Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Carlsberg Humle, Carlsberg

But why, whyyyy!?

Carlsberg har smidt en uflitreret pilsner på markedet. Ja, det er så evigt innovative derude i gentrificeringsenklaven i Valby. Eller måske ikke, for uflitrerede pilsnere er olle Kamellen lige syd for grænsen, hvor stilen kendes som ‘Naturtrüb’, og er næsten lige så gammel som Moses. Uden lige at kunne smide eksempler på bordet, er jeg ret sikker på, at flere mikrobryggerier herhjemme også allerede har stilen i deres kataloger.

Og længe efter, at det er gårsdagens nyheder, buldrer industrikæmpen frem i et forsøg på at tage sig nyskabende ud. Lad mig prøve undtagelsesvist at vise mig fra min positive side over for industrien og helt undlade at kalde Carlsberg det, der først falder mig ind – pinlige, forsinkede, grinagtige … hov, nu kom jeg sørme til at kalde dem alt det alligevel. Det var jeg vist ikke så god til.

Nå, lad mig prøve igen. I stedet vil jeg kalde deres forkølede forsøg på at være den kække, frække, unge, nye i klassen … sødt? Nuttet? Kært? Foreslå gerne andre smykkende tillæg til Carlsbergs allerede bedagede initiativ i kommentarerne.

Brygget gør det ellers visuelt OK med et pænt, tåget ydre, og meget plastisk marengsskum. Duften byder på humle og fusel, begge dele mere markant, end man er vant til fra industrigiganterne, så måske er der en overraskelse i vente?

Nå … brygget viser sig bare at være en Carlsberg som så mange andre. Igen vil jeg prøve at være positiv, og derfor undlade at betegne brygget som tyndt, vandigt, hult og uinspirerende …

Damn! Jeg er bare ikke særlig god til det der ‘positivitet’?

Jeg mener selvfølgelig, at brygget er rigtig godt til tørst. Og oven i købet kan man da godt mærke, at der er noget humle, der rasler rundt derinde et eller andet sted. Så i let berøring med noget krydderi har væden i dåsen da været. Det vil jeg da gerne – eller rettere, aldeles modstræbende – indrømme.

Det må imidlertid også undre mig en kende, at brygget reelt ikke smager af mere end flagskibet Carlsberg Premium. I virkeligheden smager det nok af lidt mindre. Og det ansporer jo ikke så lidt til at stille spørgsmålet …

Hvorfor?!

Ølfestival i Lokomotivværkstedet 2019 – III

Is, videnskab og genkendelse …

Jeg er godt i gang med at pakke den lille lejlighed i Husum ned. Næste stop er Thisted – jeg har allerede sikret mig en bolig deroppe – med mere plads, spisekøkken og ingen trapper at rende op og ned ad. Selve flytningen kommer først til at finde sted i løbet af et par uger, og så krydser jeg ellers fingre for, at de broer jeg brænder, åbner flere døre i den anden ende.

Det når vi alt sammen til, og her på bloggen skal jeg nok holde jer underrettet. Mens man sådan pakker, støder man på mange interessante gamle ting. Nogle smider man ud, mens man ikke nænner at skille sig af med andre. I nullerne skrev jeg faktisk udførlige dagbøger, jeg nu genfinder. Det fik en ende da jeg flyttede til Århus i 2009, men ikke lang tid senere startede jeg bloggen her – og den har faktisk fungeret som en slags åben dagbog siden.

Jeg er ikke bare glad for at kunne dele mine øloplevelser her, men sandelig også alt det andet, jeg kommer ud for. Og jeg kan roligt love, at det også fremover vil være sådan.

De indledende øvelser således vel overstået før den sidste gennemgang af oplevelser fra Danske Ølentusiasters store årlige ølfestival i Lokomotivhallen. Mit billedarkiv afslører, at den næste pind i arrangementet var en gentagelse fra sidste år af en gruppe fysiknørders eksperimenter med piskefløde, øl og flydende kvælstof. Der er ikke nogen videre grund til at gå nærmere i detaljer med det. Til gengæld er jeg glad for, at jeg kunne dele oplevelsen med Marcus denne gang. Også han var begejstret for forestillingen – og den meget friske og smagfulde is bagefter.

Thai Cargo, La Debauche
Det var blevet tid til endnu en genganger fra Copenhagen Beer Festival i april. Franske La Debauche var også i Lokomotivværkstedet på pletten med et udvalg af ekstraordinære øleksperimenter, såsom denne Imperial Stout.
“Hold da op, hvad er det den dufter af?”
“Jeg fornemmer noter af lemongrass, grøn chili, kokosnød, galanga, lime og noget jeg ikke ved hvad hedder på dansk,” svarede Marcus selvsikkert, overlegent og ikke det mindste sarkastisk, idet han læste ingredienserne op direkte fra etiketten på flasken med et smørret grin.
“Flab! … men man kan godt mærke den grønne chili – smager dejligt!”
“Fortræffeligt!” trumfede Marcus
Her brød ekspedienten inkvisitorisk ind, idet hun hæftede sig ved, at jeg havde lagt vægt på, at den grønne chili var særskilt mærkbar.
“Jeg synes godt man kan smage den – den er friskere,” forsvarede jeg mig.
“Er du sikker på, det ikke er limen, du kan smage?”
“Jo, det kan godt være …”
“Og jeg synes også, at kokosnødden runder den fint af.” – og at der var tale om endnu en fuldfed øloplevelse af de både rigtig gode og småbizarre, var der ingen tvivl om.
“Jeg skal i hvert fald have et par af dem her med,” brød Marcus nu ind, “og så skal vi – også selvom vi bitterligt kommer til at fortryde det, prøve en af dem med ansjoser.”
Vi havde hørt rygter om en øl, brygget på ansjoser, og dette havde bragt os til La Debauche’s stand. Men da vi nåede frem, var der ikke flere smagsprøver tilbage. Jeg er i tvivl om, hvorvidt det faktisk lykkedes Marcus at få en af dem med fra udsalgsstanden. I så fald håber jeg, jeg kan være med til at prøve den, og rapportere om det.

Gohan Biiru, DTU Bryghus/Science Brew
For to år siden modtog jeg en invitation fra DTU Bryghus om at komme forbi deres eksperimentelle bryggeri, og prøve nogle af deres varer af. Det var overordentligt spændende, og beærede mig desuden med det venlige bekendtskab med brygmester Preben Bøje, som jeg da også hurtigt fik trykket hånd med. Og så var det ellers tid at smage på varerne.
At finde god fylde i øl, mens øllet føles let, ser man ikke tit, men her lykkes det rigtig godt. Det rødbrune bryg smager dybt af mørk malt og træ. Marcus anbefalede at piske den rundt i munden et par gange, så hele mundhulen fik gavn af den.
Tyve procent af malten i brygget er erstattet af overskudsris fra restauranten Sticks & Sushi. Dette gør ikke alene brygget lettere, men også grønnere idet det reducerer madspild – og sparer en del af den CO2, det koster at producere malten i første omgang.
Anbefales herfra at skænke hvis nogen af mine læsere en dag skulle få medlemmer eller vælgere af Dansk Folkeparti på besøg. De kan få en velsmagende øl, der hedder noget fremmedklingende, og som oven i købet bedst markedsføres for klimatosser. Ellers kan man også bare drikke den selv.
Stor tak skal lyde til Daniel, ekspedienten, der så indlevende og opslugende fortalte om brygget.

IPA, DTU/Science Brew
Der var intet, der kunne vippe de to ekstraordinære bryg fra Northern Monk af pinden. Til gengæld var historien om Gohan Biiru så spændende, at vi blev hængende i DTU’s stand for at prøve lidt mere fra det DTU-affilierede eksperimentelle bryggeri Science Brew.
Deres IPA blev jeg advaret om, var en mild en af slagsen. Næsen var da heller ikke ligefrem noget at skrive hjem om, men Marcus var om ikke andet begejstret for smagen.
“Hold nu kæft Kaj,” udbrød han som reaktion på min noget lunkne oplevelse af bryggets karakter, “den er fyldig, den er frugtig, den er legesyg. Det her er hvad du og jeg som de gamle røvhuller vi er, ville kalde ‘en lethumlet IPA’. Men det er en pissefed sommer-IPA!”
Modstræbende – for det bliver jeg gerne, når jeg må døje den slags udfald – indrømmede jeg dens kvaliteter som let sommerbryg. Ikke mindst hvordan den lagde sig mageligt friskbittert bag i munden.
“Men den der syrlighed også … Nu er vi ovre i noget sommeragtigt, og dig som geuzeboi no. 1 må da værdsætte syrligheden!” fortsatte Marcus, “hands down – af alt hvad vi har smagt i dag af IPA’er, er den her den bedste!”
“Nej – den slår ikke den fra Kvickly Allerød (Northern Monk – red.). Men den er også svær at slå.”
“Men jeg vil mene, den her er på linje med den!”
“Men med en helt anden karakter …”
“Jo, ingenlunde så humlet som sådan nogle tunge IPA’er,” causerede Marcus, “men den er en reminder om, at IPA også kan være let og samtidig smagfuld og drikkelig. Fandeme godt!”
Min begejstring nåede aldrig op Marcus’ niveau. Noget tyder dog på, at der her er en lækkerbisken for folk, der foretrækker deres IPA afdæmpet. Jeg foretrækker IPA for fuld musik, og det kan da godt være, det bare er mig, der er mærkelig.

Særbryg, Christiania Bryghus.
Det var ved at blive sent, og der var også grænser for, hvad selv to garvede kvartalsdrankere kunne tåle at få inden for vesten uden at falde om. Vi gik os en lille tur for at finde det sidste sted at prøve øl før hjemturen, og sådan stødte vi på Christianias bod ude i gården. Faktisk tror jeg, det var min anbefaling af deres fortrinline pilsner Super Nova til Marcus, der gjorde, at vi endte med at hænge ud der de sidste minutter.
Jeg blev imidlertid genkendt. Jeg syntes godt nok også, at antallet af følgere på facebook gik noget i vejret, da jeg lavede min videoanmeldelse af samme bryg, og nu fik jeg så mulighed for at trykke nogle af dem i hånden, der sådan havde opdaget mit lille, efterhånden aldrende blogprojekt. Jeg har blogget i 9 år nu, og næsten hvert år glemt at markere selve jubilæumsdagen. Således også i år.
Jeg blev budt en ganske særlig ære i den anledning. Jeg fik lov at prøve brygmesters eget lille særbryg, et batch på i alt sølle 25 liter, som tak for at have bragt det glade budskab om Christiania Brygs fortrinlige øl ud i verden.
“Friskt og græsagtigt. Levende og velbehageligt, og perfekt serveret ved en temperatur mellem 10 og 15 grader,” var Marcus’ begejstrede beskrivelse. Derudover glædede jeg mig over friske og spæde grannåle og bryggets finurlige lethed, som den relativt høje temperatur lod understrege.
Endnu et bryg, jeg ikke ville have kunnet få fat i, hvis ikke jeg var på ølfestival. Blandt alt det andet, man kan få uden for festivalen var det nu ikke fordi dette bryg tårnede sig op. Æren er alligevel intakt sammen med benovelsen over, at man sådan får lov til at blive inviteret ind i privaten.

Stardust, Christiania Bryg
Og efter en selfie med Brygmester selv (se øverste foto fra 1. del af denne lille serie), var det tid til et allersidste bryg: Stardust.
“Perlende champagneagtig frisk, letsyrlig og øh …”
“Du lyder som en onkel,” brød Marcus ind, “der virkelig ikke har lyst, men er tvunget til at stille sig op og holde en tale ved konfirmationen.”
“Det er det. Jeg er også ved at være godt brugt efterhånden.”
Sådan så Marcus sit snit til at overtage: “Den har en guezeagtig surhed i næsen, som er overordentlig tiltalende.”
“Ja, det er sådan set rigtigt. Jeg har ikke prøvet nogen gueze her på festivalen, hvilket jeg næsten er lidt ked af …”
“Kaj, I beg to differ,” og her skal bemærkes, at jeg tog aldeles fejl, da jeg troede at Marcus erklærede sig uenig i, at der var noget at være ked af. “Prøv at tage en stor slurk og skum den gennem munden. – Nu har du smagt en gueze!”
“Det har du faktisk ret i.”
“Ja, og det er en fortræffelig én af slagsen!”
Brygmester gav også Marcus ret, og tilføjede at han godt kunne se den som en aperitif som alternativ til, hvad man ellers byder af aperitiffer. “Og til dem, der ikke kan lide humlesmagen – den behøver de i hvert fald ikke frygte i den her. Den kan alle drikke fra 5 år og op!”
Alle lo, og Marcus kilede lynhurtigt en disclaimer ind, over, at den sidste kommentar måtte stå for gæstetalerens egen regning.
Han går i øvrigt under navnet ‘Greven’.

Og således slutter reportagen fra årets store ølfestival i Lokomotivværkstedet. Vinder blev Northern Monks uforlignelige stout Even More Death, med samme bryggeris IPA, Glory på en meget flot andenplads. Kvickly Allerød skal have aldrig så meget ros for at have brygget med i deres stand, og hvis de kan findes på hylderne deroppe også, så ved jeg hvem jeg snarest muligt skal have til at redde mig et par stykker. Jeg har som nævnt familie i området.

Jeg havde ikke nogen overordnet plan for, hvad jeg ville finde. Så i et forkølet forsøg på at trække nogle linjer ud af indtrykkene fra festivalen – og i øvrigt de andre festivaler, jeg har været til i foråret, hæfter jeg mig først og fremmest ved, at IPA stadig står meget stærkt, og næppe bliver væltet af pinden foreløbig, også selvom typen langt hen ad vejen er gået hen og blevet mainstream.

Inden for typen er der stadig plads til opfindelser, overraskelser og eksperimenter, der kan få oplevelserne til at ekspandere endnu mere. Og det glæder jeg mig til at opleve.

En sidste tak skal lyde til Marcus for at han gad være med. Tak til læserne for at følge med. Forbliv indstillet til flere regulære anmeldelser inden længe.

Ølfestival i Lokomotivværkstedet 2019 – II

Fra venstre: Marcus, undertegnede og Bo. Tak til Louise for håndtering af kamera.

Store oplevelser – i rap …

Jeg har det faktisk skidt med den måde, sidste indlæg endte. Misbrug af børn er et enormt problem i Belgien, og det er ikke noget man skal lave sjov med på nogen måde overhovedet. Nu er pandoras æske imidlertid åbnet, og det jeg så kan forsøge, er at gøre en smule opmærksom på, hvor grotesk og modbydelig sagen egentlig er. Jeg har fundet dette exposé fra The Guardian, helt tilbage fra 2002, der gengiver de store linier i Belgiens store pædofilisag. En arkiveret nyhedsartikel fra BBC online fra 2004 fortæller at de hovedmistænkte, Marc Dutroux og Michel Nihoul blev dømt skyldige. Dutroux afsoner den dag i dag en livstidsstraf, mens Nihoul allerede i 2005 blev sat fri.

Sagen ledte til spekulationer om, hvorvidt de Belgiske myndigheder var involveret. Efterforskningen var påfaldende sjusket og ledsaget af en række belejligede dødsfald blandt hovedvidnerne i de anklagede børnemishandleres favør.

Jeg føler jeg har fået det lidt ud af systemet endnu. Jeg ved ikke om det underbevidst var derfor, der ikke blev prøvet flere øl fra Belgien på ølfestivalen – men selv hvis det var tilfældet, ville det også være lidt fjollet, da det jo for pokker ikke er den fine belgiske ølkultur, der er skyld i hele den misære.

Vel – det var alvor nok. Nu tilbage til føljetonen om Marcus (den bandit) og min tur på ølfestival i Lokomotivværkstedet sidst i maj måned.

Svend Tveskæg MIPA, Old Hat Brewing Co.
Aftenen stod åbenbart i IPA’ernes tegn. Vi spillede sikkert, idet det er sjældent at man går helt galt i byen med en IPA. MIPA’en Svend Tveskæg fra Old Hat Brewing Co. på Frederiksberg er krydret med mjødurt – så har man også en forklaring på navnevalget. Derudover er brygget tilsat laktose, hvilket forklarer M’et i betegnelsen – Milk IPA.
“Den her gør det modsatte af de andre IPA’er vi har smagt,” startede Marcus, “de andre havde det meste i næsen. Den her har en fræk, bred lidt overraskende smag, der pludselig breder sig lystigt ud over tungen et halvt sekund efter den er kommet indenbords. Legende offensiv! Den her har det i glasset, der er legesygt og fornøjeligt …”
“Ja, der er noget bitterhed der kradser lidt og river lidt,” gav jeg Marcus lettere modstræbende. På optagelsen (jeg må indrømme at oplevelsen her næsten en måned senere fortaber sig af lige netop denne øl) lyder jeg i hvert fald ikke helt så begejstret som ham.
“Og mens de andre var lidt tåget ananas-appelsinfarvede, så er den her også mere rødbrun i det og smager derefter,” tirerede Marcus ufortrødent videre.
På den anden side skal jeg ikke afvise, at min utilbøjelighed til at afbryde Marcus med protester, kunne indikere, at jeg faktisk også var godt tilfreds.

Undervejs i min gennemgang støtter jeg mig ganske meget til mit billedkatalog. Efter MIPA’en var vi en tur ude i gårdarealet, og mon ikke det var for at nyde den aldeles smagfulde Wurst med kartoffelsalat, som madstedet diskede op med. Jeg skylder Marcus tak for mulje ud over godt selskab.

Jeg rendte ind i et par gamle venner – Louise, som jeg har spillet i pipe band med back in the day, samt Bo, som man vil kunne opleve i selskab med hans sidekick i denne facebook-video fra sidste år. Se i øvrigt skilderiet øverst.

Men pligten kaldte. Aldrig så snart vi havde forladt gårdarealet, mætte og tilfredse, før Marcus havde fundet hele to øl, vi skulle prøve.

Glory Tripel IPA, Northern Monk
“Det er godt øl! Det er rigtig dejlig overvældende IPA, det her!”
“Det er lige før det har en tand af surhed?” udbrød Marcus både begejstret og overrasket.
“Det er IPA som det skal være!”
“Det er IPA, som blev skænket kold for få minutter siden, men det smager i sin fylde lunt! Og det er ikke dårligt!”
“Det er det ikke,” istemte jeg, “og det er næsten så tykt, at det skal tygges!”
IPA’en fra Northern Monk var tydeligvis et højdepunkt af de helt store. Og der var mere i vente.
“Man kan næsten mærke humlestykkerne …” fortsatte jeg.
“Ja, man skal lige stange tænder.”
“Nøj, det er skønt …”
Osv. osv. – I forstår nok, at denne IPA var noget ud over det sædvanlige. I den grad, fristes man endda til at tilføje. Begejstrede grin. Host af humlen, der kradsede ekstra meget ved svælget …
Jep! Det var rigtig godt. Videre til næste.

Even more death Imperial Stout, Northern Monk
Og fra begejstrede sætninger, omend stadig med rigtige ord, slog vi nu over uartikulerede nydelsesgrynt og højlydt ekstatisk latter – endda kun over duften af den imperial stout, Marcus havde skaffet os fra samme bryggeri.
“Dette er ikke duften – er lugten af træ”, næsten råbte jeg i eufori.
“Det der det er basically lige dele Malibu og Kahlua for saaaatan da!” stemte Marcus straks i.
Flere henrykkelsesgrynt og brøl idet bægeret blev sat for munden.
“Som en meget meget chokoladebrunsvier!” – Ja, Marcus kunne i sin begejstring ikke engang sproge rigtigt længere. Og han er om muligt en endnu større sprogrøgter end jeg selv.
Det siger noget om kvaliteten af det dybmørke, nattætte bryg, og dets mylder af velsmagende indtryk. Søde, bitre, chokoladede, træede … “Det er lige præcis sådan noget, man tager på ølfestival for at opleve,” erklærede jeg, før Marcus påbegyndte endnu en tirade, der endte med, at dette måtte være øllets espresso eller dessertvin. For ingen ville kunne holde til et helt ølglas af den.
Siden har vi komponeret skjaldevers og psalmer til dens pris, omhandlende dens flavour af ristede, akkurat smeltede, akkurat brankede marshmellows, tilsat mørk chokolade og stærk kaffe, som vi siden har sunget ved flere højtidelige lejligh… gu’ har vi da ej. Men brygget er ikke desto mindre lavet af samme substans, der giver anledning til den slags.

Birkerød Forår, Birkerød Bryg
[OPDATERING: De to Northern Monk øl, der netop er gennemgået, blev anskaffet i Kvickly Allerøds bod, og ikke de to, der anmeldes her. Marcus har venligst gjort mig opmærksom på dette, idet hans væsentligt yngre hjerne endnu ikke er ramt i samme grad af demens som undertegnedes.] Tilbage dengang der stadig gik dinosaurer rundt på jorden … eller i hvert fald dengang Anders Fogh stadig var statsminister, arbejdede Marcus i Allerød. Der lærte han om Kvickly Allerøds vidtberømmede ølafdeling, som jeg, selvom jeg har nær familie i Allerød, faktisk aldrig selv har haft lejlighed til at gå på opdagelse i.
Men fordi den er så stor og berømt, havde den sin egen stand på festivalen. Og de næste to øl skulle Marcus vælge ud til os derfra. Ligesom han valgte de to foregående øl, i øvrigt. Men det lod han jo til at være god til, så ingen indvendinger fra min side.
Duft af lyst træ og mjød fik ikke den vilde begejstring frem i mig, da duftudtrykket ikke gjorde noget stort væsen ud af sig.
“Den har lidt mere i smagen,” indrømmede jeg modstræbende efter glasset var sat for munden. Marcus havde allerede bemærket, at nogle af de øl vi havde været mest heldige med, faktisk ikke havde duftet meget.
“Den har vel næsten mere … en humlet surhed end en bitterhed!” udbrød Marcus næsten overrasket. “Det er jeg ingenlunde imod. Og den har en god eftersmag. Men hælder man den i et glas, og går ud fra duften, så går man galt i byen når man smager den.”
Marcus roste desuden brygget for at være ét, man kunne have stående længe af, og tage en tår af ind imellem frem for at bælle det. “For en fordrukken sut som mig, er det en fordel,” afsluttede han.
“Jaeh, tosset smager den ikke,” lød mit svar. Min begejstring var vist knap så stor som Marcus’.

Birkerød Vinterbryg, Birkerød Bryg
“Uh, en lille bitte smule cideragtig tone i næsen faktisk,” begyndte Marcus, “næsten ingen næse ellers. Hvilket jo i dag har været et godt tegn – efter dig …” Åbenbart ville han have mig til at smage først.
“Uf! Den bryder jeg mig ikke om. Underligt lakridsagtig, mestendels tynd og underligt syrlig. Den smager lidt af pap og sålelæder …”
Men så let skulle Marcus’ gode oplevelse af brygget åbenbart ikke ødelægges. “Den har en surhed jeg er forbløffet over. I betragtning af farven, troede jeg den ville have mere oomph.” Herefter gjorde han meget ud af at indvende, at jeg aldrig havde været i en demonstration, hvor jeg havde smagt sålelæder, og at det i øvrigt typisk var rågummi, støvlesåler er lavet af. “Den smager af illusionen om sålelæder,” understregede han med lige dele hoven foragt og formynderi. “Det er skyggen af sålelæder … eller måske sålelæder uden for hulen…?”
Se hvor man kan blive afsporet, selvom man ikke er den i selskabet, der har en aspergerdiagnose.
Jeg anførte igen, at jeg ikke brød mig om den, men valgte alligevel at knytte an til Marcus’ hentydninger til hulelignelsen. “Jeg ved ikke rigtig hvad ideen med den her øl har været …”
Marcus – den uforbederlige optimist – roste til gengæld bryggeriet for at turde lave forskellige øl, fremfor en masse øl, der hedder noget forskelligt, men reelt smager næsten ens. “Vores nye ven, diplombrygger Leif Kjøller ved hvad han vil med de her øl, og han er ikke bange for at brygge noget forskelligt.”
“Tror du han er i familie med Povl?”
“Der er ingen, der er i familie med Povl. Povl er Gud. Povl er et abstrakt.”
“Okay.”

Og idet Marcus fik sat dét på plads, trissede vi, nu godt snaldrede, videre ud mellem de mange boder. Et sidste indlæg vil det blive til, i denne miniserie om Marcus’ og min tur på ølfestival i maj måned.

Forbliv indstillede dertil.

Ølfestival i Lokomotivværkstedet 2019 – I

På jagt …

Så har jeg omsider fået adresseret elefanten i lokalet, eller i hvert fald på mine harddiske i hhv min telefon og min PC – de mange optagelser og billeder fra årets store Ølfestival i Lokomotivværkstedet i København SV, hvor jeg indfandt mig så langt tilbage som 24. maj i selskab med min så hyppige medsmager og -anmelder, Marcus.

En slem omgang ondt i sjælen har forsinket renskrivningsprojektet flere gange, og det har jeg som bekendt allerede udbredt mig om så rigeligt, så det skal læserne forskånes for her, ud over at det hurtigt skal nævnes.

På forhånd vil jeg takke Marcus for at han gad tage med og selvfølgelig, at han fik mig overtalt til at deltage i den Bachelor-undersøgelse på Esrum Kloster, hvor netop min besvarelse efterfølgende blev udtrukket som vinder af en billet netop til Ølfestivalen i København. Havde jeg ikke vundet billetten, havde jeg nok købt den i stedet – og så måske ikke alligevel. At jeg, der ellers aldrig synes, jeg vinder noget, gik hen og vandt den ene af de to billetter, der var sat på højkant (ud af 140 besvarelser) gjorde det midt i en dengang allerede murrende depression klart, at det i hvert fald var noget, jeg skulle med til.

Jeg vil prøve at gøre det kort og koncist som altid … men Marcus var med, så det kan selvfølgelig godt blive en udfordring, da han lider af præcis samme inkompetence udi kortfattetheden, som jeg selv gør. Men så må jeg vel dele min rapport op i 2 (eller 3 eller 4. Måske endda 5) dele, ligesom jeg gjorde med Esrum-rapporten for at den heller ikke skulle blive for lang.

Belle Saison, Thyras Bryg
Vores ankomst til hallen var imidlertid ikke koordineret ned til minuttet, så jeg indfandt mig en liden stund tidligere end min medsmager. Det første og eneste bryg jeg prøvede på egen hånd blev således Belle Saison fra Thyras Bryg, et bryggeri i hjertet af Roskilde. Syrlig i duften med noter af vanille og franskbrød. Syrligt-sød smag og med en anelse banan i smagen. Forfriskende for så vidt, men i virkeligheden med mere karakter af en Witbier end en Saison.

Mere nåede jeg altså ikke at solo-smage. Marcus havde indfundet sig, og vi mødtes ved lokomotivet bagest i hallen, hvorefter vi gik på jagt …

Djævel, Musicon
“Silkeblød og forførende” ævlede Marcus om denne, den første øl, vi prøvede sammen. “Kaj påstod jo, ung og naiv som han er, at den intet djævelsk havde over sig. Hvor jeg jo …” Bemærk her, hvordan det i en verbatim gengivelse af Marcus’ ordstrøm fremgår, hvor glad Marcus er for ordet ‘jo’. Han er ellers kendt for at påtale andres brug af det lille ord, så snart han kan komme til det. Vel, det var et sidespor “… skarptsynet og depraveret som jeg er, vil fremhæve at den holder 8% og smager som din sødeste, flinkeste ven som du kan stole på. Og før du ved af det er du sejlende beruset!”
“På den måde er den selvfølgelig en djævel” indrømmede jeg. Som Marcus antydede, syntes jeg den manglede noget grovhed, bitterhed og noget tyngde. Navnet taget i betragtning forekom brygget mig ufarligt og noget for let. Men sådan mindede den vel udmærket om genrens originale form, der netop var relativt let og sød.
Mon ikke det mest var navnet, jeg var utilfreds med? Oplevelsen var der, og gensynet med Musicon fra Copenhagen Beer Festival var glædeligt.

I år havde jeg ikke nogen overordnet plan for, hvilken type øl, jeg ville gå efter. I stedet danderede Marcus og jeg mere eller mindre planløst rundt og prøvede blot det, vi syntes så interessant. ud …

Sundancer Sea Buckthorn, Åben
… såsom denne New England IPA med havtorn. NEIPA er kendt for deres særligt høje humleindhold, og brygget her kunne da også udmærket gøre det ud for lugtesalt, der nær kunne vække døde til live.
“En legesyg frugtighed, der boltrer sig,” causerede Marcus, “hvis smagen lever op til resten er jeg fuldstændig blown away!”.
Det umiddlebare indtryk var vi rørende enige om: “Hold da op!” Men derfra blev oplevelsen en kende mere afdæmpet. “Det er som om nogen har blandet appelsinvand fra min barndom sammen med IPA,” sagde Marcus, “men leider er der mere appelsinvand end IPA.”
Vi var enige om, at brygget var lettere end forventet ud fra den ellers meget lovende næse. Og uden at brygget på noget tidspunkt var dårligt, måtte man alligevel føle sig en anelse snydt.

Prohibicija, Sakiskiu Alus
I forhåbning om noget bedre – eller bare noget der var mindst lige så godt, for igen, Sundancer Sea Buckthorn var overordnet langt fra en skuffelse – gik vi videre til Prohibicija, der var endnu en NEIPA. Men her stod NE ikke for New England, men derimod North European. Bryggeriet er fra Litauen, og det er vel derfor, de tilføjer præfikset NE som en kæk og tilpas næsvis finurlighed.
I udtrykket – at dømme ud fra oplevelsen i hvert fald – adskilte den sig ikke meget fra Sundancer. Det fik mig spontant til at overveje, “mon de lette IPA’er er på vej frem?”
“Det håber jeg ikke,” mumlede Marcus imellem to af de sprøde litauiske brødsnacks, som udskænkningsstedet havde stillet frem som supplement.
“Det håber jeg heller ikke,” erklærede jeg med et ikke uanseligt kvantum panik i stemmen.
“Jeg skal i øvrigt sige,” knasede og gumlede Marcus videre, “mens vores litauiske ven i baren ikke kan høre det: De her litauiske brødsnacks er gode, men lettiske brødsnacks er uendeligt gode.”
Så er nogle af læserne derude til brødsnacks, synes jeg I skal tage imod dette pro-tip fra en kender.

Wittekerke Rosé, De Brabandere
“Skulle vi ikke prøve noget surt øl?” foreslog jeg med succesen fra Esrum stadig nogenlunde frisk i hukommelsen – altså at Marcus ikke harkede og spyttede det sekund hans mund kom i kontakt med en geuze. Men et så opstemt “Jo” fra Marcus havde jeg nu alligevel ikke ventet.
Med selve aftenen langt uden for frisk erindring husker jeg ikke længere forløbet præcis. Men så vidt jeg husker havde Marcus for et øjeblik forladt mig, mens jeg bestilte smagsprøverne til os. I hvilken stand husker jeg desværre heller ikke længere.
Jeg bad i hvert fald om deres sureste øl … som de kunne fortælle mig var udsolgt. Vel, jeg besluttede mig lynhurtigt for at springe i den stik modsatte grøft og bestilte i stedet det sødeste, de havde. En Wittekerke Rosé fra Brasserie de Brabandere blev det til. Bryggeriet har leveret hvad der fortsat er min største surtølsoplevelse nogensinde – den uforlignelige foeder Aged Pale.
Efter den nødvendige, men også noget fjollede indledende manøvre, hvor vi skiftevis harkende og spruttende spekulerede over navnets udtale på flamsk, og jeg havde konstateret at brygget duftede dejligt, tog vi hver et drag.
“Holllddaopmand! Hindbær like crazy!” udbrød Marcus begejstret. “Øj manner!” Et par sekunder fattede han sig, hvorefter tiraden for alvor måtte starte: “Jeg tror du og jeg er stærkt uenige, men denne øl, hands down, er den første øl der et-hundrede procent har levet op til og leveret, muligvis overgået, hvad den lovede! Det er lige i skabet for en hindbærbrus det her! En hindbærbrus man bliver fuld af.”
Mine bekræftende grynt på optagelsen antyder nu, at uenigheden slet ikke var så stor endda.
“Jeg er enig, jeg kan også godt lide den,” forsvarede jeg mig, “ikke mindst fordi jeg også synes den har en sur kant.”
“Jeg har nok tilbragt for mange år sammen med Kaj Geuzeboi Framke til at kunne bemærke den der sure kant. Jeg synes den smager sødt og dejligt.”
“Det gør den også, men der er også en sur kant. Og den er utroligt forfriskende,” fortsatte jeg i håb om snarligt fælles fodslaw. “Den kunne jeg sidde og bælle i litervis på en varm sommerdag.”

Det var så her Marcus lavede en højst upassende vittighed om, at brygget ville være egnet til en børnefødselsdag, der også havde det som pointe, at brygget var fra Belgien. Jeg vil undlade at gengive vittigheden i sin fulde længde her. Jeg vil faktisk slet ikke gengive den, men blot undskylde for min medsmagers til tider anstrengende form for humoristisk sans, som i dette tilfælde ikke engang kunne undskyldes med, at vi havde fået for mange genstande under vesten.

Der var kun fire indtil videre – vel, fem for mit vedkommende, men det var ikke mig, der var upassende.

Jeg vil knække beretningen over her, så der ikke går for lang tid mellem at der bliver lagt nyt op på bloggen. 2. del af beretningen følger snarest. Jeg håber, I forbliver indstillet.

Øl Rug, Thisted Bryghus

Mørke – uden alt det gode …

Egentlig kan jeg godt lide at køre i rutsjebane. Bakkens er min favorit. Men den rutsjebanetur, som min stressudløste depression har udviklet sig til, måtte snart gerne ende.

Jeg har i et forsøg på at kigge op ad hullet i stedet for at kigge videre ned i dybet, klemt mig ind bag computerskærmen, mekanisk har jeg styret mus og tastet de rigtige steder, så jeg kunne nå ind på min blog for i det mindste at holde den gryde en lillebitte smule i kog.

Mit billedgalleri på telefonen afslører, at jeg prøvede denne øl kort efter ølfestivalen i lokomotivværkstedet, men præcis hvornår fortaber sig i tågerne. Brygget har stået meget længere end det. Siden december måned, hvor jeg fik den i min Thisted Bryghus-julekalender. Dengang så jeg lyst og optimistisk på tingene, og kunne meget mere end blot slæbe mig igennem det allermest nødvendige for at holde livet i gang.

Vel, ifølge notaterne var bryggets duft ikke den store oplevelse. Syrlig og letrøget i duften med et præsent element af rugbrød. Rug er angiveligt en utaknemmelig kornsort at brygge øl på, hvilket ingenlunde får mig til at fnyse ad Thisted Bryghus for at starte et projekt, der alt for let mislykkes. Nej, jeg tager hatten af for, at de tør binde an med de genstridige kulhydrater.

I smagen går det da også bedre. Brygget er rart at have i munden med varme, runde noter af mildtristet kaffe, en sjat rom og en småsyrlig, mørk bitterhed af træ, som man kender den, når rugbrygningen faktisk lykkes. Brygget kan til gengæld ikke løbe fra at vige på fyldeparametret. Det er lidt vandet i det, hvilket desværre alt for tit er resultatet af brygeksperimenter med rug.

Men det er gået langt værre. Og igen – Respekt til Thisted Bryghus for at turde.

Fat Tire, New Belgium Brewing

Uden at være mainstream …

Lad det være sagt klart og tydeligt med det samme: I’m not saying that Pastor McMurtry is sexually attracted to pumpkins. All I’m saying is: We don’t really know … Hvad skulle det nu til for? Vel, nu skal I høre. En bevægelse af meget meget  fromme kristne – så fromme er de, at de slet ikke kan klare, at nogle mennesker ikke er lige så repressivt CIS-normative og selvudslettende heteroseksuelle som dem selv – der går under navnet New Independent Fundamentalist Baptist Church, har besluttet at holde en konference i midten af juni i Orlando Florida under sloganet ‘Make America Straight Again’.

Der bydes altså på lige dele afstumpet homo-had, og plagiat af alt muligt andet had, leveret i hvad der angiveligt skal forestille en form for kristen indpakning. #notallchristians er passende lige at hashtagge i forbifarten, og så ellers udtrykke min retfærdige harme over, at den form for indskrænkethed og had stadig eksisterer i verden i dag.

Heldigvis findes der en stor bevægelse imod arrangementet, og indledningen på dagens indlæg vil være en del af mit lille ydmyge bidrag til, at få samtlige online søgeplatforme til at forbinde lederen af konferencen, Pastor Tommy McMurtry med seksuel tiltrukkethed af græskar.

Det lyder fjollet, syret endda, og det er det også. Men der er en forklaring. Vil man kende forklaringen og eventuelt selv engagere sig, kan man med held se disse to videoer, med Jimmy Snow, aka Mr. Atheist – en af de YouTube-kanaler, der inspirerede mig selv til at begynde at lave videoer.

Dagens øl er også anmeldt i en video. Den er kun få dage gammel. Optagelserne ligger til gengæld tilbage fra før jeg var på ølfestival i Esrum. Men I ved, hvordan alt for meget af min tid i maj måned gik med ikke at have det særlig godt. Jeg er stadig i gang med at komme efter det forsømte, og heldigvis er det da også denne anmeldelse, der har hængt i bremsen i længst tid.

Det er den anden øl fra New Belgium Brewing, jeg prøver. Den første var Citradelic Tangerine IPA, der var en udelt nydelse. Denne øl lader til at være bryggeriets flagskib, og navnet henviser da også til bryggeriets logo, der er en cykel med kraftigt stel. At cykle er som bekendt progressivt og CO2-besparende, og dermed passer det jo aldeles fint til et bryggeri, der genererer egen strøm med solceller, selv renser det vand, der forbruges i brygprocessen, og i øvrigt er 100% medarbejderejet. Altså ingen ledelse, der skummer fløden på bekostning af medarbejdernes groft udnyttede arbejdskraft. Det er lige som det skal være!

Brygget her er til gengæld en anelse sværere tilgængeligt en den citrusaromatiske ganefryd fra sidst. Det højorange bryg dufter en smule af karamel, noget af malt og en anelse af eg – og i det hele taget ikke ret meget. Bryggets udtryk er gemt i aromaen, hvor man overraskes af en syrligt-sød karamel- og egetræsduo i samme øjeblik brygget når bag læberne.

Der skal måske arbejdes lidt med indtrykkene, da de ikke er de lettest tilgængelige i ølverdenen. Kan man imidlertid sine øltyper, forekommer brygget på den anden side heller ikke ligefrem revolutionerende, og lader sig drikke i lange – men koncentrerede drag, hvor et ikke for stort hulrum mellem tunge og gane kan trække rigeligt aroma ud af brygget.

Brygget er ikke overvældende fyldigt. Det er også kun svagt karboneret. Til gengæld føles det rart og blødt på tungen, hvor malt og karamelaroma gør sit, mens et stik at noget mere mystisk og udfordrende rammer mandlerne, hvor egetræsaromaen sætter ind.

Aldeles nydeligt er brygget, der formår at være letdrikkeligt uden at være mainstream.

New Belgiums øl skal afgjort med i kurven, hvis jeg igen skulle støde på dem engang.

Oude Geuze, Boon

Skøn, omend overgået …

Fangsten fra årets ølfestival i Esrum var ikke overvældende. To kom med hjem, og dermed har jeg ikke fundet anledning til at lave et særskilt tema ud af anmeldelserne af dem. Der er den her, og æbleøllen – og det er alt.

Fangsten fra gårsdagens store ølfestival i Lokomotivværkestedet i København var heller ikke stor. Til gengæld kan man glæde sig til det overordentligt lange indlæg, der som traditionen tro vil blive skrevet. Marcus var også med der, og det har gerne den betydning for mine festivalanmeldelser, at de bliver længere end normalt, så der vil være rigeligt at tage fat på.

Folketingsvalget nærmer sig også, og i morgen er der EP-valg. Jeg har for længst brevstemt til begge dele, og vil selvfølgelig opfordre alle til at få stemt på dem de helst vil have vinder. At jeg ikke synes, man skal stemme på Stram Kurs eller deres kloner i Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti burde være overraskende for de færreste, og i den anledning vil jeg allerede nu – for ikke at glemme det – smide et shout out til en nystartet YouTube-kanal. Den hedder ‘Crazy Bulgarian‘ og er startet af samme personlighed, der står bag Twitter-kontoen ‘Alex Den Største‘. Den har indtil videre gjort det til sin mission at vise Rasmus Paludan i pinlige situationer, og det er ærværdigt i sig selv.

Jeg skal også have givet ham et shoutout engang når jeg får min YouTube-kanal op at køre igen. Den ser ud til at være det, der har lidt mest og i længst tid under det nervøse sammenbrud, jeg led i sidste uge. Men selv der, er der begyndt at ske lidt igen, så inden alt for lang tid, regner jeg med atter at have noget klar der også.

I første omgang går jeg dog efter at begynde at anmelde på bloggen mere regelmæssigt igen. Her gælder det den ene af de to øl, jeg havde med fra Esrum – en ren gueze, som jeg faktisk prøvede sidste år, men ikke blev anmeldt, da der kun var tale om en smagsprøve.

Hvor Mariage Parfait skulle være den perfekte blanding af forskellige lagrede lambics, så fremgår det ikke rigtig, hvad planen med Oude Geuze har været. Men skønt dufter det lyse, tågede bryg i hvert fald. Citronsyre og vanille blander sig forbløffende skønt, og minder mig om, hvordan jeg som barn fandt ud af at man kunne blande netop sukker og citronsaft og lade det størkne til noget forbløffende lækkert hjemmelavet slik.

Brygget river da også med det samme rigtig godt i kinder og gummer, så man ud over at blive vederkvæget også bliver forfrisket i betydningen ‘mindre træt’ og ‘fristet til narrestreger’. På en bund af eddike bygges der således ovenpå af friskere syrlighed af lime og citron, og oplevelsen toppes af en let sødme, der også er med til at gøre brygget mindre vanskeligt at drikke. Geuze er ikke just det mest lettilgængelige øl på markedet, men der er alligevel milevidt fra dette bryg til den supersure foeder, som jeg stadig husker som den største surtølsoplevelse nogensinde.

Den fremtræder en smule mere endimensionel end den angiveligt mere populære Mariage Parfait. Mariage Parfait byder på flere forskellige typer surhed, hvor Oude Geuze i højere grad rendyrker citrussyren. Oude Gueze er også en kende mere afdæmpet i sit sure udtryk, og fremstår dermed også mere letdrikkelig og lettilgængelig end det perfekte ægteskab.

Jeg huskede den som bedre end Mariage Parfait, men nu kan jeg ikke længere huske hvorfor. Nogen ringe øl, eller nogen ringe geuze er den dog ingenlunde. Et rart, forfriskende surtølsindslag er den under alle omstændigheder, og bestemt oplevelsen værd, hvis man ligesom jeg slet ikke kan få nok af de sure belgiske dråber.

Tusker, East African Breweries

End ikke en babyelefant …

Idet jeg nogenlunde har rejst mig fra sygesengen, er det blevet tid til at få færdiggjort de opgaver, der under min sidste nedtur fik lov at ligge ufærdige hen.

Denne øl, fx, er det vist flere uger siden, jeg fik afprøvet. Lige efter Esrum-eskapaderne og  besøget på Copenhagen Beer Festival tilbage i april. Det var også der, den blev købt – i African Beer‘s stand.

Marcus har været mig behjælpelig med nogle korrektioner til, hvad jeg i hint indlæg skrev om hans rejse til Afrika. Selv havde Marcus kun været der i en måned (hvilket jeg nu synes heller ikke er så lidt endda), mens hans bror Joachim havde rejst rundt i længere tid på kontinentet.

Og det var på den rejse, at Joachim åbenbart havde vundet noget begejstring for denne øl fra Kenya. Kenya som nation får dermed sin debut her på bloggen, og jeg skal i øvrigt behørigt beklage, at jeg på min facebook-side kontrafaktisk kom til at påstå, at den var fra Nigeria. Jeg vil meget nødigt opfattes som en af de udannede, selvfede, neokolonialistiske europæere, der tror Afrika er ét fedt, og jeg håber derfor at korrektionen er vel modtaget hos læsere med Afrikanske rødder – eller bare folk, der tænker omtrent som jeg selv gør.

Selvom jeg har svoret at Afrika aldrig skal være det ringest repræsenterede kontinent på blokken (næst efter Antarktis) er det lidt en anden sag med kvaliteten. Den vil jeg – til trods for århundreders europæisk kolonialisme efterfulgt af racisme, samt udplyndring hele tiden – fortsat være hudløst ærlig omkring.

Med denne øl starter det ellers godt. Brygget er – skønt en jævn pilsner – ganske mørkt, og skummet rejser sig egentlig adækvat op over dunkelheden. Duften matcher til gengæld ikke – den er meget let, grænsende til det insignifikante, men yder dog en smule pilsnerhumle, blandet med lidt ubestemmetlig syre af citrus.

Og hvis jeg sad tilbage efter ølfestivalen i Esrum, og var utilfreds med, hvor få og fragmentariske mine noter var, så er noterne til dette bryg – nedskrevet hjemme i privaten under afslappede former med rigeligt tid – rent ud sagt begrædeligt. Jeg har noteret, at brygget er meget let, at der praktisk talt ingen humle er i smagen, og at brygget derfor smager alt for meget af vand.

Det er måske også at foretrække i ækvatorial middagshede. På min blog, til gengæld, kræver det altså noget aroma og karakter, hvis man vil nå op i en højde, hvor der er flere stjerner at lege med.

Mere øl på klosteret, feat. Marcus … II

Nye indtryk, nye fejlskud …

Hermed følger anden del af min beretning om turen til Esrum d. 4 maj, hvor jeg i selskab med min trofaste medsmager Marcus frekventerede ølfestivalen i de gamle klosterbygninger … eller næsten i hvert fald. Hvordan arrangementet var skubbet godt og vel 100 meter væk, kan man læse i første del.

Undervejs i festivalprocessen måtte udstyret jo svigte. Min telefon er ikke længere ny, og det kan især mærkes på, at batteriet meget hurtigt går dødt. Heldigvis var medsmager Marcus fortsat bevæbnet, og jeg havde selv været snarrådig nok til at tage en notesblok med for netop det tilfældes skyld.

Vi nød et foredrag om munkeøl i et langt fra overfyldt, men til gengæld ligeledes småkoldt telt. Der blev budt på anekdoter såvel som en kortfattet historisk oversigt over munkevæsenets historie, og hvordan ølbrygning blev en vigtig del af det. Herefter var blev der budt op til fællessang – The Wild Rover – som undertegnede og medsmager endda kunne brumme med på.

Og med de sidste flæskesvær i vommen, var det tid til en revisited. Jeg ville – fordi omgivelserne dårlig kunne passe bedre, i hvert fald ikke på vores længde- og breddegrader, samt fordi selskabet indbød til det – genafprøve en af mine højdespringere fra sidste års Ølfestival – den uforlignelige Mariage Parfait. Således kunne Marcus også få lov at smage en rigtig Geuze, der ikke var fortyndet med et eller andet frugtkoncentrat – hvor vederkvægende og smagfuldt det ellers måtte forekomme.

Mariage Parfait
“Der er i virkeligheden ikke så meget duft i den her, der er den der …”
“Det er fordi du er vant til at drikke geuze,” afbrød Marcus mig lettere triggered (er det ikke det, det hedder på nutidensungdomsk?) “Os grødbønder ude fra Valby, vi kan da godt nok mærke en hel del i det her. Men mit vokabolarium,” fortsatte han, “rækker ikke til andet end at sige, at duften viser alle kendetegnene af en gueze i en, må man sige, ganske velafstemt surhed. Og,” tilføjede han efter en veltilrettelagt kunstpause, “det kommer fra en ikke-geuze fan.”

“Dette er,” fortsatte Marcus, “i virkeligheden et meget fint vessel … det er som at køre ned af strandvejen på chassis’et af en bil, før der kommer karrosseri på. Den er den perfekte bund til at bygge noget oven på. Den er grundmalingen, som så får en anden maling udenpå inden man flytter ind.”
Jeg lod Marcus fortsætte associationsrækken, mens jeg hengav mig til det midlertidige paradis, det klare, sure øl satte mig i oven på en blonde, der ingenlunde faldt i min smag. “Æbleøllen, vi prøvede først er det færdige produkt. Dette er et stykke undervejs i produktet, hvor purister så har sagt, ‘nåhr ja, nu har vi dette fine noble bryg af’ – lad os nu være ærlige, dette er øllets studenterbrød – det er hvad der faldt ned i en spand fordi vi lod vinduet stå åbent under et utæt gulv som vi traskede rundt ovenpå, ikke? Og det kommer der nogen glimrende ud af, som man kan arbejde videre med. Men det her er jo et ufærdigt produkt …”

En resolut pause i ordstrømmen lod mig vide, at Marcus afventede et svar. Jeg huskede, hvordan jeg året før havde fået en uddybende forklaring af geuze-væsenet, og forsøgte nu at gengive denne, så godt jeg kunne. Det skulle senere vise sig, at jeg var aldeles gal på den, og læser man videre, vil man blive klogere på, hvordan.
Til Marcus bratte afbræk i ordflommen, svarede jeg tøvende: “Det er ikke helt ved siden af hvad belgierne angiveligt selv mener, fordi de drikker det gerne opblandet. Det er os mærkelige mennesker fra andre lande, der mener at dette produkt i sin rene form er værd at drikke. Det mener jeg at have hørt nogen fortælle …”
Den anekdotiske evidens skreg til himlen som Abels blod, da jeg i det samme satte trumf på: “Denne nogen står i en stand i bygningen bag os, og han er fra Belgien. Hvad siger du til, at vi spørger ham?”
Den var Marcus med på, så ind i det hvide bindingsværkshus gik det for at få syn for sagn.

Interview med Robert fra Belgien.

Robert – af statur ikke just fremtrædende, men dette i skarp kontrast til hans prægtige lange skæg, der sammen med hans runde briller måtte minde så usigeligt meget om salig Thorkild Demuth  – kunne imidlertid fortælle, at jeg havde fået galt fat i, hvordan belgierne omgås det sure, men umådeligt forfriskende geuze-væsen.
“Jo,” svarede han, “selvfølgelig drikker belgierne også geuze rent.”
“Så det havde jeg fået helt galt fat i? Det er ikke noget man altid blander op?”
“Man har jo de her frugtøl,” berettede Robert engageret, “hvor man har tilføjet frugt i gæringsprocessen, så sukkeret i frugten kan stå lidt imod det syrlige i geuzen.”
Dermed var vi tilbage ved de frugtøl, jeg prøvede så mange af sidste år, og som Marcus også havde fået smag for i begyndelsen af arrangementet. Jeg måtte åbenbart gå lidt hårdere til værks for at få svar på spørgsmålet.
“Jeg står her med en Mariage Parfait, og jeg drikker den rent. Det var min opfattelse, at det ikke rigtig var noget, man gjorde i Belgien. Det var kun noget man gjorde uden for Belgien, fordi folk uden for Belgien ikke ved, hvordan man rigtig skal gøre det?”
“Nej,” afkræftede den prægtigtskæggede ekspert “en geuze er altid en blanding af forskellige øl. Og den du står med der skulle – og derfor hedder den Mariage Parfait – fremstå som den perfekte blanding af forskellige lambic-øl. Forskellige årgange blandes så man rammer en bestemt smag.”
“Og belgierne kan altså godt drikke den rent, sådan som jeg gør det?”
“Ja, selvfølgelig kan de det”
“Vel, det havde jeg så fået galt fat i, men mange tak skal du have,” tilstod jeg taknemmeligt.

Jeg foretrækker at blive irettesat, når jeg tager fejl. Og jeg er ikke bange for at indrømme når det sker – nu har jeg fx brugt et helt afsnit i dette indlæg på at udstille
min uvidenhed sammen med  beretningen om, hvordan jeg, ved at få rettet min fejltagelse, blev klogere.

Undersøgelsen

“Kaj, in the name of science,” er det sidste, man kan høre på min optagelse af interviewet med Robert. Marcus havde fundet en stand, hvor en bachelorstuderende havde brygget fem forskellige øl, til afprøvning og vurdering via et spørgeskema.

Der var fire eller fem forskellige, der alle skulle vurderes ud fra en række parametre – duft, mundfylde, aroma, farve  osv, alle typiske for øl. Næppe overraskende faldt IPA’en fint i min smag, mens jeg vurderede en let frokostøl som den mindst interessante … Jeg måtte faktisk hælde resten af smagsprøven ud efter et par nip.

Når man deltog i undersøgelsen, ville man også deltage i lodtrækningen om to billetter til DØE’s ølfestival i Lokomotivværkstedet 23-25 maj, og hvor mit held i den slags lodtrækninger med tiden har fået mig til at tro at den slags påstande er fup, der bare skal narre én til at besvare, så skulle der vise sig at være noget om snakken her.

For den ene af de to udloddede billetter gik til undertegnede. Så nu dukker jeg helt sikkert på i lokomotivværkstedet den 24. maj. Ses vi?

Spencer Trappist Ale

Før vi glemte det i begejstringen over alt de spændende og nye indtryk, måtte vi hellere se at få prøvet den sidste øl fra Spencer – det amerikanske trappistbryggeri, hvis IPA og Imperial Stout, vi prøvede i første del. Tilbage var munkenes egen ale, der normalt ikke blev distribueret kommercielt. Det er den slags, man er på ølfestival for – for at prøve det øl, der ikke kan fås i daglig handel.

Mens Marcus frekventerede en bod for at skaffe os noget frokost, smugsmagte jeg på brygget. En kraftig duft af honning er det første, man får at mærke ved det gyldne bryg. Det leverer en knytnæve af alkohol med en syrlig kant. På bagkant kommer en uventet bitter note, der ikke blander sig alt for skønt med de øvrige noter af sprit, eddike og honningen fra duften, der i form af en let sødme også viser sig i aromaen.

Brygget er mange ting på én gang, og ved derfor ikke rigtig hvad det vil. Gær i eftersmag gør ikke det overordnede indtryk bedre. Munkene gemmer bestemt ikke det bedste øl til dem selv, og som jeg bedst husker Marcus kommentar til øllet – han nåede aldrig at komme med på optagelsen – så kunne munkene snildt få lov til selv at beholde det.

Marcus’ karaktergivning fik jeg aldrig med. Selv lagde jeg mig på …

Det løse

Det var så her, teknikken svigtede. Men telefon gik helt og aldeles ud efter dette sidste billede blev taget, så resten af dokumentationen måtte foregå analogt. Hastigt nedskriblede noter med mine ikke helt ædruelige hænder i unaturligt koldt majvejr har ydet vage skygger af erindring om, hvad der videre skete.

Vi bevægede os i hvert fald videre til mikrobrygudstillerne. Denne del af festivalen, var imildertid håbløst overrendt, og dermed ikke videre indbydende for folk med AD/HD- og aspergerdiagnoser. Hurtigt ind og redde sig en smagsprøve, for straks at flygte ud igen uden at spilde blev strategien, og så kunne man ellers smage, mens fingrene var ved at fryse af, uden underlag for notesblokken, og uden en tredje hånd til at holde kuglepennen.

Et 4-korns klosterbryg fra Det Våde Får blev det til. En mørk sag, som Marcus også mente duftede af Lottrup, hvorfor han mistænkte bryggeriet for at bruge samme type malt som Royal Unibrew. Selv kunne jeg måske nok forstå, Marcus indtryk af duften, men det var mere smagen af røg, der gjorde indtryk på mig.

Brygget blev imidlertid serveret for koldt fra det anker der stod i bryggeriets stand. Med det in mente til hvis man skulle få lejlighed til at prøve brygget under andre – mere optimale omstændigheder, gav Marcus brygget …


… mens jeg selv var en knækket tand mere generøs:

Fra bryggeriet Small Batch fik vi prøvet en Havtorn Pale ale. Min koncentrationsevne rakte imidlertid ikke mere til karaktergivning – ja, knap nok til usystematisk notetagning. Yderst nødtørftige skriblerier om en krydret sødlig duft, og frisk, skarp bitter smag. Især i eftersmagen gav bitterheden sig til kende, mens Marcus selv mente tydeligt at kunne smage havtornen, som han syntes klædte brygget fint.

Selv mener jeg bestemt at have smagt havtorn-produkter, hvor krydderiet smagte mere umiskendeligt igennem, men det forhindrede jo ingenlunde brygget i at smage rart alligevel.

Nogle næsten helt ulæselige kradserier indikerer den sidste – og bestemt en af de bedste – oplevelser på ølfestivalen, nemlig Hoppe Beers Belgisk Zwartbier. En ren aromabombe af røg, tung malt og dyb kaffebitterhed – en oplevelse, som det endda lykkedes Marcus at få foreviget, så jeg havde et motiv at lægge i toppen af indlægget her. Kendetegnende for brygget var den meget lange ingrediensliste, som man kan læse på billedet her ved siden af, hvis man altså har tid til at tygge sig gennem romanen. Men smagte – det gjorde det! Og jeg tror vi valgte at give den topkarakter for virkelig at turde gå planken ud.

Det var nu ikke fordi promillerne var ved at tage over, at notetagningen led sådan overlast. Vi var skam begge i fin stand til at bruge benene til at gå med – næsten helt uden at stavre. Vi var begge mætte af indtryk, og besluttede os for at vende næsen hjemad.

Beslutningen viste sig imidlertid ikke at være videre veltimet, idet bussen først ville komme forbi 45 minutter senere. Marcus mente, vi skulle slå tiden ihjel ved at gå et par stoppesteder …

… men oppe i Nordsjælland er der meget langt mellem stoppestederne. Og det blev et par ømme fødder, der en lille times tid senere kunne få lidt ro i bussen et enkelt stoppested fra Esrum Kloster. Men hey – med sol på himlen og godtøl i vommen, var de 4-5 kilometer vi kom ud at gå egentlig heller ikke den ringeste måde at afslutte turen på.

Mere øl på klosteret, feat. Marcus … I

‘Geuzeboi’

Allerede tilbage i Marts var jeg så småt begyndt at undre mig. Jeg hørte ikke fra de gæve arrangører af sidste års ølfestival i Esrum i Nordsjælland, der fandt sted netop i begyndelsen af marts måned, mens det stadig var hundekoldt, og der faktisk lå sne.

Jeg havde egentlig slået det hen. Jeg orkede – fordi mit hoved desværre ikke altid tillader mig det store initiativ og overskud – ikke at finde en årsag til stilheden, og gik derfor ud fra, at arrangementet enten var aflyst, eller at de ikke var interesseret i yderligere opmærksomhed fra min kant. Who can blame them, når det er mig, der skriver om dem?

Men så skete der noget alligevel. I starten af april tikkede en mail ind, hvor jeg blev spurgt, om ikke jeg havde lyst til at være med igen – og det havde jeg selvfølgelig! Og denne gang fik jeg endda mulighed for at tage en god ven med. Det var ikke svært at vælge, hvem det skulle være. Min hyppige og trofaste smageassistent Marcus var nærmest selvskreven til opgaven, og han takkede da også forventligt ja.

Arrangementet viste sig at være flyttet til starten af maj, da Klosterets gamle hovedbygning skulle renoveres. En del af arrangementet måtte derfor flyttes udendørs, og selvom temperaturen ikke var synderligt meget højere her i starten af maj – det sneede tidligt om morgenen – end den var medio marts sidste år, var der god ræson i at udskyde arrangementet et par måneder i forventning om lidt varmere vejr.

Jeg fik dermed også lejlighed til at se resten af klosteret. Ud over den flotte gamle rødstensbygning fra senmiddelalderen, omfatter det også et mølle- og gårdanlæg bag hovedbygningen, hvor hele festivalen dette år var henvist til. Nok måtte man derfor undvære de smukke hvidkalkede og hvælvede lofter – og i hele taget den autentiske middelalderstemningen, den gamle bygning bød på. Til gengæld kunne jeg denne gang gå fra arrangementet uden hovedpine, idet lokalernes arkitektur nu tillod døråbninger, som man kunne gå igennem uden at behøve knæle i processen, med smertefuld straksstraf og buler i kraniet som konsekvens af, at man skulle glemme det en gang eller to.

Her følger en kronologisk gennemgang af de øl, som Marcus og jeg fik prøvet, og som behørigt blev gennemdiskuteret før karaktergivningen. Bemærk at karaktergivningen her ikke tæller med i mine egentlige anmeldelser på bloggen – smagsprøvernes lidenhed ved ølfestivaler inviterer kun til overfladiske og hastige anmeldelser, der ikke gør øllet tilstrækkelig ære, omend de kan fungere som udmærket inspiration til senere anmeldelser.’

Lindemans Apple

Efter sidste års ølfestival havde jeg kun godt at sige om Lindemans serie af frugtøl. I mellemtiden var en ny kommet på programmet, som jeg omgående måtte prøve. I samme ombæring kunne Marcus introduceres til typen, der for ham var tæt på ukendt.

I duften genkendte jeg noter af punkertidens æble-aperitif, hvortil Marcus omgående indvendte, at brygget ikke havde den kunstige sirupagtige odeur, der kendetegnede enhver uanstændig æbletif. I grunden havde den heller ikke aperitifens tunge, ildevarslende alkoholdunst. Marcus foreslog, vi kom mere ind på, hvad brygget havde frem for, hvad det ikke havde, og jeg var ikke fuldkommen afvisende.

Man mærker bryggets skarpe, syrlige bund. Dertil er der rigeligt æblesødme fra æblesaften. Marcus erklærede overrasket: “Denne er faktisk den første geuze jeg decideret nyder. Og så vil purister sikkert sige “den er tilsat æblesaft” . Den er lavet i en spand under et utæt gulv. Der er ikke noget, der er tilsat her!”

“Nemlig nej” kunne jeg jo kun bifalde. “Den er som æblemost med et skud alkohol. Sådan ville jeg beskrive den,” over for hvilket Marcus selvfølgelig skulle være på tværs.
“Snarere ville jeg forestille mig, at man tog en skarp, tør cider, og hældte noget æblemost i.”
“Det kunne man også” medgav jeg lettere vrangvilligt, da jeg fandt æbleelementet mere fremtrædende som det egentlige hovedelement i brygget frem for den gærede bund.

Uanset hvad var vi nu enige om, at vi var kommet rigtig godt fra start. Marcus afsluttede brygget iført sin drikkehandske, for selvom det usædvanligt kolde vejr gav brygget en optimal temperatur i det åbne telt hvorfra den blev serveret, var vejret knap så optimalt for nøgne primathænder.

Om bedømmelsen var vi ganske enige:

Spencer IPA

Vi blev ved klosterbryggene, selvom vi nu bevægede os uden for Belgien og over vandpytten til USA. Bryggeriet Spencer er således et amerikansk kloster, hvor der også brygges øl – til kommercielt såvel som til eget brug. Marcus og jeg fik lejlighed til at prøve begge dele, og vi lagde ud med deres kommercielle IPA, som jeg ikke nåede at prøve sidste år, hvor bryggeriet ellers også var repræsenteret.

Marcus mente, brygget lugtede af Lottrup, hvilket ikke var ment som en ros. Jeg genkendte noter fra Royal Unibrews Lottrup Stone Street IPA, der nu alligevel formåede at score over middel på bloggen. Men ligefrem imponeret var jeg nu heller ikke. Til gengæld bød aromaen på rigeligt med rå bitterhed, der dog fortsat ej formåede at stille Marcus tilfreds.

“Bitterheden dukker op af ingenting uden at affødes af noget. Den kommer for sent til festen, og kommer ikke ud af nogen harmoni af noget som helst.” Han brokkede sig videre over, at bitterheden var meget dyb, som noget han snarere havde forventet i en Brown Ale end i en IPA.
Jeg gav mig så vidt, at smagen tydeligt kom af bitterhumle og ikke aromahumle, og at brygget derfor skrev sig mere ind i en britisk IPA-tradition.
“Jeg kan nu godt lide bryggets dybe bitterhed,” gengældte jeg, “der er aroma af noget egetræ, og jeg kan godt lide egetræ.”
“Ja, du er jo næsten en eghjort,” vrissede Marcus, med henvisning til en af vores mange samtaler i løbet af den lange tur til Esrum, hvor jeg blandt andet berettede om, hvordan jeg havde fundet både eg og hjort i Dyrehaven sidste år, mens det havde knebet noget med kombinationen af de to. Til mine begejstrede nik og verbale bifald, tilføjede han nu med sviende sarkasme “Martin er en uranhjort, Kaj er en eghjort.”

Marcus blev med tiden lidt mere forsonlig over for brygget, som han fortsat mente smagte uventet i forhold til den IPA-ramme, bryggeriet havde sat den i. Men i grunden endte han med at kunne nyde den, omtrent lige så godt som bloggeren kunne fra starten af.

Marcus endte således på

Mens jeg selv var en anelse mere generøs:

… eller også er det blot fordi Marcus nægter at give halve stjerner.

Spencer Imperial Stout

Marcus var næsten ikke til at styre på fem tønder af det Slaraffenland, han så ud til at befinde sig i. Aldrig var Spencers IPA skyllet ned, før han ville videre til deres imperial stout, og endnu før jeg havde trykket på optageknappen, var han i gang med at anmelde.

“Så, nu er vi i gang her,” kan man høre mig lettere febrilsk udbryde i starten af optagelsen, “så du siger lakridsstøv og lidt kandis?”
“Lakridsstøv og kandis,” bekræftede Marcus.
“Og det lyder jo fint, men den har umiddelbart ikke så meget næse. Det kan være på grund af temperaturen, men jeg frygter, at det er en letflydende én af slagsen …”
“Ja,” brød Marcus ind, “det kan være på grund af temperaturen, at den ikke dufter forfærdeligt meget af lakridsstøv og kandis, men vi må bare håbe på, at det ikke udvikler sig til Bjørn & Okay.”
Hvorfor har man ikke en trommeslager med lilletromme og bækken klar, når man har brug for det?

Det næste man kan høre er mit begejstrede udbrud. Åbenbart kunne brygget noget i munden som det ikke kunne i næsen.
“Den slår fra sig, den er bitter og skarp.”
“Ja jeg står bare og smiler som en tosse,” svarede Marcus. “Men ja, temperaturen gør, at den sniger sig ind på én så man i næsen ikke mærker de mange fine ting, den kan.”

Selv nød jeg den tætte bund af kaffe – en wienermelange, hvor kaffen spillede hovedrollen, og chokoladen var meget mørk. Marcus glædede sig ved den pikante fylde, der efterhånden lagde sig langs gummer i både over- og undermund, selvom den aldrig helt nåede mandlerne.

Temperaturen holdt den imidlertid fortsat fra de høje karakterer. Vi var enige om at give den …


… hvilket i den grad er udtryk for en festival-foreløbig karakter, da brygget fortjener at blive smagt ved en højere temperatur ved senere lejlighed.

Kapittel Blonde

Nu var det tid at udtørre smagsløgene. Ja, havde det været en madfestival, ville vi have fået os en forfriskning, men når nu man nærmest ikke fik andet, måtte vi jo lige få lidt, der gjorde det modsatte. Efter hver at have fortæret en halv pose flæskesvær gik turen inden for, hvor en flink festivalofficial gav os et lille foredrag om forskellen på tripel, duppel og blonde – traditionelt i hvert fald.

Den første gennemgæring af en urt bliver til tripel, derefter hældes ny vand til gæring på, som bliver til duppel, og til sidst brygger man så den mest tilforladelige af de tre – den hvor mindst restsukker kan blive til alkohol – blonden. Vi valgte at prøve den sidste, hvilket jeg ikke helt forstår, fordi belgiske blondes slet ikke er mit store nummer. Det må være noget med, at det at være selvvalgt ølblogger ikke skal være rent skæg og ballade hele tiden. Man må ofre sig for sagen, må man. Gøre noget, man hader ind imellem. Ikke mindst fordi det styrker karakteren.

Mine alarmlamper begyndte i hvert fald at lyse allerede i duften. Syre, banan, æble og alkohol blandede sig mestendels ufint. Marcus mente, den duftede som en let geuze, og jeg er i skrivende stund, hvor jeg lytter til optagelsen, imponeret over min selvbeherskelse i situationen. For gu’ gjorde den da ej! Og hvor kunne Marcus dog tilvejebringe slige ufortjente sammenligninger? Jeg tror jeg valgte ikke at indvende noget, da jeg på det tidspunkt ikke var oplagt til en længere diskussion, endsige decideret slåskamp (som Marcus med garanti ville vinde, nota bene).

“Den er mig altså lidt for sur,” begyndte jeg, “der er noget æble, og så noget lidt for sur vin …”
“Undskyld,” afbrød Marcus prompte, “Kaj ‘Geuzeboi’ Framke brokker sig over, at øllet er for surt?”
Jeg argumenterede selvfølgeligt ivrigt for min sag, idet jeg meget nødigt vil have den slags berettigede indvendinger siddende på mig (omend jeg gerne lader mig tiltale ‘Geuzeboi’). Hvad jeg ikke brød mig om var den kvalme, ledsagende æblesødme og en metallisk-syntetisk klang i aromaen, der klæber sig til alle mundens indvendige flader. Alt sammen overhovedet ikke atypisk for genren.

Karaktergivningen faldt os noget svær. Marcus valgte helt at afstå: “Enten skal vi give den et skud i blinde, eller anderkende – hvilket er en ekstremt sjælden ting for voksne hvide mænd – vi anerkender at det her har vi ikke kvalifikationerne til at udtale os om, så derfor undlader vi at give den karakterer.” Derpå lagde han trumfen: “Det svarer til, at vi skulle gå ind og anmelde 50 Shades of Grey – det er bare ikke os, der er målgruppen!”

Hvor enig jeg ellers var med Marcus, valgte jeg alligevel at give brygget …

… ud fra den tanke, at for folk, der godt kan lide belgiske blondes, er denne øl formentlig udmærket, og en øl, man skal købe sig, hvis man får chancen. Marcus understregede, at karakteren aldeles stod for undertegnedes regning og ikke hans, hvilket der forhåbentlig skulle være gjort adækvat opmærksom på hermed.

Vel – for ikke at gøre indlægget her unødigt langt, og for at der ikke skal gå for lang tid mellem indlæggende på bloggen, vil min reportage fra årets ølfestival i Esrum blive knækket over i to, og bruddet til ske omtrent lige her.

Forbliv indstillet på mere Marcus og Kaj på slap line nordvest for Helsingør inden alt for længe. Tak til dem, der fik læst det allerede meget lange indlæg her helt til ende, og som antydet læses vi snart ved igen.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme