Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Mojo IPA, Stone Barrel (Ole Øl-Ninja 7)

En snert af uenighed …

Den næste øl på programmet bød på lidt færre spørgsmål end Buxton og Lervigs ‘Trolltunga‘. Bryggeriet var tydeligt angivet – Stone Barrel, endnu en debutant på bloggen – ligesom ophavslandet var nemt at finde; Republikken Irland. Til gengæld bestod ét af spørgsmålene, idet brygget var pakket i samme emballagestørrelse som det engelsk-norske collab – 0,44 l.

Irerne gør ellers meget ud af ikke at være ligesom briterne. De måler afstande og angiver hastighedsgrænser i kilometer (i timen), og metersystemet har også for længst sneget sig ind i rummålene, hvor de bruger liter frem for ounces og pints og hvad det nu ellers er, briterne bruger. Så emballagepakken forblev et mysterium, vi ikke fik knækket i denne omgang.

Læsere, der har fulgt mig gennem årene vil vide, at jeg en kort overgang boede i Irland, samt at det aldrig rigtig er lykkedes for landet at imponere mig med deres øludvalg. Jeg anser det højt besungne irske øl for halvkedeligt, ofte tyndt, og får jeg endelig en øl fra landet, der er ordentlig, er jeg overrasket til den positive side, fremfor at føle forventningerne indfriet.

Brygget her er en IPA. Og efter at norske Lervig overlegent viste, hvordan sådan én skulle skæres ville det næsten være hybris, hvis succeen lod sig gentage. Efter at have kæmpet lidt med skummet – det var meget voldsomt, men til gengæld også dejlig plastisk og fedtet – kunne vi konstatere rare, frugtige citrusnoter i bouqueten, fortrinsvis lime. En ganske massiv aroma af frisk træ og bitterhumle træder allerede frem i skummet. Hvis man ikke vil smage på skummet, kommer man til at vente længe, for det tager sin tid at falde. En tommelfingerregel synes at være, at et overdrevent højt skum kun er tegn på infektion, hvis skummet falder hurtigt. Falder det langsomt, er der intet galt – således også her.

Vi blev dog også snart enige om, at brygget, de gode takter til trods, ikke stak ud på nogen måde, der gjorde brygget unikt. Det smagte såmænd fint, men bød ikke på mange overraskelser. En fin nok IPA, såmænd. Men også en IPA, der var meget baseline i sit udtryk – uden at være en IPA, man ville genkende, om man fik den serveret igen, for der var ikke rigtig noget individuelt eller unikt at genkende den på.

Ole var langt fra imponeret, uden at være decideret skuffet, og gav brygget …

Jeg selv sværger til stilen, og er egentlig glad for at have fundet en baseline IPA, der samtidig kunne højne min agtelse for irsk øl en anelse.

Trolltunga, Buxton Brewery/Lervig (Ole Øl-Ninja 6)

Yay, sure stikkelsbær …

Hvad skal man vælge efter noget nær den perfekte IPA? Man forsøger selvfølgelig at stryge ‘noget nær’ ved at vælge en sur IPA i stedet. At gøre en IPA sur, er den eneste måde, jeg kunne forestille mig, man kunne begå total hybris, og gøre den ultimative ølstil endnu bedre.

Dette bryg er tilsat stikkelsbær. Jeg har været så privilegeret at vokse op i provinsen, i et stort hus med en stor nyttehave. Stikkelsbærbuske havde vi blandt andet – både gule og røde. Modne stikkelsbær smager imidlertid ikke af meget, men fornemmelsen at at prikke hul på det seje skind og mærke det bløde fyld vælte ud i mundhulen, er i sig selv en rar fornemmelse, som jeg husker med nostalgisk glæde.

Lige så klart husker jeg væmmelsen, hvis man tog et stikkelsbær der bare var en anelse umodent. Den syre ville man helst undgå – og jeg i en grad så jeg allerede tidligt i min barndom helt mistede interessen for stikkelsbær, og spiste masser af røde rips i stedet. Gerne i starten af juli, hvor disse nok var modne, omend også ekstra sure.

For der er jo ingen der siger, at hvad man gjorde, dengang, man var lille, behøver følge så meget som en antydning af logik.

Indpakningen var i øvrigt anledning til nogen forvirring. Brygget er en collab mellem britiske Buxton Brewery, der hermed får debut på bloggen, og norske Lervig, som ikke bare i antallet af bryg men sandelig også i kvalitet har fået en prominent plads i dette tema. Det tog lidt tid at lure – ikke mindst fordi både mine og Oles øjne er gamle og trætte af alder. De 6-7 genstande, vi efterhånden var oppe på, gjorde det selvfølgelig heller ikke nemmere, mens datomærkningen ‘Bäst före’ nærmest gjorde forvirringen total.

Men næh nej – der skulle mere til. Dåsen indeholdt 0,44 liter. Og jeg ved godt at Storbritannien stadig hænger fast i nogle ‘Imperial Measures’ (og med Brexit kan det jo gå hen og blive helt skørt igen) men umiddelbart kan jeg ikke se, hvilken af disse, der gør en volumen på 0,44 l. nødvendig.

Og så satte Ole ellers trumf på, idet han bekendtgjorde, at navnet ‘Trolltunga’ lød som titlen på en sang af bandet Finntroll, der er fra Finland, men synger på svensk. Det var garanteret fuldskaben og fuldskaben alene, der forhindrede vores hjerner i at eksplodere lige der.

Mindre kompliceret var det at hælde brygget op. Som IPA er det jo et lyst bryg, og gør ikke modstand i modsætning til sirup-blandingen fra tidligere. Bouquet’en er svær at placere. Sur er den ganske vist, men på en særlig måde, der minder mig om nogle lidt sære slikkepinde fra Tyskland, jeg fik som barn. De var lilla, og jeg brøds mig egentlig ikke om dem, men det holdt mig selvfølgelig ikke tilbage. Underligt metallisk med et stik af eddike måske?

På videooptagelsen kan man se, hvordan jeg tager en lille bitte tår, og hvordan mit ansigt omgående flækker i et saligt smil. Syren går lige i tungen, som et barberblad i blankpoleret kobber. Gummer, kinder og mandler bliver revet rundt bagest i munden, så man slet ikke kan holde masken. Imens vederkvæger det kølige, metalliske bryg så det er en ren fryd.

Og oven i købet, kan man tydeligt mærke den aromatiske IPA-humle bagom syren. En dristig komposition, der  let kunne være gået galt, men her nonchalant lykkes med højest et skuldertræk og et smilehul ad roser og pris.

Ole mente, at han meget nøje kunne genkende smagen af umodne stikkelsbær i brygget. Selv var jeg vist ikke så sikker, men ville heller ikke udelukke det. Det er alligevel ved at være længe siden, jeg sidst prøvede sure stikkelsbær, og jeg ved faktisk ikke om jeg gider prøve igen, hvis jeg en dag skulle få chancen.

Det skulle være hvis jeg stod med endnu et af disse bryg i den anden hånd. Og dette bryg nyder jeg hellere end gerne en anden gang igen.

For den unikke brygoplevelse denne øl repræsenterer – et vellykket brygeksperiment, der ikke bare er usædvanligt men også forbandet velsmagende, valgte jeg at gå hele vejen med …

Ole var som flere gange før lidt mere kritisk og ikke helt så rundhåndet, endskønt han indrømmede brygget stor unikhed og kvalitet med …

Tasty Juice, Lervig (Ole Øl-Ninja 5)

Sådan skal det være!

Vel, det skal jo ikke handle om øl alt sammen. Jeg er kendt, for ikke at sige berygtet, for at blande alt muligt irrelevant – gerne af politisk tilsnit – ind i mine ølskriverier. Og her på det sidste synes jeg godt nok, jeg fik holdt mig lige lovligt meget til emnet.

Nu skal det være slut! SAS har vist god stil ved at lave en reklame, der har fået hele ekstrabladssegmentet (i ved – den yderste højrefløj, der som bekendt starter ved midaldrende socialdemokrater) til at fare i kollektiv flint. Tænk, alle dem, der ellers hader fællesskabet så meget, at de næsten spontant ejakulerer ved tanken om at lade rædselsfirmaer som Goldman Sachs og Blackstone overtage hele Danmarks infrastruktur og boligsektor for en slik, forvandles til små hysteriske pattebørn, så snart deres illusion om Norden og Skandinavien som verdens navle belyses den mindste smule kritisk.

Frygten er åbenbart meget reel. Skulle læserne ikke have opdaget det, har jeg smidt en video op på min YouTube-kanal om, hvad jeg mener om reklamen, og den har omgående tiltrukket sig væsentlig mere opmærksomhed, end mine ølanmeldelser gør! Selv jeg, en meget lille og ubetydelig YouTuber, skal overdænges med dislikes og spydige kommentarer. Og selvom jeg er fuldkommen åben om, at det hele tiden har været mit ønske at få dislikes og negative kommentarer, fortsætter de med at vælte ind. Og de vil allesammen opfanges af YouTube-algoritmen som opmærksomhed, der vil hjælpe videoen til at blive foreslået og delt i stadig bredere kredse.

Mine læsere skal være aldrig så velkomne til at deltage i løjerne. Om I liker eller disliker er grundlæggende ligegyldigt – algoritmen registrerer det alligevel som en interaktion – og det gavner videoen og min kanal. Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at jeg vil blive marginalt gladere, hvis den får nogle upvotes. Ender den med at have flere upvotes end downvotes engang når universets varmedød for alvor sætter ind, er det vel trods alt en form for sejr.

fig. 1

Det uhyggelige ved forløbet er til gengæld med hvilken ærlighed og åbenhed de højreradikale trolls, bots og snefnug går til værks. De er især sure over, at en farvet

person i reklamen taler om sine forfædre blandt vikingerne, og de sammenligner rask væk personen med aber. Andre mener at jeg er “anti-hvid”, og at udskiftning af den hvide befolkning er noget der rent faktisk sker (fig. 1)

Bedre er det ikke på Twitter, hvor det ikke tog lang tid, før jeg på grund af mit forsvar for reklamefilmen blev beskyldt for at være jøde (fig. 2). Er det bare mig, eller tegner der sig så småt en detaljeret profil af, hvilken ideologi disse kældermennesker mon i deres stille sind identificerer sig med?

fig. 2

En anklage om, at videoen er lige lovligt skarptskåren på grænsen af det trollende, ville egentlig ikke være helt urimelig. Men at den kan få så mange aspiranter til den næste generation af udtalte nazister til at springe ud, kom alligevel bag på mig. Hvor frygtindgydende det end måtte være, er det på den anden side også sundt at få bekræftet sine fordomme om, at det vitterlig er afstumpet, dødsensfarlig racisme der ligger bag kulturkrigernes floromvundne og intellektuelt synende diskurs om, at minoriteterne får for meget plads. Det er den lærdom, jeg tager med fra den her sag.

Nu over til noget meget rarere!

Hvor den sidste øl, Ole og jeg nød var en ekstremøl, der havde så travlt med at være ekstrem, at den næsten glemte at være en øl, gik vi nu over til noget mere rent i konceptet. En IPA, der var rigtig meget IPA, og som ikke prøvede at være noget andet end en IPA. Bryggeriet var det samme, norske Lervig, der i disse dage for alvor slår sit navn fast på bloggen som en af topbryggerierne.

Det tætte, nærmest plumrede bryg byder på vild frugtsalat i bouqueten. Det vælter ind med sødt og syrligt – figner, fersken, appelsin og citrus. Illusionen er perfekt, eftersom brygget ikke indeholder et gram frugt – blot vand, gær, malt af byg og hvede samt rigeligt med humle.

Den perfekte aromatiske eksplosion af bittert og aromatisk fylder hele mundhulen. Dette er grunden til at jeg kalder IPA min favorittype. Så meget aroma, så meget bitterhed, så meget gran, så meget tørt, lyst træ, så meget frugt – appelsin og bergamot – omend brygget her har fokus på en bitterhed, der ikke var videre præsent i bouqueten.

Dette var Ole en kende skuffet over. Han havde forventet, at brygget var en fruit IPA – en IPA-type, der faktisk smager af frugt som følge af et meget nøje udvalg af humler, der til gengæld læsses i urten som sukker i Coca-Cola. Han var også skuffet over, at bitterheden – hvor intens og fyldig den ellers måtte være – alt for hurtigt pakker sydfrugterne efter det velgørende besøg hos smagsløgene.

Jeg kender ikke fruit-IPA-typen. Og som repræsentant for typen er brygget her noget nær perfekt – så den skuffelse delte jeg ingenlunde. Jeg vil til gengæld gerne indrømme Ole detaljen med, at eftersmagen varer for kort … Det er faktisk lidt frækt at beklage sig over det, når alt andet i brygget er så godt som det er. Men det er ikke desto mindre den detalje der gør, at brygget ikke fik den absolutte topkarakter af nogen af os.

Ole gav den …

… fordi han ligesom min gode ven og hyppige medsmager Marcus ikke vil give halve stjerner. Jeg er til gengæld ikke nær så puristisk.

Toasted Maple Stout, Lervig (Ole Øl-Ninja 4)

Smæk for skillingen …

Når man i forbindelse med en længere ølsmagning sådan render ind i en alkoholfri øl, så må man gerne kompensere. Fx med en rigtig tung og tjæretyk stout på 12% Tilsammen svarer det jo sådan nogenlunde til en enkelt øl. (En småstærk øl – men alligevel.) Toasted Maple Stout er navnet på uhyret, og den er tilsat ahorn (sirup, går jeg ud fra, omend dette ikke er præcist specificeret), laktose og vanille. Ølgær kan, så vidt jeg har forstået, dårligt eller slet ikke omsætte laktose, og det er derfor den foretrukne sukker at bruge, når man gerne vil gøre en øl sødere uden at gøre den stærkere. Man fristes til at sige, at der vel heller ikke er nogen grund til at overdrive, når bryggets styrke i forvejen skal angives i to cifre.

Norske Lervig står bag. Der er tale om en noget anden klasse end de øl, Gedved havde med ved nytår. Den her kan nok kun fås i Vinmonopolet, da styrken næsten er tre gange højere end de tilladte 4,5% i supermarkederne.

En mur af ahornsirup knalder ind i hovedet på en i samme øjeblik, glasset sættes for næsen. Noter af træ titter også frem og giver heldigvis brygget noget nuance, da den tætte em af sødt ahornsukker næsten allerede er for meget i opstartsfasen.

På optagelserne kan man se, hvordan Ole tager smageoplevelsen med større ophøjet stoisk ro end undertegnede, der bogstaveligt talt går bagover i mødet med det tykke, olieagtige produkt. En smule får mere end normalt får han dog spærret øjnene op. Klistret, sejt og klægt sætter brygget sig på alle mundens indvendige overflader som et klæbrigt, sødt lag af en blanding af flapjacks med for meget ahornsirup og regulære pandekager med for meget ahornsirup. Meget hurtigt bliver brygget for meget. Og som Ole forbløffende indsigtsfuldt – i betragtning af den hastigt stigende promille – siger, så er brygget et eksempel på den type ekstrembryg, der har lagt vægten på hvor meget man prøver, frem for hvad man prøver.

Nytænkning og eksperimenteren er godt, mens det langt fra altid er nogen god ide, at tæske et bestemt smagindtryk igennem, hinsides lammelse og fraktur. Brygget her går for langt, og ender vel uden for det afbalancerede og harmoniske.

Når det så er sagt, er brygget, i kraft af sin seje, tjæresorte fandenivoldskhed, en stor oplevelse, som det skal belønnes for. Det er ikke en øl, man kommer forbi hver dag – det er ikke en øl, man ville gide hver dag. Den er et sjældent los i smagsløgene, der minder én om, hvorfor mere standardiserede bryg når alt kommer til alt er lettere at have at gøre med i hverdagen.

Og således gav vi den begge …

Konx, Omnipollo (Ole Øl-Ninja 3)

Hvis man en dag gik på vandvognen …

Der var jo ligegodt mange øl, vi skulle igennem den eftermiddag og aften. Det har jeg vist allerede nævnt flere gange, og den eneste måde, der kunne blive færre, var at vi drak dem.

Nej, det er umuligt på linje med at bevæge sig hurtigere end lyset eller være en gift ungkarl, at vi fx gav øllene væk til nogle andre eller *gys* hældte dem ud!

Næste skud på stammen var imidlertid en alkoholsvag – ja, faktisk næsten alkoholfri øl på sølle 0,3%. Producenten er nomadebryggeriet Omnipollo fra Sverige. De er debutanter på bloggen, og starter dermed ud med måske det allersværeste man kan finde på som brygger.

Alkoholfri øl med smag er en relativt ny udvikling. Jeg husker stadig med gedigen væmmelse min afprøvning af Tuborg Super Light for nu over ni år siden. Indrømmet: langt fra alle alkoholfri øl er lige så fæle som hin sæbe-metalliske rædsel. Men at en øl ikke smager grimt er ikke i sig selv et hædersmærke. En øl er først god, når den smager godt. Dette gælder også for alkoholfri øl. Det handler i virkeligheden om at skabe en oplevelse af en rigtig øl – men uden alkohol. Det er svært, men netop i denne tid sker der noget på den front, der peger i den rigtige retning.

Svaneke er gode. Vestfyen er med Willemoes-serien også OK med, men ellers kan der være endog meget langt mellem smagsoplevelserne.

En gedigen næsestyver kickstarter imidlertid øloplevelsen i samme sekund det lyse, lettågede bryg inhaleres. Søde, aromatiske og bitre noter kappes om at komme til. Citrus, grannåle og hyld gør godt, og røber over for den tilstedeværende brygger og glade giver, Ole, planen for, hvordan brygget her gøres godt på trods af det lave alkoholindhold: masser af aromatisk humle med henblik på at få brygget til at tage sig ud som en pale ale.

Og det lykkes. Ikke alene har brygget mindst lige så meget velsmag som det har velduft, det har også krop. Det har fylde. Det plasker ikke planløst rundt i en alt for vandig sø, sådan som alkoholfrit øl alt for ofte gør. Hvedemalten giver desuden brygget en slet ikke tosset karakter af Belgisk wit. En stil, jeg normalt ikke kommer godt overens med, men her lykkes det bryggeriet præcis at tage de gode elementer fra stilen – den bløde mundfornemmelse og friskheden – og lade de negative elementer, såsom isoamyl acetat (der giver banansmag) og syre ligge.

Alt hvad man ønsker af en øl er at finde her – bortset fra det, man bliver fuld af. Og det er selve meningen med alkoholfrit øl. Det undrer ikke, at landet med Systembolaget gør det i alkoholfri bryg – men at det sker med en sådan success, indgyder respekt uanset hvem det lykkes for. Ole og jeg approberer med henholdsvis …

… for Oles vedkommende og …

… for mit.

Black Sun, Frau Gruber (Ole Øl-Ninja 2)

Mere Schwarzbier end Stout …

Der blev som antydet i indledningen samt den første anmeldelse i nærværende tema testet mange øl den eftermiddag og aften. Det andet eksemplar var denne tyske stout – næsten allerede der en selvmodsigelse. Min agtelse for tysk øl er kun gået i én retning siden jeg begyndte at blogge om øl, og det er ikke opad.

Jeg vil stadig gerne indrømme dem evnen til at brygge en god gammeldags pilsner bedre end de fleste. Men selv på det punkt har ølrevolutionen overhalet dem. For slet ikke at tale om de nye moderne stilarter, som åbenbart er fløjet fuldkommen hen over hovedet på det ellers ret store land mod syd. Tyskland kan ikke længere leve højt på sin purisme og konservatisme. Det, der engang gjorde dem til en glimtende ledestjerne for, hvor man ville hen som industribrygger, er det samme, som enhver hånd- kvalitets- og mikrobrygger – plus ikke så få industriforetagender – i dag panisk flygter fra. Hals over hoved, med halen mellem benene, og sidstnævnte vel placeret i bagenden af det der blev nævnt som nummer to.

Netop derfor er det altid rart, når Tyskland i det mindste prøver. Helt galt går det jo ikke altid, men rigtig mange forsøg på at gøre udlandet (set med tyske øjne) kunsten efter, ender mildt sagt forkølede og halvhjertede.

Klog af skade sætter jeg aldrig forventningerne højt, når jeg får et tysk forsøg på hånd- eller kvalitetsbryg mellem hænderne. Og bedre bliver det bestemt ikke, når brygget skummer over allerede ved åbning, selvom optagelserne af, hvordan jeg panisk løber ud efter en klud (bare vent, det hele kommer på video), selvfølgelig ikke gør seancen mindre underholdende for seerne. Ole mente i øvrigt, at skummet lige så godt kunne være en kommentar til hans kørsel. Men da det høje skum aldrig var et lige så stort problem ved nogen af de andre øl, er jeg nu mere end tilbøjelig til at frikende ham.

Han er jo trods alt en ninja. Han kunne garanteret ikke engang køre råddent, selv hvis han prøvede.

Skummet – der ellers syner af ikke så lidt, brunt og fedtet som det er (og ud over det hele) – falder faretruende hurtigt. Bouqueten byder til gengæld på nogle af de kaffenoter, jeg savnede i Heavy Water. Resten af brygget peger til gengæld i retning af en Guinness, som – vil de fleste af mine læsere vide – kun er en tæt stout, hvis man er så meget et stakkels, forsømt og elendigt menneske, at man aldrig har prøvet en Limfjordsporter, eller det der er bedre.

Skuffelsen skyller også næsten drunknende gennem munden, og trænger straks ind i alle mundens afkroge med sit alt for forfriskende vand og alt for svage noter af kold kaffe, ledsaget af syrlige noter, der umiddelbart minder én om noget, man har om fødderne, når det er koldt.

Men netop som jeg får udtrykt min skuffelse, bryder øl-ninjaen ind. I stedet for at tænke stout, skal man tænke videre i tyske baner – på den sydtyske Schwarzbier. Straks giver brygget mere mening. De sure sokker udskiftes med en letsyrlig frugtnote, der gør sit til at gøre det lette, men stadig mørke bryg mere fordøjeligt.  Drikker man det i forventning af en stout, bliver man skuffet. Men drikkes det som en Schwarzbier, ligger nydelsen pludselig på lur.

Helt oppe at ringe kommer brygget nu aldrig, omend brygget nu heller ikke er en så stor skuffelse som sidst Ole var ude for at se fænomenet Sort Sol. Om det er det brygget er opkaldt efter – eller bandet (næppe) – eller noget helt tredje vides ikke. Men stor uenighed var der ikke om bryggets middelmådighed, som Ole udtrykte med karakteren …

… mens jeg selv var en anelse mere rundhåndet med

Heavy Water, Beavertown Brewery (Ole Øl-Ninja I)

En gammel kending …

Hermed starter sagaen om den eftermiddag Ole kom på besøg i mit ringe hjem i Thisted, bevæbnet med en hel kasse fine mikrobryg, som han havde hentet mestendels i Købmandsgården i Voldby, og resten … vel, det fik jeg aldrig helt med. Men rundt omkring velsagtens og vist nok.

Ikke én af øllene havde jeg prøvet før, og ikke én af dem har jeg set stå hos nogen af de ølpushere, jeg regelmæssigt og uregelmæssigt frekventerer.

Et eller andet sted skulle vi jo starte, og da Ole havde kørt et godt stykke vej, og dette havde givet de medbragte øl noget temperatur, valgte vi at lægge ud med en mørk øl, der bedst ville kunne nydes omkring stuetemperatur. De lysere bryg kom til gengæld i køleskabet.

En Imperial Stout med hindbær, cacao og vanille fra engelske Beavertown faldt valget på. Jeg har været forbi bryggeriet en enkelt gang før for snart fire år siden, via Oles og min fælles ven Lasse. Lasse havde tre smagsprøver med til København, da jeg selv kun lige var flyttet fra Amager til Brønshøj – og en af dem var fra Beavertown, og den skulle vise sig at være den bedste.

Så det er næppe overraskende at finde dem i udvalget hos forhandlere af kvalitetsbryg. Forventningspresset røg også noget i vejret af emballagens brutalistiske stil. Og så var det alligevel søde og børnevenlige ting som hindbær, kakao og vanille, brygget var krydret med. Børnevenlig eller brutal? Der var kun én måde at finde ud af det.

Ole åbnede, jeg skænkede og vi var begge umiddelbart glade ved synet: Kulsort, uigennemskinneligt og med tæt, fedtet brunt skum … der så til gengæld ikke var helt så højt som man kunne have ønsket.

Hindbærrene kunne til gengæld mærkes i duften … som det eneste. Selvom bouqueten var tæt, savnede man de typiske stoutnoter af fx mørk chokolade eller stærk kaffe. Vage karamelnoter var det eneste, mit ellers mægtige snudeskaft opfangede.

I smagen var det også hindbærrene, der gjorde mest væsen af sig. I hvert fald i min mund, hvor jeg mærkede dem omgående. Ole mærkede dem derimod først på bagtungen, hvor jeg til gengæld endelig kunne glæde mig over nogle rare, ristede kaffenoter, som jeg havde savnet både i duften og da de første dråber ramte inden for læberne.

Sådan rigtig godt blev det nu aldrig. Brygget forekom Ole for svagt i karakteren, og jeg måtte give ham ret. Hindbærrene var også lidt for langt fremme i smagen, og gjorde brygget en kende disharmonisk. Endelig efterlod brygget en klæbrig hinde på tunge og gane, der mindede om en blanding af pap og lakrids – et sikkert kendetegn på en stout, der ikke sidder helt i skabet.

Uden at det overordnet var noget dårlig øl. Oplevelsen var i hus, men vi var samtidig rørende enige om en karakter over middel, der dog langt fra ragede ind i himlen.

Ole Øl-Ninja, Indledning

Så må jeg vist hellere starte et tema …

Dangit … Så blev man ellers lige lagt ned. Jeg burde have set det komme, for jeg vidste jo godt, at min gæst var mester i nin-jutsu. Eller … det var sgu egentlig nok derfor jeg ikke opdagede det, før det var for sent – nu jeg lige tænker nærmere over det.

Jeg ville ellers have forventet at blive nedlagt med et samurai-sværd, eller med nogle judo-greb. Men nej, det var nogen langt langt farligere våben, der blev taget i brug.

Det var øl.

Gode øl, endda.

Ole, som min ven hedder, bor ikke langt fra Voldby, hvor købmandsgården er endda overordentligt velforsynet med kvalitetsøl. Et større udvalg blev pakket og så drog han ellers nordvest på for at aflægge mig et besøg. Jeg har kendt Ole i årevis via nettet, men aldrig mødt ham i virkeligheden. Det er en måde at mødes på, der er særlig for vores tid – at møde folk i virkeligheden, man kun kender fra internettet.

Og mens jeg stadig ikke er helt på højkant efter de ret mange snu ninja-trick, der blev udøvet på mig mandag aften, tænker jeg, at jeg alligevel hellere må se at få noget struktur på de mange oplevelser. De næste mange anmeldelser vil derfor være de mange øl, som Ole havde med til mig, og som vi prøvede i fællesskab. Afprøvningerne blev desuden optaget på video, så der er også rigeligt materiale til YouTube-kanalen, skal jeg ellers lige love for.

En begyndelse er, at liste de mange øl op, og så ellers tage dem fra en ende af. Hermed følger øllene i den rækkefølge de blev brugt til at få mig onduleret på ægte ninja-manér:

  1. Beavertown Heavy Water, Beavertown Brewery, UK (Imperial stout med hindbær, kakao og vanille, 9,5% ABV).
  2. Black Sun, Frau Gruber, DE (Stout, 6,3% ABV)
  3. Konx, Omnipollo, SE (Non-alcoholic mini pale ale, 0,3% ABV)
  4. Toasted Maple Stout, Lervig, NO (Imperial stout m. ahorn, laktose og vanille, 12% ABV)
  5. Tasty Juice, Lervig, NO (Dobbelt tørhumlet IPA, 6% ABV)
  6. Trolltunga, Buxton Brewery, UK (Sour IPA med stikkelsbær, 6,3% ABV)
  7. Mojo IPA, Stone Barrel, IE (IPA med havre, 6% ABV)
  8. Yulu Loose Leaf Pale Ale, Siren Craft Brew, UK (Pale Ale med te og citronskal 3,6%)
  9. Graxx the Cream Horn Gobbler, Demoersleutel Beer Engineers, NL (Mocha Hazelnut Cream Horn Stout med kaffe, laktose, hasselnødder og kakaostykker, 9%)
  10. Premium Organic IPA, Brouwerij De Leckere, NL (Alkoholfri IPA med emmermalt, <0,5% ABV)
  11. Abordaia, Basqueland Brewing/Cerveses La Pirata, EUK/ES (Imperial Stout med vanille, 9,5% ABV)

Så har jeg vist også fået kam til mit lange hår – og en anledning til at lade mig afgifte. Om det bliver helt indtil temaet her er afsluttet, at den står på mineral- og sodavand, kaffe og mælk, samt andre drikke, man ikke bliver fuld af ved jeg nu ikke. Men at der kommer en mindre pause i eskapaderne er ganske vist.

Vi ses snarest til den første anmeldelse. Både på skrift og på video.

NUA SMOI, NUA Brygghus

Jævnt godt …

Jeg har stadig et par norske øl stående, som min gode ven Gedved havde med, da han besøgte mig over nytår. Et par af dem blev afprøvet live, og resten blev stående til senere anmeldelse. Turen gennem dem har været lidt af en rutsjebanetur, omend ikke i Dæmonen. Det har snarere været en tur i Mariehønen, for selvom der da har været et par opture, har de aldrig været sådan rigtig høje, og voldsomt meget har det aldrig kildet i maven.

Dybt nede har jeg til gengæld været på vej igennem dem – omend med en øl, der er under mistanke om at være defekt. Og så hellere få en defekt øl end sætte sig ind i en defekt vogn i en rutsjebane – om det så bare er Mariehønen.

En længere smøre på bagetiketten blev jeg ikke klogere på. Men nu er norsk jo ligegodt også det skandinaviske sprog, jeg både i skrift og tale begår mig ringest på. Ja, jeg både læser, forstår og taler svensk bedre end norsk, fordi jeg bare er sådan. Om Duolingo fungerer som det skal, overhaler jeg måske alle disse sprog indenom med nederlandsk inden længe. Det er overraskende hvor nemme sprog, man ind imellem kan støde på. Prøv nederlandsk, hvis du kan lide at lære sprog, så længe de ikke er for svære.

En af de få ting, jeg dog fik ud af teksten på bagetiketten var, at denne øl skulle være en blanding af amerikansk og britisk stil. Hvilken stil præciseres ikke. Mit gæt er pale ale uden videre dikkedarer, for det er i den retning det messinggule, lavtskummende bryg peger, både med kulør og bouquet. Omend den prikkende, blomsteraromatiske humle er gemt bag lidt for meget vand til at begynde med.

Og jeg vil end ikke unde de vittige hoveder, der mumler for sig selv “det passer jo meget godt til britisk og amerikansk øl med for meget vand” en kommentar.

Her har NUA Brygghus til gengæld taget sig en smule sammen. Aromahumlen flyder lifligt hen over tungen med sine velkendte trænålsnoter, akkompagneret af bergamot og roser. Spinkelt men elegant, spagfærdigt og alligevel karakterfuldt folder aromaen sig ud i munden, og leverer endelig en godkendt øloplevelse – omend på trods af et vandelement, der fortsat fylder lidt for meget i den samlede vurdering.

Det er åbenbart begrænset hvad man kan, når man kun har 4,5% alkohol til rådighed. Det kan man jo glæde sig over, mens vognen trækkes de 1½ meter op på endnu en lille bakke på Mariehønen.

Willemoes Session IPA, Vestfyen

Så’ der konkurrence …

Så nåede jeg til den anden øl i Vestfyens nye Willemoes-par af alkoholfattige IPA’er. Denne indeholder lidt mere end de 0,5 som Willemoes Mosaic indeholder. Flere gange mere, faktisk, idet denne er helt oppe på 2,7%. En frokostøl, kaldes øl af den styrke vist af indtil flere bryggerier. Den britisk-amerikanske betegnelse er ‘session’, som involverer flere egenskaber: lavt alkoholniveau, der gør brygget egnet til konsum under udførelse af arbejde samt i de indlagte pauser. Dermed rammer ‘frokostøl’-betegnelsen også fint inden for skiven.

Duft er der rigeligt af i det kobberfarvede, lavtskummende bryg. Der er godt med frugter i form af bergamot, lime og appelsin, flankeret af sød hyldeblomst. I aromaen mærker man andre – for stilen velkendte og generelt mere aggressive – bitre noter af fyrrenåle. Muskatnød og koriander leger med, og skaber en fin lille forestilling udi afdæmpede, omend vellystige og fornøjelige optrin af aroma og smag.

Og som det sig hør og bør med en session IPA er de tørstslukkende egenskaber langt fra glemt. Selvfølgelig er vandet præsent, men det er også klart og forfriskende – uden at tage for meget fokus væk fra krydderiernes lille teaterstykke.

Svaneke har stadig føringen i bestræbelserne på at skabe alkoholfattige øl, der rent faktisk smager af noget. Men hvis jeg var Jan Paul og Co. ville jeg begynde at se mig over skulderen, for fra Vest kommer de stormende, bærende en søhelts navn. Og de kan i den grad også.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme