Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Apocalypse Meow, Ølluminati

Som rygtet …

Ølluminati er et mikrobryggeri, udskænkningssted og spillested i Viborg. Der er generelt alt for få steder i Danmark, hvor man sådan kan få alle tre ting på én gang. Jeg må se, hvornår jeg får mulighed for at lægge vejen forbi, og i betragtning af at Holstebro og Aalborg er de to store byer man tager til fra Thisted, hvis man skal shoppe eller til møde i A-kassen fx (dybt suk!) så er Viborg slet ikke usandsynligt langt fra Thisted.

Her har jeg allerede sprunget en række mellemregninger over, for jeg ville naturligvis næppe overveje turen, hvis ikke jeg var imponeret over, hvad jeg var blevet budt. Det er i øvrigt alt for sent, at jeg har fået prøvet bryg derfra. Anbefalingerne har i flere år, tror jeg, nærmest regnet ned over mig fra flere uafhængige anbefalere, men først nu har lejligheden vist sig.

Brygget her er en West Coast IPA, selvom Viborg jo ligegodt ligger midt inde i landet, og ikke på Vestkysten. Men sådan er det, når man skal henvise til stilarter – når de er geografisk funderede, passer de jo ikke nødvendigvis med det sted, brygget rent faktisk produceres. At brygget til gengæld indeholder generøse mængder aromahumle – bitter og fuld af frugter – kan man til gengæld roligt tillade sig at forvente, da det er genrens kendetegn.

Jeg skal huske at indskyde at brygget er en del af en gave på fire øl i alt fra bryggeriet, jeg fik af et par kontakter, der hjælper mig med at skabe opmærksomhed om den danske vækkelsesprædikant og bondefanger Torben Søndergaard. Så der kommer flere af dem inden for nærmeste fremtid.

Faktisk er denne øl allerede anmeldt på YouTube-kanalen, og der var jeg så dygtig at jeg fuldstændig overså ordspillet i navnet. Ølluminati – Illuminati; ja, den var ikke så svær at knække. Men at navnet skulle vække associationer Francis Ford Coppolas filmmesterværk fra 1979 gik hen over hovedet på mig som en anden Apache-helicopter i jagt efter et nyt civilt mål at give napalm-brusebad. Nu kan jeg til gengæld, længe efter upload fortælle, at brygget blev lanceret i forbindelse med at forsvarets Lynx-helikoptere blev pensioneret. Kattedyr og helikopter lagde på den måde navn til brygget, og for den oplysning i kommentarerne skal abonnenten Jesper Holm-Pedersen have mange tak.

Allerede ved åbning mærker man bryggets kraftige bouquet. Det myldrer frem med søde aromaer med rabarber og lime i forgrunden. Brygget skummer voldsomt ved skænkning. Det er ikke altid det bedste tegn – til gengæld er det underholdende at forestille sig, hvordan man vil udskære fine figurer i det.

Både i skum og det mørkorange, grumsede bryg mærker man humlens skarpe og rå bitterhed. De mange frugtnoter fra duften møder man til gengæld ikke i aromaen – men det gør egentlig ikke noget, da bitterheden træder knivskarpt og gennemtrængende frem.

Brygget er i aroma alt det rene og klare, som det i sin visuelle grumsethed ikke er. Humlens bitterhed an nydes i al sin skønhed, mens det holder sig en anelse tilbage i magt og vælde. Det betyder til gengæld at bryggets kraft ikke vælter én bagover, så brygget kun kan nydes med forsigtighed i små nip. Dette bryg kan drikkes i længere drag, der ikke kræver smagerens udelte opmærksomhed konstant. Det gør ikke så meget, at man også kan få den fulde oplevelse af en aldeles veldrejet IPA, der er så ren i udtrykket, uden at man behøver være flere timer om at tømme glasset.

Laid Back, Svaneke Bryghus

Lidt efter lidt …

… og jeg vover pelsen, og skruer endnu en smule op for alkoholvolumen. Fra 4,5 helt op på 4,8%. Bare vent, inden længe hælder jeg Hancock Jule Bryg i mig, som var det en baby der bapper brystmælk.

Og måske ikke. Nej, helt sikkert ikke! Faktisk har ikke bare i den forløbne weekend konstateret, at min lokale fakta havde forsynet restbeholdningen af Jule Bryg med 5-kroners ‘køb eller jeg bliver smidt væk’-prismærker. Dagen efter var de endda væk. Næppe smidt ud, for indkøbsvognen, som de lemfældigt var mokket op i, var endnu ikke tom for andre jule- og nytårsprodukter der var blevet sat på smid-væk-tilbud.

Jeg fik godt nok en del bitre reaktioner på anmeldelsen på facebooksiden. Tydeligvis er der folk, der sværger til den, og mon ikke det var en af dem, der gjorde kål på Fakta Thisteds restparti? Jeg nåede imidlertid at redde mig én til anmeldelse på min YouTube-kanal i anledning af dens 1-års fødselsdag. Så ja, undtagelsesvis genanmeldte jeg altså en øl, jeg fandt aldeles forfærdelig – mest for underholdningens skyld, og så selvfølgelig også for at advare mod den slags i almindelighed. Jeg svor ved den lejlighed, at jeg aldrig vil røre den igen – og det har en ukendt – eller flere ukendte – kunder i Fakta så gjort ret nemt for mig at overholde, i hvert fald indtil næste jul.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at anmeldelse af øl, der smager forfærdeligt ikke kun er mere underholdende på skrift, men også på video. Så har man også det som ekstra begrundelse, når nu den øl, man egentlig gerne ville have anmeldt i forbindelse med jubilæet – Jule Mælk fra To øl, der også var årets bedste øl – var udsolgt.

Jeg har imidlertid fået blod på tanden efter at anmelde flere rædsomme øl på video. Desværre har jeg måttet konstatere, at den værste øl, jeg mpgemsomde har prøvet, Bering Bryg Afskum (egl. ‘Havskum’ men close enough) ikke sådan lige kan fås i mit lokalområde. Den ville ellers være god at lokke med, for at nå op på 200 abonnenter inden 1. februar. Jeg ligger i skrivende stund på 190 (hint hint, hvis du endnu ikke har abonneret)

Men den tid den sorg. Først skal der aflægges rapport om, hvad der er blevet hældt indenbords af nye øl siden sidst. De nye, og i øvrigt fine, omend ikke ligefrem julede, juleøl fra Svaneke ser ud til at være fortroppen for et større markedsfremstød af nye produkter.

Serien, der fås i almindelig handel i landets supermarkeder for øjeblikket, kalder bryggeriet selv ‘Rebel’. Alle er økologiske og lanceres på dåse – hvilket nogle vil hævde ikke er videre økologisk. Andre vil hævde det er mere økologisk, fordi emballagen er lettere og kræver mindre CO2 at transportere og genanvende … Jeg erklærer mig på stedet for uvidende til at udsige noget endegyldigt om det, da jeg ikke har set tallene, og garanteret heller ikke ville forstå dem, hvis jeg gjorde. Jeg vil dog ikke udelukke, at dåsetilhængerne kunne have en pointe, så meget vil jeg gerne give mig efter at jeg førhen stod på flaskesiden. Vigtigst er, at emballagen genanvendes, hvilket fremdeles er tilfældet.

Bingo Gringo, der tidligere er blevet anmeldt, har før kunnet fås på flaske, men er nu smidt med i serien som et dåseprodukt. De øvrige produkter har jeg reddet mig i Fakta. Og da jeg var på udkig efter bemeldte ‘Afskum’ tidligere har jeg konstateret, at kun én fra serien var tilgængelig i min lokale SuperBrugsen. Fakta trækker endnu engang det længste strå når det gælder om at have det bedste øludvalg.

Laid Back (♫ Sunshine, sunshine reggae ♪) er en session IPA – en afdæmpet IPA, der er tænkt som forfriskning snarere end aromatisk smagsbombe for øl-connoisseurs. Det fremstår meget lyst i glasset, med kridhvidt og meget hastigt faldende skum. Grannåle og citrus melder til gengæld deres ankomst til kærkomment gensyn, men blot som et frisk, venligt pust, snarere end den aromatiske storm rigtig gode IPA’er hilser på med.

Bryggets aroma sidder imidlertid lige i skabet – karsk og ru i en bitterhed, der alligevel fremstår venlig og rar. Spæde grannåle er blandet fint op med syrlige limenoter, serveret i et kar af frisk væde, der yder al nødvendig friskhed, uden at der gives køb på aromaernes evne til at træde ordentligt frem. Det hele er der – venligt, friskt og afdæmpet, men i rigelig grad markant nok til, at oplevelsen er fuldendt – selvom det er de tørstslukkende egenskaber, Svaneke Bryghus her lægger mest vægt på.

Jeg ser frem til at prøve de to sidste i serien.

XB Ruby Ale, T&R Theakston

Det går lidt bedre …

Jeg er hoppet af vandvognen samtidig med, at det indtil videre er lykkedes mig at udfylde alle nødvendige papirer og få skrevet et par ansøgninger. Så det ser indtil videre ud til at jeg overholder dagpengesystemets krav.

Jeg har derfor besluttet mig for at hæve niveauet for, hvor meget alkohol jeg tager indenbords, og har åbnet en flaske på hele 4,5%. Brygget fik jeg i gave af min gode ven Marcus, da han var på besøg i sensommeren, så det er ved at være på høje tid, jeg får set til det. Faktisk er det netop resterne i mit køkkenskab, jeg vil kigge på i den kommende tid – før det bliver for gammelt.

Heldigvis kan øl holde sig – ikke mindst mørkt øl, der også kan blive bedre med tiden. Den her øl har i hvert fald ikke set ud til at fejle noget. Flot, mørkerødt ser det ud med matchende cremet gyldent skum, der imidlertid falder lige lovlig hurtigt. Duften er der til gengæld ikke meget spræl i. Syrlighed og vag sødme kan gå i praktisk taget alle retninger – også gode, ej at forglemme.

Og i retning af det gode, er netop hvor dette bryg spadserer. Det leverer en dyb, varm aroma af lyst træ, anis, muskat og laurbærblade i en adækvat fyldig mikstur. Nogen eksplosion i aroma er der ikke tale om. Men det betyder jo langt fra at brygget er ubrugeligt. Det er tilbagelænet og velafstemt – som et lille men lystigt knitrende og hyggeligt lejrbål, man både kan nyde synet af og varme sig ved.

Mon ikke det går alt sammen?

Willemoes Mosaic IPA, Vestfyen

De styrer det knap så godt …

Nå, så gad de ikke kigge mere på dem, oppe i min lokale Fakta. Ikke at de havde stået der særlig længe. De havde vel deres rykind cirka samtidig med årets udvalg af juleøl, der imidlertid ikke har fået ‘køb billigt eller vi smider dem væk’-tilbudsmærker på endnu.

Jeg var travlt optaget af at anmelde julebryg, da de kom – i uprætentiøse, men alligevel iøjnefaldende pastelfarvede emballager. Jeg bemærkede hurtigt den lave alkoholprocent, og tænkte, at det da kunne være spændende at tage fat på dem, engang når juletemaet var overstået. Vel – her er vi så. De var ikke udsolgt, sådan som jeg ellers kalkuleret havde risikeret. For alkoholfri øl er ikke det, jeg prioriterer højest på bloggen, selvom jeg finder konceptet sympatisk.

Ikke mindst efter at Svaneke for anden gang har overrasket mere positivt inden for genren end jeg havde turdet håbe på. Med deres Don’t Worry Pale Ale, og  Julebryg har bornholmerne sprængt rammerne for, hvad jeg troede der var muligt inden for alkoholfri øl.

Vestfyens bud på en progressiv kvalitetsøl uden alkohol er en Mosaic IPA. Sådan én har Royal Unibrew som bekendt også haft held med, selvom den ligegodt er med alkohol. Brygget her slår imidlertid noget mere afdæmpede takter an. Brygget skal hældes fra en afstand, der ikke er sund for folk med højdeskræk, hvis det bare skal skumme en lille smule. Brygget selv er ellers kønt nok – mørkorange og grumset, mens duften ligesom skummet lader vente på sig. Et fjernt pust af søde citrusnoter – ufarlige klementiner – lader sig akkurat ane, næppe tilstrækkeligt til at gøre egentlig gavn.

I smagen mærker man aromahumlens venlige bismage – igen søde citrusnoter, der her er spiced en anelse op med lime. Humlen selv – eller rettere det, den er mest kendt for, nemlig bitterheden, udebliver til gengæld helt. Brygget ender derfor uvægerligt som en halvhjertet oplevelse, der bedst egner sig som læskedrik en varm sommerdag.

Man må undre sig over lanceringstidspunktet, selvom vinteren med sine temperaturer omkring 10 grader selvfølgelig mere har inviteret til kolde pilsnere end til varm kakao med flødeskum. Nogen fuldendt smagsoplevelse er den ingenlunde, selvom den da slår nogle gode takter an – ren og frisk som den alt andet lige er i udtrykket.

Min evaluering af Vestfyens forsøg er noget ambivalent. På den ene side synes jeg, det er prisværdigt, at bryggerierne forsøger at videreføre de gode erfaringer fra specialøllene til de alkoholfattige øl, så folk der er på vandvognen også kan få lov at få en fornemmelse af de gode sager. Vestfyen skal have ros for forsøget, men også en formaning om, at de skal stramme sig an, hvis de vil gøre sig forhåbninger om at være med helt foran. Svaneke har ganske vist taget en næsten uforskammet overlegen føring. Men de har samtidig vist, at det kan lade sig gøre. Så der er ingen undskyldning for andre bryggerier for kun at gå halvhjertet ind i sagen.

Don’t Worry Alkoholfri Julebryg, Svaneke Bryghus

Det styrer de ret godt …

Ni ud af ti ville sikkert hævde, at lediggang er sundt for mig, sådan som jeg mister lysten til alkohol, når jeg bliver arbejdsløs. Jeg kan se logikken i påstanden, men sandheden er mere kompleks end som så. Min lyst til – ikke fuldskab – men at have et passende kvantum alkohol i blodet til at løfte stemningen en anelse, er for nedadgående sammen med en stigende tendens til angstanfald og depression.

Det udløses af angsten for en lige pludselig usikker fremtid. For hvis økonomien svigter, så ryger min evne til at forsørge mine børn og mig selv også en tur. Således det mere langsigtede sortsyn. Det kortsigtede sortsyn skabes og reproduceres konstant af de mange formularer man skal indsende. Disse fremtræder som rene minefelter – tæt pakket med fælder, der skal give myndigheder og a-kasse en undskyldning for at smække kassen i – ikke fordi man ikke er berettiget til dagpenge, men fordi man kom til at sætte et enkelt flueben et forkert sted. A-kasse-reglerne er oprindeligt skabt for at hjælpe de arbejdsløse i en svær tid. Men siden er de lavet om, så de mere fungerer som en undskyldning for at fratage understøttelsen så snart den den mindste, elektronmikroskopiske anledning viser sig.

Dertil kommer den uendelige række af møder og kurser der skal afvikles, samt bunken af ansøgninger, der skal skrives. Alt sammen til absolut ingen verdens nytte. Jeg har altid fået job gennem netværk og/eller vikarbureauer. Enkelte gange har jeg banket virksomhederne op direkte med telefonopkald, når et opslag så interessant ud. Men at blive kaldt til samtale og få jobbet alene på baggrund af en ansøgning er aldrig sket for mig. Endsige på baggrund af ansøgninger baseret på noget, jeg har lært af de uendelige, bedøvende ligegyldige og evigt patroniserende jobsøgningskurser, man bliver sendt på.

Kurser og ansøgninger er alene en indretning for fremmelse af pine og tort, så perioden med arbejdsløshed kan føles ekstra ubehagelig for den der måtte være blevet ramt af den.

Og jeg er end ikke nået til alle skrækhistorierne som folk har oplevet som arbejdsløse i jobcentercirkusset. Der er ikke nogen grund til at gå i detaljer med dem her, da jeg forventer selv at opleve rigtig mange af dem, med mindre jeg snarest får reddet mig et nyt arbejde … eller et gammelt. Min tidligere chef var langt fra afvisende om, at jeg kunne blive kaldt tilbage til fabrikken, men han kunne ikke sige noget om, hvornår.

Men blot fordi min glæde ved alkohol falder, behøver min glæde ved øl vel ikke falde helt så meget. I hvert fald har jeg nu fundet anledning til at prøve den øl, jeg fik af mine børns mor i julegave. Den er fra Svaneke Bryghus’ Don’t worry-serie, der består af (næsten) alkoholfri øl. Tidligere har jeg prøvet en Pale Ale i serien, der fortsat er den bedste øl på under én procent, jeg nogensinde har prøvet.

Forventningspresset er derfor anseligt. Til gengæld lægger brygget også hårdt ud med fejlfri dunkelhed under off white skum, der i højde og cremethed langt fra er uimponerende. Duften gør fra starten godt med et markant indslag af kirsebær på et maltet bagtæppe af kaffe.

Letsødet kaffe med indslag af både tørrede og friske figner giver et komplekst aromabillede, der nydeligt kompenserer for den forventede udeblivende kraft i udtrykket. Det er alt andet lige en øl på kun 0,5% alkohol – og det vil man nok kunne mærke uanset hvor velkomponeret aromaen ellers er.

Men at eftersmagen samtidig fremstår kraftigere end hvad selv stærke mørke bryg ofte præsterer, ja så gør det pludselig slet ikke noget. Stærk, bitter, fyldig og ikke for hårdt ristet kaffe masserer gummer og mandler så det er en ren fornøjelse. Og det er en eftersmag, der holder længe.

Så godt kan det gøres, gentagne gange åbenbart. Svaneke har styr på det der med alkoholfri øl som ingen anden aktør jeg har set i Danmark – eller i resten af verden for den sags skyld.

Skt. Peter, Thisted Bryghus (Nytårsøl med Gedved III)

Nå, så gik den ikke længere …

I skrivende stund har jeg netop meldt mig ledig på Jobnet. Vikaransættelser kan nok give smør på brødet og tag over hovedet, så længe de varer. Men de kan også ophøre fra den ene dag til den anden – og det var lige præcis hvad min gjorde i fredags.

Jeg håber, der snart dukker noget op igen. Jeg er klar til at tage imod det meste, der kan holde jobcenteret fra døren. Og heldigvis har jeg da stadig en mobil og velfungerende krop, der kan tage alt det arbejde, som rigtig mange arbejdsløse ikke er i stand til på grund af fysiske og psykiske skavanker. Nok er jeg velsignet med indtil flere personlighedsrelaterede diagnoser. Men min forstand er i det mindste nogenlunde i behold, og min krop fungerer som den skal. Det skal med andre ord nok gå alt sammen.

Til gengæld har jeg måttet udsætte nogle af mine andre projekter en anelse. Jeg var ellers tæt på at færdigredigere min Patreon-konto og stod også på spring til at optimere bannerreklamerne på bloggen. Et eller andet skal jeg jo leve af i perioderne hvor storkapitalen ikke har brug for min arbejdskraft. Men jeg frygter det bagslag det kunne give at sætte projekterne op i en ledighedsperiode – måske unødvendigt, men i betragtning af, hvor nemt folk ser ud til at komme i klemme i ledighedssystemet, vil jeg helst undgå at tage chancer.

Jeg skal selvfølgelig heller ikke glemme de døre, der nu åbner sig. Det kunne jo faktisk være, at jeg fik noget ordentligt arbejde for en afvekslings skyld … ja, den tror jeg heller ikke på. Men nogle gange, er det det, man ikke tror på, der viser sig at være sandt og være til stor hjælp samtidig. Hint hint, Satan, Jezebel, Lucifer og Baal (samt Gud og Jesus), det er nu, I skal træde i karakter!

Apropos Gud og Jesus, skal vi jo huske på, at det overhovedet ikke er til deres ære, at vi fejrer den nu for længst overståede jul. Det gør vi af helt andre grunde. Først og fremmest for at fejre, at vi atter går lysere tider i møde, og dermed at årshjulet har drejet endnu en omgang. Man kunne også kalde det en fejring af jordens rotationsakses hældning på 23,4 grader mod ekliptika, for det er jo faktisk det, der afstedkommer det megen postyr, der nu heldigvis er mange måneder til gentager sig.

Til minde derom leverer Kajs Ølblog som altid et par anmeldelser af juleøl her i januar. Det, som jeg ikke nåede i løbet af julemåneden, typisk. Eller som her købt billigt på tilbud mellem jul og nytår, da sæsonen i juledagene mødte en brat afslutning på anledning til den slags. At det ikke rigtig er jul længere gør til gengæld ikke øllet dårligt på nogen måde, især ikke når det nydes umiddelbart efter årsskiftet som det sidste i den livestream, Gedved og jeg udsendte via min YouTube-kanal (please like & subscribe) klokken et om eftermiddagen, 1. januar.

Smukt ser det ud – rødbrunt, klart som nybanket kobber og toppet af cremet, gyldent skum. Duften varsler ikke værst – men måske heller ikke allerbedst. Småsyrlige noter af egetræ kan både falde ud til bryggets fordel og ulempe. Anis og fennikel blander sig dog ikke uelegant og leverer en kærkommen lakridsnote.

Lige fra starten er brygget mere udfordrende at smage på end de to – lad os være ærlige – noget tynde norske øl. Egetræsnoterne går igen i aromaen, der bedst nydes, hvis man lader brygget hvile på bagtungen og alkoholen bære bryggets fylde og smag ud i mundhulen som en let tåge. De 7 % gør det ikke vanskeligt.

Man kan fortsat nyde egetræets syrlige noter kombineret med søde indslag af brunt sukker. Brygget mangler intet af den fylde, som de to foregående norske øl skreg på. Det syrlige indslag gør imidlertid stadig brygget en smule lettere på tungen – men ikke på en måde, så man sidder tilbage med fornemmelsen af, at man er blevet snydt for noget. Oplevelsen er fuldendt og meget mere end bare godkendt.

Gedved, den gnavne mand, gav den …

Jeg fik ham til at give karakter først, så jeg kunne toppe med …

… fordi jeg er sådan.

Danmark gik altså af med sejren i den lille skandinaviske konkurrence. Jo, det kan nemt være en fordel at tillade mere alkohol i øllet, hvis man vil have det til at smage af noget.

Gedved skal have mange tak for at lægge vejen forbi. Han gik så hurtigt at han glemte nogle ting, der stadig ligger hjemme i stuen hos mig. Blandt andet en bog fra Mandal Bibliotek. Jeg håber, han snart besvarer mine mange beskeder, så han kan få dem tilbage.

Juleøl, NUA Brygghus (Nytårsøl med Gedved II)

Her går det lidt bedre …

Den her juleøl kan man opleve blive liveanmeldt i min nytårsstream på YouTube ca. 24 minutter inde. Man kan simpelt hen se Gedveds og min reaktion første gang vi prøvede kræfter med brygget, gengivet  i levende billeder!

Er det ikke spændende!?

… Nå … måske ikke …

Vel – den her bagjuleøl slog omgående bedre takter an end den noget tamme IPA, Gedveds og min nytårssmagning startede med. I det hele taget er mørkt øl bare mere spændende – især når det bliver skænket ved en passende temperatur, hvilket under alle omstændigheder vil sige en højere temperatur end en lys øl med samme alkoholprocent.

Den her nød vi vel ved omkring 15 grader. Og for en øl på 4,5% (den øvre grænse for, hvor stærkt øl i almindelig handel på være i Norge) er det på trods af dunkelheden faretruende højt. Det samme kan siges om det off white skum, i hvilket man kunne have udskåret smukke skulpturer af overfladespændingen – hvis altså det ikke også faldt næsten så hurtigt som det var steget.

“I’m an idiot” erklærer jeg frimodigt selverkendende, da jeg får smagt på bryggets skum inden jeg når at snuse til det. Jeg skal derfor ikke gøre mig klog på duften her, men Gedved opfangede i det mindste lidt krydrede noter af nelliker. Smagen fejler til gengæld ikke noget. På trods af de norske alkoholrestriktioner er fylden intakt, og der er rigeligt aroma at nyde.

En bund af bitterhumle med noter af kaffe og mørkt træ giver måske ikke verdens mest julede udtryk – men velsmagende er det i hvert fald. Brygget kan både nydes i små mundfulde, mens dets åbenbare lethed – igen i kraft af den lave alkoholstyrke – og kan tages i større drag. At hamre brygget ned på én eller to gange, vil til gengæld være synd. Det smager det alligevel af for meget til.

Gedved og jeg fik os desuden en sludder om, hvilke store bryggerier Norge ellers har. Gedved nævnte Rinkenes, som jeg godt kender, men hvis aldrig har prøvet nogen øl fra. Rygtet vil vide, at jeg ikke er gået glip af noget. Derudover kunne han nævne Nøgne Ø, som bloggen indtil videre har været omkring en enkelt gang. I betragtning af karakteren fra den gang, er det alt for få gange.

Vi må se, om lejligheden byder sig til at nå omkring Nøgne Ø senere på året – det er jo ungt endnu. Ellers er der jo også taget hul på et helt årti – så der burde være tid nok at tage af. Hvis altså Jorden ikke går under i ildebrand, oversvømmelse og verdenskrig inden da … Risikoen for dette forøges åbenbart dag for dag, så det gælder om at have gode øl i baghånden så man i det mindste kan gå glad herfra.

Gedved var ikke så imponeret over brygget som jeg var. Han fandt den tynd, og på omtrent samme niveau som IPA’en, så han ville kun strække sig til at give den …

… mens jeg gav den …

NUA IPA, NUA Brygghus (Nytårsøl med Gedved 2020 I)

Upwards and onwards

Jeg havde jo sådan set taget hul på ølsmagningerne længe før årsberetningen for 2019 blev leveret forleden dag. Allerede nytårsdag var den gal, og det vil de læsere, der følger min YouTube-kanal vide (og hvis I følger min YouTube-kanal, og ikke ved det, så følger I den ikke tæt nok, fyhadada!). Klokken 13:00 gik jeg nemlig live (som det hedder på nutidensungdomsk) sammen med min gode ven gennem snart 25 år, Gedved, der besøgte mig over nytår.

Det blev til prøvesmagning af tre øl over ca. fem kvarter. Og naturligvis rækker det ikke bare med anmeldelserne fra live-streamen. De skal selvfølgelig også behørigt anmeldes her. Og det vil de blive under temaet ‘Nytårsøl med Gedved 2020’.

Det var Gedved der gav de to af øllene. I alt havde han fire med i værtsgave, fra den by hvor han for et halvt års tid flyttede til – nemlig Mandal i det sydligste Norge. Der arbejder han som pædagogisk leder i en børnehave … at tænke sig hvor meget punkerdruk jeg har været på med den mand i vores yngre dage. Og så kunne han alligevel drive det til en lederstilling i Norge – landet der flyder med afsindigt mange oliepenge.

Det burde jeg lære noget af. Men … come on, I kender mig efterhånden.

Bryggeriet som øllene kommer fra hedder NUA Brygghus og er det sydligst liggende bryggeri i Norge Man kan deraf udlede, at der ikke findes nogen bryggerier på Bouvetøya eller i den norsk-administrerede del af Antarktis.

Vi lagde ud med bryggeriets IPA. Det skal siges, at alle bryggene var købt i almindelig handel, og i Norge er der en begrænsning på, hvor stærk alkohol man kan købe i supermarkederne. Grænsen ligger på 4,5 – alle fire øl ligger på lige netop den styrke – men det er alligevel én hel procent højere end den tilsvarende grænse i Sverige. Moralen er alligevel en kende friere i Norge end Sverige lader det til, mens der i sammenligning hersker sædeomstyrtende, autoritetsaffuttende anarki her i Danmark. Godt det er her, man bor.

Brygget antager en nydeligt orangebrun kulør og er mere end adækvat grumset. Bouqueten er allerede tydelig fra åbning, og byder på friske citrusnoter og aromatisk humle. Skummet er højt og cremet, og dermed er ølåret allerede startet forrygende, olfaktorisk og visuelt.

Desværre er der ikke det store festfyrværkeri over smagen. Alkoholgrænsen gør sit til at begrænse, hvor vældigt brygget bliver i smagen. På bagtunge og gummer træder bitterheden da nogenlunde frem. Men den er noget rå og uforfinet i det, mere skurrende end venligt masserende. Anden aroma er der ikke at hente, og at brygget ligger en smule under almindelig pilsnerstyrke, får desuden fylden til at udeblive. I resten af mundhulen føles brygget hult og vandigt. Ikke ulig kedeligt komponerede session IPA’s.

På en varm sommerdag ville den nok gøre godt. Gedved kunne desuden fortælle, at denne IPA sælges som standardøl på Mandals lokale spillested, Kulturfabrikken. Som koncertøl vil den også fungere ganske udmærket. Men som egentlig smage- og nydeøl er den tæt på at dumpe. Hverken jeg eller Gedved var synderligt imponerede, og vi endte i enighed om karakteren.

Mit Ølår 2019

Lidt mindre af alt det andet …

Det er igen blevet tid at gøre status, at se tilbage, at genkalde sig det forgange år i erindringens lys, at ihukomme året der gi… ja okay. Måske skulle jeg stille floskelkanonen tilbage i skuret, før jeg bliver helt uudholdelig.

Den har ellers været brugt flittigt i løbet af det forgangne år. Det er umiddelbart det, jeg lagde mærke til, da jeg møjsommeligt gennemtrævlede hele det sidste års skriverier. Måske ikke ord for ord, indlæg for indlæg, men det meste blev da lige fordøjet en ekstra gang, så irriterende slåfejl og den slags også lige kunne onduleres. Jeg ved ikke om mit sprog afgørende har ændret sig i løbet af det sidste år – men hvis jeg selv skal sige det, er jeg blevet bedre til at bruge det. Ikke mindst når komplekse aromaer, bouqueter og visuelle udtryk skal fastnagles i ord. Det blev således et år med mere udførlige anmeldelser, og lidt færre og kortere tirader end året før – så vidt jeg kan vurdere i hvert fald.

Ingen har brokket sig over nogen af delene. Så bloggens integritet har åbenbart kunnet holde til, at jeg har vægtet anmeldelser og alt det andet, folk ofte hævder, gør min blog læseværdig, lidt anderledes.

Frie associationer og metaforer …
Den fik ikke for lidt. Blandt andet fik jeg bemærket, at selv ‘pjalteproletariatet går med næsen i sky og fnyser hovent‘ at der ‘ikke går 11 deciliter på literen i Amager Bryghus’ øl, at en til fodboldeuropamesterskabet hastigt brygget vandig pilsner ikke smager så meget af ‘græs som af halvgæret, slatten insilage‘ samt at både jeg selv og min hyppige medsmager Marcus efter eget udsagn er et par kalenderklovne (Marcus’ udtryk – men så fabelagtigt at jeg måtte have det med – også her i årsberetningen).

Nye aromaer tittede frem. Såsom smagen af viskelæder fra firserne. Så var der søde æbler, ej at forveksle med flinke, rare og venlige æbler. Smag af Dextro-Energi druesukkertabletter tror jeg heller ikke vi har haft før.

Der var desuden associationer, der ‘peger mod Aalborg og de for længst bortsolgte spritfabrikker oprindeligt holdt til, og hvor Rød Aalborg var et populært produkt i kataloget – uden at dette var ment som en ros, og endelig havde jeg smagsoplevelser, der ikke bare var der for at kæle for smagsløgene, men også for at udfordre, rive rundt, og banke på helt nye pladser.

Hvis jeg skal have lov at rose mig selv, og det giver jeg mig – som redaktør af min egen blog – allernådigst mig selv lov til, så gør det mig altså lidt glad, at jeg kan jonglere med ord på den måde. Og det håber jeg på, der bliver rig lejlighed til i det nye år også.

Men de var der da også …
… altså tiraderne. Her kan man fx læse, hvad jeg mente om Socialdemokratiets tilslutning til det racistiske paradigmeskifte. I samme kategori falder næppe overraskende denne tirade om Inger Støjbergs lystløgneri i samråd og denne (alt for dystre og alvorlige) om Christchurch-massakren, og en af mine irske venners alt for tidlige bortgang. Meget bedre blev det ikke i denne om forestående store omvæltninger i mit liv. Underholdende blev det til gengæld (hvis jeg skal sige det selv) i denne tirade om, hvorfor der ikke var noget større at frygte ved at nazisten Rasmus Paludans parti var blevet opstillet til Folketingsvalget. Og jeg fik ikke engang helt uret i, at opsplittelsen af den yderste højrefløj ved valget ville munde ud i en svækkelse af den generelt. Læs om, hvordan den stak sit grimme hoved frem igen her.

Apropos dumme svin; her kan man læse, hvad jeg mener om religiøse af slagsen, ligesom her og her. Arbejdsløshed og ikke mindst den følelse det giver mig, kan man læse om her (nej, juble uhæmmet får det mig ikke til). Min nye hjemby Thisted, og nærliggende Skives forhold til hinanden beskrives uddybende her. Indledende øvelser til indførelse af markering af Thanksgiving i Danmark raser jeg over i dette indlæg, mens krigen mod jul – som ikke var – kommenteres i hvert fald to gange udførligt. Kun et par gange formåede jeg rent faktisk at tirere om øllet. Det skete her, og så i hvert fald én gang mere, som jeg vil gemme til senere i indægget.

Året på bloggen …
Med denne gennemgang af tirader, associationer, metaforer og hvad har vi, kom jeg sådan set også indledningsvis omkring de ret store ting, der skete for mig i 2019. Ikke kun på bloggen, men også i det virkelige, reelle liv, jeg rent faktisk har uden for internettet (ja tro det eller lad være).

Jeg fik udvidet mine platforme sådan som jeg havde sat mig for. Året forinden var jeg så småt begyndt at eksperimentere med podcast-formen, men det blev først i 2019, at det lykkedes mig at lægge noget materiale op i det format. Det forblev imidlertid mest på kuriosum-stadiet, mens jeg satsede mere på min nystartede, engelsksprogede YouTube-kanal. Med i skrivende stund 165 abonnenter blev det ikke nogen eksplosiv succes. Til gengæld nyder jeg at lave videoerne, og ligesom bloggen handler videoerne langt fra kun om øl. Den danske sektleder Torben Søndergaard er blevet fast inventar på kanalen, hvor jeg ikke bare peger og griner ad ham, men også bruger videomediet til at skabe opmærksomhed om og aktivt bekæmpe hans skadelige aktiviteter.

Jeg er blevet kontaktet af flere mennesker, der har været i kløerne på Torbens sekt og har lidt skade af det. At jeg kan hjælpe de mennesker ved som minimum at skabe opmærksomhed om de problemer som Torben Søndergaards kirke, The Last Reformation, skaber, er utroligt givende for mig, ikke mindst fordi jeg kan se, det hjælper nogle af de mennesker som Torben har haft kløerne i.

I år vil jeg fortsætte med at opbygge min følgerskare på YouTube. Desuden vi jeg gøre et mere behjertet forsøg på at få de forskellige platforme til at genere lidt penge. Ikke at jeg lider nød, men de mange timer, jeg bruger på min hobby, måtte gerne give lidt mere igen på den monetære front. Hvis jeg kan opbygge en form for indtægt via Patreon og reklamer, vil jeg om ikke andet kunne tage fri fra mit arbejde lidt oftere for at forfølge den hobby jeg elsker.

Året for mig selv …
For mig personligt blev det for at sige det mildt et meget turbulent år, med en kæmpe omvæltning ca. midtvejs. Her tænker jeg selvfølgelig på flytningen fra København til den afkrog af landet, der ligger fjernest, nemlig Thy. I lige linje er der længere til Thy end til Bornholm fra København.

Planerne havde faktisk været et års tid undervejs og blev vel luftet af min ekskone første gang i forsommeren 2018. Den endelige beslutning traf hun og hendes mand tidligt i 2019, og selvom jeg egentlig godt kunne lide ideen, nagede angst og frygt for fremtiden alligevel.

Men når alt kom til alt var der ikke meget, der holdt mig fast i København. Der var selvfølgelig familien – men det skulle også være det eneste. Mit arbejde hadede jeg. Ledelsen var blevet totalt umulig, og opgaverne ligeså, så min ikke længere medicinerbare ADHD udartede sig til regulær angst og temmelig svær depression. En månedlang sygemelding ledte op til flytningen, der heldigvis lå i planlagt ferie, hvorefter min tid på en arbejdsplads, der altså endte med at gøre mig svært syg, var definitivt forbi.

I Thisted åbnede både verden og sind sig for mig. Jeg fik det næsten øjeblikkeligt bedre da jeg kom i berøring med Thys friske luft og rene vand. De bølgende marker, de bugtende vidder, skovene, krattet, klitterne, fjorden, havet … just WOW! Min største frygt endte også med at blive gjort til skamme. Efter en række ustabile småjobs og fjorten dage som arbejdsløs fik jeg endelig det arbejde, jeg har bestridt siden slutningen af september, og som der umiddelbart er udsigt til, at jeg kan beholde et godt stykke tid endnu.

Et besøg på Amager Bryghus’ nystartede ølbar ved Nørreport tæller også som en af de markante ølbegivenheder. Ud over gensyn med en masse gode venner, jeg efterhånden har fået mig i ølverdenen, kom jeg også på hat med en af de forkæmpere for kvalitetsfødevarer jeg beundrer allermest herhjemme – Mik Schack.

Mit år aktiviteter …
Året var også præget af, at jeg trods bekymringer om fremtiden og sygdom alligevel kom af sted til rekordmange ølfestivaler. Nok var Ølfestivalen i Esrum rykket to måneder frem i forhold til året før. Til gengæld var jeg af sted i ualmindeligt godt selskab (og det skulle ikke blive sidste gang, at min faste medsmager Marcus var med) og ringere blev det jo ikke, at mit sidekick fik mig overtalt til at deltage i en spørgeskemaundersøgelse, hvor min besvarelse blev udtrukket som vinder i en lodtrækning om en fribillet til den store Ølfestival i Lokomotivværkstedet. Også her slog Marcus følge, og mens det lykkedes os at komme fra Esrum nogenlunde med sanserne i behold, lykkedes det vist knap så godt i København SV.

Forresten var der også Copenhagen Beer Festival, hvor Marcus’ og min fælles ven Jane også var med. Det var et nyt initiativ, som mest havde aktører fra Københavnsområdet og Sjælland med, men som også talte spændende udenlandske deltagere. La Debauche var et kompromisløst fransk bryggeri, der også var at finde i Lokomotivværkstedet. Jeg skammer mig næsten over, at jeg ikke har haft nogen af deres øl forbi til regulær anmeldelse endnu – det må absolut ske her i det nye år.

Endelig var der øllets dag, der blev fejret med pomp og pragt i den lille købstad, jeg nu kalder mit hjem, Thisted. Ud over at prøve et væld af lokalt øl, der overbeviste mig om, at Udkantsdanmark bestemt ikke halter efter hovedstaden hvad kvalitetsbryg angår. Desuden bød arrangementet på en af de allerstørste ølrelaterede oplevelser i mit liv – hvis ikke den største. At give Martin Bo Pedersen og Carsten Berthelsen fælles krammer på Ølfestivalen i Lokomotivværkstedet i 2018 var stort, at drikke en slatten standardpilsner i selskab med mit YouTube-forbillede Aron Ra i 2016 var også ret stort – men at skåle med Peter Klemmensen i en øl brygget til hans ære af mit favoritbryggeri, Amager Bryghus – det må vist være det største, der er overgået mig indtil videre (se billede øverst i indlægget).

Og så var der øllet …
… det skal vi jo heller ikke glemme. Jeg har efterhånden været vidt omkring, uden at jeg dog gør mig illusioner om, at jeg tilnærmelsesvis har været hele paletten rundt endnu. Til gengæld har jeg været så langt omkring efterhånden, at der bliver længere mellem de afgørende nye oplevelser.

New Belgium leverede dog både en unik oplevelse med deres Citradelic Tangerine IPA, selvom det ikke er første gang citrusfrugter er blandet op med øl. Til gengæld tror jeg, at de to øl jeg fik prøvet fra bryggeriet (de kunne fås i Irma i foråret) er de første, jeg prøver fra et medarbejderejet bryggeri. Ud over, at bryggeriets overskud går til medarbejderne, og ikke en lille snæver ledelse, der scorer overskuddet på bekostning af dem, der laver det reelle arbejde, så genererer bryggeriet også selv en del af den energi de bruger, de renser deres eget vand, og de forsøger i det hele taget at have en så grøn profil som overhovedet muligt. For dette skal de huskes som en af de store positive oplevelser på bloggen i år.

Jeg fik også afprøvet en del flere øl fra Afrika – primært fra Republikken Sydafrika. Her lader kvaliteten intet tilbage at ønske i forhold til resten af verden, når perler som Mass Hoppiness og Godfather Rye IPA gør deres entre.

Frugtøllene kendte jeg også godt i forvejen. Dem lærte jeg for alvor at kende sidste år på ølfestivalen i Esrum. I år lærte jeg specifikt at holde af frugtøl med æble. Damn, hvor er det lækkert! Det eneste negative ved dem, jeg kan komme i tanker om er, at jeg indtil videre kun har fundet dem i Lindemans pakker på 0,25 l. De måtte for min skyld gerne forhandles i størrelser af 0,75 l. flasker. Alkoholprocenten er nede på 3,5 – så det er ikke engang fordi man ville blive unødigt voldsomt besoffen af de mængder.

Årets oplevelser …
Faktisk tror jeg, at æbleøllen fra Lindemans har været årets største nye oplevelse. Sammen med Chapeau Framboise rykkede den frugtøllene op hinsides hvad jeg troede var muligt. Hvad jeg tidligere så som et kuriosum i bedste fald, og i værste fald et billigt trick til at få lidt for unge mennesker til at drikke alkohol, har vist sit værd som selvstændig stil.

Stjernerne, skæbnen eller de vilkårlige fluktuationer i tid-rum-kontinuummet ville, at både årets største og årets værste oplevelse skulle falde i årets sidste måned, med få dages mellemrum.

Jule Mælk fra To øl endte som den største. Den fik skarp konkurrence fra Amager BryghusBlack Donald, men endte med at besejre denne på point. Nok bød Black Donald på rigelig røg og en fandenivoldsk næsestyver af djævelske dimensioner. Men To Øl formåede at levere en lige så stor oplevelse – i en rar, venlig, blød og umådelig smagfuld form. At man ikke behøver et voldsomt udtryk, men bare kan give den gas med ekstra meget kærlighed i stedet, er en nyttig lære, To Øl her har bibragt os.

Og den værste oplevelse? Den stod Hancock for – overraskende på den ufedeste måde muligt. Med Jule Bryg (og det var om dén, jeg udførligt tirerede som den anden af to, hvis læserne skulle være i tvivl) føler jeg mig snigløbet af et af de bryggerier, jeg ellers holder allermest af. En uafhængig modstander af den anonyme, generiske og altopslugende industri og standard. Et forbillede for nye bryggerier og beviset på, at det kan betale sig at være anderledes.

Men her har de godt nok forrådt alt det gode de står for.

Jule Bryg smager som brugt kogesprit fra en punkers trangiasæt efter tolv muddervåde festivaler. Hvorfor i alverden noget bryggeri får den afsindige ide at brygge en industriel pilsner med en alkoholprocent på 10,5 er mig ubegribeligt. At kalde den noget som helst med jul i samme omgang – uforskammet! Jule Bryg står for alt det, der er galt med dansk julebrygkultur – eller i hvert fald var, før også julebryg blev omfattet af ølrevolutionen og fik et nøk opad i kvalitet.

Inden da var julebryg noget, man bare skulle blive fuld af – hurtigt. Og det bliver man skam også af Hancocks udrikkelige, tunede, speedede pilsner på coke. Det er lige til en julefrokost, hvor man intet husker af alt det, man gør på de afsindigt pinlige billeder, de andre gæster har taget af én. Inklusive da man ikke nåede ud på toilettet, da øllet skulle op igen.

Og med de ord, skål for året 2019! Endnu et prægtigt ølår er overstået. Mit beskedne ønske for 2020 er langt fra så meget, at Jule Mælk-oplevelsen gentages. Langt hellere ser jeg, at rædsler som Hancocks Jule Bryg bliver permanent udfaset, så man ikke igen risikerer at spilde ens dyrebare spareskillinger på noget, der ikke kun er nærmest udrikkeligt, men også småfarligt at indtage.

Årets Juleøl – vindere og tabere

Lad os opsummere …

Jeg er nået til vejs ende med dette års udvalg af juleøl. Listen er selvfølgelig ingenlunde udtømmende for, hvad der er blevet lanceret landet over, da mit udvalg naturligvis var præget af, at jeg har været begrænset til  supermarkederne i Thisted, hvor jeg bor. Jeg går meget op i især at anmelde øl, der er nemme for alle at få fat i – ikke mindst når det gælder udvalget op til højtiderne, så der har ikke været mange fancy juleøl fra bittesmå bryggerier med, omend de da er repræsenteret.

Gennemgangen her vil mest have karakter af en opsummering af juleøllene, end en rangliste. Enhver der måtte ønske det, kan blot kigge på karaktererne for de enkelte øl, og se hvilke jeg bedst kunne lide og det modsatte. Langt hellere vil jeg kigge på, i hvilken retning årets juleøl peger, og derudfra gisne om udviklingen i nær fremtid … fx næste år. En kommentar til årets absolutte topscorer – og det modsatte – vil læserne dog ikke blive snydt for.

Svanekes nye veje …
Temaet Juleøl 2019 startede allerede 1. november – så jeg har været i gang i knap to måneder, alligevel. Det startede med et par øl fra Svaneke Bryghus, som jeg købte i Fakta. Endnu engang skylder jeg COOP’s discountsupermarked ros for at have øl på hylderne, der langt fra er super-lettilgængelige. Begge er af skarpe, bitre typer – den ene en decideret IPA – og ingen af dem særligt julede i karakteren. Mange ville endda kalde dem uegnede til den fede julemad, og jeg ville ikke være helt utilbøjelig til at give dem ret.

En kort korrespondance med nogle af bryggerne afslørede, at bryggets karismatiske brygmester, Jan Paul, faktisk ikke bryder sig synderligt om søde juleøl, så derfor valgte han altså at lave noget andet, som han kunne lide. For min skyld gerne – men bryggene ender, på trods af at de ligger i den høje ende af kvalitetsskalaen – som outsidere hvad typerne angår.

Hyggeligt mørke …
Meget mere traditionelle var de mørke juleøl. Til gengæld var karakteren af disse overraskende bred, omend langt fra altid lige sikker i udtrykket. Midtfyns Bryghus‘ Juloween udgjorde et ikke nærmere definérbart misk-mask, der ikke rigtig vidste om det ville være sødt-surt eller bittert. Man skal nok være forsigtig med for meget cross-over, ikke mindst i juletiden, hvor tingene gerne må forblive som de har været gennem alle årene.

Mere sikre- men til gengæld også jævnt kedelige – var de mørke ales fra De 5 Gaarde og Einstök Ölgerð. Rigtig godt blev det først da Midtfyns Bryghus tog revanche med sin Jule Stout, og fik overraskende følgeskab af Refsvindinges AZ Ale No. 24, som bliver en af de øl, jeg vil nyde ved bordet juleaften. Ørbæk gjorde det også hæderligt med deres Juleøl 2019. Fælles var et fokus der ikke bare var på det søde og fyldige – en bitter og undertiden røget kant var også fremtrædende, uden at det gjorde bryggene uegnede til julemaden overhovedet – tværtimod.

Bundproppen blandt de mørke øl blev Bateman’s Rosey Nosey, der trods sit lovende og meget traditionelle – for ikke at sige kitschede – ydre, viste sig at være noget tyndt pjask med lige så meget aroma som karakter, nemlig stort set ingen.

Merry Yule …
SuperBrugsen havde et udvalg af britiske juleøl på programmet. Udover Bateman’s mislykkede Rosey Nosey var der to Bad Elf-bryg fra Ridgeway, samt en Christmas Ale fra St. Peter’s Brewery i en fancy flaske, der nok skal give uro i pantautomaterne landet over. Sidstnævnte lagde tidligt i forløbet op til at blive årets vinder, men måtte alligevel se sig slået senere hen. Det lykkedes mig at redde et eksemplar af den fede, fyldige, vinøse, søde og letsyrlige øl til årets julemiddag. Det er netop til maden, at St. Peter’s Christmas Ale egner sig bedst af alle temaets bryg – inklusive vinderen, der bedre egner sig til lækkerierne bagefter.

Traditionen tro …
Mange hader dem, men de er en fast bestanddel af julen herhjemme, og personligt har jeg gennem årene lært at nyde og holde af dem – julehvidtøllene. Årets topscorer blev Ørbæks ‘Hvidt Øl‘, hvis navn ikke kunne være længere fra sandheden. Brygget er mørkt som selve julenatten, med skum der endda matcher. Hvor denne øltypes skum tit står i blændende hvid kontrast til mørket, er Ørbæks høje skum knækket i en klædelig brun nuance, som de andre julehvidtøl i feltet kun kan drømme om.

Ikke dermed sagt, at Ørbæk ikke fik modstand. Hancocks Jule hvidtøl No. 1 gjorde det mere end hæderligt, og vil også gøre det glimrende til ris a la mande – eller hvad desserten ellers måtte bestå af ude i de små hjem. Thisted Bryghus måtte her se sig slået, idet deres Dana‘s meget rene karakter gjorde brygget noget glat og konturløst.

Jeg tror faktisk, det er første gang, jeg har givet julehvidtøllene 3½ og 4 stjerner. Det viser blot, at selv en udskældt type som julehvidtøllen har sin berettigelse – når ellers der bare ligger en smule vilje til kvalitet bag.

Det lyse
Og så var der de juleøl, jeg nok aldrig lærer at forstå. De der bryg, som man i virkeligheden også kan få hele resten af året, men som ved juletid lanceres som juleøl, selvom der reelt ikke er noget som helst julet ved dem – pilsnerne. Gennem alle årene har der været en tendens til, at de lyse, undergærede pilsnerbryg på magisk vis forvandles til juleøl, hvis ellers de bare tunes med en satans masse alkohol. Blæse være med, om de skarpe fuselsataner overhovedet egner sig til sild, and, flæskesteg, svesker, ris a la mande, risengrød, dadler, figner eller karamelfyldte chokolader. Der skal bare gas på fuldskaben, så det kun kan gå for langsomt med at gå i gulvet!

På andre tidspunkter af året findes lignende bryg under navne som Master Brew, Elephant og Bjørnebryg. Ved juletid under navne som Tuborg Julebryg, Albani Julebryg, Jule Ren m.fl. I embeds medfør følte jeg mig forpligtet til at tage tre med: Rødhætte er en mildere udgave af førnævnte Albani Julebryg. Hvorfor eventyrfiguren Rødhætte nu skal forbindes med jul er mig lidt af en gåde, men i det mindste smager brygget ikke nær så giftigt som storebror Blålys. Desværre er dette tilfældet, fordi Rødhætte samtidig smager af meget lidt.

Bundskraber blev den til gengæld ikke. Det blev Hancock til del – men det gemmer jeg. Hancock var imidlertid også det bryggeri, der leverede den mindst ringe julepilsneroplevelse med Merry Christmas – Happy New Year – en titel der må siges at være passende for årstiden, men til gengæld taber point på mundrethedsscoren. Smag var der heller ikke meget af – kun glimtvis smager brygget igennem … af pilsner. Og bevares – man kunne vælge langt mindre egnede øl på julebordet end en pilsner, men nøj … hvor kan man også bare vælge noget, der er meget mere egnet.

Så hvor er vi på vej hen …
Julen er højtiden, der aldrig må ændre sig. Vi skal gøre det samme hvert år … eller skal vi? Vi ved juletraditionerne ændrer sig, og det gælder også inden for øl. De tunge, søde og tætte juleøl er vel egentlig en nyskabelse i betragtning af, at julepilsnerne som jeg kalder dem i mange år var de juleøl, der var. Og så gik folk ellers ud fra, at det egentlig bare var det, man drak op til jul.

Med større fokus på kvalitet inden for fødevarer, har især de mørke og søde øl vundet frem de sidste år, og er nu en fast bestanddel af kvalitetsudvalget af juleøl. Det er de sammen med nyskabelser som jule-IPA’er og andre mere syrlige brygeksperimenter, der sådan set bare repræsenterer den generelle tendens inden for ølbrygning i øjeblikket. De nye koncepter skal da også afprøves på højtiderne, fordi – årsager velsagtens.

Om de så holder, har jeg min tvivl om. Hvor de søde juleøl har bidt sig fast – omend de så småt lader til at blive mere bitre og røgede (til min udelte glæde), så vil vi uden om disse fortsat observere fluktuerende brygeksperimenter som dem Svaneke og Midtfyns Bryghus har stået for. Hvilke af dem, der bider sig fast i fremtiden er for tidligt at gisne om.

Jule-IPA’en har ifølge min ringe mening stadig sit gennembrud som fast juleøl foran sig.

Topskraber og bundscorer …
Det bedste og det værste har jeg gemt til sidst, efter at jeg behændigt har undgået at nævne dem i løbet af denne lille gennemgang.

Noget andet jeg har undgået at nævne, var de hyppige tirader om den danske udgave af krigen mod julen, som den udspillede sig i løbet af november og december måned. Den ikke-sag har jeg valgt at lægge på hylden her – ud over den smule, jeg for en god ordens skyld nævner her, da det trods alt prægede mine anmeldelser i løbet af temaet.

Vel – To Øl‘s aldeles vidunderlige, tætte, tunge – men også overdrevet venlige superstout, Jule Mælk, er juletemaets sikre vinder. Igen skal det understreges, at denne øl ikke skal drikkes til maden, hvor den simpelt hen vil dominere og kvæle aroma af både rødkål, kartofler, and, flæsk – samt alt det andet gode, man måtte have på bordet. Den er et måltid i sig selv, men egner sig som sådan glimrende til de mange godter, man gerne propper sig med, når middagen er overstået og man hygger sig bagefter. Fyldte chokolader, Eiskonfekt, tørrede dadler og figener vil den gøre sig godt til, tillige med flydende karamel og andet fedt og usundt. Well done, To Øl – og Props til SuperBrugsen Thisted for at have haft (den er desværre udsolgt) en verdensklassespecialøl på hylderne.

Temaets absolutte taber skal til min store skuffelse findes i Hancocks portefølje. Jule Bryg på 10,5% er en skrækindjagende rædsel af en tunet alkoholbombe – designet til at gøre konsumenten fuld på rekordtid. Taberen i det projekt er næppe overraskende smagen, der med en blanding af industriel alkohol og vissen kommen ikke bare knalder et alkohollammet hoved i gulvet, men gør det så hårdt, at hele kroppen går igennem det, hvorpå det tager samme tur gennem kældergulvet, fundamentet og videre dybt ned mod jordens indre. Så lavt scorer den.

Noget nær udrikkeligt og en af de fæleste øloplevelser, jeg i mit liv som blogger har måttet stå model til. Det der smerter mig mest er, at jeg må skrive sådan om et lille, uafhængigt bryggeri, der har min dybeste respekt for, at de holder fast i uafhængigheden – og faktisk har gjort det endnu før ølrevolutionen overhovedet var noget, man havde hørt om herhjemme.

Heldigvis er der meget andet godt øl, man kan købe fra Hancock i stedet for denne her. Jeg har modtaget en del hug på bloggens facebookside for den krasse, men også hudløst ærlige anmeldelse af den. Men jeg forstår ikke øl, der smager af kogesprit. Jeg forstår heller ikke, hvad øl, der kun smager af kogesprit har med jul at gøre.

Det kan godt være, det bare er mig, der er tåbelig og uvidende … Det vil jeg kontemplere, mens jeg nyder endnu en Christmas Ale fra St. Peter’s Brewery – måske med en Jule Mælk fra To Øl bagefter, hvis jeg skulle være så heldig at støde på den.

Så må kritikerne gerne beholde Jule Bryg fra Hancock helt for dem selv.

Og dermed vil undertegnede – Kaj fra Kajs Ølblog – ønske alle læserne en rigtig glædelig jul.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme