Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Matrosenschluck, Ratsherrn

Der er sket noget …

Da jeg fandt denne øl i Fakta, var jeg sekundet efter på en vældig rutsjetur nedad Memory Lane til bloggens allerførste dage. Dengang, da jeg stadig boede i Aarhus, fandt jeg en økologisk Ratsherrn-pilsner i en hippiebutik i Jægergårdsgade. Og ved den lejlighed lærte jeg på den hårde måde, at blot fordi noget er økologisk, behøver det ikke at være godt. Jeg tror faktisk, den var bloggens største skuffelse dengang, og den første øl, der kun scorede en halv stjerne. Alt dette er skrevet før jeg kiggede efter …

… og det viser sig faktisk, at jeg prøvede Tuborgs for længst kasserede citronrædsel umiddelbart før hin uinspirerende pilsner. Så der var faktisk en øl, der havde fået en lavere karakter. Men at det var i bloggens allerførste tid vidner det faktum, at den er afprøvet før min nu otteårige søn blev født, om. Og så er det måske ikke så sært, at jeg ikke lige har alle detaljer helt på plads.

Det store spørgsmål er selvfølgelig, om bryggeriet har oppet sig siden sidst, for hin økopilsner vidnede mest om, at bryggerne i virkeligheden slet ikke gad tage sig sammen, og blot brugte økologien som undskyldning for overhovedet at have et produkt. At dømme på etiketten alene er der imidlertid sket noget. Alene det, at brygbetegnelsen er på engelsk, vidner om større udsyn mod verden, end man oftest ser et fra tyske industribryggere. Endnu mere overraskende er det, at øltypen – en Oat White IPA – er milevidt fra de generiske pilsnere, hvedeøl, bocks og schwarz, der næsten klichéagtigt karakteriserer tysk ølkultur. Allermest radikalt og overraskende er det måske, at brygget indeholder appelsinskal – hvormed det bryder Reinheitsgebot. Og nærmest flabet udebliver den ellers næsten demonstrativt tilstedeværende erklæring på næsten alt tysk øl, om at det sørme er brygget efter hin middelalderlov. Alt tyder på, at der er kommet nye humler i karret hos Ratsherrn.

Men har de også lært at brygge ordentligt øl? Det er i hvert fald ikke særligt tysk i udtrykket, det lyse, tågede og højtskummende bryg – der af forsigtighedshensyn ikke er hældt i drageglasset (den slags må bryggerierne gøre sig fortjent til). Det er snarere belgisk med en frisk, luftig kant af nybagt franskbrød, hyldeblomst og vanille, samt en snert af heldigvis ikke alt for markant banan.

Brygget yder en følgelig rar mundfornemmelse, blød og fyldig med fornemmelse af hvedebrød og vanille. Dertil kommer en af typen forventeligt skarp kant af bitterhumle. Afstemt efter tyske smagsløg, ganske vist, men stadig skarp nok.

Samlet set er brygget en interessant kombination af den belgiske wit og IPA som vi kender den fra USA. Med sin friske og adækvate bitterhed og fyldige impression af hvede og vanille, er det klart witten der er mest af. Følgere af bloggen vil udmærket vide, at jeg i den grad foretrækker IPA frem for wit …

… men, når witten er af en sådan kvalitet som denne, så bliver resultatet alligevel mere end blot godkendt. Ratsherrn har med denne øl fundet en lækker mellemting mellem IPA og wit, som jeg næppe troede mulig.

– Jo, der er i den grad sket noget siden sidst hos Ratsherrn. Næste gang kommer den i drageglasset.

 

Wookiee IPA, Amager Bryghus

Et afmålt kvantum nydelse …

Endnu en lomme af frihed, hvor jeg kan gøre de ting, jeg elsker allerhøjest: ingenting, samt blogge og hygge mig med mine børn, men det er jo nok bloggeriet, læserne vil lægge mest mærke til her.

Var det i øvrigt ikke en god ide til en blog: En blog om at blogge … Ej, hvor meta.

Vel – i dag står den på en klassiker. Eller i hvert fald en klassiker fra Amager Bryghus‘ bagkatalog – denne Wookiee IPA. Jo – en ‘wookiee’, die elskelige og temmelig aggressive hårtotter fra Star Wars-universet hedder ‘wookiee’er’  – med to e’er til sidst. Jeg troede at Amager Bryghus havde stavet navnet med to e’er for at undgå copyright problemer, men det viste sig, at det var mit Star Wars trivia-niveau, der kun var nået til ‘Ewok’ (det ligger i det mindste over Jar-Jar Binks).

Brygget fås nu i 0,33 litersemballage. Det er Amager Bryghus’ nye standard, og det passer mig aldeles fint, idet prisen så får et nøk nedad pr. enhed (endskønt literprisen bliver omtrent den samme), man kløjs ikke i alt for store mængder verdensklassebryg – og dette har mange gange været et issue, senest med Big, Bold and Beautiful, og endelig fordi … nu kan der rent faktisk være én hel øl i mit yndlingsglas.

Jeg bruger drageglasset til de øl, jeg har høje forventninger til – med mindre altså brygget leveres i for store pakker, hvorfor rigtig mang rigtig gode bryg fra Amager Bryghus ikke er blevet skænket i det glas, de egentlig fortjente. Det er slut nu.

Amager Bryghus er IPA-konger herhjemme, og det man kan brokke sig over i den anledning er, at selvom IPA’erne alle er vidunderlige, så er der måske ikke altid helt den variation, man kunne ønske. Denne IPA lægger imidlertid ud med en dybere og mørkere bouquet, end man er vant til. De spæde grannåle er erstattet af ditto fyrrenåle, der imidlertid river og flår fuldstændig som de skal på lidt sødere og mere markant aromatisk vanille- og bergamotbaggrund.

Også i aromaen er noterne mørkere og dybere end de sprøde, spæde og friske noter, bryggeriet vanligt disker op med. Det river og flår som det skal, men baggrunden er mere krydret, med indslag af laurbærblade og især nelliker.

De krydrede indslag er en kærkommen variation, der desværre ikke står alene med at lade brygget afvige fra bryggeriets signatur. En kant af gær, der i hvert fald i denne bloggers mund forekommer som et fremmedelement slår en flig af et ellers vældigt udtryk.

Det er synd – men langt fra nok til at sænke brygget her til noget nær Ewok-niveau.

Endsige da Jar-Jar Binks …

Babelsberger Babyboom, Amager Bryghus

Det sure med det sure …

Jeg synes selv, jeg lever i et stresshelvede, hvor jeg kun lige akkurat når at puste ud og samle stumperne, når jeg endelig har et par minutters frihed. Og så går det ellers løs igen. Sådan er det vel at være arbejdende voksen deleforælder – eller også er det bare sådan at være working poor i det postindustrielle, postfaktuelle hyperkapitalistiske samfund, hvor enhver spagfærdig anmodning om den mindste smule assistance ses som et tegn på svaghed, eller et forsøg på at nasse. Den slags snylteragtig kommunistisk tankevirksomhed skal knuses med yderste brutalitet, så ikke snylteradfærden breder sig. Og for at undgå den straf klynger jeg mig fortsat til de sørgerlige smuler, jeg trods alt stadig har at miste, for hvis først jeg skulle miste det arbejde, der i grund og grund slider mig ned psykisk, ville jeg ikke bare længere falde mod bunden – jeg ville blive udstyret med en mægtig raket, der i nedadgående retning ville blæse mig lodret ned i grundfjeldet.

De egentlige snyltere – dem der bliver rige af vores arbejdskraft, hvidvasker milliarder og gemmer overskuddet i skattely – de griner hele vejen ned til banken … eller … da der jo især er tale om banker, så griner de vel egentlig bare. Skingert og hånligt, mens de peger fingre ad alle os, der kæmper og ødelægger os selv i processen.

Alt dette blot for at forklare, hvorfor der ind imellem opstår pauser og irregulariteter i min skribentvirksomhed. Det er ikke sjældent simpelt hen overskuddet, der svigter – både det temporale og det mentale, fordi min situation bare er sådan som den er.

For en uges tid siden nød jeg til gengæld en af de små lommer af frihed med en tur i det lille miniparadis, der ligger syd for København, også kaldet Amager Bryghus. Anledningen var, at jeg skulle købe en fødselsdagsgave til min gode ven Marcus, men som stor beundrer og for at sige det ligeud – elsker (subst.) – af Amager Bryghus’ øl, skulle jeg da også lige smage lidt på, hvad de havde i hanerne. Der var nemlig friske produkter i udbud – et udvalg kom med hjem, mens denne blev skænket med Henrik Papsøs kyndige hænder og nydt på stedet. Den kunne – og kan nok i skrivende stund – endnu ikke fås på flaske.

På dette tidspunkt kunne man opleve begyndelsen på enden af denne sommers ulidelige hedebølge. Men det var stadig i omegnen af 5-6 grader for varmt for mig. En fadkølig sour var derfor noget nær det perfekte at byde mig, og med den bias bør de næste linjer i indlægget nok læses.

Det lyse, lavtskummende bryg dufter aldeles lifligt af frisk græs og citron – og lur mig om ikke det i hvert fald til dels skyldes, at brygget er tilsat citrongræs. Syren er ikke aggressiv, som det var tilfældet med den formidable belgiske foeder, jeg prøvede sidste år, men at øl ikke behøver levere tæsk til smagsløgene for at give en mægtig oplevelse har netop Amager Bryghus lært mig tidligere.

Brygget prikker og stikker med små fine, nænsomt håndterede nåle alle de rigtige steder i mundhulen. Ikke mindst under tungen og ved gummerne, hvor tørstfornemmelsen – i hvert fald i min kæft – tit føles allerværst. Lystigt vederkvægende er brygget, hvis ph-værdi synes minutiøst og nidkært lagt præcis det rigtige sted, hvor man oplever dets maksimale tørstslukkende egenskaber, uden at ansigtet imens behøver vrænge i sammentrukne grimasser.

Ikke at øl, der river øjne, mund og næse ufrivilligt rundt i hele fjæset, behøver være ubehagelige – tværtimod – men de behøver ikke gøre alt det for at yde store oplevelser.

Aromatisk yder brygget behændigt på en meget ren citronsmag – inklusive dennes aggressive skarphed, men uden trækninger – og uden den åndenød jeg i hvert fald godt kan opleve, hvis jeg får for meget citron på én gang. Også det er en ren fornøjelse for det tørre svælg, og det er en intellektuel udfordring at spekulere på, hvordan de mon gør det?

Brygkunst, hedder det vel.

Selvom det på Amager Bryghus sikkert bare var en dag som alle andre, skal de alligevel have stor tak for de skønsmæssigt femten minutters gæstfrihed mit besøg varede. Ikke mindst i betragtning af det afbræk fra en stadigt mere belastende hverdag, de bød på. På Amager Bryghus er det en ren og skær fornøjelse at tage det sure med det sure. Ikke mindst, når det sure viser sig at være så sødt …

Einbecker Mai-Ur-Bock, Einbecker Brauhaus (Grænsehandel VI)

Hinsides forventningerne …

Da jeg tilbage i April efter min Onkel og Tantes guldbryllup købte ind ved grænsen … mest fordi jeg kunne og fordi min søster ville … undrede jeg mig såre over, at en uanselig grøn flaske med tysk påskrift sådan skulle sælges som specialøl. Den ligner på alle leder og kanter en anonym, tysk industripilsner, som man kender og frygter dem alt for godt.

Forventningerne var følgelig på bunden af Marianegraven, og da den skulle knappes op, havde jeg for en sikkerheds skyld fundet skovl og spade med, så man om nødvendigt kunne grave endnu længere ned.

Lidt afvigelse fra det horribelt generiske germanske gennemsnit viste der sig imidlertid at være alligevel ved nærmere granskning af etiketten. Der var ikke tale om en pils(e)ner, men en Mai-Ur-Bock … som i virkeligheden ikke adskiller sig meget fra pilsnertypen ud over, at den er stærkere og brygget på et bestemt tidspunkt af året. Skovlen var fortsat inden for rækkevidde.

Forventningerne var derefter – måske ville den yde lidt mere aroma end det allermest generiske standardsprøjt sydfra, men det var også det højeste, jeg kunne trække forventningerne op til.

Overrasket blev jeg, da brygget ved opknapning og skænkning straks gav sig til at dufte skarpere og tungere end langt de fleste pilsnere – det være sig industrielt-generiske eller specielle, tyske eller otherwise. Brygget var også væsentlig mørkere end forventet, da det i den traditionelt flaskegrønne emballage fremstod aldeles gennemsigtigt.

Men flot koberrødt rejste det sig i glasset, lystigt skummende og emmende så man næsten fik ondt i hovedet – på den fede måde forstås. Godt med blød, varm malt og et skarpt stik af alkohol i duften – lovende og allerede hinsides hvad man kunne forvente.

En magelig maltprofil kærtegner alle mundhulens indersider. Vanilleblødt, fyldigt og tæt smager det karamelflydende bryg med et overraskende, men nøje afmålt snit af egetræ. Længere bagtil tager bitterheden til og ender i en rå kålaroma, der sammen med bryggets 6,5 % alkohol yder en luftig cognacimpression som et ekstra pift oven i alt det andet fine og vellykkede.

Man skal åbenbart ikke sådan skue øllet på emballagen.

Christopher the Crimson Crooner, Amager Bryghus

Kan gemmes … 

Ved afprøvning af denne gevaldige, lagrede barley wine fra Amager Bryghus befandt jeg mig fortsat i min gode ven Marcus’ lejlighed, i selskab med min dennes tvillingebror Joachim, hvis smagsløg ikke syntes helt så egnede til medsmagning. Det gjaldt ikke bare brown ale’en fra sidst, men i den grad også ved denne opfølger. At mine smagsløg til gengæld var væsentlig mere fornøjede, skal ikke være nogen hemmelighed.

“Du kommer til at sove godt” var hans kommentar efter hans første mundfuld. Underforstået – han skulle ikke have mere af den end hin mundfuld – end ikke resten af det halvt opfyldte hvidvinsglas, brygget blev serveret i. Herfra var der fra Joachims side kun mopsede tirader over, hvordan brygget på alle leder kanter var forkert, for galt, ude af trit, uforskammet og han havde da aldrig hørt mage … endskønt han da indrømmede bryggets kvalitet i betragtning af typen. Når alt kom til alt, var det endnu engang typen, han aldeles ikke brød sig om.

For mig var brygget til gengæld en udelt nydelse, lige som en barley wine skal være.

Ved åbning letter loftet i lokalet sig en smule under aromaens vælde. Det er ikke kulsyren – for som det er typisk for genren, udebliver den helt. Det er alene maltaromaens præsens, der kræver alburum – varmt karamellignende og med et tungt, omend opløftende whiff af alkohol og krydderi af egetræ.

Og smagen følger godt med. Krydderierne river godt i hele mundhulen, mens det meget præsente alkoholelement leverer både fylde og lindring af de mange rifter, krydderierne leverer. Det er ikke ulig en velkrydret bittersnaps, men selvom denne øl langt fra er trafiksikker, så kan man alligevel drikke meget mere af den, end fx Gammel Dansk uden at gå omkuld. Oplevelsen er om ikke den samme, så i hvert fald forbløffende tæt på. Så er spørgsmålet bare, om man kan lide bittersnaps. Det kan Joachim heller ikke, så der er i hvert fald en hvis konsistens i hans humleaversioner.

Jeg magtede ikke at tømme flasken. En halv liter bryg på 10,5 % skal man helst have hjælp til, og hjælp var Joachim ikke videre leveringsdygtig i. Så jeg klemte kapslen på flasken, og slæbte resten med hjem igen, til konsumption aftenen efter. Det kunne den sagtens holde til. Et lidt mere afdæmpet udtryk, som om det voldsomste alkohol var dampet af, var den eneste forandring. Der var ingen antydning af afsmag eller garvesyre dagen efter.

Det kan man vist også kende et godt bryg på.

Max Brown Ale, Bryghuset Winther & Bargholz

Mon bolsjerne er bedre?

I fredags var det tid til endnu en ølsmagning med min gode ven Marcus. Desværre havde værten landet sig en infektion, der skulle slås ned med medicin, der angiveligt havde antabus-effekt. Altså ingen øl til Marcus.

I stedet kunne hans tvillingebror Joachim, der tilfældigvis kom forbi, agere stand ind … hvis det da ikke lige var fordi Joachim ikke kan døje de mørke, stærke øl, der som sædvanlig var på programmet. Det kan passende noteres her, at tvillingerne ikke er enæggede. Således var Joachim leveringsdygtig i lange tirade om alt det, der var galt ved mørkt, sødt øl i almindelighed, og de konkrete øl, der blev knappet op i særdeleshed.

Nærværende anmeldelse og den følgende vil derfor blive holdt uden for det fortøbende tema om Marcus og mine fælles ølsmagninger. Og Joachims kommentarer vil kun blive gengivet i den grad, de er relevante.

Men here goes: Max Brown Ale er en gave, jeg modtog fra den distributør, der sikrede mig en håndfuld øl fra Munkebo Brewery forleden. (Bemærk i øvrigt, at nidstangen mod Wacken Brauerei fortsat er oppe.) Der er tale om et lille lokalt bryghus, der deler adresse med et bolsjekogeri ved navn Pinello med tilhørende butik på Søndre Strandvej i Solrød.

Bryggeren, Pia, havde selvfølgelig rigeligt med lovord til brygget, og hun mente det sad lige i skabet på alle tænkelige parametre. Forventningen var derfor høj, da det blev opknappet på Marcus’ stuebord. Det i bedste fald småtskummende, tætte og mørke bryg emmer af sød, tæt malt med noter af kaffe og karamel – så vidt så godt.

Det fine duftindtryk knækker desværre fra hinanden, når brygget kommer indenbords. Det er ikke så fyldigt, som man kunne ønske – det virker faktisk småtyndt, selvom bloggeren nu ikke skriver under på min mørktølsskyende medsmagers dom – at brygget smagte af afbruset danskvand med et pift af forgamlet citron.

At de søde toner ikke trådte ordentlig frem, idet de blev forstyrret af et ringe passende syrligt element, er en pænere måde at sige det på. Syren hidrører så vidt jeg kan vurdere fra en gærprofil, der desværre ikke sidder helt i skabet. Som Joachim i et uventet pludseligt anfald af besindighed sagde det; i stedet for at have potentiale som et syrligt-sødt bryg, ender brygget med at være surt og sødt. Det gærsure er for sig, og forstyrrer noterne af sødet kaffe, der som udgangspunkt ellers lover godt.

Og så er brygget bare i det hele taget ikke tæt og fyldigt nok. Og det er nok ikke helt løgn, at dette ikke sjældent er karakteristisk for netop brown ale. Typen ligger et ikke altid særlig veldefineret sted mellem lyst øl og stout. Det vil gerne være begge dele men ander med at være hverken enten eller.

Jeg vil alligevel give mine anbefalinger til Pinello og Winther & Bargholz videre. Lokale små initiativer som disse bør altid støttes. Og prøv endelig også bolsjerne, hvis I slår vejen forbi.

Mon ikke de er rigtig gode …

Brooklyn Summer Ale, The Brooklyn Brewery (Saufen mit Marcus – now a Trilogy III)

Heden som undskyldning …

Vejret denne sommer har jo været aldeles rædselsfuldt. Sidste år var det noget nær perfekt, men i år har det været meget slemt meget længe. Ja, jeg er ikke nogen stor fan af solskinsvejr i kombination med temperaturer over 25 grader. Og vi har jo været langt hinsides den grænse konsekvent stort set hele juli måned. Selv mit kæledyr sveder, så jeg har måttet slukke dens varmelampe. At en kongepython sveder må siges at være ret sensationelt – men det viser bare, hvilket ekstremt vejr vi med vores evige affutning af fossile brændstoffer efterhånden har skabt os.

Marcus havde også efterhånden fået mere end rigeligt, så ved smagningen søgte vi faktisk tilflugt indenfor, fordi der var alt for varmt ude på hans altan. Da vi nåede til aftenens sidste indslag – denne lette sommerøl – var det til gengæld blevet for mørkt til, at jeg kunne tage ordentlige billeder. Så selvom temperaturerne var blevet noget mere menneskelige, holdt vi os fortsat inden døre.

Oven på to tunge, vældige bryg var forventningerne selvfølgelig noget mere afdæmpede. Brygget er en lys pale ale, der nok i højere grad er produceret for sine tørstslukkende egenskaber frem for levering af nogen ekstraordinær smagsoplevelse.

Den kun letskummende sag dufter fint af grannåle – næsten som den skal, fristes man til at sige.

“Selvom jeg er very much tilhænger af IPA’en og al’ dens væsen …”
“Hmm – og alle dens gerninger” tilføjede jeg med ikke uden afmålt højtidelig alvor.
“Nu ved jeg ikke hvor mange gerninger, IPA’en har på samvittigheden,” fortsatte Marcus “men det kan godt være, jeg bare ikke er noget pale ale-, eller let ale-menneske …” Marcus smaskede eftertænksomt og fortsatte “den her blegtblå, småfesent blå etiketfarve indikerer meget præcist indholdet. Jeg tænker imidlertid, når jeg ser ordet ‘ale’ – ‘JA TAK GI MIG DEN HUMLE …’ – men det er så bare ikke det man får her.”
“Næh – og det er jo fordi det her netop bare er en pale ale, og ikke en IPA,” svarede jeg, mens jeg smaskende at presse noget smag ud af brygget. “Pale ales kan være meget milde. Og denne er en meget mild pale ale, der derfor også markedsføres som en summer ale …”
“Jeg skal lige rydde min hjerne for at finde nogle ord, der ikke er indescribably offensive til at beskrive den her på. Den er glimrende som gateway drug til dem, der i forvejen drikker ligegyldigt øl. De kan få den her, der er lige så intetsigende som det de ellers plejer at drikke – men i en anden retning.”

Vi enedes herefter om karakteren …

Én for at være ubrugelig, og én for at have en anvendelse som en lille horisontudvidelse for dem, der i forvejen drikker ligegyldigt øl. Hårdt presset indrømmede Marcus det lyse, flade, metalliske og kun fjernt aromatiskhumlede bryg anvendelighed i sommervarmen. Men kun som subsidiær brugbarhed under de to forrige karakteristika.

Historien om vores drikkelag er egentlig ikke slut. Langt op ad den følgende dag bumsede og bøvede vi i fællesskab i Vigerslevparken, i skyggen af de store træer og med udsyn til livet, der slentrede forbi i det fortsat alt for varme sommervejr. Imidlertid har jeg ikke nogen optagelser af samtalerne derfra, så hvad vi ævlede om, må læserne have til gode (subsidiært blive skånet for – afhængigt af, hvordan man ser på det).

Lidt vil jeg dog alligevel løfte sløret for. Vi udvekslede kendskab til nørdede internetsager, som vi hver især ikke kendte til, og på den måde fik vi en god del af eftermiddagen til at gå. Dette tredje drikkelag med Marcus vil jeg således give en perfekt score på 5 ud af 7 – bare for lissom at understrege hvor dejlig en aften, formiddag og eftermiddag det havde været.

Patrizio the Persuasive Peacemaker, Amager Bryghus (Saufen mit Marcus – now a Trilogy II)

Skalaen, der ikke slog til …

… og mens Ravels komplicerede, assymetriske og alligevel forunderligt letflydende klavermusik fortsat gav seancen et passende knudret melodisk bagtæppe, blev det snart tid at knappe den næste øl op.

Jeg greb efter det forhåndenværende, og måtte indkassere en venlig men aldeles bestemt røffel, da Marcus ikke brød sig videre om at få kapselmærker på sit bestik. Der er absolut ingen undskyldning for en sådan faux pas, idet et standardøljern er fast inventar i mit nøglebundt og endnu mere fordi Marcus er indehaver af en af klodens fixeste samfundshjælpere. Den blev omtalt i forbindelse med vores sidste drikkelag, men for dem, der ikke gider klikke på linket, kan jeg afsløre, at der er tale om et svellesøm i upoleret stål, hvorpå en smed har fræset det nydeligste hak til sikker kapselfjerning.

Et par bønner om forladelse senere blev det tætte bryg skænket. “Det har farve ca som din t-shirt, minus fyrre vaske” var Marcus spontane bemærkning. Og fuldt i overensstemmelse med Red Warszawas ord, så er mørke t-shirts hvad jeg vil ha’ – og som mange vil vide, hører jeg tillige dermed både Slayer og Metallica. – Men det var nu det Birmingham-baserede klassiske Grindcore-band Napalm Death’s logo, der prydede min torso. Min yndlings-t-shirt, som jeg gerne tager på, når jeg er i godt humør idet den spreder sådan nogle glade vibrationer (altså – hvem bliver ikke spontant lallelykkelig af det episke, musikalske mesterværk “You Suffer”‘s sarte, skrøbelige toner?). Gæt engang, hvor jeg mon købte den?

But I digress. Marcus bandede kristent – og dette vil jeg for evigt bruge imod ham – da jeg gjorde ham opmærksom på, at brygget faktisk ikke var sort, men derimod ganske rødt, så snart det fik lidt lys igennem sig. “Guuuuud ja!” lød det, efterfulgt af knap så belastede begejstringsgrynt som “iiih!” og “næææh …”

I duften mærkede jeg egetræ, mens Marcus gentog en af mine efterhånden bedagede men versatile beskrivelser – gamle valnødder. Det er en aroma, der er aldeles fæl, når den findes i det, den beskrives som – her altså gamle valnødder. Men findes samme aroma i en øl, kan det være rigtig godt. Marcus brugte dog ikke betegnelsen udelt positivt, men antydede at bitterheden vist ikke var helt i balance. Til gengæld var vi enige om det markante, omend ikke overraskende, alkoholelement, i betragtning af styrken på 10,5%. Alligevel var den ikke aftenens sværvægter – det var derimod Honey Devil på hele 14, men som Marcus også bemærkede, havde vi faktisk en øl i kø, der var helt nede på 8%. Så en letvægter var den trods alt heller ikke.

Uventet var det, at også dette bryg havde en let krop i forhold til, hvad den tætte bouquet forjættede. Letbrændt karamel svæver henover tungen på lille, elegant luftpude af alkoholdampe og honning, idet den jævnt og i helt passende doser fordeler bryggets udsøgte sødtristede aroma på smagsløgene.

Begejstringen over brygget måtte vi dele – men der var også rigeligt at tage af. At brygget ingenlunde duftede af mere end det var i stand til at smage, var måske det, der glædede mest. Valnødderne var heller ikke gamle længere da de først kom bag læberne … skulle jeg ellers mene, men Marcus var ikke enig.

“Du kan mærke taninen …”
“Det kan godt være, selvom jeg ikke ved hvad tanin er.”
“Okay …” begyndte Marcus efter en kunstpause af omtrent lige dele undren og mild foragt ” det er garvesyre. Men Du anmelder bryg for a living og du har aldrig hørt det udtryk før?”
“Det gør jeg jo sådan set ikke” hentydende til, at mit bloggeri – indtil videre i hvert fald – kun er en hobby, “men desuden er garvesyre jo mere sådan en vin-ting.”

Tanin eller ej – snart var vi på sporet igen, og afprøvede flere måder, brygget kunne smages på. Marcus anbefalede at holde brygget i munden, og så foretage en udånding gennem næsen. “Så kan man virkelig mærke bryggets … har vi ordet flavour på dansk?”

Her måtte jeg med tynget hjerte erklære, at vi på dansk ikke har et ækvivalent udtryk, men at man  – hvis man havde lyst – jo kunne vælge at kalde et “FLAVØR” (med ekstra tryk på ø’et, selvfølgelig). – Men som vi også meget hurtigt efter blev enige om, kunne man også lade være.

Men nyderiet skulle ikke tage overhånd. Vi måtte nu afbryde den ellers yndige, graciøse og fornøjelige dans om det mørke øl, for at tage fat på de alvorligere sager – karaktergivningen.

Mens jeg ikke var i tvivl om karakteren …

… var Marcus ikke så sikker.

“Det øl, du har serveret indtil nu, har været smukt, dejligt, dybt, mørkt øl fra det samme sublime bryggeri, som berigede verden med det bedste øl, jeg nogensinde har smagt – Big, Bold and Beautiful.” [kunstpause (dem har Marcus det med at holde, når han nævner den øl, og han er ikke alene)]. “Enhver sammenligning og enhver graduering vil uvægerligt være utilstrækkelig i forhold til det mål, der aldrig vil kunne nås. Havde jeg ikke smagt Big, Bold and Beautiful, havde jeg sat den her på en femmer, men as it is … Jeg har et realistisk billede af, hvad disse velsignet dygtige mennesker og bryggere kan under absolut optimale omstændigheder. Man kan jo ikke måle en kirurgs indgreb, mod en anden læges der foretages i et feltlazaret, selvom de foretager samme indgreb.”

Heldigvis havde jeg en løsning til min fortvivlede medsmager … “Hvis vi nu siger, at vi gav Big, Bold & Beautiful syv stjerner.

“Så er vi … du er en klog gris … i betragtning af at tre er acceptabelt. Så er vi på …” og her kan læserne så indsætte yderligere nogle minutters kaglen om min karakterskala. Historien skal have en ende før den bliver endnu længere i spyttet, så til slut lykkedes det alligevel Marcus at blive enig med sig selv om en karakter.

Honey Devil, Kongebryg (Saufen mit Marcus – now a Trilogy I)

Det endte godt …

Allerførst skal jeg takke læserne for en storslået juli måned, hvor over 5.700 klikkede sig ind på mine indlæg. Det er vist rekord – i hvert fald siden bloggen fik eget domæne, og samtidig er der 2. måned i træk, at jeg har haft over 5.000 klik. Jeg takker læserne ærbødigst, og jeg kan dårligt udtrykke adækvat hvor enormt det glæder mig, at så mange gerne vil læse de ord, jeg smider op herinde.

Jeg er imidlertid startet på arbejde igen efter tre ugers ferie. Det er gået voldsomt ud over min publiceringshyppighed, men til gengæld er der rigelig med at skrive om fra de mellemliggende dage. Onsdag i sidste uge mødtes jeg således med min gode ven Marcus på hans adresse i Valby, for at prøve flere af de fine Amageranske øl, jeg købte tilbage i december måned.

Guess what – vi nåede heller ikke denne gang igennem samlingen, så der vil nok være en seance mere senere, hvor vi nok heller ikke gør det færdigt. Sådan bliver den trilogi, mine drikkelag med Marcus allerede har udviklet sig til, til én af Douglas Adamske dimensioner.

Men den tid den sorg. Til tonerne af Ravels klavermusik tog vi fat på varerne, og vi indledte med en genganger her på bloggen – Honey Devil fra Næstvedske Kongebryg. Da jeg for snart to år siden var på besøg på bryggeriet, inviteret af brygmester selv, fik jeg nemlig to eksemplarer af brygget med: ét til snarlig anmeldelse, og ét til et år senere, så jeg til den tid også kunne skrive om, hvordan brygget med tiden udviklede sig.

Der gik så næsten to år. Men pyt med det – nu er jeg der med en revisited. Sidste år til Ølfestivalen på Lokomotivværkstedet fik jeg desuden endnu en af dem, så der var én til hver.

Begejstringen over duften var stor – nydelsesgryntene var næsten sammenlignelige med hine fra midt i juni, da vi samme sted prøvede Amager Bryghus’ uforlignelige Big, Bold and Beautiful. Omend nærværende bryg, ud over at præsentere en fin, mørk lød også lod en smule dyborange skum fremtvinge – uden at dette dog blev nævneværdigt længe.

‘Lakridstjære’ erklærede Marcus om duften og tilføjede, at jeg havde fundet den rette at anmelde denne øl med. Selv sporede jeg også et markant honningelement, som jeg var overrasket over, at Marcus ikke noterede. Ellers var vi – igen med hint mesterværk i erindring – ovre i nogle af de samme noter af figenkompot og figenpålæg, som vi fablede om i evigheder dengang.

Den orale oplevelse var imidlertid ikke helt den samme som den olfaktoriske. Jeg var forberedt på bryggets lette krop, som ikke er atypisk for Kongebrygs øl. Marcus var til gengæld skuffet. Han beskrev den som en buillonterning af øl, hvor man desværre i for høj grad smagte vandet omkring denne frem for aromabolden, der ellers var af udsøgt kvalitet.

Hvad brygget måtte mangle i krop og fylde, kunne jeg til gengæld finde i det fine, søde bagtæppe af honning og en lakridseftersmag, der ikke kun smagtes i munden, men også i svælg og bryst når bryggets alkohol nænsomt varmede hele vejen ned.

Tilsyneladende var vi nogenlunde enige om at beskrive af øllet. Da Marcus således beskrev det som besk, istemte jeg påpegende, at lakridsnoterne ikke var helt ulig en bitter a la Gammel Dansk. Marcus mente det imidlertid ikke, som jeg, positivt. Desuden mente han at kunne spore garvesyreelementer i brygget, og direkte adspurgt måtte jeg indrømme, at jeg i løbet af de to år der var gået, måske ikke havde opbevaret den helt så koldt, som jeg burde.

Men hjælpen var på vej. Marcus havde udvist rettidig omhu, og havde stillet noget god ost frem til temperering før vi tog hul på flaskerne. Og ved den første bid gik det hele op i en højere enhed. Brygget her skal nydes – ikke ulig en god vin – til noget for at folde sig ordentligt ud. Marcus forbarmede sig på stedet, og indrømmede nu brygget store kvaliteter. Stor ros havde han også til brygmester for at være så god til at komponere bryggets aromaer så præcist, og erklærede at han meget gerne prøvede flere øl fra den kant.

Marcus endte med at give den en fin karakter, som jeg tilslutter mig:

Fendt Vario Weizen, Aktienbrauerei Kaufbeuren (Grænsehandel V)

Oplevelsen er der da …

Endnu engang griber jeg tilbage til et tema, der har ligget brak i flere måneder. Jeg har stadig nogle øl tilbage af det parti specialbryg, jeg købte i grænsehandlen tilbage i april måned, da jeg var til min tante og onkels guldbryllup i Nordtyskland.

Som lys hvedeøl er dette bryg vel som skabt til det rædselsfulde vejr, vi nu har haft alt for længe. I sådan en tørke føles det friskeste, kølige kildevand næsten som aske i munden, fordi heller ikke dét kan fugte éns partielt mumificerede munddele adækvat. Man kan jo kun forsøge sig frem med andre ting.

Duften er ikke ligefrem kraftig, men formår alligevel at stille en oplevelse i udsigt. Mestendels er den venligt sød af hyld med en syrlig kant af lime, slebet skarp af et bananelement, der ikke er alarmerende, men dog under observation.

– Og der forbliver det, bananelementet, når brygget smages. Nogle vil måske finde det lige i overkanten, mens jeg selv synes, at det giver en lige lovlig let og ikke i sig selv videre inspirerende hvedeøl kant nok til at den ikke glider helt ind i den gulgrumsede almindelighed af alt for mange, generiske sydtyske hvedeøl. Denne formår i kraft af en kant, som måske ikke appellerer lige meget til alle, at skille sig en smule ud.

Og i sommerheden kan stort set alt, der bare er en smule fugtigt, bruges. Dér fejler brygget i hvert fald ingenlunde.

Hvad angår de tunge, vældige øl, jeg senere i dag skal nyde sammen med min gode ven Marcus må tiden vise. At deres læskende egenskaber nok ikke har stået i centrum for byggernes ambitioner, tør jeg godt vove et gæt på allerede nu – men afgørelsen vil selvfølgelig kunne findes her på bloggen inden længe.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme