Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Halifax Pilsner, Bryghuset Braunstein

Det måtte jo ske …

Her forleden aften mødtes jeg endnu engang med Marcus. Han havde genoptaget en Netflix-abonnement, der gav ham adgang til filmen “Behind the Curve” på dansk “Faldet af i Svinget”, der handler om den globale flat earther-bevægelse.

Egentlig ville jeg i den anledning ikke have prøvet nogen nye øl – det skulle bare have været en hyggelig aften, hvor to nørder nørdede derudaf, uden at nogen nye øl skulle gribe forstyrrende ind. Nu kender jeg imidlertid mig selv godt nok til, at jeg alligevel valgte at tage notesblokken med – og sørme om ikke jeg fik brug for den. Who would have thunk.

Filmen var i grunden fin, også selvom den til at begynde med lod til at portrættere flerferne mere end at kritisere dem. Da kritikken kom, blev den til gengæld leveret iskoldt, som et par små, velplacerede skud, der i stedet for at eksplodere i et flammehav, ramte lige præcis, hvor de gjorde allermest skade. Forestillingen om en flad jord får et brat knæk, netop som man får mistanken om, at filmen blot er idel overfladisk underholdning om nogle mennesker, der mener noget fjollet.

Efter denne forret stod menuen på fritter og burgere med chipotlemayo, samt et par muligvis interessante øl fra Bryghuset Braunstein, man kunne købe samme sted. Tilsyneladende er de brygget til spisestedet, idet de bærer restaurantens navn.

Voldsomt fancy fremstår øllet nu ikke. Jeg er ikke engang sikker på, om brygget er ufiltreret, for hvor fantastisk fint Marcus’ glas ellers var, så var glasset ikke klart, hvorfor jeg ikke kunne bedømme bryggets klarhed. Bouqueten er syrlig, men med et præsent humleelement der for så vidt lover godt …

… men desværre ikke helt kan indfri løfterne. Brygget er ganske let – og dermed egentligt klædeligt nok til den avancerede grillmad. Letheden byder imidlertid også på andet end letdrikkelighed, nemlig noget der peger i retning af decideret tyndbenethed og vandighed.

Brygget redder lidt af æren på tærsklen til spiserøret, hvor den ved mandler og i gane faktisk formår at smage nogenlunde igennem af løvtræ. Marcus var vel en kende mere begejstret for brygget, da jeg har noteret ordet knas ud for hans navn i mine kradserier. Noget med noget friskhed og knasende sprødhed, tror jeg, det drejede sig om, men næppe noget, der formåede at imponere mig i samme grad.

At brygget i sidste ende fremstod ganske harmløst var vi i hvert fald enige om. Men igen – som ledsager til grillmad og morskab over verdens dumhed egner den sig nu ganske fint.

Secret Des Moines Triple Blonde, Brasseurs de Gayant

En overraskelse …

Jeg er så småt på vej op ad stoutkælderen igen, og undskylder selvfølgelig behørigt for fraværet. Helt galt har det nu ikke været, for jeg har stadig kunnet overkomme at afprøve nye øl, og notere det nødvendige nødtøftigt ned. Så jeg intenderer at udspytte nogle anmeldelser med omtrent samme frekvens som sylten på Martin Henriksen udspyr racistiske, fascistoide og grundlovsstridige forslag. Jeg har med andre ord rigtig travlt.

Efter den mildt sagt skuffende Bruine i denne serie, var mine forventninger til dens lyse broder her helt nede på nulpunktet. Alene navnet Triple Blonde får det til at gyse i mig, netop som det gyser og jager i mig, når jeg annammer typens berygtede smag af forgamlet banan og kogesprit.

Det er imidlertid slet ikke, hvad der møder næseborene, når det citrongule, højtskummende bryg er skænket. Vi er ovre i noget meget finere – tør champagne med en let antydning af fersken. Syrlig og skarp, og med et alkoholelement der ikke virker det mindste syntetisk, men kun understreger bryggets vinøse karakter.

Brygget er karsk og let, ligesom løden er lys og klar. Jeg kan selvfølgelig ikke nære mig for at søge efter bananaroma i det lifligt vederkvægende, syrlige bryg, men uanset hvor meget jeg plasker det rund på alle mundens vandrette og lodrette flader, melder den sig ikke.

Grapefrugt, citrus og en antydning af kommen derimod … Dertil kommer bryggets alkoholiske note, der sammen med de krydrede indslag mere giver karakter af brændevin end af den champagne, der kunne mærkes i bouqueten. For denne blogger gør det nu ikke så meget, for brændevinen er afdæmpet, mildt prikkende, men stadig leveringsdygtig i indre varme på vej ned gennem brystet.

Så Triple Blonde-typen kan faktisk også være en nydelse. Bare den drikkes ved lav temperatur, og i øvrigt er fri for de estere – navnlig isoamyl acetat – der giver banansmagen. Jeg kan forstå, at det er en aroma, der undertiden fremelskes bevidst, og det fatter jeg endnu mindre af, nu hvor jeg har prøvet en Triple Blonde, hvor det ikke er tilfældet.

Men der må vel være nogen der kan lide det, og fred være med det.

1897 Swan Blonde, Bryggeriet Vestfyen/Indslev

Nu får vi se …

At Indslev kort efter sin konkursbegæring blev overtaget af Bryggeriet Vestfyen er ved at være gamle nyheder. Ikke desto mindre tror jeg, at dette er den første øl, jeg prøver efter overtagelsen. Tiden vil vise om Vestfyen kan føre ånden fra Indslev videre. Faste læsere ved, hvad jeg mener om Vestfyens licensproduktion af Refsvindinges A-Z Ale no. 16 (Spoiler: Jeg er ikke imponeret), men mens jeg næsten forguder fadudgaven af det netop nævnte bryg, savner jeg lignende oplevelser fra Indslevs side.

Det skulle lige være Miami Vice, fra den eksperimentelle gren Ugly Duck Brewing. Her er der faktisk noget, der kan tabes på gulvet og gå ugenopretteligt i stykker, når nu industrien overtager. For Ugly Duck havde vitterlig potentiale for både eksperimenter og kvalitetsudvikling. Mit håb er, at Vestfyen vil videreføre dette i deres ejerskab, men forventningen er – indrømmet – således, at jeg må blive positivt overrasket frem for at få forventningerne indfriet, hvis videreførelsen skulle lykkes.

Brygtypen her er på flere måder en indikation for, hvordan min oplevelse af Indslev har været indtil videre. Jeg er ikke nogen større fan af den belgiske blonde – eller af hvedeøl i det hele taget – hvorfor Indslev nødvendigvis må komme skidt fra start, idet hvedeøllene alle dage har været det, de har fokuseret mest på. Forventningerne er beskedne – tyndt og surt med missmag af gær og banan er alt for ofte en dækkende karakteristik af typen i min mund. Og jeg savner fortsat helt at forstå, hvad det attraktive i brygtypen, måtte være.

I den betragtning kommer brygget nu ganske heldigt fra start. Det står flot og gyldent med matchende skum i glasset. Bouqueten byder på søde noter af hyld, og ingen af banan, sådan som jeg ellers havde forventet. En skarp syre er til gengæld præsent, men så længe denne ikke ledsages af andre aromatiske red flags, kan syrligheden lige så vel varsle godt som skidt.

Den skarpe syre er klar og forfriskende i aromaen, og formår at lede smagen af frisk grape og hyldeblomst vel på vej. Den søde duft manifesterer sig dermed nydeligt og positivt overraskende i smagen. Dertil kommer en uventet, kraftfuld og aldeles velgørende bitterhed i eftersmagen. Hvor gæren og bananen alt alt for tit i denne type træder generende frem lige før svælget, overvældes mundtøjet næsten af en tung, vrissen beskhed af lidt for gamle valnødder. I valnødder ville smagen have forårsaget øjeblikkelig udspytning, mens det i en øl som denne ikke alene er uventet, men også velkomment som et utraditionelt og udelt velgørende element.

Det er sådanne takter, Vestfyen endelig må videreføre, når nu de overtager Indslev-brandet. Indtil videre forløber det væsentlig bedre, end man kunne frygte.

Vilhelm India Pale Ale, De 5 Gaarde/Bryghuset Braunstein

Ready for a rant?

I starten af sådan et indlæg her, er det nok på sin plads at understrege, at min blog er personlig, og at ingen af de firmaer, hvis øl jeg anmelder, har noget som helst med mine indlæg at gøre ud over det, jeg rent faktisk siger om øllet – eller eventuelt bryggerierne eksplicit.

Så når jeg nu går videre til at undskylde for min skriveblokering – og ikke mindst grundene dertil – skal hverken bryggeriet, Bryghuset Braunstein, eller fødevaresamarbejdet De 5 Gaarde på nogen som helst måde regnes for at have så meget som skyggen af forbindelse til de dårligdomme, jeg agter at opliste.

I øjeblikket bruger jeg rigtig meget energi på at holde fornyet depression og sortsyn fra døren. Det er imidlertid ikke nemt, når man samtidig har et fuldtidsarbejde, man i bund og grund hader, og en lejlighed der er så lille at den knap kan rumme én selv, endsige da ens to børn, som man elsker over alt, og som man derfor gerne ville kunne give noget mere.

Og mens det murrer i baggrunden, tager en af de gode venner, jeg i sin tid fik i Irland, billetten. Som lyn fra en klar himmel. Ud af den blå luft. Ud over at han også havde børn, var han langt fremme på den irske LGBTQ-scene. Her i landet kan det næsten virke trivielt, mens det i fortsat ærkekatolske Irland næppe har været lige nemt hele tiden. Det var en ære og fornøjelse at kende Jon – og han er også omtalt her på bloggen, fra dengang han og hans efterladte hustru Joanna var på besøg.

Det var en ære at kende ham. Og mere end noget andet, knuser det mit hjerte, at hans familie har lidt et sådant enormt og fuldstændig uerstatteligt tab. Bevidstheden om, at jeg selv aldrig skal se ham igen, eller høre hans dybe varme stemme, gør det selvfølgelig heller ikke bedre.

Oven i det, vælger en en gruppe Breivik-kloner så at begå terrormassakrer på uskyldige, bedende muslimer i Christchurch, New Zealand. Samtidig holder disses og Breiviks åndsfæller i Sverige konference i Danmark, hvor hotellet Park Inn by Radisson tager imod dem med åbne arme, efter at det første hotel hårdt presset vælger at afvise dem. Jeg mener det helt seriøst når jeg siger, at Park Inn by Radisson skal boykottes hinsides konkurs som straf for at lægge hus til disse nazistiske massemorderes åndsfæller. Kun en septiktank vil huse overløb fra en anden septiktank – og det er, hvad Park Inn by Radisson for fremtiden skal huskes som: En septiktank, der husede septiktank-overløb fra Sverige, da folk i Sverige omsider fik nok. – Husk at efterlade dem et par passende anmeldelser på facebook her og på Trustpilot her.

Og det gør det ikke bedre, at det danske politikorps villigt klikker hælene sammen og sikrer at mødet kan finde sted – med statsautoriseret, skatteyderbetalt vold om nødvendigt. Samtlige betjente, der sikrer at dette septiktankoverløb har et sted at gemme sig, er en skamplet på korpset, og udtryk for den samme slappe ånd, der kendetegnede Danmark i perioden 1940-43. Dansk Politi er med til at sikre, at nazister som Breivik og Christchurch-massemorderne i fred og ro ved hyggelige sammenkomster kan udvikle deres skingrende sindssyge konspirationsteorier om at Vesten er ved at blive invaderet – med flere massakrer, massemord og terrorangreb til følge. Rigspolitiets ledelse fejrer nok dagens arbejde med kage i selskab med Inger Støjberg i aften.

Og selv når Både Bryghuset Braunstein, og fødevarefællesskabet De 5 Gaarde – to brands, der i ølsammenhæng sjældent har ramt klokken særlig rent – pludselig leverer en sådan gedigen smagseksplosion, så er det alligevel ikke helt nok til at skabe reel modvægt til alle de andre katastrofer, man skal være vidne til i dag.

Men en gedigen smagseksplosion er det nu alligevel.

Nydeligt gyldenbrun i løden og med fint matchende gyldent skum, rejser brygget sig næsten majestætisk i glasset. Duften melder sig allerede ved skænkning med klassisk, frisk og skarp odeur af spæde grannåle og fyrretræssavsmuld.

Hvor er det simpelt hen vidunderligt – når man nu har prøvet så mange forskellige øl, og ikke mindst så mange forskellige IPA’er – at vende tilbage til kernen i det, man elsker ved typen. IPA er en type, der i bund og grund ikke behøver megen variation, fordi den bare er pragtfuld, sådan som den i sin grundform er udtænkt. Og Vilhelm rammer meget meget tæt på netop den kerne.

Brygget går all in på fylde, skarp- og friskhed, den helt rigtige lyse bitterhed af friskfræset savsmuld, kombineret med en velourblød mundfornemmelse af vanille. Som den lille smule variation, der giver brygget sit lod af individualitet, brænder bitterheden i eftersmagen, både i svælget og på vej ned gennem brystet, for også lige at give den indre varme.

En formidabel IPA. De 5 Gaarde-øllene blev tidligere produceret af Harboe, og kvaliteten var i den grad derefter. Desværre lider de nok stadig under det som brand – men oplevelser som denne gør, at jeg bestemt har tænkt mig at prøve flere af øllene af, nu hvor de ikke bare har fået et løft, men sammenlignet med det tidligere niveau er blevet slynget langt op i stratosfæren.

Red Cap, Amager Bryghus

Hefty Heavy …

Hvis man ikke er et rektangel med lige lange sider, vil man allerede have set min video, hvor jeg anmelder denne øl. Egentlig ville jeg altid have haft rækkefølgen omvendt – først skulle øllene anmeldes på bloggen, og derefter prøves af i en video. Så ville jeg også vide lidt mere om, hvad jeg skulle sige i videoen.

Imidlertid synes jeg, det fungerer fint at anmelde øllene prima vista på video, så dén intention er hermed lagt på hylden. Til gengæld vil det ikke være alt, jeg skriver om, der anmeldes på video. At lave videoer er tidskrævende, så videoanmeldelserne vil jeg gemme til øl af mere internationalt tilsnit.

Herunder Amager Bryghus fadlagrede serie, fra hvilken denne øl er nr. 2, jeg prøver. “Jamen, de øl er jo fra Danmark!” vil nogen sikkert invende, men Amager Bryghus producerer rigtig meget til eksport, så bare fordi øllene har et internationalt tilsnit betyder det så sandelig ikke, at danske øl er udelukket. Jeg vil blot fokusere på danske øl, der også kan fås udenlands.

Typen, Amager Bryghus i dette tilfælde er gået efter, er også udenlandsk. Det er de fleste øltyper sådan set. Faktisk er det kun ‘Mumme’ jeg kender som en særlig dansk øltype, men deri korrekses jeg gerne af læsere, der ved mere om sagen. Denne her, på den anden side, er den eneste særligt skotske type, jeg umiddelbart kan sætte navn på, nemlig en wee heavy. En ‘lille tung’, om man vil.

Typen er karakteristisk britisk, idet humleindholdet er lavt, hvilket der i denne type kompenseres for, ved at gøre brygget så meget desto mere maltet. Det mærkes i duften, der ikke synes særligt bitter. Til gengæld dominerer sødt-syrlige noter af svesker i cognaclage bouqueten. De 9,5% alkohol kan synes afdæmpede i sammenligning med det indledende monster, The Boobrie, der brystede sig af mægtige 12%. Men man skal bestemt heller ikke have meget af den her, før færdsel i trafikken bliver uforsvarlig – selv til fods.

Trods (formodet) vigende indhold af humle, er der fuld knald på aromaen. Bitterheden er for så vidt også intakt, men det er en tungere bitterhed a la den man møder i melasse og mørkt løvtræ snarere end i friskskåret savsmuld og nåle fra gran. Maltfylden er også helt i top. Den giver brygget en meget blød og vældig mundfylde, der til fulde kompenserer for et lavere humleindhold og et lavere indhold af kulsyre, der i stærke øl som denne nu sjældent er særlig vigtigt, når det kommer til stykket.

Maltfylden skal man i øvrigt håndtere med en vis forsigtighed, ellers risikerer man at øllet bliver kvalmt. Det skal tages ind i små nip, hellere med lidt for store mellemrum end lidt for små, for får man for meget ind ad gangen, lægger brygget sig som en klæg hinde over gummer, tunge og gane – næsten som plaque. Og selvom brygget i sig selv er en udelt nydelse, er ikke alle efterdønninger lige attråværdige. Belægningen bliver bagest i munden en anelse harsk, og afslører dermed en antydning af ubalance i øllet.

I betragtning af øllets overordnede mægtighed er det imidlertid mere end forståeligt, og kun at betragte som patina i et meget finskåret mesterstykke.

En stor wee heavy, må man sige. Med samt alt det oxymoron, det måtte byde.

East Kent Golding Brown Ale, Albani/Royal Unibrew

Vand eller kvalme …

Når jeg er færdig med at krumme tæer over, at en industrigigant som Royal Unibrew går ind på markedet for specialøl, hvor de næsten risikofrit kan genvinde markedsandele fra de egentlige kvalitetsaktører, kan jeg faktisk godt rose dem for nogle af deres resultater på det felt. Deres Mosaic IPA smager vitterlig godt, og den har længe været og er fortsat min favorit-industriøl.

Derfor er jeg også altid en smule spændt, når der kommer nye produkter i Royal Unibrews snart talrige specialserier. I starten af februar lancerede de således to nye øl i deres Albani Special-serie, hvor føromtalte Mosaic IPA også har hjemme. Pale Ale’en var absolut ikke noget løft til serien, og i dag skal det vise sig, om den anden nye i klassen – East Kent Golding Brown Ale – er det.

Én ting mere må man rose Royal Unibrew for. Undertiden matcher farven på deres emballager produktet helt forbløffende. Ikke siden deres Økologisk Classic har jeg set et bryg, der passede så fint til den pæne gyldenbrune farve på dåsen, den var i. Skummet er i dette tilfælde imidlertid knækket i en nydelig gylden nuance, der ikke gengives i etikettens tekst, sådan som det var tilfældet på det økologiske wienerbryg, men det er detaljer, vi er nede i.

Duften, til gengæld, ville ikke kunne beskrives med mange linjer, om man valgte at forfatte et brev derom til hjemsendelse. Faktisk kunne man bare sende et blankt stykke papir, for der skal virkelig trækkes ind med lungernes fulde kapacitet, for at vride andet end postevand ud af odeuren. En vag syrefornemmelse måske – men man forbliver i tvivl om, hvorvidt denne blot er svien i næsen efter det vaccuum, som ens desparate snøften efter bouquet, skabte længere nede i luftvejene.

Det samme gælder smagen. Små singulariteter skabes mellem gane og tunge, når man desperat prøver at klemme bare en lille smule aroma ud af det alt for letflydende bryg. En syrlig impression afslører, at der trods alt ikke bare er tale om postevand, og måske – men her er jeg påvirket af min viden om, at dette i hvert fald teknisk set er en øl – er der lige akkurat en antydning af noget malt, der gør at brygget måske føles en kende blødere mod mundens organer, end rent postevand ville.

Eftersmag er der til gengæld – til overraskelse for de fleste, der skuffes ved bryggets fattigdom i udtryk. Det er svært at sige, om den passer til det øvrige udtryk, da den ikke rigtig har noget at passe til. Det må fungere som forsvar i sig selv, at den i det mindste er der, omend den også virker noget aparte. Men hey – jeg kan godt lide vingummi. Og selvom den syntetiske sødme af de kulørte bamser nok hører mere specielle bryg til end denne brown ale, så formår brygget da i det mindste at smage af et eller andet.

Jeg havde gjort klar til en absolut bundkarakter til brygget, efter at glasset var tømt. Da var det, at jeg opdagede, at der stadig var en doven rest tilbage i dåsen, der i mellemtiden havde nået stuetemperatur. Brygget fra dåsen formåede overraskende nok at folde sig ud, som om hele aromaen var kapslet inde af brygget lave temperatur i glasset. Nu myldrede både runde, søde og krydrede indtryk frem: Lyst, tørt træ, kaffe og timian blandede sig med den noget vamle fornemmelse, som varmt øl notorisk har.

Så selvom der på absolut bagkant rent faktisk var noget aroma og hente, blev det aldrig godt.

Jeg er dog villig til at prøve brygget igen ved en senere lejlighed – ved en lidt højere temperatur en brygget i glasst. Det vil sikkert udløse en højere karakter, hvis de aromatiske noter, der trods alt var i brygget, kunne udfoldes uden at temperaturen giver kvalme.

Secret Des Moines Triple Brune, Brasseurs de Gayant

En kende forvirrende …

Jeg fandt denne øl i Netto for rundt regnet tyve milliarder år siden … eller i hvert fald vel over et halvt. Hvorfor den – og en lys bror, jeg fandt ved samme lejlighed – kom til at stå så længe i køleskabet aner jeg ikke, men belgisk øl har det heldigvis ikke med at blive dårligt lige sådan.

Bryggeriet er ikke nyt på bloggen – tror jeg da. Det angives som “Brasserie Goudale”, og indtil videre har jeg stiftet bekendtskab med Goudale-øl tre gange før, og der har bryggeriet stået opført som ‘Brasseurs de Gayant”. Her står bryggeriet imidlertid til at hede “Brasserie Goudale” og navnet “Gayant” er ingen steder nævnt. Det gælder også, hvis man slår øllet på på Untappd …

… men slår man La Goudale-bryggene op, angives Brasserie Goudale også som bryggeriet. Det er nok til at gøre denne lille OCD-forpinte blogger forvirret og en kende irriteret. Men for læselighedens skyld slår jeg detaljen hen, og kategoriserer disse bryg under “Brasseurs de Gayant”, idet jeg ikke finder anledning til at gøre min i forvejen alt for store samling af kategorier endnu større. RateBeer giver mig i øvrigt ret i vurderingen, men da de er ejet af Anheuser-Busch, vil jeg blæse højt og flot på, at en blind høne også kan finde korn.

Med den skrupel ude af skoen skrider jeg til anmeldelse. At kalde det en ‘Brune’ er ingen overdrivelse – det ville ‘Noir’ næppe heller være, for brygget er aldeles natsort med skum knækket i det beige til letbrune.

Umiddelbart dufter det lovende af chokolade og farin – noter, der er velkendte i søde, belgiske øl. Og en sådan er der bestemt tale om –  lys chokolade tilsat et solidt skud mokka og med lyst, flydende karamelfyld giver i første omgang rigeligt til smagssanserne.

Desværre holder oplevelsen ikke ved. Udtrykket udhules meget snart af klingende rent vand, der fluks jager alle de ellers fine aromaer på porten. Tilbage bliver en hul oplevelse, hvor man bliver lovet en masse, og budt alt for lidt.

Hvor kunne det ellers have været godt, hvis bryggerne havde … vel gidet.

God Øl God Kamp Lålålå(lå?), Svaneke Bryghus

Ikke noget at synge ‘Lå’ over …

Jeg er her stadig!

At lave videoer har vist sig at være en lidt større opgave, end jeg egentlig troede, og det tager altså toppen af den energi jeg har til at skrive. Det gælder i hvert fald, hvis jeg skal lave videoerne sådan som jeg vil have dem. Det vil sige ikke bare en video af mig, der drikker en øl og snakker – der skal også være en lydside og en lille historie, helst ledsaget af plancher – ellers bliver det hurtigt ensformigt.

Men det kræver tid og kræfter – så jeg håber, læserne bærer over med mig, og i øvrigt sætter pris på, at jeg nu ikke længere kun findes på skrift, men også i levende billeder.

Forsinkelsen af dette indlæg skyldes desuden, at jeg føler mig drænet af den politiske situation herhjemme. Inger Støjberg, den racistiske antidemokrat og lystløgner, vi har siddende som minister, og som i endnu et samråd har leveret vrøvlesalat med sludderdressing, er totalt skærmet for ansvar og konsekvenser for sine åbenlyse lovbrud. Fraværet af ret i, hvad der skulle forestille at være en af Vestens førende retsstater, er aldeles horribel, idet det nu er tydeligere end nogensinde før, at loven ikke gælder for dem, der har magten.

Jeg har stadig et spinkelt håb om at Inger Støjberg ender for Rigsretten, men sandsynligheden for det er vel sammenlignelig med, at Anheuser-Busch’ ledelse spontant beslutter at gøre virksomheden til et socialistisk cooperativ med medarbejderdemokrati og fokus på bæredygtighed, ansvarlig lønpolitik og kvalitet. Så hun ender nok med at blive straffet med evig bespisning på Prytaneion i stedet.

Og fra tirade til anmeldelse: Denne øl fik jeg af en af mine faste ølpushere, Niels. Den ankom sammen med et restparti af de fine belgiske øl fra nogle år tilbage og et enkelt hjemmebryg. Han advarede mig i en besked om, at den snart ville være over dato, og at han meget gerne ville vide, hvad jeg syntes om den før det skulle ske.

Meget tæt på var den nu ikke, men der er selvfølgelig ikke nogen grund til at eksperimentere med at prøve den i en for gammel udgave. Jeg tror den blev udgivet i forbindelse med Fodbold-VM sidste år, behændigt uden at nævne begivenheden, fordi det sikkert er MEGET fy-fy. Men det passer vist meget godt med holdbarheden.

Jeg har været til live-fodbold mange gange i løbet af livet, og jeg ved hvad man skal forvente af øllet på stadion – eller for den sags skyld ude i stuerne bag skærmen. I løden bryder brygget imidlertid noget med standarden, da der her lader til at være tale om en ufiltreret pilsner, der er væsentlig mere orange i nuancen, end den korngule kulør, der er så velkendt for de industrielle produkter. Så passer duften bedre. Her dominerer vandet, og humlen findes kun konturløst og antydningsvist.

Desuden lader der til at være noget forvirring om navnet. Skal der være tre eller fire ‘Lå’ -er i navnet? (For de udenforstående skal jeg her anføre at “lå” i det store og hele betyder “la”, og er den stavelse, fodboldsange gerne synges på. Hvorfor det er for svært at synge “la” i stedet for “lå” af en tilsyneladende overvældende majoritet af fodboldfans, skal jeg ikke gisne unødigt om her.) På bagetiketten står det både med tre og fire lå’er. Jeg forstår, at bryggerier som Svaneke går meget op i kvaliteten af deres øl, men en enkelt korrekturlæsning er sjældent fuldkomment spild af ressourcer.

Brygget smager langt hen ad vejen som det dufter – af meget lidt. Bagetiketten lister ellers hele fem smagsindtryk op, af hvilke jeg kun kan genfinde græs – og det endda ikke som friske spæde skud fra foråret, men snarere som halgæret, slatten insilage. Gærindtrykket gør med tiden brygget småsurt og klægt, og det hjælper ingenlunde på vej. Vandet har de i øvrigt glemt i listen – for det er, hvad brygget smager mest af.

Svaneke gør det rigtig godt ind imellem. Men her har de med en tynd øl formået at sigte lavere end selv industribryggerierne gør med deres tynde pilsnere.

Om igen.

The Boobrie, Amager Bryghus

Bestemt Efterklang …

I starten af måneden lancerede Amager Bryghus fire nye fadlagrede øl ved et større arrangement på brygmatriklen i Kastrup. Jeg var selvfølgelig på pletten, og sikrede mig ikke bare et par eksemplarer til anmeldelse, men også et lille lager til brug i podcasts senere – samt i øvrigt bare til simpel og almindelig nydelse.

Bare at nyde en øl uden at behøve at tænke på at skulle anmelde den senere hen – det er næsten ved at blive en sjældenhed. Jeg var ganske vist på dødsdruk i fredags, da jeg var til koncert med et af mine favoritbands, Haken. Desværre var det ikke nogen større oplevelse, og jeg har faktisk været underdrejet af samme grund hele weekenden.

Det mindede mig om, hvor lidt jeg egentlig holder af dødsdruk, og jeg burde efterhånden have lært bedre.

Man skulle ellers tro, at med en sag som nærværende øl – de 12% alkohol giver 2,6 genstande i én flaske – ville dødsdruk bare være en naturlig følge. Men næh nej – kvalitet som denne går der ikke 11 deciliter af på literen. Når man mageligt har ladet dette lille natsorte vidunder glide kækt henover tungen, er trangen til fuldskab for længst mættet, og man kan i stedet nyde passionen, vildskaben og ikke mindst galskaben ved brygget; fastholde øjeblikket i erindringen fremfor at sløre og ødelægge oplevelsen ved at gå druk-amok.

Der er bare mere vægt i en Double Mash Whisky Barrel Aged Imperial Stout fra et af Danmarks absolut førende mikrobryggerier end i ti Premium Pilsnere fra hvilket som helst industribryggeri i hele verden.

The Boobrie er, på trods af at være ufiltreret, ikke helt uigennemskinnelig. Langbølget lys når igennem det som en dyb rød nuance – men intet andet slipper igennem. Her har jeg faktisk glemt at bemærke, at brygget udsender en lækker em af sød lakrids allerede idet kapslen letter fra brygget.

Brygget afgiver en forfriskende sprød lyd af knasende æggeskaller idet det skænkes. Det gyldentorange skum matcher det natsorte bryg aldrig så nydeligt, og en af de meget få ting, men kan kritisere brygget for, skulle være, at skummet kun lader sig nyde i relativt kort tid, før det falder.

Duften peger i retning af en bitter stout. Ikke en sød én a’la de kejserlige russiske af slagsen. Lakrids, ikke af den sødeste slags, men heller ikke af den med salmiak i er det dominerende element, ledsaget af en røgantydning, der giver dybde og yderligere karakter.

Just wow! En ren lakridsjuice, der ud over bare at smage aldeles pragtfuldt og være en udelt nydelse, også er god for en øm hals. De 12 % alkohol vil også gøre en eventuel ledsagende forkølelse nemmere at bære. Brygget er vidunderligt fyldigt, smages med hele munden – både på under- og oversiden, samt i hulrummet imellem, hvor aromaen forplanter sig som en mild, krydret tåge.

Brygget er overraskende blødt mod tungen. Mundfornemmelsen er rund, rar og venlig, men savner intet i karakter. Hvad nogle ville kritisere den for at mangle i fandenivoldskhed, får man tifold igen i gummewellness og smagsløgsmassage af exquisite kaliber. I brystet brænder det til gengæld dejligt hele vejen ned – og et stykke efter det er endt i mavesækken, så det ikke bare er på tungen og i ganen, man mindes om den store øloplevelse. Efterklangen runger venligt, men også noget mere bestemt bag brystbenet, end det gjorde i munden.

Et lille mesterværk, der lover rigtig godt for Amager Bryghus’ nye lagrede serie, som jeg glæder mig rigtig meget til at fortsætte med. – Bare én af gangen, for med sådan kvalitet, er der ingen grund til at skeje ud.

Centennial Pale Ale, Royal Unibrew/Albani

Den grå midte …

I starten af måneden lancerede Royal Unibrew to nye produkter i deres ‘Albani Special’-serie. Det er en serie af øl, der er en smule over gennemsnittet, men uden at denne blogger ligefrem ville hæfte betegnelsen ‘specialøl’ på dem.

Hele serien har været under kærlig behandling her på bloggen, og den spænder fra det uforskammet ligegylige til det i grunden udmærkede. Seriens bedste øl – Mosaic IPA er efterhånden blevet min personlige industrielle favorit, mens jeg til gengæld ikke er vendt tilbage til nogen af de andre i serien, siden de blev anmeldt. Det skal i dag vise sig, om Royal Unibrew har formået at skabe en ny øl i serien, der er værd at vende tilbage til.

Deres nye Pale Ale er brygget med Centennial-humle, der er populær i amerikanske IPA’er såvel som PA’er. Det er for så vidt forjættende, omend et fancy humlenavn ikke alene skaber nye, banebrydende øl.

Hvad duften angår, udebliver nyhederne i hvert fald. For hvor ofte før har bouqueten af køligt postevand med kulsyre ikke formået at undlade at genere lugtesansen, samtidig med at den ej heller ligefrem behager den? En metallisk note kunne måske true med at chikanere, men til det forbliver den alligevel for fjern, og giver på dette tidspunkt mere friskhed end svie.

Ved første berøring med smagsorganerne yder brygget rare, søde og aromatiske noter af hyld og rose, som fik man hele bismagspaletten fra en god IPA serveret på et sølvfad. Desværre lader det til, at sølvtøjet ikke har været af lødig kvalitet, for afsmag af metal melder sig snart, og denne gang i en grad så det ikke bare kan afskrives som friskhed. Det bliver generende.

Generende er også en sandet gærfornemmelse, der opstår ved mandlerne – der hvor man ellers godt kunne have ønsket noget frisk og skarp bitterhed. Bitterheden er der da, hist og her – men den føles noget sløset og hengemt. I det hele taget føles Royal Unibrews nye produkt i Albani Special-serien noget lemfældigt henkastet i karakteren. Der er ikke rigtig kælet for noget, og sjuskeriet medfører også missmage, der måske nok ikke er slemme nok til, at brygget bliver decideret ubehageligt, men dog nok til at en lunken oplevelse bliver doven oveni.

Der er dermed ikke lavet det store om i serien. Der er kommet én øl mere til, og det er lissom det. Hverken i bunden eller i toppen rykkes der rundt, da brygget må siges at falde midt i seriens store, anonyme midterfelt.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme