Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

[To Øl] Gose to Hollywood, To Øl (Quail-Myrkur-mayhem I)

(Fandeme ikke) Nestea …

Da jeg tidligere på året – helt præcis Langfredag, hvor man skal ihukomme Jesu Kristi pine og død for vore synder ved kontemplativ askese, cølibat og total afholdenhed fra alt rart og godt – var til koncert med det engelske Grindcore-band Napalm Death på Loppen, bemærkede jeg, hvordan man på udskænknings- og koncertstederne på Christiania, har hævet niveauet betragteligt hvad angår øludvalget.

At undersøge hvorvidt dette også var tilfældet andre steder i København, fik jeg lejlighed til i lørdags, hvor min efterhånden faste medsmager Marcus havde inviteret mig med til koncert med den fremstormende og uhyre talentfulde danske sangerinde Myrkur. Som opvarmning spillede den ligeledes fremstormende og uhyre opfindsomme celloekvilibrist Jo Quail. Festlighederne fandt sted i Pumpehuset – and lo and behold, de havde sørme også nogle interessante øl i baren.

Jeg kunne ved samme lejlighed konstatere, at verden er et ganske småt sted. Marcus havde inviteret et par andre venner med, og den ene af dem var kærester med, om ikke min egen personlige, så i hvert fald bloggens frelser og redningsmand. Han hedder Christopher, og tilbage i 2015 donerede han et beløb som jeg kunne købe øl for på et tidspunkt, hvor midlerne til det var helt og aldeles i bund. Det var ikke kun af godhjertethed, men – og det gjorde han klart for mig, da jeg havde den udsøgte fornøjelse at møde ham så’n rigtigt i virkeligheden – fordi han kunne lide at læse, hvad jeg skrev og gerne ville sørge for, at jeg kunne fortsætte med det.

Han skulle ikke blive den eneste nye ven, jeg fik den aften, men da der er ret meget på programmet i dette tema, vil jeg vente lidt med at udbrede mig mere om det lige nu.

Jeg kom ind i Pumpehuset temmelig uforberedt, idet jeg på forhånd ikke kendte Myrkur, og jeg lærte først Jo Quails navn at kende, efter at et par af mine medtilskuere ved koncerten henkastet sludrede om opvarmningen, der vist nok var noget med ‘en, der spillede violin eller sådan noget’. Ingen af os vidste helt, hvad vi skulle forvente, men skridtede op ad trappen til Pumpehusets højloftede sal med et åbent sind.

Hvad der ventede os var et musikalsk inferno – i vældig kontrast til kunstneren, der genert og spagfærdigt udtrykte sin glæde ved at spille i København, og ved at hun var blevet inviteret til dette af hovednavnet selv. Men så snart violinbuen blev svunget, gjaldede vældige musikalske mosaikker i alle farver, klange og skæve rytmiske figurer ud i lokalet, mens hele publikum lamslået stod fuldstændig tavse – betaget af skønheden og intensiteten af én kvinde, hendes cello, og et kreativt auditivt geni vel hinsides det meste af den skønhed jeg hidtil har haft fornøjelsen af at lægge øre til.

At lydteknikeren klokkede grundigt i det undervejs med yderst generende lydudfald, tog Jo Quail ikke så tungt. Hun spurgte kækt og spøgende publikum, om hun mon havde ramt decibelgrænsen. Havde hun ramt nogen grænse, var det nok snarere velklangsgrænsen, for hver knudret rytme, hver den mindste klangfarve i hendes langstrakte, evigt komplekse samt skiftevis musestille og bragende kompositioner gik igennem som den klareste kilde af det reneste ferskvand, den tørstige gane kunne ønske sig.

Så fin huskede jeg slet ikke, at lyden i Pumpehuset var fra de andre mange gange, jeg har været der. På dét punkt må Loppen i hvert fald se sig slået med både længder og omgange.

Og efter sådan en oplevelse, der med ét gør en til fan, er det også skønt at opdage, at kunstneren selv ikke lider det allermindste af hverken arrogance eller stjernenykker. Da jeg mere end lettere selskabeligt overrislet indfandt mig ved merchandise-standen efter koncerten for at erhverve mig en af hendes CD’er, faldt jeg – tilfældigt og uforvarende – i snak med den der nu stod der … og det viste sig så, at være kunstneren selv. Hun syntes bare det var hyggeligt, at mænge sig med dem, der havde lyttet til hendes vidunderlige musik. Og tænk – hun havde intet imod at lade sig forevige med undertegnede i en selfie. Det er hende til venstre, hvis nogen skulle være i tvivl.

Sådan en oplevelse må selvfølgelig fejres. Og begejstret kunne jeg konstatere, at baren lå inde med en af mine absolutte favorittyper af øl i hele den vide verden – en Geuze. To Øl står bag – og de plejer at levere gedigne oplevelser. Visuelt er etiketten lige i skabet med et traditionelt prøvebillede – om der er nogen dybere mening med det er jeg lige uvidende om og ligeglad med. Titlens ubehjælpsomme sprog varmer en gammel lingvists hjerte for sin gennemførte selvironi.

På dette tidspunkt brølede barmusikken ud af højtalerne, så jeg fandt lejlighed til at teste, hvor godt min mobiltelefon ville virke under de omstændigheder. Overraskende godt, skulle det vise sig. Så i modsætning til det kuldsejlede podcast-forsøg tidligere på måneden, trang min stemme alligevel mere end adækvat igennem. Bryggets kulør og duft må læserne have til gode. Det blev drukket af flasken, fordi situationer, som hin jeg var i, bare ikke altid tillader den luksus et ordentligt drikkeglas er.

Lad mig indledningsvis citere direkte fra optagelsen, så Marcus også kan være lidt med:

“Marcus siger, at jeg er vokset op på Nestea, fordi jeg mener denne øl smager som limonade uden sukker. Marcus mener, den smager som limonade med sukker.”

Med dette mente Marcus egentlig, at der var tale om en Geuze, der i for høj grad var tilpasset danske smagsløg. Den var ham ikke sur nok, og han var vist temmelig forundret over min åbenlyse begejstring for brygget.

Jeg vil til gengæld fastholde – eller i min salige brandert på optagelsestidspunktet var i jeg i hvert fald til sinds at fastholde – at man i Belgien sagtens kan støde på Guezes (hvis det er den korrekte flertalsform) med dette brygs afdæmpede surhedsgrad. Der er – bevares – et præsent element af vand i brygget, men syren er fortsat markant nok til at få festfolket fra nærliggende diskoteker til omgående at slyge brygget ud i koniske kaskader i retning væk fra mundtøjet. Vandelementet gør til gengæld brygget letdrikkeligt. Det skader ikke, så vidt jeg kan vurdere, at drikke brygget fra flasken.

En hverdagsgueze, ville jeg kalde den. Den formår at smage skønt samt læske og vederkvæge uden at være unødigt tynd. Til gengæld er syren bevaret, så man ikke er i tvivl om stilen.

Godt bryghåndværk endnu engang fra To Øls side. Skæbnen, drillenisserne eller de lyserøde elefanter – hvem end, der nu styrer den slags (en eller anden  have styret, for ingen af os i forsamlingen – Marcus, hans venner, vores nye tyske venner, og allermindst undertegnede – havde styr på noget som helst) ville at den næste øl, vi fik – på Taphouse få gader derfra – også var fra To Øl.

Men anmeldelsen af den må altså også lige vente en smule …

Murphill, Amager Bryghus (Saufen und saufen und saufen … III)

Styr på dét hængeparti …

Endelig lykkedes det Amager Bryghus at få titlen som Årets Bryghus, en pris uddelt hvert år af Danske Ølentusiaster. De sidste tre år i træk løb Thisted Bryghus af med sejren, hvilket denne blogger godt tør kalde ufortjent, idet netop årets vinder, Amager Bryghus, har gjort det så meget bedre de sidste par år.

Det var dét flueben. Videre til det næste: Jeg har forbandet travlt her på bloggen, efter en utraditionelt aktiv weekend for mit vedkommende. Som fraskilt eneboer med to børn på halvtid, er det sjældent, at jeg kommer ud i det hele taget, men i lørdags fik den ellers max gas. Sammen med min efterhånden faste medsmager Marcus var jeg i Pumpehuset i København for at bevidne en musikalsk storm i form af to unge kompositoriske genier – opvarmning ved den britiske celloist Jo Quail og main course ved danske Myrkur. Lur mig om ikke det bliver til en koncert mere en anden gang – men det får være for nu. Grunden til, at jeg nævner det er, at jeg ved den lejlighed også fik prøvet et par nye øl, hvilket det ville ligne mig mægtig dårligt at forbigå i tavshed.

Men før jeg kan gå i gang med det, skal jeg jo også have sat flueben ved et sidste hængeparti fra dengang jeg sidst nød gode bryg med min ven Marcus. Det foregik som bekendt i mit ringe hjem i Husum, hvor vi nu var nået til aftenens tredje indslag. For mit vedkommende en revisited, idet jeg prøvede denne øl da jeg var på besøg på Amager Bryghus tilbage i 2016. Opskriften skulle imidlertid være opdateret, og eksemplaret her er også relativt frisk – i hvert fald i forhold til sidste gang, hvor vi nød den otte år gammel. Det skete i selskab med den oprindelige medbrygger Mike Murphy, som havde været med otte år tidligere for at brygge den. Man kunne godt smage alderen, der alt i alt ikke gjorde noget videre godt for brygget. Sidste år blev den genudgivet i en samling af lagrede bryg, som jeg i årets løb har drukket i selskab med Marcus (og en enkelt gang hans bror). Med dette bryg blev der sat et passende punktum for samlingen.

Brygget kan bedst beskrives som et stykke bælgmørke i flydende form – eller næsten da. Brygget vægrer sig tilpas mod at ende i glasset. Og når det endelig lykkes at få det genstridige bryg til at forlade flasken, skummer det flot og voldsomt op, som om det bare helst vil blive i sin beholder.

Undtagelsesvis kan nogle af Marcus’ smigrende fraser høres på optagelsen – “koncentreret figenkompot, gummeklingrende, intensiv, jeg ved ikke om jeg er klar til det her …” Vidnesbyrdet om oplevelsens storhed står strålende klart allerede når bouqueten indsnuses. Figenindtrykket giver en syrlig kant i et brag af røg, kaffe og chokolade, så det er en aldeles overvældende, benspjættende, og mundvandsfremkaldende fryd.

Aromaen sakker ingenlunde bagund. En bund af mørkt træ, ledsaget af intens sødme af finsk chokolade … Ikke uberettiget afbrød Marcus mig her med den lidet urimelige indvending, at chokolade vist ikke lige var noget finnerne var specielt kendte for. I min vanlige stil holdt jeg fast i fejltagelsen indtil jeg gav mig og indrømmede, at jeg selvfølgelig mente lakrids. Chokoladen er der alligevel fortsat plads til. Da min ekshustru havde haft børnene med på ferie i Finland tidligere på året, havde de nogle lakridsfyldte chokolader med – og deres aroma var langt fra ulig dette vidunder af bittert i baggrunden, og sødt i forgrunden.

Det var tid til at give karakterer, og det faldt som sædvanlig Marcus svært. Han havde stadig Big, Bold & Beautiful fra samme bryggeri i baghovedet og vi formentlig have lang tid fremover. Jeg har for Marcus’ skyld derfor valgt at gøre noget, jeg aldrig har gjort før: Jeg vil sprænge karakterskalaen med tilbagevirkende kraft.

Marcus her fået lov at give Big, Bold & Beautiful 7 stjerner. For så kan han igen give topkarakteren 6 stjerner til de bryg, han synes, fortjener det – fx dette. Læserne vi kunne finde det opdaterede indlæg om Big Bold & Beautiful allerede nu. Jeg understreger, at jeg ikke selv har sprængt karakterskalaen på max 6 stjerner, og jeg intenderer heller ikke at gøre det nogensinde. Men når min medsmager nu så nødigt vil placere andre øl i samme klasse som hint ekstraordinære bryg, der vitterlig er uden for kategori, så må det blive sådan.

Dermed kunne Marcus give denne øl …

Jeg valgte selv at være en kende mere beskeden …

Santa Paws, Brewdog (Saufen und saufen und saufen … II)

Full Grinch …

Som om det ikke var svært nok at rekonstruere Marcus og min anmeldelse af Beard Brews fortrinlige bryg ud fra en lydoptagelse, hvor man kun kunne høre min  stemme og ikke Marcus’ regn af guldkorn, så lader det nu til, at optagelsen af vores anmeldelse af denne øl enten er gået tabt, eller – som optagelsen af Rudolf Schwann, der hovedkuls serieknalder sin hjerneskal mod de hårde stenkanter på den trappe, der bliver hans endeligt i Matador-serien – aldrig optaget.

Jeg kan i hvert fald ikke finde den som enkelt fil. Ej heller kan jeg finde den omtalt i nogen af de andre lydfiler. Til gengæld er det lykkedes mig at finde ud af, hvad problemet har været med mit optageudstyr, så jeg fremover ikke løber ind i den slags katastrofer. Ikke megen snak om drillenisser, omend jeg da en stille stund kunne overveje at stille en skål risengrød frem ved lejlighed. Selvom jeg har lokaliseret og løst problemet, skader det vel næppe at få sig en metafysisk buffer oveni (folk der kender mig godt vil vide, at jeg faktisk ikke er hardcore ateist, idet jeg med alle de sindssyge ting, der sker omkring mig, ikke finder eksistensen af drillenisser tilstrækkeligt falsificeret endnu).

Brewdog er et af de kendte, efterhånden ret store kvalitetsbryggerier, der fik mikrobryg ud til folket back in the day. Deres brand er for længst blevet mainstream, og deres produkter fast inventar i COOP’s discountsupermarked, Fakta. Ikke desto mindre har de formået at holde kvaliteten oppe – i hvert fald i nogle af deres produkter – så de ikke har glemt deres rødder.

Denne er en juleøl, passende i en størrelse så jeg ikke gider drikke den alene. Imidlertid ville jeg nu gerne have budt min yndlingsmedanmelder Marcus på en lidt bedre oplevelse her op til jul, for brygget skulle snart vise sig at være et af fejlskuddene fra bryggeriets side.

Bryggets mørke er vel snart det eneste rigtig fine ved det, idet allerede viskositeten alt for nemt lader flaskens indhold underkaste sig tyngdekraftens luner. Skummet gider heller ikke rigtigt, selv hvis brygget skænkes voldeligt. Selv trænede kokainsniffere ville have svært ved at vride bouquet ud af brygget. Uengageret sødt giver det sig kende, sammen med nogle fjerne, vage noter af alt for tynd kaffe.

Smagen – og eventuelle digressioner og udflugter knyttet dertil? Ja, det er jo desværre dem, der er gået tabt. Jeg ville ellers have elsket at gengive Marcus’ elokvænte eder og forbandelser, der i vidtstrakt- og krummelurethed langt overgår mine egne.

Så vidt jeg husker diskussionen – og her skal man have in mente, at jeg selv havde indtaget omkring seks genstande – gennemgik vi egentlig blot rigtig mange af de ovenstående pointer, at Brewdog i vid udstrækning brygger til supermarkederne i dag, og at kvaliteten derfor nødvendigvis må  blive for nedadgående. Brygget føltes for os begge vandigt, tyndt og uengageret kun med fjerne noter af kold, tynd kaffe – måske sødet med et par dråber billig industrikaramel. Akkurat passabel som øl, men ikke som en juleøl, hvor der gerne må kæles lidt ekstra for sanserne.

Vi var dermed også rørende enige om karakteren til en juleøl, der vist kun formår at slå Tuborgs Snebajer i kvalitet herhjemme.

Imperial IPA, Beard Brew (Saufen und saufen und saufen … I)

Blændende fra start …

Vel, jeg må til det.  Så vidt muligt må Marcus og min prøvesmagning af flere fine øl i lørdags rekonstrueres ud fra mine optagelser, hvor kun min egen stemme kunne høres. Heldigvis var Marcus snarrådig nok til at låne mig sin telefon, så der i det mindste kunne optages nogle flotte billeder af øllene. Det havde jeg nær selv glemt.

Allerførst skal der lyde en stor tak til bryggeriet, der sørgede for at levere smagsprøverne direkte til min dør. Beard Brew er et projekt bestående af Morten Fogdahl-Wiese og Dennis Mejdal. Førstnævnte står meget kort sagt for brygningen og de vilde eksperimenter der går forud, mens Dennis står for det grafiske og meget stilsikre udtryk. Skægget er et gennemgående grafisk træk, og jeg skal i den anledning prøve at undgå at tale alt for meget om hipstere, og ikke mindst fordommene om dem. Men mon ikke der med et glimt i øjet puffes kærligt drillende til dem ved hjælp af de mange skægformer, som de forskellige øl bærer. På denne – bryggeriets første kommercielle øl siden starten i 2011 – præges etiketten af en ‘Lemmy’ – selvom jeg nu langt fra er sikker på, at brygget bevidst er tænkt som et nik til den legandariske hedengange forskråler og bassist fra det britiske rock’n’roll band Motörhead.

Bryggeriet lægger sikkert ud, må man sige. Omend IPA-typen efterhånden er blevet så mainstream, at selv industribryggerierne producerer standardIPA’er til ikke alt for høje priser, så findes der fortsat rigtig mange gode IPA’er derude. Det er fortsat noget, bryggerierne går op I at lave ordentligt. Typen har således været i stand til at holde til sin egen succes frem for  at blive [pun-warning!] udvandet af den.

Beard Brews IPA gør det rigtig flot i et glas. Det gyldne skum kroner flot og tæt det kobberrøde og overraskende mørke bryg. Men indtrykkene strømmer allerede frem da kapslen letter, idet man allerede her kan annamme flormelis og vanille i skønneste forening. Bitterheden er laid back, men umiskendeligt præsent i baggrunden med små, spæde barberbladsskarpe grannåle.

Og der er fuld gas på aromaen. Som det skal være, er bitterheden helt i front. På optagelsen fremhæver jeg den intense nålebitterhed som selve typens signatur. Og hvor det dog ærgrer, at Marcus’ protest ikke kan høres i al sin vælde.

Indigneret erklærede han min karakteristik som noget af det mest Arthur Jensen-agtige der var sagt siden 3. eller 4. afsnit af Matador. Podcast-egnet, ganske afgjort, ligesom Marcus’ efterfølgende fortælling om, hvordan scenen hvori Hr. Schwann tumler halsbrækkende ned ad den trappe, der bliver hans endeligt, strålede i hans erindring, omend den scene – i øvrigt ligesom Lærer Andersens død af kulde på balkonen over Korsbæks hovedstrøg – aldrig er blevet vist, og formentlig heller ej optaget.

Og sådan går det hver gang, jeg optager Marcus’ og min fælles ølsmagning. Når der ikke er mere at fortælle om øllet, begynder vi at tale om andre ting.

Om denne øl havde vi nu også kun gode ting at sige. Bitterheden er lige i skabet. Og længe efter at brygget har passeret svælget, hviler den skarpe nålearoma stædigt i gane og gummer. En underliggende sødme af vanille yder det ekstra indtryk, der gør en IPA fuldendt.

Vitterlig godt skuldret af Beard Brew. Marcus udtrykte sin spændte forventning til de næste bryg, der kommer på markedet, hvilket jeg kun kunne istemme …

Marcus uddelte rundhåndede …

Jeg toppede med …

Steam Brew German Red, Privatbrauerei Eichbaum

Argh! Øv!

Ærgelsen er stor! I lørdags havde jeg ellers lagt op til den helt store udvidelse af mit ølblogningskoncept. Forinden havde jeg modtaget to smagsprøver fra det nye, hippe bryggeri Beard Brew, som jeg havde inviteret min gode ven og medsmager Marcus ind for at afprøve. Traditionen tro blev seancen optaget – denne gang på min computer, med henblik på at vores anmeldelse efterfølgende skulle redigeres udgives som podcast. Vi prøvede endda ihærdigt og ikke helt uden held at tale tydeligt og væve mindre i det, så det ville være egnet at lytte til bagefter.

Nu har jeg så kunnet konstatere, at lydfilerne er elendige i kvalitet. Marcus kan næsten ikke høres overhovedet, og selv lyder jeg som om jeg taler ind centrallageret for en større kædeforhandler af edderdunsdyner.

Podcasten må vente til jeg får noget bedre optageudstyr, tyder meget på. Og det er jo ikke fordi udgifterne i forvejen er få eller små på netop denne tid af året. Nu håber jeg bare, at jeg kan dechifrere nok af det Marcus siger, til at gøre hans medanmeldelse ære.

Men det må vente lidt. For endnu før jeg fik svar på den sms, jeg havde sendt Marcus samme morgen om, at jeg havde nogle spændende øl, jeg gerne ville have ham til at medanmelde, var jeg allerede godt i gang med den her. Den er købt i Lidl, sammen med den såkaldte Imperial IPA (der i virkeligheden var hverken eller) fra forleden, og i samme ‘Steam Brew’ serie fra Privatbrauerei Eichbaum. Her er der tale om en ‘German Red’ – en øltype, jeg ikke i forvejen er bekendt med, og som jeg derfor gætter på, er opfundet til lejligheden.

Men gerne for min skyld. Tyskerne kan for all I care hive nye øltyper ud af bukserne med samme frekvens som Martin Henriksen kan finde på nye afsindige måder at udsætte sagesløse flygtninge og muslimer for racistisk lovgivning – (nota bene! Ikke efter tysk, men østrigsk forbillede. Det glemmer folk efter min mening alt for tit). De sidste alt for mange årtier har tyskerne højst haft en håndfuld typer at byde på. Det manglede bare at de endelig blev lidt hittepåsomme.

Brygget er skam også ganske flot kobberrødt. Skummet er nydeligt gyldent, tæt, fedtet og på trods af alt dette ganske hastigt faldende. Bouqueten lover hverken særlig godt eller særlig skidt. En markant maltbund jager de værste forudaninger bort, mens en antydning af oxideret småsyrlighed alligevel peger i retning af noget småkedeligt, om ikke småmislykket. En baggrund af generisk hallertauerhumle gør én glad for, at humlen i det mindste er gennemtrængende nok til at gøre sig bemærket. Men så skulle det lige være den humle, som man kender til en hudløshed så nedslidende, at muskler og sener også er ved at blive flået af.

Aromaen er til gengæld mere entydigt positiv – overraskende nok i betragtning af, hvilket flop den første i serien var. Aroma af akaciehonning lægger sig lækkert og overraskende fyldigt som en kælen hinde over tungen. Bag i munden ved mandler og gummer melder en dertil nydeligt afstemt bitterhed af hasselnødder sig. Det er ikke bare overraskende smagfuldt, det er også bare virkeligt rart på sidde-bag-pejsen-med-varm-kakao-med-skumfiduser-i måden.

Uden at brygget i øvrigt er ligefrem uhørt godt. De gode indtryk er holdt på det jævne, men stadig med et imponerende fravær af forstyrrende syrlighed eller et for præsent vandindtryk.

Der er en stout tilbage i denne række af tre øl. Min modstand mod egne fordomme rækker ikke til, at jeg tør have tilnærmelsesvis høje forventninger til den – heller ikke med denne lille overraskelse i baghovedet. Lur mig om ikke vi har en vinder i den her …

… men det ved vi selvfølgelig ikke før de alle er afprøvet.

Anarkist Brown Ale, Royal Unibrew/Albani

Nu har jeg aldrig …

Velkommen til julemåneden! Allerførst må jeg lige indskyde en rettelse fra sidst. Jeg fik på forsmædelig vis bildt læserne ind, at den sidste øls betegnelse som Quadruple skyldtes en firedobbelt gæring af produktet.

Det viser sig at være sludder. Betegnelserne Dubbel, Tripel, Quadrupel og eventuelt noget, der går endnu højere op (proportionelt med lix-tallet, gætter jeg på) angav oprindeligt alkoholstyrken, og altså ikke noget om, hvor mange gange øllet var gæret. Til gengæld havde jeg ret i oprindelsesstedet for betegnelserne, nemlig Belgien. Det – og mere om, hvordan man siden har forsøgt at præcisere betegnelserne kan man læse her. Martin Sundbæk Johansen skal have tak for at have lagt linket på min facebook-side, og Michael Knudsgaard, Danske Ølentusiaster, skal have tak for at have vist mere kritisk sans end jeg har kunnet mønstre, ved at åbne debatten samme sted.

Nu til dagens indlæg.

Mentalt kan læserne indsætte min sædvanlige tirade om, at jeg ser mig selv som forbrugernes blogger ind her, som forklaring på hvorfor jeg fortsat beskæftiger mig med fusionskonsortiet Royal Unibrews misvisende Anarkist-serie. Det er – kan jeg fortælle eventuelle nye læsere – så’n en embeds medfør-ting. Jeg gør det, fordi jeg føler en form for forpligtelse over for læserne, og i mindre grad for at tilfredsstille egne masochistiske fornøjelser.

Var det for sidstnævnte, jeg tog fat i denne fjerde, og foreløbig sidste i serien, ville jeg også blive slemt skuffet, for pinen ved dette bryg, måtte jeg – ærligt indrømmet – lede længe efter …

Altså … skummet over det natsorte bryg er jo faktisk ikke særlig holdbart eller prangende. Der er snarere tale om en kraftigt brusende øl, frem for en egentlig skummende én af slagsen, men selv bruset formår jo faktisk at glæde lidt, med sin lettonede gyldne lød. Og selvom det har så ganske travlt med at falde, knitrer det jo både lystigt og fornøjeligt imens. At brygget i øvrigt er aldeles letflydende er lige så oprørende som i sidste øl – Amager Bryghus’ quadrupel – hvilket vil sige ikke. Der er trods alt tale om en brown ale, og ikke en stout.

Men brown ales – dem har vi dælme ikke været heldige med … eller jeg har i hvert fald ikke. Hvor mange gange har jeg ikke åbnet en brown ale i forventning om en tæt, mørk oplevelse, og fået en uindspirerende omgang vandpjask i stedet for? Og ikke engang det kan den her brown ale finde ud af at leve op til. Ikke alene dufter brygget ganske pragtfuldt af karamel og middelmørk chokolade med en snert af røg, næh, oven i købet breder denne aldeles nydelige bouquet sig i en radius på flere fod fra flaskehalsen allerede idet kapslen letter.

Denne brown ale er bestemt ikke god til at være som brown ales er flest – og især da ikke som industrielle brown ales er flest!

Og i smagen går det ligeledes galt. Man må give Royal Unibrew, at brygget er ganske letflydende og glat mod mundens indvendige konturer – men det er stort set også det eneste, hvor brygget i sin karakter lever op til sin industriprodukt-kategori. Der er alt for meget aroma! Og ikke nok med det, der er endda tale om god aroma. En industriel brown ale skal da ikke smage af flydende lys karamel i en skal af mørk chokolade med et finurligt strejf af cognac … hvad ligner det!?

Vel, nogle gange er det åbenbart ingen pine at være ude i embeds medfør. Brygget her er vitterlig en nydelse, ikke bare de industrielle omstændigheder taget i betragtning, men bare en nydelse … Dens kombination af letdrikkelighed og sødme gør den ganske egnet til fed julemad, så uden at være tænkt som en sådan vil den gøre det godt til den stundende højtids sul. Jeg har endda reddet mig et par ekstra eksemplarer til månedens udløb.

Sidste måned sluttede med at det totalitære racistiske parti DF fik sin våde drøm om en KZ-lejr på en øde ø opfyldt. Denne måned startede meget meget smukt på bloggen som en aldeles ringe modvægt til sidste måneds politiske rædsel – men dog en modvægt, der måske kan skabe lidt lys her i den på flere måder alt for mørke tid.

Hr. Papsø, Amager Bryghus

Tak såvidt, lad os bare fortsætte …

Da jeg i foråret var forbi Amager Bryghus for at købe guldbryllupsgave til min onkel og tante, kom denne lille sag også med i tasken. Den var en lille erkendtlighed fra netop den herre, som øllet er opkaldt efter og er en hyldest til. Henrik Papsø er således også ham, der i sin tid inviterede mig på besøg på bryggeriet tilbage i 2016. Det blev begyndelsen på en perlerække af oplevelser, der forhåbentlig kommer til at fortsætte mange år endnu.

Denne kompakte pakke på en kvart liter 12 procents koncentreret klæbrighed er en quadrupel – en firedobbeltgæret øl. Typen stammer mig bekendt stammer fra Belgien, og den er så småt blevet en af mine favorittyper. Fakta har en fast stående i deleemballage til en rimelig pris. Amager Bryghus har en mere regulær én af slagsen, der udkommer hvert år til jul (meget apropos), og endelig prøvede jeg en øl, der godt kunne minde om typen da jeg var forbi DTU i fjor – omend det bryg vist ikke var tænkt som en quadrupel, men mere som et eksperimentelt bryg.

På DTU fik jeg forklaret, hvordan gæren omsætter forskellige sukkerstoffer i de på hinanden følgende gæringsomgange. I brygmester Preben Bøje Hansens eksperimentalbryg var der kun lange sukkerstoffer – dextriner tilbage, der gav en markant smag af vingummi. Denne aroma forefindes også til dels i Faktas quadrupel fra hollandske La Trappe, og meget markant i Amager Bryghus’ Secret Santa.

Før jeg begynder at lede efter en lignende aroma i Amager Bryghus’ øl, skal den selvfølgelig åbnes og skænkes – i Drageglasset naturligvis. Til at begynde med hæfter jeg mig ved nogle markante mørkebrune plamager på kapslen og flaskekanten. Nok har jeg hørt om bundfald før, men topfald? En smule bekymret skænkes indholdet, der i betragtning af bryggets mørke og styrke, er aldeles letflydende. Det er ganske tydeligt ikke nogen stout, farve og topfald (?) til trods.

Skum er der praktisk taget intet af – men duft! En vældig vinøs odeur vælter op glasset. På en baggrund af tunge, røde druer forkæles lugtesansen af intense, dybe noter af lys karamel, mørk chokolade og en knivspids cognac.

Smagen er til gengæld en kende mere ensporet, og vi er ovre i en ganske anden hylde hos slikmutter (eller -fatter #feminisme), nemlig udvalget af lakrids. Her har vi snarere den søde finske slags end den stærke engelske, men den antydningsvise ømhed i mit svælg lindres til fryd og tilfredshed uanset.

Der er ingen spor af støvet lakridssmag. Aromaen er lige i skabet, og det eneste ved den, nogle måske kan brokke sig over er, at det mangefacetterede duftindtryk ikke afspejles i brygget. Dekstrinsødmen, som jeg havde forventet og glædet mig til udebliver også, men kombinationen af sød, omend langt fra tandløs lakrids, kompenserer mere end sufficient.

Til gengæld aner jeg en anelse ilt i brygget. Det våde pap skarver en smule på tunge og i gane, men kan heldigvis nemt overdøves med lidt større mundfulde, eller ved at trække lidt luft ind over brygget, mens det hviler på tungen. Så udløses der rigeligt udsøgt lakridsaroma til at ilten kvæles.

Overordnet er brygget aldeles lækkert og en udelt nydelse. Oxideringen kunne skyldes, at jeg har ladet den stå for længe, og det skal bryggeriets ekstraordinære brygarbejde selvfølgelig ikke straffes for. Plamagerne i kapslen og på flaskehalsen lader desuden ikke til at have gjort noget skidt for brygget heller.

Jeg glæder mig til mange flere gode oplevelser fra og på Amager Bryghus også i fremtiden.

Steam Brew Imperial IPA, Privatbrauerei Eichbaum

Kejsergråd …

Nogle gange har man fornemmelsen af, at der ikke sker andet, end at ens helte og andre man ser op til dør omkring én. Det skyldes selvfølgelig til dels at kendthed er meget vigtigt i vore dages mediebillede, og når nu der er så afsindigt mange kendte, er det måske ikke så mærkeligt, at kendte menneskers dødsfald optager så mange pixels på skærmene ude i de små hjem hele tiden.

Som tegneserieinteresseret og som skaber af en sådan på amatørniveau var det selvfølgelig noget af et slag, da Stan Lee takkede af. Nu blev vi ramt endnu engang, idet Werner Wejp-Olsen tog plads ved det evige tegnebord, sammen med andre prominente kolleger som Georges Remi, Charles M. Schulz og Franquin – for bare lige at nævne nogle stykker.

Werner Wejp-Olsens tegninger (eller WOW, som han gerne underskrev sig på sine tegninger) var en fast følgesvend gennem min barndom. Jeg husker hvordan hans letgenkendelige, lystige og rene simple streg prydede undervisningsmaterialet i børnehaveklassen. Bedst kendt var han nok for Dick Dangers Krimi-Quiz, som jeg spændt læste i venteværelset hos min klaverlærer, der havde SE & HØR liggende. Endelig var der Felix-tegneserien, som han overtog fra svenskeren Jan Lööf, der nu overlever ham. Han lavede illustrationer i en række læse-letbøger. Nogle vil måske huske Nicolai-serien, som han selv forfattede, samt Jes & Nis, som han illustrerede for Esther Skriver.

Momsemor har jeg aldrig læst, så omtale af den må eventuelle fans have til gode. Men et stort tak for alt skal lyde herfra.

Videre til dagens øl, som jeg har købt i Lidl. Lidl er et tysk Supermarked, der stædigt holder fast i et stort udvalg af varer fra hjemlandet. Lidt af Danmark er imidlertid ved at stikke foden ind, ikke mindst i øludvalget, hvor der så småt begynder at indfinde sig produkter, der er lige en tand eller halvanden over det umanérligt kedelige udvalg af de 17.000.000 (rundt regnet) forskellige flade industripilsnere, som hjemlandets supermarkeder kan byde på. Nationaliteten holder man imidlertid fast i, og således findes denne linje af specialøl (for lack of a better term) fra industribryggeriet Privatbrauerei Eichbaum for tiden på hylderne.

Egentlig ser det ganske flot ud der i glasset, kobberrødt med gyldent skum. Sidstnævnte lægger sig imidlertid meget fladt, og fortrækker hastigt, så på trods af bryggeriets betegnelse Imperial IPA, er der hverken meget royalt eller kejserligt over den visuelle indledning.

Hjemlandet mærkes mere i bouqueten end godt er. I stedet for skarp, hårdtslående bitterhumle, eventuelt ledsaget af blomster og frugter, sådan som man kender en ordentlig IPA, afgiver brygget her en uengageret em af jævn pilsner, der måske er tonet en lille smule i retning af noget ubestemmeligt nåletræ. Det forekommer, at bryggeriet helst ikke vil udfordre tyskernes konservative (for ikke at sige forstokkede) ideer om, hvad øl er, for jeg har prøvet indtil flere pilsnere, der duftede mere af IPA end den her.

– Og smagte, kunne jeg tilføje. Det tidligere kejserrige, nu forbundsrepubliks umiskendelige smag for kedelig, konform, konservativ industri har formået at ødelægge endnu et eksperiment udi brygning af interessant øl. IPA’en sprøde bitterhed er skånselsløst kvalt i alt for meget vand, og jamrer som en metallisk efterklang ved gummerne. De krydrede og blomstrede noter bliver også holdt effektivt nede og kun vage spor af ingefær og anis overlever som en fortyndet ginger ale med et opløst Kongen-af-Danmarks bolsje i. Det er næsten flabet, sådan at blande det danske kongehus ind i den tyske kejserlige arvefølge, men når produktet er så svagt, må man gerne være flabet – ja, ubehøvlet endda.

Vi må håbe, den gode Wejp-Olsens tegnestue i det hinsides ligger i god afstand fra samtlige tyske kejsere. De må alle rotere og græde hjerteskærende over, at nogen i deres gamle land kunne have den frækhed at påklistre betegnelsen ‘kejserlig’ på et bryg, ad hvilket selv ussel almue og pjalteproletariat ville fnyse fornærmet.

Drama IPA, Drama Brewing

Jpeg

Det griber om sig …

Før jeg skrider til anmeldelse af den næste øl, kræver endnu nogle begivenheder i den virkelige verden en bemærkning, eller snarere to. To store sjæle, personligheder, ånder, mennesker er gået bort.

To superhelte fra mit perspektiv. Det kan godt være, jeg aldrig fik læst særlig mange Marvel-tegneserier, men jeg har altid elsket superheltegenren, og man er intet mindre end en historieløs og kulturforladt slambert, om man ikke anser Stan Lee for en af de allerstørste superhelteskabere – ja, en af de største superhelte inden for tegneseriekunsten siden ukendte billedskærere huggede Siddhārtha Gautama Bodhisatvas liv ud i væggene på Borobodur-Templet i Indonesien.

Knap så kendt, men lige så stor en superhelt var Morten Grunwald – for mig i hvert fald. Den sidste fra Olsen Banden, der også uden for filmen og scenen var en antiautoritær rebel. Se & Hør (af alle) fangede et vidunderligt skilderi af ham, da han gav fingeren til Ritt Bjerregaard og Ruth Evensen. Det var dengang der i stedet for en nedrivningstomt på Jagtvej 69 stod et kulturelt overflødighedshorn af festivitas og kreativitet, som jakkesætklædte paragrafrobotter i samkvem med sindsforvirrede religiøse ekstremister og et voldsliderligt politikorps havde set sig sure på.

Må de hvile i fred begge to, og de skal have så stor en tak for den glæde og festivitas de kunne give i så utrolig mange menneskers liv.

Videre til øllet. Den var en gave fra en af mine gavmilde læsere – Niels, der også inviterede mig på Taphouse til afprøvning af aldeles exquisitte smagsprøver forleden. Brygget her blev skyndsomt udvekslet i barlokalets tusmørke, for den slags steder må man jo ikke tage egne drikkevarer med. Åbnet blev den dog først forleden hjemme i privaten.

Særligt ved brygget er oprindelseslandet; Bosnien-Hercegovina, hvorfra jeg ikke før har prøvet øl. Niels har familie dernede, og rejser derfor ofte på ferie dertil. Nærværende blogger sætter stor pris på den mulighed, hans lille feriegave gav mig, for at afprøve hvor langt den globale ølrevolution er nået på Balkan. Her skal det passende indskydes, at det ikke er første øl fra Ex-Jugoslavien, jeg prøver. Serbien er allerede repræsenteret på bloggen.

At skænke brygget er vanskeligt. Det skummer ganske voldsomt – men også tæt og plastisk, så man næsten kan skære figurer i den anselige andel, der rager over drageglassets kant. Brygget står flot kobberrødt, og med al ønskelig værdighed i favoritbægeret.

Duften tager over hvor den lovende visuelle indledning slap. Sød af skumfiduser og flormelis, garneret med skarp nålearoma, der rammer lige i bullseye. Hele fjæset flækker i et kampe smil da brygget rammer tungen. Fint sandpapir pudser løs i gane, gummer og gabets øvrige indersider, så hele kæften åbnes til en både blid og skarp aroma af lærkenåle og birkebark.

Ja, normalt skal bryggerierne gøre sig fortjent til at blive hældt i drageglasset, men nogle gange satser jeg – og gevinsten er bestemt hjemme.

Det er imidlertid de første par mundfulde, der er bedst. Så begynder de små skønhedsfejl at indfinde sig: Den sødligt bitre birkebark bliver syrlig og derefter metallisk, og bitterheden tager så småt form af vådt pap.

Noget kunne tyde på, at brygget har stået en smule for længe, så der er gået ilt i det. Det er ærgerligt, men heller ikke første gang, jeg har oplevet det med øl, der er kommet langvejs fra. Ja med øl væsentlig kortere vejs fra – Aalborg fx – har jeg flere gange oplevet, at brygget oxiderer undervejs og får afsmag.

Her er det heldigvis ikke så meget, at oplevelsen ødelægges. Faktisk kan man stadig mærke, hvor godt det var til at begynde med, og karaktergivningen bør også være derefter – omend der også trækkes lidt ned for en indpakning, der vist ikke holder til transport.

Uanset hvad, skal Niels have tusind tak for indsparket fra et af klodens mindre kendte hjørner.

Maureen the Maverick Moonshine, Amager Bryghus (Saufen mit Marcus – (oder “die Unendliche Geschichte II”) II)

Den størst mulige femmer …

Før jeg når til anmeldelsen, eller rettere referatet af endnu en ca. 15 minutter lang palaver optaget med min mobiltelefon – en dokumentationsform der vælges for nemhedens skyld og bestemt ikke arbejdsbelastningens – bliver jeg nødt til at rette fokus på noget, der sker i den virkelige verden herhjemme.

Sagde jeg den virkelige verden? Næh, jeg skrev det! [Trommehvirvel – bækken] Nu hvor den første elendige vittighed er serveret, kan jeg med nogenlunde ren sam-vittighed (I can’t stop) skride videre til alvoren. Jeg har hele tiden vidst, at der fandtes et kontingent individer her i landet, der havde nogle udfordringer netop med den virkelige verden. Det drejer sig om folk der helt reelt tror, at mennesket blev skabt for omkring 6.000 år siden (i det konkrete tilfælde, vi vil klemme mellem to glasplader og lægge under mikroskopet om lidt endda kun 5.500 år) sammen med alle de andre dyr, af gud (som jeg for at drille staver med lille ‘g’), sådan som det beskrives i bibelens (med småt, ha ha) allerførste kapitel, i Danmark kendt som Første Sumpbog (det må godt stå med stort). Kreationister, kaldes de gerne af fagfolk. Jeg foretrækker at kalde dem idioter, tumper og virkelighedsfornægtere – men der er jo heldigvis intet i vejen for, at man samtidig også kan kalde dem kreationister, uden at man geråder sig ud i modsigelser.

I USA er problemet med netop disse tumper, virkelighedsfornægtere og tølpere meget meget stort. De rådgiver en i forvejen på alle ledder og kanter ustabil præsident ud fra andre vrøvlehistorier i bibelen – gerne de sidste kapitlers vås om verdens snarlige undergang og det endelige opgør med Satan (s’føli med stort ‘S’). Samme personer er primus motorer i demonteringen af de amerikanske miljømyndigheder med henvisning til, at den slags er ligegyldigt på grund af Jesus (fra kommunen, i ved – og derfor stavet med stort af hensyn til et stadigt mere overbelastet korps af offentlige ansatte) snarlige genkomst. Endelig spreder de med forfærdende effektivitet bibelens bud på jordens og universets alder, løgnen om intelligent design og myten om Noahs Ark som en historisk beretning i uddannelsessystemet.

Folk som præsten i Sct Maria Kirke i Sønderborg Mads Jakob Jakobsen er altså ikke bare underholdende pauseklovne og fritidsgøglere, vi kan grine skingert og hånligt pege fingre ad. De kan gøre egentlig reel skade, idet deres antividenskabelige løgne kan forgifte alle samfundslag – både dem der sidder ved magten, og dem der en dag skal arve jorden. “Jamen det kommer jo aldrig til at ske herhjemme” er reaktionen gerne. Vi er for kloge, for højtuddannede, for udviklede og langt fremme til nogen sinde at forfalde til den slags barnlig overtro igen.

Imidlertid er denne type ideer ikke længere henvist til obskure sogneblade fra Udkantsdanmark – eller hvis det går meget højt Kristeligt Dagblad og Jyske Vestkystens læserbrevsspalter. Folkevalgte politikere i landets lovgivende forsamling begynder nu at nære sympati for antividenskabelighed med kreationistisk islæt. Og lidet overraskende kommer denne fæle reaktion fra det yderste politiske og psykiatriske overdrev i Folketinget – de ledige standpunkters holdeplads kendt som Dansk Folkeparti. Alex Ahrendtsen parade af stråmænd, løgne og almindelig idioti kan læses i Kristeligt Dagblad i fuld længde. Kort resumeret forstår han hverken evolutionsteori eller hvad videnskab er i det hele taget, hvilket lige præcis åbner den ladeport for den antividenskabelighed og religiøs indoktrinering, der hærger USA. Som en særlig lille krølle på svinehundelorten indgår indlægget selvfølgelig i hans og partiets signaturagtige racistiske angreb på muslimer.

Selv er jeg ganske vist ikke religiøs, og dermed er jeg som udgangspunkt lige så kritisk over for islam som kristendom. Men hvis DF’s angreb på evolutionsteorien skulle smide nogle muslimer over på min side af idiotien, så tager jeg imod med åbne arme – og nej, det er ikke kun fordi der ville være færre til at konkurrere om øl og bacon ovre i min lejr.

Uden at jeg skulle lokke eller presse – for det må folk selv bestemme om de vil eller ej, det er ligesom med religion – skulle det ikke undre mig, hvis nogle af dem blev fristet til at gå på kompromis med deres hellige tekster, hvis der var mere end bare lidt øl af denne kaliber til rådighed.

Maureen The Maverick Moonshine er en fadlagret bourbon stout tilsat chokolade. Amager Bryghus-håndværk som man bedst kender det, aldeles kompromisløst, omend ikke for – som det er tilfældet med religiøse fanatikere – for at opnå en eller anden højere form for idioti, men tværtom for at skabe den bedste oplevelse, nyderen kan forestille sig.

Ironisk nok havde Marcus og jeg smidt den legendariske kultsplatter ‘Bad Taste’ på tossekassen. Det nattætte, lakridstykke bryg, med det jævne, omend flotte skum var forventeligt alt andet end. En tæt em af mørk chokolade og velbrygget kaffe med et sødt pust af kirsebær ramte næseborene til udelt fornøjelse for os begge.

De søde noter fortsatte i smagen med flødefyldig mundfornemmelse af kakao og matchende aroma af chokolade. At vi havde fået fingre i en vældig stout af ekstraordinær kvalitet var ingen af os i tvivl om, men Marcus slåssede (ja gu’ (med småt) er det et ord) med at få sat ord på de udsøgte smagsnuancer. Syrlige kaffebønner var et af hans bud på den friskhed, han oplevede i et bryg, der vel egentlig bare var så godt, at det var svært at udtrykke i tale.

Selv var jeg fornøjet ved en kompromisløs blanding af kaffe og chokolade, der gav alt den tæthed og aroma en stout skal have og mere til, and then some.

Karaktergivningen for mit vedkommende var en solid topkarakter. Øl af den her kaliber fortjener det. Marcus var ikke så rundhåndet – fortsat åbenbart med Big Bold and Beautiful i frisk erindring. Nogle gange fortryder jeg næsten, at jeg lod ham smage den, da det altid volder ham store kvaler, når andre rigtig gode øl kommer på banen. Han vil heller ikke uddele halve stjerner, så han lagde sig på den største 5’er, han kunne.

Marcus:

Undertegnede:

Og efter Peter Jacksons kultklassiker skiltes vores veje igen. Marcus skal endnu engang have tak for, at han ville lægge gane og kadaver til nogle af de øl, jeg selv synes er for store – og gode – til at jeg vil drikke dem alene.

Og nåhr ja – når Alex Ahrendtsen, eller hvem ordføreren for demontering af undervisning nu end måtte være i Dansk Folkeparti, om få måneder forlanger, at der i biologitimerne skal undervises i intelligent design på lige fod med evolutionsteorien, for at undervise i ‘kontroverset’, så kom ej og påstå, at I ikke var advaret.

 

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme