældigvis fandt, og gad anmelde. Men ellers havde Fakta – igen-igen – et godt tilbud, som jeg siden hen skulle komme til at referere til jævnligt. Fire store Tongerlo-øl fra et belgisk bryggeri ved byen Tongeren, et sted jeg kender godt fra min tid som sækkepibemusiker. To af dem blev drukket, én af dem blev ofret (jeg var dengang som nu fest-hedning – og senere fandt jeg i øvrigt et nyt eksemplar og fik den behørigt anmeldt) og én blev kun nippet til – så røg den i vasken.

Tongerlo Prior, hed den – eller hedder den. For af for mig uforståelige årsager har den fundet vej som fast inventar i Fakta. Jeg har fundet ud af, at den som Tripel Blonde rent faktisk skal smage af forgamlet banan, kogesprit og dårlig marcipan. Dermed findes der altså en øltype, som jeg formentlig aldrig vil kunne lære at nyde – og det var denne øl af den type, jeg prøvede som den første.

Den aften i december 2012, hjemme hos min far i Hvalsø …

Det forekommer efterhånden at være længe siden nu.

Der er også meget mere, der skal fortælles. Flere flytninger, flere omvæltninger og ikke mindst mange flere øl …

… Forbliv indstillet for tilbageblikket på 2013 – snart på Kajs Ølblog.

Don’t Worry Pale Ale, Svaneke Bryghus

Don’t worry at all!

Det behøver ikke være nogen større hemmelighed, at Svaneke Bryghus ikke er det mikrobryggeri, der med nye produkter vækker de største forventninger hos mig. Der er da nogle fuldtræffere her og der, men i det store og hele er det bedste, jeg kan sige om bryggeriet, at de for det meste rammer inden for skiven og sjældent helt ved siden af. Men blandt mikrobryggerierne forekommer Svanekes produkter mere og mere standardiserede – ja, med et temmelig plat ordspil, kunne man være flabet og hævde, at de i mikrobrygsammenhæng her til lands repræsenterer det tynde øl.

Det er på sin vis også tilfældet med denne øl, som er deres bud på en alkoholfri pale ale … eller alkoholfri og alkoholfri – den indeholder ganske vist 0,5 %, men dermed skulle den også gerne være nogenlunde trafiksikker. I hvert fald hvis man er fodgænger. At den er tynd på alkoholparameteret er imidlertid selve pointen med brygget, så jeg vil foreløbig pakke al yderligere brok væk.

Og det forbliver pakket ned umiddelbart efter opknapning, hvor bryggets bouquet allerede forplanter sig i lokalet. Grapefrugt og nåletræsduftende humle melder sig markant – ikke bare i betragtning af, at brygget er alkoholsvagt, men i det hele taget. Adskillige IPA’er på vel over 4,6% har duftet af væsentlig mindre.

Og i modsætning til Albanis bryg fra forleden, der kun havde aroma i duft og bøvs, er bouquetens noter også forfriskende præsente i smagen. Jeg er ikke i tvivl – på stedet slår jeg fast, at dette er den bedste øl på under én procent, jeg nogensinde har prøvet. Masser af humle – god humle endda. Frisk, karsk og lige i smagsløgene hamrer den, men sine små, skarpe syle. Mangt en IPA med den styrke IPA’er nu engang har, ville være misundelig på aromaens kvalitet og styrke.

At brygget er alkoholsvagt mærkes på dets lethed og vigende fylde, men for dette er der kompenseret så rigeligt i humlearomaen. Her er der endelig et reelt alternativ til alkoholdigt øl, der ikke bare smager derhenad, men rent faktisk af rigtigt øl.

Sådan skal den drejes. Præcis sådan.

Big Job Double IPA, St. Austell (Grænsehandel IV)

Med lidt aktiv smagning …

Jeg har fundet endnu en af de øl, jeg forleden købte i Tyskland, frem til smagning. Den her ligner i hvert fald en specialøl. På den anden side findes der vel nærmest ikke noget bryggeri med eller uden respekt for sig selv, der ikke har en IPA i produktkataloget. Der er vilde mængder mainstream-IPA derude, efter at det blev mainstream at drikke andet end pilsner.

Ved brygget her hæfter jeg med ved, at det tydeligvis er filtreret. Men det i sig selv standardiserer det ikke brygget med det samme. Det skummer ikke meget, men dufter til gengæld skarpt af fyrrenåle, så det næsten river i halsen. Ikke nogen ilde start, til gengæld har jeg sniffet indtil flere standard-IPA’er, der duftede mere end denne påståede dobbelte IPA.

Brygget er adækvat, men også tilbagelænet bittert. Det føles noget metallisk glat, rart nok, men ikke videre kraftigt – og slet ikke dobbelt. Det smager da godt, men samtidig raser baghovedskonnotationerne – henslængt, hvilende på laurbærrene, den noget rutineprægede præstation …

Men med lidt tålmodighed og aktiv smagning, åbner brygget sig faktisk og afslører efterhånden sine kvaliteter. Let syrlighed af agurk blander sig med fyrrenåle og -træ hvilket giver en aromatisk, klar og ren bitterhed, der er størst i sin kvalitet og ikke i sin kvantitet. Her er en IPA, der ikke smages så meget ved det brændende indtryk, man mærker i munden, men derimod ved at levere en lækker aromatisk oplevelse. Det metalliske hjælper med til at gøre den rene fornemmelse større, og således forenes de initialt lidt forvirrende og svage elementer aldrig så nydeligt i det samlede billede.

Men ‘dobbelt’ er brygget nu mest i sin ret høje styrke på 7,2. I smagen er den mest bare en IPA  – og så alligevel en smule mere end en mainstream-IPA.

Økologisk US Lager, Albani/Royal Unibrew

Som i tegneserierne …

Jeg orker ikke at bladre alle mine Steen & Stoffer-tegneserier igennem for at finde lige netop den af Bill Wattersons striber. Men der er én, hvor den lille familie, Steen samt hans mor og far (der ikke har nogen navne – vidste I det?), sidder sammen ved middagsbordet, og Steen bryder ud i et kæmpe ræb. Dialogen på de næste billeder lyder omtrent som følger:

Mor: “Du godeste Steen, hvad siger man så?
Steen: “Det var dog herligt!”

Mor: “Hvad siger du!?

Og her afbryder jeg indtil videre gengivelsen af striben. Men jeg lover, at jeg kommer tilbage til den senere i indlægget. Måske – kun måske har den en relevans for dagens anmeldelse.

Royal Unibrew har sideløbende med Schiøtz-serien haft en anden stribe Albani-øl på programmet, der ligesom Schiøtz-serien forsøger at rane markedsandele tilbage fra mikrobryggerne. Det startede med Mosaic IPA (som de oven i købet har været så udspekulerede at stille på køl i Supermarkederne, så kvalitetsbevidste forbrugere – samt folk som undertegnede – vælger disse bryg, hvis man skal have et hurtigt fix af noget øl, der rent faktisk smager af noget. Nøj – hvis man kunne få Amager Bryghus’ øl på køl i supermarkederne, ville jeg nok være et endnu fattigere menneske) så kom der en Dark Ale, en Witbier, og nu også denne øl med det mundrette navn “Økologisk US Lager”.

Umiddelbart lyder det besnærende, men glem ikke, at det kun er for ganske nyligt, at det amerikanske øl ikke længere entydigt blev betragtet som noget ultratyndt sprøjt, hvis forskel fra vand bedst kunne mærkes på farven. Ikke desto mindre har vi fat i et af Royal Unibrews intenderede kvalitetsbrands – så oplevelsen kan tippe til begge sider.

Blomster, frugter, friske spæde fyrrenåle, krydderier og aroma myldrer frem ved skænkning – nej, allerede ved åbning – af det lyse, liflige bryg. Ingen tvivl! Sikken kvalitet, og sikken forøget fare for kvalitetsbryggerierne, når et industriforetagende kan skabe en sådan livsbekræftende symfoni af grapefrugt, fyrrenåle og forårets fineste hyld. Og vi er endda kun nået til duften!

Og så imploderer oplevelsen ellers som kogt spinat … Som flormelis i kogende vand … som en sæbeboble mod en kaktus … som …

Ak, ak, ak. Kun en hul skal – nej, der er slet ikke aroma nok til at skabe en hul skal. Der er bare sørgelige, skrøbelige rester. Små spinkle flager, gryn, fnug af den vidunderlige, aromatiske bouquet, der forjættede sådan en fin øloplevelse. Kun små spor i det rasende vandløb af en øl, der ellers kunne have været så god …

Og vandet forekommer endda kedeligt. Nærmest som om det lige har fået en ekstra rensning, før det blev hældt i brygkarret. Fladt, dovent og metallisk glider det alt for nemt henover tungen – næsten som om det ikke engang rigtig gider bare at slukke tørsten undervejs. Nej, der er ikke engang bare en antydning af noget syrligt til at give det lidt friskhed. Der er næsten ingenting.

Og så er det, at den ellers begrænsede mængde kulsyre alligevel formår at rejse sig i spiserøret …

… og med opstøddet titter alle blomsterne, de bittersyrlige citrusfrugter og de spæde grannåle frem igen. Så lifligt og smukt – men også som et nødråb fra det hinsides. Som et nødsskrig fra graven. For det er altså bedst, hvis øllet smag annammes når … og her er det så, at jeg igen vil give Steen ordet:

“Her i huset smager maden tit bedre på opturen end på nedturen.”

Og sådan er det også med denne øl. Den smager af stort set intet, når den drikkes. Først når man efterfølgende ræber, er der aroma at gøre godt med.

Det er inderligt trist. Intet øl burde være sådan. Og her er der oven i købet tale om noget, der skulle forestille et kvalitetsbrand fra Royal Unibrew. Men reelt er vi nede i en industristandard under både Carlsberg Premium og Tuborg Classic, bare med bonus af blomstersmagende bøvs.

F**king really, Royal Unibrew!?

Schiøtz Lyse Tider IPA, Albani/Royal Unibrew

Toppen af industrien …

I ambitionen om at fratage de små bryggerier så store markedsandele som muligt, har industrigiganterne efterhånden længe pumpet store mængder øl ud, der foregiver (og ikke sjældent foregøgler) et kvalitetsniveau over industriel standard.

Som regel ender det, som antydet i parantesen ovenfor, ikke helt på det niveau man som bevidst forbruger ønsker. Andre gange går det – som her – bedre. Det mest markante resultat forbliver imidlertid, at forbrugerne i højere og højere grad går væk fra kvalitetsbryggene og forfalder til industriens billigere produkter.

At lave kvalitet til samme pris som industrien, med den brygvolumen denne råder over, er praktisk taget umuligt for kvalitetsbryggerierne. Til skade for disse på kort sigt, idet mange af dem må dreje nøglen om efterhånden, og til skade for forbrugerne der ikke længere efter atter må patte på industriens standardsprøjt. Til den tid vil inudstriens incitament for at lave kvalitet være fordampet som kulsyren fra en lunken Grøn Tuborg en varm sommerdag.

Men som allerede afsløret forhindrer det jo ikke industrien i at lave gode øl her og nu. Som nu dette hyldestbryg til stifteren af det i den hellige monopolkapitalismes navn for længst i Royal Unibrew fusionerede Albani-bryggeri, Ludvig Theodor Schiøtz.

I skrivende stund har jeg forlagt den tomme flaske, og på brandets hjemmeside mangler beskrivelsen af brygget af uvisse årsager – så hvilken sludder-for-en-sladder RU-marketingdrengene (og pigerne ej at forglemme) har kedet de arme forbrugere, der uforvarende er kommet til kaste et blik på bagetiketten, med, må læserne have til gode, indtil de selv støder på brygget.

Det messinggule bryg lægger ud med en fortrinsvis blomstersød bouquet af roser med elementer af frisk savsmuld. Man kunne godt ønske sig den skrappere, men for så vidt er der ingen antydning af ubehag.

Derfor overrasker smagen også med sin mægtigere styrke. Der er godt med bitterhed af træ, mørkt løvtræ, samt savsmuldet deraf. Her har vi ikke en frisk, lys og skarp IPA, men en tung, mørkt og stump én af slagsen.

At det overhovedet ikke matcher bryggets navn, lader jeg ligge. Smagen tager jo ikke skade af, at forventningerne etiketten planter ikke indfries.

Bitterheden bliver da også lidt friskere og lidt mere aromatisk med roserne som bærende element, efterhånden som brygget når længere ud på tungen. Ved mandlerne kulminerer friskheden næsten til nåletræsniveau før brygget skylles ned til både almindelig nydelse samt glæde over en smagsoplevelse undervejs der er ud over det sædvanlige. Nota bene – ikke bare ud over det sædvanlige for industriøl – men simpelt hen ud over det sædvanlige.

Op jer, mikrobryggerier! Kvalitetsøllet fra industrien er her, og det er jer, der skal bringe sejren hjem. Til gavn for jer selv og os forbrugere.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme