Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Limfjords Ale, Thisted Bryghus

De kan det der …

Det er netop ved en test endnu engang blevet bekræftet, at der notorisk ikke er noget som helst positivt ved mig. Ingenting, siger jeg!
Og det er nok også bedst sådan. For på torsdag skal jeg starte på truck-kursus, og der skal jeg kunne forevise en negativ COVID-19-test.
Ja ja, bare fordi noget er negativt betyder det jo ikke nødvendigvis, at det er skidt. Det går faktisk godt for tiden. Så godt, at jeg næsten får angstanfald ved at slå i tasterne i den rækkefølge, der fortæller historien, for sæt nu man jinxede.

Men fra på torsdag og ugen efter skal jeg altså lære at køre gaffeltruck som led i opkvalificering. Historien er den, at jeg i fredags blev ringet op af et af de vikarbureauer, jeg er tilmeldt. De tilbød mig et try-and-hire-forløb, som jeg havde søgt, men trak i land, da det viste sig, jeg ikke havde truck-kort. Heldigt for mig havde jeg et møde med min jobcenterkonsulent få timer senere, hvor jeg klagede min nød.

Og mere skulle der ikke til. Forud gik der imidlertid flere rådighedsforløb, hvor jeg både havde kontaktet a-kasse og jobcenter med henblik på at få bevilliget et truckkort. Som gammel badmintonspiller fik jeg meget snart medlidenhed med boldene, sådan som jeg snart blev klasket frem og tilbage mellem de to instanser, uden at nogen kunne tage en beslutning. Men det er alt sammen i fortiden nu. Nu kigger jeg fremad, glæder mig til at lære nyt, og håbet om, at et truckkort rent faktisk redder mig noget fast arbejde, lever i bedste velgående.

Det kunne fx være, Thisted Bryghus ville ansætte mig. Jeg har søgt ind på deres lager flere gange uden held. Nu har de snart én undskyldning mindre. Indtil da kan jeg nøjes med at glæde mig over deres øl. Jeg tror den her er den sidste variant af Limfjordsporteren der findes på markedet for tiden. Forskellen fra originalen er markant, omend måske ikke overvældende. Originalen er undergæret, mens nærværende bryg er overgæret – derfor ale.
Her kunne jeg endnu engang indskyde, hvad jeg mener om Kölsch – den overgærede pilsner fra Köln, og hvordan overgæring i sig selv faktisk ikke ændrer et produkt afgørende, selvom kendere og snobber ikke kan få armene ned. Men mine erfaringer med Limfjordsporter-varianterne er faktisk for gode til, at jeg vil lade mig påvirke negativt på forhånd … det ligner mig dårligt, jeg ved det godt jf starten på dagens indlæg, men alligevel.

Brygget skummer flot og højt ved skænkning – højere faktisk, end jeg synes at huske, samtidig med at selve brygget synes en kende lysere end ellers. Flot er det nu stadig, som lyset formår at smyge sig gennem glasset, og lege med de sorte og dybbrune nuancer langs glassets vægge. Duften byder på mørkt træ og en snert af tjære.
Bag læberne møder man de fleste af bryggets velkendte, klassiske nuancer, omend med større vægt på det der normalt er mere i baggrunden. Der er mindre lakrids og mere mørkt træ. Brygget fremstår en anelse mere krydret, men også lettere i viskositeten end originalen.
Nogle ville måske sige tyndere end originalen. Men uden sarkasme vil jeg foretrække at kalde den lettere. For det er ikke nødvendigvis en ulempe, at brygget her kan nydes i lidt større mundfulde end man er vant til, især når oplevelsen forbliver intakt.

Endnu en mere end godkendt variant af en gammel klassiker – dem må Thisted Bryghus for min skyld gerne fortsætte med.

Fortune DIPA, Fuerst Wiacek

Det behøver ikke være voldsomt …

Overskuddet til at anmelde er igen helt i bund. Jeg ernærer mig ved dagpenge og som daglejer hos diverse vikarbureauer med arbejde, der gør at jeg er totalt og fuldkommen udbrændt, når jeg kommer hjem. Oven i købet skal jeg så binde an med jobcenterets krav om ansøgninger og møder, der aldrig fører nogen vegne, og kun øger mit stressniveau.
Jeg skal samtidig binde an med en absurd regering, der for at dække over upopulære beslutninger (*host*)mink(*host*) endnu engang skruer gevaldigt op for racismen. Som det eneste vestlige land vil Danmark nu sende flygtninge tilbage til massemorderen og krigsforbryderen Assads borgerkrigshærgede Syrien. Min holdning er klar – blodet fra enhver flygtning der mister livet som led i regeringens racistisk motiverede etniske udrensning er på Mette Frederiksens og Mattias Tesfayes hænder. Hvis der skal finde et retsopgør sted mod regeringen Mette F. når magten engang skifter, burde det ske ved et internationalt tribunal for politikere, der har samarbejdet med det kriminelle Assad-styre og andre krigsforbrydere fra Syrien-konflikten.
Men det har nok lange udsigter eftersom kun tre partier og en håndfuld løsgængere er de eneste der spagfærdigt vover den mindste smule kritik af regeringens racistiske amokløb. Nej, der er ikke noget at sige til, at humøret driller igen.

Men når jeg så endelig får sat mig til tasterne, mærker jeg til gengæld snart, at glæden ved at anmelde er nogenlunde intakt. Det er den følelse, jeg skal holde fast i og minde mig selv om, når anmeldelseslysten svigter.

Det er ved at være et stykke tid siden, at dagens øl blev afprøvet. Til gengæld dvæler oplevelsen et stykke tid i erindringen – for den evne har rigtig gode øl som denne. En Double India Pale Ale skal man til gengæld også klokke gevaldigt i det med, for at det kan gå helt galt, og det har tyske Fuerst Wiecek med al tydelighed undgået. IPA og andre ikoniske typer fra ølrevolutionen er ellers ikke noget, tyskerne gør det meget i. Og når de gør det, når oplevelsen aldrig rigtig de helt store højder.
Indtil nu, hvor denne lille perle gør alle forudgående halvhjertede brygforsøg fra tyskens side til skamme. Det tætte, lyse bryg dufter perlende og forfriskende af grannåle og søde citrusfrugter, som kun de vildeste amerikanere og amagerkanere kan gøre det.
Bag læberne byder brygget på en nydelig, pikant og forfinet gentagelse af det, man mødte i duften; grannåle, lime og en smule citron. I modsætning til, hvad man gerne møder på den anden side af Atlanten (og Københavns havneløb) rammer aromaen ikke som en knytnæve. Den melder sig fyndigt og paraderer stolt henover smagsløgene til udelt glæde og begejstring – men uden kanonader eller anden dekadent og overflødigt føren-sig-frem.
Bryggeren har fundet det aromatisk strengt nødvendige, og for det er der skruet op, så det er en fryd – men uden at det bliver overdrevent eller på anden måde for meget.

Tyskerne kan også brygge revolutionsøl … omsider efter så mange år er de endelig kommet efter det. Lad os så bare håbe, de også holder fast og ikke falder tilbage til fordums konservative pilsnerkedelighed.

Anxoreux Bierre de Pomme, The Bruery

For real?

Åh nej, det er 1. april igen. Jeg hader 1. april af et ondt hjerte. Mest af alt fordi jeg er direkte elendig til at tage del i spøgen. Mine egne forsøg på aprilsnar er altid håbløse og antisjove. Samtidig falder jeg gerne for de ringeste og mest gennemskuelige folk og medier byder mig. Og så misforstår jeg gerne ting, der rent faktisk sker ude i verden, som aprilsnarre … jeg er vist så småt ved at være runden igennem, og jeg vil i øvrigt undlade at skrive nogen steder på sociale medier, og ISÆR ikke Twitter, at jeg igen er hoppet på vandvognen på grund af tømmermænd – for den er simpelthen ved at være for gammel og slidt.

Videre til dagens øl, der er en debutant i form af Californiske The Bruery. De har brygget en øl på vildgær og Newton Pippin æbler. Med andre ord en møgbeskidt øl. Jeg kunne selvfølgelig aldrig drømme om at anprise en øl, der indeholder andet en vand, gær, humle og malt … altså seriøst, hvad bilder de sig ind sådan at putte frugt i øllet. Hvad tror de mon selv, de er? Belgiere?
Ja, det er nok det, de tror, for samtidig gør den vilde gær også brygget surt. Jamen Vorherrebevaresdaosse! (Og den slags går jeg som bekendt meget op i. Ikke mindst i disse dage, hvor jeg i from, kontemplativ askese kommer Vor Herre Jesu Kristi pine og død på korset i hu, mens jeg duknakket trygler og beder Herren i det høje om mine synders forladelse, så jeg efter min død ikke ender samme sted som Rasmus Paludan.) Hvis jeg ville have surt øl, så ville jeg finde mig noget, der var inficeret – for det er i hvert fald surt, og smager derfor helt sikkert på præcis samme måde!
Så i dette bryg er der garanteret dømt clusterfuck fra starten. Det vidner etiketten og oplysningerne derpå jo så rigeligt om. I det mindste er der 7% alkohol i – så de rige mængder sprit vil måske formå at drukne sorgen over de spildte dråber og æbler.

Allerede ved skænkning trækker næsen sig sammen ved emmen af umodne stikkelsbær i brunkålslage. Så har brygget jo allerede så godt som tabt. Og det hjælper selvfølgelig heller ikke en tøddel at brygget ser godt ud, tåget, næsten grumsetgult – og som læserne vil vide, kan jeg ikke udstå ufiltreret øl [indsæt tungerækkende smiley her].
Og når det så kommer til stykket, kan brygget slet ikke finde ud af det. Ja, den er godt nok lidt sur i det, men overhovedet ikke på den modbydelige tænderskærende måde, som inficeret øl er det. Nej tværtimod læsker brygget gane og tunge mere end velbehageligt med ledsagende noter af de friskeste grønne æbler og en antydning af både sød malt og bitterhumle.

Altså helt forkert!

Det kan da virkelig ikke passe, at et bryg der giver sig ud for at være surt, udtrykker en nærmest perfekt harmoni mellem let vinøs syre og frugtsødme, garneret med en antydning af vanille, der giver brygget den fylde og substans, man ellers godt kan savne i mange sure bryg?

Nej, det der med surt øl – det kan The Bruery da virkelig ikke finde ud af!

Godt Bryg Pilsnerøl, Royal Unibrew

Toppen af poppen …

Fra tid til anden arbejder jeg i Nors – en af Thisteds små satellitbyer. Hvis vejret ellers arter sig er det ikke længere væk, end jeg kan tage cyklen, men da jeg havde et par arbejdsdage derude for et par uger siden havde vinteren imidlertid besluttet sig for et comeback med rimfrost og temperaturer nær frysepunktet.
Så gider jeg ikke cyklen, hvilket giver en ventetid på bussen ved fyraften på op mod tre kvarter. Så kan man jo slå lidt af tiden ihjel i den lokale Spar-filial, hvor jeg stødte på den her 4,9 procentssag plus makker fra Royal Unibrew. Koncernen skriver om produktet på bagsiden: “Godt Bryg serien hylder den stolte danske ølbrygningstradition fra 33 lokale bryggerier, det ældste blev grundlagt i 1852. “Godt Bryg” brugte man til at beskrive de bedste øl, og de opskrifter har vi ladet os inspirere af. Brygget med gode råvarer, og samme håndværksmæssige stolthed som dengang, tilført det vi har om ølbrygning siden – så du nu kan smage på historien.”
Videre fremgår det, at dette bryg er baseret på en opskrift fra 1903. Mit gæt er, at bryggeriet recepten er hentet fra er det, der pryder bryggets forside – Bryggeriet Carlsminde Nyborg, omend det ikke fremgår eksplicit af bagetiketten. En hurtig googling af bryggeriets historie afslører, at aktiemajoriteten blev opkøbt af Albani i 1986 og syv år senere, i 1993, blev det nedlagt. Albani blev siden en del af Royal Unibrew-koncernen og således bekræftes hastigt den mistanke, der uvægerligt indtraf om, at projektet er Royal Unibrews eget circle-jerk/smelling of their own farts på en måde, der skal fremstå historie- og kvalitetsbevidst.

Ufrivilligt fortælles altså også historien om, hvordan større og større bryggerikonglomerater i sin tid overtog næsten hele ølmarkedet i Danmark med katastrofale følger for kvaliteten. Det er der heldigvis så småt ved at blive rettet op på, men det er ingenlunde Royal Unibrews eller deres ligeledes fusionskapitalistiske buddies i Carlsbergs fortjeneste.

Men i det mindste er det ikke flatulens, brygget dufter af ved opknapning og skænkning. Humlen er faktisk både sprød og sprudlende og peger fra starten i en retning væk fra, at brygget skulle være et rent marketingstunt. Det gyldne, højtskummende bryg gør det også mere end bare godt nok på andre parametre – det er friskt uden at føles unødigt tyndt, karboneringen har lige fået en tand ekstra og ud over en smagfuld humle byder brygget også på lidt pikant sødme på bagkant.
Vist er brygget også glat mod smagsløgene og i sin komposition ukompliceret og lidet udfordrende. Men alt behøver jo heller ikke være kringelkroget, kontraintuitivt eller på anden vis svært tilgængeligt. Det er i orden, at der er noget fyld mellem de store smagseksplosioner. Især når fyldet som her er lidt mere end bare fyld.

Blandt mainstreampilsnere får man det sjældent bedre.

Post Cologne, Bad Seed Brewing

Hype hype hype …

Nå … hvad er der overhovedet at brokke sig over for tiden? Jo, for nu bare at tage et eller andet ud af bosjeposen af kontemporære clusterfucks, er der jo Rasmus Stoklund. Socialdemokratisk komet, et barn af moderne politik og strømlinet, slipseklædt nydeligt menneske, der i et nu slettet facebookopslag beskylder den kendte advokat Knud Foldschack for at være hyret af IS-terrorister.
Knud Foldschack har i den verserende mudderkastn… jeg mener debat om danske børn i Syriske flygtningelejre taget børnene i forsvar, og argumenteret for deres ret til at vende tilbage til deres hjemland. Socialdemokratiet, står på den anden side sammen med deres øvrige politiske bagland i Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og det meste af den øvrige blå blok fast på at lade børnene – ned til en alder på to år – og deres mødre rådne op under rædselsfulde forhold i flygtningelejrene. Dette som straf for en mistanke om medlemskab af Islamisk Stat, der selvfølgelig ikke er prøvet ved domstolene.
For at foregøgle en legitimitet ved den horrible retsløshed kastes beskyldninger om at være terror- og IS-sympatisører efter alle, der modsiger regeringens og højrefløjens narrativ om, hvordan 2-årige tumlinge vil begå terrorangreb, hvis de får lov at rejse hjem til Danmark. Alt imens forsøger regeringen at hemmeligholde en rapport fra FE, hvoraf det fremgår at IS aktivt rekrutterer i flygtningelejrene, for så at sende færdigtrænede terrorister til de respektive hjemlande. Der er med andre ord rigeligt fornuft i at trække børn og forældre hjem så hurtigt som muligt – altså før de bliver rekrutteret. Men da dette ville stride mod regeringens fortsatte ambitioner om at deportere så mange mennesker som muligt med den mindste smule melaninoverskud i huden, beskyldes alle, der tillader sig et minimum af nuanceret syn, for at være medlemmer af terrorgrupperne.

Det er selvfølgelig fuldkommen uacceptabelt – især når disse grundløse beskyldninger kommer direkte fra magtens tinde, og rettes mod advokater, der blot gør det arbejde som de er forpligtet til efter retsstatens principper. Rasmus Stoklunds beskyldning er ikke bare grundløs, men en skamplet på retsstaten. Jeg håber den ender med en dom i en injuriesag og et alt for sent og permanent farvel til Rasmus Stoklund i politik.
Det kommer nok ikke til at ske. Rasmus Stoklund vil nok snarere blive Socialdemokratiets næste succesfulde statsministerkandidat, og så er denne sag nok kun en lille forsmag på, hvordan samtlige fundamentale retsprincipper bliver skyllet lige ud i lokummet.

Vel … det var øllet vi kom fra. Ovenstående svada skal selvfølgelig ikke ligge bryggeriet til last. De har naturligvis ikke noget ansvar for, at den sag lige skulle dukke op, da jeg anmeldte deres øl.
Her er det Bad Seed Brewing, der debuterer med en Kölsch … eller en rigtig kölsch er det jo ikke, fordi betegnelsen vist nok er beskyttet, og kun må bruges, hvis øllet rent faktisk er brygget i omegnen af den tyske by Köln. Konceptet i en kölsch er simpelt: Man brygger en pilsner, men i stedet for at gøre den undergæret, så gør man den overgæret. Brilliant! … eller … egentlig ikke. Jeg har drukket en kölsch i ny og næ, og konstateret at forskellen på en undergæret pilsner og en kölsch ret ofte føles ganske ens. Men hey, der findes jo lejlighedsvis rigtig gode pilsnere derude blandt mikrobryggene – så jeg skal da gøre mig de nødvendige anstrengelser for ikke at dømme på forhånd.
Distributøren skal også lige have et ord med på vejen. Brygget er købt i Chokolenten i Hanstholmcenteret – en chokoladebutik, der gør det i lokale og udsøgte fødevarer og nydelsesmidler – herunder specialøl, som denne fra Storvorde ved Aalborg. Butikken er bestemt et besøg værd – og den er også åben i disse nedlukningsdage, da sortimentet hører under fødevarer. Brygget selv er desuden lokalt, idet malten stammer fra Gyrup Gård ved Nørhå, små tyve kilometer sydvest for Thisted.

Ved skænkning viser der sig nu alligevel nogle afgørende forskelle fra den klassiske pilsner – altså ud over, at den med sine 5,2% er en anelse stærkere end standarden. Brygget er ganske uigennemsigtigt og bruser næsten overhovedet ikke. Den halve liter passer akkurat i mit standarddrikkeglas selv uden at skummet rejser sig over kanten. Det dufter dejligt sødt og frugtigt – æbler og appelsiner (og ja, de kan godt sammenlignes) – mens humle og anden bitterhed lader vente på sig.

Smagen lader sig ikke karakterisere sådan lige med det samme. Det skyldes ikke kun dens spagfærdige – eller sagt mere ærligt; svage – udtryk, men også at den smag, der trods alt er der, virker uvant – eller igen mere ærligt; uklædelig. Sødme af modne æbler – og det er sådan set meget fint – kombineret med en mærkeligt ru, metallisk støvethed, som om brygget er oxideret. Risikoen er imidlertid meget lav for, at den slags sker i dåseøl, så enten er der tale om en decideret fejl, eller – og det frygter jeg endnu mere – at denne missmag på en eller anden måde er intenderet.
På bagkant og i eftersmagen melder bitterheden sig dog, og formår at redde en anelse af æren for brygget. Cashew- og paranødder giver en afdæmpet, og harmonisk bitterhed, og ender med at gøre brygget til en nogenlunde godkendt tørstslukker, dog med mere end bare kosmetiske skønhedsfejl.

Kölsch forbliver en hypet type i denne bloggers mund. Ikke mindst når prisen ligger i det lag. Jeg tror jeg gav over 40 kroner for, hvad der ikke smager af stort mere end en lidt-over-middel-i-kvalitet industripilsner. Bad Seed Brewing må gøre det bedre, hvis de vil anmeldes jævnligt – og godt – her på bloggen.

Lost Lager, Brewdog

Høj standard …

Den meget lækre øl/frugt-smoothie Hydra blev nydt til madlavningen. Jeg har faktisk en smule svært ved at se, hvad den ville egne sig til af for- og hovedretter. Men til en chokoladedessert ville den nok være ganske egnet.
Til maden valgte noget … vel – mere simpelt, kan man vel kalde det, eller mainstream på nudansk. En pilsner, omend med en antydning af variation, idet denne meget lyse, citrongule 4,7-procentssag er tørhumlet og ufiltreret. Som allerede bemærket har Brewdog for længst opgivet din status som innovativt, grænsebrydende specialbryggeri, der gjorde dem til en af lederne af ølrevolutionen. De er nu fast inventar i discountbutikkerne – omend ikke lige ved siden af industriøllene, der dog stadig kan ses – og med udstrakte arme nås – fra hylderne hvor Brewdogs øl står. Der skal derfor mere til end lidt tørhumling og grums for at få denne bloggers forventninger til brygget op over et gråt og kedeligt gennemsnitsniveau.

Skummet fejler i hvert fald ikke noget. Det stiger flot, fedtet og fyldigt op til glasranden, men ikke hurtigere, end at selv uøvede skænkere ikke sådan uden videre må trækkes med overløb. Duften peger til gengæld ikke umiddelbart i nogen heldig retning. Humle og karbonering giver sig kun spagfærdigt til kende, omend humlen – den smule der er – alligevel virker frisk og skarp, som den prikker i snudeskaftet. Alt håb er endnu ikke ude.
Inden for læberne er den heller ikke ligefrem et aromatisk vulkanudbrud – til gengæld prikker den både friskt og vederkvægende på tungen, og hvis man gider mærke efter, annammer man snart de fineste, spædeste og sprødeste små grannåle prikke pikant på tunge, gummer og gane.
Det er kun antydningsvist, hvilket netop gør brygget her til en egnet, velsmagende tørstslukker til et godt aftensmåltid.
Øl kan også godt være tilbehør ved middagsbordet – øl der har karakter af en hovedret bør faktisk nydes for sig selv, så der er mere end god plads i arsenalet til denne forfriskende og velsmagende perle.

Fra at være revolutionerende og verdensomvæltende har Brewdog vitterlig bevæget sig ind på en bredere og mere lettilgængelig sti. Men det betyder bestemt ikke, at deres produkter ikke længere er værd at afprøve. Den her kunne godt gå hen og blive semi-fast inventar i mit køleskab.

Hydra Blackberry + Pineapple + Raspberry, Mortalis Brewing

Fortune & Glory …

Så kunne det ellers være, at mit lille hobbyprojekt her nåede ud til de brede masser! Efter et halvandet timer langt interview i onsdags har Nicolai Sebastian Holle, journalist ved Danmarks Radio, skrevet denne artikel om mig. Og det må godt nok siges at have boosted bloggens popularitet – i hvert fald lige for øjeblikket.
Over 4.000 hits på én dag! Og klokken er i skrivende stund ikke engang tolv middag, dagen efter at artiklen blev offentliggjort. Det er flere besøgende, end der ramte bloggen i hele februar måned – og mange andre måneder i øvrigt gennem bloggens historie. Hidtil havde min blog fået flest hits den dag hvor jeg bekendtgjorde at jeg skulle skilles. Jeg er ikke ked af, at den rekord blev slået i en langt mere glædelig anledning.
Jeg må hellere få leveret noget underholdning til alle de nye læsere.

Efter en uge hvor jeg mestendels har været på natarbejde, hvilket ikke levner nogen huller til afprøvning af nye bryg, tog jeg en tørn fredag og lørdag, hvor tre for mig hidtil ukendte øl røg i glasset og i svælget.
Den første var denne Fruited Sour på behersket høje 7%. Brygget indeholder hindbær, ananas og brombær, hvilket giver brygget en nydelig mørkerød kulør, aldeles uigennemskinneligt og næsten grødagtigt i sin substans. Bekymringen melder sig spagfærdigt efter mango/ananas-fiaskoen forleden, men da når den lifligste duft af de sødeste hindbær i sukkerlage næseborene. Det er ikke ulig Faktas økologiske hindbærsyltetøj, som jeg og børnene elsker på pandekager og rundstykker.

I modsætning til supermarkedernes børnevenlige smørepålæg er brygget dog mere tilpasset voksne smagsløg. Don’t get me wrong – der er rigeligt med bærsødme og frugtaroma, igen primært fra hinbærrene i denne supertætte ølsmoothie. Humlen, til gengæld, mærker man ikke meget til. Og det er her, brygget primært adskiller sig fra The Motive, der gerne både ville være en frugtøl og en IPA og en sour på én og samme tid.
Mortalis Brewing har begrænset sig til det sure og det søde, og afvist det bitre. Forræderi vil nogen måske hævde. I min mund fungerer det imidlertid rigtig godt! En sur bund holder en intens, men ikke for intens bærsødme oppe, og de to elementer blander sig aldeles nydeligt idet de ikke kun komplimenterer hinanden, men også holder hinanden i skak.
Svulstigt, dekadent og voldsomt … men så alligevel kunne jeg måske godt ønske, at brygget havde lagt en kende mere vægt på bærsødmen. Kvalmt skal det selvfølgelig ikke være, men gerne næsten. Alternativt kunne syren også have fået et nøk opad, så ansigtet blev krænget bare en anelse i retning af en fornærmet Pia Kjærsgaards ansigtsudtryk (udenyderligeresammenligning udenyderligeresammenligning udenyderligeresammenligning!).

I stedet for at lege med, hvor meget man kan trække aromaen i nærheden af grænsen for, hvor udfordringerne begynder og industrifolket for alvor falder fra, holdes bryggets aromaprofil pænt inden for skiven. En fryd for ganen, bestemt – men der er, hvis man absolut skal finde hår i suppen (og jeg ville ikke være mig, hvis ikke jeg kunne det) også en bufferzone, som det kunne have været spændende at gå på opdagelse i.

Men som mere antydet er vi nede i småtingsafdelingen.

Sang Rouge, Cascade Brewing

Back on track …

Jeg husker næsten som var det i går, hvordan jeg på min første Roskilde Festival i 1992 torsdag morgen spankulerede ind til Grøn Scene, fordi jeg kunne høre, at de derinde spillede noget af det her nymodens – og dengang i mine øjne slet og ret latterlige – death metal.
Jeg stod med foldede arme, et halvt nummer eller noget lignende, mens min foragt for genren – uden at jeg lagde mærke til det – blev pumpet ud i takt med den rasende hurtige puls og den brølende vokal. Der gik ikke lang tid, før mit hoved svingede i takt med musikken, op og ned som traditionen foreskriver, sammen med det øvrige publikum.
Da jeg gik ind til Grøn Scene den morgen på Roskilde Festival havde jeg ikke meget andet end foragt til overs for dødsmetalgenren. Jeg fandt udtrykket alt for voldsomt og vokalen hæslig – et krampagtigt forsøg på at gøre en musikgenre endnu hårdere for at resultere i larm. Det hårdeste jeg hørte dengang var vist Metallica og Megadeth – det som mine forældre kaldte larm. Da jeg gik ud fra scenen igen var jeg dødsmetalfan. En helt ny genre havde åbnet sig for mig – klar til at blive udforsket, klar til at blive nydt, danset til, headbanget til!

Bandet jeg havde set – fandt jeg ud af bagefter, da jeg granskede programmet, for det var helt tilfældigt, at jeg var kommet forbi – var svenske Entombed. Mange år senere skulle jeg se dem i Århus, hvor Amon Amarth varmede op for dem … eller det vil sige – det er sådan jeg ser det. Om John og George rejste sig fra de døde for at genforene Beatles og spille til samme arrangement som de svenske dødsmetalpionerer, ville Entombed aldrig have varmet op for nogen! De ville altid være hovednavnet – og at de umuligt kunne være hovednavn, når de spillede før et andet måske mere kendt orkester, ville jeg altid holde for en undskyldning, der kun fortjente hånlatter og fingerpeg.
Hvorfor skriver jeg nu om Entombed i pluskvamperfektum, som om det beskrevne aldrig ville kunne ske igen? Fordi forsangeren, Lars-Göran Petrov den 7. marts gjorde John og George selskab. Selvom jeg ikke ejer en samling af Entombed-vinyl eller aluminium, har de altid haft en særlig plads i min musikalske bevidsthed. De var vitterlig bandet, der ikke bare gjorde mig interesseret i dødsmetal som genre – men fik mig til at elske den – i løbet af et kvarter til en halv time dengang for mange år siden på min første Roskilde Festival.
Lars-Göran må hvile i fred – det samme må bandet Entombed, der aldrig vil blive det samme uden ham.

I min lille verden går livet videre med en uventet stor mængde arbejde, der traditionen tro har givet mig en smule mere energi – men til gengæld også færre timer til at gøre de ting, jeg gerne vil – herunder blogge. Man kan bare aldrig vinde på alle fronter.
Men øllet er i det mindste godt. Jeg er fortsat i gang med at arbejde mig igennem den generøse donation, der er blevet mig til del her i starten af året. Her er der endnu en sur øl på programmet; et blend af sure red ales, lagret på rødvins- og egetræsfade i op til to år. Resultatet er et meget mørkt bryg – jeg ville aldrig have gættet på red ale ud fra farven alene – med en duft af brændevin mere end noget andet. Krydret snaps; gin og Rød Aalborg er mit umiddelbare indtryk. Det er rigeligt sofistikeret til at jage industrisegmentet effektivt på porten.
Der er fuldt blæs på aromaerne. Brygget svier i ganen og næsen, og prygler smagsløgene med skarpe, sure og krydrede indtryk. I en vinøs og letflydende skal af bourgogne på den tørre side leveres kommensnaps i skøn forening med sure kirsebær, dog uden at nogen af delene tager for meget over, eller at brygget på anden vis bliver for meget. På sin vis en forsonende oplevelse efter The Motive, der på så mange måder var aldeles overdrevet uden at det førte noget godt med sig. Brygget her går ellers også til den. Men det forbliver en harmonisk nydelse, selvom – eller rettere netop fordi – vin, egetræ, kommen, kirsebær og stikkelsbærsyre slås i svælg, på tunge og i næse om pladsen som nummer et.
Men ingen af dem går af med sejren. Den går til gengæld til nyderen, der får lov at mærke dem allesammen udfolde sig til fulde.

Et kaos, af fandenivoldske udtryk, der på forunderlig vis går op i en højere harmonisk enhed – hvis bare man giver det en chance og en lille smule tid … det er næsten som at være til den der første Entombed-koncert igen.

The Motive, The Veil

Kun fordi man kan …

Den her anmeldelse har været længe undervejs. Jeg undskylder gerne til dem, der sidder derhjemme dag efter dag neglebidende mens koldsveden pibler fra porer i tinding og pande, blodsprængt stirrende på mail-indbakken for ikke at misse når en ny anmeldelse fra Kajs Ølblog tikker ind. Jeg gætter på, det ikke er mange – og hvis der virkelig er nogen, der har det sådan – igen vil jeg gerne undskylde, men ikke uden også spagfærdigt at foreslå, at vedkommende måske skulle finde sig en enkelt sund interesse mere end at læse min ølblog. Fx er der andre gode ølblogs derude, som Brian Lunds ‘Højt Skummende‘, Steen Carlsens ‘Tid til en Øl og Martin Petersens ‘Stovt‘ – man kunne jo slå noget af ventetiden imellem mine indlæg ihjel ved også at læse dem.
Årsagen … ja, det er faktisk en lidt anden denne gang, end det evige klynkeri om min humørsyge og beskæftigelsessituation. Misforstå mig ikke – det er fortsat noget værre rod, men ikke den primære årsag til, at det skulle tage så lang tid at nå frem til den her.

Sagen er den, at dagens bryg nok (ikke bare ‘formentlig’ eller ‘måske’ – men ‘nok’) er det mest outrerede og ekstreme bryg, jeg nogensinde har prøvet. Det overgår faktisk i voldsomhed monstrøse konkoktioner som Amager Bryghus’ Big, Bold & Beautiful og bizarre brygeksperimenter som Steðjis Hvalur 2, der var brygget på røgede finhvalnosser. Igen gælder det voldsomhed og ikke nødvendigvis kvalitet.
Alligevel føler jeg mig på sin vis forpligtet til at kaste lidt mere end bare det gennemsnitlige antal anmeldelsesord efter brygget, når der nu så tydeligt er gjort noget ganske særligt ud af det. Det er debut for bryggeriet The Veil her på bloggen, og ingen skal komme og sige, at kreativiteten fejler noget i den gesjæft, hvis flagskib jeg gætter på nærværende bryg i en eller anden grad må være.
Man kommer på arbejde allerede før brygget er åbnet. Etiketten består af farverne rød og orange, og jeg er såre i tvivl om motivet (no pun intended) – hvis der da overhovedet er noget, i det utydelige, solfarvede farvespil. Blot det at læse hvad der i det hele taget står er en stor nok udfordring i sig selv. Jeg måtte have både briller og lup til hjælp, og jeg vil vove den påstand, at det ikke kun er fordi, jeg efterhånden er en mimrende, svagtseende olding. Ikke bare gør farvevalget læsningen svær nok, men typerne er også så små at teksten sort på hvid baggrund stadig ville have krævet hjælpemidler.
En mindre hovedpine, løbende øjne og let svimmelhed var sidegevinsten ved tydningen. der afslørede indhold af mælkesukker, ananas og mango, foruden øllets klassiske fire ingredienser. Typen er en sour double IPA på 8% – en stærk, men ikke voldsomt stærk øl.

Men én på opleveren – det får man i hvert fald. Brygget forlader kun meget nødig dåsen. Det skal næsten klemmes ud som var det i virkeligheden på tube. Dovent og vrangvilligt klasker det i store skvulp ned i glasset – mere som en masse, en tyk grød, end som en væske. Men flot ser det ud – det må man sige – appelsinorange og fuldkommen uigennemsigtigt, kun med en fin skumhinde over det, der snart fordufter.
Hvor meget brygget end har at byde øjet, mangler det til gengæld i næse. Syre, IPA og masser af frugt til trods, dufter det næsten ikke af noget. Man håber, at smagen er indkapslet bag den uigennemtrængelige orange barriere, for på duften at dømme truer en kedelig omgang.

Min første reaktion på den underligt grødagtige substans på tungen var forundring. Forundring over, at man kunne brygge et så tæt og fyldigt bryg, og samtidig negligere aromaen så meget. Det er nu ikke fordi aromaen er helt glemt – den er der da, men den spiller i den grad andenviolin i forhold til en ekstremt dominerende fylde – ikke helt ulig et stykke sejt, tørt kød, der bare vokser og vokser i munden, lige meget hvor længe man tygger det. Det bliver faktisk decideret væmmeligt, hvis ikke man begrænser sig til meget små slurke.
Og de små mundfulde – eller nip skulle man måske hellere sige, byder først på skarp syre af citron og eddike. Derpå følger en let berøring af de tilsatte frugter – næppe genkendelige i den næsten plastiske substans og der sluttes af med en tør, næsten sandet bitterhed ved mandlerne. Faste – eller bare jævnlige læsere af bloggen vil vide, hvor meget jeg holder af IPA’ens bitterhed. Men her er den, trods nogen styrke, alligevel blot en skygge af sig selv. Den mangler dybde, den mangler kontur, og den mangler … umami måske? Følelsen af at have noget i munden, der simpelt hen bare er rart, uden at man helt kan pege på hvad der gør det rart. Den fornemmelse har jeg savnet helt og aldeles på den lange, svære og til tider væmmelige vej igennem dette tunge, alt for tætte, ekstrembryg.

Jeg sætter stor pris på ekstreme brygeksperimenter. Men det kræver, at de smager af noget. Tag igen Amager Bryghus’ mesterværk Big Bold & Beautiful – alt ved det bryg var ekstremt – farve, fylde, aroma, styrke, men nej hvor det smagte! I brygget her lader man til at have skruet alt op på elleve – undtagen, og derfor også på bekostning af, aromaen. Den må møjsommeligt presses ud af det i forvejen meget voldsomme bryg. Det er ikke det, man har mest lyst til når man får endnu en klat uformelig frugtgrød i munden – især når gevinsten er så lille, som den er her.

Karakteren har jeg været vældigt meget i tvivl om. Brygget er igen nok det mest ekstreme bryg, jeg nogensinde har prøvet. Til gengæld er det også disharmonisk, fladt i smagen, til tider decideret væmmeligt og overordnet mere en prøvelse at komme igennem end en fornøjelse. Men samtidig fortjener bryggeriet en udmærkelse for at turde brygge en orange rædsel som denne (som om USA ikke havde haft orange rædsel nok de sidste fire år – men lad nu det ligge) – om ikke andet i et forsøg på at overgå … andre bryggerier måske? Hvis man vil flytte grænser for brygkunst må man vel starte et sted og prøve et eller andet. Resultatet af eksperimentet er i det store og hele mislykket i dette tilfælde – men kedeligt eller mainstream var det i hvert fald ikke.

Så hvor lægger man et bryg, der vitterlig bryder grænser ned, giver en fuckfinger til konventionerne, og som uden skelen til modens eller den grå normalismes hensynsløse krav gør lige som de har lyst til? Snart sagt alle gode intentioner pakket ned i tre linjer på en tilfældig dansk ølblog … Men som så fejler fælt når det rent faktisk gælder om at få brygget til at smage af noget?
Midt i er mit bud. They tried and failed, yet not miserably, og i det mindste prøvede de.

Smid en kommentar hvis du synes jeg har tabt hovedet og er helt gal på den. Det er så hyggeligt at skændes om den slags.

Limfjordsporter Thy Whisky Fad 49, Thisted Bryghus

Man må gerne …

Man siger ganske vist, at man ikke må tale ondt om de døde … men der er undtagelser. Rush Limbaugh er definitivt blevet cancelled af alle livsopretholdende funktioner, hans betændte, hadske legeme formåede at holde kørende. Et dybt nederdrægtigt individ, hvis indflydelse på menneskeheden viste sig som splittelse og had mod snart sagt enhver tænkelig etnisk, seksuel og på anden vis marginaliseret minoritet.
Da forhenværende præsident Donald Trumps støtter stormede kongressen, var der flere i offentligheden, der hævdede, at Trump ikke var årsagen, men blot et symptom på en øget radikalisering af den amerikanske befolkning. Jeg er tilbøjelig til at give disse kommentatorer ret. Rush Limbaugh, til gengæld – han var vitterlig en af årsagerne. Han gjorde mere end nogen anden amerikansk talk radio identisk med konspirationsteorier, højreradikal propaganda og hadefuld tilsvining af alt, der ikke matchede beigegrå – eller snarere hvid, strømlinet almindelighed. Gang på gang, når tidligere eller nuværende amerikanske højrefløjsere fortæller om, hvad der fik dem til at falde i kaninhullet, dukker Rush Limbaughs talk radio-show op.
Der er absolut ingen grund til at lægge fingrene imellem og finde pæne gloser frem; der var og er intet pænt at sige om den mand. Det er kun grimt og frygteligt alt sammen – og heldigvis har det omsider fået en ende.

Det var dagens tirade. Jeg slås stadig med at holde humøret oppe, mens ledigheden nager, og det betyder fortsat, at der er langt mellem indlæggene. I øjeblikket føles det næsten mere som en slags sur pligt end noget der drives af lyst – hvilket er forbandet ærgerligt, men desværre også de barske realiteter, når man slås med sin egen hjernes ubalancerede kemi. Den slet skjulte irritation over emnet for dagens tirade er nok i virkeligheden et ret godt eksempel på dette i sig selv.

Dagens øl fik mig til gengæld til at smile. Og det tror da pokker … Thisted Bryghus er et af de få firmaer, der kan blive ved og ved med at dreje og vride aldrig så sagte og antydningsvist på deres produkt, kalde det noget nyt – og slippe godt af sted med det. Limfjordsporteren i dens efterhånden rigtig mange afskygninger er en hyppig genganger på bloggen, hver gang til fornøjelse – stundom endda stor, og endnu ikke til skuffelse … dvs – Mikkellers Beer-Geek version var jeg vist egentlig ikke så glad for, da jeg prøvede den i Lokomotivværkstedet engang. Men det skal ikke ligge Thisted Bryghus til last, da Mikkeller som bekendt var ansvarlig for den variant.
Her er det de gæve thyboer selv, der står bag. Nu med bøgerøget malt fra Gyrup og et helt fad Thy Whisky hældt ved. Det kan mærkes i duften, der giver en dybere klang til det kulsorte brygs velkendte fyldige, maltede og brankede duft.
I aromaen er lakrids, mørkristet kaffe og whisky nydeligt afstemt hinanden. De 8,5% alkohol giver et ekstra pift, og får næsten én til at se bort fra, at brygget måske godt kunne bruge lidt mere på fyldesiden. Det glider lige let nok ned, gør det. Og det varmer og smager på vejen – men en ordentlig stout skal nu helst føles lidt mere tyktflydende end den her.

Men det er småting. Det vigtigste er, at den – på trods af depression, ledighed og et deraf undertiden betændt gemyt – fik mig til at smile.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme