Kajs Ølblog

En rejse gennem øl og andre oplevelser.

Imperial Stout, Midtfyns Bryghus

2017-02-17 17.59.42Lakrids, lakrids, lakrids …

Denne her har fået lov at stå og hvile lidt. Det må stouts gerne. Jeg købte den tilbage i november måned lige før min fødselsdag, oprindeligt tænkt som en del af programmet til den ølsmagning, jeg holdt for mine nære venner i den oplagte anledning. Forinden må den også have stået en rum tid, for den var nedsat til en flad tyver.

Vi fik også smagt den hin aften, men det skete oven på samme bryggeris Rough Snuff, der øjeblikkeligt måtte gensmages – og så nåede aldrig til at sige noget begavet om nærværende bryg.

Men nu skulle det så være. Brygget lever visuelt fuld op til forventningerne man vil have til typen. Det er aldeles tæt og kulsort med skum som kogende karamelmasse oven på. Viskositeten er også tilfredsstillende tyk. Lakrids udgør bryggets primære olfaktoriske udtryk. På dette tidspunkt i afprøvningen forekommer lakridsen dog ikke så markant, at man ud fra duften ville kunne artsbestemme det mørke rodudtræk.

Det ændrer sig i smagen, hvor den viser sig fyldig og varm, som den nænsomt sødede finske type. Som brygget langsomt kravler gennem munden og rammer bagtunge og gane, skifter den karakter til en mere bidsk engelsk type, der også formår at brænde på vej ned gennem spiserøret og i brystet.

Efterklangen er til gengæld anderledes venlig med autentisk smag af lakridsrod. Det er næsten som at komme i en slikbutik fra det 19. århundrede, alternativt en hipsterlakridsshop på Vesterbro indeværende måned.

Og selvom brygget byder på flere slags lakrids – den søde, den stærke og den friske som man suger ud af den tyggede rod, så kammer det aldrig over … hvis man altså kan lide lakrids, forstås. Aromaen bliver aldrig kvalm, eller på anden måde for meget. Lakridskvantiteten er ganske nøje afstemt, så ingen missmage opstår – som fx den alt for velkendte ’støvede’ smag af lakridspulver, som optræder når brygget har fået lidt for meget – af det, der nu giver lakridssmagen …

… som i dette tilfælde ikke er tilsat lakrids. Det er en ekstra fjer i hatten på bryggeriet, der formår at fremkalde det intense og autentisk lækre lakridsindtryk helt uden at tilsætte så meget som et gram af det.

Det er brygkunst.

5-stjerner

Gent Mørk Saison, Thisted Bryghus

2017-02-15 17.38.23Det fungerer …

Thisted Bryghus har ladet sig inspirere af alle mikrobryggeriers moderland, Belgien, til to nye øl, som jeg efterfølgende har fundet i en af mine lokale faktaer. Her gælder det en mørk saison – en øltype, jeg ikke er sikker på, jeg har prøvet i en mørk version endnu. Lys saison har jeg til gengæld prøvet flere gange, og generelt været glad for. Nøgleordene er letdrikkelighed og friskhed, uden at det går ud over den syrligt-søde smag af citrus og forårsblomster.

Takterne slås nu noget anderledes an i denne ganske rigtigt meget mørke øl. Helt natsort er den som skærende kontrast til det hvide skum. Sjældent har skum og bryg været så forskelligt i farve. Saisonudtrykket viger nu ikke af den grund, da brygget er letflydende som vand fra hanen – uden videre sammenligning i øvrigt. Vand fra hanen skummer ikke så flot (det er nok bedst sådan), og det dufter i øvrigt ikke på samme måde af mørk chokolade (hvilket nok også er bedst … og så alligevel).

Fylden fejler intet på trods af bryggets lethed. Der er rigeligt med smag i hver lille mundfuld, der byder på samme mørke chokolade, man mærkede i duften, kombineret med kakaonibs og et diskret skvæt kaffe til at balancere det søde indtryk med noget bitterhed. I eftersmagen mærker man vanille, blandet med syrlighed af umoden banan, og med syrligheden slår saison-indtrykket endeligt igennem.

Uden at være noget festfyrværkeri – det er saison sjældent – yder brygget alt det, typen skal yde. Og det belgiske udtryk er intakt, endskønt brygget er nordvestjysk som de salte strande ved Klitmøller.

Den ene halvdel af Thisteds belgiskinspirerede projekt er dermed faldet tilfredsstillende ud.

4-en-halv-stjerne

Svaneke American Lager, Svaneke Bryghus

2017-02-11 18.21.13Det går an …

Jeg er kampstresset for tiden. Der er nogle ting i min hverdag, der går mig på, som jeg helst ikke vil skrive vidt og bredt om på bloggen. Nogle hængepartier, der skal ordnes, og nogle ting jeg ikke selv er helt herre over, som jeg skal prøve at blive herre over. Indtil de ting er bragt i orden orker jeg faktisk ikke at prøvesmage øl, og især ikke at skrive om dem efterfølgende. Ironien er tyk som tjære, at når jeg havner i situationer, der ville få andre til at søge tilflugt i alkohol, gør jeg nærmest det modsatte.

Vel – jeg har før anbefalet at man begynder at skrive om øl, hvis man drikker for mange af dem. På syvende år overholder jeg i hvert fald sundhedsstyrelsens anbefalinger for uproblematisk alkoholkonsumption.

Nu har jeg lige et pusterum i en større sag, der kræver, at jeg udfylder nogle dokumenter online, og andre ting, der giver mig knuder i maven og koldsved. Jeg tænkte, det måske var en anledning til at komme på niveau med mine anmeldelser igen.

Det er nogle dage siden, jeg prøvede denne American Lager fra bornholmske Svaneke. Sidst gjorde de sig ganske positivt bemærket med deres Reggae-lager … også selvom der var væsentlig mere oktoberfest og danske-møgunger-på-vinterferie-kampdruk over den, end Jamaicansk tropesol. Den amerikanske pilsner er mange ting. Mange kender kun InBev’s tynde industrisprøjt, som jeg gennemgik sidst der var en pilsner fra den egn på programmet. Så det skal jeg ikke trætte læserne med igen. Her er der ret beset tale om en efterligning, men forskellen på kvaliteten har vist sig at være omtrent den samme.

Dette bryg er dog ufiltreret. Det tegner for så vidt godt. Men på trods af en cremet fylde i duften lægger humlen sig alligevel i den kedelige ende af, hvad man kender til af amerikanske pilsnere. Anderledes format er der over smagen, hvor fylden også giver sig til kende sammen med en rar, mild, blød og venlig bitterhed af paranødder.

Ja, man kunne godt ønske sig lidt mere bidskhed, lidt mere rå bitterhed, lidt gær måske endda til at ruske op i de næsten lidt for venlige indtryk. Brygget ender således med at være lidt til den kedelige side – men det er klart en af de mest interessante kedelige øl, jeg har prøvet.

3-en-halv-stjerne

Thy IPA, Thisted Bryghus

2017-02-08 18.38.22Alt det udenom …

Thisted Bryghus har på det sidste sendt en del nye øl ud. Det sker i forlængelse af et koncept, bryggeriet har ført de sidste par år, hvor de udsender en serie, inspireret af forskellige lande. Indtil videre har de således udsendt en række aldeles nydelige amerikanskinspirerede øl. Siden fulgte en række ikke helt så interessante britiskinspirerede øl, og nu er der så kommet nogle spritnye belgisk-inspirerede øl … hvor denne IPA helt præcis hører hjemme bliver jeg svar skyldig om. Jeg har dog også de belgisk-inspirerede Thy-øl på lager plus nogle andre fra samme bryggeri, så der er nok at tage fat på.

Duften byder til at begynde med mere på et pilsnerindtryk end et IPA-indtryk. Fuselalkohol blander sig med jævn, frisk humle – måske med en antydning af grannåle, så det alligevel bliver lidt (men kun lidt) som en IPA.

Min lidelsesfælle udi ølsnobberiet, Paul, som jeg har nævnt flere gange tidligere, havde godt nok også advaret om, at IPA-udtrykket i brygget ikke er intakt. Det er også den oplevelse, jeg selv fik. Bitterheden er ikke intens og bidsk nok til at være rigtig IPA’et.

Hvad der til gengæld viser sig at være ganske nydeligt, er de ledsagende aromaer – alt det, der er omkring den intense bitterhed i en ordentlig IPA. For brygget byder stadig på letparfumeret rosenaroma og sødme af alteabolsjer, samt en småtgæret bitterhed, der efterhånden kommer snigende på bagkant. Her mærkes krydret aroma af friskskåret fyrretræ, anis og spidskommen, hvis man ellers giver brygget lidt tid, og finder de steder i munden, hvor brygget faktisk formår at smage igennem. Selv lod jeg brygget hvile midt på tungen, hvorefter jeg løftede tungespidsen, og lod brygget løbe om bagest ved gummerne. Læserne må selv prøve at se, hvad der virker for jer, men lur mig om ikke brygget faktisk yder oplevelsen, hvis man er lidt tålmodig.

Selvom IPA-oplevelsen nok hænger lidt i bremsen – som når man er ude at køre i disse dage, hvor der ikke er ryddet og saltet – så er dette ikke tilfældet med øl-oplevelsen. Den er intakt, og klar til at blive annammet, for enhver der  giver det chancen.

4-stjerner

Brooklyn Lager, The Brooklyn Brewery

2017-02-06 19.03.16Lidt for ukompliceret …

Og mens jeg har fedtet med at få skrevet dette indlæg, har Svend Asmussen, efter et langt og smukt liv, startet et nyt band sammen med David Bowie og Lemmy Kilmister – og mon ikke han kan lære Døden et par tricks før den igen skal spille til næste Allehelgen? Tragisk, men måske heller ikke uforventeligt af en mand, der ville være fyldt 101 år i slutningen af måneden.

Anderledes tragisk er der med statistikeren Hans Rosling, manden der kunne forklare verdens sande tilstand som ingen andre ved hjælp af æbler og pærer. Jeg gætter på, at valget af Trump og de gentagne løgne fra dennes stab, fik ham til at opgive ævret. Med folk som Sean ‘Period’ Spicer og  Kill-em-all ‘Alternative Facts’ Con-Job risikerer man at puffe selv den mest hærdede fact-checker ud over kanten.

Må de hvile i fred, helt uden selskab fra ofrene for Bowling Green-massakren. Vi andre bliver og tager endnu én for holdet.

Nogle gange kan man godt bare bruge en ukompliceret pilsner. Sådan én byder The Brooklyn Brewery på; en amerikansk pilsner uden dikkedarer. Dikkedarer på amerikansk, især når det gælder pilsnere, betyder typisk alt for meget vand og alt for lidt øl. Vi kender det fra rædsler som Busch Light og Pabst, mens den amerikanske Budweiser – i hvert fald i mine øjne – ikke med rette kan beskyldes for at være mere tynd end vores hjemlige industrisprøjt.

Den her har jeg alt andet lige lidt større forventninger til. Trods global eksport er The Brooklyn Brewery stadig et mikrobryggeri – i hvert fald efter amerikanske forhold. Mine tidligere anmeldelser af bryggeriets øl rammer relativt højt, så forventningerne er også deroppead. Indledningsvis ser brygget nu gangske tilforladeligt, grænsende til det uanselige ud. Kobberrødt med hvidt skum, der ikke gør noget væsen af sig. Duften lægger sig i det blomstrede hjørne – hyld med et skarpere stik af bergamot, og allerede her blandet op med en kende for meget vand.

Aromaen byder på lige dele søde og syrlige æbler, alternerende med friske paranødder ved gummer og mandler. Et rart, blødt, mildt smagsbillede, hvor en vigende fylde og snigende vandighed alt for hurtigt melder sin ankomst og indflydelse.

En brændende fornemmelse i mavesækken og godkendt eftersmag af løvtræ er desværre ikke helt nok til at rette op på et overordnet pilsnerindtryk, der i sidste ende fremstår mindre fyldigt og mindre bidsk, end førstehåndsindtrykket stiller i udsigt. – Og mindre bidsk, end hvad man ville forvente fra et mikrobryggeri, nota bene.

3-en-halv-stjerne

 

Orval, Brasserie d’Orval

2017-02-05 18.13.33Kaffegrums og mosevand …

Kort efter jeg sidst prøvede en trappistøl, endte jeg i kirke. Ja, man skal passe på med den slags. Men nu var det ikke fordi, jeg havde oplevet en pludselig vækkelse, eller noget lignende fælt, at jeg pludselig frekventerede det lokale tempel. Næh, på det punkt er jeg fortsat den, jeg altid har været (i bloggens levetid i hvert fald).

Det var min søn, Thorolf, der ville høre Jazz. Læserne skal huske, at jeg ikke bor langt fra en af Spelt-segmentets absolutte højborge, København N, og i Blaagaards Sogn finder man Brorsons Kirke, hvor orglet er sparket ud (eller i hvert fald sat i slumretilstand) til fordel for et hipt og i øvrigt aldeles velspillende jazzorkester. At lyden i kirken i øvrigt også er noget af det bedste, jeg har hørt, gør jo ikke oplevelsen mindre.

Det kunne være vildt fedt, hvis man kunne få Slayer til at spille derinde.

Ud over velklingende jazz, var der jo den sædvanlige palaver, der hører den slags steder til. Der var også et lille barn, der blev døbt, og det gav jo lejlighed til at fortælle lidt om, hvad det nu var for noget. Jeg forklarede mine børn, at ritualet skulle sikre, at barnet kom til at betale kirkeskat helt automatisk, når det fik sin første avisrute (eller noget i den henretning), og ved samme lejlighed kunne jeg jo fortælle dem, at det her var noget de ikke havde været igennem. Jeg spurgte så, om det var noget, de kunne tænke sig, hvorefter de begge kiggede på mig med store, forskrækkede øjne og samstemmigt erklærede, at det ville de i hvert fald ikke!

Glade og lettede var de straks jeg fortalte dem, at det ville de heller ikke blive, hvis ikke de selv gad. Og jeg understregede for dem, at de selv skulle sige til, hvis de ville.

Hvad der helt præcis skræmte dem, er jeg ikke sikker på. Men lur mig om ikke det var det der med vand i håret, de syntes var lidt mærkeligt … eller også var det kirkeskatten.

Senere i forløbet var de ligeledes uinteresserede i at spise menneskekød og drikke menneskeblod (selvom det godt nok bare var brød og vin, men folk i kirken legede at det var menneskekød og menneskeblod) – at tænke sig. Jeg havde enten forventet at de begejstret sprang hen i køen, eller at de mere chokeret end før ville afvise på det bestemteste at være med til den slags. Men over for menneskekød og menneskeblod var de underligt indifferente. De rystede bare lidt på hovedet, og sagde ‘nej’, da de fik tilbuddet.

Men lige for at komme tilbage på sporet. Man kan roligt drikke trappistøl uden at frygte trang til kirkegang og salmesang. Har man derimod en seksårig, der kan lide jazzmusik, er det en ganske anden sag.

Nu til brygget, der i anledning af dagens kirkebesøg var endnu en trappistøl købt i Fakta ved juletid. Denne gang for en sølle tier.

Brygget nærmest eksploderer vertikalt ved åbning – det man i mindre sofistikerede kredse kalder en hanbajer. Det er hverken særlig dydigt eller fromt, som det sådan sprutter en kvart meter i vejret med vildt, hvidt skumsprøjt som fra en anden geyser. En fyndig formaning om forsigtighed til forebyggelse af både våde benklæder og upassende syndige tanker er på sin plads før kapslen lettes.

Brygget skummer da også lystigt, når det skænkes, mens afbrusningen ikke er noget, man behøver afvente til dommedag. Snart kan overfladen på det grumsede, brune bryg skimtes under det fnuggede dække. Ifølge Untappd er der tale om en Belgisk Pale Ale. Rent teknisk skal det såmænd nok passe, selvom jeg har set indtil flere brown ales, der var lysere end denne. Den både ligner og dufter langt mere som en Oud Bruin, men som overgæret – og ikke vildgæret – type kan den ligne vildgæret øl alt hvad den vil uden nogensinde at blive det.

Men man kan nemt lade sig narre. Det olfaktoriske førstehåndsindtryk minder i forbløffende grad om Gravøls ‘Biohazard‘, som jeg anmeldte i maj sidste år. Øllet er syrligt for ikke at sige direkte surt med associationer til sildelage og brunkål.

Brygget flyder let henover tungen og er i sin ukomplicerede viskositet forunderligt forfriskende. I smagen blander bittert og syrligt sig elegant, også selvom beskrivelsen af indtrykket måske ikke forekommer således; kaffe brygget på mosevand, tænker jeg – og der er rigeligt med bønner i blandingen, så halvrådne vandplanter og alger aldrig smager for meget igennem, men kun yder en syrlig friskhed, der på uforklarlig vis spiller aldrig så nydeligt op mod kaffens bitterhed.

Et letflydende og forfriskende men ikke just lettilgængeligt bryg. Jeg hører til den slags mennesker, der ser de to første karaktertræk som overvejende positive og det sidste som entydigt positivt. Er man imidlertid ikke til brunkålslage og eddikevand, er det nok ikke dette bryg, man skal kaste sig over som det første.

4-en-halv-stjerne

Reggae Lager, Svaneke Bryghus

2017-02-04 20.23.29

Bornholmsk perle …

Jeg er ikke sjældent gået uden om Svaneke Bryghus’ produkter på det sidste, mens jeg i bloggens barndom ellers tog godt fat med anmeldelserne af det bryggeris øl. Dengang var det jo altsammen så nyt og spændende, og Svanekes øl var vidt udbredt, samtidig med at de jo var nogle af ølrevolutionens pionerer.

Men på et tidspunkt blev jeg vist lidt træt af dem. Eller i hvert fald syntes jeg, at de store oplevelser næppe blev fundet på den kant, og så valgte jeg at prioritere anderledes. Jeg er således sikker på, at denne ‘Reggae Lager’ ikke er et nyt produkt, men har kunnet fås i årevis med jævne mellemrum. Indtil videre har jeg blot haft andet at lave, end at anmelde lige netop den – samt en enkelt anden, jeg tog med hjem fra Fakta forleden dag. Men nu skal det altså være.

Reggae er jo sådan en slags nymodens rytmisk popmusik, kendetegnet ved en synkopisk markering af off-beatet, der gør musikken både danseglad og en teknisk udfordring at spille. Og som mange vil vide, er stilen udviklet på Jamaica af … hvordan hulen var det? … tilhængere og efterkommere efter den abbeysinske (i.e. ethiopiske) leder Haile Selassie, hvorfor det da også er det gamle abbeysinske flag, der pryder etiketten. Jamaicas flag ser helt anderledes ud. Det ligner så’n lidt det skotske, men med nogle helt andre farver.

Selv har jeg også haft mine reggae-stunder. Jeg var – og er sådan set stadig – stor fan af bandet The Police, og som gammel punker har jeg po-goet til hurtige ska-rytmer, og fået mig nogle blå mærker og bøjede ribben også på den konto.

Hvordan øllet så afspejler reggae-kulturen? Jo, idet den er “krydret duftende som de jamaicanske bjerge” siger bagetiketten. – Da jeg aldrig har været på Jamaica, skal jeg ikke kloge mig på, om de jamaicanske bjerge dufter mest af ostindisk karry eller spidskommen. Videre skriver bryggeriet: “Denne lyse tørstslukker leder tankerne hen til “one love” og de gode rytmer”. Tja – jeg vil vove den påstand, at havde jeg blindsmagt produktet, tror jeg – al ære og værdighed til brygget i øvrigt – ikke det lige var det, jeg var kommet i tanker om som det første. Desværre er det nu, hvor brygget er prøvet og anmeldt, næsten ikke muligt at lave et unbiased forsøg.

Bryggeriet skal ellers have ros for at have tappet brygget i en rigtig grøn flaske. Og ikke de brune, der bruges som standard i dag. Flasken er både hyggeligere og festligere, selvom heller ikke den leder tankerne direkte hen på hverken one love eller nogen gode (eller for den sags skyld elendige) rytmer.

Jeg tænker faktisk mere på vores store nabo mod syd end det fjerntliggende caribiske ørige, når brygget opknappes og skænkes. Det dufter autentisk og gennemført af hallertauerhumle og akkurat den rigtige mængde fusel. Desuden ville brygget være at betegne som en zwickeler eller naturttrübes Kellerbier. Det er tydeligt og forfriskende ufiltreret, tæt orangetåget med fint, dunet og kridhvidt skum.

Og smagen kunne også være sydfra – eller sydøstfra. Humlen lægger sig nok lidt mere i Saaz-hjørnet end Hallertauerhjørnet, hvor det giver mindelser om Prags barokbygninger og flotte broer … dermed er vi faktisk rykket endnu længere væk fra Jamaica, men hvis nogen har været der, og hæftet sig ved de lokale bjerges duft af fusel og humle, så hører jeg selvfølgelig gerne fra jer. Ud over at byde på dejligt tæt, gennemsmagende humle med sød kant, byder brygget også på vanilleblød finish og fyldig lys malttæthed.

Egentlig er det bare en pilsner. En pilsner, der er en pilsner, og samtidig er en hel masse, man ikke forventer af en pilsner. Den byder på en usædvanligt stor øloplevelse, hvor hele tungens arsenal af smagsløg udnyttes, en kraft og karakter så alt trænger godt ind og igennem smagsorganerne samt en fylde der sikrer, at ikke bare tungen, men hele kæften får del i festlighederne.

Og samtidig er den fortsat egnet bare som en læskende mundfuld tørstslukning på en varm sommerdag.

Alt det der reggae, Jamaica og Ethiopien forvirrer egentlig bare, og kunne nemt undlades. Dette er slet og ret en overset bornholmsk perle, der har mine varmeste anbefalinger.

5-stjerner

St. Bernardus abt 12, Brasserie St. Bernard

 2017-02-03 17.22.14Gudommeligt …

Der er mange fantasiverdener, man kan flygte ind i, når virkeligheden – i vore dage i form af blomstrende fascisme og en John Hurt, der pludselig ikke længere bare lader som om han dør – trænger sig på.

Fx. kan man blive religiøs og gå i kloster. Der lever man et nøjsomt, asketisk og kontemplativt liv – i vore dage i hvert fald. I gamle dage fik man tiden til at gå med at drikke sig pattestiv i stærkt, mørkt øl.

Og lige netop den slags øl havde Fakta tilbud på tilbage i slutningen af december måned. En tyver var den her sat ned til (som det fremgår af billedet). Forinden kunne man på de sociale medier følge det danske ølskribentparnas’ begejstrede halleluja-, hossiana- og andre jubelråb over trapistøllenes (der var nemlig to (og ja – jeg fik dem begge)) mirakuløse materialisation, som var det sendt som manna himlen.

Og justerer jo forventningerne oppe i retning af det guddommelige – dvs. et stykke under Amager Bryghus og laaaaangt fra The Alchemist, men ikke desto mindre bedre end bare almindeligt udmærket.

Den megen brus skyldes nok øllets karakter, og var næppe en reaktion afstedkommet af, at jeg valgte det mest sataniske bæger, jeg lå inde med, til at afprøve det i. Og skønt skummet er højt, afbruser det hastigt og under den nydeligste hvide støj, som man må ty til sodavand for at finde mage til.

Brygget bekender i bouqueten på stedet sit belgiske ophav: Fyldige svesker, søde æbler, kanel og sur sildelage blander sig på en måde så det er en fryd, men at forsøge at gøre indtrykket efter med disse ingredienser er næppe tilrådeligt. I endnu mindre grad så er det at smage på det efterfølgende.

Men blandes malt, humle, vand og sukker sammen i et brygkar og transcenderes af trappistgær, så er sagen en ganske anden. Maltfylden er vitterlig af en anden verden, mens den sprudlende karbonering og mægtige alkoholprocent på 10 yder en næsten spirituel oplevelse. Maltens karamelbund blander sig aldrig så nydelligt med en letkrydret bitterhed af kaffe, brygget på en blanding af kålafkog og sildelage, afsluttende med bitter eftersmag af lidt for gamle hasselnødder. Og hvordan det kan være gennemført lækkert – for det er det? Ja, det bliver man nødt til at prøve denne øl for helt at kunne forstå.

Det er vel et af guds mirakler – eller mysterier, hvis man er mere til det romerske fra omtrent samme tid.

Guddommeligt? – Det er faktisk lidt mere end det … om måske stadig ikke helt på Amager Bryghus-niveau endnu.

5-stjerner

Pokal Mørk Lager, Bryghuset Braunstein

2017-01-30 17.57.39Tid at hamstre …

Jeg vil næsten tro, at jeg med dagens øl er igennem Bryghuset Braunsteins Pokal-portefølje. Ud over at hæve standarden endog rigtig meget på de allerede eksisterende produkter, er der også kommet nye øltyper ind i brandet, og alle sammen i kvalitet langt over, hvad man ellers har været vant til fra det mærke.

Midt i alt begejstringen har jeg opdaget, at brandet åbenbart er på vej tilbage i sin gamle form. Små uanselige sølvgrå dåser med det gamle ‘pokal’-logo i det gamle, uengagerede design er i hvert fald dukket op igen i Fakta på Borgbjergsvej i Københavns Sydhavn. De 7 magre år banker så småt på igen, men det var i det mindste rart, så længe det varede.

Og hvad venter der så i den sidste flaske – den sidste trøst før det tynde øl atter må flyde som tårer over den tabte guldalder? Først og fremmest en dunkel skumkanon, der kan få den mest hærdede Zen-mester til at miste tålmodigheden, hvis brygget skal skænkes uden overløb. Det kræver tid at skænke det. Imens kan man nyde den søde duft af æbler og krydderier – ikke ulig æblekage med kanel.

Det søde møder man også i smagen, og der er krydret med aromaer der hører de mørke øl til: Farinsukker i bunden, sødme af passionsfrugt og syrlighed af kiwi giver aroma til almindeligt velbehag og en smule at tænke over. I eftersmagen tager friske valnødder over, igen med en let syrlighed i retning af veltilberedt brunkål.

Der er rigeligt smag til at overdøve det letflydende brygs tendens til vigende fylde. Det er helt overraskende, hvor meget et letdrikkeligt bryg faktisk kan smage. Brygget formår dermed at gøre det gamle discountbrand ære ved fortsat at være letdrikkeligt, men med den ikke uvæsentlige justering, at det ikke bare smager af noget men rent faktisk oven i købet godt.

Og noget tyder altså på, at Pokal er på vej tilbage i sit gamle format – øvforpokkerdaosse! Men endnu er det næppe for sent at hamstre …

4-stjerner

Ny Top-5 liste: Nydelige Standardportere til rimelige priser

Om ikke andet, fordi jeg har manflu …

P.t. er jeg ramt af noget virus, der på den ene side ikke har gjort mig kronisk sengeliggende, men på den anden side ganske effektivt har berøvet mig lysten til øl.

For at bloggen ikke helt skal stande i våde, bare fordi min krops T-celler (eller hvad det nu end er, der skal bekæmpe virus) er sløve i optrækket, har jeg lavet en ny Top-5-liste over nogle af de bedste øl, jeg har prøvet.

Sidst gjaldt det de mest mindeværdige IPA’er, jeg har prøvet. Det var sådan nogenlunde ligetil. Denne gang er de i betragtning tagede egenskaber ved øllene en smule mere komplekse: Det drejer sig om portere – så vidt så godt – men også lidt om stouts, for jeg synes at forskellen på de to er neglibel.

Det handler om portere og stouts – ikke de bedste jeg har prøvet (selvom det nok skal komme) men de bedste portere og stouts til prisen. Fem styk har jeg udvalgt til anbefaling blandt de mange portere, jeg gennem tiden har prøvet. Fem portere, der er billige, og som deres lave pris til trods stadig leverer den fulde oplevelse af tungt, mørkt humlebryg.

Find selv listen i drop-down-menuen ‘Top 5’ere’ ovenfor, eller brug linket her.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme