Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Mere øl på klosteret, feat. Marcus … II

Nye indtryk, nye fejlskud …

Hermed følger anden del af min beretning om turen til Esrum d. 4 maj, hvor jeg i selskab med min trofaste medsmager Marcus frekventerede ølfestivalen i de gamle klosterbygninger … eller næsten i hvert fald. Hvordan arrangementet var skubbet godt og vel 100 meter væk, kan man læse i første del.

Undervejs i festivalprocessen måtte udstyret jo svigte. Min telefon er ikke længere ny, og det kan især mærkes på, at batteriet meget hurtigt går dødt. Heldigvis var medsmager Marcus fortsat bevæbnet, og jeg havde selv været snarrådig nok til at tage en notesblok med for netop det tilfældes skyld.

Vi nød et foredrag om munkeøl i et langt fra overfyldt, men til gengæld ligeledes småkoldt telt. Der blev budt på anekdoter såvel som en kortfattet historisk oversigt over munkevæsenets historie, og hvordan ølbrygning blev en vigtig del af det. Herefter var blev der budt op til fællessang – The Wild Rover – som undertegnede og medsmager endda kunne brumme med på.

Og med de sidste flæskesvær i vommen, var det tid til en revisited. Jeg ville – fordi omgivelserne dårlig kunne passe bedre, i hvert fald ikke på vores længde- og breddegrader, samt fordi selskabet indbød til det – genafprøve en af mine højdespringere fra sidste års Ølfestival – den uforlignelige Mariage Parfait. Således kunne Marcus også få lov at smage en rigtig Geuze, der ikke var fortyndet med et eller andet frugtkoncentrat – hvor vederkvægende og smagfuldt det ellers måtte forekomme.

Mariage Parfait
“Der er i virkeligheden ikke så meget duft i den her, der er den der …”
“Det er fordi du er vant til at drikke geuze,” afbrød Marcus mig lettere triggered (er det ikke det, det hedder på nutidensungdomsk?) “Os grødbønder ude fra Valby, vi kan da godt nok mærke en hel del i det her. Men mit vokabolarium,” fortsatte han, “rækker ikke til andet end at sige, at duften viser alle kendetegnene af en gueze i en, må man sige, ganske velafstemt surhed. Og,” tilføjede han efter en veltilrettelagt kunstpause, “det kommer fra en ikke-geuze fan.”

“Dette er,” fortsatte Marcus, “i virkeligheden et meget fint vessel … det er som at køre ned af strandvejen på chassis’et af en bil, før der kommer karrosseri på. Den er den perfekte bund til at bygge noget oven på. Den er grundmalingen, som så får en anden maling udenpå inden man flytter ind.”
Jeg lod Marcus fortsætte associationsrækken, mens jeg hengav mig til det midlertidige paradis, det klare, sure øl satte mig i oven på en blonde, der ingenlunde faldt i min smag. “Æbleøllen, vi prøvede først er det færdige produkt. Dette er et stykke undervejs i produktet, hvor purister så har sagt, ‘nåhr ja, nu har vi dette fine noble bryg af’ – lad os nu være ærlige, dette er øllets studenterbrød – det er hvad der faldt ned i en spand fordi vi lod vinduet stå åbent under et utæt gulv som vi traskede rundt ovenpå, ikke? Og det kommer der nogen glimrende ud af, som man kan arbejde videre med. Men det her er jo et ufærdigt produkt …”

En resolut pause i ordstrømmen lod mig vide, at Marcus afventede et svar. Jeg huskede, hvordan jeg året før havde fået en uddybende forklaring af geuze-væsenet, og forsøgte nu at gengive denne, så godt jeg kunne. Det skulle senere vise sig, at jeg var aldeles gal på den, og læser man videre, vil man blive klogere på, hvordan.
Til Marcus bratte afbræk i ordflommen, svarede jeg tøvende: “Det er ikke helt ved siden af hvad belgierne angiveligt selv mener, fordi de drikker det gerne opblandet. Det er os mærkelige mennesker fra andre lande, der mener at dette produkt i sin rene form er værd at drikke. Det mener jeg at have hørt nogen fortælle …”
Den anekdotiske evidens skreg til himlen som Abels blod, da jeg i det samme satte trumf på: “Denne nogen står i en stand i bygningen bag os, og han er fra Belgien. Hvad siger du til, at vi spørger ham?”
Den var Marcus med på, så ind i det hvide bindingsværkshus gik det for at få syn for sagn.

Interview med Robert fra Belgien.

Robert – af statur ikke just fremtrædende, men dette i skarp kontrast til hans prægtige lange skæg, der sammen med hans runde briller måtte minde så usigeligt meget om salig Thorkild Demuth  – kunne imidlertid fortælle, at jeg havde fået galt fat i, hvordan belgierne omgås det sure, men umådeligt forfriskende geuze-væsen.
“Jo,” svarede han, “selvfølgelig drikker belgierne også geuze rent.”
“Så det havde jeg fået helt galt fat i? Det er ikke noget man altid blander op?”
“Man har jo de her frugtøl,” berettede Robert engageret, “hvor man har tilføjet frugt i gæringsprocessen, så sukkeret i frugten kan stå lidt imod det syrlige i geuzen.”
Dermed var vi tilbage ved de frugtøl, jeg prøvede så mange af sidste år, og som Marcus også havde fået smag for i begyndelsen af arrangementet. Jeg måtte åbenbart gå lidt hårdere til værks for at få svar på spørgsmålet.
“Jeg står her med en Mariage Parfait, og jeg drikker den rent. Det var min opfattelse, at det ikke rigtig var noget, man gjorde i Belgien. Det var kun noget man gjorde uden for Belgien, fordi folk uden for Belgien ikke ved, hvordan man rigtig skal gøre det?”
“Nej,” afkræftede den prægtigtskæggede ekspert “en geuze er altid en blanding af forskellige øl. Og den du står med der skulle – og derfor hedder den Mariage Parfait – fremstå som den perfekte blanding af forskellige lambic-øl. Forskellige årgange blandes så man rammer en bestemt smag.”
“Og belgierne kan altså godt drikke den rent, sådan som jeg gør det?”
“Ja, selvfølgelig kan de det”
“Vel, det havde jeg så fået galt fat i, men mange tak skal du have,” tilstod jeg taknemmeligt.

Jeg foretrækker at blive irettesat, når jeg tager fejl. Og jeg er ikke bange for at indrømme når det sker – nu har jeg fx brugt et helt afsnit i dette indlæg på at udstille
min uvidenhed sammen med  beretningen om, hvordan jeg, ved at få rettet min fejltagelse, blev klogere.

Undersøgelsen

“Kaj, in the name of science,” er det sidste, man kan høre på min optagelse af interviewet med Robert. Marcus havde fundet en stand, hvor en bachelorstuderende havde brygget fem forskellige øl, til afprøvning og vurdering via et spørgeskema.

Der var fire eller fem forskellige, der alle skulle vurderes ud fra en række parametre – duft, mundfylde, aroma, farve  osv, alle typiske for øl. Næppe overraskende faldt IPA’en fint i min smag, mens jeg vurderede en let frokostøl som den mindst interessante … Jeg måtte faktisk hælde resten af smagsprøven ud efter et par nip.

Når man deltog i undersøgelsen, ville man også deltage i lodtrækningen om to billetter til DØE’s ølfestival i Lokomotivværkstedet 23-25 maj, og hvor mit held i den slags lodtrækninger med tiden har fået mig til at tro at den slags påstande er fup, der bare skal narre én til at besvare, så skulle der vise sig at være noget om snakken her.

For den ene af de to udloddede billetter gik til undertegnede. Så nu dukker jeg helt sikkert på i lokomotivværkstedet den 24. maj. Ses vi?

Spencer Trappist Ale

Før vi glemte det i begejstringen over alt de spændende og nye indtryk, måtte vi hellere se at få prøvet den sidste øl fra Spencer – det amerikanske trappistbryggeri, hvis IPA og Imperial Stout, vi prøvede i første del. Tilbage var munkenes egen ale, der normalt ikke blev distribueret kommercielt. Det er den slags, man er på ølfestival for – for at prøve det øl, der ikke kan fås i daglig handel.

Mens Marcus frekventerede en bod for at skaffe os noget frokost, smugsmagte jeg på brygget. En kraftig duft af honning er det første, man får at mærke ved det gyldne bryg. Det leverer en knytnæve af alkohol med en syrlig kant. På bagkant kommer en uventet bitter note, der ikke blander sig alt for skønt med de øvrige noter af sprit, eddike og honningen fra duften, der i form af en let sødme også viser sig i aromaen.

Brygget er mange ting på én gang, og ved derfor ikke rigtig hvad det vil. Gær i eftersmag gør ikke det overordnede indtryk bedre. Munkene gemmer bestemt ikke det bedste øl til dem selv, og som jeg bedst husker Marcus kommentar til øllet – han nåede aldrig at komme med på optagelsen – så kunne munkene snildt få lov til selv at beholde det.

Marcus’ karaktergivning fik jeg aldrig med. Selv lagde jeg mig på …

Det løse

Det var så her, teknikken svigtede. Men telefon gik helt og aldeles ud efter dette sidste billede blev taget, så resten af dokumentationen måtte foregå analogt. Hastigt nedskriblede noter med mine ikke helt ædruelige hænder i unaturligt koldt majvejr har ydet vage skygger af erindring om, hvad der videre skete.

Vi bevægede os i hvert fald videre til mikrobrygudstillerne. Denne del af festivalen, var imildertid håbløst overrendt, og dermed ikke videre indbydende for folk med AD/HD- og aspergerdiagnoser. Hurtigt ind og redde sig en smagsprøve, for straks at flygte ud igen uden at spilde blev strategien, og så kunne man ellers smage, mens fingrene var ved at fryse af, uden underlag for notesblokken, og uden en tredje hånd til at holde kuglepennen.

Et 4-korns klosterbryg fra Det Våde Får blev det til. En mørk sag, som Marcus også mente duftede af Lottrup, hvorfor han mistænkte bryggeriet for at bruge samme type malt som Royal Unibrew. Selv kunne jeg måske nok forstå, Marcus indtryk af duften, men det var mere smagen af røg, der gjorde indtryk på mig.

Brygget blev imidlertid serveret for koldt fra det anker der stod i bryggeriets stand. Med det in mente til hvis man skulle få lejlighed til at prøve brygget under andre – mere optimale omstændigheder, gav Marcus brygget …


… mens jeg selv var en knækket tand mere generøs:

Fra bryggeriet Small Batch fik vi prøvet en Havtorn Pale ale. Min koncentrationsevne rakte imidlertid ikke mere til karaktergivning – ja, knap nok til usystematisk notetagning. Yderst nødtørftige skriblerier om en krydret sødlig duft, og frisk, skarp bitter smag. Især i eftersmagen gav bitterheden sig til kende, mens Marcus selv mente tydeligt at kunne smage havtornen, som han syntes klædte brygget fint.

Selv mener jeg bestemt at have smagt havtorn-produkter, hvor krydderiet smagte mere umiskendeligt igennem, men det forhindrede jo ingenlunde brygget i at smage rart alligevel.

Nogle næsten helt ulæselige kradserier indikerer den sidste – og bestemt en af de bedste – oplevelser på ølfestivalen, nemlig Hoppe Beers Belgisk Zwartbier. En ren aromabombe af røg, tung malt og dyb kaffebitterhed – en oplevelse, som det endda lykkedes Marcus at få foreviget, så jeg havde et motiv at lægge i toppen af indlægget her. Kendetegnende for brygget var den meget lange ingrediensliste, som man kan læse på billedet her ved siden af, hvis man altså har tid til at tygge sig gennem romanen. Men smagte – det gjorde det! Og jeg tror vi valgte at give den topkarakter for virkelig at turde gå planken ud.

Det var nu ikke fordi promillerne var ved at tage over, at notetagningen led sådan overlast. Vi var skam begge i fin stand til at bruge benene til at gå med – næsten helt uden at stavre. Vi var begge mætte af indtryk, og besluttede os for at vende næsen hjemad.

Beslutningen viste sig imidlertid ikke at være videre veltimet, idet bussen først ville komme forbi 45 minutter senere. Marcus mente, vi skulle slå tiden ihjel ved at gå et par stoppesteder …

… men oppe i Nordsjælland er der meget langt mellem stoppestederne. Og det blev et par ømme fødder, der en lille times tid senere kunne få lidt ro i bussen et enkelt stoppested fra Esrum Kloster. Men hey – med sol på himlen og godtøl i vommen, var de 4-5 kilometer vi kom ud at gå egentlig heller ikke den ringeste måde at afslutte turen på.

Mere øl på klosteret, feat. Marcus … I

‘Geuzeboi’

Allerede tilbage i Marts var jeg så småt begyndt at undre mig. Jeg hørte ikke fra de gæve arrangører af sidste års ølfestival i Esrum i Nordsjælland, der fandt sted netop i begyndelsen af marts måned, mens det stadig var hundekoldt, og der faktisk lå sne.

Jeg havde egentlig slået det hen. Jeg orkede – fordi mit hoved desværre ikke altid tillader mig det store initiativ og overskud – ikke at finde en årsag til stilheden, og gik derfor ud fra, at arrangementet enten var aflyst, eller at de ikke var interesseret i yderligere opmærksomhed fra min kant. Who can blame them, når det er mig, der skriver om dem?

Men så skete der noget alligevel. I starten af april tikkede en mail ind, hvor jeg blev spurgt, om ikke jeg havde lyst til at være med igen – og det havde jeg selvfølgelig! Og denne gang fik jeg endda mulighed for at tage en god ven med. Det var ikke svært at vælge, hvem det skulle være. Min hyppige og trofaste smageassistent Marcus var nærmest selvskreven til opgaven, og han takkede da også forventligt ja.

Arrangementet viste sig at være flyttet til starten af maj, da Klosterets gamle hovedbygning skulle renoveres. En del af arrangementet måtte derfor flyttes udendørs, og selvom temperaturen ikke var synderligt meget højere her i starten af maj – det sneede tidligt om morgenen – end den var medio marts sidste år, var der god ræson i at udskyde arrangementet et par måneder i forventning om lidt varmere vejr.

Jeg fik dermed også lejlighed til at se resten af klosteret. Ud over den flotte gamle rødstensbygning fra senmiddelalderen, omfatter det også et mølle- og gårdanlæg bag hovedbygningen, hvor hele festivalen dette år var henvist til. Nok måtte man derfor undvære de smukke hvidkalkede og hvælvede lofter – og i hele taget den autentiske middelalderstemningen, den gamle bygning bød på. Til gengæld kunne jeg denne gang gå fra arrangementet uden hovedpine, idet lokalernes arkitektur nu tillod døråbninger, som man kunne gå igennem uden at behøve knæle i processen, med smertefuld straksstraf og buler i kraniet som konsekvens af, at man skulle glemme det en gang eller to.

Her følger en kronologisk gennemgang af de øl, som Marcus og jeg fik prøvet, og som behørigt blev gennemdiskuteret før karaktergivningen. Bemærk at karaktergivningen her ikke tæller med i mine egentlige anmeldelser på bloggen – smagsprøvernes lidenhed ved ølfestivaler inviterer kun til overfladiske og hastige anmeldelser, der ikke gør øllet tilstrækkelig ære, omend de kan fungere som udmærket inspiration til senere anmeldelser.’

Lindemans Apple

Efter sidste års ølfestival havde jeg kun godt at sige om Lindemans serie af frugtøl. I mellemtiden var en ny kommet på programmet, som jeg omgående måtte prøve. I samme ombæring kunne Marcus introduceres til typen, der for ham var tæt på ukendt.

I duften genkendte jeg noter af punkertidens æble-aperitif, hvortil Marcus omgående indvendte, at brygget ikke havde den kunstige sirupagtige odeur, der kendetegnede enhver uanstændig æbletif. I grunden havde den heller ikke aperitifens tunge, ildevarslende alkoholdunst. Marcus foreslog, vi kom mere ind på, hvad brygget havde frem for, hvad det ikke havde, og jeg var ikke fuldkommen afvisende.

Man mærker bryggets skarpe, syrlige bund. Dertil er der rigeligt æblesødme fra æblesaften. Marcus erklærede overrasket: “Denne er faktisk den første geuze jeg decideret nyder. Og så vil purister sikkert sige “den er tilsat æblesaft” . Den er lavet i en spand under et utæt gulv. Der er ikke noget, der er tilsat her!”

“Nemlig nej” kunne jeg jo kun bifalde. “Den er som æblemost med et skud alkohol. Sådan ville jeg beskrive den,” over for hvilket Marcus selvfølgelig skulle være på tværs.
“Snarere ville jeg forestille mig, at man tog en skarp, tør cider, og hældte noget æblemost i.”
“Det kunne man også” medgav jeg lettere vrangvilligt, da jeg fandt æbleelementet mere fremtrædende som det egentlige hovedelement i brygget frem for den gærede bund.

Uanset hvad var vi nu enige om, at vi var kommet rigtig godt fra start. Marcus afsluttede brygget iført sin drikkehandske, for selvom det usædvanligt kolde vejr gav brygget en optimal temperatur i det åbne telt hvorfra den blev serveret, var vejret knap så optimalt for nøgne primathænder.

Om bedømmelsen var vi ganske enige:

Spencer IPA

Vi blev ved klosterbryggene, selvom vi nu bevægede os uden for Belgien og over vandpytten til USA. Bryggeriet Spencer er således et amerikansk kloster, hvor der også brygges øl – til kommercielt såvel som til eget brug. Marcus og jeg fik lejlighed til at prøve begge dele, og vi lagde ud med deres kommercielle IPA, som jeg ikke nåede at prøve sidste år, hvor bryggeriet ellers også var repræsenteret.

Marcus mente, brygget lugtede af Lottrup, hvilket ikke var ment som en ros. Jeg genkendte noter fra Royal Unibrews Lottrup Stone Street IPA, der nu alligevel formåede at score over middel på bloggen. Men ligefrem imponeret var jeg nu heller ikke. Til gengæld bød aromaen på rigeligt med rå bitterhed, der dog fortsat ej formåede at stille Marcus tilfreds.

“Bitterheden dukker op af ingenting uden at affødes af noget. Den kommer for sent til festen, og kommer ikke ud af nogen harmoni af noget som helst.” Han brokkede sig videre over, at bitterheden var meget dyb, som noget han snarere havde forventet i en Brown Ale end i en IPA.
Jeg gav mig så vidt, at smagen tydeligt kom af bitterhumle og ikke aromahumle, og at brygget derfor skrev sig mere ind i en britisk IPA-tradition.
“Jeg kan nu godt lide bryggets dybe bitterhed,” gengældte jeg, “der er aroma af noget egetræ, og jeg kan godt lide egetræ.”
“Ja, du er jo næsten en eghjort,” vrissede Marcus, med henvisning til en af vores mange samtaler i løbet af den lange tur til Esrum, hvor jeg blandt andet berettede om, hvordan jeg havde fundet både eg og hjort i Dyrehaven sidste år, mens det havde knebet noget med kombinationen af de to. Til mine begejstrede nik og verbale bifald, tilføjede han nu med sviende sarkasme “Martin er en uranhjort, Kaj er en eghjort.”

Marcus blev med tiden lidt mere forsonlig over for brygget, som han fortsat mente smagte uventet i forhold til den IPA-ramme, bryggeriet havde sat den i. Men i grunden endte han med at kunne nyde den, omtrent lige så godt som bloggeren kunne fra starten af.

Marcus endte således på

Mens jeg selv var en anelse mere generøs:

… eller også er det blot fordi Marcus nægter at give halve stjerner.

Spencer Imperial Stout

Marcus var næsten ikke til at styre på fem tønder af det Slaraffenland, han så ud til at befinde sig i. Aldrig var Spencers IPA skyllet ned, før han ville videre til deres imperial stout, og endnu før jeg havde trykket på optageknappen, var han i gang med at anmelde.

“Så, nu er vi i gang her,” kan man høre mig lettere febrilsk udbryde i starten af optagelsen, “så du siger lakridsstøv og lidt kandis?”
“Lakridsstøv og kandis,” bekræftede Marcus.
“Og det lyder jo fint, men den har umiddelbart ikke så meget næse. Det kan være på grund af temperaturen, men jeg frygter, at det er en letflydende én af slagsen …”
“Ja,” brød Marcus ind, “det kan være på grund af temperaturen, at den ikke dufter forfærdeligt meget af lakridsstøv og kandis, men vi må bare håbe på, at det ikke udvikler sig til Bjørn & Okay.”
Hvorfor har man ikke en trommeslager med lilletromme og bækken klar, når man har brug for det?

Det næste man kan høre er mit begejstrede udbrud. Åbenbart kunne brygget noget i munden som det ikke kunne i næsen.
“Den slår fra sig, den er bitter og skarp.”
“Ja jeg står bare og smiler som en tosse,” svarede Marcus. “Men ja, temperaturen gør, at den sniger sig ind på én så man i næsen ikke mærker de mange fine ting, den kan.”

Selv nød jeg den tætte bund af kaffe – en wienermelange, hvor kaffen spillede hovedrollen, og chokoladen var meget mørk. Marcus glædede sig ved den pikante fylde, der efterhånden lagde sig langs gummer i både over- og undermund, selvom den aldrig helt nåede mandlerne.

Temperaturen holdt den imidlertid fortsat fra de høje karakterer. Vi var enige om at give den …


… hvilket i den grad er udtryk for en festival-foreløbig karakter, da brygget fortjener at blive smagt ved en højere temperatur ved senere lejlighed.

Kapittel Blonde

Nu var det tid at udtørre smagsløgene. Ja, havde det været en madfestival, ville vi have fået os en forfriskning, men når nu man nærmest ikke fik andet, måtte vi jo lige få lidt, der gjorde det modsatte. Efter hver at have fortæret en halv pose flæskesvær gik turen inden for, hvor en flink festivalofficial gav os et lille foredrag om forskellen på tripel, duppel og blonde – traditionelt i hvert fald.

Den første gennemgæring af en urt bliver til tripel, derefter hældes ny vand til gæring på, som bliver til duppel, og til sidst brygger man så den mest tilforladelige af de tre – den hvor mindst restsukker kan blive til alkohol – blonden. Vi valgte at prøve den sidste, hvilket jeg ikke helt forstår, fordi belgiske blondes slet ikke er mit store nummer. Det må være noget med, at det at være selvvalgt ølblogger ikke skal være rent skæg og ballade hele tiden. Man må ofre sig for sagen, må man. Gøre noget, man hader ind imellem. Ikke mindst fordi det styrker karakteren.

Mine alarmlamper begyndte i hvert fald at lyse allerede i duften. Syre, banan, æble og alkohol blandede sig mestendels ufint. Marcus mente, den duftede som en let geuze, og jeg er i skrivende stund, hvor jeg lytter til optagelsen, imponeret over min selvbeherskelse i situationen. For gu’ gjorde den da ej! Og hvor kunne Marcus dog tilvejebringe slige ufortjente sammenligninger? Jeg tror jeg valgte ikke at indvende noget, da jeg på det tidspunkt ikke var oplagt til en længere diskussion, endsige decideret slåskamp (som Marcus med garanti ville vinde, nota bene).

“Den er mig altså lidt for sur,” begyndte jeg, “der er noget æble, og så noget lidt for sur vin …”
“Undskyld,” afbrød Marcus prompte, “Kaj ‘Geuzeboi’ Framke brokker sig over, at øllet er for surt?”
Jeg argumenterede selvfølgeligt ivrigt for min sag, idet jeg meget nødigt vil have den slags berettigede indvendinger siddende på mig (omend jeg gerne lader mig tiltale ‘Geuzeboi’). Hvad jeg ikke brød mig om var den kvalme, ledsagende æblesødme og en metallisk-syntetisk klang i aromaen, der klæber sig til alle mundens indvendige flader. Alt sammen overhovedet ikke atypisk for genren.

Karaktergivningen faldt os noget svær. Marcus valgte helt at afstå: “Enten skal vi give den et skud i blinde, eller anderkende – hvilket er en ekstremt sjælden ting for voksne hvide mænd – vi anerkender at det her har vi ikke kvalifikationerne til at udtale os om, så derfor undlader vi at give den karakterer.” Derpå lagde han trumfen: “Det svarer til, at vi skulle gå ind og anmelde 50 Shades of Grey – det er bare ikke os, der er målgruppen!”

Hvor enig jeg ellers var med Marcus, valgte jeg alligevel at give brygget …

… ud fra den tanke, at for folk, der godt kan lide belgiske blondes, er denne øl formentlig udmærket, og en øl, man skal købe sig, hvis man får chancen. Marcus understregede, at karakteren aldeles stod for undertegnedes regning og ikke hans, hvilket der forhåbentlig skulle være gjort adækvat opmærksom på hermed.

Vel – for ikke at gøre indlægget her unødigt langt, og for at der ikke skal gå for lang tid mellem indlæggende på bloggen, vil min reportage fra årets ølfestival i Esrum blive knækket over i to, og bruddet til ske omtrent lige her.

Forbliv indstillet på mere Marcus og Kaj på slap line nordvest for Helsingør inden alt for længe. Tak til dem, der fik læst det allerede meget lange indlæg her helt til ende, og som antydet læses vi snart ved igen.

Liège, Thisted Bryghus

Overligger …

Jeg har stadig her længe efter påske stadig et par overliggere fra juletiden i mit skab. Det drejer sig om de øl, jeg fik i den Thisted Bryghus-Julekalender, jeg fik af min søster i fødselsdagsgave, og således varede julen vel hinsides påske.

Den her er fra en serie, der blev brygget for nogle år tilbage – en Belgisk inspireret serie, hvor de enkelte øl er opkaldt efter forskellige belgiske byer. Her er det Liège, der vel nok er bedst kendt for cykelløbet, der går fra derfra til Bastogne og tilbage igen.

Jeg har aldrig været i byen selv, men har dog frekventeret den ikke langt derfra liggende og meget smukke by Tongeren – Belgiens ældste by, angiveligt – en håndfuld gange, dengang jeg spillede sækkepibe.

Liège er en belgisk blonde med alt hvad dertil hører af angstprovokerende forventninger om sur banan og kogesprit. Selvom jeg holder meget af belgisk øl – særligt det sure i en grad så foedere og geuzes så småt er ved at vippe IPA’er af pinden som min favorittype – så er lige netop blondsene noget, belgierne ikke behøver eksportere i noget større omfang. Og i grunden behøver herboende bryggerier heller ikke berige os med deres egne udgaver af en øl, der i grunden ikke er særlig god.

Men – øllet er der, og derfor bliver jeg jo nødt til at anmelde det.

Det er lidt af en udfordring at skænke brygget, da det skummer aldeles vanvittigt. Billedet for oven siger i den anledning nok mere end tusind ord. Ellers forekommer det overraskende mørkt i betragtning af den lette lyse duft af citronsyre og lys gær.

Samme toner slås an i aromaen, hvor brygget føles let og liftligt på tungen. Det leverer et skarpt snit af lige dele eddike og citron, blandet op med vand så ingen af delene bliver for meget, men derimod formår at spille fint op mod hinanden. Det samme kan man sige om den signaturagtige bananaroma, der kun er præsent nok til at blive noteret uden at forekomme anmassende, endsige generende.

Og det er jo i grunden slet ikke tosset, at blonden her formår at fremhæve alle typens kendetegn uden at genere det mindste. For det holdes alt sammen nydeligt afdæmpet, så man kan finde det gode – eller i det mindste det ikke generende – ved citronsyrligheden, eddikesyrligheden og bananaromaen. Ja, måske kan man endda finde noget overset legitimitet i disse smagsnoter.

Jeg har for længst opdaget det legitime i citron og eddike. Banan derimod er godt, når det forekommer i banan, mens det fortsat er bedst i øl, når det holder sig helt væk. Havtorn, som brygget også indeholder, skal man til gengæld helst bruge så meget af, at man rent faktisk kan smage det. Det er ikke tilfældet her, og det må desuden undre, hvor belgisk eller for den sags skyld Lièget dét i øvrigt er.

Kronenbourg 1664 Blanc, Kronenbourg/Carlsberg

Nu har jeg aldrig …

For et par uger siden begræd vi bortgangen af vor herre Jesus Kristus for vores synder på korset og bla bla bla. At det i dag ikke er en festdag, hvor vi fejrer det eneste rigtig gode, Adolf Hitler gjorde denne dato for 74 år siden, er mig en gåde. Man kunne gøre det til en særlig mærkedag som alle nazister – I ved, sådan nogle som Rasmus Paludan – kunne bruge til at gå i deres store leders fodspor, og gentage det, der rent faktisk lykkedes for lille Adolf, den sidste dag i april 1945.

Det er nok bare ønsketænkning fra min side. Men jeg ville da lige lufte ideen, nu hvor datoen ville have været så passende.

Min realistiske forventning til, at det rent faktisk skulle blive en ting, er omtrent på samme niveau som forventningerne til denne øl. Den var en gave fra min kære far, der i sit otium kun meget sjældent gider drikke øl – og især ikke noget, der forekommer så generisk som denne.

Jeg har tidligere været inde over Kronenbourgs pilsner, som vel nok er Frankrigs kendteste øl. Det er ærgerligt at to grunde; øllet er ikke særlig godt, for at sige det mildt, og øllet er ikke sådan rigtig fransk, eftersom Kronenbourg-brandet er ejet af Carlsberg. Det kan desværre ikke undgås, at det er med Kronenbourgs horribelt generiske standardpilsner i baghovedet, at brygget blev åbnet.

Men allerede idet den åbne dåse sættes for næsen, stritter brygget imod alle fordommene. Det skal her indskydes, at 1664 Blanc er en hvedeøl med tilsat appelsinskal og koriander. Snyd vil nogen sige. Min imponerethed over hvedeøllenes herligheder er imidlertid så afdæmpet, at jeg ikke vil brokke mig, når man prøver noget nyt – eller gammelt – for at puste lidt liv i en fortærsket, og aldrig sådan rigtigt tilfredsstillende god ølstil.

Blomster og søde frugter – æbler og appelsiner – vælter frem før og mens brygget skænkes. Det høje, fedtede og standhaftige hvide skum gør skænkningen af det citrongule, nydeligt tågede bryg til en langstrakt affære, men det visuelle resultat er hele besværet værd.

De sidste rester af fordomme og sløje forventninger man måtte have krakelerer og falder til jorden i store skår idet glasset sættes for munden. Forfriskende, opkvikkende og forbløffende velsmag af vanille, citronsukker og hyldeblomst nærmest snubler over hindanden for at nå smagsløgene, så de hver især kan være de første til at uddele søde kram og blide kys til dem og gummerne.

Overraskende nok, er ikke alt, der hører hvedeøllet til, kvalt i tilsætningerne. Den friske syre og en antydning af gær er bevaret, men ingen af delene i en grad så det forstyrrer, endsige ødelægger. Derimod spiller syren fint op med aromaerne i det ellers ganske lette og vederkvægende bryg, der således ikke bare formår at smage godt, men også forfriske i sommervarmen.

En sommerøl, der smager af noget – jo, det kan faktisk godt lade sig gøre.

Citradelic Tangerine IPA, New Belgium Brewing

Bare mix løs …

Slå bare koldt vand i blodet. Det kan godt være at nazisten Rasmus Paludan har samlet tilstrækkeligt med underskrifter til at få sit nazistiske parti Stram Kurs opstillet til det nært forestående folketingsvalg. Og selvfølgelig er det da dybt tragisk, at der her i landet findes så mange mennesker, der er nazistiske nok i deres havregrødsfyldte penalhus til at give ham en vælgererklæring – eller bare er dumme nok eller naive nok. Men nu hvor hele tre nazistiske partier stiller op til Folketingsvalget, er chancen for at i hvert fald to af dem kommer til at spilde alle deres stemmer, endnu større. Og det tredje nazistiske parti vil måske endda blive endnu mere reduceret, end opinionsmålingerne antyder.

Jeg er i hvert fald sjældent optimistisk omkring valget, og jeg er faktisk mindre bekymret for udfaldet nu, hvor nazisten Rasmus Paludans nazistiske parti Stram Kurs er blevet opstillingsberettiget. Risikoen for stemmespild er blevet fordoblet … eller … det ved jeg faktisk ikke. Jeg kan ikke lige overskue at tjekke efter matematisk, hvordan risikoen for stemmespild fordeler sig – men større er den i hvert fald blevet, og det er entydigt godt.

Det er dagens øl i øvrigt også. Jeg er som bekendt en stor nyder af IPA, og hvis man blander det op med noget, og fortsat får et godt resultat, har jeg ikke noget større problem med det. New Belgium Brewing har således blandet deres IPA op med mandarin- og appelsinjuice, samt appelsinskal, for at krænge typens traditionelle bitterhed over i – vel, noget andet. (Spoiler: Over i noget sødt. Det kan man i øvrigt også erfare, hvis man ser den video, jeg optog, da jeg afprøvede den).

Brygget er aldeles nydeligt dyborange – næsten rødt, og initialt er det kun skummet, man kan blive skuffet over. Dét er der godt nok ikke meget af. Duften er til gengæld så skøn, at jeg på stedet fortrød, jeg ikke havde hældt den op i mit drageglas – men jeg havde ikke gjort mig nogen forestillinger om brygget, idet bryggeriet var ukendt for mig, og øllet havde jeg fundet på køl i Irma. Okay, det var Irma, og ikke Netto eller Lidl, men dåseøl på køl udstråler – selv i Irma – bare ikke en kvalitet, der automatisk kvalificerer brygget til drageglasset.

I bouqueten blander de søde citrusolier sig elegant med bryggets traditionelle bitterhed. Tørt, lyst træ ledsages af søde, bløde og krydrede noter af clementiner med en knivspids nelliker. I smagen folder frugterne sig endnu mere ud – de bliver skarpere idet man nu bedre smager de bittertsyrlige appelsiner på et gulv af friskskårne fyrretræsbrædder. En fuldfed og vellykket smagsoplevelse, og ikke spor en skam, at den er blevet til på et mix.

Den der idé om renhed, ikk’, og at man ikke må blande – det er sådan noget som Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Stram Kurs går ind for. Her på bloggen må man se langt efter den slags, især når New Belgium Brewing behersker mixekunsten så fint som de gør.

Det er i øvrigt ikke det eneste ved det bryggeri, der er ret svært at tygge. Men det skal jeg nok komme ind på senere – for jeg har endnu en af deres øl på køl.

Og den ryger i drageglasset!

Copenhagen Beer Festival 2019 – med Jane og Marcus …

Stramt program …

I lørdags havde jeg en mere end almindeligt travl dag. Ikke alene skulle jeg møde tidligt på det arbejde, jeg allerede har plaget jer læsere alt for meget med, hvor lidt jeg holder af. Fyraftenen kunne jeg til gengæld nyde i selskab med rigtig gode venner – Jane og Marcus – samt en anselig mængde endog rigtig gode smagsprøver. Marcus kræver næppe nogen yderligere introduktion, idet han flere gange har taget del i min øloplevelser her på bloggen, og desuden optrådte i min første podcast. Jane er en fælles ven af Marcus og mig, fra dengang vi alle slog vores folder på Grønjordskollegiet på Amager.

Vi havde aftalt at frekventere Copenhagen Beer Festival, der blev afholdt i Copenhagen Skaterpark – et nedlagt industrikompleks lige ved siden af Vestre Fængsel, som jeg ud fra navnet må gå ud fra til hverdag bliver brugt til skateboardbaner og den slags spas. Den dag var der i stedet mokket en række boder op – efter hvad jeg havde forstået fortrinsvis for nogle lokale Københavnske Bryggerier, men et par udenlandske foretagender havde også fundet vej til København. Selv havde jeg det nødvendige udstyr med til at dokumentere løjerne – min telefon, der både indeholder en mikrofon og et kamera – det er alt, jeg behøver på stedet.

Her følger en kronologisk gennemgang af aftenens oplevelser – dels efter hukommelsen, dels efter optagelserne fra det højloftede, nøgenvæggede industrilokale, hvis rungende akustik gjorde sit for at gøre dokumentationen besværlig.

Chassis, Hoppe Beer
Hoppe Beer er et mikrobryggeri, der hører til i Solrød. De brygger ifølge deres hjemmeside efter den belgiske øltradition, og inden for de rammer falder en Saison med solbær jo ganske fint. Navnet er et ordspil på det franske ord for solbær – Cassis, en rask lille trommehvirvel efterfulgt af et kækt bækkenslag ledsagede en smagsprøve, der omgående fyldte hele kæften med skarpsødt solbærsyltetøj, svøbt i sur lambic så autentisk, at man som Københavner ville have gættet på et ophav et godt stykke længere mod sydvest, end tilfældet var. Arrangementet, som vist fandt sted for andet år i træk, kom dermed godt fra start for mit vedkommende.

Der skulle heller ikke gå lang tid, før jeg stødte på nogen jeg kendte, nemlig ølsprællemanden Martin Bo Petersen fra Bryghuset Redekassen. Han anbefalede på stedet øl fra Frederiksberg Bryghus, og da jeg ikke i forvejen havde lagt nogen plan for, hvad jeg skulle nå at prøve, kunne jeg jo lige så godt tage mig af disse med det samme.

Hvede, Frederiksberg Bryghus
Brygget fra den lille enklave i København, der ikke er København, serveres på Frederiksberg Rådhusplads, hvilket i den senere tid med tørt og solrigt vejr dårligt kunne passe bedre. Hvedebrygget dufter næsten overvældende frugtigt af æbler og appelsiner. I munden føles brygget, den tætte bouquet til trods, ganske let, men ingenlunde tyndt. Blomster og krydderier vælter frem i munden. Hyld, syren og rose ledsages af gurkemeje og mild koriander på en baggrund af en frisk bitterhed af birketræ. En hvedeøl som de færreste – ikke bare frisk, men forbløffende smagfuld. I sandhed well done!

Rådhusøl, Frederiksberg Bryghus
Rådshusøl er en lys ale, ligeledes med krydrede og frugtige noter i duften. I smagen er brygget mere målrettet end hvedebrygget uden at det af den grund bliver kedeligt. I stedet for at danse sødt og spraglet til glade rytmer, marcherer det taktfast til en melodi af rå, frisk bitterhumle, skarp i karakteren og alligevel blød ved gummerne med noter af friskknækkede birkekviste.

Vores lille selskab søgte nu videre og brugte lidt tid ved Africa Beers bod, hvor Marcus købte sig fattig i minder fra dengang han og hans bror havde opholdt sig på kontinentet i længere tid. En smagsprøve blev det også til, men det er noget, læserne må vente med til sidst i indlægget.

Pils or not, Widawa Browar
Da Marcus’ nostalgi ellers var blevet mættet, gik turen til den modsatte side af lokalet til en stand fra et polsk bryggeri, ved navn Browar Widawa. Med Pils or Not fik jeg virkelig en af de oplevelser, man tager på ølfestival for – noget helt ekstraordinært fantastisk, som man ikke bare sådan lige finder i almindelig handel.

Duft af enebær og rosmarin bliver til aroma af bøgesavsmuld med let ginessens. En massiv humlebombe, som Marcus og jeg fik lov at have helt for os selv. Meget humlede øl lod ikke til at falde i Janes smag.

Double Dippy Doo, Dry & Bitter
Tilbage til de hjemlige omgivelser igen. Dry & Bitter fra Gørløse havde også en stand på festivalen. Jeg har prøvet en enkelt af deres øl for to år siden, en fejlgæret IPA, der imidlertid viste sig at være ikke helt så fejlgæret som rygtet ville vide. Jeg fik mig en snak om netop den øl med bryggeriets engelsktalende ekspedient. Han kunne godt huske brygget, og bekræftede at det i sin tid måtte trækkes tilbage – men at det skulle eksplodere ved åbning, sådan som rygtet ville vide, kunne han ikke genkende. Det skete som bekendt heller ikke, da jeg optog åbning og skænkning af brygget på video.

Nu var det til gengæld tid at prøve noget mere fra den kant. Et aggressivt drøn af superaromatisk humle rammer som pulver smagsorganerne, hvor det smelter og ruller i lange, tykke gobeliner hen over tungen. Herefter lægger det sig mageligt overalt på mundens vandrette flader, hvor det blødgør og masserer samtlige slimhinder og smagsløg til ufatteligt velbefindende af blomster- urte- og lys træaroma – så man næsten brænder sig på det. Et helt ekstraordinært godt bryg.

Jokeren, Musicon
Det var min fornemmelse, at ølfestivalen skulle være særlig lokalkøbenhavnsk. De udenlandske stande dementerede straks det eksklusive i udsagnet, og oven i købet dansede de øvrige præsente bryggerier nærmest omkring København, uden nogensinde rent faktisk at ramme hovedstaden. Solrød, Frederiksberg, Gørløse og nu Roskilde, hvor Musicon holder til. Marcus foreslog et rask lille væddemål om, hvorvidt navnet skulle udtales med en k- eller s- lyd før o’et. Han holdt på ‘s’, mens jeg i henhold til gode-gamle-gulerødder-huskereglen følte mig ganske sikker på, at c’et skulle udtales som ‘k’.

Jeg fik ret, og Marcus måtte betale omgangen, da det var ham, der dels havde foreslået væddemålet, dels ikke havde hæftet sig ved, at der ikke var en cedilla hægtet fast nederst på c’et. Sådan som der fx er tilfældet i det franske navn François. Det kunne vel lære ham …

Selvom udvalget var stort, valgte jeg at spille sikkert, idet jeg valgte deres New England IPA, ‘Jokeren’. Et krus appelsinjuice – eller noget der lignede – blev hældt op, og den intense, aromatiske humle gjorde omgående godt. Lidt lettere var den end humleeksplosionen fra Dry & Bitter – men undertiden er det nu også at foretrække, at man kan mærke nogle nuancer, frem for næsten at få kvalt oplevelsen i velsmag. En anelse mere fokuseret på en skarp og gennemtrængende bitterhed af friskfræset fyrretræ var dette lille vidunder, mens Dry & Bitters humlemost lagde mere vægt på aromaerne omkring bitterheden. Man kan ikke få alt på én gang, så det er egentlig ret godt klaret, at man sådan kan komme hele vejen rundt i IPA-verdenen på kun To Øl. De så i øvrigt ud til at mangle ved arrangementet, hvilket egentlig er ærgerligt – men så kunne jeg jo fokusere på bryggerier, jeg endnu ikke kendte.

Danse Macabre, La Debauche
Marcus mente, at vi efter Musicon måtte aflægge nabostanden et besøg. Navnet var La Debauche – et fransk mikrobrygprojekt, der om ikke andet havde mægtig spændende etiketter at byde på. Jeg valgte ‘Danse Macabre’ der deler navn med en af mine yndlingskompositioner af Camille Saint-Saëns, og jeg blev ikke skuffet. Her var en øloplevelse, der var aldeles unik, og noget jeg aldrig havde prøvet før. En mørk IPA tilsat mandelmælk, og det er slet ikke så tosset som det lyder. Fyldig lækker, som en kop wienermelange, tilsat fløde og med den helt rigtige større vægt på kaffen end chokoladen.

Så kan det godt være, det er lidt snyd, det der med mandelmælken. Men jeg har for længst lagt mine aversioner mod tilsætninger i øl fra mig – især når de skaber vellykkede resultater udi velsmag som denne.

Cherryleader, La Debauche
Franskmændene (for der stod altså kun mænd i den stand – så mænd var det altså) var umådeligt flinke og ivrige efter at demonstrere deres kunnen, så det blev til endnu flere øl fra den stand.

Cherryleader var således en kriek, jeg simpelt hen måtte smage – altså etiketten bød bl.a. på et afhugget hoved – og jeg blev ikke skuffet. Kirsebærrene smager igennem som sovsen på ris a la mande, nydeligt omkranset af en sur skal af vildgæret bryg. Det er en form, der bare fungerer – så intet revolutionerende her. Bare et godt bryg som man kender det, og uden at brygget bliver for kvalmt sødt. Den helt rigtige modvægt af syre – faktisk med en lille smule ekstra syre end nødvendigt – forhindrer effektivt udvikling af enhver kvalmhed.

Gulder, Nigerian Breweries PLC/Heineken
Som jeg akkurat nåede at nævne, var der også en stand fra firmaet African Beer på festivalen. Virksomheden importerer afrikanske ølmærker til Danmark – primært til herboende afrikanere, men enhver interesseret europæer må selvfølgelig også gerne være med.

Jeg tog selv fire styk med til senere anmeldelse på bloggen, for Afrika skal i hvert fald ikke være det ringest repræsenterede kontinent på mit websted. Desuden besluttede vi os for – eller også var det i virkeligheden Marcus, der fik den tåbelige ide – at købe en stor nigeriansk øl, og dele den som et punktum for en hyggelig og oplevelsesrig aften.

Som sagt så gjort. Jeg vil dog skåne læserne for mine og mine medsmageres fordrukne tirader. Ikke fordi jeg finder dem uegnet til offentliggørelse – der skal jo alligevel noget til, før jeg finder den slags uegnet – men fordi jeg regner med at udgive vores smagsseance som podcast.

Om øllet er der ikke meget at sige. Det var et meget generisk, halvtyndt og småsurt industriprodukt, lige som man kunne forvente. Helt umuligt er brygget dog ikke – det har en maltbund, der gør brygget genkendeligt i forhold til alle de mange andre generiske standardbryg. Til gengæld gør bryggets syrlighed ikke videre godt.

Men det lykkedes os nu alligevel at presse lidt nydelse ud af brygget, mens boderne begyndte at lukke, og afspærringerne omkring gårdområdet hvor vi sad, blev fjernet.

Tak til Arrangørerne for en fin festival, der blandt andet skal roses for sin overskuelighed. DØE’s årlige arrangement i Lokomotivværkstedet er nok den vigtigste ølbegivenhed af sin slags i løbet af året – men at den er uoverskueligt stor og voldsomt overrendt kommer man desværre ikke udenom. Her er der mere luft og plads på Copenhagen Beer Festival – og det er grund nok alene til at arrangementet får mine varmeste anbefalinger.

Smagskrusene skal også have rosende ord med på vejen. Det er små emaljerede metalkopper, der ikke knuses i tusind små sønderflænsende stykker, skulle man komme for skade at tabe dem.

Og da jeg nåede hjem – ja, da viste det sig, at en interviewaftale jeg havde lavet med en Canadisk YouTuber skulle foregå samme aften – og ikke den følgende aften som jeg ellers gik og troede. Så et timelangt interview i den første hangout, jeg nogensinde havde været i, blev det også til. Og så var der et afterparty efterfølgende – ja, det blev sent før jeg kom i seng – og dagen efter var der endnu en arbejdsdag.

But it was worth it all …

From Astoria with Love, Fort George Brewery

Black Russian …

Allerførst: Tusind tak! – Til alle jer, der tog jer tid til at reagere på mit seneste indlæg. Det gjorde godt at komme ud med det, og det gjorde endnu bedre at få så mange positive tilbagemeldinger, skulderklap og opmuntrende ord.

Jeg har fået det lidt bedre, føler mig mere afklaret, og helt konkret venter jeg nu på et boligtilbud i Thisted, som jeg kan sige ja til – og så må det gå sin gang derfra.

I mellemtiden er der et helvede af ting, der skal ordnes og arrangeres, men i små oaser af tid er der også plads til en ny øl, der kan smages og anmeldes. Dagens øl er også smagt og anmeldt på video – som jeg jo har mere og mere for vane. Desuden er jeg for nylig blevet interviewet af en anden YouTuber, og resultatet af det kan ses i denne video. Jeg kan kun på det varmeste anbefale, at man ikke bare smider Neils video hvor jeg bliver interviewet et like, men også abonnerer på hans kanal. Han laver først og fremmest samtaler med folk om deres vej til gudløshed, og det er spændende historier, omend de kræver noget mere koncentrationsevne end YouTubes gennemsnitlige kattevideoer.

Videre til øllet, som er en endog meget mørk Russian Imperial Stout. Den var med i en pakke, jeg modtog fra en anden YouTuber, nemlig Tasting Nitch, der sendte mig nogle smagsprøver som tak for et shoutout, og for at hun kunne bruge en stump af mine videoer i en af hendes.

Titlen ‘From Astoria With Love’ henviser til James Bond-filmen af næsten samme navn – erstat blot ‘Astoria’ med ‘Russia’ og voila! Og med en Babushka-dukke som udsmykning på etiketten, er det russiske tema vel sådan cirka fuldendt.

Brygget er umådeligt tæt, og vægrer sig følgelig ved at forlade dåsen og begive sig ned i glasset. At lyse igennem brygget er umuligt – slet og ret. En sort mur blokerer alt lys, og jeg mener alt. Det der sorte hul, Nasa fotograferede for nylig kan godt pakke sammen – her er en virkelig singularitet i flydende form, der endda ikke er spor farlig at være i nærheden af. Faktisk kan den endda indtages uden større fare for helbredet. En vis snaldrethed vil man med bryggets 9,4% imidlertid risikere.

Duften er dyb og kraftig af mørkt træ. Det er umiddelbart bitrere end hvad man måske forventer af typen, der kendes som relativt let og fortrinsvis sød. Bouqueten ledsages af en næppe overraskende alkoholnote af Calvados – en fransk æblecognac, jeg fandt hos min far, da han fraflyttede sit hus for lidt over et år siden. Dertil kommer nogle fortrinsvis søde lakridsnoter og en kant af røg.

I betragtning af, at brygget er en Russian Imperial Stout, er det ganske tungt og voldsomt tæt. Her er ikke et letflydende bryg, der lystigt glider over tungen. Derimod må man modstå fristelsen til at tygge brygget før det sluges. Så svarer smagen lidt bedre til forventningen, man har af typen, endskønt den finske lakrids stadig leveres med en antydning af røg samt en fylde, der bedst nydes i små slurke. Lakridsen står ikke alene, men ledsages elegant af andre søde noter af mørk chokolade, mere calvados samt samme antydning af røg, der kunne mærkes i duften.

I det hele taget passer duft og smag fint sammen i dette gedigne mesterværk af en stout. Vidunderligt tæt og smagfuld. Tyk, intens og kraftfuld i udtrykket – men stadig rar og venlig som man kender den russiske stout.

Tak til Tasting Nitch for den også. To fantastiske øl fra Oregon er det blevet til, og det bliver forhåbentlig til endnu flere.

Vesløs Brugsforening Jubilæumsøl 100 år, Thisted Bryghus

 

Udkantsdanmark styrer!

Det har kostet mig alt for mange kræfter at få sat mig bag tastaturet til denne anmeldelse. Årsagerne er mange, men kan koges ned til, at jeg slet ikke har det godt for tiden.

Jeg er psykisk meget langt nede. Mit arbejde er kun noget, jeg lige akkurat magter. Når jeg kommer hjem kollapser bag TV’et eller går direkte i seng selvom klokken endnu ikke har passeret syv. Som følge deraf sover jeg dårligt, hvilket kun bidrager yderligere til mit ringe velbefindende. Jeg vrisser ad mine børn, som får lov til at være alt for meget på skærme, fordi jeg ikke magter aktiviteter med dem. Jeg spiser dårligt, da jeg ikke har energi til at lave mad. Mange vil sikkert se det som en fordel, at jeg næsten helt har mistet lysten til øl – hver gang jeg drikker én, stresser det mig, at jeg skal anmelde den. I det mindste har jeg kunnet konstatere, at decideret alkoholisme vist ikke lige er mit nummer, for jeg kunne nemt forestille mig, at folk der har sygelig hang til våde varer, netop mister kontrollen over deres forbrug, når de har det som mig.

Men det betyder også, at jeg mister lysten til min hobby. Og jeg mister lysten til én af de ting, der vitterlig gør mig glad og giver mening i livet – at nyde oplevelsen af godt, velbrygget øl.

Hvor kommer det fra, det voldsomme sortsyn? Ikke kun fra ét sted, omend nogle af de mange, jeg vil remse op her har større betydning end andre.

Der er det nazistiske svin Rasmus Paludan, der promoverer sig som forkæmper for ytringsfrihed, dels for at fremprovokere uro, dels for at fremme sine nazistiske synspunkter om et apartheidsamfund, hvor betegnelsen ‘andenrangsborger’ for, hvordan muslimer skal behandles, er en brutal underdrivelse.

Der er det forestående valg, hvor oppositionens fremmeste leder, Mette Frederiksen fra Socialdemokratiet nærmest konkurrerer med førnævnte Paludan om at foreslå de mest hadske og nedrige tiltag mod landets etnisk-religiøse mindretal. Tortur af børn i Sjælsmark og etablering af en KZ-lejr på Lindholm, er blot to tiltag, det højreradikale racistparti Socialdemokratiet har valgt at holde fast i – også efter et valg.

Der er branden i Notre Dame kirke i Paris … Katedralerne er mere end noget andet monumenter over menneskets evner udi ingeniørkunst og skønhed, og stråmænd om at jeg og andre ateister skulle fryde os over et slag mod kristendommen, hjælper heller ikke.

Men mere end noget andet, er det nok min familiære situation, der trykker. Mine børns mor og hendes nye mand har besluttet sig for at flytte – ikke bare til en ny bydel eller anden egn – nej, de har valgt at flytte så langt væk fra København man kan, uden at forlade Danmark. De flytter til Thisted i Juni måned og …

… de vil gerne have mig med.

Der er ingenlunde optræk til juristerier eller andre af den slags grimme ting. Jeg har det bedste samarbejde, jeg kunne ønske med min forhenværende livsledsager, og hun er desuden en af de få mennesker, jeg har turdet betro mig ærligt til, om mine mentale kvaler. Jeg er ingenlunde afvisende over for at tage med. København er mere og mere kvælende gentrificeret, og jeg føler mig mindre og mindre hjemme her, med et arbejde, der måske nok betaler huslejen – men for en lejlighed, der er alt for lille, og i grunden for dyr i betragtning af, hvor lidt jeg får for den. Det er heller ikke fordi arbejdet holder meget fast i mig. Jeg bliver mere og mere træt af det, og føler at jeg sidder fast i det uden mulighed for forandring, forfremmelse eller andet, der kunne øge min i forvejen katastrofalt lave arbejdsglæde.

Det jeg imidlertid slet ikke magter, er tanken om alt det, der skal arrangeres, ordnes, organiseres og koordineres. Jeg hader at flytte – og tanken om, at det denne gang skal gå helt til Thy er nærmest ubærlig for mig. Og så er der også den lille detalje med, at jeg skal finde et nyt arbejde deroppe. Det er måske det allermest skræmmende – at jeg i grunden vil blive kastet ud i den arbejdsløshed, der i sin tid var ved for alvor at koste mig mit mentale helbred.

Vel – nu ved I, hvorfor jeg ikke har skrevet helt så meget her på det sidste. Det er i en eller anden grad mit håb, at jeg, ved at skrive åbenhjertigt om det her, kan komme lidt videre. Vågne op, og rent faktisk få set i øjnene hvad jeg skal gøre, og rent faktisk få gjort det. Jeg har brug for alt den støtte, jeg kan få – bortset fra økonomisk. Pengene til bøvlet har jeg for så vidt. Men moralske skulderklap, og eventuel logistisk assistance vil – når jeg engang få taget mig sammen til at få taget mig sammen til at få arrangeret en teltpløksoprykning – være aldeles påskønnet.

Dagens øl var anledningen til, at jeg endelig fik meldt det hele ud. Vesløs er en landsby på Thisted-egnen, og den skarpsindige læser har nok allerede ud fra overskriften regnet ud, at denne øl er brygget i anledning af den lokale brugsforenings 100-års jubilæum. Thisted Bryghus har lagt materiel og ekspertise til, og det – kan jeg allerede nu afsløre – er der kommet en overraskende god øl ud af. Jeg skal takke min ekshustru og hendes nye mand for at have taget den med deroppefra, da de i vinterferien var deroppe for at afsøge området.

I bund og grund er der tale om en pilsner, men med lidt mørkere malt, så vi velsagtens er ovre i noget wienerøl, eller classic som det hedder på vore kanter. ud over en nydelig dyborange lød under højt hvidt skum byder brygget på krydrede noter af kanel og farinsukker.

Man sætter glasset til munden i forventning om en fortrinsvis sød oplevelse. Det starter roligt – og stadig med forventningen om en afdæmpet oplevelse i betragtning af, at der trods alt kun er tale om en jubilæumsøl for en brugsforening et sted i Udkantsdanmark. Så rammer et bagholdsangreb af tung, dyb og mørk bitterhed. Hårdt træ blander sig med laurbærblade og nelliker.

Bittert, svært og slet ikke så lettilgængeligt, som man kunne have forventet det af en øl så langt væk fra hipstere og rigmandsfolk i hovedstaden. Oplevelsen er fuldfed og emmer af tydelige aromaer, der ikke bare er der for at kæle for smagsløgene, men bestemt også for at udfordre, rive rundt, og banke på helt nye pladser.

Det er ikke bare en overraskende stor fornøjelse i betragtning af den geografiske placering og anledningen. – det er bare en stor fornøjelse i sig selv..

Thisted Bryghus ville nyde endnu større agtelse hos mig, hvis de kunne gøre dette niveau til deres standard. Jeg tager i hvert fald øllet som et godt tegn i forhold til, hvad der venter mig af nye udfordringer. Hvor meget jeg end ville være fri – på nogen områder i hvert fald – så venter eventyret endnu engang derude.

Der er ølfestival på Vesterbro her på lørdag d. 20. april. Adressen er Engavevej 80, 1750 København V, og jeg regner med at komme forbi fra ved femtiden. Det kunne være hyggeligt at ses.

Dorothea, Viborg Bryghus

Tyndt og ufarligt …

*UPDATE!* Indlægget her er skrevet om en øl, der er næsten et år over dato. Det var jeg ikke klar over, da indlægget blev skrevet. Bedømmelsen af øllet skal ses i det lys, og det er overhængende, at den ikke faldt helt i min smag, netop af den grund.

At den ikke var yderligere præget af den overskredne dato taler udelukkende til bryggets og bryggeriets fordel. *END UPDATE.*

Bortset fra, at jeg ikke får skrevet voldsomt meget, sker der faktisk noget på bloggen. To milepæle – eller i hvert fald noget der ligner – er nået, siden jeg skrev herinde sidst.

Antallet af besøgende på bloggen er nået over 200.000. Det skete for et par dage siden, helt uden at jeg opdagede det. Det ærgrer mig en lille smule, da jeg vitterlig er typen, der nyder synet af alle tallene, der skifter på én gang. Jeg vælger dog at glæde mig over det høje tal i stedet. Det er jer, læserne, jeg har at takke for opmærksomheden. Den sætter jeg stor pris på, og jeg vil gøre hvad jeg kan for fortsat at gøre mig fortjent til den.

På min facebook-side er der også sket ting og sager. For få dage siden delte jeg en ny video på YouTube-kanalen, en genanmeldelse af Super Nova fra Christiania Bryg. Jeg delte et link til videoen som jeg plejer på min egen facebookside og min personlige profil – samt, som jeg gerne gør, når mine anmeldelser er positive – på bryggeriets, Christiania Brygs, facebook-side.

Og så skete der ting og sager. Uden at aktiviteten var overvældende i mit facebook-feed, kunne jeg se, at nogle personer delte indlægget videre. Jeg genkendte i hvert fald én af dem som en af personerne bag Christiania Bryg. Desuden røg der hist op pist et like på opslagene, men det lykkedes mig først sent at finde videredelingerne af opslagene. Til gengæld så delingerne ud til at kaste en del flere følgere af facebooksiden af sig. Det er siden i forgårs nærmest myldret ind med nye ‘fans’, og flere af dem har, så vidt jeg kan se, en tilknytning til Christiania.

Jeg har alle dage elsket det sted, og alle de nye følgere skal være mere end velkomne til at følge mine skriverier herinde, ud over mine YouTube-videoer. Tilstrømningen har betydet, at fansiden omsider har fået mere end 500 følgere, så også der har alle cifre skiftet en enkelt gang.

Og så lad mig da også lige nævne, at antallet af følgere på min YouTube-kanal også har rundet et rundt tal – nemlig 50. Det tal synes jeg imidlertid er alt for lavt for at være helt ærlig, så det ville hjælpe mig rigtig meget, hvis læsere, der endnu ikke følger mig på YouTube, følger linket og trykker på ‘Abonner’-knappen så snart de ser deres snit til det.

Det var de indledende bemærkninger. Nu videre til dagens øl, der er kommet til at stå i mit køleskab alt alt for længe. Jeg modtog den sidste år som et anmeldereksemplar fra Viborg Bryghus på Lokomotivværkstedet ved Danske Ølentusiasters årlige festival. Sammen med den kom ‘Luther‘ hjem for at blive omtalt i, hvad jeg gætter på må være den længste enkeltanmeldelse på min blog indtil videre.

Også Dorothea blev udgivet af bryggeriet i forbindelse med 500-års jubilæet for reformationen. Jeg har, som man vil kunne læse i hint indlæg, aldrig ment, der var noget særligt at juble over, men som historisk periode, er den selvfølgelig interessant. Øllet er opkaldt efter den danske Dronning Dorothea, der var gift med Christian d. 3, der ved sin kroning i 1536 gennemførte reformationen i Danmark.

Jeg havde vist aldrig hørt om hende før jeg læste om hende på Aarhus Universitets hjemmeside, men i egenskab af dronning, og særligt enkedronning, havde hun åbenbart en ganske stor betydning for reformationens indførelse. Og dermed ligger det jo lige for, at Viborg Bryghus – der jo ligger i Danmarks reformationsby nr. 1 (gæt hvilken by det mon er) også brygger en øl til hendes minde.

Brygget er en hvedeøl – og dermed er forventningerne jo ikke ligefrem oppe i himlen. Det forekommer ikke kun ganske lyst, men også meget klart, i modsætning til, hvordan man normalt kender hvedeøl. Er der mon teknisk set tale om en kristallweizen her, altså en filtreret hvedeøl? Mistanken lever.

En skarp og noget alkoholisk bouquet møder næsen ved indsnusning. Associationerne peger mod øst mod den større by Aalborg, hvor de for længst bortsolgte danske spritfabrikker oprindeligt holdt til, og hvor Rød Ålborg var et populært produkt i kataloget. Nok er kommenelementet ikke helt så fremtrædende i øllet her som i hin snaps, men udtrykket er det samme.

Brygget er til gengæld ganske let, og ikke videre krydret på tungen. Alkoholnoten mærkes dog fortsat, og får brygget til at glide let som luft hen over mundens organer. Ved mandlerne titter kommenkrydderiet frem igen, så man ikke snydes helt for duftens løfter, men aromaen er alt i alt noget afdæmpet i forhold til en bouquetimpression, der lovede en – om ikke storslået, så i hvert fald usædvanlig og utraditionel oplevelse.

Det er dog alt sammen vel inden for rammerne af det allerede kendte, og brygget forbliver med sit kun vage kommenelement lidet udfordrende. Som brygget drikkes slår kommenelementet desuden stadigt mere over i nogle gærnoter, man ellers godt kunne have undværet.

Der var da i det mindste en oplevelse af de store i Luther-brygget. Den her er der til gengæld ikke nogen store omvæltninger i.

Norrlands Guld, Spendrups Bryggeri

Forventningerne opfyldt …

Der har opbygget sig en lille kø af ventende anmeldelser på bloggen, som jeg hellere må få bugt med. Fuldtidsarbejde og delebørn tager ikke bare megen tid, men også meget af min energi, og oven i det titter nogle store ændringer frem, som jeg på et tidspunkt også bliver nødt til at forholde mig til … Indtil videre har jeg forholdt mig til ændringerne (og nej, jeg vil endnu ikke fortælle, hvad de går ud på) ved at stikke hovedet i busken, og prøve at distrahere mig med andre ting, men det er næppe en holdbar løsning på længere sigt.

Forbliv indstillet til, at jeg en af dagene afslører, hvad jeg ævler om.

I mellemtiden er der altså anmeldelseskøen. Forrest står en svensk industriøl fra Spendrup-bryggeriet. Jeg har været omkring dem før, da de lancerede en serie af øl med skelethoveder på emballagen. Markedsføringen var ned i mindste detalje målrettet sådan nogle som mig, og hjem kom de da også, øllene, omend med en regulær skuffelse som resultat.

Forventningerne er dermed ikke bare helt nede på jorden, men også indtil flere fod nede i et hul. Svensk industriøl er bare ikke en kombination af begreber, der automatisk for mundvandet til fosse.

Én for én bekræftes såvel fordomme som forventninger da også: Et klart, meget lyst, næsten citrongult bryg med forbløffende høj inkompetence udi skumdannelse plasker planløst ned i glasset. Kortvarigt forbløffer brygget med en overraskende karakterfuld odeur af fusel, men den damper snart af, og afslører tykke tæpper af vand under de ufuldstændige alkoholdampe.

Alligevel formår brygget til en vis grad at ikke afskrække ved indtagelse. Det er overraskende sødt, og har en maltet profil, der gør det blødt og behageligt mod tungen. Den rigelige kulsyre gør desuden brygget friskt, så risikoen for at gå tørstig fra brygget er aldeles minimal. Samtidig er alkoholstyrken holdt på afdæmpede 3,5%, hvilket er den øvre grænse for, hvornår øl må sælges i almindelig handel, uden at man behøver frekventere bolaget. Og at brygget på trods af dette stadig har en vis kontur taler også til dets fordel.

Meget bliver der dog ikke rettet op på, at brygget nærmest skriger af industriel generiskhed. Lige ned i løgnhalsen ryger det tynde og alt for lette bryg, så snart overraskelsen over, at brygget overhovedet smagte af noget, har lagt sig. Til bryggets forsvar skal det siges, at det i og for sig hverken er tyndere eller mere fri for smag, end hvad man ellers sådan går og finder i det industrielle pilsnerudvalg. Men at en øl ikke er værre end den standard, man ellers bliver budt, er ikke udtryk for en manifest kvalitet ved brygget, men blot et fravær af decideret fælhed.

Og fravær af fælhed har brygget da en hel del af. Den manifeste, håndgribelige kvalitet til gengæld kan man drage ud på lange eftersøgninger i den smålandske ødemark efter.

Øllet var en gave fra min ølpusher Niels – ham med de ugandiske øl. Jeg har ham mistænkt for i særlig grad at nyde mine negative anmeldelser, for det hænder med jævne mellemrum, at øllene fra ham ikke scorer videre højt på min karakterskala.

Det skal ikke desto mindre understreges, at min fornøjelse ved at anmelde er lige stor, om øllene er fine eller ringe. Ja, måske er fornøjelsen endda større, når jeg har noget at brokke mig over i floromvundne vendinger.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme