Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Big Job Double IPA, St. Austell (Grænsehandel IV)

Med lidt aktiv smagning …

Jeg har fundet endnu en af de øl, jeg forleden købte i Tyskland, frem til smagning. Den her ligner i hvert fald en specialøl. På den anden side findes der vel nærmest ikke noget bryggeri med eller uden respekt for sig selv, der ikke har en IPA i produktkataloget. Der er vilde mængder mainstream-IPA derude, efter at det blev mainstream at drikke andet end pilsner.

Ved brygget her hæfter jeg med ved, at det tydeligvis er filtreret. Men det i sig selv standardiserer det ikke brygget med det samme. Det skummer ikke meget, men dufter til gengæld skarpt af fyrrenåle, så det næsten river i halsen. Ikke nogen ilde start, til gengæld har jeg sniffet indtil flere standard-IPA’er, der duftede mere end denne påståede dobbelte IPA.

Brygget er adækvat, men også tilbagelænet bittert. Det føles noget metallisk glat, rart nok, men ikke videre kraftigt – og slet ikke dobbelt. Det smager da godt, men samtidig raser baghovedskonnotationerne – henslængt, hvilende på laurbærrene, den noget rutineprægede præstation …

Men med lidt tålmodighed og aktiv smagning, åbner brygget sig faktisk og afslører efterhånden sine kvaliteter. Let syrlighed af agurk blander sig med fyrrenåle og -træ hvilket giver en aromatisk, klar og ren bitterhed, der er størst i sin kvalitet og ikke i sin kvantitet. Her er en IPA, der ikke smages så meget ved det brændende indtryk, man mærker i munden, men derimod ved at levere en lækker aromatisk oplevelse. Det metalliske hjælper med til at gøre den rene fornemmelse større, og således forenes de initialt lidt forvirrende og svage elementer aldrig så nydeligt i det samlede billede.

Men ‘dobbelt’ er brygget nu mest i sin ret høje styrke på 7,2. I smagen er den mest bare en IPA  – og så alligevel en smule mere end en mainstream-IPA.

Økologisk US Lager, Albani/Royal Unibrew

Som i tegneserierne …

Jeg orker ikke at bladre alle mine Steen & Stoffer-tegneserier igennem for at finde lige netop den af Bill Wattersons striber. Men der er én, hvor den lille familie, Steen samt hans mor og far (der ikke har nogen navne – vidste I det?), sidder sammen ved middagsbordet, og Steen bryder ud i et kæmpe ræb. Dialogen på de næste billeder lyder omtrent som følger:

Mor: “Du godeste Steen, hvad siger man så?
Steen: “Det var dog herligt!”

Mor: “Hvad siger du!?

Og her afbryder jeg indtil videre gengivelsen af striben. Men jeg lover, at jeg kommer tilbage til den senere i indlægget. Måske – kun måske har den en relevans for dagens anmeldelse.

Royal Unibrew har sideløbende med Schiøtz-serien haft en anden stribe Albani-øl på programmet, der ligesom Schiøtz-serien forsøger at rane markedsandele tilbage fra mikrobryggerne. Det startede med Mosaic IPA (som de oven i købet har været så udspekulerede at stille på køl i Supermarkederne, så kvalitetsbevidste forbrugere – samt folk som undertegnede – vælger disse bryg, hvis man skal have et hurtigt fix af noget øl, der rent faktisk smager af noget. Nøj – hvis man kunne få Amager Bryghus’ øl på køl i supermarkederne, ville jeg nok være et endnu fattigere menneske) så kom der en Dark Ale, en Witbier, og nu også denne øl med det mundrette navn “Økologisk US Lager”.

Umiddelbart lyder det besnærende, men glem ikke, at det kun er for ganske nyligt, at det amerikanske øl ikke længere entydigt blev betragtet som noget ultratyndt sprøjt, hvis forskel fra vand bedst kunne mærkes på farven. Ikke desto mindre har vi fat i et af Royal Unibrews intenderede kvalitetsbrands – så oplevelsen kan tippe til begge sider.

Blomster, frugter, friske spæde fyrrenåle, krydderier og aroma myldrer frem ved skænkning – nej, allerede ved åbning – af det lyse, liflige bryg. Ingen tvivl! Sikken kvalitet, og sikken forøget fare for kvalitetsbryggerierne, når et industriforetagende kan skabe en sådan livsbekræftende symfoni af grapefrugt, fyrrenåle og forårets fineste hyld. Og vi er endda kun nået til duften!

Og så imploderer oplevelsen ellers som kogt spinat … Som flormelis i kogende vand … som en sæbeboble mod en kaktus … som …

Ak, ak, ak. Kun en hul skal – nej, der er slet ikke aroma nok til at skabe en hul skal. Der er bare sørgelige, skrøbelige rester. Små spinkle flager, gryn, fnug af den vidunderlige, aromatiske bouquet, der forjættede sådan en fin øloplevelse. Kun små spor i det rasende vandløb af en øl, der ellers kunne have været så god …

Og vandet forekommer endda kedeligt. Nærmest som om det lige har fået en ekstra rensning, før det blev hældt i brygkarret. Fladt, dovent og metallisk glider det alt for nemt henover tungen – næsten som om det ikke engang rigtig gider bare at slukke tørsten undervejs. Nej, der er ikke engang bare en antydning af noget syrligt til at give det lidt friskhed. Der er næsten ingenting.

Og så er det, at den ellers begrænsede mængde kulsyre alligevel formår at rejse sig i spiserøret …

… og med opstøddet titter alle blomsterne, de bittersyrlige citrusfrugter og de spæde grannåle frem igen. Så lifligt og smukt – men også som et nødråb fra det hinsides. Som et nødsskrig fra graven. For det er altså bedst, hvis øllet smag annammes når … og her er det så, at jeg igen vil give Steen ordet:

“Her i huset smager maden tit bedre på opturen end på nedturen.”

Og sådan er det også med denne øl. Den smager af stort set intet, når den drikkes. Først når man efterfølgende ræber, er der aroma at gøre godt med.

Det er inderligt trist. Intet øl burde være sådan. Og her er der oven i købet tale om noget, der skulle forestille et kvalitetsbrand fra Royal Unibrew. Men reelt er vi nede i en industristandard under både Carlsberg Premium og Tuborg Classic, bare med bonus af blomstersmagende bøvs.

F**king really, Royal Unibrew!?

Schiøtz Lyse Tider IPA, Albani/Royal Unibrew

Toppen af industrien …

I ambitionen om at fratage de små bryggerier så store markedsandele som muligt, har industrigiganterne efterhånden længe pumpet store mængder øl ud, der foregiver (og ikke sjældent foregøgler) et kvalitetsniveau over industriel standard.

Som regel ender det, som antydet i parantesen ovenfor, ikke helt på det niveau man som bevidst forbruger ønsker. Andre gange går det – som her – bedre. Det mest markante resultat forbliver imidlertid, at forbrugerne i højere og højere grad går væk fra kvalitetsbryggene og forfalder til industriens billigere produkter.

At lave kvalitet til samme pris som industrien, med den brygvolumen denne råder over, er praktisk taget umuligt for kvalitetsbryggerierne. Til skade for disse på kort sigt, idet mange af dem må dreje nøglen om efterhånden, og til skade for forbrugerne der ikke længere efter atter må patte på industriens standardsprøjt. Til den tid vil inudstriens incitament for at lave kvalitet være fordampet som kulsyren fra en lunken Grøn Tuborg en varm sommerdag.

Men som allerede afsløret forhindrer det jo ikke industrien i at lave gode øl her og nu. Som nu dette hyldestbryg til stifteren af det i den hellige monopolkapitalismes navn for længst i Royal Unibrew fusionerede Albani-bryggeri, Ludvig Theodor Schiøtz.

I skrivende stund har jeg forlagt den tomme flaske, og på brandets hjemmeside mangler beskrivelsen af brygget af uvisse årsager – så hvilken sludder-for-en-sladder RU-marketingdrengene (og pigerne ej at forglemme) har kedet de arme forbrugere, der uforvarende er kommet til kaste et blik på bagetiketten, med, må læserne have til gode, indtil de selv støder på brygget.

Det messinggule bryg lægger ud med en fortrinsvis blomstersød bouquet af roser med elementer af frisk savsmuld. Man kunne godt ønske sig den skrappere, men for så vidt er der ingen antydning af ubehag.

Derfor overrasker smagen også med sin mægtigere styrke. Der er godt med bitterhed af træ, mørkt løvtræ, samt savsmuldet deraf. Her har vi ikke en frisk, lys og skarp IPA, men en tung, mørkt og stump én af slagsen.

At det overhovedet ikke matcher bryggets navn, lader jeg ligge. Smagen tager jo ikke skade af, at forventningerne etiketten planter ikke indfries.

Bitterheden bliver da også lidt friskere og lidt mere aromatisk med roserne som bærende element, efterhånden som brygget når længere ud på tungen. Ved mandlerne kulminerer friskheden næsten til nåletræsniveau før brygget skylles ned til både almindelig nydelse samt glæde over en smagsoplevelse undervejs der er ud over det sædvanlige. Nota bene – ikke bare ud over det sædvanlige for industriøl – men simpelt hen ud over det sædvanlige.

Op jer, mikrobryggerier! Kvalitetsøllet fra industrien er her, og det er jer, der skal bringe sejren hjem. Til gavn for jer selv og os forbrugere.

Bell, Uganda Breweries/East African Breweries

Ikke kedeligere …

Jeg går til den med de ugandiske øl. Jeg vil mægtig gerne selv – om ikke lige til Uganda, så i hvert fald betræde det afrikanske kontinent en dag.

Der er så ufatteligt mange ting, jeg gerne vil vide om den store verdensdel mod syd. Næsten alt hvad man hører om Afrika drejer sig om tørke, hungersnød, fattigdom, korruption, terror og krig. Jeg ved imidlertid – fra andre, jeg har talt med, der har været der – at der også er et andet Afrika. Et smukt kontinent, med rare mennesker, der mere end noget andet har lært at klare sig med den smule, Europæerne og andre imperialister har efterladt efter deres hærgen …

… som nu for eksempel (men det er nu altså også kun et eksempel) et ikke videre inspirerende udvalg af øl – bedømt ud fra de hidtidige prøver i hvert fald.

Til gengæld er der denne gang tale om et rigtigt afrikansk produkt. Ja, egentlig ugandisk er det i ikke udelukkende, da Uganda Breweries så tidligt som i 1959 blev opkøbt af det Nairobi-baserede industrikonglomerat East African Breweries. Ja – monopolkapitalismen trives også, hvis man går langt tilbage i Afrikas historie – se hvordan mennesker overalt på kloden ligner hinanden ad nauseam, i hvert fald når det gælder griskhed og ussel mammon. Brandet ‘Uganda Breweries’ lever dog fortsat – lidt på samme måde vel, som Albani, Thor og Faxe for at nævne nogle stykker, stadig lever efter at de er kommet ind i konglomeratet Royal Unibrews omklamring herhjemme.

I modsætning til Eagle Extra fra Nile/Sabmiller/Anheuser Busch Inbev, der indeholdt lokale maltkilder, navnlig maniok, durra og majs, er dette bryg kun tilsat majs, umaltet byg og CO2. Det er for så vidt ikke meget mere et brud på Reinheitsgebot end Grøn Tuborg, der som bekendt også indeholder majs (der var den igen, den der med ligheden).

Ligesom med de forrige ugandiske øl er denne ganske lys og filtreret i en grad så kun den korn-til-citrongule farve afslører, at der ikke er tale om postevand. Til gengæld dufter brygget faktisk af noget – humlen, endskønt generisk, brænder godt igennem med en ledsagende syrlig friskhed der kun gør godt og hverken synes anmassende eller syntetisk.

Så er der smagen … Ja, duften vækkede håbet, men det blev slukket som en glød af de store mængder vand i brygget. Optimisten ville glæde sig over et let og forfriskende bryg, men jeg synes det er tyndt, underligt glat, metallisk og syntetisk i en grad, der alene på grund af de store, kvælende mængder vand nok er forstyrrende, men næppe ødelæggende. En enkel sød note af honning, der også akkurat formår at holde humlens bitterhed oven vande, redder brygget fra at drukne helt i det rene vand.

De store mængder vand til trods leverer malten og humlen, samt de knap så heldige syntetiske metalliske indslag trods alt lidt underholdning til smagssanserne. Det er ganske vist noget forvirrende, uorganiseret og mere udtryk for held, at brygget ikke er blevet decideret ringe. For dermed byder brygget også på en mangfoldighed af indtryk, som den hjemlige industrielle pilsner ikke helt matcher.

I hvert fald skal ingen påstå, at kenyansk-ugandisk øl er tyndere og kedeligere end den gennemsnitlige europæiske industripilsner.

Eagle Extra, Nile Brewing/Sabmiller

Ugandisk standard …

Det kan godt være, man ikke bliver verdensberømt af at blogge om øl. Til gengæld møder man en masse spændende mennesker, og de nye relationer viser sig nogle gange mere varige, end man troede de ville blive.

Da jeg i juli sidste år lagde vejen forbi Lille Skensved for at afhente den første øl fra det afrikanske kontinent, jeg nogensinde har prøvet, troede jeg, at bekendtskabet med Niels, der via sin svoger Fred havde skaffet brygget, bare ville blive overfladisk og forbigående.

Men nu – snart et år siden – udveksler vi fortsat venskabelige kommentarer og virtuelle smil. Vi ‘klikker’ åbenbart godt som personer (er det ikke sådan man siger), og det har næppe gjort stor skade, at han siden – og nu igen – har anskaffet mig øl, jeg med temmelig lav sandsynlighed ville være stødt på, om jeg ikke var blevet beriget med hans venskab.

Således kom han foreleden kort forbi på adressen i Husum for at aflevere endnu to øl fra Uganda. Når de er anmeldt vil jeg have anmeldt tre gange flere øl fra det afrikanske kontinent end fra Mellem- og Sydamerika (hvis man ikke regner de Caribiske øer med), og lige så mange som fra Australien (hvis man ikke regner samarbejdsbryg med, vel at mærke). Den sydlige halvkugles underrepræsentation vil dermed være en smule formildet af, at det største kontinent i det mindste er det (til dels) bedst repræsenterede.

Altså bortset fra at de afrikanske brands gerne ejes af multinationale konglomeratvirksomheder – men hey, de har vel hjemme i Barbados, Panama eller Cayman-Øerne og hører dermed med til Mellemamerika – og så bliver de vel også repræsenteret lidt bedre, eller … måske ikke …

At der er tale om et meget standardiseret bryg efter europæisk – und ehrlich gestanden – tysk forbillede, bliver hurtigt lige så klart som det industrielt filtrerede bryg selv. Ganske lyst er det – korngult, mere brusende end egentlig skummende, samt med den for standardiseret øl så typiske skrabede bouquet. Vandet er fremtrædende, humlen virker som standardiseret Hallertauer, mens det syrligt friske indslag faktisk giver en antydning af særpræg med en let note af eg.

Et vist lokalt præg synes øllet også at have. Bryggeriet praler på etiketten med, at øllet er brygget med byghumle og “The finest quality Ugandan sorghum” – som læserne kan regne ud, har jeg googlet for læserne, så I blot kan trykke på linket frem for alt det bøvlede tasteri. Ud over durra (som det altså hedder på dansk) er brygget tilsat majs og maniok, og den var selvfølgelig ikke gået i Tyskland.

I hvilken grad savanneafgrøderne formår at krænge brygget over i noget nyt og unikt – eller i det mindste noget andet end den europæiske standard – viser sig i aromaen. Her er vandet fortsat det mest fremtrædende. Egesyren brænder til gengæld mere markant igennem end forventeligt. Det giver en frisk kant, der samtidig er med til at bære øllets aroma frem. Brygget er stærkere end dansk guldøl – 6,5 % (mod guldøls typiske 5,6) og det kan smages i overraskende grad. En tung alkoholisk note mærkes i brygget – noget rå og ufin, men langt fra malplaceret eller forfejlet. Tværtimod giver det brygget noget muskelkraft, som den europæiske pilsner ikke just er kendetegnet ved.

Så selvom det stadig er industriel standard, så ville denne blogger mene, at dette bryg godt kunne repræsentere en særlig ugandisk standard for industriel pilsner.

Fendt Dieselroß Öl, Aktienbrauerei Kaufbeuren (Grænsehandel IV)

Falsk varebetegnelse …

Uaaak! Der er rod i kronologien … Ikke alene glemte jeg fuldstændig at nævne, at sidste øl også var en af de øl, jeg havde købt i den Flensburgske grænsehandel. Men endnu før jeg havde prøvet den øl, havde jeg prøvet endnu en øl fra samme tur. Denne øl.

I anmeldelsesrækkefølgen var den imidlertid gået under radaren, fordi jeg havde indtalt anmeldelsen på min telefon i stedet for at bruge pen og papir, som jeg plejer. Sådan går det, når man spontant beslutter sig for at spise ude, og man glemmer at få notesblokken med. Føj dertil, at man ikke gider spolere hyggen ved at måtte rende hele vejen op på 2. sal endnu engang, bare for at hente anmelderapparaturet. Så hellere bare bruge det, man har.

Det skal selvfølgelig ikke undskylde min inkompetance og amnesi, men en forklaring skylder jeg da læserne som absolut minimum (og jeg nægter at lytte til, endsige acceptere påstande om, at I som læsere garanteret aldrig ville have opdaget mit sløseri hvis ikke jeg detaljeret havde berettet om det her … jeg NÆGTER!)

Et bayersk bryggeri står bag denne og én anden øl, der bød sig til blandt specialbryggene. Det er selvfølgelig nærmest generisk indbydende at have en irgrøn retro-traktor på etiketten – men derudover er der ikke noget videre specielt over dem. Denne er en udbredt øltype i Tyskland – en Märzen. Navnet kommer af måneden marts, hvor øllet typisk blev brygget som noget af det sidste, før forbuddet mod at brygge øl over sommeren trådte i kraft på de kanter. Til gengæld lagrede det over de varme måneder hvor risikoen for inficering af nyt øl var for stor, og blev så drukket til oktoberfesten.

‘Öl’ betyder i øvrigt ikke ‘øl’ på tysk, men derimod ‘olie’. Navnet skal – gætter jeg på – vel vække associationer til traktorolie på en eller anden måde. I så fald ville jeg have brygget en stout tror jeg, men lad os nu få at se, hvordan det tyske bryggeri udlægger fornemmelsen af traktordiesel mellem gummerne.

Det er i hvert fald ikke dieselodeur, der møder næsen ved dennes proximering til det kobberrøde, hvidtskummende bryg. I det hele taget dufter brygget ikke af særlig meget, i en i øvrigt friskt kærtegnende sommerbrise fuld af forårsblomster og havegrill. Ved smagning forbliver brygget diskret, og vælger at forblive subtilt frem for frembrusende. En rar, rund maltprofil erstatter en for tyske lyse øl ellers fremtrædende humleprofil.

Det er for så vidt rart nok og nogenlunde markant, men det forbliver også aldeles ufarligt. Samtidig er resten af brygget underligt dovent, nærmest uengageret og med en kant af noget næsten syntetisk vandigt. Man kan ikke tage fra øllet, at det aldeles brugbart som tørstslukker på en varm, dejlig aften, hvor man kan spise ude – og så har den en rar sød kant samtidig …

… men som oplevelse betragtet er den desværre som tyske standardøl er flest. Og sådan at stille den mellem de øvrige specialøl, gnubber sig op ad falsk varebetegnelse.

Big Wave, Kona Brewing Co. (Grænsehandel III)

Flugt fra lava mod konfirmationen …

Netop som helvede (aka vulkanen Kilauea) bryder løs på Hawaii er jeg nået til at anmelde denne øl fra samme lokation. Tilfældighed? Helt sikkert – og desuden et resultat af min fortsat verserende bloggerdovenskab, for det er vel over en uge siden, den blev drukket.

Denne skyldes fortsat mange andre jern, jeg har i ilden. Ikke mindst online, hvor jeg er begyndt at spille (lidt for meget) Minecraft igen. Ellers er der fortsat familie-tam-tam’er der skal passes, og alt for meget arbejde … Jeg skal om ca. 20 minutter til konfirmation for min ældste niece, så jeg kan kun lige akkurat nå det.

Ikke meget anderledes end de tidligere Kona-øl, jeg har anmeldt, er denne gyldne pale ale tilpasset det geologiske stillehavs-hot-spots modbydelige varme og fugtige klima. Drikkelighed og friskhed går i en vis grad forud for aroma. I duften mærker man således en hel del vand, men også en ren bouquet af honning. På trods af vandmængderne føles den tiloversblevne bouquet ikke egentlig svag eller syntetisk.

Brygget er sprudlende friskt i kæften, hvilket giver en skarp og lækkert stikkende mundfornemmelse. Den søde malt får brygget til at glide let ned – det er nok at foretrække, når man er ved at blive stegt af både sol og lava på én gang. En nogenlunde præsent humle får lige netop afleveret nok friskskåret bøgearoma, let sødet med syrénnektar, til at man ikke keder sig under flugten fra egnens tyndflydende lava.

Hvis fødderne formår at bære, kan man måske også akkurat nå at svømme langt nok ud til at man ikke bliver kogt i stedet for stegt … Bare man nu ikke bliver ramt af en bølge på vejen.

Northsea IPA, Jopen (Grænsehandel II)

Lige en hurtig én …

Beklager den utilstedelige hiatus i den ellers stride strøm af anmeldelser. Der har været en del andre ting end øl i mit liv på det sidste – ja, jeg har jo faktisk også en familie og et arbejde der skal passes. Det er ikke altid har jeg tid – eller overskud – til at blogge, selvom det så’n overordnet set, er en af de ting, jeg morer mig allermest med.

Der er bare i øjeblikket flere på hinanden følgende familie-tam-tam’er og et arbejde, der nogle gange bare dræner én så meget, at man simpelthen ikke orker (orker hvad – ja … som helst) når man endelig har fyraften.

Men jeg skal heller ikke lade bloggeriet ligge så længe, at jeg også bliver stresset over det. Og her er den så – en ny anmeldelse. Den er fra tysklandsturen i forbindelse med min onkel og tantes guldbryllup (der var én af familie-tam-tam’erne) i starten af april, og er således købt i en grænsehandelsbutikken Scandinavian Park i Flensborg. Øllene fra den tur er jo bare ét af mange temaer, jeg jonglerer med for tiden. Når man som jeg er velsignet med indtil flere diagnoser, der i virkeligheden hæmmer éns evne til at holde flere bolde i luften samtidigt (i modsætning til, hvad jeg formentlig har skrevet i samtlige jobanmeldelser i tidens løb – og dén historie skal jeg nok undlade at trætte læserne yderligere med) forklarer dette også til dels, hvorfor der er gået så lang tid siden jeg sidst fik slæbt mig til tasterne.

Det er en IPA fra Nederlandene, hvis duft jeg aldrig nåede at få afprøvet, før glasset blev sat for munden. Til gengæld er det orangegyldne brygs aroma præcis som det skal være:

En knastør, skarp bitterhed af fyrrenåle flænser smagsløgene op, så den rå smag af friskafhøvlet grantræssavsmuld rigtig kan trænge ned i tungen. Savssmuldet er krydret med kommen og rigelige mængder bergamot, der giver den krasbørstige bitterhed modvægt med lindrende olier og balsamerende sødme.

En lille pakke fuldendt IPA – præcis som man ønsker den skal være. Uden overraskelser, især ikke til den negative side, og uden at man savner dem, der ellers kunne have været der til den positive side.

Jo – man kan åbenbart også finde rigtig gode øl i grænsehandlen.

God 1. maj til jer allesammen i morgen. Jeg skal først og fremmest fejre min datter, der også har fødselsdag den dag.

Geuze Mariage Parfait 2013, Boon (Fra klosteret I)

Tør Geuze …

Under temanavnet ‘Fra klosteret’ tager jeg nu fat på de øl, jeg tidligere på året tog med hjem fra Esrum Klosters ølfestival. Yes! Endnu et tema – og hvorfor ikke?

Jeg havde det jo som blommen i et æg på ølfestivalen på Esrum Kloster. Klosterets indervægge var jo ligegodt hvidkalkede, så dette var tilfældet i mere end én forstand – men ellers tullede jeg jo egentlig bare rundt og nød at være omgivet af det, jeg holder allermest af i hele verden.

Belgisk øl er som jeg har fået nævnt engang det øl i verden, jeg synes er allermest interessant. Ikke mindst det sure øl, har jeg på det sidste fået smag for – herunder Guezen, som der flød i stride smagsprøvestrømme indtil chefen sagde stop! Ikke flere smagsprøver af netop denne øl. De sidste få eksemplarer ville være til udsalget – ikke til udskænkning.

Vel – jeg måtte jo smide pengene på bordet og købe et eksemplar, og så glæde mig over, at jeg kunne nyde en hel en af slagsen, og ikke bare en af de i øvrigt gavmilde smagsprøver, klosterpersonalet langede ud.

Jeg føler mig fortsat som – om ikke et barn, så i hvert fald en grønskolling, hvad typen angår. Men flot gyldent, diskret knækket over i det orange er brygget. Lystigt brusende med ikke kækt hvidt skum, der falder hurtigt. Det er ikke for intet, at typen kaldes øllets svar på champagne. Duften er tilsvarende forventligt frisk og syrlig – en tør champagne i dette tilfælde.

Det er bestemt en geuze hvor friskhed og syrlighed står i et noget andet forhold, end Oude Geuze fra samme bryggeri, og som jeg fik en smagsprøve af på klosteret. Denne er mere bidst og skarp med et kraftigere element af citron og grapefrugt – samt en smule eddike, der også gør den noget mere svært tilgængeligt end dens mere harmoniske broder.

Der er få – hvis overhovedet nogen søde elementer. Det, der først og fremmest spiller op mod bryggets spidse syrlighed er friskheden – eller om man vil, vandet i brygget. Det forhindrer brygget i at kamme over og blive et decideret surt bryg. Ikke at der er noget galt i det, men et helt surt bryg er ikke desto mindre knap så madegnet, som dette mod det sure hældende kompromis.

Er man nybegynder udi typen, er det næppe denne, man skal lægge ud med. Den rundere og mildere Oude Gueze eller Mort Subites akkurat mere afdæmpede Gueuze ville i det tilfælde være bedre valg.

Deuteronomium II – 2011

De glemte øls år …

Jeg skal ikke glemme mit jubilæumsprojekt – tilbageblikket, eller deuteronomiummet som det hedder i den gode bog (der som bekendt er ret elendig), på de efterhånden ikke helt få år, jeg har blogget. Jeg frygtede lidt at hvert år skulle blive “mit ølår” version 2. Ved gennemskimning af indlæggene og revision af, hvad jeg har skrevet gennem tiden, har jeg til gengæld snart konstateret, at der ikke er den store fare for det.

Én ting er, at jeg helt bevidst trækker nogle andre linjer op, end i årsrapporterne. Noget andet er den erfaring 8 års bloggeri trods alt har givet mig. Det mig et nyt perspektiv på de gamle indlæg.

De glemte øl

Det der mere end noget andet sprang i øjnene ved gennemgang af ølåret 2011 var de mange øl, der i dag er glemt og borte. De glemte øl var for størstedelens vedkommende elementer i fælt opstyltede marketingstunts, vakkelvorne tårne af kulørte byggeklodser, der nærmest skreg efter at den første og bedste tumling måtte vælte dem til lige dele rabalder og moro. (Småbørnsassociationen kommer måske af, at min søn det år lærte at krybe, kravle og gå – men det er alt sammen en anden historie.)

På forhånd huskede jeg Cults rædsel af en industriøl ved navn Kay-Sar. Hvor mange husker overhovedet den endnu? Og et endnu bedre spørgsmål: Hvor mange opdagede overhovedet, at den var der dengang? Den optog ganske vist noget plads i supermarkederne, da Cult åbenbart havde betalt ekstra for køleskabe, kun for deres über-fancy flasker med komplet ligegyldigt, tyndt industriøl. Den fik ellers ikke for lidt med markedsføringen; Cults direktør, Brian Sørensen annoncerede hovmodigt i Jyllands Posten, at man ville gøre Carlsberg rangen stridig. Vel … Fat chance var vist holdningen hos alle os, der læste sludderet, og se hvor fik vi ret.

Efter trekvart år var brygget ude af handlen igen – godt og vel. En forudsigelse, jeg fik ret i. Ganske vist var bestyrtelsen over forudsigelsen omtrent lige så stor som over, at solen igen stod op i morges.

Og solen skal nok fortsætte med at stå op igen en rum tid endnu. Spørgsmålet er, hvor længe vi vil være der til at bevidne det. I betragtning af hvor stejlt ned ad bakke, det går for klimaet for tiden, og hvor lidt vi som mennesker er villige til at gøre noget ved det, ser det i hvert fald ikke for lyst ud. I slutningen af 2010 kom det for alvor til at se mørkt ud, da klimatopmødet i Cancun endte uden resultat. Harboe lancerede ellers Clim8 – en CO2-neutral øl i anledningen, som jeg fik prøvet i januar måned. Jeg gætter på at målet var at profilere sig selv snarere end rent faktisk at hjælpe.

Hverken til megen hjælp for klimaet eller for Harboes profil har den nok været, for ikke længe efter klimasammenbruddet kunne den fås til ikke særlig mange penge i Fakta – og i dag er den vel helt fortrængt – fuldstændig ligesom klimakatastrofen.

Endelig kopierede Royal Unibrew en af Carlsbergs (se forneden) fikse ideer fra det år – de trak vokalerne ud af ordet ‘pilsner‘ i forventning om, at deres i forvejen fortyndede vandprodukt på en eller anden måde ville tage sig bedre ud derefter – guess what … it didn’t.

Et brand der også er gået heden siden er Änglamarks øl. Selve brandet Änglamark består som en serie af økologiske discountprodukter i COOP’s butikker, og i starten var der også nogle øl på programmet, der blev produceret i Sverige. Anledningen til min anmeldelse var fantastisk – vi levede en weekend som ægte bonderøve på en nedlagt landejendom nær Randers, men det var bestemt ikke for dén øl, at turen blev husket.

Selve ideen om et fast billigt brand af økologiske standardøl er ellers på mange niveauer tiltalende.

Carlsberg holdt sig ellers heller ikke tilbage i 2011. De besluttede sig for en form for relancering af brandet, hvor de smed en forbandet masse nye produkter på markedet på én gang … for allesammen næsten lige så hurtigt at gå i glemmebogen. Få år tidligere – i 2004 – havde bryggeriet forsøgt sig med en ny flaske – et forsøg, der floppede totalt. Det har Carlsbergs smarte fornyelsesprojekter det med at gøre. Det skøreste af det hele var, at de endnu engang ville lancere en ny flaske som del af deres relancering. Det var set før, det var floppet før … hvad er det nu man siger om dem, der hele tiden gør det samme, og forventer nye resultater hver gang?

Lavest scorede Copen*hagen (jeg har aldrig magtet at rette fejlen i overskriften på det oprindelige indlæg, da jeg ikke finder øllet det værd. Og nu hvor jeg eksplicit har bemærket det, tror jeg faktisk aldrig jeg vil ændre det, som en form for demonstrativ trods) – en tisgul rædsel solgt i en sodavandflaske. Det bedste man kunne sige om den, at den i det mindste ikke smagte som den urinprøve, den lignede. Den smagte af stort set ingenting, og ingenting smager i det mindste ikke særlig grimt. Den største lidelse ved brygget var ikke konsumptionen eller anmeldelsen, men at jeg efter at have fået fjernet min blindtarm måtte opleve, at en reklame for den blev vist på den stue på Aarhus Kommunehospital, hvor jeg var indlagt. Den sleske baryton og det stereotype glansbillede fuldendte billedet af et marketingstunt, der var kørt fuldstændig af sporet.

Copenhagen husker jeg. Carlsberg Export havde jeg i til gengæld svedt fuldstændig ud. Men det er der ud fra min anmeldelse, vist ikke så meget at sige til. Er der mon nogen af læserne, der kan huske den dag i dag?

De to pilsnere, der udmærkede sig ved at være kedeligere end Carlsbergs standardprodukt, den generiske Premium (som vi vender tilbage til) blev fulgt op af et ølvalg med tre kandidater. To gange før havde Carlsberg afholdt et ølvalg – det første fandt sted engang i slutningen af 90’erne, hvor Carls Special (også anmeldt i 2011) vandt. Her viste vinderen sig undtagelsesvis langtidsholdbar, for Carlsberg Dark, der vandt i 2002 (tror jeg det var) var godt nok ikke på markedet længe, før den ikke kunne fås længere.

Ved valget i 2011 deltog Plzner, der mest smagte af vand – at smide en vokal ud og erstatte ‘s’et med det mere hipsterpopsmarte ‘z’ var åbenbart ikke nok til at få øllet til at smage ordentligt. Gylden løb af med sejren, hvilket var denne blogger en kæmpe gåde. En rodet sag af sød humle, overmodne æbler og deraf følgende gærvinøs syre var ingen større fryd. Bock gjorde som den eneste øl et ordentligt indtryk på undertegnede, men hvad nytter det, når pøbelen aldrig stemmer som den burde?

 

Endelig var der to nye Jacobsen Bryg. De blev begge lanceret om ‘kvindeøl’ – hvilket jeg finder aldeles sexistisk … Ikke så meget af den mest oplagte grund, at det bare er dybt åndssvagt at gøre ting som øl (eller sodavand, biler, tøj, planter, dyr og alt muligt andet) kønnet, i stedet for bare at lade folk købe det, de gerne vil have og i øvrigt lade være dem i fred. Det er slemt nok i sig selv – men i tilfældet af Velvet Ale og Rose Wit føjedes spot til skade idet disse to øl var så rent ud sagt elendige

Hvor man efter nogen søgen nu alligevel kunne finde nogle kvaliteter ved Velvet Ale (den blev trods alt også på markedet i nogle år efter) var Rose Wit helt og aldeles kvalitetsfri på alle parametre. Sur, doven og så i øvrigt i en grim lyserød nuance, der ikke gjorde noget for bedre det uheldigt sexistiske koncept. “Barbie-øl” eller “Prinsesseøl” var bare to af de kønnede udtryk, der for gennem mit hoved, men som jeg i en ambition om at bevare en vis lødighed på bloggen – trods alt – undlod at bruge dengang. Den slags ambitioner har jeg siden for længst kastet overbord.

At et udvalg af det kedelige sprøjt få måneder senere blev udbudt i en gaveæske tydede med al tydelig tydelighed på, at Carlsberg brændte nallerne på deres marketingsstunt. Hvad havde de mon selv troet? Eller rettere – hvad havde deres marketingafdeling dog troet? Tit er jeg på nakken af forbrugerne, for deres alt for brede accept af lad industriel standard. Det var rart på den måde at opdage, at  let lod de trods alt ikke Carlsberg tage røven på dem.

Her til sidst vil jeg igen stille spørgsmålet – og vid det ikke er retorisk. Jeg erfarer gerne svar på det i kommentarer under indlægget her, eller på fjæsen: Er der overhovedet nogen, der kan huske disse øl, og måske endda berette om deres oplevelser af dem?

En hemmelighed …

Anmeldelsen af de to kønnede rædsler var vist også den sidste anmeldelse jeg skrev, hvor jeg i ét indlæg anmeldte flere øl. Det gav et helvedes mas med at holde styr på, hvor mange øl, jeg egentlig havde anmeldt.

Fra et tidligt tidspunkt havde jeg selvfølgelig luret, at jeg kunne hæfte en kategori på anmeldelserne – den kategori bruger jeg stadig på anmeldelserne den dag i dag, og kategorien hedder … hold nu godt fast! Anmeldelser – såmænd!

Det er nu ikke det, der er hemmeligheden, men derimod, at jeg efterhånden blev grundigt træt af at huske hvor mange øl, jeg skulle lægge til antallet af indlæg i kategorien ‘anmeldelser’ for at se det egentlige antal anmeldte øl. En dag blev jeg træt af det, og fandt på en noget uskøn, omend effektiv måde, at få løst problemet på – jeg snød.

Indlæg, hvor jeg ikke anmelder nye øl, men derimod kommenterer mere bredt – som fx i det indlæg du læser lige nu – kategoriserer jeg som ‘redaktionelle indlæg’. Af dem tog jeg et passende antal, og hæftede kategorien ‘anmeldelser’ på, således at antallet af indlæg under kategorien ‘anmeldelser’ kom til at matche antallet af afprøvede øl. Indlæg som fx denne kategorijustering fik altså klistret mærkaten ‘anmeldelse’ på sig – helt uden at der var tale om en anmeldelse … til gengæld slap jeg for nogen sinde igen at skulle huske på, hvor mange, der skulle lægges til under ‘anmeldelser’.

– Nogle gange må man sno sig.

Det tynde øl …

Fra et lille redaktionelt sidespring til et tema, der optog en del plads på bloggen det år, nemlig temaet “Det tynde øl fra Fakta“, der til dags dato vist nok stadig er temaet med flest indlæg på bloggen. I et forsøg på at tage alt det tynde øl i én omgang, så jeg ikke behøvede at spilde min tid på det sidenhen, gik jeg shop-amok i alt det tynde standardsprøjt, jeg kunne finde i min lokale Fakta ( – Herredsvang, Århus Vest, hvor Yahyah Hassan også kommer fra).

Og så blev der ellers anmeldt fra en ende af: Carlsberg Premium, der tidligere hed Hof – men det var der vel ikke marketing nok i – overraskede med hele to stjerner værd. Carls Special var en af de få lyspunkter sammen med Pilsner Urquell, som vist kun lige var blevet standardudbud der. Dansk-serien var noget af en prøvelse at komme igennem – så slemt var det vist, at jeg en måneds tid eller to endda omdøbte bloggen fra Kajs Ølblog til Kajs Ølbrok. Først da temaet var slut, fik bloggen sit oprindelige navn tilbage.

Overraskende nok måtte jeg konstatere, at Corona faktisk ikke var helt så slem som jeg troede, mens Newcastle Brown Ale slet ikke var nogen spændende øl overhovedet. Sådan blev jeg klogere og fik nedbrudt nogle fordomme – både til min fortrydelse og i mit favør.

Mange af bryggene appellerede til Den laveste Fællesnævner – et velkendt begreb, der i mine øjne tit misforstås. I almindelig tale dækker begrebet over noget, der ved plat letforståelighed appellerer til så mange mennesker som muligt. Det forholder sig imidlertid en smule anderledes. Den laveste fællesnævner dækker ikke over at favne så bredt som muligt, men derimod om at skræmme så få som overhovedet muligt væk. Når bryggiganterne sælger hektoliter i millionvis af tyndt industrielt standardsprøjt, skyldes det ikke, at rigtig mange mennesker kan lide tyndt industrielt standardsprøjt. Det skyldes, at kun meget få mennesker bliver skræmt væk af tyndt … you get the idea. Put noget mere humle i urten, og straks pylrer den kvalitetssky ignorantpøbel op om at “øllet er for bittert”. Mere malt, og det er for mørkt eller for sødt.

Det var også i anledning af Fakta-temaet, at jeg for første gang anmeldte alkoholfri øl. De skrabede bunden fra undersiden, og har siden udgjort en kategori, jeg helst undgår at beskæftige mig med. Man må dog indrømme dem den brugbarhed, at de egner sig fortrinligt som genstande for elokvænte tirader og fornærmelser. Jo værre en øl er, desto grimmere kan jeg skrive om den bagefter – så jeg går altid af med sejren. Hvis øllet ikke er underholdende, er affattelsen af anmeldelsen det til gengæld omvendt proportionalt.

Shitstorm …

Mine til tider utilhyllede meningstilkendegivelser afstedkom i sensommeren 2011 den første – og hidtil eneste – gang, jeg selv blev genstand for mishagsytringer og idle ukvemsord. Anledningen lå ellers et helt år tilbage. En tilfældig læser havde åbenbart skimmet bloggen, og min betegnelse for billige industrielle pilsnere med høj alkoholprocent – spritterøl – var faldet ham så ganske for brystet.

Det blev til en omgang småhidsig ping-pong i kommentarfeltet under indlægget, hvor antagonisten erklærede, at han så gu’ ville have sig frabedt at blive betegnet ‘spritter’ bare fordi han godt kunne lide øllene – af hvilke han drak to om dagen. Aldrig mere, aldrig mindre.

Det var første gang – og i grunden også indtil videre eneste gang, jeg ligefrem er blevet konfronteret negativt med mine anmeldelser. Lidt overraskende kom det fra en læser og ikke fra et af bryggerierne – de skulle ellers have haft rigeligt at beklage sig over på det tidspunkt. Jeg vover den påstand, at jeg formåede at bryde serven og sætte læseren på plads. Jeg havde kaldt (og kalder fortsat) øllene for spritterøl, fordi de i mine øjne mere en noget andet er målrettet fattige alkoholikere. Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at man er alkoholiker, hvis man synes de øl smager godt.

Faktisk vil fornøjelse ved de øl have den fordel, at man ikke behøver frygte at denne blogger vil købe nogen af de øl, man har udset til sig selv.

Jeg valgte dog alligevel at stikke en finger i jorden for at sikre mig at mine udgydelser ikke var for meget. Reaktionerne jeg fik kunne mest af alt sammefattes til, at jeg bare fortsat skulle give den gas, og at det bedste der kunne gøres ved reaktioner som den jeg havde oplevet, var at anbefale at man undlog at læse bloggen.

Vel – nok er jeg igennem mit liv kommet til at gøre ting, jeg har fortrudt og som har gjort mig uvenner med folk – intet af det omfatter noget, jeg har skrevet her på bloggen. Heller ikke sidenhen, for ud over dette har jeg ikke oplevet flere af disse udfald mod min bloggervirksomhed.

Spøjse oplevelser …

Når man blogger om øl med den indstilling, at man godt kunne tænke sig at prøve alt, støder man undertiden på fænomener, man på trods af alle tænkelige advarselslamper, ikke kan lade være med at tage med hjem alligevel.

Det gælder fra dette år især nogle fund, jeg gjorde i den lokale kiosk. Der kunne man en overgang få øl fra så eksotiske steder som Rusland og Ukraine. De kostede ikke engang særlig meget, men det manglede på den anden side også bare, for apropos en af dette efterhånden lange indlægs tidligere afsnit, bestod underholdningen i højere grad i at anmelde end at afprøve brygget.

Det mindst spøjse ved den russiske rædsel, jeg opstøvede i kiosken, var indholdet. Det var tyndt, uprangende og smagsfrit, omend tørstslukkende. Til gengæld blev det leveret i en flaske med en højst aparte form, ulig alt hvad jeg siden har set. At den var fra Rusland var i sig selv overraskende – hvem ved noget om russisk øl, hvis ikke man ligefrem har frekventeret føderationen på enten ferie eller job? Og mest sært var det, at jeg fandt den i min lokale kiosk blandt Carlsberg og Royal Unibrew All-Stars – helt uden for enhver forventelig kontekst.

I de følgende uger fandt jeg desuden de to ukrainske øl i knap så spøjse flasker, men kun i ringe grad mindre malplacerede.

Virkeligheden gik også en smule i stykker det år, da øllen “Duff” fra Simpsons tegneserieunivers pludselig fandt vej til rigtige supermarkedshylder herhjemme. Til gengæld var brygget lige så kedeligt og intetsigende som tegneserien vil vide, den er. Øllet er i dag forsvundet fra hylderne, mens Simpsons-serien består. Jeg har imidlertid ikke set den i mange år efterhånden, og mon ikke den med sine eksceptionelt mange sæsoner er ved at være lige så udvandet som Duff-brygget?

Og jeg var til krimimesse i Horsens sammen med familien, hvor jeg ud over at se Leif Davidsen i virkeligheden også fik prøvet Krimiøl … Den var også ret kedelig.

Det samme var Pabst Blue Ribbon, som en ven fra min studietid havde taget med fra USA. I dag er den fast inventar på Irmas hylder og anses for en hipsterklassiker, mens den dengang var næsten ukendt herhjemme. Jeg var altså vildt hipsteragtigt på forkant, da jeg prøvede den dengang i 2011 … ja, jeg skammer mig faktisk en smule.

Færøerne havde deres debut på bloggen med en ganske ildesmagende rædsel. Den blev nødtørftigt skyllet ned mens valgresultaterne fra årets folketingsvalg rullede over skærmen. Så kedelig var den, at resultaten af det valg fik mere omtale i indlægget – sammen med et par bøger min ekshustru og en af vores fælles venner havde udgivet kort forinden.

Det gode øl …

Meget mod min natur, har jeg gemt de gode oplevelser til til sidst. Det er der jeg ellers gerne fyrer en ordentlig sviner af, som en ordentlig afslutning på en anmeldelse – eller en årsrapport for den sags skyld. Grunden – hvis der er nogen – ligger vel dels i, at der var nogle gode, langtrækkende oplevelser det år – og at jeg måske også her til sidst gerne vil levere et par pointer, som læserne forhåbentlig vil huske.

Den største oplevelse af dem alle, var en lille mørk sag, som jeg helt tilfældigt fandt i et næsten glemt hjørne af Skjold Burne på Store Torv i Århus’ ellers ganske prangende udvalg af specialøl. 666 Black Damnation hed den, næppe læsbart på hvad der lignede en nødtørftigt og gnidret udprintning af en dårligt opsat grafik fra tegneprogrammet Paint.

Men sikke et indhold! En kompakt, fuldstændig lysopslugende lille satan, der mange (i forhold til bloggens levetid i hvert fald) år fremover skulle huskes som den bedste øl, jeg nogensinde havde prøvet. Og da en anden, bedre øl endelig vippede den af pinden, skulle der stadig gå noget tid før et lokalt mikrobryggeri på Amager med hjælp fra irske whiskydestillerer med megen møje og besvær var i stand til også at skabe en bedre porter end dén.

Bryggeriet bag, de Molen, har jeg set produkter fra flere gange siden, men jeg har åbenbart aldrig købt nogen. Frygter jeg mon skuffelsen oven på dette uudslettelige indtryk, eller jeg bare doven? Retorisk blæser svaret i vinden.

En anden – måske ikke helt så stor oplevelse, men bestemt én, der også har sat sig varige spor i min bloggervirksomhed: Jeg opdagede Punk IPA, og dermed opdagede jeg også det skotske bryggeri Brew Dog. Det var kærlighed ved første blik, da jeg prøvede IPA’en i februar måned, og det fortsatte, da jeg prøvede mig igennem bryggeriets andre fine øl i de følgende måneder.

I dag er brandet blevet verdensomspændende, og selvom de er blevet store, holder de – trods ondsindede og til tider endda fabrikerede rygter om det modsatte – fast i kvaliteten frem for at henfalde til slatten industri. Deres bryg kan fortsat købes i discounthandlen herhjemme til rimelige priser. Det siger både noget om, hvordan discountstandarden herhjemme har fået sig et voldsomt løft, og om hvordan befolkningen i det hele taget har taget kvalitetsprodukterne til sig. Brew Dogs allestedsnærværelse i danske supermarkeder – discount som finere steder – er måske mere end noget andet symbolet på dette.

Det er ikke ved hjælp af aggressiv markedsføring, som Cults, da de forgæves forsøgte at pushe deres vandige Kay-Sar med sædvanligvis lumre reklamer. Ej heller Carlsbergs ud-af-luften rebranding og en efterfølgende sky af nye produkter, der allesammen er lige så gamle som de generiske standardinstallationer i kataloget og blot hældt på nye emballager slog heller ikke til.

Hvis man vil være noget stort i ølverdenen, må man brygge noget stort. Og hvad markedsføring angår … vel – jeg husker som det var i går da jeg for første gang besøgte Amager Bryghus i 2016. Head of Communication – eller hvad de nu ellers kalder det der – Henrik Papsø fortalte hvordan bryggeriet hverken annoncerer eller reklamerer offentligt. I stedet står øllet alene – og således står det så fint.

For når folk smager på de fine dråber, er de ikke i tvivl om, at her er noget stort. Den slags skal smages, annammes, opleves … det skal ikke bare fortælles i overgearede reklamestunts, der tværtom mere end antyder, at her er vist noget øl, der overhovedet ikke kan sælge, med mindre det bliver hjulpet på vej af flimmerglimmer, hult rungende barytonvoice-over og lummer sexisme.

Det gode øl, derimod, finder selv sine nydere.

Forbliv indstillet til flere indlæg inden længe.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme