Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Tyr, Ørbæk (Podcast-pilot I)

Noget i vente …

Der er en smule krise på bloggen for tiden. Ved årsskiftet dykkede antallet af klik på bloggen drastisk, for ikke at sige katastrofalt. Jeg spekulerer på, om antallet af views mon tælles på en anden måde af WordPress her efter nytår? Jeg har ikke set nogen meldinger om det, men det er på den anden side også den slags information, der har det med at gå min næse forbi.

Jeg tror det nu egentlig ikke. Der er vel bare en masse af mine læsere, der har haft et nytårsforsæt om at gå på vandvognen i år – hvorfor de ikke vil fristes ved at læse min blog. Og så er det jo bare at vente på at nytårsforsæt bliver til nytårsfortsæt (see what I did there?). Den slags varer som regel ikke længe.

Eller også skal jeg bare koncentrere mig om at holde dampen oppe. Det er imidlertid lettere sagt end gjort. Jeg arbejder fortsat fuldtid med delebørn, jeg har et stort behov for at slappe af og være mig selv, når jeg endelig har lejlighed til det og endelig har jeg selv nogle nytårsforsætter, der gerne ikke skulle blive til nytårsfortsætter overhovedet.

Disse nytårsforsætter (uden ‘t’) kræver imidlertid, at jeg tager nogle initivativer og bruger noget tid på planlægning og koordinering – tre ting, som jeg ikke er særlig god til, for nu ikke ligefrem at indrømme, at jeg faktisk hader at gøre den slags lidenskabeligt. Præstationsangst er en ting, og jeg lider fælt under det. Men jeg tænker, at hvis jeg løfter lidt af sløret nu, frem for at arrangere det hele, og afsløre det hele i én vældig overraskelse, så kan I, læserne, måske hjælpe med at holde mig lidt på sporet, så mine planer rent faktisk bliver til noget.

Jeg har planer om, at udvide bloggen med en podcast og en YouTube-kanal. YouTube-kanalen forestiller jeg mig bliver på engelsk, mens podcastene i første omgang forbliver danske.

Det er de første podcast-optagelser, jeg har i kassen i hvert fald. For lidt over en uges tid siden mødtes jeg nemlig endnu engang med mit sidekick, Marcus, til en omgang ølsmagning – og, nota bene – en omgang tiltrængt sysleri med teknisk udstyr og lyd for at sikre, at katastrofen fra sidst ikke gentog sig.

Heldigvis er Marcus ikke ked af at sysle overhovedet, så da den første optagelse ikke blev særlig god, var han den, der drejede lidt på knapperne – og vupti, var lyden bedre, og til sidst så god, at den faktisk havde reel podcast-kvalitet.

Men det var først efter et par prøver. Og i efter optagelserne kommer al efterbehandlingen. Så podcasten må vente endnu en smule, men anmeldelserne af øllene på skrift, skal I ikke snydes for.

Den første øl vi prøvede var denne, en brown ale fra det økologiske bryggeri Ørbæk på Fyn. Brygget har navn efter den nordiske gud Tyr, og så er det jo spændende om Wacken Brauerei i Holsten nu også kommer efter Ørbæk. De har jo som bekendt taget patent på alle nordiske gudenavne til øl, og selvom Ørbæk sikkert ikke har navngivet deres bryg i trods mod dette, skal de alligevel have en thumbs up herfra – om ikke andet fordi nordisk mytologi er ret sejt … Og mærkeligt, i øvrigt, men også ret sejt.

Brygget er ellers ret lyst – af en brown ale at være – snarere rødligtgyldent er det, og lige så lidt brunt det er, lige så karrigt er det med skummet. Marcus udtrykte snart sin utilfreds over næsen på brygget, som han bedømte ‘tynd’. Selv valgte jeg det mere diplomatiske – og indrømmet tvetydige – ‘let’. For endskønt brygget bestemt ikke opviste nogen særlig tyngde eller klæbrighed i udtrykket, sporede jeg krydrede noter af tyttebær og rosmarin, der ikke gjorde noget ringe førstehåndsindtryk.

Passende til lejligheden blev brygget indtaget til et måltid: dobbeltpaneret flæsk med rösti og fløde/skimmelostesovs. Dertil passede føden bryggets krydrede bouquet langt fra skidt.

“Alt for sødt” var Marcus’ umiddelbare dom over øllet, hvortil jeg måtte indvende, at øl jo gerne må være sødt – især belgisk inspirerede mørke ales. Han blev også mere forsonlig over for den i løbet af måltidet, som brygget fortsat klædte fint. Brygget præsenterer således en bund, der umiddelbart synes svær at sætte ord på. “Der er ikke meget spræl i den, men hvis man lige smægter med tungen en gang, kan man få hevet et par perler op på tungen, for ligesom at løfte smagen …” For denne kommentar undskyldte Marcus omgående, da det med hans egne ord nok var hans værste “Søren Frank”-moment til dato.

Jeg nikkede og gryntede bekræftende, hvorefter jeg henkastet og indifferent gjorde gældende, at jeg i grunden ikke var bekendt med, hvem denne Søren Frank egentlig var. “Vinanmelder og klaphat på Berlingeren”, berigede Marcus mig mit i forvejen ikke ubetragtelige korpus af unyttig viden. “Det er ham der har beriget verden med vendingen ‘en insisterende bismag af urin’ som noget positivt”.

Jagten på ordene, der kunne italesætte (undskyld) smagen fortsatte henover det simple, men aldeles veltilberedte måltid. Aroma af lige lovlig velsødet kaffe med sirup fra sukkerrør, var mit umiddelbare bud. Marcus hæftede sig ved en vigende fylde, som om øllet blev smagt på afstand, gennem en pude af vand. Uden dog at brygget af den grund føltes unødigt tyndt – blot afdæmpet i udtrykket. Selv syntes jeg nu ikke det var så galt, men min protest nåede aldrig at blive særligt udtalt, før Marcus foreslog betegnelsen belgiersødme for bryggets krydret-sødlige aroma.

Ganske rigtigt møder man nok også bryggets aroma i flere belgiske bryg – men nu er Belgien jo ligegodt kendt for sin massive ølmangfoldighed – så det siger i sig selv ikke det store. Til gengæld brød Marcus sig så ikke om min karakteristisk af bryggets mundfornemmelse som ‘vinøs’ – i kraft af den lave kulsyre, og bryggets lette flåd over tungen. Så vi endte vel med at være enige om at være uenige om den sag.

Enige var vi til gengæld om, at brygget ville være aldeles egnet som juleøl – så den anbefaling er her først på året givet videre. Så håber vi bare brygget bliver i butikkerne så længe.

Marcus ville såmænd ikke skamme sig over at tage dette bryg med sig hjem, men han gav den …

… da den på den anden side ikke helt havde det i smag, fylde, praleværdi og evne til at imponere, som Marcus i hans selverkendte arrogance og forfængelighed ville lægge navn til at have liggende til mere metikuløs nyderi.

Selv valgte jeg at give brygget …

… fordi den ganske vist ikke er noget festfyrværkeri, men når den ellers smager, så smager den også godt. Der er ingen grund til at være karrig med stjernerne over for Ørbæk, når de gør det ordentligt. Især i lyset af, at de gennem årene har været noget svingende i deres præstationer.

Blend: Heatherwood Green Gecko IPA-kit + Praga Premium Pils

Lidt mere liv (jeg sagde “lidt”) …

Den næsten bombastisk og fandenivolsk generiske og almindelige – for ikke at sige skingert ligegyldige Praga Premium Pils fra sidst, blev ikke drukket ud i én omgang.

Min gode ven og ølkontakt Niels fra Lille Skensved – ham med de ugandiske øl, husker I nok – havde forleden arrangeret endnu en nydelig leverance til min bloggervirksomhed. Hovedparten af den bestod nu af gengangere, idet han havde reddet et restparti af Petrus-øl fra sin lokale fakta, som supermarkedet var ved at skille sig af med. Dertil kom en svensk pilsnerøl på dåse … … – jeg kunne aldrig finde på at beskylde Niels, det rare menneske, for decideret at trolle. Men jeg har altså lidt på fornemmelsen, at han finder nogle rædsler at give til anmeldelse, så han kan godte sig over mine tirader efterfølgende.

Med andre ord – jeg har meget ringe forventninger til det svenske øl, og er allerede begyndt at notere mig nogle skældsord, jeg kunne bruge i anmeldelsen.

Men ud over belgiske gensyn og svensk industri, var der noget ganske særligt i den lille pose, som jeg iklædt sort tøj og hætte måtte hente den aften i en afsides indkørsel i Brønshøj … det sorte tøj skyldtes at regnen stod ned i stænger, og jeg var på cykel. Med alt det vand følte jeg mig næsten som et af Carlsbergs bryg. Ja, en vandet vits – så passende til lejligheden, at man næsten drukner.

I en uanselig plasticflaske, havde Niels også lusket resultatet af hans eget lille brygeksperiment med – med dertilhørende instruktionsmanual i bunden af posen. Det skulle imidlertid vise sig, at eksperimentet ikke var faldet ud helt som ønsket. Ethvert spor af kulsyre var fordampet, og ved smagning kunne jeg konstatere, at selvom brygget ikke virkede direkte fejlgæret eller inficeret, så havde oxideringen sat ind i et omfang, så brygget ikke længere var nogen fornøjelse at drikke.

Niels havde faktisk varslet mig på forhånd, at brygresultatet langt fra var optimalt, men anbefalede mig dog at blande det op half ‘n’ half med en industriel pilsner frem for bare at hælde det ud. Og sådan én stod jeg jo faktisk lige og havde i form af den i sidste og starten af nærværende indlæg omtalte generiske tjekkiske pilsner.

Om Niels’ brygeksperiment alene, er der det gode at sige, at den egentlig ganske aromatiske, men også noget syntetiske duft, med ét greb meget langt tilbage i mit helt unge liv. Da jeg fyldte fire eller fem fik jeg noget modellervoks i gave, samt en pressemaskine til det, så man kunne kreere lange snore af det i forskellige spændene former. – En stjerneform fx. Mange år efter jeg for længst havde glemt alt om maskinen fandt jeg den på loftet i mit barndomshjem i Hjortshøj nord for Århus, og alt dette kom tilbage, da jeg duftede til Niels’ bryg. For præcis ligesom dette modellervoks, duftede det. Ret syntetisk i grunden, men ikke uden en vis spidsfindig aroma af billigt firserviskelæder. Alt brus var til gengæld for længst gået af brygget, og selv om en smule af humlens bitterhed stadig var mærkbar, føltes selve brygget alt for metallisk og hårdt mod smagsløgene, helt og aldeles afbruset som det var.

Sammenblandet med den næsten skrigende intetsigende tjekkiske pilsner formåede hjemmebrygget imidlertid at gøre lidt gavn. Alene det, at der nu var noget kulsyre i brygget gjorde, at nogle aromatiske blomsternoter – syren og lyng – begyndte at træde frem. I det hele taget leverede det afbrusede brygeksperiment den aroma, som den tjekkiske pilsner så kritisk manglede.

Det var nu stadig ikke helt nok til, at øloplevelsen blev sådan rigtig god. Mixet føltes fortsat noget syntetisk, og der var heller ikke helt nok kulsyre til overs i pilnseren til at brygget livede ordentligt op. Det forblev noget dovent i mundfornemmelsen samt for tungt og glat til at være nogen stor nydelse.

Men hey – man skal starte et sted, og jeg tør slet ikke tænke på den katastrofe det ville være, hvis jeg selv gav mig i kast med den slags eksperimenter.

Hold i øvrigt øje med bloggen i den kommende tid. Jeg har for nylig spenderet endnu en aften med mit sidekick Marcus – og der er mere end bare skriftlige indlæg med dertilhørende stilbilleder i vente.

Og må Kent Nikolajsen hvile i fred. Netop i skrivende stund har jeg erfaret at han er gået bort – endnu et ansigt fra min ungdom, der endda ikke var meget ældre end jeg selv.

Praga Premium Pils, Budejovicky Mestansky Pivovar

Radikal mainstream …

Så klarede jeg årsrapporten, og dermed er ølåret 2019 for alvor skudt i gang. Januar er typisk en måned, hvor ikke helt så mange klikker sig ind på bloggen, og jeg har på fornemmelsen, at det skyldes at jeg selv kan være lidt sen til at komme ud af starthullet. Årsrapporten er en træg sag at komme igennem, så der opstår gerne et hul i anmeldelseshyppigheden lige før og lige efter. Samtidig myldrer tiden op til årsskiftet med helligdage, hvor jeg før har observeret, at hitsene ikke er voldsomt mange. Jeg gætter på, at læserne har bedre ting at tage sig til i helligdagene – såsom at være sammen med familien fx frem for at læse min blog. Det er også bedst sådan – og så må det være mit ansvar, at projektet kommer på sporet igen i hverdagene derefter.

Vel, i skrivende stund har jeg en hel række øl, jeg skal have skrevet om, idet jeg har været igennem endnu en hyggeseance med min faste medsmager Marcus. Råmaterialet til en væsentlig opgradering af bloggen er i den forbindelse også indhentet, så nu burde jeg have rigelig anledning til fornyet blogaktivitet – det kan læserne jo glæde sig til. Yderligere hints derom kan man finde på min facebook-fanside.

Denne øl fandt jeg for få dage siden i Fakta. Jeg synes faktisk, at Fakta er faldet noget af på den her på det sidste. 2017 var højdepunktet for butikskædens udvalg af specialøl, hvor man fx kunne finde nogle ret spændende amerikansk/tyske IPA’er der, samt nogle uhørt gode belgiske sure bryg.

Nu er det sådan nogle her, man finder der. Jævne, generiske tjekkiske øl, der sjældent formår at imponere denne blogger synderligt. Ja, tjekkerne er vidtberømte for deres pilsnere, selvom de ofte ikke er bedre, end det man finder herhjemme i det alt for almindelige industrielle udvalg.

I næsen viser brygget såmænd lidt karakter. Bagom en generisk, industriel syrlighed damper det af fusel, der næsten river som salmiak i slimhinderne. Så er der da i det mindste lidt oplevelse at starte på.

Til gengæld forekommer brygget straks ved indtag mere end noget andet vandet. Vandet først, siden småsyrligt og så metallisk undgår brygget behændigt at være til nogen egentlig fryd, andet end at det må indrømmes tørstslukkende egenskaber. Man er ved at afskrive brygget helt, da en rund maltsødme melder sig et sted dybt nede i det syrlige vandbad.

Man får uvægerligt mistanken om, at det er det tilsatte sukker, der hjælper sødmen på vej – så meget for brygkunst, men en enkelt til to stumper formår denne ene aroma nu alligevel at redde i en pilsneroplevelse, om hvilken det bedste der kan siges er, at den er aldeles jævn, og ikke som sådan ubehagelig. For selv syrligheden og metallet ligger så dybt i vandet, at det ikke formår at genere, men måske endda skærper vandets tørstslukkende profil en anelse.

Jeg håber ikke, denne øl repræsenterer fremtiden for Faktas udvalg af specialøl. Kunderne fortjener meget bedre – ikke mindst i lyset af, at udvalget har været netop det – meget bedre.

Mit ølår 2018

Serier, begivenheder og tirader …

Kalenderen er skiftet endnu en gang et enkelt trin i den største kategori – året. Dermed er det blevet tid til, at Kajs Ølblog endnu engang gør status over et år, der er gået – på bloggen og i virkeligheden.

Selv vil jeg næppe huske året som et af de bedste. Personligt var meget af året præget af stress og depression, og de højdepunkter, der helt sikkert var, havde mere karakter af små oaser i en vældig ørkenvandring gennem et år, jeg aldrig syntes sådan rigtig fik begyndt, før det pludselig var ovre igen. Som om 2018 kun var ét langt tilløb til 2019, efter at 2017 var endt.

Omkring november, kort efter en fødselsdag som jeg havde tilbragt småsyg, stresset og med en punkteret cykel på vej hjem med børn på laddet, vågnede jeg omsider og var pludselig igen klar til at tage fat på livet. Jeg har siden holdt hårdt fast i den gode rytme, der blev indledt der, og jeg håber sådan, at det bliver ved.

På ølfronten var der til gengæld mange store oplevelser, og det er selvfølgelig dem, det skal handle om. Bloggen er imidlertid også personlig, så det vil også komme til at handle om mig selv – også i fremtiden. Find jer i det – eller giv jer hen i mine tirader, for det er også det, de er der for. Alt sammen for læseoplevelsens skyld.

Så mange læsere …

Et hurtigt kig på statistikken afslører, at jeg i 2018 ikke fik anmeldt helt så meget som i 2017. Til gengæld har antallet af læsere fået endnu et nøk opad: Kun i januar og februar har der været under 4000 klik på bloggen. Og i juni, juli og december måned havde bloggen over 5000 klik.

I 2017 nåede jeg kun op over 5000 klik i december måned, selvom jeg skrev væsentlig flere indlæg det år. Om det bare er læserskaren der er vokset, eller kvaliteten af det, jeg har skrevet, der har lokket flere til, skal jeg ikke kunne sige. Jeg har imidlertid ikke holdt mig tilbage i det forgangne år med at skrive om andre ting end øl. Og det lader bestemt ikke til at have afskrækket folk – tværtimod har jeg flere gange fået at vide, at det netop er alt det uden om selve ølanmeldelserne, der gør bloggen læseværdig.

2018 skulle også blive året, hvor jeg rundede anmeldelse nr. 1000. I betragtning af, at jeg har været i gang i otte et halvt år tænker jeg, at bagkataloget snarere udstråler en amateuristisk magelighed end professionel alkoholisme. Jeg har aldrig drukket særlig meget ud over, hvad der ryger op på bloggen. Men når det sker, har jeg tænkt mig, at i det nye år vil jeg blive bedre til at smide mine anmeldelser op på Untappd. Anmeldelserne derfra vil også blive delt på min nye engelsksprogede twitterprofil.

I forbindelse med jubilæet tog jeg også fat på at skrive bloggens historie i et tilbageblik – eller et Deuteronomium, som jeg valgte at kalde det dertilhørende tema. Tre år nåede jeg at gøre rede for, før jeg løb sur i det. Jeg regner med snarest at tage den tråd op igen, og få tilbageblikket færdiggjort i løbet af foråret.

Serier …

I det hele taget stod 2018 i temaernes tegn, og jeg kunne have valgt at organisere endnu flere smagninger i temaer, hvis jeg havde gidet.

Således havde min søster i år 2017 foræret mig en nydelig lille samling specialøl, som gjorde rigtig godt et stykke ind i 2018. Ebeltoft Gårdbryggeris IPA ‘Raw Power‘ udgjorde perlen i den samling, sammen med ‘Skunk Jam‘, der imidlertid blev anmeldt som den sidste øl året før.

Årets bryggeri Amager Bryghus fyldte fortsat meget på bloggen. Men det tror pokker, nu hvor jeg ikke bare er på fornavn, men også på krammer med flere af bryghusets fast stab. Jeg fik afsluttet deres Sinner Series, som jeg påbegyndte for år tilbage. Desuden fik jeg i selskab med min efterhånden faste medsmager Marcus smagt mig igennem den meget fine samling lagrede øl, bryggeriet udgav i december måned sidste år. Det blev også til et par besøg på selve bryggeriet, da der skulle skaffes forsyninger til bloggens almindelige drift. Det var dog ikke alt, der kom temaer ud af. – Nogle gange er selv en god øl fra Amager Bryghus bare en god øl fra Amager Bryghus.

En række øl blev taget med fra Esrum Kloster, hvortil jeg i min egenskab af blogger oven i købet aktivt blev inviteret. Begivenheden fandt sted i marts, og temaet blev først afsluttet i december kort før jul. Heldigvis er over- og vildgæret belgisk øl ikke det, der tager mest skade af at stå et stykke tid.

I april måned var jeg til min onkel og tantes guldbryllup i Nordtyskland. Det gav anledning til et par anmeldelser af de øl, jeg gav dem i gave, tillige med en samling øl, jeg fandt i grænsehandlen. Bortset fra et par enkelte perler, var disse samlinger mere præget af middelmådighed end af noget andet.

Det samme kan roligt siges både om Royal Unibrews forskellige Albani-serier, der er ude i disse år. Selvom min begejstring for seriens Mosaic IPA er vokset, så den i øjeblikket er min foretrukne her-og-nu-industriøl, til når jeg gerne vil have noget, jeg ikke behøver anmelde, faldt den sidste i serien jeg fik prøvet mere end ualmindeligt hårdt til jorden. Meget bedre gik det ikke for Anarkist-serien, Alene det at et industribryggeri af den kaliber kalder en af sine serier sådan, er ikke engang ufrivilligt morsomt.

Så var der anderledes knald på Taphouse’ udvalg. Det var en af mine læsere ved navn Niels (ja, jeg har flere læsere – og ølpushere – med det navn), der havde inviteret mig ud. Det er altid spændende at møde mennesker i virkeligheden, som man kun kender online – og det trækker bestemt ikke i modsat retning, at de byder på noget af det bedste øl, man får prøvet i løbet af året – for ikke at sige livet. Det skulle heller ikke blive den eneste gang, jeg frekventerede Taphouse – men det vender jeg tilbage til.

Lidt ølaktivist kunne jeg også få lov at være, da jeg engageret kastede mig ind i kampen på Munkebo Brewery’s side, da det tyske bryggeri Wacken Brauerei truede med at slæbe dem i retten for at bruge nordiske gudenavne på deres bryg. De nordiske guder er imidlertid for alle, der har lyst til at bruge dem (undtagen nazier. Fuck nazier!). I skrivende stund er den nidstang, jeg i den forbindelse rejste, fortsat oppe, for der mangler mig bekendt stadig en tilbagetrækning fra Wacken Brauereis side for alle retskrav på de de nordiske gudenavne. Og indtil en sådan foreligger, bliver nidstangen stående.

Begivenheder …

I løbet af året indfandt jeg mig stundom ved begivenheder, der var ølrelaterede, mens andre ikke sådan rigtigt var det. Men det skulle jo ikke afholde mig fra at få dem til at handle om øl alligevel.

Ølfestivalen på Esrum Kloster i marts var imidlertid et rigtigt ølarrangement. Næsten umuligt at nå til og fra med offentlig transport uden overnatning undervejs, men bestemt turen værd, når man endelig nåede frem. Hvis ikke de mange flotte og fine over- og vildgærede klosterbryg kunne give én hovedpine, så klarede de lavloftede lokaler og endnu lavere døråbninger den sag. Jeg husker hvordan min fine sorte hat var fuld af hvidt puds, efter arrangementet – men i det mindste ydede pulden da et minimum af beskyttelse for mit kranium. Jeg nåede kun halvdelen af arrangementet, idet jeg blev så optaget af det fortrinsvis belgiske klosterudvalg, at jeg aldrig fik inspiceret den del af festivalen, der havde mikrobryggernes udvalg. Den mest spændende oplevelse ved den lejlighed var at prøve en Vestvleeteren-øl til 150 kr. / 0,33 l. Selve oplevelsen var egentlig ikke stor, men det var til gengæld æren ved at få lov til at smage på de dyre dråber.

Danske Ølentusiasters store årlige ølfestival på Lokomotivværkstedet var – næppe overraskende – også et rigtigt ølarrangement. Det jeg bedst husker er Svaneke Bryghus’ brygmester Jan Pauls røverhistorier om hans tur til Moldova, og de deraf afledte spændende bryg, han kunne byde på. Kort før festivalen havde jeg smidt en god anmeldelse af deres Don’t Worry Pale Ale – den bedste øl under 1% alkohol, jeg nogensinde har prøvet – men jeg tror bestemt ikke, det var som tak, at han var så snakkesalig. Det skyldtes blot vores fælles interesse, og hans glæde ved at dele ud af det, han syntes var det bedste i verden at beskæftige sig med, nemlig øl. Jeg har ikke svært ved at forstå ham.
Deltagelse i en facebook-livestream, krammer fra Amager Bryghus-brygmester Jacob Storm, og selvforevigelse i selskab med Carsten Bertelsen og Martin Bo Pedersen (se billedet øverst) – Brygmester fra Nanobryggeriet Redekassen.

Årets to store koncertoplevelser, var til gengæld egentlig ikke ølrelaterede arrangementer i sig selv. Men når nu koncertstederne havde sådan et fint øludvalg, så ville man da være et skarn, om man ikke afprøvede varerne alligevel. Således var jeg langfredag (hvor man jo i ydmyghed skal kontemplere Jesu Kristi pine og død for vore synder) til Napalm Death-koncert på Loppen sammen med min gamle ven Frank. Det blev til to rigtig gode øloplevelser, ud over den største koncertoplevelse for mit vedkommende i vel mere end et årti. Sammen med Marcus var succes’en tæt på en gentagelse da jeg i december måned indfandt mig i Pumpehuset til Myrkur-koncert. Ved den lejlighed var det imidlertid lyden, der totalt fængslede mig, så det blev ikke til så megen smadren rundt, som i marts. Øllet var til gengæld endnu engang exquisite – med en lokal københavnsk Gose i sortimentet har Pumpehuset også som udskænkningssted vundet min udelte respekt. Endnu et besøg på Taphouse cementerede aftenen som en af årets absolut største.

Det var også begivenheder i sig selv de gange, Marcus og jeg indfandt oshinandens bopæle for at prøve øl. Det var ved de lejligheder, at Amager Bryghus’ lagrede serie blev afprøvet med bravour, og det var i beretningerne derom, jeg opdagede, at det faktisk fungerede ret fint at udskrive dialogen fra optagelserne i kun sparsomt redigeret form. I forbindelse med, at jeg i løbet af året måtte udskifte min pc, var det min plan at kickstarte en udvidelse af bloggeriet til også at omfatte podcasts. Det fik en brat ende, idet optagelserne på min computer viste sig at være komplet ubrugelige. De indbyggede mikrofoner på min pc var mildt sagt ikke bygget til at opfange tale fra andre, end dem der sad umiddelbart foran skærmen. Forvent imidlertid revanche snarest i det nye år – thi der skal mere end en dårlig mikrofon til at tage modet fra en Kaj Framke.

Tirader …

En af de ting, der kendetegner min blog er, at den er meget personlig. Den handler ikke kun om øl. Den handler også om mig selv, og den handler om de tanker jeg gør mig om ting, der sker ude i verden. Af flere læsere har jeg fået at vide, at det er det, der gør min blog læseværdig, så jeg har absolut ingen planer om at lave om på det i det nye år, eller årene fremover.

Jeg ved ikke, om jeg gjorde mere ud af tiraderne i år end tidligere. Men ved gennemgangen af bloggens indlæg har jeg genkaldt ret mange. Ulige fordelt er de, som om jeg i løbet af året – kulminerende i september måned – måtte give mere og mere luft for mine frustrationer på bloggen.

Skulle man have lyst til at vide, hvad jeg i løbet af året fik skrevet om divergerende sager såsom omskæring, tyrefægtning, påskeritualet, partiet Venstres tidligere formand, industribryggerier, der går mikrobryggerierne i bedene, Wacken Brauerei, mere Wacken Brauerei, Karen Jespersen – eller … undskyld, jeg forveksler hele tiden hende og Pernille Rosenkrantz-Theil, racistiske antidemokratiske Trump-supporterende politiovergreb, Martin Luther (den tirade har min personlige anbefaling … ikke mindst fordi den tog ret lang tid at forfatte), de rige, der sidder på flæsket, Lagkagehuset og deres tungekysseri med de racistiske fascister i DF, Indslevs konkurs og et af Københavns racistiske værtshuse, nazisvin i Svendborg, DFs aldrig så passende valg af stil på deres plakater, ancaps, Dansk Retur System (sic), hvor mange aneurismer, apoplektiske anfald og hjerteinfarkter, jeg har oplevet (jeg kan hjælpe lidt og fortælle at antallet er rundt), alt muligt så’n i det hele taget, den kreationistiske forgifter af ungdommens hjerner, Mads Jakob Jakobsen, hvordan jeg måtte æde nogle af mine ord i mig, Matador, KZ-lejren på Lindholm, mere om KZ-lejren på Lindholm, Fredensborg Kommune som den ultimative Grinch, finansloven og flere nazister på Fyn, kan man bare trykke på det dertilhørende link, og man vil blive ført direkte til indlægget. Fagre nye verden!

De store personligheder, som vi måtte tage afsked med, det forgangne år fik også nogle ord med på vejen. Christoffer Barnekow, Synnøve Søe, Jens Okking og Mort Walker tog nogle afgange med ret korte mellemrum, og blev mindet ved anmeldelsen af et passende dystert bryg. Legendariske Stephen Hawkings voicebox virker formentlig endnu, mens dens tidligere ejer blev mindet ved anmeldelsen af en anden legende, der imidlertid strålede langt mindre end ham. Der blev alt for stille mens jeg var ved at rapportere fra mit første besøg på Taphouse og Kim Larsen drog af sted for at lære englene, dæmonerne eller begge dele et par tricks udi tekstskrivning. Morten Grunwald og Stan Lee stak også af omtrent samtidig og blev æret netop som Bosnien-Hercegovina fik sin debut som ølnation på bloggen. Endelig lagde en af de tegnere, hvis streg vel nærmest er ridset på indersiden af de fleste +40-åriges nethinder, Werner Wejp-Olsen endeligt blyanten og blev behørigt mindet derefter.

Hottest og nottest …

Så er jeg vel også kommet rundt om det meste af, hvad der skete på min blog i det forgangne år. Tilbage er kun det punkt på dagsordenen, der altid er med ved mine årsgennemgange. Ellers bestræber jeg mig nemlig gerne på ikke bare at levere den samme smøre hver gang, men fokusere på noget forskelligt. Denne gang var det – hvis man ikke skulle have opdaget det – begivenheder og tirader, der var i højsædet.

Jeg starter med de tre ringeste øl, jeg har prøvet i løbet af året. Andre gange har jeg taget de gode først, for at gemme underholdningen (læs: vitriolen) til til sidst. Denne gang var årets bedste oplevelse imidlertid af en sådan kaliber, at den kun kan komme til sidst. Som dette allerede alt for lange blogindlægs kulmination og storslåede endepunkt.

Not …

03. La Barbaude Maltador, Brasserie Artisinale Nimoise: hvad dette sjaskede og inderligt insignifikante pseudostout havde at beskaffe i en samling udvalgte specialøl, nydeligt arrangeret i en fin gavekasse, er en gåde på linje med tidens oprindelse og hvad der egentlig gør, at massetiltrækning finder sted. Et fixt ordspil om noget, jeg i forvejen er passioneret modstander af, redder heller ikke dette farvede vandprodukt fra at være alt andet  end det titel og etiket foregøgler. Ingen vildskab – kun vand.

 

2. Anarkist Ginger Pale, Royal Unibrew/Albani: Jeg er ikke nogen vehement modstander af alternative krydderier i øl. Sålænge det smager eller på anden vis giver øllet en ny dimension. Måske får den tilsatte ingefær i Royal Unibrews obskure postevandsbrus brygget til at føles endnu mere som aqua communis tilsat kulsyre. For smagen af ingefær er i bedste fald vigende, ligesom alle andre af bryggets aromaer, på nær den af det reneste dihydrogenmonoxid.

1. Økologisk US Lager, Royal Unibrew/Albani :Royal Unibrew får æren af at være med hele to gange blandt årets ringeste øl. Mens jeg egentlig slet ikke synes, at serien hvori dette bryg forefindes er noget at fnyse ad – især ikke i betragtning af størrelsen af firmaet bag – så falder dette bryg helt ved siden af. Stort set intet smager det af, andet end vand – undtagen da lige, når man bøvser. Så smager det endelig af lidt, men det tjener intet bryg (eller andet) til ære, at det smager bedre på opturen end på nedturen. Mon ikke vi alle kan blive enige såvidt?

Hot …

3. Envy, Amager Bryghus: Jeg skulle ikke mange dage ind i året, før jeg stødte på noget exceptionelt. At humlehovederne på Amager Bryghus forstår sig på IPA og bitterhumle er ingen større hemmelighed – og i dette mesterværk kan man opleve dem fremelske og rendyrke netop det bitre. I hvilket andet bryg end i en hyldest til dødssynden misundelsen ville en sådan forfinelse af netop det bitre være mere passende?
Jeg kan ej komme på et …

2. White Crow Omen, Amundsen/AF Brew: Et aldeles unikt bryg. Og ikke bare unikt, men også aldeles vidunderligt. Her er et bryg, der smager som ingen andre. Den fineste, fedeste flydende fudge i al sin magt og vælde fylder mundhulen med et så intenst bombardement af afsindig velsmag, at man må kæmpe for at gøre ens nip af glasset små nok, til at man ikke blive væltet omkuld. Aldrig før eller siden har jeg oplevet en smagsprofil som denne, og kun et aldeles svineheld, grænsende til hybris, tillod, at jeg skulle opleve noget større end dette …

1. Big, Bold & Beautiful, Amager Bryghus: Ja, hvad ellers? Det blev jo ustandseligt, som jeg igen og igen refererede til dette prægtige Matterhorn af et bryg, resten af året, efter at jeg og Marcus en varm sommeraften havde voldnydt de dyrebare dråber på hans altan. Så helt afsindigt og sindssygt fantastisk er den, at vi stadig ved vores smagninger ender med at ævle løs om den – som om den var målestok for alle gode øl derude. Snak om at være unik – dette bryg er mere end det. Det er uden for nummer og uden for kategori. Et bryg, hvis mur af mangfoldig, overvældende medsmag, gør én aldeles og ganske mundlam. For kun med det i kæften, kan man forstå, hvilket vidunder, man sidder med.
Jeg forventer aldrig nogensinde, at komme til at prøve et bryg, der er lige så godt som dette. I afmagten ved at forsøge at beskrive det igen, kan jeg anføre, at jeg modvilligt, omend indseende nødvendigheden deraf, valgte at bryde min karakterskala, for at Marcus kunne give andre  bryg end dette topkarakter. Han fik lov at give det en ekstra stjerne ud over de seks, som man ikke kunne gøre andet end give den.

– Og dermed nok snak. Velkommen til 2019. Hvis det bliver lige så godt som 2018 – ølmæssigt, i.e. (mine tirader skulle nok vise, hvad jeg ellers mente om det forgangne år, og det er ikke pænt) så vil jeg for alvor begynde at frygte nemesis.

Schiøtz Jule IPA, Albani/Royal Unibrew

Det gjorde den ikke julet …

Vel, en enkelt juleøl havde alligevel forputtet sig. Men det er jo også en efterhånden mangeårig tradition på bloggen, at forrige års juleølsoverskud anmeldes i januar – ja, nogle gange helt indtil påske (for så længe varer julen som bekendt). Men denne gang er der nu kun den ene.

Den blev konsumeret nytårsaften i selskab med børn, bonusbarn, ekshustru og hendes nye mand i deres hjem på Nørrebro. Som man vil kunne se på illustrationen, er brygget i delestørrelse. Så sandheden er egentlig den, at jeg ikke orkede at drikke brygget alene, men manglede en anledning til at dele den med nogen.

Og da den blev drukket i det gamle år, skal den selvfølgelig anmeldes inden jeg skrider til min store årsberetning. Den lover jeg til gengæld kommer som det næste.

‘Juleøl’ er ikke nogen stil, men blot noget, man kan hæfte på en hvilken som helst øl for at kunne sælge den sidst på året … eller i hvert fald fra primo/medio september måned. At det så overhovedet ikke passer til årstidens mad eller vejr, kan man blæse en lang nissemarch. IPA – med sin friskhed, aromatiske profil og bitterhed – gør især godt i sommervarmen og til skarptkrydrede retter. I vinterkulden med årstidens tunge rodfrugter og mørke kød, fungerer den omtrent lige så godt som blomkål til chokolademousse.

Men det skal ikke holde Royal Unibrew tilbage. De laver en Jule-IPA, hvis de vil, gør de. Og til næste advent opfinder de en Julehare, der kommer hoppende med julegaverne, mens påskemanden i foråret kyler æg i nakken på trækvinden, hvilke tider hvilke skikke …

Men før jeg kommer for godt i gang med at afsløre Royal Unibrews marketingstrategi for 2019, må jeg hellere samle tråden fra nærværende bryg op. Undskyldningen for at lave en Jule-IPA finder man i ingredienserne, hvor havtorn, hyben, tranebær og havre vel må tænkes at give brygget et eller andet julet præg. Jeg tænker mere en småfæl kombi af ‘hippie’, ‘nyt nordisk’ og ‘fritidsviking’, men det er nok bare mig.

Havtornen mærker man som en sød note i en ellers traditionelt bitter – og noget blank og industrielt småkedelig – IPA-impression. Der er på trods af de mange tilsætninger ikke rigtig noget ekstra at komme efter, men snydt bliver man heller ikke så vidt …

… og man glædes desuden over, at man heller ikke bliver snydt i smagen. Tværtimod smager brygget overraskende bittert igennem på de rene humleparametre. Tilsætningerne synes at runde smagen lidt af, men næppe mere end typens vanlige aromatiske ledsagearomaer ville have gjort.

Industrikarakterens meget kontrollerede og polerede dimension kan brygget til gengæld heller ikke se sig fri for. Der er ingen overraskelser i brygget – hverken ubehagelige eller det omvendte, og det ender med at gøre brygget stereotypt og generisk – ikke helt uinteressante tilsætninger til trods.

Og noget særligt julet – noget der ville have klædt anden, flæskestegen, ris a la manden eller de efterfølgende julegodter – er brygget nærmest renset for. Brygget ville gøre det decideret skidt til det alt sammen.

Til en børnevenlig butterchicken, til gengæld, ville brygget være udsøgt. Sådan én fik jeg og børnene nytårsdags aften. Ikke som tømmermandsmad for mit vedkommende, thi jeg havde haft en aldeles travl arbejdsdag fra kl. 8 om morgenen – og heller ikke for børnene, må jeg hellere tilføje. Men bare som god aftensmad på en dag, hvor man har lyst til noget take away. Og hvilken dag egner sig mon mere til det, end 1. januar?

Godt nytår til alle læsere. Forbliv indstillet for årsberetningen 2018 snarest.

Gavnø Pale Ale, Slotsbryggeriet Gavnø

Tak for i år …

Jeg ligger nærmest vandret resten af året. hver eneste forpulede dag op til nytår skal jeg arbejde. Og for at føje spot til skade, skal jeg også arbejde både nytårsaftensdag og selve nytårsdag, føj dertil møde klokken 8:00 begge dage.

Det stinker rigeligt i sig selv. Og det gør det ikke bedre, at jeg er ganske og aldeles blæst, når jeg endelig når hjem. Jeg vågner med lyst på livet, og er klar til at gribe hele dagen i et orgie af kreativitet og æstetisk artisteri … der er bare den lille detalje, at der er et arbejde der skal passes … og som en anden dementor dræner det mig enhver livsglæde, så der ved fyraften ej er mere tilbage, end et sølle skrog. Jeg ville mægtig gerne føre bloggen her videre på et højere niveau – og hvor ville det dog derfor være skønt, hvis jeg regelmæssigt kunne mønstre energien til den arbejdsindsats, der er nødvendig for det.

At tage springet og blive fuldtids blogger/aktivist er en drøm, der er vokset mere og mere her efter fyrreårsalderen. Men jeg har jo også nogle børn, en husleje og en krop, der skal have mad og tøj på … Vel, jeg må prøve at arbejde mig stille og roligt frem imod det. Bloggen er jo alligevel nået et stykke gennem årene, og jeg tror projektet kan blive endnu større med tiden. Det er noget, jeg vil arbejde videre med i det kommende år – arbejdspres og stress til trods.

I indeværende år er der dog en sidste øl, der skal anmeldes – mere tror jeg ikke, jeg magter. Det har i øvrigt været en ganske fin december måned for bloggen. Igen i år har der været over 5.000 klik i julemåneden, og for det skal alle interesserede, der har kigget forbi, have stor stor tak. Det er for jer læsere, jeg skriver. Det gør mig aldeles fornøjet, at nogen vil læse de ord, jeg lægger ud på det store fællesdrev i et ydmygt og spagfærdigt forsøg på at levere en smule idel underholdning i en ofte aldeles dunkel og truende tid.

Slotsbryggeriet Gavnø står for skud igen. Dette bryg var også at finde blandt et prisnedsat parti øl i Irma Sydhavnen, som jeg forleden fandt på vej hjem fra arbejde. At kalde det en pale ale er omtrent lige så meget en tilsnigelse som at kalde Aarhus Bryghus’ julebryg en mørk øl. Brygget her har kulør af mahogni, med matchende højt og plastisk gyldent skum. Men den bitteraromatiske humleduft afslører, at der næppe er tale om en sød brown ale, så brygget er mere blegt af navn og odeur, end af anden gavn.

Brygget er både nydeligt maltet og krydret. Ganske bittert fylder det godt op i mundhulen med aromaer af mocca-caramel med lys chokolade med indslag af koriander og muskat. Dybere i brygget kradser en markant humleprofil ganske bittert, for ikke at sige småbesk. Med tiden bliver brygget mere letflydende, og kan heller ikke se sig helt fri for at virke en anelse oxideret. Der har jo nok været en grund til, at øllene var sat ned, og ofte er grunden, at øllene har stået så længe, at uddeleren er blevet træt af at se på dem. Den slags har det med at falde sammen med at varerne aldres uhensigtsmæssigt – og her kan det nok mærkes en anelse på det indtryk af vådt pap, der så småt trænger sig på.

Overordnet er oplevelsen dog hjemme, og hvad jeg oplever som antydninger af missmage og skønhedsfejl, kunne andre opleve som karakter. Godkendt og mere til er brygget uanset, og som sådan en værdig afslutning på et meget  spændende øl-år for mit vedkommende.

Men traditionen tro, vil der først i det nye år blive berettet meget mere om det.

Julebryg, Aarhus Bryghus

Snebajer minus industri …

Glædelig Bagjul allesammen. Jeg håber jeres var god – min var i hvert fald aldeles udmærket. Traditionen tro blev højtiden fejret hos min ekshustru sammen med vores børn og hendes nye mand. Menuen stod på økologisk and og flæskesteg, hvide og brune kartofler, rødkål og andre lækkerier. Dertil kom selvfølgelig øllet, som eks’ens gemal i samarbejde med undertegnede tog sig af.

Der var tre forskellige på programmet. Til den fede julemad havde jeg valgt den eneste af de tre Anarkist-øl fra Royal Unibrew, som havde formået at imponere mig, nemlig deres Brown Ale. Den viste sig imidlertid at være bitrere end jeg kunne huske, og derfor egentlig ikke helt perfekt til julemaden. Det var til gengæld den Petrus Kriek, som Niels (ham med de ugandiske øl) havde reddet mig fra et restparti i hans lokale Fakta. Props til ham for den helt ideelle ledsager til ris a la manden.

En anden tradition, jeg ikke valgte at give slip på denne jul, var den øl, jeg drak i løbet af dagen. Dette år kom den fra Aarhus Bryghus, og var en fødselsdagsgave fra min bror. Det er altså min bror, og kun min bror, der har skylden for, at Aarhus Bryghus’ i forvejen hårdt prøvede brygmester endnu engang må lægge ryg til mine tirader. Jeg har fortsat bryggeriets ‘banan-øl‘ i alt for frisk erindring, men fortsætter hjertens gerne dansen om den varme grød en rum tid endnu, så jeg ikke behøver sådan rigtigt at prøve den med anmeldelse og det hele.

Brygget her er ganske flot og dyborange – analogt med tilsætning af appelsinsaft og appelsinskalolie. Begge dele er jo også ganske julet. Dertil kommer nelliker – også julet, men resultatet er nu ikke så mørkt, som bryggeriet helst vil være ved. Dyborange og aldeles flot – helt sikkert, men næppe mørkt. Brygget skummer kun lidet, men til gengæld nydeligt matchende brygget i sin gyldne tone.

Det dufter syrligt-krydret af brunkål. Dertil kommer en sødlig em af mere overmoden end bare moden appelsin. Smagen er til gengæld rar og noget mere venlig, end den mere end bare mildt truende bouquet. Fløjlsblød, for ikke at sige glat mod tungen, løber den raskt mod svælget. Den efterlader såmænd et vist indtryk med sin afdæmpede brunkålslage på en småbesk pilsnerbund. Men noget festfyrværkeri er den ikke. Men det er jo også først en uges tid senere det er på programmet.

Kombinationen af småbesk til harsk pilsnerbitterhed og en til tider industriel syrlighed finder man tit i danske julebryg, og nok mest udtalt i Tuborgs snebajer. I Aarhus Bryghus’ julebryg er det langt fra slemt, og brygget spiller mere på aromatiske og krydrede noter, frem for ligefrem at gå all ind på det industrielle. Alligevel kan den ikke se sig fri for at spille lidt for meget med på en smagsprofil, der i grunden hverken er særlig julet, eller særlig attraktiv i det hele taget. Det er vel sådan snebajeren ville smage, hvis den ikke blev produceret i et multimillionoplag, og der blev lagt bare en lille smule menneskelighed og kærlighed i den.

Men meget bedre bliver den ikke, for helt grundlæggende bør julebryg være sødt og fyldigt – ikke letflydende og bittersyrligt.

– Synes jeg i hvert fald.

Gavnø Økologisk Pilsner, Slotsbryggeriet Gavnø

Mon ikke den går an?

Nåmenøh  … Go’ jul, for Satan i helvede eller noget …

Så er det sagt og forhåbentlig på en måde, der adskiller sig bare en lille smule fra den store, ensartede grød af generiske julehilsner, som fyger gennem luften i disse dage.

Lige et par svinere (det er jo sæson for flæsk) og – mind you, for jeg kan faktisk også være positiv ind imellem – et par shout outs til dem der fortjener det og har brug for det.

Den afskyelige naziorganisation Nordfront/Den Nordiske Modstandsbevægelse har igen stukket sit fæle fjæs frem på Fyn. Denne gang skete det i Odense, hvor den lokale forening for LGBTQ+’ere, Lambda, fik overklistret deres lokaler med homofobisk nazipropaganda, herunder afspærringstape besmøret med naziorganisationens symbol og navn.

Et kærestepar – der at dømme efter den sparsomme omtale af hændelsen med relativt stor sandsynlighed var både cis-kønnet og heteroseksuelt, greb ind mens aktionen fandt sted. De små, ynkelige nazisvin tog omgående benene på nakken, hvorefter nazipropagandaen blev dokumenteret og efterfølgende fjernet. Nazisvinene pralede efterfølgende på egne fora med, at de skulle have jaget den ene del af kærestparret væk, men videoovervågning af hændelsen skulle ret tydeligt afkræfte nazisternes påstande som løgn – go figure.

Husk at støtte Lambda i Odense, uanset om du er L, G, B, T, Q, + – eller som jeg selv en kedeligt grå ciskønnet heteroseksuel person med humanistiske tilbøjeligheder. Det kan godt være, vi ikke er allerøverst på nazisvinenes liste over, hvem der som de første skal i gaskamrene. Men vi er der, og det er derfor i vores alles interesse, at nazisterne møder modstand overalt hvor de viser sig.

Mit resumé af hændelsen har jeg fra Out & About’s grundige gennemgang af hændelsen, som jeg roligt kan love, man vil blive klogere af at læse end nærværende tirade.

Den slags episoder kan desværre ikke bringe den almindelige danskers pis adækvat i kog. Muslimer, der derimod tilbageleverer julehjælp, fordi svin ikke liiiige er det de har mest lyst til at sætte på deres julebord, derimod …

I skrivende stund raser skænderiet over dette på indtil flere sociale medier, ikke mindst facebook, hvor jeg endda har været tåbelig nok til at blande mig i Venligboeren Marina Paulsens tiltrængte opslag om, at flæskesteg som julehjælp til muslimer nok ikke er det mest velovervejede eller empatiske i hele verden.

Hvis vi nu siger, at muslimerne rent faktisk havde fortæret julehjælpen, ville islamofoberne jo nok beskylde dem for udøvning af kulturel apropriation … ej, det ville de nok ikke, da de ikke ville forstå hvad ordene betød. Og de ville nok heller ikke kunne finde ud af at læse dem, eller udtale dem – endsige da stave dem! Nå, hvor kom jeg fra …? Nej, Islamofoberne ville selvfølgelig beskylde muslimerne for at ville æde danskerne ud af huset, sådan som jeg grafisk illustrerede det i Spelt-Segmentet juleaften 2014.

Islamofobernes logik er, omend ganske ulogisk, alligevel nem at forstå og forudsige, når man kender præmissen. Præmissen er, at alt hvad muslimerne (eller bøsserne, de fattige, de handicappede, de rødhårede eller hvem det nu er, vi ellers ikke kan lide) gør, altid er forkert, og at de skal tilsvines for det. Spiser man svinekød, æder man befolkningen ud af huset, gør man det ikke, vil man ikke være dansk. Arbejder man, tager man arbejdet fra danskerne, arbejder man ikke, er man bare kommet herop for at nasse. Går man med tørklæde er man muslimsk fundamentalist, går man ikke med tørklæde er man undercover IS-terrorist, der prøver at glide i ét med befolkningen lige før bomben detoneres …

Find selv på flere. At påpege den åbenlyse karrusellogik overbeviser stort set aldrig islamofoberne om, at deres argumentation er til at dumpe i samme septiktank, de selv er kravlet op ad. Men andre mennesker, der lytter til ens diskussion, vil måske kunne lære lidt af det.

Vel, det blev lidt langt. Men det er jo jul, så der må gerne gøres lidt ekstra ud af det hele. Og hvor upassende alt det foregående end måtte være for nogle, stopper det ikke her, thi dagens anmeldelse er ikke engang af en juleøl.

Der er tale om en økologisk pilsner fra Slotsbryggeriet Gavnø. Men som vi endnu engang har kunnet konstatere, er juleøl jo gerne blot små variationer over et i forvejen gråt og generisk pilsneremne. At sætte denne på julebordet vil næppe gøre nogen praktisk forskel fra de fleste andre juleøl på markedet.

Gavnø står fast i Irma, hvor jeg vist nok også købte den her, sammen med en stribe andre, der havde fået tilbudsmærker på. Den har altså fået lov at stå et stykke tid, men langt fra over sidste salgsdato. At jeg ikke behøver betale 40 kr eller deroppeomkring for mikrobryg passer mig egentlig ganske fint her sidst i juletiden.

Højt og flot gyldent skummes der over det tågede, appelsinfarvede bryg. Pilsnere er – her og i udlandet – bare alt for sjældent ufiltrerede. Bouqueten er også fin – i det søde hjørne med em af vanille. Humlen kan også mærkes, og også den lægger sig i det søde hjørne.

Flormelis og vanille blander sig ganske elegant med modne hasselnødder på tungen, og dermed fortsættes den søde linje, der blev lagt i den visuelle og olfaktoriske indledning. Snart melder der sig imidlertid en dybere, mere faretruende klang, end det fine hvide vanille/flormelis-landskab brygget startede med. En tung bund af kål indfinder sig – og giver den lidt for rare og venlige sødme et tiltrængt modspil.

En trold stikker imidlertid også sit hoved frem. Et klægt og syrligt gærelement gør sin entre, og forhindrer én i at nyde sødmen og bitterheden helt så meget, som man egentlig gerne ville.

Det er vel risikoen ved ufiltreret øl, og at de løber den, vil jeg hellere rose Gavnø for, end jeg vil jamre over, at resultatet måske ikke er helt i centrum. Brygget er da i hvert fald i Bulls Ring.

Og dermed Glædelig Jul, allesammen.

Thy Julebryg, Thisted Bryghus

Mere Pilsner …

Nu har jeg endelig fået juleferie. Jeg glæder mig til et par velfortjente fridage fra hamsterhjulet, hvor jeg i stedet vil hygge med min familie, smage nogle gode øl, og rase over regeringens uafladelige forsøg på at ødelægge højtiden for os andre. Den flere år gamle sag om den rædderlige sang på CBS og KZ-lejren på Lindholm var det perfekte røgslør over vedtagelsen af den mest sorte og asociale finanslove i årtier. Jo, de rige får en god jul, med nedsatte afgifter på lystyachter og privatfly, mens landets fattige, studerende, syge og ældre mødes af endnu flere nedskæringer. Og mens vores totalitære, fascistiske regering og støtteparti som rosinen i pølseenden vedtager håndtrykstvang ved statsborgerceremonien får klimaet en finger.

Vel, regeringen kan få en finger af mig herfra og så må jeg ellers tage min ferie fra virkeligheden, for ellers indfinder der sig kun øget apati og ingen julestemning.

Thisted Bryghus har holdt mig forsynet med øl – og enkelte juleøl i december måned. Den her har jeg endnu ikke prøvet, og den hedder slet og ret ‘julebryg’. Så er der vist ikke sagt for meget. Ved åbning mødes man af den velkendte og fortærskede duft af generisk pilsner. Og ud over et meget højt og ganske prangende fedtet marengsskum, er det også, hvad man ser. Ikke desto mindre kan min næse ikke undgå at glædes over et ret kraftigt udtryk, med en kant af fusel i den klassiske hallertauerimpression.

Det er vel til dels de 7,9% alkohol, der giver humlen den ekstra styrke og fylde. Således pakker brygget sig tæt omkring tunge og gummer, med en varm aroma af hasselnødder og bitterhumle. Også i eftersmagen mærker man, at humlen nok er generisk – men også bestemt af en lødig kvalitet, sådan som den hænger gummesmaskende nærværende så længe efter.

Den generende kant af metallisk syre, som forstyrrede ved de to foregående øl er holdt på et niveau, hvor det langt fra ødelægger noget, men stadig kan mærkes, hvis man smager grundigt efter. Brygget er tilsat ascorbinsyre, men enten kan det gøres i et begrænset omfang, der ikke giver afsmag af betydning, eller også er det faktisk noget andet, der har forstyrret i de foregående bryg.

Alt i alt en god … guldøl! Der er intet særligt julet ved den. Ingen søde noter, der vil klæde flæskestegen. Ingen endnu sødere noter, der ville komplimentere ris a la manden. Ja, der er ikke engang sprit nok til at hjælpe silden på vej i det ellers stærke bryg. Så der var faktisk sagt for meget alligevel, da den blev betegnet ‘julebryg’.

Men som stærk pilsner fungerer den godt, og det kan ingen tage fra den.

Julesten, Thisted Bryghus

Misdæder under mistanke …

Så lykkedes det vist endelig at finde det dér ‘julestemning’ … bortset fra i Fredensborg Kommune. Der er jul kun lovligt for de rige, mens fattige, ikke mindst borgere på kontanthjælp med fysisk og psykisk udviklingshæmmede børn ikke alene må nøjes med sulteydelse – de skal også have konfiskeret deres julehjælp fra i år og sidste år, fordi fattige mennesker bare ikke må have det godt.

Jeg ønsker Fredensborg Kommunes sagsbehandlere rustne søm og kulstykker under juletræet, ris i julesokkerne, kold havregrød på julebordet og Tuborg Super Light i julebægeret. De vil sikkert undskylde sig med, at de bare gør deres arbejde, men det er enhver sagsbehandlers pligt at bryde protokollen, og bevillige landets udsatte en ydelse, man kan leve af. Pengene kan tages fra kommunaldirektørernes fratrædelsesgodtgørelse.

Og for at bevare en sørgelig rest julestemning efter den indledning, vil jeg undlade at gå i detaljer med, hvad jeg ønsker politikerne bag kontanthjælpsloven. Jeg vil nøjes med at sige, at det involverer roskildesyge, manglende toiletpapir og cement i faldstammer.

Videre til juleøllet: Thisted Bryghus gør det åbenbart i stærke juleøl. Deres Christmas Bock var på 7%, mens denne mørke ale er på 8. Alkohol alene gør imidlertid ingen god øl, og for at pifte lidt ekstra op, har bryggeriet brugt opvarmede lavasten i produktionen. Ideen er ikke ny – tilbage i 2012 anmeldte jeg Jule Stenøl, der trods den fancy brygmetode ingenlunde nåede juletræstoppene i kvalitet. Tværtimod var jeg svært skuffet over at brygget var tilsat sulfitter. Thisted Bryghus er trods alt bryggeriet, der står bag Danmarks første økologiske øl, og så skulle de alligevel give sig i kast med den slags tilsætninger …

Det ser ud til at de er gået fra det igen. Brygget her indeholder ‘kun’ ascorbinsyre, hvilket jo nok skal holde skørbugen fra døren. Til gengæld har jeg det mistænkt for på anden vis ikke at gøre brygget ære, og det vender jeg tilbage til.

Meget mørkt er brygget – næsten sort, men igen med aldeles uimponerende skumdannelse. Selv ved voldelig skænkning bruser brygget mere end det skummer, og som i en anden sodavand fordufter bruset kort efter at skænkningen er ovre. Glæde kan man sig til gengæld over bouqueten, der umiddelbart virker ganske tæt. Sødlig er den af vanille og en snert af rom, kombineret med mildtristet kaffe. Det summer godt i næsen et stykke tid, hvorefter man alligevel får fornemmelsen af, at det trods alt virker lidt rutinepræget og tyndt det hele.

I smagen finder man vanillesukkersødet kaffe – igen med et skvæt rom, der imidlertid først varmer på vej ned gennem brystet uden at brænde det mindste på tunge eller gummer. Brygget er ellers stærk nok til det, men man skal åbenbart snydes. Igen virker brygget ganske tæt, indtil der melder sig en følelse af, at det ellers habile indslag af svesker og kaffe er sødet med hermesetas og ikke rigtigt sukker. Og selvom brygget næsten føles klæbrigt – og småkvalmt – når det når mandlerne, føles det alligevel lidt for letflydende, og uden en overordnet plan for en lang række smagsindtryk, der heller ikke hver for sig er helt i skabet.

Bryggets letflydenhed skabes til dels af en industriel syrlighed, jeg kunne genfinde i Christmas Bock, der ligesom dette bryg var tilsat ascorbinsyre. Og selvom jeg er fuld af taknemmelighed for at Thisted Bryghus sådan holder skørbugen stangen, så tror jeg egentlig mit C-vitaminbehov er dækket i forvejen, så den eneste forskel det gør, er at dæmpe min øloplevelse.

Jeg ved selvfølgelig ikke om det er ascorbinsyren der gør det, men den syrligt-industrielle metalsmag  i øl vil i fremtiden nok få mig til at spejde på etiketterne efter E300.

Vel – egnet er den såmænd også til julemiddagen med sine indrømmet velgørende søde noter. Men nogen vinder er den langt fra, og i hvert fald til ris a la manden vil en god gammeldags nisseøl, der i øvrigt indeholder langt mindre alkohol, gøre det væsentligt bedre.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme